Hvis jeg var din pige - læseprøve

Ligesom alle andre vil hun gerne finde nye venner og passe ind. Men Amanda har en hemmelighed,

MEREDITH RUSSO

Amanda Hardy er den nye pige på skolen.

og hun vil ikke så tæt på nogen, at de Da hun møder den søde Grant, flyver gnisterne, og Amanda kan ikke sige nej til at lære ham bedre at kende. Men hun er bange for, at når han først kender sandheden om hende, vil han ikke kunne se bort fra den.

For Amandas hemmelighed er, at hun før hed Andrew.

”Hvis jeg var din pige er vigtig og nødvendig og modig, og den er inderligt, elektrisk inspirerende.

Læs denne vidunderlige bog. Bare læs den.”

– Jennifer Niven, forfatter til Som stjerner på himlen

9

788711 543399

Hvis jeg var din pige

risikerer at opdage den.

M

E

R

E

D

I

T

Hvis

H

R

U

S

S

jeg var din pige

O

M

E

R

E

D

I

T

H

R

U

S

S

O

Hvis

jeg var din pige

PĂĽ dansk ved Lotte Kirkeby Hansen

Hvis jeg var din pige_TRYK.indd 3

23/06/16 09.51

Hvis jeg var din pige © Meredith Russo, 2016 Oversat fra engelsk af Lotte Kirkeby Hansen efter If I Was Your Girl All rights reserved Dansk udgave © Forlaget Carlsen, 2016 Udgivet efter aftale med Rights People Omslagsfoto: Michael Frost Omslagsdesign: Liz Dresner og Elaine C. Damasco Først udgivet af Flatiron Books, New York, 2016 Sat med Minion af BogGrafisk og trykt hos Livonia Isbn: 9788711543399 1. udgave, 1. oplag www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen - et forlag under Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

Hvis jeg var din pige_TRYK.indd 4

23/06/16 09.51

Til Vivian og Darwin, fordi de gjorde mig den ære at blive deres mor.

Til Juniper, der med sine historier inspirerede mig så meget til denne bog, og som blev ved med at skubbe til mig, da jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg kunne blive ved.

Til mine forældre, fordi de ikke flippede ud, da jeg tog hovedfag i skrivekunst (og til og med sidefag i kvinde­ studier).

Til alle mine formødre og forfædre og dem indimellem, fordi de gjorde oprør og kæmpede og overlevede pinsler og plager og sørgede over venner – fordi de overkom en smerte, som jeg slet ikke kan forestille mig, så de kunne give mig de muligheder og den frihed, jeg har i dag.

Til mine brødre og søstre og dem indimellem, fordi de overlever derude hver eneste dag, og fordi de er smukke både indvendigt og udvendigt i en verden, der stadig langtfra er sikker.

Til de drenge og piger og dem indimellem, som føler sig bange og alene, som føler, at der ikke er nogen udvej, som føler, at det aldrig kan blive bedre, end det er nu.

Til alle dem, som ikke klarede den, som nu hviler i al deres magt, og hvis navne vi aldrig vil glemme.

Denne bog er til alle jer.

5

Hvis jeg var din pige_TRYK.indd 5

23/06/16 09.51

Hvis jeg var din pige_TRYK.indd 6

23/06/16 09.51

KAPITEL 1

Bussen lugtede af mug, motorolie og sved. Mens forstæderne til Atlanta forsvandt bag os, slog jeg med min fod i gulvet og tyggede på en tot af mit hår, som for nylig var blevet langt. En murrende stemme mindede mig om, at jeg kun var en halv time hjemmefra, at jeg kunne være tilbage inden solnedgang, hvis jeg stod af og gik tilbage til Smyrna.

Tilbage til mit eget hyggelige værelse med den velkendte lugt af min mors stivelsesholdige madlavning i luften. Hun ville kramme mig, og vi ville sætte os og se noget hæsligt reality-tv sammen, og hun ville falde i søvn cirka halvvejs, og intet ville være forandret.

Men det blev nødt til at forandre sig, for jeg havde forandret mig.

Mens jeg stirrede ud på træerne, der bevægede sig hurtigt forbi, var mine tanker på et toilet i et indkøbscenter inde i byen. Billederne skiftede og hoppede som i et kalejdoskop: en pige fra min skole, hendes skrig, da hun genkendte mig.

