Den fabelagtige familien Frank - læseprøve

“En strålende veludført fortælling.”

MICHAEL FRANK

THE NEW YORK TIMES

“På én gang facinerende og foruroligende.”

“En fortræffelig erindringsroman.”

THE TELEGRAPH

MICHAEL FRANK Michael Frank er journalist og har blandt andet skrevet essays, artikler og noveller til magasiner og aviser som The New York Times og The Wall Street Journal. Han har lavet rejsereportager og har i mange år anmeldt bøger og

”Det er verdens største lykketræf, at du og jeg har fundet hinanden, ikke sandt? Der var bare det, at vi ikke havde fundet hinanden. Vi var født ind i den samme familie, hvor min faster var solen, og jeg var hendes planet, der cirklede hengivent omkring hende og blev holdt fast af kræfter, der virkede stærkere end mig selv. En form for tyngdekraft. Eller beruselse. Eller blot kærlighed. Men det var mildest talt en kompliceret form for kærlighed.”

skrevet for Los Angeles Times Book Review. Den fabelagtige familien Frank

Michael Frank vokser op i en usædvanlig tætvævet familie i Los

er hans første bog. Michael Frank bor

Angeles i 1970’erne, hvor han er centrum for sin barnløse fasters

med sin familie i både New York og

opmærksomhed. Hun overøser Michael med gaver og kærlighed og

Ligurien, Italien.

ser det som sin pligt at tage sig af hans kulturelle dannelse. Men bag hendes gavmilde natur gemmer sig en uhyggeligt manipulerende adfærd, som den unge Michael har svært ved at navigere i.

Den fabelagtige familien Frank er et gribende portræt af en familie, der langsomt smuldrer under én kvindes dominerende personlighed.

ISBN 978-87-11-56360-1

9 788711

563601

lindhardtogringhof.dk

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK

BOOKLIST

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK “Fremragende.”

JONATHAN FRANZEN

“Kompleks og fascinerende.”

PUBLISHERS WEEKLY

“Knivskarpt fortalt.”

THE ATLANTIC

“Fantastisk klarsyn ...

En usædvanlig fortælling.”

THE DAILY TELEGRAPH

“Smukt skrevet familieportræt.”

THE NATIONAL BOOK REVIEW

“En svidende beskrivelse af at blive forført og siden ødelagt af arrogance og manipulation.”

THE WASHINGTON TIMES

“En bog, der fortjener at blive læst bredt for sin indsigt i det at vokse op i en familie.”

“Læses næsten som en thriller.”

THE WALL STREET

LIBRARY JOURNAL

JOURNAL

“Jeg tvivler på, at du kommer til at læse en bedre erindringsroman i år.”

THE GUARDIAN

MICHAEL FRANK LINDHARDT OG RINGHOF

MICHAEL FRANK

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK

PÃ¥ dansk ved Karsten Nielsen

LINDHARDT OG RINGHOF

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 3

01/11/17 1:04 pm

Den fabelagtige familien Frank er oversat fra amerikansk af Karsten Nielsen efter The Mighty Franks Copyright © 2017 by Michael Frank Published by arrangement with Farrar, Straus and Giroux, LLC, New York All rights reserved Dansk copyright © 2018 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Omslag: Jesper Blink Rasmussen efter design af Alex Merto Bogen er trykt hos Livonia Print, 2018 ISBN 978-87-11-56360-1 1. udgave, 1. oplag Bogen er udgivet med støtte fra

Citat fra Shakespeares sonet nummer 18: Oversætterens bearbejdning af William Shakespeare: Sonetter. På dansk ved Line Krogh, Attika, 2006, og William Shakespeare: Sonetter. På dansk ved E. Lomholt, Universitetsforlaget i Aarhus, 1967.

Citater fra Hamlet og Helligtrekongersaften oversat af Niels Brunse. William Shakespeare: Samlede skuespil. Bd. 4. Kbh., Gyldendal, 2013.

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 4

01/11/17 1:04 pm

Til mine forĂŚldre og (hvordan komme uden om det?) min faster og til minde om min morbror

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 5

01/11/17 1:04 pm

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 6

01/11/17 1:04 pm

Omnia mutantur, nihil interit.

(Alt forandres, intet går til grunde) – Ovid: Metamorfoser

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 7

01/11/17 1:04 pm

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 8

01/11/17 1:04 pm

OVERHØRT

”Jeg er helt usædvanlig glad for Mike,” overhører jeg min faster sige til min mor en dag, da jeg er otte år gammel. ”Sådan er det bare. Jeg kan ikke forklare det. Han er ganske enkelt det mest pragtfulde barn, jeg nogensinde har kendt, og jeg elsker ham højere end livet selv.”

Højere end livet selv. Først føler jeg mig heldig over at være så elsket og udvalgt til at være genstand for så altomfattende en kærlighed …

Men så tænker jeg nærmere over det. Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg ikke sikker på, jeg ved, hvad det vil sige at blive elsket højere end livet selv.

Elsker jeg min egen mor på den måde? Og hun mig? Er sådan noget i det hele taget muligt?

Og hvorfor mig, men ikke mine to yngre brødre? Hvad har jeg, som de ikke har? ”Jeg ville ønske, han var min,” ryger det ud af min faster lige bagefter.

Jeg kryber sammen på trappen ude i entreen, og derfra kan jeg mærke, at stemningen i rummet skifter. Der opstår en lang, an­ spændt tavshed mellem de to kvinder. Jeg kan høre dem trække vejret, ind og ud, i tavsheden.

De sidder vinkelret på hinanden, ved jeg, min faster i sofaen og min mor i stolen ved siden af den. Sådan sidder de altid i vores dagligstue, ikke over for hinanden, men vendt væk fra hinanden, sådan at de ikke behøver have øjenkontakt, hvis de ikke har lyst. ”Jeg ville ønske, du havde dit eget barn,” siger min mor varsomt.

Som altid andenviolin, den tredjefødte. Diplomaten.

9

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 9

01/11/17 1:04 pm

”Det ville jeg også,” siger min faster med en skinger, følelsesladet stemme.

Måske ville du være et andet menneske, hvis du havde.

Min mor siger det ikke. Men hun tænker det. Det gør alle i vores familie. Men det var ikke sådan, det gik.

Det her er.

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 10

01/11/17 1:04 pm

1. DEL

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 11

01/11/17 1:04 pm

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 12

01/11/17 1:04 pm

ET

LEJLIGHEDEN

Længe plejede jeg at stå og vente ved vinduet i spisestuen. Jeg ventede om eftermiddagen, når jeg kom hjem fra skole, og jeg ventede hver lørdag morgen. Indimellem ventede jeg nede for enden af indkørslen, for derfra kunne jeg se længere op ad bakken, næsten til toppen. Når Buick Rivieraen dukkede op, og jeg fik øje på dollargrinets metalblændende tandsmil, kunne jeg mærke en lykkefølelse skylle igennem mig, og lykken var også flettet sammen med forventning og spænding, for det betød, at om ganske få minutter ville min faster holde ind og tage mig med ud på et af vores eventyr.

Min faster var altid det menneske i hele verden, jeg glædede mig mest til at se. Nogle gange havde hun gaver med, og det kunne være udvalgte bøger eller klenodier, der knyttede sig til de specielle interesser, som hun og min morbror og jeg delte, nemlig kunst og arkitektur, litteratur og, eftersom min faster og morbror var drejebogsforfattere, spillefilm (aldrig ”film”, for det var den celluloid, spillefilmene blev lavet af). Men der var noget, jeg elskede endnu mere end at få alle disse materielle ting, og det var at tage ud sammen med hende, alene, uden mine yngre brødre eller mine forældre – at være alene med hende, at have hendes fulde opmærksomhed, at hun fortalte, hvad hun tænkte, til mig alene. Og så var der hendes snak – en utømmelig flod, som fyldte mig. Den tid, vi tilbragte sammen, var ren spas. Jeg siger dig, Mike, du er det bedste selskab, man overhovedet kan ønske sig, sagde hun. Uden undtagelse. Jeg følte mig klog, blot jeg var i hendes nærhed og lyttede til hende, sugede det til mig, hun havde at lære mig, solede mig i hendes livfuldhed og sprudlende energi.

