Page 1

Af forfatteren til Velkommen til Amerika

Undervejs i forløbet kæmpede hun med angsten for at miste sin hukommelse og adgangen til sine minder. Oktoberbarn er et fortvivlet opgør med det psy­kiat­riske behandlingssystem og på samme tid en krystalklar skildring af afgørende vendepunkter og begivenheder i forfatterens eget liv – barndom, ungdom, ægteskab, forældre­skab og skilsmisse.

»Linda Boström Knausgårds prosa bevæger sig suggestivt mellem flere verdner. Hun skriver – ›som en drøm‹. Det er uhyggeligt, det er gribende. Og jeg er vildt betaget af det.« Aftonbladet

LI N DA B OSTRÖM K NAUSGÅ R D debuterede som digter i 1998. Hendes første roman, Helioskatastrofen (2013) blev belønnet med Mare Kandre-­prisen. Romanen Velkommen til Amerika (2016) var nomineret til Augustprisen og er oversat til 13 sprog.

»Linda Boström Knausgård skriver med sit karakteristiske sproglige drive, et slags tilbageholdt åndedræt.« Svensk a Dagbladet

isbn 978 -87- 11 - 98082-8

9 788711 980828

LI NDA BOSTRÖM K NAUSG Å R D OKTOBE R BA R N

jasmin storch

I perioder mellem 2013 og 2017 led forfatteren af svær depression og var tvangsindlagt på en psykiatrisk afdeling, hvor hun gennemgik en række elektrochokbehandlinger.

OKTOBER BARN LINDA BOSTRÖM KNAUSGÅRD Roman

Lindhardt og Ringhof

Mere af Linda Boström Knausgård


Oktoberbarn er oversat fra svensk efter Oktoberbarn Copyright © 2019 Linda Boström Knausgård All rights reserved Dansk copyright © 2020 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Published by agreement with Copenhagen Literary Agency ApS, Copenhagen Omslag: Lars Sundh Omslagsfoto: © Lyudmila 2509/shutterstock.com, 2019 Bogen er sat med Minion og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-98082-8 1. udgave, 1. oplag

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Oktoberbarn_indhold_trykklar.indd 4

17/12/19 6:51 PM


Linda Boström Knausgård

OKTOBERBARN

På dansk ved Charlotte A.E. Glahn

Lindhardt og Ringhof

Oktoberbarn_indhold_trykklar.indd 3

17/12/19 6:51 PM


J

eg ville ønske jeg kunne fortælle alt om fabrikken. Det kan jeg ikke længere. Snart husker jeg ikke længere mine dage og nætter, eller hvorfor jeg blev født. Alt hvad jeg kan sige er at jeg var der i forskellige lange perioder mellem 2013 og 2017, og at de udsatte min hjerne for så meget strøm at de var sikre på jeg ikke ville kunne skrive det her. Først intensivt i en serie af tolv behandlinger. Det var det ord de anvendte. Et ord der neutraliserede deres virksomhed og som skulle mindske frygten for indgrebet. De sagde at behandlingen var skånsom, at man kunne sammenligne den med at genstarte en computer. De benyttede sig vitterlig af den slags usle billeder. Det var et sprog skabt af dem der tror at man på den måde kan lindre et menneskes lidelse og de var så vant til det at et indgreb blev forvandlet til noget man glemte lige så ubesværet som sin seneste løgn. De foretog tyve indgreb om dagen. Disse samlebånds-arrangementer var kronen på værket i en business uden tilsyn. Her hærgede man frit og man kunne altid forklare en afhopning med at han eller hun ikke reagerede på behandlingen. I de tilfælde talte man i stedet stolt om resultaterne. De udelukkede enhver sprække af kontakt med den virkelige verden. De var så bange for at blive undersøgt at de gav patienten skylden for alt. Hun var uhåndterlig.

