Med døden på arbejde læseprøve

HANS PETTER HOUGEN SIDSEL ROGDE

HANS PETTER HOUGEN f. 1949 i Oslo.

Cand.med. 1978 og dr.med. 1991. Speciallæge i patologi 1991, specialistuddannelse i retsmedicin i Miami, Florida og København, speciallæge i retsmedicin 2008. Professor i retsmedicin, KU 2007-2018. Medlem af den danske ID-gruppe under Rigspolitiet (2005-2016), Gerningsmandsprofileringsgruppen under Rigspolitiet (19952005), Amnesty Internationals lægegruppe (1985Medicine (2004-2014). Sagkyndig i Retslægerådet 2005-2018. Har deltaget i udenlandsopdrag for FN, OAS, Rigspolitiet, Amnesty International og flere andre internationale NGO’er.

To erfarne retsmedicinere tager os med på arbejde verden rundt

SIDSEL ROGDE f. 1952 i Bergen. Cand.med.

1977 og dr.med. 1992. Har arbejdet med rets-

i forbindelse med naturkatastrofer, krig, terror og tortur. Bogen er en ærlig, åbenhjertig og nogle gange rystende brevveksling

medicin fra 1982 til 2020, som professor (fra 1999)

gennem knap tre årtier. Hougen og Rogde bruger hinanden som

og overlæge (fra 2011). Har blandt meget andet

både faglige sparringspartnere og som en trøstende skulder, når

været medlem af den norske ID-gruppe (1997-

der er brug for det. Sammen og hver for sig har de oplevet vold

2018), af Den rettsmedisinske kommisjon (1997-

og katastrofer af dimensioner, som i flere tilfælde overgår fantasien.

2009) og af den norske lægeforenings menneskerettighedsudvalg (1997-2008). Har deltaget i en

I bogen kommer vi tæt på terrorangrebet i 2011 på Oslo og

række opgaver rundtom i verden, bl.a. identifika-

Utøya, tsunamien i Thailand i 2004, branden på Scandinavian

tionsopgaver og som frivillig fagperson for NGO’er som f.eks. Amnesty International. Har bidraget til

Star i 1990 samt krigshandlingerne på Balkan i 1990’erne og i

retsmedicinske lærebøger i Norge og Danmark

Gaza i dag – og til mange andre steder verden over, hvor et

og har desuden gennem mange år undervist

menneskeliv ikke er meget værd.

læger i latin.

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

Med døden på arbejde

1998) og af ICRC’s Advisory Board on Forensic

HANS PETTER HOUGEN

SIDSEL ROGDE

Med

TO RETSMEDICINERE

døden OM KRIG, KATASTROFER,

på

TERROR OG TORTUR

arbejde LINDHARDT OG RINGHOF

”Man kan spørge sig selv: Er der nogen grund til at svælge i disse uhyggelige emner? Vi mener, det er vigtigt at videregive oplevelser fra retsmedicinere, som har været med der, hvor ondskaben dominerer og ulykkerne virker dommedagsagtige.

For dette er også retsmedicin.

Den del af vores oplevelser, som omhandler torturfølger og andre brud på menneskerettigheder, er ikke noget, ret mange retsmedicinere beskæftiger sig med i vores del af verden, men andre steder er det desværre en del af retsmedicinerens hverdag.”

OMSLAG: SIMON LILHOLT / IMPERIET.DK

Med døden på arbejde.indd 2

05.02.2021 08.47

Hans Petter Hougen · Sidsel Rogde

MED DØDEN PÅ ARBEJDE To retsmedicinere om krig, katastrofer, terror og tortur

LINDHARDT OG RINGHOF

Med døden på arbejde.indd 3

05.02.2021 08.47

Hans Petter Hougen Sidsel Rogde MED DØDEN PÅ ARBEJDE © 2021 Hans Petter Hougen, Sidsel Rogde og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Oversættelse af Sidsel Rogdes breve fra norsk til dansk: Hans Petter Hougen Redaktion: Tommy Heisz Forlagsredaktion: Elise H. Nørholm Omslag: Simon Lilholt / Imperiet.dk Bogens fotos: Privatfotos bortset fra s. 34 (Ritzau Scanpix/Claus Bjørn Larsen), s. 297 (Ritzau Scanpix/AP) og s. 305 (Ritzau Scanpix/Dennis Lehmann) Sats: Demuth Grafisk Trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-91863-0 1. udgave, 1. oplag 2021 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont

Med døden på arbejde.indd 4

05.02.2021 08.47

Til ofrene

Med døden på arbejde.indd 5

05.02.2021 08.47

Med døden på arbejde.indd 6

05.02.2021 08.47

Indhold

Forord Prolog I modvind i Sri Lanka og i felten i Filippinerne Branden på Scandinavian Star Amerikanske holdninger til liv og død Flystyrt på Svalbard Kenya udenfor turiststrømmen Mexico på vrangen Den kenyanske studenterleder Et andet Thailand Kommentar til Thailandrejsen Et indblik i menneskelig ondskab • Kosovo august 1999 Gensyn med ondskaben • Kosovo oktober 1999 Svar på tiltale Det første famlende forsøg på debriefing • Kosovo-farerne samles Retsmedicin nord for polarcirklen Effektiviteten i højsædet • Kosovo august 2000 Døden i det kenyanske fængsel Politivold i Guyana Specialistuddannelse i retsmedicin i Kosovo Rapport fra Pristina Peru bag facaden Menneskerettigheder i Bolivia Tsunami i Sydøstasien Arbejdet i Thailand fortsætter Opsummering fra Thailand Kursus i menneskerettigheder i Oslo

Med døden på arbejde.indd 7

9 11 13 30 41 51 61 69 78 89 99 101 113 121 122 125 133 142 151 160 163 166 173 180 188 193 194

05.02.2021 08.47

Kursus i torturdokumentation Togo – lille land med store udfordringer Colombia – i guerillaens vold Den norske lægeforenings menneskerettighedsudvalg i Tyrkiet Jordan – en fredelig plet i et uroligt område Menneskerettigheder i diktaturernes eftertid Med menneskerettighedsudvalget i Kina Et løst netværk bliver til en ekspertgruppe Less than lethal weapons Retsmedicin i Sydafrika Spaniens lange vej ud af den sproglige isolation På opgave for OSCE i Hviderusland To latinamerikanske øjebliksbilleder Med IFEG til Palæstina Rejsende i menneskerettigheder: I Terrorangreb i Norge Kommentar til terroren Retssagen Rejsende i menneskerettigheder: II Med IFEG i Bahrain Rejsende i menneskerettigheder: III Jihadistisk terrorangreb i Algeriet Gaza – lidelsernes land Kommentar til Gazarejsen Spise kirsebær med de store Med EAAF i Mexico Retssag på Island Hvordan gik det med vores retsmedicinske netværk?

Epilog Tak

Med døden på arbejde.indd 8

197 199 209 215 221 227 231 235 238 245 260 264 270 277 287 294 302 304 307 311 319 326 334 349 350 354 363 368 373 376

05.02.2021 08.47

Forord

Vi har beskæftiget os med retsmedicin i det meste af vores arbejdsliv. Faget har ført os vidt omkring i hele verden, og for mange år siden begyndte vi at skrive sammen om det. I denne bog vil vi tage læseren med ud i den store verden og fortælle lidt om vores oplevelser og erfaringer fra den internationale scene. Vi har igennem mange år, fra den spæde begyndelse, skrevet vores oplevelser ned og sendt til hinanden, først som brev, senere som mail.

Vi har gennem årene brugt hinanden meget, både som faglige sparringspartnere og som en trøstende skulder, når der var brug for det. I perioder er der gået længere tid mellem vores skriftlige beretninger, men det betyder ikke, at vi ikke har været i kontakt.

Vi har snakket sammen over internettet, og vi har også mødtes til retsmedicinerkongresser rundtomkring i verden. Nogle gange er der kommet flere breve fra den ene, inden den anden har svaret, men det har sin naturlige forklaring. Breve og mails har ikke kun haft til formål at fortælle for at få en respons. De har også haft en anden og vigtig funktion: at bearbejde indtrykkene.

Vi har oplevet vold og katastrofer af dimensioner, som i flere tilfælde overgår fantasien. Men der har også været en hverdag, og den giver vi i denne sammenhæng lov til at fylde en del. Den er nemlig ikke nødvendigvis så forskellig fra de store begivenheder.

I vores arbejde bruger vi i det sædvanlige sagsarbejde de samme metoder og den samme grad af nøjagtighed, upartiskhed og kommunikationsevne.

Man kan spørge sig selv: Er der nogen grund til at svælge i disse uhyggelige emner? Vi mener, det er vigtigt at videregive oplevelser fra retsmedicinere, som har været med der, hvor ondskaben dominerer og ulykkerne virker dommedagsagtige. For dette er også rets9

Med døden på arbejde.indd 9

05.02.2021 08.47

medicin. Den del af vores oplevelser, som omhandler torturfølger og andre brud på menneskerettigheder, er ikke noget, ret mange retsmedicinere beskæftiger sig med i vores del af verden, men andre steder er det desværre en del af retsmedicinerens hverdag.

