Page 1

156 mm

26 mm

Søren Larsen tager turen som professionel fodboldspiller fra barndomsklubben Køge over Brøndby og videre ud i Europa med millionkontrakter hos klubber som Schalke 04, Toulouse og Feyenoord. Hans karriere tegner lys, men det går efterhånden op for ham, hvor ondt et spil professionel fodbold kan være både på og uden for banen. Trods en endeløs række af skader, uheld og modvillige trænere formår Søren næsten hele vejen at holde modet oppe. Han nægter at give op, træner med sig selv og inddrager mere eller mindre skøre behandlingsmetoder for at blive sine skader kvit. Søren Larsen fortæller også om, hvordan landsholdet har været et holdepunkt for ham, når alt andet er gået galt – når han har været bænket, har han stædigt trænet videre for at være klar, når Morten Olsen ringer og indkalder ham til landsholdet. KAMPEN er en ærlig beretning fra et liv i fodboldens tjeneste på godt og ondt.

KAMPEN

232 mm

SØREN LARSEN

„Jeg giver Mladen en ordentlig stempling senere på sæsonen, hvor jeg rammer ham med mine stålknopper, så han må udgå fra træningen. Da det sker, er det eneste, som ærgrer mig, at den ikke er så demonstrativ og eftertrykkelig, at han forstår, at det er payback for de brækkede ribben tidligere på sæsonen.“

156 mm

SØREN LARSEN

KAMPEN ET LIV I FODBOLDENS TJENESTE

LINDHARDT OG RINGHOF


Søren Larsen KAMPEN Et liv i fodboldens tjeneste I samarbejde med Lasse Juncher © 2012 Søren Larsen, Lasse Juncher & Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Forlagsredaktion: Elise H. Nørholm Omslag: Simon Lilholt/Imperiet med foto af Casper Tybjerg (forside) og Per Kjærbye/Fodboldbilleder.dk (bagside) Bogen er sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Scandbook ISBN 978-87-11-39881-4 1. udgave, 1. oplag 2012

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont

34374 Søren Larsen.indd 8

12-09-2012 13:51:16


Søren Larsen

KAMPEN Et liv i fodboldens tjeneste

Lindhardt og Ringhof

34374 Søren Larsen.indd 7

12-09-2012 13:51:16


86

34374 Søren Larsen.indd 90

12-09-2012 13:51:57


4 Gennembruddet Jeg får at vide af Morten Olsen, at jeg vil få spilletid, allerede inden kampen starter. Fedt, tænker jeg, nu gælder det altså om at være knivskarp, når det sker, hvad enten det er en halvleg eller blot ti minutter, jeg får. Jeg skal bare være klar. Efter de sidste dessiner ifører jeg mig trøje nummer 17, går ind på det halvtomme stadion i Tampere og sætter mig til rette på bænken. Jeg rejser mig naturligvis op under nationalhymnerne, men først og fremmest er jeg fokuseret. Første halvleg er ikke værd at skrive hjem om. Den er faktisk jævnt kedelig. Dog får vi spillet os til et par chancer, og vi har et klart spilovertag. Da vi går til pause, får jeg en hurtig briefing af Morten, inden jeg løber på banen for at varme op. Jeg får altså en hel halvleg. Nu er det nu! Min drøm går i opfyldelse. Det er nu, jeg skal vise, at jeg er berettiget til at være her. Der er bare ikke tid til at tænke så meget over den slags, for jeg skal være fokuseret på at komme til chancer, holde på bolden og spille den videre – ligesom jeg har fået besked på. Jeg lunter ind på banen og skal spille over for Toni Kuivasto, der er min holdkammerat i Djurgården, og som jeg derfor kender rigtig godt. Vi styrer spillet i anden halvleg. Jeg kommer fint med 87

34374 Søren Larsen.indd 91

12-09-2012 13:51:58


i nogle opspilsituationer, og Rommedahl er tæt på at score midt inde i halvlegen med et stolpeskud. Den største chance opstår imidlertid, et minut før den ordinære tid udløber, hvor Daniel Jensen fører bolden godt fremad. Han finder Martin Jørgensen i et hul ude på venstrekanten. Martin søger ind mod feltet, hvor Michael Silberbauer kommer stormende foran mig. Imellem Silber og mig er to finske forsvarsspillere, der får rykket med Silber, da han søger hen mod nærmeste stolpe, hvilket gør mig fri foran målet. Det har Martin spottet i farten, og med en følt yderside lægger han den ind til mig ved bageste stolpe. I de nanosekunder, der går, fra bolden slipper Martins fødder, til den når mig, får jeg tænkt tusinde tanker. Det er lige før, jeg overvejer, hvordan jeg skal fejre min scoring, når den ligger inde i det finske mål. Men jeg vågner hurtigt igen, da jeg får udført en mellemting mellem at skyde et hul i luften og at præstere en snublende flugter. Bolden ender i hvert fald næsten til indkast, mens jeg liggende tager mig til hovedet. Ti sekunder efter er det Silber, der får den runde bugseret i mål på en ripost fra en fumlende målmand. Jeg lunter over i mængden og lykønsker Silber med hans første landskampmål. Men inderst inde ærgrer jeg mig over, at jeg ikke selv får skudt bolden i kassen i en situation, hvor jeg – med dén bølge, jeg rider på netop nu – normalt vil score i ti ud af ti tilfælde. Bare ikke denne gang. Kampen bliver fløjtet af minuttet senere, og en samlet dansk fodboldpresse står i kø for at få min kommentar til den store brændte chance. Det er meget mere interessant end at snakke med Silber og få et billede af hans følelser oven på målet. Det er ærgerligt, men okay. Jeg får gjort en god figur og ser allerede nu fremad mod at komme tilbage til træningslejren i Danmark, så jeg kan komme i betragtning til en langt vigtigere kamp – nemlig den mod Albanien i Parken i kampen om at komme til VM i Tyskland.

88

34374 Søren Larsen.indd 92

12-09-2012 13:51:58


Det er noget af en omvæltning, jeg har sagt ja til i Stockholm. Under det hurtige lægetjek fortæller jeg Djurgårdens stab, at jeg har problemer med maven, men det er ikke noget, der vækker de store bekymringer, for klubbens direktør, Bosse Lundqvist, siger, at han vil sørge for den forsikring, der kan dække eventuelle gener i fremtiden. Senere på vej hjem i flyveren fra Stockholm går det op for mig, hvor mange praktiske ting jeg egentlig skal have styr på inden for meget få dage. For jeg skal allerede stå deroppe igen en uge senere. Jeg har altså en uges ferie, som jeg bruger på at tage et smut til Karpathos med Nina. Her træner jeg intensivt for at holde min form ved lige. Desværre kan jeg mærke, at jeg har smerter i maven, når jeg kører på med træningen. Jeg skal også have en snak med Nina om, hvordan vi lige får tingene til at hænge sammen, inden jeg suser til Sverige igen. Nina er begyndt på en handelsuddannelse, og hun er både ambitiøs og arbejdsom i sit studie, så vi er indstillet på at have et langdistanceforhold i starten, indtil hun får færdiggjort sin bachelor. Det er selvfølgelig ikke optimalt, for vi vil helst være sammen hele tiden, men det er nu engang sådan, vi bedst får kabalen til at gå op, hvis vi begge skal have opfyldt vores ambitioner. Desuden skal jeg have ordnet en del papirarbejde og have flyttet min adresse til den lejlighed, som klubben har fundet til mig. Jeg lander i Arlanda Lufthavn og tager en taxa til lejligheden. Det er en lille etværelses på 21 kvadratmeter. Der er kun det absolut nødvendige, og størrelsen imponerer mig ikke. Men til en start er det acceptabelt. Jeg finder ud af, at svenskerne er et enormt afslappet og imødekommende folkefærd. Folk er hjælpsomme i butikker, og mine kommende holdkammerater er gode til at tage imod mig. Det er selvfølgelig dejligt, så jeg ikke bare er overladt til mig selv, nu da jeg ikke har Nina med mig. 89

