Page 1

90 mm

153 mm

24,5 mm

153 mm

90 mm

Foto © Charles Grantham

”Fans af MIG FØR DIG og SAMME DAG, NÆSTE ÅR vil elske og hulke over denne fantastiske roman.“– New York Post

Han var den første, der virkelig forstod og elskede hende. Skal han også være den sidste?

”Santopolo skriver om lidenskab, skæbne, kærlighed, og hvad det vil sige at være et godt menneske.

Lucy og Gabe er studerende, da de møder hinanden den 11. septem-

En smuk og gribende historie,

ber 2001 i New York. Dagen forandrer deres liv for altid, og mens

der vil begejstre læsere verden

støvskyen fra de kollapsede tvillingetårne lægger sig over byen,

over.“ – Kirkus

lover de hinanden at følge deres drømme og leve livet fuldt ud. Da Gabe bliver fotojournalist i Mellemøsten, og Lucy vælger at

”Sammenligningerne med David

blive i New York, skilles deres veje. I 13 år bevarer de en stærk

Nicholls’ Samme dag, næste år

relation, på trods af sporadisk kontakt.

er oplagte, men den her har mere

Men tiden indhenter dem, og spørgsmålene melder sig: Var det

tyngde.“ – Book list

skæbnen, der bragte dem sammen? Var det rigtigt at gå hver til sit? Og til sidst stilles Lucy over for sit livs sværeste valg.

”En rørende fortælling om alt

226 mm

det, vi ofrer for kærligheden og LYSET VI MISTEDE er en roman om drømme, skæbne, jalousi JILL SANTOPOLO er redak-

– og tilgivelse. Om kærlighed på godt og ondt.

tør, skriver børne- og ungdomsbøger, underviser og holder foredrag om historiefortælling. LYSET VI MISTEDE er hendes første roman. Hun bor i New

”Den type bog, man læser i ét

”Fuldstændig fantastisk. Det er en af de bedste kærlighedshistorier, jeg nogensinde har læst.“

– Goodreads

York.

vores drømme.“ – Real Simple

langt stræk. Fans af Samme dag, næste år af David Nicholls vil elske den.“ – Stylist Magazine ”Årets kærlighedshistorie i 2017; med en slutning, der gør stort indtryk.“ – Redbook ”Hav lommetørklæderne klar. Den her bog vil hage sig fast i dit hjerte fra første side og efterlade dig knust, længe efter du er færdig.“ – Bustle

Omslag: henriettemork.dk

Lyset vi mistede_ordinær-omslag_TRYK.indd 1

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

19/06/17 15:08


JILL SANTOPOLO

LYSET VI MISTEDE PÃ¥ dansk ved Lotte Kirkeby Hansen

Lindhardt og Ringhof

Lyset vi mistede.indd 3

08/06/17 2:40 pm


Lyset vi mistede er oversat fra engelsk efter The Light We Lost Copyright © 2017 by Jill Santopolo Published by arrangement with Ulf Töregård Agency AB All rights reserved Dansk copyright © 2017 Lindhardt og Ringhof A/S, København Omslag: Henriette Mørk ISBN 978-87-11-56692-3 1. udgave, 1. oplag 2017 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Shakespeare-citaterne på side 10, 24 og 126 stammer fra Niels Brunses nyoversættelser, Gyldendal 2013 og Gyldendal 2012. Sonetten på side 298 er fra ’Shakespeares sonetter’, oversat af V. Østerberg. Samlerens Forlag, 1944.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Lyset vi mistede.indd 4

08/06/17 2:40 pm


Til New York City

Lyset vi mistede.indd 5

08/06/17 2:40 pm


Lyset vi mistede.indd 6

08/06/17 2:40 pm


Prolog

Vi har kendt hinanden næsten halvdelen af vores liv. Jeg har set dig smile, selvsikker og fuldstændig lykkelig. Jeg har set dig knust, såret og fortabt. Men jeg har aldrig set dig sådan her. Du lærte mig at lede efter det skønne. I mørket, i ødelæggelsen, du fandt altid lys. Jeg ved ikke, hvilken skønhed jeg vil finde her, hvilket lys. Men jeg vil prøve. Jeg gør det for dig. For jeg ved, at du ville gøre det samme for mig. Der var så meget skønhed i vores liv sammen. Måske er det der, jeg burde begynde.

