L’ENTORN Magasinet for danske Barça-fans
OKTOBER 2012
ENDE R E N O P “ET IM SIN MED MAGA ÅENDE G DYDBE LER, ARTIK T OG AYOU FEDT L ILLEDER” KE B tor SMUK mmenta o dboldk sen, fo holdsspiller m o h T ds Claus ere lan og tidlig
/02
OPSKRIFTER PÅ MAD FRA DET CATALANSKE KØKKEN FORTÆLLINGEN OM DET VELKENDTE SLOGAN RUNDT OM FRANCESC “TITO“ VILANOVA HOLDNING TIL FANKULTUREN PÅ CAMP NOU GENSYN MED EDGAR DAVIDS TWITTER MED SPILLERNE OG MEGET MERE
/KOLOFON
Andreas Leer Scharnberg ORD, REDIGERING & LAYOUT
Sarah Skovlide Andersen ILLUSTRATIONER, BILLEDER OG LAYOUT
Christian Torrild ORD
Simon Warnich ORD & BILLEDER
Martin Leer Scharnberg ORD
FIND OS: www.lentorn.dk - facebook.com/lentorn - lentorn.dk@gmail.com
TAK TIL:
Webmand Jeppe Thy Grøn, fotograf Jens Wognsen, Thomas Dragnes fra www.blaugrana.no, Claus Thomsen, Palle Klejs, M&F Korrektur, og alle jer, der læser med. Og tak for alt til Josep “Pep” Guardiola - vi ses før eller siden.
BILLEDER / Med magasinet i byen Et billede siger mere end 1000 ord – er der nogen, der siger. I så fald er der rigeligt med ord at kigge på i midten af magasinet. Vi tog en bold, et blad og en maske med i byen og knipsede løs
26
/INDHOLD 6 LEDER Den svære to’er har været sjov
8 SIDEN SIDST Et nyt element i magasinet
10 PORTRÆT Bliv klogere på, hvem Francesc “Tito“ Vilanove egentlig er
16 TWITTER Få en idé om, hvad spillerne deler på det sociale medie
18 ANALYSE Læs historien om klubbens slogan “Més que un club“
26 BILLEDER L’ENTORN er taget i byen
RUNDT OM / Francesc “Tito“ Vilanova Han har scoret mod Mourinho, lyttet til musik med Guardiola og spillet for middelmådige fodboldklubber. Bliv klogere på Barcas nye træner
40 18
34 CITAT Hvem siger hvad?
36 ESSAY
ANALYSE
Fodbold kan være en flugt
Més que un club står der lige under klubnavnet og til højre for logoet på den officielle hjemmeside. Men hvor kommer det fra?
40 OPSKRIFTER Nemt, lækkert og billigt. Lær at lave spansk mad inden kampstart
46 ANDET YNDLINGSHOLD Bayern er både god og ond
48 BARCA ALUMNUS Mød Edgar Steven Davids
50 KLUMME Camp Nou er kedelig, lyder det
10
OPSKRIFTER / Det catalanske køkken Uden mad og drikke dur fodbold i fjernsynet ikke. Lær at lave lækker La Liga-retter
/LEDER “Den svære toer”. Sådan lyder det ofte, når kunstnere kaster sig over opfølgeren til deres første værk. Her på L’ENTORN er vi heldigvis ikke kunstnere, og derfor har vi ikke haft svært ved at lave anden udgave af magasinet - tværtimod. Det har været sjovt fra første idé til sidste punktum. Det kan du forhåbentlig se på side 26, hvor vi hoppede i Barca-tøjet og gik en tur i byen. Svært ser det til gengæld ud, hvis man vender blikket mod den mand i Catalonien, som har fået og får megen opmærksomhed i de kommende måneder; Francesc “Tito” Vilanova. Kan Barcas nye træner andet end at skuffe? Vilanova, der aldrig slog til som spiller i klubben, tager over for barndomskammeraten Guardiola, som styrede den catalanske midtbane i 90’erne. Tito, der aldrig har været cheftræner, skal forsøge at leve op Pep, som hentede 14 titler på fire år. På side 10 tegner vi et portræt og skriver om løst og fast om den nye hovedperson, som trods alt er kommet fra start som cheftræner.
En anden ting, der kan være svær at blive klog på, når snakken går om F.C. Barcelona, er klubbens historie. De fleste kender til Francos undertrykkelse, Cruyffs æra og Figos forhadte skifte. Men det er de færreste, der er klar over, hvor sloganet “Més que un club” har sin oprindelse. Vi går langt tilbage i tiden på side 18. I dette nummer kan du desuden læse om fodboldeskapisme, dovne fans og det catalanske køkken. Som noget nyt er der også blevet plads til “Siden sidst” og “#barcaspillerne”. God fornøjelse med anden udgave af L’ENTORN. Vi glæder os allerede til at lave “Den sjove treer”. Send os en mail, hvis du har en idé, og spred budskabet om vores nye magasin for danske Barca-fans. ¡Visca el Barça!
Bagsiden af magasinet Hvis al begyndelse er svær, så glæder vi os her på redaktionen til at fortsætte med at lave fodboldmagasiner om FC Barcelona. På cirka fire måneder har første udgave af L’ENTORN nemlig rundet over 2000 læsere og mere end 34.000 unikke sidevisninger. Tak for det! Et kig i vores statistikbank afslører - ikke overraskende - at forsiden var og er den meste sete. Mere overraskende er det, at der sker et lille dyk i antallet af sidevisninger, når vi kommer til side syv den første efter lederen. På den anden side betyder det højst sandsynligt, at du er en af de loyale læsere, der bladrer fra ende til anden, hvis du læser det her. Det viser statistikken fra første udgave nemlig også. Det sætter vi pris på - altså loyale læsere. Det er jer, der gør det sjovt at lave magasin. Og det er jer, der ved, hvad I vil læse om. Derfor vil vi meget gerne høre om jeres syn på magasinet - men først når I er nået om til bagsiden vel at mærke.
SAGT OG SKREVET OM L’ENTORN:
“Et imponerende flot magasin med dybdegående artikler, fedt layout og smukke billeder. Som læser mærker man passionen til Barca igennem tekst og billede, og netop derfor er L’ENTORN i mine øjne en fuldtræffer.” Claus Thomsen, fodboldekspert på 6’eren og tidligere landsholdsspiller
“Værd at bruge tid på.“ Tonny Vorm, medforfatter til “Den våbenløse hær - i sporet på FC Barcelona“.
“Kult å se et Barcelona-magasin, som virkelig går i dybden! Herlig læsning. Gleder meg allerede til neste utgave.” Christer Vego, norsk Barca-fan
/SIDEN SIDST NAVNELEG:
“Han skal da hedde Barca Ole Sørensen.“ Sådan kan svaret passende lyde, når præsten fremover spørger ved dåben. Ifølge Familiestyrelsens hjemmeside er det nemlig godkendt at kalde sin dreng for Barca. Et kig på Danmarks Statistik afslører dog, at der kun er to eller færre drenge, som har fået det smukke navn. Lyder det hele lidt for godt til at være sandt, kan du få syn for sagn på www.familiestyrelsen.dk
CULES:
Selv om magasinet Cules ikke udkommer mere, fortsætter cules.dk nu med et nyt layout. “Jeg har ingen fast udgivelsesfrekvens, men jeg skriver, når jeg synes, der er noget at skrive om,“ siger Palle Christian Klejs Madsen, manden bag cules.dk, som lægger op til samarbejde mellem danske barcaskribenter. “Jeg vil ikke konkurrere med de andre, der skriver om FC Barcelona, men i stedet fungere i samspil med dem,“ siger cules-manden, som blev forelsket i klubben, dengang spillerne hed Enrique og Guardiola.