34374 Søren Larsen.indd 93

12-09-2012 13:51:58


En af mine første dage i Sverige får jeg et mindre chok. Uden for lejlighedskomplekset er opstillet et par brede mandfolk iført uniform og udstyret med headset, og ud ad hoveddøren kommer desuden et par jakkesætklædte herrer. Det ser lidt dramatisk ud med det opbud, og min første tanke er, at jeg bor ved siden af en gangster. Da jeg skal op i lejligheden, spørger jeg manden, som ser ud til at være lederen af den bodyguardagtige gruppe, om, hvorfor de er der, og hvad der er los. Han svarer på sit klingende svenske, at det såmænd bare er prinsessen, der bor der. Det viser sig så, at jeg bor lige neden under den yngste af de svenske kongebørn, prinsesse Madeleine, som af åbenlyse årsager ikke er den værste person at dele lejlighedskompleks med. Desuden er sikkerhedsopbuddet omkring prinsessen så koordineret og omfangsrigt, at jeg kan sove trygt om natten. Men det er kun for en periode. Der er nemlig ikke gået mange timer, efter at min sommerferie er overstået, før jeg får nye problemer, som kan spolere selv de største sovetryners nattesøvn. Min skade i maven er værre, end både jeg og lægerne umiddelbart regner med, da jeg skriver under med Djurgården. Og det er noget rigtig rod på alle punkter. Jeg har nemlig i mellemtiden besluttet mig for som investering at købe en lejlighed i Stockholm, hvor jeg kan indrette en tilværelse i de fire år, mit ophold heroppe er beregnet til at vare. Jeg lægger mit sign-on-fee til side som opsparing og leaser mig en lækker Volvo, som jeg kan køre i. Det er jo også fint nok, når man har pengene. Men det viser sig, at Bosse Lundqvist aldrig har fået tegnet den lovede forsikring, og som reglerne er i henhold til kontrakt og svenske skikke, så er det en forsikringsordning og ikke klubben, der skal betale min løn, i tilfælde af at jeg bliver skadet. Det er en rigtig irriterende situation, og det er lidt et brud på tilliden mellem mig og klubben, at de ikke har fået ordnet deres del af papirarbejdet. Det viser sig, at der forsikringsmæssigt ikke er noget at gøre. 90

34374 Søren Larsen.indd 94

12-09-2012 13:51:58


Det var åbenbart primært mit eget ansvar at tegne den forsikring. I stedet får jeg 11.000 svenske kroner i sygepenge, men det dækker langtfra de 15.000 kroner, som jeg skal betale af på lånet til lejligheden. Så det er et kapløb med tiden for mig, hvis jeg skal nå at blive klar, inden kassen er totalt tom. Det er ikke just, hvad man forventer, når man lige har skrevet en givtig kontrakt – at man skal sidde mutters alene i en ny lejlighed, i et nyt land og nærmest vende hver en svensk krone. Oven i det er der opstået kontroverser mellem Bosse Lundqvist og Brøndby. Bosse anklager nærmest Brøndby for at have tilbageholdt oplysninger omkring min skavank, så han vil have handlen annulleret. Så vidt kommer det ikke, men det er en ubehagelig situation at sidde i som tredjepart. Det meste af min dagligdag går med at kæmpe i genoptræningscenteret, hvor jeg bliver behandlet rigtig godt. Jeg er sideløbende hermed begyndt at gå til svensklektioner, fordi jeg synes, det er vigtigt at lære sproget og være en del af den kultur, som jeg er flyttet op til. Jeg får imidlertid ikke rigtig anvendt det svenske, da pigen, der står for mine programmer i centeret, kan forstå dansk, men jeg bruger alligevel lidt tid på at øve og se svensk tv, så jeg bliver bedre og bedre med tiden, og det gør min fysik heldigvis også, selvom det tager tid. Jeg får dog alligevel brug for mine nylærte svenske gloser. I træningscenteret kommer et nyt par hærdebrede mænd ind, mens jeg sidder og cykler. Efter dem slentrer en tilsyneladende normal pige ind ad døren. Hun sætter sig ved siden af mig på den anden cykel, men jeg er hurtigt klar over, at den venlige Victoria er langt fra den gennemsnitlige svenske pige. Vi udveksler lidt erfaringer, for hun har nemlig også problemer med bentøjet, og hun spørger nysgerrigt ind til, hvad jeg laver i Sverige. Sådan går det, da den svenske kronprinsesse kommer i audiens hos vognmandssønnen fra Køge ved kondicyklerne. Jeg får besøg af Nina et par weekender om måneden. Underti91

34374 Søren Larsen.indd 95

12-09-2012 13:51:58


den er hun her i længere tid, men i hverdagen savner jeg hende kolossalt. Det piner mig desuden så meget, at skader gang på gang skal sætte mig og min fodboldmæssige udvikling tilbage, at jeg overvejer en plan B i forhold til min karriere og mine muligheder, hvis dette helvede skal blive ved. Jeg har overvejet et fysioterapeutstudie, så jeg har noget at supplere med, hvis jeg ikke kommer ordentligt i gang, og det hele ender med, at jeg bliver nødt til at tage hjem til Danmark og starte min karriere forfra stille og roligt – eventuelt i Køge. Men det bliver ved de indledende tanker. Jeg kan nemlig ikke tillade mig at miste troen på projektet og på, at jeg sagtens kan komme tilbage og gøre en forskel for holdet og dermed for min karriere fremadrettet. Jeg ved, at det ikke nytter noget at sidde og klynke og have selvmedlidenhed. Det bliver man ikke fit af. Mine maveproblemer er imidlertid så slemme, at jeg bliver nødt til at blive opereret, hvilket afskærer mig fra at gøre det, jeg er her for; nemlig at spille fodbold. Heldigvis er der altid et lys for enden af tunnelen. Det livsbekræftende glimt af, at det hele nok skal gå min vej, opstår i februar 2005. Syv måneder efter at jeg har skrevet under med Djurgården. Endelig er jeg klar til at træne igen og blive en del af truppen. Efter måneder i genoptræningscenteret er jeg klar til at tage min tørn for klubben, der har store forhåbninger til den kommende sæson, selvom den foregående som forsvarende mestre har været lidt skuffende med en tredjeplads til slut. Det er, som om der hersker en optimisme på holdet og en seriøsitet, som forplanter sig gennem alle led i truppen – lige fra træneren, Kjell Jonevret, til de faste spillere og de unge, som kæmper for at blive en del af holdet. Der er også en rigtig god stemning på holdet, og socialt minder det meget om den jargon og de initiativer, der er i Frem. Jeg falder hurtigt ind på holdet og nyder godt af de forhold, som jeg træner under. Der er styr på tingene. Jeg får ordentlige 92

34374 Søren Larsen.indd 96

12-09-2012 13:51:58


støvler, der står respekt om træneren, omklædningsfaciliteterne er rene og pæne, og banerne er gode. Jeg nyder at være en del af holdet og en del af det projekt, som helst skal munde ud i, at vi står som mestre til efteråret. Det er jo sådan, at sæsonen i Sverige – af blandt andet klimatiske hensyn – går fra forår til efterår i stedet for fra sommer til sommer, som det er i Danmark. Dermed er kampene lagt mere kompakt i kalenderen, hvilket virker lidt forvirrende i forhold til transfervinduer. Men det er slet ikke noget, jeg tænker på lige nu. Nu er jeg bare glad for at være tilbage. Min første træning viser mig, at holdet er rigtig godt. Den gode tone og den gensidige tillid, der hersker på holdet, spreder sig til træningen. Blandt mine holdkammerater er Tobias Hysén, Andreas Johansson og Sölvi Ottesen, som efterfølgende kom til Superligaen, og den tidligere Milan-spiller Ibrahim Ba kommer til senere. Imidlertid lader jeg mig også imponere lidt af en tæt herre, som er en del af trænerstaben. –  Han er sgu da meget god, ham den lille tykke assistenttræner, får jeg sagt til nogle af mine holdkammerater under et spil gris. – Ja, det er Stefan Rehn. Han har vundet VM-bronze i 94, svarer de grinende. – Ooookay, svarer jeg overrasket. Jeg har jo selv siddet og set kampene, så det indgyder en vis ærefrygt. Ud over Rehns evner på en træningsbane finder jeg Kjell Jonevrets væsen rigtig befordrende i forhold til træningspassene. Det er ikke, fordi han er en autoritær og råbende type. Tværtimod er han en rigtig svensk hyggeonkel, der går rundt og tygger skrå, mens han står i spidsen for træningen. Sommetider har han slikpinde med som belønning til det vindende hold i vores spiløvelser, og selvom han inden sin ankomst til klubben blot har fungeret som førsteholdstræner i de lavere rækker, bliver der hørt efter, og niveauet er rigtig fornuftigt både i pasningsspillet, 93

