Page 1

100 mm.

155 mm.

155 mm.

29,5 mm.

Pressen om

NABOERNE FRA BAGDAD:

231 mm.

Maiken Tarp fra Forsvarets Efterretningstjeneste befinder sig i Jordans hovedstad Amman, da en ung dansk kvinde kidnappes for øjnene af hende. Straks indledes en klapjagt for at finde gidslet og stoppe et planlagt bombeattentat. Men det politiske spil i både Danmark og Jordan undergraver efterforskningen. Derfor må Maiken trodse sine overordnede, og sammen med journalisten Kåre Nygaard indleder hun sin egen jagt på terroristerne.

© Thomas A

MOGENS BLOM (f. 1956) har været ansat i Udenrigsministeriet i 17 år. I arbejdet med denne roman har han trukket på erfaringerne fra sin tid som seniorrådgiver i ministeriets mellemøstkontor. Han har gennem ti år rej­st intensivt i Mellemøsten og var involveret i håndteringen af Muhammedkrisen, og han befandt sig på Radisson SAS-hotellet i Amman, da det blev bombet i 2005. Tidligere har han udgivet romanerne Naboerne fra Bagdad (2009), Aftenholdet (1984) og Dræbt af en vildfaren kugle (1983).

»En både intrigant og informativ thriller fuld af nøgtern viden, troværdige personer tilsat relevante dialoger og et mærkbart, men ikke prædikende politisk engagement.« – Bo Tao Michaëlis, Politiken

GIDSEL I AMMAN er en politisk thriller, der tegner et sammensat billede af forholdet mellem Vesten og Mellemøsten. Bogen er første del af en serie med efterretningsagent Maiken Tarp.

»Der er ingen tvivl om, at forfatteren har en stor viden. Han er også i stand til at skabe en både spændende og samfundskritisk thriller med ganske troværdige personer.« – Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Berlingske »Troværdigt plot og overbevisende figurer.« – Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten

ISBN 9788711332474 10000

www.lindhardtogringhof.dk

T H R I L L E R LINDHAR D T O G R I N G H O F

9 788711 332474


Af samme forfatter: DrĂŚbt af en vildfaren kugle, roman 1983 Aftenholdet, roman 1984 Naboerne fra Bagdad, roman 2009

Gidsel i Amman.indd 2

14/08/14 15.57


Mogens Blom

Gidsel i Amman

Lindhardt og Ringhof

Gidsel i Amman.indd 3

14/08/14 15.57


Gidsel i Amman © 2014 Mogens Blom og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Henrik Koitzsch Forsidefoto: Shutterstock Bagsidefoto: Glasshouse Images/POLFOTO Bogen er sat med Minion hos Lymi DTP-Service og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-33247-4 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2014 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Gidsel i Amman.indd 4

14/08/14 15.57


Tirsdag aften Mod sin vilje var Maiken tilbage i Mellemøsten. Lyset, sandet fra ørkenen, der hang som små korn i luften, og trafikkens konstante larm. Alt sammen bragte minder frem, som hun havde brugt år på at fortrænge. »Skal fruen bruge en taxa?« spurgte hotelportieren, der stod på trappen til hotellet, ulasteligt klædt i rød uniform. Maiken rystede på hovedet. »Nej tak. Jeg bliver hentet.« Den opmærksomme portier mindede hende om, at hun var i Jordan og ikke Irak. Sproget var rundere her. Hun prøvede at slappe af og fortælle sig selv, at Amman ikke var Bagdad. Hun stod foran et luksushotel, hvor hun skulle bo et par nætter. Så var det tilbage til København. Men billederne trængte sig på. Billeder, der havde plaget hende i årevis sammen med selvbebrejdelserne. Hjemme havde tjenestens psykologer prøvet at få hende til at forstå, at det ikke var hende, der var noget i vejen med. Det var en naturlig reaktion på det pres, hun havde været udsat for. Folk reagerede forskelligt, men hun havde udført et professionelt job for sit land og for tjenesten. Et job, hun kunne være stolt af. Forklaringen var tillokkende, men Maiken vidste, at de tog fejl. Hun havde ladet sig rive med. Mistolket situationen. Hun var endt med at få tunnelsyn og havde undladt at reagere på de advarsler, de modtog. Hun havde fejlet. Professionelt og privat. 5

