Den russiske revolution - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

FOTO: PETER LETH-LARSEN

”EN VELSKREVET, GRIBENDE OG TRAGISK FORTÆLLING.” VIBEKE SPERLING, POLITIKEN

Det var ikke en veldisciplineret revolutionær styrke, der angreb Vinterpaladset. Regeringen havde allerede overgivet sig inden

DEN RUSSISKE REVOLUTION 1917 er den dramatiske historie om det russiske folks kamp for

stormen. Da den kom, var det en blanding af revolutionære, der ville arrestere regeringen, og pøbel,

Erik Kulavig (f. 1953), ph.d. og cand.mag.

frihed, der endte som en tragedie. I februar 1917 indledtes en

i russisk, har siden 1975 beskæftiget sig

euforisk tid i Rusland med håb om bedre tider – en periode,

der ville vandalisere og røve.

med Ruslands historie og kultur med fokus

hvor Rusland blev kaldt verdens frieste stat. Det skulle hurtigt

Værdifulde malerier og kunst-

på sovjettiden. Lektor ved Institut for

ændre sig.

genstande blev ødelagt eller

Historie, Syddansk Universitet, og centerleder ved Center for Koldkrigsstudier. Hans

I løbet af 1917 voksede uroen, og i oktober var det slut, da bol-

seneste bøger handler om Sovjetunionens

sjevikkerne med Lenin i spidsen tog magten. Lenins løfter om

hjemmefront 1941-1945, Stalins regime og de hemmelige tjenester, og i 2016 udkom den anmelderroste bog om årene efter revolutionen, Vi river himlen ned – Drøm og hverdag i revolutionens Rusland

over de rige vinkældre. Her gik

fred, jord, arbejde og indflydelse viste sig hurtigt at være tom-

det så vidt, at befalingsmændene

me. Men da folket protesterede, blev de mødt af bolsjevikkernes

begyndte at skyde flaskerne i

jernhånd. Det var begyndelsen på mere end 70 års diktatur, der

stykker, for at hoben ikke skulle

først sluttede i 1991 med den kommunistiske stats sammenbrud.

1917-1922. Han har været på flere studieophold i Rusland og været gæsteprofessor ved en række europæiske og amerikanske universiteter, senest Harvard University i foråret 2015.

lindhardtogringhof.dk OMSLAG: HARVEY MACAULAY / IMPERIET.DK

stjålet, og især gik det hårdt ud

gå amok.

ERIK KULAVIG

DEN RUSSISKE

REVOLUTION

1917 ET FOLKS TRAGISKE KAMP FOR FRIHED

LINDHARDT OG RINGHOF

Den russiske revolution 1917 Anden reviderede udgave © 2017 Erik Kulavig og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Første udgave © 2010 Erik Kulavig og Gyldendal A/S, København Omslag: Harvey Macauley / Imperiet.dk Bogens fotos er fra Getty Images bortset fra: Anton Orlov’s collection: side 224, 270, 271 og 317 Polfoto: side 110, 115 og 225 Kort: Steen Frimodt Bogen er sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-56626-8 2. reviderede udgave, 1. oplag 2017 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont

INDHOLD Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Prolog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 Kort . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20

I Forhistorien . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 Tsar og folk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27 Det europæiske århundrede . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30 Samfundet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34 Industrialiseringens gennembrud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 42 Borgerne handler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 46 Den Blodige Søndag og den første Duma . . . . . . . . . . . . . . . . 52 Politiske partier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 62 Dumamonarkiet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 67 Den skæbnesvangre krig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 73 Begyndelsen til enden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79 Revolutionens kulisse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 84

II Februarrevolutionen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 87 Begyndelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 89 Den politiske udvikling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 94 Det nye magtsystem . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 97 Vurderinger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 104 Lenin vender hjem . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 108 Krisen spidser til . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 117 Den første sovjetkongres og uroen i gaderne . . . . . . . . . . . . . 123

Juliopstanden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 129 »Masserne« . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 146 Social protest eller politisk utopi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 170

III Oktoberrevolutionen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 175 Ouverturen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 177 Kornilov-affæren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 184 Stormen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 202 I Petrograds Duma og på sovjetkongressen . . . . . . . . . . . . . . 212

IV Bolsjevikkernes land . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 219 Dagen derpå . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 221 Kampen om magten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 226 Revolutionens sværd og skjold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 237 Den grundlovgivende forsamling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 242 Bolsjevikkerne sætter dagsordenen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 249 Kapitulationen i Brest-Litovsk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 252 Borgerkrigen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 254 Oprør på fabrikkerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 282 Den Røde Terror . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 297 Det Røde Sværd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 301 De sidste kræfter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 313 Afslutning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 325 Epilog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 333 Revolutionens tidslinje . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 335 Bibliografi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 339 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 343 Register . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 347

