FREMMED (Litteraturtidsskriftet Lasso #4, 2020)

LITTERATURTIDSSKRIFTET

LASSO

LITTERATURTIDSSKRIFTET LASSO

fremmed #4 2020

Redaktører: Alexander Arctander og Lee Kvåle Skjønnlitteraturansvarlig: Simen Bugge Sakprosaansvarlige: Maja Marcussen og Elise Lystad Økonomiansvarlig: Maziar Kosarifar Redaksjon: Cathrine Mosvold, Erik Mamen, Helene Helland Sand (distribusjon og arrangementsansvarlig), Marius Blomli (distribusjon), Thale Rorgemoen Nenseth, Torjus Håndlykken Omslag og illustrasjon: Aronia M. Nilssen Layout: Neslihan Ramzi Takk til Velferdstingets Kulturstyre og ILOS litlasso.no Facebook: Litteraturtidsskriftet Lasso Instagram: @litlasso

BIDRAGSYTERE Aronia M. Nilssen (f. 1999) er bosatt i Drammen og studerer visuell kommunikasjon ved Universitetet i Sørøst-Norge.

Daniel Boysen (f. 1986) er en dansk forfatter. Hans seneste utgivelse er diktsamlingen “Står på tæer under vand” (2020). For tiden skriver han på romanen “Havets tyngde” som foregår et sted hvor markene blir til hav og bladene faller oppover.

Elise Lystad (f. 1995) tar en mastergrad i engelsk litteratur ved Universitetet i Oslo og er sakprosaansvarlig i Lasso.

Jonas Majcherek Klingenberg (f. 1987) er utdannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og har blant annet skrevet for Røde Kors, Mødrehjælpen og Dagbladet Information. Han debuterer her med sin første skjønnlitterære tekst.

Michalina Julia Czarnecka-Meyer (f. 1999) er fra København, men går for tiden på LungA School i Seyðisfjörður hvor hun jobber med tekst og musikk. Hun vant i 2018 Dansk Forfatterforenings DM i lyrikk.

Mikkel Vika (f. 1985) er samfunnsviter og har tidligere gitt ut novellesamlingene ”Nowa Huta” (2016) og ”Jeg vil helst ikke være her” (2019).

Mira Maria Nyman (f. 1994) studerer manus ved Westerdals / Høyskolen Kristiania. Når hun ikke leser Sarah Kane eller Jens Bjørneboe, bruker hun helst tiden på å kjøre bil, høre på synth, røyke sigaretter og drikke vin.

Niko Erfani (f. 2000) kommer fra Stockholm, men er for tiden bosatt i Malmö. Hun studerer ved Kvinnofolkhögskolan og er redaksjonsmedlem i tidsskriftet Ponton.

Robin Van de Walle (f. 1994) har studert Nordisk og Litteraturformidling i Oslo og Amsterdam, og går for tiden på Skrivekunstakademiet i Hordaland.

Samuel Hofmeister Hughes (f. 1989) er utdannet lærer og bor i København. Han har tidligere gått på Vesterbro Forfatterskole, og skriver for tiden på sin debut. I tillegg jobber han med fotografi og billedkunst, og er med i bandet ”Frygtløs”.

Simen Bugge (f. 2000) studerer litteraturvitenskap ved Universitetet i Oslo og er skjønnlitteraturansvarlig i Lasso.

INNHOLD 7 KABALE Jonas Majcherek Klingenberg 9 JAG SKA ALDRIG MER ÅKA TILLBAKA TILL OSLO Mira Nyman 15 TRAUMER GJENNOM FREMMEDGJØRING: DEN MELANINRIKE AMERIKANSKE OPPLEVELSEN Elise Lystad 22 THEA Michalina Julia Czarnecka-Meyer 28 HAVETS TYNGDE Daniel Boysen

33 OG VI SKREG UD OVER MARKERNE Samuel Hughes 38 BJØRKA UTING Robin Van de Walle 41 JEG VET HVEM DE ER Simen Bugge 48 Niko Erfani 51 OG TRÆRNE SYNGER FOR DEG Mikkel Vika

KABALE Den gamle mand stirrede uforstående på drengen. Hans enorme gårdmandslapper knugede om hvert sit armlæn, mens han lænede sig forover i stolen. Hans store, blanke øjne undersøgte undrende drengen, der stod dér i døråbningen og talte om aftensmad. »Hvor kommer du fra?« Drengen smilte, som om det var en morsomhed. »Jeg kommer bare … oppefra.« Skulle det nu være et svar? Den gamle mand gryntede og vendte tilbage til sin kabale og til sin overvågning af forsamlingshuset. Det var et værre spektakel derovre. Flaget var hejst, og flere biler holdt parkeret på gårdspladsen. Det ville snart blive aften, og så skulle de nok vise sig igen. Det var han sikker på, selvom hans kone sagde, det var noget pjat. Han trak ruder fire fra bunken. Den måtte næsten kunne gå ud med en af de andre. En klør syv måske? Jo, sådan måtte det være. Så gik den minsandten op igen. »Det kan man altså ikke, det dér,« lød en spinkel stemme bag ham.

Den gamle mand vendte sig om. Der stod drengen og lurede på hans kabale. »A’ hva’ ka’ man ik’?« »Det dér,« sagde drengen og pegede på de to fedtede spillekort i den gamle mands hånd.

Den gamle mand kiggede fra drengen til spillekortene i sin hånd til kabalen og tilbage på drengen. Hans buskede øjenbryn rynkede sig sammen. »Skal vi bygge et korthus, Bedstefar?« spurgte drengen og kravlede op på armlænet.

Den gamle mand så forbavset til, mens drengen ødelagde hans kabale og begyndte at stille kortene op ad hinanden i trekanter. »Det klarer vi flot, vi to,« sagde drengen. Pyt, den var alligevel gået op. »Så, nu er de der igen,« sagde den gamle mand med ét og pegede op på himlen. »Ka’ du se dem?«

7

Drengen kneb øjnene sammen. »Jaaaah?« sagde han uden at vide, hvad han så efter.

Tusmørket havde sænket sig over landsbyen. Stjernerne var endnu ikke dukket frem, men en fin, lykkemøntsformet fuldmåne kunne ses. Et fly foretog sin blinkende rute henover himlen. Ellers var der ikke noget særligt at se. Gadelampen var tændt. Alt lignede sig selv. Og så alligevel. Halvt skjult bag gadelampen anede drengen noget fremmed. Han kravlede op på bordet for bedre at kunne se. Korthuset væltede. Og dér så han den.

Den var mindre tydelig, mere sløret i omridset. Men han så den. »Der er to måner,« hviskede drengen for sig selv.

Den gamle mand nikkede.

Jonas Majcherek Klingenberg

fremmed

JAG SKA ALDRIG MER ÅKA TILLBAKA TILL OSLO jag ska aldrig mer åka tillbaka till oslo jag ska aldrig mer dricka dyr öl med inaktuella vänner gå hem till någon som jag inte tycker om aldrig mera röka braj och lyssna på dark side of the moon se mig i ögonen och läs mina tankar och säg någonting bara någonting för jag kan inte mina läppar är torra av för mycket kuk och öl och lidl-chips du är huvudrollen i en dålig woody allen-film du kysste mig blött och franskt som du vet att jag älskar sen ringde du mig och sa till mig att du önskade att jag kunde stanna jag ska aldrig mera åka tillbaka till oslo jag sprang för mitt liv jag drack vin och hundra glas öl jag skrev erotisk poesi jag chattade med män på internet jag gick på en klubb med barbröstade män med fluga i bur jag tänkte på dig när jag ramlade över ett bord av champagne och jag såg en man som såg ut som dig genom mina blurriga ögon han plockade upp mig i sin famn och jag hoppades på ett lyckligt slut men han kysste mig hårt och inte alls lika härligt som du jag kräktes på en vägg klockan 03:45

9

jag återvände till oslo jag träffade dig igen och du såg mig inte i ögonen men klädde av mig med din blick upp på ett bord av med kalsonger trosor kläder och du tog mig oromantiskt mellan benen jag sa upp min lägenhet och du tog in mig i ditt liv men stängde mig ute jag fastnade för dina skämt och önskade att jag kunde få dina barn men du såg aldrig på mig och jag satt tillslut med braj i hand och dark side som spelandes jag tänkte att jag kanske ändå skulle kunna älska det igen jag satte mig gränsle över dig och jag tänkte att jag kanske inte bryr mig att du inte bryr dig men jag brydde mig ändå i alla fall jag tog av mig min bh men du kollade inte på mig och inte ens i mina ögon och inte ens ville du ha min kropp jag skulle aldrig åkt tillbaka till oslo jag tog min bok och min kofta fast du bad mig att stanna jag var arg när jag stängde din dörr och jag tror att tanten som bor mittemot kollade genom nyckelhålet jag hörde ljudet från nyckelhålet jag grät och jag grät och jag grät och jag grät av tanken att aldrig få ha dig igen

fremmed

jag flyttade från oslo men jag åkte tillbaka till oslo igen senare den hösten du satt där på baren som jag älskade om man kan älska något i denna jävla by jag gick fram till dig och du kramade om mig och kysste mig sådär blött och franskt som du vet att jag älskar jag såg dig i ögonen som du aldrig kunnat göra och jag såg en glimt av honungsfärgade känslor du drog mig till dig och viskade i mitt öra sa att du saknade mig och allt det där vi hade förut jag blev våt av dig så våt av dig jag tänker på dig när jag äter chilinötter jag tänker på dig när jag dricker fanta lemon jag tänker på dig när jag ser en volvo jag tänker på dig när jag lyssnar på kate bush jag tänker på dig när jag rider din kompis jag gav dig en kyss dina läppar smakade sött och jag vände mitt huvud för att inte visa att jag log skrattade saknade dig hatade att du satt på baren och jag klappade dig på kinden och gick min väg

11

jag stannade i oslo men jag träffade dig aldrig igen du blev främmande fÜr mig och allt det vi hade haft men jag log och drack min fanta lemon

Mira Nyman

fremmed

TRAUMER GJENNOM FREMMEDGJØRING: DEN MELANINRIKE AMERIKANSKE OPPLEVELSEN Jeg ser, jeg ser …

Jeg er vist kommet på en feil klode!

