Page 1

90mm

132mm

28,5mm

Archer, er det langt fra kærlighed ved første blik. Det eneste, de to har til fælles, er en stærk gensidig tiltrækning, og snart indleder de et uforpligtende forhold kun baseret på sex. Det burde være den Om Forbandede kærlighed “Kun Colleen Hoover kan fylde så meget talent ind i én enkelt roman.” – JAMIE MCGUIRE, FORFATTER TIL BEAUTIFUL DISASTER

til at have en kæreste, og Miles er slet ikke ude efter kærlighed. Spørgsmålet er nu blot, om Tate kan overholde de to simple regler, som Miles har opstillet for deres forhold:

“ÅRETS MUST READ! JEG ELSKEDE HVERT ET ORD, JEG FØLTE HVERT ET ØJEBLIK, OG JEG VIL ALDRIG GLEMME DENNE HISTORIE.” – GOODREADS.COM

Stil ikke spørgsmål om min fortid. Forvent aldrig en fremtid.

– KAYLA’S READS & REVIEWS

“Colleen Hoover opbygger en vidunderlig new adult-verden her.” – BOOKLIST

amerikansk bestsellerforfatter, som skriver kærlighedshistorier med

De tror, at de kan håndtere det, men de indser

masser af sjæl og hjerte. Flere af

hurtigt, at de leger med ilden. For Miles bærer på en mørk hemmelighed, og som tiden går, falder Tate for den flotte og mystiske pilot. Og pludselig er intet særlig enkelt længere. Forbandede kærlighed er en stærk og hjerteskærende fortælling om at komme op til overfladen og lære at elske igen, når kærligheden ISBN 9788711513095 synes allermest forbandet.

#forbandedekærlighed

FOTO / JEN STERLING

COLLEEN HOVER er en

bog i år, så lad det være Forbandede kærlighed.”

90mm

9 788711 513095 >

lovebooks.dk

hendes bøger har ligget på de N E W YO R K T I M ES B ES T S E L L E R

COLLEEN

HOOVER

amerikanske bestsellerlister, og i 2015 vandt hun kategorien Best Romance i Goodreads Choice Awards. Forbandede kærlighed er hendes første bog på dansk. Mød Colleen på colleenhoover.com facebook.com/AuthorColleenHoover Instagram: colleenhoover

OMSLAG / MIKKEL HENSSEL

197mm

“Hvis du kun skal læse en

perfekte ordning for dem begge, for Tate har ikke tid

COLLEEN HOOVER

Da Tate møder den hemmelighedsfulde pilot Miles

132mm


Colleen Hoover

P책 dansk ved Laura Konradi Brodersen


Forbandede kærlighed er oversat fra amerikansk af Laura Konradi Brodersen efter Ugly Love Copyright © 2014 by Colleen Hoover All rights reserved Dansk copyright © 2016 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Bogen er sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Scandbook UAB, 2016 Omslag: Mikkel Henssel ISBN: 978-87-11-51309-5 1. udgave, 1. oplag Printed in Lithuania Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lovebooks.dk www.lindhardtogringhof.dk LOVEBOOKS – et imprint under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


Til mine to allerbedste venner, som tilfældigvis også er mine søstre, Lin og Murphy


6


KAPITEL ET

TAT E

“Du er blevet dolket i halsen, unge dame.” Jeg spærrer øjnene op, og jeg vender mig langsomt mod den ældre herre, der står ved siden af mig. Han trykker på op-knappen på elevatoren og kigger på mig. Han smiler og peger på min hals. “Dit modermærke,” siger han. Min hånd flyver instinktivt op til min hals, og jeg rører ved mærket på størrelse med en mønt lige under mit øre. “Min bedstefar plejede at sige, at ens modermærker fortalte historien om, hvordan man døde i sit forrige liv. Du blev åbenbart stukket i halsen. Men jeg er sikker på, det har været en hurtig død.” Jeg smiler, men jeg kan ikke afgøre, om jeg bør være bange eller fornøjet. På trods af hans noget morbide måde at starte en samtale på, kan han umuligt være så farlig. Hans krumme positur og rystende stilling afslører, at han ikke er en dag under firs år gammel. Han tager et par langsomme skridt hen mod en af de to røde fløjlsstole, der står op ad væggen ved si-