5

Oktoberbarn_indhold_trykklar.indd 5

17/12/19 6:51 PM


Han var allerede alt for fremskreden. Hun var desperat. Den gamle kvinde var kroniker og hørte til i en anden tid, hvor hun fredfyldt kunne leve sammen med andre ligesindede i en tilværelse tilpasset deres formåen. Tre timers udgang i parken og en sygeplejerskes hænder som aldrig klandrede hende noget. Den tid var forbi og ingen ville have en kroniker på sin afdeling. Alle ville fremvise resultater og resultaterne fik man ved hjælp af den så populære elektrochokbehandling, der var svaret på hvert individs plager. De solgte deres behandlinger til patienter der ikke kunne andet end at tro på hvad overlægen sagde på den korte tid, der var sat af til samtaler. Ti minutter en gang om ugen, ingen plads til spørgsmål. De besværlige fik højere strømstyrke. Det vidste alle. Jeg havde en svaghed indeni og overalt i mit væsen som gjorde at jeg opholdt mig en del på dette sted. Jeg var blevet udsat for strøm adskillige gange. Jeg vidste alt om behandlingen. Klokken fem om morgenen kom en sygeplejerske ind på værelset for at gøre klar til drop. Man vidste på måden de tog i dørhåndtaget på om det ville gøre ondt eller ej. Zahid var altid bange for at føre nålen ind, så han missede altid og begyndte at svede i det lille værelse. Det var måske ikke så underligt at han stak forkert for lamperne i værelset afgav kun et svagt lys. Hvordan de andre fandt blodet i mine årer virkede som et mirakel i dette daggrysmørke. Til sidst satte Zahid nålen på håndryggen, hvor blodårerne ses tydeligst, men hvor det er mest smertefuldt for patienten at blive stukket. Åbnede søster Maria døren vidste man, at det slet

6

Oktoberbarn_indhold_trykklar.indd 6

17/12/19 6:51 PM


ikke ville kunne mærkes. Nålen gled ind uden smerte og hun modtog mange taknemmelige smil som tak. Aalif huggede nålen ind. Han ramte altid og det var man trods alt taknemmelig for, selv om hugget gjorde så ondt at smerten for en stund udviskede den virkelighed man befandt sig i. Der var dem der stak flere gange uden at ramme rigtigt, blodårerne smuttede altid til side for dem. Det mærkelige var at det altid var de samme blodårerne smuttede for og nogle stak uden først at sige til. I de tilfælde skreg jeg af smerte. Jeg havde brug for at forberede mig på nålens indtrængen. Høre: Nu stikker jeg, så jeg kunne ånde ud når nålen trængte igennem og derved trylle smerten væk, eller i hvert fald gøre den håndterbar. Når nålen var på plads tapede de en lille pakke fast med en infusion, spulede igennem med kogesalt for at kontrollere at der var tilførsel så sovemidlet senere havde fri passage, både til de kropslige funktioner og til sindet som straks gav op. En total kapitulation. Men først. Vejen dertil. Man måtte aldrig gå derhen alene. En plejer fulgte altid med og som regel var det Aalif, der hentede mig. Jeg kunne godt lide Aalif. Ham var der ikke noget i vejen med. Han kom fra varmere himmelstrøg og var flygtet fra krigen. Vi gik de små tyve meter sammen. Først ud fra afdelingen, derefter tre skridt til venstre ind i den korte tunnel der førte til fabrikken.

Vi sad på rad og række i et venteværelse, os som skulle behandles og vores følgesvende. Tempoet var højt derinde. De

