Når ingen hører dig skrige læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

NÅR INGEN HØRER DIG SKRIGE

ANDRE BØGER AF

ST E P H A N I E P E R K I N S Anna og det franske kys Lola og naboens søn Isla og jagten på lykke

NÅR INGEN HØRER DIG SKRIGE STEPHANIE PERKINS OVERSAT AF LAURA KONRADI BRODERSEN

CARLSENPULS

KAPITEL ET

ÆGGEURET STOD PÅ dørmåtten, da hun kom hjem.

Haley Whitehall kiggede sig over skulderen, som om hun forventede, at der stod nogen bag hende. Langt ude i horisonten kørte en rød mejetærsker hen over de bleggule kornmarker. Hendes far. Det var høstsæson. Hendes mor var også stadig på arbejde; hun var tandtekniker på byens eneste klinik. Hvem af dem havde stillet det her? De gamle planker på verandaen splintrede og gav sig under Hayley, da hun samlede uret op. Det raslede. Det havde været en kold dag, men plasticuret var varmt. Lidt varmt. Hendes telefon ringede. Det var selvfølgelig Brooke. “Hvordan går det med blodet?” spurgte Haley. Hendes bedste veninde stønnede. “Det er et mareridt.” Haley gik indenfor, og netdøren smækkede i bag hende. “Nogen chance for, at frøken Colfax dropper det?” Hun marcherede direkte ud i køkkenet og smed rygsækken fra sig på det skakternede gulv. Føde. Eftermiddagens prøve havde været særligt anstrengende. “Aldrig.” Brooke fnyste. “Hun dropper det aldrig. Hvad skal man med almindelig sund fornuft, hvis man har ambitioner?”

Haley stillede æggeuret tilbage på køkkenbordet, hvor det hørte til, og åbnede køleskabet. “Normalt ville jeg tale for ambition. Men. Jeg ser virkelig ikke frem til at blive druknet i majssirup.” “Hvis jeg havde pengene, ville jeg købe det professionelle stads selv. Det bliver et helvede at gøre auditoriet rent, især med alle de der presenninger og plasticduge.” De fleste opsætninger af Sweeney Todd krævede en mængde kunstigt blod i form af barberblade med skjulte trykballoner, gelekapsler i munden og falske kostumestykker oven på de blodplettede dubletter. Røde gardiner, røde lamper og et vildt crescendo af skingre violiner understregede kaos. Desværre havde skolens musiklærer, frøken Colfax, en uudslukkelig tørst for drama i bred forstand. Sidste års opsætning af Peter Pan, hvortil hun havde skaffet rigtige flyveseler hele vejen fra New York, resulterede i brækkede knogler hos både Wendy og Michael Darling. I år ønskede frøken Colfax ikke bare, at den dæmoniske barber skar halsen over på sine kunder. Hun ville have, at de første tre rækker blev gennemvædede af blod. Hun henviste til denne del af auditoriet som “Splatterbæltet”. Brooke var scenemester. Det var helt klart en ære, men med den fulgte den umulige opgave at forsøge at styre frøken Colfax i fornuftens retning. Det gik ikke særlig godt. Haley holdt telefonen fast mellem øre og skulder, mens hun fyldte favnen med kalkunpålæg og ost, en pose skyllet salat og et glas Miracle Whip. “Shayna må være ved at flippe helt ud.” “Shayna flipper totalt ud,” sagde Brooke. Shayna var deres temperamentsfulde og ofte lunefulde kostumedesigner. Det var svært nok at finde ordentlige kostumer ude på landet i Nebraska med et budget på nul, men nu skulle hun oven i det hele også tage sig af at fjerne blod. “Stakkels Shayna.” Haley lagde ingredienserne på køkkenbor-

det. Hun greb det nærmeste brød, et hvedebrød, som hendes mor havde bagt aftenen før, med en eller anden krydderurt i. Hendes mor slappede af ved at bage. Hun brugte brødmaskine, men alligevel. Det smagte godt. “Stakkels Brooke,” sagde Brooke. “Stakkels Brooke,” istemte Haley. “Og hvordan gik det med Jonathan i dag? Bedre?” Haley tøvede. “Hørte du ham ikke?” “Jeg lavede splattertest på parkeringspladsen.” Haley spillede mrs. Lovett, og Shaynas kæreste, Jonathan, spillede Sweeney, henholdsvis den kvindelige og mandlige hovedrolle. Selvom hun stadig kun var tredjeårselev, havde Haley de sidste to år fået hovedroller i dramaklubben og soloer i showkoret. Hun var simpelthen bedre end sine medstuderende. Både som skuespiller og som stærk kontraalt. Et naturtalent. Umulig at overse. Jonathan var … over middel. Og han var karismatisk, hvilket gjorde noget for hans nærvær på scenen. Alligevel oversteg denne musical langt hans evner. Han havde kæmpet i flere uger med sin mest udfordrende solo ‘Epiphany’. Hans overgange var mildest talt ikke elegante, men de var intet i sammenligning med måden, han massakrerede sine duetter på. Brooke syntes, hun kunne fornemme Haleys modvilje mod at sladre. “Åh, kom nu. Hvis du ikke siger det, føler jeg mig bare skyldig over at brokke mig over alle andre.” “Det er bare …” Haley smurte et tykt lag Miracle Whip på brødet og kastede derefter den brugte smørekniv i vasken. Hun ville vaske den senere. “Vi brugte hele prøven på ‘A Little Priest’. Og det var ikke engang hele sangen! De samme strofer, igen og igen og igen. I to timer.” “Av.” “Du ved, den del af sangen, hvor vi synger forskellige strofer