Gidsel i Amman.indd 5

14/08/14 15.57


I stedet for at deltage i de samtalegrupper, hun blev tilbudt, begravede hun sig i sit nye arbejde som analytiker. På sit lille kontor under skråvæggene i Forsvarets Efterretningstjenestes hovedkvarter på Kastellet dechifrerede hun tålmodigt og metodisk de efterretninger, som andre indhentede. Rapporter fra agenter såvel som de tusindvis af små bidder af elektronisk overvågning, som tjenestens forskellige afdelinger hentede ned fra cyberspace hver dag. Der kom altid mere materiale til, som skulle gennemgås i det store puslespil med millioner af brikker. Jobbet holdt hende beskæftiget og tankerne på afstand. Hun havde troet, at alle havde forstået, at arbejdet på Kastellet var hendes måde at overleve på, men i går formiddags havde Godtfredsen, chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste – eller FE blandt indviede – kaldt hende ind på sit kontor. Han ville gerne have hende til at tage til Amman i Jordan og se på »den nye sag«. Maiken havde forsøgt at protestere. Den jordanske sikkerhedstjeneste havde rigtigt nok meddelt dem, at en voldelig jihad­ gruppe måske planlagde at ramme et ikkeidentificeret dansk mål i Amman. Men sådanne oplysninger var ikke ualmindelige, og den nødvendige informationsudveksling mellem de to efterretningstjenester kunne sagtens ske over nettet. FE-chefen havde insisteret. Han havde forskånet hende for rejser i snart tre år nu, og turen ville ikke vare mere end nogle dage, måske en uge, understregede han. Maiken forstod, at hun var nødt til at tage sig sammen. Enten det eller indrømme, at hun stadig vågnede om natten gennemblødt af sved med billeder, der syntes lige levende hver gang. Det kunne ikke komme på tale. Ikke bare var hun nødt til at tage til Amman, hun havde også fået besked på at tage en journalist med. Kåre Nygaard fra 6

Gidsel i Amman.indd 6

14/08/14 15.57


Morgenposten havde åbenbart fået den idé, at han ville dække FE in action. Eller var det Godtfredsens idé? I hvert fald argumenterede Godtfredsen for, at det var på tide, at tjenesten kom »på fornavn med befolkningen«. FE skulle være lige så kendt som PET, Politiets Efterretningstjeneste. Det var nødvendigt, at de åbnede op og gav befolkningen et bedre indtryk af FE’s arbejde. »Du har gjort dig klar til en aften med diplomatiet,« lød det bag hende. Kåre Nygaard kom ud ad døren fra hotellet og afbrød hendes tanker. Maiken kunne ikke vurdere, om hun skulle tage hans bemærkning som et kompliment, eller om den var ironisk ment. Hun havde skiftet jakkesættet ud med et par løse bukser og en halvlang jakke over en lys skjorte. Om halsen havde hun et orange tørklæde, der matchede den lille taske. Hun havde ikke brug for at skille sig ud, men for at blive taget alvorligt. »Du ser godt ud,« fortsatte han. Kåre selv havde nøjedes med at tage en jakke over den krøllede skjorte. Det var journalisternes privilegium ikke at være velklædte. Det havde hun også lært i Bagdad. De tilhørte en klasse af mennesker, der i deres egen indbildning stod uden for det, der foregik. Med ujævne mellemrum lod de sig flyve ind, stillede sig op foran kameraerne og kom med lange analyser af en verden, de i bedste fald besøgte i et døgn eller to. »Du har vel ikke ventet?« spurgte Kåre. Maiken svarede ikke. Klokken var 18.37. De havde aftalt at mødes halv. »Skal vi komme af sted?« sagde hun i stedet. »Jeg bad chaufføren vente nede på parkeringspladsen.«

7

Gidsel i Amman.indd 7

14/08/14 15.57


De var blevet tilbudt at deltage i en reception hos den danske ambassadør, William Meidahl. Kåre havde straks takket ja, og Maiken havde ikke haft nogen god undskyldning for at blive på hotellet. Hendes primære opgave var, som hun havde forstået det på Godtfredsen, at underholde Kåre Nygaard. Den konkrete sag kunne jordanerne vel ret beset klare uden FE’s indblanding. En større gruppe amerikanske turister var på vej ud af en stor bus og dannede prop foran sikkerhedstjekket ind til hotellet. »De er meget grundige med sikkerheden,« bemærkede Kåre. »Det har jeg ikke oplevet før på et hotel. Det er ligesom kontrollen i lufthavnen.« »Ja, men desværre lidt mere lemfældigt her,« konstaterede Maiken. Selv om alarmen hylede, havde hun fået lov til at passere, da vagtmanden genkendte hende som gæst på hotellet. »Men det er helt almindeligt i Mellemøsten. Og her på hotellet har de jo lært lektien.« »Hvad mener du?« »Jordans 9/11. Den 9. november 2005 sprængte tre selvmords­ bombere sig i luften på tre af byens bedste hoteller. Der var over 60 døde.« »Ja, det husker jeg. Radisson SAS var det ene, ikke?« »Netop. I dag hedder det Landmark.« »Vores hotel?« »Ja.« »Hvorfor bor vi så her?« »Det har vist altid været danskernes foretrukne sted at bo. Har jo engang været ejet af SAS.« »Man behøver da ikke bo her, fordi det engang var ejet af SAS?« »Jeg forestiller mig, at ambassaden har en aftale om en særlig god pris.« »Jo, men derfor behøver man jo ikke være dum,« sagde Kåre. 8