FORORD I 2017 markeres 100-året for den russiske revolution. Det er et emne, jeg har beskæftiget mig indgående med i to bøger. Den første, der handler om Februarrevolutionen og Oktoberrevolutionen 1917, udkom første gang i 2010 og udkommer her i en lettere revideret udgave med nye illustrationer. Det er en analyse af årsagerne til de to revolutioner, af udviklingsforløbet og af bolsjevikkernes befæstelse af deres magt. Den anden bog udkom i efteråret 2016 med titlen Vi river himlen ned på jorden – Drøm og hverdag i revolutionens Rusland 19171922. Bogen er bygget op af en lang række historier, der viser, hvordan almindelige mennesker opfattede omvæltningerne og reagerede på dem, og hvordan bolsjevikkerne forsøgte selv at lære, samtidig med at de underviste andre i, hvordan spillet skulle spilles efter de nye regler, som blev sat af den socialistiske dagsorden. Begge bøger handler om historien, men de har også bud til nutiden, fordi de hver for sig behandler et tidsrum, hvor grundstenene til det, der med tiden skulle udvikle sig til den sovjetiske mentalitet, blev grundlagt. Den er en skønsom blanding af arven efter absolutismen og den russiske ortodokse tro, marxismen, leninismen, stalinismen og ikke mindst de strategier og teknikker, som borgerne mere eller mindre bevidst og frivilligt udviklede og internaliserede for at få den mest normale tilværelse i højst unormale tider. Rusland forlod socialismen i årene omkring Sovjetunionens sammenbrud, men ligesom det aldrig lykkedes de sovjetiske ledere at udrydde »den russiske tradition«, er de nye ledere heller ikke sluppet af med den sovjetiske. Kulturelle forandringer tager tid, og russerne kender udmærket ordsproget: »Nissen flytter med!« 7

Der var mange, også denne forfatter, der var overbeviste om, at russerne snart ville rejse sig og indrette sig på ny, efter de omsider var blevet af med det sovjetiske system i 1991. Så snart strukturerne for markedsøkonomien og demokratiet var på plads, ville kulturen og mentaliteten følge med. Siden har vi været vidne til en udvikling, der viser, at regimeforandring tager tid. Vi har med andre ord måttet sande, at kultur, vaner, handlingsmønstre og verdenssyn ikke lader sig forandre fra den ene dag til den anden. Det betyder ikke, at vi skal lade stå til, hvis der er noget, vi ikke bryder os om. Men det er meget lettere at tale sammen, hvis vi indser, at der er andre måder at se verden på end vores egen. Og samtale er bedre end vrede og konfrontation. Tak til alle dem, der på forskellig måde har bidraget til denne bog. Ikke mindst til redaktør Elise H. Nørholm. Tak til de studerende på universitetet og til kursisterne på Folkeuniversitetet for gode diskussioner. Sidst, men ikke mindst, tak til min kone Pia for kærlig opbakning og venlig irettesættelse, når revolutionen truede med at tage overhånd. Erik Kulavig Assens, januar 2017

prolog

PROLOG »En hest kom galopperende omkring et hjørne med blodet sprøjtende ud af halsen. I baggrunden lød der maskingeværsalver, og snart kom en bil med hvinende dæk rundt om det samme hjørne. På skærmene lå soldater med rifler med dragne bajonetter. En bonde rejste sig op fra sin plads blandt træstammer på en flodpram, der i det samme kom forbi på en af Petrograds mange kanaler. Gad vide, hvad han tænkte om sådan et optrin.«1 Den 17. maj 1896 kunne man i Moskva hele natten se folk bevæge sig mod Khodynka, der var en stor åben plads i Moskvas nordvestlige ende. Her havde man i anledning af tsarens kroning opført en række udskænkningssteder og bekendtgjort, at der den følgende dag ville være gratis øl og pølser. Den 18. maj om formiddagen havde der forsamlet sig omkring en halv million mennesker, og forventningerne var store. Med ét opstod der et rygte om, at der ikke var nok til alle, og det satte menneskemængden i bevægelse i et omfang, der gjorde, at de omkring 2.000 politifolk intet kunne stille op. Der opstod panik, og omkring 1.500 blev trampet ihjel, og mindst lige så mange blev såret. Det var et forfærdeligt skue, der åbenbarede sig, da pladsen var blevet tømt for mennesker. Overalt lå der lemlæstede lig af mænd, kvinder og børn. Nikolaj II og hans unge, tyskfødte hustru, Aleksandra Fjodorovna, besøgte senere på dagen de sårede på det nærliggende hospital, men om aftenen gik de, som en samtidig iagttager skrev, til bal på den franske ambassade. 9

