Page 1

“Kald mig Batseba.”

En ny roman af PAT RICK NES S Illustreret af Rovina Cai CARLSENPULS


Og havet var vores himmel begyndte egentlig som et enkelt spørgsmål, og derefter blev det bare mere og mere mærkeligt. Det hele kom sig af, at jeg en dag tænkte: “Hvad nu, hvis Moby Dick blev fortalt fra hvalens perspektiv?” Jeg har altid været fascineret af, hvem der fortæller en historie, og hvordan det påvirker den. Tag for eksempel musicalen Wicked, hvor Den Onde Heks fra Vest nyfortolker Oz fuldstændigt. Jeg elsker den slags. Forestil dig, at katte fik mulighed for at skrive alle de der bøger, der handler om hunde. Så greb ideen om sig. Hvad nu, hvis hvalerne jagede mennesket, ligesom mennesket jagede hvalerne? Hvad nu, hvis der fandtes en verden, hvor begge parter gjorde det på samme tid? Hvilke fortællinger kunne der komme ud af det? Og ikke mindst kunne det være spændende at prøve at se verden gennem en hovedperson, der – i hvert fald i begyndelsen – kun opfatter mennesket som bytte. Og det affødte vores fortæller, Batseba. Ung, men hårdhudet. Og med et noget andet intellekt og helt anderledes følelser, end de fleste mennesker har. Jeg er af skandinavisk afstamning, og noget af det, man siger om os, er, at vi er stoikere. Jeg har i årevis forsøgt at påpege, at det ikke er det samme som at være følelsesforladt – følelserne er bare mindre synlige. Og det er sådan, jeg opfatter hvaler. De rummer


dybe, dybe følelser – lige så dybe som havet. Hvad sker der, når de kommer op til overfladen? Og så illustrationerne! Hold da op. Jeg kan knap nok tegne en tændstikmand, og Rovina Cai har tilført bogen skønhed, endnu mere dybde og drama – lidt ligesom Jim Kay gjorde med Monster – i en grad, som jeg slet ikke havde forestillet mig. Hun har løftet historien op på et helt andet plan: Batseba er levende og til stede på hver eneste side, og man er der, sammen med hende, når hun ser sine djævle i øjnene. For til min overraskelse endte historien med at handle om de djævle, vi forfølger, de djævle, vi jager, de djævle, som vi måske selv skaber. Og om nødvendigheden af hele tiden at være på vagt over for disse djævle, der forsøger at få magten over os alle. Det blev en ny historie om rygters magt og den magt, som ord har til at ændre eller måske ligefrem skabe virkeligheden. Og ikke altid på en god måde. Her er de første kapitler af historien om min stærke og tapre Batseba, der prøver at forstå verden og dens ondskab, og som håber, at det ikke er for sent … De bedste hilsner

Marts 2018


1 K a l d m i g B at s e b a . Det er ikke mit navn, men det er det navn, jeg bruger til denne historie. Et navn, som jeg håbede ville være frit for profetier, frit for den byrde at være uløseligt forbundet med en fremtid, frit for enhver skæbne, der ville rive det fra mig og ødelægge verdner. Du tror, jeg overdriver. Du tager fejl. Vi er et profetiernes folk, og da jeg endnu kun var en tåbelig hvalunge, uvidende om alt det, der lå uden for vores lille del af verden, sagde min bedstemor: “Du skal jage.” Konstateringen var tung som en profeti. “Jamen vi er ikke jægere,” svarede min mor med den frygtsomme forvirring, som min bedstemor altid vakte i hende. “Vi jager ikke. Vi har aldrig jaget.” Hendes stemme havde en på én gang håbefuld og håbløs undertone – den, der dengang irriterede mig til vanvid, men som nu får mit hjerte til at briste. “Medmindre du mener mindre jagter,” tilføjede min mor håbløst håbefuldt, “den slags jagter, som alle familier er nødt til … ”

