Page 1

155mm

30mm

155mm

HAMBORG, 1946 Mens tusinder vandrer fortabte og hjemløse rundt i murbrokkerne, er den britiske oberst Lewis Morgan blevet installeret i en stor herskabsvilla ved floden Elben. Lewis har ansvaret for at føre tilsyn med genopbygningen af den krigshærgede by og overvåge afnazificeringen af det besejrede tyske folk. Det er meningen, at hans hustru, Rachael – som stadig sørger over tabet af deres ældste søn – samt deres eneste overlevende søn, Edmund, skal komme til Hamborg og bo sammen med ham. I stedet for at tvinge villaens oprindelige beboere, en tysk enkemand og hans oprørske teenagedatter, til at forlade deres bopæl, insisterer Lewis på, at de to familier bliver boende sammen i huset ved Elben, som den britiske hær ellers havde for vane.

Efterspillet er en fascinerende skildring af to familier og kærlighed, der vokser ud af had.

231mm

Mens byen og landet langsomt søger tilbage til normale tilstande, oplever både forældre og børn i husets intenst ladede atmosfære, at fjendskab og sorg viger for lidenskab og bedrag.

Roman - Lindhardt og Ringhof

”... dybt bevægende.” – THE INDEPENDENT


Rhidian B rook

Efterspillet P책 dansk ved Vibeke Houstrup

Lindhardt og Ringhof

Efterspillet.indd 3

28/06/13 13.54


September 1946

Efterspillet.indd 9

28/06/13 13.54


Efterspillet.indd 10

28/06/13 13.54


1 “Vilddyret er her. Jeg har set ham. Berti har set ham. Dietmar har set ham. Med sort pels ligesom en fin damepels. Og de dér tænder, der ligner tangenterne på et klaver. Vi må slå ham ihjel. Hvis vi ikke gør det, hvem gør det så? Tommyerne? Yankee’rne? Ruskierne? Franskmændene? Ingen af dem vil gøre det, for de har alt for travlt med at lede efter andre ting. De vil have dit, og de vil have dat. De er ligesom hunde, der slås om et kødben uden noget kød på. Vi må gøre det selv. Gøre det af med Vilddyret, før han gør det af med os. Så bliver det hele bedre.” Drengen Ozi rettede på sin hovedbeklædning, mens han førte de andre gennem det pulveriserede landskab i den Tommy-bombede by. Han havde den engelske sikkerhedshjelm på, han havde hugget fra ladet af en lastvogn i nærheden af Alster. Selvom den ikke var helt så fiks som de amerikanske eller selv de russiske hjelme, han havde i sin samling, var det den, der passede ham bedst, og så hjalp den ham med at bande på engelsk, når han havde den på, ligesom ham Tommy-sergenten, han havde set råbe ad fangerne på Hamburgs Dammtor banegård: “Halløj! Stik så de forpulede hænder i vejret. Op, for helvede, sagde jeg! Hvor jeg kan se dem! Satans dumme forpulede hunner.” Der var gået lige et øjeblik, inden mændene havde løftet hænderne. Ikke fordi de ikke forstod det, men fordi de var for svage og udsultede. Satans-dumme-forpulede-hunner! Fra halsen og ned var Ozis tøj en blandet landhandel af forhåndenværende opfindsomheder i et sammensurium af laser og 11

Efterspillet.indd 11

28/06/13 13.54


luksus: en lapseagtig slåbrok, en gammeljomfrutrøje, en flipløs bedstefarskjorte, et par stormtropbukser med oprullede ben, holdt sammen og oppe af et kontoristslips, og så skoene med de tyndslidte snuder, der havde tilhørt en for længst forsvundet stationsforstander. Ruinbørnene med øjne så opspærrede af frygt, at det hvide lyste i deres beskidte ansigter, fulgte efter anføreren gennem de nedstyrtede, knuste stenmasser. De snoede sig rundt mellem murbrokkernes morænelandskaber og kom til en rydning, hvor et raketlignende, kegleformet kirkespir lå på siden. Ozi løftede hånden for at holde de andre tilbage og stak den så ind under slåbrokken efter Lugeren. Han snusede ud i luften. “Han er herinde. Jeg kan lugte ham. Kan I ikke lugte ham?” Ruinbørnene snusede som mimrende kaniner. Ozi gjorde sig flad ind mod det afskårne spir og kantede sig hen mod den åbne ende, mens han holdt pistolen frem foran sig som en ønskekvist. Han standsede op og slog på keglen med den som tegn på, at Vilddyret nok var derinde. Og så kom der et sort lyn, da noget derindefra for ud i det fri. Ruinbørnene dukkede sig, men Ozi trådte frem, stillede sig i bredstående stilling, lukkede det ene øje, sigtede og fyrede. “Dø, Vilddyr!” Skuddet lød dæmpet i den tunge, beklumrede luft, og en klirrende, metallisk rikochettering meldte tilbage, at han havde forfejlet sit mål. “Ramte du ham?” Ozi sænkede pistolen og stak den ned i bæltet. “Vi får ram på ham en anden dag,” sagde han. “Nu skal vi ud og lede efter noget mad.”

12

Efterspillet.indd 12

28/06/13 13.54


“Vi har funder et hus til Dem, sir.” Kaptajn Wilkins skoddede cigaretten og satte en nikotingul finger på kortet over Hamburg, som var sat op med tegnestifter på væggen bag skrivebordet. Han fulgte en linie vestpå fra knappenålshovedet, der markerede deres midlertidige hovedkvarter, væk fra de udbombede distrikter Hammerbrook og Sankt Georg, over Sankt Pauli og Altona i retning af det gamle fiskerleje Blankenese, hvor Elben slog et sving og løb ud i Nordsøen. Det fremgik ikke af kortet, som var revet ud af en tysk vejviser fra før krigen, at disse områder nu udgjorde en spøgelsesby, der kun bestod af aske og murbrokker. “Det er et helvedes fornemt palæ ved floden. Her.” Wilkins kørte fingeren rundt for enden af Elbchaussee, vejen, der løb parallelt med den imponerende flod. “Jeg tror, det vil falde i Deres smag, sir.” Ordet tilhørte en anden verden, en verden med overskud og et civilt livs komfort. I de sidste par måneder havde Lewis’ smag indskrænket sig til en enkel liste over umiddelbare og grundlæggende behov: 2500 kalorier om dagen, tobak, varme. “Et helvedes fornemt palæ ved floden” forekom ham pludselig at være som et krav fra en respektløs konge. “Sir?” Lewis havde igen “fortabt sig” i det uregerlige parlament, han havde inde i hovedet, et sted, hvor han oftere og oftere tog sig selv i ophedede debatter med kolleger. “Bor der ikke allerede nogen?” Wilkins var ikke sikker på, hvordan han skulle reagere. Hans foresatte var særdeles velanskrevet med upåklagelige tjenestepapirer, men han havde tilsyneladende disse særheder, en anderledes måde at se på tingene på. Den unge kaptajn tog sin tilflugt til vejledningen og citerede: “Disse mennesker har kun en be13

Efterspillet.indd 13

28/06/13 13.54


grænset moralsk habitus, sir. De udgør en fare for os og for sig selv. De har brug for at vide, hvem der har kommandoen. De har brug for lederskab. En fast, men retfærdig hånd.” Lewis nikkede, vinkede kaptajnen videre og sparede på sine ord. Kulden og kalorierne havde lært ham at rationere. “Huset tilhører en familie ved navn Lubert. Luu-bær-t. Hårdt ‘t’. Hustruen omkom under bombardementerne. Hendes familie var store kanoner inden for fødevarebranchen. Forbindelser til Blohm und Voss. De ejede også en række møller. Herr Lubert var arkitekt. Han er endnu ikke frifundet, men det mener vi nok, han bliver. I værste fald er han en acceptabel medløber. Ingen åbenlyse, direkte naziforbindelser.” “Brød?” “Sir?” Lewis havde ikke fået noget at spise hele dagen og havde foretaget det korte spring fra “mølle” til brød uden at tænke over det. Det brød, han så for sig i tankerne, var pludselig mere nærværende, mere virkeligt end kaptajnen, der stod ved kortet på den anden side af skrivebordet. “Gå videre – med familien.” Lewis gjorde sig umage for at markere en vis interesse og nikkede og stak hagen i vejret med et beslutsomt drag om munden. Wilkins fortsatte: “Luberts hustru døde i ‘43. I ildstormen. Ét barn – en datter. Frieda, femten år. De har nogle tjenestefolk – en stuepige, en kokkepige og en gartner. Gartneren er en førsteklasses altmuligmand – eks-Wehrmacht. Familien har nogle slægtninge, de kan flytte ind hos. Vi kan finde indkvartering til tjenestefolkene, eller De kan ansætte dem. De er frifundet.” Den proces, sjæleundersøgerne i Control Commission’s Intelligence Branch vurderede en uplettet fortid efter, foregik efter der Fragebogen, som spørgeskemaet hed: 133 spørgsmål, 14