Gidsel i Amman.indd 8

14/08/14 15.57


»Det kan du sige. Og faktisk …« Maiken tog sig i det. »Faktisk hvad?« »Ikke noget. Vi må hellere komme af sted.« Faktisk var hotellet blevet bombet ikke én, men to gange. Af den samme mand. Jordans mest berygtede terrorist, al-Zarqawi. Men der var ingen grund til at gøre Kåre nervøs. Desuden var al-Zarqawi død. Amerikanerne dræbte ham i Irak i juni 2006, mens den jordanske sikkerhedstjeneste diskret lod verden vide, at de havde skaffet efterretningerne. Jordanerne var dygtige. Det var hendes gamle ven Omar alRashid, der var næstkommanderende i antiterrorafdelingen nu, og han havde styr på sagerne. *** Abu Zaki stirrede ud i mørket på vej mod byens centrum. Ringvejen, de kørte på, var netop åbnet. For få år siden havde der været ørken her. Dette var hans forfædres land. Her havde deres dyr græsset. Nu var det ved at blive ædt op af byen, der hvert år bredte sig over et stadig større areal. Ustandselig blev der bygget nye imponerende vejanlæg, indkøbscentre, hoteller og fashionable boligområder i ørkenen. Abu Zaki følte ikke stolthed over alt nybyggeriet. Det var ikke den vej, folket ønskede at gå. Korruptionen var udbredt, og det var kun en lille gruppe omkring kongen, der fik gavn af udviklingen. Almindelige mennesker blev bare fattigere og fattigere. I årtier havde den jordanske kongefamilie siddet på magten mod flertallets vilje. I tv og radio foregav kongen at være en folkets mand og beskytter, men i virkeligheden tænkte han kun på sig selv og sin familie. Han var afbildet på store portrætter, der hang overalt. Det ene sted som hærfører, det andet sted som rar 9

Gidsel i Amman.indd 9

14/08/14 15.57


familiefar, beduin eller moderne politiker. Utroligt, at folk ikke for længst havde gennemskuet ham. Svagheden lyste ud af ham. På det sidste havde flere og flere dog indset kongens forræderi mod det arabiske folk, og oprøret ulmede. Hans medsammensvorne i Egypten, Tunesien og Libyen havde måttet forlade deres paladser. I nabolandet Syrien var det kun et spørgsmål om tid, før præsident Assad måtte give op. Snart ville der også ske ændringer i Jordan. Meget snart. *** Maiken betragtede den tætte trafik, der kun langsomt bevægede sig fremad på trods af de imponerende trafikanlæg med nye motorvejsbroer overalt i byen. Siden hun sidst var i Amman, var der, så vidt hun kunne bedømme, bygget endnu flere veje og tunneller, men mængden af biler var tilsyneladende steget tilsvarende. Chaufføren satte dem af foran ambassadørboligen. Bevæbnede sikkerhedsfolk bevogtede på afstand indgangen, hvor en civil vagt kontrollerede deres invitationskort. I lobbyen til den store toplansvilla tog den danske ambassadør imod dem. Mai­ ken havde læst, at han var 49 år, men som han stod dér i nypresset jakkesæt, så han yngre ud. Omkring 180 cm høj, slank og ungdommelig med enkelte grå stænk i det mørke hår. På Maiken virkede hans smil glat som hos én, man ikke er sikker på, hvor man har. Måske fordi han mindede om hendes bror. Broren havde det samme smil og skøjtede efter hendes mening overfladisk gennem sit liv. Utrolig god til at sætte alt for mange ord på alle problemer, men uvillig til at tale om dét, det egentlig drejede sig om. Hun så ham kun, når de en sjælden gang mødtes hos moren. 10

