Ravnenes hvisken - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

MALENE SØLVSTEN

Anne kan se hændelser i fortiden, og en nat genoplever hun et uhyggeligt, gammelt mord. En rødhåret pige bliver myrdet og får skåret et runetegn i ryggen. Kort efter begynder rødhårede piger at blive dræbt på egnen, og tegnet er på dem alle.

MALENE

SØLVSTEN

Pludselig er den lille by fuld af fremmede med mystiske kræfter. Den asatroende Luna, den gudesmukke Mathias og den mystiske Varnar ønsker alle at være tæt på Anne. Men er de venner eller fjender? For at redde verden fra Ragnarok må hun finde morderen ... inden han finder hende.

BOG 1

788711 492734

En vi l h u n fo r e lske si g i . En vi l b l ive h e n d es b e d s te ve n . En vi l r e d d e h e n d es l iv. O g e n vi l slå h e n d e i h j e l .

Til min mor, der elsker fantastiske historier.

Malene Sølvsten Ravnenes hvisken – Bog 1 Tekst © Malene Sølvsten og Forlaget Carlsen, 2016 Omslagsdesign: Mette Breth Grafisk tilrettelægning: Kat·Art Trykt hos Livonia Print, 2016 ISBN: 9788711492734 1. udgave, 1. oplag www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

MALENE

SØLVSTEN

Ravnenes hvisken BOG 1

Del I

Himlens rand Fra syd kom Solen, med Måne ifølge Himlens rand, den med sin højre hånd greb Sol ej vidste, hvor sale den ejede, Måne ej vidste, hvad magt den havde, Stjerner ej kendte, deres egne steder Vølvens spådom 900-tallet

Prolog Jeg har altid kunnet se fortiden. Og lige nu var jeg i et syn. Selvom jeg stod på bare fødder og mærkede vinterkulden krybe op ad benene, vidste jeg, at jeg egentlig ikke var der. En pige gik tæt forbi mig. Hendes ansigt var skjult af det løse, filtrede hår, der så lysegråt ud i det sparsomme lys fra månen. Normalt bliver jeg ikke bange, når jeg ser tidligere begivenheder. Jeg kan alligevel ikke ændre dem, og de gør mig ikke noget. Men dette syn fik mit hjerte til at dundre mod ribbenene, og jeg kunne næsten ikke få luft af skræk. Jeg befandt mig i udkanten af en skov. En skarp duft af gran kildrede mine næsebor, og gennem skovgrænsen anede jeg sneklædte marker, der glødede koldt i månelyset. En mand gik igennem mig. Hvad pokker? Manden fulgte efter pigen, og for hvert skridt kvaste hans støvler de tørre grene. Pigen reagerede ikke på lyden, men fortsatte frem som en søvngænger. Kjolen, der smøg sig om hendes krop, var lavet af et tyndt, næsten transparent materiale i hvid og en mørk grålig farve. Mandens tøj var tidløst. Mørke bukser og en lys jakke med en hætte, der var trukket op, så jeg kunne heller ikke se hans ansigt. Jeg fik øje på lædersnoren i hans hånd.

Han råbte noget, jeg ikke kunne høre, men det fik pigen til at stoppe ved siden af et spinkelt birketræ. Det eneste blandt de robuste grantræer. Birketræet var kun lidt højere end hende og havde en sart stamme, der rankede sig mod den mørke himmel. Pigens slanke hals var blottet over den udringede kjole, og den lyste næsten hvidt i månens lys. En strøm af iskold angst løb gennem mit bryst, da manden greb den anden ende af snoren og holdt den stramt ud foran sig. “Pas på,” skreg jeg nytteløst. Hun kunne jo ikke høre mig. Jeg var der slet ikke, og det her var allerede sket, måske for nogle måneder eller for hundredevis af år siden. Manden trådte tæt ind til pigens ryg og lagde sin kind mod hendes hår. Hun reagerede ikke. Han hviskede noget i hendes øre og lagde så lædersnoren om hendes hals. Blidt, næsten som et kærtegn. Manden trak til, men pigen hverken strittede imod eller bevægede sig. Samtidig råbte jeg igen og igen, at hun skulle flygte, sparke eller slå. Gøre noget. Bare et eller andet. Efter nogle meget lange sekunder sank pigen i knæ og landede med ansigtet ned i skovbundens lag af tørre grannåle. Manden fulgte med ned, og hun baskede svagt med armene, men formåede kun at feje lidt af sneen omkring sig væk. Endelig lå pigen stille. Manden sad foroverbøjet med et knæ på hver side af den spinkle krop, og han udstødte et desperat skrig, mens han med begge hænder rev hendes kjole itu. Hans arm bevægede sig i nogle mærkelige ryk over hende, før han rejste sig og greb ud efter det lille birketræ for at få balancen. Det knækkede halvt, så toppen hang og dinglede i en tynd fiber. På vaklende ben forsvandt han ud på marken og væk fra mig.

Pigen lå på maven. En arm stak ud i en unaturlig vinkel. Ansigtet vendte væk fra mig og var dækket af håret. Et forfærdet udbrud trængte op gennem min hals og ud mellem mine læber, før jeg kunne stoppe det. I hendes ryg var skåret et tegn. Det lignede et forvrænget F, hvor de to vandrette streger i stedet pegede skråt ned. Omkring tegnet var der mørkt glinsende og udtværede pletter. Jeg ville løbe væk, men rørte mig ikke. Pigens skamferede ryg var alt, hvad jeg sansede. “Hjælp,” råbte jeg. “Hjælp mig.” Jeg blev skubbet hårdt i siden og tumlede om i skovbunden. Et kæmpemæssigt behåret hoved gav mig endnu et skub.

Kapitel 1 Monster puffede til mig med snuden. Han lagde ikke kræfterne i, men alligevel rullede hvert skub mig næsten om på maven. Stående på alle fire ved siden af min seng så han ned på mig, hvilket fortæller lidt om hans størrelse. Når folk spørger, hvilken race min hund er, plejer jeg at sige, at han er en blanding med irsk ulvehund. At han bestemt ikke er min, men i høj grad sin egen, og at jeg mistænker, at han kun er én promille irsk ulvehund, og at resten af ham er gråbjørn blandet med mammut, plejer jeg at holde for mig selv. “Skreg jeg i søvne, Monster?” Med en mat bevægelse klappede jeg hans store hoved. Han nikkede. Nej, rettede jeg mig selv. Selvfølgelig nikker en hund ikke. Augustmorgensolen bragede ind ad vinduet, og uret viste halv otte. Åh nej! Der var en halv time til, jeg skulle indfinde mig til min første skoledag. Hvis gymnasiet kom til at ligne mine år i folkeskolen, ville det ikke blive nemt. Jeg rankede ryggen, pustede kraftigt ud og rodede i skabet for at hale et par sorte cowboybukser og en sort hættetrøje frem. Monster lagde poten på stolen, hvor jeg havde lagt en gul T-shirt frem, så jeg for en gangs skyld ikke skulle møde verden helt klædt i sort. Han lagde hovedet på skrå.

