Globalt KRIMIMESSE 2018 by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES

STORT TEMA OM INTERNATIONAL KRIMINALITET 2018

10 bøger

om mørke, mord og mysterier

London i blodet

Lone Theils vender tilbage til gerningsstedet

lindhardt og ringhof

OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES

Insider fra udenrigstjenesten går tæt på virkeligheden

Globalt

er den avis, som korrespondenten Nora

Sand arbejder på i Lone Theils’ succesfulde krimiserie, hvor tredje bind, HEKSEDRENGEN, netop er udkommet. Derfor har vi valgt at præsentere Lindhardt og Ringhofs forfattere og bøger, der deltager på dette års krimimesse i Horsens, i en avis, hvor Nora Sand får selskab af kolleger som Maiken Tarp, Thomas Ravnsholdt, Fabian Risk, Heloise Kaldan, Maria Brænder, Susanne Carlsen, Huldar og Freyja.

Ansvarshavende redaktør:

Projektleder:

Søren Anker Madsen

Christian Reinholtz

Globalts kriminal-korrespondenter:

Alle karakterer som opklarer forbrydelser i vores fremragende forfatteres bøger. Desværre findes mord og kriminalitet jo også uden for fiktionens verden, så pensioneret anklager Anne Birgitte Stürups og museumsleder Frederik Strands nye bøger om virkelighedens forbrydelser, kan du også læse om i denne udgave af Globalt. For drab og ondskab drager os som

Gustav Højmark-Jensen

Niels Frederik Rickers

Grafisk design:

Oplag: 15.000

www.imperiet.dk

Tryk: Tryxx

Forside og foto side 8-9:

Udgiver: Lindhardt og Ringhof

Hazel Thompson

www.lindhardtogringhof.dk

www.hazelthompson.com

Facebook.com/lindhardtogringhof

læsere – i bøger får vi lov til at dykke ind i tanker, universer og problemer, som på én gang fascinerer og frastøder, fordi de er så fremmede for os. Men når bogen lukkes er vi heldigvis tilbage i vores eget liv, og der er skabt orden på kaos, fordi Nora Sand, Fabian Risk eller Maiken Tarp har opklaret forbrydelsen. God læselyst!

Facebook.com/gerningsstedet

OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES

3 Den kolde krig er alt andet end afkølet ved Europas grænse til Rusland. Og derfor er Ukraine godt materiale for en spændingsroman. Især for den tidligere diplomat MOGENS BLOM, som er aktuel med Enken fra Kiev.

”V

i har været så fokuserede på at bekæmpe terror i Mellemøsten, men imens er der sket en masse nye ting i verden. Vi har fået en ny kold – ja faktisk næsten varm krig i vores europæiske baghave op mod Rusland, hvor de kæmper dagligt.” Ordene er Mogens Bloms. En mand med mere insiderviden end de fleste, når det kommer til at skrive politiske spændingsromaner med udgangspunkt i Mellemøsten. Han har arbejdet som diplomat og embedsmand i Udenrigsministeriet i næsten to årtier, og han har været så tæt på de Mellemøstlige konflikter, som man kan komme. Nu har han skiftet det litterære bagtæppe ud. Fra Mellemøstens støvede varme, til Østeuropas barske kulde. Mogens Blom befandt sig i hovedstaden Kiev i 2016, kun to år efter det skæbnesvangre oprør på Maidan-pladsen. Her mødte han et ukrainsk samfund, der for alt i verden ikke ville tilbage under russisk kontrol, ligesom han også mødte unge mennesker, der var parate til at gøre næsten hvad som helst for deres uafhængighed. Ideen til Enken fra Kiev udspringer fra Mogens Bloms møde med en ung kvinde på Maidan-pladsen. ”Den unge kvinde jeg møder på Maidan-pladsen i 2016, fik virkelig åbnet mine øjne op for, hvordan det ukrainske folk lige pludselig havde stået midt i et afgørende øjeblik i deres lands historie. De kunne enten komme under russisk kontrol i de næste 20, 30, 40 år – eller de kunne kæmpe for deres plads i Europa. Det var et point of no return for dem. Den unge kvinde blev til enken fra Kiev.” Oplevelsen gjorde så stort et indtryk på Mogens Blom, at det var en historie, som han bare måtte fortælle. Samtidig ville han også rykke ved det fortegnede billede af Kiev og det ukrainske samfund, som mange danskere har. Ifølge Mogens Blom er Ukraine ikke længere et gammelt jerntæppeland. Tværtimod har det smarte cafeer, et levende natteliv og ambitiøse unge,

der deler samme værdier som unge i Danmark. ”Jeg tager udgangspunkt i den politiske virkelighed. Selve bogens plot og karaktererne i Enken fra Kiev er selvfølgelig min opfindelse, men jeg skriver ud fra tanken om, at det sagtens kunne ske. Jeg prøver at lægge mine romaner så tæt på virkeligheden som muligt.” Ifølge Mogens Blom er serien om efterretningsagenten Maiken Tarp faktisk så realistisk, at både tidligere kolleger i ministerier og andre embedsfolk siger: ”Ja, sådan kunne det sgu godt være foregået. Det er lige på kornet. Vi kan se magtkampene for os.” Mogens Bloms lange fortid i diverse ministerier kommer virkelig til udtryk i Enken fra Kiev. De politiske intriger og de personlige og politiske spil vælter frem. Men det er ikke det eneste, der får indflydelse på bogens handling. Kærlighed og et kompliceret far-søn-forhold får afgørende betydning for hovedpersonen Maiken Tarps kamp for at overleve. ”I forhold til at sidde og skrive notitser til en minister eller være en del af et stort embedsapparat, så er fordelen ved at gå ind i sådan et spændingsunivers, at det mig, der bestemmer. Jeg kan udvikle karaktererne, skubbe til dem og stille dem over for dilemmaer, de ikke selv havde forestillet sig. Men som insider i det her miljø synes jeg, at det er interessant at begrænse sig til en version af historien, der faktisk kunne foregå, selvom det nogle gange kan virke lidt utroligt.” Men selvom Mogens Blom gerne ville, så er der stadig en række ting, han ikke kan udtale sig om i forhold til det danske embedsapparat (selvom det nok ville være godt stof til en spændingsroman): ”Med syv år i det danske Mellemøstkontor under Muhammed-krisen, dansk krigsdeltagelse og så videre, så modtager man en del fortrolige indberetninger, og det er jo klart, at de ting kan jeg ikke bruge,” siger Mogens Blom.

Jeg prøver at lægge mine romaner så tæt på virkeligheden som muligt.

INGER GAMMELGAARD MADSEN

ANNONCE

SAGA Egmont

MOGENS BLOM (født 1956) blev i 1996 ansat i Udenrigsministeriet. I ti år rejste han i Mellemøsten, og han har været involveret i håndteringen af Muhammed-krisen, mødt Det Muslimske Broderskab såvel som de unge på Tahrir-pladsen i Cairo under Det Arabiske Forår. Mogens Blom befandt sig på Radisson SAS-hotellet i Amman, da det blev bombet i 2005. I 2014 kom Gidsel i Amman, første bind i en serie om efterretningsagenten Maiken Tarp, der er ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste. Andet selvstændige bind i serien, Arven fra Basra, udkom i 2016, og tredje bind Kvinden fra Kiev udkom i januar 2018.