Gidsel i Amman.indd 10

14/08/14 15.57


»Maiken. Godt at se dig.« Hun fik et fast håndtryk sammen med det professionelle smil. Meidahls hænder var varme. »Kåre Nygaard. Velkommen.« Ambassadørens smil blev en tak bredere. »Jeg ved, det har været en lang dag, men jeg håber, at de mennesker, du møder her i aften, kan give dig et lidt mere nuanceret billede af landet end det, man normalt får. Og dermed også et indtryk af det brede kontaktnet, ambassaden har opbygget.« Jeg har opbygget, oversatte Maiken indvendig. »Tak. Det håber jeg,« nikkede Kåre. Meidahl virkede upåvirket af den mulige terrortrussel og det faktum, at det mest sandsynlige mål, hvis det ulykkelige skulle ske, ville være ambassaden og ambassadøren selv. Det virke­de, som om han havde valgt at se det positive i situationen: op­­ mærksomhed omkring ambassadens arbejde fra en seriøs dansk journalist. En ung mand først i trediverne kom til og gav hånd. Det var ambassadens førstesekretær Kristian Thorsen. Han tog dem med ud til den store buffet, der var stillet op på græsplænen foran swimmingpoolen. Der var samlet små 100 mennesker. Flest mænd. Enkelte optrådte i skjorteærmer, men de fleste var i jakkesæt med slips. Kvinderne var iklædt halvlange aftenkjoler, diskrete lyse jakkesæt eller jeans. Kun få bar tørklæde. Kvart over ti stod Maiken lidt på afstand og betragtede de sidste grupper af receptionsgæster. Hun havde et par gange signaleret til Kåre, at hun var parat til at tage tilbage til hotellet. Men Kåre havde ikke travlt og var lige nu i gang med en længere samtale med en dansk direktør, der mente, at danske regeringer greb tingene helt forkert an i Mellemøsten. 11

Gidsel i Amman.indd 11

14/08/14 15.57


Maiken gik op til baren for at bestille en tonic uden gin. En ung kvinde fik serveret hvidvin. Da kvinden vendte sig om, var hun lige ved at gå ind i Maiken og reddede kun i sidste øjeblik vinen og Maikens jakke. »Sorry. I really apologize.« »Du behøver ikke undskylde. Der skete ikke noget,« sagde Maiken og gav hånd, selv om hun tidligere var blevet præsenteret for den unge kvinde. »Maiken Tarp. Jeg tror, vi hilste på hinanden før. Du er da dansk, ikke?« »Jo. Anne-Sophie Hvidebæk. Mange tror, jeg er jordaner. Nok på grund af mine ‘italienske aner’, som min mormor altid siger. Jeg arbejder for Dawrak her i Amman.« »Dawrak?« »Dawrak er arabisk og betyder din rolle. Det er en organisa­ tion, der kæmper for, at unge får mere indflydelse i samfundet.« »Spændende,« nikkede Maiken. »Ja, meget. Jeg er her som en slags frivillig,« fortsatte hun, som havde hun behov for at legitimere sin tilstedeværelse. »Jeg er journalist og er i Jordan på et års udveksling. Den jordanske informationsmedarbejder, jeg afløser, er så i praktik hos Dawraks søsterorganisation i Danmark. Jeg møder en masse fantastiske mennesker.« Maiken overvejede, hvordan en kvinde som Anne-Sophie havde fundet på at tage til Jordan. Men Mellemøsten var selvfølgelig blevet hipt efter det såkaldte Arabiske Forår, og Anne-­ Sophie virkede entusiastisk. Hun havde et ansigt, man fik lyst til at udforske. Brune øjne, der skelede en smule og lå dybt i hovedet, og store, runde kinder over en lille hage. »Det er første gang, du er i Mellemøsten?« spurgte Maiken. »Ja, men jeg har længe tænkt på, at jeg gerne ville herned,« sagde Anne-Sophie og nippede til vinen. 12

Gidsel i Amman.indd 12

14/08/14 15.57


Maiken ventede på, at hun ville uddybe, men i det samme kom en ung, jordansk udseende kvinde over mod dem. Ligesom Anne-Sophie så hun ud til at være midt i trediverne. Hun var afslappet klædt i jeans, en enkel bluse og med et mønstret tørklæde om hovedet. »Hej, Zahra,« hilste Anne-Sophie. »Har du mødt Maiken Tarp? Hun er gæst på den danske ambassade.« »Nej, det tror jeg ikke,« sagde Zahra og rakte Maiken hånden. Som alle de andre jordanere, der var med til receptionen, talte hun flydende engelsk. Mon ikke Zahra havde taget sin uddannelse i Europa? »Zahra arbejder også for Dawrak,« forklarede Anne-Sophie. »Hun er kursuschef og en rigtig god underviser.« Maiken spurgte til hendes arbejde, og Zahra fortalte om Dawraks træningskurser, der havde til formål at få de unge til at involvere sig mere i deres lokalsamfund. Zahra så på sit ur. »Vil du gerne hjem nu?« spurgte Anne-Sophie. »Ja, hvis det kunne passe,« nikkede Zahra. »Zahra og jeg kører sammen i Dawraks vogn,« forklarede Anne-Sophie henvendt til Maiken. »Skal I ind mod centrum?« »Ja. Vil du med?« »Gerne. Der er en dag i morgen. Hvis det ikke er til besvær.« »Selvfølgelig ikke.« *** Abu Zaki så til, mens de gjorde bilerne klar. De var anskaffet tre dage tidligere, og nummerpladerne var skiftet ud med pladerne fra et par ældre biler fra FN’s depot. FN havde så mange gamle 13

