Page 1

100 mm

24,7 mm

153 mm

226 mm

Katarina Bivald (f. 1983) har arbejdet i en boghandel i mange år. I dag bor hun i Älta sammen med sin søster og så mange bøger, hun kan have plads til. Læserne i Broken Wheel anbefaler er hendes debutroman.

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

100 mm

Læserne i BrokenWheel anbefaler Katarina Bivald

”En sød bog i feel good-genren.” Femina, Sverige

”Er velskrevet, har mange twist, gode karakterer, og forfatteren har en skøn tone, som får læseren til at føle sig hjemme.” Expressen

”Det er hyggelig læsning om bøgers helende kraft, kærlighed og immigration. Hvis man kunne lide Guernseys litterære kartoffeltærteklub, så vil man også elske denne.” Tara Magazine

”Dette er på alle måder rigtig feel good-læsning, som mindede mig om Joanne Harris’ Chokolade … En fantastisk bog, som er sjov, varm og meget filmisk. En stor debut!” SVT’s Go’ Kväll

LINDHARDT OG RINGHOF

OMSLAG: MARLENE DIEMAR - IMPERIET

Svenske Sara skriver sammen med 75-årige Amy fra Iowa, USA. I to år har de udvekslet tips om bøger og livet, og en dag takker Sara ja til Amys tilbud om at besøge hende. Da hun når frem til den lille flække Broken Wheel, er Amy imidlertid pludselig død. Byens indbyggere tager sig godt af den forvirrede, unge turist, og Sara beslutter sig for at blive som planlagt. Da hun åbner en boghandel med alle Amys bøger, liver den lille, søvnige by langsomt op, og Sara oplever for første gang at knytte relationer og venskaber – udover dem i litteraturens verden. Ingen tør tænke på, at Sara snart skal hjem igen, så byens indbyggere går sammen om en aldeles skør, men genial plan ...

Læserne i Broken Wheel anbefaler

er en romantisk og humoristisk feel good-roman om venskab, kærlighed til bøger og om at finde sin plads i livet.

Katarina Bivald

Læserne i Broken Wheel anbefaler

153 mm


l ĂŚ s er ne i broken w he e l anb efal er

LĂŚserne i Broken Wheel.indd 1

11/04/14 13.55


katar i na bivald

Læserne i Broken Wheel anbefaler På dansk ved Lotte Kirkeby Hansen

LINDHARDT OG RINGHOF

Læserne i Broken Wheel.indd 3

11/04/14 13.55


Læserne i Broken Wheel anbefaler er oversat fra svensk efter Läsarna i Broken Wheel rekommenderar Copyright © Katarina Bivald 2013 First published by Forum Bokförlag, Stockholm, Sweden Published in the Danish language by arrangement with Bonnier Group Agency, Stockholm, Sweden All rights reserved Dansk copyright © 2014 Lindhardt og Ringhof A/S, København Omslag: Marlene Sherar, Imperiet Bogen er sat med Minion hos Lymi DTP-Service og trykt hos Livonia Print, 2014 ISBN 978-87-11-34614-3 1. udgave, 1. oplag 2014

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Læserne i Broken Wheel.indd 4

11/04/14 13.55


Sara Lindqvist Kornvägen 7, 1. 136 38 Haninge Sverige Broken Wheel, Iowa, den 15. april 2009 Kære Sara Jeg håber, du får fornøjelse af Louisa May Alcotts Polly får sin belønning. Det er en charmerende historie, men måske en smule mere moraliserende end Unge kvinder. Med hensyn til betalingen så skal du ikke tænke på det, jeg har i årevis haft flere eksemplarer af den bog. Det er bare skønt, at den nu har fundet sig et nyt hjem, og at den desuden kommer til at rejse hele vejen til Europa. Selv har jeg aldrig været i Sverige, men jeg er sikker på, at det er et meget smukt land. Er det ikke sjovt, at ens bøger ender med at have rejst længere end en selv? Jeg ved faktisk ikke, om det er opmuntrende eller bekymrende. Med venlige hilsner, Amy Harris

5

Læserne i Broken Wheel.indd 5

11/04/14 13.55


Bøger vs. livet: 1-0

Den fremmede kvinde på Hopes hovedgade var så almindelig af udseende, at det næsten var skræmmende. En tynd, trist skikkelse i en efterårsjakke, som var alt for varm og grå til årstiden. Ved hendes fødder lå en rygsæk, og en gigantisk rejsetaske stod lænet op ad et tyndt ben. De indbyggere, der var vidne til hendes ankomst, kunne ikke lade være med at tænke, at det var uhøfligt at gå så lidt op i sit udseende. Som om den her kvinde ikke havde den fjerneste interesse i at gøre et godt indtryk på dem. Hendes hår havde en ubestemmelig brun farve, hverken rigtigt lyst eller rigtigt mørkt. Det blev holdt sammen af et sjusket opsat hårspænde og faldt ned over hendes skuldre i uordentlige lokker. Der, hvor hendes ansigt burde have været, fandt man i stedet Louisa May Alcotts Polly får sin belønning. Det virkede faktisk, som om hun overhovedet ikke tænkte på, at hun var i Hope. Som om hun bare var havnet der, ret op og ned, med bog og bagage og ufriseret hår og det hele, og lige så godt kunne have været i en hvilken som helst anden by. Hun stod på en af de smukkeste gader i Cedar County, måske den smukkeste i hele det sydlige Iowa, men det eneste, hun så, var den der bog. Men helt uinteresseret kunne hun nu ikke være. Fra tid til anden kiggede et par store grå øjne op over kanten af bogen som en præriehund, der stak hovedet op for at finde ud af, om kysten var klar. Bogen blev sænket en smule, og hun kiggede først skarpt til venstre for siden at lade blikket glide så langt til højre, som hun 6

