At bruge eller ikke bruge kunstig intelligens, det er spørgsmålet for mange teatre, der arbejder med nye teknikker
Side 18
Havets spraglede koraller danser for babyer og tumlinger, og de danser med
Side 10
Kom med en tur bag kulisserne på ”Teaterkoncert Thomas Helmig”
Side 30
Danmarkspremiere på dramatisering af Michael Hanekes film om betingelsesløs kærlighed til hinanden og til kunsten
TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 30. AUGUST 2025
Kunstig intelligens, AI, fylder meget i denne tid, og det er et stort og ubesvaret spørgsmål, hvad det vil betyde. Som du kan læse i dette tillæg, rykker AI også ind på teatrene, og skal man nu være bekymret for det? Nej, lyder det fra professor Anders Søgaard, for teater er ”en udveksling mellem mennesker, der kræver et rum med mennesker”. God fornøjelse i teatret og tak, fordi du læser med.
Marchen Jersild, tillægsredaktør og souschef på kulturredaktionen, Kristeligt Dagblad
indhold
4 Nyhed Hvad skal vi se på scenen denne sæson? Lene Grønborg Poulsens giver tip til sæsonens teaterture.
8 Baggrund Et nyt stykke tager kommunikationen mellem skole og forældre under kærlig behandling.
10 Reportage En farverig verden af koraller fanger opmærksomheden hos de yngste tilskuere.
FORSIDENS TILBLIVELSE:
Redaktionen bad grafiker Martin Kirchgässner om at skabe en illustration via kunstig intelligens. Han brugte programmet Sora og skrev denne kommando, også kaldet et prompt:
”En robot i William Shakespearekostume, der holder Yoricks kranie i hånden. Robotten står på en teaterscene med røde gardiner i baggrunden og rødt gulv. Stilarten er fotorealistisk med en blanding af gammel teaterstil fra Hamlets tid, men robotten er moderne og digital. Den gamle teatertradition møder kunstig intelligens. Farverne i baggrunden er rødbrune, og robottens hoved er skinnende metallisk. Billedet er på højkant i størrelsesforholdet 9:16.”
Sora kom med flere forslag, som han bad om at få ændret, og til sidst bearbejdede han det valgte i it-programmet Photoshop.
14 Interview Seks ukrainske kvinder fortæller om deres oplevelser med krigen på Aalborg Teater.
18 Baggrund Flere teatre tager kunstig intelligens i brug. Men ødelægger det teateroplevelsen?
20 Interview Fra manegens savsmuld rykker Katja Schumann og hendes heste ind på teatret.
24 Interview Når børnene flytter hjemmefra, ændres parforholdet i Julie Maj Jakobsens nye stykke.
26 Interview Fantasirige egnsdragter skabt af Nicholas Nybro er i fokus på Folketeatret.
30 Reportage Der ligger et stort og kompliceret arbejde bag Aarhus Teaters nye Helmig-forestilling.
34 Nyhed I teaterforestillingen ”Døden i Venedig” er temaet ikke forelskelsen, men alderdom og forfald.
36 Interview På Teater Glad vil de vise, at mennesker med funktionsnedsættelse også kan spille barsk teater.
Udgivet af Kristeligt Dagblad
FOTO:
FOTO: CATHRINE ERTMANN
FOTO: LARS AARØ
Fra AI til Elverhøj: Her er nogle af sæsonens mest interessante forestillinger
I denne sæson sætter scenekunsten litteraturen i spil, undersøger samfundets dilemmaer og udfordrer fremtidens etiske grænser i vor tids møde mellem menneske og maskine
nyhed
Lene Grønborg Poulsen kultur@k.dk
Har man brugt sommeren ved vandkanten med en bog i hånden, vil man blive glad for at opdage, at en af sæsonens store tendenser er litteratur på scenen. Her tilbydes fortællinger, som publikum måske allerede kender, og hvor spændingen i højere grad ligger i, hvordan historien forløses i et scenisk univers. Ser man positivt på tendensen, er det en fjer i hatten til litteraturen, som bestemt ikke er død. Men ser man mere kritisk på det, kan man savne et større og mere ambitiøst fokus på udviklingen af ny dansk dramatik på landsplan.
Det er dog svært ikke at være begejstret for castingen af Iben Hjejle i rollen som Lotte, når Det Kongelige Teater den 11. december opsætter forfatter Katrine Marie Guldagers samfundsrevsende mavepuster ”Endnu en dag i Guds skaberværk”. Her møder vi karakteren Lotte, der ser sprækkerne i velfærdsstaten og beslutter sig for selv at lukke dem, mens hun giver omgivelserne en ordentlig skideballe. Hun befinder sig i en eksistentiel krise, har mistet både kærlighed og job og går i gang med at undersøge eksmandens overraskende død, alt imens hun navigerer i et eksploderende nabodrama, jobcentrets bureaukrati og en voksende bunke børnepasning.
Katrine Marie Guldager skriver autentiske replikker med smæk på, hvor kvinderne har en ydre skal af beton og et indre blødt, bankende hjerte for samfundets svageste. Det bliver en fornøjelse at opleve Iben Hjejle i hovedrollen, når hun ekspederer flere af bogens ikoniske replikker, som eksempelvis: ”Hellere være en møgkælling end en Kaspar med a.” På Teater Katapult i Aarhus er det Stine Askovs prisvindende velfærdsgyser ”Varme hænder” fra 2024, der sættes i scene af Teater JaNejMåske med premiere den 25. september. Her finder den udbrændte pædagog Camilla verdens ”nemmeste job” som handicaphjælper for en populær, men manipulerende forfatter. Bogen blev et vigtigt indspark i debatten om velfærdssektoren, og det bliver interessant at se, hvordan instruktør Lasse Dehle samt skuespillerne Tina Steen Jensen og Charlotte Trier omsætter historien til scenen. Er du ikke færdig med bøger på scenen, kan du også glæde dig til Valérie Perrins smukke ”Vand til blomster” på Teater Nordkraft i Aalborg fra den 11. oktober eller Nadia Kløvedal Reichs ”Det bedste man kan sige” i en version fra Teatergrad, der turnerer landet rundt fra på mandag – samt mange andre titler. Samfund og kunstig intelligens Også samfundets udvikling og udfordringer spejles på de danske scener. I Aalborg behandles krigen i Ukraine, når seks ukrainske kvinder den 13. september fortæller om deres liv, der blev forandret, da Rusland invaderede landet. Forestillingen ”Ukrainske kvinder” på Aalborg Teater er en del af det såkaldte borgerteaterkoncept, hvor almindelige menneskers personlige fortællinger sættes i scene. Kunstig intelligens, AI, er også et tema, der fylder. Denne avis har tidligere skrevet om både AI-hjælp til præsters prædikener og i sundhedsvæsenet – emner, der rejser store etiske spørgsmål om, hvad det vil sige at være menneske. Det samme gør scenekunsten i denne sæson.
Ingen teatersæson uden klassikere, og heldigvis byder landets scener på versioneringer, der både nyfortolker og udfordrer de kendte fortællinger.
I 2023 modtog den eksperimenterende forestilling ”SKY66EN” en Reumert i kategorien Årets Særpris for sit nyskabende brug af AI på scenen. Det føles allerede som længe siden, for både den offentlige debat og scenekunstens brug af AI har siden udviklet sig med syvmileskridt. I denne sæson præsenterer Odense Teater og Fix+Foxy instruktør Tue Bierings bud på en aktuel behandling af emnet i forestillingen ”AI know you”, hvor publikum på forhånd bliver bedt om at afgive personlige data. Der er premiere den 27. november.
”The Host” af The Nordic Beasts i Dansehallerne i København inviterer til fest, hvor en AI er vært, den 30. september, mens ”Smili –AVA” på Det Kongelige Teater/K:Select bruger dans og dukketeater til at fortolke forholdet mellem menneske og maskine fra den 24. november.
4 Nadia Kløvedal Reichs ”Det bedste man kan sige” turnerer landet rundt fra på mandag.
FOTO: PER MORTEN ABRAHAMSEN
Romeo og Julie … og alle klassikerne ”Åh, Romeo, Romeo, hvorfor er du Romeo?”. Ja, vi skal til det igen. Historien om Romeo og Julies store kærlighed er en af Shakespeares mest berømte tragedier og kendt for sit intense blik på ung, lidenskabelig og fatal kærlighed. På Betty Nansen Teatret på Frederiksberg i København opsættes ”Romeo og Julie” den 25. september med fokus på nutidens unge, deres relation til forældregenerationen og de sår, der opstår, når forældre og børn ikke forstår hinanden.
Ingen teatersæson uden klassikere, og heldigvis byder landets scener på versioneringer, der både nyfortolker og udfordrer de kendte fortællinger.
EFTERÅR OG JUL I SØNDERBORG
Havnefront
Kultur- og Idrætsnatten 2025
Audur Ava Olafsdottir Tina Harnesk
Alsion
Symfoniorkestret: Sæsonåbning
Sønderborg Slot 13. SEP 4. OKT
Omvisning i Gravkammeret
LIAM Stand up-tour
SEP
Peter Sommer
OKT
Sissel-Jo Gazan: I en dråbe
Rikke Thomsen: Solo
Udstilling: Lise Tovesdatter Skou
Stjerneteater: Kærestebreve One Night of Queen
Cellogruppe fra DR Symfoniorkestret
OKT Teater: Sort solfladt land One-Eyed Mule & Rasmus Dall
Augustenborg 7. NOV Den Jyske Opera: La Traviata
Koncertsalen Alsion 26. NOV My heart will go on Tv-optagelse: TV2 Alletiders juleshow
by
Rasmus Nøhr: Tid til mirakler Unesco-dage i Augustenborg
Juleklassiker: Nøddeknækkeren
Sønderborg Slot 5.-7. DEC Johnny Logan Julemarked på Sønderborg Slot Phillip Faber
Alsion 29. NOV 4. DEC 18. DEC
Augustenborg
Sønderborg
Koncertsalen
Augustiana, Augustenborg
Biblioteket Sønderborg
Sønderborg Teater
Sønderborg Slot 18.
Koncertsalen Alsion 25. SEP
Sønderborg Teater
Sønderborg Teater
Christianskirken, Sønderborg 4.
OKT 24. OKT
Sønderborghus 23.
Simon Kvamm: Alle sangene
Sønderborghus Koncertsalen Alsion 24. OKT
NOV
Kultursalen
Biblioteket Sønderborg Sønderborg Teater
Koncertsalen Alsion
Sønderborghus Sønderborghus
Koncertsalen
... Fra AI til Elverhøj ...
fortsat fra side 4
På Aarhus Teater er der i eftermiddag premiere på en nyfortolkning af Heibergs nationalforestil ling ”Elverhøj” fra 1828, som blandt andet er kendt for at indeholde nationalsangen ”Kong Christian stod ved højen mast”. Forestillingen er skabt af dramatiker Alexandra Moltke og opføres med dansere fra Holstebro Dansekompagni. Her stilles der skarpt på romantisering og nationalfø lelse i en moderne kontekst.
Sidst, men ikke mindst, kan du på Det Kongelige Teater fra den 12. september opleve den måske mindre kendte tra gikomedie ”Kasimir og Karoline” af Ödön von Horváth fra 1932. Med Laura Löwe som scenograf og Anna Balslev som instruktør (tidligere kendt for den vellykkede klassiker fortolkning af ”Stolthed og Fordom” på Betty Nansen Teatret i 2022) samt blandt andre Freja Klint Sandberg på rollelisten, er der lagt op til en følelses ladet rutsjebanetur. Handlingen udspil ler sig i en for-lystelsespark under Oktoberfest i München og byder på både politiske og personli ge konflikter.
Alt i alt er der ingen grund til at forfalde til Netflix og scrolling. Op af sofaen og ud i teatermørket – der er nok at komme efter på de danske scener denne sæson! J
4 I ”Endnu en dag i Guds skaberværk” på Det Kongelige Teater spiller Iben Hjejle karakteren Lotte, der ser sprækkerne i velfærdsstaten og beslutter sig for selv at lukke dem. Alexander Bryld Obaze spiller hendes ekskærestes søn, Daniel.
isse forestillinger skal du opleve
”Endnu en dag i Guds skaberværk”, Det Kongelige Teater, København, premiere den 11. december. Turné fra den 16. februar 2026.
”Varme hænder”, Teater Katapult, Aarhus, premiere den 25. september.
”Vand til blomster”, Teater Nordkraft, Aalborg, premiere den 11. oktober.
”Kløvedal – Det bedste man kan sige”, Teatergrad, København, havde premiere den 14. august, turné fra på mandag.
”Ukrainske kvinder”, Aalborg Teater, premiere den 13. september.
”AI know you”, Odense Teater og Aveny-T i København, premiere den 27. november.
”The Host”, Dansehallerne, København, premiere den 30. september.
”Smili – AVA”, Det Kongelige Teater/K:Select, premiere den 24. november.
”Romeo og Julie”, Betty Nansen Teatret, København, premiere den 25. september.
, Aarhus Teater, premiere i dag.
”Kasimir og Karoline”, Det Kongelige Teater, København, premiere den 12. september.
OUTRUP 12. sept. 15:00 Optaktskoncert Outrup Kirke
VIDEBÆK 12. sept. 19:30 Optaktskoncert Herborg Kirke
Årets sponsorer: A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney
FOTO: SIMON HEGER KNUDSEN
Digitale beskeder på Aula bliver til levende teater
Teaterstykket ”Besked fra Aula”, der kaster et humoristisk blik på kommunikationen mellem skole og forældre, er inspireret af en populær satirisk profil på sociale medier baggrund
Claudia Mazur kultur@k.dk
Da Louise Leegaard Møllers ældste søn skulle begynde i skole under coronapandemien, stiftede hun som så mange andre forældre bekendtskab med kommunikationsplatformen Aula, der er den moderne pendant til de fysiske kontaktbøger, man tidligere brugte mellem skole og hjem. Men i modsætning til kontaktbøgerne kan kommunikationen i Aula både foregå mellem skolen og forældrene og mellem de forskellige forældre.
”Der var et totalt bombardement af beskeder og en tsunami af information at forholde sig til. Nogle af beskederne var sjove i sig selv, og det var oplagt til satire,” siger Louise Leegaard Møller.
I 2021 oprettede hun derfor profilen ”Besked fra Aula”, der deler satiriske, fiktive Aula-beskeder. I begyndelsen var profilen på det sociale medie Instagram tiltænkt som underholdning for hende selv og hendes nærmeste venner og familie, hvoraf flere har børn i skolealderen. Men pludselig tog det fart, og i dag er der 222.000 følgere på profilen.
Selv har Louise Leegaard Møller et bud på, hvorfor så mange kigger med på hendes opslag.
