Page 1

MOGENS BLOM (f. 1956) har været ansat i Udenrigsministeriet i 17 år. I sine romaner trækker han på erfaringerne fra sin tid som seniorrådgiver i ministeriets mellemøstkontor. Han har gennem ti år rejst intensivt i Mellemøsten og var involveret i håndteringen af Muhammedkrisen, ligesom han befandt sig på Radisson SAS-hotellet i Amman, da det blev bombet i 2005. Tidligere har han udgivet romanerne Dræbt af en vildfaren kugle (1983), Aftenholdet (1984) og Naboerne fra Bagdad (2009). Gidsel i Amman (2014) og Arven fra Basra (2016) er de to første bøger i serien om Maiken Tarp.

I København er efterretningsagent Maiken Tarp eneste vidne til et mord begået under udenrigsministerens tale på en stor international konference. PET efterforsker sagen som terror, men Maiken undersøger sagen på egen hånd og kommer på sporet af en dansker med en fortid i Fremmedlegionen og en kvinde centralt placeret i den ukrainske konflikt. Pludselig er Maiken selv i søgelyset efter et anonymt tip til pressen, og hendes kæreste, journalisten Kåre, kaster sig ind i sagen.

MOGENS BLOM

FOTO: THOMAS A.

Et sted i Ukraine flygter en kvinde ved midnatstid med en rygsæk fuld af fortrolige dokumenter.

MOGENS BLOM

♥♥♥♥ POLITIKEN „Superaktuel og spændende thriller. Mogens Blom har noget på hjerte.“

★★★★ JYLLANDS-POSTEN „... gedigen politisk spændingsroman.“ FFFF FEMINA „Du sidder yderst på stolekanten og sover ikke om natten.“

★★★★★ SAXO „… bogen har det hele. Spænding, kidnapning, intriger og politisk spil, død og en heltinde med lig i lasten.“

ENKEN FRA KIEV er en politisk thriller og tredje selvstændige bind i serien med efterretningsagent Maiken Tarp.

♥♥♥♥ POLITIKEN „En dramatisk fortælling – med et tankevækkende plot.“

★★★★ JYLLANDS-POSTEN „En effektiv politisk spændingsroman.“ ★★★★ NORDJYSKE „Blom skriver godt ... holder spændingskurven dirrende lige til det sidste.“

★★★★★ SAXO „Løgne, politisk spil, ambitioner og hæsblæsende tempo.“

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

KRIMI • LINDHARDT OG RINGHOF


SjĂŚlland, Danmark

Enken fra Kiev.indd 11

20/12/17 11:05 am


Enken fra Kiev.indd 12

20/12/17 11:05 am


Tirsdag morgen Maiken skuede ud over gårdspladsen, hvor konferencegæs­ terne bevægede sig mod kursuscentrets glasbygning, mens perlesten knasede under deres fødder. Bag dem knejsede den hvide hovedbygning på det tidligere gods. Foran bygningen stod et stort, gammelt egetræ, hvis blade duvede let i vinden fra Storebælt, der kunne skimtes nogle hundrede meter mod vest. Men ingen syntes at have øje for omgivelserne. De var optaget af sig selv og hinanden. Hilste og præsenterede sig med alvorlige miner, før de lod sig opsluge af det pyramideformede indgangsparti. Pistolen tyngede uvant under jakken. Det var mange år siden, den havde været en fast bestanddel af hendes påklædning. Og i Irak gik hun ikke i jakkesæt. ”Er du klar?” spurgte Claus, chefen for Udenrigsministeriets nyoprettede Sikkerhedssekretariat, hvor hun havde arbejdet i tre uger. Kollegaen så ud til at være i sit es, med udsigt til en dag i selskab med selvhøjtidelige konferencedeltagere, men han havde også levet hele sit voksne liv i Udenrigsministeriet. ”Selvfølgelig,” svarede Maiken. Hun var bare ikke helt sikker på, hvad hun skulle være klar til. Det første hold livvagter fra PET var ankommet og stod og afventede udenrigsministerens ankomst ved hovedindgangen. 13

Enken fra Kiev.indd 13

20/12/17 11:05 am


”Hvornår er det, at ministeren kommer?” spurgte hun. ”Om et kvarter. Pernille ringede. De er i Sorø.” ”Fint. Jeg tjekker lige ind, så jeg er parat, når det går løs.” Maiken gik ind med sin trolley og stillede sig i kø ved receptionen, hvor de to unge receptionister havde travlt. I Maikens kø gik det tjept. Mændene foran hende fik hurtigt deres nøglekort. Ved skranken ved siden af forsøgte en kvinde med tydelig russisk accent at forklare den unge receptionist, at hendes navn var stavet forkert. Maiken nåede at rykke et par pladser frem i køen, før den unge pige forstod, hvad der var galt, og fik rettet navnet. “Tatiana Belova, here is your key. Enjoy your stay,” sagde pigen på skoleengelsk og sendte den russiske kvinde et smil. I det samme var det Maikens tur. Hun fik hurtigt printet sit nøglekort ud, men måtte vente flere minutter på, at receptionisten fik placeret hendes trolley i depotrummet. ”Her er dit bagagenummer. Det skal du bare aflevere, når du kommer for at hente din kuffert.” ”Mange tak,” sagde Maiken og søgte at undertrykke sin utålmodighed. Hun vendte sig hurtigt om for at komme ud på gårdspladsen, men stødte ind i en kvinde, der var på vej hen til skranken. Kvinden tabte sin taske, og Maiken samlede den hurtigt op og rakte den til gæsten. Kvinden takkede på engelsk, og Maiken undskyldte sin klodsethed. Endnu en østeuropæisk deltager, gættede hun på. Hurtigt gik hun over mod udgangen. Hun var klar til dagens opgave, hvad den så end bestod i. Her tre uger efter hun var startet, var Maiken stadig usikker på, om det havde været rigtigt af hende at sige ja til den nye stilling. Kåre, hendes kæreste, fremhævede det positive: 14

Enken fra Kiev.indd 14

20/12/17 11:05 am


’I Udenrigsministeriet får du mulighed for at begynde på en frisk. Du kommer væk fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Dem skylder du ikke noget.’ Det sidste havde han ret i. For to år siden var Maiken blevet fjernet fra sit job i FE’s analyseafdeling på Kastellet og degraderet til at lave oversættelsesarbejde i FE’s afdeling på Amager. Kåre havde været oprørt: ’Det skal du da ikke finde dig i.’ Han troede fuldt og fast på, at man fik ret, hvis man råbte op. Men Maiken var godt klar over, at sådan fungerede systemet ikke. For tjenesten var loyalitet vigtigere end alt andet. Kåre havde skrevet en afslørende artikelserie om FE’s magtfulde chef, Godtfredsen, og selv om Maiken ikke havde overskredet sin fortrolighedspligt, mente FE, at hun burde have fået ham til at droppe historien. Forflyttelsen til Amager havde ikke kun været et farvel til det aktive efterretningsarbejde. Det havde også udfordret den måde, hun havde vænnet sig til at leve og overleve på. For her var der ikke brug for, at hun blev hængende til langt ud på aftenen. Det var et 8 til 16-job. I starten havde det været svært. Maiken var vant til, at det var arbejdet, der holdt tankerne væk. Gjorde, at hun kunne fortrænge billederne af Kamal, som hun havde fundet dræbt på gaden i Bagdad, af ISIS-lederen Nasirs kolde blik, da han rettede maskinpistolen mod hende, og af tolken Wasim, der var blevet likvideret for øjnene af sin kone og to små piger. Nu var hun hjemme før klokken fem, og selv om hun forlængede sin daglige løbetur, sad hun over for Kåre ved syvtiden uden at have stakke af rapporter eller sin computer at flygte hen til. Hvad gjorde man? De kunne jo ikke ligge i sengen hele tiden. Ikke elske hver aften, selv om Kåre stadig tændte hende. Men som månederne gik, lærte hun langsomt at slappe af. De kunne sidde og snakke, uden at det blev pinligt. Hun kun15

Enken fra Kiev.indd 15

20/12/17 11:05 am


ne koble fra ved at ligge med hovedet i Kåres arm og høre hans rolige vejrtrækning, mens han på iPad‘en læste de seneste nyheder på danske og internationale medier. Der blev stadig længere mellem mareridtene, og de var begyndt at leve ’et normalt liv’, som hun fortalte sine veninder. Men for små to måneder siden blev det hele så vendt op og ned igen. På gårdspladsen spejdede Claus nervøst efter hende, da hun trådte ud foran receptionsbygningen. Han pegede på sit ur. Ja, hun vidste det. Ministeren var på vej. *** Vladimir trak vejret dybt ind og mærkede duften af skov og strand, mens han hurtigt bevægede sig mod konferencecentret. Over ham tronede bøgetræernes kroner, og på stien lå et tæt lag af bog sammen med de små piggede skaller. Et kort øjeblik fløj tankerne tilbage til skolekolonierne i Nordsjælland. Heller ikke dengang hed han Erik. ’Det navn var din fars påfund. Jeg er ked af, jeg ikke protesterede mere,’ fortalte hans mor ham og kaldte ham ’Manne’. Måske håbede hun, at det kunne være med til at udviske mindet om faren, der svigtede hende. Det var på en af de første kolonier, at en lærer havde fortalt ham, hvordan de små brune bog kunne åbnes og spises. Ligesom en nød. En opdagelse, som han begejstret delte med sine kammerater. Dengang var han stadig den lille og nysgerrige Manne. Et skilsmissebarn, der boede hos sin mor og havde en fin far, der havde for travlt til at se ham. Manne kæmpede med det boglige, men lærerne var enige om, at han var ’en kvik dreng’, der klarede sig ’så fint’. Da han kom i syvende og ottende klasse, fik tonen en anden lyd. Der kom øgenavnene, og fra niende holdt han sig mest væk. 16

