ka s e n r e k ns ra a t d e r d s Nü e m o m j ø s d u t be a t s ed v v o a h l e g o o l g k g g o o e t r Ì i fagl t lover e d g o
e, g i t m es r o s p r g e t a f f g e s n s i k r b r e jo s E i A e r m v e e e d g d d n n a r a k al r elle hÅ ed at a kten fo e, r e n d m p o l i s g t u e sm adi amtidi jt, er r t a ø ed .S h v s s t b e å s o i m r s p v så o l k r r en d æ i de v t d m n e å r f h odt odt for g e k ik
Kloge hae nder har ikke meget at klappe af Tekst og billede: Martin Leer Scharnberg og Anne Hedegaard Petersen
Danskere rangordner håndens arbejde og faglærte jobs lavere end førhen. Et ensporet uddannelsessystem og en voksende akademisering tilgodeser i høj grad de kloge hoveder og glemmer de kloge hænder. Manglende fokus på praktisk faglighed i folkeskolen og upopulære erhvervsuddannelser vil i sidste ende betyde stor mangel på faglærte arbejdere og få negative konsekvenser for arbejdsmarkedet
Der er langt mere prestige i at være hjernen, der tænker tanken, end i at være hænderne, der skaber. I mit fag ligger anerkendelsen for eksempel mere i at være den, der tegner ideen, end i at være den, som bygger den Morten Borghus, tømrer
F
ilosoffen Anaxagoras fra antikkens Grækenland hævdede, at det er menneskets hænder, der gør os til det mest intelligente dyr. Det er hændernes skyld, at det er os, og ikke flodhestene eller myreslugerne, der styrer planeten. Det er håndværket – ikke bøgerne – der har flyttet os ud af naturen og ind i kulturen. Et par tusinde år efter Anaxagoras formulerede denne filosofi blev den anekdotisk beskrevet af Mattias Tesfaye i hans bog ‘Kloge Hænder’. Bogen, som er fra 2013, er et forsvar af håndens arbejde, midt i en tid hvor Anaxagoras’ ord er ved at blive visket ud. I dag hyldes kreative hjerner, mens at vi kollektivt er ved at glemme betydningen af kloge hænder, som af resultat deraf er blevet koldere og færre. Selvom betragtningen om, at håndens arbejde har stor kulturel vægt og samfundsmæssig værdi, i dag er en opfattelse, som kæmper for at holde fodfæste i danskernes bevidsthed, står Morten Borghus og hans kollegaer alligevel både skredsikkert og selvsikkert på et rødt teglstenstag en tidlig torsdag morgen i Solbjerg nogle kilometer syd for Aarhus.
Morten er 24 år, blev uddannet tømrersvend i marts, og han er stolt af sit arbejde, på trods af at flere undersøgelser viser, at danskerne rangordner håndens arbejde lavt både i erhvervslivet og uddannelsessystemet. Mens fag, hvor der ligger lange videregående universitetsuddannelse bag, eller hvor medieeksponeringen er stor, er de mest beundrede i befolkningen, er traditionelle fag som murer, tømrer, smed og lignende blevet marginaliseret i offentlighedens anseelse, og håndværkets faglighed har mistet prestige. I dag er Morten sammen med lærlingen Jeppe ved at afklæde Solbjerg Skolens delvist rådne og utætte tag. De fire kilo tunge teglsten skal hives af en for en. Men der er ingen brok at spore indimellem den høje lyd af splintrende tagsten. »Jeg har været vild med håndværk, siden jeg var helt bette. Glæden ved fysisk arbejde er det, der får mig op af sengen om morgenen. Og det ændrer sig ikke sig af, hvad andre måtte synes om mit arbejde, « siger Morten. Men i flertallets kor er Mortens syn på praktisk faglighed en falsk tone. Håndværk er blevet lavstatus jobs, og akademisering er blevet et uddannelsesmantra, som har gjort bøger og auditorier finere end hammer og søm. En udvikling, der nu betyder lavkonjunktur i anerkendelsen af håndens arbejde, og som om lidt kan betyde en akademisk overophedning på arbejdsmarkedet med den paradoksale konsekvens, at vi pludselig vil sidde bag vores skriveborde og computerskærme og desperat mangle trillebørvis af de faglærte, som vi ellers lige havde