Issuu on Google+

Jens Christian Grøndahl • Martin Bigum

Hr. Astrakan fortæller Ole den dramatiske beretning om Odysseus, og hvordan hans søn, Telemachos, måtte undvære sin far i 20 år. Og Ole lever sig så meget ind i fortællingen, at han får svært ved at adskille Odysseus’ rejse fra sin egen virkelighed og hverdag. Den prisbelønnede forfatter er tilbage med en ny børnebog efter sin anmelderroste børnebogsdebut Med Bedstemor i tidens labyrint. Denne gang tager Jens Christian Grøndahl fat på intet mindre end uddrag af Homers Odysseen, som han genfortæller i børnehøjde. Bogen er illustreret af billedkunstneren Martin Bigum.

9

788711 353271

Mine eftermiddage hos hr. Astrakan

Oles far er kaptajn og derfor væk på havet i længere perioder ad gangen. En dag, hvor Ole netop har taget afsked med sin far, fører hans gåtur hjem fra SFO’en ham ind i hr. Astrakans mystiske antikvitetsbutik. Her åbner sig en helt ny verden fuld af eventyr, drømme og fantasi, og pludselig går farens 8 uger på havet meget stærkt.

Jens Christian Grøndahl · Illustreret af Martin Bigum

Mine eftermiddage hos hr. Astrakan


Om forfatteren:

Om kunstneren:

Jens Christian Grøndahl (f. 1959) har udgivet 18 romaner, en selvbiografi, essaysamlinger m.m. og er udkommet i over 30 lande. Han har modtaget mange litterære priser i ind- og udland og debuterede sidste år med en børnebog.

Martin Bigum (f. 1966) hører til blandt sin generations mest markante billedkunstnere med udstillinger i ind- og udland. Hans værker er købt af Statens Museum for Kunst, Arken, ARoS m.fl. Martin Bigum tegnede som helt ung for satiremagaisnet “MAD” og er i dag også kendt som en stærk kunstformidler, bl.a. i DR’s Kunstquizzen.

Foto:Thomas A

Foto:Tobias Selnæs Markussen

MINE EFTERMIDDAGE HOS HR. ASTRAKAN Tekst © 2014 Jens Christian Grøndahl og Forlaget Carlsen Illustrationer © 2014 Martin Bigum og Forlaget Carlsen Grafisk tilrettelægning: Charlotte Flemmer Bogen er sat med Perpetuna 1. udgave, 1. oplag Trykt af Livonia Print Sia, Letland, 2014 ISBN 9788711353271 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Forfatterens arbejde med teksten er støttet af Statens Kunstråd.


Jens Christian Grøndahl

Mine eftermiddage hos hr. Astrakan Illustreret af Martin Bigum


J

EG HEDDER OLE. Jeg er en almindelig dreng, og da ja jeg vågnede den morgen, lignede det til at begynde med også en almindelig dag. Solen skinnede gennem gardinerne, og duften af kaffe sivede ind til mig fra køkkenet. Duften af kaffe betød, at min far var hjemme. Så snart jeg mærkede den, kom jeg i tanke om, at det alligevel ikke var en almindelig dag. Det var i dag, han skulle rejse. Min far er kaptajn på et stort skib. Et meget stort skib. Det er så stort, at en helikopter kan lande på det. Hvis man skal fra den ene ende af skibet til den anden, er man nødt til at køre på elektrisk løbehjul, og hvis det skal dreje rundt, tager det en halv time. Så langt er det. Normalt kan jeg godt finde på at prale lidt af min fars skib, men den morgen syntes jeg ikke, at der var noget at prale af. Den morgen ville jeg ønske, at han kun var kaptajn på den gule legetøjsbåd af plastic, som jeg sejlede med i badekarret, da jeg var lille. Jeg gemte mig under dynen og lod, som om jeg sov. Jeg ville ønske, at jeg kunne sove fra det hele. Jeg ville ønske, at jeg ikke skulle i skole. Jeg tænkte, at de andre ville kunne se på mig, at min far var rejst. De ville nok tænke, at det var godt, de havde 9