Lyset vi mistede.indd 7

08/06/17 2:40 pm


Lyset vi mistede.indd 8

08/06/17 2:40 pm


I

Nogle gange føles det, som om ting har været vidne til historiske begivenheder. Jeg plejede at forestille mig, at det bord af træ, vi sad rundt om til Kramers Shakespeare-timer på vores sidste år, var lige så gammelt som Columbia – at det havde stået i lokalet siden 1754, og at hjørnerne var blevet slidt runde af studerende som os gennem århundreder, hvilket naturligvis ikke kunne passe. Men det var sådan, jeg forestillede mig det. At der havde siddet studerende under Uafhængighedskrigen, Borgerkrigen, begge verdenskrige, Koreakrigen, Vietnamkrigen og Golfkrigen. Det er underligt, for hvis du spurgte mig, hvem der ellers var sammen med os den dag, så tror jeg ikke, jeg ville kunne huske det. Jeg plejede at kunne se alle deres ansigter så tydeligt for mig, men her tretten år efter kan jeg kun huske dig og professor Kramer. Jeg kan ikke engang huske, hvad den undervisningsassistent hed, som kom løbende, sent på den, ind i klasselokalet. Hun var senere på den end selv dig. Kramer var lige blevet færdig med at krydse os af, da du skubbede døren op. Du smilede til mig, og jeg så et glimt af dit smilehul, da du tog din Diamondbacks-kasket af og stak den i baglommen. Dit blik landede hurtigt på den tomme plads ved siden af mig, og lidt efter fulgte du selv efter. ”Og hvem er du så?” spurgte Kramer, da du tog en notesbog og en kuglepen op af din rygsæk. ”Gabe,” sagde du. ”Gabriel Samson.” 9

Lyset vi mistede.indd 9

08/06/17 2:40 pm


Kramer tjekkede det stykke papir, han havde liggende foran sig. ”Skal vi ikke stile efter ’til tiden’ resten af semesteret, mr. Samson?” sagde han. ”Timen begynder klokken ni. Eller hvad med at stile efter ’i god tid’?” Du nikkede, og Kramer begyndte at tale om temaerne i Julius Cæsar. ”… Vi står på højden,/hvorfra det kun går nedad.” Han læste højt. ”Menneskers lod/er som et tidevand, der bringer held,/ hvis man kan ride på dets fulde flod;/forpasses det, bliver rejsen gennem livet/en færd igennem lave, trange render./Vi flyder højt på havets bølge nu,/og vi må bruge strømmen, mens den er der,/ eller se alt gå tabt.” Og så sagde Kramer: ”Jeg går ud fra, at I alle sammen har læst det. Hvem kan fortælle mig, hvad Brutus siger om skæbnen og den frie vilje her?” Jeg vil altid huske den passage, fordi jeg siden den dag tit har spekuleret på, om det var skæbnen, der ville, at du og jeg skulle møde hinanden til Kramers Shakespeare-timer. Om det var skæbnen, vores lod her i livet, eller om det var fri vilje, en beslutning, vi selv traf, der har gjort, at vi har været forbundet lige siden. Eller en kombination af de to, at vi bare flød med strømmen. Da Kramer havde talt, var der et par stykker, der bladrede gennem teksten, som de havde foran sig. Du lod fingrene løbe gennem dine krøller, og de faldt hurtigt tilbage på plads. ”Her,” sagde du, og resten af klassen kiggede ligesom jeg hen på dig. Men du fik ikke en chance for at fortsætte. Den undervisningsassistent, hvis navn jeg ikke kan huske, kom farende ind i lokalet. ”Undskyld, jeg kommer for sent,” sagde hun. ”Der er et fly, der har ramt et af tvillingetårnene. Det var på tv, lige inden jeg skulle ud ad døren.” Der var ingen, der forstod betydningen af hendes ord; det gjorde hun ikke engang selv. ”Var piloten fuld?” spurgte Kramer.