vænnet os til at betragte som undværlige. Håndværk som laveste fællesnævner Murer, tømrer, snedker, Vvs-montør, smed, frisør og rengøringsassistent er blot nogle af de håndværk, der har tabt terræn i en stigende polarisering af, hvilke fag vi betragter som prestigefyldte og prestigefattige. Lagdelingen er klar. Håndens arbejde er talt totalt ned under gulvbrædderne. Ideen er blevet mere værdsat end udførelsen. »Der er langt mere prestige i at være hjernen, der tænker tanken, end i at være hænderne, der skaber. I mit fag ligger anerkendelsen for eksempel mere i at være den, der tegner ideen, end i at være den, som bygger den,« siger Morten. Mortens beskrivelse afspejles helt konkret i, at arkitekten er rykket op fra en ottendeplads til en sjetteplads i danskernes rangorden af mest prestigefyldte jobs, mens tømreren er faldet fem pladser fra 42 til 47. Faktisk er danskernes rangorden blevet så groft skaleret, at det tegner til at medføre en truende ubalance på arbejdsmarkedet. En rapport udgivet af Dansk Metal i januar 2015 viser, at Danmark i 2030 vil have uddannet 55.000 for mange akademikere og 90.000 for
Tabellen er en sammenfattet oversigt over danskernes rangering af prestige i jobs vurderet ud fra en 10-skala. Tallene er udarbejdet for Ugebrevet A4 af henholdsvis analyseinstitutet YouGov i 2012 og Analyse Danmark i 2006
Morten beskytter sine øjne mod vildfarne tagsplinter, mens at Jeppe slår stenene løs. De skiftes til at slå. Det udvikler sig til en lille konkurrence, hvor de tæller, hvem der kan gøre det på færrest slag
Coainteren fyldes med flere hundrede kilo teglsten, før den hejses ned fra taget og tømmes i en større container, hvorefter processen starter forfra.
Der er tale om et generelt snobbe-hierarki i forhold til uddannelse, som er totalt misforstået. På masser af andre områder værdsætter man kroppens og håndens arbejde. Vi hylder og hædrekroner for eksempel vores sportsstjerner. Men når det handler om vores egne børn, så foretrækker vi, at de skal sidde foran en computer, taste teori ind og læse Habermas Lars Kunov, direktør for Danske Eerhvervsskoler
få faglærte. En markant skævvridning i arbejdsstyrken, som vil give store fremtidige udfordringer, hvis nedvurderingen af erhvervsfagligt uddannede fortsætter som nu. Mattias Tesfaye, som er murer og socialdemokratisk folketingsmedlem, mener, at den ubalancerede udvikling er skabt af en tiltagende tro på, at akademisering er godt, og meget akademisering er meget godt. At være arbejdsløs i et højt respekteret fag er næsten finere end at være i beskæftigelse i et lavstatus job. Tesfaye opponerer mod, at boglig er blevet synonym med klog, mens at praktisk er blevet synonym med småt begavet. Bogstaver og ord kan meget, men ikke al viden er tilgængelig gennem vores sprog – megen viden er gemt i kroppen og kan kun formidles gennem hænderne. En person, der er dygtig til at formulere sig skriftligt og sprogligt, er altså ikke klogere end en person, der er dygtig til at formulere sig tavst gennem hænderne. Og netop den tavse visdom er den, som Tesfaye mener, har brug for en folkelig opgradering i vores fælles forståelse af betydningsfulde jobs. For selvom vi lever i et videnssamfund, så er virkeligheden den, at vi ikke kan leve af tanker alene. Udannelsessystemets ueftertragtede baggård En af hovedårsagerne til, at vi i fremtiden ser ud til at få et massivt underskud af faglært arbejdskraft og en overrepræsentation af akademikere, er erhvervsuddannelsernes rustede ry. De danske erhvervsskoler, som uddanner landets faglærte, har fået et omdømme for at være forbeholdt de utilstrækkelige. At erhvervsskolerne er for dem, som ikke kunne følge med. For dem med begrænsede evner og beskeden kløgt, hvor hovedet ikke rakte til mere. Et image