GL HOLTEGAARD: ISAAC GRÜNEWALD HOVED I ROSA LYS

ISAAC GRÜNEWALD (1889-1946) var en ekstravagant og flamboyant kunstner, som boede i Stockholm og introducerede den dekorative ekspressionisme, en modernistisk maler. Han var en ener, der stod ved sine meningers mod. Desuden et kosmopolitisk menneske med et øje ud mod verden, han rejste en del. Han må betegnes som en moderne kunstner. Hans fremtoning var outreret med en tøjstil, der ikke just var passende i det konservative Stockholm, farvestrålende, med hat, pibe eller cigar. Grünewald iscenesatte sig selv på en dramatisk måde, han har været forud for sin tid.

Han blev ustandseligt hængt ud af den svenske presse, fordi han var jøde. Man syntes hans stil var upassende, en karikeret figur i kunstverdenen og i bybilledet. Hele sit liv mødte han modstand og kæmpede indædt imod alle udefrakommende slag.

Hans mor var russisk flygtning og giftede sig med en fattig svensker. De fik 13 børn. Familien var ludfattig, men Grünewald ville ikke lade sig kue af fattigdommens svøbe. Han debatterede og holdt foredrag. Samtidig var han aktiv på mange andre fronter. Han underviste på Konsthögskolan i Stockholm og beskæftigede sig med kostumetegninger, scenografi, boligillustrationer og film. Desuden var han tilknyttet den svenske porcelænsfabrik Rörstrand, hvor han udsmykkede fade, skåle, urner og vaser. Han var professor på Konsthögskolan i Stockholm fra 1938 - 1942.

De Yngre R

I 1908 - 1911 var Grünewald elev hos Henri Matisse i Paris og var med sin første hustru Sigrid Hjertén (1885-1948) aktiv i opgøret mod impressionismen og nationalromantikken. Det prægede hans fremtidige virke. Sigrid var selv en produktiv og fremtrædende kunstner. Grünewald brugte flere gange Sigrid som model/motiv på sine billeder.

En Ny Tilgang

I det hele taget er hans billeder mest hverdagsmotiver, men de bliver oversat til enten festlige, dramatiske eller stærke oplevelser. Et værk som: HAVNENI STOCKHOLM står lysende skarp. Et af hans hovedværker: DETSYNGENDETRÆ, 1915, tegner et øjebliksbillede af livet i en svensk park og var med til at indføre modernismen i Sverige. Selv et køkken bliver noget særligt, ikke kun på grund af den stærke blå farve, men det skjulte budskab, kvinden, der måske er elskerinden.

Grünewald introducerer den nordiske ekspressionisme, en ny speciel stil, hvor motiverne bliver friskere, mere klare i farverne og med brudte påtrængende linjer. Den rosa farve ligger nærmest som en dis hen over hans billeder og er et centralt element i dem. Eftersom den rosa farve går igen i hans værker, lægger den også en dæmper på hans kaotiske udtryk med den hårde og til tider voldsomme stil. Der har været mange gisninger om hans relationer, men man må vel betegne ham som en mand, der før mange andre fandt sin feminine side frem i sig selv, når han malede. Samtidig folder der sig en pludselig overfladiskhed ud på billederne, hvor det bliver mønsteret på en fin kjole, der bliver det centrale. Det dekorative tager over ......

Læs videre og se mange flere fotos på kulturinformation.org ænk – til forsvar for et tankefuldt liv” er titlen på en bog, Århusprofessoren Svend Brinkmann udgav sidste år. Nu i sommeren 2023 kan vi spørge, om forsvaret har virket. Er vi blevet mere tankefulde?

Det er nok for meget at forlange. Men Brinkmanns stille opråb er ganske velbegrundet. Desuden er budskabet fremsat i en behagelig stil, så man føler sig i godt selskab med forfatteren. Han virker ikke som en, der ville holde påståelige enetaler, hvis man var sammen med ham en aften, men som en, der ville være parat til også at høre, hvad man selv ville sige.

Opfordringen er på sin plads

Og opfordringen til at tænke selvstændigt er bestemt ikke malplaceret. Vi bliver alle sammen massivt påvirket af andres tanker: Reklamer, politiske budskaber, nyheder uden nuancer, talkshowværters holdninger, kendissers påfund, you name it. Hvis vi ikke skruer ned for larmen, kan vi ende med helt at glemme, hvordan det er at tænke selv. Den ultimative fare er, at vi ender som kastebold for populisme og andre destruktive bølger.

Nogle vil blive forskrækket og spørge: Hvis man tænker for meget, bliver man så ikke vanvittig? Jo, risikoen foreligger, i hvert fald hvis man kun tænker på tidens skræmmende nyheder. Men ulykkerne forsvinder ikke, hvis vi holder op med at tænke. Så hellere reflektere over årsager og virkninger.

Et to-delt værk

Hvordan hjælper Brinkmann os så? Jeg opfatter hans bog som todelt. I den første, længste, del beskriver han en række filosoffers meninger om, hvad det er at tænke. Her føler man sig hensat til – ikke Brinkmanns briks, men til et auditorium med en forelæsningsrække, der i let populariseret form gennemgår forskellige tænkeres tanker. Det er interessant nok at få et overblik over tænkningsfilosofiens historie. Men personligt var jeg ivrig efter at komme frem til anden del (som for min skyld gerne måtte have været længere): ”Hvad kan du gøre for at tænke?”

