Kapitel 2 Jeg sad stiv som en dukke, mens den fremmede pige svøbte sine slanke, brune arme om mig. Ingen, som i absolut ingen nogensinde, giver mig knusere. Jeg er ikke vant til kropskontakt, og hendes – lad os bare kalde den aura – ramte mig som et godstog. Den var knitrende, elektrisk, kreativ og sprudlende. Hun tog mine hænder, da hun satte sig. “Du er Anne.” Det var ikke et spørgsmål, så jeg nikkede ikke. “Jeg er Luna.” Hun kunne lige så godt have tilføjet et tadaaa. Jeg så blankt på hende. “Jeg er den Luna.” “Burde jeg vide, hvem du er?” Jeg prøvede ikke at afsløre min forvirring, mens jeg diskret lirkede hænderne ud af hendes greb. Pigen tog bare strammere fat i mig. “Mine forældre er dine forældres bedste venner.” Mit ansigt frøs vantro. Luna skulle til at sige noget mere, men vores lærer ankom i det samme. Han præsenterede sig som Jan og kastede sig ud i en lang forklaring om årsplaner, bogdepotets placering i kælderen, og at man altid kunne komme til ham, hvis man havde problemer. Havde jeg en femmer, for hver gang en voksen havde forsikret mig om det, ville jeg være velhavende. Jeg ville være rig, hvis jeg doblede op med de gange, hvor det ikke havde passet. De gange hans blik faldt på mig, skyndte han sig at se væk igen. Jeg bemærkede det knap nok. Sådan er det for det meste, når folk ser på mig.
20