5


“Det er ikke det, jeg mener,” sagde min bedstemor. Det var ikke det, hun mente. Og alt det, jeg kunne have været, de forskellige valg for fremtiden, jeg kunne have truffet, de uendelige mulig­heder for mit liv og dets ophør, alt det blev med ét tilintetgjort, da hun gentog de tre ord: “Du skal jage.” Var det en forudsigelse? Havde hun haft en egentlig åbenbaring? Eller var det en ordre, sådan som det så ofte føles, når der er tale om forudsigelser? Når man forudsiger fremtiden, og gør det med stor overbevisning og vedholdenhed, hvor meget af den fremtid er man så selv med til at skabe? Disse spørgsmål hjemsøger mig. Men på det tidspunkt fik de ikke lov til at spille en rolle: Da min mor aldrig var stærk nok til at afvise min bedstemor, påbegyndte jeg min oplæring med det samme. Jeg blev sendt i skole og indledte en helt ny måde at leve på, indtil jeg som 16-årig – den alder, da man står i lære, og hvor denne historie tager sin begyndelse – svømmede med harpuner gjort fast til ryggen ved siden af det store fangstskib Alexandra, hvis sejl greb strømmene. Dybet var under os, og havet var vores himmel. Og alt det, der kunne have været, var for længst væk. For jeg – en ydmyg, men ivrig tredjelærling – skulle ud på den endegyldige jagt. Jagten på en legende, en myte, en djævel.

6


Bed for os. For dette er historien om, hvordan vi fandt ham.

2 “ Fa r t på ,” s ag d e k a p ta j n A l e x a n d r a . Traditionen tro bar vores skib hendes navn, ligesom det var hende, der bar størstedelen af skibets vægt; slæbetovene var gjort fast til hendes luffer, der hver især var lige så bred som hver af mine to unge skibskammerater. Kaptajnen trækker skibet, som det sig hør og bør. Tavse gled vi hen over Dybet. Som venstre vagt svømmede jeg oven over og lidt forskudt for vores kaptajn, mens højre vagt, andenlærling Wilhelmina – “Willem” – svømmede på den modsatte side, og førstelærling Treasure forrest. Vi lod blikket glide hen over vandspejlet; solen strålede op gennem Dybet, så det var som at sejle på flimrende lys. Bag os, på Alexandra, gjorde vores matroser alting klart. Kaptajnen var sikker på, at vi nærmede os en prise. Hun kunne lugte det, sagde hun, og selvom det lød usandsynligt, havde vi i månedernes løb lært ikke at betvivle hendes ord. Aldrig at betvivle hendes ord. Kaptajn Alexandra var både berømt og berygtet, og det næsten udelukkende for sit jagtheld. Alle

7


kendte til den korte, rustne harpunspids, der stadig stak ud af hendes store hoved. Hun var kaptajnen, der havde overlevet, kaptajnen, der – selvom harpunspidsen i et eller andet omfang måtte mindske hendes evne til at ekkolokalisere – ikke desto mindre holdt ud og trivedes. Derfor var det eneste, som alle, alle, med sikkerhed vidste om kaptajn Alexandra: Hun var den bedste jæger i havet. “Der er noget, der nærmer sig,” sagde hun årvågent og slog lidt hurtigere med den store hale. “Der er noget på vej op.” “Hvor?” hviskede Willem til højre for mig, idet hun des­ perat spejdede i det hvide skum under os. “Stille!” sagde Treasure. Hun var den af os lærlinge, der havde den højeste anciennitet. Det lod hun os sjældent glemme. Vandet genlød af vores klik. Kaptajnen lod os stå for ekkolokaliseringen; selv stolede hun på sin lugtesans, sit syn og måske sin synskhed. “En halv mil væk,” sagde Treasure. “Midtfor til højre.” “Fart på,” sagde kaptajnen igen. “Ja,” svarede Willem. “Ja, nu har jeg også lokaliseret det.” “Og hvad med unge Batseba?” spurgte kaptajnen uden at se sig tilbage. For jeg havde ikke sagt noget. Jeg havde endnu ikke lokaliseret noget. Jeg sendte mine klik ud og ventede på, at svaret skulle ramme den store pude af voks-agtig væske i mit