LOTTE PETRI NOMINERET TIL KRIMIMESSENS PUBLIKUMSPRIS

ORFATTERN F E ØD på Krimimessen i Horsens lørdag den 17. marts LOTTE PETRI sort scene kl. 16. INGER GAMMELGAARD MADSEN rød scene kl. 16

OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES

4 YRSA SIGURÐARDÓTTIR skriver fra den islandske kulde med brutalitet og no-nonsense. Den islandske krimiforfatter er for mange et friskt og gysende koldt pust til genren, og hendes nyeste krimi, Tilgivelse, er ingen undtagelse.

“M

ine bøger er voldelige, det er de helt sikkert. Men jeg fokuserer ikke på hver eneste bloddråbe. Mord er modbydeligt, og der findes ingen smuk eller fornuftig måde at beskrive det. Jeg fortæller det som det er, og nogle gange kan det virke brutalt eller kynisk. Men jeg skriver jo ikke en turistguide.” Krimigenren er forholdsvis ny i Island. Mange forlæggere troede ikke, at genren ville slå an i øvrigt, da kriminaliteten er meget lav i Island. Der bliver begået mellem nul og to mord på Island i løbet af et år, og det er ofte meget simple forbrydelser, der er lette for politiet at opklare. Mordene i et krimiplot kan derfor virke urealistiske i en islandsk kontekst. Alligevel har Yrsa Sigurðardóttir snart skrevet 12 krimier og har nu fået sit gennembrud i Danmark. Og med god grund. Yrsa Sigurðardóttir er ikke ligesom andre krimiforfattere. Hun arbejder stadig fast som ingeniør i Island, og ifølge hende selv forbinder det hende til både nutiden, men også til virkeligheden. Og i virkeligheden er mord en beskidt affære: ”Jeg prøver at skrive så realistisk som muligt, og idet jeg gør det, tillader jeg samtidig mig selv at gøre forbrydelsens natur lidt mere voldsom og udtalt, end man normalt ville se i Island. Men selvom mordene måske er meget dramatiske, set med islandske briller, så er bogens unge karakterers brug af sociale medier og ondskab mod hinanden det ikke. Mobning på nettet spiller en stor rolle i Yrsa Sigurðardóttirs nyeste krimi, og det var et tema, som det var vigtigt for hende at tage op som en reak-

tion på en udvikling i samfundet: ”Det her er en af de grimmeste ting, man kan finde i vores samfund. De her teenagere korsfæster hinanden. Mobning var forfærdeligt før, men nu da det er rykket over på nettet, er det blevet et monster, man ikke kan undslippe. Det jagter endda de unge ind i deres soveværelser, og jeg har hørt forældre, der truer med at slå de børn ihjel, der mobber deres egne. Derfor prøver jeg at vise desperationens ansigt hos de her forældre, og samtidig viser det sig også, at alt på overfladen ikke er som det ser ud blandt deres børn. Selvom mange måske tænker på at slå nogen ihjel, så er det heldigvis de færreste, der fører fantasien ud i livet. Spørgsmålet om, hvad der holder folk tilbage, er ofte dét, der danner grundlaget for Yrsa Sigurðardóttirs krimier: ”Tag det finansielle sammenbrud her i Island. Mange mistede alt på grund af nogle få bankfolks grådighed. Så, hvad var det der afholdt folk fra at dræbe de bankmænd, der tog alt fra dem? Hvad afholder forældre fra at dræbe nogen, der får deres barn til at miste lysten til livet, og måske endda driver deres barn til selvmord? Jeg har selv en datter, og selvom hun aldrig er blevet mobbet, så vil jeg altid beskytte hende.” Samtidig forsøger Yrsa Sigurðardóttir i sine krimier også at identificere, hvad vi alle sammen går rundt og frygter. Det er ofte her, ideen til hendes krimier opstår: Hvad er dét, der bare ikke må ske? ”Der er ikke kun én måde at få ideer til en krimi på. Men ofte, når jeg prøver at få en idé, så spørger jeg mig selv: Hvad ville jeg absolut ikke have, at der skete med mig eller dem jeg elsker? Dén ting som jeg

frygter mest, er ofte mit udgangspunkt, og så følger jeg den idé.” Mange bøger er tidløse, forstået på den måde, at indholdet og temaerne aldrig bliver forældede. Men det bekymrer Yrsa Sigurðardóttir sig ikke om. Hun vil bare levere en fantastisk læseoplevelse nu og her: ”Nogle gange bliver jeg bange for, at mine bøger ikke aldres så godt. Men det er okay. Jeg skriver ikke så folk kan læse mine bøger om 100 år. Jeg skriver til folk, der læser dem nu og som vil underholdes.”

YRSA SIGURÐARDÓTTIR er en af Islands bedste og mest populære krimiforfattere. Første bog i serien om Huldar og Freyja, DNA, blev i 2016 kåret til ÅRETS KRIMI af Det danske kriminalakademi. Tilgivelse er shortlistet til prisen for bedste islandske kriminalroman 2017. DNA modtog samme pris i 2015. Yrsa Sigurðardóttir bor i Reykjavik, hvor hun ved siden af sit forfatterskab har en karriere som civilingeniør.

FOTO:LILJA BIRGISDÓTTIR

Mord er modbydeligt, men jeg skriver jo ikke en turistguide

OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES

5 STEFAN AHNHEM er ikke bange for at bryde med traditionerne i krimiverdenen. I hans bøger skal alt kunne lade sig gøre – selv hvis det betyder, at han må tage livet af sin hovedperson.

Næste bog kan blive den sidste - måske mister hovedpersonen livet

”S

om læser af en god krimi skal du have følelsen af, at tæppet bliver trukket væk under dig, så du bare falder og falder, mens du ligger hjemme i din sofa og læser. Sådan vil jeg have det, både når jeg læser en krimi, og når jeg skriver en krimi. Det uforudsigelige betyder alt for mig,” siger krimiforfatter Stefan Ahnhem. Han tøver lidt. Og tænker sig grundigt om, inden han svarer på spørgsmålet om, hvad der i hans øjne gør en god krimi. Et spørgsmål som de fleste krimiforfattere sandsynligvis stiller sig selv gentagne gange, når de begraver sig dybt i en skriveproces. ”Der er to ting. Først og fremmest skal den være ’unputdownable’. Efter de første fire sider skal du føle, at dét her kan du ikke lade være med at læse. For det andet skal den være overraskende. Du skal simpelthen sidde med følelsen af, at dét her har du aldrig læst før. Du har måske læst 100 krimier, men en rigtig god krimi skal få dig til at føle, som var det din første krimi,” siger Stefan Ahnhem, som siden sin debut som krimiforfatter i 2014 har skrevet tre bøger i serien om den svenske efterforsker Fabian Risk. Han erkender også, at det på ingen måde er en nem disciplin altid at skulle være flere skridt foran sine læsere. Som han selv udtrykker det, er det ”pissehamrende svært” og kræver hårdt arbejde – men også en vis grad af impulsivitet. ”Det er dét, som er tricket. Jeg forsøger altid at overraske mig selv. Når jeg begynder at skrive en bog, ved jeg heller ikke, hvordan den slutter. Mange af mine kolleger har styr på hvert eneste kapitel, allerede før de begynder at skrive. Det har jeg ikke. Jeg har måske nogenlunde styr på den første fjerdedel, tematikken og hvem der er gerningsmændene. Sådan begynder jeg at skrive, men jeg har ikke styr på, hvordan jeg skal komme til slutningen eller præcist, hvad den skal gå ud på.” Stefan tilføjer, at han naturligvis bliver klogere på historien og dens handlingsforløb, jo længere ind han kommer i den. Men det er samtidig ren rutine, at han standser midt i skriveprocessen og ryster i bukserne ved tanken om, hvorvidt det hele nu hænger sammen. I modsætning til nogle af sine kolleger i branchen ønsker Stefan Ahnhem ikke at binde sig selv op på en fast serie på ti bøger. Læseoplevelsen bliver ifølge ham bedre af, at publikum ikke kan forvente, at det hele ender godt i slutningen af hver bog. ”Hvis du spørger mig, er det dumt som forfatter at lave en serie på f.eks. ti bind. For når du som læser er i gang med tredje bog i serien om Carl Mørck, så ved du, at det hele nok skal ordne sig, for der er stadig syv bøger tilbage,” siger Stefan Ahnhem og tilføjer, at han i stedet stræber efter, at hans læsere konstant sidder med frygten for, at den næste bog kan blive den sidste. "Alt kan ske i mine bøger. Fabian Risk KAN dø. På mange måder er det lidt ligesom Game of Thrones, hvor hovedpersonen får hugget hovedet af i første sæson. Folk tænker ’jamen, det kan man da ikke gøre’. Men det er dét, som er så fremragende. Pludselig er ingen sikre. Som læser ved du aldrig, hvad du kan forvente,” siger Stefan Ahnhem. Lige så vel som en god krimi skal have en stærk indledning, er det også altafgørende for Stefan Ahnhem

