Page 1

CHARLOTTE LANGKILDE

F OTO: T HOMAS A.

G ENNEM OLUFFAS HISTORIE fortælles også om den spæde industrialisering i Danmark, hvor driftige iværksættere som Oluffas mand skabte baggrunden for det Danmark, vi kender i dag. Ved Søren Christian Brandts tidlige død i 1905 opkøbte Oluffa størstedelen af aktierne i klædefabrikken og styrede den videre med sikker hånd. Samtidig brugte hun en stor del af sin velstand på Odenses fattige og på anden form for socialhjælp og var også på den måde forud for sin tid.

Oluffa

CHARLOTTE LANGKILDE (f. 1950) er forfatter og selvstændig translatør. Hun er uddannet translatør og tolk i engelsk og fransk fra CBS og har en eksamen i statskundskab fra Paris. Har bl.a. arbejdet som fast tolk for den danske regering i Danmark og udlandet samt drevet egen translatørvirksomhed, der oversatte årsberetninger og andet materiale for mange danske virksomheder. Efter mange års research udgav hun i 2013 Bedraget – Sagen om Nordisk Fjer, som blev en stor bestseller.

OLUFFA ER FORTÆLLINGEN om en markant dansk kvindeskikkelse, der endte som hovedaktionær i Brandts Klædefabrik i Odense. Oluffa Dahlerup Brandt voksede op i fiskerlejet Tórshavn på Færøerne som datter af den danske amtmand. Det var i hendes barndom, øerne omsider dukkede frem af tørverøg, klipfisk og århundreders isolation, og hendes opvækst prægede hende for livet.

Oluffa FRA TÓRSHAVN TIL BRANDTS KLÆDEFABRIK

Charlotte Langkilde Lindhardtogringhof.dk

”Oluffa var min farmors mor og døde, fem år før jeg blev født. Alligevel var hun gennem mange fortællinger nærværende igennem min barndom, hvor hun blev omtalt med kærlighed og respekt. Der kom smil i øjnene, når der blev talt om Oluffa. Det fascinerede mig, at hun gennem en lang årrække så tydeligt havde været familiens overhoved, for hun levede i en tid, da samfundet var altovervejende patriarkalsk. Hun fik først stemmeret til kommunalvalg som 58-årig, til Rigsdagen som 64-årig.” Fra forfatterens forord


Charlotte Langkilde

Oluffa FR A TÓRSHAVN TIL BR ANDTS KLÆDEFABRIK

LINDH A R DT OG R INGHOF


Charlotte Langkilde Oluffa Fra Tórshavn til Brandts Klædefabrik © 2016 Charlotte Langkilde & Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet.dk med portræt af Oluffa malet af Bertha Wegmann i 1907. (Privateje) Forsats: Tórshavn med kirken og Tinganes. (Privateje). Eftersats: Villa Brandt (Odense Bys Museer) Redaktion: Anne Mette Palm Bogen er sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-54029-9 1. udgave, 1. oplag 2016 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont

Værket er blevet til med støtte fra Statens Kunstråds Litteraturudvalg.


Indhold Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 1937 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 Kapitel 1:

Barndom i Tórshavn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15

Kapitel 2:

Oluffas forældre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 36

Kapitel 3: Opvækst og ungdom i Odense . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 48 Kapitel 4:

Brandts Klædefabrik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66

Kapitel 5:

En forfærdelig sag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 76

Kapitel 6:

Brødrene Brandt – driftighed og kærlighed . . . . . . . . . 87

Kapitel 7:

Rammerne fyldes ud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103

Kapitel 8:

Brydningstid . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 112

Kapitel 9:

Villa Brandt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 128

Kapitel 10: Brødrene går hver sin vej . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 147 Kapitel 11: Hverdag i Villa Brandt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 161 Kapitel 12: Sygdom . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 183 Kapitel 13: Et liv og en epoke ebber ud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 193 Kapitel 14: Begravelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 211 Kapitel 15: En dynastisk løsning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 225 Kapitel 16: Livet går videre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 241 Kapitel 17: Verdenskrigen – og det endelige slag mod fagforeningerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 252 Kapitel 18: Familieliv omkring verdenskrigen . . . . . . . . . . . . . . . . 278 Kapitel 19: Fart på . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 292 Kapitel 20: Alderdom . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 306 Kapitel 21: Befrielse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 323 Epilog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 331 Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 339

Anvendt litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 343


»Der skal en bred ryg til at bære gode dage.« oluffa brandt, f. dahlerup, 13. august 1904


8


Forord

D

er er ikke mange andre end efterkommerne og nogle arkivnørder, der i dag kender til Oluffa Dahlerup, der blev født i Tórshavn i 1851 som datter af den danske amtmand, og som i 1884 giftede sig med Odenses store industrimand Søren Christian Brandt. Og dog var hun i sin samtid en af Danmarks mest markante kvinder, som for alvor gjorde en forskel igennem sin 93 år lange levetid. I 2001-2002 fik hun en plads i det danske kvindebiografiske leksikon, men ellers er der langt imellem omtalerne. Måske er det ikke så mærkeligt – der skulle meget til i Oluffas tid, før kvinder fik et officielt eftermæle. Oluffa var min farmors mor og døde, fem år før jeg blev født. Alligevel var hun gennem mange fortællinger nærværende igennem min barndom, hvor hun blev omtalt med kærlighed og respekt. Der kom smil i øjnene, når der blev talt om Oluffa. Det fascinerede mig, at hun gennem en lang årrække så tydeligt havde været familiens overhoved, for hun levede i en tid, da samfundet var altovervejende patriarkalsk. Hun fik først stemmeret til kommunalvalg som 58-årig, til Rigsdagen som 64-årig. Med tiden bemærkede jeg, at selv folk, der kun havde mødt Oluffa en enkelt gang, havde en klar erindring om hende og selv på årtiers afstand kunne fortælle præcise detaljer, som afslørede en kolossal respekt. Det var, som når folk havde mødt kongen og resten af deres liv kunne fortælle ordret, hvad han havde sagt til 9


