Skovbrand læseprøve

CARSTEN JUUL

Skovbrand

En historie om katastrofer og venskab

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 3

16/04/18 12:17 pm

Og droslen blæste på de dødes knogler med sin sang Vi stod under et træ og mærkede tiden synke og synke Kirkegården og skolegården mødtes og udvidedes i hinanden som to strømme i havet.

Tomas Tranströmer – fra digtet Klangen – “Den Halvfärdiga Himlen” (1962)

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 4

16/04/18 12:17 pm

1

I en skovbrand brænder man, dør af røgforgiftning eller af at indånde luften, der kan blive mere end tusind gra­ der varm. Når olien i eukalyptustræerne eksploderer, kan strålevarmen dræbe mennesker og dyr på flere hundrede meters afstand. Enhver kunne sige sig selv, at det ikke levnede os mange chancer. Det var gået hurtigt, sagde de til min mor og far. Lidelse skulle de ikke bekymre sig om. Min far syntes, det var i orden, at tingene blev sagt direkte, ellers ville han have reageret, det ved jeg med sik­ kerhed. Og det var ikke, fordi skovbetjentene ikke også var berørte, det var de alle sammen. En af dem, en yng­ re kvinde, der ifølge min fars beskrivelse havde brandsår på brystet og langt op ad halsen, krammede min mor og trøstede hende, holdt sig i nærheden af hende, så min far kunne tale med de andre, forhøre sig, være i forgrunden og tage imod, hvad der ville komme, dårligt eller godt nyt.

Jeg ved ikke, hvorfor de tog ud til Evans Lookout, om det var deres egen indskydelse, om det var politiets eller skovbetjentenes forslag, så de kunne se ødelæggelserne med egne øjne og forstå situationen. De kunne have ven­ 5

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 5

16/04/18 12:17 pm

tet på politistationen eller hjemme i Michael og Wendys stue, men det ville bare have været ulideligt på en anden måde, sidde der og kigge hen på telefonen.

Branden var langt væk på det tidspunkt, det vil sige hovedbranden. Tilbage stod træerne og så sørgeligt efter­ ladte ud, sorte og uden løv; nogle træer brændte stadig, brændte i flere dage. Og væltede. Hele natten hørte vi den kvasende lyd og bragene, når de ramte jorden, og vi for sammen hver gang, men efterhånden blev vi bedre til at tage det. Fra Evans Lookout kunne man ikke se meget andet end røgen, der fyldte dalen mellem bjergene og lå der, som en flydende krop med udbredte arme og ben, et tavst, ubevægeligt væsen dømt til at betragte de ødelæg­ gelser, det selv var kommet af.

Christian og jeg lå nede i bunden af dalen på en klippe i floden.

Højt oppe over røgen gik min mor og far ud og stod der, hvor turisterne plejede at fotografere hinanden med de skovklædte bjerge og rustne klippevægge i baggrun­ den, men nu så landskabet ud, som om det var kradset ned med blyant. Det var først på aftenen, en time eller måske to inden de fik øje på os fra helikopteren. Der, hvor vi lå, kunne vi endelig se solen trænge igennem rø­ gen og kaste et varmt og orange skær på klippevæggen, mens skyggerne kravlede op ad bjerget for at blande sig med natten. Min mor fortalte, at de stillede sig helt hen til det afsvedne rækværk og råbte ud over skoven. Råbene nåede ikke langt, men de syntes, de var nødt til at gøre noget, så de kaldte vores navne.

Branden begyndte torsdag eftermiddag, bredte sig med et spring ud i Grose Valley og lød som en masse 6

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 6

16/04/18 12:17 pm

sprængninger, der nærmede sig. Vi løb i stormen gen­ nem skoven og søgte ned til floden, nåede hen til klippen og svømmede rundt om den, pressede os op imod den og blev liggende dér i vandet, til branden havde passeret.

Om natten sov vi oppe på klippen. Fredag forsøgte vi selv at komme ud, men røgen lå tungt i skoven, og af og til kunne vi stadig høre den klagende lyd fra et væltende træ. Det var alt for farligt.

Helikopteren kom i skumringen på sin sidste runde den dag. ”Vi tager lige en tur mere,” forestiller jeg mig, at pilo­ ten eller sidemanden har sagt. Og så fik de øje på os oppe på klippen: På forsiden af Sun Herald stod der: ”Boys Cheat Val­ ley of Death.”

Overskriften gav det det hele et anstrøg af mystik og eventyr, som om vi havde kæmpet mod mørke magter el­ ler narret en ond skæbne, og vi kunne ikke lade være med at tage avisen frem og læse om det igen og igen. Men dødens dal var selvfølgelig møntet på amerikaneren fra Ohio.

William Benjamin Paxton. Han var kollapset nær en min­ desten, rejst for en gruppe spejdere, der var omkommet i en anden skovbrand i samme område. De fandt ham lænet op ad en klippe med sin rygsæk ved sin side.

“Given up for dead,” skrev Sunday Press om os.

Det var det, de regnede med.

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 7

16/04/18 12:17 pm

2

Tredje dag i bushen få timer før branden. Klokken er et sted mellem ti og elleve. Igen har vi sovet alt for længe, igen er vi kommet sent af sted, senere end vi lovede hin­ anden i går aftes, da vi sad og snakkede overmodigt ved bålet og røg hjemmerullede under mit nye lands vilde stjernehimmel. Jeg vågnede ellers tidligt, hørte lydene i skoven, bemærkede det grå lys gennem teltdugen, men faldt i søvn igen og kom først til mig selv, da solen havde stået længe på teltet og bedøvet os med varme. Endelig tog jeg mig sammen, kravlede hen og lynede åbningen op, dinglede ned til floden, gik ud i vandet og kølede af, mærkede strømmen om benene og de slimede sten på flodbunden. Pissede og så skummet blive ført bort. Lidt efter kom Christian ud. Våd af sved, bullen i ansigtet. Vi mumlede til hinanden. Noget om, at klokken var blevet mange, men ikke et ord om, hvis skyld det var.

Efter morgenmaden tog vi kortet frem, så på det for hundrede og tyvende gang. Ikke det mest detaljerede kort, en fotokopi af en håndtegnet skitse af terrænet, et som endagsturister og amatører som os får udleveret på 8

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 8

16/04/18 12:17 pm

rangerkontoret oppe i Katoomba. Kan ikke være meget værd, hvis man for alvor farer vild hernede, men det giver trods alt en målestoksfornemmelse, resten må man dig­ te sig til, få terrænet til at passe til kortet eller omvendt.

Dagens strækning regner vi med at tilbagelægge på et par timer. En noget mindre distance end de to foregående dage. Sådan ser det i hvert fald ud på kortet, hvor stien følger floden, Grose River, hele vejen. Men vi ved, den har det med at forsvinde brat; den kan være skredet ned i flodlejet, skyllet væk i et skybrud eller være blokeret af væltede træer. Så går der tid med at finde vej uden om og mase sig igennem den sammenfiltrede underskov. Flo­ den er næsten helt udtørret nogle steder, så der kun er en stribe stille vand forbundet af små søer og vandpytter; floden løber som en stiplet linje gennem dalen. Flodlejet er fyldt med bunker af sten og store klippeblokke; afbar­ kede træstammer og visne grene er strandet hist og her, da vandet forsvandt i den seneste tørke. Når stien for­ svinder, holder vi os i kanten af flodlejet eller går gennem vildnisset med armene oppe foran ansigtet, så svirpende grene ikke rammer os i øjnene. Vi skiftes til at gå forrest, og jeg hader det, virkelig hader det, når det er min tur, ha­ der de forskrækkede lyde i det tørre krat, fornemmelsen af at noget forsvinder mellem mine ben. Jeg kan ikke se, om jeg træder på noget farligt. Siden min farmor fortalte om drengen, der faldt ned i en hugormerede, da han strej­ fede alene rundt i lyngen omkring Brøndlund, familiens gård i Nordjylland, har jeg været skrækslagen for slanger.

Jeg ved ikke, om historien er sand, om det virkelig var hendes fætter, eller om det bare var en historie, jeg selv har digtet videre på. Når jeg fik hende til at fortælle den, 9

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 9

16/04/18 12:17 pm

rustede jeg mig altid til der, hvor drengen løber ind på gårdspladsen og vækker folk fra middagsluren med sine skrig, karlene og pigerne, min farmor. De skynder sig alle sammen ud i genskinnet fra de hvidkalkede længer. Så­ dan forestiller jeg mig, det er sket. Ingen var i stand til at hjælpe ham, og de voksnes afmagt var det mest forfærde­ lige ved det hele. De måtte stå og se til, se hans lidelser, trøste ham med tomme løfter. Samme aften døde han, hvis jeg husker rigtigt. Drengens ensomhed og angst blev stemplet i min hukommelse; han var på min alder, har jeg altid tænkt, jeg var den dreng, og jeg blev derfor også ham drengen, der altid forhørte mig hos de voksne og spurgte, om der var hugorme i området, spurgte henkastet, så min frygt ikke blev udstillet. Jeg vidste altid, hvor langt der var til nærmeste hospital, og om man kunne nå derhen på under en time, som jeg af en eller anden grund havde sat som grænsen for overlevelse. Igen og igen fik jeg samme besked: Hugorme kan ikke bide gennem gummistøvler eller sko, kun spædbørn, svagelige gamle og meget, meget uheldige dør af hugormebid. I biologi i sjette kunne jeg have valgt at skrive opgave om et hvilket som helst nuttet eller fascinerende dyr, men der var ingen tvivl om, hvad jeg ville skrive om: Giftslanger i eksotiske lande langt fra Danmark. Og nu er jeg her, i dette slangebefængte land og tæsker løs på buskene med min vandrestav, en lang, afbarket gren, som jeg på turens første dag udvalgte mig for at have noget at skræmme og forsvare mig med.

