Amari og Nattens brødre læseprøve

Content_9788711917008.indd 2

11/02/21 9:22 PM

B. B. ALSTON

AMARI OG

NATTENS BRØDRE

Med illustrationer af

GODWIN AKPAN På dansk ved Elisabeth Kiertzner

Carlsen

Content_9788711917008.indd 3

11/02/21 9:22 PM

I’m shaking, tears streaming down my face. Principal Merritt doesn’t say anything. Mama stands up slowly and pulls me into her arms. “Go to the car, Babygirl. I’ll finish up here.”

G

Til min kone 4 Quinteria, som altid har haft troen

Amari1 txt des7_cc17.indd 4

10/30/20 11:28 AM

Amari og Nattens Brødre Er oversat fra engelsk efter ’Amari and the Night Brothers’ af Elisabeth Kiertzner Tekst copyright © 2021 by B. B. Alston All rights reserved. Printed in the United States of America.

No part of this book may be used or reproduced in any manner whatsoever without written permission except in the case of brief quotations embodied in critical articles and reviews.

For information address HarperCollins Children’s Books, a division of HarperCollins Publishers, 195 Broadway, New York, NY 10007.

Omslagsillustration: © Brittany Jackson Illustrationer © 2021 by Godwin Akpan Dansk udgave © Forlaget Carlsen 2021 Bogen er sat med: Granjon LT Std 1. udgave, 1. oplag Trykt hos ScandBook ISBN: 9788711917008 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen -et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S et selskab i Egmont

Content_9788711917008.indd 4

11/02/21 9:22 PM

t1t

J

eg sidder på inspektørens kontor. igen. Ude på ­gangen

på den anden side af glasdøren er inspektør Merritt ved at få et møgfald af Emily Grants mor. Hun fægter så meget med armene, at man skulle tro, jeg havde gjort noget meget værre end at give hendes lille, storsnudede prinsesse-datter et puf. Det var Emily, der provokerede mig, og ikke omvendt. Det var ikke min skyld, at hun fik overbalance og faldt på halen foran alle.

Emily står bag sin mor med sit slæng omkring sig.

De holder sig for munden og hvisker sammen, mens de kigger på mig gennem døren, som om de bare ikke kan vente med at få mig for sig selv. Jeg læner mig tilbage i stolen, så de ikke kan se mig. Denne gang har du seriøst problemer, Amari.

Jeg kigger op på billedet af den mørkhudede dreng på væggen bag inspektør Merritts skrivebord og rynker panden. Quinton løfter stolt pokalen, som han vandt i

D1E Content_9788711917008.indd 1

11/02/21 9:22 PM

statens matematikkonkurrence. Man kan ikke se os, men mor og jeg står lige neden for scenen og klapper af ham.

Der er ikke meget at klappe af længere.

Dørene går op, og fru Grant kommer ind, efterfulgt af Emily. Uden at værdige mig et blik sætter de sig på stolene længst væk. Det er, som om deres modvilje mod mig fylder hele kontoret. Jeg skærer ansigt og lægger armene over kors – følelsen er gengældt.

Nu kommer mor i sin blå hospitalsuniform. Hun er endnu en gang blevet kaldt fra arbejde på grund af mig.

Jeg sætter mig op i stolen for at forklare mig, men hun sender mig et blik, og jeg bider ordene i mig.

Inspektør Merritt er den sidste, der sætter sig. Han ser fra den ene til den anden med et udmattet blik. ”Jeg er klar over, at I to piger har en historie med hinanden. Men eftersom det er sidste skoledag …” ”Jeg vil have den piges legat inddraget!” ryger det ud af fru Grant. ”Jeg nægter at betale så mange skolepenge, som jeg gør, for at min datter skal overfaldes på gangene!” ”Overfaldes?” Jeg farer op, men mor løfter hånden for at bremse mig. ”Amari ved bedre end at lægge hånd på andre,” siger mor. ”Men det har været under opsejling længe. De piger har generet min datter, fra det øjeblik hun startede her.

De skrev så grimme beskeder på hendes sociale medier, at vi overvejede at slette hendes konti.” ”Og den sag håndterede vi, i samme øjeblik vi blev bekendt med den,” siger inspektør Merritt. ”Alle fire piger fik en skriftlig advarsel.” ”Hvad med alt det, som de siger direkte til mig?” Jeg læner mig frem i stolen, ildrød i kinderne. ”De kalder mig ’Velgørenhedsprojekt’ og ’Fattig- frokost’, og hver gang

D2E Content_9788711917008.indd 2

11/02/21 9:22 PM

de kan se deres snit til det, minder de mig om, at børn som mig ikke hører til her.” ”For det gør I ikke!” siger Emily. ”Stille!” snerrer fru Grant. Emily ruller med øjnene.

