tema: bogmesse
Forfatterne lyser op i en mørk tid med deres farverige fortællinger. Mød dem i dette tillæg og på Bogforum
Vi tror på, at rejser kan ændre den måde, vi ser verden og hinanden på. Derfor bygger vi fællesskab gennem autentiske oplevelser over hele verden.
Næste rejse begynder på smilrejser.dk
Navnet er nyt. Trygheden velkendt
4,8 - Fremragende
Glæd dig til en uge med All Inclusive under den sydspanske sol langt fra den danske novemberkulde. Under hele rejsen bor vi i badebyen Fuengirola tæt på havet, stranden, butikker og velduftende tapasbarer, og herfra tager vi på ture til Mijas, Málaga og Granada.
8 dage fra 6.995 kr
Se alle ledige afgange:
Gæsterne giver
Oplev den gudesmukke Amalfikyst, hvor vi med base i den charmerende kystby Maiori får god tid til at nyde ferien, når vi ikke er på spændende udflugter. Glæd dig bl.a. til at vandre på Citronstien, nyde havudsigterne fra Ravello, sejle en tur til Amalfi by og besøge historiske Pompeji.
8 dage fra 9.995 kr.
Se alle ledige afgange:
Sejl med på romantiske Seinen fra Paris til Normandiets kyster og retur. Nyd udsigterne, den inkluderede helpension og hyggen på skibet. Undervejs er der mulighed for at tage med på rundtur i Paris og Rouen, besøge Monets have og få et historisk tilbageblik ved ”the landing beaches” i Normandiet.
8 dage fra 16.995 kr.
Se
Kom godt ind i det nye år med en stemningsfuld nytårsrejse til Portugals historiske hovedstad. Fra vores centrale hotel udforsker vi både bymidten og spændende kvarterer som Belém og Cascais, ligesom vi skyder nytåret ind med en festlig middag, hyggeligt samvær og et glas bobler ved midnat. 5 dage fra 9.995 kr.
Se alle ledige afgange:
Hos Smilrejser har vi over 30 års erfaring med at skabe grupperejser, der forener mennesker og vækker opdagerglæden. Kom med, og glæd dig til spændende rejseoplevelser og hyggeligt fællesskab – altid med en dansktalende rejseleder fra start til slut.
Gæsterne giver
Rejs med til Atlanterhavsperlen, der er kendt som et af verdens bedste ørejsemål. På denne rejse giver vi dig det absolut bedste, øen har at byde på –og det er ikke småting, for det er med god grund, at det er en af vores mest populære rejser.
Du får den perfekte blanding af oplevelser og tid til afslapning. Vi indlogerer os nemlig på værelser med balkon eller terrasse på et dejligt hotel udenfor Funchal med All Inclusive og et skønt poolområde, hvor der bliver god tid til at komme ned i gear mellem udflugterne.
Glæd dig til at opleve storslåede udsigter, ture rundt i den fantastiske natur, besøg i hyggelige småbyer og meget mere med vores dansktalende rejseleder, der kender Madeira ud og ind.
8 dage fra 8.995 kr.
Se alle ledige afgange:
Næste rejse begynder på smilrejser.dk
Lige nu er det højsæson for bogudgivelser, og for dem, der elsker bøger, er disse måneder en ren fest. På fredag flytter festen ind i Bella Center på Amager, hvor du på Bogforum frem til søndag kan møde nogle af dine yndlingsforfattere. Det kan du også i dette tillæg, hvor vi har samlet en række af de forfatterinterviews, vi har bragt i løbet af året. Tak, fordi du læser med. Marchen Jersild, tillægsredaktør og souschef på kulturredaktionen
6 Nyhed De danske forfattere beskæftiger sig i stigende grad med den nære familie i deres bøger.
8 Interview Forfatter og digter Ursula Andkjær Olsen giver gode råd til at læse og forstå digte.
14 Interview Solvej Balle har skrevet bind nummer 6 om hændelserne på en bestemt dag i november.
18 Interview Niels KrauseKjær voksede op på landet og skriver om faderen og landbolivet i sin bog.
22 Interview Egentlig havde Maria Helleberg det svært med Paulus. Alligevel skrev hun en bog om ham.
26 Interview Der er ro og trøst at finde i kunsten og kirken, mener forfatteren Søren Ulrik Thomsen.
30 Interview Kirsten på 80 år sluger bøger råt. Hun er med i fire læseklubber og nyder at blive klogere.
32 Interview Helle Helles romanfigurer er kiksede og kaotiske, for det gør dem spændende, mener hun.
34 Interview Caspar Eric har skrevet sine sidste digte. For det er tid til handling i stedet for snak.
36 Nyhed Vi elsker at lytte til krimier, mens vi foretager os noget andet, viser tal fra Saxo og Mofibo.
38 Interview Jens Smærup Sørensens mor, hendes liv og forliste drømme er emnet i hans seneste bog.
Der kan forekomme ændringer i Bogforums program efter denne sektions deadline. Se det opdaterede program på program.bogforum.dk/
22
18
14
6
4
BELLA CENTER COPENHAGEN:
Rasmus Skov Borring er sangvært med
gæster Gertrud Højlund, Bryan Rice, Michèle Bellaiche og Mikkel Fønsskov
Fredag den 7. november kl. 10.30 og kl. 17.30
Lørdag den 8. november kl. 10.30 og kl. 17.10
Søndag den 9. november kl. 10.20
Se mere på www.hojskolesangbogen.dk
På årets store bogmesse Bogforum, på forlagenes lister over nye romaner og på forfatterkurser dominerer de detektiviske forældrefortællinger nyhed
Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk
En ældre kvinde på et forfatterkursus ville gerne skrive en tekst ud fra den vrede, hun følte mod sin for længst afdøde far. Kursuslederen foreslog hende i stedet at skrive fra faderens synsvinkel. Med det resultat
kursus og nationens førende litterære stemmer: forældrefortællingen.
