Apollons prøvelser – bind 2 – læseprøve

p

rø

RICK RIORDAN

r

s

ollon ap

velse

BOG 2

Den kiksede teenager Lester Papadopoulos, tidligere kendt som solguden Apollon, er kommet på sit livs opgave. Han kan kun

RICK RIORDAN

MED NYE VENNER SKAL GAMLE VENNER BEKÆMPES

genvinde sin guddommelige status ved at falder i triumviratets kløer. Et af dem befinder sig i Indianapolis, så Lester må forlade Halvblodslejrens trygge rammer og sætte kurs mod den amerikanske storby, hvor en gammel ven står klar til at tage knap så kærligt imod ham. Heldigvis har han sine nye venner, Leo og Kalypso, med på den hårrejsende, hæsblæsende og haiku-fyldte mission.

DEN DUNKLE PROFETI

forhindre, at oldtidens fem mægtigste orakler

BIND 2 9

Apollons prøvelser 2 COVER.indd 1

788711 692158

DEN DUNKLE PROFETI

08/09/2017 09.00

apollons provelser 2.indd 4

08/09/2017 10.42

APOLLONS

PRØVELSER

apollons provelser 2.indd 5

08/09/2017 10.42

Af samme forfatter Percy Jackson og olymperne 1: Lyntyven 2: Uhyrernes Hav 3: Titanens forbandelse 4: Slaget i labyrinten 5: Den sidste olymper Kane Arkiverne 1: Den røde pyramide 2: Den flammende trone 3: Slangens skygge Olympens helte 1: Den fortabte helt 2: Neptuns søn 3: Athenes udvalgte 4: Hades’ Hus 5: Olympens blod Magnus Chase og de nordiske guder 1: Kampen om sommersværdet 2: Thors hammer Apollons prøvelser 1: Det skjulte orakel

apollons provelser 2.indd 6

08/09/2017 10.42

Rick Riordan

APOLLONS

PRØVELSER BOG 2 DEN DUNKLE PROFETI

På dansk ved Vibeke Nielsen

Carlsen

apollons provelser 2.indd 7

08/09/2017 10.42

Apollons prøvelser 2 – Den dunkle profeti Oversat fra engelsk af Vibeke Nielsen efter ‘The Trials of Apollo – The Dark Prophecy’ Copyright © Rick Riordan, 2017 All rights reserved. No part of this book may be reproduced or transmitted in any form or by any means, electronic or mechanical, including photocopying, recording, or by any information storage and retrieval system, without written permission from the publisher.

Permission for this edition was arranged through the Nancy Gallt Literary Agency and Ia Atterholm Agency Første gang udgivet af Hyperion Books, Disney Omslagsdesign af SJI Associates, Inc. Omslagsillustration © John Rocco, 2017 Dansk udgave © Forlaget Carlsen, 2017 Sat med ITC Galliard hos FLEMMER Grafisk Design og trykt hos Livonia Print, 2017 ISBN 9788711692158 1. udgave, 1. oplag, 2017 Printed in Latvia www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

apollons provelser 2.indd 8

08/09/2017 10.42

Tilegnet Ursula K. Le Guin, som lĂŚrte mig, at der gĂŚlder andre regler i fjerne egne.

apollons provelser 2.indd 9

08/09/2017 10.42

apollons provelser 2.indd 10

08/09/2017 10.42

1

Lester (Apollon) Jeps, stadig menneske, tak Jeg hader mit liv

Da vores drage erklærede krig mod Indiana, indså jeg,

at det ville blive en dårlig dag.

Vi havde rejst vestpå i seks uger, og Fejstos havde aldrig opført sig så fjendtligt over for en stat før. Han ignorerede New Jersey. Han så ud til at sætte pris på Pennsylvania på trods af vores kamp mod kykloperne fra Pittsburgh. Han tolererede Ohio, endda efter vores møde med Potina – den romerske gudinde for børns drikkevarer – der jagtede os i skikkelse af en gigantisk, rød saftevandskande dekoreret med en smiley.

Men af en eller anden grund besluttede Fejstos, at han ikke kunne udstå Indiana. Han landede på statssenatbygningens kuppeltag, baskede med metalvingerne og udspyede en ildsøjle, der forkullede statsflaget direkte på flagstangen.

“Hov, makker!” Leo Valdez strammede dragens tøjler.

“Det der har vi snakket om. Ikke noget med at svitse offentlige monumenter!”

Bag ham på dragens ryg tog Kalypso fat i Fejstos’ skæl for at holde balancen. “Kunne vi ikke godt lande på 11

apollons provelser 2.indd 11

08/09/2017 10.42

jorden, tak? Denne gang blidt?”

I betragtning af at Kalypso var en tidligere udødelig gudinde, der engang havde haft vindånder under sig, var hun ikke særlig begejstret for at flyve. Den kolde vind blæste hendes kastanjebrune hår lige i hovedet på mig, så jeg måtte blinke med øjnene og spytte det ud.

Nemlig, kære læser.