samtidigt? Og det er meningen, at vores stemmer skal lyde, som om de snubler over hinanden af begejstring?” “Der hvor Sweeney endelig finder ud af, at mrs. Lovett vil skille sig af med hans ofre ved at bage deres kropsdele ind i sine tærter?” Der var et djævelsk smil i Brookes stemme. “Det var en katastrofe.” Haley bar sin tallerken ind i stuen, men hun satte sig ikke ned. Hun vandrede frem og tilbage. “Jeg tror ikke, Jonathan kan gøre det. Jeg mener, jeg tror helt ærligt ikke, at hans hjerne kan gøre det. Han kan synge enstemmigt, han kan synge harmonier ...” “Næsten.” “Næsten,” indrømmede Haley. “Men når en anden synger andre ord, så bliver han ved med at stoppe og begynde forfra. Som om han prøver at arbejde sig igennem en hjerneskade.” Brooke lo. “Det var derfor, jeg gik tidligt. Jeg følte mig som sådan en bitch, men gud, altså. Jeg kunne bare ikke klare det længere.” “Ingen ville nogensinde kalde dig en bitch.” Haley slugte en kæmpebid med kalkunpålæg. Det var en balanceøvelse: at holde telefonen, bære tallerkenen, spise sandwichen og gå frem og tilbage i rummet, men hun tænkte ikke over det. Hun var bekymret. “Jonathan ville.” “Jonathan skulle ikke have fået rollen.” “Synes du, jeg skal ringe til ham og sige undskyld?” “Nej. Nej. Hvorfor?” “Fordi jeg blev vred på ham.” “Det er ikke din skyld, at han ikke kan klare Sondheim.” Det var sandt, men Haley skammede sig alligevel over, at hun var blevet så frustreret. Over at hun var taget hjem fra prøven. Hun dumpede ned på den ældgamle fløjlssofa, en af de mange levn fra hendes bedsteforældres gård, og sukkede. Brooke sagde noget bedste-veninde-solidaritetsagtigt, men Haleys telefon valgte i samme øjeblik at lave dens sædvanlige nummer.

“Hvad sagde du? Min forbindelse er ustabil.” “Så ring til mig fra fastnettet.” Haley kastede et blik på den trådløse telefon, der stod på et bord et par meter væk. For besværligt. “Det er okay nu,” løj hun. Brooke fik drejet samtalen tilbage til sine aktuelle udfordringer som scenemester, og Haley tillod sig at dagdrømme. Hun kunne alligevel kun høre en tredjedel af Brookes klagesang. Resten var knitren. Hun stirrede ud ad vinduet og spiste sin sandwich. Solen hang lavt på himlen. Den lyste over kornmarkerne og fik de spinkle strå til at virke slørede og matte. Hendes far var stadig derude. Et eller andet sted. På denne tid af året lod han ikke en eneste solstråle gå til spilde. Verden så forladt ud. Den var modsætningen til den larmende, brogede og begejstrede flok, hun havde efterladt sig på skolen. Hun burde have holdt ud. Hun kunne ikke fordrage den tavse isolation herhjemme. Det var udmattende på sin egen måde. Haley kom med nogle medfølende lyde i telefonen, selvom hun ikke havde nogen anelse om, hvad hun følte med, og rejste sig op. Hun bar tallerkenen ud i køkkenet igen, skyllede krummerne af og åbnede opvaskemaskinen. Der var ikke andet i den end en brugt smørekniv. Haley kastede et blik på den tomme køkkenvask. Hun rynkede panden, stillede tallerkenen i opvaskeren og rystede på hovedet. “Selvom vi får sprøjten til at fungere,” sagde Brooke, da forbindelsen pludselig var stabil igen, “er jeg ikke sikker på, at der overhovedet er folk nok, der har lyst til at sidde på de første tre rækker. Jeg mener, hvem tager i teateret for at iføre sig poncho og blive gennemvædet af blod?” Haley kunne mærke, at hendes veninde havde brug for nogle beroligende ord. “Det er halloween-weekend. Folk skal nok købe billetter. De vil synes, det er sjovt.” Hun tog et skridt hen mod trap-