”Der er et stort ønske blandt forfattere lige nu om at skrive litteratur om deres egne forældre. Lysten har måske været der hele tiden, men skriverierne var tidligere mere skjult i fiktion. I dag er det blevet meget vigtigt at fortælle: ’Det her er, hvad der skete for mine forældre og mig’,” siger Mads Bunch, hvis egen novellesamling, ”Dreng”, udkom i 2022.
Alene i 2025 er der udgivet et overraskende stort antal nye bøger, som handler om forfatterens egne forældre, og emnet dominerer ifølge programansvarlig Johan Lose de mange interviews, forfattersamtaler og bogpræsentationer, som er på programmet på bogmessen Bogforum i København, der regnes for bogårets kulmination i Danmark. Bogmessen finder sted fra fredag den 7. til
er udbredt i hele Norden. På Bogforum medvirker svenske Alex Schulman, som er aktuel med forældrefortællingen ”17. juni”. Også norske forfattere som Vigdis Hjorth og Niels Fredrik Dahl skriver om deres forældre, og alle bøgerne kan ses som en videreudvikling af genren autofiktion, som Karl Ove Knausgård introducerede med sit selvbiografiske seksbindsværk ”Min kamp” i 2009-2011. ”Knausgårds påstand er, at fiktionen ikke siger os noget længere,” siger Stefan Kjerkegaard, lektor i dansk og nordisk litteratur ved Aarhus Universitet. Han tilføjer, at autofiktionens jagt på en følelsesmæssig ærlighed og autenticitet i de nyere bøger bliver kombineret med en jagt på konkrete fakta, som kendes fra historikeres og undersøgende journalisters arbejde. Et eksempel er Peter Øvigs bog ”Min mor var besat”
6 Fem nye bøger om fædre og mødre
Jens Smærup Sørensen: ”Mor”. Udkom den 17. september.
Christian Mørk: ”Mine tre forældre”. Udkom den 25. september.
Liv Helm: ”Hvis du er bange, så ryk tættere på”. Udkom den 25. september.
Alex Schulman: ”17 juni”. Udkom den 26. september.
Morten Pape: ”Månebarn”. Udkom den 28. oktober.
6 Mød dem på Bogforum
Alex Schulman optræder på Bogforum søndag kl. 12.20-13.05 på Litteraturscenen og søndag kl. 14.20-14.40 sammen med Alberte Winding på C3-026.
Vigdis Hjorth optræder på Bogforum lørdag kl. 13.15-14.00 på Litteraturscenen og søndag kl. 11.20-11.50 på C3-018.
Jens Smærup Sørensen optræder på Bogforum lørdag kl. 14.30-15.00 på C3-042,
Fordybelse er idealet, selvom få af os har tid til den. Poesien kan være det fristed, vi alle har brug for, mener digter og tidligere rektor for Forfatterskolen Ursula Andkjær Olsen interview
Thomas Conradsen conradsen@k.dk
Måske kender du følelsen af at have læst en bog og kort tid efter at have glemt ikke blot begyndelsen, midten eller slutningen, men hele handlingen.
Det sker ofte for digter og tidligere rektor for Forfatterskolen Ursula Andkjær Olsen. Og det er ikke just, fordi hun er en utrænet læser. Hun har læst ”utroligt mange romaner”, understreger hun.
”Men selve plottet fortæller mig ikke så meget om verden. Jeg forstår ikke livet i fortællinger, men i andre strukturer og systemer. Og netværker. Og der findes nok andre som mig,” siger den 54-årige digter.
Ursula Andkjær Olsen lægger også mærke til andre ting. En scene, der skiller sig ud. En mærkelig sætning. Brugen af det helt forkerte ord på det perfekte tidspunkt.
Det kan være de mindste detaljer i en fortælling, der vækker hendes opmærksomhed og bliver siddende, længe efter at hun har glemt alt om selve plottet, fortæller hun, mens vi sidder ved et lille, rektangulært træbord i hendes stue med direkte udsigt til Kongens Have i indre København. Rosenborg Slot med de røde mursten og det irgrønne tag tårner op i den nordvestlige ende. Hun har fundet to meget forskellige kopper frem til os. En forholdsvis stor og en ret lille.
Samtalen handler om poesien, der betyder så meget for de indviede, men som mange kan have svært ved at give sig hen til eller slet og ret aldrig læser. Også hendes personlige ”poesiudvikling”, som hun kalder det, havde en skæv start. Da hun var teenager, mente hun nemlig, at poesi ikke var noget for hende. Det var noget romantisk pjat.
