Det kan ikke ske her – læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

fremmedfjendsk demagog med storhedsvanvid stillede op som kandidat til det amerikanske præsidentvalg – og vandt? Det spørgsmål stillede Sinclair Lewis i 1935 midt under USA’s værste økonomiske krise. Nu, mere end Jeg taler til mine drenge overalt i Amerika! Til jer og til jer alene

80 år senere, er dette spørgsmål igen uhyggeligt aktuelt.

beder jeg om hjælp til atter at gøre Amerika til et stolt og rigt land. Man har set ned på jer. Folk mente, at I var ’de lavere klasser’. Man ville ikke give jer arbejde. Man sagde til jer, at I kunne vandre omkring som vagabonder og leve af understøttelse. Jeg siger jer, at I siden i går er de højeste herrer i landet – aristokratiet – skaberne af det nye frihedens og retfærdighedens Amerika. Drenge! Jeg har brug for jer! Hjælp mig

DET KAN IKKE SKE HER er historien om den magtsyge folkeforfører Buzz Windrip, der lover menigmand velstand, guld og grønne skove – den racerene amerikanske menigmand, vel at mærke. Og det er historien om avisredaktøren Doremus Jessup, der dag for dag mærker konsekvenserne af det nye regimes drastiske tiltag. Et regime, der hurtigt omdanner Amerika til et diktatur styret af præsidentens mavefornemmelser og af den frygt, som breder sig blandt befolkningen og truer med at slukke selv den mest kritiske røst.

med at hjælpe jer!”

Lindhardtogringhof.dk

SINCLAIR LEWIS DET KAN IKKE SKE HER

Hvad ville der ske, hvis en selvoptaget,

SINCLAIR LEWIS (1885-1951) modtog som den første amerikanske forfatter Nobelprisen i litteratur i 1930. Hans forfatterskab er gennemsyret af en dyster samfundssatire, og især romanen Det kan ikke ske her (1935) har vundet en fornyet interesse og er blevet kaldt ”romanen, der forudså Trump”.

LINDHARDT OG RINGHOF

ROMAN

N O B E L P R I S E N I L I T T E R AT U R

”Romanen der forudså Trump. Det kan ikke ske her er en herlig genopdagelse. En fræk krydsning af besk satire og bekymret dystopi ...” – H A N S H E RT E L, P O L I T I K E N

DET KAN IKKE SKER HER.indd 2

04/12/17 7:12 pm

Sinclair Lewis

DET KAN IKKE SKE HER PÃ¥ dansk ved Johanne Marie Larsen Revideret udgave

LINDHARDT OG RINGHOF

DET KAN IKKE SKER HER.indd 3

04/12/17 7:12 pm

Det kan ikke ske her er oversat fra engelsk efter It Can’t Happen Here Copyright © Sinclair Lewis, 1935 Fornyet copyright © Michael Lewis, 1963 All rights reserved Dansk copyright © 2018 Lindhardt og Ringhof A/S, København Omslag: Imperiet Bogen er sat med MinionPro og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-69398-8 1. udgave, 1. oplag 2018 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

DET KAN IKKE SKER HER.indd 4

04/12/17 7:12 pm

KAPITEL 1

Man havde reserveret Hotel Wessex’ smukke spisesal med de forgyldte våbenskjolde og vægmaleriernes skildring af de grønne bjerge til Fort Beulah Rotary Klubbens middag med damer. Her i Fort Beulah, Vermont, var sammenkomsten ikke så malerisk, som den måske ville have været ude på Vestens prærier. Ikke sådan at forstå, at der manglede oplivende momenter: Medary Cole (Valsemølle & Foderstofforretning) og Louis Rotenstern (Skrædderi – Rensning & Presning) opførte en sketch, hvor de spillede de historiske Vermontbeboere Brigham Young og Joseph Smith. Satiren handlede om flerkoneri og det lykkedes dem at levere en fortræffelig underholdning for de tilstedeværende damer. Men trods morskab var stemningen først og fremmest alvorlig. Hele Amerika var alvorlig efter den syv år lange depression, der havde præget landet siden 1929. Der var netop gået tilstrækkelig lang tid fra Verdenskrigens afslutning i 1918, til at den ungdom, der var født i 1917, nu var parat til universitetet ... eller til en ny krig, nærmest uanset hvilken som helst krig der måtte være for hånden. Aftenens program var således ikke ren og skær underholdning. Det bestod i en patriotisk tale af den pensionerede brigadegeneral Herbert Y. Edgeways, som i vrede toner behandlede emnet ’Fred gennem forsvar – millioner til våben, men ikke én cent til skatter’

DET KAN IKKE SKER HER.indd 5

04/12/17 7:12 pm

og en tale af mrs. Adelaide Tarr Gimmitch, der var lige berømt, fordi hun i 1919 gik på barrikaderne som modstander af kvinders stemmeret, som fordi hun under Verdenskrigen formåede at holde de amerikanske soldater væk fra de franske cafeer ved klogt at sende dem ti tusind dominospil. Og ingen patriot med det rette borgersind kunne rynke på næsen ad hendes seneste, om end ikke tilstrækkeligt påskønnede forsøg på at bevare den amerikanske arnes renhed ved at udelukke alle personer fra filmindustrien – det være sig skuespillere, instruktører eller fotografer – der: a) enten nogensinde havde været skilt, b) var født i et fremmed land – med undtagelse af Storbritannien, da mrs. Gimmitch nærede meget høje tanker om dronning Mary – eller c) der afslog at aflægge ed på flaget, forfatningen, Bibelen eller enhver anden særskilt amerikansk institution. Den årlige middag med damer var en højst respektabel forsamling – blomsten af Fort Beulah. De fleste af damerne og over halvdelen af herrerne var selskabsklædte, og der gik rygter om, at inderkredsen havde fået cocktails serveret privat i hotellets værelse nummer 289 før festen. Bordet, der var dækket i hesteskoform, strålede af lys, krystalskåle med konfekt og mandler, Mickey Mouse-statuetter, Rotary-hjul af messing og små amerikanske silkeflag stukket ned i forgyldte, hårdkogte æg. På væggen hang en fane med inskriptionen ’Fædrelandet Først’, og menuen – selleri, tomatsuppe, fiskefilet, hønsekroketter, grønærter og tuttifrutti-is – var den fornemste, Hotel Wessex kunne præstere. De lyttede alle med åben mund. General Edgeways var netop ved at afslutte sin mandige, men noget mystiske rapsodi over nationalismen: »... for disse Forenede Stater nærer, som de eneste blandt de øvrige stormagter, intet ønske om at erobre fremmed territorium. Vor højeste ambition er at få lov at være i fred! Vor eneste virkelige forbindelse med Europa består i vort anstrengende arbejde med at forsøge at op-

