Lige børn leger bedst læseprøve

Christine Skou

Lige børn leger bedst og syv andre skæve historier om vendinger, de voksne fyrer af Illustreret af Rasmus Bregnhøi

1

Lige børn indhold.indd 1

23/05/2018 14.18

Indhold Æblet falder ikke langt fra stammen side 5

Kært barn har mange navne side 22

Lige børn leger bedst side 26

Lykken kommer til den, der ler side 40

Man kan komme til verdens ende på en løgn, men man kan ikke komme tilbage

side 55

Man skal yde, før man kan nyde side 72

Nød lærer nøgen kvinde at spinde side 89

Tiden læger alle sår side 103

3

Lige børn indhold.indd 3

23/05/2018 14.18

4

Lige børn indhold.indd 4

23/05/2018 14.18

Æblet falder ikke langt fra stammen Himma-Laila, den grimme indianerprinsesse

Engang for længe, længe siden i et land langt, langt borte, hvor prærieulvene tuder hele natten, og bisonokserne græsser dagen lang, boede en indianerhøvding og hans indianerkone.

De havde et lykkeligt liv. De elskede hinanden meget højt.

Og de holdt masser af fuldmånefester og dansede trommedans med deres venner. De ønskede sig bare så forfærdeligt et lille barn. De længtes efter en lille klump, de kunne kaste deres kærlighed på. En lille filur, der lignede dem selv. En lille snuskebasse, de kunne tage op og sige ”dikke-dik” til, og ”fars egen vildbasse” og sådan noget, som man elsker at sige til babyer, du ved. Så ville deres liv være fuldendt.

Men indianerkonen kunne ikke blive gravid. De prøvede alt, hvad medicinmanden anbefalede. De prøvede mosede

5

Lige børn indhold.indd 5

23/05/2018 14.18

bananomslag på lårene og bisonoksefedt i håret. Indianerkonen havde sovet med hvidløg i ørerne og karse i navlen, og høvdingen havde drukket masser af kaktusjuice. Men der var ingenting, der hjalp. Konen blev ikke gravid.

Fortvivlet gik indianerkonen en sidste gang hen til medicinmandens tipi for at bede om råd. ”Kære medicinmand,” sagde konen. ”Inden længe runder jeg mit fyrretyvende år, og det er snart for sent at blive mor.

Hjælp mig nu en sidste gang, så jeg får mit ønske opfyldt.” ”Tjah,” sagde medicinmanden. ”Der er én ting, vi ikke har prøvet. Men jeg ved ikke, om det er klogt. Jeg har for nylig hørt, at det skulle hjælpe at drikke et par dråber tudseblod. Men jeg må advare dig: Det kan give frygtelige bivirkninger.”

Indianerkonen anede ikke, hvad bivirkninger var, og hun var også hamrende ligeglad, bare det virkede. Hun drak en hel flaske tudseblod og glemte alt om medicinmandens advarsel. Og kort tid efter skete miraklet. Hun blev gravid og fødte en indianerprinsesse. Prinsessen kaldte de Himma-Laila. Og indianerhøvdingen og hans kone elskede hende højt. De kyssede hende og krammede hende og kildede hende under tæerne dagen lang. Og der var stor glæde i hele indianerstammen.

Men tudseblodet havde sin bivirkning. Himma-Laila var grim. Tudegrim. Hendes ansigt var aflangt som en banan.

Hun havde store blomkålsører og en kæmpe kartoffeltud.

Hendes øjne var små og gule, som indtørrede æggeblommer.

Og hendes tunge var lang og tynd og rullede ind og ud af

6

Lige børn indhold.indd 6

23/05/2018 14.18

munden på hende, som på et firben. Og så havde hun løgånde. Det kunne ikke blive meget værre.

Hun var virkelig så grim, at kun en far og mor kunne elske hende. Og desværre er verden så uretfærdigt indrettet, at den helst vil have smukke prinsesser. Derfor beordrede indianerkonen, at ingen i hele indianerstammen, ja, i hele indianerriget for den sags skyld, måtte se prinsessens ansigt.