Jeg, den vigtigste passager, ungersvenden, som engang havde været den prægtige gud Apollon, var henvist til at sidde bagerst på dragen. Åh, hvor havde jeg lidt mange ydmygelser, siden Zeus berøvede mig min guddommelige kraft! Det var åbenbart ikke nok, at jeg nu var en dødelig, sekstenårig dreng med det gyselige navn Lester Papadopoulos. Det var heller ikke nok, at jeg måtte henslæbe tiden på jorden med (føj!) heltemodige missioner, indtil jeg igen kunne komme på god fod med min far, eller at jeg var plaget af akne, der bare ikke var modtagelig over for bumsecreme. Næh, på trods af mit prøvekørekort fra staten New York ville Leo Valdez ikke betro mig at styre sin luftbårne bronzeganger!

Fejstos’ kløer krattede for at få fæste på den grønne kobberkuppel, der var alt for lille til en drage af hans omfang. Jeg fik et flashback, til dengang jeg monterede en statue af musen Kalliope i naturlig størrelse på min solvogn, og kølerfigurens ekstra vægt fik mig til at styrtdykke i Kina, så Gobi-ørkenen blev skabt.

Leo så sig over skulderen med sodpletter i ansigtet.

“Kan du fornemme noget, Apollon?”

“Hvorfor er det min opgave at fornemme ting? Bare fordi jeg engang var spådomsgud …”

“Det er dig, der har haft visioner,” mindede Kalypso 12

apollons provelser 2.indd 12

08/09/2017 10.42

mig om. “Du sagde, din veninde Meg ville være her.”

Alene lyden af Megs navn gav mig et stik i hjertet. “Det betyder ikke, at jeg kan lokalisere hende med hjernen!

Zeus har inddraget min adgang til GPS!” “GPS?” spurgte Kalypso.

“Guddommeligt Positionerings-System.”

“Det findes jo ikke!”

“Ro på, venner.” Leo klappede dragen på halsen. “Prøv bare, ikke, Apollon? Ligner det her den by, du drømte om, eller ej?”

Jeg så mig omkring.

Indiana var et fladlandsområde – under vinterskydækket lå der en by i uhæmmet vækst og kratbevokset, brun prærie gennemskåret af motorveje. Rundt om os rejste en sølle samling højhuse sig – tårne af sten og glas. Det lignede stabler af sort og hvid lakridskonfekt (og ikke af den lækre slags, men sådan en klam udgave, der har ligget i ens stedmors slikskål på sofabordet i flere æoner. Nej-nej, Hera, hvorfor skulle jeg dog mene dig?).

Efter at være styrtet til jorden i New York City syntes jeg, at Indianapolis var trøstesløs og idéforladt. Det så ud, som om en enkelt New York-bydel – for eksempel Midtown – var blevet strakt ud til at dække hele Manhattans areal og derefter lænset for to tredjedele af sine beboere og højtryksspulet.

Jeg kunne ikke lige lure, hvorfor et ondt triumvirat af romerske kejsere fra antikken havde fattet interesse for sådan et sted. Og heller ikke, hvorfor Meg McCaffrey skulle sendes hertil for at indfange mig. Ikke desto mindre havde min vision været utvetydig. Jeg havde set denne bys silhuet. Jeg havde hørt min gamle fjende Nero 13

apollons provelser 2.indd 13

08/09/2017 10.42

give Meg ordrer: Tag vestpå. Fang Apollon, før han når at finde det næste orakel. Hvis du ikke kan føre ham til mig i live, så slå ham ihjel.

Og det sørgeligste af det hele? Meg var en af mine bedste venner. Hun var tilfældigvis også min halvgudeherskerinde, takket være Zeus’ syge humor. Så længe jeg var dødelig, kunne Meg befale mig at gøre hvad som helst, endda at slå mig selv ihjel … Nej. Den slags muligheder var det nok bedst ikke at tænke på.

Jeg rykkede mig lidt i metalsædet. Efter så mange ugers rejseri var jeg træt og øm i måsen. Jeg havde brug for et trygt sted at hvile ud. Det var den her by ikke. Et eller andet ved landskabet under os gjorde mig lige så rastløs som Fejstos.

Men ak, jeg var sikker på, at det var her, vi skulle hen.

Hvis jeg havde en chance for at se Meg McCaffrey igen og vriste hende løs af sin nederdrægtige stedfars greb, var jeg nødt til at gøre forsøget, uanset hvor høj risikoen var.

“Det er her,” sagde jeg. “Jeg foreslår, at vi kommer ned på jorden, før den her kuppel braser sammen under os.”

“Det har jeg allerede sagt,” mukkede Kalypso på oldminoisk. “Åh, jamen undskyld, troldkvinde!” svarede jeg på samme sprog. “Hvis du fik brugbare visioner, så ville jeg måske lytte mere til dig!”

Kalypso kaldte mig nogle ting, der mindede mig om, hvor farverigt det minoiske sprog havde været, før det døde ud.

“Hey, I to,” sagde Leo. “Ingen oldtidsdialekter. Kun sprog, vi alle sammen kan forstå, tak. Eller maskinsprog.”

Fejstos knirkede samstemmende.

14

apollons provelser 2.indd 14

08/09/2017 10.42

“Det skal du ikke tænke på, makker,” sagde Leo. “Det var sikkert ikke meningen at holde os udenfor. Nå, skal vi ikke flyve ned i gadeniveau nu?”

Fejstos’ rubinøjne skinnede. Hans metaltænder snurrede som borehoveder. Jeg forestillede mig, at han tænkte: Så hellere Illinois.