Jeg tramper hårdt i jorden og holder vejret mellem hvert langsommelige, anspændte skridt, jeg tager ind i det støvede vildnis, som man i stedet burde hakke sig igen­ nem med en machete. I dette land ligger verdens giftigste 10

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 10

16/04/18 12:17 pm

slanger i krattet og venter på byttet, venter på at straf­ fe den mindste uforsigtighed. Jeg er opdateret om black snakes, brown snakes, copperheads, tigersnakes og kan ikke få slangen med det uforsonlige navn death adder ud af hovedet. Hørte om en, der rejste sig truende over for en bull­dozer i færd med at rydde bush til en ny vej oppe nordpå. Hvad hjælper det så at stå musestille? Fryse til is, som jeg har hørt, at man skal, hvis den kan finde på at angribe en bulldozer. Hvor mange gange har jeg ikke forestillet mig følelsen af slangens lynhurtige hug i be­ net? Hver gang jeg følger rådet om at ryste soveposen og i glimt ser noget sammenrullet og tungt falde ud og klaske mod jorden. Hver gang jeg vender bunden i vejret på støvlerne, hvis jeg har glemt dem uden for teltet. Hver eneste gang jeg er ude at pisse om natten med lommelyg­ ten i hånden. Jeg tager altid støvlerne på, for folk bliver som regel bidt lige omkring anklen. Og jeg ved, jeg ikke vil kunne forholde mig i ro. Måske vil Christian være nødt til at tale hårdt til mig, måske råbe mig ind i hovedet: ”Nu falder du kraftedeme ned!”

Uskrevne regler dikterer, hvordan en mand bør reagere i den situation: Med ro og værdighed. Ikke blot fordi han viser hensyn til sine omgivelser, men fordi han uden vide­ re kan kontrollere sin frygt. Hans karakter blev lænket til roen fra fødslen ligesom heltene i tegneserier. Jeg forestil­ ler mig, hvordan manden tavst sætter sig ned på en væltet træstamme og ruller buksebenet op, kaster et vurderende blik på de to røde sår, hvor slangens hugtænder skar sig ind i skinnebenet. Det dunker ondt omkring biddet. Så knapper han skjorten op, kommer ud af den, river ærmet af og binder en stram kompresforbinding om låret. Han 11

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 11

16/04/18 12:17 pm

gør, hvad der skal gøres, helt automatisk, mens vennen giver ham halvdelen af sin vandration og madpakke og forbereder sig på at hente hjælp. Og jeg kan ikke få det ud af hovedet: Hvor i hans hierarki over farlige væsener ligger mon slangerne? Højere eller lavere end hajer? Hø­ jere eller lavere end krokodiller? Hvis det overhovedet er acceptabelt at være bange, synes han så, det er mere ratio­ nelt at være bange for slanger end for giftige edderkop­ per? Hvorfor er jeg ikke lige så bange for at blive bidt af en funnel web-edderkop, som også findes her i en særlig Blue Mountains-variant? Andre af samme art finder man over hele New South Wales, inde midt i Sydney, i folks haver, garager og kælderrum, swimmingpools. Den bider sig fast med kløerne, har jeg læst, og kan være svær at børste af sig, og fortsætter med at bide igen og igen, og sender hver gang en ny dosis dødelig gift ind i kroppen.

Af alle australske slanger er taipan-slangen i Queensland den farligste. Giften lammer åndedrættet og kvæler langsomt ofret, åndedrag for åndedrag. Som at bevæge sig i kviksand og synke længere og længere ned, til halsen, munden, næsen, øjnene. I Yepoon, nord for Rockhampton, var jeg til et slangeshow med en lille, tobaksbrun mand ved navn Ram Chandra. Han rejste fra by til by og havde gjort det til sin levevej at holde foredrag om Australiens slanger. Når man havde betalt entré, kunne man gå frit rundt og kigge ned i hans solide trækasser med de sammenrullede væsener. Tredive-fyrre kasser stod på borde i noget, der lignede et klasseloka­ le, måske var det et forsamlingshus, et hvidmalet træ­ hus med trappe op til indgangen og veranda hele vejen rundt, som mange huse i Queensland er bygget, hævet 12

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 12

16/04/18 12:17 pm

over jorden for at holde kryb ude. På den indvendige side af glaslågene var der indtørret gift. Man kunne høre dem rumstere og banke hovedet mod kassens vægge. Jeg måtte bare derind, det var, som om jeg længtes efter et syn af deres flade, modbydelige hoveder. Ram Chandra havde selv overlevet et taipan-bid. Han var lam i den ene side fra hoften og ned og brugte stok og forekom mig at være en ældre mand. Han gik i karamelfarvet safari-tøj – korte ærmer, korte bukser, matchende knæstrømper og brune lædersko. Han var blevet bidt flere gange i sin karriere, men virkede ikke nervøs, når han tog slanger­ ne op ad kasserne med et langt stykke tyk ståltråd, hvor der for enden var en løkke, som han pressede ned over slangens hoved. Han rørte ved dem, håndterede dem ele­ gant som en tryllekunstner, lagde dem tilbage med en lynhurtig bevægelse, klappede låget i med et kontrolleret, men eftertrykkeligt knald, inden de nåede at vride hove­ det om og få hævn. Mens jeg sad og så på det, tiltrukket og frastødt på samme tid, gik det op for mig, at det ene­ ste interessante ved slangerne var deres farlighed. Ikke meget andet ved dem optog mig. Fjernede man giften, blev slangen en næsten ligegyldig skabning. Et øjeblik var min hjerne ved at narre mig til at tro, at jeg på eller anden måde kunne overvinde angsten ved at tænke så­ dan. Som når folk forsikrer mig om, at slanger er mere bange for mennesker, end vi er for dem. Og hvordan ved de det? På verdensplan bliver flere millioner mennesker bidt hvert år, mange dør, får amputeret en legemsdel el­ ler bliver permanent skadet. Junglestatistikkerne vækker fantasier om ampuller med modgift, som man kan tage med ud i bushen. Overlevelseschancen afhænger af, hvor 13

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 13

16/04/18 12:17 pm

lang tid der går mellem bid og behandling. Jeg ville have det meget bedre, hvis jeg havde noget serum med her­ ned, men det er for det første ikke til at betale, for det andet skal det opbevares køligt. Jeg har studeret post­ ordrekatalogernes detaljerede illustrationer af snake kits.

En lille æske med en skalpel og et tyndt sugerør til at stikke ned i såret, så man kan suge giften ud. Har man sår eller rifter i munden, er man lige vidt. Det er bedre at lægge en årepresse om benet eller armen lige over biddet, føre en gren eller pind ind under forbindingen og dreje rundt, så man strammer og lukker for blodtilførslen. Metoden har sine modstandere på grund af faren for koldbrand. Men tilhængerne siger, man bare skal løsne lidt for presset med jævne mellemrum, holde bidstedet under overkrop­ pen og lade være med at vaske giften væk fra bidet, selv om det føles mest naturligt, for lægen skal bruge et skrab af den indtørrede gift for at finde modgiften.

Det glider ind og ud af mine tanker, mens jeg fægter mig vej gennem den mandshøje underskov: Jeg ser mig selv ligge alene på dalens bund, mens giftskyen pum­ per ud i mit blod og spredes med hvert pulsslag ligesom blækskyen, når man dypper en tusch i et glas vand. Jeg ser Christian løbe efter hjælp og i panik fare vild i sko­ ven, og jeg ser den omvendte situation: Mig der løber op ad den stejle, smalle sti, op, op. Det vil tage mange timer og være totalt udmattende. Og så endelig når jeg op til der, hvor grusvejen begynder og skærer gennem et stykke tæt skov ud til Great Western Highway. Og når jeg kommer ud på landevejen, skal der ret hurtigt vise sig en bil i svinget, som jeg får til at standse. Selv i tanker­ ne bliver jeg utålmodig, hvis bilen ikke kommer næsten 14

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 14

16/04/18 12:17 pm

med det samme. Billederne får mig til at bide tænderne sammen. Da der langt om længe kommer en vogn, stiller jeg mig ud midt på vejbanen og fægter med armene og vinker bilen ind til siden. Den bremser hårdt i en støv­ sky ude i rabatten. Chaufføren kunne alligevel ikke få sig selv til at køre videre og lade som ingenting, han er klar over, at jeg har brug for hjælp. Jeg flår døren op og ved, at jeg lynhurtigt skal gøre det lysende klart for ham, at jeg befinder mig i en nødsituation. Han må tro på, hvad jeg fortæller ham, og straks køre mig til Katoomba, så vi kan hente hjælp. Believe me. Min kammerat ligger nede i dalen og ser sit ben svulme op og blive mørkeblåt på vej over i det mørkere og mørkere, sorte. Måske er han besvimet, ligger bare hen og taler i vildelse med blod løbende ud ad næse og mund.