p r o l o g

Det var ikke nogen tilfældighed, at kroningen fandt sted i det middelalderlige Kreml i landets »anden hovedstad« Moskva og ikke i Skt. Petersborg. Som sin far, Aleksander III, orienterede den unge tsar sig snarere mod det gamle, ortodokse og autokratiske Moskva end mod den moderne hovedstad. Aleksandra, der var hentet i Tyskland, men som havde tilbragt lang tid ved dronning Victorias engelske hof, blev om muligt endnu mere fremmedgjort af al denne middelalderlige pomp og pragt og religiøse mystik. Det varede dog ikke længe, før hun havde tilegnet sig den ortodokse tro og de omgangsformer og sædvaner, der var almindelige ved det russiske hof, i et omfang, så nogle mente, at hun var blevet mere russisk end tsaren selv. Rusland var i disse år midt i en rivende økonomisk udvikling og modernisering, og på den baggrund kom kroningen med dens vægtning af selvherskerdømmet til at fremstå i et næsten provokerende skær. Folket var i tusindvis strømmet til begivenheden og havde traditionen tro kastet sig på jorden for herskeren. Med tragedien på Khodynkapladsen begyndte der ikke desto mindre at lyde kritiske bemærkninger i folkemassen. Var det mon et dårligt varsel? 20 år senere, den 16. december 1916, sad den unge adelsmand Feliks Jusupov i kælderen til sit palæ på gaden Mojka nr. 94 i centrum af Skt. Petersborg og drak vin sammen med en høj og mager mand med langt hår og skæg. Han var klædt i sorte gevandter og havde et kors i en kraftig kæde om halsen. Især lagde man mærke til hans øjne. De var store, og blikket gennemtrængende og hypnotisk. Hans navn var Rasputin. Han havde indyndet sig hos tsarinaen og var på den måde efter manges opfattelse ved at overtage magten i landet. Vladimir Puriskevitj, der var et fremtrædende medlem af Dumaen, havde for eksempel på et møde den 19. november 1916 fra Dumaens talerstol bemærket: »Tsarens ministre er blevet marionetter, hvis snore er i hænderne på Rasputin og Aleksandra Fjodorovna – Ruslands onde ånd og tsarinaen, der er forblevet tysker på den russiske trone og en fremmed for landet og dets folk.« Det var grunden til, at Jusupov og nogle andre yngre medlemmer af den russiske højadel havde besluttet at gøre det af med Rasputin, 10

prolog

og det skulle ske på denne aften. Glassene, som værten flittigt fyldte op med den mest udsøgte vin, var på forhånd blevet smurt ind i cyanid, men selv om bare en enkelt slurk under normale omstændigheder var nok til at dræbe et menneske, lod Rasputin til at være upåvirket selv efter mange glas. Jusupov blev mere og mere desperat, og da Rasputin på et tidspunkt så ham dybt i øjnene og sagde: »Lige meget hvad du gør, kan du ikke ramme mig!«, forlod han kælderen et øjeblik under påskud af, at han skulle tale med sin kone. I virkeligheden rådførte han sig med sine kammerater, der hele tiden havde opholdt sig i stuen ovenover. Efter aftale med dem vendte Jusupov tilbage til kælderen og skød Rasputin på klos hold lige gennem hjertet. Han regnede med, at skuddet havde været dræbende, og forlod derfor lokalet for at meddele resultatet til de andre. Da han vendte tilbage til kælderen for at skaffe liget af vejen, lagde han mærke til, at Rasputin bevægede sine fingre, men da Jusupov bukkede sig ned for at tage hans puls, fandt han, at der ingen var, men at hans legeme stadig var varmt. Pludselig sprang Rasputin op og greb ham om halsen. Det lykkedes Jusupov at komme fri, hvorefter Rasputin løb op ad trappen og ud ad palæets hoveddør. Vennerne, der havde anet uråd, var fulgt efter og skød efter Raputin og ramte ham i ryggen. Herefter bandt de ligets hænder og fødder, rullede det ind i et tæppe og kastede det i floden fra broen til Petrovskij-øen. Liget blev fundet fire dage senere, og tsarinaen sørgede for, at det blev begravet på tsarens residens i byen Tsarskoje Selo, der lå i nærheden. Efter Februarrevolutionen fire måneder senere blev det gravet op og brændt på et bål i nærheden. Til de tilstedeværendes store rædsel skulle Rasputin have sat sig op i flammerne. Tsaren og især tsarinaen var rasende over det, de forstod som en gemen ugerning, og som havde berøvet dem den mand, som i hvert fald tsarinaen var overbevist om var hellig og havde overnaturlige evner, der kunne helbrede deres søn, tronfølgeren Aleksej, der led af en alvorlig blødersygdom. De sammensvorne var imidlertid for betydningsfulde til, at de kunne henrettes. I stedet blev de sendt til udlandet eller i eksil på deres godser langt borte fra hovedstaden. Rasputin blev ligesom tragedien på Khodynka set som et dårligt 11