“Jeg kan ikke alligevel,” sagde jeg til ham. Han sukkede. Den hund lod til at have en meget u-hundeagtig interesse i mit tøj. Og måske tillagde jeg ham nogle egenskaber, han umuligt kunne besidde. “En anden dag,” lovede jeg, mens jeg kom i tøjet. Så lagde jeg mig på gulvet og begyndte at tage armstrækninger. Det blev kun til halvtreds, for jeg havde travlt. Vi luntede ud i køkkenet, hvilket kun var nogle få skridt, for alt undtagen toilet og bad befandt sig i samme rum. Jeg åbnede en rulle chokoladekiks og rakte en til Monster. Han kiggede opgivende på den, men begyndte med et knas at gumle. Jeg tog også en bid, men lagde kiksen fra mig igen. Min mave var allerede fyldt af en knugende fornemmelse. I stedet gik jeg ud på badeværelset. Som altid virkede mit spejlbillede en smule fremmed. Pigen, der kiggede tilbage på mig, havde ravnesort hår, melhvid hud, store, lidt udstående blågrønne øjne, en lang spids næse og kraftige, mørke øjenbryn – det ene med et ar ned igennem. Jeg har ikke været heldig med mit ydre. Heller ikke med det. Af vane lod jeg fingeren glide langs det lange, forvredne ar, der løber fra midt på min brystkasse ned mellem brysterne og slutter lige over navlen. Jeg anede ikke, hvor det kom fra. Det i øjenbrynet, derimod, var jeg ikke i tvivl om. Med sort eyeliner og mascara kamuflerede jeg mine grimme træk. Så stampede jeg ud af badeværelset. Med tasken i hånden råbte jeg ‘kommer du?’ til Monster. Han løb ved siden af min cykel hele vejen til gymnasiet, men jeg vidste ikke, hvad han ville lave, mens jeg udholdt dagen der inde. Da jeg parkerede, fortsatte han i løb mod Kraghede Skov, hvis bryn strækker sig langs gymnasiets fodboldbaner. Jeg kiggede efter ham og tænkte som altid, om det mon var sidste gang, jeg så ham. På grænsen til skoven vendte han sig og gav et højt bjæf, før han stak af ind mellem træerne.

Ravnssted Gymnasium ligner en håndfuld gigantiske r ødbrune legoklodser, som et kæmpebarn har sat tilfældigt sammen. På gymnasiets ene side ligger en af byens to folkeskoler. Jeg har gået kortvarigt i begge. På den anden side ligger Kraghede Skov. Jeg så engang et bykort og tænkte, at skoven fra oven ligner en arm, der i en halvcirkel om byen knuger Ravnssted ind til sig. Skovens brede overarm omkranser byen mod øst, tynder ud over den nordlige del og slutter i en finger, der peger anklagende mod vest. Herefter er der intet andet end Store Vildmose, spøgelsesbyer og sommerhuse, før man rammer vestkysten og byen Jagd. Indenfor studerede jeg det brev med praktiske informationer og entusiastiske velkomsthilsner, gymnasiet havde sendt. Folk gik i en bue uden om mig – bortset fra den ene, hvis skulder bumpede smertefuldt ind i min. Jeg var i tvivl, om det var med vilje, eller fordi hun simpelthen ikke lagde mærke til mig. De få, der så i min retning, rynkede på næsen af mit sorte outfit og min mørke makeup. Eller også rynkede de slet og ret på næsen af mig. Jeg trak ind til væggen og prøvede at ignorere de andre elever. I første omgang skulle jeg finde Orange Gang, lokale 2O. Efter at have gået lidt, mens jeg skottede til det vedlagte kort, fandt jeg ud af, hvorfor det hed Orange Gang. Du gode gud. Aldrig i oranges historie var farven blevet misbrugt i en sådan grad. Vægge, døre og loft var malet i forskellige nuancer af farven. Selv akrylgulvtæppet var en appelsinagtig orange. De billeder, der hang på væggene, var øjensynlig valgt ud fra samme farvekode. På døren til lokale 2O havde nogen klistret et ternet stykke papir, hvor der med forskellige farver stod skrevet ‘Velkommen 1B’. Det sidste, denne farvemæssigt udfordrede gang havde brug for, var flere stærke kulører. Jeg gik ind i rummet, der til min overraskelse var halvtomt. Selvom jeg havde sovet over mig, var det lykkedes mig at komme ti minutter i otte. De få personer, der var i lokalet, stak hviskende hovederne sammen uden at hilse.

Dejlig velkomst. Bordene var arrangeret i en hestesko, og jeg valgte den midterste plads på den ene langside med flest muligt tomme stole på hver side. Med en følelse af, at brystkassen strammede til, satte jeg mig yderst på en stol og holdt blikket rettet mod mine hænder, der lå sammenkrammet på bordpladen. Efterhånden som rummet blev fyldt, kunne jeg mærke fortiden trykke. Eller fortiderne. Jeg mærker lidt fra næsten alle. Nogle mere end andre. Der er nogle ganske få, hvis fortid jeg slet ikke kan se. Det gælder for eksempel min eneste ven, Arthur. Men ofte fornemmer jeg en persons følelser med et sekunds forsinkelse, og jeg mærker de flestes grundstemning. Altså de følelser, der dominerer i deres liv. Man kan kalde det auraer, selvom jeg ikke ser regnbuer omkring folk. Fra nogle får jeg også billeder, der ligner små film. Jeg kan fremprovokere flash fra en persons fortid, hvis jeg rører dem, så det undgår jeg, eller hvis de rører mig, og det undgår de stort set altid. Lille-Mads sad på langsiden over for min og talte heller ikke med nogen. Vi havde begge haft det svært i klassen, det år jeg boede i Vringelby, men vi dannede aldrig fælles front. På afstand havde jeg været vidne til hans smertefulde forandring fra højt barn til høj teenager. Hans vækst var tydeligvis ikke stoppet, efter jeg forlod Vringelby Landsbyskole for lidt over tre år siden, og med en højde på langt over to meter var han indehaver af egnens mest ironiske øgenavn. Øgenavne er en slags sportsgren heroppe. Der er ikke så meget andet at lave. Jeg har selv haft ikke så få endda. Psyko er det, der er hængt ved. Peter kom ind, og med et var hele min krop kampklar. Drengen, der havde lært mig at slås – lad os bare sige som sparringspartner – var blevet en ung mand, men blikket var det samme. Ondsindet og krigerisk. Eller måske var det bare, når han så på mig. Jeg huskede, dengang han og to andre drenge forfulgte mig gennem Kraghede Skov.