7


den af elevatoren. Han grynter, idet han synker ned i stolen, og kigger så op på mig igen. “Skal du op på attende etage?” Jeg kniber øjnene sammen, mens jeg tænker over hans spørgsmål. Han ved på en eller anden måde, hvilken etage jeg skal til, selvom det er første gang, jeg sætter foden inden for dette lejlighedskompleks, og det er helt sikkert første gang, jeg har set denne mand. “Ja,” siger jeg forsigtigt. “Arbejder du her?” “Det gør jeg.” Han nikker mod elevatoren, og mit blik vandrer op til de oplyste tal over døren. Elleve etager endnu, før den er her. Jeg håber, den snart er her. “Jeg trykker på knappen til elevatoren,” siger han. “Jeg tror ikke, at min stilling har en officiel titel, men jeg kan godt lide at kalde mig selv luftkaptajn, eftersom jeg sender folk helt op til tyve etager op i luften.” Hans ord får mig til at smile, fordi både min far og bror er piloter. “Hvor lang tid har du været luftkaptajn på den her elevator?” spørger jeg, mens jeg venter. Jeg tror, det her er den langsomste elevator, jeg nogensinde har set. “Lige siden jeg blev for gammel til at arbejde på vedligeholdelse af bygningen. Jeg arbejdede her toogtredive år, før jeg blev kaptajn. Jeg har sendt folk op at flyve i mere end femten år nu, tror jeg. Ejeren havde ondt af mig og gav mig et job, der kunne holde mig beskæftiget, indtil jeg dør.” Han smiler for sig selv. “Hvad han ikke vidste, er, at Gud gav mig en masse ting at opnå i mit liv, og lige nu er jeg så langt bagud, at jeg aldrig kommer til at dø.” Jeg griner, da elevatorens døre endelig åbner. Jeg rækker

8


ned for at tage fat i min kufferts håndtag og vender mig om for at kigge på ham en sidste gang, før jeg træder indenfor. “Hvad hedder du?” “Samuel, men kald mig Cap,” siger han. “Det gør alle.” “Har du nogen modermærker, Cap?” Han smiler bredt. “Det har jeg faktisk. Det ser ud til, at jeg i et tidligere liv blev skudt lige i røven. Jeg må være forblødt ihjel.” Jeg smiler og sætter hånden til panden for at gøre ægte honnør til ham. Jeg træder ind i elevatoren, og da jeg vender mig om og kigger ud af de åbne døre, beundrer jeg vestibulens overdådighed. Det her sted minder mere om et historisk hotel end et lejlighedskompleks med dets massive søjler og marmorgulve. Da Corbin sagde, at jeg kunne bo hos ham, indtil jeg fandt et job, havde jeg ingen anelse om, at han boede som en rigtig voksen. Jeg troede, det ville være ligesom sidste gang, jeg besøgte ham, lige efter jeg var blevet færdig på high school, dengang han lige var begyndt at uddanne sig til pilot. Det var fire år siden og et skummelt toetagers lejlighedskompleks senere. Det var noget i den stil, jeg havde forventet. Jeg havde i hvert fald ikke forventet et højhus lige midt i San Franciscos indre by. Jeg finder panelet, trykker på knappen til attende etage og kigger op på spejlvæggen i elevatoren. Jeg brugte hele dagen i går og det meste af denne morgen på at pakke min lejlighed i San Diego sammen. Heldigvis ejer jeg ikke særlig meget. Men efter at have kørt den ottehundrede kilometer lange tur i dag alene, ses udmattelsen tydeligt i mit spejlbillede. Mit hår sidder i en løs knold på toppen af mit hoved, fæstnet med

9


en blyant, fordi jeg ikke kunne finde en hårelastik, mens jeg kørte. Mine øjne er normalt brune ligesom mit nøddefarvede hår, men lige nu ser de ti nuancer mørkere ud, takket være poserne under dem. Jeg rækker ned i min taske for at finde en læbepomade i håb om at redde mine læber, før de ender med at se lige så ødelagte ud som resten af mig. I samme øjeblik elevatorens døre begynder at lukke sig, åbner de igen. En fyr skynder sig hen mod elevatoren og træder ind, idet han hilser på den gamle mand. “Tak, Cap,” siger han. Jeg kan ikke se Cap inde fra elevatoren, men jeg hører ham grynte et svar. Han lyder ikke nær så ivrig efter at snakke med den her fyr, som han var med mig. Den her fyr ser ud til højst at være sidst i tyverne. Han smiler et tandsmil til mig, og jeg ved præcis, hvilke tanker der flyver igennem hans hoved lige nu, fordi han stikker sin venstre hånd i lommen. Den hånd, vielsesringen sidder på. “Tiende etage,” siger han uden at tage blikket fra mig. Hans øjne lander på den smule kavalergang, der stikker frem fra min trøje, og så kigger han på kufferten ved siden af mig. Jeg trykker på knappen til tiende etage. Jeg skulle have taget en sweater på. “Er du ved at flytte ind?” spørger han, mens han åbenlyst stirrer på min trøje igen. Jeg nikker, selvom jeg tvivler på, at han lægger mærke til det, eftersom hans blik ikke er så meget som i nærheden af mit ansigt. “Hvilken etage?” Det gør du bare ikke. Jeg rækker ud bag mig og dækker for alle knapperne på panelet for at skjule den oplyste knap med