8


forhoved. Jeg hørte intet midtfor til højre, som Treasure og Willem ellers hævdede. Jeg klikkede igen – intet. Det eneste, jeg mærkede, var det store tomme hav. Jeg var den sidst tilkomne lærling, jeg havde kun været med i et år, men jeg var ikke uduelig. Og selvom min nervøsitet voksede, begyndte jeg også at få en mistanke om, at Treasure og Willem løj for at imponere kaptajnen – at de måske var faldet i en af de fælder, som selv jeg vidste, at hun sommetider satte for ubesindige lærlinge. “Batseba?” spurgte kaptajnen igen med en stemme, der både var drillende og truende, som om jeg var et bytte, der kun fik lov at leve, så længe rovdyret tillod det. Jeg klikkede. Igen. Ingenting. Igen – Jeg drejede skarpt til venstre. “Ikke midtfor til højre,” sagde jeg overrasket over mig selv. Jeg klikkede igen. Jeg var nervøs. Men jeg var sikker i min sag. “En kvart mil. Venstre og venstre igen.” “Nej …” begyndte Treasure. “Er du sikker?” spurgte Willem. “Netop, unge Batseba,” sagde kaptajnen, idet hun brusede fremad og trak det store skib efter os til venstre og endnu et nøk til venstre. “Jeg har lokaliseret det!” udbrød Treasure lidt for skingert og alt for sent. “Det er på vej op,” sagde kaptajnen. Og jagten gik ind.

9


3 Lad mig med det samme gøre det helt klart. Jeg hader at jage, men dengang elskede jeg det. Nu, efter alt det, der er sket – efter at de alle sammen døde, efter at jeg ventede på en undsætning, der måske aldrig ville komme – er der selvfølgelig ingen, der vil bebrejde mig min aversion. (Selvom jeg altid fornemmer en ivrig hvisken, selv nu – et særligt begejstret blik, en formodning om, at jeg måske fortæller historien en gang til bare for spændingens skyld. Spændingens? Ikke min, i hvert fald). (Jeg har talt med soldater om det, og de har bekræftet, at ja, der er nogle, der idylliserer jagten, på samme måde som de idylliserer krig; de forestiller sig heltemod, de forestiller sig en plads i historien, en usynlig stolthed, der ikke vil brødføde deres børn, men som vil hæve dem op over deres fæller; de forestiller sig aldrig fortvivlelsen; de forestiller sig aldrig blodet og lidelsen; de forestiller sig aldrig, hvordan ens hjerte dør, igen og igen; ligesom næsten alle soldater fra tiden før vores krige langt om længe hørte op, har også jeg søgt tilflugt

12


i en bestandig tavshed, som kun tåber vover at forstyrre). Men nu, her, vil jeg én gang for alle nedfælde min historie. Jeg er ikke den, jeg var dengang. Jeg sagde, at jeg var uvidende, og det er sandt, selvom jeg på det tidspunkt godt vidste, at mennesket lever med bunden i vejret i forhold til os, at for dem er havet nede, og Dybet oppe, og vores respektive tyngekræfter mødes udelukkende i vandspejlet. Jeg vidste også, at vores forfattere gjorde sig tanker om verdner, hvor hvaler levede på denne omvendte måde – at de steg opad for at møde mennesket, og ikke svømmede ned til dem – men for os var det nærmest blasfemi, en fantasi hos mennesket, der påberåbte sig et herredømme, som det aldrig ville opnå. Jeg havde også lært af vores fortider, at krigen mellem hval og menneske havde stået på i tusinder af år, idet vores samfund spejlede hinanden og greb ind i hinanden, og krigen drev hele tiden begge parter til at udvikle nye opfindelser. Jeg havde kort sagt lært at elske at jage, ikke kun for jagtens skyld, men for dens historie, for dens del af min identitet. Og jeg elskede den. På det tidspunkt havde jeg også mine personlige grunde, men hvad mere havde en ung hval brug for end den kendsgerning, at mennesket havde jaget os siden de ældste tider, og at vi derfor jagede mennesket? Hvis det således var forudsagt, var det en hvals pligt, og den pligt tog jeg på mig. Men det var dengang. Hvis du hører, hvad jeg siger, og