KONTAKT:
FILM:
Der var engang, hvor FC Barcelona ikke havde vundet noget i fire år. Der var engang, hvor en vis Joan Laporta og en flok dotcom-millionærer overtog ledelsen i klubben. Og der var engang, hvor man kun kunne se hele forløbet, hvis man betalte penge. Men nu kan filmen “FC Barcelona Confidentiel“ opleves gratis på youtube.com. Filmen varer en time og 27 minutter, og den kan ses i HD-kvalitet. Søg på “KICKTV Films Presents: FC Barcelona Confidential“ for at finde filmen, som cirka 40.000 andre foreløbigt har gjort.
Har du en sjov idé, et flot billede eller et godt spørgsmål, så kontakt os på www.facebook.com/lentorn. Det er også her, du finder et link til magasinet og vores hjemmeside. Har du en god Barca-ven, som endnu ikke har læst magasinet eller “synes godt om“, så send ham/hende et link til vores profil på Facebook. Tak for hjælpen - og fortsat god læselyst.
ORD: Andreas Leer Scharnberg TEGNINGER: Sarah Skovlide Andersen
VILANOVA
MÅL MOD MOURINHO Selv om Tito Vilanova kun har været cheftræner i FC Barcelona i en håndfuld måneder, har han en lang historie sammen med Real Madrids taktisk tovholder, Jose Mourinho. De fleste kan huske portugiserens flagrende finger, som bragte Guar-
MUSIK MED PEP
diolas ellers ukendte højre hånd på alles læber efter Super Cup-opgøret
Vilanova og Guardiola har meget mere end fod-
i 2011. Øje-overfaldet var dog langt
bold til fælles. De to cataloniere dyrkede nemlig
fra første gang, de to fodboldmænd
musikken sammen, da de begge var håbefulde
stødte sammen: I 1998 mødte de
talenter på fodboldakademiet La Masia fra mid-
hinanden i semifinalen i Copa Cata-
ten af 80’erne og frem.
lunya. Her spillede Vilanova på den
“Musikken bragte os sammen. Vi gættede titler
centrale midtbane for det blåhvide
på sange og kunstere og fandt hele tiden nye
mandskab fra Lleida, mens Mou-
numre at overraske hinanden med,” har Vilano-
rinho sad i trænersædet hos FC Bar-
va fortalt i et stort interview.
celona sammen med hollænderen
Musikken – især pop – var ikke det eneste, de
Van Gaal. Den catalanske storklub
dyrkede. Rygterne går på, at de to teenagere
vandt opgøret 2-1 med unge spillere
brugte mange timer i kantinen på den berømte
som Puyol og Xavi på banen, men i
fodboldskole. Dels på at konkurrere om, hvem
dag husker de fleste nok kampen for
der kunne spise mest. Dels om at diskutere de
hjemmeholdets mål. Der var nemlig
taktiske aspekter af det spil, som de hver dag
en vis midtbanespiller med efter-
håbede på skulle blive deres levevej. Da konkur-
navnet Vilanova, som reducerede
rencen skærpede til, var det dog kun den to år
efter et indirekte frispark i feltet med
yngre Guardiola, der kunne klare kravene. Han
fire minutter tilbage af opgøret.
fortsatte hele vejen og blev en af de bærende Dream Team-kræfter, mens Vilanova forsvandt til mere beskedne boldkredse i klubber som Figueres og Celta. Men venskabet blev holdt ved lige, og derfor var Guardiola ikke i tvivl om, hvem han skulle have ved sin side, da han blev tilbudt jobbet som cheftræner for Barca B i 2007.
TITO OG TITLERNE 14 titler. Heraf tre spanske mesterskaber, tre spanske Super Cup-trofæer, to Champions League-pokaler, to finalesejre i Copa del Rey, to verdensmesterskaber for klubhold og to pokaler i UEFA’s Super Cup. Det var den imponerende høst, som Guardiola og Vilanova fik i hus på bare fire sæsoner. Selv har Barcas nye træner aldrig vundet en titel som spiller. Eller som cheftræner for den sags skyld. Men forventningerne er store.
TITO OG KARRIEREN
”Hvad er min forventning til denne sæson? At vinde alt (…) Det er det, jeg går efter i
Nogen går hele vejen. An-
denne sæson. Vores hold er godt nok til at
dre falder af undervejs. I Tito
vinde alle kampe, men vi er nødt til at tage
Vilanovas tilfælde blev det en
en kamp ad gangen. Barca er vant til at vin-
mellemting: Han slog aldrig
de, og sådan har det især været de seneste
igennem hos Barcelona, hvor
år, så vi skal forsøge at gøre, som vi gjorde
det aldrig blev til en kamp for
der: Beholde bolden, have ambitionerne
førsteholdet, trods seks år på
om at vinde og samtidig kende vores mod-
La Masia og B-holdet.
stander,” har Vilanova sagt.
Til gengæld fortsatte han kar-
Men som så mange andre steder, tæller
rieren i Figueres, Celta, Bada-
handling på fodboldbanen højere end ord
joz, Mallorca, Lleida, Elche
på pressemøder. Derfor skal det blive til en
og Gramenet. Her blev det
og helst flere titler i den igangværende sæ-
til 191 professionelle kampe
son, hvis Tito Vilanova skal leve op til de
i alt og blot 13 mål for den
seneste fire års præstationer, hvor det blev
catalanske
til 14 ud af 19 mulige titler.
inden han lagde støvlerne på
Med det samlede Super Cup-nederlag er
hylden i 2002 og senere blev
han allerede et skridt bagud. Til gengæld
sportsdirektør i Terrassa FC.
kan Tito Vilanova glæde sig over, at han har fået en historisk god begyndelse på sæsonen. Ikke siden Van Gaal har klubben vundet syv og spillet en uafgjort i La Ligas første otte runder.