Hendes far, der kom farende ind, hans grove, hurtige hænder mod min nakke og mine skuldre. Min krop, der ramte gulvet.

“Er du okay?” var der en stemme, der praktisk talt skreg i mit øre. Jeg kiggede op og fik øje på en fyr, der havde 7

Hvis jeg var din pige_TRYK.indd 7

23/06/16 09.51

høretelefoner på. Hans hage hvilede på sædet på rækken foran mig. Han sendte mig et skævt smil, da han tog sine høretelefoner af. “Undskyld.”

“Det er okay,” sagde jeg. Han stirrede på mig og trommede med fingrene på nakkestøtten. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg burde sige noget, men jeg var bange for, at min stemme ville afsløre mig.

“Hvor skal du hen?” Han slængede sig op mod sædets ryglæn som en kat, med arme, der var lige ved at røre ved mine skinneben. Jeg ville ønske, jeg kunne rulle mig sammen til en lillebitte, pansret bold og gemme mig i min bagage.

“Lambertville,” sagde jeg stille. “Oppe i Hecate County.”

“Jeg skal til Knoxville,” sagde han, inden han gik videre til at snakke om sit band, Gnosis Crank. Jeg kunne godt høre, at han kun spurgte til mig som et påskud for at kunne snakke om sig selv, men jeg var ligeglad; det betød, at jeg ikke behøvede at sige ret meget. Han fortalte mig om dengang, de spillede deres første betalte koncert på en bar i Five Points.

“Fedt,” sagde jeg.

“De fleste af vores sange ligger på nettet, hvis du vil tjekke dem ud.”

“Det vil jeg gerne.”

“Hvordan fik du for resten det der blå øje?”

“Jeg …”

“Var det din fyr?” spurgte han.

Jeg blev rød i hovedet. Han kløede sig på kinden. Han gik ud fra, at jeg havde en fyr. Han gik ud fra, at jeg var en 8

Hvis jeg var din pige_TRYK.indd 8

23/06/16 09.51

pige. Under andre omstændigheder ville jeg været blevet vildt glad.

“Jeg faldt,” sagde jeg.

Hans smil blev trist.

“Det var det, min mor plejede at sige til naboerne,” sagde han. “Hun fortjente bedre, og det gør du også.”

“Okay,” sagde jeg og nikkede. Måske havde han ret, men det, jeg fortjente, og det, jeg kunne forvente mig af livet, var to forskellige ting. “Tak.” “Ikke noget at takke for,” sagde han og tog sine høre­ telefoner på igen. Han smilede og tilføjede alt for højt: “Det var hyggeligt at snakke med dig,” inden han vendte tilbage til sin plads.

Mens vi kørte nordpå ad I-75, sendte jeg en sms til mor for at fortælle hende, at jeg var okay og cirka halvvejs. Hun skrev tilbage, at hun elskede mig, men jeg kunne mærke hendes bekymring gennem telefonen. Jeg forestillede mig hende i vores hus helt alene, Carrie Underwood, der blev spillet igen og igen, mens ventilationsvifterne hviskede over hovedet på hende. Min mors hænder dækket af mel, foldet på bordet foran hende, alt for mange småkager i ovnen, fordi hun var vant til at bage til to. Hvis jeg havde haft styrken til at være normal, tænkte jeg, eller i det mindste styrken til at dø, så ville alle have været lykkelige.

“Næste stop Lambertville,” råbte buschaufføren over det skærende, metalliske samtaleanlæg. Der var ikke noget i landskabet udenfor, der havde forandret sig. Bjergene lignede sig selv, træerne lignede sig selv. Vi kunne have været 9

Hvis jeg var din pige_TRYK.indd 9

23/06/16 09.51

hvor som helst i Syden, hvilket vil sige midt i ingenting. Det kunne godt være her, far boede.

Mine hænder rystede, da bussen slingrede og stoppede.

Jeg var den eneste passager, der rejste sig. Musikeren kiggede op fra sit magasin og nikkede, mens jeg samlede mine ting sammen. En ældre mand med læderagtig hud og en svedplettet arbejdsskjorte scannede mig fra top til tå uden at få øjenkontakt. Jeg stirrede lige frem for mig og lod, som om jeg ikke lagde mærke til det.