DET KAN IKKE SKER HER.indd 6

04/12/17 7:12 pm

drage de komplet uvidende menneskemasser, Europa har skaffet os på halsen, til noget der ligner amerikansk kultur og velopdragenhed. Men, som jeg forklarede Dem, må vi være forberedt på at forsvare vore kyster mod alle de fremmede og fjendtlige bander af internationale pengeafpressere, der kalder sig ’regeringer’, og som med så feberagtig misundelse skeler til vore uudtømmelige miner, vore stolte skove, vore titaniske og overdådige byer, vore skønne og vidtstrakte marker. For første gang i historien må en stor nation fortsætte oprustningen, ikke med henblik på erobring – ikke af misundelse – ikke med henblik på en krig – men for fredens skyld! Gud forbyde, at det bliver nødvendigt, men hvis fremmede nationer ikke skriver sig vor advarsel bag øret, så vil der, som i myten om Kadmos og dragen, rejse sig en frygtløs og bevæbnet hærskare fra hver en afkrog af disse Forenede Stater, som vores pionérfædre med så stor møje opdyrkede og forsvarede. Som efterkommere af disse sande pionerer må vi følge deres ånd ... ellers vil vi gå til grunde!« Der lød et tordnende bifald. Skoleinspektør, ’professor’ Emil Staubmeyer sprang op og råbte: »Tre hurraer for generalen – hip, hip, hurra!« Alle tilhørerne nærmest strålede af begejstring for generalen og mr. Staubmeyer – alle på nær et par halvskøre pacifistkvinder og en vis Doremus Jessup, redaktøren af Fort Beulahs Daily Informer, der i byen blev betragtet som ’en dygtig fyr, men lidt af en kyniker’. I det samme hviskede han til sin ven, pastor Falck: »Vores pionérfædre må have haft noget af et arbejde med møjsommeligt at opdyrke Arizona!« Aftenens højdepunkt var mrs. Adelaide Tarr Gimmitchs tale. Hun var kendt landet over som ’Unkie-pigen’, fordi hun under Verdenskrigen havde gjort sig til talsmand for at kalde vores drenge i AEF for ’the unkies’. Hun ville ikke bare have givet dem dominospil; nej, hendes første idé var langt mere fantasifuld. Hun ville have sendt hver eneste soldat i Frankrig en kanariefugl i et bur. Tænk,

DET KAN IKKE SKER HER.indd 7

04/12/17 7:12 pm

hvad det kunne have betydet for dem som opmuntring og minde om hjemmet og mor! En sød lille kanariefugl! Og hvem ved, måske kunne man dressere den til at fange utøj?! Hun var fyr og flamme over ideen, og det lykkedes hende endda at trænge ind på selve generalstabschefens kontor, men den rigide skrankepave afviste hende (eller afviste i virkeligheden de stakkels unge fyre, der var så ensomme derude i mudderet) og mumlede fejt et par dumme bemærkninger om mangel på transportmidler for kanariefugle. Det siges, at der skød lyn fra hendes øjne, da hun konfronterede skrankepaven som en anden Jeanne d’Arc og gav ham en lektion, han sent skulle glemme. I de gode gamle dage havde kvinderne virkelig en chance. Man opmuntrede dem til at sende deres mænd, eller andres mænd, i krig. Mrs. Gimmitch kaldte alle de soldater, hun mødte – og hun skulle nok sørge for at træffe enhver, der vovede sig indenfor en afstand af to karreer fra hende – for ’min kære dreng’. Det rygtedes, at hun havde hilst på en kaptajn i flåden, som havde tjent sig op fra menig, med de ord, og at han havde svaret: »De kære drenge har efterhånden fået mange mødre. Personligt ville jeg hellere have et par elskerinder mere.« Og rygtet fortæller endvidere, at hun ved den lejlighed – i henhold til kaptajnens armbåndsur – talte uafbrudt i en time og sytten minutter og kun holdt inde for at hoste. Men hendes sociale foretagsomhed indskrænkede sig aldeles ikke til en forhistorisk æra. Det var så sent som i 1935, at hun havde påbegyndt arbejdet med at rense ud i filmindustrien, og inden da havde hun først gjort sig til talsmand for og siden bekæmpet forbuddet. Hun havde også (da stemmeretten var blevet hende påtvunget) siddet i Den Republikanske Kvindekomité i 1932 og havde daglig sendt præsident Hoover et længere telegram med gode råd. Og skønt hun uheldigvis selv var barnløs, var hun en anset foredragsholder og skribent om børneopdragelse, og hun var forfatter til en børnebog, der indeholdt de udødelige verselinjer:

DET KAN IKKE SKER HER.indd 8

04/12/17 7:12 pm

Alle små tumlinger sover på rad, drømmer sødt om moders mad.