”Aula er noget, som rigtig mange mennesker skal forholde sig til og bruger dagligt. Vi med børn er tvangsindlagt til at være på denne app, og det er måske ikke den fedeste del af vores hverdag. Jeg tror, at de fleste kan spejle sig i indholdet,” siger hun.
Satire med bid i
Da Karen Nielsen, teaterleder på Parkteatret, fik et tip fra en bekendt om at se den satiriske profil på Instagram, inspirerede det hende til at gå videre med idéen og give ”Besked fra Aula” nyt liv på de skrå brædder. ”Vi havde i forvejen en stor lyst til at lave et teaterstykke om folkeskolen, fordi det er så central en institution i vores samfund. På profilen ’Besked fra Aula’ var der noget indhold, som var sjovt, underfundigt, men også satirisk på en måde med bid i,” siger Karen Nielsen, som også selv er medvirkende skuespiller i stykket.
3 De tre medvirkende skuespillere øver mange forskellige roller og rolleskift, der til sidst skal munde ud i forestillingen ”Besked fra Aula”. Fra venstre ses Karen Nielsen, Stina Mølgaard og Anders Kristian Aamodt. FOTO: MIKKEL FRIIS VOGNÆS
Parkteatret er derfor gået sammen med Syddjurs Egnsteater om at producere et teaterstykke, der bygger på indholdet fra den digitale satireprofil. Meget af indholdet i beskederne bliver brugt ordret i form af direkte replikker, og hver beskedtråd, hvor flere personer kommunikerer om det samme emne, får sin egen scene. Tre skuespillere skal indtage mange forskellige roller som både forældre og lærere og altså repræsentere ”mennesket bag Aula”, lyder det fra Mette Ovesen. Hun er instruktør på forestillingen, der har premiere fredag den 19. september på Parkteatret i Frederikssund i Nordsjælland og efterfølgende turnerer rundt i landet.
”Profilen på Instagram er allerede en fortolkning af virkeligheden. Vi gør fortolkningen endnu større, mere absurd, mere abstrakt, mere gakket, mere poetisk og sårbar,” siger Mette Ovesen.
Scenerne bliver brudt op af monologer henvendt til publikum, hvor afsenderne bag beskederne deler de tanker, følelser og frustrationer, de går med i livet, samtidig med at de skal forholde sig til alt det, der sker på Aula.
Skole-hjem-samtaler, den årlige idrætsdag og lus er alle tre emner, som forældre har tæt ind på livet, og som derfor får en plads i stykket.
Håber på grin og refleksion
At skulle skabe en forestilling baseret på digitalt indhold har medført en række særlige overvejelser, blandt andet spørgsmålet om, hvordan man skal fortolke en emoji – det lille digitale billedsymbol, der udtrykker en sindsstemning– på en scene, og om det i det hele taget er nødvendigt.
”Lige nu har vi taget dem ud, for skuespillerne kan fint spille den stemning, en emoji repræsenterer. Men vi undersøger stadig, om det nogle gange er sjovt at sige ’smiley’, eller ’sur smiley’. Vores oplevelse er, at det ikke er nødvendigt, selvom vi troede det, da vi sad bag skrivebordet og skrev stykket,” siger Mette Ovesen.
”Kornelius
syg”
Oprettet af Mads Rasmussen (Far)
Hej Gina Kornelius (3.a) er syg og kommer ikke i skole i dag. Vh. Mads
Gina Müller (skolesekretær)
Hej Mads Det skal du skrive til hans lærer. God bedring.
Hej Laura Kornelius er syg i dag og kommer ikke i skole. Vh. Mads
Laura Brahe (klasselærer 3.a)
Hej Mads Du skal skrive til hele lærerteamet, så de andre også er orienterede. Jeg har dem kun i 4. time i dag nemlig. Og øv! God bedring.
Hej lærerteam Kornelius er syg i dag og kommer ikke i skole. Vh. Mads
Ole Harz (matematiklærer 3.a)
Hej Mads Tak for orienteringen! Husk også at melde syg til SFO’en. God bedring.
Hej Michael Kornelius er syg i dag og kommer ikke i SFO’en. Vh. Mads
Michael Feld (pædagog - SFO’en)
Hej Mads Øv hvor træls for Kornelius! Du skal dog ikke skrive til mig, men taste det i kalenderen komme/gå-systemet her i aula. God bedring.
Michael Feld (pædagog - SFO’en)
Ps. Hvis Kornelius er tilmeldt torsdags-parkour, skal du huske også at skrive til Simon, som står for det.
Til alle dem, who fucking cares!! Kornelius er SYG i dag og kommer IKKE i skole, i sfo eller til fucking parkour!
VENLIG!!
HILSEN!! MADS!!!!
Det er fiktive korrespondancer som denne, Louise Leegaard Møller deler på sociale medier, og som er baggrund for forestillingen.
I den digitale kommunikation på Aula, som nutidens forældre tager del i hver eneste dag, er det vigtigt at huske på, at der altid er to sider af en sag, og at der kan ligge dybere, eksistentielle årsager bag menneskets ageren på nettet, fortæller Mette Ovesen. Hun håber, at netop det perspektiv kan blive løftet i forestillingen.
”Jeg drømmer om, at publikum får en sjov aften og bliver underholdt, men at vi også får skabt et refleksionsrum med plads til at tænke over, hvordan man selv er på Aula, som forælder og i sit liv. Hvad er det, der er på spil hos de andre, siden en enkelt besked kan vælte en hverdag?”, spørger hun.
Med teaterstykket håber Parkteatret og Syddjurs Egnsteater at henvende sig til en målgruppe, der ofte er en underrepræsenteret publikumsgruppe på landets teatre, nemlig børneforældre.
”Teateret har en demokratisk værdi, fordi vi er sammen, griner sammen, græder sammen og bagefter tænker over indholdet. Vi vil gerne indlede en samtale, og derfor er det vigtigt, at alle aldersgrupper er repræsenteret i teateret, også dem mellem 30 og 45,” siger Karen Nielsen. J
6 Besked fra Aula
”Besked fra Aula” er titlen på en ny teaterforestilling, der er blevet til i et samarbejde mellem Parkteatret og Syddjurs Egnsteater. Forestillingen er baseret på den satiriske Instagram-profil med samme titel, der blev oprettet af Louise Møller Elgaard i 2021. Teaterstykket får premiere fredag den 19. september på Parkteatret i Frederikssund i Nordsjælland og spiller efterfølgende på flere scener rundt i landet, herunder:
Skive Theater, mandag den 22. september. Syddjurs Egnsteater, kulturhotellet i Rønde, torsdag den 25. september og igen torsdag den 2. oktober til lørdag den 4. oktober. Tobakken, Musikhuset Esbjerg, mandag den 29. september.
Svendborg Teater, onsdag den 1. oktober. MCH Herning Kongrescenter, tirsdag den 7. oktober.
Fredericia Musicalteater, onsdag den 8. oktober.
Vendsyssel Teater, Hjørring, torsdag den 9. oktober.
Næstved Teater, grønnegades Kulturcenter, torsdag den 16. oktober.
Vejle Musikteater, fredag den 24. oktober. Teater Haderslev, lørdag 25. oktober. Toftelund Musik- og Teaterforening, søndag 26. oktober.
KRISTENDOMMEN
IFØLGE ...
… er en serie af bøger, der åbner troens univers. En række forfattere og kulturpersonligheder giver deres bud på, hvordan troen og det kristne budskab har formet deres tilværelse.
– Kristeligt Dagblad
BIBELEN LÆST AF …
… er en serie af bøger, der åbner Bibelens forunderlige verden. Bøgerne er skrevet af dedikerede forfattere, der med essayet som form bevæger sig rundt i krig og kærlighed, hverdag og fest, skurke og helte, gudsbilleder og livsvisdom.
UDKOMMER SNART
UDKOMMER SNART
Kristeligt Dagblad
Havet danser for de små
En farverig verden af koraller åbenbarer sig for de mindste i den sansemættede danseforestilling ”Hyper Coral”, der fortæller om havets storhed og skrøbelighed reportage
Carl Elmose Brøcker broecker@k.dk
Det sker ikke ofte, at 25 barnevogne og mindst lige så mange babyer indfinder sig i det københavnske Betty Nansen Teatrets forhal. Men det er, hvad tilfældet er i dag, en formiddag først på sommeren.
Rundt om bordene sidder flere mødregrupper, der højlydt og begejstret diskuterer babymos, klapvogne, sove- og ammeteknikker. Babyerne sover, spiser, græder eller kravler rundt på teatrets grå betongulv. Kommer de for meget på afveje, har de deres mødre i hælene på et splitsekund.
”Jeg aner ikke, hvordan man laver teater til toårige. Det skal lige passe, at han falder i søvn undervejs,” siger en mor til avisens fremmødte.
Den undren går igen hos flere. Hvordan spiller man teater for babyer?
Svaret får de om et kort øjeblik, når den ordløse teaterforestilling ”Hyper Coral” slår dørene op. I 45 minutter fortæller stykket en visuel og sanselig historie om havets underfundige koralrev og deres skrøbelighed.
Forestillingen foregår på en rektangulær scene skabt af et skinnende, metallisk gulv, farvestrålende projektører og kunstige koraller i alle størrelser. Vi befinder os i et undervandslandskab.
fortsætter side 12
4 De spraglede koraller er skabt af Baum & Leahy.
Koralunivers fascinerer
Danny Dehghani, 37 år, jurist
5 Hvordan var det at opleve ”Hyper Coral”?
Vildt fantastisk! Det var visuelt smukt og næsten en lige så stor oplevelse for os, som det var for vores tvillinger. De blev udfordret på en måde, de ikke før har prøvet. Langsomt blev de mere og mere nysgerrige og udforskende og til sidst kravlede de rundt helt uden os. Det er godt tænkt at inddrage babyerne på den måde og lade dem undersøge og røre ved en lille undervandsverden af musik, spejle og flotte koraller. Det er dejligt at se, at noget, der ikke er digitalt, kan vække lige så stor begejstring.
Louise Larsen, 35 år, jobsøgende
5 Hvordan var det at opleve ”Hyper Coral”?
Jeg synes, det var virkelig godt og en sjov og alternativ teaterform.
Både forældre og babyer er begejstrede efter dansende koralforestilling på Betty Nansen Teatret
Jeg har en datter, som ikke kan sidde stille, så det vil aldrig gå med en ”normal” teaterforestilling. Det her passede perfekt til hende, fordi hun kunne kravle rundt, udforske og røre ved korallerne og interagere med danserne. Hun elskede det. Hun var helt opslugt. Jeg har ikke før oplevet noget lignende. Hvis noget som dette findes andre steder, skal vi helt sikkert af sted igen.
Jane Hansen, 36 år, gymnasielærer
5 Hvordan var det at opleve ”Hyper Coral”?
Jeg er meget glad for teater og kan godt lide at dyrke det med mine børn. Det er en smaddergod måde at gøre noget sammen på. Men det er dog første gang, jeg prøver at have min yngste med. Han er kun fire måneder. Jeg havde måske forventet lidt mere afstand mellem scene og publikum. Det var meget interaktivt, men det var egentlig ret fint. Babyer kan ikke se så langt, så de skal tæt på for at sanse, og for at det er relevant for dem. Nogle af de små blev næsten for sansemættede undervejs, men lydene var dejlige, og det
var flot lavet.
FOTOS: CARL ELMOSE BRØCKER
FOTO: ALEXIS RODRIGUEZ CANCINO
5. – 7. SEPTEMBER
Konservatoriets Koncertsal danner igen i år rammen om Haydn Festival med chefdirigent Adam Fischer i spidsen. Glæd jer til fire af Haydns sene symfonier, koncerter med pianist Valdemar Wenzel Most og cellist Jonathan Swensen, samt det storslåede oratorium Skabelsen med Malmö Operakör og solisterne Emöke Baráth, Gyula Rab og Miklós Sebestyén.
... Havet danser ...
Mange mødre og en enkelt far sætter sig med deres børn langs scenens fire sider og omkranser de to spraglet klædte dansere i midten. Babyerne kigger rundt med enorme øjne og åben mund.
”Der er ikke noget, der holder babyer tilbage. De er autentisk nysgerrige, mestre i at sanse og kan bruge lang tid på at udforske og opdage nyt. De har ikke samme forbehold som ældre børn. Derfor har det været en god og spændende udfordring, hvor vi har arbejdet med sanselig stimuli gennem lyd, lys, bevægelse og materialer,” siger danser og koreograf My Grønholdt.
Hun er en af hovedkvinderne bag forestillingen og er ”dybt inspireret af, forelsket i og forundret over havet, for det indeholder muligheden for at forbinde sanselighed, kunst og natur,” forklarer hun.
Musikken er drømmende, og det samme er de barfodede skuespilleres langsomme, meditative dans. De to svævende koraller bevæger sig rundt på scenen og laver kliklyde og udefinerbare fagter med hænderne.
Scenens gulv spejler babyernes ansigter. De små mennesker mærker på alle de neonfarvede tekstilkoraller, de kan komme i nærheden af, imens de ligger på maven eller står på vaklende ben med hjælp fra deres mor. En lille pige går frygtløst og målrettet ind til de to dansere og får følgeskab af flere andre.
Danserne bevæger sig helt tæt på babyerne og rundt om dem. Med jævne mellemrum tager de korallignende genstande ned fra loftet og lægger dem på det skinnende gulv.
Nogle af de små er nysgerrige. Andre er det modsatte. Der er en mærkelig kombination af grin og gråd rundt om scenen. Flere mødre er nødt til at rejse sig for at berolige deres børn. På et tidspunkt står der faktisk lige så mange op, som der sidder ned.
Forældrene er her primært for deres børns skyld, fortæller de. Men forestillingen henvender sig ifølge My Grønholdt langtfra blot til de allermindste. For den indeholder en dybere tematik om at passe på den verden, vi giver videre til fremtidige generationer.
”Hvordan tackler vi det sårbare, det forsvindende, det foranderlige? Forestillingen kan forhåbentlig skabe refleksion og måske også debat og handling, i forhold til hvordan vi bevarer disse helt mirakuløst smukke koralrev, der er truet som aldrig før,” siger hun. Undervejs kravler danserne ind under et spraglet, farverigt koralrev, så det ser ud, som om korallerne ånder. Musikken bliver rytmisk, men ændrer kort efter karakter, da danserne atter kommer til syne til flere babyers åbenlyse begejstring.
Og sådan fortsætter denne sansemættede vekselvirkning mellem det drømmende og det rytmiske i de tre kvarter, forestillingen varer. På intet tidspunkt mister babyerne interessen for dansernes elegante bevægelser eller for den overflod af smukt udførte tekstilkoraller, som de små kan undersøge nærmere rundt om på scenen. En enkelt baby må kort før forestillingens afslutning kapitulere til søvnen, drømmene og sin mors favn. J
6
Hyper Coral
En danseforestilling og installation om koraller af kompagniet MYKA.