Enken fra Kiev.indd 16

20/12/17 11:05 am


Vladimir skubbede minderne væk. Han måtte koncentrere sig. Georgij havde spurgt, om han ville have en mand med, men Vladimir havde rystet på hovedet. To mænd vakte mere opsigt end én, og Georgijs bodyguards ville stikke ud. Danskerne var mistænksomme over for fremmede. Nej, han ville klare det selv. ”Og du er sikker på, at du stadig er i form?” spurgte Georgij. ”I form?” ”At du stadig kan gøre det?” ”Slå ihjel? Er det dét, du mener?” Georgij trak på skuldrene. ”Hvis du ikke troede, jeg kunne, havde du vel ikke bedt mig om at tage af sted.” ”Det er en kvinde.” ”En forræder er en forræder,” sagde Vladimir. Han var ikke typen, der fik et kick ud af at dræbe folk. Han nød det ikke. Det var et job, der skulle overstås. Ordnede han ikke jobbet, var der bare en anden, der gjorde. Desuden var han god til det. Det havde han bevist i Fremmedlegionen og i sine år som Georgijs trigger man. Det var ikke noget, man glemte. Han havde stadig sit udstyr og brugte nogle timer om ugen på skydebanen. Vladimir så på uret. Snart ville alles øjne være rettet mod udenrigsministeren, der skulle på talerstolen. *** Maiken stillede sig hen ved siden af Claus. ”Det tog lang tid,” sagde han. ”Der var kø ved receptionen,” forklarede Maiken og opdagede, at sekretariatschefens slips sad i klemme i jakken. 17

Enken fra Kiev.indd 17

20/12/17 11:05 am


Skulle hun sige det, eller var han typen, der blev fornærmet? ”To minutter,” sagde han. Hun nikkede. Var hendes chef mere nervøs, end han gav udtryk for? Det var ikke én nyhed, hun modtog for små to måneder siden, men to, som pludselig gjorde, at hun skulle tage stilling til sit liv på ny. På arbejdet blev hun kaldt op til sin chef, der meddelte, at man havde besluttet at indstille hende til en ny stilling i Udenrigsministeriet. Chefen præsenterede det selvfølgelig som en chance for at genstarte hendes karriere. Men den nye enhed i Udenrigsministeriet var omdiskuteret, og Maiken havde ikke kunnet gennemskue, om stillingen i virkeligheden var en måde, hvorpå FE skubbede hende endnu længere ud over kanten. Hun havde ringet til Kåre for at fortælle det, og han havde købt blomster og forberedt middag, da hun kom hjem. Ved bordet følte hun, at både bøffen og rødvinen havde en underlig lugt, og hun havde måttet fjerne begge dele, før hun kunne spise salaten og nogle kartofler. Det var, da de senere sad i sofaen, at Kåre forsigtigt spurgte, om hun havde tænkt på, om hun kunne være gravid. Hun afviste det irriteret, men købte alligevel en graviditetstest med hjem et par dage efter, og Kåres mistanke blev bekræftet med to streger. Han trak hende ind til sig for at give hende et knus, men Maiken skubbede ham væk. ”Jeg skal ikke have børn,” sagde hun. ”Maiken, lad os nu lige snakke om det,” prøvede Kåre.

18

Enken fra Kiev.indd 18

20/12/17 11:05 am


”Det har vi allerede gjort. Du har Mads. Han er en dejlig dreng, og du er en god far. Hold fast ved det.” ”Du bliver også en god mor. Det ved jeg.” ”Nej, det ved du ikke,” sagde Maiken og forsøgte at lukke en diskussion, de havde haft flere gange. ”Desuden er det for sent. Jeg fylder 40 og har lige fået nyt job.” ”Tror du ikke, folk i Udenrigsministeriet bliver gravide? Jeg vil elske at få et barn sammen med dig. Jeg ved, du bliver en fantastisk mor.” Maiken havde ikke lovet noget. Det var da heller ikke et emne, hun havde rejst med Claus Bjerrum, da hun nogle dage efter troppede op på hans kontor for at tale om det nye job i Sikkerhedssekretariatet, der i ministeriet blev kaldt RISI, Risikoanalyse og Sikkerhedsmanagement. ”Maiken Tarp. Det glæder mig meget, at du ville kigge forbi til en lille snak,” sagde han og rejste sig energisk fra bordet, da han opdagede hende i døren. Efter at have brugt et par minutter på at spørge til hendes tidligere erfaringer gik han i gang med et langt foredrag om, hvorfor det var nødvendigt med et Sikkerhedssekretariat i Udenrigsministeriet. Men Maiken havde haft svært ved at få de mange luftige ord til at give mening. ”Rygterne i FE siger, at sekretariatet er et projekt, udenrigsministeren selv har fundet på for at høste billige politiske point på terrordagsordenen,” konstaterede Maiken. Hun ønskede at få tingene på det rene. ”Sådan vil jeg ikke formulere det,” sagde Claus og tøvede et øjeblik. ”Det er rigtigt, ministeren har været meget engageret i etableringen, ja. Men faktisk mener jeg, at sekretariatets arbejde ligger i fin forlængelse af det, ministeriet allerede laver, og de nye trusler, vi står over for.”

19

Enken fra Kiev.indd 19

20/12/17 11:05 am


”Kunne du være lidt mere konkret? I har, så vidt jeg ved, allerede et sikkerhedskontor?” ”Ja, det er rigtigt. Der laver de sikkerhedsclearinger af alle ministeriets medarbejdere i tæt samarbejde med PET. Desuden har de ansvaret for de sikkerhedsrådgivere, som ministeriet har placeret i særlige brændpunkter rundt om i verden, hvor man laver lokale trusselvurderinger.” ”Men man ønsker noget mere?” spurgte Maiken. ”Det gør man. Rent praktisk er det tanken, at vores sekretariat, RISI, skal forsøge at samle de lokale trusselvurderinger i egentlige risikoanalyser, samtidig med at vi kan fungere som en slags udrykningsstyrke for ministeriet. En enhed, der kan yde konkret bistand til ambassader, hvor der er en sikkerhedstrussel. Det er derfor, vi har behov for at tilknytte folk som dig, der har praktisk erfaring.” Og ret til at bære våben, tænkte Maiken. Det havde vist ligget dem meget på sinde. Udenrigsministeren ville have sin egen lille indsatsstyrke. Og da hun, på trods af sine ti år hos FE, stadig formelt var på orlov fra PET, kunne hun optræde bevæbnet. ”Men PET og FE har været ret kritiske, ikke? De mener, at sekretariatet i bedste fald er overflødigt. At det går ind på deres ressort, og at en ny spiller risikerer at mudre vandene.” ”Jo, men både FE og PET har jo trods alt valgt at stille folk til rådighed.” Maiken nikkede. Det kunne han sige. De to eksisterende tjenester havde hårdt presset hver lovet at stille med én person til det nye sekretariat. Hende selv fra FE og en medarbejder fra PET, som endnu ikke var blevet udpeget. Derudover bidrog ministeriet med en fuldmægtig. Det var, hvad Claus havde at gøre godt med. Tre medarbejdere og sig selv som chef. 20

Enken fra Kiev.indd 20

20/12/17 11:05 am


”Men fire mand er selvfølgelig ikke så mange,” konstaterede Claus, som kunne han læse hendes tanker. Nej, det var det ikke. Og i ugerne efter sin ansættelse havde Maiken også kunnet konstatere, at ministeriet var dårligt forberedt på at skulle lege udrykningsstyrke. Hun havde godt nok fået en pistol, og ministeriet havde anskaffet et lille våbenskab, men de havde intet kommunikationsudstyr, ingen biler og ingen procedurer. I det samme gled udenrigsministerens BMW ind på gårdspladsen. ”Så er det nu,” sagde Claus og tilføjede: ”Har du husket at stille din telefon på lydløs?” Jo, han var anspændt. Men dette var jo også første gang, de var i felten med RISI. Udenrigsministeren ønskede at markere premieren ved i eftermiddag at give et interview til en af de mere seriøse morgenaviser. ”Du skal lige rette dit slips. Det sidder fast i jakken,” sagde hun. Han kiggede forvirret ned og fik slipset fri og strammede knuden i halsen. ”Tak.” Et øjeblik efter steg ministeren ud med sit følge og blev mødt af et tv-hold, der havde en journalist stående med mikrofonen parat. Ministeren standsede beredvilligt for at lade sig interviewe, mens hans embedsmænd rutinemæssigt trak nogle skridt tilbage, så de ikke kom med i billedet. Den høje, yngre kvinde hed Pernille Christoffersen og var chef for ministersekretariatet. Ved siden af hende stod Søren Wistoft, chef for Udenrigsministeriets Ruslandskontor. Maiken havde kun mødt ham en enkelt gang, hvor han havde hilst nedladende med et, ’nå, du er ministerens nye legetøj’. 21

Enken fra Kiev.indd 21

20/12/17 11:05 am


Han havde et spidst ansigt og tyndt, hvidt hår, der flagrede i vinden. Endelig var der Bjarne Hørby, én ud af ministeriets fire direktører. Hans ansvarsområde inkluderede sikkerhed, og han var dermed Claus’ chef og tillige nummer to i ministeriets hierarki efter departementschefen. Da han bød Maiken velkommen på sit kontor, havde han været overraskende oprigtig omkring det nye setup. ’Lad os være ærlige. Det er ikke blevet det ’våben mod terror’, som udenrigsministeren havde sat næsen op efter. Det vigtigste er måske, at vi får repræsentanter fra de to tjenester ind i ministeriet. Man kommunikerer jo nu engang bedre, når man sidder dør om dør.’ Bjarne var en smule rund, men stadig en flot mand. Måtte være midt i halvtredserne. I det samme satte gruppen foran hende sig i bevægelse. Ministeren var færdig med at besvare spørgsmål, og sammen med Claus sluttede Maiken sig til det lille optog. *** Bjarne Hørby fulgte efter udenrigsministeren ind mod konferencesalen. Han skottede til Claus og den nye, Maiken Tarp, der var en erfaren efterretningsagent. Ville Claus være mand for at håndtere de modvillige samarbejdspartnere i PET og FE og samtidig lede en ekspert som Maiken Tarp? Det håbede han. Claus havde i mange år ventet på at få en chefstilling. Men nu gjaldt det konferencen – og ikke mindst den lille sensitive sag, som var blevet sneget ind ad bagvejen. Ja, især det sidste. Selve konferencen var en no-brainer. Over to dage skulle en gruppe eksperter diskutere Danmarks ­sikkerhedspolitiske udfordringer. En konference, Forsvarsministeriet havde ar22

