Aristotelesogdante læseprøve

Page 1



BENJAMIN ALIRE SÁENZ PÅ DANSK VED ELISABETH KIERTZNER CARLSENPULS


ARISTOTELES OG DANTE OPDAGER UNIVERSETS HEMMELIGHEDER er oversat fra engelsk efter “Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe” af Elisabeth Kiertzner Copyright © 2012 by Benjamin Alire Sáenz Published by arrangement with Simon & Schuster Books For Young Readers, an imprint of Simon & Schuster Children’s Publishing Division All rights reserved. Cover art: Chloë Foglia 2012 Dansk udgave copyright © CarlsenPuls 2018 Grafisk tilrettelægning af dansk udgave: Christian Bach Bogen er sat med Berling LTD og Bolivar og trykt hos Livonia Print 1. udgave, 1. oplag ISBN 9788711697948 Printed in Letland CarlsenPuls – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont www.carlsenpuls.dk www.lindhardtogringhof.dk


Til alle de drenge, der har skullet lĂŚre at spille efter andre regler.



Tak Jeg kom i tvivl, da jeg begyndte at skrive denne bog. Faktisk besluttede jeg nærmest at opgive projektet efter første kapitel eller deromkring. Men jeg er så heldig at være omgivet af engagerede, modige, talentfulde og intelligente mennesker, der inspirerede mig til at færdiggøre det, jeg var begyndt på. Uden dem var bogen ikke blevet skrevet. Så her er min lille, men på ingen måde fyldestgørende liste over mennesker, jeg gerne vil takke: Patty Moosebrugger, fantastisk agent og fantastisk ven. Daniel og Sasha Chacon for deres store omsorg og deres overbevisning om, at jeg havde brug for at skrive denne bog. Til Hector, Annie, Ginny og Barbara, som altid har været der. Min redaktør, David Gale, der troede på bogen, og hele holdet på Simon & Schuster, særligt Navah Wolf. Mine kollegaer i Creative Writing Department, hvis arbejde og generøsitet til stadighed udfordrer mig til at blive en bedre forfatter og et bedre menneske. Og til sidst vil jeg gerne takke mine elever, nuværende og forhenværende, der minder mig om, at sprog og skrift altid vil have betydning. Jeg er jer alle dybt taknemmelig.



HVORFOR SMILER VI? HVORFOR LER VI? HVORFOR FØLER

vi os alene? Hvorfor er vi forvirrede og bange? Hvorfor læser vi digte? Hvorfor græder vi, når vi ser et maleri? Hvorfor er hjertet i oprør, når vi elsker? Hvorfor føler vi skam? Hvad er den der ting, allerinderst i maven, der kaldes begær?



Sommerens andre regler Problemet med mit liv var, at det var en andens idĂŠ.



Et JEG FALDT I SØVN EN SOMMERNAT, I HÅB OM AT VERDEN

var en anden, når jeg vågnede. Da jeg slog øjnene op næste morgen, var verden den samme. Jeg kastede dynen til side og blev liggende med varmen strømmende ind ad mit åbne vindue. Jeg trykkede på knappen på radioen. Den spillede “Alone”. Pis, altså: “Alone” af en gruppe, der hed Heart. Ikke min yndlingssang. Ikke min yndlingsgruppe. Ikke mit yndlingsemne. “You don’t know how long …” Jeg var femten. Jeg kedede mig. Jeg havde det elendigt. For min skyld kunne solen bare smelte alt det blå væk fra himlen. Så kunne himlen have det lige så elendigt som jeg. Dj’en sagde nogle irriterende, indlysende ting som: “Det er sommer! Der er varmt derude!” Og så spillede han den her retro Lone Ranger-melodi, som han elskede at spille om morgenen, fordi han syntes, det var en hip måde at vække verden på. “Hi-yo, Silver!” Hvem havde ansat den fyr? Jeg kunne ikke klare ham. Meningen var vist, at vi, mens vi lyttede til William Tell-