midtbanemand,
ORD: Andreas Leer Scharnberg BILLEDER: Twitter.com
#barcaspillerne FODBOLDSPILLERE er også normale mennesker. Det ser i hvert fald sådan ud, hvis man går på opdagelse i Barcadrengenes privatliv, som flere af dem glædeligt deler ud af på Twitter. L’ENTORN vil helst høre historien fra spillerens egen mund, men klubbens pressekontor er sparsom med interviews - mildest talt. Derfor må du nøjes med billeder fra Twitter. Men det er heller ikke værst. Se selv - og find os på twitter.com/lentorn
MÉS QUE UN CLUB: FC BARCELONAS GENESIS ORD: SIMON WARNICH ILLUSTRATION: SARAH SKOVLIDE ANDERSEN Més que un club står der lige under klubnavnet og til højre for logoet på den officielle hjemmeside. Més que un club står der i nakken på spillertrøjen, og hvor der ellers er plads til det på træningstøjet. Més que un club står der i en mosaik af gule plastsæder på Camp Nous østlige langside. Men hvor kommer det fra? De fleste Barca-fans er klar over, at det ikke er et slogan fostret af et smart reklamebureau, der ved hjælp af fokusgrupper og spørgeskemaundersøgelser har destilleret sig frem til det, som for eksempel AGF-sloganet “Følg viljen“ er resultatet af. De fleste ved også eller har en fornemmelse af, at det er en del af historien om klubben, om byen Barcelona og om området Catalonien. Men hvor langt går det tilbage? Hvem sagde det først? Og hvorfor? Hvad er det for en selvforståelse, der ligger bag? Er det mere end bare et brand? L’ENTORN kigger dybt i historiebøgerne og prøver at danne et billede af den historie, der førte til, at Barca blev til mere end en klub. Vi kan lige så godt starte med Més que un clubs epicenter. Det sted i historien, hvor det blev sagt først. Undfangelsen. Og faktisk skal vi ikke så langt tilbage - klubbens alder taget i betragtning. I Franco regimets døende år var der i Spanien, efter årtiers undertrykkelse og favorisering, endelig opstået et vist frirum til at ytre sig og formulere ideer og holdninger, der ikke stemte overens med dem, der var formuleret i Madrid. Det var i de sene år, at en gruppe fodboldglade catalanske intellektuelle, ført an af forfatteren Manuel Vázquez Montalbán, begyndte at formulere fortællingen om Barca som Més que un club. Fortællingen blev drevet af en reel indignation og en intellektuel legesyge, der gennem en række artikler og essays gav barcelonismen
en romantisk og selvironisk nederlagsmyte. I artiklerne slog Montalbán fast, at “vores fodboldhold er mere end en klub, og man har tilføjet, at den er Cataloniens symbolske, ubevæbnede hær.” I fortællingen bliver Barca gjort til det eneste våben catalonierne rådede over i forsvaret for deres ikke-eksisterende nation. Denne ikkeeksisterende nations historiske lidelser og kontinuerlige castilianske overgreb kunne således hævnes to gange årligt, når Barca mødte centralmagtens repræsentant: Real Madrid. For naturligvis er Real Madrid også mere end en klub (ingen helt uden en skurk). De er Tercio de Flandes - det spanske imperiums nådesløse elitekorps i kampen mod 1600-tallets oprørske hollændere - “en arbitrær magt, som nu har skiftet tidligere tiders forræderiske bombardementer ud med infame dommerfløjter,” som Montalbán udtrykker det. Pludselig er vi ret langt tilbage. Fortællingen om Barca (og til dels også Real Madrid) som Més que un club kræver nemlig (som det kan ses ud fra referencen til et spansk elitekorps fra 1600-tallet) en historisk bevidsthed, der strækker sig væsentligt længere tilbage end grundlæggelsen af de to klubber. Montalbán selv var også af den overbevisning, at en forklaring af Barca som mere end en klub kræver, at man starter ved begyndelsen. Den tidlige middelalders catalanske genesis. Undfangelsesmyten: Sidst i 800-tallet opstod Catalonien som en national enhed, da kejseren af Frankerriget udnævnte adelsmanden Guifré el Pilos fra området i nærheden af Andora til greve af Barcelona. Guifré el Pilos udnyttede Frankerrigets senere forfald til at løsrive sig og grundlægge et dynasti, der kom til at regere over store dele af Middelhavsområdet.
I 1164 fusionerede Catalonien med naboriget Aragón. Det blev startskuddet til en voldsom ekspansion. Indflydelsen fra det catalanske storrige strakte sig helt til Grækenland. Sideløbende med den store middelhavsekspansion skete der også markante (men dog mindre blodige) begivenheder i det catalanske hovedland. Barcelona begyndte at tage form som et europæisk kulturcentrum, og gotiske mesterværker som katedralen Santa María del Mar skød op rundt omkring i byen. Der skete også et markant sprogligt skifte fra latin til catalansk. Jaume I Erobreren gjorde således catalansk til det officielle sprog. Skiftet bevirkede at catalansk blev et fuldt udviklet sprog indenfor både litteratur og filosofi. Den catalanske litteratur og kulturs foreløbige højdepunkt kom med en af den vestlige verdens første rigtige romaner “Tirant lo Blanc”. I 1410 stod Cataloniens storhedstid dog over for begyndelsen til enden, da det sidste medlem af Huset Barcelona døde uden en arving. Få år senere finansierede de katolske konger Christoffer Columbus’ rejse til Amerika, hvilket ramte Catalonien hårdt. Det castilianskdominerede Spanien, der finansierede opdagelsen af Amerika, gik i kulturel og bogstaveligste forstand ind i en guldalder uden lige. Det catalanske middelhavsrige blev kørt ud på et sidespor og holdt helt ude af handlen med den nye verden. Det hjalp heller ikke på cataloniernes situation, at de flere gange forsøgte at løsrive sig fra Castilien. Første gang var under 30 års krigen i 1640, hvor Barcelonas befolkning kastede sig ud i det, der blev kendt som Corpus de
“
Fortællingen blev drevet af en reel indignation og en intellektuel legesyge
Sang (løst oversat: Korpus af blod) et oprør der ikke blev nedkæmpet før tolv år senere. Under den spanske arvefølgekrig i begyndelsen af 1700-tallet forsøgte Catalonierne igen at løsrive sig. Endnu engang lykkedes det Castilien at slå oprøret ned. Efter et års spansk belejring af Barcelona måtte catalonierne d. 11. September 1714 se sig nødsaget til at overgive byen til spanierne. Som straf for oprøret blev Cataloniens sidste særlove og institutioner afskaffet. Centralmagten fik for en tid fred. Næste forsøg på at skabe noget selvstændigt catalansk var Renaixença-bevægelsen, der blev grundlagt af intellektuelle cataloniere i slutningen af det 1800-tallet. Renaixença var et forsøg på at genskabe catalansk som et litterært sprog og fremhæve catalansk historie fra middelalderen og frem. I sidste ende skabte bevægelsen den atmosfære, som nutidens catalanske nationalisme voksede frem af. Renaixença opnåede sin absolutte storhedstid i 1880’erne, og det var i netop den periode og i denne ånd, at Foot-Ball Club Barcelona blev stiftet d. 29 november 1899. Stifteren af FC Barcelona var, som bekendt, den schweiziskfødte Joan Gamper, og han var ikke sen til at opfange og tilegne sig den catalansknationalistiske stemning i Barcelona. Barca blev (paradoksalt nok) stiftet primært af udlændinge, men af udlændinge der boede, levede og interagerede med den catalanske middelklasse. I Spanien var fodbold, som i mange andre industrialiserede lande, ikke et fænomen der tilhørte arbejderklassen, men derimod mid-
