Issuu on Google+

90 mm

155 mm

Wayne Rooney er anerkendt som en af de bedste fodboldspillere i sin generation. Siden sit skift til Manchester United i 2004 har han som deres absolut største stjerne været en talisman for klubben og den øverste spiller i det interne hierarki. I de ti år, der er gået, siden sin debut som 16-årig for Everton har han hævet trofæ efter trofæ, modtaget utallige hædersbevisninger og været årsagen til et hav af overskrifter for sin kontroversielle stil både på og uden for banen.

MINE TI ÅR I PREMIER LEAGUE er Wayne Rooneys førstehåndsberetning om et tiår som stjernespiller i den bedste engelske liga – og den største klub i verden. Det er hans personlige historie om de største kampe for Manchester United; om ligakampene, FA Cuppen og eventyrene i Champions League.

29 mm

MINE TI ÅR I PREMIER LEAGUE

MATT ALLEN er en prisbelønnet fodbold- og musikskribent, som blandt andet har skrevet for FourFourTwo, Q, Mojo og Guardian. Han har været med til at skrive Paul Mersons How Not to Be a Professional Footballer, som blev nomineret til bedste selvbiografi ved British Sports Book Awards 2012. Han har desuden skrevet Jimmy Greaves: The Biography og The Crazy Gang: The Inside Story of Vinnie, Fash, Harry and Wimbledon FC.

155 mm

Forord af

Sir Alex Ferguson

WAYNE

ROONEY MINE TI ÅR I PREMIER LEAGUE

www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof

6

90 mm

Hvis det føles som at være under vandet at spille fodbold, så føles det som at komme op til overfladen og få luft, når man scorer et mål. Jeg kan se og høre alt, krystalklart. Ansigterne i mængden, tusindvis, der råber og smiler og kravler oven på hinanden i jubel. Voksne mænd, der hopper op og ned som små børn. Børn, der skriger af glæde og passion og vifter med flag. Hvert eneste billede er knivskarpt. Jeg kan se kontrollørernes neonstrålende veste oppe på tribunerne. Jeg kan se bannerne, der hænger på Stretford End-tribunen: ’For Every Manc A Religion’ og ’One Love’. Det føles som at skifte fra sort-hvid til farve, fra almindelig til HD-fjernsyn, ved et enkelt tryk på fjernbetjeningen. Tilskuerne går fuldstændig amok, de er sikre på, at sejren er hjemme nu. Jeg gik fra næsten at forære modstanderen bolden til at hamre sejrsmålet op i målhjørnet. Det er skræmmende, så hårfin grænsen er i topfodbold. En stor del af tiden bevæger forskellen på sejr og nederlag sig på en knivsæg. Det er derfor, fodbold er verdens bedste spil.

231 mm

WAYNE ROONEY

WAYNE ROONEY blev født i Liverpool i oktober 1985 og blev som 16-årig den yngste målscorer i Premier Leagues historie, kort efter sin debut for Everton. I august 2004 sluttede han sig til Manchester United og blev deres topscorer i Premier League ved at slå George Bests rekord på 179 mål. Han har vundet fire Premier League-trofæer, Champions League i 2008 og to League Cups. Hans formidable saksespark – det afgørende mål i Manchesterderbyet mod City på Old Trafford i 2011 – blev kåret som det bedste mål i Premier Leagues 20-årige historie.

6


WAYNE ROONEY MINE TI ÅR I PREMIER LEAGUE Oversat af Christian Mohr Boisen fra MY DECADE IN THE PREMIER LEAGUE Copyright © Wayne Rooney 2012 First published by HarperCollinsPublishers 2012 Published by arrangement with Licht & Burr Dansk udgave © 2013 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Olga Bramsen efter originalomslag Fotos: All Over Press/Rex Features (forside), Getty Images (bagside) Bogen er sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook ISBN 978-87-11-38329-2 1. udgave, 1. oplag 2013 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont


WAYNE ROONEY MINE TI ÅR I PREMIER LEAGUE I samarbejde med Matt Allen

På dansk ved Christian Mohr Boisen

Lindhardt og Ringhof


S U LT

KAPITEL

1

SULT Ti år i Premier League. Alle målene og pokalerne, skaderne, de gule og røde kort er drevet af én ting: Jeg hader at tabe. Jeg hader det lidenskabeligt. Det er den værste fornemmelse i verden, og ikke engang et mål eller tre i en kamp kan få nederlag til at føles o.k. Hvis jeg ikke går fra banen som vinder, er målene ligegyldige. Hvis United taber, er jeg ikke interesseret i, hvor mange mål jeg har scoret. Det er så slemt, at jeg endda hader selve tanken om at tabe. At tænke på nederlag irriterer mig, gør mig frustreret, det er ikke en mulighed i min verden, men når det sker, går jeg amok. Jeg bliver gal, ser rødt, jeg råber ad holdkammeraterne, jeg smider med ting, og jeg surmuler. Jeg hader, at jeg opfører mig sådan, men der er ikke noget, jeg kan gøre. Jeg var en dårlig taber som dreng, når jeg spillede med mine brødre og venner, og jeg er en dårlig taber nu, som United-spiller. Og så er det lige meget, hvor jeg spiller, eller hvem jeg spiller mod, jeg er den samme, hver gang jeg tager mine fodboldstøvler på. Jeg kan huske, at jeg under en kamp til træning på 27


MINE TI ÅR I PREMIER LEAGUE

Carrington før den sidste kamp i 2009-10-sæsonen bliver fældet to gange i feltet. Jeg kan huske det, fordi det stadig går mig på. Dommeren, en af vores fysiske trænere, fløjter ikke en eneste gang til min fordel under hele kampen, og mit hold taber med et par mål. Da kampen er fløjtet af, går de andre gutter stille og roligt tilbage mod omklædningsrummet. De joker og er i højt humør. Men ikke mig. Jeg er rasende. Jeg sparker til træningskegler og smækker med dørene på vejen. Det er det samme, når jeg konkurrerer uden for banen. Jeg spiller tit computerspil mod de andre, når jeg rejser med landsholdet. Engang tabte jeg i FIFA og smed en spillekonsol gennem lokalet bagefter, fordi jeg blev så irriteret på mig selv. En anden aften rejste jeg mig og slukkede på kontakten, fordi jeg var ved at tabe. Alle kiggede på mig, som om jeg var bindegal. ‘Hold nu op, Wazza, tag dig sammen, mand.’ Det gjorde mig endnu mere irriteret, så jeg smed hele banden ud af rummet og surmulede for mig selv. Det er ikke kun, når jeg er sammen med holdkammeraterne, at jeg går amok. Jeg har været i skænderi med mennesker helt ovre i Thailand og Japan, når jeg spiller fodbold mod dem på nettet. Når de vinder over mig, diskuterer jeg med dem via headsettet, som forbinder spillerne med hinanden. Jeg er et voksent menneske. Måske skulle jeg slappe lidt af, men det er svært for mig at falde ned, når tingene ikke går, som jeg vil, og desuden er vi alle sammen sådan i min familie. Vi er helt vildt konkurrencelystne. Brætspil, tennis på gaden, hvad det end var, vi spillede, dengang jeg var dreng, så spillede vi for at vinde. Ingen af os kunne lide at tabe. Nogle gange tror jeg, det har været godt. Jeg tror ikke, jeg havde været den samme fodboldspiller, hvis jeg havde stillet mig 28


S U LT

tilfreds med at være nummer to. Jeg har brug for min sult, den skubber mig fremad, når jeg spiller, ligesom Éric Cantona og Roy Keane, da de spillede for United. De havde rendyrket passion. Det har jeg også, og det skærper min præstation og får mig til at kæmpe endnu mere. Cantona og Keane hadede at tabe. De fik ikke så mange venner på banen, men de vandt en masse pokaler. Jeg er ligesådan. Jeg tvivler på, at der er ret mange spillere, der vil sige, at de har nydt at konkurrere mod mig, og jeg er ret sikker på, at mine modspillere synes, jeg er dødirriterende at spille overfor. Jeg er sikkert også dødirriterende at spille på hold med, for når United taber eller er ved at tabe ved halvleg, går jeg amok i omklædningsrummet. Jeg råber og skriger. Jeg knalder en bold tværs gennem lokalet. Jeg kaster mine støvler ned i gulvet. Jeg går amok på mine holdkammerater. Jeg råber ad folk, og de råber ad mig. Det er ikke, fordi jeg har noget imod nogen, at jeg råber og skriger og sparker fodbolde rundt i lokalet. Jeg gør det, fordi jeg respekterer dem og vil have, at de spiller bedre. Jeg kan ikke holde ud, at vi taber. Jeg råber ad spillere, og de råber ad mig. Jeg tager det ikke personligt, når jeg får en skideballe, og jeg regner heller ikke med, at folk tager det personligt, når jeg giver dem turen. Det er alt sammen en del af spillet. Og jo, det føles som en forbandelse nogle gange, vreden og irritabiliteten, der kommer, når jeg taber, men det er en drivkraft for mig. Det gør mig til den spiller, jeg er. ★★★★★