dem. I min skole i Odense havde lærerne talt om villaen på Hunderupvej, som var i en klasse for sig og byens mest overdådige privatbolig. Den var opført af Oluffa og hendes mand; jeg havde mange gange besøgt hendes datter og svigersøn, som flyttede ind i villaen efter hendes død, og som boede der til 1970. Jeg var også en kort overgang den lykkelige ejer af en diminutiv aktiepost i Brandts Klædefabrik, som jeg som ung studerende solgte igen. Jeg begyndte at arbejde mig ind på Oluffa gennem et billede malet af Bertha Wegmann, som jeg havde arvet. Her så jeg en venlig, ligefrem kvinde, der udstrålede en klippefast ro. Der er hverken usikkerhed eller tvivl i hendes blik, som hun sidder ene, men stærk på vej ind i sin tredje alder. Jo mere jeg lærte hendes ansigt at kende, jo mere nysgerrig blev jeg efter at lære hende at kende som person. Hvem var hun, og hvordan havde hun kunnet sætte et så markant aftryk på sin tid og sin eftertid? Det førte til samtaler med de få, der endnu levede og havde kendt hende, og med hendes efterkommere. Jeg lånte papirer og billeder fra slægtninges skuffer og skabe og samlede brudstykker af hendes liv som brikkerne i et puslespil. Og blev mere og mere forundret og nysgerrig. Efter nogen tid erkendte jeg, at min rejse med Oluffa måtte begynde på Færøerne, hvor hun blev født. Da jeg rejste dertil, åbenbarede der sig en verden, jeg ikke havde drømt om. Det gjaldt ikke mindst beskrivelserne og fornemmelsen af det ludfattige, middelalderlige Tórshavn, der havde dannet rammen om hendes opvækst 160 år tidligere. I de lokale arkiver fandt jeg en mængde oplysninger fra den tid; oplysninger om husstanden, billeder af det Tórshavn, hun havde levet i, beretninger om livet på hendes tid. Lidt efter lidt gik det op for mig, hvor meget livet på de forarmede øer havde været med til at forme hendes karakter. Jeg troede længe, at min historie om Oluffa skulle være en far10


datter-historie, men historien om faderens arbejde på Færøerne voksede sig efterhånden så stor, at jeg måtte udskille den som en selvstændig fortælling og arbejde videre med Oluffa som hovedperson i sit eget liv. Historien om Oluffa er blevet til i de danske og færøske arkiver, i Rigsarkivet og Det Kongelige Bibliotek, i Stadsarkivet i Odense, i Odense Bys Museer, i slægtninges arkivkasser og i samtaler med efterkommere fra Strib til Costa Rica. Eksempelvis er den indledende fortælling om hendes dåb stykket sammen af oplysninger fundet i Landsarkivet i Tórshavn, i Rigsarkivet i København, ved samtaler på universitetet i Tórshavn og et besøg i Tórshavn Kirke og af den fysiske oplevelse af dåbskysen, som jeg har siddet med i hånden hos den slægtning, hvor den var endt. I arkiverne lå også mange brudstykker af fortællingen om Brandts Klædefabrik, en af landets første industrivirksomheder, som Oluffas mand og svoger drev frem til at blive en af de største. Klædefabrikken spiller en stor rolle i fortællingen om Oluffas liv, og det var derfor af afgørende betydning, da jeg af Jenny Mengel fik tilladelse til at læse direktør Aage Mengels dagbøger i Stadsarkivet i Odense, hvor de er båndlagt i 70 år. De er fra 1903 og frem skrevet på engelsk og derfor gengivet i min oversættelse. Mengels dagbøger fortæller både om Oluffa og om hans egen dagligdag og overvejelser som direktør for Brandts Klædefabrik. Derigennem har det været muligt at belyse især den tumultariske tid omkring 1918-1920 fra ledelsens side, som hidtil primært har været beskrevet fra arbejdersiden i Brandt-arbejdernes bog om Brandts Klædefabrik. Blandt andre væsentlige kilder er Oluffas breve til datteren Gisela, hvoraf ca. 70 er bevaret, og hendes udførlige rejsedagbøger fra 1897 til 1927. Fortællingen om Oluffas fars barndom stammer især fra hendes farbror admiral Dahlerups erindringer, som blev udgivet efter hans død. Historien om moderens barndom er hentet i stamtavlen over familien Schram. Jeg har endvidere benyt11


tet de stamtavler, der er udarbejdet om familierne Dahlerup og Mengel. Beskrivelserne af fagforeningskampene og verdenskrigene er baseret på efterladte skrifter fra Oluffa, private breve, Aage Mengels dagbøger, Brandt-arbejdernes bog om fabrikken og fabrikkens jubilæumsbog. Selv om jeg så vidt muligt har søgt at verificere oplysningerne, har det ikke været muligt i alle tilfælde. Historien om Oluffa er samtidig historien på godt og ondt om Danmarks vej ind i industrialiseringen og om nogle af de markante mennesker, der har været med til at skabe det land, vi kender i dag. Det er historien om mændene omkring Oluffa, fordi det var dem, der udadtil havde magten og æren. Men først og fremmest er det historien om en kvinde, der i en tid, hvor kvinderne ellers spillede en tilbagetrukken rolle, for alvor gjorde en forskel. For at lette tilgangen har jeg valgt at justere gamle stavemåder til nutidig stavemåde. Og selv om der endnu ikke var et færøsk skriftsprog, da Oluffa i sin barndom boede i Tórshavn, har jeg gennemgående skrevet færøske ord og navne på færøsk for at give fortællingen størst mulig autenticitet.

Charlotte Langkilde Charlottenlund, september 2016

12


1937

O

luffa var blevet gammel. Med værkende lemmer gik hun omkring i det store hus i Odense og tog elevatoren, som hun havde fået installeret, i stedet for trappen. Børnebørnene var blevet store; de fleste var i gang med deres uddannelse, nogle var allerede gift og havde selv fået børn. Det meste af dagen sad hun i stuen i Villa Brandt og læste og broderede, eller hun skrev breve, oftere og oftere med sekretæren Elin som mellemled. Om sommeren sad hun i haven og talte med nogle af de mange gæster, der kom på besøg, og gerne om sin barndom på Færøerne i 1850’erne, som havde prentet sig i hendes hukommelse – fjeldene, der rejste sig af havet, de små gyder i Tórshavn, som nærmest var stier, spændingen, når der kom skib, og hun fulgte, hvordan det huggede sig gennem bølgerne ind mod havnen. Hun havde en stor kærlighed til sin barndoms øer, men hun kunne også se, hvor tilbagestående der havde været. »I skulle have set det offentlige lokum i Tórshavn,« fortalte hun leende. »Folk sad på stribe ved havnen og passiarede livligt, mens fodgængerne passerede forbi!« Træk og slip lå endnu mange årtier fremme. Som alderen satte sig i hendes krop, vendte hun oftere og oftere tilbage til barndommens Tórshavn. Hun nynnede stumper af kvad, hun engang havde hørt; ordene havde hun glemt, og hun forstod dem heller ikke længere. Hun så Gongin og Tinganes for sig med de små huse og et sejlskib på reden ved Eystaravág 13


(Østrevåg), hørte råbene fra fiskerne, der lå nedenfor med deres både. Hvad var der blevet af dem alle sammen? Hvordan så der ud på havnen nu, hvor motordrevne skibe for længst havde afløst robåde og sejlskibe? Var der stadig larm nede fra værtshuset ved stranden? Hvad var der blevet af klipfiskepigerne og deres børn, som arbejdede i det kolde vand? Jo mere hun tænkte på barndommens gyder og deres folkeliv, des mere tog minderne farve og fylde. Hun tænkte på sin far og den modgang, han havde mødt, og følte sig samtidig fyldt af taknemmelighed over al den kærlighed, hun var blevet mødt med midt i Tórshavns dybe armod, de seje mennesker, der havde fundet et overskud til at give hende et kærligt smil og et venligt ord. Nu var de døde, for længe siden, ligesom hendes forældre og Søren Christian, hendes bror, onklerne og tanterne, fætrene og kusinerne. Hun var ved at være den eneste, der var tilbage i sin generation. Fyldt af scenerne fra havnen og gyderne og hjemmet i Tórshavn kom tanken til hende at styrke forbindelsen bagud til barndomslandet. Besøge øerne kunne hun ikke, dertil var hun for gammel, men hun kunne gøre noget til gavn for befolkningen, for de udslidte kvinder, der havde skrubbet fisk på havnen, for kvinderne, som barnepigen havde fortalt hende om på deres ture rundt i byen. Nogle dage senere ringede hun til sin advokat og bad ham skrive et brev til Tórshavn Kommune.