at holde et fast greb i sin læser hele vejen igennem – helt ned til hvert enkelt kapitel. Et greb, som han vurderer, at han nok har taget med sig fra sin tid som manuskriptforfatter på bl.a. tv-serien ’Wallander’. ”I mine bøger har jeg rimelig korte kapitler, og på en måde er de hver især scener. Når du skriver et tv-manuskript er du nødt til at holde det kort. Hver scene skal være effektiv og skal helst slutte ved et spændende sted. Ellers zapper man jo bare videre til en anden kanal. Dét tror jeg, at jeg har lært at overføre til mine bøger,” siger Stefan Ahnhem og forklarer videre, at det sidste, han ønsker, er at spilde sine læseres tid. ”Man skal ikke kunne fjerne ét eneste kapitel. Hvis du læser et kapitel i min bog, har jeg jo taget fem eller ti minutter fra dig. Så det skal være det værd. Der behøver ikke altid være en cliffhanger, men hvis du som læser ikke får noget tilbage af historien, så har du jo spildt ti minutter af dit liv. Sådan er det, når du skriver suspense,” siger Stefan Ahnhem.

Alt kan ske i mine bøger. Fabian Risk KAN dø. På mange måder er det lidt ligesom Game of Thrones, hvor hovedpersonen får hugget hovedet af i første sæson.

STEFAN AHNHEM (f. 1966) er svensk forfatter og har de seneste 20 år skrevet manuskripter til en lang række film og tv-serier – blandt andet krimiserierne om Wallander og Irene Huss. Han debuterede i 2014 som forfatter med Offer uden ansigt, som handler om den svenske efterforsker Fabian Risk. I samme serie har han sidenhen udgivet Den niende grav (2015) og Atten grader minus (2016) og arbejder på nuværende tidspunkt på det fjerde bind, Motiv X.Stefan Ahnhems bøger udkommer i mere end 30 lande og har solgt over en million eksemplarer.

OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES

6 FOTO: RIKKE OLSEN

METTE WESSEL FYHN er født 1972 i Herning og bor i dag ved Jammerbugt i Nordjylland. Hun er uddannet arkæolog, og Mosefolk er hendes debut som romanforfatter.

Mange krimier foregår i store byers virvar af mennesker, lyde, gemmesteder og ukendte skæbner. Men hvad sker der, når krimien udspiller sig i en lille, tætknyttet og stille landsby? Det spørgsmål søger krimidebutant METTE WESSEL FYHN at besvare i Mosefolk.

Kan man stole på sin nabo?

e fleste af os kender én eller flere små byer, hvor alle kender alle, og hvor man kan få en sludder med personen bag disken hos bageren. Måske har vi endda selv boet sådan et sted på et tidspunkt i vores liv eller har familie, der stadig bor i en lille landsby som den Mette Fyhn beskriver i Mosefolk. Landsbyen hedder Vi, og den gemmer sig blandt skove, marker og moser langt, langt ude på landet et fiktivt sted i Danmark. Ikke den typiske krimi-setting, men uroen begynder snart at kravle ind under huden, når siderne vendes. Den nyudnævnte landbetjent Maria Brænder, der er tidligere politiefterforsker, vender tilbage til sin barndomsby Vi, og inden længe bliver en ældre kvinde voldtaget og dræbt. Maria havde et nært forhold til kvinden, og snart breder angsten og mistankerne sig i den lille by. ”Jeg kan godt lide nærheden i de her små samfund ude på landet. Det giver mulighed for at skabe en masse relationer mellem folk, der har kendt hinanden altid. Folk kender hinanden så godt, og alligevel kommer der den her uro. For hvor godt kender vi egentlig hinanden? Hvem kan have gjort noget?” Spørgsmålet om, hvor godt vi egentlig kender hinanden, og heriblandt vores naboer, spiller en stor rolle i Mosefolk. Mette Fyhn bor selv ude på kanten,

som hun beskriver det, og har derfor de rigtige forudsætninger for at beskrive den uro, der kan begynde at ulme efter der er begået en forbrydelse i en lille landsby. Hvor andre krimier spiller på de store tangenter, så fokuserer Mette Wessel Fyhn på de små ting som, hvordan der lidt efter lidt kan spores mistillid i dialogen mellem de mennesker, der har levet i fred og fordragelighed med hinanden. ”Jeg dykker dybt ned i de personlige relationer og helt ned i dialogerne. Mellem linjerne begynder man pludselig at spørge sig selv, hvem har haft motiv til at gøre hvad. Kan man stole på sin nabo? Det er den frygt, jeg gerne vil mane frem, og jeg tror, at folk ville begynde at tænke sådan, hvis der rent faktisk skete et mord i deres egen lille landsby.” Mette Fyhn bor i en lille by i det nordlige Jylland og ville gerne tilføre en ny og mere nær dimension til krimi universet. ”Ligesom det er spændende med storbyerne, de hurtige skift og de store persongallerier, så findes der en helt særegen stemning og dynamik, når tingene er nære og kendte. Pludselig kan relationer skifte karakter, især når der tilsættes et mord.” Man kan måske sammenligne relationerne i det lille landsbysamfund med, når du slukker alt lyset i dit

hus eller i din lejlighed. Pludselig kan alt det kendte tage urovækkende former, og du kan tvivle på, om der i mørket gemmer sig noget eller nogen. ”Det er meget den stemning, jeg forsøger at skabe i Mosefolk. Når mørket sænker sig over Vi, så kommer der samtidig et fremmed element, for hvem er det egentlig, der bevæger sig rundt?” Tidligt i bogen skriver Mette Wessel Fyhn, at ”noget sort har åbnet sig i Vi” i forbindelse med, at hovedpersonen står på kanten af en mose og kigger ud over det mørke vand. Moser har altid været forbundet med noget mystisk, mørkt og farligt. Gennem tiden er der blevet ofret både dyr og mennesker til mosens sorte vand, og som barn fik man at vide, at man skulle tage sig i agt, for ellers kunne mosen sluge dig. ”Mosen er en helt særegen stemningssætter for landsbyen. Du får det her urgamle, historiske og meget mystiske ind i byens atmosfære. Mosen spiller en central rolle i Mosefolk, og jeg kommer til at lægge endnu mere vægt på det i det næste bind. Men der har altid ligget en frygt og ulmet i Vi. Frygten for at der skulle ske noget mere alvorligt end bortløbne køer og folk, der kører for hurtigt på knallert. Og det sker så også.”

OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES

7 LEIF DAVIDSEN dur ikke til at få ideer ved at sidde derhjemme og kigge ud ad vinduet. Med sin trofaste notesbog ved hånden bruger han i stedet verden omkring sig som inspiration til sine romaner.

Med et gotisk slot i lommebogen ”F or mig er mit litterære råstof det, der foregår på den anden side af vinduerne. Det har det været, siden jeg begyndte som journalist, og sådan vil det blive ved med at være. Dét er mig, og det er min måde at blive inspireret på.” Selvom han præsenterer sig selv som forfatter først og fremmest, lægger Leif Davidsen ikke skjul på, at han er, og altid vil være, journalist helt ind til benet. Det afspejler sig helt konkret i den måde, han arbejder med sine bøger på. Han researcher, rejser og noterer på livet løs i sine små, sorte notesbøger. For Leif er det at rejse og se verden omkring sig blevet en vigtig grundsten i hans forfatterskab. Både når handler om at få ideer, og når han kommer til researchfasen. ”Jeg bruger altid egne observationer til mine romaner. Jeg kan ikke skrive et sted, hvor jeg ikke har været. Det er umuligt for mig. Der er jeg ligesom en filminstruktør, der er ude at se på locations.” Når Leif Davidsen fortæller om sine arbejdsmetoder, står det hurtigt klart, at især hans små notesbøger har en helt særlig plads i hans hjerte. Notesbogen er sort og på størrelse med en lille lommekalender. Leif bærer den altid på sig, når han går uden for døren, uanset om det gælder en tur i S-toget eller en rejse til Cuba. ”I dag bruger mange deres telefon til at skrive ned på. Det kan jeg ikke. Jeg skal have det i hånden. Så husker jeg det også bedre. Jeg skriver alt ned. Alt mellem himmel og jord. Vejret, maden, ting jeg ser på mine rejser. Måske får jeg en idé på vej hen til min bil. Måske hører jeg en replik i et S-tog eller læser noget i en avis. Det hele ryger ned i notesbogen,” siger Leif Davidsen. Han har ikke selv tal på, hvor mange notesbøger, han i sin tid har skriblet sig igennem. De brugte notesbøger gemmer han i en gammel taske. Det kunne aldrig falde ham ind at smide dem ud, for som han selv med et glimt i øjet siger, ”kunne der jo ligge noget guld i dem.” Det var særligt Leif Davidsens vane med at tage noter og hans baggrund som journalist, der i sin tid

såede kimene til hans forfatterskab, der består af spændingsromaner. Som radiojournalist på DR i slut70’erne og 80’erne husker Leif, hvordan han og hans kolleger var underlagt DRs retningslinjer for nyhedsafdelingerne. Som journalist måtte man ikke være personlig og skulle altid tilstræbe at være objektiv, hvilket det daværende Radioråd holdte nøje øje med. ”Det var mod DRs ånd og bestemmelser at viderebringe rygter, og det fandt jeg selvfølgelig helt rigtigt. Men man jo hørte masser af rygter i sit arbejde som journalist, og de røg selvfølgelig ned i notesbøgerne. Og jeg opdagede med min første roman, Uhellige Alliancer, der foregår i Spanien, at alle de her ’fraklip’, som jeg ikke kunne bruge som journalist, dem kunne jeg bruge til en roman,” siger Leif og tilføjer, at det reelt set nok kun er en tiendedel af hans notater, som han ender med at gøre brug af. I modsætning til andre forfattere er det ikke vigtigt for Leif Davidsen at planlægge sine romaner minutiøst på forhånd. Ved begyndelsen af en roman ved han aldrig, hvor den skal ende. Oftest starter han blot med ét billede inde i hovedet af en hoved- eller biperson, hvorefter han lader skriveprocessen føre historien videre. Det var også tilfældet med Leifs seneste roman, Ravnens Rede, som udspiller sig på et gotisk slot i Bretagne på den franske vestkyst. Romanens handling er fuldt af helt fiktion, men slottet, som agerer bogens omdrejningspunkt, eksisterer i virkeligheden. Leif blev netop inspireret til romanen, da han i november måned for to år siden var på en otte-dages ferie med sin kone Ulla i det franske, hvor de tilfældigvis boede tæt ved slottet. Det slog ham hurtigt, at slottet og dets omkringliggende vilde klippekyst var en perfekt ramme for en mørk og mystisk fortælling. På den måde endte en kort ferie og et øjebliks livlig fantasi med at udvikle sig til en roman, der må betragtes som lidt atypisk i forhold til hans Rusland-romaner.

”Når jeg skriver på den måde, jeg gør, så er det fordi, jeg synes det er den mest spændende for mig personligt. For mig er det en udforskning af karaktererne, plottet og historien. Jeg sidder heller ikke hjemme i to år og skriver. Når jeg går i stå eller ikke ved, hvad der skal ske, tager jeg ud i verden og researcher. Bagefter tager jeg hjem igen og skriver videre. Det lyder mystisk, men det er det faktisk ikke.”

I dag bruger mange deres telefon til at skrive ned på. Det kan jeg ikke. Jeg skal have det i hånden.

LEIF DAVIDSEN (f. 1950) er en af Danmarks mest populære og bedst sælgende forfattere med en stribe spændingsromaner, rejsebøger og et par novellesamlinger bag sig. Han udgav i 2017 Ravnens rede, som fik 5 hjerter i Politiken og fast plads på bestsellerlisterne.

OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES

London i blodet – blodet i London LONE THEILS har netop udgivet tredje bind i serien om Nora Sand, journalist på avisen Globalt. Inspirationen til Heksedrengen stammer fra en næsten 20 år gammel mordsag, hvor et parteret barnelig blev fundet ved Themsens bred i London. Dengang dækkede Lone Theils selv sagen som journalist.

FOTO: HAZEL THOMPSON

OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES

9 Læs interview med Lone Theils side 10 >

OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES

London i blodet interview med Lone Theils ”M

ine historier tager næsten altid udgangspunkt i en virkelig forbrydelse,” som hun siger. Lone Theils’ krimiserie om journalisten Nora Sand, der bor i London, låner godt nok fra virkelighedens makabre sager, men så er det, at forfatteren Lone Theils tager over: ”Det er aldrig en direkte gengivelse, for så ville vi være ovre i ren journalistik og ikke i fiktion, som en krimi jo er. Jeg bruger den virkelige forbrydelse og lader den bundfælde sig i mig, men jeg flytter f.eks. den scene, hvor forbrydelsen er foregået og prøver at tilføre nogle nye ting, så det ikke bliver en kopi.” Forbrydelsen, der har dannet udgangspunkt for hendes nye roman, ligger næsten 20 år tilbage. Dengang gjorde den et stort og varigt indtryk på Lone Theils, der ikke har kunnet slippe sagen om det parterede barnelig, der viste tydelige tegn på at være blevet ofret, siden hun dækkede den som korrespondent tilbage i 2001. Men hvor længe skal man vente, før man kan forvandle en så makaber forbrydelse til omdrejningspunktet for en krimi? ”Den her sag har trængt sig på i min underbevidsthed længe. Den gjorde et dybt indtryk på mig dengang, for det er jo fuldstændig utænkeligt, at sådan noget foregår i verden, nogen steder. Det er utroligt, at det foregår i Afrika, men at det skulle foregå i London i det her årtusinde – det er helt ufatteligt. Sagen er simpelthen så forfærdelig, at der er nogle ting, jeg har ladet være med at tage med, og så har jeg prøvet at flette så mange plot-twists ind, at vi distanceres lidt fra den virkelige forbrydelse, der stadig står som en af de mest opsigtsvækkende og uhyggelige i London.” Lone Theils har forsøgt at bryde den oprindelige sag op på forskellige måder og tilføje nye, fiktive aspekter til den dystre forbrydelse for at skabe den distance,

