Ravnenes hvisken 2 – læseprøve

MALENE SØLVSTEN

En gammel ven opsøger Anne, dødeligt såret, og når kun lige at fortælle hende, at hendes søster er taget til fange.

MALENE

SØ LVSTE N

2

For at befri sin søster må Anne selv risikere livet og krydse over til en verden, hun aldrig har set. Ukendte farer lurer, og imens bliver hun plaget af synet af sit eget mord.

Men hvorfor bliver hun ved med at se det? De fik jo afværget det i tide. Eller gjorde de?

Hele sit liv er Anne blevet forladt. Nu indser hun, at for at redde sin søster må hun selv svigte dem, hun elsker.

Men kan hun gøre det?

Andet bind i den anmelderroste bestsellertrilogi

♥♥♥♥♥ ”Det er stort. Det kan dårligt blive større.”

Politiken

9

788711 543375

BOG 2

Tre vil d ø. To vil hu n svigte. En må hu n slå ihjel.

Hvor langt vil hu n gå for at standse Rag narok?

Ravnens hvisken bog2_TRYK.indd 2

19/05/2017 08.31

Ravnens hvisken bog2_TRYK.indd 3

19/05/2017 08.31

Ravnens hvisken bog2_TRYK.indd 4

19/05/2017 08.31

MALENE SØLVSTEN

Ravnenes hvisken BOG 2

Ravnens hvisken bog2_TRYK.indd 5

19/05/2017 08.31

Malene Sølvsten Ravnenes hvisken – Bog 2 Tekst © Malene Sølvsten og Forlaget Carlsen, 2017 Omslagsdesign: Mette Breth Sats: Birgitte Herkild Trykt hos Livonia Print, 2017 ISBN: 9788711543375 1. udgave, 1. oplag www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

Ravnens hvisken bog2_TRYK.indd 6

19/05/2017 08.31

Til min søster, der, da jeg endelig indrømmede, at jeg var ved at skrive en bog om hekse, halvguder og clairvoyante, ikke så meget som løftede et øjenbryn, men bare spurgte: Hvordan kan jeg hjælpe?

Ravnens hvisken bog2_TRYK.indd 7

19/05/2017 08.31

Ravnens hvisken bog2_TRYK.indd 8

19/05/2017 08.31

Ravnens hvisken bog2_TRYK.indd 9

19/05/2017 08.31

Ravnens hvisken bog2_TRYK.indd 10

19/05/2017 08.31

Del I Spådoms ord Hærfader gav hende Herlige ringe Visdomsord Spådoms ord Vidt skued hun Vidt over verdner alle Vølvens spådom 900-tallet

Ravnens hvisken bog2_TRYK.indd 11

19/05/2017 08.31

Ravnens hvisken bog2_TRYK.indd 12

19/05/2017 08.31

Prolog Nytårsfesten på Bådsmanden var spektakulær, men min mave knugede sig sammen. De eneste, jeg kunne se, var dem, der manglede. Mine tilbageværende venner havde truende skygger hængende over sig.

Godt, at jeg kun kunne se fortiden.

Jeg så ud over dansegulvet en sidste gang, før jeg listede af.

Ods kontor med de mange døre lignede sig selv, bortset fra at der nu stod et bur derinde. Tremmer og det hele.

I buret sad Frank med foldede hænder. Han løftede hovedet, da jeg kom ind. Jeg nåede at løbe et par skridt frem i instinktiv gensynsglæde, indtil min hjerne mindede mig om, at han havde prøvet at dræbe mig på min fødselsdag for lidt over en uge siden.

“Kommer du for at tage hævn?” Hans stemme var rolig.

“Jeg anede ikke, at du var her. Der er en anden grund til, at jeg er herinde, og jeg vil sætte pris på, at du lader være med at nævne for nogen, at du har set mig.”

“Det skylder jeg dig.” Frank studerede mig. “Jeg mente det, da jeg sagde, at jeg ville ønske, at det ikke var dig, jeg skulle slå ihjel.”

Jeg prøvede at gøre mit ansigt hårdt. “Jeg gad bare godt vide hvorfor.”

Frank stirrede igen på sine hænder. “Det kan jeg ikke fortælle,” hviskede han.

Jeg gjorde det uden at tænke. Det var farligt, og det var dumt, men jeg rakte ind mellem tremmerne og tog Franks hænder. Så masede jeg min clairvoyance ind i ham og trak fortiden ud af ham. Medlidenheden fik mine øjne til at flyde over med tårer. “Drengen,” sagde jeg. “Ragnara har din … er det dit barnebarn? Mit liv for hans?”