10


tallet atten, og så trykker jeg på alle knapperne mellem tiende og attende etage. Han kigger forvirret på panelet. “Det rager ikke dig,” siger jeg. Han griner. Han tror, jeg laver sjov. Han hæver et mørkt, busket øjenbryn. Det er et flot øjenbryn. Det sidder på et flot ansigt, der sidder på et flot hoved, der sidder på en flot krop. En krop, der er gift. Røvhul. Han smiler flirtende efter at have set mig kigge op og ned ad ham – bortset fra at jeg ikke kiggede på ham, sådan som han tror, jeg kiggede på ham. I mit hoved overvejede jeg, hvor mange gange den krop har været presset mod en pige, der ikke var hans kone. Jeg har ondt af hans kone. Han kigger på mine bryster igen, da vi når tiende etage. “Jeg kan hjælpe dig med den der,” siger han og nikker til min kuffert. Hans stemme er dejlig. Jeg spekulerer på, hvor mange piger, der er faldet for den stemme. Han går hen imod mig og rækker ud efter panelet og trykker vovet på knappen, der får dørene til at lukke sig. Jeg fastholder hans blik og trykker på knappen, der åbner dørene. “Jeg har styr på det.” Han nikker, som om han forstår, men der er stadig et drilsk glimt i hans øjne, der bekræfter mit umiddelbare ubehag ved ham. Han træder ud af elevatoren og vender sig om for at kigge på mig, før han går. “Vi ses senere, Tate,” siger han i samme øjeblik, dørene lukker. Jeg rynker panden. Jeg kan ikke lide tanken om, at de to

11


eneste personer, jeg har talt med, siden jeg trådte ind i lejlighedskomplekset, allerede ved, hvem jeg er. Jeg forbliver alene i elevatoren, mens den stopper ud for hver eneste etage, indtil den når til attende. Jeg går ud, hiver min telefon op af lommen og åbner en besked fra Corbin. Jeg kan ikke huske, hvad nummer han sagde, hans lejlighed var. Det er enten 1816 eller 1814. Måske er det 1826? Jeg stopper op foran 1814, fordi der ligger en bevidstløs fyr på gulvet i gangen, lænet op ad døren til 1816. Bare det ikke er 1816. Jeg finder beskeden frem på min telefon og krymper mig. Det er 1816. Selvfølgelig er det det. Jeg går langsomt hen til døren i håb om ikke at vække fyren. Hans ben stritter ud foran ham, og han læner sig med ryggen op ad Corbins dør. Hans hage hviler på brystet, og han snorker. “Undskyld mig,” siger jeg med en stemme, der kun er lidt højere end en hvisken. Han bevæger sig ikke. Jeg løfter mit ben og prikker til hans skulder med min fod. “Jeg skal ind i den her lejlighed.” Han bevæger sig svagt, åbner langsomt sine øjne og stirrer direkte på mine ben. Hans blik møder mine knæ, og han rynker brynene, mens han langsomt læner sig fremad med et vredt ansigtsudtryk. Han løfter en hånd og prikker til mit knæ med sin finger, nærmest som om han aldrig har set et knæ før. Hånden falder ned, han lukker øjnene og falder i søvn op ad døren igen.

12


Skønt. Corbin kommer først hjem i morgen, så jeg ringer til ham for at høre, om den her fyr er en eller anden, jeg burde være bekymret for. “Tate?” siger han, da han tager telefonen uden at sige hej. “Jep,” svarer jeg. “Jeg er nået sikkert frem, men jeg kan ikke komme ind, fordi der ligger en fuld fyr, der er gået kold foran din dør. Har du nogle forslag?” “Atten seksten?” spørger han. “Du er sikker på, at du er ved den rigtige lejlighed?” “Hundrede procent.” “Er du sikker på, at han er fuld?” “Hundrede procent.” “Mærkeligt,” siger han. “Hvad har han på?” “Hvorfor vil du vide, hvad han har på?” “Hvis han har en pilotuniform på, bor han sikkert i bygningen. Bygningen har en aftale med vores flyselskab.” Fyren har ikke nogen form for uniform på, men jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til, at hans jeans og T-shirt sidder rigtig godt. “Ingen uniform,” siger jeg. “Kan du komme forbi uden at vække ham?” “Jeg ville være nødt til at flytte ham. Han falder indenfor, hvis jeg åbner døren.” Han er stille i et par sekunder, mens han tænker. “Gå nedenunder og spørg efter Cap,” siger han. “Jeg fortalte ham, at du ville komme i aften. Han kan vente sammen med dig, indtil du er kommet ind i lejligheden. Jeg sukker, fordi jeg har kørt i seks timer, og det sidste, jeg har lyst til lige nu, er at køre hele vejen ned igen. Jeg suk-