Fru Grant rejser sig op og vender sig om mod mor. ”Jeg tager en snak med min datter om hendes opførsel, men din datter blev fysisk … Jeg kan anmelde hende. Vær glad for, at jeg ikke tager det skridt.”

Mor rejser børster, men bider vreden i sig. Gad vide, om det er, fordi Emilys mor har ret i det med, at hun kan anmelde det. Næsten hele skolen så på. ”Op,” siger fru Grant til sin datter, og de går hen mod døren, hvor fru Grant standser brat, vender sig om og ser på os. ”Jeg forventer at få besked, så snart legatet er inddraget. Ellers får forældrebestyrelsen meget at tale om på næste møde.”

Døren smækker i bag dem.

Jeg er så vred, at jeg næsten ikke kan sidde stille. Det er så uretfærdigt alt sammen. Mennesker som Emily og fru Grant vil aldrig kunne forstå, hvordan det er ikke at have penge. De kan gøre, lige hvad de vil uden konsekvenser, mens vi andre må vogte hvert skridt, vi tager. ”Vil du virkelig inddrage Amaris legat?” spørger mor spagt.

Inspektør Merritt sænker blikket. ”Vi har en nultolerancepolitik over for fysiske disputter. Ifølge skolens regler bør hun bortvises. Den mildeste straf, jeg kan give, er at inddrage hendes legat.” ”Aha ...” Mor synker sammen i stolen.

Min vrede bliver til skam. Mor er i forvejen ked af det på grund af Quinton. Jeg burde ikke give hende flere bekymringer, bare fordi jeg ikke kan håndtere et par mobbere.

D3E Content_9788711917008.indd 3

11/02/21 9:22 PM

”Jeg er klar over, at det har været … vanskeligt, siden Quinton forsvandt,” siger inspektør Merritt til mig. ”Han var en god dreng med en lysende fremtid. Det er ikke raketvidenskab at forbinde den begivenhed med starten på dine adfærdsproblemer, Amari. Jeg kan sørge for, at du får gratis samtaler hos en psykolog …” ”Jeg har ikke brug for en psykolog,” afbryder jeg.

Inspektør Merritt rynker panden. ”Du bør tale med nogen om din vrede.” ”Vil du vide, hvorfor jeg skubbede Emily? Det var, fordi hun syntes, det var sjovt at joke med, at min bror er død. Men det er han ikke. Jeg er ligeglad med, hvad alle andre siger. Han er derude et sted. Bare vent, til jeg finder ham!”

Jeg ryster over hele kroppen, og tårerne strømmer ned ad mine kinder. Inspektør Merritt siger ikke noget. Mor rejser sig langsomt op og lægger armene om mig. ”Gå ud til bilen, skattepige. Så får jeg lige afsluttet her.” *** Vi kører hjem i tavshed. Det er næsten seks måneder siden, Quinton forsvandt, men det føles ikke som så længe. Det er, som om det var forleden dag, han ringede til mor for at sige, at han kom hjem til jul. Det var en ret stor ting, for da Quinton blev færdig med high school og fik det der seje job, var han aldrig hjemme. Det var et af den slags job, hvor man ikke må fortælle nogen, hvad man laver.

Jeg var helt sikker på, at Quinton var sådan en tophemmelig spion, ligesom James Bond. Men han smilede bare skævt til mig og sagde: ”Du tager fejl, men du tager ikke helt fejl.” Hver gang jeg prøvede at lokke noget mere ud

D4E Content_9788711917008.indd 4

11/02/21 9:22 PM

af ham, lo han bare og lovede at fortælle mig det, når jeg blev større.

Sagen er, at Quinton er klog klog. Han holdt talen til afslutningsceremonien på Jefferson Academy, og to af landets fineste universiteter tilbød ham et fuldt legat.

Han afviste dem begge til fordel for at arbejde, for hvem det nu end var. Da han forsvandt, var jeg sikker på, at det havde noget med det der hemmelige job at gøre. Eller at nogen, som arbejdede sammen med ham, i det mindste vidste, hvad der var sket. Men da vi nævnte det med hans job for betjentene, kiggede de på mig og mor, som om vi ikke var rigtig kloge.

