Paul Auster: Auggie Wrens julefortælling

PAUL AUSTER Auggie Wrens julefortælling

Jeg har denne historie fra Auggie Wren. Da Auggie ikke fremstår så godt i den – i hvert fald ikke så godt som han gerne ville – har han bedt mig om ikke at bruge hans rigtige navn. Bortset fra det, er hele affæren med den tabte tegnebog, den blinde kone og julemiddagen præcis, som han fortalte den til mig.

Auggie og jeg har kendt hinanden i næsten elleve år nu. Han ekspederer i en kiosk på Court Street i Brooklyns centrum, og da det er den eneste butik, som fører de små hollandske cigarer jeg kan lide, går jeg ret tit derind. I lang tid bemærkede jeg knap nok Auggie Wren. Han var den underlige lille mand, som altid var iført blå hættetrøje og som solgte cigarer og blade til mig, den spøjse, lille skikkelse som altid havde en kvik bemærkning om vejret, baseball eller om politikerne i Washington, ikke andet. Men så en dag for flere år siden kiggede han tilfældigt i et af butikkens blade og stødte på en anmeldelse af en af mine bøger. Han vidste det var mig, fordi anmeldelsen var ledsaget af et portræt, og derefter ændredes vores forhold. For Auggie var jeg ikke længere bare en kunde; jeg var blevet til en prominent person. De fleste folk var stort set ligeglade med bøger og forfattere, men det viste sig at Auggie anså sig selv for at være kunstner, og da han nu var trængt ind til hemmeligheden om hvem jeg var, tog han mig til sig som en allieret, en fortrolig, en våbenfælle. Helt ærligt fandt jeg det ret pinligt. Så kom, næsten uundgåeligt, en dag hvor han spurgte, om jeg havde lyst til at se hans fotografier. I betragtning af hans entusiasme og velvilje syntes jeg ikke, jeg kunne afslå.

Guderne må vide, hvad jeg ventede. Sidst af alt det, Auggie næste dag viste mig. I et lille, vinduesløst værelse i bagbutikken åbnede han en papkasse og tog tolv ens, sorte fotoalbum frem. Dette var hans livs arbejde, sagde han, og det tog ham ikke mere end fem minutter hver dag at gøre det. hver morgen i de forløben tolv år havde han stillet sig på hjørnet af Atlantic Avenue og Clinton Street præcis klokken syv, og havde taget et enkelt farvefoto af nøjagtig samme udsigt. Projektet var nu løbet op i flere end fire tusind billeder. Hvert album repræsenterede et nyt år, og samtlige billeder var sat op i rækkefølge, fra 1. januar til 31. december, med datoerne omhyggeligt noteret under hvert enkelt.

Mens jeg bladede gennem albummene og begyndte at granske Auggies arbejde, anede jeg ikke, hvad jeg skulle mene. Mit første indtryk var, at det var det særeste og mest forvirrende jeg nogensinde havde set. Alle billederne var ens. Hele projektet var et lammende stormløb af gentagelser, den samme gade og de samme bygninger om og om igen, en uophørlig feberdrøm af overflødige billeder. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til Auggie, så jeg fortsatte med at vende siderne, mens jeg nikkede påtaget anerkendende. Auggie selv virkede uforstyrret og betragtede mig mens han smilede bredt, men da jeg havde været i gang med det i flere minutter, afbrød han mig pludselig og sagde: ”Du går for hurtigt frem.

Du opfatter det aldrig, hvis du ikke sætter farten ned.”

Han havde selvfølgelig ret. Hvis man ikke giver sig tid til at iagttage, ser man aldrig noget. Jeg tog et nyt album og tvang mig selv til at gå mere omhyggelig frem. Jeg var mere opmærksom på detaljer, lagde mærke til ændringer i vejret, holdt øje med de vekslende lysvinkler efterhånden, som årstiderne skred frem. Til sidst kunne jeg observere små forskelle i trafikken, forudse forskellige dages rytme (arbejdsdages morgenmylder, weekendens relative ro, kontrasten mellem lørdage og søndage), og så, lidt efter lidt, begyndte jeg at genkende ansigterne på folk i baggrunden, de forbipasserende på vej til arbejde, de samme

mennesker på samme sted hver morgen, som levede et kort øjeblik af deres i liv i synsfeltet af Auggies kamera.