13


ker også, fordi Cap nok er den sidste person, der ville kunne hjælpe mig i den her situation. “Bare bliv i røret, indtil jeg er kommet ind i lejligheden.” Jeg kan meget bedre lide min plan. Jeg balancerer telefonen mod mit øre med min skulder og graver i min taske efter nøglen, Corbin sendte til mig. Jeg sætter den i låsen og begynder at åbne døren, men den fulde fyr falder baglæns for hver centimeter, døren åbner. Han grynter, men han åbner ikke øjnene igen. “Det er en skam, at han er helt væk,” fortæller jeg Corbin. “Han ser ret godt ud.” “Tate, bare få din røv indenfor og lås døren, så jeg kan lægge på.” Jeg ruller med øjnene. Han er stadig den samme kommanderende bror, han altid har været. Jeg vidste, at det at flytte ind sammen med ham ikke ville gøre noget godt for vores forhold, især ikke når man tænker på, hvor overbeskyttende han var over for mig, da vi var yngre. Men eftersom jeg ikke havde tid til at finde et job og min egen lejlighed, før min undervisning startede, havde jeg intet valg. Jeg håber dog på, at det vil blive anderledes mellem os nu. Corbin er femogtyve, og jeg er treogtyve, så hvis ikke vi kommer bedre ud af det med hinanden, end vi gjorde som børn, er vi begge nødt til at blive en hel del mere voksne. Det kommer nok mest an på Corbin og på, hvor meget han har ændret sig, siden vi boede sammen sidst. Han havde et problem med alle, jeg datede, alle mine venner, hvert eneste valg jeg traf – selv hvilket universitet, jeg ønskede at gå på. Ikke fordi jeg nogensinde lyttede til hans mening. Både afstanden og den tid, vi har været adskilt fra hinanden, har til-

14


syneladende fået ham til at lade mig være lidt mere i fred de seneste år, men at flytte ind sammen med ham nu vil blive den ultimative tålmodighedstest for os begge. Jeg trækker min håndtaske op på skulderen, men den bliver fanget af håndtaget på min kuffert, så jeg lader den bare falde ned på gulvet. Jeg holder stadig godt fast i håndtaget til lejligheden med min venstre hånd for at holde døren lukket, så fyren ikke falder helt ind i lejligheden. Jeg sætter min fod på hans skulder og prøver at skubbe ham væk fra døren. Han rører sig ikke ud af stedet. “Corbin, han er alt for tung. Jeg er nødt til at lægge på, så jeg kan bruge begge hænder.” “Nej, lad være med at lægge på. Bare læg telefonen i lommen, men lad være med at lægge på.” Jeg kigger ned på min oversize trøje og mine leggings. “Ingen lommer. Du kommer ned i BH’en.” Corbin laver en lyd, som om han kaster op, idet jeg tager telefonen væk fra mit øre og skubber den ned i min BH. Jeg tager nøglen ud af låsen og smider den ned i min taske, men jeg misser, og den lander på gulvet. Jeg rækker ned for at tage fat i den fulde fyr, så jeg kan flytte ham væk fra døren. “Okay, kammerat,” siger jeg, mens jeg kæmper med at trække ham væk fra døren. “Undskyld, jeg forstyrrer din lur, men jeg er nødt til at komme ind i lejligheden.” Det lykkes mig på en eller anden måde at få ham sat op af dørkarmen for at forhindre ham i at falde ind i lejligheden, og så skubber jeg døren yderligere op og vender mig om for at tage mine ting. Et eller andet varmt vikler sig rundt om min ankel. Jeg stivner.