13

Ravnens hvisken bog2_TRYK.indd 13

19/05/2017 08.31

Frank var ubevægelig.

“Ved du, hvor han er?”

Frank så til siden. Nej. Jeg tog hænderne til mig, og Frank prøvede ikke at holde fast.

“Hvad vil der ske med dig?”

Igen var hans ansigt afklaret. “Jeg vil tro, at jeg står til en henrettelse.”

Panik skød ud i min krop i et voldsomt adrenalinsus. Det eneste, jeg kunne tænke, var: Nej, ikke flere døde!

“Hverken Od eller Niels henretter nogen.” Al viljestyrke, jeg besad, fik min stemme til ikke at ryste.

“Nej, men de udleverer mig til Ragnara.”

Jeg tog mod til mig. “Slår du mig ihjel, hvis jeg lukker dig ud?”

“Ja,” sagde Frank uden at tøve, og jeg trådte straks et skridt baglæns.

Handlen gjaldt åbenbart stadig. Barnets liv for mit.

“Så vidt jeg kan se, er det ikke magi, der holder den dør lukket.” Jeg pegede på døren i buret. “Og hvis jeg giver dig, lad os sige en brevkniv, så kan du få låsen op. Efter lidt tid.”

Frank rettede sig en smule op. “Maks. en time.”

“Til i morgen tidlig,” forhandlede jeg.

Han overvejede ikke ret længe.

“Aftale.”

Jeg hev et par cowboybukser, mine bikerstøvler, en sort hættetrøje og min mors jakke op af tasken. De høje sko blev sparket af og smidt i et hjørne, men den grønne kjole lagde jeg efter kort betænkningstid ned til resten af min oppakning, der talte den sidste klinte, Mads’ jættekrystal, Rebeccas notesbog om Hrafnheim og Frejas tårer, som jeg om ikke andet kunne sælge. Jeg var i tøj og støvler på få sekunder.

Uden for døren begyndte folk at tælle.

“Syv-seks-fem.”

Jeg tog en brevkniv på Ods skrivebord. “Hvilken dør fører til Hrafnheim?”

“Det er for farligt. De slår dig ihjel.”

Jeg løftede et øjenbryn.

14

Ravnens hvisken bog2_TRYK.indd 14

19/05/2017 08.31

“Fire-tre-to.”

“Vil du have kniven?”

Frank viste tænder, før han pegede på en blå dør.

“Et – Godt nytååååår.”

Jeg smed kniven til Frank, før jeg flåede døren op og kastede mig ind i mørket.

Ravnens hvisken bog2_TRYK.indd 15

19/05/2017 08.31

Ravnens hvisken bog2_TRYK.indd 16

19/05/2017 08.31

Kapitel 1 To dage tidligere – Ravnssted Solen reflekterede sandet i skærende stråler, og selvom det var lysende hvidt, var der her og der våde pletter.

Mørkerøde pletter.

Hvor var jeg?

En tatoveret hånd lå lige ud for mine øjne.

Jeg lå, så min ene kind var placeret direkte på sandet. Solen bagte på den side, der vendte opad. Det nederste af en søjle var midt i mit synsfelt. En søjle? Forvirret lod jeg blikket glide længere væk og så tilskuerrække efter tilskuerrække strække sig op, op, op mod himlen. Muren af mennesker var placeret i en halvcirkel foran mig. Der var folk overalt på pladserne, men ingen sagde en lyd. De stirrede bare åndeløst på noget til højre for mig.

En knagende lyd af flere reb, der dinglede med noget tungt for enden, blev blandet med stanken af blod, sved og får.

Et svagt brææææ gjaldede, men det lød ikke som et dyr, jeg kendte.

Skridt knasede på sandet, og et par fødder passerede mit synsfelt.

Kvindefødder. Små og fine i guldornamenterede sandaler. Guldet var formet som et væld af slanger, og anklerne var bare. Noget underligt stof af sammenhægtede, sorte sten daskede klirrende omkring benene som en syret stenbrynje.

Fødderne fortsatte væk fra mig. Nu trak nogen vejret hulkende og angst. Et øjeblik troede jeg, at det var mig selv.

17

Ravnens hvisken bog2_TRYK.indd 17

19/05/2017 08.31

Nej. Gråden kom ikke fra mig, for lige over mig bad en pigestemme: “Lad være, lad være.”