”Det var noget med følelser, og følelser var ikke noget for mig. Det er koket at sige, men jeg siger det for at understrege, at man altså ikke behøver at leve op til en forestilling om at være ”poetisk” anlagt for at læse poesi. Andre har måske de samme fordomme, som jeg havde på det tidspunkt,” siger Ursula Andkjær Olsen og nipper til sin store kop.
”Men fordommene kan man roligt smide væk. Poesi er det vildeste og mest frie, der findes!”
Intet tv og få følelser
Hun voksede op i et hjem på Amager, hvor kunst og kultur fyldte på hylderne, som den også i dag gør i hendes eget hjem. Hendes mor var læge, og hendes far gymnasielærer. I hjemmet var også hendes yngre søster, Julie, der i dag er pianist, danser og billedkunstner.
Der var bøger og jazzplader en masse, og der var et klaver, hvor tangenterne ikke fik lov at støve til. Til gengæld var der ikke noget fjernsyn. På den måde adskilte hun sig fra mange af klassekammeraterne – nogle af dem boede i Urbanplanen, et alment boligbyggeri. Hun ser to modsatrettede grunde til, at hun – som den læsehest, hun i øvrigt var – holdt sig fra poesien.
”Min søster sagde for nylig, at man som barn lærer nogle strategier, man bruger til at overleve i de fællesskaber, man er i. Derefter kan
3 Læs digtet højt
”Hvis du sidder og læser inde i dit hoved, bliver digtet endnu mere abstrakt, end det i forvejen er. Når du læser det op, får du en mere direkte fornemmelse for digtets natur og musikalitet – ligesom det også gælder med en sang. Du forstår meget præcist med din krop, og din sproglighed bliver i højere grad aktiveret. At læse højt tænder kroppen og ånden, og det er dér, oplevelsen venter.”
3 Læs sammen med andre
”Man skal læse digte med andre, fordi andre hele tiden ser, mærker, oplever og
man så bruge resten af livet på at slippe af med dem igen.” Hun griner. ”En af mine strategier har helt klart været trods. Jeg var ’trodsig’.”
”Samtidig prøvede jeg nok at efterleve noget, jeg havde opfanget fra mine omgivelser, nemlig at følelser skulle man ikke have for mange af.”
Der var en vis følelsesskepsis i hjemmet, hun og søsteren voksede op i.
”Jeg elsker min far og mor, og jeg ønsker ikke noget anderledes i min opvækst, men derfor
tænker noget andet end én selv. Og det er fantastisk! Det er kun en berigelse at gøre det på denne måde, og det er samtidig en konstruktiv måde at være sammen på.”
3 Læs digtet igen og igen og ...
”Digte er ofte korte. Hvis teksten ikke rammer dig, så læs den igen. Sker det stadig ikke, så læs den 10 gange mere og gå væk fra den og så tilbage igen. Jeg skulle selv lære at forstå, at digte kan være lidt længere tid end så meget andet om at ’dryppe ind’ i kroppen. Og det er i kroppen, at de skal mærkes og erfares og have lov til at leve.”
kan man jo godt i bakspejlet se nogle ting, der måske ikke blev gjort så stort nummer ud af. Sådan var det med følelser.”
Ursula Andkjær Olsen var i det hele taget lidt indadvendt og brugte mange timer i eget selskab og blandt egne tanker. På at læse romaner og spille klaver. Masser af ord kom ind, men ikke så mange kom ud. Først langt senere, da hun gik på universitetet og samtidig var musikanmelder på Berlingske, opstod et behov i hende for selv at skrive. Der var noget i hendes indre, der skulle ud på papir.
Da hun læste resultatet, så hun tydeligt, at det ikke var den fortællende form – den, vi kender fra romanernes verden – der faldt hende naturlig.
Trods hendes aversion mod digte var digte netop, hvad hun skrev.
For 25 år siden debuterede hun med digtbogen ”Lulus sange og taler”, og siden har hun fået udgivet en række bøger og modtaget adskillige legater og udmærkelser. Ikke mindst
3 Drop kravet om at ”forstå” ”Fra skønlitteraturen er vi vant til at skulle forstå en handling, et plot. I digte er det ofte mere det enkelte ord, der er på spil. Hvorfor står det lige dér? Og så er det fornemmelsen bagefter: Hvad hang fast?”.
3 Tag ud og lyt
”Det er altid et godt startpunkt at tage ud og lytte til en digter. Der findes megen poesi, der er knyttet til stemmer og måden, digteren læser dem op på.”
Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse i april 2017. I fire år – fra 2019 til 2023 – var hun rektor for Forfatterskolen, som hun forinden havde været underviser på i en tilsvarende periode.
Nu helliger hun sig igen det skrivende arbejde. Hendes første større udgivelse siden digtsamlingen ”Mit smykkeskrin” fra 2020 er et anderledes væsen, der på samme tid er en poetisk dagbog skrevet over tre år og en visuel oplevelse for læseren, ”Transformationsmanualen”. For til teksterne hører 84 billedkort med fotografiske værker af billedkunstneren Sophia Kalkau, som man kan læse sammen med teksterne, lade sig inspirere af, mens man indtager ordene. ”Jeg er optaget af at læse på nye måder. For vores travle, stressede liv tillader os ikke altid at læse i lang tid og med fordybelse,” siger Ursula Andkjær Olsen.