13


ouverturen, skulle forestille os Lone Ranger og Toto komme ridende gennem ørkenen. Måske skulle nogen have fortalt fyren, at vi ikke alle sammen var ti år længere. “Hi-yo, Silver!” For helvede. Så lød dj’ens stemme gennem æteren igen: “Vågn op, El Paso! Det er mandag den 15. juni 1987! 1987! Vildt, ikke? Og så er der en stor fødselsdagshilsen til Waylon Jennings, der fylder 50 i dag!” Waylon Jennings? Det er en rock-station, for fanden! Men så sagde han noget, der kunne tyde på, at han måske havde en hjerne. Han fortalte historien om, at Waylon Jennings havde overlevet det flystyrt i 1959, som Buddy Holly og Richie Valens døde i. Og med de ord satte han Los Lobos’ remake af “La Bamba” på. “La Bamba”. Det kunne jeg lige klare. Jeg vippede med mine bare fødder mod trægulvet. Imens jeg nikkede til rytmen, begyndte jeg at tænke over, hvad der var gået igennem Richie Valens’ hoved, inden flyet ramte den stenhårde jord. Hey Buddy! Så standser musikken! At musikken standsede så hurtigt. At musikken standsede, lige da den var begyndt. Det var virkelig trist.


To JEG GIK UD I KØKKENET. MIN MOR VAR VED AT LAVE

morgenmad til et møde med sine katolske kirke-damevenner. Jeg hældte et glas appelsinjuice op til mig selv. Min mor smilede til mig. “Har du tænkt dig at sige godmorgen?” “Jeg overvejer det,” sagde jeg. “Nå, men du har i det mindste slæbt dig selv ud af sengen.” “Jeg tænkte længe over det.” “Hvad er det med drenge og søvn?” “Vi er gode til det.” Hun grinede. “Og jeg sov heller ikke. Jeg lyttede til ‘La Bamba.’” “Richie Valens,” sagde hun næsten hviskende. “Så trist.” “Ligesom din Patsy Cline.” Hun nikkede. Nogle gange greb jeg hende i at synge sangen “Crazy”, og så smilede jeg. Og så smilede hun. Det var, som om vi havde en hemmelighed sammen. Min mor, hun havde en god stemme. “Flystyrt,” hviskede min mor. Jeg tror mere, hun sagde det til sig selv end til mig.

15


“Det kan godt være, at Richie Valens døde ung – men han udrettede noget. Jeg mener, han udrettede virkelig noget. Mig? Hvad har jeg gjort?” “Du har tiden for dig,” sagde hun. “Der er masser af tid.” Den ukuelige optimist. “Ja, men man skal lige blive menneske først,” sagde jeg. Hun sendte mig et underligt blik. “Jeg er femten.” “Jeg ved godt, hvor gammel du er.” “Femtenårige kan ikke helt regnes for mennesker.” Min mor lo. Hun var high school-lærer. Jeg vidste, at hun var halvvejs enig med mig. “Hvad handler det store møde så om?” “Vi omorganiserer fødevarebanken.” “Fødevarebanken?” “Alle skal have adgang til mad.” Min mor havde noget med de fattige. Hun havde selv været der. Hun vidste noget om sult, som jeg aldrig ville kende til. “Ja,” sagde jeg. “Det skal de vel.” “Måske vil du hjælpe til?” “Klart,” sagde jeg. Jeg hadede at være frivillig. Problemet med mit liv var, at det var en andens idé. “Hvad skal du i dag?” Det lød som en udfordring. “Jeg skal slutte mig til en bande.” “Det er ikke sjovt.” “Jeg er mexicaner. Er det ikke det, vi gør?” “Ikke sjovt.” “Ikke sjovt,” sagde jeg. Okay, ikke sjovt.