p r o l o g

varsel. Ruslands fundament, tsarens trone, vaklede, og det var ensbetydende med terror, undergang og død. Tsarens traditionelle støtter, hær, kirke og adel, var ikke længere stabile, og den folkelige tro på tsarens renhed og retfærdighed var på retur. De adelsfolk, der skaffede Rasputin af vejen, troede, at de dermed ville fjerne ondskaben fra Rusland og på den måde redde tsaren. Pressen var efter mordet fyldt med lovord om deres gerning, men da uroen i samfundet fortsatte, måtte de erkende, at det hele ikke var så enkelt. Der var også mere direkte tegn på, at noget skæbnesvangert var i vente i Rusland. En af tsarens ministre, Pjotr Durnovo, der var lige frygtet og hadet af liberale og socialister for sin konservatisme og hårdhed, afleverede i februar 1914, da krigen stod for døren, et memorandum til tsaren. Det indeholdt en skarp analyse af den internationale situation og sluttede med en indtrængende advarsel til tsaren om ikke at træde ind i krigen. Skulle det alligevel ske, ville udsigterne for Rusland være særdeles dystre, forudså han. Skulle russerne vinde krigen, ville regimet med en tilpas hård politik nok kunne overvinde de bonde- og arbejderuroligheder, der måtte følge, men den sociale revolution, som ville følge et nederlag i Tyskland, ville meget let kunne rive Rusland med. Skulle Rusland tabe krigen, og det forudså han som mest sandsynligt, tegnede der sig dette billede: »Problemerne vil starte med, at regeringen vil få hele skylden for alle ulykkerne. I Dumaen vil der blive startet en bitter kampagne mod regeringen, og den vil blive fulgt af revolutionær agitation ud over landet med socialistiske slogans, der vil være i stand til at ophidse masserne. Man vil i første omgang kræve, at godserne udstykkes, og dernæst forlange en deling af alle værdier og ejendom. Den Kunstfotografi af Rasputin (1853-1919). Han oplevede den forunderlige rejse fra en sibirisk landsby til tsarens hof, hvor han blev lukket ind, fordi man troede, at han kunne helbrede tsarens søn for hans alvorlige blødersygdom. Smædeskrifter og skillingsviser ville vide, at Rasputin under sit ophold ved hoffet havde gjort tsaren til hanrej, og det kan have skadet tsarens anseelse i befolkningen. Tsarinaen blev i øvrigt betegnet som »tyskerkællingen«, hvilket ikke gjorde sagen bedre.

p r o l o g

besejrede hær, der vil have tabt sine bedste mænd, og hvis soldater vil være grebet af bøndernes primitive begær efter jord, vil være for demoraliseret til at tjene som forsvarsværk for lov og orden. Dumaen og de intellektuelle oppositionspartier, der mangler enhver autoritet i folkets øjne, vil være magtesløse med hensyn til at dæmme op for det folkelige tidevand, som de selv har forårsaget, og Rusland vil blive kastet ud i et håbløst anarki, hvis resultat ikke kan forudses.«2 Durnovo havde naturligvis ret i, at ingen kan se ind i fremtiden, men selv kom han uhyggelig tæt på.

indledning

INDLEDNING Den russiske revolution er i virkeligheden mange revolutioner i en. I slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet frem til Første Verdenskrig foregik der en omfattende industrialisering af Rusland. Den gav anledning til dannelsen af nye klasser og lag, til opbrud og til rodløshed og fattigdom. De forhold, arbejderne blev budt, var ofte meget dårlige, men heller ikke i landområderne stod det for godt til. Ethvert forsøg på at organisere sig og kæmpe for bedre forhold blev slået ned med hård hånd. Medlemmerne af den støt voksende middelklasse og borgerskabet blev mere og mere selvbevidste og krævede politisk indflydelse. I 1905-06 kulminerede flere års uro og utilfredshed i landområderne, på fabrikkerne, i mellemlagene og hos det beskedne russiske borgerskab. Den umiddelbare anledning var Den Blodige Søndag, hvor tsarens soldater åbnede ild mod fredelige demonstranter. Dette blev efterfulgt af omfattende social uro i form af bondeopstande, strejker og demonstrationer. Hårdt presset af sin begavede førsteminister måtte tsaren til slut give sig og efterkomme nogle af befolkningens krav. Det skete i form af det såkaldte Oktobermanifest. Der var i realiteten tale om en forfatning, der brød med tsarens selvherskerdømme, selv om han stadig havde et meget stort ord at skulle have sagt i de vigtigste af statens sager. På trods af kritik fra såvel højre som venstre for ikke at være gået tilstrækkelig langt var der tilstrækkelig med opbakning til tsaren til, at magten var sikret i nogle år, før det gik løs i 1917. Først kom Februarrevolutionen, der af mange dengang blev set som en fuldbyrdelse af den borgerlige revolution i 1905, og siden fulgte bolsjevikkernes 15