Efterspillet.indd 14

28/06/13 13.54


der skulle afgøre graden af en tysk borgers kollaboration med regimet. Ud fra dette blev vedkommende kategoriseret i en af fem grupper: hovedskyldig, belastet, mindre belastet, medløber eller frifundet og ekspederet i overensstemmelse hermed. “De er helt på det rene med den beslaglæggelse. Det er bare et spørgsmål om, at De besigtiger stedet, hvorefter De smider dem ud. Jeg tror ikke, De vil blive skuffet, sir.” “Tror De, at de vil blive skuffet, kaptajn?” “De?” “Familien Lubert? Når jeg smider dem ud.” “De kan ikke tillade sig den luksus at blive skuffet, sir. De er tyskere.” “Selvfølgelig. Hvor dumt af mig.” Lewis lod det ligge. Flere af den slags spørgsmål, og denne dygtige, unge officer med skin­ nende bælte, skrårem og forbilledlige viklers ville få ham ind­ berettet og mentalundersøgt. Fra det overophedede British Military Detachment Head­ quar­ters trådte han ud i den sene septemberdags alt for tidlige kulde. Han kunne se sin ånde og trak de glacéhandsker på, som den amerikanske kavaleriofficer, kaptajn McLeod, havde foræret ham på rådhuset i Bremen den dag, De Allierede havde meddelt opdelingen af det nye Tyskland. “Ser ud til, at I har trukket en nitte,” havde han sagt, mens han læste direktivet. “Franskmændene får vinen, vi får udsigten, og I får ruinerne.” Lewis havde levet mellem ruinerne så længe nu, at han var holdt op med at lægge mærke til dem. Hans uniform var en passende påklædning for en guvernør i dette nye, firedelte Tyskland, en form for internationaliseret mundering, som midt i efterkrigstidens forvirring og nyforordninger kunne godkendes uden kommentarer. Han satte stor pris på de amerikanske handsker, men det var 15

Efterspillet.indd 15

28/06/13 13.54


den russiske, fåreskindsforede militærfrakke, han glædede sig mest over. Den kunne via amerikaneren spores tilbage til en Luftwaffe-løjtnant, som så igen havde taget den fra en tilfangetaget oberst i Den Røde Hær. Den kunne han hurtigt nok komme til at gå med, hvis det her vejr fortsatte. Det var en lettelse at slippe væk fra Wilkins. Den unge officer var fra den nye brigade af embedsmænd, der udgjorde Control Commission Germany, en opblæst styrke af kontorfolk, der så sig selv som genopbygningens arkitekter. Kun et fåtal af disse mennesker havde været vidne til krigshandlinger, eller havde overhovedet set en tysker, og dette berettigede dem så til at komme med selvsikre udtalelser og teoretisere sig frem til alle mulige afgørelser. Wilkins ville inden længe blive forfremmet til major. Lewis tog et sølvpletcigaretetui op af frakkelommen og åbnede det, og den blankpolerede flade fangede sollyset. Han pudsede det jævnligt. Etuiet var den eneste håndgribelige skat, han havde med sig, en afskedsgave fra Rachael, som hun havde givet ham ved lågen ind til det sidste rigtige hus, han havde haft hjemme i – i Amersham, for tre år siden. “Tænk på mig, når du ryger”, havde hun pålagt ham, og det havde han forsøgt at gøre halvtreds-tres gange om dagen i tre år, et lille ritual, der skulle holde liv i kærlighedens flamme. Han tændte en cigaret og tænkte over den flamme. Med afstanden og tiden havde det været nemt at få den til at virke varmere, end den var. Erindringen om deres kærlighedsliv og hans hustrus olivenglatte, veldrejede skikkelse havde holdt ham oppe i de kolde, ensomme måneder (det var, som om hendes hud blev stadig mere glat og hun selv stadig mere veldrejet, i takt med at krigen trak ud). Men han havde trivedes så godt med denne indbildte Ersatz-­ version af sin hustru, at den umiddelbart forestående mulighed 16

Efterspillet.indd 16

28/06/13 13.54


for faktisk at røre ved hende og indånde duften af hende gjorde ham nervøs. En skinnende sort Mercedes 540K med en britisk vimpel på motorhjelmen holdt ind foran trappen op til hovedkvarteret. Union Jack på forskærmens sidespejl var det eneste, der så malplaceret ud. Trods de associationer, der knyttede sig til vognen, kunne Lewis lide dens linier og motorens silkebløde spinden. Den var udstyret som en oceandamper, og chaufføren Herr Schröders overdrevent forsigtige måde at køre på bidrog til indtrykket af, at den var som et skib. Men ikke nok så mange britiske insignier kunne afgermanisere denne bil. Britisk militærpersonel var skabt til den klodsede, runde Austin 16, ikke til disse uhyrligt smukke, verdenserobrende maskiner. Lewis gik ned ad trappen og hilste chaufføren med en halv honnør. Schröder, en lang, tynd, ubarberet mand med sort slag og kasket sprang ud fra førersædet og gik rask om til bagdøren. Han bukkede én gang i retning af Lewis og åbnede døren med et fejende sving af kappen. “Det er fint med forsædet, Herr Schröder.” Schröder virkede oprørt over Lewis’ selvdegradering. “Nein, Herr Kommandant.” “Det er det faktisk. Sehr gut,” gentog Lewis. “Bitte, Herr Oberst.” Schröder smækkede bagdøren i og holdt hånden i vejret. Han ønskede stadig ikke, at Lewis skulle røre en finger. Lewis fulgte spillereglerne og trådte et skridt tilbage, men tyskerens ærbødighed gjorde ham forstemt. Det her var mekaniske reaktioner hos et besejret menneske, der holdt fast ved nedladenheden. Inde i bilen rakte Lewis Schröder den papirlap, hvor Wilkins havde kradset adressen ned på det hus, som 17

Efterspillet.indd 17

28/06/13 13.54


formodentlig skulle være hans hjem i den nærmeste fremtid. Chaufføren kneb øjnene sammen, tog den i øjesyn og nikkede bifaldende til bestemmelsesstedet. Schröder var nødsaget til at sno sig ind og ud mellem bombekraterne, der havde koparret den brolagte vej, og strømmene af mennesker, som vandrede af sted, fortumlede og sløve, uden mål og med, slæbende på resterne af deres gamle liv i pakker, sække, kasser og papæsker, samt en tyngende, næsten synlig uro. De var som et folk, der var sat tilbage på samme udviklingstrin som nomader og samlere. Et fjernt ekko af øredøvende larm lå over sceneriet. Noget helt ufatteligt havde ødelagt stedet her og efterladt et håbløst puslespil, af hvilket man skulle genskabe det gamle billede. Man kunne ikke bare lægge det igen, og man kunne ikke bare gå tilbage til det gamle billede. Det her var Stunde Null. Klokken H. Disse mennesker skulle begynde forfra og hutle sig igennem på ingenting. To kvinder skubbede og trak i fællesskab en kærre belæsset med møbler, mens en mand med en mappe gik af sted, som om han søgte efter det kontor, hvor han engang havde arbejdet, uden at kaste så meget som et blik på den groteske ødelæggelse omkring ham, som var denne apokalyptiske arkitektur lig med tingenes naturlige tilstand. En smadret storby strakte sig så langt, øjet rakte. Murbrokkerne nåede op til førstesalen af de bygninger, der stadig stod. Det var svært at tro, at det her engang havde været et sted, hvor folk læste aviser, bagte kager og overvejede, hvilke billeder, de skulle hænge op på væggene i deres dagligstuer. På den ene side af vejen stod facaden af en kirke, kun med himlen som glasmaleri og vinden som menighed. På den anden side lå der boligblokke – uskadte bortset fra facaderne, der var sprængt fuldstændigt væk, så der var frit udsyn til værelserne og møblerne derinde – som 18