Gidsel i Amman.indd 13

14/08/14 15.57


køretøjer parkeret, at der ville gå uger, før de opdagede, at to sæt nummerplader manglede – og endnu længere tid, før de ville tage sig sammen og rapportere det til myndighederne. Abu Zaki fulgte forberedelserne med tilfredshed. De unge var dygtige, og han vidste, at han kunne stole på dem. De havde kontrolleret telefonerne, der skulle sikre, at de kunne holde kontakt. Det var helt nye mobiltelefoner med taletidskort købt i forskel­lige supermarkeder de sidste dage. Der ville ikke være nogen risiko for, at ekspedienterne kunne udpege køberen af netop disse kort. I det samme mærkede Abu Zaki telefonen vibrere let. Der kom en sms. Chauffør gør klar til at køre. Abu Zaki svarede med et hurtigt OK. Så var de i gang. *** Maiken fulgte efter Anne-Sophie ud af ambassadevillaen. Meidahl havde overbevist Kåre om, at han skulle blive lidt endnu. »Jeg skal nok passe på ham,« smilede Meidahl. »Vi kører ham hjem. Min bil er skudsikker, og sikkerhedstjenestens vagter følger endda efter i en ekstra vogn.« Maiken nikkede. »Det går nok.« Hun vidste, at den jordanske sikkerhedstjeneste passede godt på ambassadens stab. Med god grund, for terrorister gik som regel efter højt profilerede mål, der var prestige i at ramme. De fandt Dawraks bil lidt nede ad vejen. Det var en stor, hvid Land Cruiser med organisationens navn malet på døren i grønt. Anne-Sophie satte sig ind på forsædet ved siden af chaufføren. 14

Gidsel i Amman.indd 14

14/08/14 15.57


»Abdul-Majid,« præsenterede Anne-Sophie. »Og det er Maiken Tarp, en gæst på ambassaden.« »Velkommen til Jordan,« sagde chaufføren og nikkede til Mai­ ken. Maiken vurderede ham til at være midt i halvtredserne. Han var mager med kortklippet hår og et tæt lille overskæg. I hånden havde han en bedekrans, som han ubemærket lod glide mellem fingrene. I forruden hang et koranvers. Maiken prøvede at tyde den kunstfærdige kalligrafi med arabiske bogstaver. Hun så, at det var en del af den første sura i Koranen. I den nådige og barmhjertige Guds navn. Lovet være Gud, alverdens Herre, Den Nådige og Den Barmhjertige, Herskeren på dommens dag! »Majid. Vi venter bare på Zahra. Hun skulle lige sige farvel til en bekendt.« »Fint,« nikkede chaufføren. Et øjeblik efter kom Zahra ned til bilen og satte sig ind på bagsædet ved siden af Maiken. Chaufføren startede og drejede ud på vejen. De passerede et kompleks med restauranter og barer, hvor der var et vældigt leben, og dyre biler kæmpede om at finde en parkeringsplads. »Abdoun er Ammans velhaverkvarter,« forklarede Anne-Sophie. I det store fitnesscenter på den anden side af gaden, Fitness First, var der også liv. Maiken så, at der i anden sals højde var bygget en løbebane, der som et gennemsigtigt rør stak ud af bygningen. To kvinder joggede af sted, mens de spejdede ud over nattelivet. 15

Gidsel i Amman.indd 15

14/08/14 15.57


»Meget imponerende,« konstaterede Maiken. Hun havde ikke set en sådan konstruktion før, men gættede på, at man her kunne løbe med behagelig aircondition hele døgnet både sommer og vinter. »Det kan man sige,« nikkede Zahra. »Vi jordanere lægger vægt på, at alt skal se pænt ud. Bag facaden er tingene ofte knap så pæne. Abdoun er kun en lille del af virkeligheden. Jordan er frygtelig meget andet.« »Det ved jeg,« svarede Maiken. »Det er ikke første gang, du er i Jordan?« »Nej. Jeg har været her flere gange før. Jeg arbejdede i Irak og kom her en gang imellem.« Zahra nikkede og skulle til at sige noget, men blev afbrudt, da hendes mobil ringede. Hun svarede på arabisk. På samtalen forstod Maiken, at et af hendes børn var blevet syg. Zahra instruerede den, der passede børnene, om at lægge et koldt omslag på barnets pande, og fortalte, at hun ville være hjemme om 20 minutter. De kørte over en bro, der havde en markant oplyst stålkonstruktion. »Broen er blevet byens nye vartegn,« forklarede Anne-Sophie. »Den fører fra Abdoun over en af Ammans mange dalsænkninger til Vestamman.« Da de havde passeret broen, lå vejen med ét øde foran dem. Maiken bemærkede en hvid personbil, der kørte et stykke bag dem. Havde den ikke også fulgt efter dem på vejen op til rundkørslen? Passede den jordanske sikkerhedstjeneste virkelig så godt på hende? ***