10

Lyset vi mistede.indd 10

08/06/17 2:40 pm


”Jeg ved det ikke,” sagde hun og satte sig ned ved bordet. ”Jeg ventede, men nyhedsværterne anede ikke, hvad der skete. De sagde, at det var en slags propelfly.” Hvis det var sket i dag, ville vores telefoner været eksploderet med breaking news. Med notifikationer fra Twitter og Facebook og push-beskeder fra New York Times. Men kommunikationen dengang foregik endnu ikke samtidig med, at tingene skete, og Shakespeare skulle ikke forstyrres. Vi trak alle sammen på skulderen af det, og Kramer blev ved med at tale om Julius Cæsar. Mens jeg tog noter, betragtede jeg fingrene på din højre hånd, der ubevidst rørte ved træets årer. Jeg tegnede en hurtig skitse af din tommelfinger med dens takkede negl og flossede neglebånd. Jeg har stadig notesbogen et eller andet sted – i en kasse fyldt med noter fra Humaniora og litteratur og Nutidige kulturer. Jeg er overbevist om, at den er der.

Lyset vi mistede.indd 11

08/06/17 2:40 pm


Lyset vi mistede.indd 12

08/06/17 2:40 pm


II

Jeg glemmer aldrig, hvad vi sagde, da vi forlod Philosophy Hall; selvom det ikke var noget særligt, så har samtalen brændt sig fast i min hukommelse. Vi begyndte at gå ned ad trapperne sammen. Eller faktisk ikke sammen, men ved siden af hinanden. Luften var klar, himlen var blå – og alt var forandret. Vi vidste det bare ikke endnu. Folk omkring os snakkede i munden på hinanden: ”Tvillingetårnene er kollapset!” ”Timerne er aflyst!” ”Jeg vil donere blod. Ved I, hvor man kan donere blod?” Jeg vendte mig om mod dig. ”Hvad sker der?” ”Jeg bor på East Campus,” sagde du og pegede ned mod dit kollegium. ”Vi kan gå derhen og finde ud af det. Du hedder Lucy, ikke? Hvor bor du?” ”Hogan,” sagde jeg. ”Og ja, jeg hedder Lucy.” ”Hyggeligt at møde dig, Lucy, jeg hedder Gabriel.” Du rakte hånden frem. Midt i det hele trykkede jeg den og kiggede op på dig, mens jeg gjorde det. Dit smilehul dukkede op igen. Dine øjne skinnede blåt. Og så tænkte jeg for første gang: Han er smuk. Vi fulgtes hen til dit kollegium og så tv sammen med dine værelseskammerater, med Adam og Scott og Justin. På skærmen hoppede folk ud fra bygninger, sorte dynger af murbrokker sendte røgsignaler op i himlen, og tårnene faldt. Ødelæggelsen gjorde os følelsesløse. Vi stirrede på billederne, ude af stand til at forbinde det med vores virkelighed. Vi havde ikke forstået, 13

Lyset vi mistede.indd 13

08/06/17 2:40 pm


at det her skete i vores by, godt ti kilometer fra det sted, hvor vi sad, at det handlede om mennesker – om faktiske, levende mennesker. Jeg havde i hvert fald ikke. Det var, som om det var meget langt væk. Vores mobiltelefoner virkede ikke. Du brugte telefonen på kollegiet til at ringe til din mor i Arizona og fortælle hende, at du var okay. Jeg ringede til mine forældre i Connecticut, som ville have, at jeg skulle komme hjem. De kendte nogle, der havde en datter, der arbejdede i World Trade Center, og der var ingen, der havde hørt fra hende endnu. Og nogle andre, hvis kusine havde et morgenmøde i Windows on the World. ”Det er mere sikkert uden for Manhattan,” sagde min far. ”Hvad nu, hvis der kommer et angreb med miltbrand? Eller anden biologisk krigsførelse? Nervegas?” Jeg sagde til min far, at subwayen ikke kørte. Og så gjorde togene sikkert heller ikke. ”Jeg kommer og henter dig,” sagde han. ”Jeg tager bilen med det samme.” ”Jeg er okay,” sagde jeg til ham. ”Jeg er sammen med nogle venner. Vi har det fint. Jeg ringer til jer igen senere.” Det føltes stadig ikke virkeligt. ”Men helt ærligt,” sagde Scott, da jeg havde lagt på. ”Hvis jeg var en terrororganisation, så ville jeg da kaste en bombe på os.” ”Hvad fanden?” sagde Adam. Han ventede på at høre fra sin onkel, som var ansat i New Yorks politi. ”Jeg mener, hvis du tænker på det sådan helt teoretisk …” sagde Scott, men længere kom han ikke. ”Hold nu kæft,” sagde Justin. ”Helt ærligt, Scott. Det er ikke lige tidspunktet.” ”Måske skulle jeg gå,” sagde jeg. Jeg kendte dig jo ikke rigtigt. Jeg havde lige mødt dine venner. ”Mine roomies spekulerer sikkert på, hvor jeg er.” ”Ring til dem,” sagde du og rakte mig telefonen igen. ”Og sig til dem, at du tager hen på taget af Wien-kollegiet. Sig til dem, at de kan møde dig der, hvis du vil.” 14