15


Jeg kigger ned. “Slip mig!” råber jeg og sparker til hånden, der griber så hårdt fat om min ankel, at jeg er ret sikker på, der vil komme et blåt mærke. Den fulde fyr kigger op på mig nu, og hans tag får mig til at falde baglæns ind i lejligheden, da jeg prøver at slippe fri af ham. “Jeg skal ind,” mumler han, i samme øjeblik min bagdel rammer gulvet. Han forsøger at skubbe lejlighedens dør åben med sin anden hånd, og det får mig øjeblikkeligt til at gå i panik. Jeg trækker mine ben resten af vejen indenfor, og hans hånd følger med. Jeg bruger mit frie ben til at sparke døren i, og den smækker direkte på hans håndled. “Shit!” råber han. Han forsøger at trække sin hånd tilbage, ud på gangen, men min fod presser stadig mod døren. Jeg giver lige nøjagtig nok slip til, at han kan trække hånden tilbage, og så sparker jeg med det samme døren helt i. Jeg rejser mig op og låser døren og skyder kædelåsen for så hurtigt som muligt. Så snart min hjertebanken begynder at sagtne farten, begynder det at råbe af mig. Mit hjerte skriger rent faktisk af mig. I en dyb mandestemme. Det lyder, som om det råber: “Tate! Tate!” Corbin. Jeg kigger med det samme ned på mit bryst, trækker telefonen ud af min BH og tager den op til øret. “Tate! Svar mig!” Jeg skærer en grimasse og holder telefonen flere centimeter ud for mit øre. “Jeg er okay,” siger jeg forpustet. “Jeg er indenfor. Jeg har låst døren.”

16


“Gudskelov!” siger han lettet. “Du skræmte livet af mig. Hvad fanden skete der?” “Han prøvede at komme indenfor. Men jeg låste døren.” Jeg tænder for lyset i stuen og når kun at tage tre skridt, før jeg bremser hårdt op. Flot, Tate. Jeg vender mig langsomt om mod døren, efter at det er gået op for mig, hvad jeg har gjort. “Øhm. Corbin?” Jeg tøver. “Jeg har muligvis efterladt et par ting, jeg har brug for, udenfor. Jeg ville egentlig bare tage dem, men den fulde fyr tror af en eller anden grund, at han skal ind i din lejlighed, så jeg åbner under ingen omstændigheder den dør igen. Har du nogen forslag?” Han er stille et par sekunder. “Hvad har du efterladt ude på gangen?” Jeg har ikke lyst til at svare ham, men jeg gør det alligevel. “Min kuffert.” “For fanden, Tate,” mumler han. “Og ... min håndtaske.” “Hvorfor fanden er din håndtaske udenfor?” “Jeg har muligvis også efterladt nøglen til din lejlighed på gulvet ude på gangen.” Det svarer han ikke engang på. Han stønner bare. “Jeg ringer til Miles for at høre, om han er kommet hjem endnu. Giv mig to minutter.” “Vent. Hvem er Miles?” “Han bor på den anden side af gangen. Hvad end du gør, så lad være med at åbne døren, før jeg ringer tilbage.” Corbin lægger på, og jeg læner mig op ad hoveddøren. Jeg har kun boet i San Francisco i tredive minutter, og jeg er

17


allerede vildt besværlig. Det er vel, hvad man kunne vente. Jeg er heldig, hvis han lader mig blive her, indtil jeg finder et job. Jeg håber ikke, det tager alt for lang tid, i betragtning af at jeg allerede har søgt tre sygeplejerskestillinger på det nærmeste hospital. Det kommer måske til at betyde, at jeg skal arbejde om natten, i weekenderne eller begge dele, men jeg vil tage, hvad jeg kan få, hvis det betyder, at jeg ikke behøver at tage hul på min opsparing, så længe jeg går i skole. Min telefon ringer. Jeg glider min tommelfinger hen over skærmen og tager den. “Hey.” “Tate?” “Jep,” svarer jeg og undrer mig over, hvorfor han altid skal dobbelttjekke, om det er mig. Han ringede til mig, så hvem skulle det ellers være? “Jeg fik fat på Miles.” “Godt. Vil han hjælpe mig med at få mine ting?” “Nej, ikke ligefrem,” siger Corbin. “Jeg har faktisk brug for, at du gør mig en kæmpe tjeneste.” Jeg læner mit hoved tilbage mod døren igen. Jeg har på fornemmelsen, at de næste par måneder vil være fyldt med ubelejlige tjenester, fordi han ved, at han gør mig en kæmpe en af slagsen ved at lade mig bo her. Vaske op? Tjek. Ordne Corbins vasketøj? Tjek. Corbins indkøb? Tjek. “Hvad har du brug for?” spørger jeg ham. “Miles har faktisk brug for din hjælp.” “Naboen?” Jeg bliver stille, da tiøren falder, og jeg lukker øjnene. “Corbin, sig ikke, at ham du ringede til for at beskytte mig fra den fulde fyr, er den fulde fyr.” Corbin sukker. “Du er nødt til at låse døren op og lukke ham ind. Lad ham sove på sofaen. Jeg er hjemme i morgen tid-