Leth, Svend Brinkmann, Leonora Christina Skov, Christian Stadil, Sørine Gotfredsen, Søren Ulrik Thomsen, Ghita Nørby, Alex Vanopslagh, Anne Sophia Hermansen og Pilou Asbæk
bliver læseren klogt og kærligt klædt på til det liv, der skal leves. Alle øser generøst af deres livserfaring og fortæller om det væsentlige i tilværelsen:
Hvad livet har lært os Samtaler om det væsentlige Af Kasper Andersson
10 af kulturlivets mest markante stemmer giver i denne bog deres personlige svar på livets største spørgsmål.
KASPER
SAMTALER OM DET VÆSENTLIGE
EKSISTENSEN
Af Lene Holm Larsen Hvordan lever man videre efter et tab? Psykolog Lene Holm Larsen giver indsigtsfuld viden om sorgens processer og hjælper den efterladte med at forstå sorgen og finde sin egen vej gennem den.
Venskab har en stor betydning i det moderne menneskes liv – både den dybe glæde ved at blive set og forstået af en ven, og den ensomhed og sorg, der opstår, når et venskab går i opløsning. Venskaber er en art kærlighedsrelation uden for familien, og selvom de sandsynligvis altid har eksisteret, ved vi ikke meget om dem før de første skriftlige kilder.
Gennem historien er der blevet givet mange forskellige bud på, hvad et venskab egentlig er. Den romerske forfatter Cicero beskrev det som en harmonisk og moralsk relation. Filosoffen Aristoteles skelnede mellem venskaber baseret på nytte, nydelse eller åndsfællesskab. 1000 år
Kasper Andersson interviewer Christian Stadil og Anne Sophia Hermansen på BogForums Bellascene søndag den 9. november.
Venskab En kulturhistorie – fra oldtid til nutid
Af Brian Patrick McGuire
Ny bog kaster lys over den relation, vi ofte tager for givet – og sjældent helt forstår.
CHRISTINA BOUTRUP
DEN GRØNNE SUPERMAGT
SÅDAN FARVER KINA VORES FREMTID
Fredag 7/11
kl. 14.30
Balkonscenen
fortsat fra side 8
”Tanken med dette dobbeltværk er også at give mulighed for noget andet, for eksempel et lille intenst øjeblik med et billede, et par tekster og én selv.
Mange af os i det lille land her lever nogle travle liv, hvor vi hele tiden skal på arbejde eller hente noget eller købe noget ind eller lave noget mad. Altså, det hele kører.”
Ifølge Ursula Andkjær Olsen har den hektiske hverdag konsekvenser for vores selvopfattelse.
”Der er en optimeringstankegang og en udbrændingskultur i arbejdslivet, som skaber en konstant stressfaktor i folks liv. Den grundlæggende stemning er, at man hele tiden burde være lidt bedre, end man er,” siger hun.
Hun oplevede travlheden på egen krop, da hun var rektor for Forfatterskolen. For ”uden at sige for meget var det mere end en fuldtidsstilling”, nævner hun. Trods timerne, hun lagde i arbejdet, følte hun stadig alt for ofte, at hun burde have udrettet mere, når hun kom hjem i lejligheden til sin søn, der i dag er 16 år.
Lørdag 8/11
kl. 15-16 P1 Live
Lørdag 8/11
kl. 15.45
Vidensscenen
Søndag 9/11
kl. 11.15 Temascenen
Alligevel var hun fast besluttet på også i dén periode at arbejde på sine personlige projekter.
”Hvis jeg ikke skriver, får jeg det dårligt,” forklarer hun.
” Vi lever i et samfund, hvor produktivitet og effektivitet og vækst er vores ledestjerner.
URSULA ANDKJÆR OLSEN
Det var midt i travlheden, at idéen om at skrive i dagbogsform opstod. For simpelthen at holde sig selv fast på at skrive hver dag. Så kunne hun skrive om hvad som helst. Vejret. En tanke, en følelse. En stor eller ret lille kop. Og på den måde fandt hun endnu en smutvej ind i ordenes univers. Ifølge hende kan netop poesi være en af vores redningsveste, når hverdagens stress og jag og vores evindelige dårlige samvittighed over at være utilstrækkelige truer med at trække os ned i dybet.
”Hvis man befinder sig i en viderevidere-videre-hverdag og så om aftenen splatter totalt ud, så er der ikke plads til fordybelsen. Derfor kan dét at overgive sig til læsning i blot nogle minutter virke hinsides, hvad der er muligt.”
Når man læser romaner, kræver det ofte god tid. Blot at læse tre-fem sider om aftenen i en flere hundrede sider lang bog, inden man falder i søvn, er langtfra tilfredsstillende, synes hun. Her har man i digtet mulighed for at satse på en enkelt, kortere tekst. Man kan lade de af forfatteren nøje udvalgte ord rumstere rundt i hovedet, mens man udfører praktiske gøremål, og man er ikke forpligtet til at huske på et langt narrativ eller for den sags skyld forstå, hvad det er, man har læst.