Den gigantiske folkemængde trak kollektivt vejret ind.

“Det er hende,” blev der hvisket. “Det er Thora Baneblods datter.”

Nu prøvede jeg af al magt at rykke hovedet, men det var umuligt.

“Thorasdatter har konspireret, og hun støtter modstanden mod os.” Stemmen var lys og nærmest barneagtig.

Fra tilskuerrækkerne lød der et par svage buuuh.

“Det er vores gave til folket at befri jer fra hendes sammensværgelser og for hendes,” igen et lille ophold, “hendes livsstil.” Det sidste blev tilføjet med isnende syrlighed.

Et skarpt riiitssj indikerede, at nogen eller noget blev hejst op.

Lyden af kvælning fik hårene på mine arme til at rejse sig.

Tilskuerne brølede begejstret. “Se hende dingle,” råbte én. “Tungen ud, tungen ud …”

Jeg drejede hovedet for at se, hvor jeg var, men jeg fik solen i øjnene og blev blændet.

Før jeg kunne se igen, hvinede metal, der blev trukket fra et hylster. Det blev efterfulgt af en lyd, som en skovl, der blev boret ned i sand.

Igen snappede tilskuerne efter vejret.

Blod sjaskede ned over mig, og jeg harkede, tæt på at blive kvalt i den varme væske. Så fik jeg nok kontrol over mig selv til at indse, at jeg slet ikke behøvede at trække vejret.

En knaldrød hårlok kom stille dalende og lagde sig i en lille krølle i sandet foran mig.

Jeg vågnede med et gisp og løftede hænderne for at beskytte min mund fra det varme blod, men jeg endte med at fægte formålsløst i luften.

Luna lagde en arm omkring mig. “Er der noget galt?”

Vi lå tæt sammen på madrassen i det lille, grønmalede rum i

18

Ravnens hvisken bog2_TRYK.indd 18

19/05/2017 08.31

Ben og Rebeccas hus. Værelset, som min bedste veninde havde udnævnt til mit. De kulørte tæpper og puder var bestemt ikke min ide, men Luna insisterede på, at deres farveenergi beskyttede mig.

“Jeg er okay,” løj jeg.

“Du ved godt, at de ting, man drømmer i juledagene, går i opfyldelse, ikke?”

“Hvad?” Jeg drejede forfærdet ansigtet mod hende ved tanken om det blodplettede sand og stanken af dyr.

“Jeg tror bare, at det er overtro.” Hun gabte og gled om på ryggen. “Skal vi ikke sove lidt mere? Jeg er stadig overmæt fra i går.”

Hun klappede sig på maven. “Jeg ved ikke, om jeg overhovedet kan komme i min nytårskjole til festen om to dage.”

Jeg satte mig op og kylede en neongul hynde væk. Ved min bevægelse gled dynen ned.

“Aj, det er koldt,” klagede hun.

“Min dyne,” sagde jeg og hev den helt af hende. “Hvad laver du overhovedet herinde?”

Hun gned sine lige nu lidt puffy øjne. “Du skreg i søvne. Først råbte du på Arthur. Så på Monster.”

“Ingen af dem kommer, uanset hvor meget jeg kalder.”

Min far hvilede sig stadig ved sit lig, og Monster var tilbage i Hrafnheim, så der var ingen hjælp at hente der. Luna fjernede nogle filtrede krøller, der havde forvildet sig ned over øjnene. For tiden var hendes hår askegråt.

“Vi kom herind, da du kaldte på mig.”

Jeg så ned og pillede i en orange tråd. “Tak,” mumlede jeg, men med et ryk med hovedet så jeg op igen. “Hov. Hvad mener du med vi?”

Puderne og tæpperne på den anden side af Luna bevægede sig, og Mathias stak sit billedskønne ansigt op mellem et par blå, indiske pøller.

“I er godt klar over, at det her er en enmandsmadras?” sagde jeg.

Mathias langede hånden over dynen og tog min, så styrken

19

Ravnens hvisken bog2_TRYK.indd 19

19/05/2017 08.31

sivede ind i mig. Den guddommelige kraft – eller hvad det var, han besad – voksede dag for dag.

Jeg hev hånden til mig i påtaget vrede. “Hvilken del af, at jeg har det dårligt med nærhed, er det, I ikke har fattet?”

“Det er bare min fars besværgelser, der har påvirket dig.” Luna trak dynen tilbage. “I virkeligheden er du meget modtagelig for menneskelig kontakt – og for farvemagi.” Hun klappede det karrygule lagen.

