Page 1

18 mm

232 mmw

o r o a F q l a b q I i krise

i krise

Dette er tiende og absolut sidste bind i den hæsblæsende og tempofyldte serie om familien Farooq og deres bindegale og helt fantastiske opgang i Blågårdsgade på Nørrebro.

Manu Sareen

Iqbal Farooq

- siger Mohammed til Iqbal, der dog har en hel del andet at tænke på. Mor bliver nemlig tykkere og tykkere, fordi hun spiser hele tiden, og far har krise over, at han snart fylder 50 år. Så meget at onkel Rafig går i CongoKiosken og køber dem en tur til Thailand. Mor må dog blive hjemme, men far, onkel Rafig, hr. Wibrandt og Iqbal tager af sted på badeferie. Desværre viser det sig, at onkel Rafigs flybilletter ikke var helt i orden. De lander nemlig i Nordkorea, hvor der er ørken, soldater og elendig mad. Og så er der også lige en leder med temmelig stygge planer, som i øvrigt befaler, at de skal i arbejdslejr og aldrig kommer til at se Danmark igen.

Manu Sareen

rig – Jeg skal ald re, ever! gå i skole me min ven, Det her, Iqbal, este big bliver den syg ing time-forretn o. Mo-style, br

Manu Sareen er født i 1967 i Indien, opvokset i Danmark og far til fire.

9

788711 569214

carlsen.dk

Iqbal Farooq i krise COVER.indd 1

CARLSEN

22/02/2018 12.38


Iqbal Farooq i krise.indd 2

30/01/2018 11.15


Iqbal Farooq i krise.indd 3

30/01/2018 11.15


Iqbal Farooq i krise.indd 4

30/01/2018 11.15


Iqbal Farooq i krise

Iqbal Farooq i krise.indd 5

30/01/2018 11.15


Iqbal Farooq i krise.indd 6

30/01/2018 11.15


Manu Sareen

Iqbal Farooq i krise Illustreret af Lars-Ole Nejstgaard

Efter ide af Alvin Sareen

CARLSEN

Iqbal Farooq i krise.indd 7

30/01/2018 11.15


Iqbal Farooq i krise Manu Sareen Tekst © 2018 Manu Sareen og Forlaget Carlsen Grafisk layout og tilrettelægning © 2018 Flemmer Grafisk Design Illustrationer © Lars-Ole Nejstgaard og Forlaget Carlsen Bogen er sat med Adobe Garamond 1. udgave, 1. oplag 2018 Trykt hos Livonia ISBN 9788711569214 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Udgivet af Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

Iqbal Farooq i krise.indd 8

30/01/2018 11.15


T

De

v

Jeg stod og gloede på skiltet, som jeg havde gjort ni gange før, selvom det føltes som tusinde. ”Skolepsykolog Jeanette Ølholm” stod der med store, sorte og nederen bogstaver. Og endnu mere nederen, at Klaus Myggenet, vores skoleinspektør, havde sagt til Ølholm, at jeg mindst havde brug for tyve timer i hendes hjernevriderstol. Han havde været på et eller andet kursus og mente nu, at min hjerne havde taget skade af at bo på Nørrebro. Derfor måtte Ølholm reparere mig. – Hey, Iqbal, hvad fuck laver du lige der, er du okay eller hvad? hviskede en stemme bag mig. Det var Alvin fra 7. B, der gloede på mig, som om han lige havde set en tyrkisk bjergged med fem ben. – Hey, Alvin, hvorfor hvisker du? Har du slugt en rulle sandpapir, eller hvad sker der for dig? svarede jeg og rystede på hovedet. – Jamen, den dér, sagde han og pegede på den barnevogn, jeg havde med mig. – Det er sgu da sådan en slags campingvogn, øh, jeg mener barnevogn. Du ved, sådan en til børn, ikk’. 9

Iqbal Farooq i krise.indd 9

30/01/2018 11.15


– Du er skarp i dag, Alvino. Ja, det er en barnevogn med baby og det hele, manner. – Er … er du blevet far, Iqbal? Seriøst, mand. Det kunne du da godt lige have sagt. – Ro på nu, sagde jeg. – Det er min lillesøster. – Okay, svedigt nok, mand. Men er det ikke sådan lidt tidligt at begynde at gå til psykolog, når man er baby? – Slap nu af, din kegle. Det er sgu da ikke hende, der skal til psyko. Det er mig. Jeg passer hende bare. No problemos, Alvino boy. Du er totalt flækket der. – Jamen, er det så ikke mega nederen at få en lillesøster, der råber og skriger hele tiden? spurgte Alvin. – Nope, bro, du skulle prøve det. Jeg skulle lige til at fortælle Alvin, hvorfor jeg havde barnevognen med, da jeg hørte en stemme bag skolepsykologens lukkede dør. – Kom bare ind, Iqbal Farooq! Jeg fik et chok. Det var ikke Jeanette Ølholms stemme, jeg kunne høre. Det var en mand, eller også havde hun seriøse problemer med halsen. Jeg bankede stille på døren og hørte stemmen igen. – Kom bare ind, Iqbal, det er helt cool, det er din tur. Jeg stak hovedet ind. Der sad en mand i Jeanettes Ølholms stol. Han havde hvide sneakers og blå bukser på. Sådan en lidt gammel fyr, der gerne ville se ung og cool ud. Hvor var det nu, jeg havde set ham før? Arbejdede han 10