Men han baskede med vingerne og satte af fra kuplen.

Vi styrtede nedad og landede så hårdt foran senatsbygningen, at fortovet slog revner. Mine øjeæbler skvulpede som vandballoner.

Fejstos piskede hovedet fra side til side, mens dampen stod ud ad hans næsebor.

Jeg kunne ikke umiddelbart få øje på nogen trusler.

På West Washington Street kørte bilerne i ro og mag.

Fodgængere spadserede forbi: en midaldrende kvinde i blomstret kjole, en kraftig politibetjent med et papkrus fra CAFÉ PATACHOU i hånden, en nydelig mand i blåt bæk-og-bølge-jakkesæt.

Manden i blåt hilste høfligt, da han gik forbi os. “Godmorgen.”

“Hvad så dér?” sagde Leo. Kalypso lagde hovedet på skrå. “Hvorfor var han så venlig? Kan han ikke se, at vi sidder på en metaldrage på halvtreds ton?”

Leo smilede bredt. “Det er tågen, skat – den forvirrer de dødeliges øjne. Får uhyrer til at ligne herreløse hunde.

Får sværd til at ligne paraplyer. Får mig til at se endnu lækrere ud end ellers!”

Kalypso jog tommelfingrene ind i nyrerne på Leo. “Av!” jamrede han.

“Jeg ved udmærket, hvad tågen er, Leonidas …”

15

apollons provelser 2.indd 15

08/09/2017 10.42

“Hey, det har jeg sagt, du ikke skal kalde mig.” “… men tågen må være meget kraftig her, hvis den kan skjule et uhyre på Fejstos’ størrelse på klos hold. Synes du ikke, det virker lidt underligt, Apollon?”

Jeg nærstuderede de fodgængere, der gik forbi.

Jeg havde ganske rigtigt set steder, hvor tågen var særlig tæt. Ved Troja havde luften over slagmarken været så fuld af guder, at man ikke kunne vende stridsvognen uden at køre ind i en af dem. Ikke desto mindre kunne trojanerne og grækerne kun se antydninger af vores tilstedeværelse. På Tremileøen opdagede de dødelige ikke, at atomkraftværkets delvise nedsmeltning i 1979 skyldtes en storslået motorsavskamp mellem Ares og Hefaistos (så vidt jeg husker, fordi Hefaistos havde gjort grin med Ares’ trompetbukser).

Men jeg mente nu ikke, at kraftig tåge var problemet her. Der var noget ved de lokale, der nagede mig. De så alt for rolige ud. Deres sløve smil mindede mig om antikkens athenere lige før dionysierne – folk var i godt humør og distraheret af tanken om alle de optøjer og udskejelser, der ventede.

“Vi må hellere komme ud af rampelyset,” foreslog jeg.

“Måske …”

Fejstos vaklede og rystede sig som en våd hund. Inde fra hans brystkasse kom der en lyd, som mindede om en løs cykelkæde. “Åh nej, ikke igen,” sagde Leo. “Af med jer!”

Kalypso og jeg steg hurtigt ned.

Leo løb hen foran Fejstos og stak armene ud til siden i klassisk dragebryderstilling. “Hey, makker. Det skal nok gå alt sammen! Jeg slukker dig lige et øjeblik, ikke? Bare en lille slapper, så du …”

16

apollons provelser 2.indd 16

08/09/2017 10.42

Fejstos spuleørlede en ildsøjle, så Leo blev omspændt af flammer. Heldigvis var Valdez brandsikker. Det var hans tøj imidlertid ikke. Leo havde engang fortalt mig, at han sædvanligvis kunne forhindre sit tøj i at brænde op, hvis han bare koncentrerede sig. Hvis han blev overrumplet, fungerede det dog ikke altid.

Da flammerne døde hen, stod Leo foran os uden andet på end sine asbest-boksershorts, sit magiske værktøjsbælte og et par rygende, delvis smeltede gummisko.

“For pokker!” mukkede han. “Det er koldt, Fejstos!”

Dragen vaklede. Leo kastede sig frem og vred på håndtaget bag dens venstre forben. Fejstos klappede sig sammen. Hans vinger, lemmer, hals og hale trak sig ind i kroppen, og hans bronzeskæl gled ind under hinanden og foldede sig indad. På ingen tid var vores robotven reduceret til en stor bronzekuffert.

Det burde naturligvis være en fysisk umulighed, men som alle ægte guder, halvguder og ingeniører nægtede Leo Valdez at lade sig standse af fysikkens love.

Han skulede til sin nye bagage. “Mand … jeg troede, jeg havde ordnet hans gyro-kondensator. Nå, men så bliver vi altså her, indtil jeg har fundet et maskinværksted.”

Kalypso skar ansigt. Hendes pink skijakke glinsede af kondensvand fra flyveturen gennem skyerne. “Og hvis vi finder sådan et værksted, hvor lang tid tager det så at reparere Fejstos?”

Leo trak på skuldrene. “Tolv timer? Måske femten?”

Han trykkede på en knap på kuffertens ene side. Et håndtag poppede op. “Og hvis vi også finder en herretøjsbutik, kunne det være super.”