Mange af vores fortællinger er derfra, hvor menneskerettigheder ikke er højt prioriteret, og hvor et menneskeliv ikke er meget værd.

Bogen består af førstehåndsberetninger fra retsmedicineres arbejde efter krig og katastrofer, terror og tortur. God læselyst!

Oslobåden, december 2020 Hans Petter Hougen og Sidsel Rogde

Med døden på arbejde.indd 10

05.02.2021 08.47

Prolog

Søndag den 23. januar 2005. Vi – Sidsel og Hans Petter – sidder i skyggen under en parasol, vi lige har gravet op af sandet ved resterne af en træbåd. Vi har drikkevarer og sandwich med i køletasken. Øen, vi er sejlet hen til, er endnu smukkere end dem, man møder i de mest farvestrålende turistbrochurer. Kridhvidt sand, azurblåt hav, palmeblade, der rasler dovent i den lette, svalende vind.

Den raserede og tomme strandbar fortæller dog en historie om alt andet end fred og skønhed. Det er nu fire uger siden, tsunamien raserede store kystområder i det sydlige Thailand og utallige andre steder rundtomkring i Det Indiske Ocean.

Tsunamien var voldsom og nådesløs. Alt blev på ingen tid forvandlet til et kaos af murbrokker, knækkede træer, forvredet jern og et virvar af døde kroppe, knust inventar, biler og turistbutikkers varer. Intet menneskeligt kunne modstå dette naturens raseri.

Vi taler om det lille, skrøbelige menneske stillet overfor naturens vælde og reflekterer over, at vi, som er sådanne skrøbelige væsner, i århundreder har forsøgt at underlægge os naturen, men er hjælpeløse, når naturen slår tilbage.

Nu ligger de døde i deres containere og venter på, at vi får identificeret dem, så de kan komme hjem til deres kære i kister. Det er en enorm opgave, vi er i gang med. Dette vil tage måneder, selv om vi er mange, både retsmedicinere, tandlæger, obduktionsteknikere, genetikere og politifolk fra mere end 20 forskellige lande.

Men arbejdet skal laves, og vi er de eneste, der kan.

Det er ikke første gang, vi er stillet overfor massedød. Vores samtale bevæger sig op og ned ad tidslinjen og kommer uundgåeligt ind på tidligere erfaringer som Scandinavian Star-branden 11

Med døden på arbejde.indd 11

05.02.2021 08.47

og krigen i Kosovo. Her var det ikke de rasende naturkræfter, der forårsagede massedød, men menneskelig ondskab som mordbrand og militær vold mod civile. Vores opgaver bagefter er langt hen ad vejen de samme, men vi behøver ikke at sige noget – vi kender begge to svaret. For de pårørende er begge dele en katastrofe, for os er død på grund af ondskab værre end død på grund af rasende naturkræfter.

De andre, danske og norske tandlæger og politifolk, råber nede fra vandkanten: ”Kom så, I to filosoffer. Der skal svømmes, inden vi kan nyde frokosten!”

Vi kaster os ud i det krystalklare lunkne vand og nyder fridagen.

Lige nu ved vi, at vores arbejde betyder noget.

Med døden på arbejde.indd 12

05.02.2021 08.47

I modvind i Sri Lanka og i felten i Filippinerne

September 1993

Kære Sidsel

Tak for et godt møde i Düsseldorf. Det var så fint, at skandinaverne mødtes uformelt under kongressen og fik udvekslet faglige synspunkter, samtidig med at vi kunne snakke om, hvordan vi i fællesskab kunne drage nytte af hver vores erfaringer. Det er også godt at vide, at du er interesseret i at udnytte din faglige kunnen i menneskerettighedsarbejdet. Det er vigtigt, at både aktivister, myndigheder, internationale organisationer og ikke mindst de, der overtræder menneskerettighederne, bliver klar over, hvilken faglig styrke vi har, og den centrale rolle, vi kan spille i afsløringen af tortur.

Samtidig er jeg også så glad for, at vi er blevet enige om at begynde en brevveksling om vores oplevelser og erfaringer med dokumentationen af følger efter menneskerettighedsovertrædelser.

Erfaringer er alfa og omega, og erfaringsudveksling er jo her en forudsætning. Retsmedicinerne spiller en helt central rolle i dokumentationsarbejdet, da vi jo er specialister i at dokumentere vold og i at tolke voldstegnene. Desværre er muligheden for at anvende retsmedicinsk ekspertise i menneskerettighedsarbejdet ikke særlig kendt, men det kan vi måske være med til at ændre på.

Naturkatastrofer og masseulykker er ikke resultater af forbrydelser, men vi ved begge, at det kan være en psykisk belastning at arbejde med de sager. Så er det godt at kunne dele sine tanker med en, der ved, hvad det drejer sig om. Vores arbejde i disse sager adskiller sig heller ikke fra torturdokumentationen – igen er det dokumentation og tolkning af voldsfølger, det handler om.

13

Med døden på arbejde.indd 13

05.02.2021 08.47

Hverken du eller jeg er så naive, at vi tror, vi kan ændre verden med et snuptag. Men vores stadige og insisterende dokumentation på fagligt højt videnskabeligt niveau kan med tiden forhåbentlig ændre verdens holdning til tortur og krigsforbrydelser, og så har vi udrettet noget på dette område.

Som aftalt begynder jeg med begyndelsen.

I 1985 blev jeg på anbefaling af min kollega Jørgen Lange Thomsen fra Retsmedicinsk Institut i København introduceret til Amnesty Internationals lægegruppe. Jeg var en søgende sjæl. Min noget uklare idé gik ud på at arbejde for retfærdighed – retfærdighed for individet og også for samfundet. Det var store og idealistiske mål, og det var ikke uden videre noget, en ung læge kunne gennemføre, i hvert fald ikke alene. Jeg havde forsøgt igennem politisk arbejde, men mine venstrefløjserfaringer var frustrerende og nedslående.

Jeg søgte en international tilgang til opgaven, og i Amnesty fandt jeg den. Medlemmerne, alle læger med forskellige specialer og forskellig politisk baggrund, havde ét mål til fælles – bekæmpelsen af tortur. Der blev arbejdet med dokumentation af overgreb gennem undersøgelse af torturofre, dokumentation af resultater, foredrag om tortur og menneskerettigheder og publicering af alle disse erfaringer. Jeg blev meget hurtigt klar over, at jeg ikke skulle fortsætte i hospitalsvæsnet som patolog – jeg skulle være retsmediciner. Jeg havde opdaget, at retsmedicinere dokumenterede vold og konkluderede på grundlag af sagsoplysninger og de påviste skader, hvad der var sket. Det var lige det, jeg ville: dokumentere uretfærdighedens følger og formidle resultaterne.

Alle dem, vi undersøgte, havde fået afslag på deres asylansøgninger, og de havde anket afgørelserne til Flygtningenævnet.

De havde fået en bistandsadvokat, og det var advokaterne, der anmodede Amnestys lægegruppe om at undersøge deres klienter. Dem var der mange af, da vi i Danmark havde åbnet døren for flygtninge, dengang overvejende tyrkiske kurdere, iranere og libanesere. En del af flygtningene, men langtfra alle, havde været 14

Med døden på arbejde.indd 14

05.02.2021 08.47

udsat for tortur i deres hjemland og blev nu tilbudt lægeundersøgelse i Amnestys regi. Det var forfærdelige lidelseshistorier, vi lagde ører til, og mange havde fysiske følger efter torturen. Men hvad der var mere skræmmende, var deres psykiske tilstand. Stort set alle dem, der havde været udsat for tortur, led af søvnforstyrrelser, var irritable, grådlabile, havde kontaktproblemer, seksuelle problemer, svært ved at koncentrere sig og at læse. Alle havde de brug for psykologisk og/eller psykiatrisk hjælp. De led af det, der senere er blevet kendt under betegnelsen PTSD, Posttraumatic Stress Disorder.

Et lille eksempel: En yngre mand var blevet tilbageholdt i Iran.

Han var mistænkt for at sprede propaganda mod præstestyret og så tvivl om ayatollah Khomeinis legitime ret til at lede landet. Den unge mand boede hos sine forældre. En nat trængte soldater ind i huset, smed rundt med lamper, vaser og møbler, truede, slog og sparkede de skræmte familiemedlemmer og tog den unge mand med. Han blev ført til en kaserne i udkanten af byen. Undervejs i den pickup, de kørte i, blev han hånet, truet, sparket og slået.

Han fik ikke at vide, hvorfor han var blevet anholdt, men da han havde spredt anti-præstestyre-propaganda, antog han, at det var grunden. Og det var det.

Han blev tilbageholdt i en uges tid og havde ingen mulighed for at komme i forbindelse med omverdenen. Hver dag blev han udsat for tortur med slag, spark, elektriske stød på følsomme steder som tunge, penis og endetarmsåbning. Skrig og bøn om nåde hjalp ikke. Torturen fortsatte, flere gange, indtil han besvimede af smerte.

