Mikkel Vestergaard er udviklingshĂŚmmet, og Matias Engdal er hans handicapledsager. I dag er de ude at bowle og spise pĂĽ restaurant. Et umage par for os der kigger. For dem en uvurderlig relation.
En dag der tager kegler tekst / MARTIN LEER SCHARNBERG foto / TOBIAS NICOLAI
En handicappet og en ledsager. Et forhold som består af en sjælden blanding af professionalisme og venskabelighed. For den handicappede er en ledsager en, der med sin hjælp kan give flere muligheder, færre begrænsninger og gode oplevelser. For Mikkel og Matias er opskriften på netop det blandt andet bowling og buffet.
S
må neonfarvede regnbuer ligner de, som de alle ligger der og venter på at blive samlet op og kastet med. Lyden af bowlingkugler, der falder tungt ned på den olierede træbane, når de bliver sendt af sted i skud, fylder lokalet som en konstant, karakteristisk baggrundsstøj. På sit allerførste skud laver Mikkel en strike. Styrken i armene fejler ingenting. Men hans fysiske og psykiske alder stemmer ikke overens. Mikkel Vestergaard er 28 år, men den halve alder af sind på grund af en medfødt hjerneskade i højre tindingelap, som medfører retardering. Han er på sin ugentlige tur med sin ledsager Matias Engdal. Sammen skal de i dag ud at bowle og spise. »Hvad er det nu, min størrelse er?« spørger Mikkel, da de er ved at prøve bowlingsko. Matias hjælper ham og mærker efter med en tommelfinger på den ene skotå for at se, om de passer ham. Mikkel stikker ud På et tidspunkt fører Mikkel med ét enkelt point over Matias, som dog har det sidste skud i det spil tilbage endnu. Men Matias rammer ikke én eneste kegle. Han sender kuglen direkte ud i renden. Om det er mirakuløst eller dubiøst, kan jeg ikke helt
gennemskue fra min tilskuerplads, men uanset hvad er Mikkels glæde i hvert fald utvivlsomt autentisk. Til daglig bor Mikkel på Bofællesskabet Skødstrup, som er et sted for udviklingshæmmede voksne med betydelig og varig behov for pædagogisk støtte og omsorg. Her bor han i bolig nummer to, og 15 timer om måneden er han af sted med sin ledsager Matias, som er 22 år og studerer statskundskab. Fem baner længere henne spiller to gråhårede ægtepar. De ankom sammen og snakker og hygger. Men de spiller på hver deres bane. For dem handler det vist lidt mere om bowlingen, end det gør for Mikkel og Matias på bane 1. Her tæller pointene knap så tungt. Mikkel stikker lidt ud. Det er han vant til. Det samme kan ikke siges om de fire ældre gæster længere henne, der nærmest blender i et med bowlinghallens pastilfarvede interiør med deres turkise og limegrønne trøjer. Mikkel kigger nysgerrigt på de halvplatte animationer af bowlingkegler udklædt som sørøvere eller astronauter, som dukker op på pointtavlen mellem hvert skud. Men han må have hjælp til tallene og bogstaverne på den farverige skærm. Han tæller koncentreret på sine fingre, men må hver gang spørge Matias for at få styr på stillingen. »Du har fireoghalvfems point,« siger Matias. Mikkel kigger. »Ni-fire,« uddyber Matias så.
Svedige tæer i bowlingsko. Matias bandt en dobbeltknude på sine. Mikkel tog et par med velcrolukning.
Selvom Mikkel har svært ved at følge med i stillingen, følger han nøje med, hvordan tallene ændrer sig på skærmen.
Mikkels kropssprog efterlader diskrete hentydninger af hans handicap. Små tics og trækninger. Hans hænder er hele tiden beskæftiget. Enten stryger han sig i nakken med sin venstre hånd. Eller også nulrer han sit ene øre. Eller piller uroligt ved sine fingre.
Den turkise dame kommer over På sin venstrehånd bærer Mikkel en tynd, mat ring af sølv. Den sidder på hans ringfinger som et glimt af voksenhed og alvor, der blander sig med hans ellers drengede udtryk. »Ma… M… Mar…,« forsøger Mikkel. Mikkel stammer. Som en kold motor, der må kæmpe sig igennem nogle hakkende forsøg, før den kan få fat. Han snubler og falder over ordene. Men han slår sig ikke på dem. Han giver ikke op, men insisterer på at blive forstået.