Efterspillet.indd 18

28/06/13 13.54


kæmpemæssige dukkehuse. I et af disse værelser stod en kvinde foran et toiletbord og børstede kærligt en lille piges hår, uden at tage sig af elementerne og de stirrende blikke. Længere henne ad vejen stod kvinder og børn omkring dyngerne af murbrokker og rodede efter noget spiseligt eller ledte efter brudstykker af deres fortid, som kunne reddes. Sorte kors markerede de steder, hvor der lå lig og ventede på at blive begravet. Og overalt stak der mærkelige skorstensrør op af jorden fra en usynlig by og udspyede sort røg op i himlen. “Kaniner?” spurgte Lewis, da han så nogle skabninger dukke frem af usynlige huller i jorden. “Trümmerkinder! ” sagde Schröder og blev pludselig vred. Og Lewis opdagede, at de hoppende skabninger var ‘ruinbørn’, og at bilen lokkede dem op af deres huller. “Ungeziefer! ” hvæsede Schröder unødvendigt heftigt, da tre af børnene – det var svært at se, om det var piger eller drenge – løb lige ud foran bilen. Han tudede advarende i hornet, men den store, sorte Mercedes, der nærmede sig, afskrækkede dem ikke. De holdt stand og tvang bilen til at stoppe op. “Weg! Schnell! ” skreg Schröder, og blodårerne på hans hals svulmede af et afmægtigt raseri. Han tudede igen i hornet, men et af børnene – en dreng i slåbrok med en engelsk hjelm – marcherede uforfærdet hen til Lewis’ side af bilen, sprang op på trinbrættet og gav sig til at banke på vinduet. “Vat you got, Tommy? Fucking sandvich? Choccie?” “Steig aus! Sofort! ” Schröders spyt ramte Lewis i ansigtet, da han bøjede sig hen over ham og truede ad barnet med en knytnæve. I mellemtiden var de to andre børn kravlet op på motorhjelmen, hvor de prøvede at brække det trekantede, forkromede Mercedes-emblem af. Schröder vendte sig om og sprang ud af bilen. Han kastede 19

Efterspillet.indd 19

28/06/13 13.54


sig frem efter børnene, da de prøvede at sætte over motorhjelmen for at komme i sikkerhed, og det lykkedes ham at få fat i fligen af en natskjorte. Schröder trak det hjemløse barn hen til sig. Han havde fat om barnets hals med den ene hånd og begyndte at slå løs på ham med den anden. “Schröder!” Det var første gang i mange måneder, at Lewis havde hævet stemmen, og den knækkede over af overraskelse. Schröder hørte det tilsyneladende ikke og blev hidsigt ved med at tæve barnet. “Halt! ” Lewis stod ud af bilen for at gribe ind. De øvrige børn bakkede væk af frygt for, at de skulle få samme behandling. Denne gang hørte chaufføren det, og han holdt inde med et besynderligt udtryk af skam og selvretfærdighed. Han slap barnet og gik mumlende tilbage til bilen, mens han stønnede af anstrengelse. Lewis råbte til børnene: “Hierbleiben!” Den ældste dreng gik tilbage mod bilen, og hans kammerater fulgte tøvende med hen til englænderen. Nu kom andre ruinbørn til for at få del i smulerne, børn, der var dækket af skidt. Tæt på mærkede man sultens ødematøse stank. Alle rakte de bønfaldende hænderne frem mod denne venlige, engelske gud, der var kommet forbi i sin sorte stridsvogn. Lewis hentede sin skuldertaske i bilen. Den indeholdt en plade chokolade og en appelsin. Han gav chokoladen til den ældste dreng. “Verteil! ” befalede han. Så gav han appelsinen til det mindste barn, en pige, måske fem-seks år gammel – en levetid, der havde varet lige så længe som krigen – og gentog ordren om at dele. Men pigen bed omgående i appelsinen, som om den var et æble, og gav sig til at tygge skallen, det hvide, det hele. Lewis prøvede at vise, at frugten skulle pilles, men pigen værnede om sin gave, bange for, at hun skulle aflevere den igen. 20

Efterspillet.indd 20

28/06/13 13.54


Flere børn trængte sig på nu med fremstrakte hænder, heriblandt en etbenet dreng, der brugte en golfkølle som krykke. “Choccie, Tommy! Choccie, Tommy!” råbte de. Lewis havde ikke mere mad, han kunne give dem, men han havde faktisk noget mere værdifuldt. Han tog sit cigaretetui frem og bankede ti Player’s ud. Han rakte cigaretterne til den ældste af drengene, hvis allerede udstående øjne stod på stilke ved synet og fornemmelsen af guldet i hænderne på ham. Lewis vidste, at denne transaktion var ulovlig – han havde både fraterniseret med tyskere og bevæget sig ind på det sorte marked – men han var ligeglad. For de ti Player’s kunne de købe mad hos en landmand et eller andet sted. De love og bestemmelser, som den nye samfundsorden havde indført, var brygget sammen i en stemning af frygt og hævn af mænd, der sad ved et skrivebord, og lige nu – og indtil et ukendt tidspunkt i fremtiden – var han loven i dette særlige landområde. Stefan Lubert stod foran resterne af sit tjenesteskab – Richard, den halte gartner, Heike, den stakåndede stuepige, og Greta, den stivsindede kokkepige, der havde været i huset i tredive år – og gav dem de sidste instrukser. Heike græd allerede. “Vær ærbødige og tjen ham, som De ville tjene mig. Og Heike? – Dem alle – hvis han tilbyder Dem arbejde, skal det stå Dem frit for at sige ja. Jeg bliver ikke fornærmet. Jeg vil være glad for at have Dem her, så De kan holde øje med det hele.” Han bøjede sig frem og tørrede en tåre af Heikes runde kind. “Så så. Ikke flere tårer. Vær taknemmelige for, at vi ikke har russerne. Englænderne er måske nok ukultiverede, men de er ikke grusomme.” “Vil De have, at jeg skal servere forfriskninger, Herr Lubert?” lykkedes det Heike at spørge. 21

Efterspillet.indd 21

28/06/13 13.54


“Naturligvis. Vi må være høflige.” “Vi har ingen småkager,” påpegede Greta. “Kun kagen.” “Fint. Lav te, ikke kaffe. Skønt vi har ikke kaffe. Så det her er lige så godt. Og server det i biblioteket. Der er for lyst her.” Lubert havde håbet, at officeren ville komme en grå og trist dag, men den tidlige efterårssol skinnede på smukkeste vis ind gennem art déco-glasmosaikken, der prydede det høje vindue over for den indvendige svalegang, og ind på gulvet i hallen og gjorde det hele endnu mere indbydende. “Hvor er Frieda nu henne?” “Hun er på sit værelse, Herr Lubert,” sagde Heike. Lubert mandede sig op. Krigen havde været slut i over et år, men hans datter havde stadig ikke overgivet sig. Han måtte sætte en stopper for dette lille kupforsøg nu. Han begav sig træt op ad trappen. Ved døren ind til Friedas værelse bankede han på og kaldte. Han ventede på et svar, han vidste ikke ville komme, og så gik han ind. Hun lå på sengen med benene løftet nogle få centimeter over madrassen og en bog balancerende på fødderne, et signeret eksemplar af Thomas Manns Troldfjeldet, som hans hustru Claudia havde foræret ham til hans trediveårsfødselsdag. Frieda reagerede ikke på faderens tilstedeværelse, men koncentrerede sig om bestræbelsen på at holde de tyngede ben i vejret. De var begyndt at ryste af anstrengelse. Hvor længe havde hun holdt denne stilling – et, to, fem minutter? Hun begyndte at trække vejret som en rasende gennem næsen i et forsøg på at skjule anstrengelsen. Hun nægtede at vise svaghed. Hendes kræfter var imponerende, men der var ingen glæde ved det. Endnu en af de Mädel-øvelser, hun pligtskyldigst havde holdt ved lige siden krigen. Kun kraft, ingen glæde. Frieda var ved at blive rød i hovedet, og et diadem af svedper22

Efterspillet.indd 22

28/06/13 13.54


ler brød frem på hendes pande. Da benene begyndte at svaje fra side til side, lod hun dem ikke bare falde. I stedet sænkede hun dem kontrolleret, som var det af egen fri vilje. “Du skulle forsøge dig med Shakespeare, eller måske atlasset,” sagde Lubert. “Det ville egne sig bedre til afprøvning af dine kræfter.” Selvom hans spøgefuldheder havde tendens til at prelle af og give dobbelt bagslag, var overbærenheden stadig hans foretrukne våben mod hendes indædte, humørforladte sindsstemninger. “Bøgerne spiller ingen rolle,” sagde hun. “Den engelske officer kommer.” Frieda satte sig brat op uden at bruge armene. Hun svingede adræt benene ud på gulvet og tørrede sveden af over det flettede hår. Det grimme, trodsige blik, hun havde tillagt sig disse sidste par år, pinte ham. Hun stirrede på sin far. “Jeg vil gerne have, du hilser på ham,” sagde han. “Hvorfor?” “Fordi –” “Fordi du vil opgive mors hus uden kamp?” “Friedie. Vær rar ikke at sige sådan. Vær nu sød at komme. For Muttis skyld?” “Hun ville ikke tage herfra. Hun ville aldrig lade det her ske.” “Kom.” “Nej. Tig.” “Jeg vil gerne have, du kommer nu.” “Tigger!” Ude af stand til at gengælde datterens blik vendte Lubert om og gik med hamrende hjerte. Ved foden af trappen fik han øje på sig selv i spejlet. Han så udtæret og gusten ud, og næsen havde mistet noget af sin karakter, men han håbede, at det ville hjælpe på billedet af ham. Han havde iført sig sit mest mølædte 23