Her er så underligt …1

Det finnes mange måter å være fremmed på. For noen handler det om avstanden til andre mennesker, følelsesmessig eller fysisk, eller det kan være knyttet til et verdenssyn. Det kan også være følelsen, slik Sigbjørn Obstfelder beskriver, av at du faktisk er på helt feil klode. Det eksisterer også en annen type fremmed, i form av fremmedgjøring. Dette er din egen følelse av fremmedhet, men også opplevelsen av at andre ser fremmedhet der du ser det kjente. I denne anledning kan man snakke om svarte forfattere og deres opplevelse som minoritet i et majoritetshvitt samfunn. I litteraturen kan vi se til Nella Larsen, Toni Morrison og Claudia Rankine: tre amerikanske forfattere som gir liv til den fremmedgjorte erfaringen i praksis. Traumer, diskriminering, rasisme og en opplevelse av verden som gjennomsyrende urettferdig.

Det er også flere bevegelser i litteraturteorien som ser på fremmedgjøringen av svarte mennesker i historien, særlig i USA. Vender vi blikket til Hortense Spillers, følger hun utviklingen helt fra slaveriet og kolonienes tid på 1500-tallet frem til i dag: fra en fortid med vold og rasebasert dominans, til en nåtid der svarte mennesker fortsatt lever med etterdønningene av kolonitiden. Hun skriver: Even though the captive flesh/body has been “liberated” (...) dominant symbolic activity, the ruling episteme that releases the dynamics of naming and valuation, remains grounded in the originating metaphors of captivity and mutilation.2 1 Obstfelder, «Jeg ser» 2 Spillers, «Mama’s Baby, Papa’s Maybe», s. 68 15

Hortense Spillers følger en psykoanalytisk tradisjon og snakker dermed mye om språkets makt og innflytelse på subjektet. I dette tilfellet argumenterer hun for at selv etter at man teknisk sett er frigjort (og det i hermetegn, så kanskje egentlig ikke), så vil majoriteten, ansvarlig for den dominante symbolske aktiviteten i språket, fortsatt stå til ansvar for at navngiving og verdsettelse stammer fra slaveriet, slavenes fangenskap og lemlestelse.

I denne forbindelse kan man også snakke om traumer. Mange assosierer traumer med diagnosen PTSD og krig, men ifølge Suzette A. Henke er det i overveldende grad heller snakk om hverdagslige hendelser som oppleves kritiske og kaotiske (169).3 I samme gate skriver Alvarez, Milner og Delale-O´Connor om hvordan rase er en usynlig faktor i kjernen av mange traumatiske hendelser som ikke blir gjenkjent. De skriver, «(...) people of color experience high-stress levels and exposure to traumatic events as related to both overt and covert racism.»4 Disse traumatiske hendelsene knyttet til rase kan også knyttes til følelsen av fremmedgjøring. I The Routledge Companion to Literature and Trauma skrives det om at behandlingen av traume som tema i litteraturen åpner opp for å se hvordan smerter fra fortiden kan påvirke nåtiden, ofte gjennom indirekte symptomer, stillhet og tankemønstre.5 Det er nettopp i språket, slik Hortense Spillers fremstiller det, at man finner praksiser som er fremmedgjørende og diskriminerende; dermed vil det i litteraturen være spor av dette.

I Nella Larsens Passing (1929) tematiseres rase rundt konseptet «passing», gjennom Irene Redfields tilfeldige møte med Clare Kendry.

Dette er en kvinne hun kjente i barndommen, som i voksen alder passerer for hvit og har giftet seg med en hvit mann. I scenen der kvinnene først ser hverandre igjen, har Irene unnsluppet varmen i Chicago ved å sette seg 3 Henke, S.A. «Modernism and trauma», s.169 4 Alvarez et al, «Race, Trauma and Education» Side 29.

5 Meretoja mfl., Routledge Companion to Literature and Trauma, s. 3

fremmed

på en restaurant for hvite. En kvinne sitter og stirrer på henne. Dermed observerer fortelleren: And gradually there rose in Irene a small inner disturbance, odious and hatefully familiar. She laughed softly, but her eyes flashed. Did that woman, could that woman, somehow know that here before her very eyes on the roof of the Drayton sat a Negro? (...) White people were so stupid about such things for all that they usually asserted that they were able to tell (...)6

Kvinnen som stirrer på henne er Clare Kendy. Denne passasjen viser meningsløsheten ved å inndele folk etter hudfarge; det er jo tross alt to svarte kvinner som sitter på denne hvite restauranten uten at noen oppdager det. Irene tenker for seg selv, «it wasn’t that she was ashamed of being a Negro, or even of having it declared. It was the idea of being ejected from any place (...) that disturbed her»7. Det virker noe arbitrært å verdsette hudfarge så høyt når det i realiteten er lett å forbigå den. I tillegg blir det i boka poengtert at Irene passerer noen ganger, i forbigående situasjoner, mens Clare passerer hele tiden. Risikoen som følger Clare, frykten som kan oppstå, er en helt annen, og det føler Irene på hver gang de møtes.

Dette ubehaget ser man i en annen scene der Irene møter ektemannen til Clare, Jack. Han kaller Clare for «nig», noe Irene synes er rart, både fordi det latterliggjør svarte mennesker og fordi hun ikke trodde Clare var åpen om hudfargen sin overfor mannen.8 Jack forteller at grunnen til dette kallenavnet er at Clare blir mørkere og mørkere med årene, selv om hun var hvit som en lilje da de møttes.9 Han sier at hvis hun ikke passer seg vil hun bli til en «nigger», noe som står i kontrast til ordet «Negro» som Irene bruker, og viser en nedlatende tone mot svarte mennesker. Jack 6 Larsen, Passing. Side 7-8 7 Ibid, side 8 8 Ibid, side 28 9 Ibid, side 29

17

sier videre «(...) You can get as black as you please as far as I’m concerned, since I know you’re no nigger. I draw the line at that. No niggers in my family. Never have been and never will be.»10 Ironien i å fastslå at familien hans er hvit er tydelig; og den knyttes opp mot den tidligere scenen på restauranten der Irene påstår at ingen hvite mennesker klarer å se rase.

Jack fortsetter, uvitende omgitt av bare svarte kvinner, å si hatefulle og rasistiske ting helt til Clare stopper ham fordi det er så uinteressant for gjestene å høre på (30). På tidspunktet boka ble utgitt var USA fortsatt i stor grad segregert. Jack risikerer ingenting fordi hans menneskesyn, som hvit og i majoriteten, ikke skader ham; han vil ikke oppleve noen konsekvenser av sine ytringer fordi svarte mennesker ikke har de samme rettighetene som hvite mennesker. Dog er det intenst traumatisk å bli fremmedgjort på grunn av hudfarge, både fordi man ikke kan endre den og fordi det, som hvithet i seg selv, har lite basis i fakta når ikke engang de hvite menneskene selv vet hvem som er hvite eller ikke.

Man kan se arven til såkalt passering i Toni Morrison’s The Bluest Eye (1970). I sentrum av historien står et svart barn som vil ha blå øyne. Alt hun ønsker seg er blå øyne, og Toni Morrison sier hun har basert denne historien på en barndomsvenninne som ytret samme ønske. Dette ønsket var fremmed for Morrison, og det ledet henne til å stille spørsmål ved hvem som hadde fortalt denne jenta at hun ikke var nok som seg selv; og hvilke rase-basert selvhat som måtte ligge til grunn for dette hatet (XI).

11 Hun skriver om valgene hun har tatt for å forme narrativet: (...) there are some who collapse, silently, anonymously, with no voice to express or acknowledge it. They are invisible. (...) Couple the vulnerability of youth with indifferent parents, dismissive adults, and a world, which, in its language, laws, and images, re-enforces despair, and the journey to destruction is sealed.

(X)12 10 Ibid 11 Morrison, The Bluest Eye, side XI 12 Ibid, X fremmed

Her igjen ser man et fokus på at selve språket bidrar til posisjoneringen av individet som den andre. Ønsket om blå øyne stammer fra et syn på seg selv som mindre verdt, og dette vil Morrison tematisere sammen med sårbarheten i å være barn. Det snakker også til stillheten som følger av et traume, et av de indirekte symptomene nevnt innledningsvis. Morrison beskriver et valg av språk som er avhengig av stillhet, der hun prøver å forme stillheten samtidig som hun bryter den, med et bevisst blikk på den svarte kulturen i USA (212).13 Dermed skaper hun koblingene mellom rasisme, fremmedgjøring og traumer i opplevelsen av å være den andre.

Hun skriver videre at, «With very few exceptions, the initial publication of The Bluest Eye was like Pecola’s life: dismissed, trivialized, misread. And it has taken twenty five years to gain for her the respectful publication this edition is.»14 Slike refleksjoner rundt egen skriving viser hva slags prosjekt som kan ligge latent i skjønnlitteraturen; selv om historien ikke er ekte, så er effekten den har på menneskene som leser den, reell.

