For enden af din pegefinger - læseprøve

FOR ENDEN AF DIN PEGEFINGER

Til Martin

Kristina Aamand For enden af din pegefinger Tekst © 2016 Kristina Aamand og Forlaget Carlsen Omslag og illustrerede opslag: Sune Ehlers Grafisk tilrettelægning: Charlotte Flemmer Håndskrevne tekster: Julie Frölich Bogen er sat med ITC Legacy Serif Tak til Isbn 9788711541227 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Kristina

Aamand

FOR ENDEN AF DIN PEGEFINGER

1. KRIG

Kronprinsesse Mary er næsten nøgen. Hendes sorte bikini dækker nul og niks, lad os bare sige, at hvis mine forældre nogensinde så mig i så lidt stof, så ville jeg blive sat på det næste fly til de varme lande. Marys mavemuskler er aftegnede og stramme.

Sådan ser nabokonen ikke ud efter fire fødsler. Det kan jeg garantere, selv om jeg ikke har set hende nøgen.

Hendes mave buler synligt ud over linningen på hendes brune velournederdel, når hun sidder i sofaen og drikker te med min mor, mens hun viser billeder af sin kusines nye hjem i Konja, Tyrkiet.

Vinden har vristet en tot ud af Marys hestehale, og hun fjerner håret fra øjnene i en elegant bevægelse med en mesterligt manicureret hånd. Rosa lak. Jeg smiler til hende. Hvad skal jeg sige? Noget, som ikke får smilet til at forsvinde fra hendes glossede læber. Solen er skarp herude på vandet, lyset rammer yachten, blænder os begge, og Mary kan ikke lide det. Skønhedstip: Solen er en satan. Hun misser med øjnene og rynker på brynene, der ligger som to slimline skovsnegle på hendes perfekte pande. Hun ved, at man får rynker, hvis man ikke passer 9

på. Min mors panderynker er permanente. Men det er ikke solens skyld! Hun har bare været sur så ofte, at de en dag besluttede sig for, at det ikke kunne betale sig at tage hjem. Mor er sur, når naboen smider deres skrald uden for hoveddøren. Pissed off, når den filippinske underbo synger karaoke. Rasende bange, når far smider møblerne gennem stuen. Skuffet, når jeg sidder på mit værelse og skriver på mine egne tekster i stedet for at lave lektier.

Jeg sætter hånden op foran panden for at skærme øjnene mod solen, og en hofdameagtig type kommer trippende med Burberry-briller og en solhat med bred skygge i hænderne. ”Fru Jenin, I må gerne komme ind nu.”

Jeg farer sammen. Fra heaven til hospital på ét splitsekund. Mary er væk, og i stedet står her en smilende sygeplejerske med lyst, krøllet hår. Hun holder døren med skiltet konsultation åben med en træskofod. ”Værsågod.”

Mor rejser sig hurtigt fra stolen og griber sin taske og frakke. ”Kom, Sheherazade,” siger hun med stille stemme og er allerede henne ved døren. Jeg lægger sladderbladet fra mig på bordet med forsiden opad. MARY FOLDER SIG UD I AUSTRALIEN. Mary smiler. Nu iført solbriller, der koster det samme, som mine forældre betaler i husleje hver måned i Parkerne.

Lægen rejser sig op bag skrivebordet, da vi kommer ind, og rækker hånden frem. ”Sten, jeg er læge. Kardiolog.”

Han ligner ikke de læger med hvide kitler, som går frem og tilbage på fars stue, mens de taler til diktafonen.

10

De læger, som sætter stetoskoper på hans bryst og lytter til hjerteslaget med bekymrede ansigter. Lægen Stens lyseblå skjorte er knappet så langt ned, at man kan se hans brysthår. Jeg mener måtte. Brystmåtte. ”Amal.” Mor trykker hans hånd og kigger hen mod mig. ”Og det er min datter Sheherazade. Hun er med …” ”Selvfølgelig.” Sten sætter sig ned bag skrivebordet. ”Sid ned.” Han peger på to stole, som står på den anden side af skrivebordet.

Jeg kan se mors hænder ryste en smule, da hun hænger sin frakke og sit halstørklæde på stoleryggen. Hun sætter sig, tager sin håndtaske på skødet og krammer den hårdt mellem hænderne.

Jeg beholder min jakke på og kigger rundt i kontoret. Der er en stor reol med bøger bag skrivebordet. En adventskrans af gran, hvor to af lysene har været tændt, og en papæske med servietter. Han er sikkert vant til, at folk tuder herinde. Ikke mig! Jeg strammer mit tørklæde og tjekker, at den lille nål, der holder stoffet på plads, sidder, som den skal. Det gør jeg altid, når jeg er nervøs.

