BENJAMIN NYRUP

Figueiredo

Bogens titel er behageligt underspillet: Guitaren. På de 180 sider tager forfatteren Jakob Bondo Schultz læseren med gennem et univers, som mig bekendt ikke tidligere har været beskrevet så indgående på dansk.

Bogen er inddelt i en række hovedområder: Guitarens DNA, dens historie, de forskellige guitarfamilier, elektriske og digitale guitarer, lidt om en række kendte guitarister, hvad der gør en guitar god, bæredygtigt guitarbyggeri, guitarauktioner, guitarens fremtid og endelig den skræddersyede guitar.

Der er ingen tvivl om, at forfatteren har en kærlighed til guitaren som instrument. Han er faktisk uddannet indenfor økonomi, men det er som instrumentmager, at han har fundet sin rette hylde. Ud over at have stor viden om emnet, har han også evnen til at formidle budskabet på en interessant måde, og bortset fra nogle få gange, hvor man føler indholdet lidt vel tungt, specielt når der opremses en liste af navne, er man godt informeret og ofte endog underholdt.

Hvem henvender bogen sig så til? I bund og grund til alle som interesserer sig for dette smukke strengeinstrument. Selv folk, som ikke selv spiller, men som interesserer sig for musik, kan have glæde af at læse den. Man kan sagtens læse den igennem fra ende til anden, men den kan også anvendes som opslagsværk, fx hvis man er på jagt efter et nyt instrument til samlingen.

Guitarens lange historie

Intet andet instrument kan prale af en historie som guitarens. Læseren tages med på en rejse, der har sit udspring for omkring 4.500 år siden. Egypterne a�ildede instrumenter med strenge, som man knipsede på. Med tiden opstod der en familie af strengeinstrumenter, herunder chartaren, lutten og sitaren – og sidenhen guitaren. Der er altså ikke tale om ét instrument, som udviklede sig til dét, vi i dag kender som den klassiske guitar. Instrumenterne blev i øvrigt bragt med omkring rundt i den ganske verden, til stadighed forfinet indtil vi har instrumentet, som de fleste forbinder med en guitar, nemlig den klassiske spanske guitar.

Det er naturligvis begrænset, hvor meget man kan have med omkring oprindelsen af strengeinstrumentet. Egypterne er som sagt nævnt, og forfatteren tilføjer, at vi på tidens strøm befinder os lang tid før jødedommen.

Når nu jødedommen, kristendommen og islam nævnes, savner jeg en kommentar til omtalen af strengeinstrumenter i den ældste og mest udbredte bog, De Hellige Skrifter, som allerede i 1. Mosebogs �erde kapitel omtaler lyren (nedskrevet i det 16. århundrede f. Kr., men på baggrund af kilder, som er langt ældre). Etymologisk er det interessant, at da man oversatte denne passage til græsk, brugte man ordet kithara, som den opmærksomme læser kan se, lægger sig tæt op ad ordet guitar. Hvorom alting er, har mennesket gjort brug af strengeinstrumenter til tilbedelse og underholdning nærmest siden verdens grundlæggelse.

Guitarfamilierne

Variationen inden for guitarer er bemærkelsesværdig. De adskiller sig i størrelse, form, antal strenge .....

Læs videre på kulturinformation.org

Måske din viden om den europæiske historie i det 20. århundrede efterhånden sygner hen i glemslens mørke grotter, mens du i stigende grad bliver irriteret over indforståede referencer til samme, når nyhedskanalernes eksperter på 90 sekunder skal udlægge, hvorfor historien udspiller sig, som den gør lige nu? Hvad kan man gøre for bedre at forstå, hvorfor Europa rent geopolitisk er endt med at se ud, som det er tilfældet i dag?

Man kan naturligvis hente historiebøger hjem i lange rækker, som hver for sig fokuserer på for eksempel én periode, ét land eller én politisk strømning. Sådanne bøger bygger gerne på historikeres egne videnskabelige artikler og giver i bedste fald en række indfaldsvinkler til historien.

En anden mulighed er at læse

“Personlighed og magt” af Ian Kershaw. Her får man genopfrisket det 20. århundredes europæiske historie som en slags ekstra bonus i forhold til bogens tilsyneladende primære formål. Ian Kershaw gennemgår 12 politiske lederskikkelsers opståen, magtudøvelse og eftermæle i det 20.århundrede. De 12 ledere er Lenin, Mussolini, Hitler, Stalin, Churchill, de Gaulle, Adenauer, Franco, Tito, Thatcher, Gorbatjov og Kohl.

Bogens formål

Ian Kershaw stiller det evindelige spørgsmål: Hvad afgør historiens gang? Er det klassernes indbyrdes magtforhold set i lyset af deres adgang til resurser, eller er det magtfulde ledere, hvis ideer og personlige gennemslagskraft sætter dagsordenen for den retning, historien skal fortsætte? Denne modsætning er en faghistorisk fejde, som må være begyndt en gang i – ja, gæt selv – det 20. århundrede. Som eksempel kan undertegnede huske tilbage på egen historieundervisning gennem gymnasietiden. Jeg havde ingen bevidst erkendelse af, at min historielærer i samtlige tre år var en glødende marxist, før jeg nåede frem til mundtlig eksamen, hvor en tydeligvis irriteret idéhistorisk eksaminator drejede spørgsmål hen på forhold, som jeg aldrig havde skænket en tanke.

Forfatteren opstiller 7 påstande, som gennemgangen af de 12 lederes politiske liv skal belyse. Som f.eks. den første påstand: “Enkeltpersoners muligheder for at påvirke udviklingen er størst under og lige efter politiske omvæltninger, når det hidtil eksisterende regelværk bryder sammen eller bliver ødelagt”.

De 12 portrætter fortsættes på kulturinformation.org

Herfra gennemgås de 12 lederes politiske liv. Man bliver slået over, hvor mange af de 12 europæiske ledere, der kæmper sig til magten ved at råde over en eller anden form for paramilitær hær, og at de iskoldt får dræbt politiske modstandere, indtil vejen er banet for deres egen opstigen til den absolutte top. Nogle få ledere kunne udnytte deres position på grund af 2. Verdenskrig. Andre igen kunne tage magten, fordi de ganske enkelt steg i graderne i deres eget parti, indtil de var en indlysende kandidat eller blev valgt af folket.

Eftersom Ian Kershaw skal besvare egne fremsatte påstande, giver han sig selv den frihed at kunne springe rigtig mange mellemregninger over; netop fordi hans bog ikke er en videnskabelig artikel. Han kan for eksempel tillade sig at karakterisere ledere med ultrakorte bedømmelser, såsom at Adolf Hitler var en elendig militærleder eller om Charles de Gaulle, at ’selv om hans elitisme var indhyllet i romantiseret patriotisme, omfattede det ikke nogen særlig agtelse for det franske folk’ eller, at påstanden om Margaret Thatcher som ‘det største geni, der nogensinde har ledet den britiske stat’, er ubegrundet.

I sin gennemgang af sidstnævntes politiske liv, føler Ian Kershaw behov for at introducere to økonomiske tænkere, nemlig Keynes og Friedman. Forfatteren bruger sølle ......