For digte handler ikke om at fatte alt. De handler i lige så høj grad om frigørelse. Ligesom når man lytter til en sang.
”Vi lever i et samfund, hvor produktivitet og effektivitet og vækst er vores ledestjerner. Og så er det rigtigt, at der altid står nogle på sidelinjen og siger et eller andet om fordybelse – ligesom jeg selv lige gjorde. Det er den type modsætninger, som vores tid er gjort af. At man kan have fordybelse som et ideal, mens ingen har tid til den.”
Som læser kan man føle, at digtenes betydning undviger én. Til det har Ursula
Andkjær Olsen et klart svar.
”Vi skaber et kunstigt krav om, at man skal kunne forstå, før man er inkluderet. Men de to elementer har ikke nødvendigvis
0 Med udsigt over Kongens Have i København arbejder Ursula Andkjær Olsen på sit næste kreative projekt. FOTO: JOHANNE TEGLGÅRD OLSEN
noget med hinanden at gøre. Altså, hallo! Jeg forstår da ikke livet … men jeg er da med alligevel.”
Hun forklarer, at det kræver vilje at blive fortrolig med kunstarten. I Danmark er vi generelt ikke så vant til at læse digte, som man er i for eksempel Frankrig, siger hun. I stedet ser vi mange film og serier. Vi spiller spil, og vi læser romaner i stor stil.
”Når man tænker på, hvor avancerede moderne tv-serier kan være i deres fortællesprog og sansninger, så viser det også, hvor meget vi som modtagere er i stand til at afkode. Der er plads til utroligt meget i vores hoveder, fordi vi har vænnet os til den kunstform,” siger Ursula Andkjær Olsen.
”Så nu handler det om at skabe et samliv med poesien og give sig lidt hen til den. Så rammer den lige pludselig.” J Ursula Andkjær Olsen optræder på Bogforum fredag kl. 15.40-16.25 sammen med Sophia Kalkau på Ny Scene og søndag kl. 10.40-11.25 sammen med Anne-Cathrine Riebnitzsky og Rakel Haslund-Gjerrild på Balkonscenen.
Født i 1970 i København. Debuterede med bogen ”Lulus sange og taler” i 2000 og har siden udgivet 11 digtsamlinger. Senest ”Mit Smykkeskrin” i 2020. Er cand.mag. i musikvidenskab og filosofi fra Københavns Universitet og Technische Universität, Berlin. Har gået på Forfatterskolen 1997-1999. Har været musikkritiker hos Dansk Musiktidsskrift (1992-1995), Berlingske (1995-2000) og Politiken (2008). Redaktør af tidsskriftet Kritik (2013-2016). Var fra februar 2016 til juli 2019 fast lærer ved Forfatterskolen. Fra den 1. august 2019 til den 31. juli 2023 rektor for Forfatterskolen.
Modtog Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse i april 2017. Medlem af Det Danske Akademi siden november 2018.
Har en søn på 16 år. Er skilt.
Gennemgang af NT's Johannesbreve – om at leve i lyset og have fællesskab med Gud.
Højlund tager læseren med ind i Lewis' Narnia-univers og finder dybe sammenhænge med Bibelens store historiefortælling.
Engle i porcelæn eller bronze
Skøn coffee table-bog med digte om livet og troens konkrete betydning i hverdagen, i naturen, i relationer. Hvert opslag er smukt illustreret med akvareller og kultegninger af Jakob Daniel Leinum.
Indeholder nogle af C.S. Lewis' ypperste tanker, taler, prædikener og essays om at leve et kristent liv i hverdagen.
De sødeste mini-engle i porcelæn eller massiv bronze.
Mød Thomas Baldur, forfatter til denne moderne bønnebog, på ProRex' stand lørdag kl. 13.00 og 16.00.
Livet er skønt!
Bord-kalenderen
Herregud & Co er en populær spiralbundet kalender med en tegning til hver dag i året og med hver sit eget humoristiske og tankevækkende budskab.
Glæd dig til at møde den lille finurlige figur, der med selvindsigt og masser af lune får sat hverdagens tildragelser i relief, og som året rundt spreder eftertanke, håb og glæde. En perfekt gave til dig selv eller en anden!
Format 13 x 14 cm med indbygget fod.
Køb bøgerne på prorex.dk eller hos din lokale boghandler · tlf 7456 3343
I 10 år solgte Solvej Balle ingen bøger, så hun regnede ikke med, at nogen orkede at læse hendes syvbindsværk om tiden, der står stille den 18. november. Siden har hun modtaget Nordisk Råds Litteraturpris og har læsere i hele Europa interview
Thomas Conradsen conradsen@k.dk
Hvis hun først åbnede porten til sit livs litterære værk, ville den smække i bag hende. Arbejdet ville opsluge hende – helt og aldeles –og det ville vare år, før Solvej Balle ville kunne finde nøglen til at slippe fri igen. Hvis det overhovedet ville lykkes hende.
I næsten 35 år, inden hun rent faktisk gik i gang med at skrive romanserien ”Om udregning af rumfang”, havde historien om tiden, der sidder fast, levet i hende. Hun havde bakset med persongalleriet, med plottet, med stilen. Utallige gange udsatte hun at begynde på den, og i et ”genuint og rent forsøg på at smide romanen ud af hjernen” lagde hun på et tidspunkt en større stak noter i papirkurven. Men allerede få timer efter hun hørte skraldebilen køre bort med flere måneders nedfældede tanker, begyndte hun atter at skrive på historien.