Foreløbig har tre slanger krydset vores vej. Den ene kunne have været et stort firben, men to af dem var uden tvivl slanger. En af dem strøg ind mellem benene på Christian, da han efter aftensmaden stod ved flodbred­ den og vaskede indtørrede baked beans og tomatsovs af tallerknerne og kasserollen. Hans hyl stak op som en syl i luften. Midt under branden dukker en brun slange op i vandet lige foran os. Sunday Press skriver i overliggeren: ”Snake’s nest gives refuge from raging flames.”

Og jeg reagerer slet ikke, som jeg har forestillet mig.

Det er den 25. november og varmere end normalt så tid­ ligt på sommeren. Solen står højt over bjergene og har bagt i flere timer nu. Ikke en sky på himlen. Der er stille, bortset fra cikadernes evindelige sang, der bølger gennem dalen og giver genlyd i skoven. En summen, der hele ti­ 15

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 15

16/04/18 12:17 pm

den skifter form, ligesom en stæreflok på himlen: Sitren­ de, udvidende sig, trækkende sig sammen.

Sådan lyder feber, tænker jeg og forestiller mig, at lyden ligesom siver ind i hovedet og sætter sig på hjernen, hvis man ikke passer på, hvis man åbner for den og luller sig ind i dens rytme, man ender med at blive sindssyg. ”Kæft, det er varmt,” stønner vi på skift.

Varmen er næsten det eneste, vi taler om. Taler om den som: Lortevarme, stinkende lortevarme, stinkende pikke­ lortevarme, røvpikkelortevarme.

Kun ét har vi i tankerne. Den næste lille, sorte trekant på kortet: Fortress Creek Flat, turens sidste campsite. Vi skal bare derhen og slå teltet op og sidde på underlage­ ne i skyggen, vente på aftenen og aftenens køligere luft.

Sveden siver ud af os begge. Jeg mærker den pible ned over min pande, løbe ned i øjnene, og det svier og sma­ ger salt. Jeg kan næsten høre, hvordan sveden presser sig ud gennem hudens porer, mens fluerne tegner sjuskede ottetaller i luften foran mig, hørmer forbi som gamle pro­ pelfly under en opvisning. Nærgående på en mere flabet måde end moskitoerne: Små, hidsige japanske jagerfly.

Fluerne sætter sig på mit ansigt og rykker hen over det med deres stive sytrådsben; de vil ind i min i mund, de vil ind i min næse, i mine ører, i min hjerne. ”Væk med jer!” råber jeg og verfer dem væk. ”Det er til at blive sindssyg af,” siger Christian. ”Endnu en ting, man bliver sindssyg af.” ”Måske skulle man bare lade dem sidde.” ”Lade dem sidde?” ”Det gør de i Afrika.” ”Det er ikke til at holde ud.”

16

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 16

16/04/18 12:17 pm

”Prøv at se, hvor længe du kan holde.” ”Ja, i fem sekunder.” ”Jeg tror, jeg kan et minut.” ”Så gå dog væk!”

Jeg slæber mig fremad. Fladtrykt af varme. Jeg forsvin­ der ind i mig selv, hypnotiseret af lyden af mine fodtrin mod den støvende, stampede jordsti; albuerne ind til si­ den, tommelfingrene inde under rygsækkens stropper, så jeg tager lidt af presset. Blikket rettet mod stien. ”Jeg gider ikke være her længere,” hvisker jeg, uden at Christian hører det. ”Gider ikke gå på denne lortesti i denne lortevarme lorteskov. I de her lortebjerge fuld af lortefluer. GÅ SÅ VÆK!” Heden får luften til at bølge. Denne udtørrede natur virker fremmed, den er ikke genkendelig, på ingen måde imødekommende. Meget anderledes end den danske na­ tur: Saftig, grøn, inviterende, godmodig. I bøgeskovs­ danmark farer man aldrig vild, som folk her farer vild.

Forsvinder. Hjemme lægger man sig i det høje græs uden at være nervøs. Der kommer ikke en lille aggressiv edder­ kop forbi med gift til at dræbe to tusind laboratorierotter.

Det er ikke noget, jeg går og tænker. Det er mere en fornemmelse, som følger mig og har fulgt mig, siden vi for et par dage siden begav os ned i Grose Valley: Følel­ sen af, at vi står i modsætning til bushen, følelsen af, at den er uforudsigelig, fjendtligt stemt, ondartet. Landska­ bet drager mig ikke. Jeg spejder ikke længselsfuldt mod den vibrerende horisont og tænker: Hvad er der mon bag det næste bjerg? Jeg må se det! Lige nu glæder jeg mig kun til, at vi er fremme. I virkeligheden ville jeg hellere være et helt andet sted. Tre dage i denne lede hede er nok. Havet, 17

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 17

16/04/18 12:17 pm

blåt og friskt, ligger og venter på os hundrede kilometer herfra. Jeg bliver tørstig af at tænke på det.

Efter en halv time hæver stien sig op gennem skoven, og kort efter kommer vi til et højdedrag, ser Grose Val­ ley brede sig ud til begge sider. Det fortættede landskab presser sig ud i dalen og skvulper op ad bjergsiderne og fortsætter og fortsætter, indtil det bliver til våde skygger under disen langt borte og forsvinder, som når en dyb tone klinger af. ”Hold nu kæft!” udbryder Christian. Han siger, det er som en fortælling, der åbner sig. Typisk ham at udmale det på sådan en irriterende måde. ”Hvor har du hørt det henne?”

Han siger, han lige har fundet på det. Han er så skide­ klog.

Svimle står vi og skuer ud over dette enorme, sol­ dirrende landskab. Øjet finder ikke hvile noget sted. Blik­ ket skal vænne sig til at se bredt og dybt på samme tid. Og så begynder jeg at grine, og Christian bliver smittet af det.

Nu er det pludselig alle anstrengelserne værd.

Han vil gerne tage billeder og får armene ud af ryg­ sækkens stropper, vrider overkroppen til siden, lader den glide ned på jorden foran sig. ”Man kan bare gå og gå og gå i dagevis,” siger jeg. ”I ugevis.” ”Og aldrig blive fundet.”

Vi bliver stående lidt, og jeg fortæller om en film, jeg har set, ”Picnic at Hanging Rock”, som handler om en gruppe kostskolepiger på udflugt. Nogle af dem forsvin­ der og bliver aldrig fundet. Der er noget med en klippe, 18

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 18

16/04/18 12:17 pm

der drager dem og får dem til at gå længere og længere væk fra de andre. ”Er det sket i virkeligheden?” spørger han.

Jeg kan mærke, at historien gør indtryk. ”Måske,” siger jeg. ”Det skulle ikke undre mig.”

Han løfter kameraet op foran ansigtet, det ene øje kne­ bet sammen, hans kraftige, rødlige hår strøget væk fra panden. En pæn dreng, siger min mor. Blå øjne, bred kæbe, godt smil, rank. ”Man får aldrig det hele med.” Han justerer længe på linsen, inden der lyder et lille, mekanisk klik. ”Skal man se sådan ud, når man tager billeder?” ”Ja.” Han tager et til. ”Ellers bliver de mærkeligt nok ikke til noget.” ”Skal man også gå sådan der ned i knæ.”

Jeg kigger ud over dalen igen. En gigantisk hånd duk­ ker op i mine tanker og stryger hen over skoven, hen over det matgrønne, udrullede tæppe mellem bjergene op til de rå, stejle klippevægge under plateauet, og jeg får pludselig lyst til at sende et langt råb ud over landska­ bet, der sitrer elektrisk af insekterne, men jeg har ikke energien til det. Solen er hård, lyset nærmest hvidt og skærende. Det er anstrengende at stå i heden og knibe øjnene sammen.

Snart eksploderer det hele. ”Det er ikke løgn, hvad der står i brochurerne,” siger Christian. ”Næh, hvorfor skulle det også være det?” ”Fordi brochurer plejer at overdrive.” ”Ved du, hvad det blå skær kommer af ?” ”Ja, det har du fortalt,” siger han. ”Mindst tre gange.”

19

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 19

16/04/18 12:17 pm

Tilbage i skyggen. Men lige inden får vi øje på røg i det fjerne. Det er ikke til at sige, hvor langt borte. Fem eller syv eller ni kilometer. En snorlige streg stiger op i luften nede fra skoven, bliver mere og mere utydelig og forsvin­ der, opløses højt på himlen. ”Det så jeg ikke lige før,” siger Christian. ”Næh.” ”Et bål?” ”Kan det være Fortress Creek Flat?” ”Det tror jeg ikke.” ”Kan umuligt være så langt.” ”Kortet siger, at Fortress Creek Flat ligger lige derne­ de,” siger jeg og peger ned i skoven. ”Måske kun et kvarter herfra.”

Jeg smyger armene ud af rygsækkens stropper og stil­ ler den op ad benet og åbner sidelommens lynlås, finder kortet frem, folder det ud, holder det væk fra solen, så det hvide papir ikke skinner op i øjnene. ”Det må være sådan cirka her, vi er,” siger jeg og sæt­ ter en finger i nærheden af den sorte trekant. ”Røgen er meget længere væk.”

Jeg kigger på kortet igen og så på røgen. Så på kortet.

På røgen. Længe står vi og kigger på den. Der sker ikke noget. Røgen er den samme. ”Den må jo komme fra et bål.”