I en slags blanding av fiksjon og fakta skriver Claudia Rankine om rase i Citizen. Hun har brukt både sitt eget liv og andres liv for å skape lyrikk rundt opplevelsene av å være svart i USA. Hun skriver om alt fra politivold til Serena Williams’ opplevelser i tennisverdenen. Det som tar mest plass i Citizen er likevel såkalte mikroaggresjoner, små hendelser som går under huden, som alltid betyr mer enn det som er på overflaten, og som passer inn i bildet av indirekte symptomer på traumer. Blant annet har jeg-et en avtale med en traumeterapeut, planlagt over telefon, men når jeg-et dukker opp til timen, i et boligstrøk, skriker terapeuten, «Get away from my house! What are you doing in my yard?»15 Jeg-et får forklart at hen har time, og da forsvinner aggresjonen fra terapeuten og unnskyldningen kommer: «I am sorry. / I am so sorry, so, so sorry.»16Vi vet ikke hva slags traumer jeg-et vil ha hjelp med, men siden boka som helhet handler om 13 Ibid, 212 14 Ibid 15 Rakins. Citizen, side 18 16 Ibid 19

raserelasjoner og mikroaggresjoner er ironien tydelig i at selv hos terapeuten blir jeg-et mistenkeliggjort. Selv om det ikke er eksplisitt skrevet at dette jeg-et er svart, blir det poengtert i form av at jeg-et skriver at de bare har snakket sammen over telefonen. Denne tvetydigheten bruker Rankine bevisst: A friend argues that Americans battle between the “historical self ” and the “self self ”. By this she means you mostly interact as friends with mutual interests (...) however, sometimes your historical selves, her white self and your black self, or your white self and her black self, arrive with the full force of your American positioning.17

Det er tvetydig hvilke posisjoner som innehar «jeg» og «du»; Mary-Jean Chan argumenterer for at du-et er Rankines kontrast til det ofte rasemessig umarkerte eller hvite jeg-et (153)18; på samme måte som kvinnen ofte er den andre til mannen, blir den svarte den andre for den hvite. Dette ser man for eksempel i teksten med traumeterapeuten. Ved å skifte pronomen er ikke dette lenger tilfellet, og ustabiliteten i vekslingen gjør i følge Chan at leseren må anerkjenne rase (153).19 Hun viser også til at Rankine har uttalt at å bruke «du» gjør at leseren ikke automatisk vet hvor de skal posisjonere seg selv i forhold til teksten (153).20 Videre i samme tekst skriver Rankine, «(...) though your joined personal histories are supposed to save you from misunderstandings, they usually cause you to understand all too well what is meant.»21 (14) Så det er noe underliggende, noe med lang historie, som viser seg i all ordinær kommunikasjon. Som Hortense Spillers rører ved, er språket dominert av dem som har vært i majoriteten lenge; og de vil basere seg, kanskje ubevisst, på et språk som ordinært ble brukt for å forankre slaveri og lemlestelse.

17 Ibid, 14 18 Chan, «Towards a poetics», side 153 19 Ibid 20 Ibid 21 Rankine, 14

fremmed

Så ser man til fremmedgjøring i litteraturen, særlig i litteratur av melaninrike amerikanere, så vil man finne spor av flere generasjoners traumer.

Språket har makt, og språket er uunngåelig; dermed kan litteraturen være en fruktbar arena for å endre, utfordre og mangfoldiggjøre språket. Det kan også være et sted for lærdom, slik at mennesker i majoriteten ikke begår samme feil som sine forfedre. Kanskje man ikke forstår opplevelsen av rasisme og diskriminering, men litteraturen gir en mulighet til å ta et dypdykk. Og i dagens klima er det kanskje noe vi alle trenger?

Elise Lystad

Litteraturliste Alvarez A., Milner H.R., Delale-O’connor L. «Race, Trauma, and Education» i Husband T. But I Don’t See Color. SensePublishers, Rotterdam.

2016. https://doi-org.ezproxy.uio.no/10.1007/978-94-6300-585-2_3 Chan, Mary-Jean. ”Towards a Poetics of Racial Trauma: Lyric Hybridity in Claudia Rankine’s Citizen.” Journal of American Studies 52, no. 1 (2018): 137-63.

Henke, S.A. «Modernism and trauma». I Linett, Maren Tova. The Cambridge Companion to Modernist Women Writers. 160-171.

Cambridge Companions to Topics. Cambridge: Cambridge University Press, 2010.

Larsen, Nella. Passing. New York: Dover, 2004 [1929].

Meretoja, Hanna og Colin Davis. The Routledge Companion to Literature and Trauma. Routledge Literature Companions. Milton: Taylor and Francis, 2020.

Obstfelder, Sigbjørn. “Jeg ser” fra Digte. Bergen: John Griegs forlag, 1893.

Rankins, Claudia. Citizen. United Kingdom: Penguin Books, 2015.

Spillers, Hortense J. “Mama’s Baby, Papa’s Maybe: An American Grammar Book.” Diacritics, vol. 17, no. 2, 1987, pp. 65–81. JSTOR, www.jstor. org/stable/464747

21

THEA Jeg vågner liggende på min venstre side i sengen, i det mørke rum, det er en af de dage uden lys. Jeg ved, fra før, at desto længere jeg kan ligge stille desto længere kan jeg undgå svimmelheden, kvalmen. Jeg scroller længe, men er nødt til at rejse mig op, skal tisse. Først sætter jeg mig halvt op, støtter mig selv i bevægelserne, siden helt. Mit hjerte hamrer i brystkassen, som bankede det for at komme ud derfra. Mit hoved snurrer søsygt, men nu er der ingen vej tilbage, jeg har rejst mig op og dagen iler afsted, den trækker mig bagefter sig, klodset bumler jeg afsted gennem tiden. Det søde, tynde spyt begynder at løbe i munden, jeg brækker mig gult og bittert i kummen. Mine organers rallende klagesang klinger ud i det kirkeagtige. Snot, bræk, tårer malet ud over mit ansigt, med streger og skygger af mascara og eyeliner som Thea lagde på mig i går. Når jeg lukker øjnene i, gløder billedet af Thea der fokuseret stryger en sort linje henover mit øje, lidt tungespids spændt ovre i mundvigen, helt karikeret koncentreret. Jeg kan lugte hendes rødvinsånde, den varmer på min næsespids. Da hun er færdig, tager hun et skridt tilbage og betragter mig, som var jeg et færdigt værk, jeg ser væk. Thea, Thea. Jeg skal knække mig igen, men intet kommer ud.

Jeg har Heart To Break af Kim Petras på hjernen, this game I know I’m gonna lose, makes me want you more kører på repeat i mit hovede. Sangen strømmede ud på dansegulvet i går aftes, den hengivne stemme kaldte ud i festen, fuldregisteret i omkvædet sprødt som en gren eller en horisont, altid lige ved at knække, lige ved at knække sammen, flyde over med en farlig lykke eller et enormt vand. Med mine arme spredt ud i et par meterbrede vinger, parat til at styrtdykke ned i natten, sang jeg med: Even if it means that i’ll never / put myself back together / gonna give you my heart to break. Da jeg gik med Thea ud for at hun kunne ryge, ville jeg gerne nynne sangen, jeg ville have den skulle være vores, jeg ville dele glæden ligeligt

fremmed

mellem os som en hindbærsnitte. Thea stod og så efter noget, nogen på gaden, jeg prøvede at se, hvad hun så og fik ikke øje på det. Hun røg sin smøg færdig uden at jeg fik et eneste hvæs af den.

Jeg får tårer i øjnene, når jeg tænker på Thea, der ikke forstod bangerens betydning for mig. Den dybeste urskam vælder op i mig, den der består i at hade, at man er poptøs. Jeg kan ikke være sådan en der elsker det mainstream, elsker det åbenlyst elskværdige. Da mit øje vædes opdager jeg følelsen af stive, daggamle kontaktlinser derinde. Jeg piller de udtørrede blå silikoneskaller ud, det er 117. gang, at jeg glemmer at tage dem ud, inden jeg går i seng. Min optiker har fortalt mig skrækhistorien gang på gang: når en kontaktlinse sidder for længe i et øje, fx under søvn, vil hornhinden mangle ilt. De røde strenge der snor sig på det hvide øjenæble vil gro henover kontaktlinsen, integrere kontaktlinsen i et forsøg på at overleve den. I værste tilfælde skal kontaktlinsen opereres ud.

Den voldsomme kvalme står næsten stængelagtig hele vejen op gennem mit spiserør, jeg ved det ville være godt at spise noget, men tanken alene føles helt umulig. Jeg må starte et sted, vasker mit ansigt, craver en hvid duft af blomst og babyprodukt. Da jeg sætter mit hår op med rystende hænder strejfer en finger min øreflip, en sviende smerte, jeg har sovet med dingleøreringene på. To svajende, rektangulære perler på en sølvkrog.

Begge øreflipper er blusset rødt op, hullerne bløder og er våde af materie.

Jeg hiver hårdt i øreringene, de er som groet fast, jeg trækker dem ud af vævet, vævet giver ikke slip så let. Da jeg får dem ud, ser jeg at krogen er tilgroet i gule krystaller, pyntet med fine, lyse hudflager, lette som sne. I øreflippen sidder betændelsen som en lille hård kugle, man kan trille den mellem fingrene. Jeg får lyst til at trykke den ud, kigge på den, væmmes ved den, klemme den mellem to negle og vaske hænder grundigt efter.

Den forbliver inde i min øreflip.

23

Jeg har sovet ganske forfærdeligt, hele natten har jeg rumsteret rundt i sengen, stadig fuld, stadig med øreringene og kontaktlinserne i, stadig dansende med Thea i drømme. Drømmen svinger ukontrollerbart mellem vild lykke og vild rædsel, hun er dér foran mig og alt er godt, så forsvinder hun på floor, jeg mister hende. Festen lever videre i mit sovende hovede, Thea danser på mine tindinger til den lyse morgen, det er klart at jeg vågner med en jagende hovedpine. Jeg må have en Panodil eller to, jeg leder, leder, fylder et glas med vand. I min venstre hånd holder jeg de to perleøreringe, i min højre holder jeg glasset, det er lige ved at gå galt, jeg er lige ved at sluge øreringene. At jeg dog kunne have gjort det mod mig selv. Når en musling mærker et generende fremmedlegeme under sin skal, indkapsler den fremmedlegemet i perlemor, fremmedlegemet gøres glat, umærkeligt. Muslingen inkorporerer fremmedlegemet i sig selv, så fuldendt, at fremmedlegemet bliver musling, bliver perlemor, bliver perle.

