Branden på Scandinavian Star
November 1993
Kære Hans Petter
Selv tak for et interessant og hyggeligt møde! Jeg må indrømme, at selve kongressen var en skuffelse – navnlig lokalerne i det store telt, hvor der var så lyst, at vi ikke engang kunne se lysbillederne. Men det var jo alligevel både socialt og fagligt særdeles vellykket, specielt fordi jeg hørte om dine erfaringer med menneskerettighedsarbejdet og dokumentationen. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde tænkt på, at man kunne bruge sin fagkundskab på den måde, som du fortalte. Efter at have læst dit brev er jeg virkelig blevet ”tændt” på at deltage i internationalt arbejde og dokumentering af overtrædelser af menneskerettighederne. De fleste lande har vel ratificeret FN’s menneskerettighedserklæring, og der er brug for saglig dokumentation, så overtrædelser kan komme frem i lyset. Både nationalt og internationalt tænker jeg, at det må have en forebyggende effekt. I hvert fald er det vigtigt at ofre og pårørende bliver taget alvorligt i et undertrykkende regime (ja, også herhjemme, for den sags skyld). Nu har jeg været i faget i omkring 10 år – bortset fra to barselsperioder på hhv. 15 og 18 uger – og har fået lyst til at løfte blikket lidt. Jeg har endelig fået en fast stilling, og så kan jeg bede om at få fri med løn for at udføre korte opgaver. Dette er en type arbejde, som retsmedicinere i Norge ikke har beskæftiget sig med tidligere, og jeg er enig med dig – dette er noget, vi er uddannet til. Vi ved, hvor vigtigt det er at være objektiv – og det må jo siges at være en forudsætning for at arbejde for NGO’er, ellers vil vores arbejde ikke være troværdigt. Responsen, jeg møder, er positiv, men også lidt undrende og tilbageholdende. Den slags arbejde betyder merarbejde 30
Med døden på arbejde.indd 30
05.02.2021 08.47