Da jeg havde lært dem at kende begyndte jeg at granske deres holdninger, den måde de førte sig fra den ene morgen til den næste, og jeg prøvede at blotlægge deres humør ud fra disse overfladiske tegn, som om jeg kunne skabe historier for dem, som om jeg kunne trænge ind til de usynlige dramaer, der var omsluttet af deres kroppe. Jeg tog et nyt album op. Nu kedede jeg mig ikke længere, var ikke forvirret, som jeg til at begynde med havde været. Auggie fotograferede tid, indså jeg, både naturlig tid og menneskelig tid, og han gjorde det ved at placere sig selv på et lille hjørne af verden og være beredt på at være sig selv, ved at stå vagt i det rum, han havde udset sig. Mens Auggie iagttog mig under dette arbejde, fortsatte han med at smile af glæde. Og så, næsten som om han havde læst mine tanker, begyndte han at recitere en replik fra Shakespeare. ”I morgen og i morgen og i morgen, ” halvt hviskede han, ”det lister sig så småt fra dag til dag.” Da forstod jeg at han vidste præcis, hvad han foretog sig.

Det er mere end to tusind billeder siden. Siden den dag har Auggie og jeg tit diskuteret hans arbejde, men ikke før i sidste uge fandt jeg ud af, hvordan han skaffede sit kamera og i det hele taget begyndte at tage billeder. Det var emnet for den historie han fortalte mig, og jeg bakser stadig med at finde hoved og hale i den.

Tidligere samme uge havde en mand fra The New York Times ringet til mig og spurgt, om jeg ville skrive en novelle, som skulle bringes i avisen Juledag. Min første indskydelse var at sige nej, men manden var meget charmerende og vedholdende, og samtalen sluttede med at jeg sagde, jeg ville prøve.

Men i samme øjeblik jeg lagde på, blev jeg grebet af vild panik. Hvad vidste jeg om julen? Spurgte jeg mig selv. Hvad kendte jeg til at skrive noveller på bestilling? Jeg var fortvivlet i de følgende dage og kæmpede med genfærdene af Dickens, O. Henry og andre af juleåndens mestre. Selve ordet ’julefortælling’ gav mig ubehagelige associationer og fremmanede forfærdelige udgydelser af hyklerisk føleri og vammelhed. Selv når de var bedst, var julefortællinger ikke andet end ønskedrømme, eventyr for voksne, og tag mig fanden om jeg nogen sinde ville tillade mig selv at skrive sådan noget. Og dog, hvordan kunne nogen sætte sig for at skrive en usentimental julefortælling? Det var en selvmodsigelse, en umulighed, en ren og skær gåde.

Man kunne lige så godt prøve at forestille sig en væddeløbshest uden ben eller en gråspurv uden vinger.

Jeg kom ingen vegne. Om torsdagen gik jeg en lang tur i håb om at luften ville klare mine tanker. Lidt over middag gik jeg i kiosken for at forsyne mig, og der stod Auggie bag disken som altid. Han spurgte, hvordan jeg havde det. Uden egentlig at ville det, var jeg pludselig i færd med at læsse alle mine bekymringer af på ham. ”En julefortælling?” sagde han, da jeg var færdig. ”Ikke andet? Hvis du gi’r frokost, min ven, skal jeg fortælle dig den bedste julefortælling, du nogensinde har hørt. Og jeg garanterer at hvert ord i den er sandt.”

Vi gik ned af vejen hen til Jack’s, en trang og larmende frokostcafé med gode pastrami-­‐ sandwich og fotografier af gamle baseball-­‐hold på væggene. Vi fandt et bord bagerst i lokalet, bestilte vores mad og derefter gik Auggie i gang med sin historie.

”Det var i sommeren ’72,” sagde han. ”En knægt kom ind en formiddag og begyndte at stjæle ting i butikken. Han må have været omkring nitten-­‐tyve år, og jeg har aldrig set en ynkeligere tyv i mit liv. Han stod ved reolen med billigbøger på den fjerneste væg, og stoppede bøger i lommerne på sin regnfrakke.

Lige på det tidspunkt var der trængsel ved disken, så til at begynde med så jeg ham ikke, men da jeg

opdagede, hvad han var i gang med, begyndte jeg at råbe op. Han stak af som en kanin, og da det lykkedes mig at komme ud bag disken, var han allerede i fuldt firspring på vej ned ad Atlantic Avenue. Jeg løb efter ham omtrent en halv husblok men opgav det så. Han havde tabt noget undervejs, og da jeg ikke havde lyst til at løbe længere, bukkede jeg mig for at se, hvad det var.

Det viste sig at være hans tegnebog. Der var ingen penge i den, man hans kørekort sad i den sammen med tre-­‐fire snapshots. Jeg kunne vel ha’ ringet til politiet og fået ham arresteret. Jeg havde hans navn og adresse i kørekortet, men for at være helt ærlig, så havde jeg på en måde ondt af ham. Han var bare en luset lille rod, og da jeg havde kigget på de billeder i tegnebogen, kunne jeg ikke føle meget vrede mod ham. Robert Goodwin. Det hed han. På et af billederne, kan jeg huske, stod han med armen om sin mor eller bedstemor. På et andet sad han som ni-­‐ eller tiårig i baseball-­‐uniform og med et stort smil om munden. Jeg nænnede det bare ikke. Han var sikkert på stoffer nu, tænkte jeg. En stakkels knægt fra Brooklyn uden for meget medgang i livet, og hvad betød et par elendige billigbøger?