Han blev truet med endnu værre tortur, hvis han ikke opgav navne på dem, han arbejdede sammen med, men han røbede dem ikke. Til sidst blev han stillet op ad en mur, og en af plageånderne trak sin pistol. Den unge mand fik at vide, at han nu havde en sidste chance for at tale, ellers blev han skudt. Han sagde intet. Soldaten gik hen til ham, pressede pistolmundingen ind mod hans tinding og trykkede på aftrækkeren. Klik – intet skete, pistolen var ikke 15

Med døden på arbejde.indd 15

05.02.2021 08.47

ladt. Det voldsomme psykiske chok ved denne skinhenrettelse resulterede i nok en besvimelse, og manden var nu et skælvende nervevrag. Få dage senere blev han efter yderligere elektrisk tortur løsladt uden nogen forklaring. Ved hjælp af familie og venner lykkedes det ham at komme ud af landet, og han endte i Danmark.

Ved undersøgelsen var der kun enkelte ar, som i sig selv var uspecifikke, men psykisk var han nedbrudt og viste tydelige tegn på PTSD. Resultaterne af hver enkelt undersøgelse blev skrevet ned, og der blev udarbejdet en erklæring i hvert tilfælde, som blev sendt til den beskikkede advokat. Erklæringen blev brugt i ankesagen.

De fleste af dem, vi undersøgte, opnåede asyl i Danmark, hvorefter de så kunne få den tryghed, ro og behandling, de havde brug for.

Behandlingen af torturofre, som normalt kaldes rehabilitering, blev udviklet i RCT (Rehabiliteringscenter for torturofre), som var startet og drevet af Inge Genefke, læge, ildsjæl og en af grundlæggerne af Amnestys lægegruppe. RCT var (og er) de førende på dette område.

Som nævnt var et af formålene med lægegruppens arbejde publicering af resultaterne. Det foregik gennem interviews og kronikker i aviser og andre dele af pressen, men også i form af videnskabelige publikationer i fagtidsskrifter – for at give resultaterne større troværdighed, men også for at udbedre kendskabet til vores arbejde internationalt blandt kolleger. Da jeg kom med i gruppen, havde dens medlemmer allerede publiceret flere videnskabelige artikler om både diagnosticering af torturfølger og den skadelige effekt af tortur. At flygte var i sig selv en stærk psykisk belastning, og der var røster fremme om, at torturen nok ikke spillede så stor en rolle som årsag til disse menneskers dårlige psykiske tilstand.

For at undersøge dette nærmere gennemførte jeg sammen med nogle af de andre medlemmer i gruppen to studier. I det første undersøgte vi både fysiske og psykiske symptomer hos en gruppe tyrkiske kurdere, både torturofre og ikke-torterede. Der var klart 16

Med døden på arbejde.indd 16

05.02.2021 08.47

og overbevisende flere psykiske symptomer hos dem, der havde været udsat for tortur end i kontrolgruppen. I det andet studium undersøgte jeg alene libanesiske asylansøgere, både torturofre og ikke-torterede. Da alle var asylansøgere, havde de usikkerheden til fælles – ville de opnå asyl i Danmark eller ej? Også her viste det sig, at selv om de alle levede under stærkt psykisk pres som eksilerede og asylansøgere, var der markant overvægt af psykiske symptomer hos torturofrene. Resultaterne af disse to studier understregede, sammen med flere tidligere studier, at tortur var skadelig fysisk og ikke mindst psykisk.

I august 1986 blev der afholdt en international retsmedicinsk kongres i Colombo, Sri Lanka. Der ville vi gerne præsentere resultaterne af vores undersøgelser. Præsidenten for kongressen, professor Salgado, havde gjort lægegruppen opmærksom på, at menneskerettigheder var et af emnerne ved kongressen. Han var selv meget optaget af dette emne. Den interesse var dengang ikke helt ufarlig i Sri Lanka. Den tamilske befolkning i landets nordlige provinser følte sig (med rette) undertrykte, og den tamilske oprørsbevægelse kæmpede for selvstændighed af landets nordlige del. De srilankanske myndigheders undertrykkelse var stærk og brutal, og overholdelse af menneskerettighederne stod ikke øverst på dagsordenen. Professor Salgado var imidlertid en internationalt kendt og anerkendt retsmediciner, og dette har nok langt hen ad vejen beskyttet ham mod at lide personlig overlast. En international kongres med menneskerettigheder som et af emnerne kunne også bruges af regeringen til at udstille Sri Lanka som et land, hvor man frit kunne udtrykke sin mening.

Amnesty bestemte, at Jørgen Lange Thomsen, Ole Vedel Rasmussen fra Amnesty Internationals lægegruppe og jeg skulle deltage i kongressen. Jeg var lykkelig. Sri Lanka, der havde jeg aldrig været, og nu skulle jeg ikke rejse som almindelig turist – jeg havde en opgave!

17

Med døden på arbejde.indd 17

05.02.2021 08.47

Ikke uventet deltog flere ministre i kongressens åbningsceremoni, og selveste præsidenten deltog i frokosten på dag to. Han smilede alfaderligt til os og sagde også et par velvalgte og moderat rosende ord om retsmedicinernes vigtige rolle som myndighedernes uvurderlige hjælpere i opklaring af kriminalitet og afsløring af tortur. Alt dette sagde han, mens der herskede krigslignende tilstande med massive menneskerettighedsovertrædelser i den nordlige del af landet. Ak ja.

Menneskerettighedssessionen var et tilløbsstykke. Nysgerrigheden var stor, da dette var en nyskabelse i retsmedicinsk sammenhæng. De andre danskere holdt deres foredrag, og diskussionerne efter foredragene var civiliserede og relevante. De gik mest på metoder, statistik og tolkningen af enkelte fund. Jeg holdt mit foredrag på lidt usikker begynderfacon, men syntes selv, det gik ok. Der var et par metodespørgsmål, som jeg kunne svare på, men så tog pokker ved en af spørgerne. Det var en professor i jura fra Colombos universitet, som spurgte om, hvordan i alverden jeg kunne tillade mig at omtale Tyrkiet i negative vendinger, når der ikke var nogen officielle repræsentanter for landet til stede for at tale deres sag? Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, jeg var bare perpleks. Hvordan kunne man forsøge at nedgøre vores resultater med sådan et bagholdsangreb? Tyrkiet havde underskrevet alle officielle menneskerettighedserklæringer, og enhver form for tortur var et klart brud på dette. Ole Vedel Rasmussen, som var garvet indenfor torturdokumentationen, svarede for mig, at vi ikke var ude på at nedgøre et bestemt land, men at det var positivt, at man blev klar over, at tortur kunne dokumenteres, og det ville være endnu bedre, hvis denne dokumentation kunne forebygge tortur.

Der kom ikke flere kommentarer.

Det uventede højdepunkt under menneskerettighedssessionen var en palæstinensisk retsmediciners foredrag. Han fortalte om israelernes overgreb på civile på Vestbredden og i Gaza. Foredraget var stærkt tendentiøst og havde metodologiske fejl og mang18

Med døden på arbejde.indd 18

05.02.2021 08.47

ler, men konklusionen var klar: Overgreb fandt sted. De israelske kolleger i salen forsøgte flere gange undervejs i foredraget at afbryde med tilråb, både enkeltvis og i kor. Det lykkedes dog for de andre tilhørere og moderatoren at få dysset dem nogenlunde ned. Diskussionen bagefter endte hurtigt i råben og skrigen, og udokumenterede beskyldninger føg igennem luften. Vi danskere blandede os også og påpegede blandt andet, at israelerne opførte sig uciviliseret. Så udvandrede israelerne, og mødet kunne fortsætte. Underholdningsværdien af de resterende foredrag lod dog meget tilbage at ønske.

Da jeg senere på dagen skulle hente nøglen til mit værelse i receptionen, lå der en kuvert til mig. Mit navn stod på den, skrevet med den smukkeste håndskrift i sort tusch. Indeni lå der en flot middagsinvitation fra PLO. Jeg var overrasket og også lidt glad. Jeg sympatiserede slet ikke med PLO’s metoder til at opnå et selvstændigt Palæstina, men denne invitation pirrede min nysgerrighed. De andre danskere havde også fået invitation til middagen. Vi ankom til et smukt, ældre hotel i kolonistil – hvidt med mahogni og marmor. Der var dækket et stort langbord på terrassen med udsigt over en parklignende have og vandet. Der var kolleger fra mange lande, de palæstinensiske retsmedicinere og nogle højtstående PLO-folk.

Rundtomkring stod der bredskuldrede, høflige unge mænd med en bule i venstre side af deres velsiddende dressjakker. Der var kun en kort tale fra en af PLO-folkene, og den var ikke politisk. Både maden og vinen var udsøgt. Det var en fantastisk middag, hvor alle snakkede fag og alt andet end politik.

Vi var nogle, der valgte at spadsere de få kilometer tilbage til kongreshotellet. På et tidspunkt kom Jørgen og jeg lidt bagud i forhold til resten af gruppen. En lille, haltende mand kom op på siden af os og smilede skævt, mens han hviskede: ”Do you want ladies?” Vi rystede på hovedet, men han fortsatte: ”Do you want little girls?” Jørgen og jeg så på hinanden og tænkte det samme: Skulle vi slå ham? Inden vi fik bestemt os, lyste mandens ansigt 19

Med døden på arbejde.indd 19

05.02.2021 08.47

op, og han sagde højt med et stort forklarelsens smil: ”Ah, you want boys? No problem!” Vi slog ham ikke, men så så truende ud, at han forsvandt ud i mørket uden et ord. Velkommen til livets skyggeside!