14


K A P IT E L 1

Barndom i Tórshavn

D

er kom bud fra pastor Djurhuus, kort før amtmand Dahlerup og hans kone skulle af sted til dåben i Tórshavn Kirke. Det var klokkeren, der kom med besked om, at hvis amtmanden ønskede klokkeringning og orgelspil ved datterens dåb, skulle det betales særskilt. Det samme gjaldt for resten også alterlysene, som det kostede ekstra at få tændt. Det var i sidste øjeblik gået op for pastor Djurhuus, at hverken klokker eller organist var blevet tilkaldt, og han kunne nok regne ud, at amtmanden ikke ville synes om at få sin datter døbt uden. Dahlerup havde ellers i god tid truffet aftale med præsten og degnen om afholdelse af dåben denne søndag den 21. september 1851, men et eller andet var åbenbart gået galt i kommunikationen. Pastor Djurhuus forklarede siden, at han gik ud fra, at amtmanden vidste besked, men det gjorde amtmanden ikke. Han kendte heller ikke til, at der kunne ringes med to slags klokker ved Tórshavn Kirke, fattigklokken og den store klokke. Som gode kristne har Carl Emil og Cathrine Dahlerup set frem til begivenheden og lagt mange tanker i den. Som faddere havde de valgt de lokale danskere – sorenskriver (dommer) Rehling, handelsforvalter Kauffeldt fra Den Kongelige Færøske Handel, revisor Davidsen fra amtmandens kontor, en madam Galschiøt, der var en slægtning til sorenskriveren, og en enkelt færing i form af en jomfru Djurhuus. Cathrine havde syet en drøm af en dåbs15


kjole med en kyse i den fineste sarte batist og tyl og med broderier af en sådan kvalitet, at den i dag opbevares på Nationalmuseet. Alt var klar til den store dag. Med buddet fra pastor Djurhuus blev dåbsceremonien reddet i sidste øjeblik, og dåbsbarnet kunne sove trygt fra det meste af hurlumhejet på sin mors arm, mens orglet brusede, klokkerne bimlede, og alterlysene blafrede omkring hende. Midt i det hele fik hun navnet Oluffa Kirstine Dahlerup. Pastor Djurhuus så på barnet gennem sine runde briller, Cathrine tog kysen af hende, og så samlede Djurhuus vand op i håndens bue fra den gyldne døbefont med billedet af Jomfru Marias bebudelse i bunden. Forsigtigt hældte han det over barnet isse, mens han døbte hende i faderens, sønnens og helligåndens navn. Navnet Oluffa havde forældrene valgt, fordi barnet blev født den 1. august, lige efter Olaifesten den 29. juli, og amtmanden og hans kone var ikke mere fjerne og danske, end at de i et brus af færøskhed og som et minde om festdagen kom deres nye hjemstavn i møde med det norrøne navn Oluffa – den retfærdige. Om forældrene har kendt til, at navnet Oluffa rakte langt tilbage i den færøske historie, er ikke til at vide, selv om amtmanden interesserede sig for øernes historie. Sagaerne fortæller om Naddoddur fra de tidligste bosættelser på øerne, hvis søn eller sønnesøn giftede sig med en kvinde ved navn Olufa. Navnet havde været brugt på øerne siden asernes tid, da nornerne spandt det nyfødte barns skæbnetråd. Det er småt med direkte oplysninger om Oluffas barndom. Men et enkelt personligt brev fra amtmanden til hans bror har overlevet og giver et glimt ind i amtmandshjemmet i vinteren 1851-1852. Det var endnu i sejlskibenes tid, og skibsfarten mellem Danmark og Færøerne var for længst indstillet for vinteren, fordi det var for farligt at sejle på det nordlige Atlanterhav fra november til starten af april. Igennem hele vinteren var øerne isoleret fra om16


Det kan være svært at forstå, hvor farligt livet kunne være på Færøerne i Oluffas barndom. Rejser mellem øerne foregik med robåde, der kunne monteres med sejl, når vejret tillod det. Hvis man skulle fra Suðuroy til Tórshavn – hvis man f.eks. havde behov for at søge læge – betød det en rotur på 40 kilometer over det nordlige Atlanterhav. Mange forulykkede på de farlige rejser, og når en båd forulykkede, var besætningen fortabt, da fjeldene de fleste steder står lodret op af havet. (Nationalmuseet)

verdenen. Amtmanden havde dog siden sin ankomst i 1849 søgt om og fået bevilget først en, så to vinterforbindelser fra Lerwick på Shetlandsøerne 300 kilometer mod sydøst. I Lerwick kunne man tage bestik af det lokale vejr og sende et skib af sted, når vejret tillod det. Det er ikke svært at sætte sig ind i, at skibsankomster har været en sensation i Tórshavn, hvor skibene bogstavelig talt ankom, som vinden blæste. Rejsen mellem København og Tórshavn kunne 17


selv om sommeren tage alt fra en god uge til tre uger alt efter vind og vejr. Det var med god grund, at en færing, der førte en logbog over skibsankomster og skibsafgange, skrev »Gud ham ledsage« ud for passagerernes navne. Det var ikke bare farligt, men også dyrt at rejse, og da handelen blev drevet af et kongeligt monopol, var der ikke nogen forretningsmæssige interesser, der kunne få færingerne til at rejse ud. Når man læser beskrivelserne fra den tid, var de rejsende færinger mest unge, der skulle til Danmark for at studere, og præster på vej på orlov eller tilbage igen. Med telegraf- og telefonforbindelser årtier ude i fremtiden udgjorde skibsforbindelsen hele livsnerven til omverdenen, og med vinterforbindelsen til Lerwick tog øerne omsider et første skridt ud af den ellers totale vinterisolation. Selv om sommeren gik der uger imellem, at en skonnert anløb havnen, og hele Tórshavn trængtes på bryggen for at høre nyt og i det hele taget få mest muligt ud af begivenheden. Men tilbage til vinteren 1851-1852, hvor det første af de to bevilgede postskibe fra Lerwick ankom lige før jul. For havnefolkene, som Tórshavns indbyggere blev kaldt, betød det breve og forsendelser udefra, og hos amtmanden væltede det ind med embedspost, pengeforsendelser og nyheder fra familien, aviser, Rigsdagstidende og postordretøj til Oluffa. Der var læsestof til langt ind i det nye år. Efter nytår var det tid at skrive breve, inden skibet skulle returnere til Lerwick. Den 5. januar 1852 skrev amtmanden et brev til sin halvandet år yngre bror, den »velærværdige hr. pastor W. Dahlerup, sognepræst til Ærøskøbing«, hvor han fortæller spontant om stort og småt og følger engageret med i broderens liv i Ærøskøbing. Interessen for den kæmpestore Dahlerup-familie lyser ud af brevet; han længes efter familien og erkender, at hverken han eller Cathrine finder livet på de barske klippeøer helt nemt. »Min kone og jeg lever her ved det gamle,« fortæller han, »men Cathrine har i vinteren været plaget en del af gigt.« De uforbe18