Jeg forestillede mig at gå ind i en forretning med Leo i 17

apollons provelser 2.indd 17

08/09/2017 10.42

boksershorts og smeltede gummisko og en bronzekuffert på slæb. Jeg var ikke vild med tanken.

Længere henne ad fortovet sagde en stemme: “Goddag!”

Damen i den blomstrede kjole var vendt tilbage. Det lignede i hvert fald den samme kvinde. Hvis ikke, bugnede Indianapolis åbenbart med damer i lilla-gule, småblomstrede kjoler og med touperede franskbrødsfrisurer.

Hun smilede tomt. “Sikke en smuk formiddag!”

I virkeligheden var det en jammerlig formiddag – kold og overskyet med en snert af sne i luften – men det føltes uhøfligt helt at ignorere hende.

Hun fik et lille royalt vink – ligesom jeg plejede at gøre, når mine tilbedere kastede sig i støvet foran mit alter. For mig var beskeden tydelig nok: Jeg har set dig, lille dødelige; og smut så med dig. Guderne snakker.

Kvinden fattede ikke hentydningen. Hun slentrede nærmere og standsede op foran os. Hun var ikke særlig stor, men der var noget ved hendes proportioner, der virkede forkert. Skuldrene var for brede til hovedet. Hendes brystkasse og mave ragede frem i en ujævn klump, som om hun havde proppet et net mangoer ned i kjolen. De tynde arme og ben fik hende til at minde om en kæmpebille. Hvis hun nogensinde væltede, ville hun garanteret have svært ved at komme op at stå igen.

“Ih dog!” Hun knugede håndtasken med begge hænder. “Hvor ser I børn bedårende ud!”

Hendes læbestift og øjenskygge var begge i en heftig rødlilla nuance. Gad vide om hun fik nok ilt til hjernen.

“Frue,” sagde jeg, “vi er ikke børn.” Jeg kunne have tilføjet, at jeg var over fire tusind år gammel, og at Kalypso 18

apollons provelser 2.indd 18

08/09/2017 10.42

var endnu ældre, men det undlod jeg at komme ind på.

“Og hvis du vil have os undskyldt, skal vi have repareret en kuffert, og så har min ven et presserende behov for et par bukser.”

Jeg forsøgte at gå uden om hende. Hun afskar mig vejen.

“I må ikke gå endnu, min ven! Vi har ikke fået budt jer velkommen til Indiana!” Hun tog en mobiltelefon op af håndtasken. Skærmen lyste, som om der allerede var et opkald i gang.

“Det er ham,” sagde hun ind i telefonen. “Kom, alle sammen. Apollon er her!”

Lungerne krøllede sig sammen i brystet på mig.

I gamle dage ville jeg have forventet at blive genkendt, så snart jeg ankom til en by. Selvfølgelig ville de lokale skynde sig hen for at byde mig velkommen. De ville synge og danse og kaste blomster til mig. De ville straks gå i gang med at opføre et nyt tempel.

Men som Lester Papadopoulos var jeg ikke berettiget til en sådan hyldest. Jeg lignede på ingen måde mit tidligere prægtige selv. At Indiana-boerne kunne genkende mig trods det uglede hår, bumserne og dellerne var både fornærmende og skræmmende. Hvad nu hvis de rejste en statue af mig i min nuværende skikkelse – en kolossal guld-Lester midt i byen? Det ville de andre guder lade mig høre for i al evighed!

“Frue,” sagde jeg, “jeg er bange for, at du har forvekslet mig …”

“Nu ikke så beskeden!” Kvinden smed telefon og håndtaske fra sig. Hun tog fat om min underarm med et greb som en vægtløfter. “Vores herre bliver henrykt over at få 19

apollons provelser 2.indd 19

08/09/2017 10.42

dig i forvaring. Og kald mig endelig Nanette.”

Kalypso gik til angreb. Enten fordi hun ville forsvare mig (usandsynligt), eller fordi hun ikke brød sig om navnet Nanette. Hun stak kvinden en knytnæve lige i synet.

I sig selv kom det ikke bag på mig. Efter at have mistet sin udødelige kraft kastede Kalypso sig ud i forsøget på at mestre nye færdigheder. Indtil videre havde sværd, hellebarder, kastestjerner, piske og standup slået fejl for hende.

(Jeg kunne godt sætte mig ind i hendes frustration). I dag havde hun valgt at forsøge sig med nævekamp.

Det, der derimod kom bag på mig, var det høje KNAS, hendes hånd gav i mødet med Nanettes ansigt – lyden af fingerknogler, der brækkede.

“Av!” Kalypso vaklede baglæns og tog sig til hånden.

Nanettes hoved gled bagover. Hun slap mig for at tage sig selv til hovedet, men det var for sent. Hendes hoved trimlede ned af skuldrene. Det skramlede mod fortovet og trillede til siden, stadig med blinkende øjne og lilla læber, der bevægede sig. Undersiden af det var lavet af glat, rustfrit stål, og på den sad der flossede strimler gaffertape med hårstrå og hårnåle på.

“Så for Hefaistos!” Leo løb hen til Kalypso. “Du har lige brækket min kærestes hånd med ansigtet, dame. Hvad er du overhovedet, en robot?”

“Nej, min ven,” sagde den hovedløse Nanette. Hendes utydelige stemme kom ikke fra stålhovedet på fortovet.