16


Jeg ville gerne ud af huset. Ikke at jeg havde nogen steder at tage hen. Jeg havde det, som om jeg ikke kunne få luft, når min mor fik besøg af sine katolske kirke-damevenner. Det var ikke så meget, fordi alle hendes venner var over 50 – det var ikke det. Og det var ikke engang alle kommentarerne om, at jeg var ved at blive en mand lige for næsen af dem. Alt det pis kunne jeg altså godt gennemskue. Og det var også den søde, harmløse, kærlige form for pis. Jeg kunne godt klare, at de greb fat om mine skuldre og sagde: “Lad mig se på dig. Dejame ver. Ay que muchacho tan guapo. Te pareces a tu papa.” Ikke at der var noget at se på. Det var bare mig. Og jo, jo, jeg lignede min far. Det var der ikke noget særligt i, synes jeg. Det, som irriterede mig helt ad helvede til, var, at min mor havde flere venner end mig. Hvor sørgeligt var det lige? Jeg besluttede at gå ned og svømme i poolen i Memorial Park. Det var en ikke nogen stor idé. Men den var i det mindste min. Idet jeg gik ud ad døren, snuppede min mor det gamle håndklæde, jeg havde kastet over skulderen, og skiftede det ud med et bedre et. Der gjaldt nogle særlige håndklæderegler i min mors verden, som jeg ikke fattede. Men reglerne gjaldt ikke kun håndklæder. Hun kiggede på min T-shirt. Jeg vidste godt, hvad et misbilligende udtryk var. Jeg sendte hende et af mine blikke, inden hun bad mig skifte. “Det er min yndlings-T-shirt,” sagde jeg. “Havde du den ikke på i går?” “Jo,” sagde jeg. “Det er Carlos Santana.”

17


“Jeg ved godt, hvem det er,” sagde hun. “Far gav mig den på min fødselsdag.” “Så vidt jeg husker, var du ikke specielt begejstret, da du åbnede din fars gave.” “Jeg havde håbet på noget andet.” “Noget andet?” “Jeg ved ikke. Noget andet. En T-shirt i fødselsdagsgave?” Jeg så på min mor. “Jeg forstår ham nok bare ikke.” “Han er ikke så kompliceret, Ari.” “Han siger ingenting.” “Når folk siger noget, er det ikke altid sandheden, de fortæller.” “Måske,” sagde jeg. “Nå, men nu er jeg ret vild med T-shirten.” “Det kan jeg se.” Hun smilede. Jeg smilede også. “Far fik den til sin første koncert.” “Jeg var med. Jeg kan godt huske det. Den er gammel og tyndslidt.” “Jeg er sentimental.” “Helt sikkert.” “Mor, det er sommer.” “Ja,” sagde hun. “Det er sommer.” “Andre regler,” sagde jeg. “Andre regler,” gentog hun. Jeg elskede, at sommeren havde andre regler. Min mor bar over med dem. Hun rakte hånden frem og redte fingrene igennem mit hår. “Lov mig, at du ikke tager den på i morgen.” “Okay,” sagde jeg. “Det lover jeg. Men kun hvis du lover ikke at putte den i tørretumbleren.”

18


“Måske får du lov til at vaske den selv.” Hun smilede til mig. “Og ikke noget med at drukne.” Jeg smilede tilbage. “Hvis jeg gør, så må du ikke forære min hund væk.” Det med hunden var en joke. Vi havde ingen. Min mor var med på min humor. Og jeg var med på hendes. På den måde havde vi det godt. Ikke fordi hun var specielt mystisk. Det var jeg helt med på – jeg var fuldstændig med på, hvorfor min far forelskede sig i hende. Men en ting, jeg stadig ikke havde fattet, var, hvorfor hun forelskede sig i min far. Engang, da jeg var seks eller syv år, var jeg enormt vred på min far, fordi jeg ville have ham til at lege med mig, og han virkede bare så fjern. Det var, som om jeg ikke rigtigt var der. “Hvordan kunne du gifte dig med den fyr?” spurgte jeg min mor med al min drengevrede. Hun smilede og redte fingrene igennem mit hår. Det har altid været hendes ting. Hun så mig direkte ind i øjnene og sagde roligt: “Din far var smuk.” Hun tøvede ikke engang. Jeg havde lyst til at spørge hende, hvor al den skønhed var blevet af.