holdne lyspunkter er den lille datter, der på dette tidspunkt er fem måneder gammel, og et familiebesøg nogle måneder tidligere. »Vort lille pigebarn vokser og trives gudskelov, så det er en lyst; hun kommer lykkeligvis til at ligne sin moder ganske og aldeles,« skriver han og beder broderen fortælle sin syvårige søn Sophus om den lille ubekendte kusine. »Måske det ikke behøver at vare så mange år, inden han kan lære hende at kende,« fortsætter han håbefuldt. »Du kan tro kærlingen min og jeg ofte taler om, hvor yndigt det kunne være, om du var præst her; men nu er det dog bedre for dig, det ville være synd at ønske dig fra det smilende Ærø op til vore mørke, barske øer.« Amtmanden takker for broderens brev dateret den 10. november, som har nået ham til juleaften sammen med aviserne fra Danmark. »Du kender vel ikke til, hvad det vil sige at måtte i måneder vente efter breve og budskab fra den øvrige verden,« skriver han. »Det var mig en sand glæde af de breve, jeg fik fra Danmark, at se, at familien har det vel.« Også de danske aviser savner han og i særlig grad Rigsdagstidende. Han har hørt, at »de søde landsmænner har helt travlt med mig, det er nogle pokkers mennesker, kunne de nu ikke lade os stakkels klippeboere være i fred?«, skriver han, solidarisk med de lokale. Til sidst nogle få bemærkninger om familiens sociale liv i Tórshavn. I julen har han og Cathrine haft et stort selskab, og han har også selv været rundtomkring til selskaber. Alene, for Cathrine ammer, i hvert fald kan hun ikke gå fra sin lille pige om aftenen. Derfor har de også kun få selskaber og indskrænker sig til søndag aften på skift at have sorenskriver Rehlings og et par andre til middag, eller de spiser hos sorenskriveren. Dahlerup virker som en mand, der hviler i sig selv og er glad for kone og barn, om end han længes efter familien i Danmark. Han føler sig isoleret, men er hyggelig og social og accepterer sin lod med selvfølgelighed. Cathrine er igen med i første række, da han beklager, at hun ikke har skrevet en hilsen til broderens nye 19


kone – broderen er for nylig blevet gift igen, efter at hans første kone døde nogle måneder efter at have født Sophus. »Hils din mig ubekendte kone tusinde gange fra min kone og mig,« skriver han. »Dersom Cathrine var artig, burde hun skrive til hende. Men hun må være undskyldt denne gang; næste gang skal jeg nok prøve med hende.« Oluffas forældre var en slags expats i en verden, som hun selv blev en del af. Hun voksede op med dansk derhjemme ved middagsbordet og med færøsk hos pigerne i køkkenet, hos legekammeraterne og blandt færingerne på indkøb i monopolhandelens krambod. I børnehøjde bestod hendes verden først og fremmest af handelsforvalter Kauffeldts datter Camilla, som hun var jævnaldrende med, Camillas søskende og sorenskriverens lidt yngre børn og nogle af de færøske børn. Hendes far havde et nært venskab med Tórshavns sysselmand (politi- og toldembedsmand) Müller, hvis børneflok blev født i årene efter Oluffa. Hun har lært de endeløse kvad at kende og danset og sunget med på omkvædene, når der blev danset kædedans. Hun har været længe oppe til Ólavsøka – Olaifesten, der startede med, at en procession gik gennem byen med hendes far i spidsen og markerede Lagtingets åbning. I kirken har hun siddet længst fremme sammen med forældrene på deres faste pladser, lyttet til pastor Djurhuus og set mænd i rundpuldede huer og færødragt og med ansigter indrammet af skæg; og hun har betragtet deres koner i lange skørter og uldne trøjer strikket så fint og ensartet, at det er svært at forstå, at det var muligt, med blanke sølvknapper ned foran. Som alle andre børn, der er vokset op i et hus med hushjælp, har hun tilbragt meget tid i køkkenet og folkestuen med at lytte og har fået pigernes fortællinger ind under huden. Hun har siddet på tørvekassen i køkkenet og tegnet i rudens dug, indtil for­ tællingerne blev så spændende, at hun måtte vende rundt og lytte 20


for at få det hele med. Hun er vokset op med den magiske verden, der blev foldet ud i køkkenet, med fortællingerne om huldrefolk og álvar, der færdedes usynlige for mennesker på mark og eng, om dværgfolket i højene og hjemmenes gode vættrar. I Oluffas barndom florerede folketroen endnu, og den kunne suge ethvert barn ind i sin magiske verden. På havet omkring Færøerne var der havmænd i bådene, og de døde gik igen. De var venligtsindede og kunne nogle gange varsle om onde begivenheder, som man skulle tage sig i agt for. Både på havet og i land vrimlede det med magi og regler. Når man havde slagtet et får, måtte man ikke vaske hænderne bagefter, men skulle tørre dem i fårets uld. Man måtte ikke gå med bare fødder i kornmarken, for så fik man en bar mark om efteråret, og man måtte ikke pege under grindefangst og slet ikke tisse i havet, for så dykkede grindeflokken. Og præsten og kvinderne skulle holde sig væk, når der kom grind, bådene skulle dreje med solen, når de stod ud, og når man fiskede, måtte man ikke fløjte, ikke pege og ikke tælle og slet ikke rense båden eller fiskekassen om bord, for rensekosten var til stor fare for fiskelykken. Men skulle nogen gøre eller sige noget, der kunne få en uheldig virkning, kunne man ophæve den ved omgående at slå hans næse til blods. Hvis man fik mareridt, skulle man synge en sang, som fik maren til at forsvinde: Marra, marra, minni

Mare, mare minne

ert tú her inni,

er du herinde,

minnist du ikki slagið tað

mindes du ikke slaget som

ið Sjúrður Sigmundarsson gav tær

Sigurd Sigmundsson gav dig

á granarbeinið á sinni?

på næsebenet dengang?