Den udsprang et sted under kjolen. Lige over kraven, hvor hendes hals havde været, stak fine, lyse hårtjavser op med hårnåle i. “Og jeg må sige, at det sandelig ikke var særlig pænt at slå mig.”

For sent gik det op for mig, at metalhovedet havde 20

apollons provelser 2.indd 20

08/09/2017 10.42

været en forklædning. Ligesom satyrer skjulte klovene med menneskesko, udgav denne skabning sig for at være dødelig ved hjælp af et falsk menneskeansigt. Dens stemme kom fra maveregionen, hvilket betød …

Knæene eksede under mig.

“En blemmy,” sagde jeg.

Nanette kluklo. Hendes svulmende midterparti bølgede under det småblomstrede stof. Hun rev kjolelivet op – hvilket en pæn dame fra Midwest aldrig kunne finde på – og afslørede sit sande ansigt.

Der, hvor kvinders bh’er plejer at sidde, gloede to enorme, udstående øjne på mig. Ud fra brystbenet stak der en stor, skinnende næse. Hen over maven bugtede en hæslig mund sig – glinsende, orange læber og tænder som en stribe helt hvide spillekort.

“Ja, min ven,” sagde ansigtet. “Og jeg anholder jer i triumviratets navn!”

Fra begge ender af Washington Street gjorde nydelige fodgængere omkring og satte i march hen mod os.

apollons provelser 2.indd 21

08/09/2017 10.42

2

Hovedløs M/K Ikke vild med Midwest. Hov? Se – en osteånd

Helt ærligt, Apollon, tænker du måske nu, hvorfor fandt

du ikke bare buen frem og skød hende? Eller besnærede hende med en sang på kampukulelen?

Ganske rigtigt havde jeg begge dele på ryggen sammen med pilekoggeret. Men beklageligvis kræver selv de fineste halvgudevåben noget, der hedder vedligeholdelse.

Det havde mine børn Kayla og Austin forklaret mig, før jeg forlod Halvblodslejren. Jeg kunne ikke bare hive bue og kogger ud af den blå luft, ligesom dengang jeg var gud.

Jeg kunne ikke længere ønske ukulelen frem i hænderne og forvente, at den var perfekt stemt.

Mine våben og instrumentet var pakket omhyggeligt ind i tæpper. Ellers ville flyveturen gennem den fugtige vinterhimmel have fået buen til at slå sig, ødelagt pilene og mishandlet ukulelestrengene ad Hades til. At vikle dem ud nu ville tage adskillige minutter, som jeg bare ikke havde.

Og desuden tvivlede jeg på, at de ville batte særlig meget mod blemmyer.

Deres slags havde jeg ikke haft med at gøre siden 22

apollons provelser 2.indd 22

08/09/2017 10.42

Julius Cæsars tid, og jeg havde gerne undværet at se dem i yderligere to tusind år.

Hvordan skulle en gud for digtekunst og musik kunne stille noget op imod en art, hvis ører var kilet ind i armhulerne? Bueskydning indgød heller ingen frygt eller respekt hos blemmyerne. De var kompakte nærkæmpere med tyk hud. De var endda modstandsdygtige over for de fleste slags sygdomme, hvilket betød, at de aldrig påkaldte mig for at få lægehjælp eller frygtede mine pestpile. Det værste var dog, at de var humorforladte og fantasiløse.

De havde ingen interesse i fremtiden, så de kunne ikke se nogen mening med orakler eller profetier.

Man kunne kort sagt ikke frembringe en art, der havde mindre sympati for en tiltrækkende, multitalentfuld gud som mig. (Og tro mig, Ares havde ellers forsøgt. De der hessiske syttenhundredetalslejesoldater, han biksede sammen … Yrk. Dem havde George Washington og jeg et hyr med).

“Leo,” sagde jeg, “tænd for dragen.”

“Jeg har lige sat ham i søvncyklus.”

“Skynd dig!”

Leo fumlede med knapperne på kufferten. Der skete ingenting. “Jeg sagde det jo. Selv hvis Fejstos ikke havde haft maskinfejl, er han virkelig svær at vække, når han først sover.”

Super, tænkte jeg. Kalypso krummede sig sammen om den brækkede hånd og mumlede minoiske bandeord.

Leo stod og rystede i sit undertøj. Og jeg … ja, jeg var jo Lester. Og i stedet for at møde vores fjender med en stor, ildspyende robot måtte vi nu oven i alt dét møde dem med ét styk nærmest uslæbelig metalbagage.

23

apollons provelser 2.indd 23

08/09/2017 10.42

Jeg gjorde front mod blemmyen. “FORSVIND, fæle Nanette!” Jeg forsøgte at opbyde min gamle gudernes vrede-stemme. “Lægger du atter hånd på mit guddommelige legeme, skal du blive UDSLETTET!” Dengang jeg var gud, ville den trussel have været nok til at få hele hære til at tisse i camouflagebuksen. Nanette blinkede bare med sine kvieøjne.

“Nu ikke mere vrøvl,” sagde hun. Hendes læber virkede grotesk hypnotiske. Det var som at se et kirurgisk indsnit brugt som bugtalerdukke. “Og desuden er du ikke en gud længere, min ven.”

Hvorfor skulle folk absolut minde mig om det hele tiden?