7

Oktoberbarn_indhold_trykklar.indd 7

17/12/19 6:51 PM


havde styr på tingene. Det lykkedes dem som jeg tidligere har fortalt at klemme tyve stakler ind hver morgen. Vi sad i venteværelset og jeg sagde for det meste ingenting, men hvis blodet flød lidt hurtigere talte vi om Aalifs land. Jeg spurgte ham om krigen og om det ikke var forfærdeligt at være i det her land hvor ingen sad udenfor om aftenen og hvor de samtaler der blev ført kun handlede om hvorvidt man var en, man kunne regne med, eller om man var en man ikke kunne regne med. Aalif gjorde en bevægelse som betød hvad skal man gøre og sagde: Det er bedre her. Bedre for familien. Som regel sad jeg bare og stirrede på døren, der med jævne mellemrum blev åbnet og en nydelig blond lægestuderende med hvide tænder råbte et navn og så blev man enten siddende på bænken i venteværelset eller også rejste man sig op hvis det var ens eget navn der var blevet råbt op og gik ind i lokalet sammen med sin følgesvend. Vel inde i rummet var der ikke tid til at tøve. Op på briksen. Narkoselægens: Har du spist eller drukket noget i dag? Har du nogen løse tænder? Blodtrykket blev målt mens sygeplejersken fæstnede elektroderne på det øverste af brystet og i panden. Derefter kom den studerende med ilten som skulle indåndes for at tilføre mere ilt til hjernen. Narkoselægen fortalte at man snart ville sove og så blev det kolde sovemiddel sprøjtet ind i blodet gennem det tidligere anlagte drop. Det var som at drikke mørke.

8

Oktoberbarn_indhold_trykklar.indd 8

17/12/19 6:51 PM


Hvad der siden skete mens man sov har Aalif fortalt mig. Først sætter de tandbeskytteren ind, så man ikke bider sig selv i tungen. Noget muskelafslappende sprøjtes ind for at forhindre kroppen i at flyve rundt på briksen. Derfor var man nødt til at øge strømstyrken for at kunne fremkalde en krampe. Og så gik det ellers hurtigt med strømmen. Strømmen som de satte deres lid til. Strømmen som frelste lægerne. Strømmen som uden bivirkninger skulle medføre den lindring som ingen medicin kunne give. Strømmen som i et par sekunder og op til et minut fremkaldte det krampeanfald der var selve nøglen til en vellykket behandling. Hvad der skete når krampeanfaldet var ovre vil jeg fortælle om en anden gang, men jeg kan sige så meget som at alle vi patienter lå på smalle brikse ved siden af hinanden, så tæt at vi næsten rørte hinanden. Hver og én i sit eget mørke i en søvn som ikke er til at begribe. Der lå vi og sov bag et forhæng. Det var vigtigt at den patient der trådte ind i rummet ikke så de sovende. Det var vigtigt ikke at skræmme nogen før denne skånsomme behandling, men jeg havde alligevel mange gange fået øje på de sovende og tanken om at jeg snart skulle ligge der som en af de mange, uvidende om hvad der skete med mig, skræmte mig mere end selve strømmen. At der sidenhen var store flader af tid jeg ikke huskede tog ingen sig af. Hukommelsestabet blev sat op mod effekten af behandlingen. Og hvad vejer minder? Hvordan måler man dem? Hvordan vurderer man minder? Minder havde lav

9

Oktoberbarn_indhold_trykklar.indd 9

17/12/19 6:51 PM


status på fabrikken. De ville hellere give dig fire uger med strøm, end at du skulle vakle rundt på afdelingen i månedsvis. Det var en berusende følelse for dem der arbejdede med menneskets yderkanter endelig at kunne fremvise resultater og dermed blive budt ind i det bedre selskab. Jeg var forfatter på det her tidspunkt. Et sølle erhverv. Ingen lettelse. Ingen lindring. Ingen hvile. Ingen glæde. Kun stærke erindringer om det sted, hvor jeg havde siddet og skrevet, fantasier og ord, som indimellem ramte rigtigt. Jeg skrev så sjældent at det nærmest var latterligt at kalde sig forfatter men det gjorde jeg ikke desto mindre. Forfatter var mit andet valg. Min første valg var at blive skuespiller, hvilket jeg forsøgte på i min tidlige ungdom. Mit talent var ujævnt. Jeg kunne være rigtig god en aften, helt fri på scenen og så oplevede jeg en næsten ubeskrivelig lykke. Der fandtes ingen ord for den lethed. At være fri og alligevel vide hvad der kommer til at ske. Beskyttet blandt de andre, men alligevel min egen. Det var paradis på jord. Alligevel følte jeg ikke at det var mit eget valg. Ikke min erobring. Min mor havde opdaget faget og til slut ville jeg ikke følge hende. Det var også uudholdeligt med teateret de aftener hvor jeg sagde mine replikker uden lethed som en talentløs nybegynder og med angsten som eneste selskab. Jeg var klar over at man ikke kunne være så ujævn i skuespillerfaget. Fornuften sagde mig at jeg burde fravige min drøm og vælge det der altid havde været der. At skrive. Jeg skrev mere i min barndom end jeg gør nu. Jeg har ingenting at sige. Jeg befinder mig også i en slags krise. Ikke

