Page 1

133x210mm + 3mm til beskæring. Ryg: 33,7mm

For at få den under kontrol må hun overholde strengere og strengere regler. Og så møder hun Xu. Forelskelse kender ikke til regler, men Lucca kan ikke give slip.

En stærk, barsk og ucensureret roman om cutting, kontrol og kærlighed.

ISBN 978-87-11-48035-9

9 788711 480359

Hjertet er 1 organ sarah engell

Lucca har en hemmelighed, som truer med at ødelægge hendes liv.

Hjertet er 1 organ sarah engell


HJERTET ER 1 ORGAN

Hjertet_er_1_organ.indd 1

22/01/2016 11.08


Sonar er til dig, der kan lide at læse om livet. Både når det er tindrende lykkeligt, men også når det er mørkt og råt og gør ondt. Du vil møde venskab og vildskab, konflikter og kærlighed, eufori og fortvivlelse. Sonar er dyk ned i tanker, oplevelser, handlinger og konsekvenser – alt det som kan ske, når livet griber fat …

Af samme forfatter: Hvis bare … Forbandede mødom Forpulede kærlighed 21 måder at dø

Sarah Engell Hjertet er 1 organ Copyright © Sarah Engell og Forlaget Carlsen Omslag: Anne Kragelund Sat med Adobe Caslon Pro hos Kat·Art Trykt hos Scandbook UAB ISBN 9788711480359 1. udgave, 1. oplag, 2016 www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen ‒ et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Hjertet_er_1_organ.indd 2

22/01/2016 11.08


Sarah Engell

Hjertet_er_1_organ.indd 3

22/01/2016 11.08


TAK Forfatteren vil gerne takke Statens Kunstfond for legat til arbejdet med denne bog.

Ogs책 tak til Hald Hovedgaard og Klitg책rden for skriveophold.

Hjertet_er_1_organ.indd 4

22/01/2016 11.08


I hurt myself today To see if I still feel I focus on the pain The only thing that's real The needle tears a hole The old familiar sting Try to kill it all away But I remember everything Nine Inch Nails

Hjertet_er_1_organ.indd 5

22/01/2016 11.08


Hjertet_er_1_organ.indd 6

22/01/2016 11.08


KAPITEL 1 Dagens 1. engangsskraber flækker under min skosål, og jeg må trykke 3 gange på lighteren for at få ild. Der er hverken toiletlåg eller bræt, så jeg sætter mig direkte på kummen med smøgen i munden. Jeg inhalerer, til jeg ikke kan mere, fastholder røgen i lungerne, mens jeg læner mig frem og piller barberbladet op fra det beskidte gulv. Nikotinen skraber mod kroppens inderside, og jeg forestiller mig røgen som 1 indespærret væsen, mens jeg ruller venstre ærme op og leder efter hud. Jeg blinker hårdt for at fokusere. Røgen giver mig tårer i øjnene, og jeg må om på undersiden af armen for at finde 1 sted. Adrenalinen pulserer indeni, og jeg holder det skarpe barberblad mod huden og laver 1 hårdt snit. Endelig. Kødet åbner sig i 1 rød bane, og jeg tømmer lungerne i 1 tavst hvirvlende tåge. Fucking 8 timer holdt jeg. Så snart klokken ringer ud efter sidste time, blusser de forbudte tanker op. Jeg venter på stilheden, men der skal mere til. Der skal hele tiden mere til, og jeg trykker barberbladet dybere ind i mig selv, tværs gennem hårfollikler, lymfekar og svedkirtler. 7

Hjertet_er_1_organ.indd 7

22/01/2016 11.08


1 boble af blod svulmer op. Den ligner 1 stort knappenålshoved, der stikker ud af armen, og jeg når at mærke 1 lillebitte sorg eller flimren midt i koncentrationen. Så begynder jeg at skære. Aske fra dagens 12. Marlboro rammer mit bukseben, og jeg bider hårdere sammen om cigaretten, mens jeg manøvrerer barberbladet rundt i kødet. Jeg registrerer min puls. Den er hurtig. Den er i armen og i tankerne, bittesmå chok, som om der er for meget af alting inden i mig. Som om kroppen er 1 betændt, dunkende byld, jeg er nødt til at punktere for at kunne være der. Cigaretfilteret bliver vådt af koncentration. Jeg suger mundvand ind og vender og drejer omhyggeligt barberbladet, indtil jeg har skåret tallet 7,5. Jeg venter. Jeg læser tallet. 7,5. Men det bliver ved. Pulsens klaustrofobiske hamren og gråden i halsen, det bliver ved og ved, og jeg lægger mere vægt mod barberbladet for at presse tallet dybere ned i kødet, ned gennem nerveceller, fedt og vener, 1 mikrometer + 1 mikrometer + 1 mikrometer. Så bliver der endelig stille. Tankerne holder kæft, og rastløsheden forvandles til befriende ingenting, mens blodet løber ned mod albuen og rammer det snavsede toiletgulv. Jeg kniber øjnene i for cigaretrøgen, mens jeg åbner posen til menstruationsbind og smider barberbladet og resten af engangsskraberen derned. Ingenting, tænker jeg og inhalerer. Lyset herinde får min hud til at se syg ud. Over mig runger lydene fra Hovedbanen fjernt og utydeligt, som om jeg er under vand. Jeg smider cigaretten fra mig og træder på den, mens jeg venter på, at mobilurets minutcifre viser 1 primtal. Det er 1 8