18


lig. Når han har sovet branderten ud, vil han vide, hvor han er, og gå direkte hjem.” Jeg ryster på hovedet. “Hvad er det for en bygning, du bor i? Skal jeg forberede mig på at blive befamlet af fulde mænd, hver gang jeg kommer hjem?” Lang pause. “Tog han på dig?” “Det er måske så meget sagt. Men han greb fat i min ankel.” Corbin sukker. “Bare gør det her for mig, Tate. Ring tilbage til mig, når du har fået ham og alle dine ting indenfor.” “Okay.” Jeg stønner og genkender bekymringen i hans stemme. Jeg lægger på og åbner døren. Den fulde fyr falder ned på sin skulder, og hans telefon glider ud af hans hånd og lander på gulvet ved siden af hans hoved. Jeg vender ham om på ryggen og kigger ned på ham. Han åbner øjnene på klem og forsøger at kigge op på mig, men hans øjenlåg glider i igen. “Du er ikke Corbin,” mumler han. “Nej. Det er jeg ikke. Men jeg er din nye nabo, og efter alt det her kommer du til at skylde mig mindst halvtreds kopper sukker.” Jeg løfter ham i skuldrene og forsøger at få ham til at sidde oprejst, men han kan ikke. Jeg tror faktisk ikke, at han er fysisk i stand til det. Hvordan kan man overhovedet blive så fuld? Jeg tager fat i hans hænder og trækker ham ind i lejligheden centimeter for centimeter og stopper, så snart han er langt nok inde til, at jeg kan lukke døren. Jeg henter alle mine ting ude på gangen og lukker og låser så hoveddøren. Jeg tager en pyntepude fra sofaen, lægger den under hans hoved og ruller ham om på siden, i fald han skulle kaste op i søvne. Og det er al den hjælp, han får fra mig.

19


Da han ligger stille og roligt og sover midt på stuegulvet, efterlader jeg ham og begynder at kigge mig omkring i lejligheden. Stuen alene kunne rumme tre af stuerne fra Corbins gamle lejlighed. Spisestuen og stuen går ud i et, mens køkkenet er adskilt af en halv væg. Der hænger flere moderne malerier på væggene, og de tykke plyssofaer er lysebrune i kontrast til de farverige malerier. Sidste gang jeg boede hos ham, havde han en futon, en sækkestol og plakater af fotomodeller på væggene. Jeg tror endelig, min bror er ved at blive voksen. “Meget imponerende, Corbin,” siger jeg højt, mens jeg går fra rum til rum og tænder alt lyset for at inspicere det, der lige er blevet mit midlertidige hjem. Det er næsten irriterende, at her er så pænt. Det vil gøre det sværere at finde mit eget sted, når jeg har sparet nok penge op. Jeg går ind i køkkenet og åbner for køleskabet. Der står en række krydderier i lågen, en kasse med pizzarester på den midterste hylde og en tom liter mælk på den øverste. Selvfølgelig har han intet mad. Jeg kan ikke forvente, at han har ændret sig fuldstændig. Jeg tager en flaske vand og går ud for at finde det værelse, jeg skal bo på de næste par måneder. Der er to værelser, så jeg tager det, der ikke er Corbins, og stiller min kuffert på sengen. Jeg har omkring tre kufferter mere og mindst seks flyttekasser nede i bilen, for slet ikke at nævne alt mit tøj på bøjler, men jeg har ikke tænkt mig at forsøge at hente det i aften. Corbin sagde, han ville være tilbage i morgen, så det vil jeg overlade til ham. Jeg skifter til et par joggingbukser og en tanktop, børster

20


mine tænder og gør mig klar til at gå i seng. Normalt ville jeg være nervøs over, at der var et fremmed menneske i den samme lejlighed som mig, men jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke behøver bekymre mig. Corbin ville aldrig lade mig hjælpe en, han troede på nogen måder kunne være en trussel. Hvilket forvirrer mig, for hvis det her er normal opførsel for Miles, overrasker det mig, at Corbin bad mig om at tage ham med indenfor. Corbin har aldrig ladet nogen fyre komme i nærheden af mig, og det kan jeg takke Blake for. Han var min første seriøse kæreste, da jeg var femten, og han var Corbins bedste ven. Blake var sytten, og jeg havde haft et kæmpe crush på ham i flere måneder. Selvfølgelig var mine veninder og jeg vildt forelskede i de fleste af Corbins venner alene af den grund, at de var ældre end os. Blake kom altid forbi i weekenderne for at hænge ud med Corbin, og det lykkedes os altid at være sammen, mens Corbin ikke lagde mærke til det. Det ene førte til det andet, og efter flere weekenders snigen omkring ville Blake gøre vores forhold officielt. Det problem, Blake ikke havde forudset, var, hvordan Corbin ville reagere, da Blake knuste mit hjerte. Og wauw, hvor han knuste det. Så meget som et femten år gammelt hjerte kan knuses efter et to uger langt hemmeligt forhold. Det viste sig, at han officielt datede flere piger i de to uger, han var sammen med mig. Da Corbin fandt ud af det, var deres venskab forbi, og alle Corbins venner blev advaret mod at komme i nærheden af mig. Det var nærmest umuligt at få en date i løbet af high school, indtil Corbin endelig flyttede væk. Selv da havde drengene hørt skrækhistorier og havde en tilbøjelighed til at styre uden om Corbins lillesøster.