Den henvender sig til babyer fra 0 til 2 år og deres forældre.
Hyper Coral spillede på Betty Nansen Teatret fra den 24. maj til den 15. juni.
Forestillingen bliver vist igen på det aarhusianske teater Bora Bora den 23. september og den 25. september og i Dansehallerne i København fra den 10. til den 19. oktober. fortsat fra side 10
FOTO: ALEXIS RODRIGUEZ CANCINO
Billetter: www.exitstage.dk
Foto: Marjun Danielsen
Ukrainekrigens kvinder rykker ind på teaterscenen
Til september medvirker seks ukrainske kvinder i borgerteateret ”Ukrainske kvinder” på Aalborg Teater. 73-årige Olena Ushakova glæder sig til, at publikum skal høre om krigen fra dem, der selv har oplevet den.
interview
Emilie Hvid Rasmussen erasmussen@k.dk
”Okay, tak!”, lyder det fra instruktør Nicolei Faber i et baglokale på Aalborg Teater.
Under projektørerne i loftet sænker Olena Ushakova, Inna Hovorun og de andre kvinder skuldrene. De har for første gang øvet replikker til efterårets forestilling, ”Ukrainske kvinder”, der har premiere den 13. september.
”Jeg synes, det er en god start,” siger Nicolei Faber og fortsætter:
”Jeg kan godt lide idéen om at starte i venteværelset. Man forstår det, I har været igennem,” siger instruktøren, med henvisning til at kvinderne, siden de ankom til Danmark, ikke har vidst, hvornår de kan vende tilbage til Ukraine. Han holder en lille pause.
”Forstår I, hvad jeg siger?”. Et par af kvinderne nikker, andre skæver til sidemanden og begynder at hviske.
”Og er der så lige én af jer, der vil gå ud at sikre sig, at Svitlana er okay?”
Svitlana Bobko er tolk og en uundværlig del af prøverne forud for forestillingen. Selvom flere af kvinderne er ved at lære dansk, fanger de ikke alt, hvad Nicolei Faber siger. Og omvendt har de ofte brug for Svitlana Bobko til at oversætte, når de for eksempel vil spørge, hvor meget de må vise deres følelser under forestillingen. Teaterstykket, der handler om kvindernes oplevelser i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022, hører til genren borgerteater, og derfor medvirker kvinderne som sig selv. I løbet af foråret har Nicolei Faber interviewet kvinderne for at finde ud af, hvem de er, og i dag har han for første gang prøvet at
skrive en scene med udgangspunkt i deres historier, som de skal øve. Prøven foregår, ligesom teaterstykket kommer til, på ukrainsk, men opføres med danske tekster.
Ud over prøverne på Aalborg Teater er Svitlana Bobko i denne uge med til at koordinere en sommerlejr for 50 ukrainske børn, der alle har mistet en eller begge deres forældre under krigen, i Aalborg. Lige inden prøven gik i gang, forsvandt hun pludseligt ud af lokalet.
”Undskyld! Jeg fik et opkald om, at et af børnene var blevet indlagt,” siger Svitlana Bobko, da hun kommer tilbage, tydeligvis påvirket af den telefonsamtale, hun netop har haft.
De ukrainske børn på sommerlejren kommer blandt andet fra Kharkiv, der ligger i det nordøstlige Ukraine og grænser op til Rusland.
Samme region flygtede 43-årige Inna Hovorun fra i marts 2022.
Fem kilometer fra den russiske grænse
Da Rusland indledte sin invasion af Ukraine, boede Inna Hovorun og hendes to børn i byen Vovtjansk fem kilometer fra den russiske grænse. Hendes mand var i Tyskland for at arbejde.
”Da vi blev besat, stoppede det liv, vi kendte,” siger Inna Hovorun om russernes indtog i byen samme dag, som invasionen blev indledt.
Før krigen brød ud, havde familien ”alt, hvad de kunne drømme om”, men fra den ene dag til den anden kunne de ikke længere gå på arbejde, tage i skole eller ud at handle. Der var russiske styrker, ingen elektricitet, og på himlen over dem fløj missiler og raketter på vej mod mål længere inde i Ukraine.
Men det var også risikofyldt at forlade Vovtjansk. Allerede i løbet af krigens første uger blev flere biler med civile, der prøvede at forlade byen, angrebet.
”Det stod mellem at flygte og være bange eller at blive og være bange,” siger Inna Hovorun.
Hun tog en snak med sine børn om risiciene ved at flygte, og i fællesskab besluttede de sig for at finde en chauffør, der ville hjælpe dem. Den 6. marts 2022 forlod de Vovtjansk. En by, der i dag er lagt i ruiner.
”Det var uvirkeligt. Vi kørte igennem byer, der var helt ødelagte. Vi var bange, for vi vidste ikke, om vi ville blive ramt af et missil,” siger Inna Hovorun. Inna Hovorun ville helst ikke forlade Ukraine, men efter samtaler med sin mand beslutte-
0 I løbet af foråret har Nicolei Faber interviewet kvinderne enkeltvis over flere omgange. I dag skal han for første gang præsentere Inna Hovorun (tv.) og Olena Ushakova (th.) for en scene, han har skrevet.
” Jeg vil gerne give dem, der er mest berørt af krigen, en stemme, i stedet for at det hele tiden er politikere eller journalister, der skal fortælle om krigen. Det er det, jeg synes, borgerteater kan.
NICOLEI FABER, TEATERINSTRUKTØR
6 ”Ukrainske kvinder”
”Ukrainske kvinder” med seks ukrainske kvinder fra Aalborg spiller på Aalborg Teater fra den 13. september til den 18. oktober. Nicolei Faber har instrueret, scenograf er Katrine Krohn. Forestillingen spilles på ukrainsk, men med danske tekster.
de hun og børnene sig for at tage til Moldova. Hvis de ikke forlod Ukraine, ville hendes mand rejse ind i landet for at være sammen med dem. Og så ville han ikke have mulighed for at rejse ud igen, så længe der er krig. Efter at familien blev forenet i Moldova, besluttede de sig for at rejse mod Danmark, da de har et familiemedlem, der bor i Ikast. Familien
endte dog i Aalborg, fordi Ikast Kommune ikke tog imod flere flygtninge på daværende tidspunkt. Det er tre år siden nu.
”Vi bor her nu. Jeg har det godt, og mine børn har det godt. I Ukraine er det helt anderledes. Der er krig, og de har alle sammen stressreaktioner,” siger Inna Hovorun, der dog prøver at fokusere på familiens liv i Aalborg og er taknemmelig for den ro og stabilitet, familien har fundet i Danmark.
Tårer fra scenekanten
Inna Hovorun har aldrig spillet teater før, men har sagt ja til at medvirke i forestillingen, fordi hun gerne vil prøve noget nyt. Derfor har hun i løbet af foråret været inde at se et par forestillinger på Aalborg Teater for at forberede sig på sin debut på scenen.
”Jeg elsker at samarbejde med Nicolei Faber og de andre kvinder,” siger Inna Hovorun, der har arbejdet i en bank i Vovtjansk det meste af sit liv. Hun glæder sig til at stå på scenen til efteråret, og er kun nervøs for én ting i forbindelse med forestillingerne:
”Jeg håber, at jeg ikke begynder at græde,” siger hun og er særligt bekymret for premieren og de første par aftener, de skal optræde.
Den bekymring deler 73-årige Olena Ushakova. Hun bliver tit rørt, når hun og de andre kvinder deler deres historier fra Ukraine. Samtidig mener hun, at samarbejdet med de andre kvinder er noget af det mest givende ved at medvirke i forestillingen.
”Jeg er glad for, at de andre kvinder får lov til at fortælle, hvordan de oplevede krigen og det at flygte. Jeg kan se, at deres måde at være på bliver anderledes, når vi er sammen og øver. Det hjælper dem med at bearbejde deres oplevelser og traumer,” siger Olena Ushakova, der tidligere har undervist i biologi på universitetet i Kryvyi Rih i det sydlige Ukraine. Olena Ushakova boede i Kyiv, da krigen brød ud. Fra sin lejlighed på sjette etage kunne hun se til forstaden Butja, hvor mindst 300 ukrainske lig blev fundet efter russernes tilbagetrækning. En dag ringede hendes datter til hende og bad hende om at pakke sine ting og tage toget til Lviv, hvor datterens veninder ventede på hende. Fra Lviv tog Olena Ushakova toget videre til sin veninde i Warszawa.
Første håndsindtryk -
Gauguin & Kihara
Edgar Degas Degas besættelse ’
I to mindre udstillinger viser Glyptoteket nye sider af to af fransk kunsts største mestre. Degas’ besættelse afslører nye historier om et gådefuldt værk gennem banebrydende forskning, mens Gauguin & Kihara – Førstehåndsindtryk kaster nyt lys på Gauguins kunst i dialog med samtiden.
... Ukrainekrigens kvinder ...
fortsat fra side 14
”Jeg er 73 år, og jeg har altid boet i Ukraine. Det er svært at forlade sit land i den alder,” siger Olena Ushakova, der alligevel valgte at rejse, fordi hun var bange og usikker på, hvad fremtiden i Ukraine ville bringe.
Olena Ushakovas veninde i Warszawa havde ikke plads til, at hun kunne blive boende, og Olena Ushakova tog derfor videre til Strasbourg i Frankrig, hvor en af hendes tidligere studerende boede. Hendes opholdstilladelse tillod dog ikke, at hun havde Olena Ushakova boende.
”Jeg sad på gulvet på banegården i Strasbourg og græd, fordi der ikke var nogen, der vidste, hvor jeg skulle tage hen, og fordi jeg ikke kunne kommunikere med dem,” siger Olena Ushakova.
I tre uger boede hun på et hostel i Strasbourg sammen med andre ukrainske flygtninge, inden hun besluttede sig for at tage til Aalborg, hvor hendes niece, Svitlana Bobko, bor.
Den første tid i Aalborg var Olena Ushakova bange for at gå udenfor alene og reagerede fysisk, hver gang et fly fra Aalborg Lufthavn fløj over himlen over hende.
I dag er hun blevet frivillig i en lokal Røde Kors-butik og glad for sit liv i Danmark. Men hendes søn og mange af hendes venner er stadig i Ukraine.
”Jeg holder hele tiden øje med, hvor der er missilangreb. Jeg græder, hver gang der er et angreb i nærheden af Kyiv,” siger hun.
Teatrets dokumentargenre Ud over at hun nyder samarbejdet med de andre kvinder, medvirker Olena Ushakova i forestillingen, fordi hun gerne vil have, at publikum hører om krigen fra dem, der selv har oplevet den. Samme intention har instruktør Nicolei Faber.
”Jeg vil gerne give dem, der er mest berørt af krigen, en stemme, i stedet for at det hele tiden
2 Ifølge Nicolei Faber handler borgerteater om at give en stemme til mennesker, der har reelle erfaringer med noget. Han har tidligere instrueret et borgerteater med medvirkende med grønlandsk baggrund i Aalborg på Aalborg Teater.
FOTO: CATHRINE ERTMANN
er politikere eller journalister, der skal fortælle om krigen. Det er det, jeg synes, borgerteater kan,” siger han.
Nicolei Faber har tidligere instrueret et borgerteater med borgere med grønlandsk baggrund i Aalborg.
Det er dog ti år siden, og opsætningen af ”Ukrainske kvinder” er en helt anden proces end hans seneste opsætninger af værker som ”Snedronningen” på Det Kongelige Teaters scene i Dyrehaven.
”Det er helt vanvittigt at lave, både arbejdsmæssigt og iscenesættelsesmæssigt. Jeg er jo vant til, at jeg forstår, hvad skuespillerne siger,” siger Nicolei Faber og tilføjer:
”Lige pludselig taler de alle sammen i munden på hinanden, uden at jeg ved, hvad der foregår. Der opstår misforståelser, og det, jeg normalt kunne gøre på en halv time, tager en time med den her gruppe.”
Generelt er stemningen dog god, når de øver. Også selvom det er nogle voldsomme oplevelser, kvinderne har haft – og som nu skal omsættes til teater.
”De er alle sammen overlevere, der har været tvunget til at overleve noget, vi andre ikke kan forestille os at gå igennem. Og i det er der også en form for optimisme eller kraft. De har ikke lyst til at svælge i, hvor synd det er for dem. Det her handler også om at fortælle deres historier som en kamp eller et modsvar på russernes forsøg på at få dem til at tie stille.”
Men det er følelsesladet at behandle kvindernes egne historier, siger instruktøren, der oplever, at kvinderne nogle gange er i tvivl om, hvorvidt de må lade følelserne være frie, når de øver. Og det må de gerne, understreger Nicolei Faber. Hans ønske er, at krigen bliver håndgribelig for publikum, når de skal spille til efteråret.
”Jeg håber, at publikum kommer til at forstå, hvordan det er at være i som et helt almindeligt menneske med en helt almindelig hverdag, der bliver væltet på hovedet.” J
Kunstig intelligens revolutionerer teatret
De nye kunstigt intelligente teknologier er et ”magisk krydderi”, der skaber helt nye muligheder for, hvad der kan lade sig gøre på en scene, mener flere instruktører baggrund
Carl Elmose Brøcker broecker@k.dk
Der var engang, hvor scenekunsten blev elektrisk.
Hvor lys-, lyd-, røg- og vindeffekter omkalfatrede teatermediet og skabte hidtil usete muligheder for kunstnerisk udfoldelse på landets skrå brædder.
Disse nybrud, som fandt sted i slutningen af 1800-tallet, synes at fremstå fra
stenalderen med tanke på de seneste årtiers omsiggribende digitalisering og teknologiske kvantespring. Det nyeste skud på den digitale stamme er den kunstige intelligens, også kaldet AI, der spreder sig med enorm hast og efterhånden forgrener sig til det meste.
Således også på de danske teatre. ”SKY66EN” på Aveny-T på Frederiksberg i Købehhan fra 2023, ”AI know you” på Odense Teater med premiere den 27. november og næste forårs ”Hybrid Sensation 2.0” på Sydhavns Teater i København og Aveny-T er alle eksempler på scenekunst, der omfavner og udforsker kunstig intelligens i en kunstnerisk sammenhæng. Og så er det værker, der udvider forståelsen af, hvad der æstetisk og teknologisk kan lade sig gøre på en scene.
Det Reumert-vindende 3D-værk ”SKY66EN”, der havde premiere i 2023 og er skabt med udgangspunkt i H.C. Andersens eventyr ”Skyggen” fra 1847, er et
eksempel på den fusion. Her havde en god, gammeldags menneskelig skuespiller på scenen en improviseret, dybdegående dialog med en talende sky af lys.