Dagen efter stod vi et par stykker i en pause og talte med de palæstinensiske kolleger om den fantastiske middag. En af israelerne kom hen til os, hilste pænt og spurgte, om vi havde haft en god aften. Derefter begyndte han at tale ubesværet om vejr og vind. Vi, et par australiere og jeg, fortsatte snakken med ham, men palæstinenserne gik demonstrativt, mens de sagde et eller andet på arabisk, som jeg gætter på, ikke var særlig positivt. Tankevækkende, at dette skete i 1986 – hverken freden eller en to-statsløsning synes nærmere i dag.

Da kongressen var slut, skulle en del af deltagerne på en Post Congress Tour til Kandy, Sri Lankas spirituelle hovedstad. Her skulle vi se den årlige Esala-procession, hvor man fejrer en af buddhismens helligdomme, ”Buddhas hellige tand”, som var i et tempel i byen. Vi kørte i bus gennem det smukke, bakkede landskab, hvor der var jungle afbrudt af dyrket jord, mest rismarker. Ganske vist var det smukt, men myndighederne var på vagt. Oprørsbevægelsen, de tamilske tigre, kunne være hvor som helst. Derfor blev vores bus eskorteret af militære køretøjer, som kørte både foran og bag os.

Vi skulle bo på byens bedste hotel, som lå ud til hovedgaden.

Præsidenten, som også skulle overvære processionen, skulle bo på samme hotel. En times tid efter at vi havde tjekket ind, hørte vi et brag nede fra receptionen. Nogenlunde samtidig kom en af de andre i rejseselskabet forbi og spurgte, om jeg havde set hendes kuffert. Det havde jeg ikke – hun havde nok glemt den et eller andet sted. Jeg gik med for at hjælpe hende med at lede. Nede i receptionen var der et farligt leben, og det så ud, som om der havde været et bombeangreb. Kvinden råbte meget højt og gentagne gange. Resterne af hendes kuffert og indholdet lå spredt ud over 20

Med døden på arbejde.indd 20

05.02.2021 08.47

hele receptionen. Det så ret surrealistisk ud: hele og halve bluser, bh’er, trusser og strømper hang ned fra lysekronerne og lå spredt rundt på borde, stole og på gulvet. Det mindede om en blanding af et sjusket pyntet juletræ og dårlig ophængt vasketøj. I et hjørne manglede en del af gulvet og væggen bagved. Damen blev ved med at råbe, indtil en høj bredskuldret mand i jakkesæt trak hende til side og gav hende en tyk kuvert. Så holdt hun mund. Præsidenten var ikke ankommet endnu, og da ingen kendte noget til kufferten, som kvinden havde glemt i receptionen, da vi tjekkede ind, blev den sprængt af sikkerhedsfolk. Lynhurtigt kom der nogle håndværkere og rengøringsfolk, og da vi kom forbi noget senere, kunne man ikke se, hvad der havde foregået, kun lugte våd maling og lak. Om aftenen så vi det fantastiske optog med elefanter klædt i guld og silke, og præsidenten vinkede diskret til os fra sin balkon og blinkede. Kvinden uden kuffert smilede tilbage og var ved at vinke armen af led – hun havde nu råd til flere kufferter fyldt med det fineste tøj.

Den gyselige sukkerskål, som du har lagt mærke til på mit skrivebord, er et minde fra den kongres – mit første internationale møde med kolleger med stærke meninger om menneskerettigheder. Nu har jeg vænnet mig til sukkerskålen, og den har en vigtig funktion. Den indeholder clips og elastikker – rekvisitter, man ikke kommer udenom på et kontor – og den minder mig om, at kampen mod uretfærdighed langtfra er slut.

Der skulle gå tre år, inden jeg igen kom ud i verden i menneskerettighedernes tjeneste. En filippinsk NGO (Non Governmental Organization) havde henvendt sig til Folkekirkens Nødhjælp, som kontaktede Amnesty International for at få hjælp til at dokumentere menneskerettighedsovergreb på øen Samar. Ifølge oplysningerne skulle militæret i jagten på formodede muslimske terrorister have skudt en bonde og hans familie, gravet ligene ned og fortsat jagten. Det undrede både dem og os, da muslimske modstandsfolk 21

Med døden på arbejde.indd 21

05.02.2021 08.47

ikke holdt til på Samar, hvor befolkningen var kristne, men på den sydlige ø, Mindanao, hvor cirka 20 % var muslimer. Det var klart, at det var retsmedicinere, der var brug for, og Jørgen Lange Thomsen og jeg meldte os til opgaven. Vores chef på Retsmedicinsk Institut sagde med det samme ok til, at vi ville være væk en uges tid. Det var jo internationalt retsmedicinsk arbejde, og udgifterne ville blive dækket af Folkekirkens Nødhjælp.

Manila var stor, larmende og beskidt. To smilende, fåmælte unge piger tog imod os i lufthavnen og fulgte os i taxien til hotellet. Vi skulle først tjekke ind og derefter til informationsmøde med gruppen. I receptionen blev jeg mødt af et budskab, der fortalte meget om, hvilken slags samfund jeg var kommet til. Over disken hang der en stor plakat, hvor der stod, at skydevåben var forbudt på værelserne. De skulle afleveres i receptionen og ville blive udleveret igen ved afrejse. Så vidste jeg det.

Informationsmødet var kort og effektivt. Vi blev præsenteret for Benito Molino, som også var retsmediciner. Ved siden af sit arbejde i Manila hjalp han NGO’er, der arbejdede med menneskerettigheder. Historien var, at en landarbejderfamilie på øen Samar var blevet skudt cirka et halvt år forinden, formentlig af militæret. Området havde været afspærret af militæret i flere måneder efter, men var nu åbnet igen. Familien var kendt som aktive kommunister, og Samar var kendt som den kommunistiske guerillabevægelse NPA’s højborg på Filippinerne. Her havde man igennem mange år kæmpet for bedre forhold for landarbejderne. Nogle få familier ejede stort set alt opdyrket land, og langt de fleste landarbejdere levede på et eksistensminimum. Revolutionære aktiviteter var dagligdag på øen og havde gang på gang for kortere eller længere perioder spredt sig til andre dele af øriget. De filippinske myndigheder havde utallige gange sat hårdt mod hårdt, og hundredvis af mennesker var blevet dræbt, siden de spredte kommunistiske oprør begyndte sidst i 1960’erne. Selv om den aktuelle præsident, Corazon Aquino, internationalt blev anset som et fredselskende 22

Med døden på arbejde.indd 22

05.02.2021 08.47

menneske, havde hun og hendes regering ikke sat en stopper for den brutale og kompromisløse tilstand, hverken på Samar eller Mindanao, hvor det var den muslimske oprørsbevægelse, der opererede. Om det var militæret alene, der havde dræbt familien, eller om det var sket i samarbejde med storgodsejerne, var uvist, men begge parter delte syn på konflikten og var kendt for at billige de samme metoder for at bremse kommunisternes aktiviteter.

Jeg kunne ikke undgå at drage paralleller til min tid i Peru i 1970’erne. Det år, jeg arbejdede der, oplevede jeg også talrige eksempler på rige storgodsejere, der næsten behandlede deres landarbejdere som dyr. Retfærdigheden har trange kår mange steder, og det fører uvægerligt til voldelig modstand på et tidspunkt.

Næste morgen rejste Benito, Jørgen og jeg til Samar. I Calbayog, øens hovedstad, blev vi informeret nærmere af lokale menneskerettighedsaktivister og tog derefter videre i bil til landsbyen Catbalogan, et par timer mod syd langs kysten. Det var mærkeligt. Alle, jeg mødte, havde spanskklingende navne, men de talte kun engelsk og et eller to lokale sprog. Men når de skulle tælle, var det på spansk.

Den spanske koloniarv var altså både religion, navne og tal, mens den amerikanske kun var sprog.

Jørgen og jeg blev indlogeret på landsbyens hotel, som var meget enkelt, ikke havde enkeltværelser, og hvor der kun lejlighedsvis var vand i hanerne og toiletterne. Det sidste blev hurtigt en udfordring, navnlig for Jørgen – jeg havde fået turistmave.

Sammen med et dusin lokale – unge aktivister, studerende og flere nyuddannede antropologer – vandrede vi næste morgen et par timer langs rismarker og kokosplantager. Rismarkerne var stadig oversvømmede, det var varmt og fugtigt og lugtede af stillestående vand. Vi balancerede flere steder på de smalle græsklædte diger mellem markerne, og jeg havde mere end nok at gøre med at se, hvor jeg satte mine fødder – det virkede alt andet end tillokkende at falde i det ikke særlig rene vand. Til sidst kom vi frem til en hytte med palmebladetag. Der var en stor rist med bålplads un23

Med døden på arbejde.indd 23

05.02.2021 08.47

der til tørring af kokosnødder og en forsænkning med en enorm dynge mere eller mindre rådne skaller fra selve kokosfrugten, gamle kokospalmeblade og andet planteaffald. Her, i kanten af en kokosplantage, havde familien boet – far, mor og et barn på omkring fire år.