der har givet kolossale rekrutteringsproblemer. I 2001 søgte 31,7 procent af en ungdomsårgang ind på en dansk erhvervsskole. I 2012 var det tal faldet til 18,8 procent. Altså næsten en halvering på et årti. Forklaringen findes i et klart hierarki, som har indlejret sig i vores fælles uddannelsessyn. En undersøgelser foretaget af analyseinstitutet YouGov viser, at mens 62 procent »Du er blevet så fed, at tagstenene knækker« af danskerne forbinder en studentereksamen med høj status, er der kun 28 procent, der tænker det tilsvarende om erhvervsuddannelserne. Omvendt forbinder 16 procent erhvervsuddannelserne med lav status, mens at kun tre procent siger det samme om studentereksamen. Studenterhuen er altså i langt højere kurs end svendebrevet, og hvor gymnasierne betragtes som uddannelsen for de ressourcestærke og som hovedporten til prestige,
så er erhvervsskolerne blevet en slags uddannelsens baggård, hvor de svage elever holder til. »Hva’ så Byggemand Bob?« Morten har taget en gul sikkerhedshjelm på til stor morskab for Jeppe. De to er gået i gang med tagryggen. De kræver sirligt samarbejde. Den ene tvinger et koben ind under stenene, mens den anden med en hammer slår med al kraft for at frigøre stenene fra den størknede mørtel. Hver gang hammeren har været svunget, glider den tilbage i hammerhylsteret med millimeterpræcision. Som en cowboy hurtigere end sin egen skygge. »Du er blevet så fed, at tagstenene knækker,« siger Jeppe til Morten. Jargonen bekræfter måske nogle fordomme om håndværksfag, men Mortens tekniske snilde, og det han har inden under sin gule sikkerhedshjelm afkræfter måske nogle andre. For Morten var det at blive tømrer ikke noget, han gjorde, fordi han ikke evnede andet, eller fordi han ikke var dygtig nok til at gå en mere boglige vej. For Morten var det et aktivt tilvalg. »Jeg elsker at arbejde i træ. Jeg har altid godt kunne lide at arbejde med naturen i hænderne frem for at nøjes med at se den gro,« siger han. At erhvervsfaglig udannelse kun er for folk, hvor kløgten ikke slog til, er Morten et modbevis på. Han overvejer
Morten og Jeppe kommunikerer hele tiden, om hvor de vi have containeren placeret med Gert, som står nede på gaden og styrer kranen
I skolen etablerer vi kunstige indlæringsmiljøer for vores børn, som de udmærket ved, er konstruerede og derfor ikke ofrer opmærksomhed og engagement. Uden muligheden for at lære gennem hænderne forbliver verden abstrakt og fjern Doug Stowe, snedker at læse videre. Enten som ingeniør eller bygningskonstruktør. Lars Kunov, direktør for Danske Erhvervsskoler, mener, at det store skel i danskernes mening om erhvervsuddannelse og gymnasial uddannelse ikke kun skyldes en udefrakommende holdningstendens, men at det i lige så høj grad er bestemt indefra af uddannelsessystemets indretning. »Vores uddannelsessystem er lagt fuldstændig ensporet ind på, at vores børn bør gå fra folkeskolen til gymnasiet. Al vores folkeskoleundervisning er tilrettelagt efter det, og de parametre, børnene bliver målt på, er designet ud fra det. Hele systemet lægger op til, at det endegyldige mål er gymnasiet,« siger Lars Kunov. Ifølge ham har vi indrettet vores uddannelsessystem som et stort nåleøje. Her handler det om at få så mange som muligt