Det er tilladt at tænde bål, men kun hvor der er ind­ rettet ildsted: En rist med høj bagvæg, en tyk, rusten jernplade, siderne også jernplader, høje så gløderne ikke springer ud på skovbunden. Manden på NSW National Parks and Wildlife Service-kontoret, ham der registrerede os og udleverede kortet, gav grønt lys, selv 20

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 20

16/04/18 12:17 pm

om det virker hasarderet at give tilladelse til at bruge åben ild hernede. ”Det er langt uden for kortet.” ”Sikkert nogle andre bush walkers.” ”Ja, men på en anden rute.”

I to dage har vi ikke set andre mennesker, kun kryb og vildt kvæg. Og to tyske piger, som vi stadig taler om. De så ud til at være to eller måske tre år ældre end os. De var på vej op, vi var på vej ned. Sunde udendørspiger. Søde og smilende. I armyshorts og ternede skjorter. Glatte, sol­ brændte ben, læderstøvler der nåede op over anklerne. De talte engelsk, som tyskere taler engelsk. Mindede også af den grund om hinanden. Ansigterne er allerede visket ud. ”Var vi bare kommet en dag før,” siger Christian. ”Ja,” sukker jeg. ”Igen er vi uheldige.” ”Ja.” ”Kan du lide tyske piger?” ”Jeg kan bedre lide spanske.” ”Danske?” ”Og svenske.” ”Ja, også svenske.”

Røgen udvikler sig ikke, mens vi står og betragter den fine, ubrudte linje stige til vejrs. Det ser ikke unormalt ud, så vi vedtager, det må være et bål. Jeg folder kortet sam­ men, lægger det ned i sidelommen i rygsækken.

Og så fortsætter vi ad stien, synker ned i skoven igen.

Et halvt år senere tager jeg en regnvejrsdag toget op til Katoomba og skal vidne i retssagen om branden. Jeg har aldrig været i en retssal før, og jeg er lidt nervøs for, hvad 21

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 21

16/04/18 12:17 pm

jeg vil blive spurgt om. Jeg venter udenfor, men der går ikke længe, før jeg bliver hentet og ført ind i et rampone­ ret retslokale med høje træpaneler og bliver bedt om at træde to trin op i vidneskranken. Manden, der fører mig derind, stiller sig foran mig og siger, jeg skal løfte højre hånd og samtidig lægge den venstre på den bibel, som han holder frem mod mig. Jeg har set det hele på film og håbede faktisk på turen derop, at noget lignende ville ske. Det måtte gerne være højtideligt, så der var noget at fortælle om bagefter. ”Gentag efter mig,” siger manden, en anonym type i anonymt, farveløst tøj, tilbagestrøget hår. ”I swear by Almighty God that the evidence I shall give will be the truth, the whole truth and nothing but the truth.”

Og så bliver der læst op fra rapporten, og jeg skal ikke andet end godkende, hvad vi fortalte politiet på stationen den nat, vi blev fundet. Og bagefter kan jeg tage hjem og får tyve dollars for at møde op.

Branden begyndte meget længere væk, end hvor vi stod. Der sprang gnister fra et arbejde på jernbanen.

Det stemmer også langt bedre overens med den tid, der går, fra vi står og ser ud over landskabet og når frem til Fortress Creek Flat, og til det første varsel kommer. Det passer også med brisen, der trækker hen over skoven og advarer os om, at stormen er på vej. Røgen vi så, må have været et bål.

Snart kommer vi gennem urskov med høje, gråhvide træer.

Barken fra træerne hænger ned i lange trevler og ligger sammenkrøllet i visne bunker mellem klynger af breg­ ner og højt græs, små, overraskende grønne øer midt i 22

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 22

16/04/18 12:17 pm

alt det tørre. Buske og træer omklamres af slyngplanter, alt er fortættet og viklet ind i hinanden, vævet sammen med skovens lyde i en stor, stikkende sammensværgelse.

Skoven minder om Blue Gum Forrest fra i går, kendt for sine kæmpe eukalyptustræer med tykke stammer, nogle af dem fem-seks meter i omkreds. Lysflimmeret slikker hen over os, mens vi følger den hårdtstampede sti, der snor sig ind og ud mellem træerne. Luften er lunken med skarp duft af eukalyptus. Det river lidt, når man trækker vejret gennem næsen. Soldater, der vendte hjem med skib efter Første og Anden Verdenskrig, påstod, at de kunne lugte eukalyptustræerne længe inden, land var synligt i ho­ risonten. Duften af Australien. Ligesom lugten af brand.

Emigranter fortæller, at de lugtede røg ude på havet læn­ ge inden ankomsten. Hvad tænkte de så om deres nye land? Havde de hørt om denne side af tilværelsen her?

Havde de fået noget fortalt eller læst om det i et brev fra en far, mand, bror eller onkel, der var rejst i forvejen? Det brænder altid, mange steder på samme tid. Skovbrand er på skoleskemaet, myndighederne informerer i fjernsynet og udsender materiale til borgerne, pjecer om, hvordan man overlever i bilen, hvad man gør, hvis man har heste, køer, kæledyr. Folk køber stormsikrede betonbunkere og graver dem ned i haven Træernes vældige kroner skygger for solen og skaber en dunkel, lyddæmpet stemning. Lyset falder i mønstre på skovbunden. Luften er tung og fedtet af eukalyptus.

Et øjeblik føler jeg mig snydt, jeg havde lige nået at glæde mig til kølighed i skyggen. ”Hvad ville du give for, at der lå en café lige i nærhe­ den?” spørger jeg.

23

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 23

16/04/18 12:17 pm

”Det kommer an på, om man kunne få noget?” ”Du kunne få alt.” ”Alt?” ”En iskold Coke, kold og våd i hånden.” ”Ja, hvad ville jeg give …?”

En doven stilhed hersker lige nu, hvis man ser bort fra cikadernes kaskader af lyd. En ustandselig pumpende strøm. En flod af lyd. Eller som Christian siger: De saver og saver, sliber og sliber. De har fået en vigtig opgave. Byg­ ger på noget virkelig stort: En enorm konstruktion, som skal afleveres netop i dag. Og de er for sent på den; deres maskiner er overophedede, er lige ved at bryde sammen.

Dagen lang arbejder de som indere i denne sindssyge larm. ”Ti dollars,” siger han. “Okay, så tyve.”

Og så går vi og fantaserer om pigen, vi så ved Circular Quay, da vi tog herop for tre dage siden. Hun kiggede på os og smilede, da vi gik i land fra færgen, og vi blev begge lynforelskede, så det gjorde ondt, og nu kommer vi i tanke om hende igen. Hun stod bag ståltrådshegnet på den anden kaj og skulle med færgen over til Manly. Der var noget spansk eller italiensk over hende. Og hvad nu hvis hun også var på caféen, hvad ville han så give? Og hvad ville han give for at gå med hende hjem? Hvad ville jeg give? ”En uge af mit liv.” ”En uge?” ”Ja.” “Det er for meget.” ”Jeg ville også give en måned.” ”Nej, det er alt for meget.” ”Hvad er en skide måned ud af et helt liv?”

24

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 24

16/04/18 12:17 pm

Fortress Creek Flat. Det ser ud til at være her. Så er vi fremme. Her er ingen andre telte. Ingen tyske piger man kan sidde ved bålet og snakke med.

Vi går inde i skyggerne mellem træerne langs floden og leder efter et ildsted, hvor vi kan koge vand til en kop te, varme en dåse baked beans og de pølser, vi skal have i aften. Næsten henne ved flodbredden er der en lysning og et ildsted; underlaget ser godt og jævnt ud. Vi be­ slutter os for at rejse teltet der, men vente til senere, når temperaturen er faldet. Ingen af os orker den mindste anstrengelse. Bare tanken om at banke pløkkerne ned i den hårde jord fylder os med lede. Først skal vi finde en god sten, fordi de åndssvage pløkker bliver skæve hver gang og må rettes ud, før de kan bruges igen. Det må vente.

Langsomt får jeg armene ud af rygsækken og stil­ ler den op ad et træ bag mig. Christian vikler sig også ud. Store svedskjolder breder sig under armene og hen over ryggen på hans T-shirt. Jeg er tørstig og finder vandflasken i den store lomme foran i rygsækken. Der er kun en slat tilbage, flasken skal fyldes igen. Jeg skruer hætten af og drikker en mundfuld. Vandet er grumset og smager af klor, af varm svømmehal. Det er ingen nydelse at slukke tørsten, men bare noget, der skal overstås.

Jeg holder flasken hen mod ham. Nu er det hans tur.

Vi skiftes til at sørge for vand. Christian tager imod den uden at sige noget, han nikker bare, skyder underlæben frem og puster luft ud, så hans pandehår rejser sig og fal­ der ned igen. Drikker resten i én slurk, mens væmmelsen fylder hans ansigt.

25

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 25

16/04/18 12:17 pm

Floden snævrer sig ind lige her. Der er måske otte eller ti meter over til den modsatte bred og dybere vand. Man kan ikke se bunden. Noget vi begge kommenterer. Jeg gætter på halvanden meters dybde på det dybeste. Christi­ an på to bare for at være på tværs. Vandet er brunt på vo­ res side under træerne, der læner sig skråt ud over floden og dypper deres nedhængende løv, men gyldent som te ude i solsiden. Det strømmer let, visne blade og strimler af bark sejler forbi mellem lysglimtene. Om lidt skal jeg sidde tavs i skyggen og glo på flodens rolige trafik. Bare sidde og glo.