Den fugtige varme var kvælende. Jørgen og jeg satte os ned for at hvile os og vride vores gennemblødte T-shirts. Det hjalp noget, da en af de andre hurtigt klatrede op i en kokospalme og hentede et par frugter. Toppen af frugten og kokosnødden (som er frugtens kerne) blev hugget af med machete, og vi kunne drikke det mineralholdige og læskende kokosvand, som havde en let sødlig smag.

De andre gik hurtigt i gang med at gennemsøge terrænet, og efter nogen tid kom en af de unge piger løbende tilbage til os. I et område lige i nærheden virkede det, som om der havde været gravet i jorden for nylig. Vi gik varsomt i gang. Gravede forsigtigt med små skovle og siede al jorden igennem store firkantede sier holdt af to personer. Jorden kunne indeholde projektiler eller andet af interesse. Cirka en meter nede i den fugtige jord kom der en del af en lille krop til syne. Det var et barn. Resten af liget blev langsomt og forsigtigt gravet fri. Delvis svøbt i et hvidt klæde blev barnet løftet op. Da jorden nedenunder blev siet, fandt vi knoglerne fra både hænder og fødder. Der var ingen projektiler.

Aftalen var, at jeg skulle obducere barnet sammen med Benito, mens Jørgen skulle tage sig af de voksne, som efter det oplyste højst sandsynligt lå i dyngen med planterester.

Vi lagde barnet på en palmebladsoverdækket platform, det tidligere køkken, udenfor hytten og brugte den som obduktionsbord.

Barnet var stærkt præget af ligvoksdannelse. Dette er et fænomen, som opstår ved høj fugtighed. Omdannelsen sker normalt over flere måneder, men ved høj varme sker det hurtigere. Fedtvævet bliver forsæbet, gråt og blødt, og dette konserverer i nogen grad organerne. Bløddelene på det meste af hovedet, hænderne og fødderne var dog væk, så knogleenderne stak frem på underarmene og 24

Med døden på arbejde.indd 24

05.02.2021 08.47

Graven med det lille barn åbnes. Hans Petter (tv.) og Benito Molino med hvid hat.

læggene. Kranie- og ansigtsknoglerne var blotlagt. Både Benito og jeg så hurtigt, at der var to små huller i huden på barnets bug og to større huller på ryggen. Efter at vi havde åbnet liget, fandt vi, at halvdelen af leveren, milten og mavesækken nærmest var eksploderet, en del af tyk- og tyndtarmen, legemspulsåren og den store hulåre var revet over, og den øverste del af højre nyre var bare en uformelig masse. Vi fandt ingen projektiler, men det havde vi heller ikke regnet med, da der var to små indskudsåbninger i bugen og to store udskudsåbninger i ryggen. Projektilerne var altså gået igennem barnet og var fortsat videre.

I mellemtiden havde de andre dybt nede i dyngen af planterester fundet dele af ligene af de to voksne. Jeg dikterede fundene fra obduktionen af det lille barn og gik over til Jørgen. Han og Benito var nu dybt involveret i den faglige vurdering af fundene.

Der var meget varmt og fugtigt i dybet af dyngen, og desværre var der ikke sket nogen ligvoksdannelse. Der var kun knogler 25

Med døden på arbejde.indd 25

05.02.2021 08.47

tilbage. Det lykkedes ikke at finde alle knoglerne – dyngen var enorm, og der var ikke så mange til at grave. Kun dele af skeletter blev fundet, men der var nok til, at vi kunne se, at de stammede fra to personer. Bækkenknoglerne viste, at det var en mand og en kvinde. Der var et kranium, og vi kunne se på kæbevinklen og nakkemuskeltilhæftningen, at det var et kvindekranium. Der var splintrede brud af lårbensknoglerne hos begge individer, og disse brud så ud som skudlæsioner fra højhastighedsvåben, dvs. riffelskud. Der blev ikke påvist nogen dødsårsag, men begge var blevet ramt af skud.

Resultatet af dagens arbejde viste, at det lille barn var død af to skud i maven, og de svære indre læsioner og store udskudsåbninger viste, at det drejede sig om riffelskud. Begge de voksne havde benbrud, som højst sandsynligt stammede fra riffelskud. Vi konkluderede derfor, at hele familien var blevet skudt med riffel.

Det var nu sidst på dagen, og for at komme tilbage til landsbyen i dagslys var det på tide at bryde op. Barneliget og knoglerne fra de voksne blev lagt i tre plasticsække, som blev hængt op under taget i hytten, for at dyr ikke skulle kunne få fat i dem. Så gik vi tilbage til landsbyen.

Aftensmaden blev indtaget på landsbyens restaurant ved stranden. Det var et spartansk udstyret sted med plasticstole og metalborde udendørs, men maden var rigtig god – helt friske skaldyr.

Der var dog et problem: Jeg havde brugt almindelige tynde operationshandsker til obduktionen, og den havde varet en del timer.

Lugten af ligvoks, som minder lidt om lugten af rådden tang, havde hurtigt gennemtrængt de tynde handsker og var trængt ind i huden. Den hang ved, selv om jeg havde vasket hænder mange gange og også brugt håndsprit. Nydelsen ved at spise krabbekløer med hænder, der lugtede af rådden tang, var noget begrænset.

Næste dag gik vi tilbage for at lede efter patronhylstre, projektiler og flere knogler i affaldsdyngen. Vi gik ved siden af hinanden i række og gennemtrawlede terrænet. I løbet af en time fandt vi 26

Med døden på arbejde.indd 26

05.02.2021 08.47

Jørgen Lange Thomsen (med bar overkrop) og Hans Petter undersøger knogler fra de voksne fundet i dyngen af planterester.

flere patronhylstre og enkelte projektiler, som vi lagde i plasticbokse med låg. Vi aftalte, at Jørgen og jeg skulle tage dem med til Danmark til våbenteknisk undersøgelse. Selv om vi brugte flere timer med at grave i affaldsdyngen, fandt vi ikke mere end et par ubeskadigede ryghvirvler, og til sidst måtte vi give op.

En hel del familiemedlemmer kom og hentede poserne med resterne af de døde, så de kunne få en ordentlig begravelse. Vi hilste pænt på hver og én af dem og stod med bøjet hoved på en række, da de med alvorlige miner og tårevædede øjne forlod os i samlet flok.

På hotellet, hvor vi skulle hente bagagen, mødte vi en ældre mand i receptionen. Han var australier og fortalte, at han var i Catbalogan en måneds tid hvert år. Hver gang lejede han en af de lokale unge piger, og hun var så hans kæreste for en måned.

Han kunne varmt anbefale arrangementet og syntes selv, det var 27

Med døden på arbejde.indd 27

05.02.2021 08.47

sådan en god idé – og så var det rasende billigt. Vores indignerede kommentarer om udnyttelse af fattige, nedværdigelse af kvinder og total mangel på respekt prellede fuldstændigt af på ham – han sjoskede bare væk, mens han rystede på hovedet. Således oplyst om (u)menneskelig udnyttelse tog vi af sted til Calbayog og lufthavnen.

I lufthavnen var der kontrol. Soldater gennemsøgte al bagage og fandt naturligvis både projektiler og patroner i vores kufferter.

Så blev vi bange. Hvad ville der nu ske? Ingenting. De kiggede bare på plasticdåserne med det metalliske indhold, rystede smilende på hovedet og lagde dem tilbage igen. Pulsen faldt langsomt tilbage til det normale, og hjertet kravlede ned fra halsen og på plads i brystet.

Efter et kort møde på organisationens kontor i Manila sagde vi farvel. Vi skulle til middag med en repræsentant for den danske ambassade, inden vi tog hjem. Benito sagde pænt tak for hjælpen og fortalte, hvor vigtigt det var, at der var kommet retsmedicinere udefra for at dokumentere dette brutale overgreb, som desværre kun var ét af mange. Det øgede troværdigheden, sagde han. Vi sagde på gensyn og var væk. Hen til høflig småsnak med en dansk diplomat, kniv, gaffel og udsøgte vine – og så fly tilbage til vores privilegerede liv i smørhullet.

Jørgen sørgede for at få patronerne og projektilerne undersøgt på Rigspolitiets kriminaltekniske afdeling. Der kunne de fortælle, at det var samme slags ammunition, som den filippinske hær anvendte til deres automatrifler. Den besked gav vi videre. Der var ikke ret meget tvivl om, at familien var blevet skudt af militæret.

Dette blev heller aldrig benægtet – der blev blot set på det, som om de havde gjort, hvad der var nødvendigt. De havde udryddet en fjende. Hvordan man kan retfærdiggøre, at ubevæbnede civile bliver skudt, fordi de er modstandere af styret, er totalt uforståeligt. Det er også svært at begribe, at et fireårigt barn skulle kunne udgøre en trussel mod samfundsordenen.

28

Med døden på arbejde.indd 28

05.02.2021 08.47

Reaktionen blandt kollegerne var som forventet. De havde arbejdet så hårdt, mens vi havde hygget os under palmerne. Diskussionen efter Jørgens og mit obligatoriske foredrag var rent faglig omkring skudlæsioner. Ingen interesserede sig for menneskerettighedsaspekterne. Velkommen hjem til andedammen!