Lyset vi mistede.indd 14

08/06/17 2:40 pm


”Hvor siger du, at jeg tager hen?” ”Til Wien-kollegiet. Sammen med mig,” sagde du og lod fraværende dine fingre løbe ned langs min fletning. Det var en intim handling, den slags man gør, når alle personlige barrierer er blevet brudt. Som at spise fra andre folks tallerken uden at spørge først. Og lige pludselig følte jeg mig forbundet til dig, som om din hånd på mit hår betød noget mere end bare nervøse fingre. Jeg tænkte på det øjeblik, mange år senere, da jeg besluttede mig for at donere mit hår, og frisøren gav mig fletningen, pakket ind i plastik, og det så endnu mere mørkebrunt ud, end det plejede. Selvom du dengang befandt dig i en helt anden verden, følte jeg, at jeg forrådte dig, at jeg skar de bånd, som forbandt os, over. Men dengang, den dag, lige efter at du havde rørt ved mit hår, og du blev klar over, hvad du havde gjort, lod du din hånd falde ned i skødet igen. Du smilede til mig, men denne gang nåede smilet ikke dine øjne. Jeg trak på skuldrene. ”Okay,” sagde jeg. Det var, som om verden faldt fra hinanden, som om vi var gået gennem et splintret spejl og ind på et ødelagt sted, hvor der ikke var noget, der gav mening, hvor vores forsvarsværker var svækkede, vores mure brudt ned. Og på det sted var der ikke nogen grund til at sige nej.

Lyset vi mistede.indd 15

08/06/17 2:40 pm


Lyset vi mistede.indd 16

08/06/17 2:40 pm


III

Vi tog elevatoren op til Wien 11, og så åbnede du et vindue for enden af gangen. ”Der var nogle, der viste mig det her på andet år,” sagde du. ”Det er den mest utrolige udsigt over New York City, som du nogensinde kommer til at se.” Vi kravlede ud ad vinduet, ud på taget, og jeg snappede efter vejret. Røg bølgede op fra den sydlige spids af Manhattan. Himlen var fuldstændig grå, byen indhyllet i aske. ”Åh gud,” udbrød jeg. Jeg fik tårer i øjnene. Jeg forestillede mig det, der plejede at være der, så den tomme plads, hvor tårnene havde stået. Og så gik det endelig op for mig. ”Der var mennesker inde i de bygninger.” Din hånd fandt min. Jeg ved ikke, hvor længe vi stod der og stirrede på følgerne af ødelæggelsen, med tårerne trillende ned ad kinderne. Der må have været andre mennesker på taget sammen med os, men jeg kan ikke huske dem. Kun dig. Og billedet af røgen. Det brændte sig ind i min hjerne. ”Hvad sker der nu?” hviskede jeg til sidst. Synet fik mig til at forstå omfanget af angrebet. ”Hvad sker der nu?” Du kiggede på mig, og vores øjne, stadig våde af tårer, låste sig fast i hinanden, og vi glemte alt omkring os. Din hånd gled ned til min talje, og jeg rejste mig op på tæer for at møde dine læber på halvvejen. Vi pressede vores kroppe ind mod hinanden, som om det ville beskytte os fra det, der nu måtte komme. Som om den eneste måde, jeg kunne være i sikkerhed på, var at lade mine 17

Lyset vi mistede.indd 17

08/06/17 2:40 pm


læber blive mod dine. Da du omfavnede mig, følte jeg mig i sikkerhed i dine stærke og varme arme. Dine muskler bevægede sig under min berøring, og jeg begravede mine fingre i dit hår. Du foldede min fletning rundt om din hånd, trak i den og vippede mit hoved bagover. Og jeg glemte verden omkring mig. I det øjeblik var der ikke andre end dig. I årevis følte jeg mig skyldig over det. Skyldig over at vi kyssede hinanden for første gang, mens byen brændte, skyldig over at jeg kunne fortabe mig i dig i netop det øjeblik. Men senere fandt jeg ud af, at vi ikke var de eneste. Folk fortalte mig hviskende, at de havde haft sex den dag. At de havde undfanget et barn. At de var blevet forlovet. At de havde sagt Jeg elsker dig for første gang. Der er noget ved døden, der får folk til at ville leve. Den dag ville vi leve, og jeg bebrejder os det ikke. Ikke længere. Da vi slap hinanden for at trække vejret, lod jeg mit hoved hvile mod dit bryst. Jeg lyttede til dit hjerte og blev beroliget af dets regelmæssige slag. Beroligede mit hjerteslag også dig? Gør det stadig?