perne op til sit værelse og stødte sin sko ind i en lille, hård genstand. Den fløj hen over fliserne, hoppede og raslede og skramlede og klirrede, indtil den ramte bunden af køkkenskabet. Det var æggeuret. Haleys hjerte gik i stå. Bare et øjeblik. Hun mærkede en ubehagelig prikken i huden, mens hun bevægede sig hen mod køkkenlågen, som hendes mor eller far havde ladet stå åben. Hun lukkede den i med fingerspidserne og samlede langsomt æggeuret op. Som om det var tungt. Hun kunne have svoret, at hun stillede det på køkkenbordet, men hun måtte have tabt det på gulvet, da hun smed sin rygsæk. “… hører du stadig efter?” Stemmen nåede knap nok hendes ører. “Undskyld?” “Jeg spurgte, om du stadig hører på mig.” “Undskyld,” sagde Haley igen. Hun stirrede på æggeuret. “Jeg må være mere udmattet, end jeg troede. Jeg tror, jeg tager mig en slapper, indtil mor kommer hjem.” De lagde på, og Haley stoppede telefonen ned i forlommen på sine jeans. Hun stillede uret tilbage på køkkenbordet. Uret var glat og hvidt. Helt ufarligt. Haley kunne ikke sætte fingeren på præcist hvorfor, men den forbandede genstand gjorde hende urolig. Hun traskede ovenpå, væltede udmattet om på sengen og sparkede sine sneakers af, fordi hun var for træt til at snøre dem op. Telefonen stak hende i hoften. Hun tog den op af lommen og slyngede den hen på sit natbord. Den nedadgående sol trængte ind gennem hendes vindue fra en vildt irriterende vinkel, så hun kneb øjnene sammen og vendte sig om. Hun faldt straks i søvn. Haley vågnede med et sæt. Hendes hjerte hamrede, og der var mørkt i huset. Hun åndede ud med et langt, ubesværet åndedrag helt nede fra

maven. Og så var det, at hendes hjerne opfangede lyden. Lyden, der havde vækket hende. En tikken. Det løb Haley koldt ned ad ryggen. Hun rullede rundt for at kigge på natbordet. Telefonen var væk og i dens sted, lige i øjenhøjde, stod æggeuret. Det ringede.

KAPITEL TO

NÆSTE MORGEN SUMMEDE skolen af to ting: det brutale mord

på Haley Whitehall og Ollie Larssons nye, pink frisure. “Man skulle tro, de ville være mere ligeglade med håret,” sagde Makani. “Det her er Osborne, Nebraska.” Hendes ven Darby sugede de sidste dråber af sin iskaffe fra tankstationen i sig. “Befolkningstal: 2600. En dreng med pink hår er mindst lige så oprørende som en vellidt elevs død.” De stirrede ud ad Darbys forrude på parkeringspladsen, hvor Ollie stod lænet op ad muren til receptionen. Han stod og læste i en bog og ignorerede demonstrativt de andre elevers hvisken og ikke-hvisken. “Jeg hørte, at hendes hals var skåret over tre steder.” Makani tøvede. Bilens vinduer var rullet ned, så hun sænkede stemmen. “Skåret op, så hun lignede et smiley-ansigt.” Sugerøret faldt ud af Darbys mund. “Det er forfærdeligt. Hvem har fortalt dig det?” Hun trak utilpas på skuldrene. “Det er bare, hvad jeg har hørt.”

“Åh gud. Og dagen er ikke engang begyndt endnu.” Et langt ansigt med sorte eyelinerøjne dukkede op i passagervinduet. “Altså, jeg har hørt …” Det gav et sæt i Makani. “Helt ærligt, Alex.” “… at Ollie er gerningsmanden. Og at han brugte hendes blod til at farve sit hår med.” Makani og Darby stirrede måbende på hende. “Jeg tager pis. Selvfølgelig.” Hun åbnede bagdøren, kastede sin trompetkasse ind og satte sig. Bilen var deres faste mødested om morgenen. “Men det er der nogen, der vil sige.” Hendes joke kom lidt for tæt på sandheden. Det gibbede i Makani. Alex sparkede sin kongeblå militærstøvle ind mod Makanis ryglæn. For at understrege. “Jeg fatter det ikke. Du er stadig vild med ham, er du ikke?” Desværre, jo. Selvfølgelig var hun stadig lun på Ollie. Fra det øjeblik Makani Young ankom til Nebraska, havde hun ikke kunnet få øjnene fra ham. Han var, uden tvivl, den mærkeligst udseende fyr på Osborne High. Men det gjorde ham også til den mest interessante. Ollie var spinklet bygget. Hans hofteben stak ud på en måde, der fik hende til at tænke på sex, og hans kindben var så fremtrædende, at de mindede hende om et dødningehoved, hvilket blev yderligere understreget af hans blonde, næsten usynlige øjenbryn. Han havde altid mørke jeans og en simpel, sort T-shirt på. Hans eneste smykke var en sølvpiercing, en tynd ring midt i underlæben. Han lignede på en måde lidt et skelet. Makani lagde hovedet på skrå. Men måske ikke så meget længere, nu da hans hvidblonde hår var skrigende pink. “Jeg kan huske, dengang du var vild med ham,” sagde Darby til Alex.