Hun skulle altid bære en sæk over hovedet, når hun færdedes blandt fremmede. Alle skulle kalde hende ”Smukke

7

Lige børn indhold.indd 7

23/05/2018 14.18

Himma-Laila”, og de få indianere, der allerede havde set hende, ville få hovedet hugget af, hvis de vovede at røbe, at hun var grim. Himma-Laila måtte aldrig se sig selv i spejlet.

Og kun den indianersvend, der ville giftes med hende uden at se hendes ansigt først, kunne få hende til kone.

Og tro det eller ej. Hele indianerriget og alle stammerne i nærheden hoppede på den. De troede virkelig på, at den grimme indianerprinsesse var så smuk, at hun var nødt til at gå med en sæk over hovedet, så hun ikke blændede dem med sin skønhed. Hun havde nydelige tæer og pæne hænder. Hun var god mod selv den mindste bille. Og så dansede hun den vildeste regndans. Derfor var der ikke en eneste, der havde fantasi til at forestille sig, hvilket monster, der i virkeligheden gemte sig under posen …

Og den, der hoppede allermest på løgnen, var HimmaLaila selv. Hun troede fuldt og fast på, at hun var det dejligste og lækreste skår i verden. Og det var nemt nok, for hun havde ikke noget spejl at kigge i. Så inde i sit eget hoved, var Himma-Laila den smukkeste indianerprinsesse i verden.

Derfor sang hun hver dag en lækkerhedssang til sig selv.

Rygtet om den smukke Himma-Laila med sækken over hovedet gik vidt og bredt. Og snart stod bejlerne i kø ved indianerprinsessens tipi. De gjorde alt for at gøre indtryk på hende. Én kunne lave de vildeste ulvehyl. En anden kunne selv sy sit lædertøj. En tredje kunne synge gamle, indianske kærlighedssange, så selv indianerhøvdingen blev rørt. Det

8

Lige børn indhold.indd 8

23/05/2018 14.18

var svært at vælge. Men Himma-Laila var ikke i tvivl, da hun mødte den rigtige mand. Han hed Funky Fod og var trommeslager, og da han spillede på sit lertrommesæt, blev Himma-Laila så vild i varmen, at hun sprang op og dansede, så jorden revnede, og regnen stod ned i stride strømme. ”Ham vil jeg giftes med, far,” jublede Himma-Laila. Og sådan blev det.

9

Lige børn indhold.indd 9

23/05/2018 14.18

Den dag brylluppet skulle stå, mødtes alle ved bålpladsen.

Himma-Laila og Funky Fod var meget forelskede og stod og flettede tæer på et lædervævet bryllupstæppe. HimmaLaila havde en helt ny bryllupssæk på af hvidt hestelærred, som hendes mor havde syet, og stammens kvinder havde lavet de fineste læderperlekæder til hende.

Da medicinmanden havde velsignet Himma-Laila og Funky Fod, gav de hinanden en ankelring af guld. Så sagde medicinmanden til Funky Fod: ”Nu må du kysse bruden!”

Forsigtigt trak Funky Fod sækken af Himma-Lailas hoved.

Først var han nær ved at besvime, da en kraftig løgdunst væltede ud i hovedet på ham. Men det var ingenting mod det syn, der mødte ham, da han så Himma-Lailas sande ansigt under sløret. ”Du er jo grim,” sagde han forbavset.

Der gik et sug igennem alle indianerne. Hvad var det dog, han sagde? ”Det er rigtig nok,” råbte en lille indianerdreng, der sad på skulderen af sin far. ”Hun er tudegrim!”

Nu stod indianerne på tæerne af hinanden for at se, om det virkelig var sandt. Og enhver, der havde øjne i hovedet, kunne jo se, at drengen havde ret.

Så begyndte de alle sammen at råbe i kor: ”Hun er grim, hun er grim!”

Indianerhøvdingen og hans kone forsøgte forgæves at

10

Lige børn indhold.indd 10

23/05/2018 14.18

dysse folk ned. De havde ikke regnet med, at de andre indianere ville være så lede. Men det hjalp ikke en døjt. ”Hvad er det dog, I siger?” spurgte Himma-Laila chokeret. ”Jeg er ked af det, baby,” sagde Funky Fod, ”men den er god nok. Du er helt vildt grim! Prøv en gang at se!”

Funky Fod rakte Himma-Laila sit lommespejl, og for første gang så hun sit ansigt. Himma-Laila sagde ikke et ord.