29


MINE TI ÅR I PREMIER LEAGUE

Jeg har altid hadet at tabe, at blive nummer to, og dét starter i Croxteth. Vi er en familie med meget stolthed. Crocky er et stolt sted, og ingen ønsker at skuffe sig selv eller deres familie i gaden, hvor jeg bor. Mine forældre er ikke velhavende, men vi har nok til at klare os igennem, og mine brødre og jeg får ikke lov at tage noget for givet under vores opvækst. Vi ved, at hvis vi vil have noget, må vi kæmpe for det, og jeg bliver opdraget med, at belønning ikke kommer let. Det lærer jeg af min mor og far, min bedstemor og min bedstefar. Jeg lærer, at hvis jeg arbejder hårdt, kommer belønningen. Hvis jeg arbejder hårdt i skolen, får jeg den nye Everton-trøje – det er det hold, hele min familie holder med – eller en ny fodbold, hvis jeg har brug for den. Min vilje til at arbejde kommer derfra. Min selvdisciplin, sulten efter at vinde og viljen til at presse mig selv har jeg også uden for skolen. Jeg går til boksning i Crocky Sportscenter med min onkel Richie, han er en stor fyr med en flad boksernæse. Han slår ret hårdt. Jeg bokser ikke kampe, men jeg sparrer tre gange om ugen, og træningen giver mig styrke og endnu mere konkurrencevilje. Frem for alt er den med til at styrke troen på mig selv. I min familie har vi alle sammen en tro på os selv, men jeg tror ikke, det kun gælder Rooney-familien. Jeg mener, det gælder hele Liverpool. Alle er meget ærlige i Crocky, alle siger, hvad de mener, og det kan jeg godt lide. Som dreng lærer jeg at tage selvtilliden med til boksning. Selv om jeg kommer i ringen mod en fyr, der er dobbelt så stor som mig, tænker jeg aldrig: Åh nej, hvor er han stor! Jeg får så mange tæsk. Hvis man gør det, har man tabt på forhånd. I stedet for tænker jeg, hver gang jeg går i ringen: Jeg vinder, selv mod de store fyre. En af gutterne i boksecentret

30


S U LT

hedder John Donnelly.1) Han er ældre og tungere end mig, men hver gang vi sparrer mod hinanden, beder onkel Richie mig om ikke at gå så hårdt til ham. Han er bange for, at John ikke kan klare mig. Sulten efter at vinde og min tro på mig selv har jeg i mig lige fra starten på fodboldbanen, selv når jeg spiller for De La Salle, som mit skolehold hedder. Hvis en spiller tackler bolden fra mig eller vinder en nærkamp om bolden mod mig, laver jeg ekstra styrketræning ugen efter. Jeg lover mig selv, at det ikke sker igen. Ingen skal vinde en nærkamp mod mig. Hvis det ser ud, som om jeg er ved at miste sulten, presser far mig lidt. Når jeg spiller fodbold søndag eftermiddag, kommer han altid og ser på. Han opmuntrer mig til at gå til den. Nogle gange kommer han mere op at køre end mig. Han siger, at jeg skal arbejde hårdere og kæmpe mere for det. Under en kamp, hvor det er bidende koldt, og mine hænder brænder, og fødderne er som isklumper, løber jeg over til sidelinjen. ‘Far, jeg bliver nødt til at blive skiftet ud. Det er alt for koldt. Jeg kan ikke mærke mine fødder mere.’ Hans ansigt får en mærkelig kulør, og han ser ud, som om han er ved at eksplodere af vrede. ‘Hvad? Fryser du?’ Han tror ikke sine egne ører. ‘Se så at komme tilbage på banen og løb noget mere. Kom nu ind i kampen.’ Så løber jeg lidt mere for at få varmen. Jeg er kun ni år, men jeg ved allerede, at hvis jeg skal følge min fars råd, så skal jeg blive endnu hårdere, hvis jeg vil være en ordentlig fodboldspiller. 1)