i n d l e d n i n g

magtovertagelse, der fik betegnelsen Oktoberrevolutionen. Denne er dog mere at ligne med et kup end med en revolution, eftersom den blev planlagt og gennemført af en lille fanatisk klike med Lenin i spidsen. De spillede helt bevidst på den folkelige utilfredshed med tingenes tilstand og udnyttede snedigt drømmene om social lighed og retfærdighed og den folkelige tillid til sovjetterne. I forskningen er der tre grundopfattelser eller skoler, hvad angår fortolkningen af den russiske revolution. Den første er den liberale fortolkning, der også betegnes den traditionalistiske. I det perspektiv var revolutionen i oktober intet andet end en parentes, en ulykkelig begivenhed, der skubbede Rusland bort fra den vej mod demokrati og velfærd, som landet var slået ind på. Der var tale om et statskup udført af en lille flok kynikere, som ikke havde nogen reel støtte i landet. Endelig hedder det, at der var en direkte forbindelse mellem Lenins og Stalins regimer.3 Denne version var indtil for ganske nylig, da den patriotiske linje i russisk historieskrivning atter begyndte at melde sig på scenen, populær i dagens Rusland. Nogle mener, at det først og fremmest skyldes, at den fritager samfundet for meddelagtighed. Det er der noget om, men man kunne også mene, at den reducerer samfundet til en umælende masse, og det er det vel heller ikke let at leve med. Den anden er sovjettypefortolkningen, der siger, at Oktoberrevolutionen var en forudsigelig hændelse, der blev sat i gang af masserne, der beslutsomt tilsluttede sig bolsjevikkerne. En særlig variant af sidstnævnte, der også er materialistisk, men betydelig mere intelligent, er den såkaldt revisionistiske fortolkning. Her lægges vægten på studiet af samfundets sociale kræfter, og man mener, at den sociale revolution i Rusland ville være kommet, også selv om Lenin og bolsjevikkerne ikke havde været til stede. Begrundelsen lyder, at revolutionen allerede var i gang, da bolsjevikkerne overtog ledelsen af den.4 Den sidste grundopfattelse kan kaldes den pragmatiske. Den er hverken liberalistisk eller marxistisk, men søger at fastholde såvel det politiske og ideologiske perspektiv som det socialhistoriske. Lenin, Trotskij og den marxistiske ideologi spillede en meget vigtig rolle, 16

indledning

men de bolsjevistiske ledere kommanderede ikke blot rundt med masserne, som det hed, nemlig arbejderne, bønderne og soldaterne. Disse havde deres egne bekymringer, bevidsthed og håb, som de handlede ud fra, og som de sovjetiske ledere, alt efter hvor stærkt statsapparatet var blevet, måtte tage højde for. Det er sidstnævnte perspektiv, der er anlagt i denne bog. De bolsjevistiske ledere var besjælet af den marxistiske ideologi i sin særlige russiske aftapning, og de var fast besluttet på med alle midler at gennemføre den. De udnyttede krigen og den omfattende sociale uro til at gribe magten, men da det snart gik op for befolkningen, at der på trods af løfterne ikke blev tale om fred, brød og arbejde, men om borgerkrig, sult og tvangsarbejde, rejste den sig mod de nye magthavere, der måtte gribe til vold og undertrykkelse for at beholde magten og opretholde kursen. Hermed var der i realiteten en borgerkrig i gang. Mellem 1918 og 1921 var der først og fremmest tale om en kamp mellem den bolsjevistiske parti-stat og bønder og arbejdere, der ikke ville underkaste sig det nye regime, men der var også tale om en kamp om selve statsmagten. De sovjetiske partibureaukrater bestemte i mange år, hvilke kilder de turde overlade til historikerne, og hvilke sidstnævnte ikke havde godt af at komme i nærheden af. De forsøgte med andre ord at fastholde den sovjetiske myte om revolutionen, og det var så meget desto mere vigtigt, som den såvel udadtil som indadtil tjente som selve regimets ideologiske grundpille. Den skulle senere blive udskiftet med myten om sejren i Den Store Fædrelandskrig, men det er en anden historie.5 Det betød, at tsarens regime kom i et meget sortere lys, end rimeligt var, at de liberales rolle såvel i 1905 som i 1917 blev underspillet, samt ikke mindst at den meget brede modstand mod bolsjevikkernes regime fra dag ét aldrig blev berørt. Efter at hemmelighedskræmmeriet hørte op i 1991, er der så mange nye kilder, at en enkelt mand ikke kan overkomme at læse dem i et helt arbejdsliv. Denne bog bygger først og fremmest på andre historikeres anstrengelser, men også på erindringer af folk, der deltog i begivenhederne, eller som blot var tilskuere. Russere som udlændinge. Jeg 17