Men hun var altid, 1917 eller 1936, et engageret medlem af Døtre af Den Amerikanske Revolution. DAR (tænkte kynikeren Doremus Jessup den aften) er en noget forvirrende organisation – lige så forvirrende som teosofien, relativitetsteorien eller fakirkunsten, og den minder om dem alle tre. Den består af kvindevæsner, der tilbringer halvdelen af deres vågne timer med at prale af at være efterkommere af de oprørske amerikanske kolonister fra 1776 og den anden og mere lidenskabelige halvdel med at angribe alle deres samtidige, der tror på nøjagtig de samme principper, som disse forfædre kæmpede for. DAR (tænkte Doremus) er blevet lige så fredhelligt, lige så hævet over kritik som selve den katolske kirke eller Frelsens Hær. Og til det er der at sige: Den har fremkaldt hjertelig og uskyldig latter hos fornuftige mennesker, fordi det er lykkedes den at gøre sig præcis lige så latterlig som den hedengangne Ku Klux Klan, uden dog som den at måtte vise sig offentligt iført natskjorte og narrehue. Hvad enten mrs. Adelaide Tarr Gimmitch derfor blev tilkaldt for at højne militærets moral eller overtale litauiske korforeninger til at indlede programmet med Columbia, the Gem of the Ocean, var hun i alle livets forhold et trofast medlem af Døtre af Den Amerikanske Revolution, hvilket var tydeligt for enhver, der lyttede til hendes tale til Fort Beulahs rotarianere denne skønne majaften. Hun var lille, godt i stand og havde opstoppernæse. Hendes yppige, grå hår (hun var fyldt de tres nu og netop på alder med den sarkastiske redaktør Doremus Jessup) kunne ses under hendes ungdommelige, bredskyggede florentinerhat; hun havde en mønstret silkekjole på med en kæmpemæssig krystalperlekrans, og til hendes modne barm var fæstet en orkidé, omgivet af liljekonvaller.

DET KAN IKKE SKER HER.indd 9

04/12/17 7:12 pm

Hun var ovenud imødekommende overfor alle de tilstedeværende herrer: hun vimsede omkring og gjorde sig til for dem, mens hun med en kvidrende stemme så sød som chokoladesauce lod sin talestrøm flyde over emnet: ’Hvorledes I drenge kan hjælpe os piger’. Kvinderne, påpegede hun, har ikke fået noget ud af deres stemmeret. Hvis De Forenede Stater blot havde lyttet til hende dengang i 1919, kunne hun have sparet dem alt dette besvær. Nej. Bestemt nej. Ingen stemmeret. Kvinden måtte kort sagt genindtage sin plads i hjemmet og »som den store forfatter og videnskabsmand, mr. Arthur Brisbane, har sagt, er det enhver kvindes pligt at få seks børn.« I dette sekund indtraf en rystende, en chokerende afbrydelse. En vis Lorinda Pike, enke efter en kendt unitarpræst, var leder af et moderne, raffineret landhotel, der kaldte sig Beulah Valley Tavern. Til hverdag var hun en madonnalignende yngre kvinde med rolige øjne, glat, kastanjebrunt hår med midterskilning og en blød, lattermild stemme. Men på en offentlig talerstol blev hendes stemme skinger, og hendes øjne fyldtes af raseri. Hun var landsbyens original, der konstant blandede sig i ting, der ikke kom hende ved, og ved møder i byen kritiserede hun alt lige fra elpriser og lærerlønninger til præsteforeningens formynderiske censur af bøger til biblioteket. Nu i dette øjeblik, da alt burde have åndet fred og fordragelighed, brød mrs. Lorinda Pike fortryllelsen ved i en hånlig tone at udbryde: »Tre hurraer for Brisbane! Men hvad så, hvis en stakkels tøs ikke kan kapre sig en mand? Skal hun så få de seks børn udenfor ægteskab?« Da gik Gimmitch, den gode gamle stridshest, veteranen fra hundrede felttog mod samfundsnedbrydende røde, trænet i at latterliggøre socialistiske urostifteres hykleriske afbrydelser og tappert vende latteren imod dem til angreb: »Min kære, gode frue, hvis en tøs, som De kalder det, har den mindste virkelige charme og kvindelighed, behøver hun ikke at

DET KAN IKKE SKER HER.indd 10

04/12/17 7:12 pm

’kapre sig’ en mand – hun vil finde dem i tidobbelte rækker udenfor sin dør!« (latter og bifald.) Den kvindelige ballademager havde kun opnået at hensætte mrs. Gimmitch i en tilstand af ophøjet lidenskab. Hun gjorde sig ikke længere til for dem, men gik direkte til sagen: »Jeg siger Dem, mine venner, ulykken her i landet er, at så mange mennesker er egoistiske! Her er ethundrede og tyve millioner mennesker, hvoraf femoghalvfems procent kun tænker på sig selv, i stedet for at tage fat og hjælpe ansvarlige forretningsdrivende med at bringe velstanden tilbage! Alle disse korrumperede og selviske fagforeninger! De tænker kun på at skrabe penge til sig! Tænker kun på, hvor store lønninger, de kan vriste ud af de ulykkelige arbejdsgivere, som i forvejen har så stort et ansvar at bære. Det, landet her har brug for, er disciplin! Freden er en stor drøm, men måske er det ikke andet end en drøm! Jeg er ikke sikker på – og nu bliver De måske forargede, men jeg ønsker, at De for en gangs skyld skal lytte til en kvinde, som vil give Dem den usminkede sandhed og ikke en masse sentimentalt sukkerstads – og som sagt, jeg er ikke sikker på, at vi ikke behøver en rigtig krig igen, for at vi kan lære disciplin! Vi har ikke brug for al denne højpandede intellektualisme, al denne boglærdom. Det er udmærket på sin vis, men er det ikke, når alt kommer til alt, bare legetøj for voksne? Nej, det vi har brug for, hvis dette store land skal blive ved at hævde sin høje stilling i Nationernes Forsamling, det er disciplin – viljekraft – karakter!« Så vendte hun sig koket mod general Edgeways og sagde smilende: »De har forklaret os, hvordan vi kan sikre freden, men hør nu, general – her mellem os rotarianere og rotarianna’er – nu må De rykke ud med sproget! Hvis De skal være helt ærlig, tror De, med Deres store erfaring, så ikke – hånden på hjertet – at når et land er blevet pengegalt, som alle vore fagforeninger og arbejdere med deres propaganda for at få indkomstskatterne sat op, så de dygtige og