Jeg efterlignede min sagsbehandlers stramme mine og slog i den spraglede dyne. “Vil I i det mindste respektere mine intimitetsproblemer.”

Mathias fnøs. “Du har overhovedet ikke intimitetsproblemer.

Måske har folk problemer med at være intime med dig, men ikke den anden vej rundt.”

Jeg smed mig bagover. “I er umulige.”

Luna trak ned i min T-shirts halsudskæring og fulgte det tykke ar på brystkassen, hvor Ragnara havde dolket mig som baby. På uforklarlig vis var jeg helet i hænderne på hende.

“Du ser barsk ud,” sagde hun og løftede med den anden hånd en af mine ildrøde lokker.

Mathias nikkede bag hende. “Men vi ved, at du er blød som smør.”

Jeg trak undertrøjen op og bankede på mine veltrænede mavemuskler. “Aj. Jeg er i hvert fald ikke blød som smør.”

“Skal vi vædde?” Luna lagde sig oven på mig og stak fingrene ind i mine sider.

Jeg jamrede leende og panisk, og prøvede at undslippe, men Mathias gjorde grinende Luna følgeskab og kildede mig, til jeg næsten ikke kunne få luft.

Nedenunder var Ben og Rebecca stået op. Jeg gik i forvejen, for mine forelskede venner skulle lige kysse færdig.

Julefejringerne var stadig i gang, selvom jeg var ved at kaste op ved tanken om mere andefedt og alkohol.

20

Ravnens hvisken bog2_TRYK.indd 20

19/05/2017 08.31

Rebecca nynnede i det åbne køkken, og Ben var optaget af at arrangere nogle fjer og et kattekranie på hylden ved siden af den lille figur, der til forveksling lignede ham selv. Med en gul, grynet masse tegnede han koncentreret en rune i kraniets pande. “Jolner, Porr, Heimdallr,” messede han, først lavt så højere og højere for hvert ord. “Færa,” sluttede han, og ordet blev trukket ud og til sidst næsten åndet.

“Betyder færa ikke, at forhindre på norrønt?” spurgte jeg.

Ben svarede ikke. Den grynede masse størknede og dryssede af kraniet. Han blottede sine hvide tænder og prøvede igen. “Jolner, Porr, Heimdallr, Færaaaaaahhh.” Denne gang hvæsede han det sidste ord langtrukkent og insisterende, men substansen flagede igen ned på hylden som gult støv. “Gnit,” udbrød han, og selvom jeg ikke forstod ret mange norrøne ord, var det tydeligt, at han bandede. “Luseæg,” gentog han på dansk, og så fulgte et par franske gloser, som jeg ikke havde behov for at få oversat.

“De vil ikke tage ofret,” sagde han til Rebecca.

Ved siden af det pyntede juletræ så Ben og opsatsen bizar ud.

Hans påklædning bestående af lodne bukser og bukkemaske skubbet op i panden prøvede jeg helt at ignorere.

Rebecca satte en dampende skål på bordet, der duftede sødt af æbler. “Kæreste Anne Stella. Kom og spis.”

“Mums, endnu mere mad.” Jeg så ud ad vinduet på Odinshøj, der lå på den anden side af marken halvt gemt i en tågebanke. Jeg havde flere gange prøvet at kæmpe mig op til huset, som jeg stadig anså som mit hjem, men bakken var magisk forseglet, og ingen kunne gennemtrænge besværgelserne. Vi anede ikke hvorfor.

Luna kom dansende ind med Mathias i hælene. Hun gav sin mor et kys på kinden.

Rebecca klappede åndsfraværende sin datter på hovedet.

“Når vi har spist, sætter vi neg i marken,” kaldte hun efter Luna, der allerede havde bevæget sig over til bordet.

“Satte I ikke også neg ud i går?” spurgte Mathias.

21

Ravnens hvisken bog2_TRYK.indd 21

19/05/2017 08.31

“Odin rider med sit dødsfølge i nætterne omkring jól. Hans vilde, døde oskorei kan formildes, hvis vi sætter mad ud til deres heste.”

Mine øjne blev store. “Odin? Mener I Svidur? Kommer han her?”

“Han kommer overalt,” knurrede Ben og skubbede mig ned på en stol. Da de store hænder rørte min arm, mærkede jeg hans summende magi.