Teater- og filminstruktør Mikael Fock stod bag værket, og den 5. september har han premiere på en ny forestilling, ”Paradis”, på Aveny-T.
Her smelter det kunstige og det naturlige, det digitale og det fysiske atter sammen i en forestilling, der undersøger, hvordan teknologien skal redde menneskeheden fra klimakatastrofe og udslettelse. Undervejs taler en datatrænet kunstig intelligens til både skuespillere og publikum og skaber et hybridt, digitalt 3D-univers. ”Jeg har altid arbejdet med teknologi inden for kunsten, for der findes nogle elementært vigtige fortællinger i den teknologiske udvikling. Med den kunstige intelligens’ indtog er det kunstens opgave at skabe mening og debat om et
” Forestil dig improvisatorisk dramaturgi, der er drevet af kunstig intelligens, hvor hver skuespiller har en øresnegl og undervejs i værket får instruktioner om, hvad man skal gøre, afhængig af hvordan dramaturgien og stemningen i rummet udvikler sig.
JAKOB LA COUR, HYBRIDKUNSTNER OG SCENEKUNSTINSTRUKTØR
2 Det kommende værk ”Paradis”, der har premiere den 5. september på Aveny-T på Frederiksberg i København, er en forestilling om klimakatastrofen og kunstig intelligens.
ILLUSTRATION: CARL EMIL CARLSEN
emne, der kommer til at påvirke os alle på måder, vi endnu ikke forstår. Vi skal ilte vores skepsis og debattere teknologien i vores demokratier, og det gør vi, når vi arbejder med kunstig intelligens i kunstneriske sammenhænge,” forklarer Mikael Fock.
Kunstig intelligens inden for scenekunsten kan ifølge instruktøren bruges som et visuelt element, men i lige så høj grad som en central del af handlingen.
”Det er vigtigt, at vi aktivt og kritisk forholder os til den teknologiske udvikling, samtidig med at vi som kunstnere omfavner den. For kunstig intelligens har et åbenlyst potentiale og kommer visuelt til at revolutionere teatret og skubbe grænserne for scenekunsten. Det er fascinerende,” siger han.
Forsvinder mennesket?
Da Statens Kunstfond i 2023 uddelte 86,2 millioner kroner til i alt 98 scenekunstaktører, indeholdt flere af fondsansøgningerne et stort ønske om at arbejde med kunstig intelligens.
”I medierne hører vi lige nu meget om digital information og kunstig intelligens. Det er også et emne, som optager flere ansøgere til de projekter, vi har givet tilskud. De bruger teknikken til at skabe et udtryk, hvor der etableres et ekstra digitalt lag – eller hvor teknikken bliver en del af den kreative proces og det kunstneriske produkt,” lød det således fra udvalgsleder ved Statens Kunstfond, Gitta Malling, i en pressemeddelelse.
Fonden støttede blandt andet ”Paradis” med 800.000 kroner.
Hører man til den del af befolkningen, der frygter, at kunstig intelligens kommer til at udvande det nærværende og menneskelige ved scenekunsten, er der grund til håb, mener Anders Søgaard, der er uddannet forfatter og professor i datalogi og filosofi ved Københavns Universitet. Her beskæftiger han sig med forholdet mellem kunst og kunstig intel-
ligens og har blandt meget andet udviklet sprogmodeller som den, der anvendtes i ”SKY66EN”. Desuden rådgiver han flere teatre, der kaster sig ud i at lave scenekunst med og om kunstig intelligens.
”Teatret er i modsætning til film og bøger forankret i den menneskelige oplevelse. Det er en udveksling mellem mennesker, der kræver et rum med mennesker. Kunstig intelligens kan ikke egenhændigt lave teater. Desuden lever kunsten af at komme steder hen, hvor man er i kontakt med det menneskelige og de store spørgsmål her i livet. Derfor har jeg svært ved at forestille mig, at kunstnerne er interesserede i at udlicitere deres kreative proces til kunstig intelligens,” siger han.
Hvorom alting er, kommer de hastigt udviklende teknologier i tråd med Mikael Focks forudsigelse unægtelig til at forandre de muligheder, der er for at skabe scenekunst, forklarer Anders Søgaard.
Med kunstig intelligens kan man bringe nye karakterer i spil på scenen, for eksempel kendte mennesker eller afdøde mennesker. Derudover kan teknologien eksempelvis gøre det muligt for publikum at forestille sig at være en myre, fremhæver han. Kunstig intelligens i scenekunsten udvider bevidstheden. Giver nye perspektiver, som mennesket ikke før har haft.
Og så kan kunstig intelligens gøre associationsrummet større for dem, der skriver replikker og manuskripter.
”Manuskriptforfatterens problem er ofte, at man har skabt en for homogen rolle, hvor alle replikker peger i samme retning. Det kan blive utroværdigt, fordi mennesker tit peger i flere forskellige retninger. Kunstig intelligens kan hjælpe med at skabe denne adspredelse og gøre udveksling mellem mennesker endnu mere naturtro. Teknologien behøver absolut ikke at tage det menneskelige ud af teatret. Tværtimod,” siger Anders Søgaard.
6 Udvalgte forestillinger med og om kunstig intelligens
“Paradis”, Aveny-T, Frederiksberg i København. Premiere den 5. september.
”AI know you”, Odense Teater. Premiere den 27. november.
“Hybrid Sensation 2.0”, Sydhavns Teater, H2O og Aveny-T, København. Premiere den 4. februar 2026.
Man skal se på kunstig intelligens som et ”magisk krydderi i verden”. Et krydderi, der kan blandes i de teknologiske elementer, vi kender til. Et krydderi, der kommer til at gøre scenekunst mere attraktivt end nogensinde før og være med til at skabe iscenesættelser, som aldrig før har været mulige.
Det mener i hvert fald Jakob la Cour, der er hybridkunstner og scenekunstinstruktør, og som i en stor del af sin kunstneriske karriere har beskæftiget sig med kunstformer inden for kunstig intelligens. Han står blandt meget andet bag de interaktive, velanmeldte virtual reality-værker ”Artificial Awakening” og ”Hybrid Sensation” og er i foråret 2026 aktuel med ”Hybrid Sensation 2.0” på flere københavnske teatre. Desuden holdt han oplæg om kunstig intelligens og fremtidens scenekunst på branchekonferencen Teaterseminar 2023.
”Scenekunstens rolle ændrer sig, fordi kunstig intelligens er ved at transformere hele vores kulturelle og teknologiske virkelighed. Kunstig intelligens kommer til at gøre scenekunst så fantastisk, at folk ikke kan lade være med at opsøge det. Det bliver inddragende og altomsluttende på helt nye måder. Det bliver et fundament for en helt ny verden,” siger han.
Jakob la Cour taler om, hvordan man med teknologien kan skabe en dramaturgisk kunstig intelligens, der kan udvikle sig i mange forskellige retninger og give scenekunsten og skuespillernes arbejde hidtil usete perspektiver.
1 I hybridværket ”Artificial Awakening” arbejdede Jakob la Cour med syv forskellige kunstige intelligenser.
FOTO: JAKOB LA COUR STUDIO
”Forestil dig improvisatorisk dramaturgi, der er drevet af kunstig intelligens, hvor hver skuespiller har en øresnegl og undervejs i værket får instruktioner om, hvad man skal gøre, afhængig af hvordan dramaturgien og stemningen i rummet udvikler sig. Den data kommer ind i AI-modeller, der fortæller skuespilleren, hvilke veje værket skal gå. Det bliver improvisationer med udgangspunkt i ansigtsudtryk, puls, kropsholdninger og meget andet,” forklarer han.
Brancheorganisationen Dansk Teater har netop skiftet navn til Dansk Scenekunst, og det er ”en vigtig og smuk udvikling,” som Jakob la Cour formulerer det, for det peger i retning af, at scenekunst er så meget mere end teater.
”Det er vigtigt for mig at vise, at teknologi har et sanseligt og æstetisk potentiale, og at det i en kunstnerisk sammenhæng kan mødes med nysgerrighed og bevidsthed. Kunstens rolle er at pege på det, der er i bevægelse omkring os og har indflydelse på vores liv, og det har kunstig intelligens i meget høj grad,” siger han.
Det er Anders Søgaard, datalogen og filosoffen, enig i. Det mest sandsynlige scenarie er ifølge ham, at den kunstige intelligens kommer til at sprede sig til næsten alt.
Kan kunsten netop ikke blive et sted, hvor vi er fri fra den vidtforgrenede teknologi? Hvor vi ser verden gennem prismer, som vi ikke ofte oplever i denne digitaliserede tidsalder?
”Det er vigtigt at holde fast i frygten for, at der er noget, vi muligvis mister, hvis mennesket forsvinder i scenekunsten. Men det tror jeg heller ikke kommer til at ske, for mennesket er ofte fortællingen. Vi ser jo stadig på 100-meterløb, selvom vi kan bygge maskiner, der løber distancen på tre sekunder.” J
Fra manegens savsmuld til de skrå brædder
Cirkuslegenden Katja Schumann har arbejdet professionelt med heste, siden hun var 10 år. Nu er hun er aktuel i forestillingen ”En plads i manegen” på Vendsyssel Teater fra den 12. september
4 ”Folk undrer sig, når cirkus kommer ind i teatret, for hvad er det nu for noget? Er det kunst, og hører det til her?”, siger Katja Schumann, der ikke alene tager cirkus, men også sine heste ind på teaterscenen denne sæson.
interview
Malene FengerGrøndahl kultur@k.dk
”Cirkus er også kunst, og i gamle dage var det cirkus, der tog ballet kompagnier og operatrupper med rundt i landet og førte dem frem. Alligevel un drer folk sig, når cirkus kommer ind i te atret, for hvad er det nu for noget? Er det kunst, og hører det til her?”.
Katja Schumann smiler og tager en slurk af sin te.
Fra den 12. september og tre uger frem skal hun og tre af hendes heste optræde på Vendsyssel Teater i forestillingen ”En plads i manegen”. En forestilling, der består af en unik kombination af film, hestekunst og teater. Publikum ser en dokumentarfilm med Katja Schumann og hendes heste i centrum, kombineret med at hun optræder med hestene på scenen. På den måde bliver publikum taget med i en fortælling om mødet mellem fortidens håndværk og fremtidens muligheder, og visionen er, at de skal opleve et samspil mellem teatrets nærvær, filmens visuelle kraft og cirkus-
Jens Ole Bøgh, kaldet Luffe. Hver sommer inviterer de på cirkusforestillinger med Katja Schumann og hendes heste i centrum, og i pausen kan man besøge en lille udstilling med genstande fra hendes over 65 år lange karriere i cirkus samt fra Cirkus Schumanns historie tilbage til 1800-tallets Tyskland. ”Vi kan ikke lave cirkus, som da jeg
”
Jeg prøver at lære de unge, at det kræver dagligt arbejde og respekt for håndværket, hvis man vil være god til det. Jeg tåler ikke middelmådighed.
KATJA SCHUMANN
epoke sluttede, blev Schumann til et teltcirkus, M. Schumann, og Katja levede et liv på landevejen med turnerende cirkus i over fem år.
FOTO: CATHR INE ERTMANN
0 Som et led i forestillingen på Vendsyssel Teater vises dokumentarfilmen ”En plads i manegen”.
FOTO: STILL FRA ”EN PLADS I MANEGEN”/ DUNE PRODUCTIONS
... Fra manegens savsmuld til ...
fortsat fra side 21
”Som barn havde jeg hørt historier om ufremkommelige veje, uvejr og cirkusarbejdere, der stak af. Nu fik jeg endelig lov at opleve alt det spændende, jeg havde drømt om,” siger hun.
Fra New York til Løkken
Da cirkus M. Schumann lukkede i 1982, rejste Katja Schumann til USA, hvor hun indtil 2004 optrådte i The Big Apple Circus fra New York, som hun var med til at opbygge sammen med cirkussets direktør, Paul Binder. Da parret gik fra hinanden, forlod Katja Schumann cirkusset og var herefter knyttet til Circus Flora fra St. Louis i Missouri. Desuden turnerede hun i en enkelt sæson i Sverige. I 2008 vendte hun tilbage til Danmark, hvor hun blandt andet optrådte i Cirkus Dannebrog og Cirkus Mascot med sine hestenumre. Herefter købte hun sammen med Jens Ole Bøgh et nedlagt landbrug uden for Løkken, og efter flere års hårdt arbejde med at bygge, mure og meget andet kunne Cirkusgården i 2016 åbne med udstilling og forestillinger i sommerhalvåret. Hun bor stadig i cirkusvogn, og hun arbejder med hestene,
som hun har gjort det, siden hun var barn. Men meget har ændret sig, og vilkårene for at drive cirkus er helt anderledes, end da hun voksede op.
”Efter Anden Verdenskrig måtte mange af de store cirkushuse stoppe, og det blev også sværere for Schumann. Folk ville ikke længere arbejde uden at få normale lønninger, så for de cirkus, som virkelig satsede på kvalitet, var det næsten umuligt at få det til at løbe rundt,” siger hun.
Også traditionen med at opdrage næste generation til cirkuslivet har ændret sig, fortæller hun.
”Mine forældre kunne se, at jeg kunne lide arbejdet med hestene, og de kunne se, at jeg havde flair for det. Når man så bliver bedre, bliver det også sjovere. Indimellem gik vi i skole, når vi boede fast, men ellers var det min mor, der stod for at undervise min bror og mig, og det gik som regel hurtigt, for jeg måtte først komme ud til hestene, når jeg havde lavet lektierne,” siger Katja Schumann.
Hellere hestekunst end golf
Hendes egne to børn blev også opdraget i cirkus, men var ikke på samme måde afsondret fra livet uden for cirkus, og de
fik begge lov til at søge ind på college i USA.
”Så var det sket, for så blev der lagt en anden livsbane ud for dem, og det var jeg indstillet på. Men spørgsmålet er, hvordan traditionen og håndværket så kan overleve,” siger hun.
Selv om hun for længst er blevet berettiget til folkepension, arbejder hun fortsat med heste og cirkus hver dag fra tidlig morgen til sen aften. Både fordi hun holder af det, og fordi hun ved, at hvis hun holder op, dør håndværket ud – i hvert fald i Danmark.
”Der findes ikke længere cirkus i Danmark, der har egne heste, som de uddanner og træner fra grunden, og der er ikke andre end mig, der kan det længere. Så jeg fortsætter. Heldigvis vil jeg også hellere arbejde med heste end spille golf eller tage på busture med pensionistforeningen,” siger hun.