Aldrig havde hun set noget lignende. Himma-Laila vidste ikke, om hun skulle grine eller græde. Hun var nær­mest i chok. Og hold op, hvor følte hun sig dum. De havde alle sammen holdt hende for nar. En voldsom vrede buldrede op gennem hendes krop, helt nede fra maven. Så kastede hun spejlet i hovedet på sin ægtemand og kylede brudebuket-

11

Lige børn indhold.indd 11

23/05/2018 14.18

ten og bryllupssækken efter sin far og mor. Og så løb hun, alt hvad remmer og tøj kunne holde. Ingen kunne stoppe hende. Det var, som om en djævel var faret i hende.

Himma-Laila løb hele dagen, mens tårerne sprøjtede, og snottet løb ned ad hendes læderperlekæder.

Hen under aften nåede hun til en lille flod. Her satte hun sig for at få lidt hvile. Hun så på sit spejlbillede i vandet. Det var ikke noget kønt syn. ”For syv sytten og en femøre! Det er bare for nederen,” sagde Himma-Laila til sig selv. ”Først bliver jeg mobbet af hele min indianerstamme, og så sidder jeg her og ligner noget, der er løgn! Gid jeg var smuk,” sukkede hun. ”Gid jeg var lige så smuk, som jeg altid har været inde i mit eget hoved.”

Da kom en lille fugl flyvende og satte sig på hendes skulder. ”Jeg kunne ikke undgå at høre, hvad du sagde,” pippede fuglen. ”Hvis du gerne vil være smuk, så kan jeg måske hjælpe dig. Men til gengæld skal du give mig dit hår, så jeg kan flette mig en ordentlig vest til vinteren.” ”Det er en aftale,” sagde Himma-Laila. ”Jeg har alligevel ikke noget at miste. Jeg ser jo forfærdelig ud i forvejen.”

Og så klippede Himma-Laila sit lange, sorte hår af, så hun blev pilskaldet og endnu grimmere end før, og gav det til fuglen. ”Der findes et æbletræ i Simbuktululæindianernes stamme,” pippede fuglen. ”Rygtet siger, at frugten fra træet giver evig skønhed. Jeg kender ikke vejen derhen. Men man si-

12

Lige børn indhold.indd 12

23/05/2018 14.18

ger jo, at æblet ikke falder langt fra stammen. Følg æble­ skrogene. Så finder du nok den rigtige stamme.”

Himma-Laila vandrede i mange dage og nætter uden at finde et eneste æbleskrog. Til sidst var hun ærlig talt temmelig træt. I fuldmånens skær fandt hun et træ, hun kunne hvile sig op ad. Men hun nåede aldrig at sætte sig, for hun trådte i noget blødt og gled, lige så lang hun var. ”Ad, ad, hvad filan er det?” spurgte Himma-Laila sig selv.

Hun undersøgte sine tæer, og lugten af noget sødligt spredte sig i næsen på hende.

Det minder grangiveligt om æbler, tænkte Himma-Laila.

Det må jeg vist undersøge nærmere. Og ganske rigtigt. Hun skulle ikke gå særlig langt, før hun igen trådte i noget smat.

Nu var Himma-Laila ikke i tvivl. Det var rådne æbler, og der var masser af dem. Ja, det flød faktisk med æbler og æbleskrog. Æbleskrogene dannede et spor.

Himma-Laila fulgte sporene, og til sidst nåede hun til en indianerstamme, der var omgivet af et højt hegn af træpæle. Ved porten sad en gammel indianer med store vorter på næsen og sov. Himma-Laila gik hen til indianeren og rømmede sig. ”Hm, hm,” sagde Himma-Laila. ”Undskyld, jeg forstyrrer.

Er det her, man kan få sig et skønhedsæble?”

Den gamle indianer vågnede med et sæt og så forundret på den grimme skabning, der havde vækket ham. Så grinede han. ”Ha, ha, ja. Det kunne du sgu godt trænge til, sådan som du ser ud!”