Iqbal Farooq i krise.indd 10

30/01/2018 11.15


11

Iqbal Farooq i krise.indd 11

30/01/2018 11.15


nede på kebabben på Blågårds Plads? – Davs, kammerat, kom bare ind og sæt dig. Du kender jo efterhånden vejen. Jeg kan læse i Jeanettes papirer, at du har været her ni gange, sagde han og smilede. – Og jeg kan se, at du har taget barnevognen med. Du kan bare stille den i hjørnet. – Øh, hej hej, sagde jeg og gav ham hånden og spurgte: – Æhm, hvem er du, og hvor er hjernedamen? Jeg troede, at jeg skulle ind til Jeanette Ølholm. – Jamen, jeg hedder Manu, og jeg er din nye psykolog. Jeres skoleinspektør mente, at der skulle nogle nye kræfter til at få dig … øh, ja, få dig sådan på rette fode igen. Og hmm … Ja, jeg kan lige så godt være ærlig over for dig. Jeanette Ølholm har sagt op, fordi hun mente, at du sled hende op. Ja, lidt ligesom psykologen, som var ansat før Jeanette Ølholm, som også sagde op på grund af dig. – Sygt nok, manner. Jeg slider bare psykoerne ned på skolen, sagde jeg og parkerede barnevognen i hjørnet. – Ja, det må man sige, Iqbal. Jeanette har meldt sig som jægersoldat for at få lidt ro på livet. Manu kiggede på barnevognen og smilede i hele kraniet. – Er det din lillesøster? Jeg hørte det oppe på lærerværelset. – Yes, baby, det er nemlig min lillesøster, og jeg skal passe hende, så jeg håber, det er okay, at hun lige er med, mens du laver det der syge psykoarbejde på mig og får gjort mig rask. 12

Iqbal Farooq i krise.indd 12

30/01/2018 11.15


Manu rejste sig, kiggede ned i barnevognen og smilede. – Iqbal, hvor er hun bare nuttet og så dejlig. Er du glad for hende? – Hmm, tja, jo, hun er vel sød nok, og især når hun sover, for hun er sgu en skrigeballon, der går top amok. – Okay, sagde Manu og skrev på sit papir. – Hvad hedder hun? – Hun skal hedde Fedtmule Farooq. – Okay? sagde Manu og skrev igen. – Slap af, Joe, det var bare en joke. Jeg tror sgu, de vil kalde hende Nova. Sygt nok navn, men det skal nok rykke. Nova Farooq. Manu smilede. – Nå, kom nu og sæt dig, sagde han og pegede på den store lænestol, jeg havde siddet i ret mange gange. Den burde faktisk blive opkaldt efter mig. – Iqbals psykosofa, mumlede jeg, inden jeg satte mig. – Du skal bare sætte dig godt til rette og skubbe numsen helt ned i sædet, så det føles godt, og så skal du bare gøre kroppen klar til at lukke op. Heeeeelt op, sagde han og lukkede øjnene og trak vejret tre gange, inden han åbnede dem igen og sagde: – Ja, det er sådan en slags indisk vejrtrækningsøvelse fra Punjab, hvor jeg er født. Du burde prøve, for du er jo også fra Indien ligesom mig, har jeg læst i dine papirer. – Orv hvad, mand, er du inder? Totalt nice. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle tale med en psyko-inder fra Punjab. 13

Iqbal Farooq i krise.indd 13

30/01/2018 11.15


– Psyko-inder, det er jeg aldrig blevet kaldt før. Manu klikkede på sin kuglepen. – Nå, men vi skal jo i gang. Skoleinspektøren sagde til mig, at det har været en ordentlig omgang denne gang, og at du virker meget stresset og sådan helt ude af kontrol, sagde han og kiggede på mig. – Og Jeanette har også skrevet, sagde han og holdt et papir op, – at hun er alvorligt bekymret for, hvordan du trives i den opgang. – Hvad? sagde jeg. – Ja, sagde Manu, der tog sine briller på og læste. – Iqbal bor i en opgang, hvor voksne af tvivlsom karakter agerer forbilleder for den stakkels dreng. Man bør overveje, om en eventuel tvangsfjernelse kunne være gavnlig for drengens udvikling. Manu kiggede på mig hen over brillerne. – Ro på nu, Joe. Hun bruger så mange ord, jeg ikke fatter. – Godt, sagde Manu. – Tvivlsomme karakterer. Dér mener Jeanette, at de voksne, der bor i din opgang, ikke er så gode forbilleder for dig. – Slap nu af, Manu der! sagde jeg. – Og tvangsfjernelse betyder, at man måske skulle finde et andet sted for dig at vokse op? – Nu får jeg sgu den sygeste noia, Manu. – Jeg skal altså ikke bo andre steder. Manu begyndte at skrive: – Sygeste noia … Og hvor længe har du så haft denne her sygeste noia, Iqbal? 14