Læserne i Broken Wheel.indd 6

11/04/14 13.55


kunne komme uden at dreje hovedet. Så løftede hun bogen og så atter ud til at fordybe sig i historien. I virkeligheden havde Sara på det her tidspunkt memoreret næsten hver eneste af gadens detaljer. Selv med bogen oppe for ansigtet kunne hun gengive, hvordan den sidste aftensol blinkede i skinnende firhjulstrækkere, hvordan selv trækronerne virkede pæne og velorganiserede, og hvordan frisørsalonen halvtreds meter nede ad gaden havde et reklameskilt i lamineret plast i patrio­ tiske rød-hvid-blå-stribede farver. Og overalt lå den kvalmende duft af nybagt æbletærte. Den kom fra caféen bag hendes ryg, hvor nogle midaldrende kvinder betragtede hendes læsning med åbenlys misbilligelse. Sådan virkede det i hvert fald på Sara. Hver gang hun så op fra bogen, rynkede de brynene og rystede let på hovedet, som om hun brød en eller anden uskreven regel ved at læse på fortovet. Hun tog mobiltelefonen op og ringede til det sidst gemte nummer. Den ringede ni gange, inden hun afbrød. Amy Harris var altså lidt forsinket. Det var der sikkert en rimelig forklaring på. Måske en punktering. Løbet tør for benzin. Det var nemt at blive – hun så igen ned på mobilen – to timer og syvogtredive minutter forsinket. Hun var ikke urolig, ikke endnu. Amy Harris skrev rigtige breve på vaskeægte, gammeldags brevpapir; tykt og flødefarvet. Der var overhovedet ingen risiko for, at et menneske, der skrev breve på rigtigt, flødefarvet brevpapir, skulle svigte en ven i en fremmed by eller vise sig at være en psykopatisk massemorder med sek­suelt-­sadistiske tilbøjeligheder, uanset hvad Saras mor havde sagt. “Undskyld mig, ven.” En fremmed kvinde var standset op bag ved hende. Hun havde det der påtagede tålmodige blik, som folk plejede at få, når de allerede havde spurgt Sara om noget flere gange. “Er der noget, jeg kan hjælpe med?” spurgte kvinden. En brun papirspose med madvarer hvilede ind mod hendes hofte, og en konservesdåse med Hunt’s tomatsuppe vippede tæt på kanten. 7

Læserne i Broken Wheel.indd 7

11/04/14 13.55


“Nej tak,” sagde Sara. “Jeg venter på nogen.” “Ser man det.” Tonefaldet var muntert overbærende. Kvinderne, der sad udenfor på caféen, fulgte interesseret med i hele samtalen. “Første besøg i Hope?” “Jeg er på vej til Broken Wheel.” Måske var det noget, hun bildte sig ind, men kvinden så overhovedet ikke ud til at være tilfreds med svaret. Konservesdåsen vippede faretruende. Efter et lille minut sagde hun: “Jeg er bange for, at der ikke er meget by over Broken Wheel. Kender du nogen i byen?” “Jeg skal bo hos Amy Harris.” Tavshed. “Jeg er sikker på, at hun er på vej,” sagde Sara. “Det virker, som om du er blevet svigtet her, søde.” Hun så forventningsfuldt på Sara. “Kom nu. Ring til hende.” Sara tog modvilligt telefonen frem igen og forsøgte at lade være med at rykke sig væk, da den fremmede kvinde trykkede sin kind ind mod hendes øre for at kunne høre ringningerne. “Jeg synes ikke, det virker, som om hun svarer.” Sara lagde telefonen tilbage i lommen, og kvinden lænede sig lidt tilbage. “Hvad skal du lave der?” “Holde ferie. Jeg skal leje et værelse.” “Og nu er du blevet efterladt her. Sikke en dejlig start. Jeg håber ikke, du har betalt på forhånd.” Kvinden tog posen med madvarer over i den anden arm og knipsede med fingrene hen mod bordene uden for caféen. “Hank,” sagde hun højt til den eneste mand. “Kør den her pige til Broken Wheel, okay?” “Jeg er ikke færdig med min kaffe.” “Jamen, så tag den med dig.” Manden gryntede, men han rejste sig lydigt op og forsvandt ind i lokalet. “Hvis jeg var dig,” fortsatte kvinden henvendt til Sara, “så ville jeg ikke give nogen penge fra mig på forhånd. Jeg ville betale, lige inden jeg rejste hjem. Og jeg ville holde dem godt gemt af vejen indtil da.” Hun nikkede så kraftigt, at dåsen med tomatsuppe vip8

Læserne i Broken Wheel.indd 8

11/04/14 13.55


pede igen. “Jeg siger ikke, at alle i Broken Wheel er tyve,” tilføjede hun for en sikkerheds skyld. “Men ligesom os, det er de nu ikke.” Hank kom tilbage med en ny kop kaffe i et papkrus, og Saras taske og rygsæk blev hevet med ind på bagsædet af hans bil. Selv blev Sara venligt, men bestemt, placeret på passagersædet. “Kør hende derhen, Hank,” sagde kvinden og klappede to gange på bilens tag med sin frie hånd. Hun lænede sig frem mod det åbne vindue. “Hvis du fortryder, kan du altid komme tilbage hertil.” “Så vi skal altså til Broken Wheel,” sagde Hank uden den store interesse. Sara foldede hænderne oven på bogen og forsøgte at se afslappet ud. Der lugtede af billigt barbersprit og dyr, mørkristet kaffe i bilen. “Hvad skal du der?” “Læse.” Han rystede på hovedet. “Og holde ferie,” forklarede hun. “Ja, lad os nu se,” sagde Hank ildevarslende. Udsigten uden for bilens vinduer forandrede sig for hendes blik. Græsplæner blev til opdyrket land, de skinnende biler forsvandt, og de nydelige huse blev afløst af en massiv mur af majs, som tårnede sig op på begge sider af vejen. Vejen fortsatte ligeud med en bedøvende regelmæssighed. Fra tid til anden blev den krydset af andre veje, som også var helt lige, som om nogen engang havde set ud over de enorme marker og trukket vejene op med en lineal. Den ene metode kunne være lige så god som den anden, tænkte Sara. Men som de fortsatte, blev de andre veje færre og færre, indtil det føltes, som om det eneste, der befandt sig rundt om dem, var kilometer efter kilometer af majs. “Der kan ikke være meget by tilbage,” sagde Hank. “En af mine venner voksede op der. Sælger forsikringer i Des Moines nu.” Hun vidste ikke, hvad hun skulle svare. “Hvor hyggeligt,” sagde hun prøvende. 9