Nok for denne gang, ser frem til meddelelser fra dig.

Kh HP

Med døden på arbejde.indd 29

05.02.2021 08.47

Branden på Scandinavian Star

November 1993

Kære Hans Petter

Selv tak for et interessant og hyggeligt møde! Jeg må indrømme, at selve kongressen var en skuffelse – navnlig lokalerne i det store telt, hvor der var så lyst, at vi ikke engang kunne se lysbillederne.

Men det var jo alligevel både socialt og fagligt særdeles vellykket, specielt fordi jeg hørte om dine erfaringer med menneskerettighedsarbejdet og dokumentationen. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde tænkt på, at man kunne bruge sin fagkundskab på den måde, som du fortalte. Efter at have læst dit brev er jeg virkelig blevet ”tændt” på at deltage i internationalt arbejde og dokumentering af overtrædelser af menneskerettighederne. De fleste lande har vel ratificeret FN’s menneskerettighedserklæring, og der er brug for saglig dokumentation, så overtrædelser kan komme frem i lyset. Både nationalt og internationalt tænker jeg, at det må have en forebyggende effekt. I hvert fald er det vigtigt at ofre og pårørende bliver taget alvorligt i et undertrykkende regime (ja, også herhjemme, for den sags skyld).

Nu har jeg været i faget i omkring 10 år – bortset fra to barselsperioder på hhv. 15 og 18 uger – og har fået lyst til at løfte blikket lidt. Jeg har endelig fået en fast stilling, og så kan jeg bede om at få fri med løn for at udføre korte opgaver. Dette er en type arbejde, som retsmedicinere i Norge ikke har beskæftiget sig med tidligere, og jeg er enig med dig – dette er noget, vi er uddannet til. Vi ved, hvor vigtigt det er at være objektiv – og det må jo siges at være en forudsætning for at arbejde for NGO’er, ellers vil vores arbejde ikke være troværdigt. Responsen, jeg møder, er positiv, men også lidt undrende og tilbageholdende. Den slags arbejde betyder merarbejde 30

Med døden på arbejde.indd 30

05.02.2021 08.47

– ikke penge, ære og berømmelse. Forudsætningen for at deltage er jo helt klar: Det må ikke gå ud over det daglige arbejde. Man må bytte vagter og arbejde dobbelt, når man kommer hjem. Når jeg siger ”vagter”, mener jeg ikke døgnvagter, men rutinearbejde.

Nogen vagtordning med udrykning udenfor arbejdstid findes ikke for retsmedicinere i Norge. Her foregår det på den måde, at politiet ringer rundt, indtil de finder nogen hjemme. Vi rykker ud, også selv om det egentlig ikke passer – og det gør det sjældent. En billig ordning for ”opdragsgiveren”, en dårlig for os. Ordningen er faktisk også ret dårlig for politiet, for de skal tænke sig godt om, inden de vækker os for at få os ud til et findested. Men dette kan vi tale om ved lejlighed; de tanker jeg har om dette, egner sig ikke til tryk!

Det var rigtigt spændende at læse om, hvordan du kom ind i det internationale menneskerettighedsarbejde. Jeg er glad for, at jeg kan få mulighed for at deltage som ”associeret dansker”, da der altså herhjemme ikke er nogen tradition for retsmedicinsk dokumentation i andet end sager, hvor vi arbejder for politiet. På hjemmebane vil jeg nok komme til at blive ganske alene. Det, du fortæller om torturdokumentation, lyder svært – både fordi skaderne sædvanligvis ikke er friske på undersøgelsestidspunktet, og fordi jeg ikke har faglig baggrund for at foretage en psykologisk evaluering. Men jeg må jo bare være åben omkring, hvad jeg kan og ikke kan, når (hvis) jeg bliver bedt om at deltage. Ærlighed varer vel fortsat længst?

Jeg bliver for resten nødt til at kommentere noget af det, du skriver i brevet. Jeg blev faktisk ganske rystet over tilbuddet, du fik om prostituerede. Brug af mellemmand, en alfons, betyder desuden, at det meste af indtægten går til bagmænd – for det er vel hovedsageligt mænd, i hvert fald dem der måtte tjene store penge. Samtidig må jeg indrømme, at historien også får mig til at trække lidt på smilebåndet – at denne person ikke tog et nej for et nej, siger noget om, hvor udbredt og almindelig sexturisme er.

Ikke bare voksne, men også børn er salgsvarer. Dette er noget, 31

Med døden på arbejde.indd 31

05.02.2021 08.47

som ilande burde modarbejde i stedet for at understøtte det ved, at rige mennesker på ferie køber seksuelle ydelser. Jeg ved jo, at fattigdom tvinger mennesker ud i prostitution, så måske fattigdomsbekæmpelse og uddannelse, særligt for piger, er en vej at gå på sigt. Men jeg forstår selvfølgelig, at Rom ikke blev bygget på én dag, og at selv små fremskridt vil kunne regnes som en sejr (men jeg er en utålmodig sjæl). Jeg kan bare ikke lade være med at tænke. Og som Martin Luther skal have sagt: ” Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.”

Dette med at risikere at blive taget til indtægt for at støtte den ene side i en konflikt er jo helt klart et problem. Dine oplevelser på Sri Lanka er et eksempel på det. Middag med indlagt propaganda hos PLO? Man skal vare sig for ikke at havne på den ene eller anden side i en sådan konflikt. Rigtignok kan man have sine sympatier, men det er altid vigtigt at vide, at konflikterne er mere nuancerede og kompliceret end det, der fremstilles i pressen eller af parterne.

Det vigtigste er, at vi fagligt set er neutrale, ellers ryger vores troværdighed. Det er ikke vores opgave at finde gerningsmanden, men at beskrive, hvilke skader den anden er påført, og drage konklusioner på baggrund af dette. ”Hvad er der sket med denne person?”. Lidt enkelt sagt, men det er jo sådan, vores arbejde fungerer i det daglige.

Og jeg tror, det er vigtigt at tage den tilgang med sig ud i verden, selv om man skal arbejde under helt andre forhold. Først når vi fremstår som neutrale eksperter, kan det, vi fremlægger, være til nytte. Nu kommer jeg lidt langt ud – jeg, som endnu ikke har deltaget i nogen af disse opgaver. Du kan anse det som en ”ansøgning” om at deltage; på denne måde viser jeg et vist refleksionsniveau, som forhåbentlig kan give mig adgang til dette arbejde.

Nu vil jeg dele nogle erfaringer med dig – af en ganske anden type, men erfaringer, som har været vigtige for mig både fagligt og menneskeligt. Jeg tænker på identificering ved massekatastrofer – det, som i faglitteraturen omtales som DVI (Disaster Victim Identification). Identificering i enkeltsager har jeg jo deltaget i tidligere, 32

Med døden på arbejde.indd 32

05.02.2021 08.47

men denne gang var det i stor skala, og det omfattede primært danske og norske statsborgere. Norge har haft sin portion af sådanne store katastrofer, f.eks. forliset af olieplatformen Alexander Kielland i Nordsøen i marts 1980, hvor 123 mennesker omkom. Den slags erfaring udmønter sig i, at de forskellige led i organisationen kender deres plads og deres funktioner. Branden på Scandinavian Star var for mig første gang, jeg skulle finde min plads. Fordelen var, at jeg ingen erfaring havde med den slags arbejde, og at jeg derfor kunne stille alle de dumme spørgsmål, jeg ville – forudsat at jeg fandt min plads i organisationen og bidrog efter bedste evne.

Omkring klokken to om natten lørdag den 7. april 1990 begyndte det at brænde på bilfærgen Scandinavian Star, som var på vej fra Oslo til Frederikshavn med 494 mennesker ombord.

Påskeferien stod for døren, og vores danske au pair havde to dage tidligere taget båden hjem til Jylland. Scandinavian Star havde for nylig overtaget ruten mellem Oslo og Frederikshavn efter Holger Danske, som herhjemme i folkemunde blev kaldt ”Holder kanske”.

Der blev iværksat en stor redningsaktion. Men branden blev først helt slukket, efter at skibet var blevet slæbt i land i Lysekil i Sverige. ”Vores” personel fik først tilladelse af brandvæsnet til at gå ombord søndag eftermiddag, 36 timer efter at branden var startet.

Da var der ingen overlevende ombord, men mange omkomne. Et team bestående af kriminalteknikere, tandlæger og retsmedicinere arbejdede på skibet for at finde ligdele – og selvsagt også for at kaste lys over hændelsesforløbet. En af mine kolleger, som var i Lysekil hele påsken, har fortalt, at dette var en skelsættende oplevelse for ham – noget, der ikke er svært at forstå. De fandt bunker af forkullede menneskerester forskellige steder i skibet, navnlig for enden af korridorer. Man kunne kun forsøge at forestille sig, hvilke scenarier der havde udspillet sig her, før de ikke havde kunnet mere – blandt andet fordi nødudgangene var dårligt afmærkede. Men alt dette fik jeg først at vide bagefter; mine opgaver var nogle andre.