34374 Søren Larsen.indd 97

12-09-2012 13:51:58


de taktiske oplæg og i spiløvelserne. Jeg er virkelig optimistisk for første gang siden min start i Brøndby. Hvad der også gør mig optimistisk, er, at jeg intet kan mærke til mine skader. Det føles, som om min krop simpelthen har fået den tid og den behandling, som den har haft brug for. Det har også holdt hårdt med afsavn, operation, økonomiske bekymringer og genoptræning. Men nu føler jeg virkelig, at jeg er ved at være kørende. Jeg mærker det, når jeg laver løbetræning i den indendørs hal, hvor vi træner, når det er køligt. Her kan jeg uden problemer spæne derudad med en slæde fastspændt på skulderen, der er belastet med vægte, og i spiløvelserne er jeg oppe i gear fra første minut. Jeg har simpelthen taget fat i dirigentstokken med det samme og tager ansvar på mine egne og holdets vegne. Mine holdkammerater er imponerede, og det er Kjell også. Jeg får stor ros og får at vide, at han har tænkt sig at satse på mig i de forestående ligakampe. Det er fedt med den tillid, og jeg er så opsat på at slå igennem, at jeg hurtigt glemmer min horrible start i klubben. Når man har sådan en følelse, er det også nemmere at komme hjem i sin lejlighed og være sig selv. Man får brugt sig selv fysisk på en hårdere måde, så man ikke har den samme energi til at fokusere på, at man savner sin kæreste. Det er alt andet lige nemmere, når det kører, og jeg husker mig selv på, at jeg skal nyde mine fremskridt. Jeg kommer til at nyde det hele endnu mere den kommende tid. Både mit eget spil og en opmærksomhed, som overgår alt, jeg før har prøvet. For det kommer til at gå mere end godt for mig. Da sæsonen går i gang, er jeg nemlig flyvende. Jeg får scoret mål på samlebånd, og uanset hvad jeg gør, går det godt. I den periode får jeg scoret 15 mål i 15 kampe fordelt på ligaen og pokalturneringen, uden at jeg mærker noget til skader eller skavanker. Den dårligste kamp, jeg spiller i den periode, er mod Lands94

34374 Søren Larsen.indd 98

12-09-2012 13:51:58


krona. Men selvom jeg spiller skidt, får jeg alligevel scoret to mål. Omvendt kommer der også et par kampe, hvor jeg spiller rigtig godt uden at score. Der har jeg bare så megen medvind, at jeg får lavet et par assists. Dette er starten på den eneste periode i min karriere, hvor det hele går op i en højere enhed, og hvor jeg er forskånet for de store uheld. Succesen fører en masse ting med sig. Jeg begynder at blive genkendt på gaderne i Stockholm, og ganske hurtigt begynder den samlede sportspresse at følge med i antallet af mål og assists. Der er rift om mig i optakterne til kampene, hvor jeg ofte bliver fremhævet som en af nøglespillerne. Det er mere, end jeg har været vant til hjemme i Danmark, og jeg finder hurtigt ud af, at pressen har sine egne spilleregler. En dag siger jeg nej tak til at deltage i et svensk interview og kan efterfølgende i en fiktiv reportage se mig selv citeret for ting, som jeg af indlysende årsager ikke har sagt. Jeg kommer også ud for, at en journalist i irritation over, at jeg ikke vil svare på et spørgsmål, bliver ved med at følge efter mig og nærmest chikanere mig med skub. Det virker, som om han prøver på at gøre mig sur, så han kan fange mig i en sårbar situation. Alt det gør, at jeg tager mine forholdsregler i mine relationer til pressen. Jeg indfører en periode, hvor jeg ikke gider tale med dem, hvilket afstedkommer en del utilfredshed fra flere medier og også fra visse fans. Måske er det heller ikke det klogeste at gøre, men den massive opmærksomhed er så ny for mig, at det umiddelbart virker som den mest selvfølgelige løsning, når nu jeg føler, at de har trådt på mig. Men man lærer jo af sine erfaringer, og jeg finder ud af, hvordan jeg skal håndtere pressen, hvordan jeg får sneget mig uden om at sige mere, end jeg har lyst til, og ikke mindst lærer jeg at lire standardbemærkninger af, som de fleste spillere jo gør. Det er bare ærgerligt, at det skal nå dertil, at man ikke gider give noget af sig selv, fordi enkelte dele af pressen ikke formår at tackle et nej.

95

34374 Søren Larsen.indd 99

12-09-2012 13:51:58


Det er ikke kun i Sverige, jeg får ekstra opmærksomhed. Mine mange mål er stille og roligt nået til Danmark, hvor de i glimt bliver vist i sportsnyhederne. Jeg hører fra tid til anden fra venner, der kan berette, at de nu igen har set mig lave mål. Men den bedste opmærksomhed kommer imidlertid fra landstræner Morten Olsen. Jeg har naturligvis lagt mærke til, at landsholdet har store problemer med at finde afløseren for Ebbe Sand, der lige er stoppet på landsholdet. Som midlertidig løsning har man blandt andet med stor succes hevet den gamle ræv Peter Møller op i et par enkelte kampe, men han er qua sin alder langtfra en løsning med perspektiv som angrebsmakker til Jon Dahl. Jeg sidder undertiden og drømmer om at komme med snart, og jeg kan da ikke sige mig fri for at spille min debutkamp oppe i hovedet, inden jeg lægger mig til at sove om natten. Men omvendt er jeg realist, for Allsvenskan er ikke just den mest hypede liga, og niveaumæssigt ligger den måske lige under Superligaen. Desuden er jeg lige kommet tilbage fra et forløb med skader, så der er ingen logik i, at jeg skal til fadet allerede, og jeg føler heller ikke, at mit spil sidder helt i skabet endnu, selvom jeg får lavet mange mål og spiller godt. Jeg finder ud af, at den assisterende landstræner, Keld Bordinggaard, har været oppe at inspicere mig i en kamp mod Hammarby. Det er en af de kampe, hvor det ikke helt kører for holdet. Vi taber nemlig 2-1, men jeg spiller faktisk selv en ganske udmærket kamp. Jeg bliver spillet med ryggen til målet, får fat i bolden og tager et træk ud mod venstrekanten med Max von Schlebrügge halsende efter. Jeg får driblet mig uden om ham og lagt bolden ind til en fri holdkammerat, Jones Kusi-Asare, som kan score. Det er naturligvis tilfredsstillende at kunne bidrage med sådan en aktion, når nu jeg ikke selv får scoret. Om mandagen efter Hammarby-matchen sidder vi og evaluerer nederlaget. Det foregår med enkelte videosekvenser og en gennemgang af, hvad der er lykkedes i vores spil, og hvor vi skal 96

34374 Søren Larsen.indd 100

12-09-2012 13:51:58


arbejde på at få rettet vores fejl. Lige pludselig retter Kjell blikket mod mig og siger: – Og så et stort tillykke til Søren Larsen, som er blevet udtaget til det danske landshold. Jeg bliver siddende helt tilbagelænet, stille og rolig, for jeg tænker, at det nok ikke er sådan, man får at vide, at man er udtaget til landsholdet. Egentlig tror jeg lidt, at han laver sjov. Efterfølgende kommer han over og tager fat i mig og gentager: – Tillykke med udtagelsen. – Til bruttotruppen eller hvad? spørger jeg lidt konfust. – Nej, til landskamp, svarer han ivrigt. – Altså ... Hvad siger du? Skal jeg med A-landsholdet eller hvad? spørger jeg endnu en gang. – Ja! Det er i hvert fald, hvad jeg er blevet oplyst om via kontoret. De har fået et brev fra DBU, hvor dit navn står på, uddyber han. – Nå, er min eneste kommentar. Jeg er lidt forvirret. For det er godt nok gået hurtigt. Jeg bliver selvfølgelig nødt til selv at tjekke op på, om det virkelig kan være rigtigt, at jeg er blevet udtaget til det rigtige landshold. Jeg er jo næsten lige blevet klar efter operation og skadespauser. Jeg ringer ind til kontoret for at få klarhed over situationen. De kan heldigvis bekræfte, at jeg skal møde til træning med henblik på kampe mod Finland og i VM-kvalifikationen mod Albanien. Da jeg lægger røret, står tiden stille. Jeg ved ikke rigtig, om jeg skal græde eller grine. Det er min ultimative drøm, der er gået i opfyldelse, lige pludselig har jeg chancen for at trække den samme trøje over hovedet, som Elkjær, Arnesen, Lerby, Laudruperne og Berggreen havde på, da jeg som lille sad og så de gamle kampe nede i stuen sammen med min far. Jeg ringer hjem til mine forældre og et par venner. De er helt oppe at køre. Det er jeg på en eller anden måde også selv. Men 97