Enken fra Kiev.indd 22

20/12/17 11:05 am


rangeret, for at deres minister kunne profilere sig. Men da udenrigsministeren så programmet, havde han insisteret på, at det omfattede både sikkerheds- og udenrigspolitik, hvorfor han også skulle deltage. Forsvarsministeren havde strittet imod. De to partifæller kæmpede om pladsen som kronprins i regeringspartiet, og forsvarsministeren ønskede ikke at dele opmærksomheden med sin politiske rival. Efter at statsministeren havde været inde at mægle, var det endt med, at udenrigsministeren havde fået tildelt første dags formiddag, der så skulle fokusere på de bredere udenrigspolitiske perspektiver. Herefter ville forsvarsministeren ankomme for at lede resten af konferencen, der handlede om de sikkerhedspolitiske emner. I sidste øjeblik havde udenrigsministeren så meddelt, at han påtænkte at blive ’hængende’ og overvære forsvarsministerens del også. Det havde ifølge rygterne gjort forsvarsministeren rasende og tillige betydet, at Udenrigsministeriets folk måtte indstille sig på at blive på kursuscentret natten over. Men det kunne de klare. Nej, det var den anden lille sag, der bekymrede Bjarne. En sag, der hvilede på hans skuldre, nu når departementschefen var bortrejst. Sagen var forkert håndteret fra starten. Forhåbentlig kunne den ordnes stille og roligt under radaren. Men den blev ikke lettere af rivaliseringen mellem udenrigs- og forsvarsministeren. I denne sag havde udenrigsministeren vist sig ualmindelig stædig og ærekær – og havde talt både forsvarsministeren og Statsministeriet midt imod. Bjarne havde svært ved at se, hvad udenrigsministeren fik ud af det, men han havde ikke haft held til at tale ministeren ned. Måske hjalp det, at han fik lov til at gå på talerstolen og sole sig i det efterfølgende portrætinterview, der var planlagt efter frokost? *** 23

Enken fra Kiev.indd 23

20/12/17 11:05 am


Vladimir var nået frem til udkanten af den gamle herregårdshave. Han betragtede konferencecentret og konstaterede, at den nye centerbygning og de tre værelsesgange passede med tegningerne, som han havde downloadet. Han forstod det ikke helt. Plantegninger over samtlige bygninger i Danmark lå frit tilgængelige på internettet. Man skulle bare have adressen. Danskerne fattede ikke, hvilken verden de levede i. De var naive og slappe, og dertil selvgode. Det var ikke mobberiet i sig selv, der havde slået lille Manne ud. Ikke skideballer og overfusninger fra lærere og personale. Ikke udelukkelse fra undervisning eller indespærring på værelset på ungdomspensionen. Nej, det var dynen af selvgodhed, der virkelig ramte ham. Det var læreres og pædagogers utilslørede tro på, at de var gode mennesker, mens han var ond. Et undermenneske, der aldrig kunne blive deres ligemand. Vladimir forsøgte at skubbe minderne væk. De svækkede hans koncentration. Han var for længst kommet videre og havde bevist, at han kunne begå sig ude i verden. Ingen af hans slatne pædagoger ville have kunnet klare bare en brøkdel af det, han havde været igennem. Nu havde han en opgave. Den ville han løse og derefter forsvinde, uden de så meget som opdagede, hvem der havde været i landet. Så kunne de lære det. Han kiggede på sit ur. Ti minutter. *** Maiken så til, mens udenrigsministeren hilste på en kendt fransk terrorforsker, før han fortsatte over mod konferencesalen. De to PET-folk fulgte ministeren, som de skulle. Var det virkelig nødvendigt for udenrigsministeren at have liv24

Enken fra Kiev.indd 24

20/12/17 11:05 am


vagter til et lukket arrangement som dette? Hun undrede sig over, at sikkerhedstruslen i baggrundsmaterialet var angivet til ’høj’. Selv ville Maiken have vurderet truslen som lav eller middel. På den anden side kom der selvfølgelig en blandet forsamling af udenlandske gæster. Også folk, som det ikke var muligt at sikkerhedscleare så godt, som det måske havde været hensigtsmæssigt. I det samme bemærkede hun en jakkeklædt mand, der stod over for receptionen. Det lignede ikke en konferencedeltager. Hvad lavede han der? Hun fulgte hans blik, der opmærksomt afsøgte lobbyområdet og gled over mod udenrigsministeren. Maiken skulle til at træde nogle skridt frem, da hun opdagede, at han sendte et lille nik til den ene af de to livvagter. Han var PET-mand! Det var ikke bare udenrigsministeren, der var dækket op, PET overvågede også konferencens gæs­ ter. Var der konkrete trusler, som de ikke havde informeret Udenrigsministeriet om? High-level-deltagere, som PET ikke havde givet Udenrigsministeriet navnene på? Det måtte hun forsøge at opklare under frokosten. Nu fulgte hun med strømmen ind i salen. Den var kun halvfyldt og langt fra de 120 mennesker, der stod på listen. Måske var de endnu ikke ankommet, eller også valgte folk at springe den formelle åbning over. Udenrigsministeren bevægede sig med alvorlig mine op på podiet. Den ene PET-mand tog plads et par meter til venstre for ham, mens hans makker søgte ud til højre, hvor han havde overblik over hele salen. Der var styr på tingene. Maiken slappede af og satte sig yderst på en af de bagerste rækker. Hendes tilstedeværelse var ren staffage. Hun havde ikke engang et direkte nummer til PET-folkene og deltog kun, for at ministeren kunne vise RISI frem som sit nye ’tiltag’ mod terror. 25

Enken fra Kiev.indd 25

20/12/17 11:05 am


Hun så ned på sin telefon og opdagede, at Kåre havde sendt en sms. På vej ud ad døren i morges var hun kommet til at bide ad ham. ’Pas nu på dig selv,’ havde han sagt, og hun var sikker på, at han var ved at fortsætte med ’du er jo gravid’. Men Maiken kunne ikke klare at blive behandlet, som om hun var syg, og var træt af, at han blev ved med at presse hende. Selv om hun havde sagt, at hun ikke troede, at hun ville beholde barnet, kom Kåre med stadige hints om børneværelse, der kunne indrettes i kontoret, muligheden for fædres barselsorlov, og hvilken stor hjælp de kunne få fra hans forældre, nu da Kåres mor gik på pension. Det irriterede hende, selv om hun måske burde være glad for, at han gerne ville være far til hendes barn. Tænker på dig. Du så dejlig ud i morges. Ha en god dag. Kys, skrev han. Kåre måtte have bemærket, at hun bar det jakkesæt, som hun havde haft på, første gang de mødtes i Amman. Hun fortrød, at hun havde vrisset, og sendte ham hurtigt et svar. Tak. Go dag selv. Kys ”Undskyld, kunne du rykke en plads ind?” En sydlandsk udseende mand ville åbenbart sidde på netop hendes række. I stedet for at gøre, som manden bad hende om, rejste hun sig, så han selv kunne sætte sig ind på et af de ledige sæder. ”Tak,” sagde han og sendte hende et smil. Manden, der lugtede af en stærk eau de cologne, satte sig på sædet umiddelbart ved siden af hende. *** Kåre sad med en kop kaffe ved sit skrivebord på Morgenpostens redaktion. Der var endnu stille. Et par borde derfra stod 26

Enken fra Kiev.indd 26

20/12/17 11:05 am


et par pizzabakker og osede surt i selskab med nogle tomme øldåser. Der var åbenbart kolleger, der havde arbejdet sent. Kåre prøvede at tage sig sammen til at få afsluttet artiklen om den sidste udvikling i stormagternes positioner i Syrien-konflikten. I det samme tikkede en sms fra Maiken ind. Han læste den og sendte et hurtigt hjerte retur. Hun havde været stresset her til morgen. Maiken var bange for, at det nye job ville være endnu et sidespor, men Kåre var sikker på, at Udenrigsministeriet ville kunne se hendes potentiale. En lang erfaring fra FE og efterforskningsbaggrund fra både politiet og PET. Desuden håbede han helt personligt, at hun langsomt kunne lægge Islamisk Stat og Mellemøsten yderligere bag sig. Det var efter hans mening fuldkommen uansvarligt, hvad ledelsen i Forsvarets Efterretningstjeneste gennem årene havde udsat hende for. Fire år i træk lod de hende være udstationeret i Irak som leder af tjenestens arbejde i det krigshærgede land. Først da hendes netværk i Bagdad blev sprængt, og to af hendes nærmeste medarbejdere dræbt, hentede de hende hjem. Og for to år siden havde hendes chef så tvunget hende til at stoppe i analyseafdelingen. Hun var illoyal, sagde de. Men hvis der var nogen, der var illoyal, var det FE-chefen. Én god ting var der dog kommet ud af, at Maiken ophørte med sin daglige overvågning af ISIS-terrorister i cyberspace: Hun var begyndt at sove igennem. Det var snart lang tid siden, hun havde vækket ham med et af sine mareridt. Da Maiken undrede sig over, at hun var gået over tiden, klagede over kvalme og mad, der lugtede grimt, havde Kåre forstået, hvad der var sket. Eller havde håbet. Siden havde emnet ligget som en sort sky over deres forhold. Maiken havde allerede talt med sin læge om abort, uden 27