Det kostede mig et flækket øjenbryn, fire bøjede ribben og temmelig meget stolthed, at jeg ikke kunne løbe fra ham og hans kobbel. Jeg så på hans lidt flade næse, der forstyrrede et ellers pænt ansigt. Han havde ikke været så sej, da jeg først fik battet fra ham den dag cirka tre år efter overfaldet i skoven. Det var også dumt af ham at gå på mig alene. Nu fangede jeg hans blik og gnubbede min egen lige næseryg. Tænk sig, han tæver og tyranniserer mig gennem flere år, og jeg smadrer hans næse én gang med et bat, og så er det mig, der ender i ungdomsfængsel. Peter holdt mit blik og bankede med en finger over sit øje på det sted, hvor arret lyste op i mit øjenbryn. Andre i rummet var mig svagt bekendte. Minna Østergaard kom glidende aristokratisk ind. Jeg så også Niller, Suzuki-Ib, Johnny- Bum fra Rakkeby og Alice med det lange røde hår. Jeg huskede Alice som en stille pige fra det halve år, jeg gik i klasse med hende i Nr. Lyngby. Hun havde aldrig talt til mig eller generet mig. Jeg satte pris på begge dele. Stolene blev fyldt, men dem på min langside var mindst populære. Til sidst var der kun to tomme pladser tilbage. Nemlig. En tyk dreng stak hovedet ind og kiggede sig om efter en ledig plads. Han tog et par tøvende skridt i retning af de tomme stole på hver side af mig. “Thomas, du kan sidde her.” Lettelsen i hans ansigt var næsten håndgribelig, da han traskede hen til sin redningsmand og satte sig ved hjørnet af hesteskoen, ukomfortabelt med et ben på hver side af et bordben. Med blikket sænket modstod jeg trangen til at banke hovedet ned i bordet. “Må jeg sidde her?” spurgte en melodisk stemme. Jeg så op og ind i et par lysende blå øjne, der var omgivet af lange vipper i det mest perfekte ansigt, jeg nogensinde havde set. Næsen

var snorlige, og øjnene dybtliggende over høje kindben. Læberne var velformede og fyldige, tænderne perlehvide, og ansigtet var omkranset af gyldent hår. Det var uden sammenligning den smukkeste dreng, jeg i mit liv havde set. Han smilede, men han kunne lige så godt have plantet en knytnæve i mit solar plexus. Jeg syntes, jeg hørte et synkront suk fra samtlige piger i rummet. Det gik op for mig, at han stadig så afventende på mig, så jeg nikkede kort mod stolen. “Jeg hedder Mathias. Jeg er lige flyttet hertil. Hvad hedder du?” Han satte sig. Hvad var det nu, jeg hed? Jeg så på ham med rynkede bryn. Han overvejede nok, om jeg var helt normal. Svaret er nej, men jeg er dog ikke stum. “Anne Sakarias,” fik jeg sagt. Mathias gav mig hånden, hvilket virkede lidt gammeldags, men når sådan en fyr rækker én hånden, så tager man den. Jeg fik de mærkeligste billeder fra ham, da vores hænder mødtes. Hans fortid lignede en række fotos, hvor billederne var i uorden. Jeg så de sædvanlige små film, men så var der pludselig blinde vinkler og manglende led i kæden. Handlingen stoppede brat, og jeg blev lukket ude. “Jeg har glædet mig til at møde pigen, der tæskede byens største slagsbror, brændte sin plejefamilies hus ned og bor sammen med en dræberhund.” Han rullede dramatisk med øjnene. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare på hans talestrøm, der i øvrigt blev leveret på fladt københavnsk. Historien med Peter og battet var blevet en lokal legende, og en sølle brækket næse var i folkemunde blevet til en langvarig torturseance. Huset var brændt, korrekt, men det var ikke mig, der havde sat ild til det. Faktisk havde jeg reddet hele familien ud i tide, inklusive deres gamle hamster. Og Monster havde ikke dræbt nogen. Ikke mens han havde boet hos mig, i hvert fald. Troede jeg da.

“Voila,” var det eneste, det faldt mig ind at sige. Jeg pegede på mig selv med højre tommel, hvilket egentlig godt kunne opfattes, som om jeg bekræftede mit rygte. Mathias løftede imponeret sine smukt formede øjenbryn. Noget i døråbningen fik hans ansigt til at stivne i en overrasket grimasse, der ikke gjorde ham mindre skøn at se på. Jeg fulgte hans blik og så en pige komme gående ind i lokalet. Nej. Gående er et forkert ord. Hun kom vuggende ind i rummet, nougatbrun og med en sky af mørke proptrækkerkrøller om hovedet. Hendes øjne var store og runde og havde samme farve som ahornsirup. Læberne var bløde, og hendes krop smal og bred alle de rigtige steder. En stram kjole i neongul og kongeblå sad som malet på hende, og en kæde med store lilla sten hang næsten ned til taljen. En skrigorange taske var slynget om hendes overkrop, så dens rem fremhævede fordybningen mellem de velformede bryster. Jeg havde aldrig set så frygtelig en farvesammensætning med så godt et resultat. Mathias’ mund hang let åben. Hun havde kurs direkte mod os, og det, hun gjorde, da hun ankom til vores pladser, kom meget bag på mig. Hun krammede mig.