Amtshuset med amtmandens kontor indeholdt også familiens bolig. Huset lå for sig selv på klipperne i byens østlige ende, lidt hævet over byen og med den fri natur bagved, hvor fårene græs21


Fra amtshuset til venstre var der vid udsigt over Tórshavns Østrevåg (­Eystaravág) og skibene på reden, mens Tinganes er skjult bag huse og klipper til højre. Billedet er taget af sysselmand Müller, som Oluffas far havde et tæt samarbejde med. (Føroya Fornminnissavn)

sede på grønsværen mellem klipperne. Uden om huset og haven var der et højt stengærde, og i havens vestlige og sydlige del voksede nogle af byens få træer – ahorn, seljerøn og lærk – foruden nogle løgplanter, asters og andre stauder. I haven havde amtmanden sat en gynge op, som Oluffa holdt af at svinge sig i. Til embedet hørte også et lille landbrug, Álaker (Ålekjær), som forsynede familien med mælk, kød og kartofler. Bortset fra kirken, monopolets bygninger og det gamle lagtingshus var amtshuset byens største og var med sit skifertag et af de få uden græstag. Det adskilte sig også fra byens øvrige huse ved at være malet gråt, mens de fleste andre huse var tjæret røde eller brunsorte. Da Dahlerup i 1850 skulle giftes med Cathrine, havde han fået tilladelse til at udvide det oprindelige hus, så der blev plads til 22


en familie. Det var det muliges kunst, for på grund af terrænet kunne man ikke boltre sig frit. Huset endte med at have en grundplan nærmest som et græsk kors eller kirken i Kalundborg – om end det på alle måder var anderledes ydmygt – og strakte sig med knopskydninger i alle retninger. For at komme fra byen op til amtshuset skulle man passere en træbro, der førte over åen, lige før den løb ud i stranden, og derfra gå ad en stejl sti op til huset; eller man kunne vælge at følge en anden sti op langs åen, der løb langs stengærdet vest for huset, til man kunne gå over nogle planker og igennem en låge i stengærdet ind til amtshusets have. Fra amtshuset var der udsigt til halvøen Tinganes, der med sine ældgamle smøger og småhuse, det gamle lagtingshus og monopolhandelens bygninger var byens hjerte. Alting var småt, afstanden fra amtshuset til havnen og bykernen omkring Tinganes var i fugleflugt højst 200 meter. Da Oluffa boede i Tórshavn, var der i hele byen kun 800 indbyggere ud af øernes samlede befolkningstal på 8.000-9.000. De øvrige boede spredt i bygder på de 18 beboede øer. Overalt ernærede man sig som i de foregående århundreder ved landbrug med fårehold, lidt korn, høslæt, kartofler og køer, lidt fiskeri, fuglefangst, indsamling af fugleæg og fremstilling af strikvarer af fårenes uld. Fiskeriet var endnu begrænset, ikke mindst fordi det var vejrafhængigt og foregik fra robåde, der i gunstigt vejr kunne forsynes med sejl. Befolkningen levede på et eksistensminimum, hvor fangsten af grindehvaler, fuglefangst og mælken fra familiens ko udgjorde forskellen mellem trivsel og mangel. Rigtige veje var der ingen af, bortset fra at amtmanden havde sat gang i et anlæg ud mod tørvegravene vest for byen, så tørven kunne transporteres med kærrer i stedet for at blive hentet af havnefolkene i tremmekasser båret på ryggen med en uldrem over panden. Færingerne havde nakker og rygge af stål af al deres 23


Det var i åen, der løb langs amtshuset, at Tórshavns tøj blev vasket, og ofte var der en vældig palaver fra kvinderne, der mødtes omkring deres vask. (Nationalmuseet)

bæren; selv en gammel morlil var i stand til at bære hø i mængder, som enhver uden øvelse ville give op over for. Skulle man uden for Tórshavn, foregik det med robåd eller gående igennem landskaber med klipper og mosedrag. I stedet for stier tog man pejling af varder af opstablede sten. De små færøheste blev sjældent brugt til ridning, tilsyneladende fordi de kunne skride på klippeunderlaget; i stedet blev de brugt til transport og fulgte pænt i hælene på deres ejer, belæsset med tremmekurve på begge sider. For at stå fast på stier og klipper gik færingerne med húðaskógvar – kohudsmokkasiner, der blev bundet med bånd omkring anklen og underbenet; børnenes mokkasiner, der blev kaldt ro24


tuskógvar, var fremstillet af fåreskind. Når det var vådt, stak de mokkasinerne i træskoene. Læderstøvler var ikke bare kostbare, men også usikre, fordi de let gled på de glatte klipper, og gummistøvler lå endnu årtier fremme i tiden. Tórshavns smøger var stejle og fulgte terrænet op og ned og drejede nogle gange skarpt til siden, så man stod med en afgrund foran sig med et hustag i bunden. Når det havde regnet, rislede der små elve ned over klipperne, som forsvandt igen, så hurtigt som de var kommet. Enkelte steder, hvor vandløbet var stabilt, var der anlagt små vandmøller til maling af korn. Oluffa voksede op med Tórshavns fattigdom, med daglejere, småhåndværkere og klipfiskepiger, der fra februar rensede fisk i det iskolde vand. De børstede og skar med knive, til alle blodpletter og hinder var fjernet, og fisken var ren og hvid. Nogle gange brugte de en overskåret trætønde med et vaskebræt i til at skrubbe og skure fisken ren. Det må have gjort indtryk på Oluffa, at de nogle gange havde deres børn med til at hjælpe. Når de var færdige med en portion, blev den lagt i pres i en stabel. Efter et par dage flyttede de med en båre fiskene hen til det sted, hvor de skulle bredes ud til tørring. På gode dage lå de hvide fisk på hver en ledig klippestump på stranden og i byen, ja, selv på rælingen af bådene og på hustagene. For kvinderne var klipfiskearbejdet stort set den eneste vej til indtjening bortset fra uldarbejdet og livet som tjenestepiger. Arbejdet var vådt og koldt, og specielt tidligt på året, når de isnende byger passerede, kunne det være slemt. Men kvinderne så det tilsyneladende som en mulighed. Med fiskeskællene glimtende på ærmerne arbejdede de hurtigt og sikkert i det kolde vand med valne, revnede hænder. Undertiden tog de en pause og stod med hænderne stukket ind under uldtrøjen for at varme dem. Tórshavn havde en militær forlægning, Skansen, med 36 jægere. Hver morgen og hver aften marcherede to jægere ledsaget af en 25