Døren klaprede op, og bussen lod et hvæs slippe ud. Jeg lukkede øjnene, hviskede en bøn til en gud, som jeg ikke længere var sikker på lyttede, og gik ned. Den kvalmende, fugtige eftermiddagsvarme ramte mig som en massiv mur.

Det var seks år siden, jeg havde set min far. Jeg havde forberedt mig på det her øjeblik, igen og igen, i mit hoved.

Jeg ville løbe hen og kramme ham, og han ville kysse mig oven på hovedet, og jeg ville føle mig tryg for første gang i lang tid.

“Er det dig?” spurgte min far med en stemme, der var svær at høre på grund af den dybe rumlen fra bussens motor. Jeg kneb øjnene sammen mod det skarpe lys. Han havde et par stålindfattede solbriller på, og over halvdelen af hans hår var nu gråt. Der var kommet dybe furer omkring hans mund. Mor kaldte dem “latterparenteser”, så jeg var ikke sikker på, hvordan han havde fået dem.

Hans mund var, præcis som jeg huskede den: en tynd, vandret flænge.

“Hej far,” sagde jeg. Solbrillerne gjorde det nemmere at 10

Hvis jeg var din pige_TRYK.indd 10

23/06/16 09.51

kigge direkte på ham. Vi blev begge stående, som om vi havde slået rødder.

“Hej,” sagde han efter et stykke tid. “Smid dine ting ind bagi.” Han åbnede bagagerummet og satte sig ind i bilen.

Jeg lagde min bagage ned og fulgte efter ham. Jeg kunne godt huske bilen; den var mindst ti år gammel, men far var god til maskiner. “Du må være sulten.”

“Ikke rigtig,” sagde jeg. Det var længe siden, jeg havde været sulten. Det var længe siden, jeg havde grædt. For det meste mærkede jeg ingenting.

“Du skal have noget at spise.” Han kastede et blik på mig, da han kørte ud fra parkeringspladsen. Solbrillernes glas var blevet gennemsigtige, og bag dem var hans øjne udtryksløse, næsten gråbrune. “Der er en diner tæt på lejligheden. Hvis vi tager derhen nu, så får vi det hele for os selv.”

“Det lyder godt.” Far havde aldrig været social, men en lille stemme i mit hoved sagde, at han ikke ville ses sammen med mig. Jeg tog en dyb indånding. “Dine briller er fede.” “Åh?” Han trak på skuldrene. “Bygningsfejlen er blevet værre. De her hjælper.”

“Det er godt, du fik det behandlet,” sagde jeg med ord, der var lige så famlende og akavede, som jeg følte mig. Jeg kiggede ned i skødet på mig selv.

“Du har mine øjne, ved du nok. Du burde passe på dig selv.”

“Ja, sir.”

“Vi må snart have dig til optiker. Vi skal alligevel også have kigget på dig efter det blå øje.”

11

Hvis jeg var din pige_TRYK.indd 11

23/06/16 09.51

“Ja, sir.” En plakattavle rejste sig over træerne til venstre og viste en tegneseriesoldat, der affyrede røde, hvide og blå gnister fra en bazooka. General Blammo’s Firework Shack.

Vi drejede op mod solen, så min fars øjne blev væk igen, og hans kæbe låste sig i en grimasse, jeg ikke kunne aflæse.

“Hvad har mor fortalt dig?”

“Hun var bekymret for dig,” sagde han. “Hun sagde, at du ikke kunne føle dig tryg, der hvor I boede.”

“Har hun fortalt dig om det, der skete på andet år? Da jeg … var på hospitalet?”

Hans knoer blev hvide på rattet. Han stirrede tavst frem for sig, mens vi passerede en gammel bygning af mursten med et misfarvet tårn. Der stod New Hope Baptist Church på et skilt. En Walmart dukkede op bag ved det.

“Det kan vi tale om senere.” Han rettede på sine briller og sukkede. Furerne i hans hud syntes at blive dybere. Jeg spekulerede på, hvordan han kunne være ældet så meget på seks år, men så kom jeg i tanker om, hvor meget jeg også selv havde forandret mig.