Lyset vi mistede.indd 18

08/06/17 2:40 pm


IV

Vi gik tilbage til dit kollegium, fordi du havde lovet mig frokost. Du sagde til mig, at du ville op på taget med dit kamera, når vi havde spist, for at tage nogle billeder. ”Til Spectator?” spurgte jeg. ”Avisen?” sagde du. ”Næ. Til mig selv.” I køkkenet blev jeg afledt af en bunke af dine billeder – sort-hvide – taget overalt på campus. De var smukke, bizarre, badet i lys. Det var billeder, der var taget med så meget zoom, at helt dagligdags ting lignede moderne kunst. ”Hvor er det her taget?” spurgte jeg. Da jeg havde kigget på det et stykke tid, opdagede jeg, at det var et closeup af en fuglerede, foret med noget, der lignede aviser og magasiner og en eller andens skriftlige opgave om fransk litteratur. ”Åh ja, det var helt utroligt,” sagde du. ”Jessica Cho. Kender du hende? Hun synger a cappella? David Blums kæreste? Hun fortalte mig om den her rede, som hun kunne se fra sit vindue, hvor fuglene havde brugt en eller andens lektier. Og så gik jeg hen for at se den. Jeg måtte hænge ud ad vinduet for at tage billedet. Jess fik Dave til at holde fast i mine ankler, fordi hun var bange for, at jeg skulle falde. Men jeg fik det.” Efter den historie begyndte jeg at se anderledes på dig. Du var dristig, modig og fuldstændig optaget af at indfange kunsten. Når jeg tænker tilbage, så forestiller jeg mig, at det var det, du gerne ville have, jeg tænkte. Du prøvede at imponere mig, men det opdagede jeg ikke dengang. Jeg tænkte bare: Wow. Jeg tænkte: Han 19

Lyset vi mistede.indd 19

08/06/17 2:40 pm


er fantastisk. Men sandheden er, at du kan finde skønhed overalt. Det har du altid gjort. Du lægger mærke til ting, som andre folk ikke ser. Det er noget af det, jeg altid har beundret hos dig. ”Er det her din drøm?” spurgte jeg, mens jeg pegede på billederne. Du rystede på hovedet. ”Det er bare for sjov,” sagde du. ”Min mor er kunstner. Du skulle se, hvad hun kan skabe, de her fuldstændig fantastiske og kæmpestore abstrakte billeder, men hun tjener til dagen og vejen ved at lave små malerier med solnedgange i Arizona til turisterne. Det er ikke det liv, jeg gerne vil have, at blive tvunget til at skabe det, der kan sælges.” Jeg lænede mig op mod bordet og kiggede på resten af billederne. Rust, der trængte ned i en stenbænk, revnede årer i marmor, et tæret metalstakit. Skønhed, hvor jeg aldrig havde forestillet mig, at den kunne være. ”Er din far også kunstner?” spurgte jeg. Dit ansigtsudtryk stivnede. Det var, som om en dør lukkede sig bag dine øjne. ”Nej,” sagde du. ”Det er han ikke.” Jeg havde bevæget mig ind på mineret område. Jeg vidste ikke hvorfor. Jeg tog det til mig – jeg var ved at opdage, hvem du var, hvilket landskab du beboede, og jeg håbede, at det var et terræn, som jeg ville lære at kende, som med tiden ville blive kendt landskab for mig. Du sagde ikke noget. Jeg sagde ikke noget. Tv’et larmede stadig i baggrunden, og jeg hørte nyhedsværterne tale om Pentagon og det fly, der var styrtet ned i Pennsylvania. Jeg blev igen ramt af situationens alvor. Jeg lagde billederne fra mig. Det virkede forkert at fokusere på skønheden i dem. Men når jeg tænker tilbage, var det måske lige præcis det rigtige at gøre. ”Sagde du ikke, at vi skulle have frokost?” spurgte jeg, selvom jeg ikke var sulten, selvom billederne, der flimrede hen over tv-skærmen, fik det til at vende sig i maven på mig. Døren åbnede sig bag dine øjne. ”Det gjorde jeg nemlig,” sagde du og nikkede.