Læserne i Broken Wheel.indd 9

11/04/14 13.55


“Han trives godt med det,” istemte manden. “Betydeligt bedre end at forsøge at drive et familielandbrug i Broken Wheel, det er helt sikkert.” Efter det sagde han ikke mere. Sara lænede sig frem mod bilruden, som om hun spejdede efter byen fra Amys brev. Hun havde hørt så meget om Broken Wheel, at det næsten føltes, som om miss Annie når som helst kunne komme kørende på sin knallert med lad, eller at Jimmy pludselig kunne stå i vejkanten og vifte med det seneste nummer af sin avis. Et øjeblik kunne hun næsten se dem for sig, men så viskedes de ud og hvirvlede væk i støvet bag ved dem. En ruin af en lade dukkede op og blev atter skjult af majsen, som om den aldrig havde været der. Det var det eneste hus, hun havde set det sidste kvarter. Ville byen se ud, som hun havde forestillet sig? Nu, hvor Sara endelig ville få den at se, glemte hun helt sin bekymring over, at Amy ikke svarede. Men da de så kom frem til Broken Wheel, kunne hun have overset hele byen, hvis Hank ikke havde sagtnet farten. Den dukkede pludselig op langs den meget brede vej. Bygningerne var så lave, at det var, som om de forsvandt ned i asfalten. Hovedgaden bestod af nogle få huse på begge sider af vejen. De fleste virkede forladte og ubeboede, grå og deprimerende i den sidste eftermiddagssol. Flere af butikkerne havde smadrede ruder eller vinduer, der var sømmet til med brædder, men der var en diner, der stadig havde åbent. “Hvad gør du så nu?” spurgte Hank uinteresseret. “Skal jeg køre dig tilbage?” Hun så sig omkring. Dineren havde helt sikkert åbent. Ordet Diner lyste svagt i røde neonbogstaver, og der sad en enkelt mand ved bordet nærmest vinduet. Hun rystede på hovedet. “Som du vil,” sagde han med samme tonefald, som hvis han havde sagt “så er du selv ude om det”. Hun stod ud af bilen, åbnede døren ind til bagsædet og hev sin bagage ud med paperbacken klemt fast under armen. Hank kør10

Læserne i Broken Wheel.indd 10

11/04/14 13.55


te videre, i det sekund hun lukkede døren. Han lavede en skarp U-vending ved byens eneste trafiklys. Det hang ned fra en wire midt på gaden og lyste rødt. Sara stod uden for dineren med rejsetasken ind mod sit ene ben, rygsækken kastet over skulderen og bogen trykket hårdt ind til sig. Det skal nok gå helt fint, sagde hun til sig selv. Det hele ordner sig. Ingen katastrofer ... Hun ombestemte sig: Ingen totale katastrofer kunne indtræffe, så længe man havde bøger og penge. Hun havde penge nok til at tage på vandrerhjem, hvis det skulle blive nødvendigt. Bortset fra at hun var rimelig sikker på, at der ikke var noget vandrerhjem i Broken Wheel. Hun skubbede dørene op – det var ægte saloondøre, hvilken absurd detalje – og gik ind. Dineren var tom bortset fra manden ved vinduet og en kvinde bag disken. Manden var tynd og senet, og det var, som om hans kropssprog og udstråling var én stor undskyldning for, at han eksisterede. Han kiggede ikke engang op, da hun kom ind, men fortsatte bare med at vende og dreje sin kaffekop i hænderne, langsomt frem og tilbage. Kvinden vendte straks hele sin opmærksomhed mod døren. Hun vejede mindst hundrede halvtreds kilo, og hendes enorme arme hvilede mod den høje disk foran hende. Enten var disken bygget specielt til hende, eller også havde hun arbejdet der så længe, at hun havde tilpasset sig den. Den var lavet af mørkt træ, og den lignede noget, der hørte hjemme i en bar. Men der, hvor der burde have været ølbrikker, var der i stedet holdere til papirservietter i rustfrit stål og laminerede menuer med billeder af alle de forskellige slags fedt, der blev serveret. Kvinden tændte en cigaret med en selvfølgelighed, som om den var en forlængelse af hendes krop. “Du må være turisten,” sagde hun. Cigaretrøgen ramte Sara lige midt i ansigtet. “Sara.” “Du valgte en rigtig møgdag at ankomme her.” 11

Læserne i Broken Wheel.indd 11

11/04/14 13.55


“Ved du, hvor Amy Harris bor?” Kvinden nikkede igen. “En rigtig møgdag.” Lidt aske faldt ned fra cigaretten og landede på disken. “Jeg hedder Grace,” sagde hun. “Eller faktisk hedder jeg Madeleine, hvis sandheden skal frem. Men det er ikke nogen god idé at forsøge at kalde mig det.” Sara havde ikke tænkt sig at kalde hende noget som helst. “Og nu er du her.” Sara fik en klar fornemmelse af, at Grace-som-ikke-hed-Grace nød øjeblikket. Hun trak det ud. Nikkede tre gange for sig selv, tog et dybt sug af cigaretten og lod langsomt røgen sive ud ad den ene mundvig. Så lænede hun sig frem over disken. “Amy er død,” sagde hun. I Saras erindring ville Amys død altid være forbundet med lyset fra de stærke lysstofrør, med cigaretrøg og mados, men lige i det øjeblik fik det bare alting til at synes uvirkeligt. Hun stod i en diner i en lille amerikansk flække og blev informeret om, at en kvinde, som hun aldrig havde mødt, var død. Hele situationen var alt for surrealistisk til at være uhyggelig, alt for mærkelig til at være et mareridt. “Død?” sagde hun, hvilket var en totalt idiotisk kommentar, selv fra hende. Hun sank ned på en barstol. Hun havde ingen idé om, hvad hun nu skulle gøre. Hun tænkte på kvinden i Hope og spekulerede på, om hun burde være fulgt med tilbage dertil. Amy kan ikke være død, tænkte Sara. Hun var jo min ven. Hun holdt af bøger, for Guds skyld. Det var ikke sorg, Sara følte, men hun blev mindet om, hvor flygtigt livet er, og fornemmelsen af noget surreelt blev stærkere. Hun var taget fra Sverige til Iowa for at få en pause fra livet, endda for at slippe væk fra livet, men næppe for at møde døden. Hvordan var hun død? En del af hende ville spørge, en anden ville ikke vide det. Grace fortsatte, inden hun havde kunnet bestemme sig: “Begravelsen er i fuld gang. Ikke nogen specielt festlige sammen12