21


Lige så meget som jeg hadede det dengang, lige så kærkomment ville det være nu. Jeg har fået min portion af dårlige forhold siden high school. Jeg boede sammen med min seneste kæreste i mere end et år, før det gik op for os, at vi ønskede os to forskellige ting af livet. Han ville have mig hjemme. Jeg ville have en karriere. Så nu er jeg her. I gang med at tage min kandidat som sygeplejerske, mens jeg gør alt, hvad jeg kan, for at styre uden om forhold. Måske bliver det alligevel slet ikke så slemt at bo sammen med Corbin. Jeg vender tilbage til stuen for at slukke for lyset, men da jeg runder hjørnet, bremser jeg hårdt op. Ikke alene har Miles rejst sig fra gulvet, han står i køkkenet med sit hoved hvilende på sine arme, som ligger foldet hen over køkkenbordet. Han sidder på kanten af en barstol, og han ser ud, som om han kunne falde ned hvert sekund. Jeg kan ikke afgøre, om han er faldet i søvn igen, eller om han bare forsøger at få det bedre. “Miles?” Han bevæger sig ikke, da jeg siger hans navn, så jeg går hen mod ham og lægger forsigtigt min hånd på hans skulder for at ruske ham vågen. I samme øjeblik mine fingre klemmer om hans skulder, gisper han og retter sig op, som om jeg lige har vækket ham midt i en drøm. Eller et mareridt. Han glider med det samme ned fra stolen og står på meget ustabile ben. Han begynder at svaje, så jeg kaster hans arm over min skulder og forsøger at gå med ham ud af køkkenet. “Lad os gå hen til sofaen, kammerat.” Hans pande lander på siden af mit hoved, idet han snub-

22


ler fremad sammen med mig, hvilket gør det endnu sværere at holde ham oprejst. “Mit navn er ikke kammerat,” snøvler han. “Det er Miles.” Vi når hen til kanten af sofaen, men han giver ikke slip på mine skuldre. Jeg falder omkuld sammen med ham, og jeg prøver med det samme at trække mig væk. “Rachel, nej,” beder han og tager fat i min arm, mens han forsøger at trække mig med sig ned på sofaen. “Mit navn er ikke Rachel,” siger jeg og gør mig fri af hans jerngreb. “Det er Tate.” Jeg ved ikke, hvorfor jeg præciserer, hvad mit navn er, for det er ret usandsynligt, at han vil kunne huske denne samtale i morgen. Jeg går hen til pyntepuden og samler den op fra gulvet. Jeg tøver, før jeg giver ham den tilbage, for nu ligger han på siden, og hans ansigt er presset ned i sofapuden. Han griber så hårdt fat i sofaen, at hans knoer bliver hvide. Først tror jeg, at han skal til at kaste op, men så går det op for mig, hvor uendeligt meget jeg tager fejl. Han skal ikke til at kaste op. Han græder. Meget. Så meget, at han ikke siger en lyd. Jeg kender ikke engang fyren, men det er hårdt at være vidne til den åbenlyse fortvivlelse, han går igennem. Jeg kigger ned ad gangen og tilbage på ham, mens jeg overvejer, om jeg skal lade ham være for at give ham noget privatliv. Det sidste, jeg har lyst til, er at blive blandet ind i en eller andens problemer. Det er lykkedes mig at undgå de fleste former for drama i min vennekreds indtil videre, og jeg har helt sikkert ikke lyst til at begynde nu. Min første indskydelse er at gå,