Her blev jeg for eksempel mindet om: Jeg kan inddrage hele kroppen – med gestus, gåture og mimik – for at tænke bedre. Jeg kan tænke med bøger, altså lære af andres tanker, som jeg kan bifalde eller forkaste. Jeg kan tænke med børn – lytte, når de taler og spørger uden filter. Og ikke mindst: tænke i samtale, udveksle tanker med andre.

Et simpelt men vigtigt råd er: Sluk en gang imellem for distraherende støj, skab stilhed, og luk op for dine egne refleksioner.

Hvad skal jeg tænke på?

Hvad skal jeg tænke på?, tænker man. Et par forslag fra bogen: Hvad har jeg at være taknemmelig for? Hvordan kan jeg gøre noget godt for mine nærmeste? Eller de dybere spørgsmål: Hvor kommer vi fra? Er der en Gud, der har sat mig og andre her på en skøn planet? Hvis ja, hvad kan så være meningen med det?

Uanset hvad, så er det en kendsgerning, at vi kan tænke. Når vi kan det, er det synd og skam at lade være. Et liv med gode, selvstændige tanker er et godt liv, siger forfatteren. Og hvem vil modsige ham?

Natasha Lester (f.1974-) er en australsk forfatter. Oprindeligt uddannet indenfor marketing og public relation, og hun har arbejdet hos L´Oreal som marketingschef. Natasha Lester har altid været bidt af at skrive, men havde vanskeligt ved at få udgivet sine romaner. Hun blev afvist af flere forlag, indtil ét bed på krogen. Hun har siden da været bestsellerforfatter.

Hun har ry for at være en meget metodisk researcher, og siden 2016 har hun skrevet historisk fiktion. Hendes passion for mode, rejser, research, historie samt kvinder, der har banet vejen for andre, er hendes drivkraft. I denne roman er omdrejningspunktet fransk og amerikansk mode i 1940’erne og modstandsbevægelsen i Frankrig i samme periode. Hendes bøger er oversat til adskillige sprog.

En syerske i New York – plot

En enlig mor bor med sin 22-årige datter, Estella, i en meget lille lejlighed i Paris. De ernærer sig som syersker med et speciale i at sy små dekorationsblomster til kjoler. Fra Estella har været helt lille, har moderen, lært hende at sy. Estella har ligeledes hele sit unge liv tegnet og designet kjoler. Hun har flair for det og hun kan kopiere Chanel og andre kendte mærker så godt, at hun kan tjene penge på det.

Da krigen bryder ud, opdager Estella at hendes mor arbejder i en modstandsgruppe, og situationen bliver mere og mere ustabil i Paris-Frankrig. Det viser sig at Estella har en amerikansk dåbsattest og kommer ombord på det sidste skib der sejler fra Frankrig til New York. Moderen fortæller ikke Estella den virkelige relation mellem sig selv og Estellas fader. Hun får moderens symaskine og en kuffert indeholdende de mest nødvendige ejendele med på turen.

På skibet møder hun Sam og hans forældre. Det viser sig at han er tilskærer og Estella og han opbygger et venskab. De har brug for hinanden og sammen med en fælles veninde arbejder de ambitiøst hen imod at lave en kollektion. Selvom tidsperioden var frugtbar for dynamiske mennesker i New York, var konkurrencen benhård. Estella er nødt til at blive ved med at tegne kopier og sælge tegningerne for at overleve. Det ser ud til at være en umulig vej, hun er ved at gå ud ad.

Nutiden

Fabiene Bissette er en australsk modekurator, der i 2015 rejser til New York for at arbejde på en udstilling om de værker og den historie, hendes bedstemor har skabt. Bedstemoderen er Estella, der stadig lever, er 97 år og åndsfrisk. Estella er blevet et ikon og har skabt det, hun drømte om, da hun trådte fra skibet, på amerikansk jord. Hun har aldrig glemt sine rødder og er taknemmelig for sit liv og sine valg.

Desværre når Fabiene ikke at få den virkelige historie ud af bedstemoderen, før hun dør, for det viser sig, at hun aldrig har fortalt den sande (og spændende historie) til nogen. Det efterlader hende med mange ubesvarede spørgsmål, og hele hendes liv kommer til at ændre sig.

Er det pladderromantik?

Først tænker man: Der er lidt for meget pladderromantik over denne her roman, men allerede efter de første sider, bliver man fanget ind i et plot, der er helt og aldeles uforudsigeligt. Den er spændende fra først til sidst. Beskrivelserne af Paris, lysets by, kærlighedens by, fremkalder duften af nybagt baguette og aromatisk vin.

I New York mærker du pulsen og kan se alle de travle mennesker med mapper eller tasker på vej til arbejde. Romanen fortæller om dystre hemmeligheder, der aldrig blev talt om. Hvilken familie kan sige sig helt fri for dem? Den handler også om ulykkelig kærlighed, som kan fortære dit indre og få dit hjerte til at briste. Til gengæld handler den også om, hvor vigtigt det er at gribe kærligheden, når den viser sig og ikke mindst hvor nødvendigt det er, at bevare troen på sig selv livet igennem.