Nu er jeg kun 1. Jeg ser på mine fingerspidser, der er misfarvede af tusch og døende blodceller. Ingen af mine forældre spørger til sårene. Mor køber langærmede bluser i tavshed og lægger dem på min seng, når jeg ikke er hjemme. Hjemme. 1 hotel er ikke 1 hjem. Der kommer blod på displayet, da jeg sletter resten af mors beskeder. Nu er indbakken tom, ligesom min hjerne i de befriende sekunder efter, at jeg har skåret i mig selv. Hvis nogen skulle hugge min mobil, kan de ikke regne noget ud om mig. De kan ikke se, at jeg gennem de sidste 8 måneder har skåret så mange mennesker ud af mit liv, at den eneste, der er tilbage i indbakken er mvh mor. Selv far er holdt op med at skrive til mig. Jeg ved ikke, om det er, fordi han helst vil være fri for mine besværlige regler, eller fordi han gerne vil være fri for mig i det hele taget. Måske var det i virkeligheden mig selv, der startede sms-tavsheden, dengang i sommer, da det forbudte skete. Dengang jeg mistede troen på, at jeg havde fortjent hans kærlighed. Jeg husker det ikke længere. Dengang koncentrerede jeg mig ikke om detaljer. Jeg tænkte mig ikke om. 15.32. Pis. Så har jeg misset 2 primtal. Nu er jeg nødt til at vente, til den bliver 15.37. Rastløsheden er blevet så slem, at jeg ikke engang kan koncentrere mig om at kigge på klokken længere. Dispenseren til toiletpapir skramler tomt, da jeg vil tage 1 stykke papir. Jeg finder 1 kladdehæfte i rygsækken og river 1 side af. Omhyggeligt tørrer jeg fingre i blåkvadreret millimeterpapir. Posen med engangsskrabere lægger jeg tilbage i rygsækken mellem Det gyldne snit og Alt er tal – om brug og misbrug af tal i hverdagen. 12
Hjertet_er_1_organ.indd 12
22/01/2016 11.08