Kapitel 2 Jeg sad stiv som en dukke, mens den fremmede pige svøbte sine slanke, brune arme om mig. Ingen, som i absolut ingen nogensinde, giver mig knusere. Jeg er ikke vant til kropskontakt, og hendes – lad os bare kalde den aura – ramte mig som et godstog. Den var knitrende, elektrisk, kreativ og sprudlende. Hun tog mine hænder, da hun satte sig. “Du er Anne.” Det var ikke et spørgsmål, så jeg nikkede ikke. “Jeg er Luna.” Hun kunne lige så godt have tilføjet et tadaaa. Jeg så blankt på hende. “Jeg er den Luna.” “Burde jeg vide, hvem du er?” Jeg prøvede ikke at afsløre min forvirring, mens jeg diskret lirkede hænderne ud af hendes greb. Pigen tog bare strammere fat i mig. “Mine forældre er dine forældres bedste venner.” Mit ansigt frøs vantro. Luna skulle til at sige noget mere, men vores lærer ankom i det samme. Han præsenterede sig som Jan og kastede sig ud i en lang forklaring om årsplaner, bogdepotets placering i kælderen, og at man altid kunne komme til ham, hvis man havde problemer. Havde jeg en femmer, for hver gang en voksen havde forsikret mig om det, ville jeg være velhavende. Jeg ville være rig, hvis jeg doblede op med de gange, hvor det ikke havde passet. De gange hans blik faldt på mig, skyndte han sig at se væk igen. Jeg bemærkede det knap nok. Sådan er det for det meste, når folk ser på mig.

Mine forældre. Mit eneste forhold til dem var, at de engang for lidt under atten år siden dumpede mig ud i livet og efterlod mig her. Jeg var ikke den eneste, der ikke hørte efter. På min højre side gloede Luna uhæmmet på mig. På min venstre side gjorde Mathias, hvad han kunne, for at få et glimt af Luna. Jan begyndte at råbe vores navne op. “Mathias Jarl Hedskov.” Mathias rakte en muskuløs arm i vejret uden at tage øjnene fra Luna. Da Jan kom til Luna, måtte han stoppe op og læse navnet indenad først. “Luna Asfrid Villum Sekibo.” Jan annoncerede en kort pause, inden vi alle skulle præsentere os for klassen. Luna ville sige noget, men jeg rejste mig. Det er sjældent, jeg er sammen med mange mennesker, og endnu mere sjældent, at nogen taler til mig. Dagen var indtil videre en uheldig kombination af begge dele, og klokken var kun ni. Jeg stormede ud på Orange Gang. Bag mig greb Mathias muligheden, stjal min plads og gav sig til at snakke med Luna. Da jeg svingede ud på gangen, løb jeg lige ind i en mørkhåret fyr. Det føltes, som om jeg torpederede en betonvæg, og jeg var selv lige ved at vælte. Med et fast greb om mine skuldre holdt han mig på benene. Jeg blev ramt af en kraftig duft af skov og frisk luft og noget, jeg ikke kunne identificere. Han så ned på mig med intense, mørke øjne. Der kom ingen billeder fra ham, men jeg fornemmede, at han havde en vigtig opgave. En mand med en mission. “Undskyld,” mumlede jeg og prøvede at undslippe. Han så bistert på mig, men slap ikke mine skuldre fra sit jerngreb. Han stirrede på mit ansigt og spærrede øjnene op i genkendelse. Jeg var da virkelig ufrivilligt verdensberømt i Ravnssted i dag. Var mit rygte virkeligt løbet så langt i forvejen?

“Varnar!” Pedel-Preben stod lidt nede ad gangen. Jeg vidste, hvem Preben var. Alle kender alle i den her lille by. Men jeg havde aldrig set den unge mand før. Han slap mig og gik væk med glidende, katteagtige skridt. Først der så jeg de grønne arbejdsbukser. “De ansætter en kriminel som hjælpepedel hvert år.” Peter lænede sig op ad dørkarmen. “Da jeg så dig her, troede jeg faktisk, at du havde fået jobbet.” “Mon jeg kan få din næse til at se normal ud igen, hvis jeg smadrer den en gang til?” funderede jeg højt. “Mon du ville blive mindre frastødende, hvis jeg lavede et matchende ar i dit andet øjenbryn?” bed han tilbage, men rystede så på hovedet. “Nej, du er så tudegrim, at selv ikke dine egne forældre kunne holde ud at se på dig.” Han skulle til at sige noget mere, men hans stemme knækkede i et host. Bag ham stod Luna med armene ned langs siden. Peter så sig over skulderen og smilede. Hans ansigt ændrede sig og blev pludselig næsten behageligt. “Du er ny her i byen, så lad mig give dig et godt råd,” sagde han til Luna. “Hold dig fra hende her, og hæng ud med os normale mennesker.” Hun kiggede på ham med sine smukke, cognacfarvede øjne. Hvis blikke kunne dræbe, havde Peter ligget stendød på det orange akryltæppe. “Jeg vil hellere drikke pis i en svinestald med en flok perverterede bønder,” sagde hun. Hans smil stivnede, og han hostede, som om han havde svært ved at få luft. “Det kan vi da sagtens arrangere,” sagde vores klassekammerat Niller med et grin, da han i det samme passerede os. Peter hostede stadig, da Jan kaldte os ind i klasselokalet igen. “I stedet for selv at præsentere jer skal I i grupper på tre snakke

sammen og fortælle om jer selv. I skal så præsentere hinanden for klassen,” sagde han. Mathias og Luna lænede sig sammen om mig, og så let blev vores gruppe dannet. Det føltes underligt efter et helt liv, hvor diverse lærere havde overtalt fortvivlede grupper til at tage mig med. “Hvem er den idiot?” spurgte Luna. “En gammel ven.” Jeg så ned i bordet. “Hvis det er en af dine venner, så vil jeg nødig møde dine fjender.” Mathias kneb øjnene sammen. “Jeg er forvirret. Du kender Anne, men hun kender ikke dig?” “Jeg forstår det ikke. Hvorfor har du aldrig hørt om mig?” spurgte Luna. “Har Mie og Jens ikke fortalt om mig?” Jeg løftede hovedet mod hende med et ryk. Hvor kendte hun min første plejefamilie fra? “Det er tretten år siden, de smed mig ud. Jeg har ikke set dem siden.” “Hvorfor smed de dig ud?” spurgte Luna. Mathias var klar til at sparke hende under bordet, men hun fortsatte. “Aftalen var, at du skulle bo hos Mie og Jens, til enten mine forældre eller din mor kunne komme og hente dig.” Hun truttede sine fyldige læber og trommede på dem med en pink negl. Jeg så ned igen og trak vejret hårdt ind. Mathias skiftede gudskelov emne. “Hvad er din historie, Luna?” Hun lænede sig tilbage i stolen. “Jeg er sytten år. Mine forældre boede her i byen, indtil cirka et halvt år før jeg blev født. Min mor kommer her fra Ravnssted. Min far er fra Vestafrika, men har boet det meste af sit liv i Frankrig. De er ulandsfrivillige, så vi har rejst rundt i hele verden. Nu hvor jeg skulle i gymnasiet, ville min mor gerne hjem igen.” Wow. Jeg var åbenbart ikke den eneste, der havde boet et hav af