Så jeg beholdt tegnebogen. Indimellem fik jeg lyst til at sende den til ham, men jeg blev ved med at udsætte det og fik aldrig gjort noget ved det. Så går det hen og bli’r jul, og jeg har ikke noget at ta’ mig til. Chefen inviterer mig for det meste hjem hos sig juledag, men det år var han med familien i Florida for at besøge slægtninge. Så jeg sidder i min lejlighed den morgen og har lidt ondt af mig selv, men får så øje på Robert Goodwins tegnebog, som ligger på en hylde i køkkenet. Jeg tænker: hva’ pokker, hvorfor ikke gøre noget godt for en gangs skyld, så jeg ta’r frakke på og går ud for personligt at aflevere tegnebogen.

Adressen var ude på Boerum Hill, et sted i boligprojektet. Det var iskoldt udenfor den dag, og jeg kan huske at jeg fór vild et par gange mens jeg ledte efter den rigtige bygning. Det hele ligner hinanden derude, og man kan blive ved med at gå det samme sted og tro man er kommet videre. Nå, men jeg finder til sidst den lejlighed jeg leder efter og ringer på. Det sker ikke noget. Jeg tænker at der nok ikke er nogen hjemme, men prøver igen bare for at være på den sikre side. Jeg venter lidt endnu, og lige da jeg skal til at opgi’ det, hører jeg nogen tøfle hen mod døren. En gammel kones stemme spørger hvem det er, og jeg siger, jeg leder efter Robert Goodwin. ’Er det dig, Robert?’ siger den gamle kone, og så åbner hun cirka femten låse og lukker op.

Hun må være mindst firs – måske endda halvfems år. Det første, jeg bemærker ved hende, er at hun er blind. ’Jeg vidste du ville komme, Robert,’ siger hun. ’Jeg vidste du ikke ville glemme bedstemor Ethel til jul.’ Og så slår hun ud med armene, som om hun vil gi’ mig et knus.

Jeg havde ikke rigtig tid til at tænke mig om, forstår du. Jeg var nødt til ret hurtigt at sige noget, og inden jeg vidste af det ku’ jeg høre ordene komme ud af min mund. ’Nemlig, bedstemor Ethel,’ sagde jeg. ’Jeg er kommet for at besøge dig til jul.’ Du må ikke spørge, hvorfor jeg gjorde det. Jeg aner det ikke. Måske ville jeg ikke skuffe hende, eller sådan noget, jeg ved det ikke. Sådan kom ordene bare, og lige pludselig stod denne her gamle kone og omfavnede mig foran døren, og jeg besvarede hendes knus.

Jeg sagde ikke direkte, at jeg var hendes barnebarn. Ikke sådan ligeud, i hvert fald, men det lå i det. Ikke fordi jeg prøvede at narre hende. Det var som om, det var et spil, vi begge havde besluttet at deltage i – uden at det var nødvendigt at diskutere reglerne. Jeg mener, konen vidste jeg ikke var hendes barnebarn, Robert. Hun var gammel og småskør, men ikke så langt ude at hun ikke kunne kende forskel på en fremmed og sit eget kød og blod. Men det gjorde hende glad at lade som om, og eftersom jeg alligevel ikke havde noget bedre at lave, var jeg kun glad for at spille med på det.

Så gik vi ind i lejligheden og tilbragte dagen sammen. Stedet var en ren losseplads, ku’ jeg tilføje, men hvad kan man vente sig af en blind kone, som selv passer hus? Hver gang hun kom med et

spørgsmål om, hvordan jeg havde det, løj jeg for hende. Jeg fortalte hende, at jeg havde fået mig et godt job i en kiosk, jeg fortalte hende jeg skulle giftes, jeg fortalte hende en bunke søde historier, og hun lod som om hun troede på den alle sammen. ’Det var dejligt, Robert,’ sagde hun og nikkede og smilede. ’Jeg har altid vidst det ville gå dig godt.’

Efter et stykke tid begyndte jeg at blive ret sulten. Der så ikke ud til at være ret meget mad i huset, så jeg gik ned i en butik i kvarteret og købte en masse. Stegt kylling, grønsagssuppe, en spand kartoffelsalat, en chokoladekage – alt muligt. Ethel havde et par flasker vin gemt i soveværelset, så i fællesskab fik vi stablet en ret god julemiddag på benene. Vi blev begge to en smule beduggede af vinen, kan jeg huske, og da vi havde spist, gik vi ind og satte os i dagligstuen, hvor stolene var mere behagelige.