John Donnelly er nu professionel bokser, mellemvægt. Jeg overvejede i lang tid at blive professionel bokser selv, men jeg besluttede mig til sidst for at satse på fodbolden.

31


MINE TI ÅR I PREMIER LEAGUE

★★★★★

Alle mine forbilleder er fightere. Jeg elsker at se boksning i fjernsynet, især Mike Tyson, fordi hans speed og aggressivitet gør ham så spændende at følge. Han går altid efter at knockoute modstanderen. Når jeg ser Everton spille sammen med far, er Duncan Ferguson min yndlingsspiller, fordi han er en fighter som Iron Mike, hård som stål, og jeg elsker, at han aldrig giver op, specielt ikke, hvis det ikke lige går helt efter hans hoved. Han går altid til den. Han scorer også superfede mål. Jeg kunne sidde og se ham spille hele dagen lang. Jeg elsker Everton, jeg er helt tosset med dem. Da jeg er ti år, skriver jeg til klubben og beder om at blive klubmaskot til en kamp. Et par uger senere får jeg brev om, at jeg er blevet valgt, og jeg er helt vildt glad, fordi jeg skal gå på banen sammen med holdet til Merseyside-derbyet, mod Liverpool på Anfield. Jeg går på banen med vores anfører Dave Watson og Liverpools John Barnes. Larmen fra tilskuerne er ufattelig. Bagefter skal jeg ned i straffesparksfeltet og tage et par skud på vores målmand Neville Southall. Det er meningen, at jeg bare skal skyde bolden tilbage til ham stille og roligt, men jeg begynder at kede mig og lobber bolden over ham og i nettet. Det er tydeligt, at det ikke behager ham, så da han triller bolden ud til mig, gør jeg det igen. Jeg vil score mål. Et par år senere får jeg lov at være bolddreng på Goodison Park. Neville står på mål igen, og da jeg løber efter et skud, som er røget uden for banen, råber han ad mig. ‘Se så at få noget fart på, bolddreng!’ brøler han. Det skræmmer livet af mig. I lang tid efter fortæller jeg den historie til mine venner i skolen. 32


S U LT

Den eftermiddag på Anfield scorer Gary Speed for os, og det er jeg helt oppe at ringe over, fordi han er en af mine yndlingsspillere. Jeg kan se, at han arbejder hårdt, og han er en professionel rollemodel. Jeg får at vide, at han også var Everton-fan som dreng, så da min mor køber en kanin til mig som kæledyr, beslutter jeg mig for at kalde ham ‘Speedo’. To dage senere skifter den rigtige Speedo til Newcastle, og jeg surmuler i flere dage efter. ★★★★★

Træningen og min øgede hårdhed betaler sig. Da jeg er ni år, bliver jeg spottet af talentspejdere fra Everton og kommer til klubben. Det er en drøm, der går i opfyldelse for mig. Fra det tidspunkt spiller jeg med ældre årgange, for jeg er teknisk og fysisk stærkere end dem på min egen alder. Det er ret langt ude; jeg taler ikke engang med drengene på min egen alder, når jeg er til træning, for vi spiller aldrig sammen, og jeg kender dem ikke. Da jeg er 14, spiller jeg sammen med Evertons U19-hold. Jeg, en dreng, spiller lige op med (næsten) voksne fyre, jeg scorer mål, vinder nærkampe. Det føles fantastisk. Og det bliver endnu bedre. Som 15-årig spiller jeg for Evertons senior-andethold, reserverne. Da jeg er fyldt 16, kommer jeg på førsteholdet. Jeg ved, at jeg er i stand til at spille på dette niveau, for jeg knokler hårdt, og pladsen på førsteholdet er min belønning, præcis som far og mor har lært mig det. Nogle af trænerne er usikre på, om jeg har styrke nok til at være med blandt de professionelle, men jeg ved, at jeg har masser af styrke, fordi jeg har opbygget muskelkraft under onkel Richies boksetræning. Da vi skal spille hjemme mod Manchester Uniteds andethold, 33