Christian er gået hen til flodbredden og har sat sig på en klippe. Han tager skoene af og stiller dem én for én ved siden af klippen. Strømperne lægger han oven på, inden han smøger bukserne op. Hans fødder og ben er stadig hvide, selv om han har været her i fjorten dage, og vi har været ved stranden; han bliver ikke rigtig solbrændt.

Jeg driller ham med det. Så rejser han sig og tager nogle stivbenede skridt ud på de glatte, slimede sten på flodbun­ den, flasken i den ene hånd, en T-shirt i den anden. Han vader ud til lidt under knæene, bøjer sig frem og pres­ ser vandflasken ned i vandet med T-shirten krænget hen over åbningen for at filtrere vandet. Han holder flasken op mod lyset, vender bunden i vejret, lader vandet løbe ud og begynder forfra, men der bliver ved med at hvirvle grus og amøbeflimmer rundt, uanset hvor mange gange han forsøger. Vi har købt en pakke steriliseringstabletter, nok til at rense seksogtredive liter vand. Man kommer dem i og ryster flasken og lader vandet stå i en halv time.

Man kan også koge det et par minutter og dræbe bakteri­ er, parasitter og vira. Men hvis vi skulle koge vores drik­ 26

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 26

16/04/18 12:17 pm

kevand, var vi nødt til at tænde bål flere gange om dagen.

Alt for besværligt.

Det, vi har i rygsækken, er en lemfældig oppakning, langt under spejderniveau. Proviant købt hos en købmand oppe i Katoomba: Dåser med baked beans i tomatsovs, dåser med majs, risotto og pølser. Vi har en pose hvidt toastbrød og en pose groft toastbrød, som vi bruger til at tørre tallerknerne rene for tomatsovs med. Intet slik, in­ gen chokolade, for den ville være smeltet på to minutter.

Kiks, rulletobak, Champion Ruby, en gul pakke med rød skrift, dejlig virginiatobak. Vi har cigaretpapirer af mær­ ket Tally-Ho, som jeg ved er et udtryk, englænderne brug­ te på rævejagt, når én fik øje på en ræv. Vi købte også en tube med kondenseret mælk, fire ruller toiletpapir, to til hver, en æske med Bushells teposer, ingen af os kan lide kaffe. Halvanden liter Coke og halvanden liter Fanta, som vi drak for to dage siden i løbet af de første par timer.

Varerne ragede vi til os i løbet af et ti-minutters raid ud fra en simpel kalkule: Antallet af dage ganget med tre måltider, ikke noget med at følge en liste, ingen overvejel­ ser om proviantens vægt, om næringsindholdet eller nø­ drationer. Bare ind og ud af butikken og fordele varerne i rygsækkene. Ingen myggespray. Ingen solcreme. Intet kompas. Ingen førstehjælp, ikke noget desinficerende, ikke engang et plaster har vi med. Jeg har min lommekniv, en svejtserkniv med dåseåbner og oplukker, to knive og en proptrækker. Af udstyr har vi et letvægtssæt med kasserolle og stegepande, ting der har ligget i et hjørne i mine foræl­ dres garage i Sydney sammen med tomandsteltet, som har været op ad østkysten til Cairns og tilbage igen og derefter 27

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 27

16/04/18 12:17 pm

ned til Snowy Mountains og Melbourne, måske ti tusind kilometer har det rejst. Tallerkener, knive, gafler, skeer, to små, blå Ansett Airlines-plastikkopper, som vi drikker te af.

Liggeunderlag, rygsække. Et håndklæde til hver. T-shirts, skjorter, bukser, underbukser til et par dage. Strømper, støvler, gummisko og sweatere, som vi ikke forestillede os, vi ville få brug for, men som vi af ren vane tog med. Godt vi gjorde det, for i nat bliver det isnende koldt. Efter bran­ den. Når der ikke er nogen blade på træerne.

Jeg ruller det tynde liggeunderlag ud, sætter mig med en bog i skyggen under et træ. Mit hår er vådt ude i spidser­ ne, jeg mærker dråber løsne sig og trille fra nakken ned ad ryggen, selv om jeg ikke bevæger mig. Fluerne forstår ikke, at et nej er et nej. Samler sig i klaser på mine arme og mine ben. Jeg vifter dem væk med bogen. Forsøger at læse lidt, men det bliver ikke til noget. For varmt til at ryge. Alligevel ruller jeg af kedsomhed en cigaret, tænder den, ryger lidt, bliver svimmel, fortryder med det samme og føler lede.

De næste timer er dagens værste og skal bare overstås.

Senere tager vi os sammen, rejser teltet, får noget mad.

Og så skal vi sidde foran teltet og spise og ryge og tale ligesom de andre aftener. Sidste nat i bjergene. ”Når vi kommer op i morgen, går vi direkte hen til den første pub, vi ser, og får to iskolde øl,” kommer det fra Christian. ”Helt sikkert.” ”Vi kan lige så godt få to hver med det samme: En til at kyle ned og så en, som vi drikker langsomt. Åh, det bliver så godt.” ”Er du sulten?”

28

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 28

16/04/18 12:17 pm

”Ikke rigtig.” ”Hvad med noget te?”

Hvis vi skal have te, skal vi først lave et bål.

Christian henter vand i kasserollen og sætter den oven på den rustne jernrist over bålet. Der kommer hurtigt ild.

To stykker brænde er nok. Der ligger en lille bunke, som nogen har hugget og lagt ved siden af ildstedet. Æsken med tebreve ligger på jorden ved siden af vores latterlige, små plastikkopper.

Så sker der noget i skoven. Der går et stykke tid, inden jeg bemærker det: Cikadernes sang er forstummet. Og det er, som om stilheden opsluges af en dybere stilhed. Zoo­ loger fortæller, at dyr fornemmer skift i vejret, højtryk eller lavtryk på vej. Hunde og katte ændrer adfærd inden jordskælv, hajer søger ned på store dybder før en orkan, insekter sanser røg og infrarød stråling på lang afstand.

Cikadernes tavshed er et varsel om, hvad der er på vej, men det ved jeg ikke, det er noget, jeg først læser om længe efter.

En brise stryger hen over skoven og purrer op i træ­ erne. En lyd der per definition er behagelig, som bringer ilt og kølighed med sig. Og det er lige, hvad vi trænger til, luft, kølig luft. Jeg lægger nakken tilbage og ser forvent­ ningsfuldt op mod himlen gennem trækronerne. Lad det bare komme … lade det komme …

Træernes øverste grene bevæger sig sløvt og får løvet til at give et langt, eftergivende suk fra sig. Så holder det op meget brat. Og stilheden indfinder sig. Der går et lil­ le stykke tid, måske ti sekunder, så kommer brisen igen, men denne gang i bølger lige efter hinanden.

29

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 29

16/04/18 12:17 pm

”Hey, Carsten, hvad sker der?” udbryder Christian.

Han har rejst sig, står med hænderne i siden og kigger op i luften. Himlen er Stimorol-blå, solen skinner. Intet unormalt. ”Hvor kommer den vind fra?” spørger han.

Jeg har ingen anelse. ”Den kan ikke komme af ingenting.”

Jeg rejser mig og følger efter ham hen til flodbredden og kigger op, men vi ser ikke noget, kun kløftens klip­ pevægge, en mur af træer og sammenfiltrede buske, der dækker bjergsiderne hundreder af meter op. ”Vi kan jo ikke se en skid.”

Christian ser bekymret ud, og der er noget ved hans ansigtsudtryk, som begynder at irritere mig, noget ved hans pludselige alvor, som er uindtagelig, hans typiske al­ vor, man ikke kan diskutere med. ”Det er nok bare et omslag i vejret,” siger jeg.

I Sydney kommer der sidst på eftermiddagen en southerly change ude fra Stillehavet. Man kan stille sit ur efter den.

Den stryger hen over Port Jackson og gør vandet uroligt, så det labber op ad bolværket ved færgelejet for enden af Darling Street og hen langs Peacock Point, parken, hvor vi går med hunden. Det varer normalt cirka ti-femten mi­ nutter. Så lægger vinden sig, og alt er frisket op, og man indstiller sig på, at nu er det aften.

Det er det, jeg siger til ham.

Han svarer ikke.

Vi bliver stående. ”Måske kan vi se noget ovre på den anden side,” siger han.

Ingen af os kan tage sig sammen til at gå derover.

30

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 30

16/04/18 12:17 pm

”Okay, så gør jeg det,” siger han. ”Jeg slukker bålet.” ”Okay.”

Jeg går hen til ildstedet og hælder kasserollens indhold ud over bålet, så det syder og røgen står op omkring mig.

Der er stadig gløder, men jeg gider ikke hente mere vand, så jeg stikker foden ind under risten, træder på gløderne, tværer dem ud.

Christian står nede ved bredden og undersøger forhol­ dene, leder efter et godt sted at komme over. Jeg bliver stående og følger hans spring ud på den første klippe, der skyder ryg over det strømmende vand. Så tager han et spring hen på den næste og endnu et spring, armene ud til siderne for at holde balancen. Det ser ud til, han når tørskoet over, men den sidste klippe ligger lavt i vandet, mørk, våd og fedtet, og han mister fodfæstet, skvatter i med et plask, bliver gennemblødt helt op til hoften. Van­ det driver fra ham, bukserne klæber til hans ben, mens han vader op af floden og kommer tungt ind på bredden.