Hjertet_er_1_organ.indd 8

22/01/2016 11.08


upraktisk regel, for DSB’s køreplan passer ad helvede til med primtalstabellen. Men når jeg først har lavet 1 regel, holder jeg den. ”No smoking!” 3 hårde bankeslag får toiletdøren til at klapre. ”Har ligesom slukket,” råber jeg tilbage. ”Relax.” 3 bankeslag mere. Så kan jeg høre slæbende skridt fjerne sig fra døren. Jeg trommer mobilen mod nittebæltet i mine camouflagebukser. Rastløsheden er allerede på vej tilbage. Dagens 1. engangsskraber havde kort effekt. Endnu kortere end nattens 4. 15.26 er klokken nu. Jeg venter på, at 6-tallet skifter. Med tænderne lyner jeg mit penalhus op og tager 1 sort tusch frem. Jeg bider proppen af og skriver på mig selv: Lucca = matematik. Lucca = 600 muskler + 206 knogler + 7,5 centimeter skede Jeg er nødt til at bruge begge arme for at få plads. Min beregning er korrekt, og 7,5 lander præcis oven i 7,5, så det står med tusch og blod på samme sted. Præcision er godt. Præcision får mig til at fokusere på centimeter, fremfor den dunkende rastløshed, som ikke har noget med virkeligheden at gøre, og som kun kommer, når jeg tænker på 1 person, jeg ikke må tænke på. Tuschen lugter skarpt og får såret til at klø. Jeg sætter prop på og kradser blod op under neglene. Armen lyser lokumsgult, og jeg holder den op under det knitrende lysstofrør, vender og drejer den som 1 fremmed genstand. Den ser smadret ud. Huden er 1 kløende mønster af tabeller og primtal i forskellige stadier mellem sår og ar. Primtal er anderledes end andre tal. Selv ikke de dygtigste matematikere har regnet dem ud. Hvorfor de overhovedet findes. Hvorfor? 9

Hjertet_er_1_organ.indd 9

22/01/2016 11.08


Min mobil modtager dagens 1. sms. Mor: Hej Lucca. Pas på glasflasker i skraldespanden. Rengøringen kan skære sig. Mvh mor Lucca: Har du været inde på mit værelse? Mor: Der lå en seddel til mig fra personalet. Mvh mor

Nej, selvfølgelig har hun ikke selv været inde på mit værelse. Hun har ikke lyst til at indse, hvor fucked up jeg er. Det er derfor, hun skriver glasflasker i stedet for guldøl. Det er derfor, hun sætter rengøringspersonalet ind i sætningen, når hun taler om at skære sig. Jeg overvejer at kopiere teksten på min arm over i 1 sms til hende. Bare for at se, hvordan hun ville reagere. Så bipper mobilen igen. Mor: Ps. Husk fars prisfest. Fredag kl 18. Mvh. Mor Mor: Og det var fredag kl 18. Husk det denne gang! Mvh mor

Jeg sletter de sidste 2 beskeder uden at svare. Hun fatter det alligevel ikke. Jeg har aldrig nogensinde glemt 1 invitation fra far. Aldrig. Mor: FYI: Du giver ham 1 flaske Hennessy XO Cognac. Mvh mor Mor: Pps. Håber du har haft en god dag, Lucca? Mvh mor

10

Hjertet_er_1_organ.indd 10

22/01/2016 11.08


Jeg læser den sidste besked igen og undertrykker trangen til at tænde dagens 13. Marlboro. Spørgsmålstegnet gør mig mærkeligt splintret indeni. Den lillebitte invitation, som jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med. Hun plejer ikke at skrive den slags. 1 del af mig ville ønske, at jeg kunne ringe hende op og fortælle sandheden. At jeg er bange. At jeg ikke ved, hvad der sker med mig. At jeg savner hende. Men det kan jeg ikke. For det ville betyde, at jeg overgav mig til mine følelser, og det gør jeg ikke igen. Aldrig igen. Det er 1 regel. Det er også 1 regel, at mor ikke må skrive knus og kys mere. Højst mvh mor, hvilket hun så til gengæld er kammet helt over med. Måske som sin egen lille protest. Måske for at klamre sig til den lille stump af noget, der trods alt signalerer følelser, men som ikke udløser konflikter. Det er også 1 regel, at hverken hun eller far må kalde mig Lucca-Sofie længere. Kun Lucca. Lucca har 5 bogstaver, og 5 er 1 primtal. Det passer bedre til mig. Siden i sommer har jeg opfattet mig selv som det menneskelige svar på primtallet. 1 tal der tilsyneladende ligner alle andre tal, men som følger sine helt egne regler. 1 tal som ingen andre går op i. Kun tallet 1. Og 1 betyder alene. Det hjælper at tænke på den måde. At betragte mig selv som 1 tal. Tal kan regnes ud. De kan kontrolleres. Mor synes, jeg lægger for meget betydning i navnet. Hun synes, at Lucca-Sofie er så pænt. Seriøst, det er hendes begrundelse for, at jeg burde bruge hele navnet. Så langt er vi fra hinanden. Lucca-Sofie er 2 piger bundet sammen af 1 lille, sort strap-on pik af 1 bindestreg, og jeg er ligesom kun 1. 11