Tre JEG GIK UDENFOR I DAGENS HEDE, HVOR SELV FIRBENENE var kloge nok til ikke at kravle rundt. Også fuglene holdt lav

profil. Tjæren smeltede i hullerne i vejen. Det blå på himlen var helt blegt, og jeg spekulerede over, om alle måske var flygtet væk fra byen og varmen. Eller måske var de døde, ligesom i en af de der sci-fi-film, og jeg var den sidste dreng på jorden. Men idet tanken løb igennem mit hoved, kørte en flok drenge, der boede i området, forbi mig på deres cykler og fik mig til at ønske, at jeg var den sidste dreng på jorden. De grinede og fjollede rundt og lod til at hygge sig. “Hey, Mendoza! Hænger du ud med vennerne?” råbte en af drengene til mig. Jeg vinkede og lod, som om jeg var frisk: ha ha ha. Og så gav jeg dem fingeren. En af drengene standsede, vendte om og begyndte at kredse om mig på sin cykel. “Har du lyst til at gøre det igen?” Jeg gav ham fingeren en gang til. Han standsede cyklen lige foran mig og prøvede at nidstirre mig. Det virkede ikke. Jeg vidste, hvem han var. Hans bror, Javier,

20


prøvede engang at tage røven på mig. Jeg slog ham. Fjender for livet. Jeg fortrød det ikke. Ja, okay, jeg havde temperament. Det indrømmer jeg. Han tog sin lede stemme på. Som om den kunne skræmme mig. “Du skal ikke fucke med mig, Mendoza.” Jeg gav ham fingeren igen og rettede den mod hans ansigt, som om den var en pistol. Han skyndte sig bare væk på sin cykel. Jeg var bange for mange ting – men ikke for drenge som ham. De fleste drenge fuckede ikke med mig. Ikke engang drenge i flok. De cyklede forbi mig igen, hele banden, og råbte ting. De var tretten eller fjorten, og for dem var det bare en leg at tage pis på fyre som mig. Da deres stemmer tonede ud, begyndte jeg at få ondt af mig selv. Selvmedlidenhed var en kunst. En del af mig nød den, tror jeg. Måske havde det noget med mit nummer i søskendeflokken at gøre. Altså, jeg tror faktisk, at det var en del af det. Jeg kunne ikke lide det faktum, at jeg var pseudo-enebarn. Jeg vidste ikke, hvordan jeg ellers skulle opfatte mig selv. Jeg var enebarn uden rigtigt at være det. Det var nederen. Mine tvillingesøstre var tolv år ældre. Tolv år var en menneskealder. Helt ærligt. Og de havde altid fået mig til at føle mig som en baby, eller et stykke legetøj, eller et projekt, eller et kæledyr. Jeg elsker hunde, men sommetider havde jeg det, som om jeg bare var familiens maskot. Det er det spanske ord for en hund, der er familiens kæledyr. Mascoto. Maskot. Fedt, Ari, familiemaskotten. Og min bror, han var elleve år ældre. Han var endnu mindre tilgængelig for mig end mine søstre. Jeg måtte ikke engang sige

21


hans navn. Hvem fanden har lyst til at snakke om ældre brødre, der sidder i fængsel? I hvert fald ikke min mor og far, det var helt sikkert. Heller ikke mine søstre. Måske påvirkede al den tavshed omkring min bror mig. Det tror jeg, den gjorde. Man kan blive ret ensom af mangel på snak. Mine forældre var unge og hårdtarbejdende, da mine søstre og min bror blev født. “Hårdtarbejdende” er mine forældres yndlingsudtryk. Noget tid efter tre børns ankomst og et forsøg på at gøre college færdig blev min far marineinfanterist. Og så drog han i krig. Krigen forandrede ham. Jeg blev født, da han kom hjem. Nogle gange tror jeg, at min far har en masse ar. I hjertet. I hovedet. Over det hele. Det er ikke så nemt at være søn af en mand, der har været i krig. Da jeg var otte, hørte jeg min mor snakke i telefon med moster Ophelia. “Jeg tror aldrig, krigen slutter for ham.” Senere spurgte jeg Ophelia, om hun troede, at det var sandt. “Ja,” sagde hun. “Det er sandt.” “Men hvorfor lader krigen ikke min far være i fred?” “Fordi din far har en samvittighed,” sagde hun. “Hvad skete der med ham i krigen?” “Det er der ingen, der ved.” “Hvorfor fortæller han det ikke?” “Fordi han ikke kan.” Og sådan var det. Da jeg var otte, vidste jeg ikke noget om krig. Jeg vidste ikke engang, hvad en samvittighed var. Jeg vidste bare, at min far en gang imellem var ked af det. Jeg kunne ikke holde ud, at han var ked af det. Det gjorde også mig ked af det. Jeg kunne ikke lide ked af det.