Efterspillet.indd 23

28/06/13 13.54


jakkesæt. Han vidste, at han skulle give afkald på sit hjem. Det var et af de smukkeste på Elbchaussee og mere, end nogen luksusudhungret mellemrangsofficer fra England ville være i stand til at modstå, men det var vigtigt at gøre det rigtige indtryk. Han havde hørt historier om, at De Allieredes styrker havde tilranet sig alle mulige klenodier siden overgivelsen, og de imperialistiske, spidsborgerlige englændere var kendte misbrugere af folks kulturer. Han var især nervøs for de malerier af Fernand Léger og træsnit af Emil Nolde, der hang i stuerne, men han havde en idé om, at hvis han kunne optræde på den rette måde, ville den engelske officer måske synes godt om ham og være mindre tilbøjelig til at misbruge hans ejendele. Han ragede op i asken fra den foregående aftens ild og flyttede lidt om på den, så man kunne se, at det var møbler, de havde brændt. Så tog han jakken af, løsnede slipset og stillede sig i positur midt mellem værdig og ærbødig, med hænderne ned langs siden og det ene ben lidt udad. Det føltes for skødesløst, for uformelt, for selvsikkert, for tæt på den, han i virkeligheden var. Han trak i jakken igen, strammede slipset, strøg håret tilbage og rankede sig med hænderne sagtmodigt foldet ud for bukserne. Det var bedre – holdningen hos en mand, der var rede til at overgive sit hus uden bitterhed. Lewis og Schröder talte ikke sammen på resten af turen. Lewis kunne se Schröders læber bevæge sig, mens han gennemspillede mødet med ruinbørnene for sig selv og kom med tavse udbrud af væmmelse og irritation, men han valgte ikke at sige mere om det. Bilen nåede snart ud i byens yderkvarter, udkanten af alt det, briterne og amerikanerne havde bombet sønder og sammen tre år tidligere. Vejen var jævn nu, med platantræer i rabatten, og bag høje hække og låger lå der hele huse. Dette var 24

Efterspillet.indd 24

28/06/13 13.54


Elbchaussee, og disse huse var de bankdirektørers og storkøbmænds hjem, som havde gjort Hamburg rig og dens havn og værftsområder til så eftertragtede mål for Bomber Command. De var fornemmere, mere moderne, mere imponerende end nogen bolig, Lewis havde set uden for London, endsige noget hus overhovedet, han kunne have forventet at bo i. Villa Lubert var det sidste hus på vejen, inden den svingede væk fra Elben, og da Lewis så det for første gang, spekulerede han på, om kaptajn Wilkins mon havde begået en fejltagelse. Det lå for enden af en lang indkørsel flankeret af popler: en stor, hvid kransekagebygning, opført i fornem stil med et søjlebåret indgangsparti og en stor, halvrund balkon ligeledes med søjler. Stueetagen lå adskillige fod over jorden og var delt af en statelig trappe op til en lavere balkon. Blåregn snoede sig om søjlerne, der bar den øvre balkon, hvorfra beboerne kunne se Elben strømme af sted nogle hundrede meter væk. Lewis var overvældet over husets udsøgte elegance og størrelse. Det var ikke ligefrem et palæ, men det var stadig en bolig, der passede mere til en general eller kansler end en oberst, der havde arbejdet sig op gennem graderne og aldrig havde ejet sit hjem. Da Mercedes’en svingede ind på den cirkelrunde plads for enden af indkørslen, kunne Lewis se tre skikkelser – to kvinder og en mand, han gik ud fra, var gartneren – der dannede en æresgarde. Endnu en skikkelse, en høj herre i et løstsiddende jakkesæt, kom ned ad trappen og sluttede sig til dem. Schröder manøvrerede forsigtigt bilen rundt og holdt lige foran velkomstkomitéen. Lewis ventede ikke på, at chaufføren skulle åbne døren. Han stod straks ud selv og gik hen til den mand, han formodede, var Lubert. Lewis havde løftet hånden halvvejs til honnør, da han i sidste øjeblik rakte den frem mod sin vært i stedet. 25

Efterspillet.indd 25

28/06/13 13.54


“Guten Abend,” sagde han. “Oberst Lewis Morgan.” “Velkommen, Herr Oberst. Vær så venlig. Vi kan tale engelsk.” Lubert trykkede Lewis’ hånd venligt og fast. Selv gennem handsken føltes Luberts hånd varmere end hans egen. Lewis nikkede til kvinderne og gartneren. Tjenestepigerne bukkede, og den yngste sendte ham et nysgerrigt blik, som om han var medlem af en forsvunden stamme. Hun så ud, som om hun morede sig over ham – over hans accent eller måske hans underlige uniform – og Lewis smilede igen. “Og det her er Richard.” Gartneren slog hælene sammen og stak armen frem. Lewis tog hans bare, barkede hånd og lod denne vægtstang af en arm pumpe sin egen op og ned som et stempel. “Vær så venlig – kom ind,” sagde Lubert. Lewis lod Schröder blive siddende i Mercedes’en med benene på trinbrættet – han surmulede stadig over at være blevet irettesat – og fulgte efter Lubert op ad trappen og ind i huset. Indenfor afslørede huset sit sande jeg. Lewis brød sig ikke så meget om stilen. Det kantede, futuristiske møblement og de akavede, svært tilgængelige kunstværker var for moderne, for outrerede efter hans smag, men bygningens kvaliteter og den håndværksmæssige udførelse overgik alt, hvad han havde set i et engelsk hjem, herunder familien Bayliss-Hilliers’ herresæde i Amersham, som Rachael havde været en stor beundrer af, fordi hun mente, at det var den mest perfekte af boliger. Mens Lubert viste ham rundt i huset og imødekommende forklarede anvendelsen af de forskellige rum og stedets historie, tænkte Lewis frem i tiden til det øjeblik, hvor Rachael for første gang ville træde ind i huset her, og han så i tankerne sin hustru betragte de lyse, rene linier i disse rum og spærre øjnene op ved 26

Efterspillet.indd 26

28/06/13 13.54


synet af al denne pragt – marmorbænkene under vinduerne, flyglet, køkkenelevatoren, tjenestepigernes værelser, biblioteket, rygeværelset, den udsøgte kunst – og mens han forestillede sig det, dæmrede et pludseligt, uventet håb i ham, om at huset her på en eller anden måde måske kunne opveje de magre, fjerne år, krigen havde lagt mellem dem. “De har børn?” spurgte Lubert, da de gik op ad trappen til værelserne ovenpå. “Ja. En søn. Edmund.” Han sagde navnet, som om han mindede sig selv om det. “Så måske Edmund vil synes om dette værelse?” Lubert viste Lewis ind i et værelse, der var fuldt af legetøj, hovedsagelig pigelegetøj. En gyngehest med udstående, sorte øjne og en porcelænsdukke i en damesaddel ovenpå stod i den ene ende af værelset. Et dukkehus på størrelse med et hundehus og bygget som en kopi af et georgiansk palæ, var anbragt ved fodenden af en lille himmelseng. Adskillige mellemstore dukker sad på taget af det med benene dinglende ud over de øverste værelser som en række porcelænskæmper, der havde slået sig ned oven på nogle andres hjem. “Deres søn vil ikke have noget imod pigetingene?” spurgte Lubert. Lewis kunne ikke med sikkerhed sige, hvad Edmund kunne lide eller ikke lide. Hans søn havde været ti år, da Lewis sidst havde set ham, men det var ikke mange børn, der kunne have noget imod så meget plads og så mange skatte. “Selvfølgelig ikke,” sagde han. For hvert smukt rum og hver fortrolig oplysning – “Det var her, vi yndede at se på bådene”, “Det var her, vi spillede kort” – følte Lewis sig mere ubehageligt til mode, som om Lubert sankede gloende kul på hans hoved. Han ville have foretrukket en 27