Da hun i 2020 endelig selvudgav den første bog i romanserien via forlaget Pelagraf, havde hun ikke meget at miste. På det tidspunkt havde hun praktisk talt ingen bøger solgt i et årti. Det forklarer den 63-årige forfatter, da vi en lun dag i august sætter os til rette ved spisebordet i den hvide murermestervilla i Marstal på Ærø, hvor hun har boet siden 2005. ”Sideløbende med at jeg ikke solgte noget, var jeg rent faktisk ved at blive skrevet ud af dansk litteraturhistorie. Jeg blev ikke længere taget med i relevante oversigter og den slags. Men det generede mig nu ikke, for jeg var blevet beskyldt for at fylde for meget i 1990’erne. Jeg oplever, at det faktisk er meget befordrende for ens sindstilstand ikke at blive applauderet hele tiden,” siger Solvej Balle.
Mellem os står en dampende stempelkande med kaffe, småkager og vandmelon fra den lokale brugsforening og en tallerken med friskplukkede figner af sorten Brown Turkey, som det mildt sagt vrimler med på hendes træ i haven. Duften af krydderurter fornemmes i stuen, hvor vi sidder, for en tre meter høj rosmarinbusk dækker halvdelen af døråbningen til terrassen, vajer let i brisen og vidner om frodigheden i Det Sydfynske Øhav. Man skal passe sin have, understreger hun. Og netop dén sætning, der trækker direkte filosofiske tråde til både græske Epikur og franske Voltaire, fremgår adskillige gange i det sjette og næstsidste bind af ”Om udregning af rumfang”, der udkom den 20. august.
Kunsten at sidde fast Bogserien har siden første bind kredset om Tara Selter, der sidder fast i den 18. november. Hver dag vågner hun op til den samme dag, til et liv i evigt efterår. Her kæmper hun for at bevare håbet og finde troen på at vende tilbage til den almindelige tidslinje.
Da Solvej Balle udgav det første bind, overvejede hun, om hun skulle få trykt 500 eller 600 eksemplarer. Flere turde hun ikke sende ud i verden. Men salgsmæs-
sigt er bogserien blevet hendes bedst sælgende værk siden ”Ifølge loven” fra 1993, som hun omtaler som en ”smal bestseller med 14.000 solgte eksemplarer”. Hun har også modtaget et væld af fem- og seksstjernede anmeldelser i landets aviser foruden Nordisk Råds Litteraturpris for de første tre bind af værket i 2022. I maj i år var hun sammen med sin engelske oversætter, Barbara J. Haveland, nomineret til The International Booker Prize – en af de tungeste europæiske litteraturpriser overhovedet. Hun var dog ganske tilfreds med ikke at vinde prisen, da hun ved, hvor megen opmærksomhed der ville have fulgt med.
”Jeg er jo stadig i gang med at skrive, og jeg havde ikke tid og ikke energi til at deltage i så mange interviews og små promoveringsvideoer. Jeg drømmer ikke om at blive sådan et stykke reklamemateriale, der skal generere indhold og seere på forskellige kanaler på internettet. Jeg ville klaske sammen, simpelthen,” siger Solvej Balle.
Hun overvejer sine ord et øjeblik. Tilføjer så: ”Jeg ved godt, hvor højrøvet det lyder, at jeg foretrak ikke at vinde prisen. Men måske er jeg også bare en gammel kvinde, som aldrig har drømt om den slags. Jeg drømmer i stedet om, at der er nogen, som siger ’ej, den der bog, du skrev, den betød meget for mig’.” Faktisk havde Solvej Balle netop haft en kvindelig læser i røret, inden dette interview fandt sted. Hun havde ringet for at diskutere omstændighederne i ”Om udregning af rumfang”. Hun mente, at det måske ikke er hovedpersonen Tara, der sidder fast i tiden, men at det derimod er tiden – og verdens øvrige indbyggere – der er gået i stå.
På trods af at Solvej Balle synes, det er mystisk, at der overhovedet er nogen, der vil læse hendes ”sære bøger”, så nyder hun at diskutere dem. Hun nævner butiksassistenten nede i den førnævnte lokale brugsforening, som hun forleden var nede at forære et eksemplar af den nye bog til.
”Hun har siddet og slået mine varer ind de seneste ni år, så at give hende mine bøger er da det mindste, jeg kan gøre. Hun sagde engang til mig, at hun ikke vidste, om hun skulle være glad for eller ked af at se mig i butikken. For når jeg står nede i Brugsen, så sidder jeg jo ikke hjemme og skriver. I det mindste var hun glad for, at jeg var på øen, for det betød, at jeg ikke var ’ude at føjte’,” siger Solvej Balle og griner.