22


Så jeg var søn af en mand, der havde Vietnam boende indeni sig. Ja, jeg havde alle mulige tragiske grunde til at have ondt af mig selv. Det hjalp ikke at være femten. Indimellem syntes jeg, at den største tragedie af dem alle var at være femten.


Fire NEDE VED POOLEN SKULLE JEG TAGE ET BRUSEBAD. Det var en af reglerne. Regler, ja. Jeg hadede at skulle bade

sammen med andre fyre. Jeg ved ikke, jeg brød mig bare ikke om det. Der var fyre, der rigtig gerne ville snakke, som om det var normalt at stå en flok drenge under en bruser og snakke om hade-læreren eller den nyeste film, man havde set, eller pigen, man gerne ville have gang i. Ikke mig. Jeg havde ikke noget at sige. Fyre under bruseren. Ikke min ting. Jeg gik hen til poolen og satte mig i den lave ende med fødderne i vandet. Hvad gør man, når man er ved en pool og ikke kan svømme? Lærer det. Det var vel svaret. Det var lykkedes mig at lære min krop at flyde i vandet. Jeg havde på en eller anden måde fanget nogle fysiske hovedprincipper. Og det bedste ved det hele var, at jeg havde fundet ud af det på helt egen hånd. På helt egen hånd. Jeg var forelsket i det udtryk. Jeg var ikke særlig god til at bede om hjælp. Det var en dårlig vane, jeg havde arvet fra min far. Og svømmelærerne, der kaldte sig livreddere,

24


var alligevel også elendige. De var ikke specielt interesserede i at lære en splejset, grøn, femtenårig fyr at svømme. De var temmelig interesserede i piger med spirende bryster. De var besatte af bryster. Sådan var det. “En pige er ligesom et træ fyldt med blade. Man har bare lyst til at kravle op og flå alle bladene af,” hørte jeg en af livredderne sige til en anden, mens det var meningen, at han skulle holde øje med en gruppe småbørn. Den anden fyr lo. “Du er en narrøv,” sagde han. “Næ, jeg er poet,” sagde han. “En kroppens poet.” Og så knækkede de begge sammen af grin. Ja, de var helt tydeligvis nogle Walt Whitman-agtige digterspirer, de to. Jeg havde den der ting med fyre, at jeg ikke rigtig gad at hænge ud med dem. Altså, fyre gjorde mig virkelig utilpas. Jeg ved ikke hvorfor. Ikke rigtigt. Det var bare, jeg ved ikke, jeg passede bare ikke ind. Jeg tror, jeg var allerhelvedes flov over at være en fyr. Og det var totalt deprimerende at tænke på, at der var en klar sandsynlighed for, at jeg ville vokse op og ende som et af de der røvhuller. En pige er ligesom et træ? Ja, og en fyr er nogenlunde lige så klog som et stykke vissent, termitinficeret træ. Min mor ville have sagt, at de bare befandt sig i en fase. De vill snart få deres hjerner tilbage. Ja, helt sikkert. Måske bestod livet bare af en række faser – den ene fase efter den anden. Måske ville jeg selv om nogle år gennemleve samme fase som de attenårige livvagter. Ikke at jeg egentlig troede på min mors faseteori. Den virkede ikke som nogen forklaring, men mere som en undskyldning. Jeg tror ikke, min mor rigtig forstod hele den der ting med fyre. Jeg forstod heller ikke den ting med fyre. Og jeg var en fyr. Jeg havde på fornemmelsen, at der var noget i vejen med