34374 Søren Larsen.indd 101

12-09-2012 13:51:58


omvendt ved jeg, at der ligger et rigtig hårdt stykke arbejde og venter foran mig, så jeg bliver nødt til at slå lidt koldt vand i blodet. Jeg skal jo helst overbevise Morten Olsen og trænerstaben omkring holdet om, at de har set og valgt rigtigt ved at udtage mig. Det ville være pinligt, hvis jeg falder så eftertrykkeligt igennem til træning og i en eventuel kamp, at jeg bliver til grin og dermed aldrig kommer i betragtning igen. Det er trods alt set før. Så det er mit mål nu at gøre en rigtig god figur, suge til mig og i sidste ende gøre det så godt, at jeg får spilletid og scorer mål, så han ikke kan komme uden om mig. Jeg skal bide mig fast. Jeg hører fra Morten Olsen lidt senere. Han ringer, mens jeg sidder i stuen sammen med Nina, der er oppe hos mig. Vi har en kort samtale, hvor han fortæller mig, at de har fulgt mig den seneste tid, og at han ser frem til at arbejde med mig. Samtalen er ganske kort, stille og rolig, og da jeg har lagt røret, vender jeg mig om mod Nina: – Nå, men det var Morten Olsen, der lige ringede, konstaterer jeg tørt. Det er lidt surrealistisk, når landstræneren lige pludselig ringer til én – og hvor er det fedt, at man kan kalde sig landsholdsspiller. Det er svært at sætte ord på, hvor stor en personlig sejr det er for mig, og jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage på de kvaler, jeg har haft de sidste par år med en millenium-ankel i Køge, genstridige Brøndby, en usynlig Michael Laudrup, der ikke kan bruge mig, skadespause og det, der er værre. At stå her er det hele værd. Op mod landsholdssamlingen går tankerne blandt andet på, hvor højt niveauet er. Det er trods alt de 21 bedste spillere i landet, jeg skal op at prøve kræfter med. Jeg tænker naturligvis også på, hvordan det i det hele taget er, og hvor meget forholdene, træningen, mandskabsbehandlingen og sammenholdet adskiller sig fra det, jeg kender. Er Morten Olsen hård? Vil etablerede spillere som Jon Dahl, Christian Poulsen, Gravesen og Martin 98

34374 Søren Larsen.indd 102

12-09-2012 13:51:58


Jørgensen, som spiller på store hold i store ligaer, sidde isoleret ovre i et hjørne og lade os nye være for os selv? På den måde adskiller det sig egentlig ikke fra den usikkerhed, som de fleste mennesker føler, når de skal starte et nyt sted. Heldigvis bliver ingen af mine skrækscenarier opfyldt. Jeg bliver budt pænt velkommen i Kastrup af Morten Olsen og Keld Bordinggaard, der går rundt og giver hånd til os alle sammen. De etablerede spillere kommer også alle sammen hen og siger velkommen. Med i truppen er Daniel Agger, der også er ny, og som jeg kender fra min Brøndby-tid, Michael Silberbauer, som jeg jo har spillet med før, samt Rasmus Würtz og Hjalte Bo, som jeg tidligere har stiftet bekendtskab med på de yngre landshold. Alle tager godt imod mig, og jeg falder i snak med Jon Dahl, som også er fra Køge-egnen, og så finder jeg ud af, at Christian Poulsen og jeg har et fælles bekendtskab i Tina fra min gymnasietid, som var en af deltagerne den nytårsaften, min ankel gik i smadder. Christians kæreste, Julie, er nemlig nær veninde til Tina. I det hele taget kommer vi godt ud af det sammen, Christian og jeg, og vi får talt en del sammen i løbet af den uge, vi er samlet. Man hører jo meget om et fast hierarki og hakkeorden på netop landsholdet. Det er der også. Men jeg synes, at folk indgår i et sammenhold, som er bygget op omkring de naturlige roller, som erfaringer og evner nu engang skaber. Det er klart, at man til enhver tid tager det mere seriøst, hvis en Thomas Sørensen går ind og kræver engagement, end hvis det er mig, der står og råber op. Den rollefordeling er der respekt om, og det er intet problem. Dagene på landsholdet forløber faktisk efter nogenlunde samme skema, som jeg kender det fra min tid på ungdomslandsholdet. Det er en fast struktur, som gør det nemt for os spillere at koncentrere os om at træne og hvile. Til selve træningen finder jeg hurtigt ud af, at jeg kan være med. Jeg er selvsagt ikke toneangivende, som når jeg går forrest 99

34374 Søren Larsen.indd 103

12-09-2012 13:51:58


i Djurgården, men jeg får afsluttet godt og smækket nogle gode kasser ind bag Thomas Sørensen. Min position under træningspassene er imidlertid lidt anderledes, end jeg er vant til. I klubben spiller jeg en ganske fri position, hvor jeg får lov til at være med i opspillet, drible med bolden og flakke lidt rundt. Dét og min målrettede selvtræning er en del af baggrunden for, at jeg får lavet en del assists, og at jeg lykkes så godt i denne periode, men det er også svært at sammenligne de to situationer, da spilsystemerne og medspillertyperne er ret forskellige. Morten ser mig imidlertid mere som en decideret boksangriber på landsholdet. Det skal jeg lige affinde mig med, for jeg føler, at jeg giver afkald på at spille det spil, hvor jeg er bedst tilpas, og hvor jeg har mine spidskompetencer. Jeg føler, at det er lidt at degradere mig bare at sætte mig op i boksen, fordi jeg er høj og har springkraft, men omvendt er det også en tilvænningssag, og det er nu engang sådan, Morten har tænkt sig at bruge mig. Desuden ville man da være et utaknemmeligt skarn, hvis man slår op i banen med korslagte arme, lige efter at man har fået opfyldt sit livs drøm, og går imod spilkonceptet. Det kræver en status, som jeg slet ikke besidder efter en enkelt dag på landsholdet, og så står der altså også en Morten Skoubo klar til at tage over, hvis det ikke går godt. Han er nemlig også en af de nye angribere, som står på spring. Så jeg klør på, for jeg vil bare spille, om jeg så bliver sat ned at stå i buret. Jeg må dog lige nævne, at det bliver på denne her plads, som den dybe, boldfaste angriber i feltet, at jeg kommer til at spille stort set konstant i min karriere efter Djurgården. Så om det er Morten, der opfinder min karrieres dybe tallerken for mig, fordi jeg får mit gennembrud på landsholdet som den type, eller om jeg sidenhen er blevet fejlfortolket og -placeret som fodboldspiller, kan man jo kun gisne om. Faktum er dog, at jeg nyder mine frie tøjler i Djurgården og den fodboldspiller, jeg er der. Tilbage til træningen, hvor min nye rolle som nævnt kræver en 100