Hjertet_er_1_organ.indd 11

22/01/2016 11.08


Nu er jeg kun 1. Jeg ser på mine fingerspidser, der er misfarvede af tusch og døende blodceller. Ingen af mine forældre spørger til sårene. Mor køber langærmede bluser i tavshed og lægger dem på min seng, når jeg ikke er hjemme. Hjemme. 1 hotel er ikke 1 hjem. Der kommer blod på displayet, da jeg sletter resten af mors beskeder. Nu er indbakken tom, ligesom min hjerne i de befriende sekunder efter, at jeg har skåret i mig selv. Hvis nogen skulle hugge min mobil, kan de ikke regne noget ud om mig. De kan ikke se, at jeg gennem de sidste 8 måneder har skåret så mange mennesker ud af mit liv, at den eneste, der er tilbage i indbakken er mvh mor. Selv far er holdt op med at skrive til mig. Jeg ved ikke, om det er, fordi han helst vil være fri for mine besværlige regler, eller fordi han gerne vil være fri for mig i det hele taget. Måske var det i virkeligheden mig selv, der startede sms-tavsheden, dengang i sommer, da det forbudte skete. Dengang jeg mistede troen på, at jeg havde fortjent hans kærlighed. Jeg husker det ikke længere. Dengang koncentrerede jeg mig ikke om detaljer. Jeg tænkte mig ikke om. 15.32. Pis. Så har jeg misset 2 primtal. Nu er jeg nødt til at vente, til den bliver 15.37. Rastløsheden er blevet så slem, at jeg ikke engang kan koncentrere mig om at kigge på klokken længere. Dispenseren til toiletpapir skramler tomt, da jeg vil tage 1 stykke papir. Jeg finder 1 kladdehæfte i rygsækken og river 1 side af. Omhyggeligt tørrer jeg fingre i blåkvadreret millimeterpapir. Posen med engangsskrabere lægger jeg tilbage i rygsækken mellem Det gyldne snit og Alt er tal – om brug og misbrug af tal i hverdagen. 12

Hjertet_er_1_organ.indd 12

22/01/2016 11.08


Jeg holder øje med klokkeslættet på min mobil. Koncentrerer mig om at tælle sekunderne indeni for at forudsige, hvornår minuttallet skifter. I båsen ved siden af kan jeg høre nogen pudse næse og trække ud. Jeg holder armen op under lysstofrøret igen. Såret er holdt op med at bløde. Jeg trækker ærmerne ned, helt ud til knoerne. 1 håndtørrer går i gang. Derefter lyden af klikkende stilletter mod fliser. ”Hej skat, det er mig.” Så stilhed. Jeg ser på klokkeslættet igen. Tæller sekunderne forkert hver gang. På indersiden af toiletdøren er tegnet 1 hjerte med 1 pigenavn + 1 drengenavn. Ved siden af hjertet er der 1 pik og over den 1 taleboble med teksten: This is not a dick. 15.37. Endelig. Jeg stikker mobilen i hættetrøjens lomme, trækker kasketten langt ned i panden og låser døren op. Toiletdamen skuler efter mig, da jeg går forbi hendes glasbur. ”Fucking pussy,” siger jeg og viser min 3. finger, inden jeg løber op ad trappen til Hovedbanens menneskemylder. Rygsækken gnaver i skuldrene, mens jeg styrer uden om folk og hen mod S-togene. Jeg kommer altid til at slæbe for mange biblioteksbøger med hjem fra gymnasiet. Der er kø for at komme ned ad rulletrappen til perron 1112. Jeg overvejer at gå i 7 11, inden toget kommer, men det er mandag, så jeg lader være. Jeg har 1 regel om kun at købe ind om fredagen. 1 indkøbsdag om ugen er 1/7. Øger jeg til 2/7, øger jeg samtidig risikoen for at blive genkendt, og så er det slut med at smugkigge på den ekspedient, der plejer at stå i kasse 3. 13

Hjertet_er_1_organ.indd 13

22/01/2016 11.08


På vej ned ad rulletrappen tænker jeg alligevel på det. Måden jeg står i fredagskøen med hånden knuget om de røde plastichåndtag på indkøbskurven og hver gang regner beløbet forkert ud. Hvilket er ekstra kikset for 1 matematikpige som mig. Men det er, som om tankerne bliver mærkeligt vægtløse, når vi får øjenkontakt. Som om de glemmer, hvad de var i gang med, og der kun er den lillebitte berøring, når kvitteringen skifter hænder. Smilehullerne og hav 1 god dag, der hver gang lyder som noget særligt. Noget der betyder noget. Jeg afskyr mig selv. Bortset fra at afsky er 1 af de følelser, jeg lige har skåret væk med barberbladet. Nu mærker jeg ingenting. Slet ingenting ud over vægten af rygsækken og den tunge lugt af togdiesel. Nede på perronen sætter jeg mig på 1 ledig bænk og venter på linje B med ankomst klokken 15.57. Der har lige været 1 linje B, kan jeg se, men 1 regel er 1 regel, og det betyder alligevel ingenting, om jeg er på hotellet eller ej. Når mor og far er på arbejde, taler de til mig på samme måde som til hotelgæsterne. Mor og far er altid på arbejde. De ved mere om dagens ret end om mit liv. I nogle samtaler er vi nede på 9 ord. Jeg har talt. Det er min egen skyld, at det er blevet sådan. Jeg har slet ikke fortjent dem. Det gør ondt i sårene på armen, og jeg koncentrerer mig om togtiderne igen. Forsinket cirka 6 minutter, står der med lille skrift på skærmen. Ordet cirka gør mig urolig. Jeg stiller rygsækken mellem benene, lyner den op og tager Verden i tal frem. Den er ikke på pensumlisten. Det er de andre biblioteksbøger, jeg har lånt, heller ikke, og jeg ved godt, at min interesse for matematik og naturvidenskab har taget overhånd. 14