De havde den frækhed at fortælle os, at han – så vidt de kunne se – var arbejdsløs. At der ikke var nogen skatteopgørelser, som kunne bevise, at han nogensinde havde haft et job i det hele taget. Men det gav bare ingen mening. Han ville aldrig lyve om den slags. Da mor fortalte dem, at han plejede at sende penge hjem for at hjælpe med regningerne, antydede betjentene, at Quinton måske var blandet ind i noget, han ikke ønskede, at vi kendte til. Noget ulovligt.

Det er altid det, folk tror, når man kommer fra ’Woods’, som det sociale boligbyggeri Rosewood også bliver kaldt.

Bilen rasler, da vi kører hen over togskinnerne, som afslører, at vi er hjemme i mit kvarter. Jeg vil ikke lyve: Det føles anderledes at komme tilbage hertil, når man har været i den anden ende af byen. Det er, som om verden er lysere inde omkring Jefferson Academy og alle de store, farvestrålende huse, der omkranser skolen.

I sammenligning med det virker der gråt her, hvor jeg kommer fra. Vi kører forbi butikkerne, der sælger spiritus, og forbi pantelånerne, og jeg får øje på pusherne, der står og læner sig op ad gadeskiltene og ser ud, som

D5E Content_9788711917008.indd 5

11/02/21 9:22 PM

om de ejer hele verden. Jayden, en dreng, jeg kender fra området, står sammen med en flok ældre drenge.

Han har en tyk guldkæde om halsen og smiler til mig, da han genkender bilen, idet vi kører forbi.

Jeg prøver at smile tilbage, men ved ikke, om det er overbevisende. Vi har ikke talt sammen, siden Quinton forsvandt. Og siden Jayden begyndte at hænge ud med de fyre, som han lovede min bror at holde sig fra.

Da vi har parkeret foran vores blok, skjuler mor ansigtet i hænderne og græder. ”Er … er du okay!” spørger jeg. ”Jeg føler, at jeg svigter dig, skattepige. Jeg har tolvtimersvagter fem dage om ugen. Du burde have nogen, som er der, og som du kan tale med.” ”Jeg har det fint. Jeg ved godt, at du kun arbejder så meget, fordi du er nødt til det.”

Mor ryster på hovedet. ”Jeg ønsker ikke, at du skal slide sådan i det ligesom mig. Det legat til Jefferson Academy var din adgangsbillet til et godt universitet … til et bedre liv. Guderne må vide, at jeg ikke selv har råd til at sende dig sådan et sted hen. Jeg aner ikke, hvad vi nu skal gøre.” ”Undskyld, men jeg passede aldrig ind der.” Jeg lægger armene over kors og vender mig om for at se ud ad vinduet. Bare fordi min bror fik det til at se let ud, betyder det ikke, at jeg også kan. ”Jeg er ikke Quinton.” ”Jeg siger ikke, at du skal være din bror,” siger mor. ”Jeg beder dig bare om at prøve. Skolen var en mulighed for, at du kunne se, at der findes en større verden uden for vores kvarter. En chance for at udvide din horisont.”

Hun sukker. ”Jeg ved godt, at det er uretfærdigt, men sandheden er, at nogle mennesker har en indgroet forestilling om, hvad du er for et menneske, når du er en fattig

D6E Content_9788711917008.indd 6

11/02/21 9:22 PM

sort pige fra Woods. Du skal ikke give dem grund til at tro, at de har ret.”

Jeg svarer ikke. Hun opfører sig, som om hun ikke allerede har fortalt mig det en million gange. ”Hvis du ikke har travlt med at lave ballade henne i skolen,” siger mor, ”så sidder du foran den computer i timevis. Det er usundt, Amari.”

Altså, jeg ved jo godt, at hun har ret. Men det er svært at koncentrere sig om noget i skolen, når man kan høre de andre børn hviske om en. Og jeg føler, at jeg hjælper til med eftersøgningen af Quinton, når jeg poster billeder af ham på alle de hjemmesider, jeg kan finde. Jeg ved godt, at chancen er lille, men det giver mig håb.

Mor fortsætter: ”Når du kommer ind, skubber du computeren ind under min dør og lader den ligge der.” ”Men mor.”

Hun vifter med hånden. ”Jeg vil ikke høre noget.

Computeren bliver hos mig, indtil du begynder at tage din fremtid mere alvorligt. Vi snakker videre om det i morgen. Jeg må tilbage til hospitalet.”

Jeg smækker bildøren i efter mig. Og jeg ser mig ikke tilbage, da jeg vader hen mod indgangen. Hvad gør jeg nu? *** Da jeg er inde i lejligheden, kaster jeg mig ned på sofaen og begraver ansigtet i puderne. Det har været en møgdag.