13

Lige børn indhold.indd 13

23/05/2018 14.18

”Små slag, du gamle,” sagde Himma-Laila, der var ved at miste tålmodigheden. ”Giv mig et æble fluks!” ”Nej, nej, nej, ækle tøs,” sagde indianeren, ”sådan leger vi ikke her. Æblerne er kun for Simbuktululæindianere. I meget sjældne tilfælde giver vi æbler til fremmede, men man skal have gjort sig fortjent til det.” ”Hvordan gør man sig fortjent til et æble?” spurgte Himma-Laila ivrigt. ”Tjah, det er meget svært at sige, din grimme ko,” sagde indianeren. ”Men det kan også være lige meget. Æbletræet er alligevel ved at gå ud. Der er ingen frugt tilbage, og alle i landsbyen er flygtet til grønnere egne. Der er kun mig og min squaw tilbage. Vi er for gamle til at flytte. Og så håbede vi jo på, at vi kunne få lidt regn, så træet måske kunne reddes. Vi har ikke haft regn i et helt år.” ”Men det er jo forfærdeligt,” sagde Himma-Laila. ”Hvorfor danser I ikke en regndans?” ”Ja, det kan du sagtens sige, din løgstinkende matrone,” sukkede indianeren og holdt sig for næsen. ”Der er ingen af os, der kan huske trinene. Da vi holdt vores sidste nytårfest, drak vi alle sammen æblechampagne, der havde gæret for længe. Og så mistede vi hukommelsen. Jeg kan ikke engang huske, hvad jeg selv hedder.” ”Vi kan jo kalde dig ... Vorte Vagn,” foreslog Himma-Laila. ”Kald mig, hvad du vil, lille monster med rådne æggeblomme-øjne,” gryntede indianeren. ”Æbler kan du ikke få nogen af!”

14

Lige børn indhold.indd 14

23/05/2018 14.18

Himma-Laila tænkte sig lidt om. Så fik hun en ret lys idé, hvis hun selv skulle sige det.. ”Hvis jeg danser en regndans for dig, får jeg så et æble?” spurgte Himma-Laila. ”Ja, det kan vi godt aftale, din afskyelige skalde-abe,” smilede den gamle indianer. ”Men skynd dig at få fusserne i gang. Måske er det allerede for sent.”

Kun belyst af stjernerne og den gamle måne dansede Himma-Laila sin regndans. Aldrig havde den gamle indianer set nogen danse så vildblodigt og vidunderligt. Han blev helt varm om hjertet og glemte helt, hvor foruroligende grim, Himma-Laila var. Himma-Laila dansede for sit liv, selv om hun ikke havde fået hverken vådt eller tørt i mange dage. Og da solen kiggede frem bag Simbuktululæindianernes tipier, begyndte de første spæde regndråber at pible frem fra skyerne.

Og det regnede. Det regnede i dage, uger og måneder.

Himma-Laila ventede i landsbyen. Hver dag så hun til æbletræet i håb om, at det ville komme sig, så hun kunne spise af frugten og blive smuk og komme hjem til sin kæreste.

Og så skete det utrolige. En morgen, da regnen endelig havde lagt sig, og Himma-Laila havde fået sit hår tilbage på hovedet, var æbletræet fuld af knopper. Snart stod træet i blomst, og inden længe voksede der de dejligste æbler frem. ”Så, min lille hyæne,” sagde den gamle indianer, som var kommet til at holde meget af Himma-Laila. ”Nu kan du ende­lig få dit æble.”

15

Lige børn indhold.indd 15

23/05/2018 14.18

Himma-Laila klatrede op i toppen af æbletræet, der hvor det største og rødeste æble sad. Og allerede da hun havde taget den første bid, skete der en forvandling. Plop! Væk var blomkålsørerne. Svup! Så forsvandt kartoffeltuden. Slippelip!

De gule øjne forvandlede sig til et par store, brune øjne. Svisj!

I stedet for løgånden kom der en mild duft af violer. Ja, et helt nyt ansigt voksede frem. Himma-Laila var så smuk, at fuglene græd af betagelse. Og da hun så sig i spejlet, genkendte hun med det samme sig selv. Sådan havde hun nemlig altid set ud inde i sit eget hoved.

16

Lige børn indhold.indd 16

23/05/2018 14.18

”Farvel, gamle Vorte Vagn, og tak for hjælpen,” sagde Himma-Laila. ”Jeg må se at komme hjem, inden min kæreste finder sig en anden.”