Hjertet_er_1_organ.indd 14

22/01/2016 11.08


Men tanken om at gå tilbage til uvished gør mig nervøs. Der er så meget, man ikke kan styre og regne ud, at jeg klamrer mig til de få kendsgerninger, der er i verden. Jeg bladrer hen til kapitlet om tid. Marts = årsskifte, står der i 1 afsnit, som jeg burde springe over. Den romerske kalender fra 153 f. kr. henvender sig ikke til mig. Nytår henvender sig ikke til mig. Alle forventningerne, liderligheden og fester, som jeg skal undskylde mig udenom. Alligevel bliver jeg hængende ved tanken. At marts er 1 overgangsmåned, at noget nyt starter. At denne 3. måned ikke bare er endnu 1 ciffer i den overvældende datamængde, der er mit liv. Jeg håber og frygter det på samme tid, og mobilens 4 cifre viser, at ekspedienten fra kasse 3 fik fri for 6 minutter siden. Jeg kan ekspedientens arbejdstider udenad, ligesom de tabeller jeg opremser for mig selv for at falde i søvn om aftenen. Men ekspedientens arbejdstider beroliger mig ikke. De gør det modsatte. I princippet kunne vi mødes nu. Eller nu. Sandsynlighedsregning handler om gentagelser. Hvis jeg tæller tilstrækkeligt mange eller-nu’er, vil jeg på 1 tidspunkt ramme det rigtige. Mine tanker giver mig kvalme, måden de kører i ring, 360 grader uden forløsning. De får alting til at sitre indeni. De får mig til at tænke på idiotiske klichéer som sommerfugle i maven. Hvis ikke her var så mange mennesker, ville jeg tage dagens 2. engangsskraber frem. Jeg lægger mobilen tilbage i lommen, bladrer i bogen og koncentrerer mig om ikke at tænke på ekspedienten fra kasse 3. Det er 1 vigtig regel, for hvis jeg bryder den, kommer rastløsheden og følelserne buldrende, og jeg vil ikke ned på det klamme toilet og skære i mig selv igen. Jeg vil ikke. Reglerne er forebyggende. De passer på mig. Reglerne og faktaene fra bøgerne. 15

Hjertet_er_1_organ.indd 15

22/01/2016 11.08


Med 1 overstregningstusch finder jeg de vigtigste sætninger i bogen og markerer dem. Man må ikke tegne i biblioteksbøger, men hjernen forstår ikke ikke, og 1 dag opdager mine forældre måske, at jeg ødelægger bøgerne. Jeg forestiller mig, hvordan de griber mig i armen og råber alt det, jeg ved, de tænker inde bag smilene, der er copypastet fra dagen før. Der er copypastet fra dagen før og dagen før, lige siden den svimlende sommeraften, hvor jeg glemte at kigge på klokken. Den aften vi ikke taler om, og som jeg ikke må tænke på. Definitionsproblemer. Nogle tal er usikre, fordi det de omhandler er svært at definere eller afgrænse. Den sætning markerer jeg med overstregningstuschen. I margenen skriver jeg BULLSHIT. Tal er netop det eneste sikre. Hele min identitet er tal. 8-cifret CPR nummer, 8-cifret telefonnummer, 2 arme, 2 bryster og 17 år. 8 måneder mere end dengang. Den aften, hvor jeg trådte ind i 1 garderobe og forsvandt mellem fugtige denimjakker og hidsigfarvede sommertørklæder, så der ikke var noget tilbage af mig bagefter. Ud over tallene. Det kræver al min koncentration at holde dem sammen. Ved den mindste fejl vil jeg gå i stykker. Jeg kan mærke det som 1 skælven indeni. 1 konstant baggrundsstøj i de små sprækker mellem tankerne. 1 indre larm, der nogle gange bliver så høj, at det eneste, der kan få den til at holde kæft, er barberbladene. Højttaleren over mit hoved skratter, og jeg ser op fra Verden i tal. Jeg har været så opslugt af mine tanker, at jeg helt har glemt at holde øje med klokken og togtiderne. Min manglende koncentration skræmmer mig. Det er netop dén, der skal sikre mig mod at fucke alting op igen. 1 meddelelse bliver kaldt ud over perronen. 16

Hjertet_er_1_organ.indd 16

22/01/2016 11.08


”Linje B mod Holte er forsinket cirka 10 minutter. Det skyldes 1 nedfaldet køreledning.” Igen det der skide cirka. Jeg sætter prop på overstregningstuschen og tager den af igen. Der er 7 fliserækker fra bænken ud til skinnerne. Jeg tæller dem for at dæmpe uroen indeni. Måske bliver jeg alligevel nødt til at gå tilbage på toilettet. Barberbladene er det eneste, der hjælper, når jeg har det sådan her. Men så når jeg ikke toget. Og så skal jeg starte forfra med primtallene, og måske får jeg det endnu værre bagefter. Bare tanken om urinlugten dernede og det ynkelige i at gå tilbage til toiletdamen, som jeg lige har vist den 3. finger. Jeg overvejer at tage 1 mønt frem og slå plat eller krone om det. At lade mønten beslutte, om jeg skal blive siddende eller gå ned på toilettet og jokke på dagens 2. engangsskraber. Lyden af råb og løbende trin river mig ud af mine tanker. 1 politibetjent og 1 DSB-vagt kommer siksakkende hen ad perronen og skaber uro i menneskemængden. De leder bag elevatorskakten og ved trappen, der fører ned til de andre spor. Der er mange mennesker, og det er svært for dem at komme frem. De beder flere gange folk om at flytte sig. DSB-vagten stiller sig op på 1 bænk og ser ud over perronen. Så hopper han ned igen. Åbenbart finder de ikke det, de søger, for nu kommer de tilbage igen. Betjenten går forbi mig og hen til 1 mand, der står i nærheden. ”Undskyld,” siger han. ”Har du set 1 ung asiatisk kvinde i rødt? Cirka så høj?” Han rækker armen ud. Signalementet lyder bekendt. Så bekendt, at jeg opgiver mønten. Manden ryster på hovedet. Betjenten og vagten går i retning af rulletrappen og ud af mit synsfelt. 17