“Ja, som i ottende klasse. Indtil det gik op for mig, at han var 100 procent enspænder. Han er ikke interesseret i at være sammen med nogen på den her skole.” Alex skar en sjældent eftertænksom grimasse. “Undskyld, Makani.” Makani og Ollie havde været sammen sidste sommer. På en måde. Heldigvis befandt de eneste mennesker, der kendte til det, sig her i Darbys bil. “Det er okay,” sagde Makani, fordi det var nemmere end at sige det modsatte. Der gik mange rygter om Ollie: At han kun havde sex med ældre kvinder; at han kun havde sex med ældre mænd; at han solgte stoffer, som han havde stjålet fra sin brors politistation; at han engang havde været tæt på at drukne i den lave ende af floden. At han var både stangstiv og splitternøgen, da han blev reddet. Men på den anden side var det en lille skole. Der gik rygter om alle. Makani var kvik nok til ikke at tro blindt på dem alle. Selv ikke de rygter, der var sande, fortalte hele historien. Af samme årsag undgik hun de fleste af sine klassekammerater. Selvopholdelsesdrift. Darby og Alex havde genkendt en fortabt sjæl i hende og taget hende til sig, da hun blev tvunget til at flytte fra Hawaii halvvejs inde i tredje år på high school. Hendes forældre var travlt optaget af en grim skilsmisse, så de havde sendt hende væk, så hun kunne bo hos sin bedstemor og få noget normalitet. Normalitet. Hos hendes bedstemor. Midt ude på bøhlandet. Det var i hvert fald den historie, Makani havde fortalt sine venner. Og ligesom rygter indeholdt den et gran af sandhed. Den undlod bare at fortælle resten. Hendes forældre havde aldrig givet hende særlig meget opmærksomhed, ikke engang i de gode tider, og de var lige nyseparerede, da hændelsen på stranden fandt sted. Efter det … kunne de ikke engang se på hende længere. Hun kunne heller ikke lide at se på sig selv.

Hun fortjente denne eksil. Nu var det midt i oktober, og Makani havde boet i Osborne i næsten et år. Hun var fjerdeårselev ligesom Darby og Alex. Deres fælles interesse var at tælle ned til dimission. Makani vidste ikke helt, hvor hun ville hen bagefter, men hun ville helt sikkert ikke blive her. “Kan vi vende tilbage til det vigtige emne?” spurgte Darby. “Haley er død. Og ingen ved, hvem der dræbte hende, og det skræmmer mig helt ad helvede til.” “Jeg troede ikke, du kunne lide Haley,” sagde Alex, mens hun trak sit sortfarvede hår op i en indviklet knold, der krævede en pæn mængde kraftige plasticspænder. Hun var det tætteste, deres skole kom en goth, hvis ikke man regnede Ollie med. Det gjorde Makani ikke. Udseendemæssigt bestod de begge af sort tøj og tynde, spidse kropsdele, men Alex var hård og aggressiv. Hun krævede at blive bemærket. Ollie var derimod lige så blød og tavs som nattehimlen. “Det var ikke sådan, at jeg ikke kunne lide Haley.” Darby stoppede tommelfingrene ind under sine bukseseler, som han havde på hver dag sammen med en skotskternet skjorte og fornuftige bukser. Han var lav og firskåren og klædte sig som en nydelig, ældre herre. Darby blev ved sin fødsel registreret som pige, og selvom han retmæssigt stadig hed Justine, havde han foretaget en social transition i sit første år på high school. Hvis skolen havde problemer med en dreng med pink hår, kunne Makani slet ikke forestille sig, hvor længe det havde taget dem at vænne sig til “pigen”, der i virkeligheden var en dreng. De lod ham for det meste være nu, selvom han stadig fik blikke. Sammenknebne øjne og sammensnerpede munde. “Jeg kendte hende ikke,” fortsatte Darby. “Hun virkede flink nok.” Alex klikkede et spænde i, der lignede en ond Hello Kitty. “Er det ikke mærkeligt, at i samme øjeblik nogen dør, bliver alle lige pludselig deres bedsteste ven?”