For omkring fem år siden indvilgede hun i at give dele af arven videre til en ung kvinde, Liv, som drømte om at lære hestekunsten at kende og lære både dressur, sportsridning og kunsten med hestene i manegen. Katja Schumann bryder dermed traditionen for, at man kun viderefører sin kunnen til næste ge-
neration i familien og ikke til udenforstående – i et forsøg på at få noget af traditionen til at leve videre. Den proces er ikke let, hverken for hende eller Liv, og det er noget af det, dokumentarfilmen, som er skabt af Anne Svejgård Lund, tydeligt viser.
”Jeg er ikke pædagog, og det bliver jeg aldrig. Men samtidig har jeg ikke råd eller tid til at bruge 10 år på at vise og lære Liv det, jeg kan og ved. Så jeg har måttet finde nye veje,” siger Katja Schumann. Respekt for filmskaberen Hun og Jens Ole Bøgh træner, sammen med Liv, både deres egne heste og heste, som andre ryttere og beridere har problemer med. Desuden har de en flok geder og et par hunde, som også optræder i forestillingen på Cirkusgården, og som de indimellem lejer ud til filmoptagelser, hvor de selv står for træningen. I forestillingen på Cirkusgården medvirker desuden unge talentfulde artister, der optræder med akrobatik, klovnenumre og jonglering.
”Jeg prøver at lære de unge, at det kræver dagligt arbejde og respekt for håndværket, hvis man vil være god til det. Jeg tåler ikke middelmådighed,” siger Katja Schumann.
3 Katja Schumann har i Cirkusgården uden for Løkken en udstilling med genstande fra sin over 65 år lange karriere i cirkus.
6 En plads i manegen
”En plads i manegen” er titlen på en forestilling og en dokumentarfilm. Forestillingen, hvor Katja Schumann optræder med tre af sine heste, og hvor filmen vises, spiller på Vendsyssel Teater i Hjørring fra den 12. september. Den 16. oktober har filmen gallapremiere i Grand Teatret i København, hvorefter filmen efter planen ses i biografer over hele landet.
Forestillingen er en coproduktion mellem Dune Productions ved instruktør Anne Svejgård Lund og producer Nikkie Breinholt Dahm og Vendsyssel Teater ved instruktør Johannes Maria Schmidt.
Det er en af grundene til, at hun har accepteret, at filminstruktør Anne Svejgård Lund har fulgt hende og hendes arbejde med hestene og Liv i seks år.
”Hun er en vanvittigt dygtig filmskaber, og hun arbejder dedikeret med sit fag. Det kan jeg lide, og det har jeg respekt for,” siger hun.
Desuden håber Katja Schumann, at forestillingen på Vendsyssel Teater og filmen, som efterfølgende får premiere i biografer over hele landet, kan være med til at skabe opmærksomhed om det uddøende håndværk med at dressere heste til arbejdet i cirkusmanegen.
”Det er en særlig form for samarbejde mellem menneske og heste. Det handler om tillid, og det tager tid. Jeg håber, at nogle vil indse, at det er værd at give noget støtte til at bevare den tradition,” siger hun.
”Og så kan det være, at der på et tidspunkt bliver råd til et nyt gulvtæppe i vognen her.” J
EEE GEE
ABBA TRIBUTE LØR 13.09
LEGENDERNE LIVE FEAT. JAMES SAMPSON: STEVIE WONDER TOR 25.09
AMANDA GINSBURG (SE) FRE 26.09
SOFJA / UFINT SUPPORT: ZPLINT LØR 27.09 SYNG MED:
Hvem har egentlig sagt, at vi har ret til at være lykkelige? Nyt teaterstykke stiller skarpt på livets store spørgsmål
Hvad stiller man op, når tvivlen pludselig banker på? I teaterstykket ”Alt det som er” på Aalborg Teater åbner dramatiker Julie Maj Jakobsen for hverdagens tvivl interview
Cecilie Fogtmann fogtmann@k.dk
Lea og Pers eneste barn, datteren Cecilie, er flyttet hjemmefra. Jobbet som fuldtidsforældre er et overstået kapitel, og pludselig banker tiden på døren. Men hvad skal den bruges til?
Friheden giver Lea tænketid, og hun åbner en Pandoras æske fuld af længsel og spørgsmål om fortiden og fremtiden. I jagten på at realisere sig selv vokser hverdagstvivlen sig større og større – og den slipper ikke sit tag i hende.
En sen aften stiller hun spørgsmålene ”Hvad hvis jeg havde levet mit liv anderledes? Er jeg overhovedet tilfreds med livet? Hvad hvis vi blev skilt?”.
Det er spørgsmål, der er uundgåelige i et moderne samfund, mener Julie Maj Jakobsen. Hun er dramatiker og forfatter til stykket ”Alt det som er”, der handler om Lea og Per og den stille hverdagstvivl, der vokser sig større dag for dag. Stykket har premiere på Aalborg Teater den 15. november.
Selvom spørgsmålene er uundgåelige, er de ikke desto mindre en blindgyde, mener dramatikeren. En blindgyde, der måske især strammer sit greb om dem, der står midt i mellem ungdommens uendelige muligheder og alderdommens refleksioner – dem, der står midt i livet, når tvivlen banker på.
Spørgsmålene hører nemlig til en livsfase, vi ikke taler så meget om, mener Julie Maj Jakobsen.
”Det er en periode, der ikke bliver sat så mange ord på. Vi har et sprog for ungdomsdilemmaer og ungdomsdrømme, sprog for alderdommens refleksion og det at holde alderdommen på afstand, sprog for, hvor hårdt det er at have små børn,” siger hun og tilføjer:
”Men jeg synes ikke, at der er så meget sprog for det diffuse rum, der er midt i mellem. Vi har vores arbejde, vi har fået børn, og vi spiller vores rolle – vi er rodfæstet i samfundet. Men hvad sker der, når vi begynder at sætte spørgsmålstegn ved, hvem vi er inde bag hverdagens hast og jag, og hvad meningen med det hele er?”.
Det er store spørgsmål, men dem er forestillingen fuld af – for det er grundlæggende det, der driver Julie Maj Jakobsen som dramatiker: Hvad lever vi for, og lever vi for os selv eller hinanden?
Mig eller fællesskabet?
Spændingsfeltet mellem individ og fællesskab er da også et gennemgående tema i alt, hvad Julie Maj Jakobsen laver. Især fordi hun oplever, at det i vores del af verden hele tiden handler om os selv, og hvad vi selv vil.
”Det handler om, hvordan ’jeg’ skal lykkes, og hvordan ’jeg’ skal blive mest mulig lykkelig. Det er nok en af mine kæpheste – for hvem har sagt til os, at det er det, det handler om?,” siger dramatikeren og fortæller, at det er, som om vi i det moderne samfund tror, at vi først og fremmest skal udleve og realisere os selv – og være lykkelige.
”Men hvem har sagt, at vi har ret til det? Er det egentlig det, livet handler om, eller er der et perspektiv, der er større end ens egen lille personlige lykke?”, siger hun. ”Jeg synes, vi opfører os, som om det er en menneskeret at være lykkelig.”
” Alle de muligheder, man engang levede af at have foran sig, er pludselig lukkede døre bag sig.
Jovist, vi skal stræbe efter at være tilfredse, men hvad får vi egentlig ud af at jagte lykken, spørger hun og svarer: ”Måske vil det uundgåelige et eller andet sted være, at den jagt sker på bekostning af andre.”
I teaterstykket går hovedpersonen Lea på sin vis også på jagt efter lykken. Hun sætter i hvert fald spørgsmålstegn ved, om hun er lykkelig for, som hendes liv har udspillet sig. Alle hendes spørgsmål fører til en tvivl, som hun ikke kan slippe. Heller ikke selvom Per hverken har ført hende bag lyset eller svigtet hende. ”Det er dét, der er det interessante. Ikke
hvorvidt Per faktisk har svigtet hende, men hvorfor hun ikke kan slippe tvivlen om, at han måske har,” siger Julie Maj Jakobsen.
Tvivlen har også fyldt en stor del i Julie Maj Jakobsens eget liv, og hun har brugt meget tid på at tænke over de valg, hun har truffet, de muligheder hun har grebet, de tilfældigheder der er opstået i hendes liv – og om hun skulle have truffet nogle andre valg.
Men tvivlen er farlig at træde for meget rundt i,
”Jeg har selv haft så mange forestillinger om, hvad jeg skulle have nået, når jeg var et bestemt sted i livet, hvordan jeg skulle hvile i mig selv, og hvor tilfreds jeg skulle være med det, jeg nu engang havde opnået. Men jeg bliver jo aldrig færdig med noget, og jeg bliver aldrig helt tilfreds,” siger hun og tilføjer:
”Den tvivl, jeg er i krig med, kan jeg ikke bare lukke for. Men jeg har lært at være i den.” En dyd, som hovedpersonen i teaterstykket
Julie Maj Jakobsen beskriver Lea som én, der har tendens til at gøre sig selv til offer, og det mener dramatikeren er en glidebane. Tvivler man konstant på de valg, man har truffet, ender man med at føle sig fanget:
”Alle de muligheder, man engang levede af at have foran sig, er pludselig lukkede døre bag sig, og det kan komme til at føles som en spændetrøje i vores individualiserede samfund, hvor et godt liv er et levet liv, og spildte muligheder er en fejl,” siger hun. Men man må tage ansvar for det liv, man lever, og alt det, som er, mener Julie Maj Jakobsen. Selvom det er sårbart at skrive om den tvivl, der har fyldt en stor del i Julie Maj Jakobsens liv, har det også været meningsfuldt for hende. For dramatikeren er det tilfredsstillende at skrive på noget, som så åbenlyst åbner for flere spørgsmål, end det besvarer – og hun er kommet tættere på de spørgsmål, der for alvor trykker: ”Det er i sig selv fantastisk – at trække flere og flere lag af og komme dybere ind til endnu flere spørgsmål. Det er min motor at folde ud og fremstille så præcist som muligt og synliggøre mere af det, der før var usynligt, uden at jeg nødvendigvis så forstår, hvad det er, jeg ser.”
Om Lea og Per bliver sammen, når tvivlen banker på, kan ses, når ”Alt det som er” har Selv håber Julie Maj Jakobsen, at publikum kommer til at sidde tilbage med en følelse af accept og håb. En følelse af godt at kunne rumme de store udsving, hvis bare man bliver i det. Og en rolig accept af, at livet nu engang er,
6 Julie Maj Jakobsen
Født i 1982 i Vejle.
Uddannet dramatiker ved Aarhus Teater i 2010. Modtog en Reumerts talentpris i 2012 for stykket ”Forsamlingshuset”, vandt i 2018 prisen som Årets dramatiker for stykket ”Aftenlandet” og modtog i 2021 Allen Prisen. Aktuel med ”Alt det som er” på Aalborg Teater fra den 15. november.
Bor nær Skanderborg med sin mand og to børn.
JULIE MAJ JAKOBSEN, FORFATTER
FOTO: SOFIE AMALIE KLOUGART
KLASSISK MELODI GRAND PRIX
AARHUS
KAMMERORKESTER
7. november
musikhuset.dk
25. oktober
Nye Tider
26. september
Solvej Balle
Jutlandia Saxofonkvartet
5. oktober
Bloody Moon
Dansk Danseteater
7. oktober
Præsten i Vejlby
Folketeatret
26. oktober
Kammerballetten
9. november
Sat i verden
Det Kongelige Teater
18. november
Trondheim Solisterne
Saskia Giorgini & Per Ivarsson
30. november
0 Nicholas Nybro fortæller, at Randers var det eneste sted, hvor han ikke mødte lige så stor lokal stolthed som andre steder. Derfor fortjente byen et stort kram, mente han, og egnsdragten er en hæklet cardigan, som giver sig selv et kram på ryggen.
0 Denne dragt er inspireret af en traditionel sørgedragt fra den københavnske ø Amager, også kendt som ”jøben”. Dragten er samtidig en reference til de populære dunjakker, som Nicholas Nybro observerede mange af på Amager.
0 Falster-kjolen er lavet med tern, som ”lugter lidt af en original folkedragt”, siger designeren. Sammen med teatrets skrædderstue har han udviklet et hejsesystem i kjolen, så den kan spændes op i siden under forestillingen.
0 Selvom Nicholas Nybro prøvede at undgå klichéer i sit arbejde med dragterne, er badekåben til den nordsjællandske sommerferieby Tisvildeleje måske det, mange forbinder med en stereotyp om egnen, indrømmer han. Det er dog kærligt ment.
”Stolt”
0 Egnsdragten til Højer nær den tyske grænse forestiller en solnedgang over marsklandskabet. Nicholas Nybro fortæller, at han i Højer blev betaget af, hvordan det flade landskab gjorde himlen stor og gav plads til mange farvenuancer.
Ny teateropsætning undersøger den danske folkesjæl
Designer Nicholas Nybro har skabt moderne egnsdragter til danske byer fra Hirtshals til Tisvilde. Nu kan de opleves i opsætningen ”Stolt” på Folketeateret, der kaldes en kærlighedserklæring til danskheden
Elisa Norgaard Mortensen mortensen@k.dk
interview
I mødet med et nyt menneske føles det for mange naturligt at spørge ”hvor kommer du så fra?”. For det fortæller noget om et menneske, om vedkommende er midtjyde eller øbo. Randrusianer eller amagerkaner.
Mange danskere skifter bopæl flere gange igennem et liv, mens byernes identitet ofte er mindre omstillingsparate. Højers sønderjyske marsklandskab bliver stående, selv hvis en såkaldt høwring flytter.
Og sådan er vores lille landkort fyldt af egne, byer og områder med særlige identitetsmarkører skabt gennem gene-
rationer. Bestemte retter, beklædningsgenstande, ordsprog og folklore danner tilsammen det, som designer Nicholas Nybro kalder egnens folkesjæl. Netop denne folkesjæl besluttede han sig for nogle år siden for at drage land og rige rundt for at undersøge.
”Jeg har altid været meget draget af danskhed. Hvad vil det sige at være ’rigtig dansk’, og kan man så være ’forkert dansk’? Vi spejler os i mennesker omkring os, og derfor er de koder og signaler, vi sender med vores påklædning, utroligt interessante at undersøge,” siger han.
Nicholas Nybro skabte en udstilling med 21 moderne folkedragter, der nu forvandles til teateropsætningen ”Stolt” på Folketeatret i København med premiere den 13. september.
Forestillingen er en teaterkoncert, der af teatret beskrives som en ”kalejdoskopisk rejse gennem landsdele, identiteter og fællesskaber”, hvor man møder ”mennesker, som alle bærer rundt på deres helt egne drømme, længsler og
forestillinger om, hvordan de skal være, og hvordan livet skal gribes an”.
Der er skabt original lyrik og musik til teateropsætningen, men omdrejningspunktet er de dragter, der, her på en sommerdag før premieren, hænger rundt omkring på teatrets skrædderstue, hvor designeren viser rundt.