10

Oktoberbarn_indhold_trykklar.indd 10

17/12/19 6:51 PM


blot behandlingerne og dagene frem og tilbage på gangene men jeg er helt uden forsvar. Jeg er alene med mig selv. Jeg har ingen venner i byen jeg bor i og min mand har forladt mig. Han blev træt af at være den der førte alle samtaler med børnene ved bordet. Han lavede særlig meget sjov med dem for at skjule at jeg aldrig sagde noget. Ikke ved måltiderne og heller ikke ellers. På nær når jeg talte som om der ingen ende var på ordene. Jeg var meget væk. Opholdt mig meget her på hospitalet. Min sygdom trak os alle ned. Det var en tilværelse han ikke ønskede. Kærligheden blev til en kløende trøje man kun har lyst til at tage af. Når blot man er fri for trøjen er alt godt igen. Jeg bad ikke i de år. Glemte jeg at bede om livslang kærlighed? Kan jeg give min forsømmelse skylden for noget? Hvorfor passede jeg ikke bedre på mig selv i vores liv sammen? Jeg ved det ikke. Du ved hvor mange forskellige stemninger jeg rummer på samme tid. Det blev værre hen imod slutningen. Jeg vælger at se dette nye som en prøvelse fra Gud. I gymnasiet skrev jeg to store opgaver, en om Sofokles og en om Bibelens Job. Jeg tror jeg er kommet ind i Jobs tidsalder. Pligt, arbejde og en lukket himmel.

En dag befandt jeg mig alene i et hus og vidste ikke hvordan jeg skulle fortsætte mit liv. Jeg var værdiløs fordi

11

Oktoberbarn_indhold_trykklar.indd 11

17/12/19 6:51 PM


ingen elskede mig og jeg ikke kunne klare noget som helst. Ensomheden var så stærk og jeg kunne ikke finde ud af hvordan jeg skulle leve mit liv selv, så jeg blev en der levede ingens liv. Jeg var ingen. Lod selvfølgelig som om jeg levede, men det gjorde jeg ikke. Jeg fantaserede om at jeg kunne forsvinde eller dø for egen hånd, men så det lignede en ulykke. Jeg søgte på nettet efter hvordan man bedst kunne iscenesætte en ulykke. Uden at jeg husker det må jeg også have spurgt på nettet hvordan man får fat i et våben, for US Army sendte mig en besked og det første de skrev var: ”You can’t stand all this freedom.” Og det havde de jo ret i. Denne form for frihed var ikke noget for mig. Det andet de skrev var at jeg for en net sum kunne købe hvad som helst i deres butik. Da gik det op for mig at det ikke var US Army der havde skrevet til mig, men en våbenbutik af samme navn. Hvis jeg tænker på at tage mit eget liv forestiller jeg mig at den enkleste måde må være at skyde sig selv. Det skulle jeg nok kunne klare, men det ville blive svært at få det til at se ud som om en anden havde skudt mig, så med en vis sørgmodighed begyndte jeg at se mig om efter andre muligheder. Men jeg var for stor en kujon. Jeg kunne ikke hoppe ud fra stor højde og jeg kunne ikke tage alle de piller der lå lige der som en mulighed i en metalæske. På et tidspunkt tog jeg kontakt til underverdenen. Jeg tog toget ind til den store by i den triste landsdel jeg boede i. Jeg vidste hvor jeg skulle gå hen. Det vidste alle. Jeg gik hen til den der havde flest håndlangere stående omkring sig og spurgte hvad