Lidt efter sætter jeg mig op med et støn og tager min gamle, ramponerede computer op af skoletasken.

Quinton vandt den, da han fik en andenplads ved en eller anden international naturvidenskabsmesse for en evighed siden. Han gav mig den, da han vandt en bedre én året efter.

D7E Content_9788711917008.indd 7

11/02/21 9:22 PM

Det overrasker mig ikke engang, at skærmen ikke tænder, da jeg åbner den.

Jeg åbner og lukker den et par gange, men den virker stadig ikke. Den er tydeligvis i det humør, så jeg lægger den fra mig og går ud i køkkenet for at spise noget mad.

Men da jeg har fyldt noget i min knurrende mave, virker computeren stadig ikke. Jeg lukker øjnene og holder den op til panden. ”Mor siger, at jeg skal sige farvel til dig, og jeg aner ikke, hvornår jeg får dig tilbage. Vær nu sød at virke.”

Denne gang lyser den op med det samme. Gudskelov.

Kvarterets gratis wi-fi er sygt langsomt, men det lykkes mig alligevel at copy-paste Quintons ’savnet’-plakat over på en snes hjemmesider.

Normalt ville jeg tjekke hans e-mail nu (jeg regnede hans password ud for nogle måneder siden – Amari Amazing – mit fake superheltenavn fra gamle dage), men min nysgerrighed får overtaget, og i stedet finder jeg Emily Grants Instagram-profil for at se, om hun har postet noget om i dag. Og hvad ser jeg? Et billede af mig på hendes profil og teksten: Sommerferie! Og mere godt nyt: Vi fik endelig fjernet affaldet fra Jefferson. Bortvist!

Hendes post får tonsvis af kommentarer fra andre elever.

Jeg læser kun et par stykker, inden jeg smækker computeren i. Hun er uønsket her … jeg har hørt, at hun stjal fra elevskabene … hendes dumme bror skulle bare falde død om …

Jeg blev ikke bortvist, og min bror er ikke død. Jeg bider tænderne sammen og åbner computeren igen for at skri-

D8E Content_9788711917008.indd 8

11/02/21 9:22 PM

ve et svar, der vil lukke munden på dem alle. Øverst på skærmen popper en besked op, og jeg stivner. Det er en ny e-mail til Quinton.

1 ny mail: Fra Diskrete Leverancer

Det virker måske ikke som noget særligt, men Quinton får aldrig nye e-mails. Nogensinde. Jeg har tjekket dem, lige siden den dag jeg gættede hans password.

Jeg åbner den: Pakken er afleveret.

Du vil, som anmodet, modtage en ny e-mail, når Amari Peters har underskrevet.

Tak fordi du benytter Diskrete Leverancer, hvor de får som fortjent, om de så ved det eller ej!

Denne e-mail sletter sig selv om 3 … 2 … 1 …

E-mailen er væk.

Jeg farer forbløffet op. Blev e-mailen lige …

Og hvad er det, jeg skal skrive under på?

Så banker det på døren. ”Leverance!”

Content_9788711917008.indd 9

11/02/21 9:22 PM

t2t

J

eg løber ud til hoveddøren og flår den op.

Udenfor står en skrutrygget mand i laset tøj. Jeg læner mig forbi ham for at kigge op og ned ad fortovet.

Hvor er buddet henne? ”Goddag,” siger manden uden at se op. ”Må jeg lige veksle et par ord med dig?”

Jeg får straks dårlig samvittighed over at have ignoreret ham. ”Jeg har ingen penge. Men der er en minipizza i fryseren, som du må få. Mor har ikke købt ind endnu.” ”Det er meget pænt af dig, men jeg har faktisk lige forladt en meget fin restaurant,” svarer han. ”Åh,” siger jeg. ”Du er altså ikke hjemløs?” ”Hjemløs? Ih nej.” Manden løfter omsider hovedet.

Han er ældre og har et nydeligt trimmet, gråt skæg. Det, som han har stået bøjet over, er en skærm. ”Hvorfor tror du det?”

D 10 E Content_9788711917008.indd 10

11/02/21 9:22 PM

Mit blik glider ned over hans mismatchende tøj. ”Øh, ikke for noget.”

Han følger mit blik og bliver rød i hovedet. ”Dette er altså højeste mode i … nå, pyt med det. Er du mon Amari Peters?”