forskellige steder. Men Luna havde i det mindste haft sine forældre med sig på turen. Da det ikke lod til, at Luna havde mere at sige, så vi begge på Mathias. “Jeg er fra København,” startede han. “Det er ret tydeligt, at du ikke er herfra,” grinede Luna. Han stirrede fascineret på hendes smilende mund et øjeblik, før han kunne fortsætte. “Min mor har altid arbejdet i frisørsaloner, men har aldrig haft råd til selv at købe en. For cirka tre måneder siden kontaktede en mand heroppefra hende. Han havde købt en gammel salon og ville have hende til at drive den. Det var lidt suspekt, men vi besluttede at gribe chancen. Og fyren har holdt sig væk indtil nu, så jeg tror, det er okay.” “Hvor er din far?” spurgte Luna. Jeg begyndte at mistænke, at hun ikke havde verdens bedste situationsfornemmelse. Mathias’ ansigt blev mørkt, og han lagde armene over kors. “Ham ved jeg ikke, hvem er.” “Har du ikke spurgt din mor? Ved du heller ikke, hvad han hedder?” pressede Luna. Jeg var lige ved at lægge en hånd over hendes mund, for Mathias’ ansigtsudtryk var næsten ikke til at bære. Mit eget havde nok set omtrent sådan ud fem minutter tidligere. Jeg kom ham til undsætning. “Hvem siger hvad om hvem?” spurgte jeg. Mathias og jeg vekslede et blik. Ingen af os havde lyst til, at Luna skulle præsentere os for klassen. Guderne måtte vide, hvad hun kunne finde på at sige. “Skal jeg ikke bare præsentere os alle tre?” spurgte Mathias. Jeg ville hellere end gerne slippe for at rejse mig, og Luna trak på skuldrene og nikkede. Folk gik fnisende og rødkindede i gang med præsentationsrunden. En syrligt udseende pige ved navn Maja præsenterede

Lille-Mads, hvilket så ud til at gøre fysisk ondt på hende. Da det var Mathias’ tur til at præsentere, sagde han om mig, at jeg var lokal og super-sød, og om Luna, at hun var globetrotter. Jeg tror aldrig, nogen har kaldt mig super-sød før. Jeg forsøgte at holde mig for mig selv resten af dagen, men Mathias og Luna var hele tiden i nærheden af mig. De gav ikke op, og de lod ikke til at blive trætte af mine enstavelsessvar. Da jeg endelig trådte ud af gymnasiet, sad Monster og ventede på mig på parkeringspladsen. Mathias og Luna, der gik lige i hælene på mig og snakkede, stoppede op, da de så den enorme hund. “Hold da kæft,” udbrød Mathias. Jeg klappede Monster på hovedet og gik hen til min cykel. “Skal du ikke med ned på Frank’s Diner?” råbte Luna efter mig. Hun låste en ramponeret longjohn op. Jeg havde godt hørt dem snakke om, at de ville gå på café, men jeg troede på ingen måde, planerne omfattede mig. “Og hvis du ikke vil med, så kunne du da godt lige sige farvel,” fortsatte Luna. Nå ja. Normale mennesker siger vistnok pænt farvel til hinanden. Synd, jeg ikke er normal. Uden et ord cyklede jeg min vej med Monster galoperende ved min side. Næste morgen stod vi på Brun Gang og ventede på at blive lukket ind til vores første historietime. Lige et godt råd. Hvis du nogensinde skal dekorere et gymna sium og får den ide at systematisere det ud fra et i forvejen tvivlsomt farvekoncept, så spring for guds skyld farven brun over. Jeg havde imidlertid svært ved at koncentrere mig om de brune omgivelser, og jeg gned mig i øjnene for at kvikke lidt op. Den nat havde jeg igen haft synet med pigen, der blev kvalt og

skåret i, og igen vågnede jeg grædende og rystende af skræk. Det var første gang, jeg havde haft samme syn flere gange i træk. Luna gav Brun Gang kam til sit hår på farvefronten i sin orange top, grønne bukser og lilla sko. “Du kommer med mig hjem i dag.” Det var en kommando, ikke en invitation. Mathias trippede rundt om os. “Jeg skal noget,” mumlede jeg. Luna rullede med øjnene. Mathias begyndte hektisk at tale om et eller andet, jeg ikke helt registrerede, og han forsøgte med et anstrengt smil at få vores opmærksomhed. Luna gav ikke op. “Mine forældre vil møde dig.” Jeg kiggede på mine sorte skosnuder og talte indvendigt til ti. “De laver aftensmad.” Jeg lavede et ansigt. “Er det ikke det, forældre gør hver aften?” “De vil gerne lære dig at kende. De vil gerne hjælpe dig. De vil gerne tage sig af dig.” For hver af Lunas sætninger var det, som om en ballon inde i mig blev pustet mere og mere op. Den sidste sætning fik den til at springe. “Du kan sige til dine forældre,” hvæsede jeg, “at jeg ikke ønsker flere egne, pap-, bonus-, pleje- eller surrogatforældre. Flere forældre er faktisk det, jeg allerhelst vil være fri for. Sig til dem, at de er kommet for sent. Sytten år for sent.” Og før jeg kunne nå at bifalde mig selv for den længste sammenhængende ordstrøm rettet mod et andet menneske i månedsvis, stormede jeg ned ad Brun Gang. Ud af øjenkrogen så jeg, at Luna prøvede at sætte efter mig, men at Mathias holdt hende tilbage. Jeg løb mod udgangen, der var udformet som en lille tunnel, og hev i den første dør, men før jeg nåede ud i friheden, gik den anden dør op, og den unge hjælpepedel kom ind. For anden gang bragede jeg lige ind i ham. Den lille gang blev fyldt af hans duft.

