det skulle koste at få nogen til at skubbe mig ud foran et tog. Jeg havde fået et arbejdslegat og det var den sum jeg havde til mit forehavende. Han lo ad mig da jeg fortalte, hvad jeg kunne betale. Hvem ville risikere sit liv i frihed for den slags småpenge? spurgte han mig og hvis jeg nogensinde ville forstyrre ham igen måtte jeg hoste op med hundrede gange den sum. Da jeg gik derfra skammede jeg mig som en hund. Hvem var jeg? Hvor var jeg endt og hvordan kunne jeg komme væk derfra? Jeg koncentrerede mig om børnene. Jeg lavede mad fra bunden og havde dem hos mig så meget som muligt. Men tiden hos mig var noget der skulle overstås. De ældste ville hele tiden hjem til deres far. Når de var hos ham havde vi bedre kontakt over telefonen og det var en trøst, selv om bebrejdelserne altid var der. Det var min skyld. Det var mig, der havde splittet os. De yngste ville gerne være hos mig og jeg fik lov at være tæt på dem og opfylde alle deres ønsker med noget der lignede glæde. Jeg var god med de små og dårligere med de ældste, som krævede rigtige svar på deres spørgsmål. Ikke mine fingerede svar. Jeg var ikke til stede med hele mig, men blev trukket ned i det ingenmandsland, hvor der ikke syntes nogen muligheder for et rigtigt liv. Det var et stort problem at jeg ikke turde sørge. Jeg vægrede mig ved at fremstå som den taber jeg var. Ingen tårer. Det var okay, sagde jeg til mig selv. Jeg ønskede jo heller ikke hans måde at tage afstand på. Det var i og for sig sandt, men det var endnu mere sandt at jeg var forstenet.
13
Oktoberbarn_indhold_trykklar.indd 13
17/12/19 6:51 PM