DET KAN IKKE SKER HER.indd 11

04/12/17 7:12 pm

flittige må betale for de uduelige og ustabile, at en krig måske – jeg siger kun måske – kunne være ganske god til at frelse deres dovne sjæle og give dem lidt ben i næsen! Nu ud med sproget og sig os Deres ærlige mening, Mong General!« Hun satte sig dramatisk, og lyden af klapsalver fyldte salen som en sky af bløde dun. Forsamlingen brølede: »Ud med sproget, general! Op med Dem!« og »På’en igen general!« Generalen var lille og kuglerund, og hans røde ansigt var glat som en barnenumse og prydet af guldindfattede briller. Men han havde en militant gryntende stemme og en mandig latter. »Ja, min nådige!« klukkede han og rejste sig og truede skælmsk ad mrs. Gimmitch. »Siden I godtfolk er så opsat på at vriste hemmelighederne ud af en stakkels soldat, må jeg hellere tilstå, at på samme tid som jeg afskyr krig, så findes der dog værre ting. Åh, mine venner, langt værre! En såkaldt fred, hvor arbejderorganisationerne bliver bombarderet, som af pestbakterier, med vanvittige ideer fra det røde anarkistiske Rusland! Hvor universitetsprofessorer, journalister og kendte forfattere i al hemmelighed forkynder de samme oprørske angreb på den gamle ophøjede forfatning! Hvor folket, fordi det bliver fodret med dette åndelige narkotika, er slapt, fejt, begærligt og intet kender til krigermod og -stolthed! Nej, en sådan tilstand er langt værre end selv den frygteligste krig! Muligvis var noget af det, jeg sagde i min første tale, lidt for banalt. For eksempel at De Forenede Stater kun skulle ønske fred og frihed for alle udenlandske forviklinger. Nej! Hvad jeg virkelig kunne ønske var, at vi skulle slå i bordet og sige til hele verden: »Glem den moralske side af dette her, folkens. Vi har magten, og magt er tilstrækkeligt! Jeg beundrer aldeles ikke alt, hvad Tyskland og Italien har gjort, men man må jo indrømme, at de har haft tilstrækkeligt mod og realitetssans til at sige til andre nationer: ’Pas jer selv! Vi har styr-

DET KAN IKKE SKER HER.indd 12

04/12/17 7:12 pm

ke og vilje, og for den, der har disse guddommelige egenskaber, er det ikke alene en ret, det er en pligt at bruge dem.’ Ingen i denne gudskabte verden har nogensinde brudt sig om en svækling – ikke engang svæklingen selv! Og jeg har gode nyheder til jer! Denne rene og aggressive styrke er endelig ved at trænge igennem overalt her i landet blandt vores fremmeste unge. Ja, i dag, i 1936, er der mindre end syv procent af universiteterne, som ikke har delinger til militæruddannelse med en disciplin, der er lige så streng som nazisternes, og mens det tidligere blev påtvunget dem af autoriteterne, er det nu de unge stærke mænd og kvinder, der selv kræver retten til at blive uddannet i krigeriske dyder og færdigheder – for, læg mærke til, at de unge piger med deres undervisning i sygepleje og fremstilling af gasmasker er ved at blive mindst lige så ivrige som deres brødre. Og alle virkeligt tænkende professorer bakker dem op! Ja, så sent som for tre år siden var en forfærdende stor procentdel af de studerende her brølende pacifister, der ville stikke deres eget land en kniv i ryggen. Men nu, når skamløse tåber og kommunismens fortalere forsøger at afholde fredsmøder – ja, mine venner, i de forløbne fem måneder, siden begyndelsen af januar er ikke mindre end seksoghalvfjerds af sådanne ekshibitionistiske orgier blevet forstyrret af andre studenter, og ikke mindre end nioghalvtreds illoyale røde studerende har fået, hvad de ærligt fortjente, nemlig en sådan omgang prygl, at de aldrig mere i dette frie land vil hejse anarkismens blodbestænkte banner! Det, mine venner, er gode nyheder!« Da generalen satte sig under ekstatisk applaus, sprang landsbyens provokatør, mrs. Lorinda Pike, op og ødelagde den gode stemning: »Mr. Edgeways, hvis De tror, De kan slippe godt fra det sadistiske sludder uden at –«