Jeg skulle tisse, så jeg undskyldte mig og gik ud på badeværelset. Det var på det tidspunkt det hele igen tog en ny drejning. Det var tosset nok at lave mit lille nummer som Ethels barnebarn, men det jeg nu gjorde var direkte vanvittigt, og jeg har aldrig tilgivet mig selv for det.

Jeg går altså ud på badeværelset, og der ser jeg – stablet op ad væggen ved siden af brusebadet – en bunke med seks-­‐syv kameraer. Splinternye 35 mm kameraer, stadig pakket ind i emballagen, førsteklasses varer. Jeg forestiller mig at det er den rigtige Roberts værk, et gemmested for et af hans seneste tyverier. Jeg har aldrig i mig liv taget et billede, og jeg har afgjort aldrig stjålet noget, men i samme øjeblik jeg ser de kameraer på badeværelset, beslutter jeg, at jeg vil have et af dem selv. Sådan uden videre. Og uden så meget som at overveje det, stikker jeg en af æskerne under armen og går tilbage til dagligstuen.

Jeg kan ikke have været væk i mere end tre minutter, men i løbet af den tid var bedstemor Ethel faldet i søvn i sin stol. Sikkert for meget Chianti. Jeg gik ud i køkkenet for at vaske op, og hun sov gennem al larmen og snorkede som et spædbarn. Jeg synes ikke, der var nogen grund til at forstyrre hende, så jeg besluttede at forsvinde. Jeg kunne ikke engang skrive en seddel og sige farvel, når hun nu var blind og sådan, så jeg gik bare. Jeg lagde hendes barnebarns tegnebog på bordet, tog kameraet og gik ud ad lejligheden. Og så er historien ikke længere.”

”Tog du nogensinde tilbage for at besøge hende?” spurgte jeg.

”Én gang,” sagde han. ”Cirka tre-­‐fire måneder senere. Jeg havde det så skidt med at have stjålet kameraet, at jeg ikke engang havde brugt det endnu. Jeg besluttede til sidst at aflevere det, men Ethel var der ikke længere. Jeg ved ikke, hvad der var sket med hende, men en anden var flyttet ind i lejligheden, og han vidste ikke hvor hun var.”

”Hun døde sandsynligvis.”

”Ja, det gjorde hun vel.”

”Hvilket betyder, at hun tilbragte sin sidste jul sammen med dig.”

”Ja. Sådan har jeg aldrig tænkt på det.”

”Det var en god gerning, Auggie. Det var godt, det du gjorde for hende.”

”Jeg løj for hende, og så stjal jeg fra hende. Jeg kan ikke se, hvordan du kan kalde det en god gerning.”

”Du gjorde hende glad. Og kameraet var alligevel tyvegods. Det er jo ikke sådan, at den person du stjal det fra egentlig ejede det.”

”Hvad som helst for kunsten, hva’ Paul?”

”Det vil jeg ikke sige. Men du har i det mindste gjort god brug af kameraet.”

”Og nu har du din julehistorie, ikke?”

”Jo,” sagde jeg. ”Det har jeg vel.”

Jeg tav et øjeblik og så på Auggie mens et smørret grin bredte sig over hans ansigt. Jeg var ikke helt sikker, men udtrykket i hans øjne i det øjeblik var så mystisk, så ladet med gløden af en indre fryd, at det pludselig slog mig at han havde fundet på det hele. Jeg skulle til at spørge ham, men indså så at han aldrig ville indrømme det. Jeg var blevet narret til at tro ham, og det var det eneste, som betød noget. Så længe der findes én person, der tror på den, er der ingen historier som ikke kan være sand .

”Du er en kammerat, Auggie,” sagde jeg. ”Tak for din hjælp.”

”Sku’ det være en anden gang,” svarede han, mens han stadig stirrede på mig med det vanvittige skær i blikket. ”Jeg mener, hvis man ikke kan dele sine hemmeligheder med sine venner, hvad slags ven er man så?”

”Jeg skylder dig nok en tjeneste.”

”Nej du gør ej. Bare skriv det ligesom jeg fortalte det, så skylder du mig ikke noget.”

”Bortset fra frokosten.”

”Nemlig. Bortset fra frokosten.”

Jeg besvarede Auggies smil med et af mine egne, så kaldte jeg på tjeneren og bad om regningen.

Auggie Wrens julefortælling er oversat fra amerikansk af Jan Bredsdorff efter Auggie Wren’s Christmas Story Copyright: © Paul Auster 1991 Published by agreement with Carol Mann Agency and Licht & Burr Literary Agency, Denmark Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, 2013.