hun synes, at en sag som denne fortjener. Et af disse elementer er en højt profileret skilsmisse mellem en russisk oligark og hans danske kone, der måske ikke er så fiktiv alligevel. ”Jeg havde haft lyst til at skrive om de her super-rige russiske oligarker i lang tid. De opkøber de dyreste ejendomme og danner næsten små russiske stater i London. Og så har jeg hørt de vildeste historier om de her russeres skilsmisser.” Igen har Theils skelet til virkelighedens verden og skaffet sig information, som den journalist hun stadig er bag krimiforfatteren. ”Der er ufatteligt mange penge på spil, og de her mennesker vil oftest gå ekstremt langt for at få deres vilje. Det gode var, at jeg kendte én, som har en veninde, der er advokat, og som jeg fik lov til at ringe til. Advokat-veninden har været med til at føre nogle af de her enormt store skilsmissesager, og hun fortalte mig de vildeste historier om, hvad de russiske pengemænd kan betale sig fra. F.eks. kan de købe sig til lægeerklæringer, der udstiller deres koner som psykisk ustabile, og derved sikre, at konen aldrig kan få forældremyndigheden over børnene.” Heksedrengen er som alle Lone Theils’ bøger kendetegnet ved at bygge på grundig research og et nært kendskab til London, og som Theils selv siger, så vil hun med sine bøger gerne dele sin kærlighed til journalistik og til London: ”Når jeg finder en sag, der virkelig fanger mig, så dykker jeg ned i den og researcher benhårdt. Det har jeg især gjort her med Heksedrengen. Jeg har læst alt, der er skrevet om sagen og beskæftiget mig med kilder, der bistod politiet i deres oprindelige efterforskning af sagen. Og så har jeg brugt elementer fra lignende sager om sort magi, som jeg selv skrev om, da jeg arbejdede som korrespondent.”

Lone Theils har også opsøgt et område af London, der ifølge pålidelige kilder huser størstedelen af de afrikanske healere, der er berygtet for at anvende den magi, der omtales i bogen. ”Det område tog jeg selvfølgelig ud til og tilbragte noget tid i. Det lyder uhyggeligt, men jeg er overbevist om, at de her heksedoktorer findes. Så er det bare et spørgsmål om, hvor langt de går. Jeg har også været meget på den kirkegård, der danner rammen om åbningsscenen i bogen, og i øvrigt har jeg bevæget mig rundt mange af de steder, som Nora Sand bevæger sig. Jeg har jo boet i London i 16 år. På den måde er Nora Sand-serien et udtryk for lige dele research og lige dele London i blodet.” Den store mængde research og det tætte kendskab til både politiets arbejde, de mørke og magiske ritualer og de russiske oligarkers magt er også med til at sætte et nyt og langt højere tempo i Heksedrengen, end i de foregående bøger i serien. Ifølge Lone Theils er tempoet højere, fordi den oprindelige forbrydelse var så uhyggelig: ”Det har været hårdt at skrive den her bog, netop fordi karakteren af forbrydelsen er så urovækkende. Den her sag er mere uhyggelig, end mange af de foregående sager jeg har arbejdet med, fordi der er det her med sort magi og ofringer af børn, som vi ikke helt forstår. Det er også derfor, at der er nogle stærkere scener, mere vold, og at Nora Sand er ude i nogle situationer, der virkeligt sætter hende på prøve. Måske er det derfor, at det kommende bind i serien, som Lone Theils er i fuld gang med at skrive, begynder med, at Nora Sand tager sig et velfortjent hvil på en ferie i Thailand … der dog hurtigt bliver afbrudt af en ny og ildevarslende sag!

LONE THEILS (f. 1971) er journalist og har blandt andet været korrespondent for dagbladet Politiken, Berlingske, DR og TV2. Hun har tidligere været bosat i London gennem 16 år, men bor nu i Danmark, hvor hun arbejder som fuldtidsforfatter og freelancejournalist. Lone Theils er indstillet til Martha Prisen. Lone Theils’ to foregående bøger, Pigerne fra Englandsbåden og Den blå digters kone bygger, som det nye bind i serien, Heksedrengen, på virkelige hændelser. Pigerne fra Englandsbåden trækker uhyggelige spor til sagen om en amerikansk seriemorder, der gemte på en kuffert fyldt med billeder af intetanende kvinder, hvoraf nogle var forsvundet. I kufferten fandt politiet et billede af to danske piger. Den blå digters kone fokuserer i stedet på én af de mange skæbner, der under ﬂygtningestrømmen i årene efter krisen i Mellemøsten bliver ofre for både menneskesmugling og uvished, splittet mellem Danmark og London.

OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES

Sæsonafslutning for en romanserie – kan man det? Ja, når serien handler om privatopdageren Ravn, og forfatteren MICHAEL KATZ KREFELD, der som tidligere manuskriptforfatter til TV-serier tænker i det moderne serieformat.

om læser af Ravn-serien har man flere gange stødt på hentydninger om kriminelle betjente og en skræmmende magtfuld person i samfundets øverste top. Ligesom gangsterkongen Kaminsky har stukket sit uhyggelige fjæs frem i flere af historierne. Men det er det uopklarede mord på Ravns kone Eva, som hele vejen er løbet som koldt, mørkt vand under serien. I Pagten, det nye og femte bind i serien, indgår Ravn en fatal pagt med Kaminsky for at få den viden og de forbindelser, der måske gør det muligt at afsløre korruptionen og den anonyme bagmand – og at finde Evas morder. Men alting har en pris, helt præcis 71 skjulte millioner fra et gammelt, uopklaret røveri, som Kaminski ønsker at få fat i. Og det hele bliver yderligere kompliceret, da en aldrende lejemorder kommer på tværs af Ravns planer. ”Man kan roligt tale om, at Pagten er en slags sæsonafslutning på de første fem bind af Ravn-serien,” fortæller Michael Katz Krefeld: “Min inspiration til at skrive thrillere kommer jo primært fra filmens univers. Det er den, som jeg dyrker i romanform.” Michael startede sin karriere med at skrive og instruere en række novellefilm, og han har skrevet manuskripter til danske tv-serier, bla. Nikolaj & Julie (DR), Hotellet (TV2), Skjulte spor (TV3) og Nynne (TV3). ”Men i virkeligheden startede min filmkarriere, da jeg var 20 år som runner på spillefilmen Mord i mørket efter Dan Turèlls roman. Jeg er stadig starstruck, hver gang jeg møder Michael Falck,” griner han. Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at lige netop han fører det moderne TV-format med sæsoner ind i roman-genren. For seks år siden præsenterede Michael Katz Krefeld sit forlag, Lindhardt og Ringhof,