delklassen. En middelklasse der også stod bag Renaixença-bevægelsen og derfor dyrkede det catalanske sprog og havde et catalansk nationalistisk sindelag. Gamper var i høj grad i kontakt med denne politiske og sociale udvikling i Catalonien, og den påvirkede ham både personligt og i hans arbejde med Barca. Gamper lærte perfekt catalansk (og det set i lyset af at han aldrig rigtig lærte spansk) og var meget insisterende på, at Barca var en catalansk klub, hvor det officielle sprog naturligvis var catalansk. Selve det catalanske sprog spillede en enorm rolle for Barca, der, via denne selvforstærkende faktor, smittede af på den spirende catalanske nationalisme. Et vigtigt element da antropologer ofte betegner sprog som et bånd, der på tværs af individer skaber sine egne former for identifikation. Herigennem blev det catalanske sprog et kulturelt symbol på en lokal identitet, der adskiller Catalonien fra resten af Spanien, og Gampers insisteren på det catalanske sprog reflekterede således en identifikation med den catalanske nationalisme. Kombinationen af sprog og sport skabte ligeledes en kobling mellem cataloniere og immigranter, fabriksarbejdere og middelklasser. Fodboldklubben blev en smeltedigel, hvor sproget og følelsen af at høre til blev resultatet. En definition der på det nærmeste er adopteret af de catalanske nationalister den dag i dag. Her eksemplificeret ved den catalanske filosof Ricardo Huguet: “Catalanism can thus be acquired and does not have to be innate; it is something that any settler can aspire to - it has to do with language,
feelings, a state of belonging to Catalonia as a nation.” - Jimmy Burns, bogen “Barça a people’s passion”. Fodboldklubbens popularitet steg i takt med, at klubbens politiske og sociale selvbevidsthed også steg, og passionen fyrede op under catalansk stolthed og selvværd. Det viste sig dog at være problematisk. De idéer og følelser der udsprang fra Barca, blev i Spaniens politisk springfarlige 1920’ere- og 30’ere et stort problem. De første problemer kom med General Miguel Primo de Rivera, der med et kup i 1923 overtog magten i Spanien fra Kong Alfonso XIII. Primo de Rivera betragtede alle, der legede med ideen om at løsrive sig fra Madrid ved at bruge eget sprog og flag, for at være statens fjender. Hans vrede blev derfor, naturligt nok, rettet mod alle former for politiseret catalanisme, og offentlig brug af catalansk sprog og flag blev forbudt. Et politisk projekt der i høj grad kolliderede med F.C. Barcelonas ideer og værdigrundlag. De følgende år i Spanien (1923-1939) var en kompleks politisk affære, der bød på store op- og nedture for den Catalonien. I 1930 trak Primo de Rivera sig tilbage og overlod magten til Genral Dámaso Berenguer, der valgte at give de konstitutionelle rettigheder tilbage til Catalonien. De følgende år frem til borgerkrigens afslutning (1939) bød først på en status som catalansk republik under en iberisk føderation (1931), og selvom det efterfølgende blev korrigeret til et autonomt selvstyre (1932), var det et stort fremskridt for Catalonien. Selvstyret eksisterede, trods store kriser,
uenigheder, separatistbevægelser og splittelse, frem til borgerkrigens afslutning. Den 5. februar 1939 flygtede den catalanske regering (og 400.000 civile), som følge af Francos sejr, til Frankrig. Et symbol på at flere generationers kamp for catalansk selvstændighed virkede tabt. En følelse der ikke blev mindre af, at Franco, efter at have taget kontrol med Spanien, iværksatte en kulturel udrenselse- og undertrykkelseskampagne. Det catalanske flag og alt skriftlig og mundtlig brug af det catalanske sprog blev forbudt. Catalansksindede lærere blev forflyttet til det centrale Spanien og erstattet med lærere fra Central Spanien med sympati for den fascistiske bevægelse. Derudover blev Catalonien delt op i fire provinser i fuldstændig overensstemmelse med resten af Spanien. Det er de fleste Barca-fans bekendt at den kulturelle undertrykkelse i høj grad også ramte Barca. Det oprindelige medlemsdemokrati blev afskaffet og en ny frankistisk bestyrelse indsat. Klubbens navn blev ændret fra, hvad der blev betegnet som anglofilt klingende, Foot-Ball Club Barcelona, til Barcelona Club de Fútbol, og det catalanske flag i klublogoet blev erstattet med det spanske. Derudover viser regnskabsbøgerne fra disse år, at der i sæsonen 1939-40 blev brugt penge på indkøb af spanske flag, plader med nationalhymnen og portrætter af Franco og Primo de Rivera. Den første kamp, der blev spillet efter krigen, blev åbnet med en hyldestceremoni til ære for den nye stat. En fascistisk fest, hvis formål, ifølge arrangørerne, var “...exorcising the sta-
dium of malevolent separatist spirits, submerging the institution of FC Barcelona under the all-encompassing political, social and cutural umbrella of Franco’s Spain.” - Jimmy Burns, bogen “Barça a people’s passion”. I de efterfølgende år fulgte dårlige sportslige resultater, og hvad der føltes som en åbenlys favorisering af Francos egen klub, Real Madrid, der kom til at nyde stor sportslig succes. Og så er vi (endelig!) tilbage til der, hvor vi indledte artiklen. Det er denne lange historie, der vikler Cataloniens og Barcas historie sammen til en århundreder lang fortælling om storhed, fald, nederlag og ydmygelse, som Montalbán gør brug af i de essays, artikler og bøger, der omhandler Barca. Han får en sejr over Real Madrid i årene efter borgerkrigen til at fremstå som en omgørelse af de catalanske særlove. Alle uretfærdigheder begået mod Barca kommer også til at ligge i naturlig forlængelse af århundreders catalansk modstandskamp. Barca overtager nationens form og eksistensgrundlag og bliver med Ricardo Huguets ord “the mother church, capable of absorbing Catalonia and its capital with all its schizophrenia.” Netop skizofrenien er vigtig for at forstå Més que un club og Barca. Specielt i en moderne/nutidig kontekst.
En af de bøger, hvor Montalbán følger op på sine essays og yderligere skitserer barcalonismen, er ”Centerforwarden blev myrdet ved aftentide” (fremover CBMVA, udgivet i 1988). Det er en roman, der i bedste Montalbán-stil er bevidst om sig selv, sin bagvedliggende historie og den kontekst og diskurs, den skriver sig selv ind i og ikke mindst skriver om. Romanen er grundlæggende en fortælling om et historisk Barcelona og et nyt Barcelona (og Catalonien). Nyt i den forstand, at det er et Barcelona, der er ved at finde sig selv efter demokratiets indførsel, og den nye kapitalisme det har bragt med sig - “yuppiernes demokratiske og olympiske Barcelona.” Historisk i den forstand, at det lige så meget er en fortælling om et folk, der er bevidste om at: ”Byen (Barcelona red.) er deres fædreland, som hver enkelt ejer gennem egen erindring. Mange blev født her. Andre kom langvejs fra. Men denne tilhørsforholdets erindring opstod den dag, da de, som de gamle kaldæere, forstod, at verden i det væsentlige ophørte ved de høje, de kunne se med deres egne øjne.” Fortællingen om det nye, der er på vej til et historisk bevidst folk, er fortalt gennem sammensatte billeder af
Barcelona. Bogen er en montage og skifter scene fra kapitel til kapitel. Der skiftes mellem forskellige kvarterer, miljøer og forskellige sociale klasser. Montalbán vikler middelklasses privatdetektiven, Carvalho, pensionat bestyrerinden, doña Concha, de to narkomaner, Marçal og Marta, præsidenten for FCB, Basté de Linyola, og PR-chefen for samme klub, Camps O’Shea, sammen med byens kvarterer og historie og ska-ber et broget og sammensat Barcelona. En sammensathed der gør, at man i en folkemængde kan høre “de mest forskellige konversationsstil-arter og med vekslende ordrigdom.” Hele bogens grundlæggende atmosfære bærer præg af at være en catalansk og barcelonesisk stemme, der udtrykker en historie om “tusind år med Katalonien og to tusinde år med Barcelona.” Bygget ind i denne, Montalbáns fortælling om det catalanske folk, er deres passioner og stoltheder: sproget, fodbolden og “det ædle katalanske køkken.” Det catalanske sprog (som er oversat i fodnoter), er i CBMVA forbeholdt poesi, følelsesladede situationer og glædesudbrud. Den samme poetiske tilgang er rettet mod de gastronomiske egnsretter; “pan con tomate, cava, seques amb butifarra, escudella i carn d’olla,” der bliver deklameret “som drejede det sig om et nationalt helteepos.” Og endelig fodboldklubben: FCB, som er “en