Og så sprang hun af sted, det bedste hun havde lært. ”Vent lidt,” råbte den gamle indianer efter hende. ”Jeg glemte helt at fortælle dig om bivirkningerne.”

Men Himma-Laila hørte ham ikke. Hun var allerede langt borte.

Rejsen hjem var lang og kedelig. Det føltes, som om hun havde vandret i 100 år, da Himma-Laila endelig skimtede et par velkendte tipier i det fjerne. Men der var ingen tvivl. Hun var hjemme.

Den første, hun mødte, var medicinmanden. ”Hej medicinmand,” råbte Himma-Laila. ”Så er jeg hjemme igen. Hvor’n skær’n?” ”Hvem er du?” spurgte medicinmanden og så bedrøvet på hende. ”Det er da mig, Himma-Laila. Jeg har spist et skønhedsæble!” ”Vig bort, fremmede tøs,” sagde medicinmanden vredt. ”Skal du gøre nar af vores ulykke?” ”Hvilken ulykke?” spurgte Himma-Laila. ”For år tilbage mistede vi vores alle sammens øjesten, indianerprinsessen. Ja, hun hed også Himma-Laila. Hun stak af på sin bryllupsdag og kom aldrig tilbage. Og nu har de glubske ulve spist hende. Æret være hendes minde. Brudgommen er syg af sorg, og forældrene er heller ikke meget værd.”

Himma-Laila gik, inden medicinmanden nåede at fortælle

17

Lige børn indhold.indd 17

23/05/2018 14.18

flere elendigheder. Hun styrede direkte mod Funky Fods tipi.

Der var ingen, der genkendte hende på vejen, men de gloede alle sammen på hende, og indianerdrengene piftede efter hende, for hun så jo hamrende godt ud. Funky Fod lå i sin skindsovepose på sin lædermadras og så meget sørgelig ud.

Himma-Laila tog en skål med vand og satte sig ved siden af ham. ”Her! Tag lidt vand,” sagde hun. ”Hvem er du?” spurgte Funky Fod med svag stemme, da han så den smukke, unge kvinde. ”Ja, det er et godt spørgsmål,” sagde Himma-Laila.”Jeg var grim som udsplattet havregrød, men så spiste jeg et skønhedsæble. Og nu ved jeg dårligt nok selv, hvem jeg er. Men, hvis jeg synger denne her sang, kan det være du kan fortælle mig det.”

Og så sang hun et par vers af sin lækkerhedssang. Stille og roligt, som en vuggevise.

Og da hun løftede sin fod op til sengen og viste sin ankelring frem, vidste Funky Fod, at Himma-Laila var kommet tilbage. ”Himma-Laila,” smilede Funky Fod. ”Jeg troede, du var død. Er det virkelig dig, baby? Jeg er så ked af, at jeg sagde, du var grim. Altså, du var virkelig fæl at se på, men det var jo din indre skønhed, jeg forelskede mig i, din tosse. Har du virkelig spist et skønhedsæble på grund af mig? Jeg er da ligeglad med, hvordan du ser ud. Bare du er min Himma-Laila.”

18

Lige børn indhold.indd 18

23/05/2018 14.18

Lige børn indhold.indd 19

23/05/2018 14.18

Og så blev alt godt igen. Indianerne holdt en stor fest. Og Himma-Laila blev genforenet med sin far og mor og levede lykkeligt med sin elskede Funky Fod. En uge efter skete der noget besynderligt. Da Himma-Laila stod op om morgenen og kiggede sig i spejlet, sad der to store kaninører på hendes hoved. Mærkeligt, tænkte hun. Hun prøvede at hive dem af, men ørerne sad fast, som var de limet på med kontaktlim. Det var nok bivirkningerne fra skønheds­ æblet, men det vidste Himma-Laila jo ikke noget om. ”Er det nu sådan, man skal se ud?” sagde Himma-Laila til sig selv og tænkte et øjeblik på, om hun skulle rejse tilbage og spise et nyt skønhedsæble. For hun så jo lidt spøjs ud. ”Nej, skidt med det,” smilede Himma-Laila til sit eget spejlbillede. ”Ikke flere forvandlinger. Skønheden kommer jo indefra, er det ikke sådan, det er?”