Sådan opstår en perle. Hvis jeg havde slugt øreringen, var den måske groet ind i kødet i min mavesæk, så ville jeg kunne sige at jeg bærer på noget fint og smukt inde i mig. Thea og jeg har begge hormonspiral, det hvide T formede plastindlæg, som gør vores begge tos livmoder til et fjendtligt og ufrugtbart sted for sæd.

I sengen svøber jeg mig i den fugtige, krøllede dyne. Udenfor er det allerede ved at blive mørkt igen, dagen har mig på slæb, unådigt og ubesværet bevæger den sig frem. Måske den er en anelse tynget af min tunge, sløve krop der hænger bag på den som et læs, et vedhæng. Måske den prøver at ryste mig af sig. Jeg tænker det ville være bedst om jeg bare blev tabt, så kunne jeg blive liggende og lade tiden fortsætte uden mig, jeg kunne sunde mig. Mine muskler er ømme af dans og af Thea der vandrer rundt i mig, utrætteligt og med tunge støvler af læder og jern. I mit hjerte snakker, ryger, hikker, griner hun, hun ridser sine skitser ind i mine knogler, puster røg i mine lunger og skodder sin smøg på min rygsøjle som var den en lygtepæl på en nattegade.

fremmed

Hun vender min mave på vrangen for at tvinge alt indhold ud af mig, mens hendes hæle klikker hult som lyden af en sekundviser. Jeg tager lydene, smerten, kvalmen og triller det sammen, folder det sammen, prøver at gøre det bittesmåt som en øreflip eller som en kugle i en øreflip.

Dette fremmede, dette vanvid, som er sået i mig, sået i en hyperfrugtbar jord, som jeg ikke vidste, at jeg bar rundt på, dette sære, skarpe, mørke frø der vrider sig i mig og vokser sig til en enorm orkidé med muslingeformede blade, dens stilk i min hals, blomsten der er lige ved at springe ud i ganen, min gag-reflex hele tiden presset til det yderste. Hele tiden den blomst, der stikker og kilder mig de følsomste steder, så jeg slipper aldrig helt følelsen, slipper aldrig helt fornemmelsen af jord på bunden af min tomme mave, følelsen af at være beboet af en anden, af noget andet. Når hun så kommer gående og jeg vil feje følelsen væk med en frisk replik, klistrer ordene til den slibrige gren i min hals. Dér, lige dér, får hun tid til at fange mig i det blik, det blik der får asfalten under mig til at skride og jorden til at åbne sig. Dette blik der skriger til mig at mit liv skal rives ned, alt skal rives ned og smadres, skal slås i stykker, det skal have lov at blive smattet og dø, det skal have lov at flyde sammen med de mudrede øjnene, de afgrundsdybe smilehuller, det bløde der svajer et sted inde bag Theas uendeligt sorte heksekjole. Dette bløde, der skal rive mig itu. Åh, regn, der strømmer sløvt ned af ruden. Åh, mine slimede hænder og fødder. Åh, slatne, slatne, mørbankede, slatne hjerte. Gabende mudderhul i min mave, med begyndende vækster og vandplanter, spirende fra blanke frø. Jeg slæber på mig selv gennem den snavsede entré. Krummer af jord og grus omkranser mine to sneakers som mørke tvillingeglorier, jeg træder med bare tæer og kan mærke hvert et korn, hver en nullermand under fodpuderne. Ude i køkkenet drikker jeg vand, jeg vander mig selv, jeg forsøger. Bunden i min mave suger svampeagtigt vandet til sig, en følelse af at være en and der spiser vådt toastbrød. Jeg tænker på hvem

25

det mon er, der har fortalt mig at fugle får svamp i maven af at spise de brødstykker folk og deres børn smider til dem, at man allerhelst kun skal fodre ænder på landjord. Jeg tænker på alle de fugle jeg må have givet svamp i maven som børnehavebarn, alle de perler jeg må have stukket op i min næse, i andre næser. Mon der stadig er svamp i maverne, mon der stadig gemmer sig små skatte oppe i bihulerne. Drømmeagtigt husker jeg et langt instrument i metal, at få det stukket helt op så det kilder i et sted i hjernen, at få trukket en musling eller en peanut eller en perle ud.

Følelsen af at drikke søvand mens jeg tænker svampede maver, en bølge slår gennem min krop og en gif af Theas ironiske bodyroll-move på floor afspilles i min hjerne, det svimler for mig. Jeg rejser mig op fra spisestolen, det sortner for mig, jeg prøver at stryge mig selv over lårene, ae mig selv, prøver at kramme mig selv, prøver, prøver, prøver.

Jeg lægger mig tilbage i seng, bevidst om alt det skidt og møg der klistrer til mine fødder, som jeg nu tørrer af i lagenerne. Hver en tanke, hvert et ord, der smager bare lidt af tobak, tequila, Thea, triller rundt i mit hule hovede, som ris der tabes på et køkkengulv, perler der falder af deres halskædesnore, bowlingkugler der ryger ud for deres baner og knuser knoglerne i de fødder de løber henover. Tankerne i deres konstante bevægelse, kan jeg brænde dem fast, kan jeg smelte dem fast, nagle dem til et sted? Vil køre et glohedt strygejern over min hjerne som var den en perleplade eller en skjorte, se om der er et motiv at finde, et hjerte eller en stjerne gjort i et rod af blokfarver, se trådene i stoffet rette sig ud i paralleller, i vævede systemer. Jeg vender og drejer mig, forsøger at finde en behagelig stilling i sengen. Hele tiden triller den tunge kugle rundt inde i mig, moser mine indvolde til sveskemos. Der må være et sted hvor kuglen kan hvile, en konkav fordybning, ligesom i det lille labyrintspil i låget øverst i en sæbeboblebeholder, det sted må findes.

Michalina Julia Czarnecka-Meyer

fremmed

HAVETS TYNGDE • HVOR ER MIT ANSIGT?

Elmer ligger vågen. Tanken har hevet ham ud af søvnen. Natten er anderledes, alt løfter sig, en duft af salt i værelset.

Han rømmer sig, ser på Trude, der sover tungt. Han rejser sig fra sengen og går hen til vinduet.

Nåletræerne ryster i vinden, eller er det et hav, vender alt på hovedet. Udsigten ligner noget andet; rystelser langs markerne, træerne vælter.

Han løber gennem værelset og ned ad trappen, ifører sig gummistøvler og overtøj. Han vil gerne råbe efter Trude, men stemmen har trukket sig tilbage, sådan føles det, som om al lyd har forladt ham.

Benene er tunge under ham, er de ikke kommet med ud af søvnen, tænker han. Alligevel lykkes det ham at komme ud på gårdspladsen, videre om hjørnet og ud gennem baghaven.

Elmer stiller sig på højen bagerst i haven.

Køerne brøler, mens de hives fra land af bølgerne.

Markerne er væk.

Nu er de hav.

• ER DU BEFRIELSE? ER du?

I mine drømme er vi i en krig om lyset. Vi svæver i mørket og overfladen er et minde. Et uigennemtrængeligt håb.

Nogle udvikler blade i stedet for ører for at opfange et glimt.

fremmed

Jeg oplagrer lyset i mit væv.

De kan aldrig rejse sig igen.

De falder, falder.

•

DER BLIVER MINDRE OG mindre af dig. Til sidst forsvinder du. En dag går du rundt og er forsvundet, siger Trude, inden hun lukker døren bag sig. Elmer sidder tilbage i stuen og lytter til uret, der klukker, tiden der svinger fra side til side. Han har lyst til at svare, giv mig din hånd, giv mig den nu, ellers glider jeg ud. Men det kan ikke lade sig gøre. Stemmen har trukket sig tilbage. Han har glemt, hvordan den lyder. Måske har hun ret, måske går han rundt og er forsvundet.

•

ER MIT ANSIGT GRÅT? tænker han.

Betragter sit omrids i vinduet.

Det føles gråt.

Kulden fra vinduets glas.

Han mærker den.

Som at have vind i håret.

Er der hår tilbage?

29

Er han vågen? tænker hun.

Hans krop er stille.

Måske jeg kan tage af sted,

bare et par dage, tænker hun.

Han er her jo.

Altid.

• TRUDE BRUGER EN UGE i haven uden at sige et ord. Hun forsøger at forstå Elmer. I løbet af et par dage får hun sværere ved at genkalde sig lyden af sin stemme. Efter en uge er den kun et minde. Lige inden, hun ville glemme den, siger hun noget igen. Først et par uger senere har hun vænnet sig til sin egen lyd igen.

• HVAD ER DU? ER du?

Skovsø, flod, å, strømning, fjord, goplernes stue, suppe, bølger, brakmark, henslængt mørke, oprørt bølgepap, vand, tørke, ørken, forventning, højhuse, udstrakt landskab, træernes undergang, forårets sang, ådal, omvendte bjerge, marmor, det ottende hav.

Hvor er din oprindelse?

Hvad bærer du af død?

Af liv?

•

fremmed

ELMER VÅGNER OG ER tyve år yngre, men alle andre er her, tyve år senere i deres liv, han går rundt blandt dem som en fremmed, de har glemt hvordan han så ud, hukommelsen er sløret. Han havde glemt, hvordan den unge krop føles, at den er fyldt med tempo og ungt blod. Han drejer ind ved Arild og tilbyder sin hjælp, bare for en dag, for at fordrive tiden.