Hjertet_er_1_organ.indd 17

22/01/2016 11.08


Jeg ser efter dem, og min koncentration er helt væk nu. Primtal og togtider og matematik overdøves af 1 høj puls i tindingerne. Følelsen af vægtløshed. 1 knips foran mit ansigt bryder trancen. Der står hun. Den asiatiske pige, som plejer at stå i kasse 3 i Hovedbanegårdens 7 11. Hun har 1 stram rød undertrøje på og peger på mig med 1 hennatatoveret finger. ”6 guldøl, Illustreret Videnskab og 1 pose engangsskrabere. Det er dig, ikke?” Sammentræffet gør mig svimmel. Det svarer til at kysse 1 terning for at få 6, og det så virker. Eller rettere, taget i betragtning hvor mange mennesker der er på Hovedbanen, svarer det til at kaste 1 hel håndfuld terninger, der alle viser 6. Der alle viser sex. Bortset fra at ekspedienten fra kasse 3 ikke har nogen pik. ”Det er da dig, ikke?” Hun gengælder min stirren. ”Som køber det samme hver fredag. Har jeg ret?” Jeg er ikke flov. Jeg er ingenting. Ikke engang smigret over, at hun kan huske mig. Gid, jeg havde købt noget andet. ”Sidder der nogen ved siden af dig?” spørger hun, selvom jeg ikke har bekræftet, hvorvidt jeg er den, hun tror, eller ej. Uden at vente på svar dumper hun ned på bænken, så tæt at hun strejfer min skulder. Hendes parfume er tung af vanilje. Hun spejder hen mod rulletrapperne og knipser igen foran mit ansigt. ”Giv mig din kasket,” siger hun. Mor hader Hovedbanen. Alle de mærkelige mennesker, siger hun og forstår ikke, at jeg hellere vil tage toget end blive kørt til gymnasiet i lugten af ny bil. 18

Hjertet_er_1_organ.indd 18

22/01/2016 11.08


”Og din trøje. Så er du sød.” Da hun smiler, kan jeg se 1 smykkesten glimte på venstre hjørnetand. Den er ny. ”Please,” siger hun og spejder igen hen mod rulletrapperne. På 1 måde har jeg lyst til at hjælpe. Men jeg har brug for min hættetrøje og min kasket. Jeg går aldrig offentligt uden. Smykkestenen forsvinder igen. Hun løfter 1 øjenbryn og kigger på mig, som om min tavshed både skuffer og gør hende nysgerrig. ”Der er ikke meget service her i butikken, hva’? Tænk på, hvor mange gange jeg har sagt: Så gerne. Ellers andet?” Det får mig til at trække på smilebåndet, selvom jeg prøver at lade være. Hendes ansigt er 1 keramikdukkes, lille og hvidt med 1 smal næse og 1 buttet mund. Hun rækker hånden ud og tager min kasket. Inden jeg når at protestere, har hun sat den på sit eget hoved. ”Så,” siger hun. ”Klæder den mig?” Effekten af dagens 1. engangsskraber er 100 % væk. Jeg ser aldrig nogen i øjnene, slet ikke i så lang tid, og rastløsheden kribler og krabler under huden sammen med vaniljeduften. ”Faktisk,” siger jeg, ”så udkommer Illustreret Videnskab kun 1 gang om måneden.” ”Hvad?” ”Du sagde, at jeg købte det samme hver uge. Men Illustreret Videnskab er kun hver 4. uge. Faktisk.” ”Shit.” Først tror jeg, at hun er chokeret over sin fejl. Så opdager jeg, at hun ikke kigger på mig mere. Jeg vender mig om og følger hendes blik. Ovre ved rulletrapperne står 2 nye betjente og 1 DSB-vagt, der taler i 1 walkietalkie. 19

Hjertet_er_1_organ.indd 19

22/01/2016 11.08


Hvad fanden har hun lavet? Det hviner i skinnerne, da linje B kører ind på spor 11 og bremser. Jeg lukker Verden i tal og stikker den tilbage i rygsækken. Posen med engangsskrabere knitrer, da jeg maser bogen ned i den. Jeg kan ikke få lynlåsen lukket, så jeg lader den stå åben, selvom jeg hader den slags. Uden at se på hende rejser jeg mig, tager rygsækken på, spænder brystremmene og går ind i toget. Mine skridt er svære at koordinere, og jeg er ved at snuble over 1 kuffert, der står i mellemgangen. De 3 første vogne er der mennesker i. Jeg går hurtigt, væk fra tanker om terninger, der viser 6. Jeg må ikke tale med hende. Jeg skal koncentrere mig om mine regler. Om ikke at fucke mit liv op. Da jeg aktiverer 1 døråbner, finder jeg 1 tom vogn. Jeg klikker rygsækken af og sætter mig med ryggen mod køreretningen. Min puls er stadig hurtig. Jeg tørrer håndfladerne af i bukserne. Hun kunne kende mig. Ekspedienten fra 7 11, som jeg har handlet hos hver fredag i de sidste 2 måneder. Hende, der får alt det gamle til at larme indeni. Alt det, jeg har kæmpet for at holde nede. Men det må jeg ikke tænke på. Jeg har regler nu i stedet for følelser, og ekspedienter skal smile til kunderne. Det er deres job, ligesom. Det betyder ikke, at de kan lide kunderne. Det betyder ikke, at de mærker 1 forbindelse. At deres hjerte pumper hårdt, hårdt i brystet. Det betyder ingenting. Da jeg ser op, står hun der. ”Fuck,” udbryder jeg af ren forskrækkelse. 20