13


du stadigvæk ville ønske, at du havde været der, at du havde været en helt, en jæger, så har jeg enten ikke evnet at fortælle min historie, eller også er du et fjols.

4 Vi tilbagelagde den kvarte mil på et øjeblik. Det var det bedste ved jagten: spændingen ved selve forfølgelsen. Vi svømmede for fuld kraft, vandet strømmede forbi os, og sejlene på vores skib – som blev kyndigt passet af vores besætning på seks matroser, der havde tjent på skibet længere end jeg havde været til – fangede strømmen og sendte os endnu hurtigere af sted. Alt var fart og kraft, hensigt og formål, solen strålede op mod os i blændende søjler af snurrende lys. Verden var lutter liv. “Gør harpunerne klar,” sagde kaptajnen, og vi tre lærlinge adlød: Med små slag med lufferne manøvrerede vi våbnene ud af de remme, vi havde på siden, og ind i de spændte fjedermekanismer, vi havde på brystet, som slyngede harpunerne afsted. Vores teknologi var så avanceret, at vi bare skulle spænde en muskel ved luffen for at affyre dem. “Vi burde snart kunne se det,” sagde Treasure. “Det kan ikke vare længe.”

14


“Såh?” sagde vores kaptajn. “Var det ikke en halv mil væk, midtfor til højre?” Det fik Treasure til at klappe i. Det var en stor fejl at antage, at vores kaptajn ikke bemærkede alt, eller at hun ville glemme noget. Men vi var tættere på. Jeg lå bedst for, og mine klik fór frem og tilbage med stadigt kortere intervaller. Vi kunne ikke se noget endnu – Dybets overflade krappede og skummede og slørede det, vi kunne skimte med øjnene. “Gør nettene klar!” råbte vores kaptajn tilbage mod skibet. Matroserne havde allerede gættet hendes hensigt, og nettene var klar. Vi ville harpunere vores bytte til døde, eller i hvert fald til det var hårdt såret, hvorefter matroserne ville hale kadaverne ombord. Hele byttet ville blive brugt: Knoglerne til at lave tælle og sæbe, huderne til sejl, og deres kød – der var uspiseligt for os – blev brugt som madding til alle de byttedyr, som vi, når de først var lokket til, kunne æde, når det passede os. Men først og fremmest – og det er vel alle kriges paradoks – jagede vi for at undgå selv at blive jaget, fuldstændig ligesom de gjorde. “Dér!” råbte Willem. Og ganske rigtigt, der kom det til syne fra Dybets skummende bølgesprøjt: et menneskibs svungne skrog.

15


5 Pludselig svingede kaptajnen skarpt til venstre ind foran mig. Jeg nåede lige akkurat at bøje af i tide. “Mere fart på!” snerrede hun, da hun svømmede forbi, hurtigt som et spyd. Jeg svømmede som en gal for at holde trit med hende og bandede over min dumhed. Når det gjaldt et intakt skib, svømmede vi altid rundt om det for at vurdere dets styrke og se, med hvilken kraft det dukkede op nede fra Dybet, og hvad dets svagheder var, selvom de nu stort set altid var de samme: skrogets store svungne sider. De var hårde, men ikke hårde nok til at modstå et hovedstød fra vores kaptajn, hvis hun var i det humør. Det var hun jævnligt. Et skib som dette var som regel et let bytte. En lille risiko, men med mulighed for en stor gevinst. Jeg gjorde mig klar til at tage del i det snarlige angreb – “Mænd i vandet!” råbte Treasure.