Iqbal Farooq i krise.indd 14

30/01/2018 11.15


– Øh, hvad snakker du ligesom om? – Ja, du siger, at du får den sygeste noia, Iqbal. Det er altså en meget, meget voldsom ting, når man er en lille, sårbar, brun indisk dreng som dig. Det skal jeg jo som din skolepsykolog og omsorgsperson tage meget alvorligt. – Jamen, sygeste noia, det er jo bare noget, man siger, og hvad fuck snak… – Okay, okay, Iqbal! Så du går altså rundt og bare siger en masse ting og ved ikke, hvad folk snakker om? – Nej nej, come on, manner. Jeg mener det ikke på den måde. – Jamen, så er jeg helt med, Iqbal. Jeg er heeeelt med. Du oplever altså en voldsom paranoia, hvor du siger ting, som du så slet ikke mener. Uha uha, det var altså godt, du kom i dag, Iqbal, for det er altså alvorligt, min lille ven. Jeg er altså helt enig med vores skoleinspektør i, at du i hvert fald skal have tyve timers terapi denne gang. Mindst, sagde han og skrev en masse ned på blokken og kiggede op og tilføjede: – Lad os sige firs timer, sådan bare for en god ordens skyld. You know, for så snakker vi også om vores land Indien. Vi tager, hvad vi psykologer kalder for en big shoppetur i fortiden. Han lagde blokken på bordet. – Nå, Iqbal. Jeg skal høre om din opgang, så jeg kan vurdere den tvangsfjernelse. Hvornår startede det hele så denne gang? Og hvad er det første, du husker? 15

Iqbal Farooq i krise.indd 15

30/01/2018 11.15


Jeg satte mig helt frem i stolen. – Det var onkel, den klovn, der ville på ferie, og så far og hans fødselsdag og alt det shit. Og så hende der Kim Wilde og ham den syge Narko Evaristti. – Så det var din onkel og far og nogle andre, der udløste dit traume? spurgte Manu og satte sig også helt frem i sin stol og fortsatte: – Vi er allerede begyndt at åbne dig op. I just love it. Kan du huske præcis, hvad der skete? – Yes, søster lystig, det kan jeg faktisk, og ud med lyttebøfferne, Manu boy, for nu skal Iqbalo nemlig fortælle dig, hvad der præcis skete. Og tro mig, Manu, du kommer sgu ikke til at kede dig, bro. Og du vil elske min opgang, hvis du er sådan ornlig inder, mand. – Fortæl endelig, og forkæl mine øregange med alle dine ord, sagde Manu og smækkede benene op på bordet. – Øh, hvad? – Åh, ikke noget, Iqbal, men fortæl nu bare, for fuck sake, og giv den max gas. – Yes, manner, det kan jeg sgu lide, Manu. Du er min homie. Det startede derhjemme med fars syge skatertrip og hans patter … – Øh, sådan taler vi ikke her. – Okay, så bryster, bro.

Iqbal Farooq i krise.indd 16

30/01/2018 11.15


KAPITEL 1

Fars nedtur

Mohammed og mig havde fået tidligt fri fra skole. Mohammed havde bildt Jeppe ind, at hans pakistanske ged var blevet kidnappet, og at det var rigtig vigtigt at komme hjem og betale løsepenge, for ellers ville kidnapperne slå geden ihjel. Jeppe havde først overhovedet ikke troet på ham, men da Mohammed så begyndte at stortude, skete der noget sygt. ”Du har bare tjotalt ingen respekt for min kjultur, Jeppe, eller min religjion eller min totjalt yndlingsged, mand, som er en tjotalt mulit… multiæg… multietnisk familieged, mand!” brølede Mohammed. Jeg ved ikke, hvordan han gjorde, men der løb tårer ned ad Mohammeds kinder. Jeppe panikkede big time. Han hoppede op på katederet, hvor han stod med hånden på hjertet. ”Jeg, Meppe Jønsted … øh … Jeppe Mønsted, respekterer alle kulturer og religioner og ISÆR pakistanske familiegeder. Og SÆRLIGT dem, som er blevet kidnappet. Gedekidnappet,” sagde han og fnes, men blev igen alvorlig i fjæset. ”Og derfor giver jeg dig, Mohammed, fri fra skole. Ja, jeg giver alle, lade mig 17

Iqbal Farooq i krise.indd 17

30/01/2018 11.15


gentage: alle, som har problemer med deres etniske geder ELLER andre husdyr, fri. Resten af dagen!” Pludselig rakte alle hånden op og fortalte, at de var topreligiøse og desuden havde familiegeder, familiehøns og familieundulater derhjemme, så klassen fik fri. – Han er faktisk totalt syg nok i den der roe, sagde Mohammed glad, mens vi gik fra skolen og op mod Blågårdsgade. – Totalt flækket, og så giver han os fri på grund af en ged, mand! Hvor sygt er det lige. Jeg elsker sgu Danmark, sagde Mohammed. – Det er for fedt, Mohammed, og du styrer og rykker rundt med Jeppe totalt meget som din slave, manner, grinte jeg. – Yes, Iqbalo. Nu er det black man Musse her, der styrer den hvide mand, råbte Mohammed og knyttede næven op mod himlen og fortsatte: – Det er sgu bare for nemt, Iqbal. En skide ged, og så har vi fri. – Hæ hæ, det er fedt nok, Mohammed, og i morgen siger vi, at det er min ko, der har fået mælketænder og skal vaccineres, og så får vi fri igen. Fuck, mand, vi siger, at den har kogalskab. – Hey, totalt fed ide, Iqbalo, mand. Og hey, skal vi ikke lige forbi Baba Ganus og fråde nogle stygge samosaer med ketchup og det hele? – Hvad sker der for dig, Mussemand? Du ryster de fedeste ideer ud af ærmet i dag. Først familiegeden, og nu Baba 18