“Undskyld,” sagde jeg. “Jeg skulle ikke være begyndt at snakke om det.” Jeg kiggede på tobaksgårdene, der lå som et patchworktæppe uden for ruderne. “Det er bare, fordi du aldrig ringede eller skrev.”

“Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige,” sagde han. “Det har været svært at komme overens med … det hele.”

“Er du kommet overens med det nu, hvor du har set mig?”

“Giv mig tid, stump.” Han kneb læberne sammen, mens 12

Hvis jeg var din pige_TRYK.indd 12

23/06/16 09.51

de formede det sidste ord, der var usædvanligt uformelt for ham. “Jeg tænker, at jeg bare er gammeldags.”

Lyden fra blinklyset tikkede i samme takt som mit hjerte, da bilen satte farten ned. Vi kørte ind foran Sartoris Dinner Car, en ombygget jernbanevogn på et fundament af slaggebetonplader.

“Det forstår jeg godt,” sagde jeg. Jeg forestillede mig, hvordan jeg måtte se ud for ham, og min hjerne slog knuder på sig selv for at finde frem til de værste ting, jeg nogensinde havde følt for mig selv. “For resten hedder jeg Amanda nu, hvis du skulle have glemt det.”

“Okay,” sagde han. Han standsede motoren, åbnede døren og tøvede. “Okay. Amanda. Jeg kan godt.” Han gik hen til indgangen med hænderne i lommerne og albuerne ud fra kroppen i symmetriske vinkler. Jeg kunne ikke undgå at se mit spejlbillede i vinduet: en ranglet teenagepige med langt, brunt hår i bomuldsskjorte og shorts, der var krøllede efter rejsen.

En klokke ringede, da vi gik ind i den tomme diner. En søvnig servitrice kiggede op og smilede. “Hej, mr. Hardy!”

“God eftermiddag, Mary Anne,” sagde han, smilede bredt og blinkede, mens han tog plads ved disken. Det smil gjorde mig på en eller anden måde svimmel. Han havde smilet, da jeg var syv, og jeg havde fortalt ham, at jeg ville prøve at blive optaget i lilleputternes basketball-liga. Han havde smilet, da jeg var ni og havde sagt ja til at tage med ham på jagt. “Jeg hørte, at din bedstemor fik et slagtilfælde. Hvordan har I det alle sammen?”

13

Hvis jeg var din pige_TRYK.indd 13

23/06/16 09.51

“Hun siger, at de ikke vil have hende i himlen, og at de er bange for, at hun vil overtage det hele i helvede,” sagde pigen og tog en notesblok og kuglepen fra sit forklæde og kom over til os. “Men fysioterapien har været hård ved hende.”

“Hvis der er nogen, der kan klare det, så er det hende,” sagde far. Han skubbede menukortet tilbage til servitricen uden at kigge på det. “Iste og en cæsarsalat med kylling, tak.”

Hun nikkede. “Og hvem er det, du har med?” spurgte hun og vendte sig om mod mig. Mine øjne for fra hende til far.

“Jeg hedder Amanda,” sagde jeg. Hun lignede en, der forventede sig mere information, men jeg anede ikke, hvad min far havde fortalt om sin familie. Hvad hvis han havde fortalt dem, at han havde et barn, en søn? Jeg rakte hende rystende mit menukort og sagde: “Jeg vil gerne have en vaffel og en Diet Coke, tak, ma’am.”

“Det er min datter,” sagde min far efter et øjeblik, stammende og stiv.

“Jamen, hun ligner dig også!” Vi udvekslede et utilpas blik, mens Mary Anne luntede hen for at hente vores drikkevarer.

“Hun virker sød,” sagde jeg.

“Hun er en god servitrice,” sagde far. Han nikkede stift.

Jeg trommede med mine fingre på disken og vrikkede fraværende min fod frem og tilbage.

“Tak, fordi jeg må bo hos dig,” sagde jeg stille. “Det betyder meget.”

“Det var det mindste, jeg kunne gøre.”

14

Hvis jeg var din pige_TRYK.indd 14

23/06/16 09.51

Mary Anne kom med vores mad og undskyldte sig for at gå hen og hilse på et par hvidhårede, ældre mænd i skotskternede arbejdsskjorter.