“Hvor skal du hen?” Han havde en let accent af noget, der lød som et nordisk sprog. “Det rager ikke dig.” Jeg forsøgte at komme rundt om ham. Han trådte til siden og spærrede vejen for mig. Jeg gik til den anden side, men igen blokerede han for mig. “Flyt dig,” knurrede jeg. “Det er sikrest, at du bliver derinde.” Han talte lavt, men der var vilje bag ordene. Jeg skubbede til ham med begge hænder, men mit skub flyttede ham ikke en tomme. Jeg skubbede ham igen og mærkede, som første gang jeg løb ind i ham, en jernmur af en krop. Han var kun et hoved højere end mig og slank, men jeg kunne ikke rokke ham ud af stedet. Jeg så nu, at den sorte T-shirt sad stramt om hans muskuløse overkrop. Han fangede mit blik med sine intense øjne. Det mørke, halvlange hår indrammede hans ansigt. Hvor jeg var ret sikker på, at jeg kunne klare, eller i hvert fald være en værdig modstander for, Peter og de fleste andre mænd, så var jeg hundrede procent sikker på, at jeg ikke ville have en chance mod Varnar, som jeg nu kom i tanke om, at Pedel-Preben havde kaldt ham. Det var ikke hans stærke krop, selvom den i sig selv var ret svær at komme uden om. Det var hans blik. Jeg kunne se en viljestyrke meget lig min egen i Varnars øjne, men hans var stærkere. Det betød dog ikke, at jeg havde tænkt mig at give op. Hvis jeg ikke kunne slå ham, kunne jeg fornærme ham. “Siden hvornår er du blevet politibetjent? Er du ikke bare hjælpepedel?” Et smil fløj over Varnars læber, og et splitsekund ændredes hans ansigt markant. Det var, som om jeg blev ramt af en flygtig solstråle. “Jo, lige nu er jeg hjælpepedel.” Han sagde ordet, som om det var fremmed i hans mund. Hans øjne blev endnu mørkere end før. “Gå tilbage.” Han tog et skridt i min retning og tårnede sig op over mig.

Jeg måtte kæmpe hårdt for ikke at træde tilbage eller slå blikket ned. I det samme sluttede Mathias sig til os. Han så på Varnar, der spærrede for, at jeg kunne komme ud. Selvom jeg til hver en tid ville sætte mine penge på Varnar, hvis det kom til en reel slåskamp, slog han blikket ned som et tegn på, at han trak sig. Samtidig bestemte Mathias sig for, at Varnar havde forhindret min flugt, og at de to derfor var allierede. Mod mig, forstås. Han stak hånden frem. “Mathias.” Varnar tog den og sagde sit navn. “Anne, kommer du ikke med tilbage? Timen er kun lige gået i gang. Du kan nå det uden at få fravær.” Mathias hviskede, hvilket var fuldstændig nytteløst i den lille tunnel. “Luna ville ikke gøre dig sur. Hun vil bare gerne være din ven.” “Ja, Anne. Mathias har ret. Gå tilbage,” sagde Varnar, før han vendte sig og forsvandt den vej, han var kommet, med et du-tagerden-herfra-blik til Mathias. “Jeg er ikke vant til at have venner.” Jeg pressede læberne sammen. Hvorfor ville de ikke bare lade mig være? “Ingen kan da gå gennem livet uden venner,” sagde Mathias mildt. “Jeg har klaret mig fint.” Jeg lod øjnene hvile på et punkt langt uden for glasdøren. “Bare fordi du ikke er vant til venner, betyder det ikke, at vi ikke kan være gode for dig, og du for os.” Jeg så på ham, da han sagde os. Han tjattede til min skulder. “Kom nu, Anne. Hvad er det værste, der kan ske?” “Lige når jeg kommer til at holde af jer, så gider I ikke være mine venner længere.” Ordene var ude, før jeg nåede at stoppe dem, og min stemme knækkede en smule. Det drilske tone var helt væk, da Mathias talte: “Åh, Anne … Det gør vi ikke.”

Jeg rettede ryggen og så lige ind i de blå øjne. “Jeg forstår slet ikke, hvorfor I vil være venner med mig.” Mathias smilede sit allermest charmerende smil, og mine knæ blev bløde. Den skurk vidste præcis, hvad han gjorde. “Luna, fordi hun er Luna, og fordi I i hendes hoved var venner, allerede før I blev født. Hun er fantastisk, Anne. Du skal virkelig give hende en chance.” Okay. Nogen var vist blevet lun på nogen. Mathias grinede. “Og mig, fordi du er anderledes, og du gør mig nysgerrig. Du er vild, og du tager ikke noget pis fra nogen, og så har du den der totalt sindssyge hund. Du siger ikke ret meget, men når du gør, så er du skarp og sjov og sarkastisk. Og så snakker du ikke som de andre. Hou a hou a hou.” Han efterlignede den tykke nordjyske dialekt. Jeg kom også til at grine, og det knækkede min beslutsomhed. Mathias åbnede døren ind til gymnasiet, og jeg luntede efter ham tilbage til Brun Gang og historietimen, der allerede var gået i gang. I det lange ti-frikvarter sad vi i gymnasiets café, der blev kaldt Øen. Vi havde erobret en rød trepersoners plyssofa, der havde set bedre dage. Luna tog hul på bylden. “Det er fint. Du tager ikke med mig hjem i dag, men må jeg ikke godt fortælle dig, hvad jeg ved om dine forældre?” Mathias, der sad imellem os som en fredsmægler, lænede sig tilbage i sofaen og fik travlt med at læse i et blad. “Jeg vil ikke vide noget om dem.” Jeg prøvede at lyde bestemt uden nogen hysterisk undertone. “Der er ingen grund til det. De er væk nu.” “Okay.” Luna så ud, som om hun åd en hel kamel. “Okay. Men det er ikke min skyld, at vores forældre fuckede det hele op. Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke kom hertil før. Hele min barndom har jeg