Men hvordan forvandler man kostumer til en teaterforestilling?
”Det er heldigvis ikke kun min opgave,” svarer Nicholas Nybro. Han skabte oprindeligt projektet som en kunstudstilling uden overvejelser om, at det skulle blive en teaterforestilling.
”Men jeg er jo et stort teatermenneske og har som designer fået lov til at arbejde på nogle forestillinger tidligere. Så da jeg blev spurgt af teaterchefen på Folketeatret, kunne jeg selvfølgelig kun svare ja,” siger han.
Forfatter Lone Hørslev og komponist Katrine Muff har skabt musikken og teksten til stykket, mens rollelisten blandt andet tæller Niels Ellegaard og Sonja Richter.
Så selvom Nicholas Nybro egentlig kalder sig selv en ”kontrolfreak”, kunne han give slip på styringen og overlade meget af arbejdet med at skabe en fortælling omkring egnsdragterne i trygge hænder, siger han. Nicholas Nybro går rundt mellem de store mængder stof, farvestrålende tyl, pailletter og giner på skrædderstuen, mens han fortæller om ”Stolt”. Projektet fik sit navn, fordi designeren på sine mange ture rundt i landet blev overrasket over beboernes enorme stolthed. ”Da jeg havde besøgt fire eller fem byer, gik det op for mig, at projektet skulle hedde ’Stolt’, fordi stoltheden over egnen fyldte så meget for dem, jeg talte med. Et af omdrejningspunkterne for forestillingen er, at stolthed både kan være en individuel følelse og en stærk gruppefølelse,” siger designeren. Men han lagde også mærke til, at stoltheden kunne lede til en vis fordømmelse af andre byer. Flere steder definerede sig i modsætning til andre byer. Byboerne kunne mene, at de havde det
”Da jeg havde besøgt fire eller fem byer, gik det op for mig, at projektet skulle hedde ’Stolt’, fordi stoltheden over egnen fyldte så meget for dem, jeg talte med.
bedre end dem på landet. Og omvendt. Derfor endte budskabet med Nicholas Nybros designs at være, at man godt kan være stolt af sit eget uden at se ned på andre mennesker eller steder.
”Du må meget gerne være stolt af hvem du er, men det skal ikke betyde, at jeg ikke må være stolt af den, jeg er,” opsummerer han.
På spørgsmålet om ”Stolt” også skal forstås som en reference til den globale pride- eller lgbt-bevægelse, svarer Nicholas Nybro, der selv er gift med en mand, at det ikke er en ”regnbuefortælling”.
”Men det er en divers fortælling. Den handler om at være en fisker i Hirtshals, der kæmper for at overleve, og om livet på fristaden Christiania. Jeg har forsøgt at lave en divers fortælling om alt, hvad Danmark er. At vi må huske på, at vi kan være stolte over os selv og vores egn på virkelig forskellige måder, og det er der ikke noget galt i,” siger han.
Er du blevet mere stolt af at være dansker af projektet?
”Jeg har faktisk altid været meget stolt af at være dansker med alt, hvad det nu indebærer. Jeg kan rigtig godt lide Danmark, og selvom jeg flere gange har prøvet at bo i udlandet, vender jeg meget hurtigt tilbage. Vi er jo som en lille familie med plads til den fulde onkel, den irriterende faster og søsteren, der driller hele tiden – for landet er så småt, at vi alle sammen på en eller anden måde kan få lov til at råbe lidt op. Nogle gange synes jeg dog, at vi skulle være lidt bedre til at lytte,” svarer Nicholas Nybro.
NICHOLAS NYBRO, DESIGNER
... ”Stolt”. Ny teateropsætning ...
fortsat fra side 27
Er stoltheden over at være dansker særligt aktuel for dig i denne tid, hvor mange taler om national samling i en urolig verden?
”Ja, det synes jeg bestemt, men med hele denne angst for, hvad der sker ude i verden, skal vi også passe på, at vi ikke lukker os om os selv. Vi skal være nysgerrige, og så skal vi stå fast på, at forskellighed ikke er farligt.” J
6 Nicholas Nybro
Født i 1981.
Uddannet designer fra Designskolen Kolding.
Står bag en lang række modeshows, kostumer og bemærkelsesværdige kjoler. Aktuel som kostumedesigner i teateropsætningen af ”Stolt” på Folketeatret i København med premiere den 13. september.
Desuden forfatter til en bog af samme navn om projektet med moderne egnsdragter.
Bor i København med sin mand.
Christian Falsnaes
0 Til Roskilde-dragten har Nicholas Nybro blandt andet fundet inspiration hos Roskilde Domkirke, den store festival og byens rockmuseum, Ragnarock. FOTO: LEIF TUXEN
Den totalt udsolgte
Helmig-klassikere kombineres med shamanistisk genfødsel på Aarhus Teater 1
”Teaterkoncert Thomas Helmig” er en kærlighedserklæring til både sangeren og hans by. Kristeligt Dagblad var med, da teknik og kostumer skulle testes i dagene op til premieren reportage
Emilie Gammelgård Jørgensen gammelgaard@k.dk
På en scene sysler teknikere og byggefolk klædt i arbejdstøj og sikkerhedssko rundt og retter til. Til lyden af The Supremes’ ”You Can’t Hurry Love” bliver der hamret og sømmet, målt og vejet.
Arbejdspladsen på scenen står i skærende kontrast til den overdådige teatersal. Her er loftet sirligt dekoreret med støbninger af gyldne englebørn og flyvende svaner, og de mange stole, der står i buede rækker på det bløde gulvtæppe, er betrukket med velour.
Der er dog ikke nogen, der udnytter de bløde siddepladser, for der er travlt på Store Scene på Aarhus Teater, da Kristeligt Dagblad kommer på besøg to uger før gallapremieren på ”Teaterkoncert Thomas Helmig” den 28. august.
Premieren markerede både åbningen af Aarhus Festuge og Aarhus Teaters 125-årsjubilæum. Teatret blev bygget i år 1900 med støtte fra borgere i Aarhus, der købte aktier i huset. Med jubilæumsforestillingen håber teatret at kunne give lidt igen, fortæller Morten Daugbjerg, der er teatrets kommunikationschef.
”Aarhus Teater har fra starten været ønsket af borgerne og givet af dem til byen. Det vil vi gerne sige tak for, og hvem ville være bedre til den anledning end Thomas Helmig, Aarhus’ Wonder Boy?”
Det skulle vise sig at være den rigtige vurdering. Da billetsalget sidste år blev skudt i gang, gik der kun fem dage, inden teatret måtte meddele udsolgt på samtlige 26.000 billetter. Af samme årsag har Aarhus Teater allerede nu valgt at genopsætte forestillingen i 2027.
”Jeg har ikke oplevet noget lignende, og det har teatret heller ikke,” fortæller Morten Daugbjerg.
En våd aften
Temaet for jubilæumskoncerten er ifølge scenograf Benjamin La Cour inspireret af det ritual, et jubilæum er. For hvad sker der, når et vigtigt og højtideligt arrangement, der ikke må slå fejl, gør netop det? ”Teaterkoncerten centrerer sig om en jubilæumskoncert, hvor et orkester skal spille Thomas Helmigs musik. Det, der begynder som en højtidelig klassisk koncert, ryger af sporet, da det viser sig, at dirigenten er væltet direkte ned i en vodkaflaske eller to. De andre i orkestret begynder også at drikke, og det giver en masse fejl. Musikken bliver mere nedbrudt og elektronisk, og til sidst ender orkestret med at rive scenografien fra hinanden og afsløre teatrets gamle, klassiske kulisser,” siger Benjamin La Cour om forestillingen.
Men heller ikke den gamle kulisse får lov at stå. Mens festen vokser, dekonstruerer orkestret scenen – og når vi møder musikerne igen i anden akt, er det i et mørkt, tomt og uende-
”
Shamanismen fylder meget i kostumernes udtryk, men de er også inspireret af de forskellige musikalske genrer, der er med i teaterkoncerten.
KARIN GILLE, KOSTUMEDESIGNER
4. Til skuespillernes udvikling fra orkester til shamaner har kostumeafdelingen på Aarhus Teater lavet masker. Ifølge Karin Gille har det været en lang proces, der krævede en helt særlig teknik. 2 3 4 5 6
1. Dagene op til premieren kalder man ”opløb”. Her gennemgås hver enkelt scene skridt for skridt, så der kan lægges cues, stikord, ind til eksempelvis lyd og lys. Det er en langsommelig proces, men af og til er der plads til, at en scene kan spilles igennem uden afbrydelser.
”Opløbsperioden er enormt intens. Vi bliver alle lettere vanvittige, fordi man er fuldstændig dyppet ned i stoffet – men det er også vildt sjovt,” fortæller instruktør Nikolaj Cederholm.
2. og 3. Et gennemgående tema for kostumerne i anden akt er læder. Karin Gille fortæller, at kostumeafdelingen har ledt i alle kroge efter en masse forskellige læderjakker. "Vi har fundet en masse fede jakker og tilrettet dem til forestillingen. Vi har malet shamanistiske motiver på dem og pyntet dem med frynser, og så har vi fjernet foret fra dem, så de kan tørre hurtigere.”
5. Vandet har været en sjov udfordring for hele holdet bag produktionen – ikke kun kostumeafdelingen. Skuespillere og kor har brugt våddragter og crocs under prøverne for at holde varmen.
6. Nikolaj Cederholm er både instruktør for ”Teaterkoncert Thomas Helmig” og manden bag teaterkoncerten som koncept.
LARS AARØ
ligt rum: tømmermændenes verden. Det uendelige rum er skabt af et vandbassin. En stor del af anden akt foregår i vand, hvor der bliver leget med elementer som refleksioner og dybde.
”Vandverdenen er et billede på, hvordan det føles at have tømmermænd. Når orkestret har det ringest, er det der, de
ender – men i vandet er der også en genfødsel, der leder dem ud af tømmermændene,” siger Benjamin La Cour. Genfødslen fra tømmermændene er hentet med inspiration fra shamanismen, en ældgammel spirituel praksis, hvor shamaner kunne foretage åndelige rejser og på den måde kommunikere med
andre verdener. Shamanismen har været en stor inspirationskilde for produktionen.
Benjamin La Cour fortæller, at de første sten til forestillingen blev lagt for mere end halvandet år siden.
”Først skal konceptet udvikles, og derefter har alle arbejdet på at realisere det.
Forestillingen eksperimenterer med mange elementer, man ikke bruger hver dag. Processen har været en øvelse i fællesskab, hvor alt skal tale sammen.”
Oplev hvordan man udstiller musik!
DIN BILLET GIVER
GRATIS ADGANG
TIL DEN NYE
UDSTILLING PÅ
TID: ANNE MARIE
CARL-NIELSEN. At forme liv
carlnielsenmuseet.dk
... Helmig-klassikere kombineres ...
fortsat fra side 31
Forlader man Store Scene gennem sceneudgangen, ender man i de tilstødende lokaler, der strækker sig over flere etager og snørklede gange. Teatret rummer over 450 rum – og øverst finder man en livlig systue, et af forestillingens vigtigste tandhjul.
Her bliver man mødt af lyden af symaskiner og kvindelatter. Selvom der kun er to uger til premieren, er kostumeholdet stadig i fuld gang.
Blandt holdets kreationer til forestillingen er utallige læderjakker udsmykket med alt fra gyldne shamanistiske illustrationer og fjer til klokkespil og cymbaler. De har også skabt dyremasker i læder og hatte i metal. Kostumerne har udviklet sig sideløbende med resten af forestillingen, fortæller kostumedesigner Karin Gille:
”Vi har været i tæt dialog om forestillingens udtryk, så selvom de forskellige elementer af forestillingen er udviklet hver for sig, har vi haft samme vision.”
Karin Gille begyndte allerede at udvikle og tegne kostumerne sidste år – og så har resten af kostumeholdet været i gang med at vække dem til live siden januar.
– langsomt, men sikkert – begynder at tilte og afslører et spejl, der reflekterer vand.
Nummeret slutter i et crescendo og toner derefter ud. Der er stille lidt. Men så bryder Nikolaj Cederholms stemme stilheden.
”Der var den! Det er teater, folkens!” Det er ikke Nikolaj Cederholms første teaterkoncert – tværtimod var det ham, der opfandt genren for godt og vel 30 år siden. Siden har han stået bag teaterkoncerter, der dækkede eksempelvis Gasolin og The Beatles’ værker. Når turen nu er kommet til Thomas Helmig, er det ikke uden årsag.
”Thomas Helmig har skrevet et værk, der spænder over mange årtier, og han fylder i mange danskeres musikalske bevidsthed. Han har skrevet personlige sange om sit eget liv – men det er også nogle, mange kan spejle sig i. På mange måder er han en moderne trubadur, der synger sange for sin stamme om livet og kærligheden,” siger Nikolaj Cederholm. Instruktøren understreger, at Thomas Helmig ikke har været involveret i forestillingen, men blot har givet tilladelse til, at hans musik bruges.
0 Thomas Helmig medvirker ikke i forestillingen og har ikke været involveret i arbejdet med den, men han har givet tilladelse til, at hans musik bruges.
”Shamanismen fylder meget i kostumernes udtryk, men de er også inspireret af de forskellige musikalske genrer, der er med i teaterkoncerten. Derfor legede vi med, hvordan man kunne skabe kostumer af instrumenter.”
Det er dog først nu, hvor skuespillerne er begyndt at gå på scenen i kostumer, at de for alvor skal stå deres test. Særligt forestillingens våde element har sat kostumeholdet på prøve, fordi det kræver nogle kostumer, der både kan tørre hurtigt, og som ikke er for besværlige at skifte ind og ud af, når de bliver våde.
”For os er det en form for minipremiere, når skuespillerne spiller første forestilling i kostume. Der kan man godt få et sug i maven, fordi vi endelig skal se, hvordan det ser ud og fungerer på scenen.”
Afgørelsens time
Tilbage på scenen er kostumeholdets minipremiere i fuld sving. Hvor der før var sceneteknikere, står der nu skuespillere og korsangere. Lyset har sænket sig i salen, scenograf og teknikere har fundet sig til rette bag deres lyd- og lyspulte, og alle er dybt koncentrerede om den øver, der nu skal til at gå i gang på scenen. Blandt de omkring 20 mennesker på scenen er der kun én, der ikke er i kostume. Det er instruktør Nikolaj Cederholm. Han har en mikrofon i hånden, så alle i salen kan høre ham, når han taler.
”Godt, nu er det vigtigt, at I gør præcis, som jeg siger. Der er meget, vi skal nå i dag,” siger instruktøren ned i den.
Holdet bag forestillingen er nået til det afgørende øjeblik i dagens prøve: Sangen
”Midnat i Europa”, hvor hele tre skuespillere skal op at svæve i wirer. Det samme skal en stor platform spændt om mellem kun fire wires.