hornblæser op til amtshuset, hvor de gjorde honnør for amtmanden, mens hornblæseren truttede godmorgen eller godaften. Jægerne var fra deres fremskudte position på Skansen de første, der fik øje på ankommende skibe, som de omgående meldte til amtmanden. Så ledsagede de amtmanden til havnen og roede ham ud til skibet, hvor han tog imod skibets last af post og pengeforsendelser. Jægerne havde også til opgave at ro amtmanden omkring til de andre øer på embedsrejser, og om natten patruljerede de i byen i deres jernbeslåede sko, så de kunne høres gennem de snævre gyder fra den ene ende af byen til den anden. De fleste indbyggere boede på Tinganes, hvor sejlskibene lå på reden i vigen, og herfra roede lastdragerne ud i både efter de mindre varer, mens de større blev løftet med en vippekran på kajen. Med fødderne solidt plantet på trædestene bar dragerne tremmekasser med varer fra bådene ind til planken, der førte i land. Herfra førte en klippeskråning op til en rødmalet port ud for østsiden af Tinganes, der markerede indgangen til byen, og derfra blev varerne båret videre til monopolhandelen. Inde bag porten på Tinganes, hvor ingen byplanlægger nogensinde havde sat sine ben, fortsatte livet, som det havde været levet i århundreder. Hér lå et hus tæt ved vandet, så det var i ly for stormene, men blev ramt af havsprøjt i stedet; dér lå et hus oppe på klippen på afstand af vandet, men blev i stedet udsat for stormens hærgen. For et barn har Tinganes med sine småhytter og trange smøger, hvor overraskelserne ventede bag hvert et hjørne, været et magisk sted. Det var her, man gik hen, når man skulle sælge sine varer, og det var her, monopolhandelen lå med sin krambod og sine pakhuse, indtil den blev nedlagt i 1856. Derefter overtog købmænd de gamle bygninger, og nye boder med tøj og brød og andre varer skød op i de små gyder. Neden for amtshuset, tæt på vandet, lå værtshuset, hvorfra der lød råb og bægerklang. O veralt i denne middelalderkulisse pilede børn omkring og forsvandt i tåge og tørverøg omkring hushjørnerne, mens 26


Efter grindedrab blev det uundværlige hvalkød og hvalspækket fordelt efter nøje retningslinjer, her på havnen i Tórshavn. (Nationalmuseet)

mødre og tjenestepiger fejede skidtet væk fra får og geder og ænder, der gik frit omkring. Køerne brølede fra kældrene i vinterhalvåret, hvor møddingerne dunstede, og blev trukket ud på fællesgræsningen i foråret. Fra de slidte hytter dampede det fra madgryderne, der udsendte en duft af fisk og kød. På hustagene kunne man ofte se høns, der pikkede efter insekter i græstørven. Når der havde været grindebud på øerne, kom mænd med store skæg og grindeknive i bæltet roende med båden fyldt med hvalmaver med hjemmekogt tran, som de slæbte op til monopolhandelen. Mange gange blev de hængende over en flaske 27


brændevin for at fejre deres held og gensynet med Tórshavn. Fra handelens tranlager udgik en ram lugt, der blev hængende i træværket, selv når årets sidste tønder var afskibet. Men indenfor i kramboden var der dufte nok til et eventyr – nelliker og kardemomme, kaffe og te, stofruller, skråtobak og brændevin kæmpede om overtaget. Når der kom skib, løftede vippekranen tømmer og tønder med salt i land og bar, foruden hvalskeletter til brug for gødning i England, tønder med tran og klipfisk den modsatte vej, ud på skibet. Lastdragerne bar mængder af uldne trøjer og hoser om bord, som blev strikket i hjemmene igennem vinteren og solgt til monopolhandelen med henblik på eksport. I de mørke vintermåneder, hvor der ikke kom skibe, hændte det, at man hørte usynlige mænd synge et sted inde bag byens røgslør og så mænd med læber, der formede lydløse ord, blive båret hjem på stiger. I de yderste bygninger på Tinganes, hvor monopolhandelen holdt til, havde handelsforvalter Kauffeldt sin bolig. Bag bygningerne lå klipperne, hvor børn sprang omkring, og fårene græssede i de små fordybninger, hvor det i foråret væltede op med gule engkabbelejer. Det var her, Oluffa besøgte handelsforvalter Kauffeldts datter Camilla. Fra spidsen af Tinganes kunne de følge livet i havnen, når hele byen samledes på bryggen for at se og høre nyt og allerede på afstand diskuterede, hvem de få passagerer på Havfruens dæk kunne være. De har set til, når Oluffas far i sin amtmandsuniform gik om bord i jægerdetachementets blåmalede båd med splitflag i agterstavnen og med taktfaste åreslag under overjægerens kommando blev roet ud til skibet; de har fulgt ham med øjnene op på skibet, i samtale med kaptajnen og tilbage igen med robåden fyldt med postsække og forsendelser til amtshuset. Og de har fulgt med, når bonden fra Stóra Dímun i den tidlige sommer lagde til med båden fyldt med årets høst af lomvieæg, og han stod glad i båden mellem de spættede æg og byttede dem med skillinger. 28


For Oluffa som for alle Tórshavns andre børn har Tinganes været et eventyr. Men for hendes far var Tinganes, ja hele Tórshavn, samtidig en hovedpine, for han frygtede, at en brand ville gøre det af med hele byen. Frygten var velbegrundet, for husene var næsten alle bygget af træ, og i hvert eneste var der et åbent ildsted. Han sørgede for et brandvæsen, men var godt klar over, at det ville være umuligt at sætte ind i de små stejle gyder, hvor der mange steder var så smalt, at to personer ikke kunne passere hinanden. Og så opfordrede han ellers til, at nye huse skulle bygges af sten ligesom nogle af de gamle bygninger. Oluffa så under sin opvækst på de fjerne øer, hvor vanskelige livsvilkårene var. Fattigdommen var massiv, de sociale problemer ligeså, og som om det ikke var nok, var øerne underlagt et klima, der kunne tage pippet fra de fleste. Når vinterstormene meldte sig med en buldren i fjeldet, skyndte man sig indendørs og lukkede døre og vinduer tæt til. Når stormen med et brøl nåede byen, gik vindstødene gennem huset, al luft blev presset sammen, lysene gik ud, alt knagede og bragede, og småsten blev slynget mod ydervæggene, så det lød, som blev der skudt med hagl mod huset. Udenfor væltede stormen folk, der ikke var nået inden døre, folk blæste ned fra fjeldet, og ude i bygderne surrede bønderne tagene, der i forvejen blev holdt på plads af store sten, fast med skibskæder og tove flettet af hø med sten i enderne, så de ikke blæste bort. Nogle gange vågnede man efter en storm op til væltede broer og bortskrællet jordsmon, så den nøgne klippe stod tilbage. Men hjemme i amtmandsboligen var der lunt og hyggeligt, og i denne fattige og tilbagestående del af verden har Oluffa været et privilegeret barn. Både amtmanden og hans kone sørgede for, at hun fik en god og tryg opvækst med kærlighed i mængder. Hun havde en mor, der havde tid til at tage sig af hende, og forældre, der gav sig tid til at tale med hende. Hun har fået fortalt historier 29