20

Lyset vi mistede.indd 20

08/06/17 2:40 pm


Det eneste, du havde ingredienser til, var nachos. Så jeg skar tomater og åbnede en dåse bønner med en rusten dåseåbner, mens du arrangerede tortillachips i en foliebakke og rev ost i en skåret morgenmadsskål. ”Hvad med dig?” spurgte du, som om vores samtale ikke var blevet afsporet. ”Hvad?” Jeg pressede dåsens låg ned i bønnerne, så jeg kunne vride det af. ”Er du kunstner?” Jeg lagde det runde metallåg ned på bordet. ”Niks,” sagde jeg. ”Det mest kreative, jeg nogensinde har lavet, er at skrive historier til mine roomies.” ”Om hvad?” spurgte du og lagde hovedet på skrå. Jeg kiggede ned, så du ikke kunne se, at jeg rødmede. ”Det er pinligt,” sagde jeg, ”men det handler om en minigris, der hedder Hamilton, der ved en fejltagelse bliver optaget på et college for kaniner.” Du grinede overrasket. ”Hamilton. En gris,” sagde du. ”Godt så. Det er sjovt.” ”Tak,” sagde jeg og kiggede op på dig igen. ”Så det er altså det, du gerne vil lave, når du er færdig med at læse?” Du havde rakt ud efter glasset med salsa og bankede låget ned mod bordpladen for at løsne det. Jeg rystede på hovedet. ”Jeg tror ikke, at der er et stort marked for historier om Grisen Hamilton. Jeg har tænkt på reklamebranchen, men når jeg siger det højt, så lyder det dumt.” ”Hvorfor?” spurgte du og drejede låget af med et smæld. Jeg kiggede over på tv’et. ”Betyder det overhovedet noget? Reklame? Hvis det var den sidste dag, jeg levede, og jeg havde tilbragt hele mit voksenliv med at finde på kampagner til at sælge … revet ost … eller nachos, ville jeg så føle, at jeg havde brugt min tid her på jorden rigtigt?” Du bed dig i læben med et blik i øjnene, der sagde: Det vil jeg godt lige tænke over. Jeg lærte dig bedre at kende. Måske havde du

21

Lyset vi mistede.indd 21

08/06/17 2:40 pm


det på samme måde med mig. ”Hvordan afgør man, om et liv er godt givet ud?” spurgte du. ”Det er præcis det, jeg prøver at finde ud af,” sagde jeg, og min hjerne arbejdede på højtryk, mens jeg snakkede. ”Jeg tror måske, at det handler om at sætte sit præg på noget – på en positiv måde. At efterlade verden en lille smule bedre, end da man overtog den.” Det tror jeg stadig, Gabe. Det er det, jeg hele mit liv har stræbt efter – og det tror jeg også, du har. Jeg så noget folde sig ud i dit ansigt, da jeg sagde det. Jeg var usikker på, hvad det betød. Så godt kendte jeg dig ikke endnu. Men nu kender jeg det udtryk. Det betyder, at du ændrer perspektiv og ser tingene i et nyt lys. Du dyppede en nachos i salsaen og rakte mig den. ”Vil du have en bid?” spurgte du. Jeg bed den midt over, og du proppede resten ind i munden. Dine øjne fulgte mit ansigts linjer og bevægede sig ned ad min krop. Jeg kunne mærke, at du undersøgte mig fra forskellige vinkler, hvor du havde et godt overblik. Så aede du min kind med dine fingerspidser, og vi kyssede hinanden igen; denne gang smagte du af salt og chili. Da jeg var fem eller seks, tegnede jeg på væggen i mit værelse med en rød farveblyant. Jeg tror aldrig, at jeg har fortalt dig den historie. Men jeg tegnede altså hjerter og træer og sole og måner og skyer, jeg vidste, at jeg gjorde noget, jeg ikke måtte. Jeg kunne mærke det helt ned i maven. Men jeg kunne ikke lade være – jeg ville så gerne. Mit værelse var indrettet i lyserøde og gule farver, men min yndlingsfarve var rød. Og jeg ville gerne have, at mit værelse skulle være rødt. Jeg havde brug for, at mit værelse var rødt. Og at tegne på væggen føltes på én gang fuldstændig rigtigt og helt og aldeles forkert. Det var sådan, jeg havde det, den dag jeg mødte dig. At kysse dig midt i død og ulykke føltes på en gang fuldstændigt rigtigt og helt og aldeles forkert. Men jeg koncentrerede mig om den del, der føltes rigtig, sådan som jeg altid gør.