“Døde mænd,” præciserede Willem undrende, og ganske rigtigt: Efterhånden som skummet lagde sig, så jeg, at vi svømmede rundt oven over en masse lig. De lå med ansigterne opad, væk fra Dybet, og det gjorde mennesker kun, når de var druknet. De havde endnu ikke lært at beherske den åndedrætsboble, som lå i struben hos alle os hvaler – en opfindelse, der næsten frigjorde os fra behovet for at dykke ned i Dybet for at trække vejret; vi brød os ikke om denne evolutionære ulykke, men den gav os nogle fordele: ilt til vores varmblodede årer og hjertet, som pumpede frisk blod til den hjerne, der havde sikret os herredømmet over havet. Vi var hvaler – vilde og uafhængige. (Men der lurer et “næsten” i de ovenstående ord, og hele vores skæbne afhænger af det “næsten”. For vi er stadig nødt til, en gang imellem, at trække vejret i menneskets verden, og det betyder, at vi – i en vis udstrækning – er nødt til at forholde os til mennesket).


“Hvad er der foregået her?” spurgte Treasure, og det var et rimeligt spørgsmål. Menneskeskibet lod til at være intakt, men dets besætning flød rundt på overfladen; tilsammen dannede de et tæppe, der her og der var flået fra hinanden af hajer. Kaptajnen ignorerede Treasures spørgsmål og satte farten op, idet hun gjorde sig fri af de reb, der forbandt hende med Alexandra. “Saml ligene,” sagde hun til matroserne, der straks gik i gang. “Måske er der andre hvaler i nærheden.” “Andre hvaler?” sagde Willem og så sig om, mens hun svømmede videre. Under normale omstændigheder kunne andre hvaler være venner eller fjender. Når der var bytte i vandet, var det altid fjender. Da kaptajnen havde gjort sig fri af skibet, bevægede hun sig med en hastighed, som det var svært at hamle op med, selvom hun var mindst tre gange så stor som os. Hun svømmede rundt om menneskeskibet i tavshed. Og igen. Vi holdt os i baggrunden og fulgte hende på god afstand af Dybet, så vores matroser kunne komme til. Som det var sædvane, tilhørte vores matroser en hvalart, der var mindre end os. En særlig art, hemmelighedsfuld og uundværlig. Først bed de hovederne af menneskene og kylede dem over i et særskilt net – mennesketænder var værdifulde, fordi mange bildte sig ind, at de fremmede fordøjelsen, og rige tåber var villige til at betale dyrt for dem. Når jagten var forbi, ville vores matroser arbejde til langt ud på natten med at koge og knuse og kværne resten af ligene.

20


“Der er et eller andet …” sagde kaptajnen og gjorde holdt efter en tavs tredje runde. “Batseba!” Hun kaldte mig til sig med en ordre, der ikke lod sig ignorere. “Hvad er det?” Som så mange gange før spekulerede jeg på, hvad kaptajnen fik ud af sin ekkolokalisering – hvor meget den rustne harpunspids svækkede den – og sendte så selv en bølge af klik hen imod skroget. Ydersiden var glat og havde stort set den samme krumning, som mennesket altid gav deres skibe, så de lettere kunne skære gennem vandet, og som ikke adskilte sig synderligt fra den strømlinede facon, som vores skibe havde, selvom vores var fladere og mere åbne, så der var bedre plads til os. Ligesom menneskene brugte vi også master og sejl for at fange strømmene. Eller måske skulle jeg hellere sige: Menneskene brugte master og sejl ligesom os. Men der var ikke noget underligt ved dette menneskeskib. Et tyndt tæppe af rurer på skroget, som man kunne forvente, men ikke noget – Klik. “Ja,” sagde kaptajnen og svømmede varsomt nærmere. “Undersøg det.” Jeg så på Treasure og Willem, der begge var et stykke væk, og begge var lige så chokerede som mig over, at ordren var møntet på mig, ikke på dem. “Jeg behøver vel ikke gentage mig selv,” sagde kaptajnen. Jeg havde ikke noget valg. Jeg svømmede hen til skroget.