En grimasse farer hen over hans ansigt. Jeg så det godt, selv om han vender sig bort og prøver at skjule sin reak­ tion.

I et kort øjeblik er det sjovt. ”Satans!” hører jeg ham hvæse. ”Ha-ha-ha!” Jeg kan ikke dy mig.

Han sunder sig, mens han kigger op mod kløften, men han kan stadig ikke se noget. Han ryster på hovedet, sky­ der underkæben frem. ”Jeg er nødt til at komme længere op,” siger han og går helt hen til den overbegroede skrænt. Han finder en åb­ ning og begynder at bevæge sig langsomt op. Han griber 31

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 31

16/04/18 12:17 pm

fat i buske og grene, hæver sig lidt efter lidt, leder efter den næste sikre gren at tage fat om, en rod der stikker ud. Det går utrolig langsomt, synes jeg. Han forsvinder næsten i bevoksningen, kun hans hoved, noget af hans ryg og hans hvide T-shirt er synlig, men omsider kommer han tilstrækkelig højt op og standser. Bliver stående og holder fast i en gren med den ene hånd, skygger for solen med den anden, ser ud over skoven. Et hvidt sollys ram­ mer ham i ansigtet og får ham til at se mærkelig bleg ud. ”Kan du se noget?” råber jeg.

Han reagerer ikke. ”Hvad sker der?”

Stadig ikke noget svar.

Denne gang råber jeg lidt højere: ”Så sig dog for hel­ vede noget!”

Han virker demonstrativt afvisende, sur over et eller andet, som om han lige skal vise, at han selv bestemmer, hvornår han vil svare.

Det blæser mere op nu. Uroen fylder mig. Jeg hører en fjern rumlen. Ikke torden. Anderledes. Mere kompakt.

Han virker lammet. Raseriet varmer i mig, strammer om min hals. Jeg får lyst til at slå. Jeg har svært ved at stå stille. Jeg har virkelig lyst til at ruske ham. Jeg går frem og tilbage på bredden. Tre-fire skridt den ene vej, tre-fire skridt den anden, en stumfilmskarikatur af en vred per­ son.

Endelig. Endelig-endelig-endelig.

Han begynder nedstigningen, først langsomt og for­ sigtigt, så han ikke falder forover. Fra min vinkel ser hans bevægelser klodsede ud, men så sker der noget. Han slip­ per sit greb om en gren og er lige ved at falde, men når så 32

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 32

16/04/18 12:17 pm

at vride kroppen rundt, som en skiløber på en stejl løjpe, han hugger fødderne ind i skrænten og får fat i en gren længere nede, og så en til, indtil han tager det sidste stykke på røven og sætter gang i et skred af småsten og grus.

Vinden er taget til. Træerne svajer fra side til side. Det suser efterårsagtigt i trækronerne. Jeg kan høre vinden komme langt væk fra og samle styrke. Lidt efter kommer vinden gennem skoven helt nede ved jorden og får støv og løse blade til at løfte sig fra skovbunden. Luften føles mærkelig tør og hed mod ansigtet, sandagtig varm, som kom den fra ørkenen. Det går op for mig, at det ikke kan være andet end en brand, men jeg kan alligevel ikke få mig selv til at tro, at det er sandt.

En almindelig reaktion.

I timerne før Ash Wednesday-brandene, to måneder ef­ ter, nægter folk til det sidste at se realiteterne i øjnene. I den lille by Macedon i delstaten Victoria kan indbyggerne ikke få sig selv til at forlade deres hjem og komme væk i tide, trods alle tegn på katastrofe. To uger tidligere er fireogtyve huse på Mount Macedon brændt ned. På selve Ash Wednesday når temperaturen op over fyrre grader.

Treoghalvfems brande bryder ud den dag. Der er røg i luften, lugt fra brandene og officielle varslinger om, at vindretningen vil ændre sig. Og alligevel er folk passive.

Bagefter fortæller de, stik mod fakta, at de ikke fik no­ gen advarsel og kun havde få minutter eller sekunder til at flygte. Heller ikke brandmyndighederne var forberedt på, at så voldsomme kræfter ville blive udløst. Ikke siden 1939 havde man oplevet en brand med samme intensitet og styrke: Skovbrand på totalniveau. Angsten for, at det 33

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 33

16/04/18 12:17 pm

rent faktisk ville ske, var så allestedsnærværende, at folk lod som om, det var en ganske almindelig dag, styrkede sig med besværgelser om, at Macedon var noget særligt: Macedon kan ikke brænde! Garvede brandfolk håbede til det sidste, at de varslede ændringer i vindretningen ikke ville ske, selv om de hørte om dem i radioen.

Christian er nede på flodbredden igen. Han springer ud på klippen tættest på bredden, og så den næste og den næ­ ste. Krydser floden og kommer samme vej tilbage, men hurtigere og denne gang uden at falde. Ikke så mange overvejelser nu. Han lander i stendyngerne i vandkanten.

Alvoren sidder som en bleg maske i hans ansigt. Jeg går ham i møde. Går helt hen til ham, spændt af angst.

Jeg vil have svar nu! ”Det brænder,” siger han forpustet og med mærkelig stemme.

Himlen over skoven er mørkerød og sort af røg. Men det holder han for sig selv. Først senere fortæller han mig, hvad han har set. ”Der må ikke gå panik i os,” siger han.

Han gentager det som et mantra: ”Der må ikke gå pa­ nik i os.”

Jeg forstår ordene i tåger, ord, jeg ikke kan beskytte mig imod. Det forekommer mig at være fuldstændig li­ gegyldigt, om vi går i panik eller ej. Jeg mærker kraften forsvinde ud af mig. Et øjeblik føler jeg mig overvældet af træthed, kunne lægge mig ned og sove. Tankerne farer blindt rundt.

Det buldrer oppe ved kløften, lyden udvider sig, svul­ mer op, bliver tungere og tydeligere. Vi skynder os til­ 34

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 34

16/04/18 12:18 pm

bage og begynder at rulle liggeunderlagene sammen. Jeg tager campingsættet med kasserollen, min bog, tobakken, propper tingene ned i rygsækken og snører den til i hal­ sen. Vi står mellem træer med få meters mellemrum, men vi er nødt til at råbe til hinanden.

Jeg løfter rygsækken. Kom så, får den om på ryggen, spænder bæltet foran og griber ud efter vandrestaven, der står lænet op ad træet. Jeg har en idé om, at vi skal søge tilbage til højdedraget, hvorfra vi måske kan danne os et overblik over situationen. Se hvilken retning branden be­ væger sig. Christian er enig. Måske kan vi undgå den ved at søge på tværs af brandfronten. Det får vi på en eller anden måde gjort forståeligt for hinanden midt i blæstens larm. ”Tror du, vi kan vi nå det?”

Han svarer ikke. ”Vi skal nå det!”

Tilbage til udsigtspunktet.

Der må ikke gå panik i os.

Tilbage til højdedraget.

Christian råber, at vi skal gå, vi må ikke begynde at løbe. Råber det igen.

Jeg har hørt det.

Gå, ikke løbe, gå, ikke løbe.

Tilbage til højdedraget. Der, hvor vi stod i lynende sol og så ud i dalene til begge sider. Hvor langt er der? Ti minutter? Hvis vi løber.

Christian er forrest. Toppen af hans rustfarvede hår rager op over rygsækken. Med lange kapgangsskridt ha­ ster vi gennem det øde campingområde. Forladtheden ruger pludselig over stedet og fylder mig med følelsen af, at vi har sovet over os, at alle andre stod tidligt op og 35

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 35

16/04/18 12:18 pm

forlod pladsen i god tid, som det blev sagt. Og hvorfor gjorde vi ikke også det, så havde vi været oppe nu? Sam­ men med dem. Hvorfor ville vi ikke høre?

Det er besværligt at bevæge sig hurtigt med rygsæk, stativet slår skiftevis mod nakken, så mod lænden, slår så dumt ude af takt med hvert eneste skridt. Jeg er lige i hælene på Christian. Brede sus fejer hen over trætop­ pene. Træerne svajer og knager som masterne på et skib. Dansk efterårsvejr, men det er lige blevet sommer i Australien.

Jeg bliver pludselig nervøs for, at vi ikke kan finde sti­ en igen og skal bruge kostbar tid og løbe mareridtsagtigt rundt og lede efter den.

Det går for langsomt. Vores stive gangart glider over i løb.

Så begynder vi at spæne. Hvert skridt sender små jag op gennem knoglerne. Vi tæsker gennem skoven. Jeg er fyldt til randen med angst. Adrenalinen bruser som kul­ syre gennem mig. Mine ben ryster, mine arme ryster, jeg er pludselig bange for, at de skvatter sammen under mig.

Mit hoved er puls, åndedræt, tunge støn. Jeg forsøger at holde rygsækken i ro, mens jeg løber, trækker hårdt ned i den ene strop, så den presses tættere ind mod ryggen, men det gør ingen særlig forskel, den banker hele tiden mod mig ude af takt, lænd, nakke, lænd, nakke. I den anden hånd har jeg stadig vandrestaven. Det virker dumt, men af en eller anden grund kaster jeg den ikke fra mig.