Enken fra Kiev.indd 27

20/12/17 11:05 am


dog at have bestilt tid. Hun havde en dyb angst for at blive mor. Kastede op flere gange om dagen og måtte bruge ekstra tid på at komme langsomt ud af sengen – kæmpede med at spise sin morgenmad, som hun så alligevel ofte ikke kunne holde i sig. Det var bestemt ikke noget, der passede hende. Maiken hadede at føle sig svag. Alligevel håbede Kåre, at Maiken bare skulle vænne sig til tanken om et barn. I morges havde hun været lige så smuk, som da han første gang mødte hende på reportagerejsen til Jordan. Han mindedes hende gå tværs gennem hotellets restaurant, rank og let, med hovedet højt løftet. Den næste halvanden dag ville hun være på konferencecentret. Kåre havde egentlig været inviteret som Morgenposten forsvarsmedarbejder, men havde takket nej. Nu fortrød han. De ville om ikke andet kunne tilbringe natten sammen. Måske ville det løse op at være et andet sted end i lejligheden, hvor diskussionen om barn–ikke barn tog al luften. Han burde kunne nå det endnu. En time i bil, eller en time og et kvarter. Han skulle bare have lavet en afslutning på artiklen og læst den igennem. *** Maiken havde duften af sin sidemands tunge eau de cologne i næsen og mærkede en spirende kvalme. Hun prøvede at trække vejret dybt og ignorere både manden, der sad alt for tæt på hende, og maven, der rumlede. Hun ville give det to minutter, ellers måtte hun flytte sig. På talerstolen var udenrigsministeren i gang. ”Danmark står over for en række komplekse sikkerhedspolitiske udfordringer. Den mest akutte er Islamisk Stat og 28

Enken fra Kiev.indd 28

20/12/17 11:05 am


bevægelsens terror, der truer europæiske og danske borgere. Derfor bomber danske F-16-fly ISIS i Irak …” Med alvorstung mine gennemgik han den danske indsats. Det lød godt, men dækkede desværre over, at Danmark og Vesten havde gjort for lidt og for sent. Eller måske for meget og for tidligt. Islamisk Stats fremvækst var et produkt af Vestens mislykkede invasion i Irak og manglende evne og vilje til at skabe fred i området. ”… de danske instruktører, der nu arbejder med at uddanne de irakiske specialenheder …” fortsatte ministeren, uden Maiken hørte efter. Luften i salen var tung og stillestående, og duften fra eau de colognen ville ikke slippe hendes næse. Mærkeligt, at man ikke havde installeret en ordentlig ventilation. Hun var ved at åbne en knap i sin skjorte, da hun mærkede kvalmen komme op i halsen. Maiken rejste sig hurtigt. Hun ignorerede manden, der bøvet spurgte, om hun gik, fandt udgangen og skyndte sig mod toiletterne. Hun kastede op i den hvide wc-kumme, så snart hun havde fået lukket døren bag sig. Hvorfor skulle den idiot også sætte sig klods op og ned ad hende? Troede han, at han kunne score en kvinde ved at sætte sig på lårene af hende, mens han stank af parfume? Hun trak ud, skyllede munden og fik noget vand i ansigtet. Endnu en god grund til at få en abort. Kåre påstod, at det holdt op. Men nu havde det varet i syv uger, og på nettet kunne hun læse historier om, at det kunne blive ved, lige til man fødte. Hun rettede sig op og så i spejlet, at hun havde opkast på kraven. Hun prøvede at tørre det af med noget papir, men det gjorde det kun værre, og lugten af bræk skar hende i næsen. 29

Enken fra Kiev.indd 29

20/12/17 11:05 am


Hun måtte ned på værelset og skifte. Så kunne hun også få pakket ud og være klar, når udenrigsministeren var færdig med sin optræden. *** Vladimir havde taget kasketten af og trukket et par tynde handsker på. Han tjekkede tegningen endnu en gang. Jo, det var her. Tatiana var indlogeret i den zigzag-formede værelsesgang længst mod nord. For enden af gangen var der som angivet en terrassedør. Den havde en dansk Ruko-lås, som han huskede dem fra sin teenagetid. Værelset lå små 20 meter nede ad gangen. Han ville kunne være ude om to minutter. Tre, hvis forræderen havde gjort sig umage med at gemme sine ting. Han skulle have hendes laptop og alt, hvad hun havde af papirer og usb-stik, harddiske, og hvad hun ellers opbevarede data på. Til formålet havde han en tynd rygsæk over skulderen. Den synede ikke af meget, men var rummelig og stærk. Han havde brugt den på missionerne i Afghanistan, når de overraskede en Taliban-rede og i løbet af nogle minutter ryddede alt, hvad terroristerne havde af materiale. ’Har du slået nogen ihjel?’ var det spørgsmål, de alle sammen stillede, når han fortalte, at han havde været i Legionen. Hvad troede folk? Hvad lavede soldater? Det var et job. Et job, han havde trænet til i månedsvis, indtil alt var rutine. De havde øvet og øvet, for at de ikke behøvede at tænke. For hvis soldater tænkte for meget, når de gik i kamp, gik det galt. Ingen, der tænkte sig grundigt om, gik frem mod fjendens skud. Ingen stak hovedet frem for at kunne afgive ild. 30

Enken fra Kiev.indd 30

20/12/17 11:05 am


Nej, ’tænke’ skulle man gøre, inden man skulle i kamp. Her skulle alt planlægges og aftales. Sådan var det også med det job, han var i gang med nu. Han satte en ære i forberedelsen. At have gennemtænkt alle situationer. Så snart han bankede på døren, kunne han slå hjernen fra. Så var det kun at gøre det, han havde forberedt. Rydde forræderen Tatiana af vejen og sikre sig de dokumenter, hun havde stjålet. Vladimir tog sin dirk frem og satte den i Ruko-låsen. Ville han stadig have taget? Et øjeblik havde han besvær med at mærke stifterne i cylinderen. Han kludrede i det og måtte begynde forfra. Tog det stille og roligt. Et par sekunder efter gik låsen op. Han var inde og så på sit ur. 10.16. Udenrigsministeren ville være i fuld gang, mens deltagerne sad og lyttede pænt. Ifølge hans oplysninger var der placeret en sikkerhedsvagt for enden af gangen ned mod lobbyen. Men det ville ikke være nogen forhindring. Vagten ville end ikke opdage, hvad der skete, før Vladimir sad i bilen på vej væk. *** Maiken gik over til receptionen, der nu var tom bortset fra den unge pige, der tidligere havde bøvlet med den russiske dame. Ida Ebbesen, stod der på hendes navneskilt. ”Må jeg få min rejsekuffert? En sort trolley,” sagde Maiken og rakte pigen sit bagagenummer. Efter et øjeblik vendte pigen tilbage med kufferten. ”Og du har fået din nøgle?” Maiken viste pigen nøglekortet, som hun havde i hånden. Det var lagt ned i et papomslag med konferencecentrets logo og hendes navn printet udenpå. 31

Enken fra Kiev.indd 31

20/12/17 11:05 am


”Ja, værelse 117.” ”Fint. Det ligger nede ad gangen mod venstre. Instruktion og kode til wi-fi ligger på bordet.” ”Tak,” nikkede Maiken. PET-manden, hun før havde iagttaget over for receptionen, var der stadig og havde placeret sig på en taburet ved indgangen til netop hendes værelsesgang. Måske var det VIP-gangen? Hun kiggede på nummeret på den første dør. 101. Der var kun yderligere to døre, før gangen slog et sving. Der var et stykke ned til nummer 117. Maiken satte farten op, mens hendes trolley skramlede hårdt mod den rustikke klinkebelægning. Efter at have passeret det andet hjørne kom en mand gående den modsatte vej. Han havde kort, tilbagestrøget hår, solbriller og et dyrt sæt tøj. Gad vide, hvor han kom fra? Han var ikke dansker. For godt klædt. For stærk aftershave. Hun forsøgte at holde vejret og undgå at trække lugten ind i næsen. Han kunne have været fra Mellemøsten, men var ikke mørk nok. Og folk fra Mellemøsten gik ikke med en tom rygsæk daskende over skulderen. Var han i virkeligheden amerikaner? Eller fra Østeuropa? Hun passerede endnu et hjørne, fandt sit værelse på højre side af gangen og stak nøglekortet i låsen. *** Vladimir hørte kvinden lukke sig ind og ventede et halvt minut, før han vendte om. Det havde været lige ved. Han gik tilbage mod værelse 114 og fiskede pistolen op fra bukselinningen. Diskret, men højt nok til at blive hørt, bankede han på ­døren. 32

Enken fra Kiev.indd 32

20/12/17 11:05 am


”Hotel management,” sagde han. Han lyttede efter fodtrin. Før han forventede det, åbnede døren på klem med sikkerhedskæden sat i, og Tatiana kiggede forvirret ud på ham med et frottéhåndklæde om håret. Vladimir reagerede instinktivt. Han skulle ind, og det skulle gå hurtigt. Han hamrede foden mod døren. Den sprang op i hovedet på kvinden, der gav et forskrækket råb fra sig. Han trådte ind i rummet, mens han sparkede døren i bag sig og skød to gange. Han så kvindens forbløffede blik, da hun faldt sammen. Vladimir ignorerede hende og gik direkte over til skrivebordet. Laptoppen stod åben. Han klappede den sammen og smed den i rygsækken. Lod mobiltelefon og iPad følge efter sammen med de papirer, der lå spredt på bordet. Derefter sikrede han sig de mange dokumenter, der lå i kvindens rejsetaske. Håndtasken, der stod på stolen ved siden af sengen, tømte han også ned i ryksækken. Han var på vej over til kvindens kuffert, da han hørte døren på den anden side af gangen blive åbnet. *** Maiken lukkede sig ind og kastede et blik rundt i værelset. Det var lyst og pænt. Sengen var redt stramt med store puder liggende som en massiv bunke langs hovedgærdet på den brede dobbeltseng. Hun spændte skulderhylstret af og lagde det på skrivebordet. Rart at kunne bevæge sig frit et øjeblik. Hun var ved at lægge sin trolley på kuffertstanderen, der stod ved siden af skrivebordet, da hun hørte, at der blev banket på døren på den anden side. Det måtte være en gæst, der havde ringet efter roomservice, eller fik leveret et nypresset jakkesæt … Nej, hun var ikke i Mellemøsten på et firestjernet hotel. Hun var i Danmark. Her kom ikke servile tjenestefolk 33