Jeg blev ringet op lørdag morgen og bedt om at deltage. Jeg 33

Med døden på arbejde.indd 33

05.02.2021 08.47

Branden på Scandinavian Star fortsatte, da skibet var blevet slæbt til Lysekil i Sverige. Herfra blev ofrene kørt til retsmedicinsk undersøgelse i Oslo.

vidste ikke, hvad jeg gik ind til, men var glad for at blive spurgt.

Dette var et nyt og spændende felt, jeg kunne lære meget om ved at arbejde sammen med erfarne kolleger. I 1986 var 14 mennesker omkommet ved en brand på Hotel Caledonien i Kristiansand. Dengang havde jeg haft lyst til at lære mere om, hvad retsmedicineren kunne bidrage med i sådanne sager, men jeg måtte ikke deltage.

Jeg var i øvrigt gravid på dette tidspunkt, så set i bakspejlet var det nok meget godt at blive hjemme. Men denne gang skulle jeg altså deltage og forhåbentlig bidrage. Jeg kan ikke benægte, at det var ekstra spændende at få lov til at være med til noget, som strakte sig over længere tid, og som var forsidestof i pressen. Det at være en lille del af det maskineri, der skulle deltage i efterforskningen og bidrage til, at de pårørende kunne få udleveret deres afdøde så hurtigt som muligt, føltes på en måde godt midt i dette drama og al den sorg, som ramte så mange. Jeg fik mange telefonopringninger fra familie og venner, som udviste stor empati på grund af det arbejde, jeg skulle udføre. Men jeg måtte sige, som sandt var, at denne opgave fik mig til at mærke glæden over, at jeg ikke havde 34

Med døden på arbejde.indd 34

05.02.2021 08.47

mistet nogen i denne katastrofe. Det er jo faktisk sådan, at mange enkelthændelser, som er lige så belastende for de pårørende, sker hele tiden. Forskellen var først og fremmest mængden af døde.

Vores lille problem var, at vores au pair var på påskeferie i Danmark, og jeg var nødt til at arbejde i døgndrift. Det var vigtigt for de efterladte at få svar, så identificeringen skulle foregå så hurtigt som muligt, dog indenfor fagligt forsvarlige grænser. Vi løste det på den måde, at min mand pakkede bilen og tog børnene på seks og knap tre år med på hyttetur. På den måde kunne jeg disponere over mine dage uden at skulle tænke på andet end at arbejde.

Dødstallene steg. 158 personer døde ombord på Scandinavian Star i forbindelse med branden, mens én døde noget senere på hospitalet.

Påsketrafikken gjorde, at der var rigtig mange familier ombord, en del af dem med tilknytning til både Norge og Danmark.

I sådan en situation foregår identificeringen efter bestemte principper. Vi har siden 1975 haft en national identifikationsgruppe, (ID-gruppen). Den er en del af Kriminalpolitisentralen (Kripos), som svarer til Rejseholdet i Danmark. ID-gruppen består af politifolk, retsmedicinere og retsodontologer (tandlæger). De er med til at afgøre afdødes identitet i sager med uidentificerede lig. Andre fagfolk deltager selvfølgelig også i det praktiske arbejde. Som du sikkert ved, samarbejder ID-gruppen også med de andre nordiske lande. Essensen i arbejdet er at sammenligne oplysninger om de døde fra dengang, de var i live (ante mortem-oplysninger), med det, man finder ved obduktionen (post mortem-oplysninger). På obduktionsstuen afgør vi intet. Vi fører oplysninger ind på Interpols lyserøde skemaer, som efterfølgende sammenlignes med ante mortem-oplysningerne på et gult skema. Dette foregår på en ID-central i Kripos’ lokaler, hvor forskellige fagfolk sidder og sammenligner oplysningerne. Da politiet fik besked om katastrofen på Scandinavian Star, gik man i gang med at indhente oplysninger om, hvem der var ombord på skibet, hvem der havde overlevet, og hvem der var meldt savnet. Oplysninger om de savnede blev 35

Med døden på arbejde.indd 35

05.02.2021 08.47

registreret – alt fra tandlægejournal til savnedes højde og vægt, medicinske oplysninger, ar, tatoveringer, tøj og smykker. Hver aften, efter at obduktionsstuen var rengjort og lukket, samledes medlemmerne af ID-gruppen for at sammenligne oplysningerne for at konstatere, om der var match. Den ansvarlige retsmediciner, retsodontolog og kriminaltekniker var også til stede. Den polititjenestemand fra Kripos, der ledede ID-gruppen, havde det sidste ord. Jeg havde selvsagt stor lyst til at deltage i disse møder, men det fik jeg ikke mulighed for. Jeg spillede ingen formel rolle i processen andet end at dokumentere og samle oplysninger. Men hver aften ringede min gamle chef, professor Jon Lundevall, til mig for at opdatere mig. Det gav mig følelsen af at være en vigtig medarbejder. Jeg sad netop og talte med ham i telefonen, da min families påskeferie var overstået. Da de kom ind ad døren, råbte min søn ophidset om, at de havde fået en skade på bilen efter et ublidt møde med en fjeldvæg. Jeg var så optaget af den faglige opdatering, at denne oplysning ikke trængte ind før meget senere.

Men alle i familien var nu også uskadte, og skaderne på bilen var kun en irriterende udgiftspost, som virkelig ikke spillede nogen rolle i den store sammenhæng.

Arbejdet på obduktionsstuen foregik i teams. Vi havde naturligvis ikke nok personale på Rettsmedisinsk institutt i Oslo til at kunne foretage alle obduktionerne selv – vi var kun fire læger inklusive Lundevall, som egentlig var gået på pension. Derfor blev det hurtigt bestemt, at vi skulle danne regionale teams, der arbejdede ved hvert sit obduktionsbord. Selv var jeg med i Osloteamet. Der var også teams fra Bergen, Trondheim og Tromsø.

Hvert team bestod af en obduktionstekniker og to retsmedicinere. Én tog notater og udformede senere erklæringen, mens den anden udførte selve undersøgelsen. Der var også to kriminalteknikere på hvert team – en fingeraftryksekspert og to retsodontologer, som fordelte arbejdet imellem sig. Kriminalteknikerne tog sig af tøj og ejendele og fotodokumentation. Vi retsmedicinere skiftedes til 36

Med døden på arbejde.indd 36

05.02.2021 08.47

rollerne. Det betød, at hver af os på skift var ansvarlig for erklæringen, for at udføre selve obduktionen og for at informere den, der skrev erklæringen. På den måde kunne vi arbejde i flere timer ad gangen, uden at det gik ud over kvaliteten. Mærkeligt nok var skrive- og dokumentationsarbejdet mest anstrengende.

To retsmedicinere fra Aarhus, Markil Gregersen og Erling Falk, var også til stede. De var observatører, fordi der var så mange danske blandt de omkomne. Der var opstået et godt samarbejde mellem Bjørnar Olaisen, den medicinske leder af ID-gruppen, og Markil Gregersen efter Partnair-ulykken i 1989, da et chartret fly med passagerer fra det norske rederi Wilh. Wilhelmsen styrtede i Tannis Bugt. Flyet havde været på vej til Hamburg. 50 passagerer og 5 besætningsmedlemmer omkom. Dengang havde Bjørnar været til stede i Hirtshals, hvor identificeringen foregik, og han kom hjem og fortalte, hvordan arbejdet havde været organiseret, og hvor godt det fungerede. I Scandinavian Star-arbejdet deltog danskerne ikke i de enkelte obduktionsteams, men var blot til stede og fulgte med i arbejdet.

Det blev besluttet, at alle lig skulle obduceres i Oslo, men vi havde ikke tilstrækkelig kapacitet i kølerummet til at tage imod alle de lig, der kom ind. En hangar i Fornebu-lufthavnen blev lejet til formålet og udstyret med køleaggregater. Ligene blev transporteret fra Lysekil og hertil og mellem Fornebu og Rikshospitalet i rustvogne.

Stemningen var god, og sammenholdet godt mellem de forskellige teams. Det lyder måske forfærdeligt, men det er nok en overlevelsesteknik i ekstreme situationer, som du sikkert genkender.

Jeg havde navnlig været spændt på forholdet mellem Lundevall og professor Christopher Giertsen fra Bergen, da deres ikke synderligt hjertelige forhold var almindelig kendt i retsmedicinske kredse.

Jeg forstod det ikke helt, for jeg kendte dem begge, og jeg var lidt bange for at komme i klemme imellem dem. Men det gik aldeles strålende! Fagligt set var de enige, og jeg tror faktisk, at dette blev 37

Med døden på arbejde.indd 37

05.02.2021 08.47

begyndelsen på slutningen for deres lidt vanskelige forhold. Eller måske var rygtet om konflikten overdrevet.

Vi arbejdede nærmest i døgndrift. Alle gjorde, hvad de kunne, for at vi skulle have det godt. Mange, der arbejdede på Rikshospitalet, stillede op, for eksempel portørerne. De havde ellers i princippet ikke så meget at gøre med denne operation, da Rettsmedisinsk institutt som hos jer er et universitetsinstitut og ikke en sygehusafdeling. Der blev sørget for rigeligt med mad og drikke. Da en af medarbejderne sagde, at hun gerne ville se på nogle påskekyllinger, dukkede der straks en stor pakke påskepynt op. Kursussalen, hvor vi havde de daglige møder og fik information om fremgangen i arbejdet, blev pyntet op.