En af mændene standsede for at snakke med far. Hans næse var rund og dækket af et edderkoppespind af lilla årer, mens hans øjne var skjult under truende øjenbryn. “Hvem er den her lille solstråle?” spurgte han og lænede sig ind foran min far for at vinke til mig.

“Amanda,” mumlede far. “Min datter.”

Manden fløjtede og slog far på skulderen. “Jamen, så er det da ikke så mærkeligt, at jeg ikke har set hende før!

Hvis jeg havde en datter, der var lige så sød, så ville jeg også holde hende skjult.” Jeg blev rød i hovedet. Jeg lænede mig ind over disken og prøvede at skjule mit ansigt. “Du skal bare sige til, hvis nogen af drengene bliver for nærgåede, så låner jeg dig min riffel.”

“Jeg tror nu næppe, det bliver noget problem,” sagde far afmålt. “Åh, jeg ved, hvad jeg snakker om,” sagde manden og blinkede. “Jeg havde tre døtre, ikke en af dem halvt så køn som hende her, da de var i den alder, og det var kun lige, at jeg kunne holde drengene væk.”

“Okay,” sagde far. “Tak for dit råd. Det ser ud, som om din kaffe bliver kold.”

Manden sagde farvel, blinkede igen og gik stift hen på sin plads. Jeg kiggede lige frem for mig. Ud af øjenkrogen kunne jeg se, at far gjorde det samme.

“Er du klar til at gå?” spurgte han til sidst.

15

Hvis jeg var din pige_TRYK.indd 15

23/06/16 09.51

Han rejste sig op uden at vente på svar og smed en tyvedollarseddel på bordet ved siden af vores halvspiste måltider. Vi havde ikke øjenkontakt, da vi steg ind i bilen og kørte ud fra parkeringspladsen.

Hvis jeg var din pige_TRYK.indd 16

23/06/16 09.51

NOVEMBER, TRE ÅR TIDLIGERE

Hospitalssengen knagede, da mor satte sig og gned mine ben gennem det tynde tæppe. Et anstrengt smil løftede hendes æblekinder, men havde ikke held til at nå hendes øjne. Hendes tøj så ud, som om det hang løst; hun havde sikkert ikke spist noget, siden jeg blev indlagt, så meget som hun havde tabt sig.

“Jeg talte med vejlederen,” sagde hun. Hendes accent var så anderledes end min, let og musikalsk.

“Om hvad?” sagde jeg. Min stemme lød ikke af noget – flad, tonløs og en lille smule dyb, og når jeg hørte den, fik jeg lyst til aldrig mere at sige noget. Det vendte og drejede sig i min mave.

“Om hvornår det er sikkert for dig at komme hjem.

Jeg sagde til ham, at jeg var bekymret for, hvad du kunne finde på, når du var alene, og jeg kan ikke tage mere fri fra arbejde. Jeg ville ikke kunne klare, hvis jeg kom hjem og fandt dig …” Hendes stemme forsvandt, og hun stirrede ind i den lysegule væg.

“Hvad sagde vejlederen?” Jeg havde selv mødtes med ham et par dage før. Da han spurgte mig, hvad der var i vejen med mig, skrev jeg seks ord ned på en notesblok. Min hals var stadig for øm til, at jeg kunne sige noget, fordi jeg havde fået en udpumpning.

17

Hvis jeg var din pige_TRYK.indd 17

23/06/16 09.51

“Han sagde, at man godt kan behandle dig,” sagde mor.

“Men han ville ikke sige hvordan.” Hun stirrede på mig.

“Hvis jeg fortæller dig, hvad der er i vejen, så vil du ikke have, at jeg kommer med dig hjem,” sagde jeg og kiggede ned. “Så vil du aldrig nogensinde se mig igen.” Det var mere, end jeg havde sagt på én gang i flere uger. Jeg fik ondt i halsen af anstrengelsen.

“Det tror jeg ikke på,” sagde hun. “Der er ikke noget på Guds egen jord, der kan ødelægge den kærlighed, som jeg har til min søn.”

Jeg førte mine hænder op til mit bryst og kiggede ned.