Bare noget simpelt, gerne fysisk, gerne hårdt. Elmer vil gerne mærke kroppens styrke, miste fornemmelsen for tid, inden han vågner, for det er vel en drøm, fortiden kan ikke vende tilbage, kan den. Arild giver ham en opgave i laden, nogle maskindele der skal løftes op på et lad, de skal flyttes, køres bort. Elmer løfter og løfter, mens han ser blodårerne blive tydelige op langs armene, han mærker ryggen strække sig ubesværet, han er lykkelig. Da han er færdig går han en runde udenfor, sommervarmen er tung, han finder en vandslange og slynger sin krop i strålen, fylder munden og synker. Vandet slukker tørken i ham. Han går videre ud og forsøger at genkende landskabet, det virker anderledes. Elmer går rundt i sine drømme og råber efter det, der har været. Gør han ikke. Det føles som om han går rundt i dage. Uger. Han ser græsset blive brunt, træernes grønne blive rødt. Han går sig selv tyve år ældre og mærker, at kroppen giver efter. Kaster solen skygger. Har solen udviklet tentakler. Slynger de sig om ham og hiver kroppen fra hinanden. Elmer, du drømmer, du drømmer, gør du ikke?

• I LØBET AF NOGLE måneder forvandler græsset sig til ålegræs og køerne til pukkelhvaler og bynken til tang. Årtusinder af års linjer vikler sig sammen. Noget træder frem, andet tilbage, noget vokser, andet forsvinder.

Ting bytter plads. I går var der en vej her, nu er det en bølge. Et sted over alt det man kan se, cykler tiden rundt og tager det meste med sig.

Daniel Boysen

31

OG VI SKREG UD OVER MARKERNE Flodens vand var gennemsigtigt og koldt. Brusende strøm. Og jeg tror hun var fuld, den søde måde hun. Som søstre. Jeg tænker hele tiden på hendes.

Seriøst, vi starter med at drømme om kvinder når vi. Min yndlingsudgave er den hvor vi. Vi spiste oliven og grønne druer ved flodbredden, mens de andre svømmede ud. En betjent fandt os storbymennesker nøgne, vores tøj smidt omkring sten. Fugtige og varme i solen.

Men du vidste. Broder. Vi vidste, hvordan vi skulle bære os selv

gennem byen.

Varm aften. Fra toppen af kirketårnet kunne vi se.

Var vi i strandbyen, råbte vi, dansede vi på bordene? Min bror, så gul og rød. Vi spiste og drak. Ost, brød, oliven, tomat. Hvis jeg havde chancen, ville jeg sige til hende.

Tager du mig bagfra og jeg kan mærke dine hænder på min ryg. Det burde være mig. Med mine kræfter ville jeg kunne. Der er noget varmt og rigtigt over, at vi parrer os. Det lys tænder og slukker. Den aften. Den aften, hvordan du. Brystet hæver sig. Stemmen tænder og slukker. I aften krakelerer mit vindue. I aften brænder mit hus.

Et sted åbner en port, vi alle ved, vi skal igennem.

Vi skreg ud over markerne. Uendelige felter. Vinden stod op i høje. Hun hoppede op på min ryg. ”Se os nu”, hviskede hun. Ordnernes form, tonerne i sætningen blev ved med at klinge flere år efter. Din mund på mit bryst.

Din mund på min mund. Da det begyndte at regne vidste vi. Tøjet smed vi i grøften, på korn, i sporerne. Vejen snoede sig langs.

Politibilen stoppede, ”I kan ikke gå her nøgne.”

Vi vidste hvad situation krævede af os. Hvor skulle vi.

Hvad vi skulle.

Vi vidste

33

hvordan vi skulle bære hinanden gennem

landskabet. Langs ryggen.

Vejen havde kun én retning. Gennem byen, forbi søen og kirken. De slyngede sten efter os. Gennem byen, vinduer klirrede, råbte ord vi ikke kunne. Og så forsvandt vi. Nogle lagde sig i græsset. Dampende, svedende.

Insekternes messen. Den metalliske duft. Jeg kan godt lide når vi. I disse stillinger. Svævende over hinanden, en formation, en klynge de aldrig vil kunne. Om natten løb vi ud igen. Stod i bro, lavede vejrmøller. Tog billeder af hinanden. Dine skuldre kalder på. Lyset over markerne. Vi stod høje og ranke, vinden tog os ud over.

Der løb bevægelsen op i os. Den forlod os aldrig igen.

På bunden ligger stenene. Lyng og blåbærbuske. Rundtomkring lå vi, mellem lavt buskads. Bølgende varme, klukkende strøm. Hendes kjole gled over. Lilla og gråsorte sten i håndfladen. Min bror og fire andre samlede, sorterede. Sad mellem dem, lune fra solen. ”Vi er på vej”, synger de i kor, mens fuglene. Vi var fulde og bedøvede. Intet kunne høres. En lærk lå vertikalt over mit ansigt. Mod himlen. Trak sig ind og ud af mit synsfelt. Hvad lavede vi derude?

Ingen vidste. Mine brødre og søstre. Alle mine kusiner.

Vi trådte ind og ud af. Hun lagde sin krop mod.

Vi var på vej ind i det andet.

Landskabet var altid imod os. Ingen vidste, hvordan vi. Vi vidste hvem hun var, hvad hun gjorde. Dag efter dag. Fra toppen kan vi se, hvor vi lå.

Dagen kan leves igen. Alle de mennesker som delte. Kyllingekød, ærter, brød og vinen, vand i karafler. Børnene løb. Al den hud lå. Omkring husets hjørner, ned til åen. Vi gemte os.

I landskabet ligger en løgn vi alle kender, men aldrig konfronterer.

fremmed

Skovens bund var fugtig og levende. Fuglene i træerne. Susende vind. Han måtte være sur, den måde han. Jeg tænker på hans brugernavn hele tiden.

Min yndlingsfantasi er den hvor vi. Som bror og søster. De smagte råddent og tørt som støv. Drak fra termokanden. Ved skovbrynet to kilometer fra hvor bussen. Kan du ikke tage mig, som du tog mig dengang? Den hvide buschauffør, skyggerne som fulgte hovedets form. På kortet kunne vi se.

På denne ø, i denne skov, i dette vejr.

Mosset tog imod dig som en. Varme og fugtige fra gåturen. ”

Vi kunne også bare”, sagde du. Ingen ville.

Bølgerne startede i hovedet og fortsatte ud i. Vi vidste, hvad vi

skulle til at gøre. Hvordan vi ville gebærde os.

Naturen omkransede os.

På skærmen kan jeg se, hvor du er henne, hvem du deler din tid med.

Træerne åndede. Horisonten blev. Solen trængte igennem. Vi glemte hvor vi var. Et andet dyr. Huden lyste i farver, man normalt ikke ville kunne se.

Alle de billeder. Jeg kan ikke glemme hvordan vi.

Her åbnede sandheden os. Vi kunne aldrig lukkes igen.

Dagen var kold. Fra havnen kunne vi se hvordan vandet. Skummende hvidt. Hun står på mit værelse og vifter med sin. Var vi væk? Var dette det rigtige sted?

Du parkede bilen ved siden af. Vi spiste og drak, pomfritter, syltede grønsager, brød, pølser, øl. Hun tager sin trøje af og fortsætter med tøjet indenunder. Når hun sætter sig på mig, kan jeg mærke hendes. Vandet steg i ryk. Vi fandt pakken frem. Du så ikke hvordan jeg.

Når hun falder sammen. Hendes bryster på mit bryst.

Det burde ikke være mig. Med de tanker ville jeg ødelægge. Der

er noget forkert og grimt over at vi. På den måde som du. Det

ville min mor ikke acceptere. Hun ville.

Trækfuglene trak over havnen i et V. Bygningen brændte. Jeg havde ikke

35

andet formål. Med mine tanker kan jeg. Vi løftede i hver vores ende. En ældre mand kom gående. Forstår du slet ikke? Den sorte røg trækker gennem. Din vejrtrækning som en tyrs. Havet kunne høres i.

Hår alle vegne, på sengen, på gulvet, i bruseren. Havnen er lavet for at stoppe havet.

Ude i horisonten tænder et lys, vi alle skal se.

”Se her.” Jeg slår låsen fra, lukker dig ind, jeg ved ikke om. Lejligheden har flere rum, hvor vil du sætte dig? Så unge, nærmest børn. Vi kunne jo ikke. Lejligheden er stor, mindst fem værelser, der er stemmer og musik fra forskellige højtalere. De smadrede flasker, den måde vi hoppede over.

Her er venner og nogen jeg ikke kender. Jeg ved ikke hvordan vejret er, for jeg har ikke været ude.

Langs badebroen. Kan ikke lade være med at tænke på.

Hvor længe havde din far stået og. I lyset fra scooternes.

Under badebroen. Vi dykkede ned, kom op igen i rummet under

brædderne. Du viste dig selv. Den hud man normalt ikke.

Jeg trækker dig ind på mit værelse. Her kan vi. Senere vin og cigaretter.

Du lignede både en dreng og en pige, du sagde. Mellem den ene og den anden kant. Du ligger og blotter dig og jeg ved godt hvad du. Dine hænder på mine.

Gennem bassiner af vand, forskellige dybder, forskellige temperaturer. Du viste mig forskellige. Din krop er et træ, der gror gennem lejligheden. De andre lurer mellem sprækkerne. Vi var jo bare. Mens vandet løb ind. Din nakke bøjer sig halvfems grader. Så de os? Alle de ting, vi aldrig nåede at.

Der fandt vi ordet, vi ville bruge det, men vidste ikke hvordan.