proppet igennem det nåleøje, som fører til gymnasiet på den anden side, og for dem som ikke kommer det, antager vi, at det var fordi, de ikke formåede at følge med og faldt fra i gymnasie-kapløbet, i stedet for at tænkte og forstå at det var fordi, de hellere ville noget andet. »Jeg stod lige som mange andre og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle. Så gik jeg i gang som elektriker, og det er jeg både glad for og stolt af. Det, jeg laver nu, er mindst lige så nyttigt og vigtigt, som det jeg beskæftigede mig med i gymnasiet,« siger Martin Søkvist. Han 23 år og i gang med at uddanne sig til elektriker. Men han har altså også taget en studentereksamen. En uddannelse han tog, ’fordi det jo er det, man gør’. »Der er tale om et generelt snobbe-hierarki i forhold til uddannelse, som er totalt misforstået. På masser af andre områder værdsætter man kroppens og håndens arbejde. Vi hylder og hædrekroner for eksempel vores sportsstjerner. Men når det handler om vores egne børn, så foretrækker vi, at de skal sidde foran en computer, taste teori ind og læse Habermas,« siger Lars Kunov. En dyb generationskløft Den italienske violinbygger Antonio Stradivari nåede at lave omkring tusinde strengeinstrumenter indtil sin død i 1737. Han var mester i at udvælge og bearbejde træ på en måde, så instrumenterne stadig kan sælges til omkring ti millioner
Tallene viser forskellen i, hvor meget prestige henholdsvis unge og ældre tillægger de faglærte jobs. Tallene er udarbejdet af analyseinsitutet YouGov for Ugebrevet A4
kroner den dag i dag. Familien Stradivarius’ værksted blev overtaget af de to sønner Omobono og Francesco, der godt nok var udlærte violinbyggere, men primært levede af arven fra deres far. De formåede ikke at lære den særlige håndværksmæssig viden, og derfor gik hemmeligheden bag violinernes specielle klang tabt. Siden er der lavet klanganalyser og kemiske prøver, men forgæves. Hændernes viden skal stædigt og bevidst leveres videre fra generation til generation, ellers går den tabt. Den slags har vestafrikanerne et ordsprog for: En gammel håndværker er som et brændende bibliotek. Og som et sådan kan Svend Sørensen karakteriseres. Svend er tidligere tømrermester og en garvet mand i branchen. Han fik sit svendebrev med sølvmedalje i 1949, og i 1962 overtog han sin fars tømrerfirma. Han har oplevet, hvordan de forskellige generationer op gennem det tyvende århundrede og det nye årtusinde har set på håndværksfagene, og hvordan det har udviklet sig. »Den ældre generation var mere stolte af det, de lavede. Dengang var forståelsen af, at der bag håndværk ligger en vis portion talent og evne, større. I dag har flere en opfattelse af håndværk, som noget de fleste kunne mestre, hvis de gad.« siger han. Den generationskløft, som Svend Sørensen beskriver, er noget af det, som er i gang med at forårsage en stor mangel på faglært arbejdskraft. Simpelthen fordi der er opstået en generation med lavere tanker om håndværk end førhen. De
18-34-årige rangerer generelt de traditionelle håndværksfag væsentligt lavere i prestige end de 65-70-årige. Hvor den ældre generation mere betragter uddannelsessystemet, som at der bliver uddannet til to forskellige opgaver, så anser den yngre generation det snarere som om, at der bliver uddannet på to forskellige niveauer. En undersøgelse foretaget af YouGov viser, at adspurgt til hvilken ungdomsuddannelse vi helst ser vores børn vælge, svarer 44 procent en studentereksamen, mens blot syv procent svarer en erhvervsuddannelse. Uddannelsessociolog Jens Peter Thomsen mener, at synet på uddannelserne er et resultat af en generel samfundsdiskurs. Forældre er i den grad med til at påvirke børnene, når der hen
“Skal vi snart have noget at æde,” spørger Morten. Morten og Jeppe har været igang siden kl. 07.00 Nu er er blevet 09.00, og det er tid til dagens første pause