i n d l e d n i n g

står i stor gæld til Lev Trotskijs monumentale værk Den russiske Revolution fra 1926. På trods af sit klare politiske sigte er den i mange henseender noget af det bedste, der findes. Endelig er bogen, især i de samfundshistoriske afsnit, baseret på en række kildesamlinger. Det er svært at være upartisk, fordi man uvægerligt ser 1917 i det lys, eller rettere det mørke, som først borgerkrigen 1917-21 og siden Stalins regime indhyllede den i. Revolutionen var, som den amerikanske historiker Richard Pipes har formuleret det, ikke – som marxisterne og den russiske filosof Nikolaj Berdjajev ville det – uundgåelig som istiden, men resultatet af vilje og handling, og derfor kan og må den også vurderes moralsk. En diskussion af den handler ikke kun om fortiden, men også om fremtiden.6 Bogen er opdelt i fire hovedafsnit. Det første indeholder nogle lange udflugter tilbage i russisk historie i et forsøg på at forklare, hvorfor Rusland måtte få en social og ikke blot en politisk revolution. Afsnittet afsluttes med historien om Første Verdenskrig og dens betydning for udviklingen. Afsnit to handler om Februarrevolutionen, der af nogle historikere betegnes som den rigtige revolution, fordi den kom nedefra. Andre har dog slået til lyd for, at heller ikke denne i virkeligheden var andet end et kup udført af generaler i ledtog med borgerskabet, som frygtede, at tsarens regime ville føre til tyskernes sejr.7 Afsnittet fortæller også om, hvordan Den Provisoriske Regering, der overtog ledelsen af landet efter tsarens abdikation, gjorde et behjertet forsøg på midt i en dyb økonomisk og social krise og ikke mindst midt i en krig på liv og død at etablere det, som Lenin meget rigtigt kaldte verdens frieste stat. Endelig fortæller det om den moderate og liberale politiks magtesløshed og den politiske polarisering, der første gang kulminerede i den såkaldte Juliopstand 1917, hvor pres fra soldater og arbejdere var meget tæt på at tvinge regeringen fra magten og overgive den til sovjetten, og anden gang i august, hvor den russiske general Kornilov – vistnok – forsøgte at gennemføre et militært kup. I tredje afsnit fortælles om bolsjevikkernes overtagelse af magten og om de første skridt i retning af at etablere et system, som verden endnu ikke havde set, og som ikke var 18

indledning

andet og mere end en intellektuel konstruktion. Afsnit fire handler om den såkaldte krigskommunisme, om kampen mellem bolsjevikmagten på den ene side og bønder, arbejdere og borgere på den anden, om Den Røde Terror og om våbenhvilen, der blev indført med Den Nye Økonomiske Politik i 1921. Borgerkrigen og dens følgevirkninger kostede omkring syv millioner mennesker livet og satte sig så dybe spor i bevidstheden hos de implicerede, at den på afgørende vis kom til at sætte rammerne for og bestemme indholdet af Sovjetunionens videre historie.

Petrograd 1917

(Sankt Petersborg)

VYBORG DISTRIKTET

3 4

PETROGRAD DISTRIKTET NE

11 12

36 33

NIKOLAJEVSKIJ BANEGÅRD

39 TSARSKOE-SELO BANEGÅRD

E VA

ni nta

vaia do Sa

26 20 21 Nevs 19 23 29 30 kij Prospek 24 22 t 18 14 17 32 16 31 ojka k a n a 40

NEV AEN

FINLANDS BANEGÅRD

Litjenyj Projekt

VA E

VASILEVSKIJ ØEN

Obvodnyj kamalen

DEN BALTISKE BANEGÅRD

WARSZAWA BANEGÅRD

2 km

org)

BORG RIKTET

E VA

2 km

1. Den russiske Renault-fabrik 2. Lessner-fabrikken 3. Moskva-regimentet 4. Eriksons Fabrikker 5. Første Maskingeværregiment 6. Bolsjevikkernes hovedkontor i Vyborg-distriktet 7. Kresty-fængslet 8. Cirkus Moderne 9. Ksjesinskajas villa 10. Arsenalet 11. Peter-Paul-fæstningen 12. Børsen 13. Universitetet 14. Aurora 15. Finlandsregimentet 16. Telegrafstationen 17. Telegrafen 18. Posthuset 19. Krigsministeriet 20. Admiralitetet 21. Paladstorvet 22. Skt. Isaak-katedralen 23. Generalstabens hovedkvarter 24. Petrograds telefoncentral 25. Vinterpaladset 26. Avisen Pravdas kontor 27. Pavlovskij-regimentet 28. Marsmarken 29. Kazan-katedralen 30. Petrograds Duma 31. Statsbanken 32. Mariinskij-paladset 33. Det Litauiske Regiment 34. Preobrazjenskij-regimentet 35. Volyinskij-regimentet 36. Det Tauriske Palads 37. Smolnyj 38. Znamenskij-torvet 39. Semenovskij-regimentet 40. Petrograds elektricitetsværk 41. Petrograd-regimentet 42. Putilov-værkerne

I-

Helsinki

Stockholm

Petrograd (Sankt Petersborg) Narva

Reval (Tallinn) Riga

Kovno (Kaunas)

Königsberg (Kaliningrad)

azu

Frontlinier 23. august 1914 januar 1915 juli 1915 aug.-sept. 1916 september 1917 3. marts 1918

RUSLAND

Brest-

Litovsk

Ivangorod

Kijev

Rovno

Kraków Østfronten under 1. verdenskrig

Minsk

POLEN

Warszawa

Łodz

Vilnius Gjumbinnen (Gusev)

