ClassJazz Pas De Deux

Anmeldelse

Berit Engblad og Peter Kevin Kofod i ClassJazz har udgivet en intim og stemningsmættet EP ‘Pas De Deux’, der både opfordrer og udfordrer – til dans.

Intimitetens æstetik behøver ikke at være unødigt kompleks

Det beviser Berit Engblad og Peter Kevin Kofod i ClassJazz på EP’en ‘Pas De Deux’.

EP’ens titel ‘Pas De Deux’ – altså en dans udført af to balletdansere –fungerer fint som en rød tråd i de fem numres nedbarberede udtryk, for her er intet stort bigbandorkester, intet klaver, ingen bombastiske basuner – kun kontrabas og vokal.

Puristisk og enkelt. Eller for simpelt og kedeligt?

Usikkerheden melder sig måske, for der er altid fare for, at musikken kan blive for ensformig at lytte til, når EP’ens fem numre udelukkende kun fremføres af to instrumenter – her kontrabas og vokal.

Og for musikere og musikproducenter betyder det ofte, at de ikke har meget at gemme det kunstneriske udtryk bag eller mulighed for at producere sig ud ad kreative blindgyder.

De forholdsvis enkle virkemidler på ‘Pas De Deux’ vinder dog ved nærmere bekendtskab takket være Berit Engblads varme jazzvokal og Peter Kevin Kofods fløjlsbløde bas.

Det kræver et vist mod at være så enkel som Classjazz er på ‘Pas De Deux’ – og på sin vis afkræver det også respekt fra lytterne. Berit Engblad og Peter Kevin Kofod i Classjazz har til en vis grad valgt at satse på, at lytterne ved, hvad de går ind til, når de lytter til ‘Pas De Deux’.

Selv om numrene og fremføringen af dem umiddelbart virker og kan lyde simpel, kræver det en vis koncentration at komme om bag numrene og leve sig ind i jazzuniverset hos ClassJazz.

‘Pas De Deux’ er en EP, som kræver, at man virkelig ønsker at bruge tid på at dyrke tosomheden og lytte efter. Og det er netop en af de store forcer ved ‘Pas De Deux’.

ClassJazz formår at skabe et inddragende og nærmest pardansende jazz-noir-univers på Pas De Deux’s fem numre uden at skulle pynte unødvendigt op.

‘Mama’ & ‘Goodnight’

Især nummeret ”Mama” fremstår som et af de stærkeste, der på trods af dets lidt triste og tunge tema fremføres let og nærmest frejdigt takket være pardansen mellem Kofods kontrabas og Engblads silkeindsvøbte vokal.

Selv om tempoet generelt set er behersket på ‘Pas De Deux’, fremføres numre som f.eks. ”Goodnight” med en overlegen lethed, der dog også formår at sætte de tunge tanker i gang. Men det bliver aldrig for tungt at danse med ...

Læs videre på KULTURINFORMATION.ORG