21


6 Det, jeg fandt, var den sælsomste af alle menneskets gådefulde ejendommeligheder – det, der i gene­rationer havde givet anledning til diskussioner. Vi vidste fra vores egne skeletter, at der også var knogler i vores luffer, men vi væmmedes stadig over, hvor nøgne disse lemmer så ud på mennesket: de søstjerneformede lemmer, der gjorde, at menneskene – trods deres primitive væsen – kunne bygge deres skibe


mere detaljerede end vores; der gjorde, at de kunne væve deres kropsklæder, hvilket var endnu et håndværk, som vi kun havde fået kendskab til som følge af vores menneskehøster. Dog var vores historikere allerede ved at udviske denne kendsgerning og hævdede, at det var os, der havde opfundet væveteknikken. Alt sammen fordi de, i stedet for luffer, var udstyret med hænder. For det var netop det, der stak ud af skibsskroget – jeg mener det virkelig: En hånd, der stak ud af et hul, som måtte være hugget i skroget med et særligt formål. En hånd, der stak ud i det nøgne hav. Og den holdt om noget.

7 “Er de r e t m e n n e sk e i de n a n de n e n de?” spurgte Willem, da vi alle sammen betragtede hånden. “Vær nu ikke dum,” sagde Treasure. “Det er garanteret et kneb.” “Hvordan kneb?” spurgte jeg. “Skibet er forladt, og besætningen er død.”


“Men hvorfor er skibet forladt?” spurgte Willem. “Og hvem dræbte mændene?” “Hold inde med jeres idiotiske pladder,” afbrød kaptajnen. “Det er en besked.” “En besked?” gentog Willem. Kaptajnen svingede hurtigt rundt og slog Willem i hovedet med halen, så hun snurrede gennem vandet med en spiral af blod efter sig. Kaptajnen vendte sig om mod mig. “Hvad er det, hånden holder om, Batseba?” Jeg svømmede tættere på, yderst opmærksom på den store hale, der meget let kunne få mig til at snurre. Inderst inde syntes jeg, at Willems forvirrede forsigtighed havde været berettiget. Mit indledende spørgsmål var ikke blevet besvaret. Vi jagede skibe med levende jægere om bord. Sommetider fandt vi et forladt skib, der allerede var blevet plyndret og ribbet af en anden flok jægere, men i løbet af det år, jeg havde været lærling under kaptajn Alexandra, var vi ikke stødt på mennesker, der bare lå døde i vandet. Mennesker var selvfølgelig barbariske, det vidste alle. Men ville de virkelig dræbe hinanden på den måde? Ville de gøre deres eget skib ukampdygtigt midt ude på havet? Mit hjerteslag pulserede i hovedet, en rytmisk dunken. Jeg forsøgte at få hjertet til at falde til ro, idet jeg studerede hånden med venstre øje og forsigtigt svømmede så tæt på, at den kunne nå mig, hvis den ville. Men håndens ejer måtte da være død. Ikke?