Jeg har ikke lyst til at tale om min far, og slet ikke med en mand, som hedder Sten. Hvem får en baby og tænker: ham kalder vi sgu Sten? En sten er hård og kold. Det er på ingen måde det rigtige navn til et barn. Og slet ikke til en læge, som ikke har hår på hovedet. WTF! ”Jamen, hvordan oplever I, at det går?” Sten sætter sine briller ned på næsen og betragter os over brillekanten. Gad vide, hvad han ser?

To trætte tørklædetrunter taler med en Sten. Han er skaldet som et æg, men han har trods alt lidt skæg. Hans hår er flygtet fra 11

hoved til bryst, det vil sikkert have lidt trøst. For det er ikke altid nemt at tale om det, som er fucking slemt!

”Hvad sidder du og smiler for?” Mor skubber til min arm. ”Sheherazade, vær nu lidt til stede!” Hun kigger over på Sten og sukker. ”Hvad vi oplever er lige meget. Du er lægen. Du fortæller os … ” ”Ja, jeg er lægen, men I kender ham jo allerbedst. I er tæt på ham, og det er vigtigt for behandlingen, at vi ved så meget som muligt.” Sten retter på brillerne og kigger ned i sine papirer. ”Altså, så vidt jeg kan se … ” han bladrer, ”så har der været en række episoder med hjerteflimmer og enkelte situationer med tab af bevidsthed.” ”Vi troede, at han ville dø foran vores øjne.” Mor sukker igen. ”Hvad er der i vejen med ham?” ”Jo,” Sten kigger op fra sine papirer, ”vi mener, at din mand, og din far,” han kigger hen på mig, ”lider af iskæmisk hjertesygdom. Også kendt som forsnævring af hjertepulsåren.” ”Hvad betyder det?” Jeg kan se, at flere af bøgerne i reolen handler om hjerte. ”Godt, du spørger.” Han smiler. ”Ofte er det livsstilen, den er gal med. Overvægt, rygning, for fed mad. Men det værste er stress. Din mand er jo bestemt ikke overvægtig.” ”Nej, han spiser mange grøntsager.” Mor tager sig til hovedet, som hun gør, når der er en migræne på vej. ”Men stress ...” ”Er det stress, hvis man tænker for meget over dårlige ting?” Jeg kigger ned i bordet. Det er plettet.

12

”Tja, Sheramsase, det kan man godt sige. Stress er, når mennesker bliver presset for meget. Har der været situationer i jeres liv, som kan have udløst længerevarende stress?” Sten læner sig tilbage i kontorstolen og folder armene over brystet. ”Sheherazade.” Jeg fjerner mit blik fra pletten og kigger op. ”Undskyld?” ”Sheherazade. Mit navn. Ikke Sheramsase.” ”Øh okay, Sheharamzade. Stress kan være mange ting.

Jeg kan forstå, at I er kommet til Danmark som flygtninge?” ”Ja, jeg var syv år.” ”Det er ikke let at finde sig til rette i et helt nyt land.

En ny kultur. Og mange har ar på sjælen, når de kommer fra krig.” Sten ser alvorlig ud og læner sig frem over skrivebordet. ”Stress kan være meget alvorligt. Nogle har svært ved at klare selv de mest almindelige opgaver i hverdagen. Svært ved at huske, at koncentrere sig, at sove, der kan være udbrud af vrede, og den person, som er ramt, kan føle, at han eller hun ikke længere kan kende sig selv.” ”Jeg ved heller ikke, hvem han er,” siger mor stille. ”Det er helt normalt at føle sådan,” fortsætter Sten. ”Din mand er meget syg, og vi er nødt til at give ham medicinsk behandling. Men jeg vil anbefale, at I arbejder med de ting, der udløser stressen, eventuelt i noget samtaleterapi. Det kan være godt for ham. For jer. At tale om de ting, der er sket. Før flugten. Under krigen. Og så følger vi selvfølgelig hans hjertesymptomer meget nøje.

I skal nok regne med, at indlæggelsen kommer til at vare 13

et par uger.” ”Jamen det er så længe siden, vi flygtede.” Mor ryster på hovedet. ”Ti år siden. Sheherazade var en lille pige.

Hvordan kan han blive ved med at være stresset? Det burde da være bedre. Der er jo ikke krig her.” ”Han ser for meget fjernsyn,” udbryder jeg. ”Det fucker ham op. Jeg mener, det stresser ham helt vildt!” Jeg prøver at fjerne en plet fra bordet med pegefingeren. Den går ikke væk. Det ligner tus. Men det kunne også være noget maling. ”Hvad mener du?” spørger Sten. ”Han bliver ved med at se på den krig.” Jeg gnider på pletten med kanten af mit frakkeærme. ”Det er i vores fjernsyn hver eneste dag. Bomber. Døde mennesker.