bevidsthedsfaktor. En idé, der inkarneres i massen.” Nationale stoltheder, som også forfatter Jimmy Burns bemærker i hans jagt på FCB: “It seems only natural to discuss Barça over food, because next to football there is nothing in which Catalans take so much pride as the local cuisine.” Dog insinuerer Montalbán med CBMVA, at hans oprindelige mytologisering er blevet en del af organisationen FCB’s egen selvbevidsthed som fodboldklub og socialt fænomen. En mytologisering der bruges som et bevidst værktøj fra institutionen FCB’s side. Eksempelvis har den nye engelske centerforward, der er beskrevet som meget stille, fået en meget ordrig tolk, som i øvrigt anses som “en af de bedste oversættere af Joyce til Katalansk.” (Joyce anses, af mange, for at være en af det 20århundredes største forfattere (hvis ikke den største), og med en tolk der kan sin Joyce indgyder man en “litterær spænding” i den stille centerforward; noget helte gerne skal rumme). Denne selvbevidsthed sammenholdt med Basté de Linyolas kyniske og beregnende forretningsorienterede perspektiv får hovedpersonen, Carvalho, til at konkludere at “Basté de Linyola og Camps O´Shea var de mest farlige intelligente personer, han havde kendt; de vekslede hele tiden mellem det gode og det onde, uden
at de behøvede andre rekvisitter end kunsten at tale eller tie. Basté benyttede filosofien og Camps poesien, men begge var de gangstere [...]; sværere at identificerer på politistationerne end arabere og negrerne.” Trods det demokratiske systemskifte, implicit kyniske tendenser og vreden over kommercialiseringen af det catalanske folks overtryksventil, er der dog stadig noget af den oprindelige, folkelige og reelle indignation tilbage i Montalbáns fortælling. Montalbán kan simpelthen ikke lade fodboldklubben stå tilbage som bare en forretning og et socialt springbræt, der er bevidst om sig selv som værende et socialt fænomen. Dens historiske bevidsthed og symbolske betydning under Franco-regimet står stadig tilbage. Fodboldklubben rummer stadig en kulturel national identitet, og “bag hvert mål står et helt folks vilje til sejr.” Det samlingspunkt som FCB’s kampe udgør er en kollektiv bevidsthed og en kollektiv historie, som i romanen først opløses efter en kamp “lidt efter lidt forvandlede de sig fra et kollektivt væsen til individer, fandt igen deres egen hukommelse.” Fodbolden er en national passion, og alene samtaler herom kan - i Montalbáns univers - lyde som “vers af Shakespeare.” Det mest markante fra de oprindelige
Montalbán-tekster er dog indignation og evnen til, på skamløs vis, at gøre sportsklubber til nationalistiske symboler og hæmningsløst blande sport og traumatisk historie sammen med politisk. Og den hænger også stadig ved. Her eksemplificeret ved beskrivelsen af en bodega, der endnu ikke har sluppet Franco-Spanien: “Lokalets ideologiske udstyr var så kohærent, at selv sportemblemerne var nationalistiske symboler: enten Real Madrid eller Español. [...]; Fundamentalisme. Ren frankistisk fundamentalisme [...]; To stamkunder snakkede om FC Españols usikre stilling og om den gloværdige sæson, der ventede Real Madrid med Schusters bistand. At sætte Schuster på Real Madrids hold var det samme, som hvis Antonio Primo de Riveras søster havde giftet sig med Hitler.” Montalbán lykkedes i CBMVA med at gøre noget der er så litterært banalt, som mordtrusler på en centerforward i en spansk fodboldklub, til genstand for et helt folks historie og selvforståelse i en turbulent politisk periode. Montalbáns litteratur transcenderer ind i et institutionelt sportsligt og politisk felt og bliver en refleksion over fortid, nutid, demokrati, kapitalisme og de nye tider Spanien og Catalonien befinder sig i.
Følger man den franske filosof, Roland Barthes, definition på, hvad en myte er, så er det lige præcis det Montalbán lykkedes at gøre historien om FCB til. Han gør en ”indesluttet og umælende eksistens til en artikuleret tilstand hvor samfundet kan bemægtige sig den,” som Roland Barthes skriver. Montalbáns historie om FCB og Catalonien ”lader det håndgribelige overgå til den verbale tilstand, det er den og den alene som styrer den mytiske sprogforms liv og død” - han gør det til “en udtryksmåde som historien har besluttet sig for,” fortsætter Roland Barthes. Den genetablerede nationale catalanske form, som Montalbán gennem FCB’s mytiske historie er med til at skabe, er en national ideologi, der bygger oven på den oprindelige catalanske historie fra den tidelige middelalder. Ifølge antropologen Étienne Balibar skaber den: “...its own symbols, fictions, and myths in its own way and has a “unique” mode of investing in the “sites of memory” that help it to become an “imagined community” capable of developing its own model for the regulation of social conflicts. This does not in the least alter the fact that what is at stake is always the construction of a “national identity” that will win out over all others and arrive at a point where national belonging intersects with and integrates all other forms of belonging. But this, by definition, is precisly what nationalism is.”
Men til trods for at Montalbán leger med nationalismens nye form, gør FCB til et mytologisk og catalansk nationalsymbol og sætter lighedstegn mellem Real Madrid og 500 års spansk centralisme og Francos regime, så skriver han med et glimt i øjet og har et blik for de modsigelser, der ligger i både den catalanske nationalisme og hos FCB (“nationalism and its characteristic ambivalense”). Han satiriserer over Catalonien og Barcelona og skriver blandt andet, at “her i landet holder man af at redde alt, der er ved at dø” og at “i Katalonien deler vi magten mellem socialister, der ikke tror på socialismen, og nationalister, der ikke tror på national uafhængighed.” Derigennem opretholdes der hele bogen igennem en nærmest skizofren dobbelthed (“Catalonia and its capital with all its schizophrenia”), der kommer til at spejle det samfund Cata-lonien er blevet til efter det demokratiske systemskifte. Men et samfund, som ikke desto mindre er forenet gennem kollektiv hukommelse, national politisk ideologi, fælles mål og deres egen historicitet - genrestaureret gennem fodbolden, prosaen og litteraturen. Set igennem Montalbáns briller er der dermed ikke noget, der står til hindring for, at Barca, på en og samme tid, er en omvandrende reklamesøjle for det usympatiske projekt Qatar Foundation og ligeledes er Més que un club. De er begge to en del af det post-frankistiske, skizofrene og kommercialiserede samfund, der har sneget sig ind i klubben (Montalbán
døde dog i 2003 og har derfor ikke kunnet forholde sig til det selv). For at sætte Més que un club på spidsen og formulere præcist, hvad det er, så er det på en og samme tid rent form og rent indhold. Udtrykket indeholder den samme skizofreni og tvetydighed som resten af Barcelona og Catalonien gør. Més que un club er en filosofi. Det er en specifik måde at tænke fodbold og fodboldklubben FCB på. Det er en filosofi der er vokset frem gennem flere hundrede års historie, undertrykkelse og uafhængighedsbevægelser. Men Més que un club er også et brand. Det er en måde for Rosell og co. at sælge klubben på og skaffe millioner af Euros fra Nike, Qatar Foundation, Audi, Turkish Airlines, og hvad de ellers hedder. Més que un club er begge dele. Men på mystisk vis så udligner de to ikke hinanden. I stedet lever de som to separate entiteter. Institutionen og forretningen FC Barcelona. For mig er det en del af magien omkring Barcelona. Ingen kan nogensinde beskylde Barca for ikke at være mere end en klub, men tilsvarende kan ingen påstå, at Barca ikke er en global forretning der omsætter for milliarder af Euros. Det er blevet en del af den mystik, der omgærder klubben, og som kommer til at sikre dens eksistens mange år endnu. Både når det gælder kapital, men i ligeså høj grad kulturel kapital.
