
1 minute read
Sabber – en original papirklipper

Brian Christensen
Advertisement
“DERVARSÅDEJLIGTUDEPÅLANDET”. Sådan må man nødvendigvis indlede en omtale af papirklipperen Sabber. Af flere grunde. Citatet er naturligvis indledningen på H.C. Andersens eventyr “Den grimme ælling”. Den handler som bekendt om den forpjuskede ælling, der skulle så meget grumt igennem, inden den blev en smuk svane. Ællingen og Sabber havde en hel del til fælles. Sabbers første tid på jorden var bestemt heller ikke en dans på roser. Men med tiden opnåede den fabelagtige papirklipper en velfortjent anerkendelse – også internationalt. Højdepunktet på karrieren var uden tvivl, da han i 1996 udstillede sine papirklip side om side med H.C. Andersens i Rom.
Et andet træk, som Sabber havde til fælles med H.C. Andersen var evnen til at fortælle eventyr – altid fulde af menneskelighed, kærlighed og humor. Inspiration hertil hentede Sabber fra eventyr overalt i verden. Han var nemlig uhyre belæst. Læg hertil hans formidable evne til at skabe sine egne fantasifulde eventyr. Det formåede han hvor som helst og når som helst. Og de kunne trække ud i timevis. H.C. Andersen og Sabber ville uden tvivl have været hinandens bedste venner, hvis de havde mødt hinanden!
Hertil kommer, at en væsentlig del af fortællingen om Sabber udspiller sig på landet – nærmere betegnet mellem Østerlars og Østermarie på Østbornholm. Det var nemlig her, at Sabber for alvor slog igennem som kunstner. Og det var her, at han levede til sine dages ende. Men fortællingen endte langt fra lykkeligt!
Biografien
For først gang har vi nu mulighed for at få et omfattende og særdeles nuanceret billede af papirklipperen Jens Jakob Sabber Jensen (1938-2005). Det får vi i form af biografien ”Sabber – en original papirklipper” skrevet af Brian Christensen.

Bogen indeholder ud over det biografiske stof tillige en faglig vurdering af Sabbers kunstneriske værker ved Ejnar Stig Askgaard, Ph.d., seniorforsker og museumsinspektør ved H.C. Andersens Hus. Læg hertil flere hundrede fremragende illustrationer af Sabbers værker i stort format. Men nu tilbage til personen Sabber .......
Læs videre på kulturinformation.org
Øverst: Mozart 1983
T.v.: Selskabsliv 1996
Anmeldt af Niels Lyksted



