grænset moralsk habitus, sir. De udgør en fare for os og for sig selv. De har brug for at vide, hvem der har kommandoen. De har brug for lederskab. En fast, men retfærdig hånd.” Lewis nikkede, vinkede kaptajnen videre og sparede på sine ord. Kulden og kalorierne havde lært ham at rationere. “Huset tilhører en familie ved navn Lubert. Luu-bær-t. Hårdt ‘t’. Hustruen omkom under bombardementerne. Hendes familie var store kanoner inden for fødevarebranchen. Forbindelser til Blohm und Voss. De ejede også en række møller. Herr Lubert var arkitekt. Han er endnu ikke frifundet, men det mener vi nok, han bliver. I værste fald er han en acceptabel medløber. Ingen åbenlyse, direkte naziforbindelser.” “Brød?” “Sir?” Lewis havde ikke fået noget at spise hele dagen og havde foretaget det korte spring fra “mølle” til brød uden at tænke over det. Det brød, han så for sig i tankerne, var pludselig mere nærværende, mere virkeligt end kaptajnen, der stod ved kortet på den anden side af skrivebordet. “Gå videre – med familien.” Lewis gjorde sig umage for at markere en vis interesse og nikkede og stak hagen i vejret med et beslutsomt drag om munden. Wilkins fortsatte: “Luberts hustru døde i ‘43. I ildstormen. Ét barn – en datter. Frieda, femten år. De har nogle tjenestefolk – en stuepige, en kokkepige og en gartner. Gartneren er en førsteklasses altmuligmand – eks-Wehrmacht. Familien har nogle slægtninge, de kan flytte ind hos. Vi kan finde indkvartering til tjenestefolkene, eller De kan ansætte dem. De er frifundet.” Den proces, sjæleundersøgerne i Control Commission’s Intelligence Branch vurderede en uplettet fortid efter, foregik efter der Fragebogen, som spørgeskemaet hed: 133 spørgsmål, 14
Efterspillet.indd 14
28/06/13 13.54