over aftensmaden bliver diskuteret for og imod de mange uddannelsesmuligheder. Og forældre peger helst børnene i retningen af prestigen. »Når befolkningen skal tilskrive status, følger det uddannelsesniveauet, og det følger antallet af år, som man har studeret. Det er et signal om, at man har optjent en ret til at have et flot og vellønnet job,« siger Jens Peter Thomsen. At der er sket et generationsskred fra bedsteforældre til forældre til barn ses tydeligt i dagens folkeskoleelevers opfattelse af ungdomsuddannelserne. 47 procent af folkeskolens elever mener nemlig, at det er forbundet med lav status at gå på en erhvervsskole. Det viser en undersøgelse, som Danske Erhvervsskoler har gennemført i samarbejde med folkeskolernes elevorganisation Danske Skoleelever. Til sammenligning forbinder 95 procent det at gå i gymnasiet med høj eller meget høj status. Det står sløjt til med sløjd Folkeskoleelevernes manglende imponerethed over for håndværk skabes dog ikke kun af forældrene, men også af folkeskolen selv. Engang havde folkeskolen fag som metalsløjd, træsløjd, håndarbejde, billedkunst, hjemkundskab og musik. Fag der i dag enten er slået sammen, besparet til halv størrelse eller skåret helt væk. »Jeg efterlyser, at pædagogikken i folkeskolen bliver mere praktisk med konkrete projekter med håndværksmæssige færdigheder, som kan inspirere de unge til at vælge en erhvervsfaglig vej. Der sidder mange kvikke hoveder, som ikke synes, at det er sjovt at lære på den klassiske måde,« siger Lars Kunov som en kritik af folkeskolens stadig skarpere adskillelse af teoretisk viden fra praktisk udførelse. For tiden bygges der nye skoler helt uden sløjdlokaler, og Lars Kunov mener, at sløjd er blevet reduceret til et pausefag, der primært eksisterer, for at de drenge,
der normalt hænger i gardinerne, kan få brændt lidt krudt af, inden den rigtige undervisning går i gang. »I skolen etablerer vi kunstige indlæringsmiljøer for vores børn, som de udmærket ved er konstruerede og derfor ikke ofrer opmærksomhed og engagement. Uden muligheden for at lære gennem hænderne, forbliver verden abstrakt og fjern.« Sådan skrev den amerikanske snedker Doug Stowe i 2006 på sin blog, Wisdom of the Hands. Og det er præcis af samme grund, at Lars Kunov efterspørger mere praktisk undervisning I Japan anses håndværk stadig som et i folkeskolen. Kunov mener, ædel hverv, som bygger på en enorm faglighed og kundskab. De har derfor at hvis vi vil have flere til at ansat 4.700 håndværksmestre som såkaldt ’lev- vælge en erhvervsuddannelse ende japanske nationale skatte’, der skal lære fagenes discipliner videre til næste generation efter folkeskolen, sådan som der så akut er brug for, at flere gør, så bliver vi også nødt til at præsentere de unge for håndens arbejde med mere seriøsitet, end vi gør i dag.
De praktiske fag, som alle er blevet nedprioriteret, er dem, som skal vække de unges interesse for håndværk. Inspirere til faget, anspore til læring, og give de unge mulighed for at tage stilling til, om duften af træspåner eller lyden af en savemaskine er noget for dem. En stak af sammenklappede leverpostejsmadder kommer til syne bag det knitrende sølvpapir. Det er blevet tid til pause og til et tiltrængt energiindtag, inden de skal tilbage til taget og teglstenene. Frokostpausen holdes i viceværternes kælderlokale, som de har lånt af skolen, så de kan få varmen og komme lidt i læ for den kolde efterårsvind udenfor. »Da jeg gik i SFO, var jeg altid i sløjdlokalet. Det er ærgerligt, at sløjd ikke længere har den samme betydning eller plads på skoleskemaet. Det er her, man som barn kan få vakt interessen for håndværk,« siger Morten Borghus. Også Martin Søkvist mener, at det manglende fokus på praktisk faglighed i skolen er skyld i, at de fleste unge efter folkeskolen går i en stor bue uden om erhvervsuddannelserne. »Havde jeg haft mere praktisk arbejde i folkeskolen, så er jeg slet ikke i tvivl