13

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 13

01/11/17 1:04 pm

Min faster og jeg tog ofte ud sammen alene, fordi hun og min morbror ikke selv havde børn, og fordi de boede få minutters kørsel fra vores hus, og fordi vi var dobbelt i familie. Vi børn havde lært en remse, vi kunne lire af, når andre bad os om at forklare vores sammenflettede familieforhold: Bror og søster giftede sig med søster og bror.

Det ældste ægtepar har ingen børn, så det yngste ægtepar deler deres med dem.

De to familier bor tre veje fra hinanden oppe i Laurel Canyon – Og bedstemødrene bor sammen i en lejlighed for foden af bakken.

Den var ikke særlig poetisk, men den viderebragte de konkrete fakta og fik forholdene til at virke næsten normale, som sammendrag ofte gør.

Forholdene var ikke i nærheden af at være normale, men det var naturligvis ikke gået op for mig på det tidspunkt.

Vores forhold til hinanden, sagde min faster, var noget særligt. Hun kaldte vores to familier for de spøgefulde syv eller, for nu at citere min farmor, den Fabelagtige Familien Frank. Men selvom vi er en del af den større gruppe, sagde hun, er du og jeg noget ganske særligt, Skattepus. Det forhold, vi har til hinanden, er næsten lige så usædvanligt, som det jeg har til Mamma.Vi to har slået lejr et hemmeligt sted, helt for os selv.Vi er godt klar over, hvor heldige vi er. Det er verdens største lykketræf, at du og jeg har fundet hinanden, ikke sandt?

Der var bare det, at vi ikke havde fundet hinanden. Vi havde fået hinanden ved fødslen, vi var født ind i den samme familie. Gjorde det nogen forskel? Var det meningen, at så tæt en forbindelse skulle vokse i den jord og på den måde? Jeg var alt for forgabt i min faster til at stille mig selv den slags spørgsmål. Min faster var solen, og jeg var hendes planet, der cirklede hengivent omkring hende og blev holdt fast af kræfter, der virkede stærkere end mig selv, stærkere end vi begge var. En form for tyngdekraft. Eller alkymi. Eller beruselse.

14

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 14

01/11/17 1:04 pm

Eller blot kærlighed. Men det var mildest talt en kompliceret form for kærlighed.

Jeg hørte altid bilen, før jeg fik øje på den: Den velkendte lyd af motoren, der gik langsommere, efterhånden som den nærmede sig Greenvalley Road … de skingre hvin, der lød fra dækkene, når de rundede det særlige sving, som fik Buicken til at lande dér lige midt i vores indkørsel … og så lød hornet med en tonefarve, der afhang af chaufførens humør. Den lette banken, der snart efter genlød i kløften, betød: Kom så, tjep-tjep, hvilket altid var min fasters foretrukne tempo i alle livets forhold.

Jeg susede ud ad hoveddøren, og i skyndingen glemte jeg det penalhus med blyanter og den Académie-skitseblok, som jeg ellers altid havde med mig. Da jeg var halvvejs nede ad havegangen, kom jeg i tanke om tingene og løb tilbage og hentede dem i entreen. Da jeg igen var udenfor, fik et eller andet, en sjette sans, mig til at vende hovedet og kaste et blik over skulderen på vinduet i dagligstuen. Mine to yngre brødre stod og kiggede efter mig på det samme sted, hvor jeg havde stået og set efter min faster. Jeg tøvede lige præcis længe nok til, at jeg nåede at opfatte forvirringen i deres ansigter. Så pilede jeg hen til bilen.

Da jeg havde sat mig ind på forsædet, men før min faster havde bakket bilen ud, og vi var af sted, kastede jeg igen et blik på vinduet, hvor mine brødre nu havde fået selskab af min mor. Hun havde lagt en beroligende hånd på begge drenges skulder. Der var ingen forvirring i hendes ansigt. Der var ikke noget at tage fejl af. Jeg forstod det som: Hvorfor Mike, hvorfor ham igen?

Det var lige ved indgangen til 1970’erne, og min mors hår var nu helt kort, selvom hendes frisør ellers indtil ganske kort tid forinden plejede at sætte det op oven på hendes hoved, så det lignede en avanceret flødeskumskage. Hun var også holdt op med at gå med et tykt lag sminke. Hun havde skiftet sine kjoler og nederdele og bluser ud med jeans og T-shirts og halskæder med perler i alskens farver, og hun 15

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 15

01/11/17 1:04 pm

var begyndt at lægge mærkelig ny musik på vores grammofon, lp’er med Carole King og Joni Mitchell og The Mamas and the Papas, der alle sammen boede i nærheden af os i Laurel Canyon. Mens hun lavede mad og gjorde rent og passede mine små brødre, gik hun og sang: But you’ve got to make your own kind of music Sing your own special song Make your own kind of music Even if nobody else sings along Den er blottet for åndrighed, sagde min faster, da hun hørte den sangtekst. Den mangler aplomb. Hun og min morbror var af den mening, at Brahms var den sidste komponist, der hørte til i det, de kaldte for den øverste skuffe, også selvom de levnede en smule plads et sted inde bag i kommoden til Irving Berlin og Gershwin-brødrene, især når deres ting blev sunget af Ella, som de udelukkende kaldte ved fornavn.

Min mors nylige klipning var blot ét af mange skift i hendes udseende igennem de forskellige tiår – hendes fremtoning ændrede sig i takt med tiden, i modsætning til min fasters, der var stivnet i 1945, det år hun mødte min morbror hos Metro-Goldwyn-Mayer, hvor de begge arbejdede som unge filmmanuskriptforfattere.

Min mor var ikke særlig høj – petite og mignonne, sådan er vores Merona, sagde min faster. Adorable, sagde hun med en udtale à la française, som om hun snakkede om en lille pige eller en dukke. Hvis min mor nogensinde havde haft en tendens til at ligne en dukke, var den i hvert fald blevet langsomt svækket, siden hun fik børn, men i min fasters øjne var Merona på mange måder stadig den generte trettenårige pige, hun havde mødt dengang, nogle få måneder efter at hun og min morbror var begyndt at gå ud sammen.