MINE TI ÅR I PREMIER LEAGUE

giver en af vores trænere os instrukser om at gå til Gary Neville med alt, hvad vi har. Neville er en af Uniteds stjerner fra deres førstehold, og alle hader ham uden for Old Trafford, fordi han er United helt ind til benet. Han går altid til den på banen. Kort inde i kampen går vi op i en hovedstødsduel. Min albue rammer ham ved et uheld, og da jeg vender mig for at se, om det har påvirket ham, kan jeg se, at han ikke engang blinker med øjnene. I vores næste nærkamp om bolden, betaler han mig tilbage ved at hamre ind i mig for fuld styrke. Endnu en lektion i, hvordan spillet fungerer. ★★★★★

Jeg forbliver den samme, også efter ti år. Jeg tager min Crocky��nd med mig på banen gennem hele min karriere. At smøge ærmerne op, bide tænderne sammen og komme videre hjælper mig til at score en masse mål i Manchester United. Som i kampen mod Arsenal i januar 2010. Vi fører med et mål takket være et selvmål af Arsenals målmand Manuel Almunia. Arsenal er en af vores nærmeste konkurrenter i Premier League, og det vil rykke os et godt skridt nærmere mesterskabet, hvis vi besejrer dem. Hvis vi scorer igen, vinder vi ret sikkert kampen. Heldigvis lykkes det mig at score efter 37 minutter på en afslutning, der er resultatet af ikke at give op. Jeg er nede og forsvare, gøre det beskidte arbejde, kæmper hårdt, dybt inde på vores egen banehalvdel, hvilket ikke alle angribere ville gøre. Jeg erobrer bolden på kanten af vores straffesparksfelt, lægger den af til Nani og sprinter af sted ned mod Arsenal-forsvaret. Jeg ser deres back Gaël Clichy på siden af mig, men jeg fokuserer på Nani. Han hamrer af sted ned langs fløjen, 34


S U LT

og jeg ved, at der kommer en aflevering ind til mig, hvis jeg kan komme i position til den. Han afleverer ind i min løbebane, jeg tilpasser mit løb og knalder til bolden første gang, ind bag Almunia, og Arsenal er færdige. Tre point er i hus. Når fans taler om spillere med størst sult efter at vinde kampene, nævner de altid de bolderobrende, tacklende midtbanespillere, men for mig er sult noget andet. Sult er mit mål mod Arsenal, det er at spurte i adskillige sekunder (igen og igen) efter en aflevering, der måske aldrig kommer. Sult er at ligge ude på fløjen og tage løb ind i feltet for derefter at løbe ned og forsvare. Vindersult er at risikere en skade for at score et mål. Sult er at kæmpe til sidste blodsdråbe og aldrig give op. Vi får spillerstatistikkerne efter Arsenal-kampen, ligesom efter hver Premier League-kamp. Uniteds fysiske træner, Tony Strudwick, kommer ind i omklædningsrummet efter træning med alle tallene og tabellerne. Han læser målingen af min fart under opbygningen til vores andet mål højt i omklædningsrummet. Jeg har tilsyneladende løbet 60 meter i en grotesk tid. ‘Hvis du havde fortsat med at løbe yderligere 40 meter i det tempo, havde du løbet 100 meter på 9,4 sekunder,’ siger han med et stort smil om munden, mens han kigger på papiret. Alle begynder at grine. Den statistik gør mig hurtigere end Usain Bolt. ★★★★★

Nogle gange går jeg for langt. Den samme følelse af et filter, der går ned, som jeg oplever, når jeg scorer, tager over, når jeg ser rødt. 35