Ved bordet sagde Rebecca en bordbøn, hvor hun takkede for naturens gaver. Resten af familien Sekibo stemte i med foldede hænder, lukkede øjne og rul med hovederne. Mathias og jeg så beklemt ned i tallerkenerne, indtil vi endelig kunne vende os mod måltidet.

Jeg stirrede ud i luften, mens vi spiste og knevrede – indrømmet så spiste og knevrede de andre, mens jeg tavst stak til maden. “… på skift. Så kan hun ikke komme i nærheden. Ikke også, Anne?” Luna viftede en hånd foran mit ansigt.

Jeg fokuserede på hende. “Ja, ja selvfølgelig.”

Fire sæt øjne så i min retning, og jeg kiggede ned på min morgenmad, der bestod af kyllingelår, æblekompot og varm mjød. Da tavsheden begyndte at hænge over bordet, overgav jeg mig og så op igen.

“Jeg hørte ikke efter. Jeg er ikke vant til, at folk snakker om mig.

Ikke på den her side af min ryg i hvert fald.”

“Vi talte om, at vi må skiftes til at være sammen med dig. Ragnara kommer helt sikkert efter dig igen,” sagde Mathias.

Panikken bredte sig i mig, mens jeg så på Bens blinkende guldtænder midt i det mørke ansigt og Rebeccas næsten fosforcerende, kornblå øjne. Luna sang et par strofer på oldnordisk, hvilket var mystisk sammenholdt med hendes afrokrøller og nougatfarvede hud. Mathias så stolt på hende. Jeg turde ikke tænke på, hvad der kunne ske med dem, hvis de kom mellem Ragnara og mig.

Efter maden skulle vi sætte neg i markerne omkring Ben og Rebeccas hus. Lunas bongotromme var spændt i en rem skråt over hendes skulder. Bag de taktfaste dunk-dunk stemte hendes forældre syngende i. De bremsede, da de så gårsdagens neg stå

22

Ravnens hvisken bog2_TRYK.indd 22

19/05/2017 08.31

sammensunkne. Der var ikke spist så meget som et enkelt korn.

Selv fuglene fløj udenom.

Rebecca så desperat på sin mand. “Måske kom de ikke den her vej.”

“Oskorei kommer altid forbi.” Ben satte sig på hug og løftede et slattent kornaks. “De har afvist vores offer.”

Rebecca så mod den disede himmel. Hendes evigt bare tæer trippede nervøst på den frosne jord. Store fnug dalede mod os. “Vi sætter de her også,” sagde hun og løftede et bundt. “Måske når de ser overfloden …”

Men Ben havde allerede rejst sig og stormede ud i laden.

Indenfor satte jeg mig ved stuevinduet og så ud i snevejret.

Endnu en gang var mit blik faldet på Odinshøj, uden at jeg selv havde bemærket det. Det var så kort tid siden, at jeg havde boet deroppe sammen med Monster. Min hals snørede sig sammen. Det var kun få uger siden, Varnar havde været der sammen med mig.

“Hvad tænker du på?” Jeg havde slet ikke hørt Rebecca komme hen til mig. Hun lagde en kølig hånd på min kind. “Du var milevidt herfra.”

Faktisk kun et par hundrede meter.

Jeg svarede ikke.

“Han rejste for at beskytte dig,” sagde Rebecca mildt. Hun fortsatte modigt, selvom mit udtryk må have været mere end advarende.

“Varnar vidste, at du ville risikere dit liv for hans igen, hvis han blev. Derfor tog han tilbage til Hrafnheim.”

Mine øjne sved, så jeg klamrede mig til min vrede. “Han skred.

Jeg er ligeglad med grunden. Han skred. Monster skred. Mine forældre skred. I har allesammen gjort det hele mit liv.”

Hun betragtede mig med et af sine ulæselige smil. “Vi er lykkelige for, at du er her nu,” sagde hun og gik tilbage til køkkenet.

Ved spisebordet om aftenen lod Rebecca en lille pose gå rundt.

“Runerne fortæller om året, der kommer,” sagde hun.

23

Ravnens hvisken bog2_TRYK.indd 23

19/05/2017 08.31

Alle trak et benstykke, hvorpå der var ridset et tegn, og Mathias holdt sit op. Rebecca betragtede det.

“Sol,” sagde hun tilfreds. L’et blev udtalt langtrukkent og fladt.

“Himlens tegn. Guddommeligt.” Hun strakte hals for at se Lunas.