Efterspillet.indd 27

28/06/13 13.54


vis fjendtlighed eller i det mindste en agressiv, tavs modstand – noget, hvad som helst, som måske kunne hærde ham nok til at gøre denne opgave nemmere – men den høflige, nærmest løjerlige rundvisning gjorde det hele værre. Da de kom ind i soveværelset, det ottende værelse på denne etage, med den høje, smalle kasseseng i fransk stil og oliemaleriet, der forestillede en middelalderbys grønne tårne, hængende lige over hovedgærdet, følte han sig elendigt tilpas. “Min tyske yndlingsby,” sagde Lubert, da han tog Lewis i at stirre på tårnene i et forsøg på at finde ud af hvilken. “Lübeck. Den burde De prøve at se, hvis De har mulighed for det.” Lewis kiggede, men blev ikke stående. Han gik hen mod de franske døre og så ud over haven og Elben bagved. “Claudia – min hustru – nød at sidde herude om sommeren.” Lubert gik hen til dørene og lukkede dem op ud til en balkon. “Elben,” erklærede han, idet han trådte ud og sammen­fattede udsigten fra ende til anden med en fejende 180 graders armbevægelse. Det var en ægte, imponerende, europæisk flod, bredere og langsommere end nogen i England, og her, ved svinget, var den næsten bredest – måske otte hundrede meter bred. Det var floden og den last, den transporterede, der havde bygget huset her og de fleste andre på den nordlige bred. “Den munder ud i Nordsøen. Deres Nordsø?” spurgte Lubert. “Det er det samme hav i sidste ende,” sagde Lewis. Det vandt tilsyneladende gehør hos Lubert, og han gentog sætningen. “Det samme hav. Ja.” Andre kunne have opfattet Luberts optræden som et forsøg på at få Lewis til at føle sig dårligt tilpas, eller de ville i hans retsindige værdighed have sporet hele hovmodet og arrogancen hos en race, som havde søgt at lægge verden øde og nu måtte 28

Efterspillet.indd 28

28/06/13 13.54


se følgerne i øjnene, men sådan så Lewis ikke på det. Han så i Lubert et kultiveret, privilegeret menneske, der ydmygede sig og holdt fast ved det sidste skær af høflighed for at begrænse skaden på et liv, der allerede var ødelagt. Lewis vidste, at hele denne forestilling var et forsøg på at få ham over på hans side, på at afbøde slaget på en eller anden måde, måske oven i købet på at overtale ham til at skifte mening, men han kunne ikke bebrejde Lubert, at han gjorde forsøget, ej heller kunne han mønstre den påtagne vrede til at spille afmålt, beslutsom mand i den givne situation. “Deres hus er fantastisk, Herr Lubert,” sagde han. Lubert bukkede taknemmeligt. “Det er mere, end jeg har brug for – mere, end min familie har brug for,” fortsatte Lewis. “Og ... så afgjort langt mere, end vi er vant til.” Lubert ventede på, at Lewis skulle tale ud, og hans øjne lyste op, da han fornemmede et overraskelsestilbagetog. Lewis så ud over den imponerende flod, der udmundede i deres ‘fælles hav’, det hav, som nu bragte hans egen fremmedgjorte familie over til ham. “Jeg vil gerne foreslå en anden ordning,” sagde han.

Efterspillet.indd 29

28/06/13 13.54


2 “‘Man vil møde et fremmed folk i et fremmed, fjendtligt land. Man skal holde sig væk fra tyskere. Man må ikke følges med dem eller give dem hånden eller besøge deres hjem. Man må ikke lege med dem eller deltage i nogen selskabelige arrangementer sammen med dem. Man skal ikke prøve at være venlig. Det bliver opfattet som svaghed. Tyskere skal kende deres plads. Man skal ikke vise had. Det vil tyskere bare være smigret over. Man skal til enhver tid udvise en kølig, korrekt og værdig optræden, være afmålt og reserveret. Man må ikke fra ... ternisere ...’” Edmund gentog ordet: “‘Fraternisere’? Hvad betyder det? Mor?” Ved ordene ‘kølig, korrekt og værdig’ var Rachael lige begyndt at fortabe sig i sine egne tanker, og hun så sig selv lægge disse karaktertræk for dagen over for ukendte tyskere. Edmund var ved at læse “You are Going to Germany”, den officielle pjece med oplysninger om, hvordan man skulle forholde sig, som alle britiske familier, der skulle til Tyskland, fik udleveret som en del af deres rejsepakke tillige med et righoldigt udvalg af slik og tidsskrifter. At give sin søn noget, han kunne læse højt af, var blevet Rachaels taktik, en enkel måde at opmuntre ham til at lære noget om verden udenfor på, samtidig med at hun selv fik tid til at tænke. “Mmmm?” 30

Efterspillet.indd 30

28/06/13 13.54


“Der står, at vi ikke må fraternisere med tyskerne. Hvad betyder det?” “Det betyder ... at være venlig. Det betyder, at vi ikke må have nogen forbindelse med dem.” Det funderede Edmund over. “Ikke engang, hvis det er nogen, vi kan lide?” “Vi får ikke noget med dem at gøre, Ed. Du får ikke brug for at blive gode venner med dem.” Men Edmunds spørgelyst var som et mangehovedet uhyre. Netop som Rachael havde hugget hovedet af det sidste spørgsmål, dukkede der tre nye op. “Skal Tyskland være ligesom en ny koloni?” “Lidt, ja.” Hvor havde hun savnet Lewis de sidste tre år til at afparere de evindelige spørgsmål. Edmunds opvakte, nysgerrige hoved havde brug for modspil. Eftersom Lewis var væk, og hendes gamle, opmærksomme jeg var på midlertidig, uautoriseret orlov, var Eds spørgsmål hovedsagelig blevet besvaret med åndsfraværende, adspredte nik. Faktisk var Edmund blevet så vant til sin mors forsinkede reaktioner, at han gentog alting, som om hun var en gammel, døv tante, der skulle snakkes efter munden. “Skal de så lære engelsk?” “Det tænker jeg, Ed, ja. Læs noget mere for mig.” Edmund fortsatte: “‘Når man møder tyskerne, tænker man sikkert, at de minder meget om os. De ligner os, bortset fra at der kun er få af den seje, udholdende type og flere store, kraftige, lyshårede mænd og kvinder, især nordpå. Men i virkeligheden ligner de os ikke så meget, som de ser ud til.’” Edmund nikkede lettet. Men det næste afsnit gjorde ham helt paf. “‘Tyskerne holder meget af 31

Efterspillet.indd 31

28/06/13 13.54


musik. Beethoven, Wagner og Bach var alle sammen tyskere.’” Han holdt forvirret inde. “Passer det? Var Bach tysker?” Bach var tysker, men det kunne Rachael næsten ikke få sig selv til at indrømme. Smukke ting hørte da til på englenes side. “Tyskland var anderledes dengang,” sagde hun. “Læs nu videre. Det er interessant ...” Det lille hæfte vakte nogle primitive, beroligende følelser i Rachael. Hun kunne mærke, at hun selv bekræftede dets grundlæggende budskab: Når alt kommer til alt, er tyskere onde. Denne tanke havde tjent det generelle formål at få dem alle gennem krigen og havde givet anledning til en almindelig enighed, som afholdt dem fra at give nogen andre skylden. Man kunne give Tyskland skylden for næsten alt, hvad der var gået galt i verden: en dårlig høst, brødprisen, ungdommens slappe moral, et fald i antallet af kirkegængere. For en tid havde Rachael ladet sig rive med, havde ladet det tjene som en altomfattende forklaring på hendes forskellige former for misfornøjelse med den ringe kvalitet af de hjemlige forhold. Så en dag i foråret 1942 blev hendes fjorten år gamle søn Michael dræbt af en vildfaren bombe, da en Heinkel He 111 på vej hjem fra et bombeangreb på raffinaderierne i Milford Haven kastede en uudløst bombelast, der ødelagde hendes søsters hus og slyngede hende selv tværs over dagligstuegulvet som en anden kludedukke. Skønt hun var gået uskadt ud af ruinerne, havde en mental granatsplint sat sig fast dybt inde i hende. Her hjalp ingen kirurg. Den forgiftede hendes sjæl og fik tankerne til at halte. Denne meningsløse bombe knuste hendes tro på det grundlæggende gode i livet, sprængte den ud i æteren, som var den støv, og efterlod en ringen i hovedet på hende, der var blevet højere med afslutningen på krigen. Selvom Rachaels tab statistisk set var blevet overgået i hendes 32