Samuel Hughes

fremmed

BJØRKA Bjørka bur i november lenge før eg gjer det I den vesle magre hagen vår av mose, grått gras og ulvefjør er ho alt blitt tynnare og bleikare enn sist og nikkar vått, ei line utan tone – enno kryp ein snigel på borken hennar i flukt frå verre dagar og enno grev ein moldvarp røter opp og leitar etter noko berre han veit, eit høveleg hi, kan hende i jorda der ho står og hastar før november kjem, under henne finst ein heim, kan hende eit hus som berre er hans, og så, ei regnskur, høgt oppe, ei lukt av mat og vedomn, eit skrik og måseauge og ein dyr bil, feilparkert – Men sjølv har ho alt gitt opp sitt lauv og sine fuglar

fremmed

UTING elskarar ute i regnet i mørkeret om hausten er noko av det verste eg veit her er det nokon som er glad i å skrike og mørke greier og nei, det er ikkje meg det er ikkje alltid lett å leve eit konsentrert liv medan sola flakkar under takrenna og måsane et ein etterlaten sandwich med papiret og alt kanskje poesi handlar om fiolinar i bakgrunn av kva som helst

Robin Van de Walle

39

JEG VET HVEM DE ER – en undersøkelse av fortellermotivet i Hamsuns novelle «Livets røst» «Disse historier er skrevne i den så yndede jeg-form. Gid den ikke var, gid mennesker kunne holde deres jeg udenfor deres bøger!»1 Jeg skal ikke her, over hundre år for sent, komme med et motsvar til denne ytringen som et innlegg i en – i hvert fall i sin opprinnelige form – for lengst forstummet debatt. Grunnen til at jeg nevner den er derimot trangen til å dele gleden jeg følte da den ved en tilfeldighet kom meg for øye; uttalelsen tjener nemlig som forklaring på hvorfor Hamsuns kortprosasamling Siesta fra 1897 er den avgjort styggeste boken jeg har i min besittelse. Full av halvveis løse ark og med tittelbladet vansiret av mugglignende flekker, er det et under at den i det hele tatt henger sammen.

Bladenes rander minner om avispapir man har kastet i peisen som i sin oppsetsighet nekter å godta sin nye tilværelse som aske; i frykt for at den hvert øyeblikk ville smuldre opp mellom fingrene mine, våget jeg i starten nærmest ikke engang å røre ved den. Jeg trosset uansett frykten og bladde i boken – den kunne da vanskelig bli styggere enn den allerede var – for å oppdage at inngangsnovellen, «Dronningen av Saba», som den eneste er full av understrekninger og kommentarer rablet ned i margen, skrevet med et trykk på blyanten så stort at den enkelte steder nærmest er gått gjennom papiret – som var den ført av en livstrett gymnaslærer, frustrert over å måtte kaste bort tiden på å rette nok en elendig stil.

Den insisterende, sentens-klingende dommen jeg har nevnt ovenfor er hentet fra Edvard Brandes’ anmeldelse av Siesta, hvor storparten av spalten går med til å angripe den litterære jeg-formen i alminnelighet, og novellen «Dronningen av Saba» i særdeleshet.2 Og hvem har Siesta-utgaven tilhørt?

– jo, selvfølgelig ham. Med Edvard Brandes’ eiersignatur på tittelbladets hjørne, øverst til høyre, forstod jeg så snart jeg hadde lest anmeldelsen at 1 Se: Kirkegaard, Hamsun som modernist (Kbh: Medusa, 1975), 36 2 Ibid

41

min skamferte utgave ikke er annet enn det materielle vitnesbyrd om den frustrasjon Brandes åpenbart må ha følt da han leste boken.

Jeg trodde imidlertid også – i min villfarelse, skapt av et behov for sammenheng – at Brandes’ anmeldelse ville tilfredsstille min stadige undring over Hamsuns intensjon bak å plassere en viss «forfatter H***» i novellen «Livets røst» fra hans påfølgende kortprosasamling Kratskog (1903).3 Denne novellens historie kan kort sammenfattes slik: forfatteren H*** forteller om hvordan han kvelden i forveien flanerte på bulevarden i København og der møtte en kvinne ved navn Ellen, i hvis leilighet de to ender opp med å bli erotisk bekjent, imens hennes nylig avdøde ektemann fremdeles ligger i naborommet – noe H*** først oppdager morgenen etter.

I Norge vekket «Livets røst» i sin samtid sterke reaksjoner, og førte blant annet til at Hamsun ble fratatt et stipend.4 Om enn ikke like provoserende i dag som da den først ble utgitt, må historien om H***s kuriøse eventyr fortsatt kunne kalles oppsiktsvekkende. Jeg må like fullt innrømme at det spørsmålet jeg satt igjen med første gang jeg leste «Livets røst» ikke gjaldt dette oppsiktsvekkende narrativet; snarere kunne jeg ikke slutte å spørre meg selv: «Hvorfor plasserer Hamsun, som lett vil kunne forenes med denne «forfatter H***», seg selv i fortellingen? Var den ikke, i sin samtid, allerede provoserende nok?»

Kanskje er det ikke historien i seg selv som burde være fokuset i en diskusjon av «Livets røst». «Motivet var ikke nyt» poengterer Peter Brask i sin analyse av novellen.5 I denne analysen – som han heller utvikler til en krattskog av binærtrær – blir det kun med påpekningen. Men det kan kanskje argumenteres for at motivet således, i egenskap av allerede å være kjent, mister noe av sin betydning. Hamsuns novelle har nemlig en slående likhet med historien om enken fra Efesos i Satyricon.6 Historien 3 Hamsun, Kratskog (Kbh: Gyldendalske Boghandels forlag, 1903), 215-224 4 Brask, «Om Hamsuns novelle ‘Livets røst’», 155 5 Ibid, 156 6 Se: Petronius, Satyricon (Oslo: Cappelen Damm, 2014), 150 ff

fremmed

er en av poeten Eumolpus’ anekdoter om kvinnens lettferdighet, fortalt for at «den festlige stemningen [ikke] skulle kveles av mangel på muntre historier».7 Det Eumolpus ville eksemplifisere med sin beretning, var at det ikke fantes «den kvinne som var så kysk […] at ikke en fremmed mann kunne gjøre henne helt vill av lidderlighet»,8 selv ikke om hennes ektemann skulle ha dødd kun få dager i forveien. Likheten med den konklusjon H*** runder sin fortelling av med er påfallende: «En Mand har en Kone, hun er tredive Aar yngre end han, han faar en langvarig Sygdom, han dør en Dag. Og den unge Enke puster ud».9 Likheten kommer muligens enda tydeligere frem om man tar i betraktning den versjon av «Livets røst» som ble publisert i Basta, der avslutningen, og med den H***s konklusjon, er lenger: «Den unge Enke puster ud, Livet raaber til hende med sin dejlige Galskab, hun adlyder dets Røst og svarer: jeg kommer10».11 Det tittelen «Livets røst» – sett i lys av denne opprinnelige avslutningen – betegner, synes å samsvare med den røst som i Satyricon tilhører enkens tjenestepike: «Vil du ikke komme tilbake til livet? Vil du ikke riste av deg denne kvinnelige misforståelsen og nyte lysets gleder så lenge du har anledning? Dette liket som ligger her burde være som en tilskyndelse til deg om å leve!».12 Godt – motivet er åpenbart kjent. Men det er et annet likhetstrekk ved de to tekstene som er av betydelig interesse: vi har i begge tilfeller med en forestilt muntlig fortellersituasjon å gjøre. Og i likhet med Eumolpus’ muntre historie, er også H***s fortelling satt inn i en ramme: «Forfatteren H*** fortæller». Om enn minimal, idet den kun utgjøres av tre ord, synes rammefortellingen å ha en viktig funksjon, noe som er utgangspunktet

7 Ibid, 151 8 Ibid 9 Hamsun, Kratskog (Kbh: Gyldendalske Boghandels forlag, 1903), 224 10 «jeg kommer» - i dobbel forstand?

11 Se: Brask, «Om Hamsuns novelle ‘Livets røst’», 156 12 Petronius, Satyricon (Oslo: Cappelen Damm, 2014), 153

43

for blant annet Atle Skaftuns analyse av novellen.13 Det er imidlertid fokuset på et bestemt aspekt ved denne rammefortellingen som jeg trodde sammen med Brandes’ anmeldelse skulle tjene som svar på Hamsuns intensjon bak å navngi fortelleren etter seg selv; nemlig hvem det er som forteller. H*** er i likhet med poeten Eumolpus dikter. Men han er ikke bare en dikter; han faller også inn under kategorien flanør. Brask merker seg likheten mellom H***s slentring på bulevarden og den beskrivelse Nagel i en av sine anekdoter gir av seg selv som flanør i Mysterier (1892): Jeg driver nu og da omkring i Gaterne, jeg ser paa Mennesker, utvælger mig en enkelt Person, som jeg forfølger i Frastand og ser hvor han endelig blir av tilslut. Jeg skyr ikke at gå like ind i Huset og opover Trapper for at se hvor han blir av tilslut. Om Nætterne i store Byer er dette overmåte interessant og kan føre en ind i de mærkeligste Bekjendtskaper. Naa, det taler vi ikke om!14

At H***s nattevandring fører inn i et merkelig bekjentskap, er det ingen tvil om; beskrivelsen kunne passet like godt til H*** som til Nagel. Men beskrivelsen er ikke bare interessant for så vidt som den passer til H*** som flanør; flanøren har nemlig også mye til felles med dikteren. I Baudelaires prosadikt «Massene» sammenstilles disse to aspektene ved typen H***; dikterens vesen beskrives som flanørens: Det er ikke alle gitt å ta et bad i mengden: å nyte massene er en kunst, og bare den kan gjøre det, på menneskeartens bekostning og i en svir av livskraft, som allerede ved sin vugge fikk besøk av en fe som ga ham sans for forkledning og maskering […] Poeten nyter det uforlignelige privilegium at han etter behag kan være seg selv og en annen. Som disse omstreifende sjeler som leter etter en kropp, kan han tre inn, når han ønsker det, i hvilken som helst skikkelse. […] Ethvert yrke, enhver glede og enhver sorg som tilfellet byr frem for ham, tar han til seg som var de hans egne.