Enken fra Kiev.indd 33

20/12/17 11:05 am


med nyvasket tøj eller en clubsandwich. Og kolleger kom ikke og bankede på døren, men gav et kald på deres mobiltelefoner. I det samme lød der et smæld efterfulgt af et forskrækket råb og en dør, der blev smækket i. Manden, hun havde mødt lige før! Hvor havde hun haft sine tanker? Han var ikke konferencedeltager, men lignede de sikkerhedsfolk, hun plejede at omgås i Irak. Kraftig, atletisk, solbriller. Og handsker! Maiken fiskede sin pistol op af hylstret på skrivebordet og brugte kostbare sekunder på at fylde magasinet. Hun kom ud på gangen og lagde øret til døren i værelse 116 overfor. Der var ikke en lyd at høre. Hurtigt gik hun videre til værelse 114. Heller intet. Jo, en person, der svagt jamrede sig. Hun så ned på døren og bemærkede, at den ikke var lukket helt til. Sikkerhedskæden hang i klemme. Der var ikke tid til at løbe op og få fat i PET-vagten. Den mand, hun havde mødt, var professionel. Ikke en stakkels narkoman eller et tilfældigt bandemedlem på rov. Hun holdt pistolen frem for sig, mens hun med venstre hånd skubbede døren op. ”Police! Freeze!” råbte hun så højt, at PET’s mand måtte kunne høre det. Fra værelset var der ingen reaktion. Med pistolen foran sig trådet hun forsigtigt et skridt ind i den lille forgang. ”Danish police. Freeze!” gentog hun. Hun kunne skimte en kvinde ligge midt på gulvet inde i værelset. Døren til toilettet på Maikens venstre hånd stod åben. Der var tomt. Hun trådte et skridt frem, så hun fik overblik over værelset. Der var ikke en lyd. Kvinden lå iført en hvid badekåbe og et håndklæde lå halvt ned over hendes hoved. Terrassedøren stod åben. Manden havde nået at stikke af. 34

Enken fra Kiev.indd 34

20/12/17 11:05 am


Maiken lyttede forgæves efter PET-livvagtens skridt på gangen. I det samme gav kvinden lyd fra sig. Klynkede og forsøgte at vende sig. En plamage af blod på gulvet under hende. Hun måtte have hjælp. Maiken trådte det sidste skridt ind i rummet. En lammende smerte ramte hendes hånd, og hun tabte pistolen. Han stod bag døren! Hun mærkede noget koldt blive presset mod hendes hoved. ”Don’t fucking move!” Maiken forsøgte at slå ud efter ham med venstre arm, mens hun samtidig trak sig bagud og væk fra hans skudlinje, men han havde forudset det og greb fat i hende. ”I said don’t fucking move!” Han vred hendes arm om på ryggen, sparkede hendes pistol ind under sengen og tvang hende ned på gulvet. ”Keep your head down. Don’t even dare to look up.” Han understregede sine ord ved at jage en fod i ryggen på hende, så hun mistede al luften. Manden gik over til skabsvæggen og åbnede lågerne. Kiggede han efter noget? Ved siden af hende jamrede kvinden svagt, og Maiken så, hvordan plamagen af blod blev større. Hun måtte have fanget gerningsmandens opmærksomhed. Sikre, at han ikke hørte PET-manden. ”This woman needs help,” konstaterede hun. Kunne ikke finde på andet at sige. Manden svarede ikke, men hun hørte en skabslåge blive smækket i, og i det næste nu kom han over mod dem. ”She needs help?” spurgte han. Maiken hørte to sagte puf og så kvindens krop bevæge sig. ”Not any longer.” Maiken kunne se blodet pible ud af de to skudhuller i kvindens hoved. 35

Enken fra Kiev.indd 35

20/12/17 11:05 am


I det samme blitzede det. Manden tog et billede af sin udåd. I næste øjeblik greb han fast i Maikens ansigt og vendte det rundt. Kameralyset blinkede igen. I refleks lukkede hun øjnene, og da hun åbnede dem igen, så hun lige op i pistolløbet. En Walther P22 med lyddæmper, konstaterede hun. *** Bjarne Hørby fulgte distræt udenrigsministeren, der nu var to tredjedele gennem sit oplæg. Han forsøgte at slappe af, men uroen sad i maven på ham. Han havde tjekket sin mail. Der var endnu ikke kommet besked om, at der var givet grønt lys. Det behøvede ikke betyde, at der var problemer, men det var frustrerende at blive holdt udenfor. Svæve i uvidenhed, mens man skulle sidde og blomstre til en ligegyldig konference. ”… derfor vil regeringen søge at fokusere den danske indsats …” lød det fra udenrigsministeren, da Bjarne så PET-manden, der havde stået bag ministeren, træde op på talerstolen og give en hviskende besked. Udenrigsministeren gik i stå, og Bjarne opdagede, at livvagten havde sin pistol i hånden. I det næste øjeblik trak livvagten den tydeligt desorienterede minister ned fra talerstolen og ud ad døren bag podiet, mens den anden livvagt kom til og stillede sig op med trukket pistol og blikket rettet mod publikum, mens han ud ad mundvigen sagde en besked til ordstyreren, der bestyrtet var kommet til. ”Hvad er det, der foregår?” spurgte en tilhører med skinger stemme. ”I må da fortælle noget,” sagde en anden. Ordstyreren havde en kort dialog med PET-manden og bankede så på mikrofonen. 36

Enken fra Kiev.indd 36

20/12/17 11:05 am


”Må jeg bede alle om at forholde sig i ro og blive siddende. Det er endnu ikke klart, hvad der er sket ...” Måske ikke, men Bjarne havde en fornemmelse af, at han vidste det. Et øjeblik sad han handlingslammet, men så tog han sig sammen. Nu skulle han holde hovedet koldt. Udenrigsministeren ville have brug for rådgivning. Bjarne fangede Claus’ blik. Hans kollega var på vej ned mod talerstolen, mens Pernille var kommet op på podiet, hvor hun talte hviskende med livvagten. Men hvor var Maiken Tarp? *** Kåre havde fået lavet sin artikel til morgendagens avis færdig og sendt den til redaktionssekretæren med besked om, at han kunne ringe, hvis han havde spørgsmål. Nu ville han af sted. Hans redaktør, Esben, så overrasket ud, da Kåre fortalte ham, at han var på vej til at køre ned til den sikkerhedspolitiske konference. ”Jeg havde regnet med, at kriminalsektionen skulle dække den sag,” sagde Esben. ”Hvilken sag?” ”Skudepisoden, har du ikke set det? Ministeren er lige blevet hevet ud midt under sit oplæg. Det kom fra Ritzau for to minutter siden. Vi venter på opdatering.” Kåre mærkede panikken. ”Jeg kommer tilbage,” sagde Kåre og løb hen til sit skrivebord. Han var ved at åbne computeren, da han så, at mobiltelefonen blinkede. Ubesvaret opkald fra et hemmeligt nummer og en besked på voicemail. 37

Enken fra Kiev.indd 37

20/12/17 11:05 am


Han ringede op til telefonsvareren, hvor der lå en kort besked. ”Det er Claus Bjerrum. Kunne jeg bede dig ringe på 2526 …” Kåres mave trak sig sammen. Maikens nye chef ringede. Det kunne der kun være én grund til. Så længe de havde været sammen, havde han levet med frygten for, at ISIS-lederen Nasir Fayez ville prøve at tage hævn for deres sammenstød i Amman. For to år siden havde han gjort forsøget. Var det nu lykkedes? Hvorfor skulle Claus ellers ringe? Men det var da også fuldkommen vanvittigt, at de tillod, at Maiken blev udsat for den eksponering, som en sådan konference betød. Kåre trykkede de otte cifre og ventede utålmodigt, mens telefonen fik skabt forbindelse. ”Det er Claus Bjerrum.” ”Er der sket hende noget?” ”Undskyld. Hvem taler jeg med?” ”Kåre Nygaard. Du har lige ringet.” ”Kåre Nygaard, ja. Selvfølgelig. Ja tak. Jeg ved ikke, om du ved, hvem jeg er ...” ”Du er Maikens chef. Udenrigsministeriet. Er der sket hende noget?” ”Ja, det var jo det, jeg ville tale med dig om. Ja, jeg skal måske med det samme sige, at Maiken efter omstændighederne har det godt. Men …” ”Jeg vil gerne tale med Maiken,” sagde Kåre med fast stemme. Han orkede ikke at høre på den forvirrede sekretariatschef. ’Efter omstændighederne godt’. Maiken var gravid! Det var jo helt vanvittigt, hvis de lod hende deltage i aktiv beskyttelsestjeneste.