Der var ikke det mindste dukkeagtige over min faster. Hun var en høj kvinde med kraftig knoglebygning, et rundt ansigt og gnistrende øjne – respektindgydende, sagde folk ofte om hende, men 16

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 16

01/11/17 1:04 pm

uden antydning af hån og helt sikkert aldrig, mens hun selv var til stede. Personlig var jeg af den mening, at hun var det mest fortryllende menneske, jeg kendte. Alt, hun rørte ved, og alt, hun gjorde, var drysset med guldstøv og flød over af en indsigt og vitalitet, der gjorde enhver samtale, ethvert måltid, rum eller øjeblik magisk. Ikke kun i mine øjne, men også i mange andres var hun en blændende skønhed, lige dele Rosalind Russell og (en brunetteudgave af) Lucille Ball, selvom hun gjorde grin med – tilsyneladende gjorde grin med – at hun for altid ville føle sig som den unge pige, der var for høj og for grim og havde en klumpet næse, som hendes mor sørgede for blev ”justeret” som en gave til hende, da hun fyldte sytten. Hendes frisure stræbte mod himlen og strakte sig højere op, end min mors nogensinde kunne have forhåbningen om, og det endda længe før, det blev moderne med opsat hår. Hun satte blomster og – tro det eller ej – blade fast i disse cylindriske tårne, eller omviklede dem med tørklæder (der var spraglede, skotskternede og med leopard- eller zebratryk), eller skjulte dem bag baretter, skottehuer, klokkehatte eller baseballkasketter, som hun valgte på grund af farven, ikke fordi hun var fan af noget specielt hold. Hun sminkede sine øjenlåg blå eller lilla, og langt ind i 1990’erne tegnede hun med blyant en koket skønhedsplet øverst på sin højre kind med blyant. Hun var behængt med smykker, og flere og flere som hun blev ældre, ofte med et fælles tema, der var lige så ekstravagant som de samlinger af ting, hun havde i sit hus, elfenben den ene dag, rav den næste – koraller, guld, sølv, krystal, malakit, lapis lazuli, perler eller jet afhængig af hendes humør og påklædning. Basalt set behandlede hun sig selv, som om hun var en flade, der skulle udsmykkes, og ligesom det var tilfældet med de andre flader, hun udsmykkede, påkaldte det færdige resultat sig altid opmærksomhed. Blev altid bemærket.

Hendes sans for sprog var uforlignelig. Og indimellem skræmmende. Hun bemestrede et vandfald af ord, der blev sat sammen til formfuldendte sætninger på samme måde, som regndråber falder og danner pytter. Hun var en mester i at pitche en historie. Når hun sad 17

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 17

01/11/17 1:04 pm

til møde med studiebosserne, lænede hun sig frem i stolen, hvilede albuerne på knæene med en Merit i hånden, som røg sig selv, og fyrede løs. På femten til tyve minutter redegjorde hun for en hel spillefilm fra optoning af første scene til nedtoning af den sidste, og uden så meget som at skæve til skrevne noter, mens alle i lokalet sad musestille.

Den duft, hun bar, var en eau de cologne til mænd fra Caswell-Massey, som hun købte i det luksuriøse stormagasin I. Magnin. Når jeg satte mig ind i bilen, kom der et pust af dens krydrede duft fra inden under hendes krave, lige så snart hun bøjede sig ned og rakte mig en rougebelagt kind.

Jeg gav hende et kys, og så kørte hun Buicken ud af indkørslen. ”Ræk hånden om bagi, Skattepus,” sagde hun.

Jeg fremdrog en pakke i gavepapir og med en sløjfe, der knitrede så højlydt, at man skulle tro, den var blevet dyppet i stivelse. ”Hvad venter du på? Kom nu. Åbn den.”

Gaven var en bog, der hed Berømte malerier. Jeg slog op i den. Kapitlerne handlede om forskellige emner såsom landskab, portrætter, arbejdende folk eller legende børn. ”Mange tak, faster Hankie,” sagde jeg. ”Den er flot.”

Igen bøjede hun sig ned og rakte mig kinden. Igen kyssede jeg den. ”Bare en lille ting til at fejre vores lørdag sammen.” Hun gav mig et blidt puf med albuen. ”Jeg er sikker på, at du bliver kunstner en dag, Mike. Jeg er overbevist om det. Alt, hvad du laver, har så megen stil. Jeg mener det virkelig. Man skulle tro, du var faldet i gryden med æstetik, da du var lille.”

Jeg var ni år gammel. ”Sørg for altid at skabe skønhed. Det er et af vores families grundprincipper, ved du nok.” ”Hvad er et grundprincip?” ”En regel, man lever efter. Som man bygger sit liv op omkring.” ”Skab skønhed. Altid.”

18

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 18

01/11/17 1:04 pm

”Nemlig. Når du tegner eller maler, og i de huse, du bor i. Også i den måde, du taler på. Og skriver. Og det skal falde hurtigt. Tjeptjep. Det har jeg sagt til dig før.”

Jeg nikkede. ”Du kan altid sove, når du ligger i din grav.”

Jeg må have set ud, som om jeg ikke helt forstod, hvad hun mente, for hun tilføjede: ”Det betyder, at du ikke må stoppe op, ingen vejspærringer. Ingen middagslur.”

Sådan en tog min mor hver dag. ”Du skal udfylde hvert minut,” fortsatte hun. ”Og du må aldrig være bange for at vove dit skind. Forestil dig, at Huffy ikke havde vovet noget – forestil dig, at hun efter ti lange, forfærdelige år i Portland ikke havde grebet muligheden, da Mayer lod hende få en samtale. Hun proppede din far og mig og bedstefar Frank ind i vores Nash familiebil og kørte direkte til Los Angeles, hvor hun charmerede sig ind på gamle Louis B. Mayer. Derefter ændrede alt sig, alt det som gør, at vi i dag er den Fabelagtige Familien Frank, stammer fra det øjeblik, fra Huffy, fordi hun havde mod og mandshjerte. Er du med?”

Jeg rystede på hovedet. ”Nå, men en dag vil du forstå det. Det skal jeg nok sørge for.”

I mellemtiden var vi trillet ned og ud af kløften. Mens hun drejede til højre ad Laurel Canyon Boulevard, talte hun videre: ”Du skal altid følge dit hjerte, hvor det end fører dig hen. Og du skal altid give din kæreste ejendel væk.”

Jeg så ned på siderne i min nye bog. ”Mener du, at jeg skal give den her til Danny eller Steve på et tidspunkt?”

Hun lagde hovedet på skrå. ”Det behøver du ikke lige i det her tilfælde, Skattepus. Dine brødres interesser er tydeligvis nogle helt andre end dine, ikke sandt? Danny – han bliver videnskabsmand engang. Han tænker logisk. Det lyser langt ud af ham. Han bliver en mand, som forholder sig til fakta. Det er jeg lige så sikker på som amen i kirken. Og med hensyn til den lille … Jeg skuer kropslige 19

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 19

01/11/17 1:04 pm

udfoldelser i hans fremtid. Han har anlæg for det fysiske, ligesom min bror. Måske udvikler han med tiden også forretningstalent. Ja, det er jeg sikker på, han gør. Det kunne vi godt bruge her i familien, ikke?

Som en form for ballast. Det handler om det praktiske. Men hvad med litteraturen? Kunst, arkitektur? Alle former, som det kreative måtte udtrykke sig i? Det er dit virkefelt.”

Det var det samme med virkefelt som med grundprincip, men jeg behøvede ikke spørge. ”Det betyder det, man er god til. Ens styrke.”

Hun slog ud med hånden mod bogen. ”Næ, du, denne her er øremærket til dig. Ligesom så utrolig meget andet.”

Så utrolig meget andet hvad? tænkte jeg. Som om min faster kunne læse mine tanker, tilføjede hun: ”En samler bruger ikke hele livet på at få fat i smukke ting, blot for at de skal spredes for alle vinde, når hun dør.”

Hun vendte sit ansigt om mod mig. I hendes øjne var der den velkendte gnist. Den blussede op et øjeblik, da hun smilede til mig, og så kørte vi videre.

Vi drejede til venstre ad Hollywood Boulevard, hvor der det første stykke udelukkende var villakvarterer, og oppe ad skrænten på den ene side lå der en række huse, som min faster tidligere havde lært mig, hvordan jeg kunne genkende. Maurisk stil. Tudor. Spansk.