Efterspillet.indd 32

28/06/13 13.54


egen snævre bekendtskabskreds – familien Blake havde haft to sønner, der var blevet dræbt under landgangen på D-dagen. George Davies var vendt hjem fra en krigsfangelejr, kun for at opdage, at hans hustru og børn var blevet dræbt i et bombeangreb på Cardiff – kunne hun ikke finde nogen trøst ved at høre om andre menneskers sorg og elendighed. Smerten var på enestående vis hendes egen og blev ikke mindre af et lidelsens demokrati. Men at lægge skylden på tyskere gav kun midlertidig bedring. I kølvandet på eksplosionen havde hun set op i himlen mellem de stadig ulmende, tagløse spær og forestillet sig de grinende flyvere på vej tilbage til Tyskland, men det var en tom fornemmelse at klandre mænd, der gjorde deres pligt. Hun havde et kort øjeblik tænkt på deres Führers strafansvar, men at tænke på den mand havde virket nedværdigende for mindet om hendes søn. Efter nogle uger, hvor følelserne var vendt tilbage, havde hun opdaget, at hun var ude af stand til at bede, som hun altid havde gjort, og med denne opdagelse fulgte en uventet fornemmelse, da hun spekulerede på, om Gud mon i det hele taget var der. Denne Gud, som hun altid havde forestillet sig, var på hendes side, føltes pludselig lige så fjern og almindelig som en Führer. Hendes reaktion var ikke følelsesladede kvaler hos en, der troede (at råbe ad Gud krævede tro). Den var mere tavsheden hos en, der spekulerede på, om hun mon nogensinde virkelig havde gjort det. Pastor Prings ord, at “hvad vi lærer af sorgen, vil styrke os”, tjente kun til at øge den mærkelige fornemmelse af guddommeligt fravær. Da præsten prøvede at trøste hende med, at de troede på en Gud, der også havde mistet en søn, svarede hun uventet skarpt, at “Han havde i det mindste fået sin tilbage efter tre dage”. Det lod den forskrækkede præst hænge i 33

Efterspillet.indd 33

28/06/13 13.54


luften et godt stykke tid, inden han i det mest beroligende tonefald, han kunne mobilisere, sagde, at alle, der troede på den genopstandelse, nærede det samme fælles håb. Rachael rystede på hovedet. Hun havde set sin søns smadrede krop blive trukket fri af bjælkerne, hans uskyldige ansigt, hvidt af støv og død. Der ville ikke blive nogen genopstandelse for Michael. I nøjsomme tider var selvmedlidenhed en strengt rationeret vare, noget ingen burde blive taget i at give efter for offentligt. Og alligevel blev Rachaels fornemmelse af, at hun havde haft en dårlig krig, at man havde syndet mere mod hende, end hun selv havde syndet, ikke mindre. Uden en Gud at skyde skylden på vendte hun tilbage til Jorden i sin søgen efter en synder, og hun fandt en. Det var ikke den, hun havde forventet, og i begyndelsen prøvede hun at undertrykke tanken, fordi hun mente, at den var endnu et bevis på hendes “skrøbelige nerver”, som dr. Mayfield havde udtrykt det. Lewis, der havde haft en god krig, en heltemodig krig, havde været langt væk, i gang med at træne rekrutter i Wiltshire, da det skete, og selvom det var hans idé, at de skulle flytte fra Amersham og i sikkerhed vestpå, “langt fra Luftwaffes rækkevidde og interesse”, og ham, der havde insisteret på, at drengene skulle tage med hende, kunne han umuligt have forudset denne skødesløse udløsning af bomber fra en tysk besætnings side, en besætning, der blot prøvede at komme hurtigt hjem. Men sorg iblandet andre former for uudtalt vrede kan slippe en sværm af skræppende tanker løs, der var svære at få tilbage i buret igen, når de først var ude. Det var Lewis’ ansigt, der trådte tydeligst frem, når hun rasede mest, og hans fravær havde kun tjent til at gøre hans brøde større. Hvis hun lagde skylden på nogen, var det på ham. “Mor? Hvem snakker du med nu?” spurgte Edmund. Hun var igen faldet i staver, og igen var det stakkels Edmund, hen34

Efterspillet.indd 34

28/06/13 13.54


des yngste og eneste overlevende søn, der måtte kalde hende til orden. At det var tabu at beklage sig, havde tvunget alting indad og ophobet det i hendes egen private verden så langt fra den omgivende verden, at hun undertiden mistede enhver fornemmelse af tid og sted. Rachael forsøgte at finde tilbage til sig selv. “Ingen, Ed. Jeg tænker bare ...” sagde hun. “Jeg tænkte bare på ... at jeg havde et kort til, til dig.” Hun tog pakken med Wills, hun havde i tasken, og tændte den cigaret, som dr. Mayfield havde foreslået, ville være ‘gavnlig for hendes nerver’. Hun rakte cigaretkortet til Edmund, som henrykt tog imod det og så lagde det fra sig igen. “Det har jeg allerede,” sagde han. Rachael kiggede på det. Det var en illustration af, hvordan man beskytter et vindue mod en trykbølge. “De bruger stadig alle de dér kedelige oplysningskort fra krigen,” forklarede Edmund. “Kan du ikke ryge nogle andre?” “Din far må have nogle nye. Jeg tror, at han stadig ryger Player’s.” Rachael slog asken af i askebægeret og børstede nogle flager af tweednederdelen. I dag var det første gang i over et år, at hun havde klædt sig på med Lewis i tankerne, faktisk første gang, siden hun havde set ham de tre ejendommelige, korte dage efter VE-dagen, da hun havde haft det, som om hun var det eneste menneske i hele Storbritannien, der var ude af stand til at give sine følelser frit løb. Hun havde den tweeddragt på, han havde sagt, hun så “pragtfuld” ud i på en måde, der slet ikke lignede ham, såvel som den Je Reviens Worth parfume (“fantastisk”), han havde haft med hjem fra Frankrig. Efter år med frakker af gardiner og læbestift af rødbedesaft føltes hendes påklædning næsten pralende. Da Rachael fik øje på sit spejlbillede i kupévinduet, lagde 35

Efterspillet.indd 35

28/06/13 13.54


hun mærke til kvinden og barnet – en pige på omkring ti år – som sad overfor og læste i henholdsvis pjecen og et tegneseriehefte. Kvinden så misbilligende på hende. “Jeg tror, at det her er vigtigt, Lucy,” sagde hun til pigen. “Det er et budskab fra premierminister Atlee.” Kvinden læste op af pjecen: “‘Tyskerne vil opfatte britiske hustruer som repræsentanter for Det Britiske Imperium, og tyskerne vil bedømme briterne og den britiske levemåde efter deres og deres børns opførsel i langt højere grad end efter de væbnede styrkers’. Det skal vi huske,” sagde hun, og selvom hun så på sin datter, da hun sagde det, fornemmede Rachael, at ordene var møntet på hende. Denne eksemplariske, britiske hustru var uden tvivl kommet til den konklusion, at den lidt for velklædte, selvoptagne, forstyrrede dame overfor, som knap så ud til at være klar over sin søns tilstedeværelse og småsnakkede med sig selv, måtte være en egoistisk hustru, en meget dårlig mor og den allerværste slags person til at repræsentere sit land. “Efter at bomben var faldet, var der ligesom en forsinkelse, hvor alt stod stille ...” Edmund gjorde en pause for virkningens skyld. “Og så blev al lyden og luften suget væk, og min mor blev kastet ... næsten ti meter gennem huset.” Edmund var en dreng på elleve år, som levede i en spændende tid. Nu sejlede han med et ombygget, tysk troppetransportskib over Nordsøen for at blive genforenet med en far, der var en levende krigshelt, og skulle bo i et land, som engang havde haft det mægtigste og ondeste regime i historien. Endnu bedre, han var en dreng bevæbnet med krigshistorier, som kunne mere end måle sig med alle andres. Bomben, der havde dræbt Edmunds bror, havde også kastet hans mor – tre, fem meter (ti, hvis han havde de rette tilhørere) 36