38

Enken fra Kiev.indd 38

20/12/17 11:05 am


”Desværre. Det kan ikke lade sig gøre,” svarede sekretariatschefen. ”Det er derfor, jeg ringer ... ” *** Maiken havde pistolen rettet mod sit hoved og holdt vejret. Ventede på, at han trykkede af. Så slap han hende og rejste sig hurtigt op. Blitzede endnu et billede og beordrede hende til at forholde sig i ro, mens han trådte over til skrivebordet ved væggen. Hun hørte, han rodede med skufferne i bordet. Manden var professionel, det var hun ikke i tvivl om. Den døde kvindes øjne var åbne og så direkte på Maiken. I det samme kom manden tilbage til hende. Maiken ventede på at mærke pistolen mod sit hoved, men i næste øjeblik plantede manden et knæ mellem hendes skulderblade. Hun skreg forskrækket. Brutalt vred han hendes arme om på ryggen og bandt dem sammen med en plastikstrip. ”You keep your head down,” snerrede han. Hun så ham tage rygsækken fra gulvet og gå over mod terrassedøren. Var det overstået? Nej, i det samme standsede manden op. Maiken holdt vejret. Det så ud, som om han tog noget på det lille serveringsbord, der stod ved døren. Han kom med et irriteret udbrud. Talte han russisk? Så var han ude ad døren. Hun talte til 20, før hun kluntet fik rejst sig. Hun mærkede raseriet boble. Hvad fanden var det for en psykopat, der med koldt blod dræbte en kvinde for øjnene af hende? Og hvad lavede PET’s mand? Sad og smilede til søde Ida i receptionen? Maiken var på vej til at følge efter gerningsmanden gennem terrassedøren, men standsede sig selv. Det gav ikke mening at forsøge at indhente ham med hænderne bundet på

39

Enken fra Kiev.indd 39

20/12/17 11:05 am


ryggen. Desuden måtte hun skaffe hjælp til kvinden, selv om det efter alt at dømme, var for sent. Hun prøvede, om hun kunne få fat på telefonen og trykke 112, men opgav og gik i stedet ud på gangen. Så højt hun kunne, skreg hun: ”Kvinde skudt. Jeg skal bruge en ambulance. Lige nu!” Hun ventede et par sekunder og råbte igen. Så hørte hun endelig løbende skridt nede ad gangen. ”Hvad sker der?” råbte PET-manden, da han kom rundt om hjørnet. ”En kvinde er skudt, og gerningsmanden er stukket af. Få tilkaldt en ambulance, og få området afspærret,” svarede Mai­ken. Et øjeblik efter konstaterede livvagten, at kvinden ikke havde nogen puls, mens han talte med sine kolleger i headsettet. ”Gerningsmanden forsvandt ud ad terrassedøren for et minut siden. Højst to,” forklarede Maiken. PET-manden nikkede, og hun kunne høre ham sige, at de skulle have tilkaldt en hundepatrulje. Endelig gav han sig tid til at skære hendes strip over, så hun kunne få hænderne fri. Maiken gned sine håndled og gik over til det lille serveringsbord, som manden havde været så optaget af. Det eneste der lå på bordet, var kvindens plastiknøglekort. Der måtte have ligget noget andet. Men hvad? Mens PET-manden talte videre, fandt hun sin pistol, som lå under sengen. ”Det er et gerningssted. Du rører ikke noget,” sagde PET-manden, da han opdagede, hun rodede på gulvet. ”Nej,” løj Maiken og stak pistolen ned i bukselinningen bag på ryggen. Livvagten gik ud i mellemgangen og ind på badeværelset. Maiken benyttede lejligheden til at tage et billede af den døde

40

Enken fra Kiev.indd 40

20/12/17 11:05 am


kvinde med sin mobiltelefon. Den røde plamage på kvindens frottébadekåbe havde bredt sig ud på gulvet. ”Hvad fanden laver du?” spurgte PET-manden, der åbenbart hurtigt havde konstateret, at der ikke var noget interessant på toilettet. ”Tager et billede.” ”Det har du sgu da ikke lov til. Giv mig din telefon!” ”Slap af. Vi er på samme hold.” ”Du giver mig den telefon lige nu.” Maiken trådte et skridt tilbage og holdt telefonen om på ryggen. ”Hvis du vil have min telefon, må du tale med mine overordnede. Fortæl mig i stedet, hvad du egentlig lavede, mens det her foregik. Er du komplet døv? Manden sparkede døren op, og kvinden skreg på hjælp. Jeg råbte, at jeg gik ind. Var det ikke den her situation, du skulle forhindre?” ”Jeg taler med min chef. Men du holder det billede for dig selv,” sagde PET-manden studst. ”Selvfølgelig.” Maiken skød endnu et par billeder af værelset, inklusive det lille bord ved terrassedøren. ”Så er det nok!” ”Okay,” sagde Maiken og drejede rundt på hælen. ”Jeg går over til mig selv. Nummer 117. I må sige til, hvis I skal bruge mig. Men koncentrer jer nu om at fange manden. Han kan ikke være nået langt væk.” Maiken kom ind på sit eget værelse og lukkede døren bag sig. Hun mærkede, hun rystede, samtidig med at adrenalinen bankede rundt i kroppen på hende. Det havde været tæt på. Alt for tæt. Hun ville lægge sig på sengen, men havde en sur lugt i næsen, som hun ikke kunne identificere. Var der ikke gjort ordentligt rent? I det samme så hun sig

41

Enken fra Kiev.indd 41

20/12/17 11:05 am


selv i spejlet over skrivebordet og opdagede pletten med opkast på sin skjorte. Hun fik den skiftet og var ved at finde laptoppen i sin trolley, da lederen af livvagterne bankede på døren. Mens hun gav ham sin beskrivelse af, hvad der var sket, afbrød han hende gentagne gange for i sit headset at tale med PET-kolleger og politiet i Næstved. Der var allerede folk ved betalingsanlægget på Storebælt og en patruljevogn ved Øresundsbroen, og man drøftede, om det gav mening at afspærre Ringstedmotorvejen. Hun var lige kommet igennem sin beretning, da telefonen ringede i hendes lomme. Lederen af livvagterne nikkede. ”Tag den bare. Vi er færdige for nu.” ”Tak.” Maiken fik fisket telefonen frem. Det var Kåre. ”Maiken. Er du okay?” ”Jeg har det fint. Sidder på mit værelse.” ”Jamen der var en kvinde, der blev dræbt. Og du var involveret,” sagde Claus. ”Bor på værelset lige overfor.” ”Ja. Men det er overstået nu. Jeg prøvede at forhindre, at hun blev myrdet. Men det mislykkedes. Jeg dummede mig. Længere er den ikke.” ”Men hvorfor dig? PET er deroppe,” sagde Claus. ”Du mener, jeg skulle have siddet med fingrene i ørerne, mens kvinden blev skudt?” ”Ja. Eller …” ”Kåre, det var et tilfælde, at jeg var der. Men gerningsmanden var professionel. Han havde fået besked på at dræbe kvinden, og det gjorde han. Jeg var ikke i fare.” ”Maiken, du må tænke på dig selv. Du har selv sagt, I slet ikke er gearet til den slags. At …”

42

Enken fra Kiev.indd 42

20/12/17 11:05 am


Maiken kæmpede med at dæmpe sin irritation. ”Kåre, vi ses derhjemme,” skar hun ham af. ”Jeg ringer, når jeg ved, hvornår jeg kan komme af sted.” Maiken afbrød forbindelsen. Kåre var bekymret, selvfølgelig var han det, men nu måtte han stoppe. Hun havde ikke kræfter til også at skulle berolige ham. En halv time senere havde Maiken gentaget sin historie for et par efterforskere fra Næstved Politi. Dog var det en version uden for mange detaljer. For inden hun mødtes med dem, havde hun haft politikommissær Sven Mortensen fra PET i røret. Livvagten, der havde meddelt hende, at politikommissæren ville ringe, måtte have kunnet se hendes overraskelse, da han nævnte navnet. ”Du kender ham?” ”Kendte ham,” præciserede Maiken. ”Vi var kolleger engang.” Sven hilste på hende, som om de var gamle venner. ”Maiken, godt at høre, at der ikke er sket dig noget.” ”Tak.” ”Vi skal have klaret den her grimme sag. Du var der jo. Jeg regner med din hjælp og håber, at du vil komme ind på PET med det samme.” Maiken var overrasket. Det var ikke den besked, hun havde regnet med at få som medarbejder i Udenrigsministeriets nye setup. Slet ikke fra Sven. ”Selvfølgelig. Jeg kommer. Men jeg skal lige tale med kollegerne fra Næstved.” ”Det ved jeg. Og selvfølgelig skal du det. Men giv dem den korte version, ikke? Indtil videre.” ”Den korte version?”

43

Enken fra Kiev.indd 43

20/12/17 11:05 am


”Ja. Du må forstå, at det er en sensitiv sag. Næstved skal selvfølgelig formelt se på den. I hvert fald her og nu. Men jeg regner med, at vi overtager den.” ”Hun var russer? Hed Tatiana, siger dine folk?” ”Ja, Tatiana Belova.” Kvinden, der stod i den anden kø. Den russiske kvinde, hvis navn receptionisten Ida havde stavet forkert. ”I kendte hende på forhånd?” spurgte Maiken. ”Maiken, alt det tager vi, når du kommer herind. Og gem, hvad du har af skarpe iagttagelser, til mig. Jeg er sikker på, at du har bemærket noget. Jeg kender dig. Vi har en vogn, der venter på dig. Mine folk er underrettede.” Jeg kender også dig, var hun ved at sige, men undlod det. For dette var en sag for eksperter. Det havde Sven Mortensen ret i. Og PET havde været alarmeret i forvejen. Vidste, at der var noget i gære. Det var hun sikker på. De havde haft en ekstra vagt ved gangen. Og hvis Sven virkelig ville samarbejde, ville hun ikke være den, der stillede sig i vejen. *** Bjarne var tilbage på Asiatisk Plads og trykkede på elevatoren. Ministeren var hurtigt kommet sig over chokket, men havde i bilen på vej tilbage til ministeriet flere gange diskuteret, om det havde været rigtigt af ham straks at tage af sted. Nu rejste han emnet igen. ”Jeg tror, at det var en fejl, jeg ikke blev.” ”Du har fulgt PET’s anvisninger. Det er ikke dit ansvar,” sagde Bjarne. Han lod udenrigsministeren og Pernille gå først ind i elevatoren og trykkede på sjette.