Arts and Crafts. Hver gang jeg ud gennem bilruden så disse huse fare forbi, spekulerede jeg på, hvordan de alle sammen kunne se så forskellige ud og så alligevel ligge dér ved siden af hinanden på nydelig række. Sådan var hele gader, ja, hele kvarterer i L.A.: umage og eventyrlige huse, som var skabt af drømme og til at befolke et drømmelandskab af en by.

Vi svingede til højre ad Ogden Drive som altid, og så standsede min faster bilen foran husnummer 1648. Lejligheden. Det var ganske enkelt det, vi kaldte stedet: Lejligheden. Vi kører lige forbi Lejligheden. Vi bliver nødt til at køre hen til Lejligheden. I år holder vi din fødselsdag i Lejligheden. Der er sket noget forfærdeligt i Lejligheden.

20

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 20

01/11/17 1:04 pm

Hun lærte mig aldrig, hvilken stil Lejligheden var bygget i, men det var sikkert, fordi den ikke havde nogen særlig stil. Den lå i et muret, pudset lejlighedskompleks bygget i 1930’erne, og bygningen omkransede en indre gård, der var frodigt beplantet og vrimlede med kameliaer og gardeniaer og paradisfugle, men det vigtigste ved Lejligheden var, at i de sidste mange år, fra længe før jeg blev født, havde mine to bedstemødre boet der – sammen. ”Tjep-tjep,” sagde min faster, da hun slukkede motoren. ”Vi kommer næsten ti minutter for sent til Morgenseancen. Jeg er sikker på, at Huffy er syg af bekymring.”

Huffy – den ældste af mine to bedstemødre, moren til min faster og min far, altså min farmor – sad lige så stille op i sengen og læste i en bog, da vi kom styrtende ind på hendes værelse. Hun lå i den seng, som stod tættest på døren. De to senge var ens, og sengestolperne var kronet med flammeformede toppe belagt med bladguld. Det så ud, som om hun sejlede i en båd, en gylden båd, der vuggede op og ned på et hav af svungne og hvirvlende former præget ind i det lyserøde og hvide tapet. ”Du må undskylde, vi er sent på den, Mamma,” sagde min faster. ”Mike og jeg var helt opslugt af en samtale, så jeg glemte tiden.”

Min farmors frisure havde løsnet sig i nattens løb, og hun havde ikke makeup på, men som hun sad dér ret op og ned med sine skarpe, mørke øjne, virkede hun på en måde stadig, som om hun var fuldt opmærksom og så alt. ”Det er lørdag,” sagde hun og tog læsebrillerne af. ”I dag er den ene dag om ugen, hvor du burde sætte tempoet ned, min skat. Det har jeg sagt til dig.” ”Der er rigelig tid til at sætte tempoet ned, når man ligger i …” begyndte min faster. ”Nå, men nu er vi her i hvert fald.” ”Er det meningen, at knægten skal tulle rundt sammen med os hele formiddagen?” spurgte min farmor.

Min faster sendte mig et smil. ”Vi har brug for hans blik på tingene, ikke sandt?”

21

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 21

01/11/17 1:04 pm

”Jo, og han har et godt blik for det,” sagde min farmor. ”Selvfølgelig har han det. Jeg har selv oplært ham.”

Morgenseancen var den hellige time eller deromkring, hvor min faster børstede sin mors hår, satte det op i en perfekt knude oven på hendes hoved og derefter hjalp hende med at lægge makeup og få tøj på. Bagefter lavede hun morgenmad til min farmor og sad og ventede, mens min farmor spiste, sådan at de kunne tage på visit, inden min faster igen kørte op ad bakken og (i hverdagene) satte sig og skrev sammen med min morbror.

Ritualet gik tilbage til tiden, før jeg var bevidst om, hvad der foregik omkring mig. Det tog sin begyndelse, dengang min farmor gennemgik Operationen – som aldrig blev yderligere uddybet eller forklaret – fordi hun efter den i en periode havde brug for hjælp med at komme i tøjet og sætte sit hår. For længe siden havde det udviklet sig til den rutine, som de to kvinder indledte deres dag med, syv dage om ugen uden undtagelse.

Under første afdeling af Morgenseancen, hvor der var påklædning og blev sat hår, ventede jeg altid i dagligstuen. Ofte, som for eksempel denne morgen, ventede jeg, indtil min faster havde lukket døren bag sig, og så sneg jeg mig ned ad gangen til Sylvias værelse. Sylvia var min ”anden” bedstemor, Meronas og Irvings mor, min mormor.

Hendes dør var som sædvanlig lukket. Jeg lagde øret til den og bankede så. ”Michaelah?”

Jeg åbnede døren så meget på klem, at jeg lige kunne kile mig ind, og lukkede den så bag mig. ”Jeg vidste ikke engang, om du var her,” sagde jeg. ”Jeg prøver at lade være med at gå i vejen for Hankie, når hun laver morgenmad.” ”Skal du ikke have noget?” ”Senere,” sagde hun og trak på skuldrene.

22

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 22

01/11/17 1:04 pm

Hun sad helt ude på kanten af sin seng, i den ene ende, med en sammenfoldet avis i skødet. Hendes værelse var halvt så stort som Huffys, og der var ikke noget fornemt hovedgærde med dansende, gyldne flammer. Sengen var det eneste i værelset, man kunne sidde på, bortset fra en lav, hård brudekiste.

Ud over brudekisten var der en høj kommode, og oven på den stod der adskillige fotos af Sylvias mand, min morfar med det bemærkelsesværdige udseende, rabbineren, der døde, før jeg blev født, og disse billeder var det eneste i værelset, ja, det eneste i hele lejligheden, der tilhørte Sylvia, ud over radioen på sengebordet, som var skruet ned til noget, der mindede om en hvisken, og altid indstillet på en lokal, klassisk station. ”Tager du med os i dag?” spurgte jeg.

Sylvia lagde hovedet på skrå. Det virkede, som om min mormor – min anden bedstemor, som jeg opfattede hende – altid foretog en vurdering, vejede grundigt for og imod, før hun sagde eller gjorde noget. ”Ikke i dag … tror jeg.”

Fysisk var Sylvia mindre og lavere end Huffy, ligesom min mor var mindre og lavere end min faster, og selv hendes næse og øjne var mindre, mere skrøbelige og tilbageholdende. Også mere slørede, kunne man hævde, skønt næsten intet undslap dem.

Disse hendes små, opmærksomme øjne spejdede ned ad gangen, eller nærmere i den retning gangen ville have været, hvis døren havde stået åben. ”Måske i næste uge,” tilføjede hun.

Jeg vidste, hun løj. Hun vidste, at jeg vidste, at hun løj. Vi havde haft en lignende samtale mange andre lørdage. ”Mandag er jeg oppe på bakketoppen,” sagde hun og mente hos os på Greenvalley Road, hvor hun kunne lave mad i vores køkken og spise kumquat direkte fra træet og læse i haven under den japanske elm i baghaven og lade vagtsomheden forlade de små øjne. ”Jeg havde tænkt mig at lave tapiokagrød.”

23

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 23

01/11/17 1:04 pm

”Ja, vil du ikke nok!” sagde jeg. ”Og sukkerbrødskage?” ”Hvis du gerne vil have det.”

Jeg nikkede. ”Michaelah,” sagde hun. ”Ja, mormor Sylvia?” ”De savner dig, hvis du bliver for længe væk.” ”Der er kun gået et par minutter.”

Hun skævede igen over til døren. ”Du må hellere lukke døren efter dig, når du går.”

Døren ind til Huffys værelse var stadig lukket. Jeg fandt min skitseblok og lagde mig på kludetæppet i dagligstuen.

