men af en eller anden grund føler jeg en underlig sympati for ham. Hans smerte lader til at være oprigtig og ikke bare resultatet af for meget alkohol. Jeg går på knæ foran ham og rører hans skulder. “Miles?” Han tager en dyb indånding og løfter langsomt sit hoved for at kigge på mig. Hans øjne er som to sprækker, og de er blodsprængte og røde. Jeg ved ikke, om det er et resultat af gråden eller alkoholen. “Jeg er så ked af det, Rachel,” siger han og rækker en hånd ud mod mig. Han lægger den omkring min nakke og trækker mig hen mod ham, mens han begraver sit ansigt mellem min nakke og skulder. “Undskyld.” Jeg har ingen anelse om, hvem Rachel er, og hvad han har gjort mod hende, men hvis det gør så ondt på ham, tør jeg ikke tænke på, hvor ondt det gør på hende. Jeg er fristet til at finde hans telefon, lede efter hendes navn og ringe til hende, så hun kan komme og rette op på situationen. I stedet skubber jeg ham forsigtigt ned på sofaen. Jeg lægger puden under hans hoved og får ham til at lægge sig ned på den. “Læg dig til at sove, Miles,” siger jeg venligt. Hans øjne er så fyldt med smerte, da han falder ned på puden. “Du hader mig så meget,” siger han og tager fat i min hånd. Hans øjenlåg falder i igen, og han sukker dybt. Jeg kigger stille på ham og lader ham holde fast i min hånd, indtil han er stille og rolig, og der ikke er flere tårer. Jeg trækker min hånd væk fra hans, men jeg bliver ved hans side et par minutter endnu. Selv om han er faldet i søvn, ser han på en eller anden måde stadig ud til at være dybt begravet i smerte. Hans bryn er rynkede, og hans vejrtrækning er sporadisk, som om den er ude af stand til at glide ind i en mere fredfyldt rytme.
24