MINE TI ÅR I PREMIER LEAGUE

Under en kamp mod Fulham i marts 2009 er det, som om intet går Uniteds vej, og jeg mister besindelsen for alvor. Vi har tabt til Liverpool ugen før, og Manageren vil have, at vi svarer igen mod Fulham på Craven Cottage. I stedet for kommer vi bagud efter et straffe, dømt mod Scholesy, som bliver vist ud for bevidst at tage med hænder i feltet. Jeg bliver skiftet ind i anden halvleg i stedet for Berbatov og får en advarsel. Der bliver dømt frispark mod mig hele tiden. Da der mangler et minut, kommer bolden mod mig, og en modspiller sparker mig i anklerne igen, men dommeren dømmer frispark til de andre. Jeg er rasende. Jeg samler bolden op og vil kaste den til Jonny Evans, men jeg fejlbedømmer, og bolden flyver med stor kraft lige forbi dommeren. Han tror, at jeg har kastet den efter ham. Åh nej, nu er der ballade. Der kommer det andet gule kort, og så det røde. Kampen er slut. Jeg har kun én tanke i hovedet. Det her kommer til at koste os mesterskabet. To nederlag i træk og karantæne i næste kamp. Jeg er stiktosset. Jeg ser rødt. Da jeg forlader banen, begynder tilskuerne at komme med hånlige tilråb. Alt koger inden i mig, mit hoved er ved at sprænges. I den slags situationer bliver jeg nogle gange så vred, at jeg ikke ved, hvad jeg kommer til at gøre. Heldigvis kommer ingen personer i vejen for mig. Det første, der krydser min vej, er hjørneflaget. Jeg hamrer til det. Da jeg kommer ned i omklædningsrummet, brækker jeg næsten min hånd, da jeg hamrer den ind i væggen. Paul Scholes sidder der allerede. Han ser bare på, som om det er helt naturligt at hamre sin hånd ind i en betonmur. Han har 36


S U LT

haft tid til at gå i bad og klæde om. Han ser skarp ud i sit officielle klubjakkesæt. ‘Også dig?’ Jeg nikker. Min hånd gør helt vildt ondt. Jeg er bange for, at den er brækket. Flot klaret, Wayne. Ingen af os siger et ord. Jeg sidder der bare i klubdragten, rasende. Pludselig rammer frygten mig. Åh nej, Manageren slår mig ihjel. Jeg kan høre tilskuernes sidste brøl, da dommeren fløjter kampen af. Vi har tabt 2-0. Jeg hører lyden af spillernes støvleknopper mod betongulvet på deres vej ned mod omklædningsrummet. Døren går op, men ingen siger noget, da de har sat sig. Tavshed. Ingen kigger på mig. Giggsy, Jonny Evans, Rio, Edwin van der Sar, alle sidder de og stirrer ned i gulvet. Så kommer Manageren ind og går amok. ‘I var elendige som hold!’ skriger han. ‘Vi leverede ikke!’ Han peger på mig, rasende, helt rød i hovedet, med tyggegummi i munden. ‘Og du skal lære at beherske dig. Ta’ det roligt!’ Manageren har ret. Jeg burde tage det roligt, men han ved lige så godt som jeg, at tanken om at tabe er det, der driver mig i fodbold, ja, i alt. Fordi han er ligesom mig. Vi hader begge at være nummer to. ★★★★★

Hey, det er ikke, fordi jeg altid er stolt over min opførsel. Efter Fulham-kampen er jeg bange for, at folk danner sig en 37


MINE TI ÅR I PREMIER LEAGUE

mening om, hvilken slags menneske jeg er, efter det, de ser på fodboldbanen. De ser mig hamre til hjørneflaget og råbe og skrige i fjernsynet og må tænke, at det er sådan, jeg er til hverdag. De ser mig gå hårdt ind i en tackling og tænker sikkert, at jeg er en voldsmand. Nogle gange, når folk ser mig i supermarkedet komme gående med Coleen og Kai i klapvognen, stirrer de på mig med åben mund, som om de forventer, at jeg skulle være iklædt fodbolddragt, benskinner og støvler og i gang med at skændes med ham fyren, der samler indkøbsvognene sammen, eller ved at sparke til en bunke toiletruller i et raserianfald. De her er meget billigere ovre i det andet supermarked. Men sådan er jeg ikke. Når jeg møder mennesker, er jeg stille og genert i begyndelsen. Jeg åbner ikke så let op. Jeg reagerer helt sikkert ikke hidsigt i samtaler, og jeg taler ikke til min familie og venner, som jeg taler til forsvarsspillere og holdkammerater. Jeg siger ikke til dem, at de skal f**** af, hvis det ikke går, som jeg vil ha’ det. Jeg slukker ikke for strømmen, når jeg ser mine venner spille computerspil. Jeg går kun amok, når jeg konkurrerer. Og kun hvis jeg taber. Det er ikke noget, jeg er stolt af, men det er noget, jeg er blevet nødt til at leve med. Jeg har åbenlyst to forskellige tænkemåder. En, der driver mig i kampens hede, og en anden, jeg lever mit liv efter. De to overlapper aldrig hinanden.