34374 Søren Larsen.indd 104

12-09-2012 13:51:59


vis tilvænning. Men der er højt til loftet på landsholdet. Der er tålmodighed og tolerance og en god team spirit, hvor vores fælles ambition er at vinde. Det kommer til udtryk i træningssituationerne, hvor erfarne spillere er gode til at komme med råd til os nye, så vi bedre kan komme ind i systemet. Især er en spiller som Thomas Helveg god for os unge. Han er en rolig, behersket type, der kommer med fif til, hvordan jeg eksempelvis kan placere mig bedre i forhold til forsvareren, men også uden for banen er han god til at komme rundt og tale med os alle sammen for at sikre sig, at vi føler os tilpas. En spiller som Thomas Gravesen kommer ofte med kvikke, opfriskende bemærkninger. Han er en spasmager, men en seriøs en af slagsen, som ikke går af vejen for at ruske op i os unge, hvis vi ikke præsterer. Han er også ovre og have fat i mig for at guide mig på en bestemt og erfaren måde, og det passer mig fint. En herlig personlighed. En Jesper Grønkjær er også en utrolig rar fyr, som er god at have på holdet for os unge. En kulturbærer, som har haft Morten som klubtræner i sin Ajax-tid, og som via sit behagelige væsen er en autoritet på sin egen måde, ligesom Thomas Sørensen er det. Sådan fungerer landsholdet altså rigtig fint fagligt og socialt, hvilket sikrer en god sammenhæng mellem ungdom og erfaring, og det er på den måde, man får det optimale ud af et hierarki, hvor der er stjerner og personligheder, men hvor ingen er over holdet. Man mærker hurtigt, at dét er landsholdets styrke, og at de bærende spillere ikke anvender deres magt på en uhensigtsmæssig måde. Jeg har jo også læst artikler i tidens løb, hvor der står, at visse spillere nærmest er diktatoriske i forhold til resten af spillerstaben. Det bliver Schmeichel hængt ud for at være i sin tid, senere hen Jon Dahl i forhold til pressen efter en Portugal-kamp. Det er bestemt ikke noget, jeg mærker noget til, da jeg kommer på landsholdet – og jeg har heller aldrig mærket noget til det efterfølgende. Den altoverskyggende chef er nu engang Morten Olsen. 101

34374 Søren Larsen.indd 105

12-09-2012 13:51:59


Morten er en rigtig dygtig træner. Det indtryk, jeg har af ham, inden jeg kommer på landsholdet, bliver bekræftet. Han er nemlig yderst perfektionistisk og sprudler af engagement. Han er professionel til fingerspidserne, og det kommer til udtryk hele tiden. Niveauet til træningen er højt, og det er spændende, varieret træning, som ganske gennemtænkt relaterer sig til spilkonceptet. På den måde bliver vi via træningen og senere gennem de taktiske oplæg sat godt ind i konceptet, aftalerne og de individuelle opgaver, som skal løses på banen. Morten er også eminent til at guide, når vi står i træningssituationerne. Han går ind og coacher mine bevægelser ned til mindste detalje og giver komplimenter, når det lykkes. Omvendt forlanger han også, at man er dedikeret i forhold til opgaven, for ellers kan han godt være kontant og sige til en spiller, at han skal tage sig sammen. Men først og fremmest er det hele præget af masser af træning med bold. Pasningsøvelser, spiløvelser, afslutningstræning – altså fodboldtræning for fodboldspillere, og det passer mig rigtig godt. I det hele taget viser både Morten og det resterende team bag holdet en enorm tillid, der er fast forankret i en professionalisme og en udsøgt faglighed, der gennemsyrer hele DBU-systemet, som jeg tidligere har været en del af i mine unge år. Derfor er det ikke så svært at falde ind i vanerne, og der er ingen deciderede overraskelser under min første træningsperiode med landsholdet. Det eneste, som kan overraske mig lidt, når jeg tænker tilbage, er, at medierne har så stor magt over bedømmelsen af enkelte spillere. En spiller som Martin Jørgensen er inde i en periode, hvor han langtfra får kredit for sit hårde arbejde for landsholdet. En anden spiller er Dennis Rommedahl, som også lider under skarp kritik fra næsten alle sider i den danske fodboldpresse. Når spillere igen og igen bliver vist fra en negativ side, så bliver det pludselig en sandhed. Men jeg må sige, at jeg fra første færd er vidne til, at sådan en medieskabt sandhed er lige så ægte som en 102

34374 Søren Larsen.indd 106

12-09-2012 13:51:59


taske fra Kina. Det første, der falder mig ind, da jeg træner med Martin ved min debutsession, er nemlig: »Shit, hvor er han god!« Martins boldomgang og hans blik for spillet er sublimt. Han forstår sine medspillere og deres løbemønstre, og jeg mærker hurtigt i spilsituationer, at han er god til at læse mine intentioner, og at han kan blive rigtig vigtig for mig, hvis jeg er heldig og dygtig nok til at få spilletid. Jeg ved bare med det samme, at han er en spiller, der kan fodre mig med chancer. En anden spiller, som overrasker mig, er Thomas Gravesen. Han er vores bedste mand – det er der i min optik ingen tvivl om. Han ligger inde i maskinrummet på midten af banen, får bolden, vender om og spiller den fremad hver gang med gode bolde, der er til at arbejde med, hvad enten det er diagonale afleveringer til fløjene eller dybe afleveringer til mig i angrebet. Han spiller med en kraft på den ene side, men alligevel behersket grænsende til det elegante på den anden, hvis man ser lidt bort fra hans fandenivoldske ydre. Og ja, så er der pressens yndlingsaversion på dette tidspunkt, Rommedahl. Han er efter min mening undervurderet. Han er lynhurtig og har et ubegribeligt godt blik for sine medspillere. Er man uopmærksom som forsvarsspiller, er han væk, og han er hamrende vigtig for holdet. Alt i alt er det perfekte træningsbetingelser, jeg er blevet en del af, og når træningen så er overstået, er der god hviletid, hvor vi får massage, ser film, får os en lur eller spiller spil. Jeg bliver hurtigt indlemmet i kortklubben, hvor vi sidder og spiller om lidt penge. Mellem træning og hviletid er der desuden indlagte måltider, som bliver tilberedt af hotellets køkkenpersonale ud fra spillernes ønsker og DBU’s retningslinjer. Maden er virkelig lækker, varieret og spændende. Om aftenen er der lavet en buffet, hvor man kan få alt fra medister til pastaretter, kødsovs og salater. Simpelthen et tagselvbord uden lige. Der er også taktik­ oplæg, men derudover ellers fri leg, inden vi skal være på væ103

34374 Søren Larsen.indd 107

12-09-2012 13:51:59


relserne klokken elleve og sove klokken halv tolv. Det er faktisk lidt, som det lyder – en udvidet, arbejdsom og målrettet lejrtur med sengetider, fællesspisning og frihed under ansvar. Et godt eksempel på det er, at vi en af de første dage på landsholdet hver fik en gigantisk slikpose på flere kilo. Jeg spiser næsten aldrig slik og havde ikke forventet, at man ville få det her af alle steder. Men folk kan styre det og kaster ikke det hele uhæmmet i sig, og jeg stortrives med denne måde at leve på, hvor jeg kan være social i pauserne og være på under autoritære former, når det skal være alvor. Det bliver imidlertid hurtigt alvor. Vi får tre dage sammen, inden vi tropper op på stadion i Tampere, hvor vi skal spille venskabskampen mod Finland. Jeg er godt tilfreds med min indsats under træningen op til kampen, men er omvendt også realistisk og klar over, at jeg ikke er i spil til startformationen. Det finder man ud af løbende til træningen, når vi spiller 11 mod 11. Efterhånden som opstillingen nærmer sig sin endelige form, spiller de startende på det ene hold mod reserverne. Der kan fra træning til træning komme lidt udskiftninger og lidt eksperimenter, og der gælder det selvfølgelig om at slå til. For mit vedkommende er det ikke altid det vigtigste at lave mål, men derimod at falde godt ind i spillet. Jeg skal selvsagt være på pletten, når der opstår muligheder i spilsituationerne. Jeg får heldigvis at vide af Morten op til kampen, at han gerne vil se mig an, og at jeg får debut i løbet af opgøret. Efter min store afbrænder og alle spørgsmålene fra pressen kører vi tilbage til lufthavnen og hjem mod Danmark. Jeg ærgrer mig stadig, men det hjælper lidt at få et par skulderklap fra de andre og at tale med familien derhjemme, og jeg ved samtidig, hvad jeg kan, og hvad jeg står for på en fodboldbane – og så gælder det jo også om at se fremad. 104

