smerter i sin ryg. Det var før mejetærskernes tid, hvor høsten foregik med selvbindere. Kornet blev høstet som neg, som vi derefter samlede i skogge, så de kunne stå og tørre, inden vi forkede dem op på en gummivogn og kørte dem hjem i laden for i løbet af vinteren at smide negene ind i en tærskemaskine – for endelig at putte halmen op på loftet til foder i vinterens løb. Det var mange arbejdsgange sammenlignet med i dag, hvor mejetærskeren stort set klarer det hele på en gang. Endnu mere arbejde var der med roerne: Vi huggede toppene af med håndkraft, samlede dem op med håndkraft, læssede dem af efter at have dækket roekulen med halm og jord for at frostsikre dem, hentede dem i roekulen, læssede dem af i roehuset, læssede dem senere op i roeskæreren for endelig at servere dem for køerne og kalvene. Der var også et stort arbejde med at samle kartofler op i efterårsferien. Kartoflerne blev senere kogt på mejeriet og brugt som foder til dyrene. Min far havde foruden jobbet som landmand et job som mælkekusk, hvor han hentede mælkejungerne på gårdene og kørte dem op på mejeriet. Det var et hårdt job for ryggen. Han kom så tilbage med syrnet mælk og nogle gange kogte kartofler. Mine forældre var i store dele af året selvforsynende med de grundlæggende fødevarer: Et par gange om året kom en slagter forbi og slagtede en gris. Det foregik ved, at grisen blev fanget og bundet og anbragt på en slagtebænk og stukket med en kniv i halsen. Blodet løb ned i en spand, som vi skulle røre rundt i til brug for blodpølse, der var en delikatesse med sirup og sukker. Der var ikke på dette tidspunkt nogen debat om dyrevelfærd eller slagtemetoder. På samme måde
179
207178_Min_barndom_i_60erne.indd 179
30/08/2016 13.40