for sin nye krimiserie på ti bind om den tidligere politibetjent Thomas Ravnsholdt, kaldet Ravn. Foran forlagets ansatte tegnede han de korte buer, der bind for bind skulle afslutte en højspændt sag, som holdt læserne i et jerngreb. Og den lange bue som skulle folde Ravns mørke baggrundshistorie ud hen over hele serien. Med Pagten binder Krefeld nu altså en sløjfe på første halvdel af serien. I 20 lande verden over følger læserne med i de hæsblæsende, nervepirrende og stærkt underholdende krimier om Ravn, der bor på sin båd i Christianshavns kanal sammen med sin hund Møffe. Og Michael Katz Krefeld har selv ind til videre takket nej til de mange tilbud om at filmatisere serien – han venter på det helt rigtige tilbud, som han siger. Krefeld er barnebarn af krimiforfatter Hermann Krefeld (Leopardkloen og Døden lægger kabale). Han debuterede med krimien Før stormen, som vandt kriminalakademiets debutantpris i 2007. Siden fulgte Pans hemmelighed, Protokollen og Sort sne falder der vandt Harald Mogensen-prisen for “Årets bedste danske krimi 2012.” Og nu ligger der ind til videre 5 bind i serien om Ravn. Men når Michael Katz Krefeld rigtigt skal slappe af, sætter han sig stadig gerne tilrette foran en god TV-serie: ”Jeg er vild med Fargo. Der er tre selvstændige sæsoner af denne fantastiske serie, som tager udgangspunkt i Coen-brødrenes film af samme navn. Handlingen udspiller sig i et amerikansk-skandinavisk lillebymiljø i midtvesten.

Min inspiration kommer fra ﬁlmens verden

MICHAEL KATZ KREFELD (f.1966) er født i Gl. Holte og opvokset på den københavnske vestegn. I 2016 modtog han Martha Prisen, der er læsernes egen bogpris hos Bog & idé.

Som i filmen er der tale om mordforviklinger på et højere plan. Fortalt med en blanding af voldsom død, underspillet humor og meget skæve personligheder. Hvis jeg nogensinde selv skulle lave en TV-serie ville jeg ønske at den kom til at se præcis sådan ud!”

OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES

Jagten på morderne stopper aldrig FREDERIK STRAND har brugt måneder på at grave i støvet arkivmateriale om politiets arbejde med at opklare gamle mordsager. For det er afgørende – ikke kun for politiet, men for hele samfundet.

”D

er er tale om meget tunge sager, ofte drabssager, der i sidste ende virkelig viser, hvad efterforskningen kan,” fortæller Frederik Strand. Han er storsmilende, da Globalt møder ham fredag eftermiddag på hans arbejdsplads på den murstensgule Station 6 på Fælledvej i København – bedre kendt som Politimuseet. Ved siden af sit daglige arbejde som museumschef har Frederik Strand de seneste år brugt sin tid på at skrive bogen Jagten på morderne stopper aldrig. I bogen gennemgår han de vigtigste genåbnede kriminalsager i dansk politihistorie. Det er sager, som i en længere periode var såkaldt ’kolde’, med andre ord uopklarede, men som efter længere tids efterforskning endte med at blive opklaret. Strand har tidligere skrevet bogen Uopklaret, der satte fokus på de drabssager, som politiet aldrig fik opklaret. ”En uopklaret sag er jo et nederlag for politiet. Både personligt, ressourcemæssigt, men også i forhold til offentligheden. Derfor var det interessant og opløftende at gå fra Uopklaret til denne bog, der viser et mere forløsende aspekt af politiets efterforskningsarbejde.”

For Frederik Strand spiller de genåbnede kriminalsager en vigtig rolle i samfundet. Han ser dem som konkrete eksempler på, at man som borger kan have tillid til myndighederne og den udøvende magt. ”Det er afgørende, at politiet viser, at de tunge sager kan opklares. Der er ingen tvivl om, at retssamfundets effektivitet kan afspejles i opklaringen af drab og personfarlig kriminalitet. En lav opklaringsprocent er lig med et dysfunktionelt samfund.” I sin bog har Frederik Strand samtidig stræbt efter at give et sjældent indblik i forbrydernes verden ved at sætte ord på nogle af bevæggrundene til de handlinger, som for mange kan synes uforståelige. For ham er det interessant at undersøge, hvad det er, der kan få fx en seriemorder til at begå så brutale og ondskabsfulde forbrydelser. ”Jeg mener, det er enormt kompliceret. Normalt taler man i politiregi ikke om, at en gerningsmand er ond. Omvendt er politigerningen det sted man umiddelbart mest tydeligt konfronteres med det onde. Men hvad lig-

ger bagved? Hvorfor handler nogle mennesker bevidst ondt, og hvorfor har de et behov for at slå ihjel?” Hans egen fascination af den kriminelle verden begyndte allerede i de tidlige teenageår. Dengang var det særligt bander og især 30’ernes ikoniske gangstere, som vakte en interesse hos den unge Frederik Strand. Senere hen, da han læste historie på universitetet, bevægede interessen sig mere hen på politiets arbejde. Især deres arbejde med efterforskning af kriminalsager. Strand lægger heller ikke skjul på, at han af og til godt kunne have drømt om selv at blive efterforsker. ”Men det løb er nok snart kørt. Selvom de godt nok har fjernet aldersgrænsen på ansøgere,” siger han med et smil. Drabssager er ofte uhyre omfattende og indeholder et stort bevismateriale, der som udgangspunkt ikke er digitaliseret, og ifølge Frederik Strands har det til tider været et stort logistisk arkivarbejde at få kondenseret det store sagsmateriale ned til forståelige og interessante beretninger. I bakspejlet beskriver han dog skriveprocessen, som en stor fornøjelse og en oplevelse, der er svær at overgå for en ’efterforskningsnørd’ som ham. Han mener også, at det er vigtigt, at der bliver sat mere fokus på politiets historie – et emnefelt som han mener er blevet negligeret i mange år. ”Man må stille sig selv spørgsmålet: Hvad sker der i samfundet, når politiet ikke er til stede? Du kan, efter min opfattelse, ikke have et velfungerende samfund uden politiorganisationen. Så som forskningsobjekt er det i den grad underbehandlet. Der findes omfattende beskrivelser af folkeskolen og militæret, men når det gælder forskning i og beskrivelser af politiet, én af de absolut væsentligste institutioner, er der et hul. Dét hul håber jeg, at min bog kan være med til at udfylde.”

Du kan, efter min opfattelse, ikke have et velfungerende samfund uden politiorganisationen.

FREDERIK STRAND (f. 1975) har været museumsleder for Politimuseet i København siden 2010. Han er uddannet cand.mag. i filosofi og i historie samt ph.d. i politihistorie. Han har udgivet Rejseholdets historie (2014), Uopklaret (2016) og Jagten på morderne stopper aldrig (2018).

OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES

Virkelighedens ondskab overgår al fiktion ANNE BIRGITTE STÜRUP er den bedst kendte anklager i Danmark. Hun har ført sag mod Amagermanden og ﬂere af Danmarks værste og mest brutale voldtægtsmænd og mordere.