DET KAN IKKE SKER HER.indd 13

04/12/17 7:12 pm

Længere kom hun ikke. Stenbrudsejeren, Francis Tasbrough, den største industridrivende i Fort Beulah, rejste sig myndigt, bragte med udstrakt arm Lorinda til tavshed og buldrede med sin dybe bas: »Et øjeblik, kære frue! Her i byen har vi efterhånden alle sammen vænnet os til Deres politiske principper. Men som formand er det min ubehagelige pligt at minde Dem om, at general Edgeways og mrs. Gimmitch er inviteret af klubben for at tale til os, hvorimod De, hvis De vil tilgive min ligefremhed, ikke engang er beslægtet med nogen af rotarianerne, men kun er her som pastor Falcks gæst – pastor Falck, som vi nærer den største højagtelse for. Hvis De derfor vil være så venlig – Ah, mange tak, frue!« Lorinda Pike var stille gledet ned på stolen igen, men hendes vrede ulmede endnu. Mr. Francis Tasbrough derimod satte sig, som ærkebiskoppen af Canterbury sætter sig på den ærkebiskoppelige trone. Og Doremus Jessup sprang op for at berolige dem alle, da han var en nær ven af Lorinda og havde kendt og afskyet Francis Tas brough siden sin spædeste barndom. Denne Doremus Jessup, Daily Informers redaktør, var en dygtig forretningsmand og forfatter til ledende artikler – ikke uden vid og god New England-jordbundenhed. Alligevel betragtede man ham som Fort Beulahs største excentriker. Han sad i skolebestyrelsen og biblioteksudvalget, og han introducerede vigtige folk som Oswald Garrison Villard, Norman Thomas og admiral Byrn, når de kom til byen for at forelæse. Jessup var en spinkelt bygget mand, slank, smilende, med en god kulør og et lille, velplejet, gråt skæg – og det i Fort Beulah, hvor skæg kunne betyde tre ting: farmer, borgerkrigsveteran eller syvendedagsadventist. Doremus’ kritikere sagde, at han kun beholdt skægget for at se finkulturel og anderledes ud, eller for at fremstå kunstnerisk. De havde muligvis ret. Men under alle omstædigheder sprang han op og buldrede:

DET KAN IKKE SKER HER.indd 14

04/12/17 7:12 pm

»Så alle pipfuglene i reden er enige. Min ven, mrs. Pike, burde vide, at ytringsfrihed blot er en formalitet, når man går så vidt som at kritisere hæren, modsætte sig DAR og advokere for folkets rettigheder. Så Lorinda, jeg tror du er nødt til at undskylde overfor generalen, som vi i øvrigt skylder en tak for at have oplyst os om, hvad landets ledere virkelig har på hjerte. Kom min ven, rejs dig og kom med din undskyldning.« Han så ned på Lorinda med et fast blik, men det var ikke nok til helt at overbevise Medary Cole, Rotary Klubbens præsident, om, at Doremus ikke holdt dem for nar. Det var han i hvert fald kendt for. Men nej, han måtte tage fejl, for nu overgav mrs. Lorinda Pike sig (uden at rejse sig) og sagde: »Åh jo! Undskyld, general! Tak for Deres oplysende tale!« Generalen hævede sin fede hånd (med både en frimurerring og en West Point-ring på hans pølsefingre); han bukkede som en overtjener og udbrød med en nærmest parodisk mandighed: »Ingen grund til bekymring, frue! Vi gamle korsfarere har intet imod et lille sundt sammenstød. Vi er bare glade, når nogen er interesserede nok i vores tossede ideer til blive oprevet over dem, hva’, hva’, hva’?!« Og så lo alle, og idyllen indfandt sig atter. Aftenens program sluttede med, at Louis Rotenstern fremførte en kavalkade af gamle patriotiske slagere: Marching through Georgia og Tenting on the Old Campground og I’m only a Poor Cowboy and I know I Done Wrong. Folk i Fort Beulah klassificerede Louis Rotenstern som en ’guttermand’ , hvilket rangerede lige under en ’en god gammeldags gentleman’ . Doremus Jessup kunne godt lide at fiske og jage agerhøns med ham; og han var overbevist om, at end ikke en skrædder fra Fifth Avenue kunne konkurrere med ham i velklædthed. Men han var patriot med stort P. Han forklarede tit og ofte, at det hverken var ham eller hans far, der var blevet født i en ghetto i det prøjsiske Polen, men hans bedstefar (hvis navn Doremus mistænkte for at have været noget ikke helt så stilfuldt og nordisk som Rotenstern). Han var

DET KAN IKKE SKER HER.indd 15

04/12/17 7:12 pm

ikke bare hundrede procent amerikansk; han lagde fyrre procent til i kraft af sin chauvinistiske livsanskuelse. Ved enhver given lejlighed yndede han at sige: ’Vi burde holde alle de her udlændinge ude af landet, og her mener jeg jødesmovsene såvel som spaghettierne, pólakkerne og skævøjerne. ’ Louis var fuldstændig overbevist om, at hvis bare de ignorante politikere ville holde deres korrupte hænder væk fra bankverdenen, aktiehandlen og forretningslivet, så ville alle i hele landet profitere som følge af en øget handel. Derfor lagde Louis ikke bare sin brændende baryton, men også al sin nationalistiske kampgejst ind i sin sangoptræden, så alle sang med på omkvædene, især mrs. Adelaide Tarr Gimmitch, med hendes berømte kontra-alt, der stod mål med enhver togkonduktørs. Middagsselskabet brød op i en kaskade af gensynshilsner, og Doremus Jessup mumlede til sin kone Emma – en robust, venlig og omsorgsfuld sjæl, der holdt af at strikke, spille solitaire og læse Kathleen Norris-romaner: »Gik jeg over stregen?« »Åh nej, Doremusling, du gjorde det helt rigtige. Jeg holder meget af Lorinda Pike, men hvorfor skal hun absolut udbasunere sine fjollede socialistiske ideer?« »Din gamle tory!« sagde Doremus. »Vil du måske invitere den siamesiske elefant til Gimmitch over til en drink?« »Nej!« sagde Emma Jessup. Og til sidst, mens rotarianerne myldrede ud og fordelte sig i deres talrige biler, var det Frank Tasbrough, der inviterede de mere distingverede mænd, deriblandt Doremus, hjem til en drink efter middagen.