Hun forklarer, at noget af det, hun holder af ved at bo på Ærø, er, at hierarkiet føles så fladt. Da hun boede i København, blev hun ofte set som forfatteren Solvej Balle. En person lidt ud over det sædvanlige. I Marstal er hun bare Solvej, der arbejder som forfatter. ”Mit job er hverken mere eller mindre interessant eller vigtigt end alle andres. Nogle gange har man brug for lægen, andre gange for skorstensfejeren. Og i weekenden kan man læse en bog af forfatteren. Der er en befriende bevidsthed om, at man ikke er noget særligt, bare fordi man har været lidt i medierne. Faktisk vil jeg gerne punktere hele myten om, at man skulle have noget særligt interessant at sige, blot fordi man har skrevet et par bøger,” siger Solvej Balle.
De mange ormehuller
Det flade hierarki kommer også til udtryk i ”Om udregning af rumfang”. I det første bind af historien er Tara stort set alene i sin søgen efter en exit fra den 18. november og tilbringer den stillestående tid med sin kæreste Thomas i den lille, nordfranske, fiktive by Clairon-sous-Bois. Mens hun husker sine 18. novembre, nulstilles hans hukommelse hver morgen. fortsætter
” Mit job er hverken mere eller mindre interessant eller vigtigt end alle andres. Nogle gange har man brug for lægen, andre gange for skorstensfejeren. Og i weekenden kan man læse en bog af forfatteren.
»Forfatterens nærvær, medfølelse og dybe tillid til Guds nærvær i alle forhold gør bogen til en dybt håbefuld undersøgelse af den depression, angst og sorg, der kan skylle ned over et menneske.«
LONE VESTERDAL, SOGNEPRÆST
0 På Ærø, hvor Solvej Balle bor, er hierarkiet fladt, så der betragtes hendes arbejde ikke som finere end de andres, og det er hun glad for. FOTO: THOMAS SJØRUP
»Forfatteren er godt følgeskab i sorgens landskab. Hendes ord bygger på egne erfaringer og intet af det, hun skriver, virker letkøbt eller overfladisk.«
IMPULS
fortsat fra side 14
Hvor den første bog kan føles som et fængsel for Tara og læseren – som en spændetrøje, fordi næsten alting hvert døgn nulstilles – så har Solvej Balle i løbet af bøgerne udviklet den 18. november til en international og humanistisk legeplads (Her skal det bemærkes, at de følgende linjer kan afsløre handlingen for dem, der endnu ikke er nået ret langt i bogserien).
mos’ visdom kan være en del af nøglen til at slippe ud af det evige efterår.
”Uden at afsløre for meget så begynder pilene at pege i én retning i løbet af bogen. Men det er ikke sådan, at de finder én sætning eller et trylleord fra filosofiens verden, der løser det hele – det er jo ikke en Dan Brown-roman, det her. Håbet kommer og går i løbet af bøgerne, men her i sjette bind udvikler håbet sig til en tro på, at der findes en vej ud af den fastlåste situation,” siger forfatteren. Sondringen mellem at ”håbe” og at ”tro” er interessant, men svær, mener Solvej Balle.
”Har man håb, kan man generere drømme. Har man tro, får man evnen til at handle på de drømme, håbet har skabt. Det er sådan, mine karakterer i bogen oplever det.”
»Jeg blev både beriget, opbygget og provokeret!
Med afsæt i en uventet oplevelse i Rom tager Leif Andersen os med på vandring. Han går tilbage til kilderne i Bibelen, teologi- og kunsthistorien i et forsøg på at få et fornyet blik på korsets og opstandelsens betydning.
Det er ikke bare interessant læsning. Man bliver udfordret både på tro og tanke. Og jeg bliver ikke færdig med den lige med det første.«
NIELS NYMANN ERIKSEN, SOGNE- OG INDVANDRERPRÆST, PH.D.
Forlagsgruppen Lohse | 7593 4455 | lohse.dk
Efterhånden som den samme dag går og kommer igen og igen og igen, besøger Tara flere end 15 europæiske lande og møder langt over 100 øvrige, navngivne karakterer. Nogle af disse slutter sig til arbejdet om at finde en udvej, men der er praktisk talt ingen større konflikter undervejs i bøgerne, og – ligesom Solvej Balle oplever det på Ærø – er lægen ikke højere agtet i 18. november-fællesskabet end it-supporteren eller arkivaren. Alle spiller hver sin rolle.
”De etiketter, vi sætter på hinanden i hverdagen, er grundlæggende ret ubrugelige, og det forsøger jeg at vise i det sammenhold, der opstår i min roman. De har alle den samme frihed, de er alle i det samme fængsel. For dem er det ikke nødvendigt at hævde sig ved, hvad man er uddannet til, eller hvor mange penge ens far tjente,” siger Solvej Balle. Hun har fået kritik af enkelte læsere for, at det konflikt- og etikettefri mikrokosmos, hun har skabt i bogen, er ”helt ude i skoven”. Men det hopper hun op og falder ned på. Helt generelt interesserer statusmarkører hende ikke, og hun ser intet behov for dem i sin historie. Rent fysisk er omslagene af hendes bøger også fri for etiketter og pral. De har blot en grundfarve og en titel. Her står intet om Solvej Balles litterære priser og positive anmeldelser. Der er end ikke et forfatterportræt at spore.
”Som om det ville hjælpe salgstallet, hvis der var et billede af mig,” siger hun og griner.