Der bliver stille i salen, da musikken går i gang, og scenen udfolder sig. En mandlig skuespiller i karakter ”skærer” et hul i scenen, der derefter løfter sig med en kvinde på toppen af den. De to karakterer synger til hinanden, da platformen
”Til gengæld havde vi besøg af ham undervejs i øveprocessen, og det var meget specielt. Han virkede meget begejstret,” siger han.
To uger før premieren er der stadig langt til målstregen, men Nikolaj Cederholm glæder sig til at kunne vise produktionens hårde arbejde frem til dem, der har købt billetter. Ifølge ham kan de inddeles i tre grupper: Dem, der kender og elsker Thomas Helmigs musik, dem, der ikke gør – og dem, der kender den, men som ikke kan lide den. Ifølge instruktøren er der plads til alle.
”For fans tilbyder teaterkoncerten en mulighed for at høre musikken for første gang igen, og det er en fantastisk oplevelse – men det er også fedt, når dem, der ikke kender musikken, eller som ligefrem ikke kan lide den, kommer. Numrene har et helt andet udtryk, så der er en mulighed for at opleve, at Helmigs musik er noget andet, end man troede,” siger han.
Det håber Nikolaj Cederholm:
”Jeg håber, at folk opdager, at Helmigs værk er rigere, end de lige gik og troede –og så håber jeg, at de bliver rørt til både latter og tårer. Teater handler om at føle noget. Publikum skal på følelsesmæssig rejse, de skal røres. Sker det ikke, er det en dårlig aften i teatret.” J
6 Teaterkoncert
Thomas Helmig
Teaterkoncerten havde urpremiere i torsdags. Den spiller indtil den 8. oktober og har solgt 26.000 billetter. Koncerten genopsættes i 2027, hvor der stadig er ledige billetter.
Teaterkoncerten markerer Aarhus Teaters 125 års jubilæum med en hyldest til Thomas Helmigs lange musikalske karriere. Den er arrangeret i samarbejde med Aarhus Festuge.
Teaterkoncerten som koncept er skabt af Nikolaj Cederholm og Kåre Bjerkø, der også står bag Helmig-opsætningen.
Claus Bergs Gade 11, 5000 Odense
Snart sæsonpremiere!
26. sep. 2025 / Konservatoriets Koncertsal – FÅ BILLETTER
Clyne / Within Her Arms Schumann / Klaverkoncert Brahms / Symfoni nr. 2
18. sep. 2025 / Roskilde Domkirke – UDSOLGT
19. sep. 2025 / Konservatoriets Koncertsal – FÅ BILLETTER
Wallen / Northern Lights, dansk uropførelse Mendelssohn / Symfoni nr. 3, Den skotske Gade / Elverskud
SÆSONÅBNING OG ELVERSKUD
Chefdirigent Christoph Gedschold står i spidsen for Copenhagen Phils sæsonåbning med en storslået hyldest til et af de allermest elskede danske musikstykker: Gades Elverskud. Velkommen til en forrygende aften med fremragende danske sangsolister og et væld af korsangere.
STJERNEPIANISTEN VENDER TILBAGE
Den verdensberømte klavervirtuos Denis Kozhukhin har taget hele den klassiske musikscene med storm! Nu vender han tilbage til Copenhagen Phil som solist i Schumanns elskede klaverkoncert på en aften, hvor også Brahms’ smukke symfoni nr. 2 står på nodestativerne – med chefdirigent Christoph Gedschold i front.
21. nov. 2025 / Konservatoriets Koncertsal
Haydn / Trompetkoncert Bruckner / Symfoni nr. 8
HAYDN OG BRUCKNER
Haydns trompetkoncert er en hyldest til musikalsk elegance. Bruckners enorme symfoni nr. 8 er som en mægtig katedral, der tårner sig mod himlen. Hvis ikke Bruckners 8. kan få os til at føle, at noget er større end os selv, er der intet, der kan!
Oplev Copenhagen Phil i Vilhelm Lauritzens smukke koncertsal på Frederiksberg – og på hele Sjælland, Lolland og Falster!
2.-3. okt. 2025 / Konservatoriets Koncertsal Mahler / Lieder fra Des Knaben Wunderhorn (2. okt.) Wienerklassisk solokoncert (3. okt.)
Mahler / Symfoni nr. 6, Den tragiske
MAHLERS 6.
Musik fås ganske enkelt ikke mere storslået end Mahlers symfoni nr. 6! De dramatiske kontraster forløses af et kolossalt symfoniorkester med 100 musikere på scenen – og den eftertragtede mezzosopran, skotske Catriona Morison, er den 2. okt. solist i et udvalg af Mahlers eventyrlige sange
Det bedste af det bedste! Oplev en sand hitparade af indsmigrende melodier, brusende orkesterklange og inderlige øjeblikke tilsat gode musikalske fortællinger af Mathias Hammer
Velkommen til en festlig musikalsk fejring af det nye år, når vi sætter spot på det elskede nytårsrepertoire tilsat dansende rytmer fra drømmenes by, New York. I år med fornøjeligt selskab af Jens Jacob Tychsen, kendt som ’Hr. Weyse’ i tv-serien Badehotellet
Køb billetter til flere koncerter og få rabat: – 4 koncerter / 20% – 5 koncerter / 25% – 6 koncerter / 30%
om en mands begær
Til oktober bliver romanen ”Døden i Venedig” til teater på Republique. Temaet er alderdom, forfald og levet liv, og derfor er alle medvirkende over 60 år
interview
Anna Ellesgaard ellesgaard@k.dk
I 1912 udgav den tyske forfatter Thomas Mann fortællingen om en midaldrende herre, der rejser til Venedig og forelsker sig i en ung dreng.
Det er en fortælling om et altfortærende begær, som aldrig udvikler sig til en gensidig kærlighed. Manden er nemlig ikke i stand til at tøjle sine drifter, og forelskelsen ender med at blive til en besættelse, der i sidste ende fører til døden.
Det er 113 år siden, at den korte roman ”Døden i Venedig” udkom, og til oktober genopstår værket som teaterforestilling på Republique i København. Men det bliver uden den unge dreng – og således er det altså ikke begæret efter drengen, der vil være omdrejningspunktet i dramatiseringen af Thomas Manns korte roman.
Det er derimod aldring, forfald og det levede liv, fortæller instruktør Anja Behrens. Og derfor har hun også valgt, at det udelukkende er skuespillere og performere, som alle er
over 60 år, der medvirker i forestillingen.
”Historien om den ældre mand, der forelsker sig i en ung dreng, er ikke fokus hos os. Vi er meget mere interesserede i at se nærmere på den aldersmæssige overgang, hvor man ikke længere kan lukke øjnene for døden. Døden kommer jo tættere på med alderen.”
I kortromanen gennemgår hovedpersonen, den midaldrende forfatter Gustav von Aschenbach, det, Anja Behrens kalder for en livskrise – for selvom han bliver beskrevet som en anerkendt og velset forfatter, har vejen til succes ikke været uden omkostninger. I berømmelsens rus har han mistet sig selv, og den erfaring har været vigtig at fremhæve, fortæller hun:
”At miste sig selv er noget, jeg tænker er ret genkendeligt i vores moderne liv. Vi holder ud og arbejder, gør os umage og dygtige – ikke kun i kunsten, men i alt, og derfor kalder jeg det for en livskrise. Og det er en tematik, jeg har forsøgt at forstørre i forestillingen.”
Anja Behrens indrømmer, at beslutningen om at udelade den unge dreng er en ”radikal bearbejdelse” af det originale værk. Men slår samtidig fast, at det har været vigtigt for hende at dvæle ved det faktum, at vi alle kan opleve fortvivlelse, når vi ældes.
Derudover peger hun også på, at det ikke passer ind i en moderne kontekst at iscenesætte begæret af en dreng:
”Det bliver meget gammeldags, hvis der står en ung dreng på scenen. Værket er fra en helt anden tid, og i dag er vi et helt andet sted. Og de tematikker, der er i værker, er så meget større end en mand, der forelsker sig i en
6 Anja Behrens
Født den 18. december 1976 i Hamborg. Bor i København.
Uddannet instruktør fra Den Danske Scenekunstskole i 2014 og har siden da iscenesat forestillinger i Danmark, Østrig, Tyskland og Schweiz.
På det Kongelige Teater har hun blandt andet opsat ”Odysseen”(2022) og den Reumert-norminerede ballet ”Under dybet” (2024), mens hun på Aarhus Teater har opsat forestillingen ”Ordet”, som i 2020 modtog Årets Reumert for bedste forestilling.
Hun er desuden en del af det tværkunstneriske performancekollektiv LOGEN.
4 ”Vi genfortæller ikke fortællingen, men arbejder med værkets kræfter,” siger instruktør Anja Behrens om teaterforestillingen ”Døden i Venedig”.
dreng. For mig at se er det en ydre omstændighed, og det er jo ikke en ung dreng. Det er jo et barn, og det bliver meget problematisk at iscenesætte.”
Men mister værket ikke noget, når du undlader drengen, der repræsenterer ungdommen?
”Ungdommen er der stadig. Den kommer bare ikke til udtryk fysisk. Performerne skal gerne vise en længsel efter ungdommen og det tabte ungdomsland. Men også en længsel efter et gennemgående begær, de har haft undertrykt gennem livet. Det, man aldrig nåede at udleve. Der er ikke en ung dreng, de forelsker sig i, men performerne kommer til at arbejde med spørgsmålet om, hvordan man kommer i kontakt med sin ungdom igen. På den måde kommer ungdommen til udtryk gennem deres monologer og kropssprog.” J
HØJSKOLEKURSER 2025-26
Emmaus
SYNG FOR LIVET
25. - 28. SEPT
4 gospeldage med stærke gospelundervisere: Nina Luna, Janne Wind, Rie Hagbard, Katja Bolvig m.fl.
PILGRIMSWEEKEND
31. OKT2. NOV
EMMAUS pilgrim - et sted hvor pilgrimme mødes for at inspirere og dele pilgrimsoplevelser og erfaringer med hinanden.
KREA HÅNDVÆRKSDAGE
24. - 27. NOV
Sy din garderobe, Kurvefletning, Tryk på gamle tekstiler, Ølbrygning, Fra gamle klude til nye tæpper
KUNSTFYRVÆRKERI
27. APRIL - 1. MAJ
Litteratur, skuespil, ballet, opera/musical og malerkunst. Med Birgithe Kosovic, Joen Bille, Thomas Peter Koppel og Jørgen Stormgaard
MØD VERDEN
29. SEPT - 3. OKT
Mød mennesker og verdens mangfoldighed på tværs af tro og kulturer. En uge med fokus på religionsmøde og dialog - ude og herhjemme.
Kurvefletning, Flet og fletterier, Vævning, Ikoner, Knipling, Akrylmaleri, Brugsklaver, Syning og design 2. - 8.
KVINDESALONEN
8. - 11 JAN 2026
Mød bl.a. Majbritte Ulrikkeholm, Louise Franklin Højlund, Joy Mogensen, Malene Fenger-Grøndahl og Kristine Stricker Hestbech
17. - 22. MAJ
Mød bl.a. Erik Grip & Henrik Gunde, Sigurd Barrett, Hans Holm, Mikael Rahbæk Andreasen (KLOSTER) og Thomas Kjellerup.
DEMENS-DAGE
29. - 31. OKT
3 efterårshøjskoledage for mennesker med demens og deres pårørende. Foredrag, fortælling, ture, sang, koncert og en masse god mad
21. - 23. NOV
Mød bl.a. astrofysiker Anja C. Andersen, professor Vincents Hendricks og musiker Sara Grabow.
KAREN BLIXEN
Tro og livsfilosofi hos Karen Blixen. Mød bl.a. Thure Lindhardt, Sanne Graulund og Jan Harbeck. Kursusleder er Jørgen Stormgaard. 23. - 27 FEB 2026
EMMAUS er et levende og varmt mødested for kultur og menneskelighed. Mad der smager og mennesker man mærker
SÅ SYNG DA DANMARK
KREA 45
Intet menneske er lavet af porcelæn.
Det ved de hos
Glad Teater er på vej med endnu en forestilling om et alvorligt emne. De barske stykker er en del af teatrets mission om at skabe inkluderende scenekunst, der udfordrer publikum baggrund
Laura Houlind
Søndergaard houlind@k.dk
Glimmertrøjen og bukserne med diamanter funkler. 38-årige Michele Hagelund Rasmussens lyse tøj står i kontrast til den sorte lædersofa, hun sidder i. Ved siden af hende sidder hendes kolleger Andreas Flodin Pedersen på 24 år og Janick Pihl Nielsen på 37 år.
De befinder sig i et øvelokale i Københavns nordvestkvarter, for her ligger Glad Teater, hvor de tre har deres dagligdag som skuespillere. De har alle tre tidligere gået på teaterlinjen på STU, Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse, for unge med særlige behov.
Glad Teater udforsker og udfordrer forestillingen om, hvordan mennesker med funktionsvariationer kan skabe inkluderende scenekunst.
Jesper Michelsen, som både er teaterleder og instruktør, var med til at grundlægge teatret i 2006.
”Vi ville lave et professionelt teater og ikke et pædagogisk projekt,” fortæller han. Og det gjorde de så.
Glad Teater har udviklet sig gennem årene, og lige nu varmer man op til premieren på ”4:48 Psykose”. Stykket handler om psykisk sygdom og er en ikonisk tekst skrevet af den verdenskendte britiske dramatiker Sarah Kane, der ofte har behandlet smerte – både psykisk og fysisk – i sine forestillinger.
”4:48 Psykose” er blevet skabt i et samarbejde med teatret Sort/Hvid og har premiere den 9. januar. Det er ikke første gang, at Glad Teater prøver kræfter med et tungt og svært emne. I 2023 var teatret aktuel med forestillingen ”Woyzeck”, skabt på baggrund af det originale stykke skrevet af Georg Büchner omkring 1836, og som handler om krig og dens påvirkning.
”Vi var klar til som teater at gå i en mørk retning, hvor forestillingerne godt må handle om livets svære emner og ikke kun være børneteater, det festlige, det søde og rare. Jeg havde lyst til at tage et spadestik dybere, og vores spillere var klar til det,” fortæller Jesper Michelsen.
Michele Hagelund Rasmussen, Andreas Flodin Pedersen og Janick Pihl Nielsen, som skal være med i ”4:48 Psykose”, spillede også alle tre med i ”Woyzeck”.
Den barske krigsforestilling høstede stærke reaktioner hos publikum, og under forestillingerne forlod flere blandt publikum rummet, fortæller de.
”Dem, der gik, gjorde det ikke, fordi det var kedeligt, men fordi det var for voldsomt. Det sker, fordi vi forsøger at komme så tæt på sandheden som muligt,” siger Jesper Michelsen.