om, at jeg havde opdaget, at jeg skulle noget med håndværk, og så havde jeg nok valgt at tage en erhvervsuddannelse med det samme i stedet for først at tage på gymnasiet. Men den glæde og de evner jeg har inden for håndværk, fik jeg aldrig lov til at opdage og udforske i folkeskolen,« siger han. En værdifuld vækstressource Hvor vi herhjemme rangerer håndværksfag nederst i uddannelseshierarkiet, så har særligt asiatiske lande opretholdt stærke håndværksmæssige traditioner på trods af videnssamfundets globale kommen. I Japan anses håndværk stadig som
et ædelt hverv, som bygger på en enorm faglighed og kundskab. De har derfor ansat 4.700 håndværksmestre som såkaldt ’levende japanske nationale skatte’, der skal lære fagenes discipliner videre til næste generation. Mattias Tesfaye beklager i ‘Kloge Hænder’, at vi i Danmark har ladet respekten og traditionen for godt håndværk smuldre. Omstillingen til videnssamfund er endt som en afvikling af produktionssamfundet. Den politiske diskurs taler højt og tydeligt, når den fortæller os, at Danmarks ypperste ressourcer, i bestræbelserne på at være en eftertragtet adresse i international handel og konkurrence, er de kloge hoveder. Tesfaye mener dog, at det er en unuanceret og ubalanceret anskuelse, som kan ende med at give dansk erhvervsliv flere bump på vejen end fart over feltet. Hverken hænderne eller hovedet kan udvikle sig, hvis ikke de arbejder tæt sammen i gensidig respekt. Målsætningen om innovation og nytænkning som dansk eksportvare burde derfor ikke være ensbetydende med, at behovet for kloge hænder bliver mindre. Tværtimod er håndværk faktisk en overset vækstressource. Helt op imod halvdelen af danske iværksætter-virksomheder er startet af en faglært. Derimod er det kun 13,7 procent af nye virksomheder, der startes af folk med lange videregående uddannelser. Derfor mener Tesfaye, at marginaliseringen af håndens arbejde og glorificeringens af hovedets er forfejlet, og at sigtekornet for vækst og udvikling er indstillet skævt. Innovation kan i mindst lige så høj grad foregå i værkstedet med sandpapir og savsmuld, som det kan i de højere managementlag og kontorbygninger. Erhvervsskolerne kan spille en langt større rolle, når det drejer sig om at højne virksomhedernes innovation, øge iværksætteriet og styrke produktivitetsudviklingen i samfundet. I stedet for evindeligt at drøfte universiteternes rolle for erhvervsudviklingen, er der mindst lige så store perspektiver i at understøtte erhvervsskolernes samarbejde med erhvervslivet. Hans J. Wegner og Godtfred Kirk Christiansen er eksempler på, hvor stærkt håndværk af høj kvalitet kan bidrage til dansk vækst og kultur. Hans var snedker, og er i dag en institution i dansk designhistorie med blandt andet Påfuglestolen og Y-sto-
Selvom luften er kold ryger Mortens fleece-jakke hele tiden af og på. De tunge teglsten er noget, der giver varmen og får pulsen op
len. Godtfred var tømrer og udviklede et byggesæt af klodser, som han navngav LEGO. I dag kender og leger børn verden over med en moderniseret udgave af de klodser, som Gotfred udviklede i sit værksted i midten af det sidste århundrede. Tilsammen har Hans og Godtfred og deres håndværkskompetencer i dag skabt dansk forretning i milliardklassen og tusindvis af arbejdspladser i møbel- og legetøjsindustrien. Ligesom Tesfaye, mener Lars Kunov, at en fornyet respekt og forstærket tradition for erhvervsuddannelserne og håndens arbejde ville være ønskeligt for det samfund, som for tiden ellers har devalueret håndværket i prestige og betydning. »Hvis vi ikke får vendt udviklingen bliver dansk produktion fremover enten meget dyr eller meget dårlig. Ingen af delene er noget vi kunne tænke os, så der er et påtrængende behov for en opvurdering i vores fælles opfattelse af håndværk.«
Jeg har været vild med håndværk, siden jeg var helt bette. Glæden ved fysisk arbejde er det, der får mig op af sengen om morgenen. Og det ændrer sig ikke sig af, hvad andre måtte synes om mit arbejde Morten Borghus, tømrer