Mens jeg prøvede at beslutte mig for, hvad jeg skulle tegne, faldt mit blik først, som det ofte gjorde, på det maleri, der hang lige over og til højre for den lænestol, hvor Huffy foretrak at sidde, når familien var forsamlet. Hvis stuen havde haft en pejs, ville maleriet have hængt oven over kaminhylden, men det havde den ikke, og billedet havde heller ikke brug for noget ekstra til at fremhæve det. Det var allerede kursiveret – understreget. Maleriet var et portræt af min faster, der var rummets, men også vores families epicenter.

Harriet – Harriet Frank Jr. – hed hun ude i verden og på arbejdet.

Derhjemme kaldte vi hende Hank eller Hankie, følgelig faster Hankie, eller nogle gange Harriatsky eller, senere, Tantie.

Der herskede en vis forvirring angående disse kvinders nomenklatur. Huffy var blevet døbt Edith Frances Bergman i Helena, Montana. Hun smed tidligt Edith på møddingen, fordi hun hadede navnet.

Da hun var en ung pige i Spokane og senere en ung gift kvinde i Portland, blev hun kaldt Frances. Hun forblev Frances Goldstein – hendes ægteskabelige navn – indtil midten af 1930’erne, hvor hun var vært på et radioprogram, der hed Frances Frank, frank og åbenhjertig, og kort efter blev hun genfødt som Frances Frank og ændrede altså sit efternavn, hvorefter hun fik overtalt sin mand og børnene til at gøre det samme. Adskillige år senere, da hun genopfandt sit liv endnu 24

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 24

01/11/17 1:04 pm

en gang og flyttede fra Portland til Los Angeles, tog hun sin datters navn, et nyt navn til et nyt liv. Hun blev til Harriet senior, og min faster, der altså også fik ændret navn, blev til Harriet junior.

Ingen syntes, det var mærkeligt, at en mor overtog sin datters navn, så de kom til at høre sammen som en duo. ”Harriet er et interessant navn,” hævdede min farmor. ”Harriet er et navn til en forfatter.”

Harriet junior blev forfatter – manuskriptforfatter. Der var heller ingen, der syntes, det var mærkeligt.

Heller ikke dette: ”Huffy og jeg kender hinandens mest intime hemmeligheder. Faktisk ved vi alt om hinanden. Absolut alt.”

Heller ikke dette: ”Der har aldrig nogensinde været et ondt ord imellem os. Ikke ét eneste.”

Heller ikke dette: ”Hankie og jeg er ikke kun mor og datter. Vi er hinandens bedste venner. Vi er så meget mere end bedste venner.”

Min farmor og min faster elskede den type erklæringer næsten lige så højt, som de elskede de kælenavne, de tildelte folk. Min morbror blev kaldt Dover (hans mellemnavn), Puddy, Corky. En anden tante blev kaldt Frankie eller Baby. Min far Martoon, Magoofus, Magoof.

Jeg hed Skattepus eller Mike.

Harriet senior hed Huffy (som udtalen af HF + y), og kun det.

Sylvia, min anden bedstemor, havde aldrig haft et kælenavn. Ind­ imellem blev hun forkortet til Syl, men det var alt. Min mor, Merona, blev nogle gange kaldt Meron. Men aldrig noget mere kærligt end det.

Vi befandt os i Californien. Det brandvarme, solblegede sydlige Californien, og de fleste andre niårige drenge ville have tilbragt tiden med at lege ude i al den sol under den høje himmel. Jeg tilbragte min på maven på kludetæppet med at kigge op på maleriet af min faster – min sol, min himmel.

Portrættet var malet af en af min farmors russiske kusiner, Mara, der under krigen var blevet forvist til Sibirien, hvor hun blev interneret i en gulaglejr og tvunget af magthaverne til at male portrætter af Stalin 25

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 25

01/11/17 1:04 pm

i én uendelighed. ”Din faster og jeg rejste sammen til Yurp i 1964,” havde Huffy fortalt mig –Yurp var ligesom Puddy og Hankie og Magoof et kæle- eller øgenavn, men i dette tilfælde tilfaldt det et helt kontinent: Europa. ”Vi havde drømt om det hele vores liv. Maras søster, Senta, der overlevede ved at gemme sig på et loft, havde brugt næsten tyve år på at prøve at få hende ud af Sovjetunionen. Da vi kom derover, boede de sammen i en lejlighed i Bruxelles. Hver dag efter morgenmaden tog din faster og jeg hen, hvor de boede, og sad model for hende indtil aftensmadstid. På den rejse tog vi revanche for en masse spildt tid. Og kan du gætte, hvad jeg tænkte på, mens jeg sad dér?”

Jeg rystede på hovedet. ”Hvor taknemmelig jeg var for, at mine forældre besluttede sig for at tage til Amerika på det tidspunkt, de gjorde. Ved du, hvad jeg mener med det?”

Jeg rystede igen på hovedet. ”Jeg mener, at ellers kunne jeg lige så godt have mistet livet ligesom så mange andre i vores familie.”

Min farmors mørke øjne stirrede intenst ind i mine. ”For det ville være sket for mig af én eneste grund, nemlig at jeg var blevet født som jøde,” sagde hun. ”Og hvis jeg var blevet myrdet, ville det have betydet, at din far ikke ville være blevet født, hvilket betyder, at du heller ikke ville være blevet født.” ”Ville faster Hankie heller ikke være blevet født?” At faster Hankie ikke fandtes i verden, var næsten sværere at fatte, end at der ikke var nogen mig. ”Nej, vores elskede Hankie ville ikke engang være blevet født …”

Hendes mørke øjne blev blanke. Hun tav kort. ”Det er svært at forestille sig, ikke?” ”Det er umuligt,” sagde jeg.

Min farmor smilede gådefuldt. ”Ja, umuligt. Det er jeg helt enig med dig i.”

Min faster og min farmor havde et portræt af hinanden hængende derhjemme. Portrættet af min faster var det største og også det mør26

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 26

01/11/17 1:04 pm

keste, ikke kun i farveholdningen, men også i den måde, hvorpå det antydede, at min faster skulle have et sort humør lurende lige under overfladen. Hvordan en fjern kusine – der havde malet alle disse billeder af Stalin – kunne fange det træk hos min faster efter kun at have kendt hende en uge, var en gåde.

Og så var der hendes øjne. Normalt var det sådan noget, folk spøgte med, at et portræt kunne, men i dette tilfælde var det virkelig, som om min fasters øjne fulgte mig, lige meget hvor jeg befandt mig. Det havde muligvis noget at gøre med, at hendes øjne ikke kun var på maleriet, men også blev genspejlet adskillige andre steder i rummet samtidig – i hinterglasmalerierne af de kinesiske kvinder, som hang over bogreolen, og, endnu mere iøjnefaldende, på væggen over for portrættet, hvor der hang et meget gammelt spejl fra det 17. århundrede, et flamsk spejl med en bred ramme, som var de gamle mestre værdig og fremstillet i alternerende bånd af elfenbensmalet og forgyldt træ. Min faster kunne betragte sig selv i det matte, plettede glas, og når jeg stod mellem maleriet og spejlet, havde jeg det, som om min faster kiggede på mig fra to forskellige retninger, eller at jeg afbrød en hemmelig samtale mellem en person og vedkommende selv, en ordveksling som fortsatte herfra og til evig tid.

Spejlet gjorde det også muligt, at min farmor fra sin sædvanlige plads i lænestolen kunne kigge ind i spejlet i den anden ende af stuen og se maleriet af sin datter, som hun derfor aldrig behøvede at slippe af syne.

Jeg besluttede mig for, at jeg i min tegning ville forsøge at fange spejlet, der havde fanget billedet af min faster. Godt tænkt! Jeg begyndte med rammen og gik videre til formen på faster Hankies hoved. Det var ikke nemt at få det til at ligne – overhovedet ikke nemt.