34374 Søren Larsen.indd 108

12-09-2012 13:51:59


Kigger jeg tilbage, så fylder min debut mod Finland heller ikke særlig meget. Dels spiller kampens manglende betydning ind, dels er jeg ikke typen, der samler på fiaskoer. Jeg skal bare videre. Til gengæld kommer den næste kamp til at fylde meget mere. Nemlig kampen mod Albanien i Parken seks dage senere. Jeg finder ret hurtigt tilbage til mit momentum. Jeg er skarp til træningerne, og jeg fornemmer ganske hurtigt, at jeg har fået skubbet mig foran Skoubo. Han er min nærmeste konkurrent til pladsen foran Jon. Både Skoubo og jeg bliver prøvet af i spiltræningen, men jeg finder ud af, at der er overvejende sandsynlighed for, at jeg rent faktisk kommer til at starte inde. Vi får en enkelt fridag i forløbet, og der mødes jeg selvfølgelig med Nina, men jeg får også kigget forbi Lasse, min familie og Vicky. Hun er enormt spændt på mine vegne og er vild for at høre om mine forventninger. Lidt kækt og en smule kæphøj på den måde, som man kun kan være over for sine nærmeste, siger jeg til hende: – Jeg scorer to mål! Min udmelding er et udtryk for den selvtillid, jeg har fået opbygget, og da jeg fremfører min profeti over for Vicky, har jeg en klippefast tro på, at det kan lade sig gøre. To dage efter, da jeg går ind i Parken foran næsten 27.000 tilskuere, har jeg taget den tro med mig. Jeg står spændt på den 11 mand lange linje og synger med på vores smukke nationalmelodi for første gang i mit liv. Nu står jeg her på den række, som jeg har set adskillige af de største spillere stå på gennem tiderne. Jeg kunne sagtens påstå, at jeg tænker alle mulige eksistentielle tanker, mens jeg står der, men det gør jeg bare ikke. Det eneste, jeg tænker, er, at det simpelthen er for fedt at være en del af det her. Intet andet. Og så er jeg hamrende fokuseret. Jeg er ikke nervøs, for når jeg først står derinde, så er det en græsplæne som alle mulige andre. 105

34374 Søren Larsen.indd 109

12-09-2012 13:51:59


Der går heller ikke lang tid, efter at den svenske dommer har fløjtet kampen i gang, før vi har et markant overtag i spillet. Men jeg kan også mærke, at mine albanske oppassere er nogle erfarne spillere, og at det lige pludselig er international fodbold, det her. De markerer mig tæt og er nogle svin i deres opdækning, når de småsparker eller hiver lidt for at sætte sig i respekt og for at ryste mig, for de ved godt, at jeg på landsholdsplan er uerfaren. Der går heller ikke mere end tre-fire minutter, før jeg tænker, at jeg bliver nødt til at komme ind i kampen. Jeg har nemlig ikke rørt bolden endnu. Heldigvis ændrer det sig i næste spilsituation, hvor vi kommer godt fremad med bolden i venstre side. Niclas Jensen slår et indlæg mod Martin Jørgensen, der inde i feltet med ryggen til mig aner, at jeg står klar. Han studser bolden bagud med hovedet, så den ligger i luften, og jeg kan hamre til den med en venstreflugter. Kort efter ligger den albanske målmand og fisker den ud af nettet. Jeg har scoret mit første landskampmål på min første berøring. Og hvordan koreograferer man så en jubelscene, når man har scoret det mål, man har drømt om hele sit liv? Jeg har øvet mange variationer gennem barndommen, i mine unge år på Pedersvej og i kampe med kammeraterne, men denne dejlige juniaften i Parken får jeg løbet 20 meter med armene over hovedet, indtil det går op for mig, hvad der er sket. Jeg tager så hænderne op til hovedet, fordi det simpelthen bare er helt ufatteligt. Faktisk bliver jeg spurgt efterfølgende, om jeg græder, for det ser nemlig sådan ud på tv, men sagen er den, at Niclas Jensen kommer til at stikke mig i øjet med sin finger, da han kommer spurtende for at juble sammen med mig. Men altså. Jeg er også rystet, og det er jeg sjældent. For det er – for at bruge en kliche – helt vildt, hvad der sker. Det er også det, som rører sig i mine tanker: Hvad fanden foregår der? Kan jeg overhovedet ikke gøre noget forkert i øjeblikket? Og alle de drømme, jeg har haft, som med ét bliver 106

34374 Søren Larsen.indd 110

12-09-2012 13:51:59


realiseret, går igennem hovedet på mig i løbet af de sekunder. Og indrømmet, så er jeg da ved at fælde en tåre, inden Niclas kommer og stanger en finger i øjet på mig. Det er meget sjovt med sådan en jubelscene. Som seer tænker man måske på, hvad der egentlig bliver sagt i sådan en klynge af krammende, svedige mandfolk, og hvad målscoreren egentlig siger i forbindelse med en scoring. Ved målet mod Albanien skriger jeg bare min glæde ud i et kæmpe ‘JAAAAAAAAA’, indtil jeg bliver overfaldet af de andre, som råber ‘for helvede, Larsen!’, ‘tillykke Larsen!’ og ‘FOR HELVEEEEDE!’, mens der i andre mere dramatiske og jævnbyrdige kampe tyes til mere primitive fraser som ‘så kan de fandeme lære det!’ eller ‘HVA’ VIL DE?’. Desværre er sagen også den, at idet jeg scorer, lander jeg med min dårlige ankel oven på en af albanerne, så jeg har smerter i den i resten af kampen. Da vi sidder i omklædningsrummet efter pausefløjt, får jeg lidt køligt på anklen og bliver spurgt, om jeg er okay, og om jeg kan spille videre. Jeg er så højt oppe at køre på adrenalin, at jeg tænker, at jeg ikke kan slippe oplevelsen, så jeg melder ud, at jeg har det helt fint. Jeg får lidt tape på og noget smertestillende. Morten kommer over til mig og roser mig: – Godt arbejde, knægt! Bliv ved! siger han, mens han samtidig pointerer, at jeg skal huske at gøre dit og dat, som vi har aftalt. Og det er lige præcis det, Morten er god til: at give bekræftelse og ros, men samtidig være knivskarp og fokuseret på opgaverne og konceptet for den enkelte spiller. Det er også noget, man tænker over på banen, for man ved, at det er så gennemtænkt, at hvert løb og hver pasning, der lykkes, gør holdet bedre og styrker den gensidige tillid mellem os spillere og træneren. Jeg sidder glad og stolt og minder mig selv om, at uanset hvad der sker, så er der ingen, der kan tage fra mig, hvad der er sket i den sidste lille time. Samtidig tænker jeg på min mormor. Det er lidt vemodigt, at hun ikke er på lægterne for at støtte mig, som hun har været det utallige gange. Selv når jeg har spillet de 107

34374 Søren Larsen.indd 111

12-09-2012 13:51:59


sørgeligste møgkampe på andetholdet i Brøndby, har hun stået der, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange mønter et A-landsholdsmål ville stå i, hvis hun havde været her. Inden kampen overvejer jeg faktisk at lave et eller andet til ære for hende, i tilfælde af at jeg scorer. Jeg gør det ikke, fordi jeg ikke har lyst til at dele mit savn med resten af Danmark, men uanset hvad er min mormor med mig under dén kamp. Mine tanker vender hurtigt tilbage til omklædningsrummet, hvor jeg deltager i den sidste opladning. Vi bliver enige om, at de albanere skal have sig en ordentlig røvfuld, umiddelbart før vi entrerer banen igen. Her modtager jeg bolden på midten af banen og afleverer den over til Martin Jørgensen, der igen med blik for mit løbemønster får spillet den i en blød bue ind i boksen, hvor jeg kommer stormende og i løb kan heade den i mål og score til 2-0. Denne gang løber jeg mere behersket og selvsikkert ud mod publikum og får deres hyldest. Gennem resten af kampen, som vi forresten vinder 3-1, løber jeg lykkelig rundt med en smertende ankel, mens tilskuerne taktfast råber: ‘SØREN LARSEN’. Jeg bliver gennemsyret af stolthed, men da fløjten lyder for sidste gang, er jeg til gengæld også helt flad. Først og fremmest mentalt, fordi jeg har virket under et enormt spændingsniveau, hvor jeg har sat mig selv helt op og brugt en masse kræfter. Selve rusen og begejstringen over, at min første hjemmekamp i Parken bliver så stor en succes, kræver selvfølgelig også mange kræfter at fordøje. Efter kampen bliver jeg i meget større grad end efter min afbrænder mod Finland overfaldet af en horde af journalister, der vil have mine kommentarer til kampen. Som alt andet nyt er det da også ret spændende, og jeg må indrømme, at jeg nyder det. For opmærksomheden er en anerkendelse af, at jeg har gjort et godt og – i dette tilfælde – spektakulært stykke arbejde. Jeg stil108