Hjertet_er_1_organ.indd 20

22/01/2016 11.08


”Tak, i lige måde,” siger hun og viser smykkestenen på sin hjørnetand. ”Må jeg sætte mig?” ”Følger du efter mig?” Hun smiler bare. Øjnene er skrå og kulsorte, tegnet op med 1 lang katteagtig streg. Hun har stadig min kasket på hovedet. Jeg ser på de ledige pladser. Svedlugten i de slidte togsæder minder mig om, at jeg ikke har taget bad i dag. Vist heller ikke i går. ”Xu,” siger hun og peger på sig selv. ”Det er kinesisk.” ”Godt at vide.” Jeg forsøger at lyde sarkastisk, selvom jeg er præcis det modsatte. Så hun er fra Kina. Og hedder Xu. Jeg siger navnet indvendigt. Toget sætter i bevægelse. Xu trækker ud i den røde undertrøje og nejer. ”Nu hvor du kender mit navn, må jeg så sætte mig?” ”Nu er det jo ikke mit tog,” siger jeg, og hendes latter overrasker mig. Den er hæs og dyb og ligesom for stor til de nøgne, tændstiktynde arme, der stikker ud af undertrøjen. Xu sætter sig over for mig. Vaniljeduften kryber tilbage i min næse og krop. Hun lægger 1 slidt lædertaske på sædet ved siden af sig og finder 1 æske tændstikker og 1 sølvæske med hjemmerullede cigaretter frem. Neglene er korte og mørkerøde. Hænder og underarme er dekoreret med hennatatoveringer, der er let falmede, så mønstret er utydeligt. Hun fisker 1 af de hjemmerullede op af sølvæsken og sætter den mellem læberne. Røgen lugter sødligt, da hun tænder den. Joint? ”Man må ikke ryge,” siger jeg og lyder præcis ligesom toiletdamen. Fucking pussy. Toget stopper, og dørene går op. Xu kigger på mig med den hjemmerullede mellem læberne. Hun inhalerer med åben mund, 21

Hjertet_er_1_organ.indd 21

22/01/2016 11.08


så jeg kan se røgen forsvinde ind i hende. Hun er i små, stramme cowboyshorts. Kanterne er trevlede, som om stoffet er skåret over med 1 sløv kniv. Fødderne er beskidte, i pink klipklapper. På den stramme, røde undertrøje står: I LOVE CPH. Hun kniber øjnene sammen for røgen og solen. ”Der er så meget, man ikke må,” siger hun med halvt lukkede øjne. Det irriterer mig, at jeg glor. Jeg ser ud ad vinduet i stedet for. Break free, står der på 1 dametoilet ved Vesterport. Så kører vi igen. Xu ryger langsomt og nydelsesfuldt. Røgen hvirvler hen til mig og gør alting tilrøget og drømmeagtigt. Vi sidder i 1 togvogn på vej mod ? uro > begejstring Det er 61 dage siden, jeg så hende 1. gang. 61 dage hvor jeg har listet rundt foran 7 11, memoreret hendes vagtplan og forsøgt ikke at tænke på hende. Det var jo ikke meningen, at hun skulle lægge mærke til mig. Ellers havde jeg købt 1 æble eller 1 shampoo. Noget normalt. Jeg troede, at min hættetrøje og kasket camouflerede mig, men måske har de faktisk gjort det modsatte. Absurditeten gør mig nervøs. Xu trækker venstre ben op på sædet og holder om det med den ene hånd, mens hun asker ned på gulvet med den anden. Hagen hviler på knæet. Vi er alene i togvognen. Hendes små shorts er krøbet så langt op, at jeg kan se mørke kønshår titte frem. Jeg flytter blikket hen til vinduet. Solen står ind gennem ruden og får mig til at svede. ”Dameskrå?” spørger hun og rækker 1 pose frem. Jeg ryster på hovedet. Posen rasler, da hun fisker 1 bolsje op og tager det i munden. Hun ryger og sutter. 22

Hjertet_er_1_organ.indd 22

22/01/2016 11.08


Toget giver 1 ryk, og min rygsæk vælter. Nogle bøger med alt for pænt bogbind og mit navn skrevet med snorlige blokbogstaver falder ud. Posen med engangsskrabere bliver heldigvis dernede. Xu tager foden ned fra sædet og samler bøgerne op. ”1 flittig studine, kan jeg se. Hvad går du i?” ”1.g,” siger jeg og ville ønske, at hun ikke rørte så undersøgende ved mit navn. ”Er du glad for det?” ”Sådan da.” ”Er du god? Altså til fagene. Kan du finde ud af det?” ”Tjo.” ”Du er ikke typen, der slider på stemmebåndet, hva’?” Jeg trækker på skuldrene. ”Jeg droppede ud,” siger hun og lægger bøgerne tilbage i min rygsæk. ”Lige før eksaminerne i 3.g. Jeg var ellers herre god.” ”Hvorfor droppede du så ud?” ”Fordi jeg havde lyst.” Idet hun siger ordet lyst, vender hun bolsjet i munden og ser på mig med 1 blik, jeg ikke kan tyde. Jeg ser forbi hende og ud ad togvinduet, hvor stationerne skifter plads. Østerport, Nordhavn, Svanemøllen. Toget ryster, og hendes katteblik fanger mit i ruden. Det kigger på samme måde, som hendes fingre rørte ved mit navn før. ”I virkeligheden er du total Einstein i gymnasiet, ikke?” siger hun og får mig til at kigge væk fra ruden og direkte på hende. ”Du scorer mega høje karakterer og laver altid dine lektier, og dit yndlingsfag er … lad mig se … matematik.” ”Du ved meget om mig,” siger jeg. ”Taget i betragtning at vi mødtes for 4 stationer siden.” ”Jeg ved meget om mange ting. Prøv mig.” Hun vender igen bolsjet i munden. 23