Hva menneskene kaller kjærlighet er noe meget smått, meget begrenset og ynkelig sammenlignet med denne uutsigelige orgie, 13 Skaftun, «’Livets røst’ og livet rundt» 14 Se: Brask, «Om Hamsuns novelle ‘Livets røst’», 159

fremmed

denne sjelens hellige prostitusjon som gir seg helt og fullt hen gjennom poesi og barmhjertighet i møte med det uforutsette som viser seg, den ukjente som drar forbi.15

Det er dette «uforlignelige privilegium» Brandes med sin anmeldelse fratar Hamsun. Jeg-formen, mener Brandes, som selvbestaltet representant for den jevne leser, gir ikke leseren annet valg enn å bak all forkledning og maskering finne forfatteren selv: «Der gives ingen så påtrængende [...] form. Påtrængende, fordi læseren tvinges til at opkaste en række gisninger, om hvem dette fortællende jeg, for hvem han skal interessere sig, kan være, og fordi han i almindelighed nødes til at standse ved forfatteren selv som jeg’ets indehaver.»16 Dette er en holdning som ligger den moderne leser fjernt. Men at Brandes hadde denne oppfatningen, er forståelig; hans egen diktning tilhørte den realistiske tradisjonen, der jeg-et gjerne opptrer når det er satt inn i en større rammefortelling som tillater det å bli identifisert som en tredjeperson. Jeg-formen i prosadiktningen er derimot et resultat av et behov som oppstod med modernismen, noe Obstfelder gjør rede for i sitt essay «Jeg-Formen i Litteraturen», som faktisk er et motsvar til den selvsamme anmeldelsen: «Jeg-Formen er født af Trangen til at gaa helt til Bunds i det Menneske eller den enkelte Sindstilstand, man ser for sig.».17 Og det var jo nettopp dét Hamsun ville med sin diktning; å skildre det moderne menneskets sjelsliv.

I «Livets røst» er det som nevnt en rammefortelling, men den potensielle distansen Hamsun skaper til fortellerstemmen i novellen ved å ved hjelp av denne la en annen, nemlig H***, ta ordet, oppheves naturligvis av at den som tar ordet er hans navnebror. Men kan ikke invitasjonen til å identifisere hans navnebror med ham selv også skape en distanse? Skaftun påpeker dette i sin analyse ved å forestille seg novellen som en faktisk 15 Baudelaire, «Massene», 35-36 16 Se: Kirkegaard, Hamsun som modernist (Kbh: Medusa, 1975), 36 17 Obstfelder, «Jeg-Formen i Litteraturen»

45

muntlig fortellersituasjon: «Hvordan ville tilhørerne oppfatte denne rammesituasjonen? Er det ikke nærliggende å tenke seg at de ville oppfatte den som fortellerens mildt ironiske distanse til egen fortellerstemme?».18 «Livets røst» er åpenbart en skreven tekst, men spillet med egen identitet vil, slik jeg ser det, oppfattes på samme måte av det lesende publikum.

Likheten mellom Hamsun og H*** begrenser seg imidlertid ikke bare til navnene; i likhet med H*** bodde også Hamsun i Bredgade,19 og han var selv stamgjest på kafeen Bernina.20 «[Det ville] være indiskret at identificere jeg med hr. Hamsun, [...] men hvorfor da påtrænge os spørgsmålet ved at henstille jeg som en art halvtåbenbaret inkognito?»21 uttaler Brandes i sitt angrep på «Dronningen av Saba». Hadde disse ordene vært rettet mot «Livets røst», hadde det åpenbart vært belegg for dem. Men jeg tør påstå at den oppfordring Hamsun gir leseren til å oppfatte novellens jeg som et «halvtåbenbaret inkognito» er selve intensjonen bak hans spill med egen identitet; H*** får funksjon av «en slags selvfordobling».

22 Samtidig med at H*** innser at Ellen vet hvem han er, idet hun vet hans adresse, nemlig Bredgade, blir også H***s identitet «avslørt» av leseren: «De bor i Bredgade? Hvordan ved De det? spurgte jeg overrasket. Jeg ved hvem De er, svarede hun. Pause.».23 H*** nyter ikke lenger flanørens forutsetning; at han er den fremmede fremmed. Parallelt med at H*** mister det privilegium han som flanør har i egenskap av sitt inkognito, mister altså Hamsun det privilegium han har som forteller; «at han etter behag kan være seg selv og en annen».24 Med andre ord – «Livets røst» ville vært det perfekte subtile motsvar til Edvard Brandes’ anmeldelse, noe jeg i en stund også trodde; Hamsun 18 Skaftun, «’Livets røst’ og livet rundt», 85 19 Se: Hamsun, Hamsuns brev 1879-1895 (Oslo: Gyldendal, 1994), 249 20 Ibid, 271 21 Se: Kirkegaard, Hamsun som modernist (Kbh: Medusa, 1975), 36 22 Se: Skaftun, «’Livets røst’ og livet rundt», 85 23 Hamsun, Kratskog (Kbh: Gyldendalske Boghandels forlag, 1903), 219 24 Baudelaire, «Massene», 35

fremmed

kunne for alt jeg visste ha fått ideen til teksten da han leste morgenavisene på Bernina den 27. juni 1897.25 Hvor stor min skuffelse var da jeg oppdaget at den første versjonen av «Livets røst» utkom et år før Brandes skrev anmeldelsen, kan du selv forestille deg.26 Hamsuns utfordring av grensen mellom fiksjon og virkelighet i novellen kan kanskje uansett leses som et innlegg i en større debatt, idet denne utfordring kan leses som hans debattering av forholdet mellom seg selv som historisk person og forteller.

Men kan hende er den når alt kommer til alt ikke annet enn et produkt av enn vill idé unnfanget i djævlepunch-rus under ett av Berninas veldige symposier.27 Det eneste jeg med sikkerhet vet, er at jeg ikke tør tenke på hvilken forfatning min førsteutgave av Kratskog ville vært i – om også den hadde tilhørt Edvard Brandes.

Simen Bugge 25 Dagen da E. Brandes’ anmeldelse stod på trykk i Politiken, se: Kirkegaard, Hamsun som modernist (Kbh: Medusa, 1975), 36 26 Novellen ble først publisert i Simplicissimus 25. april 1896, se: Brask, «Om Hamsuns novelle ‘Livets røst’», 155 27 Hamsun var kjent for å leve et utsvevende liv i København på 1890-tallet, som deltager i de mange symposier på kafeen Bernina og anfører for Bacchustog gjennom Københavns gater. Hans «djævlepunch» bestod av 17 forskjellige slags brennevin; «Drik, for Satan! brølte Hamsun, og herrene drakk …». Se: Rottem, Norske forfattere i Kongens by (Oslo: Forlaget Press, 2000), 146 Litteraturliste Baudelaire, Charles. Prosadikt. Overs. Tore Stubberud. Oslo: Dreyers forlag, 1981.

Brask, Peter. «Om Hamsuns novelle ‘Livets røst’». I Norsk Litterær Årbok 1989, redigert av Skei, Hans H., 155-187. Oslo: Samlaget, 1989.

Hamsun, Knut. Knut Hamsuns brev 1879-1895, redigert av Næss, Harald S. Oslo: Gyldendal, 1994.

Hamsun, Knut. Kratskog. København: Gyldendalske Boghandels forlag, 1903.

Kirkegaard, Peter. Knut Hamsun som modernist. København: Medusa, 1975.

Obstfelder, Sigbjørn. «Jeg-Formen i Litteraturen» Illustreret Tidende. 19.08.1900.

Petronius. Satyricon. Overs. Kjell Arild Pollestad. Oslo: Cappelen Damm, 2014.

Rottem, Øystein. Vårt København. Norske forfattere i Kongens by. Oslo: Forlaget Press, 2000.

Skaftun, Atle. «’Livets røst’ og livet rundt: dialogiske relasjoner mellom ramme og det innrammede». Nordlit 2000 (Vol. 4 (2)): 65-90. DOI: 10.7557/13.2106.