34374 Søren Larsen.indd 112

12-09-2012 13:51:59


ler op til stort set alt, fordi jeg føler, at man ikke kan sige nej. Jeg er også godt klar over, at hele Fodbolddanmark har hungret efter en ny angriber efter Ebbe Sand, som indtil da er den seneste, der rigtig er slået igennem, og man nærer en del forhåbninger om, at det kan være mig. Så selvfølgelig skal jeg deltage i programmer som Go’ Aften Danmark og i liveomstillinger. Men faktisk kan det – uden at klynke – godt være lidt irriterende at skulle køre fra Køge til København for at være med i et program i fire-fem minutter. Det er et afbræk i den værdifulde tid, jeg kan have med min kæreste og mine nærmeste i de hjemlige omgivelser, men som ny i gamet er det helt fair, at man skal give lidt af sig selv. Jeg har dog sat nogle grænser. Min familie vil jeg gerne have i fred, og jeg fortæller dem også, at jeg gerne ser, at de ikke begynder at tale med pressen. For selvom det er fedt at få anerkendelse, så er jeg et blufærdigt menneske, som gerne vil leve så normalt som muligt. Dagen efter, da jeg sidder hjemme i Køge og slapper af, har jeg faktisk kun Djurgården i tankerne, selvom jeg ved, at international succes giver nogen opmærksomhed fra andre klubber også. Jeg har ikke været fit så forfærdelig længe, og det hele er gået meget hurtigt, og jeg har det som blommen i et æg i Stockholm. Vi ligger godt til i toppen, så jeg er fuldt ud fokuseret på min position i det stockholmske. En enkelt gang har jeg dog tilladt mig selv at drømme. Det sker dagen umiddelbart før Albanien-kampen. Her sidder jeg og taler med Christian Poulsen, og vi finder ud af, at vi ud over vores fælles bekendtskab har rigtig mange ting til fælles. Han er et stille og roligt gemyt, som dedikerer sig et hundrede procent til træningen og under kampene, og så er han en vigtig brik for holdet. Humormæssigt og menneskeligt svinger vi rigtig godt med hinanden. Det er faktisk sådan, at jeg siger til Nina, da jeg taler med hende om aftenen, at hvis jeg endelig skal til en anden 109

34374 Søren Larsen.indd 113

12-09-2012 13:51:59


klub, så vil Schalke 04, hvor både Christian og Ebbe Sand spiller, være en drøm for mig. Men som sagt er det langt væk, og jeg tænker faktisk ikke mere på det, før Ivan ringer aftenen efter Albanien-kampen. Han sidder med Rudi Assauer, Ralf Rangnick og Andreas Müller. Henholdsvis præsidenten, træneren og sportsdirektøren for Schalke 04. De sidder og taler lidt frem og tilbage, for de har overværet kampen mod Albanien et par timer tidligere og vil egentlig gerne lige have en snak med mig. Fint nok, tænker jeg. Jeg tager bilen og kører et smut ud på Hotel Hilton ved lufthavnen og tager en stille og rolig, uformel samtale med dem, hvor de tilkendegiver, at de godt kunne være interesserede i at knytte mig til klubben. De vil prøve at kontakte Djurgården med henblik på et køb. I bilen tilbage er det lidt svært at forholde sig til det hele. Masser af interviews og nu en af de store europæiske klubber, der vil have fat i mig. Jeg tør heller ikke håbe på noget, for jeg har allerede fundet ud af, at alting går rigtig hurtigt i fodbold, så jeg prøver at tage den lidt med ro. Jeg er jo også glad for at være i Djurgården, og jeg får mere end svært ved at forlade klubben, når jeg har det så godt. Jeg taler lidt med min familie om det. De er en anelse skeptiske, for Schalke er en stor mundfuld, og de er bekymrede for, at jeg bare kommer til at sidde på bænken. Jeg er selv så fyldt med selvtillid, at jeg godt tror, jeg kan gøre mig gældende, men omvendt er jeg også realistisk. Hvis det ikke går, så er det imidlertid trods alt lidt nemmere at komme fra en klub som Schalke til en mindre klub i Bundesligaen, hvilket også kan være ret attraktivt. Jeg er derfor optimistisk, hvis handlen i det hele taget ender med at blive til noget. Jeg tager hjem til Stockholm, og tilbage i Djurgården bliver jeg lykønsket af medspillere og staben omkring holdet. Den gode stime fortsætter. Der er en del vigtige kampe i den periode, hvor 110

34374 Søren Larsen.indd 114

12-09-2012 13:51:59


vi ligger godt til i toppen af tabellen, og jeg får scoret yderligere mål i disse kampe, så vi kan styrke vores position i topstriden. På den måde lykkes det mig rigtig godt at have fokus på klubben og ikke på, om jeg eventuelt kommer til at spille i Tyskland. Senere hen bliver forholdet til Djurgården dog mere end problematisk. Schalke har nemlig kontaktet klubben for at forhandle, men de er mere end svære at bide skeer med. Jeg kan huske, at Ivan fortæller mig, umiddelbart inden jeg skriver under med Djurgården, at han bare for en sikkerheds skyld har lagt en frikøbsklausul ind i min kontrakt. Ikke at jeg skal tænke så meget på det, men hvis det nu sker, at det hele tager en vild drejning, så er den god at have. På det tidspunkt tror jeg i øvrigt heller ikke på, at jeg kan blive solgt for en million euro, som klausulen lyder på. Men det kan jeg altså mod alle forventninger alligevel efter gode kampe i ligaen kulminerende med et lyngennembrud på landsholdet. Det viser sig nemlig, at Djurgården får buddet på en million euro, som de siger nej til. Stik imod kontraktens ordlyd. Samtidig med det begynder der at komme artikler i den svenske presse om, at både jeg og især Ivan er grådige mennesker, for de har fået nys om forhandlingerne mellem klubberne. Artikler, som jeg vælger ikke at kommentere på, for jeg har aldrig følt, at det har raget andre, hvad der står i mine kontrakter. Det ender derfor med, at fansene, som hidtil har været fantastiske, begynder at svine mig til på chatfora og komme med kritiske tilråb og sætte spørgsmålstegn ved min integritet og moral, fordi de læser angrebene fra pressen som sandheder. Det gør ondt på mig, for jeg nærer stor kærlighed til klubben og vil gerne være med til at lukke sæsonen ned sammen med dem med mesterskab og pokaltriumf. Men nogle gange bliver man også nødt til at forfølge sine chancer, for jeg kan blive slemt skadet i morgen, og så er fuglen fløjet. Økonomisk og sportsligt er det også flere niveauer bedre i Schalke, så hvorfor sige nej? Mine holdkammerater forstår mig godt. De bakker mig op og 111

34374 Søren Larsen.indd 115

12-09-2012 13:51:59


ønsker for mig, at jeg kommer videre efter den indsats, jeg har gjort for klubben i denne sæson. D jurgården forsøger at presse Schalke yderligere, og det ser ud til, at de på en eller anden måde bliver enige, på trods af at jeg bliver nødt til at gennemgå et mindre rutineindgreb i min menisk. Det får heldigvis ikke tyskerne til at miste interessen. Det ender med, at Djurgården får forhandlet sig frem til en købssum på 23 millioner svenske kroner for mig. Altså cirka 13 millioner mere, end de er berettiget til ifølge kontrakten. Jeg er endvidere kontraktligt berettiget til at få ti procent af transferbeløbet svarende til 2,3 millioner svenske kroner, men det melder Djurgården ud, at de ikke vil betale mig, selvom det står i kontrakten. De vil kun betale ti procent af frikøbsbeløbet på en million euro. Efter den udmelding ved jeg, at jeg aldrig vil spille for Djurgården mere, så længe Bosse er der. Jeg bliver stiktosset og er forundret over, at en klub, som jeg i dén grad har været med til at spille frem til et stort forspring i mesterskabskampen, på flere punkter vælger at se stort på de aftaler, vi har indgået på papir. Jeg har altid følt mig forpligtet til at overholde en aftale. Det princip har jeg fået indpodet af mine forældre gennem hele min barndom. Og jeg forstår ikke, hvordan det kan lade sig gøre at slippe af sted med at bryde kontrakten. D jurgården står imidlertid med gode kort på hånden, for hvis jeg vælger at holde på mit og gøre en sag ud af det med frikøbsklausulen, så trækker det bare forhandlingerne i langdrag. I så fald vil Schalke miste interessen og kigge efter en anden spiller. I forvejen skriver pressen en del om klubbens interesse for Milan Baroš. Det er imidlertid sådan, gamet er, så jeg er rasende på klubben og særligt på sportsdirektør Bosse Lundqvist. Han gambler med min fremtid, og ud over det bryder han en klokkeklar aftale.