”D

en ondskab, der findes i det virkelige liv overstiger enhver form for fantasi.” Sådan slår Anne Birgitte Stürup det fast, og hun ved hvad hun taler om. Den nu pensionerede anklager har mere end 45 års erfaring i bæltet, og i retssalen har hun stået over for nogle af de værste kriminelle i Danmark. ”Folk kan ikke tåle at høre om mange af de sager, jeg har ført. Nogle af sagerne har været så forfærdelige, at nævningene skulle have krisehjælp af psykologer efter at have set bevismaterialet.” Det kan godt være, at krimier er uhyggelige, og at de fleste fiktive mord får det til at vende sig i læserne. Men Anne Birgitte Stürup forsikrer os om, at virkeligheden er langt værre end fiktionen. ”Jeg har tit tænkt, at dét der, det kunne selv ikke den mest uhyggelige krimiforfatter beskrive uden, at man som læser ville tænke ’ej, nu må de styrer deres voldsfantasier’.” Hvis vi går og tror, at vi får den sande historie i aviserne, så kan vi ifølge Anne Birgitte Stürup godt tro om igen. ”Folk har slet ingen idé om, hvad der ligger bag de udetaljerede overskrifter, og hvis jeg begynder at fortælle folk om det, så beder de mig om at holde op. Der er ingen, der vil høre om, hvordan pigen fra Sydhavnssagen blev tortureret i halvandet år. Der er ingen, der vil høre om, hvordan retsmedicineren aldrig havde set et så forfærdeligt tilfælde af ufattelig mishandling. Pigen havde ikke en kvadratcentimeter på kroppen, der ikke havde været udsat for snitsår, forbrænding, slag, spark, betændelse, sult eller øksehug.” Faktisk er virkelighedens forbrydelser så slemme, at de eneste som Anne Birgitte Stürup kunne tale med, har været de efterforskere, der har set beviserne med deres egne øjne. ”Lægmænd har meget svært ved at kapere den ondskab, der kan være i en sag. Der er simpelthen ingen, der vil tro på, at det her har foregået. Ofte kan man føle sig lidt alene med den slags sager. Men selvfølgelig har man efterforskerne, der jo også har arbejdet med sagens detaljer.” Men Anne Birgitte Stürup har altid holdt fast i én ting, når hun stod over for nogle af de slemmeste sager. ”Det, der har drevet mig, er, at de dér mennesker, de skal have en dom, så de ikke kan komme til at gøre no-

get lignende igen. Det er det, det drejer sig om. Mange mennesker tror, at bare fordi en person er blevet varetægtsfængslet, så er den ged barberet. Men det er faktisk her, hvor anklageren kommer ind i billedet. Nu skal vi ind og kæmpe kampen i retten.” Krimien, som vi kender den, slutter oftest med, at politiet samler tilstrækkelige beviser og fanger forbryderen. Hvad krimierne ikke nævner er, at der venter et stort arbejde, før de mistænkte mordere bliver dømt og sat i fængsel. Det er her Anne Birgitte Stürup tager over. ”Vi skal i anklagemyndigheden mene, at beviserne er tilstrækkelige, før vi må eller kan føre sag mod den tiltalte. Men en sag kan smuldre, vidnerne kan fragå deres tidligere forklaring. Alt muligt kan ske, og derfor kan man aldrig vide, hvordan en sag ender.” Meget kan ske før dommen bliver afsagt, især hvis der er tale om en nævningesag med helt almindelige mennesker på bænken. ”I retten har du ét forsøg. Man kan kun håbe på, at du har forklaret nævningene en våbenteknisk erklæring godt nok, så de forstår det. Der ligger et kæmpe arbejde i at forelægge de her beviser på den rigtige måde.” Da Anne Birgitte Stürup gik på pension fra den danske anklagemyndighed, forlod hun posten med lidt af en rekord i det danske retssystem. Hun havde ført flere nævningesager om vold, voldtægt, tortur og mord end nogen anden anklager. Og med det fulgte ofte stor pressebevågenhed. ”Pressefolk interesserer sig alle sammen for de samme sager. Ofte er det serievoldtægter og de lidt mere spektakulære drabssager. Men det gjorde det ikke mere besværligt, for arbejdet var præcis det samme”, svarer Stürup nøgternt. ”Det er et frit land, vi lever i, men det er ærgerligt, når pressen får fat i et vigtigt vidne. I forbindelse med sagen mod Amagermanden var der et meget vigtigt vidne, der hed Tommy, som var en af Amagermandens gamle venner. Hans forklaring var meget vigtig for sagen. Pressen fandt frem til ham, og interviewede ham i fjernsynet og alle mulige steder – inden han kom i retten. Det var ærgerligt. Forklaringen skulle gerne komme i retten først, så både nævninge og domsmænd får den umiddelbare version. Ellers kan de jo sidde derhjemme og se det hele i fjernsynet og tænke det ene og det andet.”

Stürup var dog oftest glad for at besvare journalisters henvendelser, for det var vigtigt for hende, at det, der blev skrevet om sagen, var faktuelt rigtigt. Men den store pressebevågenhed besværliggjorde også arbejdet til tider. ”Når pressen gjorde det svært, så var det, fordi der var en masse journalister, der begyndte at ringe, når sagen gik ind i sin sidste uge. Det er der, man har allermest travlt som anklager. Men samtidig er det vigtigt at tale med journalisterne og prøve at forklare dem, hvad der er rigtigt og forkert i sagen. Men om den anklagede var skyldig, hverken kunne eller ville jeg udtale mig om.”

Jeg har tit tænkt, at dét der, det kunne selv ikke den mest uhyggelige krimiforfatter beskrive uden, at man som læser ville tænke ’ej, nu må de styrer deres voldsfantasier.

ANNE BIRGITTE STÜRUP (f. 1946) gik på pension som anklager i 2017 og har nu for første gang mulighed for at fortælle frit om det danske retssystem og sin kamp på ofrenes side. I dag holder hun foredrag, underviser og fungerer som censor på politiskolen. Hun kunne aldrig finde på at skrive en krimi. MORTEN BRUUN og THOMAS BJERG har tidligere skrevet bogen Anklageren, en sag for Stürup. De er nu aktuelle med På ofrenes side. Morten Bruun og Thomas Bjerg har begge haft lange karriere som journalister og arbejder nu freelance under samme tag på Redaktionen.dk.

OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES

Når ANNE METTE HANCOCK beskriver et gerningssted i sine krimier, er det vigtigt for hende, at de tekniske detaljer hænger sammen. Derfor har hun indledt et tæt samarbejde med retsmediciner HANS PETTER HOUGEN.

Mig og min retsmediciner ”N

år jeg læser din krimi, kan jeg se, at du har forstået, hvad jeg har sagt. Det kan jeg sgu godt lide,” lyder det fra Hans Petter Hougen, mens han som en stolt underviser kigger på Anne Mette Hancock. De to mødtes første gang i 2010, da Anne Mette som journalistpraktikant på Berlingske skulle lave et længere interview med daværende statsobducent og nuværende professor på Retsmedicinsk Institut Hans Petter Hougen omkring hans arbejde. Seks år efter var hun godt i gang med sin første krimi, Ligblomsten, da hun i forbindelse med sin research tog kontakt til Hans Petter og spurgte, om hun ikke måtte komme forbi ham og spørge lidt ind til, hvordan en almindelig obduktion foregår. ”Jeg kan huske, at Hans Petter spurgte mig, om jeg ville have den lange eller den korte forklaring. Jeg var nærmest lykkelig. Tænk at jeg kunne få den lange forklaring,” siger Anne Mette, der ikke lægger skjul på, at hun altid har været dybt fascineret af retsmedicinerfaget. Som barn gik Anne Mette i en periode selv med en drøm om at blive retsmediciner. Hun husker tydeligt, hvordan hun som otteårig stod i sine forældres hus og meddelte, at ”det egentlig lød ret spændende, at nogle læger skulle skære i de døde.”