Læserne i Broken Wheel.indd 12

11/04/14 13.55


komster nu om stunder. For meget religiøst sniksnak, hvis du spørger mig. Det var noget andet, da min mormor døde.” Hun kiggede på uret. “Men du burde tage derhen. Nogle af dem, der kendte hende bedre, ved nok, hvad vi skal stille op med dig. Jeg forsøger at blande mig uden om denne bys problemer, og du er helt klart et af dem.” Hun skoddede cigaretten. “George, følger du Sara her hen til Amys hus?” Manden ved vinduet kiggede op. Et kort øjeblik så han lige så paralyseret ud, som hun selv følte sig. Så rejste han sig op og halvvejs bar, halvvejs slæbte hendes tasker ud til bilen. Grace tog fat om hendes albue, da hun var på vej ud efter ham. “Det der er Stakkels George,” sagde hun og nikkede hen mod hans ryg. Normalt var køkkenet og dagligstuen i stueetagen på Amy Harris’ hus nogenlunde rummelige, men i dag fik den lille gruppe mennesker, der mødte op efter begravelsen, dem til at virke helt fyldt op. Bradepander med mad stod på spisebordet og køkkenbordet, og nogen havde stillet skåle frem med salat og brød og sat bestik og servietter ned i nogle glas. Sara fik en paptallerken med mad og blev så mere eller mindre ladt i fred. George var stadig ved hendes side, og hun blev rørt over dette uventede tegn på loyalitet. Han virkede ikke just til at være en specielt modig person, heller ikke sammenlignet med hende, men han var gået med hende ind, og nu gik han rundt der lige så tøvende som hun. I den trange entré stod en mørk kommode, hvor nogen havde placeret et indrammet foto af en kvinde, som hun gik ud fra var Amy, og to slidte bordflag, det amerikanske og så Iowas delstatsflag. Vi sætter pris på vores frihed, og vores rettigheder skal bevares, proklamerede sidstnævnte med broderede bogstaver i guld, men den røde farve var falmet, og kanten i den ene side var begyndt at flosse. Kvinden på fotografiet var en fuldstændig fremmed. Det måtte 13

Læserne i Broken Wheel.indd 13

11/04/14 13.55


være et ungdomsbillede. Hun var måske tyve år gammel, hendes hår var flettet i to tynde fletninger, og hendes smil var et helt almindeligt stift kamerasmil som tusindvis af andre. Måske var der noget i hendes øjne, et glimt af latter, der fortalte, at hun vidste, at det hele bare var for sjov, som Sara kunne genkende fra hendes breve. Men det var alt. Hun ville række hånden frem og røre ved fotografiet, men det føltes alt for fremfusende. I stedet blev hun stående i den mørke entré og balancerede forsigtigt med paptallerkenen og bogen. Hendes tasker var forsvundet et eller andet sted hen, men hun orkede ikke at bekymre sig om det. For tre uger siden havde hun følt sig så tæt på Amy, at hun havde været parat til at bo sammen med hende i to måneder, men nu var det, som om hvert eneste spor af deres venskab var dødt sammen med hende. Hun havde aldrig troet på, at man skulle have mødt hinanden for at være venner – mange af hendes mest givende relationer havde været med mennesker, der ikke engang eksisterede – men pludselig føltes det falsk og næsten respektløst at holde fast ved tanken om, at de på nogen måde havde betydet noget for hinanden. Rundt omkring hende bevægede folk sig langsomt og ubeslutsomt, som om de spekulerede over, hvad pokker de egentlig lavede der, hvilket var næsten præcis det samme, som Sara tænkte. Og alligevel virkede de ikke chokerede. De så ikke forbavsede ud. Der var ingen, der græd. De fleste kiggede nysgerrigt på hende, men et eller andet, måske respekt for den situation, de befandt sig i, fik dem til at lade være med at nærme sig hende med direkte spørgsmål. I stedet kredsede de omkring hende og smilede, hver gang hun kom til at møde deres blik. En kvinde trådte ud af mængden og fangede hende i entréen, midt mellem dagligstuen og køkkenet. “Caroline Rohde.” Holdningen og håndtrykket var militant. Kvinden foran Sara var meget kønnere, end hun havde fore14

Læserne i Broken Wheel.indd 14

11/04/14 13.55


stillet sig, hun ville være. Hun havde dybe, mandelformede øjne og markerede ansigtstræk som på en statue. I lyset fra loftslampen var hendes hud næsten skinnende hvid over de høje kindben. Hendes hår var tykt med grå stænk, som mest af alt mindede om flydende sølv. Rundt om halsen havde hun et sort tørklæde i tynd, kølig silke, som ville have set malplaceret ud på enhver anden, selv til en begravelse, men som på hende virkede tidløst og næsten glamourøst. Det var svært at sige, hvor gammel hun var, men hun havde en udstråling som en, der aldrig rigtig havde været ung. Sara fik en stærk fornemmelse af, at Caroline Rohde ikke havde alverden tilovers for ungdommen. Da hun talte, tav alle omkring hende, og hendes stemme matchede hendes udstråling: bestemt, beslutsom, lige til sagen. Man kunne måske spore antydningen af et indbydende smil i stemmen, men det nåede aldrig mundvigene. Om noget fik det bare linjerne rundt om munden til at blive hårdere. “Amy fortalte, at du skulle komme,” sagde hun. “Jeg kan ikke påstå, at jeg syntes, det var en god idé, men det tilkom ikke mig at sige min mening om det.” Og så tilføjede hun: “Måske burde jeg heller ikke have sagt noget til dig, men du må give mig ret i, at det har ført til en noget ... upraktisk situation.” “Upraktisk,” gentog Sara. Selv om hun ikke forstod, hvordan Amy kunne have vidst, hun skulle dø. Andre sluttede sig til dem i en spredt halvcirkel, så de alle stod bag ved Caroline, vendt mod Sara, som om hun var et omrejsende cirkus. “Vi vidste ikke, hvordan vi skulle kontakte dig, da Amy ... gik bort. Og nu er du her,” konkluderede Caroline. “Nå ja, vi må se, hvad vi kan stille op med dig.” “Jeg har brug for et sted at bo,” sagde Sara. Alle lænede sig frem for at høre, hvad hun sagde. “Bo?” sagde Caroline. “Jamen, du kan da selvfølgelig bo her! Huset står jo tomt, ikke?” 15

Læserne i Broken Wheel.indd 15

11/04/14 13.55


“Men ...” En mand med præstekrave smilede venligt til Sara og fulgte det desværre op med at sige: “Amy bad os udtrykkeligt om at hilse dig og sige, at intet havde forandret sig i den forbindelse.” Intet havde forandret sig? Hun vidste ikke, om det var Amy eller præsten eller hele Broken Wheel, der var vanvittig. “Der er naturligvis et gæsteværelse,” sagde Caroline. “Sov der i nat, og så ser vi, hvad vi skal stille op med dig.” Præsten nikkede, og så var det på en eller anden måde besluttet: Hun skulle bo alene i Amy Harris’ tomme hus. Hun fulgte med op ovenpå. Caroline gik forrest som en hærfører i krig tæt fulgt af Sara og så George som en støttende, stille skygge. Efter dem fulgte de fleste af de andre gæster. Nogle af dem bar hendes tasker, hun vidste ikke, hvem det var, men da hun kom frem til det lille værelse, dukkede både rygsækken og rejsetasken på mirakuløs vis op. “Vi skal nok sørge for, at du har alt, hvad du behøver,” sagde Caroline ikke det mindste uvenligt i døråbningen. Så gennede hun alle ud og vinkede let til Sara, inden hun lukkede døren efter sig. Sara sank ned på sengen, pludselig alene igen, stadig med paptallerkenen med mad i hånden og en enlig bog liggende forladt på sengetæppet ved siden af sig. Pokkers også, tænkte hun.