16

Gidsel i Amman.indd 16

14/08/14 15.57


Anne-Sophie så ud over Abdoun-dalen, der lå som et stort, sort hav under dem. På hver side af dalen skinnede lysene fra byen. De øde dalsænkninger mindede hende om, at området for få år siden havde været uopdyrket land. »Her måtte min far beskytte sig mod ulvene, da han kom til byen,« havde Zahra engang fortalt. »Nu er der ingen ulve, men livet for de fattige er ikke blevet lettere af den grund.« Zahra talte stadig i mobil omme på bagsædet. Det var vist hendes søster. De talte arabisk sammen, og Anne-Sophie forstod ikke, hvad de sagde. Det havde været en god aften. Ud over Zahra havde tre andre fra Dawrak været med til receptionen, hvor Anne-Sophie havde fået dem præsenteret for flere udenlandske ambassadefolk. Det var vigtigt for de jordanske aktivister at have kontakt til diplomater. For selv om tingene foregik langt mere civiliseret i Jordan end eksempelvis nabolandet Syrien, var sikkerhedstjenesten opmærksom på enhver opposition. Blandt dem, hun selv havde fået talt med, var journalisten Kåre Nygaard fra Morgenposten. De var blevet introduceret for hinanden på ambassaden i eftermiddags. Han havde været meget nysgerrig efter at høre om hendes arbejde, og de havde en halv aftale om, at han skulle komme forbi organisationens kontor. Uden at sige noget specifikt om emnet have hun fisket efter, om der var mulighed for, at hun kunne få nogle af sine egne artikler om Jordan trykt i Morgenposten. Overraskende nok havde han ikke været afvisende. Det åbnede nye perspektiver. Hun overvejede, om hun skulle involvere ham mere, men var i tvivl om, hvor langt hun kunne gå. Det var begyndt med nogle unge fra Dawrak, der var blevet tævet i forbindelse med en stor demonstration. Da Anne-So17

Gidsel i Amman.indd 17

14/08/14 15.57


phie havde udtrykt sin forfærdelse, havde hun på sine kolleger forstået, at mishandling i fængslerne ikke var ualmindeligt. Særligt ikke når der var tale om politiske fanger. Anne-Sophie havde gravet i sagen og var begyndt systematisk at indsamle vidneudsagn fra unge demonstranter. Det havde bragt hende i kontakt med retshjælpscenteret og, for mindre end en uge siden, en jordansk journalist. Hun havde mødtes med ham på en lille mørk café, og han havde fortalt en rystende historie. Anne-Sophie tvivlede stadig på, om den virkelig kunne være sand. Hun havde besluttet at tale med ham om det, når de skulle ses næste gang. Det havde været svært ikke bare at gå over til ham til recep­ tionen. Hele aftenen havde hun diskret holdt øje med ham. Han cirkulerede rundt og talte med alle, som man skulle til en reception. Hun blev helt varm indeni, mens hun betragtede ham. »Jamen, hvad vil du med ham?« spurgte Zahra hende altid, når de diskuterede forholdet. Anne-Sophie havde svært ved at give et konkret svar. Havde man ikke lov til at gøre noget dumt en gang imellem? Kaste sig ud på dybt vand? Han var en rigtig mand. Og han lyttede til hende. Var ærligt interesseret i det, hun fortalte og tænkte. »Du er da nødt til at tage dig selv alvorligt,« havde Zahra sagt. Måske. Anne-Sophie åbnede sin lille taske og rodede rundt mellem nøgler, læbestift, tyggegummi og telefoner. Hun fandt den lille HTC-mobil, åbnede den og læste hans sidste besked. Hun skulle se ham på lørdag og ville prøve at skubbe tankerne om ham væk indtil da. Hun havde en masse arbejde med både Dawrak og artiklerne. Anne-Sophie havde en følelse af at flyve på en lyserød sky. Der var så meget, der lykkedes lige nu. 18