Stop lige! Jeg træder et par skridt tilbage. ”Hvor kender du mit navn fra?” ”Det står lige her,” siger han og peger på sin skærm. ”Du skal bare skrive under på leverancen, og så er jeg smuttet.” ”Er du … buddet?” spørger jeg forsigtigt. ”Og har du en pakke til mig?” ”Jep.” Han vender skærmen om. ”Fra en Q. Peters.”

Jeg snapper efter vejret. ”Står du og siger, at du rent faktisk kommer med noget fra min bror?”

Manden nikker. ”Hvis denne Q. Peters-fyr er din bror, så ja. Der står her, at han har sendt lige nøjagtigt ét styk ’Udvid din horisont’-kit.”

Udvid din horisont? Var det ikke det, mor lige talte om? ”Er det en joke, det her?” ”Bestemt ikke.” Han rynker panden. ”Jeg er kun bud på deltid, men jeg tager mit arbejde meget seriøst.” ”Nå, men uanset hvad det er, du skal forestille at levere, så tager jeg imod det.” I samme øjeblik går det op for mig, at han hverken har konvolutter eller pakker med. ”Hvor er pakken?” ”Beklager, men du skal først skrive under.” Manden rækker mig skærmen, og jeg snupper den og sætter en klodset underskrift på skærmen med fingerspidsen.

Jeg kigger forventningsfuldt på ham. ”Pakken?”

Manden trykker et par gange på skærmen. ”Står i Q. Peters’ gamle klædeskab.”

D 11 E Content_9788711917008.indd 11

11/02/21 9:22 PM

Jeg stirrer bare på ham. ”Har du været inde i lejligheden?” ”Med Q. Peters’ tilladelse, naturligvis.” Han rømmer sig højlydt. ”Og nu er jeg bange for, at jeg skal bruge din erindring om dette møde. I Diskrete Leverancer sætter vi en ære i vores kunders anonymitet, forstår du.

Bare rolig, du skal nok få din pakke. På et eller andet tidspunkt i dag vil du mærke en pludselig og uforklarlig trang til at rydde op i skabet, og så finder du pakken.” ”Du har brug for min … hvad?” ”Bare den ene erindring.” Manden tager noget frem, der ligner fjernbetjeningen til et tv. Så kniber han øjnene sammen og ser på sin skærm igen. ”Åh, beklager! Det lader til, at dit navn står på listen over intakt hukommelse. Der er vist en her, som har kurs mod Bureauet. Bedste tredive år af mit liv. Nå, men ha’ en god eftermiddag!”

Jeg blinker med øjnene, og så er manden væk. Hvad i alverden skete der lige?

Og hvad er der i min brors skab? *** Selv nu, efter al den tid, forventer jeg nærmest at høre Quinton råbe af mig, fordi jeg braser ind på hans værelse uden at have fået lov. Jeg kigger rundt på de krøllede rap-plakater på væggen ved siden af hans indrammede billeder af Stephen Hawking og Martin Luther King.

Hans seng er uredt, som altid, og endevæggen er fyldt med alle hans akademiske trofæer og æresbevisninger.

Kriminalbetjentene rodede rundt i alle tingene herinde i deres søgen efter spor, der kunne fortælle, hvad der var sket med ham, men mor og jeg sørgede for at lægge alt på plads igen, præcis som det var. Jeg tror, at vi

D 12 E Content_9788711917008.indd 12

11/02/21 9:22 PM

begge i al hemmelighed håbede at finde noget, politiet havde overset. Det gjorde vi bare ikke. Ingen af os har været herinde siden. Det gør for ondt.

Først da jeg er helt inde, bliver jeg overvældet af minder.

Om alle de gange, Quinton og jeg har leget herinde. Og når han nogle gange satte en playliste på, mens vi lå på gulvet og jokede med, at vi en dag ville overtage verden. At vi ville vise vores taber-far, som forlod mor, at vi er noget værd. At vi altid ville støtte hinanden, uanset hvad. Og ja, Quinton er ti år ældre end mig, men vi har altid været tætte.

Tik … tik … tik …

Okay … det har aldrig før tikket i Quintons værelse.

Jeg får pludselig gåsehud over hele kroppen.

Måske var det sandt, det, som ham det underlige bud fortalte. Pakken skulle være inde i Quintons skab. Og ganske rigtigt, lyden bliver højere for hvert skridt, jeg nærmer mig. Har han sendt mig et ur?

Jeg bider mig i underlæben og åbner skabsdøren. Der er tomt, bortset fra en stor, grim og gammel kiste, som Quinton fandt i genbrugsbutikken, da vi var mindre.