hørt på, at ‘måske kan vi tage hjem og hente Anne næste år. Måske kan det lade sig gøre til sommer’. Men det kunne af en eller anden grund aldrig lade sig gøre.” Hun rakte hen over Mathias og tog min hånd. Jeg lod hende holde den, selvom det føltes underligt. Igen mærkede jeg den elektriske kreativitet og også en stor styrke fra hende. “Men vi kan jo godt være venner alligevel. Jeg har aldrig gjort dig noget. Jeg kan mærke, vi skal være venner – det skal vi bare.” Retfærdigvis så havde hun ikke gjort mig noget. Hvad var der så galt ved at have en ven? Eller to? Normale mennesker har venner. Normale mennesker er faktisk glade for dem og opsøger andre menneskers selskab. Men jeg er jo ikke normal. Luna klemte min hånd, og min beslutsomhed vaklede. Pludselig var det umuligt at sige nej. Ellers tak. Ordene blev på min tunge. Ellers tak. Bare sig det, Anne. Luna smilede uskyldigt. “Vil du med ned på Frank’s efter timerne?” Jeg ville sige nej. Nej, nej, nej og nej. “Okay,” sagde jeg og var overrasket over at høre ordet komme ud af min mund. Mathias grinede smørret ned i sit blad. Det var første gang, jeg var på Frank’s Bar & Diner, der på rekordtid var blevet en institution i byen. Frank’s åbnede for omkring tre år siden. På det tidspunkt var jeg indlogeret på bosted nummer to. Kort forinden var jeg flyttet fra plejefamilie syv, efter deres hus brændte. Grunden til mit exit. De troede, at jeg havde sat ild til det. Det var dengang, jeg stadig prøvede at overbevise folk om min uskyld. Nu var jeg nået punktet, hvor jeg ikke engang gad forsøge. Alt interiør på Frank’s var i rustfrit stål, krom og læder. Langs væggene var der båse med røde lædersæder på hver side af metalborde. Bardisken skinnede metallisk, og ved siden af den stod der en jukeboks, som bragede halvtredsermusik ud i lokalet.

Jeg var ikke i tvivl om, at det var Frank, der stod bag disken. Hans mørkegrå pomadehår var redt tilbage, den sorte T-shirt havde opsmøgede ærmer, og sømandstatoveringer dækkede begge hans arme. Der var noget ungdommeligt over ham, selvom han var midt i halvtredserne. Det, der tiltalte mig mest ved ham, var den varme, der spillede i hans øjne. Luna løb op til disken og gav ham et knus. Han gengældte det med én arm, mens han med den anden langede en fadøl over dis ken til en dame, som han blinkede til, før han vendte sin opmærksomhed mod Luna. Damen havde ikke set mig, men jeg nåede rutineret at hoppe til siden, da hun vendte sig, før nogen af os blev oversølet med fadøl. “Jeg troede, I var her for første gang i går?” hviskede jeg til Mathias. “Det var vi også. Hun kan blive venner med en træsko. Jeg har aldrig set noget lignende.” Vi gik op til disken, hvor Mathias gav Frank hånden. Frank kradsede i sine brede bakkenbarter, før han rakte hånden frem. Jeg tog den og fik et flash af intelligens og venlighed. Jeg så også en lille dreng på omkring fem år, og jeg mærkede en voldsom bølge af kærlighed, savn og en god portion tristhed. Synd for Frank. Men han var ikke den første far i historien, der ikke var sammen med sit barn. Eller, jeg så op og ned ad ham, måske barnebarn. “Hvem er du så, min skat?” Jeg slap hans hånd øjeblikkelig. “Anne. Og jeg er ikke din noget som helst.” Med en sur mine ventede jeg på, at Frank ville rynke på næsen eller træde et skridt baglæns. Men han smilede bare til mig. Gad vide hvorfor så mange pludselig lagde mærke til mig. “Uha, hun er skrap, hende der.” Frank hev mig ud af mine spekulationer og vippede med øjenbrynene mod Luna, der nikkede i påtaget afmagt – som en mor, der bliver konfronteret med sit barns uopdragenhed.

“Vi ved ikke, hvad vi skal gøre.” Hun lagde armen om Mathias’ skulder. Han lagde hurtigt sin arm om livet på hende og strålede som en sol. Luna fortsatte: “Vi har prøvet alt. Homøopatisk medicin, musikterapi, motion og frisk luft.” Frank placerede pegefingeren på hagen og lagde ansigtet i lægeagtige folder. “Det er kosten, den er gal med. Jeg ordinerer straks milkshake og en chiliburger med pomfritter.” Jeg rullede med øjnene. Godt, de kunne more sig på min bekostning. Før han gik mod køkkenet, kastede han hovedet i retning af Luna. “Husk, at du begynder i morgen.” Vi vendte os mod Luna, som grinede fjoget. “Vi aftalte det i går. Jeg havde alligevel brug for et job, og jeg tænkte, her kunne være sjovt at arbejde.” Vi satte os i en bås. De andre skulle kun have milkshakes, for de skulle hjem og spise. De havde jo familier. Mathias klukkede. “Luna, du er imponerende. I går formåede du at få en ny klasse, to nye venner og en ny chef. Gad vide hvad du kan nå på et år.” Hun lagde sin hånd på hans, og han stivnede. “Jeg fik en chef og en ny ven. Jeg ved ikke endnu, hvad du bliver for mig.” Hans kinder brændte, og et lykkeligt grin bredte sig på hans smukke ansigt. Jeg følte pludselig, at der var ret varmt i den lille boks. Heldigvis kom Frank med maden og drikkevarerne i det samme, og stemningen skiftede. Luna kastede sig over sin milkshake og snakkede løs. Mathias så forelsket og glad ud, og jeg følte et stik af dårlig samvittighed over, at jeg sad her og spiste tilberedt mad. Jeg bestemte mig for at sprænge mit sparsomme budget og købe noget mad med hjem til Monster. Jeg lod Mathias og Luna gå alene ud sammen og gik op til Frank. “Jeg vil gerne have en burger mere til at tage med.”