Armbåndet om mit håndled fortalte, at jeg hed Andrew Hardy. Det gik op for mig, at Andrew var det navn, de ville sætte på min gravsten. Det var mere, end jeg kunne bære.

“Hvad nu, hvis din søn fortalte dig, at han var din datter?”

Min mor var stille et øjeblik. Jeg tænkte på de ord, jeg havde skrevet ned til vejlederen på notesblokken. Jeg skulle have været en pige.

Endelig mødte hendes øjne mine. Hendes blik var hårdt, trods hendes runde, røde kinder.

“Hør her.” Hendes hånd klemte mit ben hårdt nok til, at smerten brød gennem medicinens tåge. Og jeg hørte efter, da hun så sagde: “Alt, alle, er bedre end en død søn.”

Hvis jeg var din pige_TRYK.indd 18

23/06/16 09.51

KAPITEL 2

Lambertville High lå for foden af en bakke, og en masse ramponerede pickups og stationcars stod parkeret i nærheden af indgangen. Små grupper af elever stod tøvende henne ved døren. Drengene stod selvbevidste og hang ud, mens pigerne, med ret ryg og næsen i sky, udstrålede så meget påtaget ligegyldighed som muligt.

Jeg havde næsten ikke sovet om natten. Jeg gav op klokken fem og drak en proteinshake med chokoladesmag sammen med min medicin: to to-milligram Estradiol. Det var bittesmå, blå piller, der smagte af kalk, og som skulle få mig til at se mere feminin ud og gøre det ud for den testosteron, som min krop ikke længere selv kunne lave. Derefter en timilligram Lexapro, en rund, hvid og voksagtig pille, som skulle hjælpe mig til at være rolig.

Jeg kiggede lige frem for mig og gik gennem de dobbelte døre, mens jeg håbede, at den concealer, jeg havde på over de falmede, gulnede rester af mit blå øje, gjorde sit arbejde. Indenfor var gulvet et mønster af grønne, brune og guld­nistrede hvide fliser. Fluorescerende lys summede vredt, men trods alt raseriet var gangene kun svagt oplyst.

Hylde efter hylde dækkede væggene med trofæer for cheer­ leading, musikkorps, baseball og ikke mindst football, og 19

Hvis jeg var din pige_TRYK.indd 19

23/06/16 09.51

paraderækken var ført så langt tilbage i tid, at halvdelen af holdbillederne var sort-hvide. De røde døre ind til klasse­ værelserne havde falmede numre, og jeg fulgte dem hen til nummer 188, som var det klasseværelse, der stod på mit skema.

Knap en snes studerende sad i grupper på tre eller fire og snakkede så højt, at jeg kunne høre dem helt ud på gangen. Klasseværelset blev stille, da jeg kom ind. Pigerne kiggede på mig og så hurtigt væk igen, men nogle få af fyrene stirrede et sekund længere med ansigtsudtryk, der ikke var til at læse.

Da jeg gik hen for at finde en plads, var der ét ansigt, der stadig var vendt i min retning: en høj, slank dreng med mørke, gennemtrængende øjne og bølgende, sort hår. Vores øjne mødtes, og jeg fik en knude i maven. Han sad sammen med en anden dreng, der var høj og tung med kort, lyst hår og en næse, der lignede noget, der havde været brækket. Han sendte et slet skjult, sarkastisk blik hen mod mig.

Ham med det sarkastiske udseende sagde noget, som jeg ikke kunne høre, og en flammende rødmen bredte sig hen over hans vens kinder.

Mit hjerte skreg, at de vidste det, at ham med de der borende øjne et øjeblik blev tiltrukket af mig, og at hans ven gjorde nar ad ham på grund af det. Det var den slags scenarier, der fik piger som mig slået ihjel. Jeg havde lavet min research. Jeg vidste, at den slags tit fandt sted. Jeg mærkede arret over mit øre og huskede, at selv nu, hvor jeg var blevet opereret, selv nu, hvor ikke andet end nogle 20

Hvis jeg var din pige_TRYK.indd 20

23/06/16 09.51

personlige papirer kunne afsløre min fortid, var jeg aldrig nogensinde i sikkerhed.