Efterspillet.indd 36

28/06/13 13.54


– tværs over hans mosters dagligstuegulv. Denne begivenhed havde gjort, at hans mor skælvede lidt og havde nemt ved at græde (hun græd over den mindste ting – et stykke klassisk musik i radioen, en haltende fugl i haven), men disse nervøse trækninger kunne han godt tilgive hende. De stammede åbenbart fra Michaels død, og så det, at hun selv med nød og næppe var sluppet levende fra det. At hun havde snydt døden, havde givet ham en slags stolthed og en god historie, han kunne brodere videre på. Og nu broderede han videre på den for det, han mente, var et stensikkert “ti-meter-publikum”, bestående af en pige omkring tretten år med en skønhedsplet, en rødhåret dreng, der så ud til at være omkring elleve, og en større dreng på måske seksten år i en hanefjedsmønstret sportsjakke. Selvom spændingen ved rejsen midlertidigt havde udvisket klasseforskellene, var det umuligt ikke at gøre sig tanker om, hvor ens forholdsvise plads var i dette nye samfund, og endnu inden afsløringen af fædrenes rang havde Edmund gættet sig til, at han i det mindste var jævnbyrdig med Den Rødhårede og Skønhedspletten, hvad angik klasse, og så godt som sikkert var over Den Hanefjedsmønstrede, der sad for sig selv og lod, som om han ikke var interesseret i historien om Edmunds mors overlevelse, mens han bankede enden af en cigaret let mod bordet og strøg det skinnende blanke brylcremehår tilbage. Trods den demonstrative ligegyldighed kunne Edmund mærke, at drengen blev lokket af hans historie. Han havde lige beskrevet det øjeblik, da bomben havde ramt huset med alt, hvad der hørte til, “sprængningen” efter nedslaget, den mærkelige “skubbe-trække”-fornemmelse af eksplosionen, som hans mor havde prøvet at forklare ham. Det meste af det var rigtigt nok bortset fra antiluftskytsildens “bang! bang! bang! ”, som 37

Efterspillet.indd 37

28/06/13 13.54


der faktisk ikke havde været noget af i den landlige, walisiske provinsby Narberth. Ej heller følte han behov for at nævne, at han selv havde befundet sig på en nærliggende gård den dag, bomben var faldet. “Ti meter? Det er næsten ... tre gange så langt som kahytten her.” Den Rødhårede fulgte Den Flyvende Mors imaginære bue med en hoveddrejning og markerede hendes landing et sted uden for dækket med et bekræftende “Novra”. Som for at søge at lukke af for enhver tvivl sluttede Edmund sin historie med den ubestridelige kendsgerning, at Michael var død, og de detaljer behøvede ikke nogen uddybende forklaring: “Så heldig var min bror ikke.” Edmund havde vundet deres respekt med: Hvordan Hans Mor Trodsede Døden og fik deres medfølelse med: Og Hans Bror Døde. Man sagde, at alle havde en “bombehistorie”, men Edmund havde endnu ikke mødt nogen, som kom på højde med hans. Han ventede for at se, om en af de tre ville sige noget. Den Rødhårede rømmede sig og nævnede forsøgsvis en fætter, der var død sammen med ti andre, mens han havde set Borte med blæsten i Alhambra Cinema i Bromley, men han havde ikke kendt ham særlig godt. Den Hanefjedsmønstrede forholdt sig tavs, men Edmund gættede sig til, at hans selvtilfredse ansigtsudtryk tydede på, at han nu ville overtrumfe hans fortælling med en af sine egne: Dræbt af en Flyvende Bombe? Tysk Pilot Fanget i et Træ? Det var lige meget. Han havde en anden historie i ærmet, hvis han fik brug for det. Edmund tog sine spillekort frem. “Ved I, hvordan man bygger et korthus?” spurgte han. Han bredte kortene ud og lavede den første pyramide på udtræksbordet. Skibets huggen og rullen var en ekstra udfordring. 38

Efterspillet.indd 38

28/06/13 13.54


“Vi skal dele kahyt med en anden familie,” sagde Skønhedspletten. “Min far er kun kaptajn.” Hun havde allerede bidt mærke i indretningen af Edmunds kahyt, et rum, der svarede til hans fars rang. “Men min mor håber, at han snart bliver major, for så får vi et bedre hus i Tyskland. Hvilken rang har din far?” Edmund kastede et hurtigt blik på Den Hanefjedsmønstrede for at sikre sig, at han hørte efter. Her var en nem, beskeden måde at spille sin bedste hånd på. Hvis Hvordan Hans Mor Trodsede Døden var full house, var Hvordan Hans Far Vandt en Medalje hans royal flush. “I begyndelsen af krigen var han kun kaptajn. Han blev hurtigt major og vandt en medalje og blev forfremmet igen. Han sprang fra major over oberstløjtnant direkte til oberst.” “Hvad fik han så en medalje for?” Den Hanefjedsmønstrede havde bidt på krogen, og Edmund mærkede sig accenten: opadstræbende latinskole. Det kunne ikke nok så megen taleundervisning skjule. Edmund behøvede næppe nogen opmuntring og gav sig til at berette, hvordan hans far var sprunget i floden Ems og havde reddet to ingeniørsoldater, der var fanget i en lastvogn, og hvordan han havde måttet holde en tysk snigskytte på afstand for at gøre det. Det var ikke første gang, han fortalte den historie, og han havde lært at holde en pause lige inden den del, hvor hans far var dykket ned under vandet og havde befriet de indespærrede mænd for så at have haft held til at sætte snigskytten ud af spillet med en granat. Bagefter opstod der en ærefrygtig tavshed, til den Hanefjedsmønstrede spurgte: “Hvilken medalje fik han?” “DSO’en. The Distinguished Service Order.” “Did Something Ordinary, mener du.” Den Hanefjedsmøn39

Efterspillet.indd 39

28/06/13 13.54


strede smækkede med tungen og grinede, og dermed sivede tvivlen ind i rummet som vandet, der fylder en lastvogn i en flod. Edmund kunne mærke, at hans historie skrumpede ind. Skønhedspletten genoprettede et vist sammenhold med en erklæring, alle kunne enes om: “En god tysker er en død tysker.” Edmund og Den Rødhårede nikkede, mens Skønhedspletten kom med flere indblik i tyskeres sande natur, som hun havde lært af sin bedstemor: “Min bedstemor har sagt, at hvis man ser dem ind i øjnene, kan man se djævelen ...” Den Rødhårede havde også foretaget sine undersøgelser: “Vi må ikke tale med dem eller bare smile til dem. Og de skal gøre honnør for os og gøre, som vi siger.” “Og vi må ikke fraternisere,” tilføjede Edmund, glad for at kunne bruge dette nye ord. Den Hanefjedsmønstrede tændte sin cigaret og rystede på hovedet. Edmund beundrede i al hemmelighed den måde, han pustede røgen ud gennem næsen på og absolut ikke troede på noget af det, nogen sagde. “Hør på jer. I aner ikke en disse, vel? Der er kun én ting, man skal vide om Tyskland ...” Han holdt cigaretten frem. “For bare én af de her kan man købe et helt brød. For hundrede kan man få en cykel. Nok af dem her, og man kan leve som en konge.” Og med de ord tog han et ordentligt drag og pustede røg i hovedet på dem og tvang dem alle til at glippe med øjnene bortset fra Edmund, der holdt sine øjne vidt opspærrede længe nok til, at han nåede at se sit korthus falde sammen. Hustruerne til de Mænd, der Allerede Var i Tyskland havde forsamlet sig i skibets salon. Man havde gjort sig store anstren40

Efterspillet.indd 40

28/06/13 13.54


gelser for at camouflere fartøjets oprindelse. Ethvert spor af, at det engang havde transporteret Waffen SS til de nyligt erobrede havne i Oslo og Bergen, var visket ud med grønlig og flødefarvet maling og muntre flagguirlander. Kun passagerer med falkeblik ville have opdaget en gammel indskrift på rælingen, som fortalte verden, at dér havde menig Tobias Messer stået så længe, at han med sin kniv kunne indridse sit navn for eftertiden. SS Empire Halladale var Operation Reunions flagskib og dets last repræsentanter for en stadig stor, verdensomspændende magt, som selv i magre tider var i stand til at skaffe sine borgere frynsegoder. Hvad angik “lasten”, var det et godt tidspunkt at sejle væk fra England på, væk fra Potato Pete og Dr. Carrot, brun sovs til at smøre på benene som erstatning for silkestrømper og den ubønhørlige påholdenhed. Det var, som om dette lille, flydende hjørne af Imperiet hånede det hele og vakte formodning om et liv i overflod forude. Rachael sad sammen med tre officershustruer og sammenlignede husholdningsinventarlister. Eftersom hun var en obersts hustru, var hendes liste på tre sider, mrs. Burnhams (majorhustru) var på to og en halv, og mrs. Eliots og mrs. Thompsons (kaptajnhustruer) var på to. Det var et bevis på miraklet i britisk bureaukrati, at det selv i disse fallittider i sit nedbrudte og smadrede indre kunne finde de midler, der fastslog, at en kaptajns hustru ikke havde brug for et firepersonerstestel, at en majors havde brug for et komplet spisestel, og at de øverstkommanderendes hustruer skulle have en portvinskaraffel. Rachael var den “højestrangerende hustru” i dette selskab, men mrs. Burnham var den fødte leder her, og Rachael var kun glad for at vige pladsen. Denne selvsikre, strålende kvinde var noget af en bedrevidende person, snarrådig og grov, men hun bibragte sammenkomsten en fornemmelse af noget indfor­ 41