Det ville være bedre at skille sig af med både den og ryk­ sækken, når jeg at tænke, men det er, som om beslutnin­ gen om at efterlade den er ensbetydende med at afskrælle et sidste beskyttende lag og stå ansigt til ansigt med den 36

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 36

16/04/18 12:18 pm

erkendelse, at vi er forsvarsløse over for de enorme kræf­ ter, der haler ind på os.

Skoven er i totalt oprør.

Det er umuligt at fastholde en eneste tanke. Kroppen bestemmer suverænt. Jeg lystrer kun mine ben og fortsæt­ ter med at løbe med blæst om ørerne. Stormen rusker i træerne, rusker dem hårdt. Lunser af blade og små grene flyver gennem luften.

Vi zigzagger tilbage mellem de kæmpemæssige træer efter nogenlunde samme rute, vi kom. I modsatte ende får vi øje på åbningen, hvor stien begynder mellem træer­ ne og leder tilbage mod højdedraget. Den smalle sti hæ­ ver sig op gennem skoven, stigningen vrider kræfterne ud af benmusklerne. Det går langsommere og langsommere, alt for langsomt, vi kæmper os frem. Det holder angsten nede at bevæge sig, det er det eneste, der virker: At være i bevægelse. Men der må snart ske noget, jeg ved ikke, hvad der skal ske, hvad vi skal gøre andet end at fortsætte gen­ nem denne gyngende, susende tunnel af træer og buske.

Christian er stadig forrest. Hans mørkegrønne rygsæk bumper op og ned nogle meter foran mig. Ikke engang halvvejs er vi. Vi når ikke tilbage.

Vi når det ikke, vi når det ikke.

Jeg får et glimt af klipperne og stenene i flodlejet, der lyser gråligt gennem træerne et stykke nede, et brat fald på tres, måske halvfjerds meter under os. Det føles for­ kert at bevæge sig væk fra floden. Jeg mærker modstand i mig selv, modstand mod at følge stien længere. Det skal vi ikke.

Nej, nej. ”Vi skal blive ved floden!” råber jeg, så højt jeg kan.

37

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 37

16/04/18 12:18 pm

Det får Christian til at standse. Han vender sig om og bliver stående midt på stien. Det pumper hårdt i hans overkrop. Han siger ikke noget. Han kan ikke få noget sagt. Hans ansigt skrumper ind, hans figur glider ud af mit blik. Det er, som om han på forhånd opgiver at over­ døve larmen og svare mig. Et øjeblik forsvinder han i stormvejret, samler kræfter, ryster på hovedet, han ryster ikke rigtigt på hovedet, det er bare et enkelt drej med ha­ gen, en ganske lille bevægelse omvendt proportional med fortvivlelsen, dette lille ryk. ”Vi skal blive ved floden!” gentager jeg.

Han retter blikket derned og stivner, kan ikke bevæge sig.

Så ser han på mig igen. Jeg er i tvivl, om han hører mig. ”Vi skal blive ved floden!”

Man skulle tro, at bjergene synker i grus, at klippevæg­ gene løsner sig, styrter ned i skoven og knuser alt på deres vej gennem kløften. Larmen tårner sig op. Stiger op, som om den også kommer ovenfra og vil falde ned.

Så tager instinkterne over.

I næste sekund tager jeg springet ud over den stejle, tilgroede skrænt, næsten samtidig sætter Christian af og følger i hælene på mig. Og nu løber vi hasarderet ind og ud mellem buske og træer, vores fodtrin lyder dumpt hen over den gyngende skovbund, lyden af flugt. Og med det samme får jeg for meget fart på. Der er stejlt, det går for stærkt, alt for stærkt, og jeg ved det, mens vi flyver diagonalt ned over skråningen med hinanden i øjenkrogen. Jeg er ikke i stand til at følge mine ben meget længere, er lige ved at snuble, men holder mig op­ rejst, indtil vi er halvvejs nede, og så sker det: Jeg mister 38

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 38

16/04/18 12:18 pm

balancen og falder, mens tanken om slanger synker gen­ nem mig som et lod i vand. Jeg slipper vandrestaven og falder: Buske og træer, skovbund hvirvler for mit blik, jeg ruller en halv omgang på det visne underlag og en­ der med rygsækken omme på ryggen, som en omvendt skildpadde.

Op igen. Kom nu.

Gråden lurer lige under min dyriske kamp for at kom­ me fri, jeg forsøger at vride mig rundt med rygsækkens stive stativ. Ved en kraftanstrengelse lykkes det at få albu­ et mig om på siden, så jeg kan sætte fra med hænderne og komme op på knæene, på benene. Jeg rækker automatisk ud efter vandrestaven og trækker den til mig og fortsæt­ ter, følger efter Christian.

For enden af skrænten standser vi og vikler os ud af rygsækkene, først den ene arm, så den anden. Kaster dem ud over kanten ned på stenene i flodlejet og klatrer det sidste, næsten lodrette stykke ned, griber fat om rødder­ ne, der stikker ud af jorden, mens den løse jord falder af i kager, lander på stenene under os. Det er højst et par meter.

Så står vi begge i kanten af flodlejet, får rygsækkene på og begynder at løbe, hvor floden engang strømmede.

Der er kun en smal stribe strømmende vand i midten.

Strandede træstammer stritter op i luften med deres døde grene.

Det stormer med en alvor, jeg ikke kender. Det lyder, som om træerne brækker over, bliver kvast og presset ned gennem kløften og ud i dalen.

Skoven ryster.

Vi løber med tunge skridt hen over stendyngerne.

39

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 39

16/04/18 12:18 pm

Vi må skille os af med rygsækkene, råber jeg til ham.

Råber det en gang til med fuld kraft, men min stemme forsvinder i larmen, lyder skinger som en drengs, jeg gen­ kender den spinkle stemme, det er ikke min rigtige stem­ me længere, jeg havde næsten glemt dens eksistens, nu er den tilbage.

Christian er allerede ved at befri sig fra sin byrde, mens han løber, han ligner en vingeskudt fugl, den ene arm løst dinglende ude af stroppen, og så glider rygsækken ned ad hans ryg og falder bag ham på en banke, der rager halvvejs ud i flodlejet. Jeg når derhen, kaster vandrestaven fra mig, vrider armene ud af rygsækkens stropper, støder den væk fra mig i et skub med skulderen, så den lander i gruset ved siden af Christians.

Han er kommet et stykke foran.

I løb drejer han hovedet for at sikre sig, at jeg er med.

Vi pisker gennem lavt vand, uden om klipper, hen over bunker af sten, vandet når os kun til anklerne, lavt vand hele tiden. På begge sider af flodlejet vokser skoven helt ned til bredderne. Buske stritter op mellem klipperne.

Skoven vugger frem og tilbage. Så ser jeg prikker i luf­ ten. Løse flager lægger sig blidt på stenene, som de første snefnug falder de, falder pænt til ro.

Eller sortner det for mine øjne?

Nej, det er aske, luften er fuld af aske.

En hvirvlende vrimmel blæser hen over os bagfra. Den kompakte larm fortoner sig nu, det føles, som om jeg har vat i ørerne, jeg hører kun mit åndedræt, hører det meget tydeligt, hører rullestenenes klakkende lyd under mig, ly­ den af små stenskred stiger op til mig, og med ét går det hele langsommere, mine arme og ben bevæger sig drøm­ 40

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 40

16/04/18 12:18 pm

meagtigt, farver og detaljer forsvinder, der er kun dybde i mit synsfelt, jeg løber på havets bund, mærker vandets modstand, skovler mig frem, kæmper for ikke at gå i stå, jeg kommer ingen vegne, men det varer kun et øjeblik, så åbner sluserne igen, og det vælter ud med knitrende brag og rystelser.

Længere fremme udvider flodlejet sig, buler ud som en udposning, skoven viger tilbage på begge sider, og der er pludselig mere flod. En klippeblok på størrelse med en folkevogn ligger ude i vandet. Vandet strømmer omkring den. Christian drejer overkroppen og ser sig tilbage og løfter blikket over mig. Udtrykket i hans ansigt fortæller, at jeg skal lade være med at se bagud. En tredive-fyrre meter høj bølge af flammer har rejst sig over skoven. Det er det, han ser. Det er det, jeg ved, at han lige har set.

Han har nået floden. Det lave vand hæver sig omkring ham, når ham til knæene, når ham til låret, til livet, og han falder forover og begynder at svømme hen mod klippen, svømmer rundt om den og forsvinder.

En sværm af gløder blæser gennem skoven og antæn­ der træerne på begge sider af floden. Jeg følger efter ud i vandet, fortsætter indtil jeg falder, men jeg mærker ikke vandet, føler ingen forskel i temperaturen. Jeg tager et svømmetag, så et til og endnu et og kommer om på den anden side.