Det var i roykstóvan – røgstuen – at kvinderne lavede mad omkring ildstedet. Om aftenen var det samlingsstedet, hvor der blev lavet husflid, spundet garn, strikket og fortalt historier. I det vinduesløse rum med en lyre i loftet til røgen var der bænke langs væggene, hvor familien sov. Efterhånden som familierne blev mere velhavende, blev der bygget en såkaldt glasstue til – en stue med vinduer og ofte alkover langs væggene. I Oluffas barndom så mange hjem endnu ud som på billedet. (Nationalmuseet)

og har hørt om Danmark og om sin familie, om bedsteforældre og onkler og tanter og fætre og kusiner. Men for de lokale var hun den lille fint klædte pige i amtshuset. Mens arkiverne bugner af oplysninger om amtmand Dahlerups virke på Færøerne, er der intet at finde om hans kones liv på øerne, og kun en enkelt beretning har overlevet til i dag. En dag i den første tid, efter at Cathrine var kommet til øerne, hørte hun glade 30


stemmer og latter fra køkkenet og besluttede efter mange overvejelser at gå derud for at få del i munterheden. Men i det øjeblik, hun åbnede døren, forstummede latteren. Flov over at have overtrådt en grænse trak hun sig tilbage. Historien siger noget om livet for de medfølgende hustruer i udkanten af riget. Med en ekstremt arbejdsom mand og uden en selvstændig funktion ud over rollen som hustru og mor til Oluffa og bestyrer af husholdningen, som næppe har kunnet fylde hendes tid ud, har tilværelsen for Cathrine været ensom på lange stræk. Da hun ikke beherskede det lokale sprog og var begrænset af det sociale lag, hun tilhørte, har hendes omgangskreds først og fremmest været de øvrige danske kvinder i Tórshavn i form af sorenskriverens og handelsforvalterens koner. Det har krævet sin kvinde at finde sig til rette. Oluffas far var en travl mand, og det er nærmest ubegribeligt, hvad han præsterede af arbejde igennem sine år i Tórshavn. Han virkede i en brydningstid, hvor store dele af verden stod forslået tilbage efter 1848-revolutionerne, og en uro nåede efterhånden også de fjerne øer. At Dahlerups virke har været op ad bakke med megen modvilje og mange problemer, har givetvis præget hjemmet, og han har været oprigtigt taknemmelig over at have Cathrine ved sin side og Oluffa som hjemmets lille lyspunkt, som det fremgik af brevet til broderen. Alt tyder på, at diskussionerne mellem forældrene om de vanskelige forhold er blevet ført uden for Oluffas hørevidde, men med barnets evne til at sanse stemninger har hun ikke kunnet undgå at fornemme, når tingene var svære. Familiens liv ændrede sig, da Dahlerup i 1855 opstillede og blev valgt til det danske landsting som upolitisk repræsentant for Færøerne. Det betød, at de rejste til Danmark i oktober 1855 og tilbage til Tórshavn ind i det nye år, som skibslejlighed og arbejde tillod det. For amtmanden var rejsen til Landstinget i 1855 den første tur til Danmark, siden han i september 1850 rejste dertil for at blive gift. Det ser heller ikke ud til, at han siden sin tiltrædelse 31


i juli 1849 har holdt nogen form for ferie. Efter valget pendlede han mellem de to hverv, så godt det lod sig gøre med de sparsomme forbindelser. At amtmanden og Cathrine har været glade for muligheden for at tilbringe noget tid i København og gense deres familier, hvor børn og børnebørn myldrede frem, er der ingen tvivl om. Samtidig kastede amtmanden sig over sit nye arbejde i Landstinget. Midt i al denne trivsel blev Cathrine gravid igen, og da fødslen nærmede sig, lejede amtmanden en lejlighed i Dronningens Tværgade i København, hvor Cathrine kunne bo sammen med Oluffa frem til fødslen. Det stod klart, at den ville finde sted i august 1857, mens han selv som formand for Lagtinget var nødt til at deltage i samlingen i Tórshavn. Cathrine og Oluffa blev i København, og da fødslen nærmede sig, tog de ud til præsteboligen i Stenløse vest for København, hvor Carl Emils svoger, Joachim Vilhelm Bang, som i sin tid havde viet dem, var præst. Her nedkom Cathrine den 21. august med en lille dreng. Amtmanden så først sin søn, da han kom til København for at deltage i Landstingets efterårssamling. Denne gang var der ingen færøsk eufori, da barnet skulle navngives; forældrene valgte at kalde ham Joachim Vilhelm Bang Dahlerup efter svogeren, som nu stod fadder til deres barn. Gudmødre var Dahlerups søster, gift med dåbspræsten, og deres datter; fadderne talte tre af amtmandens brødre foruden Cathrines bror. Oluffa, der livet igennem var tæt knyttet til sin bror, har været godt tilfreds med, at seks års tilværelse som enebarn var slut. Omkring samme tid har hun startet sin skolegang, der enten har været på en pigeskole i København eller med en privatlærerinde i hjemmet. At det ikke har været muligt at finde hendes navn på de mest oplagte skolelister, tyder på, at familien har haft en privatlærerinde ansat. Oluffa har med sin pendlen mellem den pulserende og velstående hovedstad og den ludfattige lilleputby Tórshavn set to verdener 32


så forskellige, som man næsten kan forestille sig inden for samme rige og kulturkreds. Hun er vokset op med to sprog, to nationer, to livsformer, ja, to fuldkommen forskellige universer. På Færøerne var hun datter af den øverste embedsmand, af nogle ironisk kaldt vicekongen, i København druknede hun i mængden. Hen over sine ni år på Færøerne oplevede hun den modernisering af øerne, som fandt sted igennem faderens amtmandstid. Det var i den tid, dampskibsforbindelsen blev etableret, der blev taget initiativ til en sammenlægning og omlægning af de sønderdelte jordlodder, Lagtinget blev genindført som halvt amtsråd, halvt politisk forsamling, og et nyt lagtingshus bygget; der kom kommuner, monopolhandelen blev nedlagt, skolesystemet kom efterhånden ind i en god gænge, en realskole blev opført, og der kom flere læger til øerne. Der blev også gjort forsøg med moderne dyrkningsformer i landbruget, fiskeriet tog til, en borgerstand begyndte at vokse frem, og velstanden i samfundet blev øget. Men set i børnehøjde var Tórshavn stadig lillebyen med jægerkorps og klipfiskepiger, lastdragere og almue i Tinganes’ smøger. De to verdener har for et tænksomt barn som Oluffa betydet en udvidelse af horisonten og en fornemmelse af menneskers forskellige og mange gange vanskelige lod, som skulle blive en ledetråd hele hendes voksne liv. Mens amtmandstiden de første år var forløbet nogenlunde roligt, opstod der problemer, efter at Lagtinget blev genoprettet med amtmanden som født formand. Her kom han blandt andet til at sidde sammen med mere end halvdelen af øernes præster, som ikke var til sinds at give slip på deres hidtidige magt. Blandt de øvrige medlemmer udmærkede en enkelt, der også var valgt til Folketinget for Færøerne, sig ved både på Færøerne og i Folketinget at fyre en ubeskrivelig mængde ubehageligheder af vendt mod alt, hvad der var dansk, og især amtmanden. Udtalelserne forblev oftest uimodsagte, eftersom folketingsmedlemmerne og danskerne i det hele taget var uvidende om de færøske forhold. Men når færingerne ef33