Læserne i Broken Wheel.indd 16

11/04/14 13.55


Sara Lindqvist Kornvägen 7, 1. 136 38 Haninge Sverige Broken Wheel, Iowa, den 3. juni 2009 Kære Sara Tusind tak for din søde gave! Det var måske ikke en af de bøger, jeg selv ville have købt, og derfor er den så meget mere velkommen. Men det var en uhyggelig historie. Jeg havde ingen anelse om, at der skete den slags ting i Sverige. Men hvorfor skulle der egentlig ikke gøre det? Efter min mening er de små byer i højere grad fyldt med vold, sex og skandaler end de store byer, og hvis det er sandt, når det gælder byer, kunne det vel også gælde for små lande? Jeg tænker, det skyldes, at folk kommer tættere på hinanden de steder. Vi har så afgjort haft, hvad der tilkommer os af skandaler her i Broken Wheel. Men nogen Lisbeth Salander, det har vi så sandelig ikke. En bemærkelsesværdig kvinde. Jeg har forstået, at der findes to bøger mere i serien. Ville du gøre mig den tjeneste at sende de sidste to? Jeg kommer ikke til at sove, før jeg finder ud af, hvordan det er gået for hende, og naturligvis også for den der overspændte unge hr. Blomkvist. Jeg skal selvfølgelig nok betale for dem. Jeg vedlægger Harper Lees Dræb ikke en sangfugl som første afdrag, apropos små flækker, sex og mord. Med venlige hilsner, Amy Harris

17

Læserne i Broken Wheel.indd 17

11/04/14 13.55


Broken Wheels nyhedsbrev

Du har fire nye beskeder. Modtaget nul-fem-tretten: “Skat! Det er din mor. Hvad? Ja, ja. Og selvfølgelig også din far. Vi er lige kommet hjem fra Anders og Gunnel. Du ved, vores gamle naboer, der nu er flyttet til en helt bedårende villa i Tyresö. Og hvordan med dig? Er du kommet frem? Hvordan er det derude på bøhlandet? Er Amy en total galning? Fandt du den rigtige bus? Jeg forstår ikke, hvorfor du absolut vil tage ...” Modtaget nul-fem-femten. Hendes mor fortsatte, som om hun aldrig var blevet afbrudt. “Derover. Vent, jeg har ikke udtrykt mig klart. Ja, ja, her kommer din far, som absolut vil sige et par ord, selv om jeg slet ikke er færdig.” Kort pause, en alvorlig rømmen. “Sara! Jeg håber ikke, at du bare sidder inde og læser. Du skal bevæge dig ud og tale med folk. Det er en fantastisk mulighed, at rejse. Jeg kan huske, da din mor og jeg ...” Modtaget nul-fem-atten. “Hvad er der med de her telefonsvarere? Hvorfor lader de mig ikke tale ud? Ja, men farvel så længe da. Vent. Din mor vil lige sige noget igen.” “Hvis du fortryder, kan du jo altid tage til New York i stedet for. Eller Los Angeles. Og betal ikke på forhånd.” Beskeden blev afbrudt igen, og den næste blev ikke indtalt før tre timer senere. Hendes mor igen: “Sara! Hvorfor svarer du ikke, når vi ringer til dig? Er Amy massemorder? Jeg ved godt, hvordan det er i USA. Hvis du ligger 18

Læserne i Broken Wheel.indd 18

11/04/14 13.55


parteret et eller andet sted, så tilgiver jeg dig aldrig. Hvis du ikke øjeblikkelig ringer til os, bliver jeg nødt til at ringe til CIA.” Hendes fars stemme mumlede noget i baggrunden. “FBI. Whatever.” Hendes mor var ikke faldet ned, da Sara til sidst fik fat i hende. “Jeg er ikke vild med alt det her med en lille by,” sagde hun. Den her diskussion havde de haft før. Sara gned sig i panden og sank tilbage ned på sengen. Det værelse, hun lå i, var lille, måske tre gange fem meter. Ud over sengen var der en lænestol lige under vinduet, et natbord og et lille skrivebord. Det var alt. Tapetet var lyst og blomstret, og det lignede noget, der var mindst et par årtier gammelt. Gardinerne var i et helt andet blomstermønster og virkede som noget, der var blevet hængt op, fordi hun skulle komme. De var nok ti centimeter for korte til vinduet. “Små byer er så ... kedelige. Du kunne være rejst hvor som helst hen i hele verden.” Det var faktisk ironisk. Saras mor havde altid præket om, at hun skulle rejse, og når hun så gjorde det, opførte hun sig, som om Sara hellere skulle være blevet hjemme i Haninge. “Og udsatte. Hvem ved, hvilke galninge der gemmer sig der?” Det var uklart, hvad der var værst, det kedelige eller risikoen for at møde nogle af alle de gale massemordere, som gemte sig i hver eneste lade. Ordene mindede Sara om noget. “Det er, fordi folk kommer tættere på hinanden i de små flækker,” sagde hun. “Helt ærligt, hvad ved du om mennesker? Hvis du ikke hele tiden sad med næsen i en bog ...” Det var også en diskussion, de havde haft mange gange før. Måske var det ikke så underligt, at hendes mor betragtede sin ældste datter som en prøvelse. Hendes lillesøster, Josefine, arbejdede som jurist i byretten i Södertälje. Snart ville hun blive advokat, et socialt acceptabelt erhverv, som blev udført i passende dyrt tøj. Sara derimod. En boghandel. I et center i en forstad. Det var kun marginalt bedre end at være en arbejdsløs, forhenværende ekspedient i en boghandel, som hun var nu. Og når hun så tog 19