/L’ENTORN I BYEN BILLEDER: JENS WOGNSEN
“
“
Jeg kom her for at have en lang karriere. Folk forventer meget af mig, fordi jeg har kostet meget. Jeg vil ikke give op. Jeg vil slutte karrieren i Barcelona. CESC FABREGAS IFØLGE GOAL.COM
“
This summer, Real and Barcelona have spent more money on players for their B teams than half of the league has on players for their first teams. Instead players depart. Even on the Costa del Sol.
“
SID LOWE, SPORTSJOURNALIST, THE GUARDIAN
“
den senere tid er der nærmest gået inflation i kritikken af barcelona. Holdet fra catalonien kan efterhånden ikke score et mål, uden at de bliver beskyldt for film og ikke mindst for dommertække. Men som inkarneret barca-fan kan jeg kun sige én ting: jeg håber, at kritikken af de blå og granatrøde vil fortsætte længe endnu. for kritikken er selvfølgelig bare et udtryk for, hvor altoverskyggende gode barca har været under pep guardiola (13 ud af 16 mulige titler). hvorfor skulle de mange kritikere ellers bruge deres dyrebare tid på at finde fejl hos catalanerne?
“
BRUGEREN MESSI_10 , PÅ BOLD.DK/BLOG, “MÅ BARCA-KRITIKKEN FORTSÆTTE LÆNGE!“
/CITAT
FULDKOMMEN FODBOLDLYKKE ORD: Martin Leer Scharnberg BILLEDE: Privat passion for én bestemt klub.
Enhver kamp, enhver turnering,
Fodboldens sensationelle og spek-
enhver sæson rummer fodboldens
takulære univers står på mange
magi. Det er højspændte følelser,
måder i stor kontrast til den or-
intense dramaer, de uforudseel-
dinære og trivielle dagligdag, og
ige, overraskende øjeblikke, de
som eskapisme kan fodbold bi-
nervepirrende, mastodontiske kam-
bringe øjeblikke af fuldkommen
pe, de enestående præstationer,
lykke.
sejrens eufori, nederlagets smerte,
Hvad end det foregår foran tv’et, på
begejstring, forargelse, skuffelser,
en sportsbar eller på stadion, så har
skandaler…
det at se en fodboldkamp en eska-
Fodbold er en rus, et kick der
pistisk egenskab. I de 90 minutter,
består af mere end ”blot” en fasci-
de 22 mand på grønsværen er i
nation af en fantastisk sport eller en
kamp, forsvinder hverdagens stress
æ
Fodboldens verden er forunderlig.
“
E G I L G A D R T E E D D N I V S R O F R V E I K L N A T S N E A FR og jag for en kort stund, og de
mange bekymringer og problematikker fra det daglige liv forsvinder fra ens tanker. Fodbolden udgør et frirum, et åndehul, hvor man i selskab med andre ligesindede fodboldelskere kan mødes og lade sig drage af fodboldens dramaturgi og mytologi. I kampens hede er man overvældet og opslugt af fodboldens verden, og det er denne totale indlevelse, hvor man overgiver sig til atmosfæren på banen, der fungerer som et helle, et fristed. På den måde udgør fodboldsfæren en slags tilflugtssted, hvor nydelsen, hengivenheden og lidenskaben er altdominerende. Og i den sam-
menhæng er spørgsmålet om sejr
og dens stemning, og man sidder
eller nederlag, succes eller fiasko
med en følelse, som står tiden stille.
på sin vis underordnet. For uanset
Og når opgøret fløjtes af, ser man
om kampudfaldet er et bittert ned-
altid frem til næste kamp med stor
erlag eller en suveræn sejr, så har
længsel. Ser frem til næste gang,
virkelighedsflugten ind i fodboldens
hvor man kan lade sig fængsle af
univers en terapeutisk effekt. Efter
fodboldens magi, glemme omver-
kampen kan man være skuffet og
denen og håbe på at næste kamp
frustreret eller opløftet og ekstatisk,
bliver en drømmekamp, hvor alt går
men lige meget hvad, så skinner
op i en højere enhed, så man for en
ens indlevelse og passion for fod-
kort stund kan lade sig opsluge af
boldspillet igennem. Alt, der ikke
et øjeblik af fuldkommen lykke. For
har med fodbold at gøre, er, mens
den salgs kan fodbold gøre ved en.
kampen står på, fuldstændig lige-
Fodbolden er et fast holdepunkt i en
gyldigt, og i kampens mest intense
konstant foranderlig verden.
og højdramatiske minutter er man som hypnotiseret, man sanser intet andet en kampens begivenheder
q
OPSKRIFTER & BILLEDER: Sarah Skovlide Andersen
Det catalanske køkken
Patatas bravas Patatas Bravas er en uundgåelig klassiker på det catalanske tapaskort. De serveres med en stæsk tomat-paprika sovs og gerne en god skefuld aioli. 1. Kartoflerne skæres ud i catalanske, kantede stykker og bages i ovnen med lidt olivenolie ved 200 grader i cirka 30 minutter. Krydres med salt, pepper og paprika. 2. Sovsen tilberedes i en blender. En dåse flåede tomater, olie og krydderier efter behov og temperament. Hele molevitten blendes - et voila!
med salsa og aioli
INGREDIENSER: kartofler olivenolie salt og pepper salsa: flåede tomater vinagrette chili salt og pepper olivenolie paprika
Gazpacho INGREDIENSER: 10 søde tomater 1 peperfrugt 1/2 agurk 2 dl. tomatjuice 3 spsk god Olivenolie persille chili sherryeddike
med brødcroutoner og frisk persille Gazpacho er en kold suppe og et sikkert hit i sommervarmen. Og så er den nem at lave. 1. Alle ingredienser blendes til suppen har en god konsistens. Den smages til med chili, paprika, salt og pepper. Sættes på køl et par timer før fodboldkampen. 2. Til brødcroutonerne kan der snildt bruges daggammelt brød. Det skæres i firkanter og ristes med lidt olie, salt og pepper i ovnen eller på panden indtil de er gyldne og sprøde. Pynt med persille og server iskold.
INGREDIENSER: tigerrejer 2 æg rasp kokosmel citron olie til friturestegning aioli: 3 pasteuriserede æggeblommer olivenolie 2 fed hvidløg salt 1 spsk. æbleeddike
Gambas
panerede tigerrejer med aioli
1. De optøede tigerrejer pilles - lad halen sidde for synets skyld. Rejerne paneres med æg og rasp. For en mere eksotisk udgave kan man blande kokosmel i raspen. Dyb rejerne i ægget og derefter i raspblandingen - eventuelt to gange for en tykkere kappe. Sænk tre eller fire rejer i en gryde med varm olie i to minutter eller til de er gyldne.
2. Aioli laves med fordel i en røremaskine eller med elpisker. En blender kan til nød bruges. Æggeblommerne, eddiken og en knivspids salt blandes godt til massen er luftig. Hæld olie i lidt ad gangen til konsistensen er fast. Pas på - hvis der kommer for meget olie i på en gang skiller aiolien, og man må starte forfra. Aiolien smages til med salt og presset hvidløg.