Jeg kiggede ned i mit skød og prøvede at få mig selv til at holde op med at eksistere. * Kantinen og auditoriet var det samme rum. Bordene var runde, med plads til højst fem eller seks personer, og halvdelen af pladserne var oppe på selve scenen. De var tydeligvis reserveret til elever på første og sidste år.

Jeg satte mig ved et tomt bord på scenen og åbnede Sandman, en tegneserie, som min veninde Virginia havde anbefalet, og tog de vegetarsushiruller frem, som jeg havde lavet aftenen før. Efter et par minutter markerede jeg, hvor jeg var kommet til, bøjede mig ned for at lægge bogen væk – og kiggede op og fik øje på den sorthårede dreng fra klasseværelset, der havde sat sig lige over for mig.

“Hej,” sagde han. Han var ikke lige så høj og tung som sin ven, men musklerne på hans arme var lange og slanke, og han bevægede sig med en afslappet elegance. “Gør det noget, hvis jeg sætter mig her?”

“Ja,” sagde jeg og opdagede for sent, at jeg var uforskammet. “Jeg mener nej, det er meget fint.”

“Det mener min ven Parker i hvert fald, at du er,” svarede han.

“Hvad?” sagde jeg og var lige ved at blive kvalt i en klat 21

Hvis jeg var din pige_TRYK.indd 21

23/06/16 09.51

wasabi. “Undskyld.” hostede jeg, inden jeg tog en tår vand.

“Det er stærkt.”

“Hvor har du fundet sushi i Lambertville?” spurgte han og pegede på resterne af min frokost.

“Jeg har selv lavet det,” sagde jeg og fumlede nervøst med mine pinde.

“Wauw,” sagde han. “Jeg vidste ikke, at man bare sådan kunne … lave sushi.”

“Det er ikke så svært,” løj jeg og tænkte på de utallige aftener, jeg havde tilbragt ved min mors køkkenbord i forsøget på at få risen til at hænge sammen. Da det blev for stressende at være i fjendtlige omgivelser i forbindelse med min forvandling, insisterede lægerne på, at jeg skulle tage fri. I begyndelsen havde det år derhjemme været sjovt, som en forlænget sommerferie, men til sidst blev det kedeligt.

Jeg var begyndt at føle, at jeg stod stille, som om livet passerede forbi mig, og jeg var fanget i vores hus uden nogen steder at tage hen og uden nogen at snakke med. Jeg blev nødt til at finde på noget at lave.

Han så overrasket ud. “Her på stedet tænker de fleste familier, at et luksusmåltid er noget italiensk i stedet for mexicansk. Og jeg hedder Grant, hvis du gerne vil vide det.”

“Okay,” sagde jeg. Det kildede i min nakke. “Jeg hedder Amanda.”

“Du må undskylde, at jeg var ved at kvæle dig med mit elendige ordspil, Amanda,” sagde han. “Det var ment som et kompliment, men dens slags må du have hørt pænt mange gange allerede.”

22

Hvis jeg var din pige_TRYK.indd 22

23/06/16 09.51

“Hvorfor siger du det?”

“En pige som dig?”

Jeg kneb øjnene sammen. Hvad mente han med en pige som mig? Min frygt fra før kom med ét tilbage. “Tager du pis på mig?”

“Nu fisker du bare efter komplimenter,” sagde han og rystede grinende på hovedet. “Jamen, godt så. Kan du huske ham fyren med næsen, der sad ved siden af mig i klasseværelset?” Jeg nikkede langsomt og sank en klump. “Det er min ven Parker. Han vil gerne invitere dig ud, men han er en kæmpe tøsedreng, så derfor er jeg her nu for at spørge, om han må få dit nummer.”

“Vil du have mit nummer?” Jeg lagde mine hænder i skødet. Blodet hamrede i mine tindinger. Folk, der så ud som Grant, havde aldrig talt til mig uden at have hemmelige planer om at såre mig. Jeg havde i så mange år været udsat for så mange vittigheder, så mange drillerier og konfrontationer. Jeg var blevet slået ud hundredvis af gange på hundredvis af forskellige måder. “Til din ven?”

“Jeps,” sagde han.