Mens jeg gravede efter en sort Barbie i dukkekassen, fik han øje på denne her nussede kiste, hvor halvdelen af læderet på låget var slidt af. Han påstod, at han manglede et sted at opbevare alle sine store planer.

Det kunne lyde, som om det, Quinton har sendt mig, ligger nede i den. Heldigvis ødelagde han låsen for mange år siden, så man skal bare løfte låget for at åbne den. Jeg graver igennem bunker af chartekker og gamle notesbøger i søgen efter noget, som tikker.

Først da jeg når bunden, finder jeg en højlydt tikkende, sort, firkantet taske med en hvid post-it på med Quintons håndskrift.

D 13 E Content_9788711917008.indd 13

11/02/21 9:22 PM

Til Amari. Strengt fortroligt.

Jeg skynder mig at tage tasken op af kisten og lægger den på gulvet. Hvad mon der er i den? Jeg piller ved låsene, men kan ikke åbne den, så jeg prøver i stedet at flå den op.

Uden held. Og så opdager jeg en post-it på den anden side. Åbner ved midnat efter sidste skoledag.

Jeg synker en klump, og mit hjerte hamrer. Quinton sagde aldrig noget om, at han havde en taske til mig. Men det er hans håndskrift.

Måske vil han forklare, hvor han er, og hvad der er sket. Efter seks måneder med de vildeste bekymringer … er det her så måden at finde ham på?

Jeg kigger på Quintons vækkeur. Klokken er 16:13. Der er næsten otte timer til midnat. Men hvad venter jeg på? *** Klokken er 23:58.

Jeg sidder i hovedenden af min seng med knæene trukket ind mod brystet. Tasken ligger i fodenden af sengen og ser mistænkelig ud.

Jeg kigger ud i gangen igen. Mor har været hjemme i et par timer, men der er ikke lys under hendes dør. Hun sover nok. Godt. Quinton har gjort det klart, at det kun er mig, der må se indholdet i tasken, hvad end det er.

23:59.

Jeg vandrer hvileløst frem og tilbage. Okay, jeg flipper snart ud, ikke? Hvad tror jeg egentlig, der vil ske?

00:00 KLIK! HVÆSSSSSSSS …

D 14 E Content_9788711917008.indd 14

11/02/21 9:22 PM

Jeg sværger, at jeg letter tredive centimeter fra gulvet.

Jeg lister hen til sengen og sætter mig på den. Jeg tager en dyb indånding og åbner tasken. Et væld af grønne og lilla striber møder mit blik.

Jeg stikker hånden ned i tasken, tager det glatte stof op og holder noget, som ligner en habitjakke, op mod lyset. Det er muligvis det grimmeste, jeg nogensinde har set. Jeg stikker hånden ned igen og tager et par matchende bukser ud. Jeg aner ikke, hvad der sker, men jeg kan ikke lade være med at smile. Dette er helt klart et udslag af Quintons syrede humor.

Og der er mere i tasken: en konvolut og et par kraftige, metalliske solbriller. På solbrillerne sidder en række post-its. #1 Vær sød at lægge dig ned, inden du tager disse på #2 Jeg mener det seriøst, det med først at lægge dig ned #3 Sværg, at du gør det!

Okay, okay, jeg har forstået det! Jeg kigger nærmere på solbrillerne. Bortset fra at de er tunge, virker de ret normale. I hvert fald ikke farlige nok til tre advarsler. Bliver man svimmel af dem, eller sådan noget? Nå, men hvis det er så alvorligt, at jeg skal sværge på det, må jeg hellere lægge mig ned.

Jeg skubber tasken hen til kanten af sengen og lægger mig ned, inden jeg tager solbrillerne på. Jeg ved ikke, hvorfor det skal være så … ”Amari?” lyder en stemme, som jeg ville kunne genkende hvor som helst. ”Quinton?”

Content_9788711917008.indd 15

11/02/21 9:22 PM

t3t

J

eg drejer lynhurtigt hovedet, og der, midt i værelset,

står min bror og smiler nervøst. Jeg farer så hurtigt op fra sengen, at jeg snubler over mine egne ben. Inden jeg ved af det, er jeg henne hos ham og har slynget armene om ham. Jeg ryster, mens han holder om mig. ”Jeg har også savnet dig.” Han ler.