12

Oktoberbarn_indhold_trykklar.indd 12

17/12/19 6:51 PM


det skulle koste at få nogen til at skubbe mig ud foran et tog. Jeg havde fået et arbejdslegat og det var den sum jeg havde til mit forehavende. Han lo ad mig da jeg fortalte, hvad jeg kunne betale. Hvem ville risikere sit liv i frihed for den slags småpenge? spurgte han mig og hvis jeg nogensinde ville forstyrre ham igen måtte jeg hoste op med hundrede gange den sum. Da jeg gik derfra skammede jeg mig som en hund. Hvem var jeg? Hvor var jeg endt og hvordan kunne jeg komme væk derfra? Jeg koncentrerede mig om børnene. Jeg lavede mad fra bunden og havde dem hos mig så meget som muligt. Men tiden hos mig var noget der skulle overstås. De ældste ville hele tiden hjem til deres far. Når de var hos ham havde vi bedre kontakt over telefonen og det var en trøst, selv om bebrejdelserne altid var der. Det var min skyld. Det var mig, der havde splittet os. De yngste ville gerne være hos mig og jeg fik lov at være tæt på dem og opfylde alle deres ønsker med noget der lignede glæde. Jeg var god med de små og dårligere med de ældste, som krævede rigtige svar på deres spørgsmål. Ikke mine fingerede svar. Jeg var ikke til stede med hele mig, men blev trukket ned i det ingenmandsland, hvor der ikke syntes nogen muligheder for et rigtigt liv. Det var et stort problem at jeg ikke turde sørge. Jeg vægrede mig ved at fremstå som den taber jeg var. Ingen tårer. Det var okay, sagde jeg til mig selv. Jeg ønskede jo heller ikke hans måde at tage afstand på. Det var i og for sig sandt, men det var endnu mere sandt at jeg var forstenet.

13

Oktoberbarn_indhold_trykklar.indd 13

17/12/19 6:51 PM


Af forfatteren til Velkommen til Amerika

Undervejs i forløbet kæmpede hun med angsten for at miste sin hukommelse og adgangen til sine minder. Oktoberbarn er et fortvivlet opgør med det psy­kiat­riske behandlingssystem og på samme tid en krystalklar skildring af afgørende vendepunkter og begivenheder i forfatterens eget liv – barndom, ungdom, ægteskab, forældre­skab og skilsmisse.

»Linda Boström Knausgårds prosa bevæger sig suggestivt mellem flere verdner. Hun skriver – ›som en drøm‹. Det er uhyggeligt, det er gribende. Og jeg er vildt betaget af det.« Aftonbladet

LI N DA B OSTRÖM K NAUSGÅ R D debuterede som digter i 1998. Hendes første roman, Helioskatastrofen (2013) blev belønnet med Mare Kandre-­prisen. Romanen Velkommen til Amerika (2016) var nomineret til Augustprisen og er oversat til 13 sprog.

»Linda Boström Knausgård skriver med sit karakteristiske sproglige drive, et slags tilbageholdt åndedræt.« Svensk a Dagbladet

isbn 978 -87- 11 - 98082-8

9 788711 980828

LI NDA BOSTRÖM K NAUSG Å R D OKTOBE R BA R N

jasmin storch

I perioder mellem 2013 og 2017 led forfatteren af svær depression og var tvangsindlagt på en psykiatrisk afdeling, hvor hun gennemgik en række elektrochokbehandlinger.

OKTOBER BARN LINDA BOSTRÖM KNAUSGÅRD Roman

Lindhardt og Ringhof

Mere af Linda Boström Knausgård

Profile for L&R / Carlsen

Oktoberbarn læseprøve  

I perioden 2013-17 var forfatteren adskillige gange tvangsindlagt på en psykiatrisk afdeling, hvor hun blev behandlet for en svær depression...

Oktoberbarn læseprøve  

I perioden 2013-17 var forfatteren adskillige gange tvangsindlagt på en psykiatrisk afdeling, hvor hun blev behandlet for en svær depression...