“Men hvorfor er skibet forladt?” spurgte Willem. “Og hvem dræbte mændene?” “Hold inde med jeres idiotiske pladder,” afbrød kaptajnen. “Det er en besked.” “En besked?” gentog Willem. Kaptajnen svingede hurtigt rundt og slog Willem i hovedet med halen, så hun snurrede gennem vandet med en spiral af blod efter sig. Kaptajnen vendte sig om mod mig. “Hvad er det, hånden holder om, Batseba?” Jeg svømmede tættere på, yderst opmærksom på den store hale, der meget let kunne få mig til at snurre. Inderst inde syntes jeg, at Willems forvirrede forsigtighed havde været berettiget. Mit indledende spørgsmål var ikke blevet besvaret. Vi jagede skibe med levende jægere om bord. Sommetider fandt vi et forladt skib, der allerede var blevet plyndret og ribbet af en anden flok jægere, men i løbet af det år, jeg havde været lærling under kaptajn Alexandra, var vi ikke stødt på mennesker, der bare lå døde i vandet. Mennesker var selvfølgelig barbariske, det vidste alle. Men ville de virkelig dræbe hinanden på den måde? Ville de gøre deres eget skib ukampdygtigt midt ude på havet? Mit hjerteslag pulserede i hovedet, en rytmisk dunken. Jeg forsøgte at få hjertet til at falde til ro, idet jeg studerede hånden med venstre øje og forsigtigt svømmede så tæt på, at den kunne nå mig, hvis den ville. Men håndens ejer måtte da være død. Ikke?
28