Jeg slipper ham, og han træder et skridt tilbage. Jeg tror aldrig i mit liv, jeg har været så lykkelig før. Min bror er her. Han er her rigtigt. ”Hvordan? Hvor har du været? Vi må fortælle mor det!” Jeg kan ikke få sagt ordene hurtigt nok, mens jeg stirrer op i hans lyslevende ansigt, der har et fjoget smil på under hans store øjne og skæve hårgrænse. ”Jeg skal nok forklare alt. Men lige nu har jeg bare brug for, at du stoler på mig. Okay?” ”Øh, okay.” Selvfølgelig stoler jeg på ham. Men hvordan er han bare dukket op ud af det blå?

D 16 E Content_9788711917008.indd 16

11/02/21 9:22 PM

”Følg efter mig!” Han vender sig om og løber ud af mit værelse.

Jeg løber efter og standser brat foran mors dør. Jeg er nødt til at fortælle hende, at Quinton er tilbage. Så behøver hun ikke at være ked af det længere. Så skal vi ikke skændes længere. Alt bliver som før. ”Der er ikke tid,” råber Quinton inde fra stuen. ”Vi må skynde os.” Han åbner hoveddøren og farer ud på gangen.

Jeg kigger tilbage mod mors dør, mens jeg styrter gennem stuen og tænker på, om Quintons stemme har vækket hende. Lyset bliver ikke tændt på hendes værelse.

Men jeg kan ikke slippe Quinton nu. Jeg løber efter ham og kan kun lige følge med. ”Hvor skal vi hen?” ”Taget,” råber han.

Taget? Quinton og jeg plejede at snige os derop, selvom mor sagde, at det var for farligt. Som om vi ikke var fornuftige nok til at holde os fra kanten.

Vi løber flere etager op, indtil vi når det store, tomme tag. Det er bare ikke tomt i aften. ”Er det … en båd?” spørger jeg.

Quinton ser sig over skulderen og smiler. ”Nemlig.”

Båden er på størrelse med en skolebus, og det ser fuldstændig ud, som om nogen har dumpet en lille træhytte ned bag på den. Der kommer røg op af hyttens skorsten.

Der er en guldræling om den forreste halvdel af dækket.

Det hele er så absurd, at jeg ikke kan lade være med at grine. Hvad sker der lige? ”Hvordan er den havnet her?” ”Vi har travlt!” Quinton forsvinder rundt om den anden side.

Jeg følger efter ham, mens jeg lader fingerspidserne glide hen over det glatte skrog. Træet er så blankt, at jeg kan se mit eget spejlbillede i måneskæret.

D 17 E Content_9788711917008.indd 17

11/02/21 9:22 PM

Quinton vinker mig hen. Han hiver i et håndtag, hvorefter en del af skibet åbner sig og bliver til en lille trappe.

Quinton går først ind, og jeg følger efter. Det er ét stort rum i hele bådens længde. Jeg når at se to køjesenge – og er det sværd? – inden Quinton fører mig op ad en anden trappe for enden af skibet.

Vi går ud på dækket, og Quinton leder mig hen til to store skibsrat. Rattet foran os drejer til højre og venstre som på et hvilket som helst andet skib. Men det til højre er vinklet sådan, at det kun kan skubbes frem og tilbage.

Jeg rækker hånden ud og stryger fingrene hen over rattet. Skibet rykker en halv meter frem, og jeg farer tilbage.

Quinton griner bare. ”Du skal lige have lidt højde på først.” Han nikker mod det andet rat.

Jeg træder et skridt tilbage og ryster vantro på hovedet. ”Når du siger højde, så mener du ikke …” ”Jo, det gør jeg.” Han smiler smørret, griber fat om det andet rat og trækker forsigtigt i det. Jeg stivner, da skibet letter. Så slår jeg armene om rælingen og klamrer mig til det.

Vi stiger til vejrs, og blokken, som vi bor i, og alt det andet i mit kvarter bliver mindre og mindre. Hvad foregår der?

Min bror har en fest, og han ler til mig. ”Slap af. Skibet er triple-balanceret. Det er umuligt at falde af.” ”Quinton, vi flyver! Har du bare tænkt dig at opføre dig, som om alt er normalt?” ”Det er det måske.” Han smiler smørret igen.

Quinton griber fat om det første rat med begge hænder, og skibet suser fremad. Alt bliver sløret, og stjernerne oven over os bliver til lange, lysende striber. Jeg kan mærke vinden i mit ansigt, men i betragtning af hvor hurtigt vi må bevæge os fremad, føles mine ben helt stabile – som om jeg stadig står på jorden.