44

Enken fra Kiev.indd 44

20/12/17 11:05 am


”Måske ikke formelt, men hvordan vil det fremstå i medierne?” ”Jeg tror, alle ved, at man i sådan en situation først og fremmest beskytter ministeren. Du kan altid vende tilbage. Lægge en blomst. Og nu var det jo en udlænding, der blev skudt, så vidt jeg forstår. Har vi overhovedet et navn?” ”Ja, jeg har lige fået det fra PET,” sagde Pernille. ”Tatiana Belova.” ”Så det har ikke noget med den irriterende sag at gøre?” sagde udenrigsministeren spørgende til Bjarne. ”Nej, det ser ikke sådan ud,” svørede Bjarne. Han skævede til Pernille, der ikke så ud til at høre, hvad der blev sagt. Udenrigsministeren nikkede. Han vidste, der ikke skulle snakkes. Sagen var holdt i den allersnævreste kreds. Hverken Pernille eller Claus vidste noget, eller Søren, for den sags skyld. Medmindre nogen af dem havde deres egne kilder. Ministeren stod tavs et øjeblik, men kunne så alligevel ikke holde sin mund. ”For jeg vil ikke hænges op på deres fejlvurderinger. Jeg vil ikke ende med aben. Det finder jeg mig ikke i.” ”Det skal du heller ikke,” sagde Bjarne. ”Men nu må vi først have på det rene, hvad der virkelig skete.” ”Selvfølgelig. Jeg har bare en dårlig fornemmelse. Rigtig dårlig.” *** Maiken sad på sit hotelværelse og ventede på, at der skulle komme en bil for at køre hende ind til PET’s hovedkvarter i Buddinge. Hun forsøgte at viske billedet af kvindens øjne væk. Det var, som om hun havde set bebrejdende på Maiken.

45

Enken fra Kiev.indd 45

20/12/17 11:05 am


Skulle hun have grebet det anderledes an? Lederen af livvagterne mere end antydede det. ”Du overvejede ikke at hente hjælp? Du vidste, vi havde en mand posteret for enden af gangen, ikke?” ”Jeg anråbte ham faktisk. Forventede, at han kunne høre mig,” forsvarede Maiken sig. Ville det have ændret situationen, hvis hun i stedet var løbet ned og hentet livvagten? Det troede hun ikke. Morderen ville have haft tid til at slå kvinden ihjel og stikke af, før de var kommet. Nej, hendes indgriben havde sinket manden, og hvis livvagten havde været vågen, var han kommet, så de kunne være gået ind på værelset sammen og dækket hinanden. Under alle omstændigheder var kvinden allerede dødeligt såret, da Maiken kom. Skudt to gange i maveregionen. Det overlevede meget få. Men morderen ville være helt sikker. Eller var det et signal til hende? ’Det er dig næste gang, hvis du så meget som tænker på at standse mig.’ I det samme kom Claus marcherende ind ad døren. ”Jeg hører, at du skal ind på PET. Det synes jeg altså ikke, du skal føle dig tvunget til.” ”Du mener hellere, jeg skal tage direkte ind i ministeriet?” ”Ja,” sagde Claus og tilføjede hurtigt: ”Eller hjem, hvis det er det, du behøver.” ”Tak,” sagde Maiken. ”Jeg kommer ind på Asiatisk Plads, så snart jeg kan. Men først tager jeg forbi Buddinge og taler med Sven Mortensen som aftalt. Sikkerhedssekretariatet er vel også interesseret i, at der er en tæt kontakt med PET, ikke?” ”Bestemt. Fint. Bare du ved, at du kan ringe. Og hold din telefon åben,” svarede Claus. ”Det skal jeg nok.” 46

Enken fra Kiev.indd 46

20/12/17 11:05 am


Ti minutter senere sad Maiken på bagsædet af en civil politibil på vej mod PET’s hovedkvarter i Buddinge nord for København. Der lugtede ubehageligt af grillmad og kaffe, og radioen var stillet ind på en skinger reklamekanal. Hun bad chaufføren om at skrue lidt ned, men det resulterede kun i, at hans smasken fra tyggegummiet, som han larmende bearbejdede, hørtes endnu tydeligere. Maiken var træt. Solen skinnede ind gennem ruden og blændede hende, og hun lod øjnene glide i. Hun var igen på vej ind på Tatianas værelse. Hun mærkede pistolløbet, der blev presset mod hendes hoved. Hans hånd, der uden besvær greb hendes arm, da hun slog ud efter ham, og hans knæ, da han pressede hende ned på gulvet. Følelsen af total hjælpeløshed, da hun lå side om side med den døende kvinde med de bebrejdende øjne. Han kunne så let som ingenting have slået hende ihjel – havde vejet for og imod og været lige ved at gøre det. Maiken mærkede, hun rystede og tvang sig til at åbne øjnene. Hun måtte prøve at viske billederne væk. Få kontrol over sig selv. Han var under alle omstændigheder langt væk nu. Måske på vej ud af landet. Eller havde politiet fanget ham? Det var trods alt begrænset, hvor mange veje han kunne tage. *** Vladimir var nået til Roskilde og kørte op på motorvejen mod København. Her troede han ikke på, at de ville forsøge at stoppe trafikken. Der var for mange biler, og de ville ikke have noget reelt at gå efter. Han mærkede, at pulsen var ved at komme ned. Passaten havde han efterladt på parkeringspladsen ved skoven. I aften vil den blive brændt af, og skulle politiet ved 47

Enken fra Kiev.indd 47

20/12/17 11:05 am


et tilfælde falde over den inden, ville der ikke være meget at gå efter. Han havde været omhyggelig hele vejen. Trafikken tog til, og et øjeblik var han ved at trykke på hornet. Idiot! Men han tog sig i det. Der var ikke brug for unødvendig opmærksomhed. Vladimir havde håbet at stige ombord på et tog over Øresund allerede klokken 12. Forsvinde i mængden. Sætte sig med et formiddagsblad og beredvilligt vise sit danske pas, hvis de gennemsøgte toget. Han ville være den snakkesalige og interesserede. ’Ja, frygteligt, hvad der er sket. Der er også alt for mange udlændinge. Håber, I fanger ham.’ Men det blev ikke til noget. Han havde fejlet. Det var gået op for ham, da han var på vej ud ad terrassedøren. Havde nogen bevidst givet dem forkerte oplysninger? Kunne der være nogen, der havde stukket ham? Vladimir kiggede instinktivt i spejlet for at se, om der var nogen, der fulgte efter ham. Nej, det så det ikke ud til. Og havde nogen stukket ham, havde sikkerhedsfolkene nok grebet ind, før han slog kvinden ihjel. Han måtte holde op med at spekulere og tale det igennem med Nika. Faktum var, at han ikke havde løst opgaven. Og nu hastede det. Der kunne ikke være meget tid at give af. *** Maiken sad i et mødelokale hos PET med en kop lunkent vand i et plastikkrus og ventede utålmodigt på at komme til at tale med Sven. Da hun ankom fra konferencecentret, var hun blevet ført direkte op til en medarbejder, der arbejdede med billedgenkendelse. Hun havde gennemset flere hundrede fotos uden at identificere manden og havde bagefter 48

Enken fra Kiev.indd 48

20/12/17 11:05 am


hjulpet medarbejderen med at lave en fantomtegning på computeren. En tegning, som nu blev fordelt til efterforskerne. På perronen på Buddinge Station, som hun kunne se overfor, ankom endnu et S-tog, og nye passagerer kom ud ad dørene og begav sig hastigt mod udgangen – uanfægtet af, at en morder for få timer siden koldblodigt havde slået en russisk kvinde ihjel på en dansk sikkerhedskonference. Maiken håbede, at Sven kunne give hende nogle svar. Eller at de kunne finde dem sammen. Sikkerheden havde været forhøjet. PET var forberedt på, at noget kunne ske. Hvis kvinden var russer, kunne Maiken bidrage med oplysninger fra Udenrigsministeriets netværk og hendes forbindelser i FE. Sven var måske ikke den mest behagelige type, men han gik for at være dygtig. Han var blevet ansat i PET samtidig med hende selv i 2002. Dengang var han politiassistent som hun. Nu var han åbenbart steget i graderne. Det kæmpede han hårdt for allerede dengang, og han var en af årsagerne til, at hun i 2005 forlod PET til fordel for jobbet i FE. Som en del andre PET-folk havde Sven det svært med både kvinder og akademikere. En ung kvinde som hende, der kom tilbage efter to års arabiskstudier, havde været en særlig torn i øjet på ham. Men måske var han blevet rundere med årene. Hun så på uret. De havde sagt, at Sven ville komme om fem minutter, men det var et kvarter siden nu. I det samme gik døren op, og kriminalkommissæren kom ind i lokalet. ”Maiken. Det er længe siden. Men du ligner dig selv.” Sven gav et fast håndtryk. Han havde taget ti kilo på, men kunne tåle det. Han var blevet voksen, måtte være midt i fyrrerne. ”I lige måde.” 49

Enken fra Kiev.indd 49

20/12/17 11:05 am


”Godt at se dig. Du forlod os jo uden varsel. Men nu er du i Udenrigsministeriet.” ”Det er jeg,” sagde Maiken. ”Og du er blevet politikommissær og leder efterforskningen af drabet på den russiske kvinde?” ”Også det, ja. En grim sag.” ”I har ikke fået samlet ham op?” ”Nej, desværre. Tak for din hjælp med at få lavet en fantomtegning. Desværre dækker konferencecentrets overvågningskameraer kun fællesområderne og gårdspladsen ved indgangen. Parken, hvorfra han ser ud til at været kommet, er ikke overvåget. Men fortæl mig nu, hvad du oplevede. Jeg vil gerne høre det fra dig selv. Alt hvad du mener kan være af interesse.” Maiken brugte fem minutter til at fortælle, hvad der var sket. Om hendes ankomst til konferencecentret, hvordan hun overværede ofret have problemer i receptionen, om konfrontationen med gerningsmanden i værelset, og hvordan han havde gennemledt rummet og var forsvundet med en rygsæk. Også detaljen med den ting, han havde set på, lige inden han gik ud ad døren, fortalte hun. ”Men du har ingen ide om, hvad det var?” spurgte Sven. ”Desværre. Han må have taget det med. Der lå kun hendes nøglekort tilbage på bordet.” ”Okay, hvad tænker du? Hvis du skal opsummere?” ”Han var professionel. Fuldkommen kold. Havde gjort det før, det er jeg sikker på. Men ellers regner jeg med at skulle høre teorierne fra jer. I havde en mand, der bevogtede hende.” ”Nej, ikke hende,” svarede Sven. ”Vi havde sat en mand på den gang, hvor udenrigsministeren, og du og dine kolleger, var indkvarteret.” 50