25


mig. Jeg var vist lidt af et mysterium, også for mig selv. Det var nederen. Jeg havde seriøse problemer. En ting var helt sikker: Jeg skulle bare overhovedet ikke have en af de der idioter til at lære mig at svømme. Så hellere være alene og have det elendigt. Så hellere drukne. Derfor holdt jeg mig bare for mig selv og flød lidt rundt. Det var ikke, fordi jeg morede mig. Men da var det, at jeg hørte sådan en lidt knirkende stemme. “Jeg kan lære dig at svømme.” Jeg bevægede mig hen til poolkanten og rejste mig op i vandet, mens jeg missede med øjnene mod solen. Han sad på kanten. Jeg kiggede mistænksomt på ham. Hvis en fyr tilbød at lære mig at svømme, så havde han helt klart ikke noget liv. To fyre uden et liv? Hvor sjovt ville det lige være? Jeg havde en regel om, at det var bedre at kede sig alene end at kede sig sammen med nogen. Den regel levede jeg ret meget efter. Måske var det derfor, jeg ikke havde nogen venner. Han kiggede på mig. Ventede. Og så sagde han det igen. “Jeg kan lære dig at svømme, hvis du vil.” Jeg kunne på en måde godt lide hans stemme. Han lød, som om han var forkølet, du ved, som om han var ved at miste stemmen. “Du snakker sjovt,” sagde jeg. “Allergi,” sagde han. “Hvad er du allergisk overfor?” “Luften,” sagde han. Jeg kunne ikke lade være med at grine. “Jeg hedder Dante,” sagde han. Det fik mig til at grine endnu mere. “Undskyld,” sagde jeg.

26


“Det er okay. Folk har det med at grine af mit navn.” “Nej, nej,” sagde jeg. “Det er bare, fordi jeg hedder Aristoteles.” Han lyste op. Altså, fyren var helt klar til at lytte, til hvert eneste ord jeg sagde. “Aristoteles,” gentog jeg. Så knækkede vi begge to sammen. Af latter. “Min far er professor i engelsk,” sagde han. “Så har du i det mindste en undskyldning. Min far er postbud. Aristoteles er den engelske udgave af min farfars navn.” Og så udtalte jeg min farfars navn med en rigtig mexicansk accent: “Aristoteles. Og mit fornavn er Angel.” Og så sagde jeg det på spansk: “Angel.” “Hedder du Angel Aristoteles?” “Ja, det er mit rigtige navn.” Vi grinede igen. Vi kunne ikke holde op. Jeg undrede mig over, hvad det var, vi grinede af. Var det kun vores navne? Grinede vi, fordi vi var lettede? Var vi glade? Latter var en anden af livets gåder. “Jeg plejede at fortælle folk, at jeg hed Dan. Altså, jeg droppede bare to bogstaver, ikke? Men det holdt jeg op med. Det var uærligt. Og det blev alligevel også altid opdaget. Og jeg følte mig som en løgner og en idiot. Jeg skammede mig over, at jeg skammede mig over mig selv. Jeg kunne ikke lide at have det sådan.” Han trak på skuldrene. “Alle kalder mig Ari,” sagde jeg. “Godt at møde dig, Ari.” Jeg kunne godt lide måden, han sagde Godt at møde dig, Ari på. Som om han mente det.

27


“Okay,” sagde jeg. “Lær mig at svømme.” Jeg sagde det nok, så det lød, som om jeg gjorde ham en tjeneste. Enten bemærkede han det ikke, eller også var han ligeglad. Dante var en meget omhyggelig lærer. Han var rigtig svømmer og vidste alt om, hvordan man skulle bevæge arme og ben og om åndedrættet, og hvordan kroppen fungerede i vandet. Vandet var noget, han elskede, noget, han respekterede. Han forstod skønheden og farerne ved det. Han talte om svømning, som om det var en livsstil. Han var femten år gammel. Hvem var den her fyr? Han så lidt skrøbelig ud, men det var han ikke. Han var disciplineret og sej og velinformeret, og han lod ikke, som om han var dum og ordinær. Han var ingen af delene. Han var sjov og fokuseret og skarp. Altså, fyren kunne være skarp. Og der var ikke noget modbydeligt ved ham. Jeg forstod ikke, hvordan man kunne leve i en modbydelig verden, uden at modbydeligheden smittede af på en. Hvordan kunne en fyr eksistere uden nogen form for modbydelighed? Dante blev endnu en gåde i et univers af gåder. Hele sommeren svømmede vi og læste tegneserier og læste bøger og diskuterede dem. Dante havde alle sin fars gamle Superman-tegneserier. Han elskede dem. Han var også vild med Archie and Veronica. Jeg hadede det lort. “Det er ikke lort,” sagde han. Selv kunne jeg godt lide Batman, Spiderman og Hulken. “Alt for dystert,” sagde Dante. “Og det kommer fra en fyr, der elsker Conrads Mørkets hjerte.” “Det er noget andet,” sagde han. “Conrad skrev litteratur.” Jeg hævdede altid, at tegneserier også var litteratur. Men litteratur var en alvorlig sag for en fyr som Dante. Jeg mindes ikke