23


men af en eller anden grund føler jeg en underlig sympati for ham. Hans smerte lader til at være oprigtig og ikke bare resultatet af for meget alkohol. Jeg går på knæ foran ham og rører hans skulder. “Miles?” Han tager en dyb indånding og løfter langsomt sit hoved for at kigge på mig. Hans øjne er som to sprækker, og de er blodsprængte og røde. Jeg ved ikke, om det er et resultat af gråden eller alkoholen. “Jeg er så ked af det, Rachel,” siger han og rækker en hånd ud mod mig. Han lægger den omkring min nakke og trækker mig hen mod ham, mens han begraver sit ansigt mellem min nakke og skulder. “Undskyld.” Jeg har ingen anelse om, hvem Rachel er, og hvad han har gjort mod hende, men hvis det gør så ondt på ham, tør jeg ikke tænke på, hvor ondt det gør på hende. Jeg er fristet til at finde hans telefon, lede efter hendes navn og ringe til hende, så hun kan komme og rette op på situationen. I stedet skubber jeg ham forsigtigt ned på sofaen. Jeg lægger puden under hans hoved og får ham til at lægge sig ned på den. “Læg dig til at sove, Miles,” siger jeg venligt. Hans øjne er så fyldt med smerte, da han falder ned på puden. “Du hader mig så meget,” siger han og tager fat i min hånd. Hans øjenlåg falder i igen, og han sukker dybt. Jeg kigger stille på ham og lader ham holde fast i min hånd, indtil han er stille og rolig, og der ikke er flere tårer. Jeg trækker min hånd væk fra hans, men jeg bliver ved hans side et par minutter endnu. Selv om han er faldet i søvn, ser han på en eller anden måde stadig ud til at være dybt begravet i smerte. Hans bryn er rynkede, og hans vejrtrækning er sporadisk, som om den er ude af stand til at glide ind i en mere fredfyldt rytme.

24


For første gang lægger jeg mærke til et svagt, takket ar, cirka ti centimeter langt, der løber glat hen over hele hans højre kind. Det stopper fem centimeter fra hans læber. Jeg får den mærkeligste lyst til at røre ved det og lade min finger følge det, men i stedet ryger min hånd op til hans hår. Det er kort i siderne, en smule længere foroven, og den perfekte blanding af brunt og blondt. Jeg aer hans hår og trøster ham, selvom han måske ikke fortjener det. Den her fyr fortjener muligvis al den smerte og anger, han føler, for hvad end han har gjort mod Rachel, men i det mindste føler han det. Det må jeg give ham. Hvad end han gjorde mod Rachel, elsker han hende i det mindste nok til at fortryde det.

25


90mm

132mm

28,5mm

Archer, er det langt fra kærlighed ved første blik. Det eneste, de to har til fælles, er en stærk gensidig tiltrækning, og snart indleder de et uforpligtende forhold kun baseret på sex. Det burde være den Om Forbandede kærlighed “Kun Colleen Hoover kan fylde så meget talent ind i én enkelt roman.” – JAMIE MCGUIRE, FORFATTER TIL BEAUTIFUL DISASTER

til at have en kæreste, og Miles er slet ikke ude efter kærlighed. Spørgsmålet er nu blot, om Tate kan overholde de to simple regler, som Miles har opstillet for deres forhold:

“ÅRETS MUST READ! JEG ELSKEDE HVERT ET ORD, JEG FØLTE HVERT ET ØJEBLIK, OG JEG VIL ALDRIG GLEMME DENNE HISTORIE.” – GOODREADS.COM

Stil ikke spørgsmål om min fortid. Forvent aldrig en fremtid.

– KAYLA’S READS & REVIEWS

“Colleen Hoover opbygger en vidunderlig new adult-verden her.” – BOOKLIST

amerikansk bestsellerforfatter, som skriver kærlighedshistorier med

De tror, at de kan håndtere det, men de indser

masser af sjæl og hjerte. Flere af

hurtigt, at de leger med ilden. For Miles bærer på en mørk hemmelighed, og som tiden går, falder Tate for den flotte og mystiske pilot. Og pludselig er intet særlig enkelt længere. Forbandede kærlighed er en stærk og hjerteskærende fortælling om at komme op til overfladen og lære at elske igen, når kærligheden ISBN 9788711513095 synes allermest forbandet.

#forbandedekærlighed

FOTO / JEN STERLING

COLLEEN HOVER er en

bog i år, så lad det være Forbandede kærlighed.”

90mm

9 788711 513095 >

lovebooks.dk

hendes bøger har ligget på de N E W YO R K T I M ES B ES T S E L L E R

COLLEEN

HOOVER

amerikanske bestsellerlister, og i 2015 vandt hun kategorien Best Romance i Goodreads Choice Awards. Forbandede kærlighed er hendes første bog på dansk. Mød Colleen på colleenhoover.com facebook.com/AuthorColleenHoover Instagram: colleenhoover

OMSLAG / MIKKEL HENSSEL

197mm

“Hvis du kun skal læse en

perfekte ordning for dem begge, for Tate har ikke tid

COLLEEN HOOVER

Da Tate møder den hemmelighedsfulde pilot Miles

132mm

Forbandede kærlighed - læseprøve  
Forbandede kærlighed - læseprøve