Hjertet_er_1_organ.indd 23

22/01/2016 11.08


Jeg ryster på hovedet. ”Kom nu. Hvad er du bange for?” ”Jeg er ikke bange.” ”I øvrigt mødtes vi ikke for 4 stationer siden. Det er flere måneder siden. Du har bare aldrig talt til mig før.” Det suser i mit hoved. Har hun lagt mærke til mig så længe? Tanken gør mig køresyg. Alle de forpulede engangsskrabere. Bare hun ikke har regnet ud, hvad jeg bruger dem til. Forestillingen om at hun har kigget på mig og mine varer, fredag efter fredag, får mig til at svede endnu mere. Det irriterer mig, at jeg har været så uforsigtig. Hvorfor har jeg ikke lavet 1 regel om, hvad jeg må købe i stedet for bare at losse hele min ynkelige personlighed op på disken? Xu bliver ved med at kigge på mig, mens hun sutter på sit bolsje. Det er, som om hun kan se tværs gennem mine 3 lag tøj og ind på min bare hud. ”Ja, jeg har lagt mærke til dig,” siger hun, som om hun kan se helt ind til mine tanker. ”Come on, det ved du sgu da godt.” Hun prikker til mit knæ med sin ene klipklap. Jeg svarer ikke. Det er for meget, for hurtigt, forkert. ”Jeg kan godt lide, når du kommer,” siger hun. ”Du virker altid så mystisk og klog. Står bare og ser cool ud uden at sige noget. Også selvom jeg bager på dig af alle kræfter.” Det giver 1 ryk i brystkassen. Hjertet slår mod ribbenene, som forsøger det at slippe ud. Det må hun ikke sige. Hun sætter alt det forbudte i gang, og hjertet slår og slår, som i lykke, som i klaustrofobi. Bolsjet klirrer mod hendes tænder, da hun flytter det over i den modsatte kind. ”Nogle gange prøver jeg at gætte, hvad du tænker på. Om du står og udtænker noget sejt. 1 rumraket eller 24

Hjertet_er_1_organ.indd 24

22/01/2016 11.08


noget. Du ser altid sådan ud. Som om du grubler over noget genialt.” ”Rumraket ligefrem?” ”Det ville da være sejt i hvert fald.” Jeg sidder ret op og ned i sædet og forsøger at lade være med at blive rød i hovedet. Det gør mig ikke smigret, at hun har tænkt sådan om mig. Det gør mig ingenting. Hvem står helt seriøst også og udtænker rumraketter i 7 11? Alligevel kan jeg ikke få mig selv til at sige sandheden. At jeg i virkeligheden stod og koncentrerede mig om at tælle mine varer og undertrykke de forbudte følelser, så jeg ikke behøvede at skære i mig selv igen. ”Eller hvad?” spørger hun med 1 smil. Det irriterer mig, at jeg ikke kan finde på noget at sige. ”Okay.” Bolsjet klirrer igen mod hendes tænder. ”Det er jo heller ikke alt, man behøver at fortælle.” Hun blinker til mig, som om hun tror, jeg måske tænkte på noget frækt. Hvilket er endnu værre. Næste gang hun spørger om noget, skal jeg svare. Jeg skal vise hende, at jeg er upåvirket af hendes nærvær, så jeg kan vise mig selv, at jeg er upåvirket af hendes nærvær. Hun tager 1 ny inhalering og smiler til mig med røg i munden. Hendes blik følger røgen, mens den svæver gennem kupéen og hen til mig. ”Hvorfor egentlig altid fredag?” spørger hun. ”Og hvorfor ser du så mut ud, når du lægger varerne op på disken?” ”Jeg bryder mig ikke om fredage.” Så. Endelig 1 svar. Endda 1 sandt 1. ”Sjovt,” siger hun. ”Det er ellers 1 af mine yndlingsdage.” ”Sikkert.” Min stemme lyder sur, selvom sur er 1 følelse. Men 25

Hjertet_er_1_organ.indd 25

22/01/2016 11.08


jeg ved sgu da godt, at hun ikke er typen, der sidder alene hele weekenden og snitter i sig selv. ”Vil du ryge?” Hun holder jointen frem. Eller hvad det nu er. Jeg ryster på hovedet. Der er 6 stationer, til jeg skal af. Gad vide hvor langt hun skal? Jeg overvejer at tage 1 bog frem for at slippe for flere spørgsmål, men det vil bare se nørdet ud og bekræfte hende i, at jeg er 1 Einstein. ”Sikker?” spørger hun og vender jointen om, så det stykke, hun har haft mellem læberne, peger på mig. At skære i huden giver stilhed. At ryge joint giver mod. Jeg burde ikke række hånden ud og tage imod. Jeg ved, at det er 1 dårlig idé, allerede mens jeg gør det. Men jeg kan ikke holde ud bare at sidde og blive kigget på. Jeg sætter jointen mellem læberne og suger ind. Røgen kradser i svælget, og det er 1 lettelse at foretage sig noget konkret, fremfor kun at sidde og være akavet og nervøs, så jeg lukker øjnene og koncentrerer mig om inhaleringen. Om at registrere den proces, der bliver sat i gang, og som minder mig om, at jeg er 1 simpelt system, styret af regler. 1 nervøsitet + 1 joint = ½ nervøsitet Jeg bliver siddende med lukkede øjne, mens røgen fordeler sig i min krop. Der, hvor luftrøret mødes med lungerne, deler det sig i 2 bronkier, som deler sig i millionvis af alveoler, og den forbudte røg spreder sig i alle dele af kroppen. Jeg holder den derinde, mens jeg langsomt åbner øjnene igen. ½ nervøsitet = befriende = risikabelt Xu ser på min mund, da jeg ånder ud. ”God, ikke?” Jeg nikker. ”Jeg var ellers holdt op,” siger jeg og tøver. For jeg er jo ikke holdt op med at ryge joints, kun med at ryge sammen med 26

