sebordet til alle funktioner. Min grønne arbejdslampe står i den ene ende af bordet, når jeg tænder den om aftenen, bliver stuen til et kontor, rummet virker mindre, og jeg kan bedre koncentrere mig. Computerskærmen er gået i dvale, og der kører en gammel grafik hen over skærmen med røde bogstaver på sort baggrund: JEG ELSKER JULIE, står der. Et flere år gammelt statement fra Rune. Skriften kører i loop, jeg skal have lavet det om i indstillingerne. Det tænker jeg, hver gang jeg vækker computeren til live igen, at jeg ikke skal se den sætning stå og køre. Der er jo ingenting af ham i de røde bogstaver, det er ren nostalgi, og jeg ved ikke engang, om det betød noget som helst, da han skrev det. Det var mere som en joke, pubertært faktisk. En måde at gøre en kærlighedserklæring nonchalant og dermed ligegyldig på. De få gange, han endelig sagde, han elskede mig, direkte i mit åbne ansigt, så tvivlede han. Jeg kunne se utrygheden buldre ind over hans ansigt i takt med ordet ’elsker’, når det slap hans læber, var han allerede kommet i tvivl. Han skød sit budskab ned ved at lade tvivlen vise sig i vejrtrækningen, snappede efter vejret, usikkerheden, læberne, der ville trække ordet ’elsker’ tilbage. Jeg synes, det var så rørende i starten, og jeg forsøgte at genkende hans cykliske sindsstemninger: Efter intimitet fulgte skræk, derpå afstand, efter afstand tilnærmelser og så endelig intimitet. Jeg klikker Angry Birds frem på iPaden ved siden af mig. Det er en overspringshandling, det er et spil, jeg har købt til Benjamin. Og jeg har allerede afprøvet det nok til at lære ham, hvordan man gør, hvordan man placerer den lille tykke fugl i en elastik og fyrer den af sted. Der sker intet andet, og det er 25
En anden kvinde_aw.indd 25
01/07/2016 15.26