Queso
bagt gedeost med honning og rosmarin
INGREDIENSER: brød gedeost honning olivenolie frisk rosmaring
En lækker tapas, der fungerer godt sammen med de andre retter eller som en forret. En skive gedeost lægges på brød med lidt olivenolie. Smør lidt honning på osten, før du kommer dem i ovnen ved 180 grader i 10 minutter. Pynt med frisk rosmarin og eventuelt en sød cherrytomat.
/MIT ANDET YNDLINGSHOLD ORD: Martin Leer Scharnberg
Jeg er glødende fan af F.C. Barcelona – en Barça-fanatist. Min passion for klubben betyder ofte aflyste aftaler og kærestefrustrationer. Det medfører fodboldtvangsindlæggelse af venner og bekendte og udsættelse af diverse fester og arrangementer kun for at efterkomme min blaugrana-besættelse. Kalenderen er altid Barçakalibreret, og ellers vigtige planer må rangeres sekundært, hvis de er sammenfaldende med kampe. Og nederlag og dårlige resultater kan sende mig på depressionens rand og gøre mig tungsindig og irritabel i dage og uger efter. Men selvom der hver uge går et utal af timer med at se og snakke F.C. Barcelona og holde sig opdateret med alt, hvad der foregår i og omkring klubben, så er der også et andet hold, som jeg i næsten lige så høj grad dedikerer mig til. Der er ét andet hold, hvis resultater og præstationer jeg har reel interesse i, nemlig hvem end der spiller mod Real Madrid. For lige så stor lidenskab og sympati jeg nærer for Barça, næsten
lige så stor er min aversion og antipati mod Real Madrid. Den historiske polarisering, den evige rivalisering og det altid kontroversielle og uforsonlige forhold mellem de to klubber gør, at enhver dårlig Real Madrid-præstation varmer mit blårøde hjerte og ethvert point tabt for los blancos føles som et point vundet. Derfor er det ikke kun, når fodboldvirtuoserne fra Barcelona er i kamp, at jeg sidder jeg konsekvent klinet til skærmen - det samme gør sig gældende, når de hvidklædte madrilenere går på banen. Inderligt holder jeg med Real Madrids modstandere, drevet af min foragt for ”kongeklubben” og forhåbningen om et Barça-gunstigt resultat. I de 90 minutter de hvide fra hovedstaden er i kamp, forguder og tilbeder jeg mit andet yndlingshold. Mit andet yndlingshold er godt nok en klub hvis skæbne og kampe, jeg på årets 364 resterende dage er bedøvende ligeglad med, men i de 90 minutter, holdet tørner ud imod Real Madrid, er mit følelsesmæssige engagement
totalt, og for en kort stund er jeg dedikeret og passioneret supporter - hvad enten det er Betis, Bilbao eller Bayern. I duellen mod Real Madrid støtter og lovpriser jeg mit andet yndlingshold, som var de klædt i blåt og rødt. Men hvor Barcelonas fremadrettede, æstetiske spil og mange suveræne, ekstravagante sejre ofte efterlader mig i ekstase og eufori, er forholdet til mit andet yndlingshold desværre næsten altid præget af enorm frustration og fortvivlelse. For mens Barça-fans de seneste mange år er blevet mere og mere forvænt med sejr og succes, så er det at holde med mit andet yndlingshold mest af alt en evindelig lidelse. For hver evig eneste gang, i hver eneste kamp mit andet yndlingshold tager kampen op imod Real Madrid, er bekymringen, de bange anelser og den pinefulde tanke om en Madrid-sejr hyper-præsent. Og desværre realiseres denne frygt for Madrid-sejr nådesløst ofte. Mit andet yndlingshold er evig underdog og det lille, spinkle håb, den naive ønsketænkning, og troen på
sejr er som regel knust og forduftet efter blot 10-20 minutters spil. I stort set samtlige kampe er mit andet yndlingshold forvist til rollen som prügelknabe. Læsterlige klø og ydmygelse er hverdagskost for mit andet yndlingshold som gang på gang, chanceløst og modvilligt, bliver udraderet af Real Madrid. Og selvom mit andet yndlingshold er vant til denne ubarmhjertige rolle, og selvom det altid synes forventeligt og forudseeligt, så smerter det mit Barça-sind og skær i mit blårøde hjerte hver eneste gang. Men en sjælden gang sker det - det utænkelige, det usandsynlige - at mit andet yndlingshold ryster og presser Real Madrid. Af og til sker det, at mit andet yndlingshold overrasker og formår at slå sprækker og revner i Madrid-maskineriet. Og når det undtagelsesvis lykkes at give Real Madrid kamp til stregen, så er den vanlige følelse af afmagt og frustration over mit andet yndlingshold erstattet af hengivenhed. I de kampe overvældes jeg af en ulidelig spænding og dirrende nervøsitet, på samme måde som når Barça spiller altaf-
gørende kampe. Totalt opslugt af kampen og stemningen sidder jeg uroligt i stolen, håndfladerne bliver svedige, foden tripper konstant op og ned i anspændthed, pulsen stiger, og selv de mindste chancer og dommerkendelser kan få mig til at råbe og skrige - enten i ellevild jubel eller arrigskab. Og ender det intense drama mod alle odds med, at mit andet yndlingshold bringer madrilenerne i knæ og besejrer eller stjæler point fra ”kongeklubben”, så kulminerer min hengivenhed i fryd og lykkerus. For lige så smerteligt og uudholdeligt det er, når Madrid viser storform og vinder overlegent, lige så stor er tilfredsstillelsen når de viser svaghedstegn, fejler, mislykkes. Af pragteksempler på utrolige præstationer af mit andet yndlingshold kan blandt andet nævnes C. D. Tenerife, der to sæsoner i træk slog Real Madrid i sidste spillerunde og dermed medvirkede til, at Barça kunne overhale og overvinde Madrid i kampen om liga-titlen. Et andet eksempel er upåagtede A. D. Alcorcón fra Spaniens tredje
bedste fodboldrække, der med en knusende 4-0-sejr sendte Real Madrid ud af 1/16-fianlen i Copa del Rey. Og så var der selvfølgelig dengang mit andet yndlingshold seks år i træk ekspederede Real Madrid ud af 1/8-finalen i Champions League. Sidste sæson for mit andet yndlingshold var dog ubeskrivelig elendig, og holdet blev i stort set samtlige kampe udspillet og udklassificeret af Real Madrid. I denne sæson er mit andet yndlingshold til gengæld startet særdeles fremragende og har allerede flere gange voldt Real Madrid voldsomme problemer og forårsaget svigende pointtab for de hvidklædte. Og forhåbningen om at Barça og mit andet yndlingshold i denne sæson vil komme til at indgå i en harmonisk symbiose, der vil betyde sejr og succes i Cataloniens hovedstad og nederlag og nedtur i Spaniens ditto, lever derfor i bedste velgående. ¡Visca el Barça!... og længe leve mit andet yndlingshold!
EDGAR
ANDEN UDGAVE I SERIEN OM MERE ELLER MINDRE FORSVUNDNE SPILLERE, DER ENGANG SLOG DERES FOLDER I DEN BLÅ-RØDE TRIKOT, HAR VI EDGAR STEVEN DAVIDS I KIKKERTEN
Så er turen kommet til vores allesammens ynglings
Derefter blev Holland for lille til Edgar Steven, og
Oakley-model og glaukoma-patient: Edgar Steven
han rykkede sine afrikansk/jødisk/hollandsk/surine-
”Pitbull” Davids. Manden er hollænder, hans far er
miske-rødder op og købte en envejs billet til (AC)
afrikaner, hans mor er jøde; og så er han født i Suri-
Milan(o). Det var ingen succes. Edgar Steven blev
name. Edgar er derfor det, man - i knap så politisk
aldrig den store San Siro-helt, og kun et halvt år
korrekte kredse - vil kalde ”lidt af en bastard”. Det
senere (december ’97) rykkede han endnu engang
vil vi ikke høre tale om! I vores øjne er han, vil altid
sine talrige rødder op og tog turen til Torino. Det var
være og har altid været 100% pitbull. Ren som Rolf
ingen dum idé. Han fyrede her seks supersæsoner
- altså ham den selvfede cykelrytter.
af og vandt (sammen med Juventus, bevares) Serie A-titlen i 1998, 2002 og 2003.