Darby skulede til hende. “Det var ikke det, jeg sagde. Hold dog op.” Makani lod dem småskændes lidt, inden hun afbrød dem. Det gjorde hun altid. “Tror I, en af hendes forældre gjorde det? Jeg har hørt, at det oftest er et familiemedlem i den slags sager.” “Eller en kæreste,” sagde Darby. “Datede hun nogen?” Makani og Alex trak på skuldrene. De stirrede alle tre på deres forbipasserende klassekammerater og blev atypisk tavse. “Det er trist,” sagde Darby endelig. “Det er bare … frygteligt.” Makani og Alex nikkede. Det var det. “Jeg mener, hvem kunne finde på sådan noget?” spurgte han. En kvalmende bølge af skam skyllede igennem Makani. Det er ikke det samme, mindede hun sig selv om. Sådan er jeg ikke. Men da klokken ringede ind med tre sterile toner, styrtede hun ud af den trange bil, som om det var en nødsituation. Darby og Alex stønnede, mens de modvilligt steg ud af bilen, og var alt for optagede af deres eget mismod til at bemærke hendes sære opførsel. Makani åndede ud og rettede på tøjet for at sikre, at hun så ordentlig ud. I modsætning til sine venner havde hun former. “Måske var det en seriemorder,” sagde Alex, da de begav sig af sted til første time. “En langturschauffør på vej gennem byen! Nu om dage er seriemordere altid lastbilchauffører.” Makani mærkede sin velkendte skepsis. “Siger hvem?” “FBI.” “Min far er lastbilchauffør,” sagde Darby. Alex smilede. “Hold op med at smile.” Darby kiggede olmt på hende. “Ellers tror folk, at du gjorde det.” Ved frokosttid havde Alex’ smagløse joke om kilden til Ollies hårfarve spredt sig. Makani havde hørt mere end én elev hviske om hans mulige skyld. Det gjorde hende rasende. Ollie afveg helt

bestemt fra normen. Men det gjorde ham ikke til morder. Desuden havde hun aldrig set ham tale med, eller endda kigge på Haley Whitehall. Og Makani havde kigget meget på ham. Hun var vred, selvom hun vidste, at rygterne netop bare var rygter, opdigtede historier skabt til at aflede dem fra det ukendte. Det ukendte var alt for uhyggeligt. Makani havde også overhørt en gruppe stræbere snakke om Zachary Loup, skolens slagger. Hun troede heller ikke, at han var skyldig, men han var i det mindste en bedre mistænkt. Zachary var et røvhul. Han var ikke engang flink mod sine venner. De fleste elever var dog enige om, hvem de rigtige mistænkte var: Haleys familie. Måske en kæreste. Ingen vidste noget om en kæreste, men måske havde hun haft en hemmelig en. Piger havde ofte hemmeligheder. Tanken fik det til at vende sig i Makani, som om hun havde spist et råddent æble. Mens Darby og Alex spekulerede, skubbede hun sin pomfritbakke væk og kiggede rundt. Næsten alle 342 elever var samlet her i midten af campus, omringet af brune murstensbygninger. Skolegården var kedelig. Trøstesløs. Der var ingen borde eller bænke, kun et par forkrøblede træer rundt omkring, så eleverne sad på asfalten. Hvis man rullede en smule pigtråd ud, kunne det have været en fængselsgård, men selv indsatte havde adgang til borde og bænke. I midten stod et tørlagt springvand som et mausoleum fyldt med døde blade. Ingen kunne huske nogensinde at have set stenløven skyde vand ud af sin åbne mund. På denne tid af året var vejret uforudsigeligt. Nogle dage var varme, men de fleste var kolde. I dag var det næsten varmt, så skolegården var fyldt, og kantinen var tom. Makani lynede sin hættetrøje op og gøs. Hendes skole i Kailua-Kona var altid varm.