28


Hånden holdt en skive frem, der var lidt mindre end hånden selv, som om den ville vise nogen skiven. Men hvem? “Den er rund,” sagde jeg. “Guld.” “En mønt?” foreslog Treasure. “Mere,” forlangte kaptajnen. “Beskriv den.” “Der er nogle symboler på den,” fortsatte jeg. “Tre opadvendte trekanter. Måske bjerge?” “Jeg bad ikke om en analyse. Jeg bad om en beskrivelse.” “Under trekanterne er der et kors,” tilføjede jeg hurtigt. “Og ved siden af det er der et par nedadvendte takker.” Kaptajnen var tavs. Så sagde hun to ord, “Flyt dig,” og var allerede på vej væk for at tage tilløb. Jeg skyndte mig væk fra skibet så hurtigt som muligt, men var alligevel tæt på at blive ramt, da hun bragede ind i skroget med så stor kraft, at skibet brækkede midtover. Derefter så det ud, som om hun bare rystede resten af skibet fra hinanden. Træet, der omgav hånden, kom fri og afslørede dens ejer: en ung, skrækslagen og særdeles levende mand, der stadig knugede skiven i hånden. Han var lænket til et bræt i skroget, som langsomt trak ham mod hans endeligt. Vi iagttog ham et øjeblik, indtil kaptajnen overraskede os alle sammen ved at blæse en åndedrætsboble, der omsluttede den unge mands hoved, så han kunne få vejret. “Kaptajn?” udbrød jeg chokeret.

29


“De linjer nederst på skiven, som du beskrev, er ikke symboler,” sagde hun og kredsede om manden, der kæmpede for at nå ned til Dybets overflade. Et enkelt sving med halen ville være nok til at sende ham tilbage til os. “Det er bogstaver på menneskets sprog. T og W.” Willem vendte tøvende om og holdt sig tæt op ad mig. Selv Treasure kom tilbage til os – vi tre lærlinge forenet i angst for, hvad det var, vores kaptajn antydede. Indtil det ikke længere bare var en antydning, men en kendsgerning. “Vi er på sporet af Toby Wick,” sagde kaptajnen.


Pat r ic k Ne s s er den prisvindende forfatter bag Chaos Walking-trilogien, Monster, Mere end det, Vi andre bor her bare og Release. Han har vundet alle de største priser inden for b­ ørneog ungdomslitteratur, heriblandt The Carnegie Medal hele to gange. Den første Chaos Walking-film får premiere i 2019. Patrick bor i London.

Rov i na C a i skaber dragende illustrationer, og hun er ofte inspireret af fortiden. Hun elsker historier, som tilføjer hverdagen magi og forundring, om end det er myter eller eventyr eller gotiske romaner. Rovina bor i Melbourne.

@Patrick_Ness @rovinacai patrickness.com @CarlsenPuls carlsenpuls.dk #AndTheOcean #OgHavetVarVoresHimmel


3 0 . n ov e m b e r 2 0 1 8

“Der er djævle i dybet.” Batseba og de andre hvaler lever og ånder for at jage. De kæmper en endeløs kamp mod mennesket. Sådan har det altid været, sådan vil det altid være. Men en dag – da de angriber et af menneskenes skibe – finder de ikke blot det sædvanlige bytte. De finder et menneske, som bærer på den største hemmelighed af alle, og for første gang kommer hvalerne på sporet af ham – monsteret, myten, djævelen selv … Nu begynder den ultimative jagt på det onde, og når den er forbi, vil verden være forandret for altid. Patrick Ness, som er den anmelderroste og prisbelønnede forfatter bag Chaos Walking-trilogien og Monster, har skabt denne overvældende og uforglemmelige fortælling om besættelse, og han vender alt, hvad vi tænker og tror om verden og os selv, på hovedet.

A L L R IG H T S R E S E RV E D. I K K E T I L V I D E R E S A L G . Tekst © 2018 Patrick Ness Illustrationer © 2018 Rovina Cai

Profile for L&R / Carlsen

Og havet var vores himmel – læseprøve  

Batseba og de andre hvaler lever og ånder for at jage. De kæmper en endeløs kamp mod mennesket. Sådan har det altid været, sådan vil det alt...

Og havet var vores himmel – læseprøve  

Batseba og de andre hvaler lever og ånder for at jage. De kæmper en endeløs kamp mod mennesket. Sådan har det altid været, sådan vil det alt...