Han vendte sig og studerede mig. “Stadig sulten?” Han gav mig elevatorblikket, før han glattede sit grå pomadehår. “Hvad vejer du? Det kan ikke være meget over femoghalvtreds kilo.” Jeg rystede på hovedet. “Ikke til mig.” “Hvem er den heldige, om man må spørge?” Frank lænede sig ind over ståldisken med en hånd under hagen. “Min hund,” sagde jeg. “Han vil ikke spise hundemad, jeg kan ikke lave mad, og jeg har kun chokoladekiks derhjemme.” Frank slog en rungende latter op, og dybe rynker omkransede hans øjne. Han piftede ud i køkkenet, og ind luntede en muskelhund, der i mine øjne så ret lille og harmløs ud, men jeg var på den anden side også vant til Monster. Jeg er sikker på, at den i andres optik var en stor og potentielt meget farlig hund. “Ham her rører heller ikke hundemad. Nej, du gør ej, nej, du gør ej.” Det sidste lød, som om Frank talte til en baby. “Ved du hvad,” sagde Frank. “Vi har altid en masse rester, og min hund kan ikke æde dem alle sammen, selvom han prøver. Hvis du giver mig en halvtredser om ugen, så får jeg min kok til at gemme nogle hver dag. Du kan bare hente dem, når det passer dig. Hvilken slags hund har du?” Jeg kiggede ud ad glasdøren og så Monster sidde tålmodigt lige over for Frank’s. Hvordan havde han mon fundet mig? Han sad, hvor der var en hundekrog i væggen, så det så ud, som om han var bundet. “Se selv.” Jeg pegede. Frank så ud, og hans ansigt størknede i overraskelse. “Lad os sige hundrede kroner.” Jeg forlod Frank’s med en pose mad. Da jeg kom hjem, fandt jeg mellem de sammenblandede rester af pomfritter, brød og bøffer en fint indpakket kyllingesandwich og et stykke tærte. Det er

sjældent, man støder på venlighed uden bagtanker, og mens jeg senere den aften spiste sandwichen, overvejede jeg, hvad Frank mon ville have til gengæld. Ikke at han fik det. Monster var lykkelig. Aldrig i al den tid, han havde boet hos mig, havde han spist så godt. Jeg gav ham en tallerken på bordet, for han var simpelthen blevet så smækfornærmet, de gange jeg havde sat maden til ham på gulvet. Han er høj nok til at sidde på gulvet og spise ved mit minimale spisebord. Han åd hele posens indhold, og bagefter så vi fjernsyn. Monster lagde sit enorme hoved i mit skød. En gammel film kørte, men jeg tror, at Monster fulgte mere med i den, end jeg gjorde. Venner. Jeg kendte ordet, men vidste ikke helt, hvad det betød. Mathias og Luna lod til at have besluttet sig for, at jeg skulle være deres ven. Men vidste jeg overhovedet, hvordan man gør? Der havde været meget få gennemgående mennesker i mit liv. Arthur og Grethe var faktisk de eneste stabile mennesker i min verden, og Grethe var min sagsbehandler, så hun kunne vel næppe klassificeres som en ven. Dermed var Arthur den eneste, jeg nogensinde ville putte i den kategori. Selvom han nærmest var for underlig til at være det. Jeg lagde mit hoved på Monsters skulder og lukkede øjnene. Da jeg åbnede dem igen, stod jeg i skoven. Manden lagde snoren om pigens hals, og jeg beredte mig på det, jeg nu skulle se. Det, jeg var tvunget til at være vidne til. Jeg bandede over at være tvangsindlagt til at overvære denne rædselsfulde begivenhed. Og så endda flere gange. Hvorfor blev jeg ved at se det? Jeg betragtede scenen med så megen ro, jeg kunne mønstre, for at prøve at genkende noget. Men granskove er ret ens. Gennem træerne så jeg en mark. Den fulgte en kurve opad og endte i en bakketop. På toppen lå et lille hvidt hus. Manden strammede snoren om pigens hals, og hun sagde en gurglende lyd.

Jeg råbte instinktivt, at hun skulle passe på. Idiot, Anne. Selvom min hjerne køligt fortalte mig, at jeg lige så godt kunne råbe til personerne i en film, kunne jeg ikke stoppe mig selv. Pigen sank i knæ. Hendes arme slaskede ned langs siden, og hun ramte jorden med et bump. Jeg begyndte at skrige. I mit hoved eller højt bad jeg: Væk mig, Monster. Vil du ikke nok? Før han finder kniven frem. En kold snude puffede til mig. Med et sæt vågnede jeg i samme stilling, som jeg var faldet i søvn i. Jeg tørrede kinderne med bagsiden af hånden. Noget ved det syn var helt forkert. For at klare hjernen tog jeg fjernbetjeningen og zappede over på nyhedskanalen. Den gule grafik på skærmen fortalte, at der var breaking news. Jeg ville skifte tilbage til filmen, men da jeg hørte oplæseren nævne byen Hjallerup, stoppede min finger på knappen. Der boede jeg det år, jeg logerede på bosted nummer et. Der sker sjældent noget på de kanter, og bynavnet lød fremmed i nyhedsværtens mund. “Pigen blev fundet her til aften i en vejkant nær byen Hjallerup i Nordjylland.” Der kørte en billedkavalkade af fotos af en rødhåret pige. Hun var seksten år eller måske lidt ældre. Nyheden kørte i loop, og nyhedsoplæseren startede forfra. “Vi bringer her nyheden om, at en teenagepige her til aften er fundet død i Nordjylland.” Den kønne unge journalist klædt i pastelfarver og hornbrille holdt en dramatisk pause. “Her til aften fandt en motionsløber liget af den syttenårige Tenna Smith Jensen i en grøft lidt uden for byen Hjallerup i Nordjylland. Tenna Smith Jensen havde været meldt savnet siden i forgårs, men det er først her til aften, at myndighederne meddeler, at hun er fundet omkommet. Politiet mener, at der ligger en forbrydelse bag Tenna Smith Jensens død.” Der blev klippet til billeder af et hus i tusmørke. Jeg genkendte det med det samme. “Tenna Smith Jensen boede på Bostedet Kobbelgården og var

ikke blevet set siden i forgårs.” De fotos, jeg allerede havde set af pigen, og politimanden, der fortalte om dødsårsagen, strøg igen over skærmen. Min gamle forstander kom frem på skærmen. Han sagde det forventelige. De var rystede. De mente ikke, Tenna havde nogen fjender. Hans tanker gik til familien. Monster kiggede intenst på tv’et, og endnu en gang kørte billed kavalkaden af den myrdede pige over skærmen. Nej, jeg kendte hende ikke. Men det var underligt alligevel. Jeg slukkede fjernsynet, mens nyhedsværten var midt i en sætning. Hvor mange måneder, år eller århundreder de end var fra hinanden, så var der noget ved Tenna Smith Jensens skæbne, der mindede mig om pigen fra mit syn.

MALENE SØLVSTEN

MALENE

SØLVSTEN

BOG 1

788711 492734

En vi l h u n fo r e lske si g i . En vi l b l ive h e n d es b e d s te ve n . En vi l r e d d e h e n d es l iv. O g e n vi l slå h e n d e i h j e l .