Luften havde duftet af blomster, kaffe og frugt og smagt lige så salt som Stillehavet, der glitrede ved siden af parkeringspladserne og fodboldbanerne. Osborne lugtede af benzin, smagte af håbløshed og var omgivet af et majshav. Åndssvag majs. Så meget majs. Alex snuppede en håndfuld af Makanis efterladte pomfritter. “Hvad med nogen i showkoret? Eller dramaklubben?” “Som Haleys dubleant, måske?” sagde Darby hånligt. “Er det ikke den person, mesterdetektiven ville undersøge?” spurgte Alex. “Som i hvem?” “Sherlock, Morse, Poirot. Wallander. Tennison.” “Jeg kender kun et af de navne.” Darby dyppede sin pizza i en klat dressing. “Hvorfor ser du ikke bare almindeligt tv?” “Jeg siger bare, at vi ikke skal udelukke nogen endnu.” Makani stirrede stadig på springvandet. “Jeg håber ikke, at det er en elev.” “Det er det ikke,” sagde Darby. “Kom nu,” sagde Alex. “Vrede teenagere laver sådan noget lort hele tiden.” “Ja,” sagde han. “Men de dukker op i skole med et arsenal af automatvåben. De går ikke efter folk i deres hjem. Med knive.” Makani holdt sig for ørerne med knyttede næver. “Okay, så er det nok. Stop det.” Darby dukkede sig forlegent. Han sagde ikke noget, men han behøvede heller ikke at sige noget. Skoleskyderier fandtes. Med virkelige mordere og virkelige ofre. Haleys død forekom at være et skridt fra virkeligheden, fordi det ikke virkede som noget, der kunne ske for dem. Gerningen var alt for særegen. Der måtte have ligget en årsag bag den. En frygtelig og forkvaklet årsag, men dog en årsag.

Makani vendte sig om for at kigge på dem i håb om at spole samtalen tilbage, så hendes reaktion ikke virkede så voldsom. “Men … Jessica gjorde det ikke.” Alex hævede øjenbrynene. “Jessica?” “Jessica Boyd. Dubleanten.” Makani rullede med øjnene, da Alex smiskede. “Jeg ved kun, at hun er dubleant, fordi jeg hørte nogen andre sige det. Men kan I helt ærligt forestille jer hende dræbe nogen?” “Du har ret,” sagde Alex. “Det virker usandsynligt.” Jessica Boyd var en sart, lille sjæl. Det var svært bare at forestille sig hende skylle en død guldfisk ud i toilettet. “Men lagde I mærke til, at Haleys bedste veninde ikke kom i skole i dag?” “Fordi Brooke sørger.” Darby lød ophidset. “Ligesom jeg ville gøre, hvis det skete for en af jer.” Alex lænede sig konspiratorisk frem. “Tænk over det. Haley var en af de mest talentfulde elever her. Alle vidste, at hun ville rejse herfra til fordel for noget større og bedre. Broadway, Hollywood, hvor som helst. Hun var typen, der burde være totalt storsnudet, men … det var hun ikke. Folk kunne godt lide hende. Hvilket betyder, at der var nogen, der ikke kunne lide hende. Foragtede hende.” Makani rynkede på næsen. “Og du tror, det var hendes bedste veninde?” “Ingen kendte rigtigt Haley,” sagde Darby. “Medmindre de var medlem af dramaklubben eller Vocalmotion.” Vocalmotion var showkorets uheldige navn til sig selv. Osborne High havde kun tre respektable organisationer: dramagruppen og korgruppen, som havde et overlap på næsten 100 procent – og så footballholdet. Det var Nebraska. Selvfølgelig tog skolen football alvorligt. “Men det er netop det, jeg siger,” sagde Alex. “Ingen andre kendte

hende. Så giver det ikke mening, at en af hendes venner gjorde det? Af jalousi?” “Burde vi bekymre os? Planlægger du at myrde os?” spurgte Makani. “Årh,” sagde Darby. Alex sukkede. “I er aldrig med på noget sjov.” “Jeg mener, at jeg advarede dig i morges,” sagde Darby. “Om ikke at virke så begejstret.” Vinden fik fat, og papirbanneret flagrede i den anden ende af skolegården. Et banner for Sweeney Todd. Bogstaverne dryppede af skrigrødt, håndmalet blod, og to lange striber tyl hang ned fra hver side som teatergardiner. Et vindpust blæste tyllen op i luften, hvor den dansede og vred sig. Makani gøs. Hendes navn betød “Vind” på hawaiiansk, men hun var ikke overtroisk. Bortset fra når hun var. De burde holde op med at tale om Haley. “Det er taktløst,” sagde hun. Hun kunne ikke lade være. Hun nikkede mod banneret. “Splatterbæltet. Tror I, de aflyser det?” Alex slugte den sidste, fedtede pomfrit. “Det har de bare ikke at gøre. Det var den første skoleaktivitet, jeg nogensinde havde tænkt mig at møde op til. Frivilligt,” tilføjede hun. Hun var medlem af marchorkesteret, hvilket betød, at hun var nødt til at møde op til footballkampene. Darby nedstirrede hende, indtil de fik øjenkontakt. “Hvad? Det lyder sjovt,” sagde hun. “At blive dækket af kunstigt blod.” Makani fnøs. “Der var ordet igen. Sjovt.” Darby fik et påtaget længselsfuldt udtryk i ansigtet. “Jeg kan huske, dengang du samlede på plasticheste og Pokémonkort, og din største drøm var at arbejde for Pixar.” “Tal ikke så højt, åndsnakke.” Men Alex smilede. Så fulgte en række drillerier om barndomshobbyer og særegen-