47

JAG HAR ALLTID VARIT FRÄMLING HÄR. DET ÄR KRAVET FÖR MIN EXISTENS: AV LANDET, AV STATEN, AV HISTORIELÖSHETEN. DET VAR DET SOM KRÄVDES AV MINA FÖRÄLDRAR NÄR DE KOM HIT: DE GAV UPP ETT HEM FÖR EN CHANS. EN CHANS TILL EN BÄTTRE FRAMTID, TILL KÄRLEK, TILL SÄKERHET. MEN VEM VET OM DET BLEV SÅ. DET JAG VET MED SÄKERHET ÄR ATT MIN MAMMA HAR JOBBAT DE FLESTA HÖGTIDER, DE FLESTA NÄTTER, DE FLESTA HELGER. DET JAG VET ÄR ATT JAG BRUKADE HÅLLA HÅRT I HENNES ARM VARJE NATT FÖR ATT HON INTE SKULLE ÅKA TILL JOBBET. ÄNDÅ VAKNADE JAG VARJE MORGON TILL EN TOM SÄNG. ÄNDÅ LÄRDE JAG MIG ALDRIG. JAG HAR ALLTID VARIT FRÄMLING HÄR. ÄNDA SEDAN DEN FÖRSTA GÅNGEN JAG BLEV KALLAD SVARTSKALLE. ÄNDA SEDAN FÖRSTA GÅNGEN JAG FICK HÖRA ATT JAG MÅSTE JOBBA DUBBELT SÅ HÅRT FÖR ATT KOMMA HÄLFTEN SÅ LÅNGT. ÄNDA SEDAN MAMMA SA ATT VI ALDRIG KOMMER VARA VÄRDA NÅGOT HÄR. JAG ÄR FRÄMLING I DET ENDA LANDET JAG KAN KALLA HEM. FRÄMLINGSKAPET, MELLANFÖRSKAPET, UTANFÖRSKAPET HAR GENOMSYRAT MIG.

fremmed

JAG HAR ALLTID VARIT FRÄMLING HÄR. JAG KAN INTE VARA ANNAT TILLS NI VAKNAR FRÅN ER DRÖM OCH INSER ATT RASISMEN ÄR HÄR, OCH ATT DEN HAR VARIT DET LÄNGE. DEN VAR HÄR NÄR NI KOLONISERADE SÁPMI, DEN VAR HÄR NÄR NI DELTOG I SLAVERIET, DEN VAR HÄR NÄR DET RASBIOLOGISKA INSTITUTET SKAPADES, DEN VAR HÄR NÄR NI INTE VILLE SLÄPPA IN JUDARNA. DEN VAR HÄR NÄR NI SKREV OM HISTORIEN FÖR ATT GÖRA ER OSKYLDIGA, DEN VAR HÄR NÄR MÄNNISKOR DOG PÅ GRUND AV POLITIKEN NI FÖRDE. DEN ÄR FORTFARANDE HÄR.

Niko Erfani

49

OG TRÆRNE SYNGER FOR DEG Unger kan være så fæle med hverandre er det mange som sier. Voksne kan være fæle mot unger og, tenker jeg.

Vi hadde nettopp solgt leiligheten, kjøpt rekkehuset utafor byen.

Alt gikk så greit med selve flyttinga. Flyttebyrået klarte alt på en tur, og møblene fant sin plass uten å beveges for mye rundt på.

De nye naboene virka greie, begge para kom ut med hver sin jente mellom seg. De kom oss i møte ved postkassestativet da flyttebilen kjørte. De hadde også jenter. Isabell og Lea, like gamle som jenta vår. Vi blei stående ved postkassestativet, småprata om livet i gata. Jeg spurte om det var noen fine joggeruter i nærheten. Naturen var litt av grunnen til at vi flytta ut av byen. Noe skal man prate om, og vi blei enige om å ta en joggetur, de skulle vise meg noen fine løyper, sa de, men de gjorde det aldri, det var vel bare noe en kunne prate om. Jentene fløy litt fram og tilbake mellom hagene, forsvant ned i hverandres kjellerstuer, kledde seg ut og lagde hinderløyper i innkjørselen. De hoppa tau og lagde pulver av gatekritt, og jeg kikka ofte ut av vinduet på baderommet, ned på asfalten i oppkjørselen og alle kunstverka som bredte seg utover, og stadig tenkte jeg på hvor fint dette var, hvordan tinga hadde falt så greit på plass, hvor fint dette kom til å bli.

Det var helt til dagen kom da mora til Isabell stakk huet over hekken, sa vi måtte snakke om slåing.

«Dattera di slår», sa hun.

«Det er ikke greit».

Dattera mi slo om hun ikke fikk bestemme i leken, blei det sagt. Eller om hun ikke fikk leke med den og den tingen.

«Jeg kan se det for meg», sa jeg.

«Hun er litt bestemt av seg. Beklager det».

Jeg hadde også sett hvordan Isabell og Lea kunne være, men det kunne jeg ikke si. De tre jentene lekte mindre sammen. Dattera mi klarte ikke å

51

lirke seg inn mellom Isabell og Lea. De hadde vært naboer hele livet. Gikk i samme barnehage, dansa ballett sammen og overnatta hos hverandre. Vi prøvde å få dem til å funke, men det blei vanskelig, enklere å la det være.

Skylda varierte, men dattera mi var jo for alltid den som slo.

Jeg stod i ytterdøra den lørdagen, skulle hente avisa, holdt hånda på dørhåndtaket. Han prøvde å si det med lav stemme, men jeg hørte hvert ord og det etsa seg fast.

«Isabell», sa han.

«Jeg vil heller at du ringer på hos Lea».

Det stakk og prikka i meg; alt sank og jeg var aleine om det, siden jeg egentlig ikke visste det. Etter dette kunne jeg ikke se ham i øya. Ikke dattera mi heller, når hun ville leke med Isabell og Lea. Hver gang de andre unga løp rundt bilen vår med de dumme kjepphestene, trykka jeg på alarmen og de skvatt. Jeg gikk i krigen for dattera mi, en krig hun ikke kjente til og jeg selv blei barnslig som en unge. Jeg begynte å si «hei» demonstrativt høyt når Isabell og Lea løp forbi uten å hilse. De dumme rulleskoa, de dumme like rosa syklene, de dumme foreldrene.

Dattera mi merka det hun òg, at ting blei annerledes. Isabell og Lea kunne ringe på døra, bare for å si at de skulle bort i helga og ikke kunne leke med henne.

«Unger er sånn», sa kona mi.

Hun burde jo ha peiling, tenkte jeg, hun jobba jo i barnehage.

Jeg ga dattera mi is på Texaco, vi lagde lørdagspizza på en tirsdag. Vi lekte i skolegården, bare hun og jeg. Eller gikk tur i skogen med Kvikk lunsj og kakao. Om sommeren dro vi på stranda. Jeg lagde sandslott til henne, begravde henne i sand så bare det lille ansiktet hennes titta fram, ville skåne henne for utenforskapet, tok henne med på alt hun både ville og ikke ville være med på, og til slutt var jeg ikke sikker på om jeg holdt henne unna for sin egen del eller min, og en gang sa hun til meg at hun

fremmed

ikke trodde jeg ville hun skulle leke med Isabell og Lea, og jeg holdt på å si at det var omvendt, at de ikke ville leke med henne fordi hun slo en gang for lenge sida, men alt jeg klarte å svare var bare at det er fint å ha flere lekekamerater, men hun hadde jo ikke rukket å bli kjent med andre.

Hun blei stående på halvdistanse, bokstavelig talt, mellom følelsene mine som dro henne bort fra nabojentene, og hennes instinktive ønske om å være med dem. Gjennom hekken så hun Isabell og Lea sitte på det svære teppet og lekte med Sylvanian Family-huset, og denne glaninga hennes gjorde at jeg fant på ting hun og jeg kunne gjøre utafor huset. Krabbefiske og sykkelturer, lange kafébesøk. Alt fordi jeg var redd for at hun skulle bli stengt ute, bli sett på som en raring, men så var det kanskje jeg som holdt henne tilbake, ved å ikke la henne prøve og feile, finne sin plass, den jeg selv aldri har funnet. Krabbesnøret lå slakt på overflata, vi fikk ingen krabber. Siden lærte jeg at krabbene først kommer seinere på våren, i april.

«Skal vi invitere nabojentene på filmkveld?» spurte jeg dattera mi.

«Vi kjøper masse popcorn» sa jeg og reiste meg fra bryggekanten.

«Og brus. Svære boller med godteri.»

Hun reagerte med det største smilet, det jeg nesten hadde glemt hvordan så ut.

Vi dro opp snøret, tømte bøtta for saltvann og pakka sekken. «Når vi kommer hjem, løper du og ringer på, spør dem om det passer,» sa jeg.

Hun kom slukøra tilbake, dro av seg skoa og hang opp jakka, trengte ikke si noe. Jeg rigga til et spill på spisebordet, hun fikla med timeglasset, kikka på bollen med potetgull.

«Når timeglasset er ute, dør noen et sted i verden» sa hun.

Så gikk vi i skogen igjen. Fulgte nettverket av små-bekker, staket opp osene der kvist hadde samla seg, lot vannet renne videre mot de små tjerna. Vi lot skålene med popcorn være, den dumme girlanderen hang bare der i døråpninga inn i TV-stua. De nyinnkjøpte pynteputene fra Nille hadde jeg kasta.

53

Vi satte oss til på et høydedrag og kikka utover det myrlendte terrenget.

De døde trestammene som blei stående på trass. Hun mente de ligna på støttenner som stakk opp av jorda. Sola traff så vidt den ene fjellsida på Måna, og kikka vi lenge nok, så vi skyggene som beveget seg.

Vinddraga la myrulla flat og frøtung, og det risla i bladene bort gjennom skogen. Hun var så forsiktig med den nye speiderkniven.

Regnbuksa gniksa mot den tørre lyngen, og med de jevne lange draga med knivbladet flerra hun av bark på en pinne.

Jeg spurte hva hun tenkte på, og hun svarte at hun elska meg helt inn til hjertet og at skogen og trærne og myra sang for oss, og at det ikke gjorde noe at nabojentene ikke kunne komme på filmkveld likevel.

«Men, pappa,» sa hun nølende.

«Jeg vil ikke at du skal bli lei deg.

Men, de synes du er skummel og streng.»

Jeg så at det kosta henne noe å si dette, at hun kvia seg, men likevel gjorde det, og hun blei plutselig så voksen. Hun satt rolig med speiderkniven, blikket utover horisonten.

«Du,» sa hun.

«Tror du det finnes flere blader enn barnåler her i verden?»

Mikkel Vika

fremmed

Tema for #1 2021 av Lasso er «Reprise».

Send inn din tolkning til litteraturtidsskriftet.lasso@gmail.com innen 24. januar.

Vi tar imot både skjønnlitteratur og sakprosa, maks fem sider.

Vil du illustrere nummeret? Send mail merket med «Illustrere #1 REPRISE», eller ta kontakt via sosiale medier.