Da der var gået en halv time, blev døren slået op, og i en hvirvelvind af lyd og skiftende luftstrømme kom min faster baldrende gennem stuen på vej ud til køkkenet, ikke ulig en bokser, der klatrer op i 27

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 27

01/11/17 1:04 pm

ringen. Hun var travlt beskæftiget derude i nogle minutter, og netop som duften af ristet brød begyndte at bølge ind i stuen, stak hun hovedet ud for at se, hvad jeg lavede. ”Men, Skattepus, altså, kan du virkelig ikke bruge tiden på noget bedre end at tegne kruseduller, når der, hvis du vender dig om, er et helt bibliotek, der blot venter på, du skal gå på opdagelse i det?”

Jeg så ned på min tegning. Kruseduller? Mine kinder brændte, fordi jeg skammede mig over at være sådan en fiasko. Hvordan skulle jeg nogensinde blive kunstner, hvis jeg ikke engang kunne tegne et af de motiver, jeg kendte allerbedst i hele verden? Jeg foldede stille tegningen sammen på midten og lukkede min skitseblok.

Min faster gik over til bogreolen og bukkede sig ned. Hun lod sin finger løbe over ryggene på romaner af Dickens … derefter Thackeray … derefter Trollope. Hun stoppede ved Grøn var min barndoms dal. ”Det her var en af mine yndlingsbøger, da jeg var barn,” sagde hun, før hun gik videre til andre bøger, som hun tog ud af reolen og gav mig. ”Tro mig på mit ord, Skattepus, hvis du læser Livets lænker og Sønner og elskere, lærer du alt, hvad der er værd at vide, om hvordan det er at være en speciel type ungt menneske. Din type, hvis jeg må være så fri.”

Jeg åbnede bøgerne, der nu lå i mit skød, og så tvivlende ned på floderne af tættrykte bogstaver. Min faster sagde: ”Men du har en skarp hjerne, Mike, ikke sandt? Selvfølgelig har du det. Du må se at komme i gang, tjep-tjep, med at læse voksenromaner …”

Eftersom jeg ikke sagde noget, tilføjede hun: ”Du har vel ikke lyst til at være middelmådig, har du? Passe ind? At passe ind er døden.

Husk det. Man skal skille sig ud fra sine jævnaldrende. Altid.”

Takket være min faster – min faster og min morbror – var jeg så langt fra at passe ind blandt mine jævnaldrende, som det var muligt for en niårig. Jeg vidste ikke engang, hvad det ville sige at passe ind.

Hvilket jeg var stolt af. Nogle gange latterligt stolt. * 28

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 28

01/11/17 1:04 pm

Næsten lige så fredhellig som Morgenseancen var min fasters og min farmors lørdagsjagter på antikviteter. De dage var dedikeret til sjælens vederkvægelse, men de havde også et klart defineret formål, eftersom et uforanderligt rum er et dødt rum, og at bo i et dødt rum forvolder skade på sjælen (citat Harriet junior).

Senior og junior betragtede indkøbsture, denne type indkøbsture, med kenderens strenge blik. At tage på tur med dem en lørdag mindede om, hvordan det måtte have føltes at rejse med dem til Yurp, forestillede jeg mig, og på en måde var det netop det, deres udflugter var, korte rejser gennem tiden, historien og kulturen til fjerne verdener – verdener, som blev genopbygget af tingenes iboende fortid.

Men de var ikke kun på udkig efter en lysestage eller et fad eller endnu et stykke kinesisk lakarbejde, de oplærte også ”drengen” i, hvad der var autentisk og en kopi, g.s. eller kopi, e.s. eller periodebestemt eller – guderne forbyde det – mo-derne, et ord, hvis anden stavelse blev trukket ud og udtalt med overdrevent hånlig stemmeføring.

Disse lørdage gjorde mig skiftevis begejstret og ængstelig. Gud se i nåde til mig, hvis jeg tog noget op i hånden, også selvom det bare var for at se nærmere på det, og hørte en gennemtrængende stemme sotto voce sige kopi, e.s. for ”elendig stil”. Det svarede til at sige, at jeg var en elendig kopi, eller at jeg var et fjols. Og i sagens natur var jeg et fjols. Hvordan skulle et barn dog kunne vide noget om Luvi Katårs og kende forskel på vermeil og guldbronze, Palladio og Piranesi? Det var lige så svært (næsten lige så svært) som at få læst et afsnit af Dickens højt og derefter et af Austen og så blive bedt om at fortælle, hvad der var hvad. En dreng, som gerne ville blive i denne skole (denne familie), gjorde sig umage med at lære. Navnene og datoerne, faktaene og tallene, perioderne, stilretningerne (inden for prosa fortællerstemmen, inden for film billedsproget). De forskellige teknikker: sinkning sammenlignet med gering, rejfning i forhold til fastnagling, maleri med fjer kontra med svamp … inden længe 29

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 29

01/11/17 1:04 pm

nåede vi til forskellen på showing og telling, direkte og dækket direkte tale, enkel og klar prosa som hos Tolstoj kontra Faulkners blomstrende sprog kontra Prousts digressioner …

Der var adskillige steder, hvor min faster godt kunne lide at tulle rundt – i Pasadena, langs Main Street i Venice og, når hun var specielt eventyrlysten (eller havde penge på lommen), i Montecito eller nede i nærheden af San Juan Capistrano, hvor nogle af de handlende fra øverste skuffe havde forretninger. Men i dag blev vi dog i lokalområdet – vi skulle hen til en række butikker et stykke nede ad Sunset Boulevard i nærheden af Western Avenue.

I den første forretning, vi var inde i, tog jeg en lakbakke med to malede kinesere på op i hånden. Den så ud, som om den ville passe ind i min farmors lejlighed, så den forekom mig at være et sikkert valg. Men jeg nåede dårlig at række ud efter den, før min fasters hånd skød frem. ”Nej, nej, ikke den, Mike. Det er kopi. E.s.”

Det hele lå i tonen, en iskold afvisning, der fik en i forvejen lille mig til at føle sig som en endnu mindre mig. Og alligevel blev jeg ved med at prøve mig frem, jeg blev ved med at længes efter at være som dem, vide alt det, de vidste, se det, de så, og på samme måde, som de så det. At opnå og bevare deres velsignelse, deres accept, deres kærlighed.

Igen og igen rystede min faster affærdigende på hovedet. Og igen og igen forsøgte jeg mig. ”Det var bedre. Sådan.”

Og igen. ”Endnu bedre.”

Men hvorfor? Det var altid min farmor, der spurgte hvorfor.

Hvorfor er det her godt, og hvorfor går vi op i det? ”At skelne mellem tingene handler om dømmekraft. Det handler om viden. Det her er et godt skrivebord, fordi det har gode linjer. Fordi ingen har plastret det til med skidt og møg for at få det til at se nyt eller uægte ud. Fordi det får din fantasi til at gå på vandring.” ”Hvordan gå på vandring?”