Læserne i Broken Wheel.indd 19

11/04/14 13.55


udenlands, så var det til en lille flække på det amerikanske bøhland for at bo hos en ældre dame. Sara plejede at være ligeglad med, at hendes mor så åbenlyst syntes, hun var kedelig. Hendes mor havde en pointe. Sara havde aldrig i hele sit liv gjort noget, der var det mindste eventyrligt. Men den evindelige kritik af Amy var begyndt at gå hende på nerverne, allerede inden hun tog af sted, og nu, med den tragiske begravelse i så frisk erindring, fik det hende til at svare kort med enstavelsesord på alt, hvad hendes mor sagde. Det virkede, som om hendes mor godt vidste, at hun var gået for langt, for hun sagde: “Nå, ja, du er i hvert fald ikke blevet knivmyrdet.” Hendes tonefald var så utilsløret pessimistisk, at hun ikke behøvede at tilføje et endnu. “Hvordan er Amy så? Er hun sød mod dig?” “Amy er ...” Sara afbrød sig selv. “Hun er hyggelig.” Og det var hun. Der var bare det ved det, at hun også var død. Sara sneg sig ud fra sit værelse og ned gennem den mørke gang som en nervøs indbrudstyv. Lige uden for hendes værelse var der en smal gang, der både førte ned til et badeværelse og til Amys sove­værelse. Caroline havde peget det ud for hende, da hun guidede hende ned til gæsteværelset. Hun gik hurtigt forbi og prøvede at lade være med at kigge hen på den demonstrativt lukkede dør. Hun spekulerede på, om der nogensinde var nogen, der ville åbne den igen. Hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at gøre det. Henne ved trappen standsede hun og lyttede. Så gik hun langsomt ned ad den. Ved hvert nyt rum tøvede hun og kiggede forsigtigt ind gennem døråbningen. Hun vidste faktisk ikke rigtigt, hvad hun forventede sig. At nogle af byens indbyggere lå gemt bag ved sofaen i dagligstuen? Amys vrede slægtninge i entréen, der anklagede hende for at bo i huset uden at betale husleje, eller Amys spøgelse i køkkenet? Men alt var tomt og øde. Hun gik rundt i Amys hjem, lod hånden glide hen over de overflader, som Amy havde rørt ved, i de rum, hvor hun havde 20

Læserne i Broken Wheel.indd 20

11/04/14 13.55


levet. Stilheden i huset skræmte hende, små øjebliksbilleder af stivnet hverdagsliv overrumplede hende, når hun var mindst forberedt på det. I køkkenet var der nogen, der havde stillet en elkedel, et glas med Nescafé og en flaske mælk frem. Der var brød tilovers fra dagen før, og da hun åbnede køleskabet, opdagede hun, at der også var mad i overflod, nydeligt indpakket og mærket med, hvilken ret det var, og med gårsdagens dato. Hun spiste brødet uden noget på og tændte for elkedlen, inden hun igen sneg sig op til badeværelset for at tage et brusebad. Selve bruseren var af ældre dato og hang over et lille, ovalt badekar. Hun tog alt tøjet af, lagde det sammen i en nydelig bunke og placerede det på en slidt taburet lige over for toilettet. Hun håbede, at det ikke ville blive vådt der, men hverken afløbet eller bruseforhænget så særlig pålidelige ud. Rørene gav en susende, klagende lyd fra sig, og vandet blev aldrig varmere end knap nok lunken. Det var faktisk ikke sådan her, det skulle have været, tænkte Sara. Hendes hår var vinklet ind i et håndklæde, som hun havde fundet i badeværelset, og hun havde netop pakket sine tasker ud og trukket sig tilbage til køkkenet igen. Indtil videre havde hun ikke tilbragt mere end tyve minutter i nogen af rummene bortset fra gæsteværelset, som hun havde sovet i. Af en eller anden grund føltes det sikrere at være i bevægelse. Selve udpakningen havde taget tretten minutter, så nu var klokken halv elleve, og hun havde overhovedet ikke noget at give sig til. Udenfor begyndte det allerede at blive trykkende. Fra den åbne køkkendør kom duften af tør jord og kvælende planter. Den konkurrerede med lugten inde i huset, af indelukkethed og træ og gamle tæpper. Hun sank ned på køkkenstolen og ledte efter et eller andet tegn på, at Amy havde levet der, men det eneste, hun så, var afskallede skabslåger og døde potteplanter i vinduet. Det her skulle have været hendes eventyr. Hun og Amy skulle 21

Læserne i Broken Wheel.indd 21

11/04/14 13.55


have siddet her, måske præcis på disse stole, og talt om bøger og byen og mennesker, som Amy havde kendt, og det ville have været så hyggeligt. “Amy,” sagde hun. “Hvad pokker er det, du har gjort? Vi skulle jo være blevet venner i virkeligheden.” Ved køkkendøren, som førte ud til verandaen, stod to par gummistøvler i forskellige størrelser. Græsset var højt og gulnet af sommersolen, og selve køkkenhaven var for længst groet til. Der fandtes sikkert en hel del, der ikke kunne ses for græs, men Sara kunne skimte to krogede æbletræer, der lignede noget, der ikke var blevet beskåret i årevis, en lille plet med nogle forvoksede krydderurter, som i høj grad lignede ukrudt, og et par gigantiske tomatplanter. Hun gik ind igen og brugte en time på at sprede sine bøger overalt i huset i et forsøg på at gøre det hyggeligt. Men tretten bøger var slet ikke nok til alle rummene. Derhjemme havde hun næsten to tusind bøger og tre venner. Hvis man altså kunne tælle kollegerne i boghandlen med som sine venner? Hun var begyndt i boghandlen, da hun var sytten, først som assistance i julen, til bogudsalg og i sommerferien, siden på fuldtid. Og der var hun blevet. En halv time fra det sted, hvor hun blev født. Mere spændende end det var det ikke blevet. En af pigerne i boghandlen havde engang påstået, at alle fortællinger begyndte med nogen, der ankom, eller nogen, der tog af sted. Der var ingen, der nogensinde var ankommet til Josephssons boghandel, og der var så afgjort ingen, der var ankommet til Saras toværelses i Haninge. Bortset fra breve, smukt håndskrevne breve. Et øjeblik havde Sara kunnet sværge på, at brevene førte en bid af Iowa med sig, en svag, men umiskendelig fornemmelse af eventyr, muligheder, af et andet, et mere tidløst liv. Men nu, hvor hun var her, lugtede det bare af indelukket træ og gamle tæpper. “Tag dig sammen, Sara,” sagde hun. Det virkede beroligende at høre en menneskelig stemme, selv om det bare var hendes egen. 22