Enken fra Kiev.indd 50

20/12/17 11:05 am


”Okay,” sagde Maiken. ”Men I ved, hvem den russiske kvinde er?” ”Ja. Faktisk er hun ukrainer. Hun havde et forskningssamarbejde med et russisk universitet, som hun repræsenterede på konferencen.” ”Hvad forskede hun i?” ”Olie og gas. Skulle holde oplæg om, hvordan Islamisk Stat finansierer deres aktiviteter gennem oliesalg. Hun har forsøgt at kortlægge deres smuglerruter, og ikke mindst hvem der samarbejder med dem.” ”Mener I, det kan have haft betydning for drabet?” Sven nikkede og trak et chartek frem. Maiken studsede. Det var en affotografering af ISIS’ sorte flag med den muslimske trosbekendelse skrevet på arabisk med hvid skrift: Der er ingen gud uden Gud, og Muhammed er hans profet. ”Er det noget, I har fundet?” ”Ja, gerningsmanden har efterladt det på værelset.” ”Det så jeg ikke,” røg det ud af munden på Maiken. ”Det lå på gulvet bag kvinden. Jeg ved ikke, hvorfor det var lagt der, eller om han bare har tabt det.” ”Den mand var professionel. Han tabte ikke bare noget. Men jeg har svært ved at se ham som ISIS-mand.” Maiken kunne ikke få det til at stemme. ”Maiken, du ved, tingene ikke altid er, som de ser ud. Du mistolkede vel selv situationen og gik ind alene. Men tjek dine egne billeder fra gerningsstedet. Og slet dem bagefter. Jeg vil ikke bede om at få din telefon, selv om jeg burde. Regner med, at jeg kan stole på dig.” ”Selvfølgelig,” sagde Maiken. ”I mener altså, det er terror? At Islamisk Stat har gennemført en slags hævndrab på en russisk forsker, eller rettere ukrainsk?” 51

Enken fra Kiev.indd 51

20/12/17 11:05 am


”Det er sådan, det ser ud, ja. Det er det, vi går ud med. Måske var det også en advarsel til russerne, som jo er ved at optrappe deres engagement i Syrien.” I det samme blev Sven afbrudt af, at det bankede på døren. En yngre medarbejder trådte ind i lokalet og meddelte, at der var en besked til efterforskningslederen. Et minut senere kom Sven tilbage. ”Maiken, din chef har ringet. Så vidt jeg forstår, har han brug for dig i Udenrigsministeriet.” ”Nå,” sagde Maiken uden at forstå, hvad Claus skulle have brug for hende til. ”Han sagde ikke hvorfor,” fortsatte Sven, som om han kunne læse hendes tanker. ”Men vi holder forbindelsen, ikke? Ring endelig, hvis der er noget. Og det kan meget vel være, at vi vil bede dig om at kigge på nogle flere billeder.” ”Selvfølgelig, det gør I bare.” ”Fint, så siger vi det. Her har vi jo også vores at se til,” sagde Sven og sendte hende et smil. ”Der holder en vogn dernede, der kører dig. Du er jo formelt stadig en af vores. Det var hyggeligt at møde dig, men din chef lød temmelig desperat.” Maiken ringede til Claus, samtidig med at hun bevægede sig ned til udgangen, hvor bilen skulle holde. ”Claus Bjerrum.” ”Det er Maiken. Du har spurgt efter mig.” ”Hvor er du?” ”Jeg er lige færdig på PET. ” ”Godt. Der er behov for, at vi drøfter sagen.” ”Det lyder alvorligt.” ”Ja. Ministeren er meget oprevet. Han har indkaldt RISI til møde klokken 15.00.” ”Er der sket noget nyt? ” 52

Enken fra Kiev.indd 52

20/12/17 11:05 am


”Nej. Ikke den slags, du tænker på. Men det er kommet frem i pressen, at Udenrigsministeriets sikkerhedssekretariat var til stede på konferencecentret. Journalisten får det til at lyde, som om vi var særligt mobiliseret til sikkerhedskonferencen, men svigtede, da det gik galt.” ”Så må I da fortælle ministeren, hvordan det hænger sammen.” ”Ja. Det er derfor, der er brug for, at du kommer.” Maiken stod utålmodigt og ventede på vognen foran PET’s hovedkvarter. Hun mærkede vreden boble i sig. På trods af sin smiger og smil – og forblommede bemærkninger om ’vi tales ved, ring endelig’ – holdt Sven hende for nar. I telefonen havde han bedt hende være tilbageholdende, når hun talte med Næstved Politi, og stillet hende i udsigt, at nu skulle ’de to’ tale om sagen. Men Sven lod hende tale og havde ikke lukket hende ind i det fortrolige rum omkring opklaringen. Tværtimod. Han vidste tydeligt mere, end han fortalte. Og nu kom de op med en ISIS-historie. Troede Sven virkelig selv på den? Maiken åbnede sin mobil og scrollede gennem et par af de jihad-websites, som Islamisk Stat normalt brugte til at få deres propaganda ud. Men der var intet. Ikke et ord. Meget ulig Islamisk Stat, der altid var hurtige til at tage ejerskab over enhver udåd, nogen begik i deres navn. Nej, gerningsmanden på værelset var ikke en ISIS-terrorist, som ønskede at slå flest muligt ihjel. Han var en professionel morder, der kun dræbte nøjagtig dén person, som han havde fået besked på. Og bragte de dokumenter og ting med tilbage, som han var blevet bedt om at skaffe. Hvad var det med et ISIS-flag, der var fundet på værelset? ’Se på dine billeder,’ havde Sven sagt. Hun fandt dem på tele53

Enken fra Kiev.indd 53

20/12/17 11:05 am


fonen og bladrede dem hurtigt igennem. Der var intet. Havde PET selv plantet det? Tatiana lå med døde øjne. Det var … Maiken stoppede og bladrede et billede tilbage. Hun forstørrede det med fingrene. Der lå noget sort bag kvinden. Jo, det kunne godt være flaget. Det måtte det være. ’Du mistolkede situationen,’ sagde han. Og selv om Sven var et dumt svin, havde han jo ret. Hun var hoppet på nummeret med den åbne terrassedør. Været uskarp. Hun skulle have grebet det anderledes an. Det var ikke sikkert, at det havde ændret resultatet, men det kunne det have gjort. Hun måtte bide i det sure æble og forsøge at opretholde det gode forhold til PET. Udenrigsministeren havde indkaldt til møde klokken 15, og Claus ville have hende til at komme ind med det samme. Men Maiken kunne ikke bare tage ind og holde Claus i hånden. Klokken var kun 13.47. I det samme kørte en vogn op foran indgangen, og en ung betjent rullede ruden ned. ”Maiken Tarp?” Hun satte sig ind på bagsædet. ”Du skulle til Udenrigsministeriet, ikke?” ’Jo,’ var hun ved at svare, men rettede sig selv. ”Nej, jeg vil gerne til FE, Forsvarets Efterretningstjeneste.” ”Tak, jeg ved godt, hvad FE er,” sagde chaufføren. ”Østerbro eller Amager?” ”Østerbro, tak,” svarede Maiken. Hun tog sin telefon. Når PET ikke ville fortælle hende, hvad der skete, måtte hun forsøge på FE. Her havde hun stadig venner. Hun trykkede hurtigt Henriks nummer. Han havde i mange år været hendes tætteste kollega i FE’s analyseafdeling på Kastellet og var en af de få, hun altid havde kunnet regne med. ”Maiken, hvad sker der?” spurgte han, da han tog røret. 54

Enken fra Kiev.indd 54

20/12/17 11:05 am


Rygterne gik åbenbart hurtigt. ”Jeg er OK. Jeg var der, men kvajede mig.” ”Det er ikke det, jeg har hørt. Du gjorde, hvad du kunne.” ”Måske. Men det var ikke nok.” ”Sådan er det en gang imellem, det ved du. Er der noget, jeg kan gøre for dig?” ”Jeg skal bruge en person, der ved noget om Ukraine.” ”Det er Sørensens område. Du kender ham, ikke?” ”Jo, men jeg tror ikke, det er en god ide. Sørensen har altid haft et horn i siden på mig. Jeg tror, han var sur over al den opmærksomhed, vi – og jeg – fik på mellemøstområdet.” ”Okay,” sagde Henrik. ”Men så kan du prøve Nikolai. Måske husker du ham? En yngre fyr, der har siddet ved vores bord til frokost nogle gange. Det var ham, jeg var på kursus med i London. Han er sprogofficer, sidder i Ruslandssektionen, men har været udstationeret i Kiev. ”God ide. Du kunne ikke ringe til ham og høre, om han har tid til at tale med mig et kvarter eller en halv time?” ”Selvfølgelig. Hvornår, nu?” Henrik kendte hende. ”Ja. Jeg sidder faktisk i en bil på vej til Kastellet, og jeg skal være til et møde med ministeren klokken 15.” ”Fint. Jeg prøver at få fat i ham. Du hører fra mig.”

Enken fra Kiev.indd 55

20/12/17 11:05 am

Enken fra kiev læseprøve  

KØB BOGEN HER: https://www.lindhardtogringhof.dk/enken-fra-kiev

Enken fra kiev læseprøve  

KØB BOGEN HER: https://www.lindhardtogringhof.dk/enken-fra-kiev