30

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 30

01/11/17 1:04 pm

Vi stod foran et højt møbel. Et chatol. Så meget vidste jeg da i det mindste. Det havde en klap, bag hvilken der gemte sig mange hemmelige rum. Nogle af dem havde bittesmå nøglehuller, så man kunne låse dem. ”Den mand – nej, den kvinde – som sad her og skrev breve. Hemmelige breve. Eller i sin dagbog. Forestil dig at sidde og skrive i den for to hundrede år siden.” Min farmor åbnede et af rummene. ”Og gemme den her.” ”Og den her blækklat,” sagde min faster og blandede sig i samtalen. ”Den stammer fra engang, hun blev forstyrret midt i arbejdet.” ”Forstyrret?” spurgte jeg undrende. ”Af sin ægtemand,” sagde min faster. ”Prøv at tænke på maleriet af Vermeer. Kvinde, der skriver et brev, ikke? Det er i din bog. Hun ser op med et ryk, fuldstændig som på maleriet. Hun kommer til at vælte flasken. Blækket, kun et par dråber, siver ned i træet, samtidig med at et menneskes skæbne bliver beseglet, og snart …”

Derpå udvekslede min faster og min farmor et af de blikke – jeg kendte dem vel – som indikerede, at de havde begivet sig ind i deres egen, private kommunikation, der svarede til et af de rum i chatollet, som jeg ikke havde adgang til. ”Hun vil ikke have, at han skal finde ud af, hvad hun skriver,” sagde min farmor. ”Hun bliver nødt til at vælge mellem at beskytte sin dagbog eller skåne sit skrivebord. Hun vælger selvfølgelig dagbogen.

Fordi hun har et hemmeligt liv. Er du med?”

Jeg nikkede, eftersom det blev forventet af mig. Men jeg havde ingen anelse om, hvad de snakkede om. Ikke den ringeste.

Det var bedre viste sig at være et træpenalhus, og selvom det var victoriansk (hvilket ligesom mo-derne som regel affødte et skarpt og bestemt e.s.), var der malet to figurer på låget – i kinesisk stil, det siger sig selv – og hvad mere er, var det nyttigt. ”Du kan opbevare dit kunstneriske værktøj i det,” sagde min faster gemytligt. ”Så kan vi 31

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 31

01/11/17 1:04 pm

slippe for den banale pose, du slæber rundt på. Hvad siger du, Skattepus? Vil du give mig lov til at skænke dig det i gave?”

Det spørgsmål, jeg ventede på i spænding. Hver gang vi var ude og jagte antikviteter, dukkede det op på et tidspunkt og indimellem på flere tidspunkter. ”Åh, ja, faster Hankie.” ”Og hvad siger du til de her bogstøtter?” sagde hun og tog to bronzebogstøtter formede som små, græske templer ned fra en hylde. ”Så kan du bedre holde styr på din bogsamling derhjemme.” ”De er smukke, faster Hankie.” ”Det gør ikke noget, hvis der er en lille ridse i én af dem, vel?”

Jeg rystede på hovedet. ”Det er et tegn på, at de er gamle,” sagde jeg. ”Et tegn på, at de er gamle!” udbrød min farmor med begejstring i stemmen. ”Den dreng er sandelig lærenem.” * Det var en helt speciel gave, hvis jeg efter sådan en lørdag blev inviteret til at overnatte på Ogden Drive. Når det skete, blev invitationen udsendt fra lænestolen, som det var svært ikke at betragte som min farmors trone. (Sylvias stol, der stod over for den, var mindre, og dens sæde var nærmere gulvet). Hvis min mor ikke havde fået besked på forhånd, så hun havde haft mulighed for at pakke en taske med det fornødne, medførte det en heftig palaver: Hvad skal drengen sove i? (”Sine underbukser?” – bare min farmor sagde ordet, begyndte mine kinder at blusse). Hvordan skal vi få børstet hans tænder? (Med tandpasta trykket ud på en klud viklet om en pegefinger). Hvad skal han læse i? (Den store udgave af Bibelen illustreret af Doré? I hvert fald endnu ikke den læderindbundne Balzac, som havde tilhørt Huffys mor, Rosa …). Hvem der skulle kørte mig tilbage til Laurel Canyon, var der ingen, der bekymrede sig om, for alle kendte svaret på forhånd: Faster ville 32

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 32

01/11/17 1:04 pm

køre nevøen tilbage op på bakketoppen efter Morgenseancen den følgende dag.

Invitationen kom kort efter, at vi var vendt tilbage fra eftermiddagens antikvitetsjagt, da det gik op for Huffy, at Sylvia var ude om aftenen til en af sine koncerter inde i byen. ”Vi kan holde hinanden med selskab i aften,” sagde hun til mig. Faster Hankie sørgede for, at der var nok mad i huset til, at vi kunne lave aftensmad, og kørte så hjem.

Efter at hun var taget af sted, sagde Huffy: ”Hvad siger du til, at vi nøjes med at spise to store tallerkener is og så går i seng og læser?” ”Er der chokoladesauce?”

Hun lo. ”Det kan der komme.”

Da vi havde spist vores ”aftensmad”, sagde Huffy: ”Jeg har noget til dig. Jeg købte det til dig i sidste uge.”

Hun gik ind på sit værelse og vendte så tilbage med en lille pakke i en brun papirspose. Indeni lå der en bog med blanke sider indbundet i orange læder. Siderne var linjerede, og man kunne lukke den med en lillebitte messinglås med tilhørende nøgle. På forsiden stod der med guldpræg et enkelt ord: Dagbog. ”Jeg skriver selv dagbog,” sagde hun. ”Det har jeg gjort, siden jeg var en ung pige i Portland. Når du bliver ældre, kan du læse den. Du og dine brødre. I vil lære mig meget bedre at kende, end I har mulighed for nu.” Hun så mig i øjnene. ”Du forstår ikke, hvad jeg sigter til, vel?”

Jeg rystede på hovedet. ”Du er gammel nok til at begynde at skrive om dit eget liv.” ”Skrive?” spurgte jeg desorienteret. ”Hvad for nogle ting?” ”Du kan skrive om den verden, du er blevet født ind i. Det er altid interessant, lige meget hvornår du er blevet født ind i den. Og du kan holde regnskab med, hvem du er i dine egne øjne.”

Hvem. Du. Er. I. Dine. Egne. Øjne. Ordene sagde mig absolut intet. ”Og hvordan folk rundt om dig er.”

33

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 33

01/11/17 1:04 pm

Det forstod jeg bedre. Eller nærmere var jeg begyndt at forstå bedre.

Farmor Huffy gav mig ofte den form for råd og vejledning. Det var ikke regler som sådan, men nærmere leveregler, der var sat ned i skala, så de passede sig for min alder – det meste af tiden.

Under den lange, helt igennem kedsommelige påskeaggadah i vores fætres hus langt inde i San Fernando Valley, kunne hun for eksempel finde på at hviske efter ganske få af bønnerne: ”Spiritualitet har intet at gøre med disse ulidelige kedsommeligheder, husk det.”

Hvis vi stod i en forretning, og hun fik fat i noget, hvor der stod ordene Made in Germany i bunden, satte hun det altid ned med et beslutsomt bump og bekendtgjorde: ”Ikke i min levetid – og heller ikke i din.” ”Du må og skal altid støtte det Demokratiske Parti,” sagde hun til mig en dag. ”Det gør vi i vores familie.”

I dette tilfælde kom der ingen forklaring, kun selve ediktet.

Hun fortalte mig også historier, og nogle af dem blev jeg ved med at gennemspille igen og igen inde i hovedet, for eksempel den om maleriet eller tante Baby.

En eftermiddag, hvor vi var ude og køre i hendes Oldsmobile, havde jeg spurgt hende, hvor tante Baby havde sit kælenavn fra. ”Det er meget enkelt. Hun er familiens baby.” ”Men hun er ikke din baby.” Det havde jeg da i det mindste fattet. ”Nej, det er hun ikke. Men det gør ikke nogen forskel for mig. For mig er hun lige så meget mit barn som mine rigtige børn. Har du lyst til at høre historien om, hvordan hun kom til at bo hos os?”