Iqbal Farooq i krise.indd 18

30/01/2018 11.15


Ganus. Jo, gu skal vi da flække nogle samosaer. Bom bom, mand. – Slap af, Iqbal. Du rykker sgu også. Den der med den gale ko og mælketænder er syg nok. Ikke så syg som min ged, men syg nok til at være cool, Iqbalo. Vi drejede om hjørnet og gik op ad Blågårdsgade mod grønthandleren, men fik et chok. Der stod en flok mennesker foran butikken. Så mange kunder var der aldrig. De stod stimlet sammen og gloede på et eller andet. – Hey, Mo, hvad sker der lige der? – Don’t know, Iqbalo, men måske er der noget udsalg på de dersens gule rødder eller polske colaer. Vi løb derhen og så, at stort set alle fra opgangen stod og gloede: Christian Visvander, Tanja, hr. Wibrandt, mister Katanga, Baba Ganus og vores vicevært Ali. De var der alle sammen, og de stod enten og smilede eller grinte ad et eller andet, som jeg ikke kunne se. Mohammed og mig møvede os ind. Da mister Katanga fik øje på os, smilede han, så man kunne se alle hans guldtænder. – Hey, maan, this is sgu da Iqbal, maan. Yo Iqbal, maan, min ven. Din far tror, han kan ride på en afrikanska gnu, maan, sagde han og pegede ind mod midten af cirklen og smilede. – Din far er ikke helt klog i knoppen. Hvis det havde været hjemme i Tyrkia, så havde militæret blæst knoppen af ham uden at spørge først, tilføjede Baba Ganus og var flad af grin. Jeg fattede først ikke noget af, hvad hverken mister 19

Iqbal Farooq i krise.indd 19

30/01/2018 11.15


Katanga eller Baba Ganus sagde, men da jeg fik øje på far, fattede jeg pludselig det hele. Jeg troede næsten ikke mine egne øjne. Far stod inde i midten. Og han var ikke rigtig klog og måske blevet sådan lidt sindssyg i bolden. – Hey, vildt nok, mand, det er sgu din far, der står derinde, råbte Mohammed for at overdøve alle dem, der stod og grinte og pegede. – Fuck, manner, fuck, fuck! udbrød jeg. – Det er sgu for top pinligt. Far prøvede at køre på et skateboard, og det gik ikke så godt. Og ikke nok med det, så havde han også fået det sygeste skatertøj på. Puma-sneakers, hættetrøje, Adidas-bukser og hue. Han lignede en 14-årig dreng, som var vokset ud af sit tøj. Han prøvede at køre rundt på skateboardet, men skvattede konstant, og hver gang skreg folk af grin og kastede mønter hen til ham. – Øh, far, hvad sker der lige for dig der? – Yo, Iqbal! sagde han uden at kigge op og forsøgte at køre videre, med det resultat at skateboardet pludselig fløj væk under fødderne på ham og var lige ved at ramme hr. Wibrandt. Far fløj op i luften og ramte jorden med et ordentligt klask. – Det gjorde ikke ondt! råbte far og prøvede samtidig at smile, mens han lå på jorden. – Hvad fanden laver du, sådan en sigøjnerboss? Du kunne jo for fanden have ramt mig med dit bræt med hjul og 20

Iqbal Farooq i krise.indd 20

30/01/2018 11.15


21

Iqbal Farooq i krise.indd 21

30/01/2018 11.15


slået mig ihjel, din skide landkrabbe, råbte hr. Wibrandt. – Det sku’ have været en ollie … sagde far og rejste sig langsomt og kiggede rundt og smilede til folk, som om han lige havde optrådt i et cirkus. – En ollie? brølede Wibrandt, så spyttet fløj ud af hans mund. – Hvad fanden er det? – Et skaterbrættrick, sagde far. – Et skaterbrættrick!? spruttede Wibrandt. – Det kan du fandeme selv være! – Du, Nassem. Du ikka dansa på den der den bræt mere. Den var sjov show, du lava, ligesom den cirkus i min land Egyptan, råbte vores vicevært Ali og begyndte at klappe og tilføjede: – I min land de bruger aber, og den der aber er mere dygtig end dig, min ven Nassem. Alle var færdige af grin. Far kom hen til os. – Hey, det er du altså sådan totalt syg til, det der skate der. Wallah billa, mand, det er gangster-style skatertrip og totalt nice, og din kraniesok er topstilet der, sagde Mohammed og rakte hånden op og ville give far en highfive. Far stod bare og gloede på Mohammed, inden han kiggede på mig og sagde: – Hvad siger Mohammed egentlig, Iqbal? Og hvorfor taler han ikke dansk til mig, når nu vi er i Danmark? – Come on, far, det han siger, er: ”Hvad sker der lige med dig og med det skateboard og det tøj,” sagde jeg og pegede på hans kluns: – Du ligner sgu en af drengene nede 22