Læserne i Broken Wheel.indd 22

11/04/14 13.55


De eneste andre lyde, man kunne høre, var forvoksede grene fra træerne, der slog ind mod et af vinduerne på overetagen, og rør, som af og til susede uden grund. Hvordan kunne man være rejst tusindvis af kilometer og alligevel være den samme person, når man kom frem? Det forstod Sara ikke. Bortset fra, at hun selvfølgelig nu havde tretten bøger og nul venner. “Tag dig sammen,” sagde hun igen, men det lød ikke mere cool den her gang. Sara gik ud fra, at de fleste, der overhovedet tænkte på hende, troede, at hun brugte bøger til at gemme sig fra livet. Og det var måske også rigtigt. Hun havde allerede i udskolingen opdaget, at der ikke var mange, der lagde mærke til en, hvis man sad gemt væk bag en bog. Indimellem havde hun været nødt til at kigge op for at dukke sig for en lineal eller en skolebog, som kom flyvende, men de havde normalt ikke kastet specifikt efter hende, og som regel var hun ikke engang kommet væk fra det sted, hvor hun var i bogen. Mens de andre i klassen havde mobbet eller var blevet mobbet, tegnet meningsløse tegn på bordet eller lavet graffiti på hinandens skabe, havde hun oplevet himmelstormende passion, død, latter, fremmede lande, svundne tider. Andre havde måske været på en slidt folkeskole i Haninge, men hun havde været geisha i Japan, vandret sammen med Kinas sidste kejserinde i de klaustrofobisk tillukkede rum i Den Forbudte By, vokset op på Grønnebakken med Anne og de andre, oplevet, hvad der tilkom hende af mord, og havde elsket og mistet sammen med klassikerne. Bøgerne havde været en beskyttende mur, ja, men ikke kun det. De havde skærmet hende fra omverdenen, men også forvandlet omverdenen til en slags sløret kulisse for de virkelige eventyr i hendes liv. Man kunne godt have troet, at ti år i en boghandel ville have fjernet noget af bøgernes magiske skær, men for Sara syntes det 23

Læserne i Broken Wheel.indd 23

11/04/14 13.55


at være omvendt. I dag havde hun to minder om hver bog; mindet om at have solgt den og mindet om at have læst den. Hun havde solgt uendelige mængder af Terry Pratchett hvert eneste år på bogudsalg, inden hun for blot nogle år siden havde kapituleret, læst en og stiftet bekendtskab med en af de mest fantastiske og helt klart mest pålidelige forfattere i dag. Hun huskede den sommer, hvor det havde føltes, som om hun næsten kun solgte Ulla-Carin Lindqvists Ro uden årer, og den sommeraften tre år senere, hvor hun havde læst den. Hun kunne huske, at selve omslaget var en mørk silhuet holdt i enkle, douce farver, som en sommeraften lige efter at solen er gået ned, at selve bogen var lille og spæd, og at alle, som købte den, havde behov for at kommentere den. “Det er hende nyhedsværten”, “nyhedsoplæseren, som døde”, “hun var så god på tv”, som om det på en eller anden måde havde knust deres hjerte, at en fra tv kunne dø. Sara mente, at det var en af den slags bøger, som berørte folk, allerede inden de var begyndt at læse den. Hun havde båret flere bunker med Liza Marklunds bøger, end hun overhovedet ville tænke på, solgt Jan Guillous Hamilton-serie i mindst tre forskellige paperback-udgaver og set det svenske krimi-mirakel fødes, vokse og fortsætte for evigt. Hun havde ikke rigtig noteret sig, hvornår Camilla Läckberg kom til, men hun havde lagt mærke til hende i paperback. Sådan var det tit med Sara. Hun måtte have solgt titusindvis, måske hundredtusindvis af bøger, men det gav ingen mening at forsøge at holde styr på det. Hvis hun i alle de år havde tænkt på sin fremtid, ville hun sikkert have taget for givet, at hun skulle blive gammel i boghandlen, at hun gradvist ville blive mere og mere grå og støvet som de usolgte bøger på det lille lager, der lå sammen med kopipapiret på rulle, der sjældent blev solgt, og refill-patronerne til ballograf-­ kuglepenne, og at hun siden skulle trække sig tilbage med en pension, der for størstedelens vedkommende bestod af de bøger, hun gennem årene havde købt for sin personalerabat. Men Josephssons boghandel var lukket, hun var blevet arbejdsløs, og nu befandt hun sig alene i USA. 24

Læserne i Broken Wheel.indd 24

11/04/14 13.55


Da en bil drejede ind i indkørslen, blev hun næsten taknemmelig over forstyrrelsen. Præsten fra begravelsen steg ud, og mens han gik hen mod huset, afprøvede hun tre forskellige smil i spejlet i entréen. “Bare vær normal, Sara,” sagde hun til sit spejlbillede, men den kvinde, der stirrede tilbage på hende med opspærrede øjne, så tragisk nok mest ud som en skrækslagen mus med turban. Hun havde gået rundt i huset i over en time og havde endda glemt at tage det håndklæde af, som hun havde bundet rundt om sit hår. Nu var præsten næsten helt fremme ved verandaen, så hun smed håndklædet ind i et skab, forsøgte at frisere håret med fingrene og gik ud på verandaen. Smil, Sara, mindede hun sig selv om. Præsten så lige så nervøs ud, som hun følte sig. Den hvide præstekrave burde have været nok til at give ham en vis værdighed, men indtrykket blev forstyrret af, at det tynde hår nægtede at ligge stille, og at han havde en billig, orange dynejakke uden over skjorten. Den lignede noget, der var købt på udsalg i en lavprisbutik i firserne. “Amys død er et hårdt slag for byen,” sagde han. Han stod der neden for verandaen med den ene fod hvilende mod det nederste trappetrin, som om han ikke kunne bestemme sig for, om han var på vej ind eller på vej væk. “Meget hårdt.” “Ja,” sagde hun. “Hvordan ... hvordan døde hun?” Måske var det påtrængende at spørge om det, men hun ville faktisk gerne vide det. Men præsten mumlede bare noget om “sygdom”. Altså ikke nogen ulykke. Men den måtte alligevel være kommet pludseligt, døden. Så sent som for tre uger siden havde hun sendt Amy alle detaljer om sin rejse og ikke fået anden besked, end at hun ville blive hentet i Hope. Hun spekulerede på, om hun burde invitere på kaffe. Hvad var reglerne for gæstfrihed egentlig, når man var en ikke-betalende gæst i en død kvindes hus? Hvilket mindede hende om: “Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal tage hen,” sagde hun. 25