38


90 mm

155 mm

Wayne Rooney er anerkendt som en af de bedste fodboldspillere i sin generation. Siden sit skift til Manchester United i 2004 har han som deres absolut største stjerne været en talisman for klubben og den øverste spiller i det interne hierarki. I de ti år, der er gået, siden sin debut som 16-årig for Everton har han hævet trofæ efter trofæ, modtaget utallige hædersbevisninger og været årsagen til et hav af overskrifter for sin kontroversielle stil både på og uden for banen.

MINE TI ÅR I PREMIER LEAGUE er Wayne Rooneys førstehåndsberetning om et tiår som stjernespiller i den bedste engelske liga – og den største klub i verden. Det er hans personlige historie om de største kampe for Manchester United; om ligakampene, FA Cuppen og eventyrene i Champions League.

29 mm

MINE TI ÅR I PREMIER LEAGUE

MATT ALLEN er en prisbelønnet fodbold- og musikskribent, som blandt andet har skrevet for FourFourTwo, Q, Mojo og Guardian. Han har været med til at skrive Paul Mersons How Not to Be a Professional Footballer, som blev nomineret til bedste selvbiografi ved British Sports Book Awards 2012. Han har desuden skrevet Jimmy Greaves: The Biography og The Crazy Gang: The Inside Story of Vinnie, Fash, Harry and Wimbledon FC.

155 mm

Forord af

Sir Alex Ferguson

WAYNE

ROONEY MINE TI ÅR I PREMIER LEAGUE

www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof

6

90 mm

Hvis det føles som at være under vandet at spille fodbold, så føles det som at komme op til overfladen og få luft, når man scorer et mål. Jeg kan se og høre alt, krystalklart. Ansigterne i mængden, tusindvis, der råber og smiler og kravler oven på hinanden i jubel. Voksne mænd, der hopper op og ned som små børn. Børn, der skriger af glæde og passion og vifter med flag. Hvert eneste billede er knivskarpt. Jeg kan se kontrollørernes neonstrålende veste oppe på tribunerne. Jeg kan se bannerne, der hænger på Stretford End-tribunen: ’For Every Manc A Religion’ og ’One Love’. Det føles som at skifte fra sort-hvid til farve, fra almindelig til HD-fjernsyn, ved et enkelt tryk på fjernbetjeningen. Tilskuerne går fuldstændig amok, de er sikre på, at sejren er hjemme nu. Jeg gik fra næsten at forære modstanderen bolden til at hamre sejrsmålet op i målhjørnet. Det er skræmmende, så hårfin grænsen er i topfodbold. En stor del af tiden bevæger forskellen på sejr og nederlag sig på en knivsæg. Det er derfor, fodbold er verdens bedste spil.

231 mm

WAYNE ROONEY

WAYNE ROONEY blev født i Liverpool i oktober 1985 og blev som 16-årig den yngste målscorer i Premier Leagues historie, kort efter sin debut for Everton. I august 2004 sluttede han sig til Manchester United og blev deres topscorer i Premier League ved at slå George Bests rekord på 179 mål. Han har vundet fire Premier League-trofæer, Champions League i 2008 og to League Cups. Hans formidable saksespark – det afgørende mål i Manchesterderbyet mod City på Old Trafford i 2011 – blev kåret som det bedste mål i Premier Leagues 20-årige historie.

6


Wayne Rooney: Mine ti år i Premier League - læseprøve