Edgar kom til Barcelona i 2004 og var kun en
I øvrigt tabte han også Champions League finalen
legesvend. Han brugte ikke meget mere end et
til Milan i 2003 (endnu engang på straffespark) og
halvt år og 18 kampe i den catalanske hovedstad.
blev testet positiv for de anabole steroider, nan-
Men: Siden han er så djævelsk karakteristisk og
drolone. Men det taler vi heller ikke om.
endte med at gøre en ellers katastrofal sæson tilfor-
Desuden var det også i den periode, at Edgar
ladelig, så fortjener han alligevel en plads i vores
Steven begyndte at spille med briller på grund af
alumnus.
noget med glaukoma (grå stær) og en øjenoperation. Hvorfor er vi sådan set lidt ligeglade med, for
Vejen til Barca var lang og tog sin start i det herrens
det så pisse fedt ud (også på forsiden af FIFA 2001
år 1991, da den purunge Edgar Steven debuterede
og 2003).
for Ajax i en 5-1 sejr over mægtige RKC Waalwijk. Og så kom turen til Barca. Edgars Steven stødte til
vinde tre Æresdivisionens-fade (af den helt dyre
holdet efter en umanerlig skidt halvsæson. Frankie-
karat), UEFA-cuppen i 1992 og Champions League
boy havde ved sæsonstart overtaget trænerde-
i 1995. Og så var han også med til at tabe den til
pechen, og det gik ikke godt. Barca lå, da Edgar
Juventus i ’96, da han ”John-Terry-ede” det første
Steven stødte til, på en fesen 12.-plads med sølle
spark i straffesparkskonkurrencen. Men det taler vi
24 point. Uacceptabelt. Edgar Steven hankede
ikke om.
efter sin ankomst gevaldigt op i holdet, og sammen
/BA R
CA A
LUM
NUS
Og derfra gik det stærk. Han hjalp Ajax med at
R STEVEN med brasilianske Ronnie førte han holdet igennem
vinter), men dog informerede han om, at det havde
en forrygende forårssæson, hvor de nærmest gik
været ”one of the greatest experiences of my life”.
ubesejrede igennem og endte på en andenplads.
Hvorfor vides ikke.
Og så var Edgar Steven væk igen. En stor tak til Edgar Steven skal der lyde herfra. Efter Barca-successen flyttede Edgar Steven
Han var med til at kickstarte en dårlig sæson og
endnu engang til Milan - den her gang var det Inter,
et Barca-hold, der sæsonen efter hans optræden
der kaldte. Men Milano og Edgar Steven går åben-
vandt mesterskabet, hvilket blev starten på den
bart sammen som stegt sild og syltetøj, og et enkelt
guldalder, vi er i nu. Hvem ved, hvad der var sket,
år inde i kontrakten annullerede Inter de resterende
hvis Barca var endt på en 12.-plads i ligaen. Var
to. Derefter rykkede Edgard Steven over kanalen
Frankie-boy så blevet fyret, og hvad var der så
(den engelske af slagsen) og til Nordlondon for i to
sket? Så derfor: Tak, Edgar Steven.
sæsoner at tørne ud for Tottenham. Han blev hurtigt
Efter fodbolden har Edgar Stevens i øvrigt kastet
lidt af en kæledække blandt fans og førte Spurvene
sin kærlighed på noget helt andet: Fodbold. Han
til to 5.-pladser i ligaen.
rejser verden rundt og spiller street-fodbold, og så er han, sammen med Johan Cruyff, en del af Ajax’
Vinteren 2007 blev der, hvor Edgar Stevens vendte
bestyrelse.
hjem. Til Ajax, ikke Suriname. Han domminerede endnu engang midtbanen på Ajax-holdet og var
Af trivia kan det nævnes at kælenavnet Pitbull er
tæt på at føre dem til endnu et mesterskab, men
givet til ham af et andet Barca-koryfæ, nemlig Louis
det endte med en andenplads, sølle ét point fra
Van Gaal. Og så er han gift med designeren Ol-
endnu et af de lækre fade.
cay Gulsen. Edgar Steven er også blevet lidt af en
Herefter ebbede Edgar Stevens karriere stille
filosof. Hans personlige motto er ”Life is not about
og roligt ud i glemsel. Han brækkede benet i en
what you own but I do love sport, fashion, art, and
venskabskamp inden sæsonen 2007/08 og kom
music, unfortunately it doesn’t all come for free.”
aldrig rigtig ovenpå igen. Han forsøgte sig med
Derfor holder Edgar Steven stadig skruen i vandet
nye kontrakter forskellige steder, men uden held.
og tjener penge, der hvor der penge tjenes kan.
I august 2010 skrev han under på en ”pay-as-
Han er lidt en levemand, forstås.
you-play”-kontrakt med Crystal Palace. Det holdt indtil november måned, hvor han stoppede (højst sandsynlig på grund af udsigten til en kold engelsk
ORD: Simon Warnich
/KLUMME ORD: Christian Torrild BILLEDE: Simon Warnich
CAMP NOU ER KEDELIG Ja, den er god nok. Barcas hjemmebane er kontinentets kedeligste, og det er der én årsag til. Det skyldes bestemt ikke spillet på banen, der næppe fås bedre andetsteds. Det er heller ikke arkitekturen eller det perfekte græstæppe, den er gal med. Problemet er publikum. Fraregnet El Clásicos og storkampe i Champions League er engagementet og aktiviteten på de stejle tribuner nemlig så godt som ikke-eksisterende. Der er ingen tifos, ingen sange, ingenting. I stedet sidder de lokale som en flok magelige teatergæster og fylder sig med solsikkefrø. Mellem dem sidder turister i tusindvis, der ikke stiller sig tilfredse med mindre end endnu en 8-0’er. Enkelte publikummer kan svinge sig op til en applaus, når Xavi saksesparker bolden videre til Messi, der med hælen udplacerer målmanden. Efter
en sådan aktion kan man af og til høre flere af teatergæsterne råbe ”Barca” og klappe. Det kan godt stå på i flere minutter. Men for det meste er stemingen på Camp Nou røvhamrende kedelig. En stor del af ærgrelsen over det slatne publikum tager udgangspunkt i det kæmpemæssige potentiale, der bliver spildt. Barca har verdens bedste fodboldhold, tilhængere over hele kloden og det største stadion i Europa, og derfor er det simpelthen for ringe, at atmosfæren end ikke er på niveau med tyske 2. Bundesliga-bundkampe. Jeg vil ikke bestemme, hvordan folk skal opføre sig, når de går til fodbold. De skal bare ikke gøre som i Barcelona, for det er dælme for kedeligt. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning, humoristiske sans - eller mangel på samme - og det, der er værre. Skribenten har været på Camp Nou flere gange.
WWW.LENTORN.DK LENTORN.DK@GMAIL.COM WWW.FACEBOOK.COM/LENTORN