Heldigvis havde vi netop fået en ny obduktionsstue, som var forbeholdt smittefarlige lig. Vi havde ikke brugt den endnu, for vi skal jo alligevel behandle hvert lig, som om det kunne være smittefarligt, da sundhedsoplysninger om de afdøde normalt ikke er tilgængelige, når vi skal obducere. På denne obduktionsstue foregik undersøgelserne af lig, som ikke havde noget at gøre med Scandinavian Star. Folk dør jo også på anden vis, selv om retsmedicinerne er optaget af særlige opgaver – og alle opgaver skal løses.

Også på DNA-laboratoriet var man i fuld gang. Teknologien med DNA-fingerprinting havde ført helt nye muligheder med sig.

Et DNA-mønster kunne aflæses på en røntgenfilm, nærmest som en stregkode. Dette havde været brugt i nogle få immigrations- og kriminalsager i andre lande, men hos os var det stadig på udviklingsstadiet. Det havde ikke tidligere været brugt ved massekatastrofer.

Bjørnar så potentialet og vurderede, at det ville være en god idé at teste det nu, selv om identifikationen i udgangspunktet stadig skulle hvile på de etablerede kriterier. DNA-profilen var ikke et etableret kriterium, men den viste sig imidlertid i mange tilfælde at være nyttig som tillægsinformation – blandt andet fordi nogle lig var så forbrændte, at de var i flere dele. På baggrund af DNAanalyser kunne de enkelte ligdele samles. En anden vigtig faktor 38

Med døden på arbejde.indd 38

05.02.2021 08.47

var, at der var mange familier blandt de omkomne. Nu kunne man identificere på grundlag af forældre-barn-relationer. Desuden forelå der jo ikke så mange andre oplysninger om mindre børn, hverken medicinske eller odontologiske, så her blev DNA-stregkoderne et meget nyttigt supplement. Metoden, som kaldes Southern Blotting, var tidskrævende og indebar kemisk ekstraktion af DNA, behandling med enzymer, som klippede DNA på specifikke steder, og elektroforese, hvor fragmenterne blev separeret efter størrelse.

Herefter blev fragmenterne overført til en slags papir og udsat for hybridisering med radioaktivt mærkede baser, som fæstede sig på fragmenterne. Så kunne papiret lægges i en kassette med en røntgenfilm, som blev sværtet, så den så ud som et stregkodemønster. Jeg tog ikke selv del i dette arbejde, men fandt det utroligt spændende. Jeg kendte metoden godt, for jeg havde selv benyttet den i en del af arbejdet med min doktordisputats, som jeg var i gang med i den periode.

Men tilbage til vores arbejde på obduktionsstuen. Til at begynde med var det nemt genkendelige lig, hvor dødspletterne, muskulaturen og blodet havde kraftig rød farve på grund af kulilteforgiftning. Men selv om de kunne være lette at identificere, skulle de igennem den samme proces som dem, der var vanskeligere. Alle tilfælde skulle leve op til Kripos’ kriterier for identificering. Vi brugte meget tid på at registrere små detaljer og udfyldte samvittighedsfuldt de lyserøde skemaer, så de kunne sammenlignes med ante mortem-oplysningerne. Efterhånden kom der helt forkullede lig eller ligdele ind. Enhver detalje skulle registreres, og hver enkelt del fik sit eget nummer.

Når jeg kom hjem langt ud på aftenen, havde jeg svært ved at falde i søvn. Det var egentlig ikke hele den tragiske situation, der påvirkede mig. Snarere havde jeg følelsen af at stå ved et endeløst samlebånd og arbejde og arbejde. Det var, som om en film uden slutning kørte rundt i mit hoved. Der var ikke noget mareridtsagtigt over det; det var bare umuligt at finde ro. Nogle uger senere, 39

Med døden på arbejde.indd 39

05.02.2021 08.47

da de enkelte obduktionserklæringer skulle afsluttes, oplevede jeg det samme. Jeg havde nemlig taget dem med mig hjem for at kunne arbejde med dem, efter at børnene var lagt i seng. På arbejdet var der så meget andet, der skulle gøres, så der fik jeg ikke ro til at afslutte dem. Jeg kunne jo ikke så godt dele dette med mine nærmeste, og desuden gik jeg rundt og følte det som en lille svaghed hos mig selv. Jeg var jo professionel; dette skulle jeg klare. Bagefter har jeg tænkt på, om jeg burde have boet på samme hotel som de tilrejsende, spist morgenmad sammen med dem og måske gået en tur i baren sammen med dem efter endt arbejdsdag. Eller om jeg måske skulle have brugt nogle andre teknikker til at bearbejde de voldsomme indtryk.

Men jeg var utrolig stolt over at have været med til denne store og vigtige opgave og fået lov til at bidrage til ret hurtig identificering af alle lig, så de pårørende kunne få svar og begrave deres døde. 17 døgn efter at branden brød ud, var alle de døde identificeret. Det havde været et krævende arbejde, hvor alle havde gjort deres bedste. Hvorfor branden opstod og udviklede sig så katastrofalt, ligger heldigvis udenfor mit kompetenceområde. Sikkert er det, at sådanne katastrofer sker fra tid til anden, så man er nødt til også i fremtiden at være forberedt på denne type operationer.

I Norge har vi haft vores rigelige andel af sådanne hændelser, og vi er derfor altid beredte til næste gang, noget sker – selv om jeg altid ønsker, at der ikke bliver nogen ”næste gang”. Det kan vel mest af alt kaldes et fromt ønske.

Jeg håber, at jeg har kunnet bidrage med lidt faglig og personlig information til min nye ven og kollega, som jeg ser frem til at samarbejde med. Hvis du har lyst til at vide mere om identifikationsprocessen, så giv mig endelig besked – så skal jeg forsøge at svare, så godt jeg kan.

Mange hilsner Sidsel

Med døden på arbejde.indd 40

05.02.2021 08.47

Med døden på arbejde.indd 2

05.02.2021 08.47

HANS PETTER HOUGEN SIDSEL ROGDE

HANS PETTER HOUGEN f. 1949 i Oslo.

Cand.med. 1978 og dr.med. 1991. Speciallæge i patologi 1991, specialistuddannelse i retsmedicin i Miami, Florida og København, speciallæge i retsmedicin 2008. Professor i retsmedicin, KU 2007-2018. Medlem af den danske ID-gruppe under Rigspolitiet (2005-2016), Gerningsmandsprofileringsgruppen under Rigspolitiet (19952005), Amnesty Internationals lægegruppe (1985Medicine (2004-2014). Sagkyndig i Retslægerådet 2005-2018. Har deltaget i udenlandsopdrag for FN, OAS, Rigspolitiet, Amnesty International og flere andre internationale NGO’er.

To erfarne retsmedicinere tager os med på arbejde verden rundt

SIDSEL ROGDE f. 1952 i Bergen. Cand.med.

1977 og dr.med. 1992. Har arbejdet med rets-

i forbindelse med naturkatastrofer, krig, terror og tortur. Bogen er en ærlig, åbenhjertig og nogle gange rystende brevveksling

medicin fra 1982 til 2020, som professor (fra 1999)

gennem knap tre årtier. Hougen og Rogde bruger hinanden som

og overlæge (fra 2011). Har blandt meget andet

både faglige sparringspartnere og som en trøstende skulder, når

været medlem af den norske ID-gruppe (1997-

der er brug for det. Sammen og hver for sig har de oplevet vold

2018), af Den rettsmedisinske kommisjon (1997-

og katastrofer af dimensioner, som i flere tilfælde overgår fantasien.

2009) og af den norske lægeforenings menneskerettighedsudvalg (1997-2008). Har deltaget i en

I bogen kommer vi tæt på terrorangrebet i 2011 på Oslo og

række opgaver rundtom i verden, bl.a. identifika-

Utøya, tsunamien i Thailand i 2004, branden på Scandinavian

tionsopgaver og som frivillig fagperson for NGO’er som f.eks. Amnesty International. Har bidraget til

Star i 1990 samt krigshandlingerne på Balkan i 1990’erne og i

retsmedicinske lærebøger i Norge og Danmark

Gaza i dag – og til mange andre steder verden over, hvor et

og har desuden gennem mange år undervist

menneskeliv ikke er meget værd.

læger i latin.

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

Med døden på arbejde

1998) og af ICRC’s Advisory Board on Forensic

HANS PETTER HOUGEN

SIDSEL ROGDE

Med

TO RETSMEDICINERE

døden OM KRIG, KATASTROFER,

på

TERROR OG TORTUR

arbejde LINDHARDT OG RINGHOF

”Man kan spørge sig selv: Er der nogen grund til at svælge i disse uhyggelige emner? Vi mener, det er vigtigt at videregive oplevelser fra retsmedicinere, som har været med der, hvor ondskaben dominerer og ulykkerne virker dommedagsagtige.

For dette er også retsmedicin.

Den del af vores oplevelser, som omhandler torturfølger og andre brud på menneskerettigheder, er ikke noget, ret mange retsmedicinere beskæftiger sig med i vores del af verden, men andre steder er det desværre en del af retsmedicinerens hverdag.”

OMSLAG: SIMON LILHOLT / IMPERIET.DK