en far, der kom hjem hver aften. Min fars skib skulle sejle en masse kasser om på den anden side af Jorden og tilbage igen. Jeg vidste ikke, hvad der var i de kasser, og jeg var også ligeglad. Han sad og drak kaffe i sin kaptajnsuniform, da jeg kom ud i køkkenet. Hans kasket hang på en knage i gangen. Hans kuffert stod der også. Han så på mig og smilede, da jeg satte mig over for ham. Min mor kom hen og kyssede mig på kinden og hældte mælk på mine havregryn. ”Du skal se, tiden går hurtigt,” sagde han. ”Kan du ikke tage mig med?” spurgte jeg. ”Det er bedst, at du bliver hjemme hos Mor. Du skal jo også i skole.” ”Det ville være bedre, hvis du blev hjemme.” ”Vær nu en stor dreng.” Han smilede igen. Jeg havde ikke lyst til at være en stor dreng. Jeg havde heller ikke lyst til at være en lille dreng. Jeg havde slet ikke lyst til noget. Havregrynene voksede til en tung klump i min mave. Min mor kaldte på mig fra gangen: ”Gå ud og børst tænder, Ole. Vi skal skynde os i skole.” Hun lød, som om det var en almindelig dag. Som om hun ikke var spor ked af det. Men jeg kunne se, at hun havde tårer i øjnene, da Far fulgte os ud til hoveddøren. ”Pas nu på jer selv,” sagde han. Det var mærkeligt, at han fulgte os ud, når det nu var ham, der skulle rejse. Mor havde sagt, at der ville komme en taxa og køre ham ned til havnen. ”I lige måde,” sagde Mor og kyssede ham. De krammede hinanden. 10


”Vi ses om otte uger,” sagde han. ”Sejl forsigtigt,” sagde Mor. Så bøjede han sig ned og så mig i øjnene. ”Du ved, at jeg elsker dig,” sagde han og krammede mig. ”Ja,” sagde jeg ind i hans ærme. Min stemme var så lille, at man næsten ikke kunne høre den. Da vi gik hen ad gaden, kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt at sige, at jeg også elsker ham. Jeg håbede, at han vidste det. Otte uger ... Det var så lang tid, at jeg ikke kunne forestille mig det. Selv ikke hvis mine tanker løb på elektrisk løbehjul, ville jeg kunne tænke mig til, hvor lang tid det var.

P

Å VEJ HEN ad gaden spurgte Mor: ”Hvad siger du til at prøve at gå alene hjem fra SFO’en i dag? Tror du godt, at du kan finde vej?” ”Tror du?” Hun smilede og trak mig lidt i håret på den søde måde, som jeg ellers godt kan lide. ”Du er jo en stor dreng nu.” ”Er jeg?” ”Ole ...” Min mor har sådan en måde at sige ”Ole” på. Når hun siger det på den måde, kunne hun lige så godt sige ”helt ærligt” eller ”kom nu” eller ”tag dig nu sammen”. ”Er du der, når jeg kommer hjem?” ”Selvfølgelig er jeg dét, skat.” ”Og hvad hvis jeg farer vild?” 11


12


”Du farer ikke vild. Vi bor jo lige rundt om hjørnet.” ”Men hvad hvis jeg gør?” ”O-le ...”

M

ENS JEG HÆNGTE min jakke på knagen og stillede min madkasse og drikkedunk på plads, stod Mor oppe ved tavlen og snakkede med Tanja. Det er vores klasselærer. Tanja har store briller, selv om hendes øjne er små. Da hun engang tog brillerne af, fandt jeg ud af, at det er brillerne, der gør hendes øjne så små. Selv om de altså er store. Da timen begyndte, sagde Tanja, at vi allesammen skulle være søde ved Ole i dag, fordi han var lidt ked af det, fordi hans far var rejst. Det irriterede mig, at hun sagde allesammen. Hvad med mig? Skulle jeg så være sød ved mig selv? Og hvordan er man dét? Det irriterede mig i det hele taget, at hun sagde det. Hun kunne godt tage at være lidt diskret. Det er et ord, jeg lige har lært. Diskret. Jeg lærte det en dag i bussen, da jeg sad og gabte uden at holde mig for munden. ”Du kunne godt tage at gøre det lidt diskret,” sagde Mor. ”Altså, så man ikke ser det,” forklarede Far. Jeg spurgte, om jeg godt måtte gabe, hvis bare der ikke var nogen, der så det. ”O-le ...” sagde Mor. ”Ole, fortæl os, hvad det er, din far laver,” sagde Tanja. ”Det har jeg ikke så meget lyst til,” sagde jeg. Min stemme var igen så lille, at den næsten ikke var der. ”Det forstår jeg godt,” sagde Tanja. ”Men det er vigtigt at få sat ord på sine følelser, også når man er ked af det.” ”Han er kaptajn,” sagde jeg. ”Han er nemlig kaptajn,” sagde Tanja. Hendes små øjne så 13