Gidsel i Amman.indd 18

14/08/14 15.57


*** Abu Zaki besvarede irriteret opkaldet. Det var en aftale, at de ikke ringede, medmindre det var strengt nødvendigt. Der var ingen grund til at udfordre skæbnen. Efter aktionen ville sikkerhedstjenesterne gennemgå al mobiltrafik med en tættekam. »Ja?« »De er to mere end beregnet.« »Hvad?« »Ud over Anne-Sophie og chaufføren er der to kvinder. Til­ syne­ladende en udenlandsk og en jordansk. Ikke nogen, jeg genkendte.« »Hvor er I nu?« »Broen over til Abdoun.« »Tak. Giv mig besked, hvis situationen ændres,« sagde Abu Zaki og afbrød forbindelsen. Hvad var nu det? *** Maiken fulgte med øjnene vejen ind mod Forth Circle. En af de store rundkørsler, der tilsammen dannede en halvmåne gennem Vestamman og blev brugt som pejlemærker, når adresser skulle forklares. »Hvilket hotel bor du på?« spurgte Anne-Sophie. »Landmark?« Maiken nikkede. »Er det et problem?« »Slet ikke.« Hun vendte sig mod chaufføren: »Majid. Jeg tror, det er lettest, hvis du sætter mig af først. Bagefter kan du køre Maiken til Landmark og til sidst køre Zahra hjem. Det er ved universitetet. Så er du også næsten selv hjemme.« 19

Gidsel i Amman.indd 19

14/08/14 15.57


»Fint.« »Ligger Landmark ikke i den modsatte retning af universitetet?« spurgte Maiken Anne-Sophie på dansk. »Jo, men det tager ikke mere end fem-ti minutter at køre den vej forbi.« »Lad mig hoppe af her, der er masser af tomme taxaer,« sagde Maiken. »Zahra skal hjem til sit syge barn.« »Jamen, det er kun en lille omvej. Så meget tror jeg da ikke, det haster.« »Jeg har godt af lidt luft og at komme ud på egen hånd, så jeg kan træne mit arabiske. Babysitteren var bekymret. Lad nu Zahra komme hjem.« »Okay, hvis du insisterer,« sagde Anne-Sophie. »Men så vent, til vi kommer op til min gade. Dér er det let at få fat i en taxa.« *** Abu Zaki havde besluttet at aflyse. En af de unge havde lavt brokket sig og sagt, at de da sagtens kunne klare fire personer. Men Abu Zaki ønskede ingen usikkerhed. De vidste ikke, hvem den udenlandske kvinde var. Selv om han ikke troede det, kunne kvinden være en sikkerhedsvagt. Hvem vidste, hvilke rygter der gik? Og sikkerhedsvagter kunne have backup. Nej, deres plan var baseret på, at de skulle tage Anne-Sophie Hvidebæk. Hellere vente en dag end at risikere hele operationen. Han skulle til at sende en besked om, at missionen var afbrudt, da hans telefon vibrerede igen og meddelte, at der var kommet en ny sms. Den udenlandske kvinde er steget ud af bilen. De to kvinder er på vej. Abu Zaki tænkte sig om et sekund, før han besluttede sig til 20

Gidsel i Amman.indd 20

14/08/14 15.57


alligevel at gennemføre aktionen. Hurtigt gav han mændene de nødvendige ordrer. Nu begyndte det. Abu Zaki mærkede, hvordan adrenalinen pumpede i kroppen. Han trak elefanthuen ned over ansigtet. De var i gang. Det ville være et signal til folket om at gøre op med den jordanske konge og det regime, han stod i spidsen for. *** Maiken betragtede Land Cruiseren, der fortsatte 2-300 meter ned ad den brede Queen Noor Street, før et hul i midterrabatten tillod den at lave en U-vending. I næste nu passerede den hvide personbil, som hun havde lagt mærke til tidligere. Den blev kørt af en ung jordansk udseende mand, der ikke værdigede hende et blik. Hun mærkede en let vind. Aftenluften virkede helt frisk. Der var kun få biler på den brede gade. Mens andre byer i Mellemøsten først rigtig levede efter klokken ti om aftenen, var de fleste områder i det centrale Vestamman allerede lukket ned nu. Neonskiltene over butiksruderne lyste kun halvhjertet op i den brede gade, og forretningerne så utilnærmelige ud med deres metalgitre og nedrullede skodder. Fra Land Cruiseren på den anden side af vejen så hun Anne-Sophie vinke. Straks efter svingede bilen til højre ind ad en sidegade, hvor hendes lejlighed åbenbart lå. Maiken kiggede ned ad Queen Noor Street for at fange en taxa. Den ene af dem, der holdt ved trafiklyset ved det nærmeste kryds, så ud til at være ledig. Hun løftede hånden for at gøre tegn til taxachaufføren, da hun hørte et råb. Et øjeblik forstod hun ikke, hvor det kom fra. Hun vendte sig om, men kunne ikke se noget. Så kiggede hun ned ad den gade, hvor Land Cruiseren 21