Iqbal Farooq i krise.indd 22

30/01/2018 11.15


fra 5. B, manner. Det er altså top pinligt, og alle i gaden griner sgu ad dig, far. – Jamen, ”kraniesok”, hvad er det? mumlede far og slog ud med armene. Mohammed pegede. – Åh, min hue. Ja, den har jeg altså bestilt på indernettet sammen med skaterbrættet, sagde far glad. – Og i hvilken netbutik har du så lige bestilt huen? spurgte jeg. – Åh, det var vist noget, der hed Cool Kids’ Tøj, sagde far. – Præcis, far. Cool Kids’ Tøj er nok en netbutik, der sælger børnetøj, og du ligner lige præcis et barn. Vi blev pludselig afbrudt af mister Katanga: – Hey, Nassem, maan. Du skal ikke optræde mere, eller hvad, maan. I like it, maan, det er totalt ganja-style. You know, maan, ligesom min broder Bob Marley, maan. Dans, maan, dans for mig, min brune bror. – Nope, tror sgu ikke, far skal danse eller køre på skateboard mere i dag, svarede jeg. – Deep shit, maan. I love dans, maan, men så vil jeg lige rulle en lille bønne, maan, og få det sygeste flip, maan, sagde mister Katanga skuffet. – Hiv og sving og tingeling dingdong, siger jeg bare til dig, lille Katanga-mus, min afrikanske ven fra den store, smukke savanne med løver og en masse andre søde, små 23

Iqbal Farooq i krise.indd 23

30/01/2018 11.15


dyr, sagde Christian Visvander og fortsatte: – Du kan jo ligesom se, at Nassem-mus har slået sin lille, brune indiske numse, ikk’. Så vi skal jo give ham lidt ro og sjælefred, ikke også, Nassem? – Hey, maan, og slappa af, Christian, maan. Take it easy, maan. Jeg vil bara have en lille smoke, ikk’. You know, maan – ganja-style, sagde mister Katanga. Far kiggede mistroisk på Christian. Han plejede ellers at gøre alt for at undgå ham og stikke af, når han så Christian. I dag var han ikke så fjendtlig, som han plejede at være. – Hmm, tja, jo, det kan vi vel godt sige, Christian. Og jo, jeg skal faktisk have lidt ro, for det gjorde faktisk også lidt ondt, da jeg faldt. – Det kalder jeg altså bare bred ymer, og det er altså bare så fjong, at du er sådan i kontakt med dig selv, ikk’, Nassem? Det er altså vigtigt at mærke sin smerte, selv om den kommer fra numsen, ikk’. Og Katanga-mus, du kan jo selv høre, at Nassem mærker sin smerte i sjælen og numsen. Nu synes jeg, at du og jeg, Nassem, skal gå op til mig og lægge din lille indiske krop på min massagebriks og smøre din numse med noget buttercreme, sagde Christian og smilede i hele ansigtet. – Walla, mand, og slap lige helt af, og god fornøjelse der, siger jeg bare, sagde Mohammed og begyndte at skraldgrine sammen med mister Katanga, så de lød som to hyæner. Far stod og kiggede skiftevis på mister Katanga og så 24

Iqbal Farooq i krise.indd 24

30/01/2018 11.15


på Mohammed og til sidst på Christian, mens han blev mere og mere violet i hovedet. Jeg blev faktisk lidt urolig for ham. – Øh, slap lige helt af, far, og husk også at sådan trække vejret-agtigt, ikk’, sådan helt ned i maven, så du slapper af i hele kroppen. Far hørte overhovedet ikke, hvad jeg sagde, for han eksploderede fra det ene øjeblik til det andet. – Du skal sgu ikke smøre min bagdel ind i noget som helst, min fine ven! Du må simpelthen have slugt søm! Sådan gør vi altså ikke i Danmark! råbte far, så spyttet fløj ud til alle sider. Christian løb hen og prøvede at lægge armen rundt om far. – Hov hov, Nassem, det er vist på tide, at vi begynder at tale lidt girafsprog, ikk’. Du ved, frem med den lange, lange girafhals og… – Jeg er sgu ikke en giraf, din sindssyge kamel! råbte far, så Christian måtte søge dækning bag mister Katanga. Hr. Wibrandt dukkede op. Det plejer han altid at gøre, når der er ballade, og især hvis Christian Visvander Arun Burundi Jakobsen er indblandet. Hr. Wibrandt og far er sjældent enige om noget, men de kan dog altid blive enige om, at de begge har det mere end svært med Christian og alle hans vitaminer, tarmskylninger og giraffer med virkelig lange halse. – Sådan skal det sgu være, Nassem. Du skal sgu bare give 25