Flere lokale strømmede hen mod os. To politibetjente kom luntende ned ad trappen fra senatsbygningen. Henne ved Senate Avenue-krydset forlod en trio af renovationsarbejdere deres skraldebil og travede hen imod os med store affaldstønder af metal. Fra den modsatte retning kom en håndfuld mænd i jakkesæt traskende hen over senatsplænen.

Leo bandede. “Er alle i den her by metalhoveder? Og jeg mener ikke den fede slags metalhoveder.”

“Rolig, min ven,” sagde Nanette. “Overgiv jer, så behøver det ikke gøre særlig ondt. Det skal kejseren nok selv sørge for!”

Til trods for den brækkede hånd var Kalypso åbenbart ikke i humør til at overgive sig. Med et trodsigt brøl gik hun igen til angreb på Nanette, denne gang med et karatespark rettet mod blemmyens kæmpenæse.

“Nej!” råbte jeg, men for sent.

Som sagt er blemmyer bastante væsener. De er svære 24

apollons provelser 2.indd 24

08/09/2017 10.42

at såre og endnu sværere at slå ihjel. Kalypsos fod ramte målet, og hendes ankel vrikkede til siden med et væmmeligt plop. Hun sank sammen og udstødte halvkvalte smertelyde.

“Kal!” Leo løb hen til hende. “Skrid, brystfjæs!”

“Tal pænt, min ven,” skændte Nanette. “Nu er jeg bange for, at jeg er nødt til at trampe på jer.”

Hun løftede den ene fod, men Leo var hurtigst. Han fremkaldte en ildkugle og tyrede den af sted som en baseball, der ramte Nanette lige mellem de enorme øjne i brysthøjde. Flammerne slikkede hen over hende og satte såvel øjenbryn som blomstret kjole i lys lue.

Mens Nanette skreg og vaklede rundt, råbte Leo: “Hjælp mig, Apollon!”

Det gik op for mig, at jeg bare havde stået der helt stivnet af chok – hvilket også ville have været udmærket, hvis jeg havde set kampen udfolde sig på sikker afstand fra min trone på Olympen. Men ak, jeg befandt mig i høj grad hernede i skyttegravene med undervæsenerne.

Jeg hjalp Kalypso på benene (i hvert fald det gode ben).

Vi slyngede hendes arme om vores skuldre (under stort skrigeri fra Kalypso, da jeg ved et uheld tog fat i den brækkede hånd) og humpede væk derfra.

Ti meter henne ad græsplænen standsede Leo brat op.

“Jeg glemte Fejstos!”

“Lad ham stå,” snerrede jeg.

“Hvad?”

“Vi kan ikke håndtere både ham og Kalypso! Vi kommer tilbage senere. Måske ignorerer blemmyerne ham bare.”

“Jamen hvad hvis de finder ud af, hvordan man tænder 25

apollons provelser 2.indd 25

08/09/2017 10.42

for ham?” sagde Leo ængsteligt. “Hvad hvis de gør ham noget …?”

“MARRRGGGGH!” Et sted bag os rev Nanette resterne af den brændende kjole af. Fra livet og ned var hendes krop dækket af lys, lodden pels, lidt ligesom en satyr. Hendes øjenbryn ulmede, men derudover så hendes ansigt ubeskadiget ud. Hun spyttede aske ud og skulede olmt i vores retning. “Det var ikke pænt gjort! FANG DEM!” Jakkesættene var næsten over os, hvilket slukkede alt håb om at nå tilbage til Fejstos uden at blive fanget.

Vi valgte den eneste heltemodige mulighed, der var: Vi tog flugten.

Jeg havde ikke følt mig så gangbesværet siden det trebenede dødsløb med Meg McCaffrey hjemme i Halvblodslejren. Kalypso prøvede at hjælpe ved at sparke sig frem som en kængurustylte mellem Leo og mig, men hver gang hendes brækkede fod eller hånd bevægede sig, udstødte hun et skrig og sank sammen mellem os.

“Und-undskyld,” mumlede hun med ansigtet badet i sved. “Jeg skal nok ikke være nærkæmper.”

“Heller ikke mig,” måtte jeg indrømme. “Måske kan Leo holde dem stangen, mens …”

“Hey, I skal ikke se på mig,” mukkede Leo. “Jeg er bare en mekaniker, der kan smide en ildkugle i ny og næ.

Vores fighter er stadig derhenne i kufferttilstand.”

“Hump hurtigere,” foreslog jeg.

Vi nåede udelukkende ud på gaden i live igen, fordi blemmyerne bevægede sig så langsomt. Det ville jeg formodentlig også gøre, hvis jeg skulle balancere et falsk metalhoved på, øh, hovedet, men selv uden forklædning 26

apollons provelser 2.indd 26

08/09/2017 10.42

var blemmyerne ikke nær så rappe, som de var stærke.

Deres elendige dybdesyn fik dem til at træde overdrevent påpasseligt, som om jorden var et flerlagshologram. Hvis vi bare kunne humpe fra dem …

“Godmorgen!” En politibetjent kom til syne til højre for os med pistolen trukket. “Stands, eller jeg skyder! På forhånd tak!”