DET KAN IKKE SKER HER.indd 16

04/12/17 7:12 pm

KAPITEL 2

Mens Doremus Jessup kørte sin kone hjem og op over Pleasant Hill til familien Tasbrough, funderede han over general Edgeways’ epidemiske patriotisme. Men så afbrød han sin egen tankestrøm for at lade sig betage af bjergene, som han havde haft for vane i treogtredive af de tres år, han havde tilbragt i Fort Beulah, Vermont. Skønt man officielt betegnede byen som en købstad, var Fort Beulah blot en hyggelig landsby med røde murstenshuse, gamle stenhuggerværksteder, hvide bjælkehuse med grå tagbelægning og enkelte små, hyggelige, moderne bungalows. Der var kun lidt fabriksdrift: et lille uldspinderi, en fabrik for vinduesrammer og døre og en pumpefabrik. Granitten, der var byens vigtigste produkt, kom fra et stenbrud seks kilometer væk; i selve Fort Beulah var der kun de tilhørende kontorer ... alle pengene ... stenbrudsarbejdernes små, triste hytter. Det var en by på omtrent ti tusind sjæle, fordelt på tyve tusind legemer – og det ville måske endda være at sætte sjæleprocenten for højt. Der var kun én (tilnærmelsesvis) skyskraber i byen: den seks etager høje Tasbrough Building med kontorer, der tilhørte Tasbrough & Scarlett Granitbrud. Det var også her Doremus’ svigersøn, dr.med. Fowler Greenhill og hans partner, den gamle dr. Olmsted, havde kontor og ligeså sagfører Mungo Kitterick og Harry Kindermann,

DET KAN IKKE SKER HER.indd 17

04/12/17 7:12 pm

sælger af ahornsirup og mejeriprodukter, samt tredive-fyrre andre af byens spidser. Det var en stilfærdig by, en søvnig by, en by, hvor man værdsatte tryghed og traditioner og stadig troede på Thanksgiving Day, Memorial Day og fjerde juli, og hvor første maj ikke betød arbejderdemonstrationer, men uddeling af små kurve med blomster. Det var en majaften – hen mod slutningen af maj 1936 – og månen var næsten fuld. Doremus’ hus lå et stykke vej fra Fort Beulahs forretningscentrum på Pleasant Hill, der som en udstrakt hånd sprang frem fra Mount Terrors høje, mørke massiver. Mens Doremus kørte op ad bjerget, kunne han se ned over Ethan Creek, der flød gennem dalen, og højt over ham tittede de måneoplyste enge frem mellem vildnisset af fyr, ahorn og poppel. Et landskab af tætte skove, knejsende bjergbastioner, fredsommelige bjælkehuse, der mindede om krigen i 1812 og Stephen A. Douglas, Hiram Powers, Thaddeus Stevens, Brigham Young og præsident Chester Alan Arthur, mens disse Vermont-legender endnu var drenge. »Nej – Powers og Arthur – det var et par slapsvanse,« tænkte Doremus ved sig selv. »Men Douglas og Thad Stevens og Brigham, den gamle hingst – gad vide, om vi opfostrer mage til riddere som disse stærke, gnavne, gamle djævle? – om de findes noget sted i New England? – noget sted i Amerika? – noget sted i verden? De havde ben i næsen. De var selvstændige. De gjorde, hvad der passede dem, og tænkte, hvad de ville, og lod alle andre gå fanden i vold. Ungdommen nu til dags – jo, piloterne har selvfølgelig mod nok. Fysikerne, disse femogtyveårige ph.d.’er, der piller ved det ukrænkelige atom, de er pionérer. Men de fleste af de mælkeskæg til unge nu om stunder – de kører halvfems kilometer i timen uden at komme nogen vegne – fordi de ikke har fantasi nok til at ønske sig nogen steder hen! Deres musik får de ved at spille en plade. Deres citater får de fra vittighedsbladene i stedet for fra Shakespeare og Bibelen

DET KAN IKKE SKER HER.indd 18

04/12/17 7:12 pm

og Veblen og Gamle Bill Sumner. Forkælede dovenlarser! Som nu denne selvglade hvalp til Malcolm Tasbrough, der hænger efter Sissy! Åh! Det ville jo være forfærdeligt, hvis den indbildske nar til Edgeways og den bedrevidende Gimmitch virkelig havde ret, og vi faktisk behøver alle de militære abekattestreger og måske tilmed en fjollet krig (for at erobre et eller andet land, som vi ikke engang gad have foræret!) for at sætte lidt fut i og ben i næsen på de marionetter, vi kalder vores børn! Åh! Men pokker stå i det – bjergene her! Borgmure ligner de. Og luften. De må gerne beholde deres Cotswolds og Harzen og Rocky Mountains! D. Jessup – topografisk patriot. Ja vist er jeg –« »Doremusling, ville du have meget imod at køre i højre side af vejen – i det mindste i svingene?« spurgte hans kone sagtmodigt. Bjergene og månetågen – tågeslør over æbleblomsterne og den tunge duft af en gammel syrenbusk ved ruinerne af en gård, der var brændt for over tres år siden. Mr. Francis Tasbrough var formand, administrerende direktør og hovedaktionær i Tasbrough & Scarlett Granitbrud i West Beulah, seks kilometer fra ’Fortet’. Han var rig, indsmigrende, og han havde konstant vrøvl med sine ansatte. Han boede i et nyt nyklassisistisk murstenshus på Pleasant Hill på den anden side af Doremus Jessups hus, og i dette hus havde han indrettet sig et overdådigt privat herreværelse. Det var lige så lidt traditionelt for New England som det katolske kvarter i Boston, og Frank pralede af, at skønt hans familie havde boet i New England i seks generationer, var han ikke nogen smalsporet Yankee, men snarere en fuldendt panamerikansk storforretningsmand. Tasbrough var en høj mand med gult overskæg og en monotont indtrængende stemme. Han var fireoghalvtreds, seks år yngre end Doremus Jessup, og da han var fire år, havde Doremus beskyttet