Iqbal Farooq i krise.indd 25

30/01/2018 11.15


den gas og sætte den langhårede hippie på plads. Det gjorde vi sgu også under Vietnamkrigen, det kan jeg sgu godt love dig. Hippierne fik sgu en gang køllesuppe til middag. Klask, klask, klask, du! Ja, jeg sørgede sgu selv for at have kniplen klar, så de hundehoveder fik bank morgen, middag og aften, sagde hr. Wibrandt og smilede. – Og du kan altid komme forbi mig og låne en knippel. Jeg har sgu en hel samling, som er lige til at bruge. Der er sgu ikke noget så dejligt som lige at uddele en gang knippelsuppe inden sengetid. – Jamen, jamen, det er næsten politivold, det der, sagde Christian og fortsatte: – Jeg må altså anmelde dig for trusler mod uskyldige skabninger, altså, for det må man ikke. Jeg bliver altså bange helt ned i numsen. Det er altså slet ikke bred ymer, venner, men meget dårlig karma og elendig knæhøj karse. – Åh, vorherre til hest, sukkede hr. Wibrandt. – Nu begynder pigespejderen sgu også at tude. Jeg trænger sgu til en lang ferie, hvis jeg skal trækkes med den langhårede hippie. En tur til de varme lande. Og tænk sig, det er min fødselsdag i dag, og så skal jeg gudhjælpemig være vidne til sådan en flok bavianer, kødhoveder og arbejdsløse skiderikker, sukkede han og drejede omkring for at gå op i sin lejlighed. – Hør, hov, Wibrandt-mus! Jamen, tillykke med dagen, og god karma. Jeg kan da godt lige bage en lille vitamin26

Iqbal Farooq i krise.indd 26

30/01/2018 11.15


kage med små fødselsdagspersoner på, hvis du vil have det, sagde Christian. – Yes, mand! Jeg elsker kage og vil top gerne have en kagemand, mand! råbte Mohammed. – Niksen, lille Mo, det kan der ikke blive tale om. Jeg vil gerne lave en kageperson, men ikke en kagemand eller kagedame. Vi er jo bare alle personer på jorden. – Øh, var det så ikke noget med en kagema… jeg mener kageperson, hr. Wibrandt? spurgte jeg. Hr. Wibrandt svarede ikke, men gik bare, mens han rystede på hovedet og slog ud med armene. – Øh, jeg tror bare, at vi skal hjem nu, sagde far. – Vil du ikke med op, Iqbal? – Helt sikkert. Mo, skal du med op? Far gik hen mod vores opgang, og Mohammed og mig fulgte efter. Jeg kunne næsten ikke forstå, at det var far, jeg gik bag. Han lignede faktisk en eller anden skater-dude, mens han gik der med sit board under armen og hue og det hele. Han slæbte sig op ad trapperne og sagde ikke meget andet, end at vi skulle huske at tage skoene af. Og vi var lige kommet ind, da jeg hørte onkel Rafiq råbe: – Ja, hvad giver du, Iqbal! Din far er sgu helt flækket der, råbte han, da vi trådte ind i stuen. Han havde munden fyldt med mad, og stumper fløj ud og landede på hans bukser. Onkel sad i vores sorte hjørnelædersofa og spiste den indiske kylling, som mor havde lavet dagen før. Mohammed 27

Iqbal Farooq i krise.indd 27

30/01/2018 11.15


og mig smed os i sofaen ved siden af ham, imens far satte sig på skateboardet på gulvet og sukkede. – Come on, far, hvad har du gang i, og hvorfor går du klædt som en eller anden fra femte klasse? spurgte jeg. – Hæ hæ, Iqbal. Eller måske en syg nar fra fjerde klasse, sagde onkel og skreg af grin. – Det er jo ikke engang sjovt, onkel. – Slap af, Iqbal. Min far går rundt i noget totalt bonderøvsjajalabadtøj fra landsbyen i Pakistan, mand. Det er totalt flovt, mand. Han ligner sgu en gedehyrde, totalt noia, sagde Mohammed. – Skaterstyle er federe end gedehyrdestyle. – Mohammed, din far er sgu da en gedehyrde, råbte onkel og slog sig på låret og grinte igen, så det rungede i hele lejligheden. – Hmm, ja, det er faktisk rigtigt nok, Rafiq, sagde Mohammed og trak på skuldrene. – Nå far, hvad sker der? spurgte jeg igen. Far nåede ikke at svare, for onkel afbrød ham. – Din far er sgu i krise, Iqbal. Han kan ikke mere og er ved at stille træskoene. Det er over and out, og det var så det liv, smilede onkel og gnaskede videre på et kyllingelår. Far sad stadig på skateboardet og prøvede at holde balancen, mens vi kunne høre ham sukke igen, denne gang dybere. – Åh, Iqbal, det er tiden, min elskede søn. Det er tiden, sukkede han igen. 28

Iqbal Farooq i krise.indd 28

30/01/2018 11.15


– Øh, mangler du et ur eller noget? sagde Mohammed. – Jeg kan skaffe dig et nice ur til ingen grunker nede fra min fars restaurant, for vores opvasker, Naser, har lige nakket en masse ure fra en af kunderne. – Luk lige kajen, knægt, det er mig, der skaffer ure og alt muligt andet her i familien! sagde onkel og kylede sit afgnaskede kyllingelår efter Mohammed, der lige nåede at dukke sig. Kyllingen ramte væggen og gled langsomt ned bag sofaen og tegnede en stribe gul karry på væggen. Det lignede et bremsespor. – Åh, det er tiden. Tiden bliver mindre, og livet bliver kortere. Vinteren er på vej med hastige skridt, Iqbal. Det er nu, at vi skal gøre alt op på livets vægt og spørge os selv, om vi har gjort det godt nok, sukkede far og tog huen af. Der var helt stille i stuen. Mohammed og mig kiggede bare på hinanden. – Øh, er du begyndt at skrive digte eller noget i den stil, far? Det er altså helt okay med mig. Digterdude er bedre end skaterdude. – Det er også bedre end gedehyrdedude, tilføjede Mohammed. – Nej, han er sgu i krise, Iqbal. Din far bliver 50 år lige om lidt, og han har sgu ikke talt om andet hele dagen. Han tror, at livet er færdigt, og han skal på et eller andet plejehjem med sådan nogle hvide pensionisttyper og æde 29