Tannenberg

Lvov Ka

rpa

tern

Tjernovtsy

Odessa

ØSTRIG-UNGARN Tr

ssy

lvan

Beograd

ien

Sibiu

Bukarest

Constanța

Sarajevo

Niš

ALBANIEN

RUMÆNIEN

Bitola

GRÆKENLAND

nie

Sofia

BULGARIEN

Konstantinopel (İstanbul) MA

ERR

IGE

Europæisk Rusland 1900

Karahavet Murmansk

NORGE

Barentshavet

FINLAND

Arkhangelsk

Helsinki

Ladoga Søen

Onega Søen

Sankt Petersborg (Petrograd) Nizjnyj Novgorod

Tallin ESTLAND LETLAND Pskov

RUSLAND Vjatka

Jaroslavl Kostroma

Perm

Des

Don

øe

Volga LITAUEN Kazan Kaunas Moskva s Vitebsk Smolensk Ufa Ø Vilnius Minsk Mogilev Tambov Samara HVIDERUSLAND POLEN pjat Pri Voronezj Saratov Warszawa Brest-Litovsk Orenburg Tjernigov Kharkow Kiev Lvov Dn jepr Poltava UKRAINE Kar Vo pa ter lg ØSTRIGKisjinev a ne UNGARN Rostov Stavropol Don Odessa au RUMÆNIEN K Sevastopol Ka GALITSIEN u

Riga

Tjumen

Jekaterinburg

Tjeljabinsk

Irtysj

Ural Bjergen e

SVERIGE

Omsk

CENTRALASIEN

Ura

Sortehavet

DET OSMANNISKE IMPERIUM

ske pi as av H

BULGARIEN

kas us

Tbilisi Jerevan

ASERBAIJAN ARMENIEN

Baku

PERSIEN

Aral Søen

Khiva Bukhara

KINA

indledning

I FORHISTORIEN

forhistorien

tsar og folk

TSAR OG FOLK Det var ikke nogen tilfældighed, at det var den middelalderlige Moskva-stat, der blev kernen i det russiske rige, efter at den århundreder lange mongolske besættelse af landet hørte op i løbet af 1500-tallet. Moskvas fyrster havde nemlig taget ved lære af mongolerne og indrettet deres stat med en stærk mand i spidsen og et strengt hierarkisk system, der sikrede eliten skat, forsvarsværker og soldater og dermed magt og sikkerhed. Dette system, hvor bonden, embedsmanden og soldaten arbejdede af frygt for pisken eller anden form for straf, har vi også kendt i Danmark, men her blev det i tidens løb afløst af mere moderne former, hvor tilskyndelsen til arbejde og mobilisering af ressourcer foregik ad frivillighedens vej med, hvad dermed fulgte af moderne institutioner som marked, penge, tillid og demokrati. Når Rusland selv under den ihærdige tsar Peter den Store (1672-1725) ikke lod sig rive ud af den førmoderne tilstand, skyldtes det, at han i virkeligheden kun var interesseret i de tekniske sider af Vestens succes og ikke i det øvrige. Han havde succes på krigsfronten, men det lykkedes ham ikke at skabe den effektivitet og det overskud, der skulle til for at bringe Rusland ud af dets strukturelle fængsel. Systemet havde yderligere den bagside, at stat og samfund befandt sig i en borgerkrigsagtig tilstand. Utallige bondeoprør hjemsøgte således Rusland i århundreder helt op til og med revolutionen i 1917. Det var i sig selv en alvorlig barriere for Ruslands modernisering. Det er endvidere i det kompleks, man skal søge forklaringerne på Ruslands historiske særkende: langsom udvikling, økonomisk tilbageståenhed, primitiv social organisation og lav kulturel udvikling. En samtidig vesterlæn27

forhistorien

ding skrev om Peter den Store: »Ruslands tsar regerer, selv om han er kristen, et dovent folk.« Folket var næppe dovent, men virkelyst og effektivitet trivedes ikke under pres og i fattigdom. Den russisk-ortodokse kirke udviklede aldrig nogen avanceret teologi eller selvstændighed i forhold til statsmagten – var snarere dens instrument – og derfor bidrog den ikke som den katolske og protestantiske kirke i Europa til udviklingen af det civile samfund og demokrati. Det russiske selvherskerdømme eller autokrati var på et afgørende punkt meget anderledes end sine vestlige sidestykker. Begge steder havde kongen, kejseren eller tsaren meget stor magt, men i Rusland havde han også ejendomsret til jord og til gods og til tjenesteydelser fra adelen. Dette system kaldes patrimonialt.8 Tsaren styrede landet som bonden sin familie med hård hånd, tugt og disciplin, ellers – mente han og størstedelen af eliten – ville intet blive udrettet. Embedsmanden mente, at hvis magten slækkede tøjlerne, ville bonden stoppe betalingerne, modsætte sig rekrutteringen til hæren og gå i gang med at tilegne sig godsernes jorder. Selv konservative godsejere blev dog med tiden klar over, at roen ikke i længden kunne opretholdes med magt, men det problem var man villig til at overlade til efterkommerne.