D 18 E Content_9788711917008.indd 18

11/02/21 9:22 PM

Han slipper rattet, og skibet standser med en glidende bevægelse i luften.

Duften af havsalt kildrer i min næse. Vi er omgivet af vand. ”Er det her havet?”

Min bror nikker. ”Se i teleskopet ved siden af rælingen og kig ned. Fortæl mig, hvad du ser.”

Ned? Hvem bruger et teleskop til at se ned med?

Jeg går alligevel derhen og kigger igennem det. ”Jeg kan kun se hav.” ”Bliv ved med at kigge. Det er et særligt teleskop, så det kan godt tage nogle sekunder, før øjnene vænner sig til det.”

Jeg misser lidt med øjnene. Ingenting … og derefter noget. Det er der kun et øjeblik for derefter at forsvinde igen: lysende striber som lyn hen over havbunden. ”Hvad var det?” spørger jeg. ”Bliv ved med at kigge. Og brug indstillingsknappen.”

Jeg drejer på knappen, og det, jeg kan se gennem teleskopet, bliver større. Nu kan jeg se, at de lange, lysende striber faktisk er tog, der suser hen over havbunden. ”Det er løgn,” hvisker jeg.

Jeg zoomer lidt ud, og nu får jeg øje på flere tog og bliver næsten blændet af lyset. Toget er blot et ud af mange tusinde, åbenbart, der hvirvler og suser i alle retninger.

Havet lyser op, så langt mit øje rækker, som om det prøver at overstråle stjernehimlen ovenover. Hele verden er et lysshow, kun for mig.

Jeg vender mig om mod Quinton med tårer i øjnene. ”Det er smukt.”

Men Quintons store smil begynder så småt at blegne. ”Atlantis’ Internationale Jernbane. Jeg ville bare ønske, jeg kunne vise dig det i virkeligheden.”

D 19 E Content_9788711917008.indd 19

11/02/21 9:22 PM

”Jeg forstår ikke,” siger jeg. ”Jeg ville have dig til at se, hvor uendelig og forunderlig verden faktisk er. Alt det, du har set, findes i virkeligheden, Amari. Lige fra togene til det her skib. Det er alt sammen derude, når som helst du vil se det. Det hele … undtagen mig.”

Jeg ryster på hovedet. ”Men jeg står her og ser på dig.” ”Det er solbrillerne, du ser igennem. Dette er bare en interaktiv optagelse. Vi kalder det en vågen drøm. Jeg gav instruks om, at den skulle leveres til dig, hvis der skete noget med mig. Og det gjorde der åbenbart. Jeg tog et farligt job, som jeg elsker højt, og jeg kendte risiciene. Jeg ville nu alligevel ønske, at jeg var sammen med dig lige nu.”

Verden omkring os begynder at blive tåget.

Jeg farer hen til ham og slår armene om ham. ”Hvad skete der med dig?” ”Jeg ved det ikke,” siger Quinton blidt. ”Men drømmen skulle kun sendes til dig, hvis Bureauet erklærede mig savnet … eller død.” ”Du er kun savnet.” Jeg gyser. ”Det kan jeg mærke.”

Quinton knuger mig hårdere ind til sig. ”Uanset hvad der er sket med mig, så må du ikke lade det afskrække dig fra at udforske denne verden fuldt ud. Nogle af de ting, jeg har set, vil tage pusten fra dig. Jeg har lagt en indstilling til dig med instrukser på.” ”En indstilling?” spørger jeg. ”Til hvad?”

Alt bliver sort. ”Tiden er inde, lille kylling. Jeg elsker dig.” ”Jeg elsker også dig,” hvisker jeg. ”Jeg skal nok finde dig. Den rigtige dig. Uanset hvad.”

Content_9788711917008.indd 20

11/02/21 9:22 PM

Content_9788711917008.indd 9

11/02/21 9:22 PM

SCREEN ONLY - DO NOT PRINT!

12-årige Amari er fattig, sort og bor i den “forkerte del” af byen. Men hendes elskede bror Quinton har lært hende, at hun skal tro på sig selv og aldrig give op.

Da Quinton forsvinder sporløst, indleder Amari en eftersøgning, der åbner et hemmeligt, magisk univers.

Men Amari er ikke som andre. Hun er unik. Hun er noget specielt. Nogle mener specielt farlig!

Jo tættere hun kommer på sandheden om sin bror, jo mere skal hun kæmpe for sin ret. Alle kneb gælder. første bind i serien om pigen amari, der er splittet mellem det gode og det onde i en magisk verden.

carlsen.dk