DET KAN IKKE SKER HER.indd 19

04/12/17 7:12 pm

ham mod konsekvenserne af hans ualmindeligt upopulære vane med at slå andre små drenge i hovedet med alt, hvad han kunne få fat i – stokke og legetøjsvogne og madkasser og tørre kokasser. Efter aftenens middag i Rotary Klubben var en lille gruppe forsamlet i det private herreværelse – Frank selv, Doremus Jessup, Medary Cole, skoleinspektør Emil Staubmeyer, R.C. Crowley – Roscoe Conkling Crowley, Fort Beulahs mest indflydelsesrige bankmand – og overraskende nok Tasbroughs præst, den episkopale pastor Falck med sine gamle hænder, der var som skrøbeligt porcelæn, sit fyldige, silkebløde, hvide hår, sit magre ansigt, der vidnede om det gode liv. Mr. Falck stammede fra en solid Knickerbocker-familie, og han havde studeret i Edinburgh og Oxford foruden ved det teologiske institut i New York, og i hele Beulah Dalen var der, bortset fra Doremus, ingen der med større tilfredshed gemte sig i bjergenes ly. Herreværelset var udsmykket af en professionel ung gentleman fra New York, der havde den vane at betragte sit arbejde lidt på afstand med hånden i siden. Det indeholdt en bar af rustfrit stål, indrammede illustrationer fra La Vie Parisienne, forsølvede metalborde og forkromede aluminiumstole med højrøde læderpuder. Med undtagelse af Tasbrough, Medary Cole (en opkomling, for hvem Frank Tasbroughs gunstbevisninger var som honning og modne figner) og Emil Staubmeyer, følte de sig alle utilpasse i al denne papegøjeburs-elegance, men ingen af dem, ikke engang pastor Falck, syntes at have noget imod Franks udmærkede whisky og soda eller sardinsandwich. »Og hvad mon Thad Stevens ville have syntes om dette her?« tænkte Doremus. »Han ville have snerret, den gamle ræv. Men rimeligvis ikke ad whiskyen.« »Doremus,« sagde Tasbrough, »kunne du nu ikke ta’ og falde lidt ned? Nu har du i så mange år haft sjov med at kritisere – altid været

DET KAN IKKE SKER HER.indd 20

04/12/17 7:12 pm

imod regeringen – gjort nar af os alle sammen – prøvet at bilde os ind, at du var så liberal, at du ville gå ind for al denne undergravende virksomhed. Nu er tiden kommet, hvor du må holde op med at kokettere med de skøre ideer og slutte dig til familien. Tiderne er alvorlige – omkring otteogtyve millioner får understøttelse og er begyndt at blive umedgørlige – bilder sig ind, at de nu har en hævd vunden ret til at blive hjulpet. Og de jødiske kommunister og de jødiske finansmænd stikker hovederne sammen for at få magten over landet. Jeg forstår godt, at du som ung kunne stable lidt sympati på benene for fagforeningerne, ja selv for jøderne – selv om jeg, som du godt ved, aldrig helt kan tilgive dig for, at du tog de strejkendes parti, da de bøllefrø forsøgte at ødelægge hele min forretning – brændte mine sliberier – ja, du var endda venligt stemt overfor Karl Pascal, den udenlandske morder, der anførte hele strejken – det var mig en sand fornøjelse at fyre ham, da det hele var overstået! Men nu er disse svindlere ved at rotte sig sammen og har fået kommunistiske ledere, der er fast besluttet på at regere i landet – og fortælle en mand som mig, hvordan jeg skal drive min forretning! – og som general Edgeways netop sagde, vil de nægte at tjene deres land, hvis det skulle ske, at vi blev inddraget i en krig. Ja, vi står overfor alvorlige udfordringer, og det er på tide, at du stikker piben ind og slutter dig til de virkelig ansvarlige borgere.« Hertil genmælede Doremus: »Hm. Ja. Jeg er enig med dig i, at tiderne er alvorlige. Senator Windrip har en god chance for at blive valgt til november, takket være det enorme antal af utilfredse borgere, der vil give ham politisk medvind. Og hvis han bliver valgt ind, vil hans ådselsgribbe højst sandsynligt få os indblandet i en krig blot for at smøre deres egen vanvittige forfængelighed og vise verden, at vi er den stærkeste eksisterende nation. Og så bliver jeg, den liberale, og du, plutokraten, den forlorne tory, slæbt ud og skudt klokken tre om natten. Alvorlige? Ja, det tror pokker!«

DET KAN IKKE SKER HER.indd 21

04/12/17 7:12 pm

»Vrøvl! Nu overdriver du!« sagde R.C. Crowley. Doremus fortsatte: »Hvis biskop Prang, denne vor tids Savonarola i sekstencylindret Cadillac, går over til Buzz Windrip med hele sit radiopublikum og sin Glemte Mænds Liga, så vinder Buzz. Folk vil tro, at de vælger ham for at skabe større økonomisk sikkerhed. Så realiseres rædselsscenariet! Gud ved, at der har været tegn nok på, at vi kan opleve tyranni i Amerika – høstarbejdernes trængsler i Sydstaterne, minearbejdernes og beklædningsindustriarbejdernes arbejdsvilkår og den kendsgerning, at vi har holdt Mooney fængslet i så mange år. Men vent bare til Windrip lærer os at sige det med maskingeværer! Demokrati – her og i England og Frankrig har det ikke betydet et så udbredt klynkende slaveri som nazismen i Tyskland, en så fantasiløs, farisæisk materialisme som i Rusland – selv om det har frembragt industrimænd som dig, Frank, og bankmænd som dig, R.C., og givet jer alt for meget magt og alt for mange penge. Alt i alt har demokratiet, med enkelte skandaløse undtagelser, givet arbejderen større værdighed, end han nogensinde har haft før. Den bliver muligvis truet nu af Windrip – af enhver Windrip. Udmærket! Måske kommer vi til at bekæmpe et paternalistisk diktatur med et lille raskt fadermord – maskingeværer overfor maskingeværer. Vent til Buzz tager førerskabet over os. Så skal I se ægte fascistisk diktatur!« »Vrøvl! Vrøvl!« hvæsede Tasbrough. »Det kunne umuligt ske her i Amerika! Vi er et frit land.« »Svaret herpå er,« sagde Doremus Jessup, »hvis pastor Falck vil tilgive mig, ’Jo, gu’ kan det så!’ Der er jo ikke noget land i verden, der kan blive så hysterisk – eller krybende underdanigt – som Amerika. Se blot, hvordan Huey Long blev enevoldskonge over Louisiana, og hvordan hans herlighed senator Berzelius Windrip ejer sin stat. Lyt til biskop Prang og fader Coughlin i radioen – guddommelige orakler for millioner. Husk på, med hvilken ligegyldighed de fleste amerikanere har affundet sig med Tammanys bestikkelsessystem,