»Maria hedder hun,« siger han så. Ringen på hans venstre hånd er åbenbart en forlovelsesring fra hans kæreste Maria, som bor i samme bofællesskab som ham. Der er både kærlig konkurrence og venskabelige drillerier imellem dem. »Jeg har øvet mig derhjemme,« og »kuglerne er skæve,« påstår Mikkel i spøg. Og han smiler og gnider sig tilfreds i hænderne, da han lader en bemærkning falde om, at Matias da godt nok er ved at få bowling-bank. Men hver gang at en af dem laver spare eller strike, så highfiver de. Glad på hinandens vegne. I starten er Mikkel genert over min tilstedeværelse, men tydeligvis i godt humør over at være ude sammen med Matias. Mikkel er ude for at more sig, og han bliver endda lidt overivrig, da han sender en kugle af sted, mens maskinen, som ordner keglerne i den anden ende, endnu ikke er klar. Der lyder et ordentligt smæld, da bowlingkuglen brager ind i den nedsænkede afskærmning. Den solbrændte dame i turkis fra banerne lidt længere henne komme over imod os. Der opstår en pludselig anspændt stemning. En nervøsitet, over om hun skal til at skælde Mikkel ud, og hvordan Mikkel i så fald vil reagere,
»Jeg skal ud og hente mine briller i morgen,« siger Matias. »Skal du have briller? Hvorfor har du ikke fortalt mig det?« Mikkel lyder skuffet over, at Matias ikke har indvilliget ham i nyheden.
manifesterer sig i Matias’ nu rynkede pande og løftede øjenbryn. »Du må gerne balancere ud på kanten og hente kuglen, hvis du kan gøre det uden at røre banen,« siger hun høfligt. Dessert og gode venner De falmede fotografier af parisertoast og pommesfritter i bowlinghalens cafeteriet lokkede ikke, så i stedet har Mikkel og Matias fundet en restaurant med stor buffet, som de nu er gået ombord i. De har restauranten for sig selv. Bortset fra en skaldet mand, som spiser vandmelon, og et midaldrende par, som har placeret sig strategisk tæt på buffeten. Henover sin tallerken med pasta, kylling og salat beretter Mikkel fortællelystent om hans og Matias’ udflugter sammen. De har været på stranden, på stadion, i svømmehallen og på cykeltur. Især cykelturen, kan det mærkes, har gjort stort indtryk på ham. »19 km. Tre gange rundt om skoven,« forklarer han med stolthed i stemmen. Hans kniv glider gentagne gange ned fra hans
tallerken og ned på dugen, mens han snakker. Han tager sin mobil op af lommen. Jeg skal se hans grønne cykel. Men fra at have blikket intenst begravet i telefonens skærm for at finde billedet frem, kigger han pludseligt undrende op på Matias. »Hvad var det nu, jeg skulle?« spørger han. »Vise din grønne cykel,« svarer Matias. Mikkel smiler taknemmeligt og finder billedet af sin grønne cykel, som han siger kan køre hurtigt. »Hvad skal vi nu?« spørger Mikkel, da han har spist op. Matias fortæller, at de bagefter skal ned til banegården, hvor Mikkel skal med toget tilbage til Skødstrup, men at de lige kan nå lidt dessert, inden de skal gå. Matias går op til buffeten for at hente lidt melon og et stykke kage, men Mikkel kan ikke spise mere og bliver siddende ved bordet. Jeg ser mit snit til forsigtigt at spørge Mikkel lidt mere ind til, hvad hans forhold til Matias og deres ture betyder for ham. »Vi er blevet gode venner,« siger han med et ansigtsudtryk, der fortæller endnu mere end ordene selv. Moesgård Museum og Matias Når bowlingkuglen ramler ind i keglerne, lyder det som et lille skybrud af claves-spil. Matias laver et halvdårligt skud. Kun tre kegler vælter. Han ryster på hovedet i ærgrelse. Sekundet efter gør Mikkel en noget nær identisk bevægelse. Måske en tilfældighed. Måske en beundren-
»Hvad er det?« siger Mikkel og peger på buffeten. »Pastasalat,« siger Matias. Mikkel øser op. Tallerknen er fuld, men han venter med at gå tilbage til bordet, til Matias er klar.
Mikkel bevæger sig rundt i verden med en blanding af påpasselighed og usikkerhed.
de mimen. Måske et udtryk for behovet for og vigtigheden af at Mikkel kan spejle sig i andre unge mænd og se og føle ligheder frem for forskelligheder. Til sidst begynder bowlingen synligt at kede Matias, mens Mikkel stadigvæk sender hvert et skud af sted med fornyet entusiasme. Efter spillet kommer han hen til mig. Han kigger på min notesblok. Han bevæger sig med hovedet og nakken gemt lidt væk mellem skuldrene. »Hvad skriver du?« spørger han mig. Jeg fortæller ham, at jeg skriver om hans og Matias’ dag sammen. Han lytter og nikker. »På lørdag skal vi på Moesgård Museum,”« fortæller han så efter et par gange at have måtte stoppe op og starte forfra. »Jeg glæder mig,« siger han og lyser op i et smittende smil. »Til Matias og til Moesgård.«