Paul Auster: Auggie Wrens julefortælling

Page 1

PAUL AUSTER Auggie Wrens julefortælling Jeg har denne historie fra Auggie Wren. Da Auggie ikke fremstår så godt i den – i hvert fald ikke så godt som han gerne ville – har han bedt mig om ikke at bruge hans rigtige navn. Bortset fra det, er hele affæren med den tabte tegnebog, den blinde kone og julemiddagen præcis, som han fortalte den til mig. Auggie og jeg har kendt hinanden i næsten elleve år nu. Han ekspederer i en kiosk på Court Street i Brooklyns centrum, og da det er den eneste butik, som fører de små hollandske cigarer jeg kan lide, går jeg ret tit derind. I lang tid bemærkede jeg knap nok Auggie Wren. Han var den underlige lille mand, som altid var iført blå hættetrøje og som solgte cigarer og blade til mig, den spøjse, lille skikkelse som altid havde en kvik bemærkning om vejret, baseball eller om politikerne i Washington, ikke andet. Men så en dag for flere år siden kiggede han tilfældigt i et af butikkens blade og stødte på en anmeldelse af en af mine bøger. Han vidste det var mig, fordi anmeldelsen var ledsaget af et portræt, og derefter ændredes vores forhold. For Auggie var jeg ikke længere bare en kunde; jeg var blevet til en prominent person. De fleste folk var stort set ligeglade med bøger og forfattere, men det viste sig at Auggie anså sig selv for at være kunstner, og da han nu var trængt ind til hemmeligheden om hvem jeg var, tog han mig til sig som en allieret, en fortrolig, en våbenfælle. Helt ærligt fandt jeg det ret pinligt. Så kom, næsten uundgåeligt, en dag hvor han spurgte, om jeg havde lyst til at se hans fotografier. I betragtning af hans entusiasme og velvilje syntes jeg ikke, jeg kunne afslå. Guderne må vide, hvad jeg ventede. Sidst af alt det, Auggie næste dag viste mig. I et lille, vinduesløst værelse i bagbutikken åbnede han en papkasse og tog tolv ens, sorte fotoalbum frem. Dette var hans livs arbejde, sagde han, og det tog ham ikke mere end fem minutter hver dag at gøre det. hver morgen i de forløben tolv år havde han stillet sig på hjørnet af Atlantic Avenue og Clinton Street præcis klokken syv, og havde taget et enkelt farvefoto af nøjagtig samme udsigt. Projektet var nu løbet op i flere end fire tusind billeder. Hvert album repræsenterede et nyt år, og samtlige billeder var sat op i rækkefølge, fra 1. januar til 31. december, med datoerne omhyggeligt noteret under hvert enkelt. Mens jeg bladede gennem albummene og begyndte at granske Auggies arbejde, anede jeg ikke, hvad jeg skulle mene. Mit første indtryk var, at det var det særeste og mest forvirrende jeg nogensinde havde set. Alle billederne var ens. Hele projektet var et lammende stormløb af gentagelser, den samme gade og de samme bygninger om og om igen, en uophørlig feberdrøm af overflødige billeder. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til Auggie, så jeg fortsatte med at vende siderne, mens jeg nikkede påtaget anerkendende. Auggie selv virkede uforstyrret og betragtede mig mens han smilede bredt, men da jeg havde været i gang med det i flere minutter, afbrød han mig pludselig og sagde: ”Du går for hurtigt frem. Du opfatter det aldrig, hvis du ikke sætter farten ned.” Han havde selvfølgelig ret. Hvis man ikke giver sig tid til at iagttage, ser man aldrig noget. Jeg tog et nyt album og tvang mig selv til at gå mere omhyggelig frem. Jeg var mere opmærksom på detaljer, lagde mærke til ændringer i vejret, holdt øje med de vekslende lysvinkler efterhånden, som årstiderne skred frem. Til sidst kunne jeg observere små forskelle i trafikken, forudse forskellige dages rytme (arbejdsdages morgenmylder, weekendens relative ro, kontrasten mellem lørdage og søndage), og så, lidt efter lidt, begyndte jeg at genkende ansigterne på folk i baggrunden, de forbipasserende på vej til arbejde, de samme


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.