Jeg nikkede. ”Hendes mor døde, da hun var en lille pige. Hendes far var venner med din farfar Sam fra Portland,” lagde hun ud og sagde navnet på sin afdøde ægtemand, min farfar, for første og, er jeg ret sikker på, eneste gang i de ti år, jeg kendte hende. (Der stod ingen fotografier af ham på hendes kommode, og i hele Lejligheden var der overhovedet ingen tegn på, at han havde levet). ”Han var et godt menneske, 34

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 34

01/11/17 1:04 pm

men alkoholiker. En alkoholiker er en, som ikke kan lade være med at drikke, og når han drikker, ryger hans værdighed, hvis jeg må sige det sådan. En far, der drikker på den måde, er ikke en god far. Det kan han ikke være. Det er ikke muligt. Det var jeg vidne til, og det bekymrede mig. Dybt. Så en sommer inviterede jeg Baby til at komme over og besøge os. Hun var tretten år gammel, og hun havde det skønt. Din faster var som en søster for hende, og din far var som en bror.”

Hun gjorde en pause. ”Sidst på sommeren tog jeg hende med ud og gå en tur. Bare os to alene. Og så sagde jeg til hende: ’Baby, nu skal du høre, jeg vil give dig et tilbud. Men først skal du vide, at det ikke sårer mig, hvis du siger nej. Forstår du det?’ Og hun sagde, at det havde hun forstået, og det var vigtigt. Så sagde jeg: ’Jeg vil spørge dig, om du har lyst til at komme og bo her hos os i Los Angeles. For altid. Jeg vil godt bede dig om at tænke over det og vende tilbage til mig, når du har gjort det.’” ”Og hvad sagde hun så?” ”Hun sagde, at hun ikke havde behov for at tænke over det så meget som et sekund. Hun ville gerne bo hos os for evig og altid. Og det gjorde hun også, altså indtil hun blev gift.”

Mens hun sad og kiggede ud ad forruden, sagde hun: ”Det er vigtigt, at man nogle gange selv kan tage en beslutning. Også selvom man stadig er et barn.”

Det var ifølge hende historiens pointe. For mig var den en anden: et barn, der var blevet overladt til nogle forældre, som ikke var hendes egne, ligesom jeg så ofte blev overladt til min faster og morbror.

Præcis en time efter at vi var krøbet i seng med vores bøger, annoncerede min farmor, at nu skulle vi sove. Hun slukkede sin lampe, og jeg slukkede lydigt min. Så bankede hun sine puder og lagde sig ned midt i sengen mellem sengestolperne med de dansende flammer, og i løbet af ganske få minutter var det åbenlyst, at hun sov, hvis ellers man kunne tage hendes snøvlende vejrtrækning for pålydende. Deri35

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 35

01/11/17 1:04 pm

mod føltes det, som om der gik mange timer, før jeg faldt i søvn. Alt i Lejligheden var simpelthen så summende og fremmed og levende, lige fra de larmende biler på Hollywood Boulevard, der gassede op og ned, over lyden af Sylvia, der var kommet hjem fra sin koncert og nu tøffede energisk rundt (lige så snart Huffy slukkede lyset, vadede hun rundt fra værelse til værelse), til de rumlende lyde, som kom fra dybt inde i min farmors bryst og ikke virkede til at kunne beslutte sig for, om de skulle komme ud igennem munden eller næsen. Fra tid til anden lød der en raspende eksplosion, der var halvt snork, halvt skrig, og hver gang fløj jeg ned under dynen i en fart. Når jeg igen dukkede frem, følte jeg mig endnu mere vågen end før, og det eneste, som holdt mig ved selskab, var de hvirvlende og svungne former, der var præget ind i tapetet, og som jeg kunne følge med fingrene igen og igen. Når det ikke hjalp, vendte jeg tilbage til Dorés skrækindjagende gengivelser af Adam, Moses, Jonas og konsorter, som var endnu mere foruroligende, når man så på dem med sammenknebne øjne en mørk nat, eller også kiggede jeg på busten af madame de Sévigné, der var placeret på en søjle af onyks og var blevet valgt, fortalte min faster, fordi hun elskede sin datter højt og havde skrevet nogle af de mest uforglemmelige breve i litteraturhistorien. Foran busten stod en lille gyngestol uden armlæn, som bevægede sig frem og tilbage ved egen kraft, ganske stille, som om et spøgelse satte den i bevægelse.

Og så pludselig var det på forunderlig vis blevet morgen, en dag badet i det sydlige Californiens øjenæblestikkende sollys, og Sylvia bragte mig et glas friskpresset appelsinjuice med frugtkødet siet fra, men intet skulle gå til spilde, så det havde hun selv spist med en teske. ”Drik, Michaelah,” sagde hun. ”C-vitamin er fundamentet for et godt helbred.”

Huffy var allerede oppe og i tøjet, en sjældenhed, og det skete kun, når jeg overnattede hos dem, for normalt sad hun i sengen og læste, mens hun ventede på, at min faster skulle komme til Morgenseancen.

36

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK.indd 36

01/11/17 1:04 pm

“En strålende veludført fortælling.”

MICHAEL FRANK

THE NEW YORK TIMES

“På én gang facinerende og foruroligende.”

“En fortræffelig erindringsroman.”

THE TELEGRAPH

MICHAEL FRANK Michael Frank er journalist og har blandt andet skrevet essays, artikler og noveller til magasiner og aviser som The New York Times og The Wall Street Journal. Han har lavet rejsereportager og har i mange år anmeldt bøger og

”Det er verdens største lykketræf, at du og jeg har fundet hinanden, ikke sandt? Der var bare det, at vi ikke havde fundet hinanden. Vi var født ind i den samme familie, hvor min faster var solen, og jeg var hendes planet, der cirklede hengivent omkring hende og blev holdt fast af kræfter, der virkede stærkere end mig selv. En form for tyngdekraft. Eller beruselse. Eller blot kærlighed. Men det var mildest talt en kompliceret form for kærlighed.”

skrevet for Los Angeles Times Book Review. Den fabelagtige familien Frank

Michael Frank vokser op i en usædvanlig tætvævet familie i Los

er hans første bog. Michael Frank bor

Angeles i 1970’erne, hvor han er centrum for sin barnløse fasters

med sin familie i både New York og

opmærksomhed. Hun overøser Michael med gaver og kærlighed og

Ligurien, Italien.

ser det som sin pligt at tage sig af hans kulturelle dannelse. Men bag hendes gavmilde natur gemmer sig en uhyggeligt manipulerende adfærd, som den unge Michael har svært ved at navigere i.

Den fabelagtige familien Frank er et gribende portræt af en familie, der langsomt smuldrer under én kvindes dominerende personlighed.

ISBN 978-87-11-56360-1

9 788711

563601

lindhardtogringhof.dk

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK

BOOKLIST

DEN FABELAGTIGE FAMILIEN FRANK “Fremragende.”

JONATHAN FRANZEN

“Kompleks og fascinerende.”

PUBLISHERS WEEKLY

“Knivskarpt fortalt.”

THE ATLANTIC

“Fantastisk klarsyn ...

En usædvanlig fortælling.”

THE DAILY TELEGRAPH

“Smukt skrevet familieportræt.”

THE NATIONAL BOOK REVIEW

“En svidende beskrivelse af at blive forført og siden ødelagt af arrogance og manipulation.”

THE WASHINGTON TIMES

“En bog, der fortjener at blive læst bredt for sin indsigt i det at vokse op i en familie.”

“Læses næsten som en thriller.”

THE WALL STREET

LIBRARY JOURNAL

JOURNAL

“Jeg tvivler på, at du kommer til at læse en bedre erindringsroman i år.”

THE GUARDIAN

MICHAEL FRANK LINDHARDT OG RINGHOF