heder, og Makani følte sig, som hun så ofte gjorde, ekskluderet. Hun blev fjern og lod blikket glide hen over skolegården. Det var næsten tid. Hvert øjeblik nu, og … Der. Hun fik et sug i maven, da Ollie dukkede op bag elevskabene for at smide en tom plasticpose ud. Det var hans daglige rutineoptræden. Han spiste altid en medbragt madpakke i et ubefolket hjørne bag de gamle skabe, hvorefter han forsvandt ind i hovedbygningen. Resten af frikvarteret tilbragte han på biblioteket. Makani følte et velkendt stik af sorg. Ollie var så alene. En lille gruppe footballspillere stod under Sweeney-banneret og spærrede indgangen til bygningen. Hun blev helt anspændt, da Matt Butler, Osbornes yndlingselev og stjernespiller, sagde et eller andet, da Ollie nærmede sig. Hvad end det var, reagerede Ollie ikke. Matt sagde noget mere. Ollie reagerede ikke. Matt svirpede til Ollies hår. Hans venner lo, men Ollie reagerede stadig ikke. Det var pinefuldt at se på. En muskuløs fyr med et absurd navn, Buddy eller Bubba var det vist, sprang op og greb fat i tyllen, og højre halvdel af banneret revnede og faldt ned. Han lo endnu højere, da Ollie var tvunget til at dukke sig, men fornøjelsen var kort. Matt pegede vredt på ødelæggelsen. “Hey, mand! Vis noget respekt.” Udbruddet kunne høres over hele gården. Det tog Buddy eller Bubba flere sekunder at gennemskue sammenhængen mellem det ødelagte banner og Haley, men da hans ansigtsudtryk ændrede sig fra forvirring til skam, måtte han træffe et valg: enten at indrømme sin fejl eller få situationen til at eskalere. Han valgte det sidste. Han puffede til Matts skulder og satte gang i en vred kædereaktion af skubben og puffen, indtil de ikke længere spærrede for indgangen. Situationen havde pådraget sig samtlige elevers fulde opmærksom-

hed. Kun Makani stirrede et andet sted hen. Ollie havde stadig ikke rørt sig. Han holdt masken, men det var tydeligt, at footballspillerne havde gjort ham nervøs. Hun sprang op. “Nej,” sagde Darby. “Makani. Nej.” Alex rystede på hovedet, så hårspænderne raslede. “Ollie har ikke fortjent din hjælp. Eller medlidenhed. Eller hvad end det er, du føler lige nu.” Makani glattede forsiden af sin hættetrøje. Hun var allerede på vej væk. “Du lytter aldrig til os,” råbte Darby efter hende. “Hvorfor lytter du aldrig til os?” Alex sukkede. “Held og lykke, søde.” Denne her ting, denne ubærlige vægt og det pres, der var vokset i Makani i flere måneder nu, var på nippet til at eksplodere. Ollie havde muligvis ikke gjort sig fortjent til hendes hjælp, men hun følte alligevel, at hun var nødt til at prøve. Måske var det, fordi hun ville ønske, at nogen på hendes gamle skole havde hjulpet hende. Eller måske var det på grund af Haley; en modbydelig situation, der allerede var langt uden for rækkevidde af nogens hjælp. Makani kastede et blik tilbage på sine venner og trak på skuldrene. Da hun vendte sig om, stirrede Ollie på hende. Han så hverken nervøs eller vred eller bare nysgerrig ud. Han så vagtsom ud. Makani gik direkte hen til ham. Hun skilte sig altid ud fra sine jævnaldrende. Deres hud var flere toner lysere end hendes brune teint, og hendes surferagtige stil var meget mere farvestrålende end deres enkle, midtvestlige fremtoning. Hun lod sit hår være naturligt stort og krøllet og bevægede sig med en selvsikker svajen i hofterne. Det var en falsk selvsikkerhed beregnet til, at folk ikke stillede spørgsmål. Ollie kastede et sidste blik på sportsidioterne, der stadig råbte og