Leo tog en propflaske op af værktøjsbæltet. Han tyrede den ned for fødderne af betjenten, og grønne flammer stod op omkring ham. Betjenten slap pistolen. Han flåede den brændende uniform af og afslørede et brystfjæs med lodne muskeløjenbryn og navleskæg, der trængte til at blive trimmet.

“Pyha,” sagde Leo. “Jeg håbede, det var en blemmy.

Det var min eneste flaske græsk ild, venner. Og jeg kan ikke blive ved med at fremkalde ildkugler, medmindre jeg gerne vil besvime, så …”

“Vi er nødt til at gå i dækning,” sagde Kalypso.

Et forstandigt råd, men dækning lod ikke rigtig til at være et begreb i Indiana. Gaderne var lige og brede, landskabet fladt, folkemængderne sparsomme, udsynet uendeligt.

Vi drejede ned ad South Capitol. Jeg skævede tilbage over skulderen og så flokken af smilende, falskhovedede lokale hale ind på os. En bygningsarbejder gjorde holdt for at flå kofangeren af en Ford pickup og sluttede sig så igen til optoget med sin nye kromkølle over skulderen.

Imens passede de almindelige dødelige – i hvert fald dem, der ikke lod til at ville slå os ihjel i øjeblikket – deres egne sager, talte i telefon, ventede ved fodgængerovergange, nippede til kaffen på omkringliggende cafeer og 27

apollons provelser 2.indd 27

08/09/2017 10.42

ignorerede os fuldstændig. En hjemløs mand, der sad på en mælkekasse pakket helt ind i tæpper, spurgte mig, om jeg mon kunne undvære noget at leve af. Jeg modstod trangen til at svare ham, at der var noget at dø af lige i hælene på os med et bredt udvalg af våben.

Mit hjerte hamrede løs. Jeg kunne ikke fordrage at have en dødelig krop. Jeg oplevede så mange trælse ting, såsom frygt, kulde, kvalme og trangen til at jamre: I må ikke slå mig ihjel! Hvis Kalypso bare ikke havde brækket anklen, kunne vi sikkert have bevæget os hurtigere, men vi kunne ikke rigtig forlade hende. Ikke at jeg var særlig begejstret for Kalypso, vel at mærke, men jeg havde allerede overtalt Leo til at efterlade sin drage. Jeg havde ikke lyst til at udfordre skæbnen.

“Dér!” sagde troldkvinden. Hun nikkede over mod noget, der lignede en smøge bag et hotel.

Jeg gøs ved mindet om min første dag i New York som Lester Papadopoulos. “Hvad hvis det er en blindgyde?

Sidste gang jeg befandt mig i sådan en, gik det ikke særlig godt.”

“Lad os prøve,” sagde Leo. “Måske kan vi gemme os derinde eller … noget.”

Noget lød som en mangelfuld plan B, men jeg havde ikke noget bedre bud.

Den gode nyhed var, at smøgen ikke var en blindgyde.

Jeg kunne tydeligt se en udvej i den anden ende af den.

Den dårlige nyhed var, at læsseramperne bag hotellet var aflåst, så der ikke var nogen skjulesteder, og at der langs muren overfor stod affaldscontainere på rad og række. Åh, affaldscontainere! Hvor jeg dog hadede dem!

Leo sukkede. “Nå, men vi kan vel hoppe ned i …”

28

apollons provelser 2.indd 28

08/09/2017 10.42

“Nej!” vrissede jeg. “Aldrig mere!”

Vi kæmpede os gennem smøgen, så hurtigt vi kunne.

Jeg prøvede at dysse nerverne ned ved i al stilhed at komponere en sonet om forskellige måder, en guds rasen kunne tilintetgøre affaldscontainere på. Jeg blev så opslugt, at jeg slet ikke opfangede, hvad der var foran os, før Kalypso udstødte et gisp.

Leo stoppede op. “Hvad i …? Hijo!”

Genfærdet havde et svagt, rødgulligt skær. Han havde en traditionel chiton og sandaler på og et sværd om livet, som en græsk kriger i sin bedste alder … bortset fra at han var blevet halshugget. Til forskel fra blemmyerne havde dette væsen dog tydeligvis engang været menneske. Æterisk blod piblede ned fra den overhuggede hals og plettede hans skinnende, orange tunika.

“Det er et ostefarvet spøgelse,” sagde Leo. Genfærdet løftede den ene hånd og vinkede os fremad.

Eftersom jeg ikke var født som dødelig, nærede jeg ikke rigtig nogen frygt for de døde. Har man set én forpint sjæl, har man set dem alle. Men der var noget ved det her spøgelse, der foruroligede mig. Han vakte et fjernt minde, en flere tusind år gammel skyldfølelse …

Bagude lød blemmyernes stemmer nu højere. Jeg kunne høre dem råbe: “Godmorgen!” og: “Undskyld mig!” og: “Dejligt vejr!” til de andre indianitter.

“Hvad gør vi?” spurgte Kalypso.

“Følger efter genfærdet,” sagde jeg.

“Hvad?” udbrød Leo. “Vi følger efter det ostefarvede genfærd. Som du plejer at sige: Vaya con queso.”

“Det var jo en joke, ese.”

29

apollons provelser 2.indd 29

08/09/2017 10.42

Den orange ånd vinkede ad os igen og svævede så hen mod smøgens anden ende.