Hjertet_er_1_organ.indd 26

22/01/2016 11.08


andre. Det lyder så taberagtigt, når jeg tænker det, mens hun sidder overfor. Men hun smiler bare og vender ansigtet, så solen rammer det. ”Det kender jeg,” siger hun. ”Jeg er generelt dårlig til at sige nej. Det gælder ikke kun joints.” Hun blinker til mig, og jeg ved ikke, om det er noget frækt igen, så jeg nikker bare. Hun bliver ved med at kigge på mig. Der er noget skinnende i hendes øjne, som om vi lige har delt 1 hemmelighed. Jeg forstår ikke helt, hvad der foregår. Men noget foregår der, så meget kan jeg trods alt gennemskue, selvom jeg ikke er vant til det her. ”Men ryg løs,” siger hun. ”Jeg skal nok passe godt på dig.” Hun siger det så blidt, og det pumper i brystkassen. Pumper og pumper. Hun må ikke sige sådan noget. Vi taler begge 2 for meget, og jeg ved ikke, hvor jeg skal se hen, eller hvad jeg skal gøre med mine hænder. Jeg tager 1 inhalering mere. Lungerne er 2 stykker kød. 2 organer med 1 simpel funktion. Ligesom hjertet. Jeg siger det hårdt til mig selv: Hjertet er 1 organ. 1 simpelt stykke kød, der er placeret i min brystkasse, så jeg ikke omkommer. Alligevel mærker jeg, hvordan det pumper helt hysterisk derinde. Som om det vil fortælle mig noget. Jeg tager 1 hiv mere, selvom jeg skal lade være. Det er 1 stærk blanding. Røgen er tæt og hvid, da jeg puster ud. Sætningerne i mit hoved er byggeklodser, som jeg forsøger at stable, men toget ryster for meget. ”Næste stop Bernstoffsvej,” lyder det i højttalerne, og jeg genvinder 1 smule overblik. S-togsruten er 1 system, jeg kan 27

Hjertet_er_1_organ.indd 27

22/01/2016 11.08


udenad, stationernes rækkefølge er 1 beroligende remse ligesom primtalstabellen eller Fibonacci-rækken, og jeg får mod til at sige noget mere. “Hvad er der i tasken?” Jeg nikker mod den slidte lædertaske ved siden af hende. ”Blomster.” Det får mig til at fnise. ”Ja, den er god, ikke?” Hun vifter med hånden for at få jointen tilbage. Jeg tager 1 hiv mere, inden jeg rækker den tilbage til hende. Hendes læber er fyldige og sprukne. Hun lægger nakken tilbage mod sædet og suger længe. Marts = overgangsmåned, tænker jeg og lægger også nakken tilbage. Xu tager flere bolsjer i munden og knaser dem. ”Jeg får altid ædeflip, når jeg ryger. Kender du det?” ”Næ.” ”Seriøst? Eller er det noget, du siger for at slippe for mig?” ? ”Ja, du kunne jo for eksempel også foreslå, at vi tog hjem til dig og tømte køleskabet.” ”Jeg bor på 1 hotel. Det bliver svært. Køleskabet er faktisk 1 hel restaurant.” ”Hvordan på hotel?” ”Altså, min far er arkitekt. Det er ham, der har tegnet det. Men han er der ikke så meget.” ”Men hvorfor bor I der?” ”Lang historie.” ”Okay. Men der er 1 restaurant?” ”Ja.” 28

Hjertet_er_1_organ.indd 28

22/01/2016 11.08


”Fedt. Den vil jeg gerne være med til at tømme. Sødt af dig at invitere.” Keramikansigtet viser de 2 smilehuller, jeg kan udenad, og det må være jointen, for jeg protesterer ikke. Rækker bare hånden ud for at få 1 hiv mere. Solen blinker i røgen mellem os. Jeg suger mod ind, og gløden vokser. Tal snurrer rundt i hjernen, til jeg bliver svimmel. 2 piger. 0 pik. 1 joint. ¼ nervøsitet. Det er virkelig 1 meget stærk blanding, og hun ser helt anderledes ud uden den lidt for store 7 11-polo. Bortset fra smilehullerne. Det går op for mig, at jeg glor igen. ”Hvorfor var de egentlig efter dig?” spørger jeg og lader hende ryge det sidste. ”Politiet og dem.” ”Vi er ikke helt enige om tingene.” Hun lægger det ene ben over det andet og vipper med klipklappen. Den rammer fodsålen med små rytmiske smæld. ”Det lyder ulovligt.” Hun trækker på skuldrene og lader jointen ramme gulvet i 1 knas af gnister. Det sidste røg siver ud af hendes næsebor, og hun placerer højre klipklap på gløden og drejer den rundt. I lang tid kigger vi på hinanden uden at sige noget. Uden at blinke næsten. Luften i vognen er tæt og tilrøget. ”Sorgenfri station.” Højttaleren giver mig 1 chok. Jeg har glemt at tælle de sidste stationer. Jeg glemmer aldrig at tælle. Jeg ved ikke, om jeg skal sige noget eller bare stå af. Jeg ved ikke, om hun faktisk er på vej 1 andet sted hen. For 1 sikkerheds skyld lader jeg være med at sige noget. Jeg rejser mig og tager rygsækken på og spænder brystremmene. Mit hjerte er 1 organ. 1 organ med 1 rent fysiologisk funktion. 29

Hjertet_er_1_organ.indd 29

22/01/2016 11.08


Alligevel kan jeg mærke det meget tydeligt, da jeg træder ud på perronen og opdager, at hun gør det samme. At hun følger med mig. Ekspedienten fra kasse 3.

Hjertet_er_1_organ.indd 30

22/01/2016 11.08


133x210mm + 3mm til beskæring. Ryg: 33,7mm

For at få den under kontrol må hun overholde strengere og strengere regler. Og så møder hun Xu. Forelskelse kender ikke til regler, men Lucca kan ikke give slip.

En stærk, barsk og ucensureret roman om cutting, kontrol og kærlighed.

ISBN 978-87-11-48035-9

9 788711 480359

Hjertet er 1 organ sarah engell

Lucca har en hemmelighed, som truer med at ødelægge hendes liv.

Hjertet er 1 organ sarah engell

Hjertet er 1 organ - læseprøve  

Maries hemmelighed truer med at ødelægge hendes perfekte liv, og mens hun kæmper for at holde sandheden skjult, bliver hun forelsket. I en p...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you