skabte sig, inden han hev banneret til side. Han gik ind i bygningen. Makani rynkede panden. Men da hun åbnede døren, stod han på den anden side og ventede på hende. Det gav et sæt i hende. “Åh.” “Ja?” sagde han. “Jeg … jeg ville bare sige, at de er nogle idioter.” “Dine venner?” Ollies ansigt var udtryksløst. Det gik op for Makani, at hun stadig holdt døren åben, og han kunne se Darby og Alex, der spejdede efter dem fra den anden ende af gården gennem det gennemsigtige tyl. Hun slap døren. Den smækkede i. “Nej,” sagde hun og forsøgte at smile. “Alle andre.” “Ja. Det ved jeg godt.” Hans ansigt forblev passivt. Reserveret. Hendes smil falmede. Hun lagde armene over kors og kunne mærke, hvordan hun gik i forsvarsposition, mens de kiggede på hinanden. De var næsten på øjenniveau; han var kun et par centimeter højere end hende. På denne afstand kunne hun se, hvor nyt hans hår var. Hovedbunden var skrigende pink. Det ville tage noget tid at vaske hårfarven ud af huden. Der var et eller andet sårbart ved at se ham sådan, og hun blev blød igen. Hun hadede sig selv for det. Hun hadede sig selv for mange ting. Makani hadede, at hun havde ladet sig rive med dengang med Ollie, selvom hun var blevet advaret om hans ry. Hun hadede, at hun havde narret sig til at tro, at hun ikke kunne lide ham, selvom hun hele tiden havde vidst, at hun kunne. Og hun hadede måden, det var endt på. Pludseligt. Stille. Det her var deres første samtale siden afslutningen på sommerferien. Måske hvis vi bare havde talt mere sammen … Men det var jo det, ikke? Der havde aldrig været megen snak. Dengang havde hun endda været taknemmelig for det.

Hans blege øjne var stadig rettet mod hende, men de var ikke længere udtryksløse. De var søgende. Hendes blodårer dunkede til svar. Hvorfor føltes det pludselig, som om de var tilbage bag supermarkedet og forberedte sig på at gøre det, de gjorde dengang på de varme sommereftermiddage? “Hvad laver du her?” spurgte han. “Du har ikke talt til mig hele semesteret.” Det gjorde hende vred. Øjeblikkeligt. “Jeg kunne sige det samme om dig. Og jeg har sagt, hvad jeg ville sige. Om vores klassekammerater. Om at de er idioter og alt det der.” “Ja.” Han stivnede. “Det har du sagt.” Makani udstødte en kort latter for at vise, at hun ikke lod sig påvirke af ham, selvom de begge vidste, at det ikke var tilfældet. “Fint. Glem det. Jeg prøvede bare at være en ven.” Ollie sagde ikke noget. “Alle har brug for venner, Ollie.” Han rynkede panden en anelse. “Men det er tydeligvis umuligt.” Med et voldsomt stød skubbede hun døren op igen. “Skøn samtale. Vi ses til time.” Hun stormede direkte ud i et gardin af tyl. Hun bandede, mens hun kæmpede med at rive det til side og blev mere og mere viklet ind i det mørkerøde stof. Et tordenagtigt spektakel spredte sig gennem gården – en kaotisk flok af spændte, ophidsede tilskuere. Slagsmålet var omsider brudt ud. Makani holdt op med at kæmpe. Hun sad fast; hun var fanget i den her elendige by, hvor hun hadede alt og alle. Især sig selv. Der var en stille bevægelse, og hun blev overrasket over at få øje på Ollie, der stadig stod bag hende. Hans fingre viklede hende forsigtigt og blidt ud af tyllen. Det blev til et fladt lagen igen, og sammen betragtede de i tavshed deres klassekammerater gennem det blodfarvede slør.

DET ER NÆSTEN ET ÅR SIDEN,

“Lås dine døre og vinduer, og hvis du pludselig

at Makani Young flyttede ind hos sin bedstemor langt ude

ikke kan finde dine nøgler eller din telefon,

på landet i Nebraska, og hun er stadig ved at finde sig til

så skynd dig væk. Og se dig ikke tilbage.”

rette med i nye liv. Og hun er stadig jaget af sin fortid i

– H Y PA B L E .C O M

Foto: Destinee Blau

Hawaii. En efter en bliver hendes medstuderende på byens lille high school myrdet i en række brutale drab, og imens

“Perkins giver læserne en falsk følelse af

politiet jagter morderen, breder uhyggen og usikker-

tryghed, før hun trækker kniven

heden sig, og Makani bliver tvunget til at forholde sig til

og drejer den rundt …”

sine egne mørke hemmeligheder.

– E N T E R TA I N M E N T W E E K LY

STEPHANIE PERKINS er forfatteren bag New York Times’ bestseller-trilogien Anna og det franske kys, Lola og naboens søn og

S T E P H A N IE P ER K I NS , forfatteren til Anna og

Isla og jagten på lykke. Hun har altid arbejdet

det franske kys, er tilbage med et forfriskende bud på den

med bøger, først som boghandler, siden som

klassiske slasher-genre. Fyldt med blod. Og selvfølgelig

bibliotekar og nu som forfatter. Stephanie bor

også med masser af romantik ...

“Læserne vil sove med det ene øje åbent.” – BOOKLIST

i bjergene i North Carolina sammen med sin mand. AF FORFATTEREN TIL ANNA OG DET FRANSKE KYS

CARLSENPULS