Bag os råbte en mandestemme: “Der er I jo! Dejligt vejr, ikke sandt?”

Jeg vendte mig tidsnok til at se en pickup-kofanger komme sejlende med kurs lige mod os.

“Ned!” Jeg tacklede Kalypso og Leo, hvilket fremprovokerede flere smertensskrig fra troldkvinden. Pickupkofangeren susede hen over hovedet på os og hamrede ind i en affaldscontainer, der opsendte en festlig eksplosion af skraldekonfetti.

Vi kæmpede os på benene. Kalypso rystede og gav sig ikke længere af smerte. Jeg var temmelig sikker på, at hun var ved at gå i chok.

Leo fiskede en hæftepistol frem fra værktøjsbæltet. “I fortsætter bare. Jeg holder dem stangen, så længe jeg kan.”

“Hvad har du måske tænkt dig?” spurgte jeg. “At klipse dem sammen?”

“Jeg har tænkt mig at kaste ting efter dem!” vrissede Leo. “Medmindre du har en bedre idé?”

“H-hold op, begge to,” stammede Kalypso. “Vi ef-efterlader ikke nogen. Kom så. Højre, venstre, højre, venstre.”

Vi trådte ud af smøgen og befandt os på et rundt, vidtåbent torv. Åh, hvorfor kunne indianitterne dog ikke have bygget en ordentlig by med smalle, kringlede gader, masser af mørke kroge og eventuelt nogle belejligt placerede bombesikre bunkere?

I midten af en rundkørsel stod der et springvand omgivet af blomsterbede. Mod nord knejsede et andet hotels tvillingetårne. Mod syd tårnede en ældre, mere imposant bygning i rødsten og granit sig op – muligvis en 30

apollons provelser 2.indd 30

08/09/2017 10.42

togstation fra Victoriatiden. På bygningsværkets ene side strakte et klokketårn sig omkring tres meter op. Under en marmorhvælving over hovedindgangen funklede et kolossalt rosevindue i en indfatning af grønt kobber, som en mosaikrudeudgave af den dartskive, vi brugte til den ugentlige spilleaften på Olympen.

Tanken gjorde mig helt elendig til mode af hjemve.

Jeg ville have givet hvad som helst for at være hjemme til spilleaften, selv om det indebar at skulle høre Athene hovere over sin score i scrabble.

Jeg spejdede ud over torvet. Vores genfærdsguide lod til at være forsvundet.

Hvorfor havde han ført os herhen? Skulle vi forsøge os med hotellet? Togstationen?

De spørgsmål mistede al betydning, da blemmyerne omringede os.

Flokken kom væltende ud af smøgen bag os. En politibil svingede ind i rundkørslen ved siden af togstationen.

I hotellets indkørsel parkerede en bulldozer, hvis fører vinkede og muntert råbte: “Halløj! Jeg bulldozer jer!”

Lynhurtigt var samtlige flugtveje fra torvet afskåret.

Svedstriben på min hals frysetørrede. Mine ører blev fyldt af en irriterende pibelyd, som jeg indså var min egen uartikulerede klynken: I må ikke slå mig ihjel, I må ikke slå mig ihjel.

Jeg skal ikke dø her, lovede jeg mig selv. Jeg er alt for betydningsfuld til at stille træskoene i Indiana.

Men mine bævende knæ og hakkende tænder var tilsyneladende ikke enige.

“Hvem har en idé?” spurgte jeg mine fæller. “Alle geniale ideer er velkomne.”

31

apollons provelser 2.indd 31

08/09/2017 10.42

Kalypso så ud, som om hendes mest geniale idé indtil videre var at prøve at lade være med at kaste op. Leo strammede grebet om hæftepistolen, hvilket ikke lod til at skræmme blemmyerne.

Ud af flokkens midte trådte vores gamle veninde Nanette frem med et bredt smil plastret over hele torsoen.

Hendes højhælede laklædersko clashede helt forfærdeligt med den lyse benpels. “For søren da, små pus. Jeg er altså lidt stødt på manchetterne.”

Hun tog fat om det nærmeste vejskilt og flåede det énhændigt op af asfalten. “Er I søde at stå stille, tak? Så vil jeg lige smadre jeres kranier med det her.”

apollons provelser 2.indd 32

08/09/2017 10.42

p

rø

RICK RIORDAN

r

s

ollon ap

velse

BOG 2

Den kiksede teenager Lester Papadopoulos, tidligere kendt som solguden Apollon, er kommet på sit livs opgave. Han kan kun

RICK RIORDAN

MED NYE VENNER SKAL GAMLE VENNER BEKÆMPES

genvinde sin guddommelige status ved at falder i triumviratets kløer. Et af dem befinder sig i Indianapolis, så Lester må forlade Halvblodslejrens trygge rammer og sætte kurs mod den amerikanske storby, hvor en gammel ven står klar til at tage knap så kærligt imod ham. Heldigvis har han sine nye venner, Leo og Kalypso, med på den hårrejsende, hæsblæsende og haiku-fyldte mission.

DEN DUNKLE PROFETI

forhindre, at oldtidens fem mægtigste orakler

BIND 2 9

Apollons prøvelser 2 COVER.indd 1

788711 692158

DEN DUNKLE PROFETI

08/09/2017 09.00