KICKBOKSNING FOR BEGYNDERE Effektiv motion og træning i selvforsvar på én gang, kom og få en gratis prøvetime.

— Billetmrk. I —

BARSELSVIKAR

Barselsvikar søges til Udenrigsministeriets Sikkerhedssekretariat, RISI. Erfaring med efterretningsarbejde i både Danmark og Ukraine krævet.

— Billetmrk. K —

Drømmen brast dog, da det gik op for Anne Mette, at visse matematikfærdigheder var påkrævet. I dag glæder hun sig over at kunne få lov til indirekte at være med på sidelinjen af obduktionsbordet, når hun snakker med Hans Petter. Den glæde kommer især til udtryk, når Anne Mette beskriver sine besøg i retsmedicinernes obduktionslokale, hvor Hans Petter har sin daglige gang. ”Det er jo langt bedre end at være i Tivoli!” siger hun og tilføjer hurtigt, at hun selvfølgelig aldrig har været i lokalet under en obduktion. På mange måder finder hun det selv paradoksalt, at hun er så nysgerrig på det retsmedicinske univers. Et felt som de fleste mennesker sandsynligvis ville udpege, som noget af det mest makabre, man kan beskæftige sig med. ”Jeg er på ingen måde sart, når jeg kigger på billedmateriale eller hører Hans Petter fortælle om sit arbejde. I princippet ville jeg nok kunne være med til at overvære en obduktion. På den anden side er jeg som privatperson den vildeste pivskid. Jeg er bange for at

flyve og overdreven angst for at der skal ske mine mennesker noget,” lyder det fra Anne Mette Hancock, hvorefter Hans Petter muntert tilføjer, ”og samtidig kan du godt hygge dig med at skrive et udspekuleret drab.” Når Anne Mette og Hans Petter snakker sammen, foregår det ofte over mail. Så sender Anne Mette Hans Petter fire siders manuskript, hvorefter han sender sine rettelser tilbage. For det meste er der tale om mindre detaljer såsom den rigtige størrelse på et skudhul. Detaljer som mange læsere nok ikke ville bide mærke i. Spørger man Hans Petter, er det vigtigt som forfatter at have ordentligt styr på selv de mindste teknikaliteter. Ofte oplever han at blive irriteret, når han i krimiromaner eller film på tv bliver præsenteret for detaljer, som ikke hænger sammen. ”Hvis jeg ser noget krimi i fjernsynet, orker min kone ikke at se det med mig, for jeg sidder bare og brokker mig over, hvor håbløst det er. Det skal fandeme være i orden,” siger han. Og griner. Selvom Anne Mette i princippet godt kan forestille

I princippet ville jeg nok kunne være med til at overvære en obduktion. På den anden side er jeg som privatperson den vildeste pivskid.

EFTERLYSNING! BYTTELEJLIGHED DUSØR GIVES!

HAVES: Skøn lejlighed i København K med udsigt til Marmorkirken. ØNSKES: Større lejlighed tættere på Marmorkirken (med samme udsigt).

— Billetmrk. I —

— Billetmrk. S —

Engelsk bulldog savnes!! Sidst set på Christianshavn – forsvundet fra dækket af båden Bianca. Lyder navnet Møffe.

EKSAMENSHJÆLP TILBYDES Eksamenshjælp til jurastuderende tilbydes af person med 45 års erfaring fra anklagemyndigheden. Særlig stor viden om voldssager og god erfaring i håndtering af også højprofilerede sager.

— Billetmrk. M —

GUIDET TUR

Guidet tur tilbydes i moserne omkring Vi. Interesserede, kontakt:

— Billetmrk. R —

DØDE

Kummefryser. Lugter svagt, men fungerer fint. Fryser ned til 18 grader minus.

Patriarken er død. Det er hvad der sker – hændeligt, kunne man kalde det. Kranse og blomster til begravelsen modtages via den russisk-ortodokse kirke.

— Billetmrk. S —

— Billetmrk. E —

BORTGIVES

OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES

sig et scenarie, hvor hun skriver en krimi uden Hans Petters hjælp, er der dog intet der tyder på, at deres makkerskab slutter. ”Det er først og fremmest vigtigt for mig, at det, jeg skriver, er faktuelt rigtigt. I princippet ville det ikke genere mig, hvis jeg bare kunne finde på, men jeg har heller ikke lyst til at skuffe dem, der samler bogen op og læser den. For mig skal der heller ikke meget til, før at jeg selv lægger en bog væk.”

ANNE METTE HANCOCK (f. 1979) udgav i 2017 Ligblomsten, som blev en bestseller og nu udkommer i bl.a. Frankrig og Norge. Til juni udkommer næste krimi, Mercedessnittet, om journalisten Heloise Kaldan, der bor med udsigt til Marmorkirken i København. HANS PETTER HOUGEN (f. 1949) udgav i 2014 Efterforskerne sammen med tidligere leder af drabssektionen på Rejseholdet Bent Isager-Nielsen og retsantropolog Niels Lynnerup. September 2018 udgiver Hans Petter Hougen en bog med udgangspunkt i de syv dødssynder sammen med Stine Bolther og Bent Isager-Nielsen, og i 2019 udkommer Hans Petter Hougens bog om hans mangeårige erfaring som retsmediciner.

REJSER Tag med på en helt unik og dødspændende rundrejse til det ukendte Island. Vores to indfødte rejseguider Huldar og Freyja vil vise dig sider af Island, som du helt sikkert ikke har mødt før.

HJÆLP! OG VIND! GLOBALTS dygtige redaktionssekretær har fjumset

med billetmærkerne: Hun har noteret alle afsenderne, men glemt at notere hvem, der gemmer sig bag de enkelte billetmærker. Kan du hjælpe?

_____ Mogens Blom _____ Mette Wessel Fyhn _____ Lone Theils

— Billetmrk. M —

_____ Yrsa Sigurdardottír _____ Michael Katz Krefeld

JAGTMAKKER SØGES

_____ Anne Birgitte Stürup _____ Frederik Strand

Jeg jager mordere – hele tiden, ustoppeligt. Jeg kunne godt tænke mig en makker at jage med. Det vil være en klar fordel, hvis du er politimand. Henvendelse til Politimuseet –

— Billetmrk. E —

BILLETMÆRK

_____ Stefan Ahnhem _____ Anne Mette Hancock

VIND EN STABEL KRIMIER

_____ Leif Davidsen

Når du sætter bogstavet fra annoncerne ind ved den forfatter, som gemmer sig bag de enkelte billetmærker, danner bogstaverne et ord, som er løsningen på vores krimi-hovedbrud. Send dit bud på løsningen til: KONKURRENCE@ LRFORLAG.DK så deltager du i konkurrencen om en stabel krimier fra Lindhardt og Ringhof. Vi skal have dit svar senest DEN 15. APRIL, hvor vinderen trækkes. Når du deltager i konkurrencen, siger du jatak til at modtage emails med nyheder og tilbud fra Lindhardt og Ringhof.

OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES

THE USUAL SUSPECTS FRA LINDHARDT OG RINGHOF

7´6´´

2´6´´

6´6´´

2´6´´

5´6´´

2´6´´

4´6´´

2´6´´

3´6´´

3´0´´

2´6´´