22

Lyset vi mistede.indd 22

08/06/17 2:40 pm


Jeg lod min hånd glide ned i baglommen på dine jeans, og du lod din glide ned i min. Vi trak hinanden tættere på. Telefonen inde på dit værelse ringede, men du ignorerede den. Så ringede telefonen inde på Scotts værelse. Et øjeblik senere kom Scott ud i køkkenet og rømmede sig. Vi gav slip på hinanden og vendte os om mod ham. ”Stephanie leder efter dig, Gabe,” sagde han. ”Jeg sagde, at hun skulle hænge på.” ”Stephanie?” spurgte jeg. ”Det er lige meget,” svarede du, netop som Scott sagde: ”Hans eks.” ”Hun græder sgu,” sagde Scott til dig. Du lignede en, der var splittet, dine øjne bevægede sig fra Scott til mig og tilbage til Scott igen. ”Vil du sige til hende, at jeg ringer til hende om et par minutter?” sagde du. Scott nikkede og gik igen, og så tog du fat i min hånd og flettede dine fingre ind i mine. Vores blikke mødtes, sådan som de havde gjort på taget, og jeg kunne ikke kigge væk. Mit hjerte begyndte at slå hurtigere. ”Lucy.” Der var begær i din stemme. ”Jeg ved godt, at du er her, og jeg ved, at det er underligt, men jeg bliver nødt til at høre, om hun er okay. Vi var sammen hele sidste skoleår og slog op i sidste måned. Den her dag –” ”Det er okay,” sagde jeg. Og underligt nok fik det mig til at kunne lide dig endnu mere, at du bekymrede sig om Stephanie, selvom du ikke længere kom sammen med hende. ”Jeg skulle alligevel også hjem til mine roomies,” sagde jeg, selvom jeg ikke havde lyst til at gå. ”Tak for …” Jeg begyndte sætningen uden at vide, hvordan jeg skulle afslutte den, og så opdagede jeg, at jeg ikke kunne. Du gav mine fingre et klem. ”Tak, fordi du fik den her dag til at handle om noget mere,” sagde du. ”Lucy. Luce. Luz er lys på spansk, ikke?” Du holdt en pause. Jeg nikkede. ”Så tak, fordi du fyldte en mørk dag med lys.” Du havde sat ord på den følelse, jeg ikke kunne udtrykke. ”Du gjorde det samme for mig,” sagde jeg. ”Tak.”

23

Lyset vi mistede.indd 23

08/06/17 2:40 pm


Vi kyssede hinanden igen, og det var svært at løsrive sig. Det var svært at tage afsted. ”Jeg ringer til dig senere,” sagde du. ”Jeg finder dig i telefonbogen. Jeg er ked af det det med frokosten.” ”Pas på dig selv,” sagde jeg. ”Vi kan altid spise nachos en anden gang.” ”Det lyder godt,” svarede du. Og så gik jeg, mens jeg spekulerede på, om det det var muligt, at en af de mest forfærdelige dage, som jeg nogensinde havde været vidne til, på en eller anden måde indeholdt en lille smule godt. Du ringede faktisk til mig et par timer senere, men det var ikke den samtale, jeg havde regnet med. Du sagde, at du var ked af det, virkelig ked af det, men du og Stephanie havde fundet sammen igen. Hendes ældste bror var savnet – han arbejdede i One World Trade – og hun havde brug for dig. Du sagde, at du håbede, jeg forstod, og du takkede mig igen for at have været sammen med dig på en så forfærdelig eftermiddag. Du sagde, at det betød meget. Og så undskyldte du endnu en gang. Jeg burde ikke være blevet knust, men det blev jeg. Jeg snakkede ikke med dig resten af efterårssemesteret. Eller forårssemesteret. Jeg skiftede plads i Kramers timer, så jeg ikke behøvede at sidde ved siden af dig. Men jeg hørte efter, hver gang du talte om din fortolkning af skønheden i Shakespeares sprog og billedverden – selv i de mest hæslige scener. ”Ak ve,” læste du højt, ”en hed og højrød strøm af blod,/som en fontæne, jaget af et vindstød,/skælver imellem dine rosen­ læber/”. Det eneste, jeg kunne tænke på, var dine læber, og hvordan de føltes, når de pressede sig mod mine. Jeg prøvede at glemme den dag, men det var umuligt. Jeg kunne ikke glemme, hvad der var sket med New York, med USA, med de mennesker, der var i tårnene. Og jeg kunne ikke glemme, hvad der var sket med os. Selv nu, når der er nogen, der spørger: ”Var du i New York, da tårnene faldt?” eller ”Hvor var du den 24