Iqbal Farooq i krise.indd 29

30/01/2018 11.15


kogt blomkål og skinke hele dagen og tale om gamle dage med alle de andre på 50 år, der går med krykker eller snart kradser af. Vi kunne pludselig høre et ordentligt bump henne fra skateboardet. Det var far, som havde smidt sig på gulvet. – Åh, kogt blomkål og skinke, gispede han. – Jeg vil ikke mere. Jeg bliver 50.000 år og skal døøøøøøøø. – Årh, hvad, mand. Min fætter, ikk’, jeg sværger, at han havde faktisk en ko nede i landsbyen, og den blev 126 år, sagde min fætter. Det var noget med, at han ville have den med i en rekordbog, men dommerne sagde, at min fætter var en bonderøv, der havde snydt mega meget og… Mohammed blev pludselig afbrudt af et stykke kyllingebryst, der ramte ham lige i panden. Det gav et ordentligt klask. – Musse, for helvede! Det her er sgu alvorligt, sagde onkel. – Klap nu kaje. Mohammed smagte på kyllingen og virkede ganske tilfreds med smagen, imens der dryppede karrysovs ned på hans næse og videre ned på hans overlæbe. – Men far, det er jo ingenting at blive 50 år. Du er jo sådan set stadig ung-agtig. Er det ikke rigtigt, Mohammed? spurgte jeg. – Fuck jer, mand. Jeg siger sgu ikke mere. Totalt noia med alle de kyllinger, som flyver rundt, og som I prøver at nakke mig med, sagde han og tyggede videre. 30

Iqbal Farooq i krise.indd 30

30/01/2018 11.15


– Øh, onkel, er det ikke rigtigt, at far stadig er sådan, øh, ung? – Tja, det kommer jo an på en dybdegående analyse, Iqbal. Onkel rejste sig og gik hen til far og stillede sig ved siden af ham. Han kiggede op og ned ad far, mens han lå på gulvet. Han trykkede far forskellige steder på kroppen og sparkede ham let på maven, som om han tjekkede dæk på en bil. – Tja, Iqbalowich. Jeg ved det sgu ikke. Han er vel hverken ung eller gammel, mere sådan midtimellem. Han har lidt hængemave, hårene vokser ud af næse og ører, kun få rynker og så er der vel også et par … skal vi kalde det patter på vej. – Patter, sukkede far, der lå med ansigtet i gulvet. Onkel trak på skuldrene. – Jeg vil kalde ham sådan halvfed på den lidt uheldige måde, ikk’. Jeg tror, at jeg giver ham et stort og flot femtal. Far rejste sig op på et sekund og var blevet ildrød i hovedet. – Træk vejret. Husk at trække vejret, far, råbte jeg. – Patter og halvfed? Hvad fanden mener du med patter og halvfed og et skide femtal, Rafiq? Ligner jeg måske et eller andet kvindemenneske? råbte far, så spyttet stod ud til alle sider. – Slap nu af, far, onkel mente det ikke, for det… – Jamen Iqbal, jeg har undersøgt ham, og man kan ikke 31

Iqbal Farooq i krise.indd 31

30/01/2018 11.15


sige videnskaben imod. Han har sgu da fået lidt patter, men det er altså helt normalt, når man bliver 50 år. – Min fætters ko havde også patter, sagde Mohammed og søgte dækning bag en pude, i tilfælde af at endnu et stykke kyllingemissil skulle komme flyvende. – Mohammed, for helvede! Det er jo ligesom en del af det at være en ko, at man ligesom har patter, ikk’, sagde jeg. – Og far er sgu ligesom ikke en ko, vel, din kegle. – Jamen, jeg vil ikke være 50 år med patter, sukkede far og kiggede ned ad sig selv. – Hvorfor gav du ham ikke et tolvtal, onkel? – Fem er faktisk ret flot i hans tilstand. Og slap nu af, Iqbal. Og også dig, Nassem. Du er god nok, som du er, og det er sgu med eller uden patter. Du skulle måske overveje at gøre nogle unge ting, for så virker du ikke så gammel. – Øh, unge ting? Jamen, jeg har lige kørt på skatebræt, for pokker. Og hvilke andre unge ting er der? spurgte far og satte sig på skateboardet igen. – Du er faktisk i fuld gang, min kære bror. Du skater, og det er godt nok. Og så skal du bare lære at tale som de unge. Så er alt bare cool. Nå ja, og så få dig en motorcykel, for fanden. Du skal have en motorcykel og tatoveringer. Det gør man sgu, når man bliver 50 år. Jeg får David Ramatos nede fra Congokiosken til at tatovere dig. Han er den vildeste dude. 32