Læserne i Broken Wheel.indd 25

11/04/14 13.55


“Tage hen?” Præsten så om muligt endnu mere nervøs ud. Foden blev taget væk fra trappetrinnet. “Men du bor jo her?” Da det ikke havde nogen virkning på hende, tilføjede han: “Amy var meget elsket, forstår du. Det er skønt for os at se, at hendes hus ikke står tomt og forladt. Er der for resten noget, du har brug for? Du har mad?” “Sikkert til flere uger.” “Godt, godt. Og er der ellers noget? Jeg går ud fra, at du får brug for en bil?” “Jeg har ikke noget kørekort.” Det gav et ryk i ham. “Nå, okay. Og, hm, ja ... Jeg må vist bare tale med Caroline om det.” Han virkede lettet over at have truffet en beslutning og sagde farvel, inden Sara overhovedet havde kunnet bestemme sig for, om hun burde have inviteret på kaffe. Hun havde stadig ikke løst kaffe-dilemmaet, da den næste besøgende kom. Men den her gang spillede det ikke nogen rolle. Mrs. Jennifer – “Kald mig bare Jen” – Hobson var en amerikansk hjemmegående husmor i superligaen. Hun havde perfekt opsat mørkt hår, som så ud til at kunne stå selv, og det halvmaniske smil som folk fik, hvis de var meget sammen med små børn. Hun marcherede direkte ind i køkkenet, tændte for elkedlen og tog to skeer frem til pulverkaffen. “Jeg er ansvarshavende redaktør af Broken Wheels nyhedsbrev,” sagde hun hen over en skramlen af kaffekopper og skeer. Hun åbnede et underskab og fandt sukkeret. Hendes hår gyngede let, da hun bøjede sig ned. “Vi skriver om alle de store begivenheder her. For bare et par år siden var der en fyr fra Jersey på besøg. En slags freelancer. Han skulle finde sig selv, men flyttede til Hope efter bare to uger og nægtede at stille op til et interview.” Det var uklart, hvad der var værst: At flytte til Hope eller at nægte at lade sig interviewe. “En af mine venner i Spencer var interesseret i slægtsforskning,” sagde hun hen over skulderen. “Jeg er fra Spencer. Flyttede hertil, da jeg blev gift.” 26

Læserne i Broken Wheel.indd 26

11/04/14 13.55


Hendes ansigt fik noget sammenbidt over sig. “Ja. Hun slægtsforskede. Fandt nogle slægtninge fra Sverige. Det var hun meget begejstret over. Meget bedre end slægtninge fra Irland eller Tyskland, som jeg også sagde til hende. Alle mennesker har slægtninge derfra. Sverige er meget mere eksotisk.” Hun så på Sara og rystede så hurtigt på hovedet, sikkert i fortvivlelse over, at Sara selv var så almindelig. “Hvad hedder du til efternavn? Måske er I fra samme slægt. Der er jo sket det, der var mærkeligere, og så mange mennesker bor der vel heller ikke i Sverige?” “Ni millioner.” “Har I egetræer?” “Egetræer?” “Iowas statstræ. Vi har de mest fantastiske egetræer her.” “Jo, vi ... har egetræer.” “Så vil du måske komme med en lille udtalelse?” Det ville Sara ikke. “Ingenting? En lille hilsen? Måske et førstehåndsindtryk af byen?” “Jeg har jo kun været henne på hamburgerstedet.” “Så må jeg vel bare skrive et eller andet,” sagde Jen for sig selv. “Jeg er sikker på, at du kommer til at elske byen, når du rigtig lærer den at kende.” “Og tag det bare helt roligt,” tilføjede hun. “Du kommer til at udtrykke dig helt fint i artiklen. Så snart jeg er kommet på, hvad du skal sige.”

Læserne i Broken Wheel.indd 27

11/04/14 13.55


100 mm

24,7 mm

153 mm

226 mm

Katarina Bivald (f. 1983) har arbejdet i en boghandel i mange år. I dag bor hun i Älta sammen med sin søster og så mange bøger, hun kan have plads til. Læserne i Broken Wheel anbefaler er hendes debutroman.

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

100 mm

Læserne i BrokenWheel anbefaler Katarina Bivald

”En sød bog i feel good-genren.” Femina, Sverige

”Er velskrevet, har mange twist, gode karakterer, og forfatteren har en skøn tone, som får læseren til at føle sig hjemme.” Expressen

”Det er hyggelig læsning om bøgers helende kraft, kærlighed og immigration. Hvis man kunne lide Guernseys litterære kartoffeltærteklub, så vil man også elske denne.” Tara Magazine

”Dette er på alle måder rigtig feel good-læsning, som mindede mig om Joanne Harris’ Chokolade … En fantastisk bog, som er sjov, varm og meget filmisk. En stor debut!” SVT’s Go’ Kväll

LINDHARDT OG RINGHOF

OMSLAG: MARLENE DIEMAR - IMPERIET

Svenske Sara skriver sammen med 75-årige Amy fra Iowa, USA. I to år har de udvekslet tips om bøger og livet, og en dag takker Sara ja til Amys tilbud om at besøge hende. Da hun når frem til den lille flække Broken Wheel, er Amy imidlertid pludselig død. Byens indbyggere tager sig godt af den forvirrede, unge turist, og Sara beslutter sig for at blive som planlagt. Da hun åbner en boghandel med alle Amys bøger, liver den lille, søvnige by langsomt op, og Sara oplever for første gang at knytte relationer og venskaber – udover dem i litteraturens verden. Ingen tør tænke på, at Sara snart skal hjem igen, så byens indbyggere går sammen om en aldeles skør, men genial plan ...

Læserne i Broken Wheel anbefaler

er en romantisk og humoristisk feel good-roman om venskab, kærlighed til bøger og om at finde sin plads i livet.

Katarina Bivald

Læserne i Broken Wheel anbefaler

153 mm

Læserne i broken wheel anbefaler læseprøve  

En rørende fortælling om den svenske boghandler Saras vej til at åbne en boghandel i byen Broken Wheel

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you