Mit hjerte hamrede stadig, og jeg greb ud efter den nemmeste løgn, jeg kunne finde på. “Min far, han er, øh, vildt streng.” Jeg tænkte på det udtryk, han havde haft i ansigtet, da den gamle mand havde tilbudt at låne ham sin riffel, så han kunne bruge den på mine bejlere. Det var ikke helt løgn.

Grant rynkede brynene og lænede sig frem på albuerne. Af en eller anden grund følte jeg mig tvunget til at fortsætte.

“Det er kompliceret … Jeg er kompliceret.” Jeg pressede 23

Hvis jeg var din pige_TRYK.indd 23

23/06/16 09.51

læberne tæt sammen og mærkede mine næsebor vibrere.

Jeg sagde for meget.

“Okay,” sagde Grant let og lænede sig tilbage i stolen. Der fulgte et øjeblik af anspændt stilhed, mens de der kulfarvede øjne flakkede hen over mit ansigt. De var nysgerrige, men ikke truende. Jeg spekulerede på, om en dreng som ham nogensinde ville kunne forstå, hvordan det var at være mig.

Hvordan det var at betragte high school som noget, man bare skulle overleve. Andet var det ikke for mig, en række dage, som jeg skulle igennem, bokse i en kalender, der skulle krydses af. Jeg var kommet til Lambertville med en plan: Jeg ville holde lav profil, og jeg ville holde mund. Jeg ville få min eksamen. Jeg ville tage på college så langt væk fra Syden, som jeg kunne komme. Jeg ville leve.

“Du skal bare lige vide” – Grant kløede sig i nakken – “at jeg sagde til Parker, at det her ville gå bedre, hvis han selv kom. Men han er min ven, okay? Så jeg blev nødt til at prøve. Men han er et fjols, og det tror du sikkert også, at jeg er nu.”

“Det gør jeg ikke,” sagde jeg. Jeg begyndte at lægge mine ting væk og opdagede, at mine hænder rystede. Jeg troede på, at han var ærlig, eller det ville jeg i det mindste gerne, men min angst var blevet en del af mig igennem årene, og den kunne ikke snakkes til fornuft eller ignoreres. “Det ville være gået på samme måde, hvis han selv var kommet.

Jeg – jeg kan bare ikke.”

Et udtryk, som jeg ikke helt kunne afkode, gled hen over Grants ansigt, skuffelse og måske lidt bekymring, blandet 24

Hvis jeg var din pige_TRYK.indd 24

23/06/16 09.51

med et glimt af håb. Han lod hænderne glide ned i lommerne og rejste sig op. “Jamen, det var hyggeligt at møde dig, Amanda.”

“I lige måde,” sagde jeg. Mine kinder føltes varme.

Grant vinkede kort til mig og gik så sin vej. Han stoppede efter et par skridt og vendte sig om.

“Hvad er det for en bog?” sagde han og nikkede hen mod bordet.

“Sandman,” sagde jeg og lagde beskyttende en hånd over den. “Det er en tegneserie.”

“Er den god?”

“Det synes jeg,” sagde jeg.

“Fedt,” sagde Grant, vinkede igen og vendte sig om for at gå. Mine hænder holdt op med at ryste, og min vejrtrækning faldt til ro, men af en eller anden grund, som jeg var bange for at tænke nærmere over, ville mit hjerte ikke holde op med at galoppere.

Hvis jeg var din pige_TRYK.indd 25

23/06/16 09.51

Ligesom alle andre vil hun gerne finde nye venner og passe ind. Men Amanda har en hemmelighed,

MEREDITH RUSSO

Amanda Hardy er den nye pige på skolen.

og hun vil ikke så tæt på nogen, at de Da hun møder den søde Grant, flyver gnisterne, og Amanda kan ikke sige nej til at lære ham bedre at kende. Men hun er bange for, at når han først kender sandheden om hende, vil han ikke kunne se bort fra den.

For Amandas hemmelighed er, at hun før hed Andrew.

”Hvis jeg var din pige er vigtig og nødvendig og modig, og den er inderligt, elektrisk inspirerende.

Læs denne vidunderlige bog. Bare læs den.”

– Jennifer Niven, forfatter til Som stjerner på himlen

9

788711 543399

Hvis jeg var din pige

risikerer at opdage den.

M

E

R

E

D

I

T

Hvis

H

R

U

S

S

jeg var din pige

O