Men ”Woyzeck”-forestillingen resulterede også i stående ovationer fra et publikum med tårer løbende ned ad kinderne.
”Når folk bliver rørt, er der pludselig en mening med galskaben. Det er det største kompliment, man kan få,” siger Michele Hagelund Rasmussen.
”Ja, så er det lige meget med alle de der anmeldelser,” supplerer Janick Pihl Nielsen.
Glad Teater
Jesper Michelsen skynder sig at tilføje, at forestillingen vel at mærke også fik gode anmeldelser.
De tre skuespillere og Jesper Michelsen er enige om, at det er spændende at prøve kræfter med tunge emner. Men hvorfor er det så vigtigt, at teater også viser alt det, der gør ondt?
Michele Hagelund Rasmussen mener, at teatret er en vigtig kanal til at opleve de hårde emner:
”Teatret er en nemmere måde at se de barske ting på. Man har en tendens til at ville trække gardinet for, fordi man ikke kan og vil forholde sig til de hårde ting, men med teatret bliver det nemmere, fordi man oplever det gennem en ny form.”
”Det er det, der gør ondt, man lærer mest af,” siger Janick Pihl Nielsen og tilføjer:
”Det får en til at tænke og bearbejde verdens mørke. Mit mål, når jeg laver en forestilling, er at få folks tanker i gang,” siger han og fortæller, at han spørger sig selv, hvad han kan få ud af det – ikke kun som skuespiller, men også som menneske.
Janick Pihl Nielsen har været på Glad Teater siden 2010.
”Det er jo en menneskealder,” siger han og fortsætter:
”Men jeg har altid været draget af kunst. Jeg vil blive her, indtil jeg hverken kan gå eller stå. Eller indtil jeg får et bedre tilbud.”
Han retter lidt på det lilla Joker-inspirerede jakkesæt, som han har taget på i dagens anledning.
”Jeg blev bedt om at tage pænt tøj på i dag. Ellers var jeg kommet i helt sort tøj, som jeg plejer,” siger han og fortæller, at han interesserer sig for manga, metal, gysere og japansk kultur.
”Jeg elsker alt det, som mange er nervøse for.”
Opgør med fordommene
De barske forestillinger kræver, at skuespillerne arbejder med at skubbe egne grænser, når de skal udføre voldsomt skuespil, og det synes Janick Pihl Nielsen er lærerigt: ”Man lærer, at et menneske ikke er lavet af porcelæn.”
0 Michele Hagelund Rasmussen (til venstre), Andreas Flodin Pedersen og Janick Pihl Nielsen har deres daglige gang i Glad Teaters lokaler i Nordvestkvarteret i København. Stykket ”4:48 Psykose” har premiere den 9. januar og opføres i samarbejde med teatret Sort/Hvid. FOTO: LEIF TUXEN
”Lige nu tror jeg, at dansk teater er mere modigt end nogensinde. Folk har fået øjnene op for, at vores skuespillere bidrager med noget andet – men noget, der er mindst lige så fedt og nyskabende.
JESPER MICHELSEN, TEATERLEDER OG INSTRUKTØR
Glad Teaters forestillinger skubber også til andet end skuespillernes grænser og publikums opfattelse af de temaer, der behandles på scenen.
”Publikum ser, at folk med et handicap
ikke er lavet af glas. De ser, at vi er ligesom alle andre,” siger Michele Hagelund Rasmussen.
Og netop den fordom er Glad Teater stødt på: at mennesker med et handicap ses på og omtales som nogle, man skal passe på. Janick Pihl Nielsen fortæller, at han engang var i Tyskland og Polen for at lave teater.
”Der blev de overrasket over, hvor god jeg er til engelsk. Det er fedt at komme ud og ryste et samfund og ændre deres tanker om os,” siger han.
Michele Hagelund Rasmussen er enig: ”Folk kan kigge på mig, som om jeg er 10 år,” siger hun. ”Det er frustrerende. Jeg er ikke et barn, jeg har drømme og følelser som alle andre voksne.”
Michele Hagelund Rasmussen begyndte på Glad Teater i 2012 og har lavet meget børneteater gennem årene.
”Det blev jeg rigtig træt af. Jeg vil udvikle mig menneskeligt, og det gør jeg med den slags forestillinger, jeg laver nu.” Det er ikke kun Michele Hagelund Rasmussen, der har udvidet sin horisont. Den danske teaterbranche er ifølge Jesper Michelsen også blevet åben, interesseret og nysgerrig i forhold til diversitet og inkluderende scenekunst.
”Der er kommet et skift de senere år. Diversitet handlede før om mennesker med en anden etnicitet eller seksualitet, men nu handler det også om mennesker med funktionsvariationer,” siger han og tilføjer:
”Det er vigtigt for os ikke at have vores eget spillested, men at vi spiller de samme steder som alle mulige andre forestillinger. Det er os, der presser på for at blive inkluderet. Men lige nu tror jeg, at dansk teater er mere modigt end nogensinde. Folk har fået øjnene op for, at vores skuespillere bidrager med noget andet – men noget, der er mindst lige så fedt og nyskabende. Det handler jo også netop om, hvordan vi viser os selv frem. Hvis vi viser nuttede børneforestillinger, tænker andre også, at det er det eneste, vi kan.”
6/4-26/10
Bente Skjøttgaard Natur og Glasur
2025
3 Sammenholdet er det, som 24-årige Andreas Flodin Pedersen glæder sig mest til ved den nye forestilling.
fortsat fra side 36
Jesper Michelsen fortæller, at det ikke er anderledes at arbejde med skuespillere fra Glad Teater end med skuespillere uden handicap. Der kan dog være en forskel –men det er en befriende en af slagsen:
2 For 38-årige Michele Hagelund Rasmussen er det største kompliment, når publikum bliver rørt.
”Min drøm var at komme med i ”Woyzeck”, og det kom jeg, så min drøm er opnået. Nu vil jeg gerne bare blive ved med at lære noget nyt,” siger Michele Hagelund Rasmussen.
Læs mere på augustiana.dk
”Det, som foregår her, er meget tydeligere. Mine skuespillere falder i søvn, hvis noget er kedeligt. Man er ikke i tvivl om, hvad de føler. Hvis Michele bliver forvirret eller frustreret, så kan jeg mærke det. Det er dejligt at arbejde med. Der er meget stor ærlighed i rummet,” siger han og tilføjer:
”Det element tror jeg branchefolk i højere grad har fået øjnene op for, og samtidig har de sluppet deres berøringsangst.”
”Min drøm er at ændre menneskers syn gennem teatret. Det er allerede noget, jeg gør nu, men jeg vil gerne blive ved med at give folk noget at tænke over og skubbe deres tanker mod noget mere menneskeligt,” fortæller Janick Pihl Nielsen.
Andreas Flodin Pedersens drøm er at være med i en film eller tv-serie.
”Men jeg kan også godt lide at spille foran et publikum, så min drøm er også at blive ved med at give noget til publikum,” siger han.
Teater betyder fællesskab
Janick Pihl Nielsen og Michele Hagelund Rasmussen har kendt hinanden i mange år og har tidligere boet i samme hus på opholdsstedet Fanefjord. Når man spørger de to, om det er sjovt at arbejde sammen med sin gode ven, kigger de på hinanden og griner.
Jesper Michelsen fortæller, at hans drøm for Glad Teater allerede i stor stil bliver udlevet.
”Både-og. Nogle gange kan han virkelig drive mig til vanvid,” siger Michele Hagelund Rasmussen.
”Jeg kan drive alle til vanvid,” svarer Janick Pihl Nielsen.
”Men vi vil blive ved med at udvikle os og udfordre det, vi laver. Det sker tit i mødet med folk udefra, fordi vi går og bliver blinde på hinanden her,” siger han og tilføjer: ”Lavpraktisk vil jeg gerne have flere til at se vores stykker og spille flere steder både rundt i Danmark og internationalt. Men vi er på rette vej, så det er ikke fjernt eller uopnåeligt.”
Jesper Michelsen fortæller, at det også er vigtigt at være inkluderende over for publikum. Glad Teater har en mission om også at tiltrække folk, der normalt ikke vil gå i teatret.
Michele Hagelund Rasmussen og Janick Pihl Nielsen er også blevet gode venner med Andreas Flodin Pedersen – for man kommer tæt på hinanden, når man er skuespiller på Glad Teater. Andreas Flodin Pedersen har været på Glad Teater siden 2021, og det, som han glæder sig mest til ved den nye forestilling, kan siges kort: sammenholdet.
”Vi havde en intimcoach, i forbindelse med at vi skulle forberede scener til en forestilling. Det gjorde, at vi fik åbnet Andreas og fandt ud af, hvor cool han er. Nu spiser vi frokost sammen,” siger Michele Hagelund Rasmussen.
Jesper Michelsen tilføjer: ”Det hjælper også at lave kyssescener og sexscener. Så bliver man altså tætte.”
Men det er ikke kun relationer, der bliver udviklet hos Glad Teater.
”Jeg har udviklet mig så meget personligt. Jeg var indelukket og genert, inden jeg startede her. Nu tør jeg at sige min mening og være fræk og flabet over for mine kolleger,” siger Michele Hagelund Rasmussen. Dét kan Janick Pihl Nielsen skrive under på.
Når man spørger de tre skuespillere, hvad deres drømme er, kredser de alle om skuespillet.
”Vi vil vise, at teatret er for alle – både for dem, der står på scenen, og for alle slags publikum. Teater skal være et inkluderende fællesskab.” J
6 Glad Teater
Stiftet i april 2006 i samarbejde med Glad Fonden.
Formålet er at skabe professionel inklusionsscenekunst med skuespillere med funktionsnedsættelser.
Første skuespillerhold dimitterede i 2011; i dag foregår uddannelsen via Glad Fagskoles STU-teaterlinje.
Driften finansieres via en kombination af statslige midler (Kulturministeriet/ Scenekunstpuljen), støtte fra Københavns Kommune samt private fonde.
Holder til i Københavns nordvestkvarter.
FOTOS: LEIF TUXEN
27. august kl. 18:00
1. september kl. 10:99
1. september kl. 16:30
2. september kl. 19:30
3. september kl. 16:30
6. september kl. 9:30
9. september kl. 9:30
10. september kl. 14:00
11. september kl. 16:30
2. september kl. 19:00
13. september
17. september kl. 14:00 og 19:30
18. september kl. 14:00
24. september kl. 18:30
24. september kl. 19:30
25. september kl. 19·00
25. september kl. 19:30
27. september kl. 16:00
29. september kl. 10:00
30. september kl. 10:00 og 19:30
30. september kl. 14:00
1. oktober kl. 14·00 og 19:30
2. oktober kl. 19:30
7. oktober kl. 9:30
7. oktober kl. 19:30
8. oktober kl. 14:00
8. oktober kl. 18:00
9. oktober kl. 19:30
21. oktober kl. 9:30
22. oktober kl. 14:00
23. oktober kl. 19:30
27. oktober kl. 14·00
28. oktober kl. 19:30
29. oktober kl. 19:30
30. oktober kl. 19:30
1. november kl. 9:30 - 17:30
3. november kl. 10:00
3. november kl. 16:30
4. november kl. 9:30
6. november kl. 19:30
7. november kl. 18:00
8. november kl. 9:30
11. november kl. 16:00 og 19:30
12. november kl. 19:30
13. november kl. 19:30
17. november kl. 19:30
18. november kl. 19:30
21. november kl. 19:30
22. november kl. 9:30
22. november kl. 17:00
26. november kl. 19:30
27. november kl. 19:30
29. – 30. november
1. december kl. 10.00:
2. december kl. 9:30
3. december kl. 19:30
4. december kl. 14:00
9. december kl. 19:30
10. december kl. 17:00
11. december kl. 19:30
16. december kl. 9:30
Sommerens blomster med Hanne Utoft
Babysang og voksensnak med Anna Vestergaard
Ræson Live med Clement Kjersgaard
Loveless Blue Jazz Quintet koncert
Politik, sjæl og magt med Charlotte Rørth / Hanne Dahl
Lad os tale om tro med Charlotte Rørth
Morgensang med Palle Fogh
50 år som journalist i Nordjylland ved Karen Trine Petersen
Politik, sjæl og magt med Charlotte Rørth / Friis Arne Petersen
Ånden fra Elben ved Peter Tudvad – Vidensfestival
Vidensfestival – se program
De vestindiske øer ved Hedegaard og Hellum
Den tavse tilgivelse ved Per Jensen
Grundtvig og kvinderne i Frederikshavn
Teorien om ingenting og alting ved Bech Nielsen / Ratje
Grundtvig og kvinderne i Hjørring
Something: Beatles-koncert
Grundtvig og kvinderne på Kirsten Kjærs Museum i Thy
Babysang og voksensnak ved Anna Vestergaard
Berlin Brænder ved Tom Buk-Swienty
Det ensomme hjerte ved Tom Buk-Swienty
Hack Kampmann ved Jens-Christian Hansen
AFRIKA sangen – syng med ved Kim Sagild
Morgensang ved Palle Fogh
Hanne og Husorkester med Dahl, Izard og Vestergaard
Bag om Churchill-Klubben ved Uffe Westerberg
Tango Class by Samuele og Lene
Fruer med Druer og Herrer med Humle korkoncert
Morgensang ved Palle Fogh
Engel med jordforbindelse ved Hanne Svensmark
Vores ven USA har vendt os ryggen ved Sofie Rud
Mit liv med kunst ved Bruno Kjær
Sinne Eeg, Jesper Lohmann og Nordkraft Big Band
På trods af forskelle og uenighed ved Cekic og Melchior
Chopin – manden og musikken ved Karolina Bogus
Biskoppens Højskoledag
Babysang og voksensnak ved Anna Vestergaard
Ræson Live med Michael Böss og Derek Beach
Morgensang ved Palle Fogh
Frank Sinatra ved Søvad, Vardinghus og Michelsen
Tango Class and practica by Samuele and Lene
Lad os tale om tro ved Charlotte Rørth
Flamenco ved Carlos Pinana
Så syng da Nordjylland ved Holdet fra HU
Oplevelsessamfundet ved Svend Brinkmann
Rilke i Klosterkirken
Politik, sjæl og magt Charlotte Rørth / Anne-Marie Roum Svendsen
Julekoncert ved vokalgruppen SONO
Lad os tale om tro med Charlotte Rørth
Tango Class and Milonga by Samuele and Lene
Pyndt er gæst i sin egen salon
Cash i kirken ved Holm, Petersen, Blom og Steengaard
Lions julemarked
Babysang og voksensnak ved Anna Vestergaard
Morgensang ved Palle Fogh
Hanne og Husorkester ved Dahl, Izard og Vestergaard