Så grinede hun og lavede snuselyde som en lille kanin. Og så listede hun ud af tipien, for ikke at vække Funky Fod, der stadig snorksov. Og mens morgensolen langsomt steg op over indianerlandsbyen, fløjtede Himma-Laila sin lækkerhedssang og gik ned til floden efter vand til morgenmaden.

20

Lige børn indhold.indd 20

23/05/2018 14.18

21

Lige børn indhold.indd 21

23/05/2018 14.18

Kært barn har mange navne Ligegyldigt hvor på jorden, du er født, er der én ting, du er sikker på at få. Lige meget, om du kommer fra Peru eller Zanzibar, Paris eller Holme Olstrup. Om du tror på Jesus eller Mohammed, statsministeren eller din bedstemor. Du får det, hvad enten du er rig eller fattig. Hvad enten du vil eller ej. Om du vokser op i en familie eller på et børnehjem – det betyder ikke noget. Du bærer det med dig hele livet og har det altid på dig. Og det er helt dit eget. Det tilhører hverken din far eller mor, din skildpadde eller din skolelærer.

En gang i mellem er der nogen, der vælger at få sig et nyt.

Måske synes de, at det, de har, er for kort eller for langt. Eller også synes de ikke, det passer til dem. Men der er aldrig nogen, der går rundt uden et.

Det er noget, du aldrig glemmer at tage med dig, selv om du er nok så glemsom og lidt af en dagdrømmer. Det er en meget vigtig del af dig. Måske den vigtigste. For hvis du ikke havde det, ville du ikke helt vide, hvem du var. Du ville

22

Lige børn indhold.indd 22

23/05/2018 14.18

23

Lige børn indhold.indd 23

23/05/2018 14.18

ikke helt være dig. Og jeg vil godt røbe: Det er hverken dit sovedyr eller din tandbørste. Har du gættet, hvad det er? Ja, det er nemlig dit navn.

Når du tænker på dit navn, så har du sikkert svært ved at forestille dig, at du kunne have heddet noget andet. Ikke fordi, du ikke kan lide andre navne, men dit navn er vel det navn, der passer bedst til dig eller hvad? Hvis du rigtig godt kan lide dit navn, så er det måske lidt underligt at tænke på, at din far og mor har ligget søvnløse om natten for at vælge det. De har måske haft vilde diskussioner om det og er kommet op at skændes. Måske har de haft lange lister hængende på køleskabet med alle mulige navne. Og så, ved et mirakel, besluttede de sig pludselig, og så kom du til at hedde det, du hedder i dag. Men tænk, hvis din far og mor tilfældigvis havde været i et andet humør den dag, så var du måske kommet til at hedde – Gratin eller Lasagne. Eller de kunne have valgt at kalde dig Persille eller Prut?

Faktisk kan man godt sige, at det at få et navn, er lidt som at vinde i lotto. Det er ret tilfældigt, hvad vi ender med at få. Så hvis du er glad for dit navn, så tag lige og føl dig lidt heldig! For måske var du – uden at vide det – så tæt på at komme til at hedde noget fuldstændig skørt. Og så kunne du være endt som denne her pige, der havde en far og en mor, der ikke kunne beslutte sig for, hvad hun skulle hedde.

De læste bøger og skrev lister, de gik på nettet og spurgte stjernerne. Men de fik aldrig svar på, hvilket navn der var det bedste. Derfor endte de med at kalde hende:

24

Lige børn indhold.indd 24

23/05/2018 14.18

Rosa Marie Sofie Matilde Charlotte von Dahlia Dehlia Ruth Katinka Katanka Kameli-Amalie Birgitte Bergøje Belinda Beirut Tusnelda Isnelda Sulaima Louise Malvilda Alvilda Susanne Starut Sådanne Marianne Borealis Anne Camille-Thea Bella Barbara Prut Nutella Forella Tomata Banana Kateder Gelænder Kalender Kaput Gardine Tandpine Le Græsslåmaskine Gry Gulvspand Gudrun Gerda Glimmerlim Sut Spadumsi Spadamsi Budulja Badalja Sgu nok så for Sør’nsen Snotvalpa Togfut Elise Sofnise Faconsy’ed Markise Vanille Emilie og Jørgensen til slut!

Kært barn har mange navne, men måske skulle de bare have kaldt hende Eva ...

25

Lige børn indhold.indd 25

23/05/2018 14.18