112

34374 Søren Larsen.indd 116

12-09-2012 13:51:59


I dagene mens forhandlingerne står på, er jeg på en kort visit i Køge, hvor jeg kan holde lidt ferie. Her tropper dele af den svenske presse op og ligger på lur uden for døren til vores lejlighed i Køge. Det finder jeg ud af, da Nina ringer og advarer mig, så jeg bliver nødt til at søge tilflugt hos Lasse. Men på et eller andet tidspunkt skal jeg jo hjem, så jeg vender tilbage til lejligheden, men suser hurtigt videre sammen med Nina, så vi kan komme væk. Vi tager ud at spise. I farten får fotograferne skudt et par billeder, som journalisterne bruger kort efter i aviserne og på nettet med overskriften: ‘HER FLYGTER SØREN LARSEN’. Det er vanvittigt at være midtpunkt i sådan en strid, der i bund og grund er opstået, fordi Djurgården er blevet grådige og dermed vælger at se stort på juridisk bindende aftaler. Dagen efter ringer Ivan pludselig nede fra Gelsenkirchen i Tyskland, hvor Schalke 04 holder til, og fortæller mig, at klubberne er blevet helt enige. Han beder mig om at tage det næste fly til Düsseldorf, der ligger tættest på Gelsenkirchen. I lufthavnen bliver jeg mødt af Rudi Assauer, men også af en masse journalister, der er mødt op med deres blitzende kameraer. Det er noget af en velkomst, tænker jeg, inden vi kører ind til klubben. Her får jeg forelagt planerne med mig og kontraktudspillet. Jeg står til at skulle være andenangriber i kamp med Ebbe Sand og den tyske landsholdsforward Gerald Asamoah efter Kevin Kurányi, som de lige har brugt en formue på kort forinden. Han er en af de store stjerner i tysk fodbold på dette tidspunkt. Økonomisk bliver min grundløn fra Djurgården mangedoblet, og oveni kommer diverse bonusser i tilfælde af sejre, Europa Cup-kvalifikationer med mere, og det er mange penge, som kan komme oveni, da tyske kontrakter er meget bonusbaserede. Eksempelvis udløser et point i Bundesligaen 5000 euro, hvilket får en sejr til at udløse over 110.000 kroner. Efter de første ti kampe står jeg til at modtage 50.000 euro, og det beløb vokser 113

34374 Søren Larsen.indd 117

12-09-2012 13:51:59


stødt til 75.000 og 100.000 euro, hvis jeg når henholdsvis 20 og 30 kampe. Ivan fortæller mig, at det er en rigtig god kontrakt for en spiller som mig, der stadig er up-and-coming, og som har en rimelig begrænset erfaring internationalt. Og jeg skal da heller ikke klage, for det er mange flere penge, end jeg er vant til. Vi skeler også lidt til Ebbe Sands forløb. Han var også et ubeskrevet blad, da han blev hentet til klubben, men fik allerede det første år stor succes og forlænget sin kontrakt med en klækkelig lønforhøjelse. Et lignende scenarie kan blive muligt, hvis jeg slår til i klubben. Jeg kommer igennem den obligatoriske lægetest, som ikke volder nogen problemer, og minutter efter skriver jeg under og er Schalke-spiller. Til stede er trekløveret fra Hilton, anført af den legendariske Rudi Assauer. Han er en ældre, solbrændt herre med tilbagestrøgne krøller, der er sat med brylcreme. Han kører den store stil med solbriller, høj cigarføring bogstavelig talt og en tilbagelænet, overlegen attitude, men ikke uden lune og charme. Kort efter kommer pressemanden ind og skal tage billeder af mig med den karakteristiske kongeblå trøje. Han spørger mig, hvilket nummer jeg skal have, og jeg vælger nummer 14. – Nein! kommer det storskrydende fra Assauer, der sidder med store armbevægelser for enden af bordet med sin cigar i den ene hånd. – Han skal sgu da have nummer 9 – det er vores nye bomber, fortsætter han muntert, inden han fører cigaren nonchalant ind i venstre side af munden, så den hænger halvt ned ad hagen på ham, mens han betragter sit nye, unge køb – 23-årige mig, der står lidt betuttet og beskeden og er ved at iføre mig trøjen med nummer 9. – Drengene er på vej til Leipzig for at spille Liga Cup-finale. Og du skal med, siger han. – Nå, svarer jeg forvirret, for jeg har slet ikke forberedt mig. Jamen selvfølgelig skal jeg da det! 114

34374 Søren Larsen.indd 118

12-09-2012 13:51:59


Uden varsel bliver jeg kastet ud i det hele. Jeg tager til finale i Leipzig og bliver efter tilbagekomsten til Gelsenkirchen indlogeret på hotel og indgår i træningen sammen med de andre i truppen. Så hurtigt går det, at jeg efter tre uger må spørge træner Rangnick, om jeg ikke må få et par dage til at få pakket min lejlighed ned i Stockholm. Der er stadig opvask, fra da jeg tog af sted, og sur mælk i køleskabet. Jeg havde jo slet ikke regnet med, at det skulle ende sådan, da jeg tog derfra. Rangnick giver mig lidt modstræbende lov til at bruge tre dage på at få lukket og slukket i Stockholm og ordne de praktiske ting. Jeg får ved denne lejlighed mulighed for at sige pænt farvel til mine holdkammerater, der møder mig med begejstring og oprigtig glæde over den mulighed, som jeg har fået kæmpet mig til i Schalke. Det er samtidig sidste gang, jeg er i Stockholm. Desværre, for byen er rigtig dejlig, og omgivelserne perfekte. Det er disse omgivelser, der i min korte, skadefri periode fra februar til august, hvor jeg skriver under med Schalke, har været med til at løfte mig og mit spil op til lovende højder, der giver mig mit store gennembrud på ganske kort tid i en nærmest perfekt social og fodboldmæssig kontekst. Det er også de gutter, som jeg med mine mål og mit arbejde er med til at hjælpe til at genvinde mesterskabet. Men én ting er dog sikkert efter det kontraktbrud, som jeg er blevet udsat for. Jeg er færdig med Djurgården, men jeg er blevet en erfaring rigere i forhold til det forretningsmæssige.

115

34374 Søren Larsen.indd 119

12-09-2012 13:51:59


156 mm

26 mm

Søren Larsen tager turen som professionel fodboldspiller fra barndomsklubben Køge over Brøndby og videre ud i Europa med millionkontrakter hos klubber som Schalke 04, Toulouse og Feyenoord. Hans karriere tegner lys, men det går efterhånden op for ham, hvor ondt et spil professionel fodbold kan være både på og uden for banen. Trods en endeløs række af skader, uheld og modvillige trænere formår Søren næsten hele vejen at holde modet oppe. Han nægter at give op, træner med sig selv og inddrager mere eller mindre skøre behandlingsmetoder for at blive sine skader kvit. Søren Larsen fortæller også om, hvordan landsholdet har været et holdepunkt for ham, når alt andet er gået galt – når han har været bænket, har han stædigt trænet videre for at være klar, når Morten Olsen ringer og indkalder ham til landsholdet. KAMPEN er en ærlig beretning fra et liv i fodboldens tjeneste på godt og ondt.

KAMPEN

232 mm

SØREN LARSEN

„Jeg giver Mladen en ordentlig stempling senere på sæsonen, hvor jeg rammer ham med mine stålknopper, så han må udgå fra træningen. Da det sker, er det eneste, som ærgrer mig, at den ikke er så demonstrativ og eftertrykkelig, at han forstår, at det er payback for de brækkede ribben tidligere på sæsonen.“

156 mm

SØREN LARSEN

KAMPEN ET LIV I FODBOLDENS TJENESTE

LINDHARDT OG RINGHOF


Kampen - Et liv i fodboldens tjeneste - læseprøve  

Ærlig beretning om en benhård professionel fodboldverden. Søren Larsen har taget turen som professionel fodboldspiller fra barndomsklubben i...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you