“Reid.” Igen smilede hun. “Du kommer på en rejse både indeni og udenfor. Ben?” Han åbnede sin mørke hånd. Fladen var lysere end hans øvrige hud, og de tatoverede tegn stod frem under benstykket. “Tyr,” sagde han dybt.

“Ahh … guden Tyr. Beskytter, retfærdig og sejrende.” I et glimt så jeg en forelskelse så stærk, som havde de lige mødt hinanden.

Han gengældte blikket, og jeg kunne pludselig lide ham lidt bedre.

Rebecca så ned i sin egen hånd. “Bjarka.” Hun trak luft ind gennem næsen. “Birk. Alle runers moder. Naturen, skabelsen og vedligeholdelsen.” Hendes blik flyttede sig til mig. “Anne?”

Jeg fingererede ved mit benstykke og vendte det et par gange.

“Det er blankt.”

“Hvad?” Rebecca tog stykket fra mig. “Hvordan er den kommet derned? Det er en reserve, hvis en af de andre bliver væk. Træk en ny.”

Jeg adlød.

Blank.

“Igen.” Rebeccas øjne skinnede blåt.

Samme resultat. Jeg sad med et blankt stykke ben i hånden.

Hun vendte bunden i vejret på posen, og rune efter rune trillede ned i hendes hånd. “Tag en af dem her,” bad hun.

“Så gælder det da ikke,” protesterede jeg. “Og jeg tror ikke på det uanset.”

“Det virker nærmere, som om fremtiden ikke tror på dig,” brummede Ben. Ordene hang over bordet, og instinktivt skød jeg stolen tilbage, rejste mig og løb.

24

Ravnens hvisken bog2_TRYK.indd 24

19/05/2017 08.31

Udenfor var der usædvanligt vindstille. Frosten, der havde ligget som en sølvskinnende hinde over landskabet på min fødselsdag, var fordrevet af silende regn, og endeløse dryp-dryp-dryp lød overalt.

Der, hvor månen var gemt bag et tottet lag, var der lidt lysere. Alt andet var pakket ind i uvirkeligt, douchet lys, og jeg så lige ud i en mørkegrå mur. Lidt oppe på marken stod negene – både de gamle og de nye – stadig uberørte. Der duftede af fugtig muld, min ånde stod som en sky omkring mig, og jeg lænede nakken tilbage, mens jeg fik styr på følelserne.

En ildstreg skød over himlen i det eneste lille kighul til himmelrummet ovenover, og jeg smilede. Ben ville sikkert sige, at det var Thor, der kørte over hvælvingen i sin bukketrukne vogn, men jeg holdt fast i, at det bare var et stjerneskud.

Jeg tillod mig selv et ønske. “Jeg håber, vi mødes, Serén,” sagde jeg stille til min søster et sted derude. Måske kunne hun høre det.

Måske havde hun allerede hørt det for lang tid siden. Jeg trak vejret dybt ind og lod den kølige natteluft give mig ro.

Jeg stivnede, da jeg hørte en lyd.

Det var et raspende åndedrag, der kom fra Østergaards mark, som lå lige foran Ben og Rebeccas hus. Lige nu kunne jeg ikke se mere end et par meter ud på marken og slet ikke den imponerende herregård dernede. Jeg bakkede mod døren og skulle lige til at flygte indendørs, da en ru stemme kaldte.

“Anne, er du der?”

Jeg stoppede med hånden på det hvinende kolde dørhåndtag.

“Monster?” råbte jeg. “Monster …”

Ravnens hvisken bog2_TRYK.indd 25

19/05/2017 08.31

MALENE SØLVSTEN

En gammel ven opsøger Anne, dødeligt såret, og når kun lige at fortælle hende, at hendes søster er taget til fange.

MALENE

SØ LVSTE N

2

For at befri sin søster må Anne selv risikere livet og krydse over til en verden, hun aldrig har set. Ukendte farer lurer, og imens bliver hun plaget af synet af sit eget mord.

Men hvorfor bliver hun ved med at se det? De fik jo afværget det i tide. Eller gjorde de?

Hele sit liv er Anne blevet forladt. Nu indser hun, at for at redde sin søster må hun selv svigte dem, hun elsker.

Men kan hun gøre det?

Andet bind i den anmelderroste bestsellertrilogi

♥♥♥♥♥ ”Det er stort. Det kan dårligt blive større.”

Politiken

9

788711 543375

BOG 2

Tre vil d ø. To vil hu n svigte. En må hu n slå ihjel.

Hvor langt vil hu n gå for at standse Rag narok?