28


nogensinde at have vundet en diskussion med ham. Han var bedre til at argumentere. Han var også en bedre læser. Jeg læste Conrads bog for hans skyld. Da jeg var færdig, sagde jeg til ham, at jeg ikke kunne fordrage den. “Bortset fra,” sagde jeg, “at det er sandt. Verden er et mørkt sted. Det har Conrad ret i.” “Din verden måske, Ari, men ikke min.” “Ja, ja,” sagde jeg. “Ja, ja,” sagde han. Sandheden er, at jeg løj for ham. Jeg var vild med den bog. Jeg syntes, den var det smukkeste, jeg nogensinde havde læst. Da min far opdagede, hvad jeg læste, fortalte han mig, at det var en af hans yndlingsbøger. Jeg havde lyst til at spørge ham, om han læste den før eller efter, at han kæmpede i Vietnam. Det nyttede ikke at stille min far spørgsmål. Han svarede aldrig på dem. Jeg havde den her forestilling om, at Dante læste, fordi han kunne lide at læse. Selv læste jeg, fordi jeg ikke havde andet at lave. Han analyserede ting. Jeg læste dem bare. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg var nødt til at slå flere ord op i ordbogen end ham. Jeg var mørkere, end han var. Og her mener jeg ikke kun i huden. Han sagde til mig, at jeg havde et tragisk billede af livet. “Det er derfor, du kan lide Spiderman.” “Jeg er bare mere mexicansk,” sagde jeg. “Mexicanere er et tragisk folkefærd.” “Muligvis,” sagde han. “Du er den optimistiske amerikaner.” “Er det en fornærmelse?” “Det er det måske,” sagde jeg.

29


Vi grinede. Vi grinede hele tiden. Vi lignede ikke hinanden, Dante og jeg. Men vi havde nogle få ting til fælles. For det første måtte ingen af os se tv i dagtimerne. Vores forældre brød sig ikke om det, som tv gjorde ved drengehjerner. Vi var begge vokset op med moralprædikener, der mere eller mindre lød sådan her: Du er en dreng! Løb ud og foretag dig noget! Der ligger en hel verden derude og venter på dig … Dante og jeg var de sidste to drenge i Amerika, der voksede op uden tv. En dag spurgte han mig: “Tror du, vores forældre har ret; at der ligger en hel verden derude og venter på os?” “Jeg tvivler,” sagde jeg. Han lo. Så fik jeg en idé. “Skal vi ikke springe på bussen og se, hvad der ligger derude?” Dante smilede. Vi blev begge to vilde med at køre i bus. Nogle gange kørte vi i bus hele eftermiddagen. “Rige mennesker kører ikke med bus,” sagde jeg til Dante. “Det er derfor, vi godt kan lide det.” “Måske,” sagde jeg. “Er vi fattige?” “Nej.” Så smilede han. “Hvis vi løb hjemmefra, ville vi være fattige begge to.” Jeg syntes, det var en meget interessant ting at sige. “Kunne du finde på det?” spurgte jeg. “At løbe hjemmefra?” “Nej.” “Hvorfor ikke?” “Skal jeg fortælle dig en hemmelighed?” “Klart.” “Jeg er vild med min mor og far.” Det fik mig virkelig til at smile. Det havde jeg aldrig hørt