JORD OG FRIHED Den russiske historie var også grobund for bondens måde at forstå sig selv og verden på og dermed for dannelsen af en bestemt bondementalitet. Hvordan den kom til at se ud, afhang ikke blot af, hvad der faktisk skete, men også, og især, af den måde, historien er blevet fortalt på. Om bønderne siges det, at de siden tidernes morgen har stræbt efter zemlja i volja (jord og frihed). Denne stræben har bønder i andre kulturer vel også haft, men i Rusland synes den at have haft en særlig kraft. Måske fordi det varede så længe, før det blev en realitet. Det hedder videre, at bonden traditionelt ikke higede efter at få sin egen jord, men at den skulle tilhøre dem, der dyrkede den i fællesskab. Der skulle være arbejde og jord til alle, selv til godsejeren, 28

tsar og folk

hvis han ellers ville arbejde og dele med de andre. I de gamle for tællinger optræder ofte et mytisk land, hvor alle ikke blot har jord, men hvor der også er lighed, fred og harmoni. Dertil en særlig form for åndelighed. Et af disse utopiske lande hed Belovode. Det fortælles, at en russisk bonde engang i slutningen af 1800-tallet skulle have bedt forfatteren Maksim Gorkij vise ham på et kort, hvor dette land lå. Det viser måske noget om drømmens styrke. I begrebet volja lå først og fremmest frihed for hoveriarbejde, for skatteopkrævere og for militærtjeneste. Den russiske bonde ses af mange som særdeles tålmodig og underdanig. Andre mener, at de først og fremmest var snedige, men hvad der end var tilfældet, rummer historien mange eksempler på voldsomme bondeoprør, hvor de to nævnte krav blev ført frem med bål og brand. Med til bøndernes verdensbillede hørte myten om den gode konge eller den gode tsar. Det var herremanden, ridefogeden, skatteopkræverne og embedsmændene, der plagede bønderne og bedrog tsaren. Fik han først ordentlig besked, ville han komme sine børn i møde. Bøndernes navn for tsaren var tsar-batjusjka eller lillefar tsar. Meget af alt dette forsvandt måske i løbet af 1800-tallet, men drømmen om jord og frihed blev bevaret og var katalysator for en mægtig social rørelse, der kulminerede i 1904-05 og igen i 1917.9

FOTO: PETER LETH-LARSEN

”EN VELSKREVET, GRIBENDE OG TRAGISK FORTÆLLING.” VIBEKE SPERLING, POLITIKEN

Det var ikke en veldisciplineret revolutionær styrke, der angreb Vinterpaladset. Regeringen havde allerede overgivet sig inden

DEN RUSSISKE REVOLUTION 1917 er den dramatiske historie om det russiske folks kamp for

stormen. Da den kom, var det en blanding af revolutionære, der ville arrestere regeringen, og pøbel,

Erik Kulavig (f. 1953), ph.d. og cand.mag.

frihed, der endte som en tragedie. I februar 1917 indledtes en

i russisk, har siden 1975 beskæftiget sig

euforisk tid i Rusland med håb om bedre tider – en periode,

der ville vandalisere og røve.

med Ruslands historie og kultur med fokus

hvor Rusland blev kaldt verdens frieste stat. Det skulle hurtigt

Værdifulde malerier og kunst-

på sovjettiden. Lektor ved Institut for

ændre sig.

genstande blev ødelagt eller

Historie, Syddansk Universitet, og centerleder ved Center for Koldkrigsstudier. Hans

I løbet af 1917 voksede uroen, og i oktober var det slut, da bol-

seneste bøger handler om Sovjetunionens

sjevikkerne med Lenin i spidsen tog magten. Lenins løfter om

hjemmefront 1941-1945, Stalins regime og de hemmelige tjenester, og i 2016 udkom den anmelderroste bog om årene efter revolutionen, Vi river himlen ned – Drøm og hverdag i revolutionens Rusland

over de rige vinkældre. Her gik

fred, jord, arbejde og indflydelse viste sig hurtigt at være tom-

det så vidt, at befalingsmændene

me. Men da folket protesterede, blev de mødt af bolsjevikkernes

begyndte at skyde flaskerne i

jernhånd. Det var begyndelsen på mere end 70 års diktatur, der

stykker, for at hoben ikke skulle

først sluttede i 1991 med den kommunistiske stats sammenbrud.

1917-1922. Han har været på flere studieophold i Rusland og været gæsteprofessor ved en række europæiske og amerikanske universiteter, senest Harvard University i foråret 2015.

lindhardtogringhof.dk OMSLAG: HARVEY MACAULAY / IMPERIET.DK

stjålet, og især gik det hårdt ud

gå amok.