helt begejstrede ud bag de store briller. ”Ved I allesammen godt, hvad en kaptajn er?” Jeg var den eneste, der ikke rakte hånden op. Jeg tænkte på, hvordan jeg skulle få sat ordet ”kaptajn” på mine følelser. Kaptajn Ked Af Det. Tanja trak det store verdenskort ned foran tavlen og pegede med sin pegepind: ”Nu skal I bare se. Her er Danmark, og her er København. Oles far skal sejle sit store skib hele vejen fra København op over Skagen og ned gennem Vesterhavet, der også hedder Nordsøen, og ind gennem Den Engelske Kanal mellem England og Frankrig og ud i Atlanterhavet forbi Frankrig og rundt om Portugal og ned omkring Afrika og op igen forbi Indien, indtil han kommer til Kina. Men så kan man heller ikke komme meget længere.” ”Han kan da bare fortsætte,” sagde Susan. Hun havde ikke engang rakt hånden op. 14


Susan er altid den første til at række hånden op. Hun har faktisk hånden oppe hele tiden. Hun tror, at hun ved alt. Det gør hun måske også, men hun kunne godt tage at være lidt diskret med det. ”Ja, Susan. Oles far kan faktisk bare fortsætte. Og hvorfor kan han dét, børn?” Susan var den eneste, der rakte hånden op. ”Susan?” sagde Tanja. ”Det er, fordi Jorden er rund.” ”Lige præcis!” sagde Tanja begejstret. ”Verdenskortet er egentlig forkert, for Jorden, den er jo rund,” fortsatte hun, mens hun pegede ivrigt med sin pegepind. ”Så Oles far kan bare fortsætte over Stillehavet og ind gennem Panamakanalen mellem Nordamerika og Sydamerika og videre over Atlanterhavet og ind ad Den Engelske Kanal og op over Nordsøen og rundt om Skagen og ned igen til København. Så I må forestille jer, at kortet her er ligesom en badebold, som man har klippet i stykker og klistret sammen.” Det kunne jeg overhovedet ikke forestille mig. ”Jorden er rund,” gentog Tanja og kom hen til mit bord. ”Hvis man hele tiden bevæger sig ligeud, så ender man det samme sted. Ligegyldig hvad vej man rejser, kommer man altid hjem igen. Og det gør Oles far også.” Tanja strøg min kind, så jeg blev helt rød i hovedet. Alle de andre så på mig, og jeg ville ønske, at hun ikke behøvede at sætte så mange ord på mine følelser.


Jens Christian Grøndahl • Martin Bigum

Hr. Astrakan fortæller Ole den dramatiske beretning om Odysseus, og hvordan hans søn, Telemachos, måtte undvære sin far i 20 år. Og Ole lever sig så meget ind i fortællingen, at han får svært ved at adskille Odysseus’ rejse fra sin egen virkelighed og hverdag. Den prisbelønnede forfatter er tilbage med en ny børnebog efter sin anmelderroste børnebogsdebut Med Bedstemor i tidens labyrint. Denne gang tager Jens Christian Grøndahl fat på intet mindre end uddrag af Homers Odysseen, som han genfortæller i børnehøjde. Bogen er illustreret af billedkunstneren Martin Bigum.

9

788711 353271

Mine eftermiddage hos hr. Astrakan

Oles far er kaptajn og derfor væk på havet i længere perioder ad gangen. En dag, hvor Ole netop har taget afsked med sin far, fører hans gåtur hjem fra SFO’en ham ind i hr. Astrakans mystiske antikvitetsbutik. Her åbner sig en helt ny verden fuld af eventyr, drømme og fantasi, og pludselig går farens 8 uger på havet meget stærkt.

Jens Christian Grøndahl · Illustreret af Martin Bigum

Mine eftermiddage hos hr. Astrakan


Mine eftermiddage hos hr astrakan læseprøve