Efterspillet.indd 41

28/06/13 13.54


stået, som fik dem alle til at føle, at det at skulle til Tyskland var en oplevelse, en gunstig mulighed, man skulle tage imod med kyshånd. Mrs. Thompson, en affærdigende snob af en kvinde, hang ved hendes læber. Kun mrs. Eliot virkede ubehageligt tilpas. Hun havde været søsyg, lige siden skibet sejlede fra Tilbury, og hendes bleghed stod fint til de kedelige, grågrønne kopper. “Går det bedre?” spurgte Rachael hende. “Det hjælper med teen.” “Nyd den endelig,” sagde mrs. Burnham. “Tyskerne forstår sig måske nok på kaffe, men de har ikke begreb skabt om at lave te.” Mrs. Burnham havde allerede løbet sin liste igennem og noteret sig de manglende krydderier, servietter og vinglas, og nu rettede hun opmærksomheden mod Rachaels. “Er det hele der?” Rachael havde ikke meget at klage over, men Lewis’ dobbeltforfremmelse havde givet hende adgang til en helt ny, uvant, højere verden, og hun følte sig presset til at vise, at hun var vant til at færdes i de bedste kredse. “Det ville have været rart med sherryglas.” Mrs. Burnham kastede sig ud i en påtaget alvorlig klage: “Jamen, jeg ved skam ikke, hvad jeg skal sige! Guvernørens hustru må simpelthen have sherryglas, ellers bliver der stillet spørgsmål i Parlamentet!” De lo alle sammen, og Rachael var glad for at have en, der kunne få hende til at le. Mrs. Burnham formulerede det, Rachael følte, men ikke kunne give udtryk for. Alt det triste og trøstesløse, det afdæmpede og stive skulle lades tilbage i det grå, udbrændte England. Dérovre kunne mrs. Burnham udmærket være blevet regnet for at være pågående og simpel, men her, fri 42

Efterspillet.indd 42

28/06/13 13.54


af etiketten og på ukendt territorium, kunne hun føre sig frem med samme hæmningsløse selvtillid som en opdagelsesrejsende i Den Nye Verden. Den fornuftige mrs. Eliots spørgsmål gik imod stemningen. “Er det rigtigt, at der er knaphed på passende familieboliger på grund af bombardementerne? George var ikke sikker på, hvor vi skulle bo, da han sidst skrev.” Den tvivl fejede mrs. Burnham til side. “De er begyndt at beslaglægge huse. Der bliver masser af plads.” “Jeg har hørt, at deres huse er godt indrettede,” gav mrs. Thomp­son sit besyv med. “Især køkkenerne.” “Det er ikke køkkenet, jeg er bekymret for,” sagde mrs. Burn­ ham, “det er soveværelset. Og jeg regner skam med, at vi får en stor, magelig seng.” Da hun lo, lagde Rachael mærke til, at hun havde en rød plet på halsen, der mindede om en prangende broche. Men mrs. Eliot var stadig bekymret over de følger, knapheden på boliger kunne føre med sig. “Men hvor vil man anbringe dem?” “Hvem?” “De tyske familier ... dem, hvis huse bliver beslaglagt?” “Tvungen indkvartering,” sagde mrs. Burnham og fyrede ordene af, som var de et skud hagl. “Tvungen indkvartering?” “Tvungen indkvartering,” gentog hun. Mrs. Eliot prøvede at forestille sig en tvungen indkvartering og de tyske familier, der skulle leve sådan. “Hvor forfærdeligt,” sagde hun. “Jeg tror nu næppe, vi skal have ondt af dem,” sagde Rachael overraskende skarpt. “Helt rigtigt,” sagde mrs. Burnham bifaldende. “De har skam 43

Efterspillet.indd 43

28/06/13 13.54


bare at flytte sig og gøre plads. Det er det mindste, de kan gøre.” “Det synes jeg også,” sagde mrs. Thompson samstemmende. Og da man nu var nået frem til denne flertalsbeslutning, lod man det ubehagelige emne om tyskerne og deres tvungne indkvartering falde. Da kvinderne gav sig til at sludre indbyrdes, vendte mrs. Burnham sig om mod Rachael og sænkede fortroligt stemmen. “Nå. Hvornår har De så sidst set Deres mand?” Det var, som om mrs. Burnhams røde plet på halsen glødede, og Rachael kunne lugte hendes hud under parfumens vamle camouflage. Den havde en sød, næsten krydret duft. “VE-dagen. I tre dage.” “Jamen så har De begge noget at indhente.” “Jeg er bange for, at jeg er blevet lidt for vant til at have sengen for mig selv i løbet af de sidste par år.” Den indrømmelse kom bag på Rachael selv, men det var, som om denne frodige, livlige kvinde fordrede oprigtighed. Hvis sandheden skulle frem, var Lewis blevet et fantasivæsen i Rachaels tanker: halvt menneske, halvt begreb. Selvfølgelig havde de engang haft et samliv. Men det havde aldrig været et spørgsmål dengang. Det skete bare. Det var altid ligetil og ukompliceret og – det var hun sikker på – fornøjeligt og ligeværdigt, når det drejede sig om at give og tage imod. Trods dette kunne hun ikke genkalde sig den intime fortrolighed – end ikke forestille sig den – og det gjorde mrs. Burnhams spørgsmål så meget desto mere foruroligende. Rachael var på vej til et fjendtligt land for at påbegynde et usikkert, nyt liv, men det, hun var mest usikker på, var ikke fjenden, men sin ægtemand. Det var over et år siden, de havde “haft et øjeblik” (som han havde yndet at kalde det, dengang de var nygifte), eller havde 44

Efterspillet.indd 44

28/06/13 13.54


“elsket” (som hun havde dristet sig til at kalde det og nydt det diskret stemningsfyldte ved dette udtryk), men nu var forholdet blevet vagt og dunkelt, et favntag, forsvundet i skuffelsen over krigens afslutning. “Ja, jeg ved ikke med Dem, men jeg agter at indhente det forsømte fra de stjålne år,” sagde mrs. Burnham, og med disse ord tog hun et dybt, megetsigende drag af sin cigaret, bøjede sig frem og kom et ekstra stykke sukker i sin te. Selvom Rachael ikke havde brugt sukker i teen i fem år, tog hun selv to stykker og kom dem i sin kop.

Efterspillet.indd 45

28/06/13 13.54


Efterspillet er oversat efter The Aftermath Copyright © Rhidian Brook, 2013 All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Omslag: Mikkel Henssel efter originalomslag Bogen er sat med Garamond hos Lymi DTP Services og trykt hos ScandBook AB 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden ISBN 978-87-1140-579-6 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Efterspillet.indd 4

28/06/13 13.54


JOBNAME: 4 (ny ombrydning) . PAGE: 18 SESS: 82 OUTPUT: Thu Sep 20 13:31:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134080_De_tolv_151x226_minion/Materie


155mm

30mm

155mm

HAMBORG, 1946 Mens tusinder vandrer fortabte og hjemløse rundt i murbrokkerne, er den britiske oberst Lewis Morgan blevet installeret i en stor herskabsvilla ved floden Elben. Lewis har ansvaret for at føre tilsyn med genopbygningen af den krigshærgede by og overvåge afnazificeringen af det besejrede tyske folk. Det er meningen, at hans hustru, Rachael – som stadig sørger over tabet af deres ældste søn – samt deres eneste overlevende søn, Edmund, skal komme til Hamborg og bo sammen med ham. I stedet for at tvinge villaens oprindelige beboere, en tysk enkemand og hans oprørske teenagedatter, til at forlade deres bopæl, insisterer Lewis på, at de to familier bliver boende sammen i huset ved Elben, som den britiske hær ellers havde for vane.

Efterspillet er en fascinerende skildring af to familier og kærlighed, der vokser ud af had.

231mm

Mens byen og landet langsomt søger tilbage til normale tilstande, oplever både forældre og børn i husets intenst ladede atmosfære, at fjendskab og sorg viger for lidenskab og bedrag.

Roman - Lindhardt og Ringhof

”... dybt bevægende.” – THE INDEPENDENT

Efterspillet - læseprøve  

Hamborg 1946. En britisk oberst skal overvåge genopbygningen af den krigshærgede by og afnazificeringen af det tyske folk. Det får store per...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you