Christian drejer rundt i vandet og ligger med front imod mig, presser sig tæt ind mod klippen, der skråner en anelse ud over floden og danner et lille udhæng over os. Vandet er en halv meter dybt, dækker kun lige, når vi gør os helt flade. I samme øjeblik vælter branden hen over skoven, som en etagebygning, der skvatter sam­ 41

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 41

16/04/18 12:18 pm

men. En trykbølge af ild får træerne til at eksplodere i lange, lysende kæder på begge sider af floden. Med ét står skoven i brand. Brændende blade hvirvler rundt i den sydende, knitrende luft, jager hen over vandet i alle retninger. Det øser ned over os, gnisterne driver ned ad ildens vægge. Heden rammer mig med et hårdt slag i lungerne. Jeg føler, jeg kun kan trække vejret en milli­ meter og vender mig om på maven og dykker ned under vandoverfladen, tvinger ansigtet mod de fedtede sten på bunden, borer kinden ned i gruset, søger efter Chri­ stians hånd i mørket, finder den og holder fast, bliver holdt fast. Under vandet kan jeg mærke jorden ryste. Et godstog kører hen over os, vogn efter vogn efter vogn efter vogn. Vi knuger hinandens hænder, hårdt, hårdt, presser os så meget ned mod flodbunden, som vi kan.

Ti, femten sekunder ad gangen. Længere kan jeg ikke holde vejret. Lungerne higer efter ilt. Jeg må op, jeg må op, jeg må op, op og snappe luft.

Over vandet smelter verden. Træernes sorte skeletter dirrer i det røde lys. Heden trykker mod mit ansigt. Det er umuligt at holde øjnene åbne. Det gør ondt. De løber i vand med det samme. Jeg gemmer ansigtet i hænderne og når at få et glimt af raseriet gennem mine fingre og en hinde af tårer. Af flammerne, der skruer sig op i høje spiraler mellem vindene og bliver til ildslynger, som flæn­ ser luften på kryds og tværs. Gløder og gnister og bræn­ dende blade tages af blæsten, kastes op og hvirvles rundt.

Jeg må ned til de dæmpede lyde, ned til stenenes lang­ somme klunk mod hinanden. Det er, som om tiden under vandet går langsommere, selv mine støn kommer med en lille forsinkelse. Jeg holder øjnene åbne for at køle 42

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 42

16/04/18 12:18 pm

dem ned. Øjeæblerne svider helt om på bagsiden. Jeg ser bobler, skyer af grus, får glimt af Christians blege under­ vandsansigt.

Igen og igen må vi op og have luft, og det river og krad­ ser i halsen. Vi trækker vores T-shirts op over munden, op over øjnene, ånder forsigtigt gennem det våde stof, der klæber til læberne. Tungen føles sydende i munden. Vores hår tørrer på sekunder. Der kan gå ild i det, tænker jeg, vender mig om og lægger nakken tilbage, gør håret vådt, mens jeg øser vand op i ansigtet med hånden. Så glider jeg ned, hagen under vandet og fylder munden, gurgler og spytter ud, får lidt mere luft, inden jeg dykker med øjnene åbne; de vil hele tiden lukke i. Under vandet hører jeg træ­ er vælte. Dunderet, når de rammer skovbunden. Jeg må op igen. Jeg drejer mig i vandet. Ansigt mod ansigt ligger vi og holder hinandens hænder. Jeg kan ikke se hans øjne, så meget kniber han dem sammen. Hans ansigt er en stram knude. Det bliver ved med at svie og kradse.

Jeg fylder munden med vand igen og spytter ud.

Gurgler og spytter ud. Gurgler og spytter ud.

Larmen er så intens, at vi næsten ikke kan høre hinan­ den, selv om der kun er tyve eller tredive centimeter imel­ lem os, men Christian får alligevel råbt, at vandet måske begynder at koge. Jeg kan slet ikke forholde mig til det.

Jeg kan heller ikke mærke, at vandet bliver varmere.

Nej, det passer ikke. Hvorfor fanden siger han nu det?

Og så når branden op på højeste. Larmen fortoner sig, som en vigende trommehvirvel, og svinder ind til en svag buldren, vindene stilner af, og flammerne mødes, flyder sammen og danner en kuppel højt over os.

Den sidste stribe blå himmel forsvinder.

43

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 43

16/04/18 12:18 pm

Det bliver mørkt. Der er næsten ingen ilt i luften. Flo­ den holder op med at strømme. Vandet står stille, som et transportbånd der pludselig er standset. Sort vand spejler det røde, sydende mørke. Ild drypper fra træerne og or­ mer sig i lysende bånd hen over skovbunden.

Jeg ligger på ryggen, benene strakt ud, hagen lige over vandoverfladen, og føler mig underligt vægtløs. Noget i min frygt er bristet og oversvømmer mig i stedet med fortvivlelse og noget tungt, som får mig til at føle, at jeg synker ned. Og alligevel er jeg mærkeligt rolig; angsten og roen blandes sammen i én følelse. Det er nu, jeg skal dø, ved jeg. Det er ikke noget, jeg tænker, det er noget, jeg mærker, og følelsen kommer fra et sted langt inde i mig, et sted jeg ikke har kendt, og jeg kender heller ikke denne mærkelige ro i angsten. Jeg har overgivet mig til det, der er ved at ske. Om lidt må det være overstået. Jeg vil bare have det overstået, jeg vil til et sikkert sted, om på den anden side, på den anden side af dette. Og så flyver det ud af mig, men det kommer uden fylde, som når man presser ordene ud i et glas, der slutter tæt til munden. ”Hvis vi dør, så dør vi sammen!”

I næsten samme øjeblik skiller flammerne sig, åbner for lyset og et gigantisk brøl. Gløder og brændende bla­ de spyes op i luften og hvirvles rundt, ild støder sam­ men med ild, som bølger i havet klasker mod hinanden.

Ti-tyve meter lange stikflammer slynges rundt mellem hvirvelvinde og river luften i stykker, som var den et kæmpe lærred.

Det, jeg lige har råbt, får ham til at tyre næven i vandet, så det sprøjter op i mit ansigt. Han ser ud, som om han er ved at tude, øjnene rinder, er rødsprængte, knebet tæt 44

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 44

16/04/18 12:18 pm

sammen til sprækker ligesom mine. Ildens skær flakker hen over hans ansigt. Han råber noget sammenbidt og uforståeligt og slår hånden i vandet igen. I det samme føler jeg mig skamfuld, jeg har sagt noget fejt, synes jeg, men jeg kan ikke tage mine ord tilbage, jeg kan ikke for­ tælle ham, hvorfor det skete, heller ikke tale om det bag­ efter.

Kuplen over os åbner sig mere og mere, lukker ilt ind i mørket, så branden giver los og får jorden til at skæl­ ve. Nu kan vi se små stykker himmel mellem flammer­ ne. Overalt står træerne svøbt i ild. Flammer hænger fra grenene og smælder i blæsten. På højre flodbred er ilden godt i gang med at gnave sig ind i et træ midt på stammen og har også fået fat nede ved træets fod. ”Tror du, det kan ramme os?” spørger jeg og pøser vand i ansigtet, trækker T-shirten op over næsen, ånder gennem det våde stof. ”Nej, det tror jeg ikke!” skynder jeg mig at sige for at komme ham i forkøbet. ”Måske med de yderste grene. Men også kun de yderste.”

Et lille plask.

To, måske tre meter fra klippen.

Et periskopisk væsen med fladt hoved for enden har rejst sig over den mørke, ildskinnende vandoverflade og fikserer os med sine matte øjne.

En brun slange.

Ingen af os kan sige noget. I to eller tre sekunder fast­ holdes vi af dens døde blik. Løftet, fuldstændig ubevæge­ lig står den og sanser os. Ingen af os reagerer. Vi er låst i et kraftfelt af koncentration. Og det er så mærkeligt: Jeg er ikke bange for den, ikke bange på den måde, jeg troede, jeg ville være bange. Vi er i samme båd, slangen og os.

45

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 45

16/04/18 12:18 pm

Den er sikkert lige så skræmt, men den forstår ikke, hvad der sker. Noget i den retning, når jeg at tænke, og det fø­ les godt at føle sådan, træde frem foran angsten og være i stand til at have noget, der et øjeblik minder om medfø­ lelse. For en slange. Og så læner jeg mig alligevel varsomt frem og dypper fingerspidserne i vandet og stænker vand på den.

Med ét er den væk under vandet. ”Hvor fanden blev den af ?” stønner jeg.

Christians ansigt er helt slapt.

Vi trækker benene til os, presser os helt ind mod klip­ pevæggen. ”Hold da kæft!” udbryder jeg forskrækket. Min vejr­ trækning har sat sig fast i halsen. ”Hoooold da kæft!

Hooooold daaaaa kæft!!” ”Er du sindssyg! Lige foran os!” ”Det var kraftedeme en slange!” gisper Christian. ”Hold-hold-hold-hold-da-kææææft!” ”For helvede!” ”Den er mere bange for os.” ”Ja.” ”Slanger er bange for mennesker.” ”Ja-ja.” ”Den kommer ikke igen.” ”Den stirrede på os.” ”Så du dens øjne?” ”De kan svømme.” ”Ja.” ”Vi pisser i vandet,” siger jeg, ”så den kan lugte os.” ”Kan de lugte?” ”Jeg pisser nu.”

46

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 46

16/04/18 12:18 pm

”Pisser du i bukserne?” ”Ja.” ”Jeg kan sgu ikke.” ”Jo, du kan.” ”Jeg prøver jo!” ”Bare der ikke er flere slanger.” ”Ja.” ”Pis nu!” ”Ja!” ”Hvis der er andre slanger, så kan de lugte os.” ”Jeg kan sgu ikke pisse.” ”Kom nu bare!” ”For helvede! Lige foran os.”

Skovbrand_indhold_trykklar.indd 47

16/04/18 12:18 pm