Gidsel i Amman.indd 21

14/08/14 15.57


var kørt ind. Bilen holdt stille midt på kørebanen, og fire mænd med mørke elefanthuer havde omringet vognen. Et sekund efter blev chaufføren hevet ud af bilen. Maiken kunne høre ham protestere. Hvad fanden skete der? Var det sikkerhedspolitiet, der af en eller anden grund undersøgte bilen? I næste sekund så Maiken, at Anne-Sophie blev hevet ud af vognen. »Abdul. Hvad sker der …?« fik Anne-Sophie sagt, før en hånd lagde sig over hendes mund, og hun blev trukket over i retning af en stor sølvfarvet kassevogn, der spærrede vejen for Land Cruiseren. Maiken forstod, at der var noget helt galt. Hun var ved at blive kørt ned af en bil, da hun løb ud på gaden over mod midterrabatten. Af gammel vane prøvede hun at få fat på pistolen i skulderhylsteret, men det var flere år siden, hun havde gået med pistol. I stedet fik hun fat i mobilen i tasken. Hun så, hvordan chaufføren Abdul-Majid blev ført over til kassevognen. En af overfaldsmændene bevægede sig hen mod bagdøren i den side af Land Cruiseren, hvor Zahra sad. I det sammen smækkede bildøren op med stor kraft og ramte ham i hovedet. Han udstødte et skrig. Zahra smuttede lynhurtigt ud og gav sig til at løbe ned mod Queen Noor Street. Maiken sprang over de lave betonsten, der delte den store sekssporede vej. Bag Zahra så hun endnu en mand træde frem bag kassevognen. Med klar stemme gav manden Zahra besked på at stoppe. Som de andre var hans ansigt skjult af en sort elefanthue. Zahra ænsede ikke hans ordre, men fortsatte sit løb. Manden havde en kort maskinpistol i hånden. »Stop! Smid våbnet!« råbte Maiken for at distrahere manden 22

Gidsel i Amman.indd 22

14/08/14 15.57


og advare Zahra, mens hun kæmpede med at finde den rigtige kontakt på sin mobil: Omar, hendes kollega fra den jordanske sikkerhedstjeneste. I det samme så hun manden hæve maskinpistolen. »Smid dig! Kom ned!« råbte Maiken. Denne gang på arabisk. I telefonen hørte hun Omar svare. Maiken så, at manden drejede våbnet en anelse, og hun forstod pludselig, at det var hende selv og ikke Zahra, han sigtede på. Maiken smed sig ned på asfalten.

Gidsel i Amman.indd 23

14/08/14 15.57


100 mm.

155 mm.

155 mm.

29,5 mm.

Pressen om

NABOERNE FRA BAGDAD:

231 mm.

Maiken Tarp fra Forsvarets Efterretningstjeneste befinder sig i Jordans hovedstad Amman, da en ung dansk kvinde kidnappes for øjnene af hende. Straks indledes en klapjagt for at finde gidslet og stoppe et planlagt bombeattentat. Men det politiske spil i både Danmark og Jordan undergraver efterforskningen. Derfor må Maiken trodse sine overordnede, og sammen med journalisten Kåre Nygaard indleder hun sin egen jagt på terroristerne.

© Thomas A

MOGENS BLOM (f. 1956) har været ansat i Udenrigsministeriet i 17 år. I arbejdet med denne roman har han trukket på erfaringerne fra sin tid som seniorrådgiver i ministeriets mellemøstkontor. Han har gennem ti år rej­st intensivt i Mellemøsten og var involveret i håndteringen af Muhammedkrisen, og han befandt sig på Radisson SAS-hotellet i Amman, da det blev bombet i 2005. Tidligere har han udgivet romanerne Naboerne fra Bagdad (2009), Aftenholdet (1984) og Dræbt af en vildfaren kugle (1983).

»En både intrigant og informativ thriller fuld af nøgtern viden, troværdige personer tilsat relevante dialoger og et mærkbart, men ikke prædikende politisk engagement.« – Bo Tao Michaëlis, Politiken

GIDSEL I AMMAN er en politisk thriller, der tegner et sammensat billede af forholdet mellem Vesten og Mellemøsten. Bogen er første del af en serie med efterretningsagent Maiken Tarp.

»Der er ingen tvivl om, at forfatteren har en stor viden. Han er også i stand til at skabe en både spændende og samfundskritisk thriller med ganske troværdige personer.« – Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Berlingske »Troværdigt plot og overbevisende figurer.« – Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten

ISBN 9788711332474 10000

www.lindhardtogringhof.dk

T H R I L L E R LINDHAR D T O G R I N G H O F

9 788711 332474

Gidsel i Amman læseprøve  

GIDSEL I AMMAN er en politisk thriller, der tegner et sammensat billede af forholdet mellem Vesten og Mellemøsten. Bogen er første del af en...

Gidsel i Amman læseprøve  

GIDSEL I AMMAN er en politisk thriller, der tegner et sammensat billede af forholdet mellem Vesten og Mellemøsten. Bogen er første del af en...