terfølgende kunne læse i avisernes referater fra Rigsdagen og i de giftige anonyme breve, som den samme politiker indsendte til aviserne, hvilke skurke amtmanden, handelsforvalteren og andre var, var der lagt i kakkelovnen til en hed sæson i Lagtinget. Dahlerup gav siden udtryk for, at det at være amtmand i Tórshavn nok var en uheldigere stilling, end nogen anden ligestillet embedsmand beklædte i nogen som helst anden dansk provins. I Lagtinget begyndte nogle af medlemmerne allerede i den første samling i 1852 at udvandre, når der var noget, de var utilfredse med. Under Lagtingets samling i 1860 udvandrede et så stort antal medlemmer, at tinget ikke længere var beslutningsdygtigt. Oluffas færøske barndom sluttede efter lagtingssamlingen i efteråret 1860, da hun var ni år, og faderen rejste tilbage til Danmark for at deltage i Landstingets samling. Da familien gik om bord på briggen Tjalfe for at sejle hjem, rakte en færing Oluffa en pose med en sølvmønt i. Det var en gave, hun huskede hele livet. På sejlturen tilbage til København gjorde skibsfolkene stads af hende. Mange år senere fortalte hun, hvordan matroserne havde svøbt hende i Dannebrog og lagt hende op i skibsankeret, da skibet den 16. oktober drejede om Kronborg og sejlede ind i Øresund. Det var en entré, der var kong Skjold værdig, som det fortælles i den danske mytologi og i Grundtvigs vise. Året efter, i december 1861, overrakte en deputation af færinger amtmanden en gave med inskriptionen »som tegn på deres højagtelse og tak«, som det fremgik af Fyens Stiftstidende. Som de foregående år flyttede familien ind på hotel d’Angleterre og fortsatte kort efter til en lejlighed i starten af Vesterbrogade, hvor de tilbragte vinteren og foråret 1861, mens Dahlerup passede sit arbejde i Landstinget. Efter hans 11 år som amtmand på Færøerne var det under alle omstændigheder tid at se sig om efter et andet arbejde, og efter sammenstødet i Lagtinget var der ingen vej udenom. Amtmand ville han ikke være en gang til, 34


ifølge overleveringen fordi amtmandsstillinger i selve kongeriget var forbundet med store udgifter til repræsentation og selskabelighed, som amtmanden selv måtte afholde, og det var han som uformuende ikke i stand til. I stedet kredsede han om muligheden for at blive herredsfoged, en stilling, der forenede politimesterembedet med dommerembedet og dermed reelt udgjorde en kortslutning af magtens tredeling. Med et herredsfogedembede i en større by kunne han komme videre på en god måde med et interessant og ansvarsfuldt arbejde. Han diskuterede sin situation med Frederik VII, som han havde et fortroligt forhold til. Bekendtskabet skulle være startet, da han som ung nybagt jurist bistod ved Christian VIII’s kroning i Frederiksborg Slotskirke; og det fortsatte, da Frederik VII som kronprins opholdt sig som guvernør på Fyn i starten af 1840’erne, mens den jævnaldrende Dahlerup var ansat i byens administration. Kongen undrede sig over Dahlerups planer og mente, at herredsfoged var et underligt ønske. Men Dahlerup stod fast, og i juli 1861 tiltrådte han embedet som herredsfoged i Odense, der med sine 17.000 indbyggere var Danmarks næststørste by. Da familien flyttede ind i deres nye hjem i Frue Kirkestræde i kvarteret bag domkirken i centrum af Odense, var der minder fra Færøerne overalt. I spisestuen stod et mahognibord, som amtmanden havde fået fremstillet på Færøerne af drivtømmer, og på væggen hang et billede af amtshuset i Tórshavn malet i naivistisk stil af en slægtning på besøg hos Dahlerups forgænger. Den store armstol med hestehårsbetræk, som han hver dag havde sovet middagslur i, stod i hans kontor, og i skuffer og på reoler kunne man finde kunstfærdigt udskårne grindeknive og billedrammer med dekorationer af hvalben, der forestillede en ottemandsfarer, fiskekroge og grindespyd. Cathrine havde sørget for Færøtrøjer til Oluffa og Vilhelm til adskillige års forbrug. Nok stod der nu Odense på familiens adresse, men en del af dens sjæl forblev i Tórshavn. 35


䠀䄀刀  䐀唀  䰀夀匀吀  吀䤀 䰀  䄀吀  䰀였匀䔀  嘀䤀 䐀䔀刀䔀㼀 䬀�䈀  䈀伀䜀䔀一  䠀䔀刀


CHARLOTTE LANGKILDE

F OTO: T HOMAS A.

G ENNEM OLUFFAS HISTORIE fortælles også om den spæde industrialisering i Danmark, hvor driftige iværksættere som Oluffas mand skabte baggrunden for det Danmark, vi kender i dag. Ved Søren Christian Brandts tidlige død i 1905 opkøbte Oluffa størstedelen af aktierne i klædefabrikken og styrede den videre med sikker hånd. Samtidig brugte hun en stor del af sin velstand på Odenses fattige og på anden form for socialhjælp og var også på den måde forud for sin tid.

Oluffa

CHARLOTTE LANGKILDE (f. 1950) er forfatter og selvstændig translatør. Hun er uddannet translatør og tolk i engelsk og fransk fra CBS og har en eksamen i statskundskab fra Paris. Har bl.a. arbejdet som fast tolk for den danske regering i Danmark og udlandet samt drevet egen translatørvirksomhed, der oversatte årsberetninger og andet materiale for mange danske virksomheder. Efter mange års research udgav hun i 2013 Bedraget – Sagen om Nordisk Fjer, som blev en stor bestseller.

OLUFFA ER FORTÆLLINGEN om en markant dansk kvindeskikkelse, der endte som hovedaktionær i Brandts Klædefabrik i Odense. Oluffa Dahlerup Brandt voksede op i fiskerlejet Tórshavn på Færøerne som datter af den danske amtmand. Det var i hendes barndom, øerne omsider dukkede frem af tørverøg, klipfisk og århundreders isolation, og hendes opvækst prægede hende for livet.

Oluffa FRA TÓRSHAVN TIL BRANDTS KLÆDEFABRIK

Charlotte Langkilde Lindhardtogringhof.dk

”Oluffa var min farmors mor og døde, fem år før jeg blev født. Alligevel var hun gennem mange fortællinger nærværende igennem min barndom, hvor hun blev omtalt med kærlighed og respekt. Der kom smil i øjnene, når der blev talt om Oluffa. Det fascinerede mig, at hun gennem en lang årrække så tydeligt havde været familiens overhoved, for hun levede i en tid, da samfundet var altovervejende patriarkalsk. Hun fik først stemmeret til kommunalvalg som 58-årig, til Rigsdagen som 64-årig.” Fra forfatterens forord

Profile for L&R / Carlsen

Oluffa - læseprøve  

OLUFFA er fortællingen om en markant dansk kvindeskikkelse, der endte som hovedaktionær i Brandts Klædefabrik i Odense.

Oluffa - læseprøve  

OLUFFA er fortællingen om en markant dansk kvindeskikkelse, der endte som hovedaktionær i Brandts Klædefabrik i Odense.