Døde babyer. Han kan ikke tåle det.” ”Nej, det kan han ikke,” nikker mor. ”Jeg har sagt til ham: hold op med at se på det! Men det er, som om han ikke kan lade være. Jeg kan ikke selv holde ud at se på det. Jeg bliver dårlig. Men han siger, at vi ikke må lukke øjnene for det, der sker. Fordi folk bliver slagtet.”

15

16

17

18

”Her, tag denne her.” Sten rækker mig en serviet.

Jeg ryster på hovedet. ”Nej tak.” Jeg fjerner hurtigt dråben, der lander på bordet, med min hånd. Fuck det. ”Jeg forstår godt, det er svært.” Han kigger på mor og fletter fingrene foran sig. ”Nu beholder vi ham et stykke tid. I er velkomne til at komme her, så ofte I vil. Han har enestue, så I behøver ikke forholde jer til besøgstider. Det kan virke meget healende at have sin familie omkring sig.

Er der andre børn i familien? Søskende?” ”Nej, vi har kun Sheherazade, hun er vores blomst. Jeg ville gerne have haft flere, men min mand, den måde, han har det på, det er ikke så godt med børn. Han kan ikke tåle støj. Børn larmer jo.” ”Ja, jo, det ved jeg alt om,” smiler Sten og kigger hen på fotorammen, som står på skrivebordet. ”Jeg har to bulderbasser på tre og fem år, så jeg ved alt om larm.” ”Du er heldig.” Mor smiler. ”Børn er fremtiden. Jeg håber på mange børnebørn.” Hun giver min hånd et klem. ”Ja.” Sten rømmer sig. ”De er fremtiden. Så hvis vi siger, at vi taler sammen igen i næste uge? Gå ud til sekretæren, så laver hun en ny tid til jer. I øvrigt så har jeg sat jer på til en samtale med vores socialrådgiver. Det håber jeg, at I er indforstået med. Det er normal procedure, når der har været episoder med vold i hjemmet.” ”Jamen, han gør det jo ikke med vilje. Han er syg.”

Mor har fået røde pletter på kinderne. ”Jeg ved det, Amal, men det er alligevel vigtigt at tale om de ting, der er sket. Det er ikke kun din mand, der lider. I lider jo også under hans sygdom. Hele familien er 19

syg, så at sige. Det er ikke noget at skamme sig over.” ”Okay … Tusind tak.” Mor rejser sig træt. ”Og hvad med dig, går du i skole, eller?” spørger Sten. ”Ja, jeg går i gymnasiet. 2 g.” ”Nå nå, 2. g. Hvad brænder du for?” ”Jeg kan godt lide at laves zines.” ”Som er?” ”Det er små magasiner, håndlavede med tegninger og ting, jeg skriver, nogle gange med billeder og udklip og ...” ”Ja,” mor afbryder mig og ryster på hovedet. ”Hun sidder på sit værelse og skriver og skriver.” ”Hvad skriver du om?” Sten smiler. ”Bare ting. Ting, som jeg har oplevet og sådan …” ”Det er godt. Det kan være en rigtig god ting at skrive og på den måde bearbejde tanker og oplevelser.” ”Ja, hendes far var jo digter. Før det gik galt. Måske har hun arvet noget der. Men det skriveri kan man ikke leve af. Og hun tegner heller ikke så pænt. Det er jo ikke et rigtigt arbejde. Hun skal selvfølgelig have en uddannelse.” ”Det er ikke meningen, det skal være pænt. Zines er en ret powerful … ” ”Spændende.” Sten samler papirerne på bordet i en bunke. ”Nå, hvad skal der så ske bagefter?” ”Bagefter?” ”Ja, efter gymnasiet?” ”Aner det ikke. Eller, jeg vil gerne være forfatter, tror jeg.” Jeg rejser mig. ”Hun skal være læge,” smiler mor. ”Ligesom dig.”

Det føles, som om det slet ikke er mig, der ligger her. Ikke tøsen fra tiende etage i parkerne. Hende, der smiler sødt til alle nabokonerne, når de taler om forlovelse, falafel og telekort til fjernopkald. Det er en anden pige, som med bankende hjerte ligger her ved siden af Thea. Og hun vil røre ved Theas hår.

Og hun gør det. De ligger helt tæt ind til hinanden.

Theas hånd aer pigens mave og hofte. Kysser hende igen. Denne gang med åbne bløde læber, og pigen kan mærke Theas tunge. Ben fletter sig ind mellem hinanden, og hår kilder i ansigtet. Hud mod hud.

Far ville dø. Mor ville slå mig ihjel …