Lyset vi mistede.indd 24

08/06/17 2:40 pm


dag?” eller ”Hvordan var det at være her?” så er du det første, jeg tænker på. Der er øjeblikke, der forandrer folks livsbaner. For så mange af os, der boede i New York, var 11. september det øjeblik. Uanset hvad jeg havde lavet den dag, ville det have været vigtigt, ville det have brændt sig ind i min hjerne og mærket mit hjerte. Jeg ved ikke, hvorfor jeg mødte dig den dag, men jeg ved, at du netop derfor, for evigt, blev en del af min historie.

Lyset vi mistede.indd 25

08/06/17 2:40 pm


Lyset vi mistede.indd 26

08/06/17 2:40 pm


90 mm

153 mm

24,5 mm

153 mm

90 mm

Foto © Charles Grantham

”Fans af MIG FØR DIG og SAMME DAG, NÆSTE ÅR vil elske og hulke over denne fantastiske roman.“– New York Post

Han var den første, der virkelig forstod og elskede hende. Skal han også være den sidste?

”Santopolo skriver om lidenskab, skæbne, kærlighed, og hvad det vil sige at være et godt menneske.

Lucy og Gabe er studerende, da de møder hinanden den 11. septem-

En smuk og gribende historie,

ber 2001 i New York. Dagen forandrer deres liv for altid, og mens

der vil begejstre læsere verden

støvskyen fra de kollapsede tvillingetårne lægger sig over byen,

over.“ – Kirkus

lover de hinanden at følge deres drømme og leve livet fuldt ud. Da Gabe bliver fotojournalist i Mellemøsten, og Lucy vælger at

”Sammenligningerne med David

blive i New York, skilles deres veje. I 13 år bevarer de en stærk

Nicholls’ Samme dag, næste år

relation, på trods af sporadisk kontakt.

er oplagte, men den her har mere

Men tiden indhenter dem, og spørgsmålene melder sig: Var det

tyngde.“ – Book list

skæbnen, der bragte dem sammen? Var det rigtigt at gå hver til sit? Og til sidst stilles Lucy over for sit livs sværeste valg.

”En rørende fortælling om alt

226 mm

det, vi ofrer for kærligheden og LYSET VI MISTEDE er en roman om drømme, skæbne, jalousi JILL SANTOPOLO er redak-

– og tilgivelse. Om kærlighed på godt og ondt.

tør, skriver børne- og ungdomsbøger, underviser og holder foredrag om historiefortælling. LYSET VI MISTEDE er hendes første roman. Hun bor i New

”Den type bog, man læser i ét

”Fuldstændig fantastisk. Det er en af de bedste kærlighedshistorier, jeg nogensinde har læst.“

– Goodreads

York.

vores drømme.“ – Real Simple

langt stræk. Fans af Samme dag, næste år af David Nicholls vil elske den.“ – Stylist Magazine ”Årets kærlighedshistorie i 2017; med en slutning, der gør stort indtryk.“ – Redbook ”Hav lommetørklæderne klar. Den her bog vil hage sig fast i dit hjerte fra første side og efterlade dig knust, længe efter du er færdig.“ – Bustle

Omslag: henriettemork.dk

Lyset vi mistede_ordinær-omslag_TRYK.indd 1

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

19/06/17 15:08

Lyset vi mistede - læseprøve  

En roman om drømme, skæbne, jalousi, tilgivelse - og kærlighed. Om parforhold på godt og ondt. Om at turde tage en chance og satse alt.