Iqbal Farooq i krise.indd 32

30/01/2018 11.15


– Onkel, slap nu helt af, manner. Det går altså ikke med at tale ungt og køre rundt på motorcykel med tatoveringer og alt det der flip. Far er sgu da ikke en eller anden rocker, vel? Han er inder. – Iqbal, lad os nu lige lytte til Rafiq. Det er måske ikke så dumt, det der med at tale ungt og få motorcykel og tatovering, sagde far. Onkel satte sig på gulvet foran far: – Okay, så tjek det her, Nassem. Kan du sige: ”Yo, mand, du rykker og trykker, mand, så det runker i måsen, mand”? – Øh, okay, jeg prøver, sagde far: – Joe, mand, du rykker og trykker, så det trånker i musen, mand. Mohammed og mig kiggede på hinanden og så på onkel. Mohammed og mig rullede om på sofaen, mens vi skreg af grin. Onkel smed sig på gulvet og kunne heller ikke styre sit grineflip. – Jamen, det er altså ikke sjovt, det kan jeg godt fortælle jer, sagde far og rejste sig op. – Nej, det er skidesjovt. Du duer sgu ikke til det der shit, skreg onkel og hulkede videre af grin: – Du er sgu en fucking femmer. Far tog sit skateboard og gik hen mod soveværelset og vendte sig om. – Jeg … jeg tror, at jeg går ind og lægger mig lidt. Der er åbenbart ikke så stor forståelse for mænd i min alder og i min situation her i familien. Jeg har faktisk været et tolv33

Iqbal Farooq i krise.indd 33

30/01/2018 11.15


tal, da jeg var ung, og ikke et femtal, sagde han og lukkede døren. – Ja, for to hundrede år siden, hylede onkel og skreg af grin igen. Onkel satte sig i sofaen, og der gik faktisk lige to minutter, før vi var færdige med at grine færdig. – Nå, men Iqbal, vi må nok gøre et eller andet for din far. Selv om det er sjovt, så er han er sgu i dyb krise, og det går ikke. Vi er trods alt familie. – Vi kan købe en ged af Naser, vores opvasker i min fars restaurant, foreslog Mohammed og fortsatte: – Det er ret godt med kæledyr, når man er et ældre menneske. – Hvor ved du det fra, Mussedreng? spurgte onkel. – Slap af, det ved alle. Vi sniger os altid ned på plejehjemmet hver søndag og nakker de gamles dessert og sådan noget, ikk’. Og de sidder altid med et dyr. Du ved, en hund eller kat, ikk’. – Mohammed, altså, come on, manner, din bonderøv, mand. Vi er sgu da ikke nede i Pakistan, hvor man kan have en ged som kæledyr, sagde jeg. – Jamen Iqbal, hvad så med en gnu eller noget i den stil? – Luk nu, Mo, og tænk dig om, bro. – Drenge! Jeg har sgu en ide. Jo, for fanden. Ideen over alle ideer, råbte onkel og stillede sig op i sofaen som en eller anden kaptajn på et sørøverskib, mens han pegede mod døren. 34

Iqbal Farooq i krise.indd 34

30/01/2018 11.15


Mohammed og mig ventede. – Øh, sker der noget der, onkel? Onkel hørte mig ikke, for pludselig spurtede han ud mod hoveddøren og forsvandt. – Fuck, Iqbal. Han glemte sgu sine sko.

Iqbal Farooq i krise.indd 35

30/01/2018 11.15


18 mm

232 mmw

o r o a F q l a b q I i krise

i krise

Dette er tiende og absolut sidste bind i den hæsblæsende og tempofyldte serie om familien Farooq og deres bindegale og helt fantastiske opgang i Blågårdsgade på Nørrebro.

Manu Sareen

Iqbal Farooq

- siger Mohammed til Iqbal, der dog har en hel del andet at tænke på. Mor bliver nemlig tykkere og tykkere, fordi hun spiser hele tiden, og far har krise over, at han snart fylder 50 år. Så meget at onkel Rafig går i CongoKiosken og køber dem en tur til Thailand. Mor må dog blive hjemme, men far, onkel Rafig, hr. Wibrandt og Iqbal tager af sted på badeferie. Desværre viser det sig, at onkel Rafigs flybilletter ikke var helt i orden. De lander nemlig i Nordkorea, hvor der er ørken, soldater og elendig mad. Og så er der også lige en leder med temmelig stygge planer, som i øvrigt befaler, at de skal i arbejdslejr og aldrig kommer til at se Danmark igen.

Manu Sareen

rig – Jeg skal ald re, ever! gå i skole me min ven, Det her, Iqbal, este big bliver den syg ing time-forretn o. Mo-style, br

Manu Sareen er født i 1967 i Indien, opvokset i Danmark og far til fire.

9

788711 569214

carlsen.dk

Iqbal Farooq i krise COVER.indd 1

CARLSEN

22/02/2018 12.38

Iqbal Farooq i krise – læseprøve  

"Jeg skal aldrig gå i skole mere, ever! Det her, Iqbal, min ven, bliver den sygeste big time-forretning Mo-style, bro" siger Mohammed til Iq...

Iqbal Farooq i krise – læseprøve  

"Jeg skal aldrig gå i skole mere, ever! Det her, Iqbal, min ven, bliver den sygeste big time-forretning Mo-style, bro" siger Mohammed til Iq...