DET KAN IKKE SKER HER.indd 22

04/12/17 7:12 pm

Chicagos bander og mange af præsident Hardings protegéers uhæderlighed! Kunne Hitlers slæng, eller Windrips for den sags skyld, være værre? Kan I måske huske Ku Klux Klan? Kan I huske krigshysteriet, da vi kaldte sauerkraut for ’frihedskål’? Og krigstidens censur af hæderlige aviser? Det var lige så galt som i Rusland! Kan I huske, hvordan vi kyssede million dollar-evangelisten Billy Sundays – hm – fødder og ligesådan Aimée McPhersons, der svømmede fra Stillehavet helt ind i Arizonas ørken og fik folk til at hoppe på den? Kan I huske Voliva og Mother Eddy? ... Kan I huske, da alle veloplyste mennesker godt vidste, at OGPU gemte sig ude i Oskaloosa, og republikanerne, der drog i felten imod Al Smith, bildte Carolinas bjergbefolkning ind, at hvis Al vandt, ville paven erklære deres børn for illegitime? Husker I Tom Heflin og Tom Dixon? Husker I, hvordan de bønder til lovgivere nedsatte sig som videnskabelige eksperter og fik hele verden til at dø af grin, da de underordnede sig William Jennings Bryan – der havde taget sine biologitimer hos sin gamle, fromme bedstemor – og forbød undervisning i evolutionslæren? ... Kan I huske tobaksbøndernes oprør i Kentucky? Husker I, at masser af mennesker morer sig over at se en lynchning? Ikke ske her? Spiritusforbuddet – skyde mennesker ned, fordi de muligvis smuglede spiritus – nej, det kunne ikke ske i Amerika! Sig mig, hvor i hele verdenshistorien har der nogensinde været et folk så modent til diktatur som vort! Vi er parat til at begynde et børnekorstog – men for voksne – lige i dette hellige øjeblik, og hans hellighed Abbed Windrip og Prang brænder efter at lede det!« »Hvad hvis de gør?« protesterede R.C. Crowley. »Det ville måske ikke være så galt. Jeg bryder mig ikke om disse vedholdende og uansvarlige angreb på os bankmænd. Selvfølgelig må senator Windrip overfor offentligheden lade, som om han skælder bankerne ud, men når han først kommer til magten, vil han give bankerne den indflydelse på administrationen, der tilkommer dem, og lytte til vore kyndige råd i pengespørgsmål. Ja. Hvorfor er du så bange for

DET KAN IKKE SKER HER.indd 23

04/12/17 7:12 pm

ordet ’fascisme’, Doremus? Det er jo kun et ord – kun et ord! Måske det slet ikke ville være så dumt endda, tænk blot på alle de dovne samfundsnassere, hvis understøttelse vi betaler for, som lever af den skat, du og jeg betaler – ikke værst at få en stærk mand som Hitler eller Mussolini – som Napoleon eller Bismarck i de gode gamle dage – og lade dem virkelig regere landet, effektivisere det og lade det blomstre igen. Med andre ord, få en læge, der ikke finder sig i sludder, men virkelig herser med patienten og gør ham rask, enten han vil det eller ej!« »Ja!« sagde Emil Staubmeyer. »Har Hitler ikke frelst Tyskland fra marxismens røde pest? Jeg har slægtninge derovre. Jeg ved det!« »Hm,« sagde Doremus, som Doremus ofte gjorde. »Kurere demokratiets onder ved hjælp af fascismens onder! Løjerlig behandlingsform. Jeg har hørt om, at man kurerer syfilis ved at påføre patienten malaria, men jeg har aldrig hørt, at man kurerer malaria ved at påføre patienten syfilis!« »Synes du, det er en passende tone, når pastor Falck er til stede?« rasede Tasbrough. Pastor Falck peb: »Jeg synes, det er meget passende og et interessant forslag, broder Jessup!« »Og desuden,« sagde Tasbrough, »er al denne snak ganske omsonst. Som Crowley siger, kunne det måske være meget godt at få en stærk mand i sadlen, men – det kan bare ikke ske her i Amerika.« Og det forekom Doremus, at pastor Falcks læber bevægede sig og formede et sagte: »Jo, gu’ kan det så!«

DET KAN IKKE SKER HER.indd 24

04/12/17 7:12 pm

80 år senere, er dette spørgsmål igen uhyggeligt aktuelt.

med at hjælpe jer!”

Lindhardtogringhof.dk

SINCLAIR LEWIS DET KAN IKKE SKE HER

Hvad ville der ske, hvis en selvoptaget,

LINDHARDT OG RINGHOF

ROMAN

N O B E L P R I S E N I L I T T E R AT U R

”Romanen der forudså Trump. Det kan ikke ske her er en herlig genopdagelse. En fræk krydsning af besk satire og bekymret dystopi ...” – H A N S H E RT E L, P O L I T I K E N