30


nogen sige om deres forældre. Jeg mener, ingen var jo vilde med deres forældre. Bortset fra Dante. Og så hviskede han mig i øret. “Damen to sæder foran. Jeg tror, hun har en affære.” “Hvor ved du det fra?” hviskede jeg. “Hun tog sin vielsesring af, da hun gik ind i bussen.” Jeg nikkede og smilede. Vi opfandt historier om de andre passagerer. Hvem ved, måske opfandt de historier om os. Jeg havde aldrig rigtig været tæt på andre mennesker. Jeg var ret meget en enspænder. Jeg havde spillet basketball og baseball og gået til minispejder og prøvet drengespejder af, men jeg holdt mig altid på afstand af de andre drenge. Jeg følte mig aldrig som en del af deres verden. Drenge. Jeg betragtede dem. Observerede dem. Når det kom til stykket, syntes jeg ikke, at drengene omkring mig var særligt interessante. Faktisk var jeg ret frastødt af dem. Måske følte jeg mig lidt overlegen i forhold til dem. Men jeg tror ikke, jeg var overlegen. Jeg vidste bare ikke, hvordan jeg skulle tale med dem, hvordan jeg skulle være mig selv omkring dem. Jeg følte ikke, jeg blev klogere af at hænge ud med andre fyre. Jeg følte mig dum og utilstrækkelig ved at hænge ud med andre fyre. Det var, som om de alle var med i en klub, og jeg ikke var medlem. Da jeg var gammel nok til at gå til drengespejder, sagde jeg til min far, at jeg ikke ville. Jeg kunne ikke holde det ud længere. “Giv det et år,” sagde min far. Han vidste, at jeg havde det med at komme i slagsmål en gang imellem. Han gav mig altid opsange om fysisk vold. Han prøvede at holde mig ude af ban-

31


derne på min skole. Han prøvede at forhindre mig i at blive som min bror, der endte i fængsel. Så jeg skulle altså være en god drengespejder på grund af min bror, hvis eksistens ikke engang var anerkendt. Det var nederen. Hvorfor skulle jeg være en god dreng, bare fordi jeg havde en bror, der var bad boy? Jeg hadede det familieregnestykke, min mor og far havde stillet op. Jeg føjede min far. Jeg gav det et år. Jeg hadede det – bortset fra at jeg lærte at give hjertemassage. Altså, jeg kunne ikke lide den del, hvor man skulle ånde ind i et andet menneskes mund. Det flippede jeg lidt ud over. Men af en eller anden grund fascinerede det mig, det med at man kunne starte et hjerte igen. Jeg forstod ikke helt det videnskabelige i det. Men da jeg havde fået et spejdermærke for at have lært at bringe nogen til live igen, stoppede jeg. Jeg tog hjem og gav mærket til min far. “Jeg tror, du begår en fejl.” Mere sagde min far ikke. Jeg ender ikke i spjældet. Det havde jeg lyst til at sige. I stedet svarede jeg bare næsvist: “Hvis du tvinger mig tilbage, så sværger jeg, at jeg begynder at ryge pot.” Min far sendte mig et underligt blik. “Det er dit liv,” sagde han. Som om det var sandt. Og en anden ting om min far: Han holdt ingen moralprædikener. Ikke nogen rigtige nogen. Hvilket pissede mig af. Han var ikke en streng type. Og han var ikke opfarende. Han talte i korte sætninger. “Det er dit liv.” “Giv det et skud.” “Er du sikker på, det er det, du vil?” Hvorfor kunne han ikke bare snakke? Hvordan skulle jeg lære ham at kende, når han ikke gav mig lov? Det var jeg træt af. Jeg klarede mig okay. Jeg havde skolekammerater. Sådan da. Jeg var ikke vildt populær. Hvordan skulle jeg kunne være det? For at være vildt populær skulle man have folk til at tro, at man

32


var sjov og spændende. Jeg var bare ikke den store distanceblænder. Jeg plejede at hænge ud med et par fyre: Gomez-brødrene. Men de flyttede. Og der var nogle piger, Gina Navarro og Susie Byrd, der havde som hobby at pine og plage mig. Piger, de var også et mysterium. Alt var et mysterium. Egentlig havde jeg det nok ikke så slemt. Det kan godt være, at ikke alle elskede mig, men jeg var heller ikke en af de der unger, som alle hadede. Jeg var god til at slås. Så folk lod mig være. Mest var jeg bare usynlig. Det passede mig nok bare bedst. Og så kom Dante.



Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.