Hvad der til gengæld interesserer hende – og som hun i stort omfang har ført ind i ”den attende” – er hendes interesse for historie, sociologi og filosofi. Tidligt i serien faldt Tara Selter ned i et hobbyhul, hvor hun måtte vide alt om det gamle Rom. Det førte hende til forelæsninger på et tysk universitet og til et vigtigt møde med en sociolog. I de følgende bøger fylder netop de sociologiske tanker en del, og her fandt Solvej Balle inspiration fra diskussioner med sin søn, Asmus på 23 år, der netop studerer faget på Københavns Universitet. I sjette bind har Solvej Balle gjort brug af sin viden om filosofi, som hun i 2018 fik en magistergrad i. Her undersøges det, om filosofferne Epikur og Philode-
Om Tara Selter udnytter troen til at slippe ud af sin 18. november, eller om hun bliver så opslugt af sit mikrokosmos, at hun hverken kan eller vil vende tilbage til den sædvanlige tidslinje, skal ikke afsløres her. Solvej Balle fortæller dog, at hun i et af de allerførste interview om bogserien afslørede hele slutningen. ”Jeg tænkte, det var lige meget. ’Der er jo aldrig nogen, der kommer til at læse mine bøger alligevel’,” siger hun. Men meget har siden ændret sig, mens Solvej Balle har siddet fast i sit livs største bogprojekt og nu går hun i gang med sidste etape.
Hun har allerede 250 sider med noter og planer og prosa liggende klar. Hun vil atter lade sig opsluge, og måske vil både hun og Tara finde nøglen til at forlade den attende. Måske vil de finde deres exit.
Det gælder om at tro på det. J
Født i 1962. Dansk forfatter.
Debuterede i 1986 med romanen ”Lyrefuglen”. Siden har hun skrevet bøger såsom ”Ifølge loven” fra 1993 og det igangværende syvbindsværk ”Om udregning af rumfang”. Sjette bog er som de øvrige udkommet via forlaget Pelagraf. Modtog Nordisk Råds Litteraturpris 2022 for de første tre bind i ”Om udregning af rumfang”.
Kandidat i litteraturvidenskab og filosofi fra Københavns Universitet. Hun har også gået på Forfatterskolen.
Bor på Ærø. Mor til sønnen Asmus fra et tidligere forhold.
Kulturbunkeren
Forfatter og journalist
Niels Krause-Kjær fandt en vej tilbage til barndommens land, da han fik udleveret en kasse med de vandrebøger, hans far og højskolekammeraterne skrev gennem fem årtier interview
Else Marie Nygaard nygaard@k.dk
Han fik idéen under coronaen. Godt nok var hverdagen på mange måder intakt for journalisten og forfatteren
Niels Krause-Kjær, der som vært på DR2’s ”Deadline” kunne fortsætte sit job under nedlukningen, men foredragsaftalerne røg, og det sociale liv var på vågeblus. I stilheden kom han til at tænke på noget, hans far fortalte ham, nogle år før han døde. Sammen med en højskolekammerat havde hans far indleveret deres vandrebøger til Rigsarkivet. Niels KrauseKjær ville finde bøgerne. I fem årtier havde en kreds af højskolevenner holdt hinanden orienteret om deres liv. Som dreng havde
Niels Krause-Kjær set postbuddet aflevere den store pakke med bogen, han havde set sin far i lænestolen med bogen og bemærket den på hylden i stuen, hvor den ventede på den dag, hans far fik tid til at sætte sig og skrive i den. ”Brevduen” stod der på bogens forside.
Men hvad var det, kammeraterne skrev til hinanden? Han besluttede sig for at finde bogen og blev henvist til en læsesal i Rødby, men det viste sig at være den forkerte vandrebog. En dag fik han udleveret en kasse med hele tre bøger på Rigsarkivet i København. Inden han åbnede bogen, stak han næsen mod den grønne forside. Han bildte sig ind, at det var lugten af hans barndomshjem, som ramte ham i Rigsarkivets læsesal på Den Sorte Diamant i København.
Med sin telefon affotograferede han flere af de hilsner, hans far skrev i bogen. I dag bladrer han i billedarkivet på sin telefon og læser: ”Gammeltoft 1960. Gode venner. Så må bogen af sted igen. Det er rart at se, hvor godt det går jer alle. Både ude og inde er der frodighed.”
Med sirlig skråskrift har hans far nøgternt skrevet om livet som landmand om alt fra svinepriser til afgrøder. Men hans fars betroelser til højskolekammeraterne fra Rødding Højskoles efterårshold 1946 har givet ham nye perspektiver på et stykke familie- og kulturhistorie.
Det forladte livsværk
Der er gået 25 år, siden Niels KrauseKjær skrev sin første roman, ”Kongekabale”, som er en spændingsroman med den politiske redaktør Ulrik Torp som hovedperson. Bogen udspiller sig i krydsfeltet mellem medier og politikere. Niels Krause-Kjær, der i 1997 blev ansat som pressechef for den konservative folketingsgruppe, har erfaring fra begge verdener. Siden den første roman har han føjet fire bøger til serien om Ulrik Torp. Han har haft så meget medvind som forfatter, at han for et par år siden opsagde sit job i DR for at få mere tid til at skrive.
Hans seneste roman er ”Ude for uden”, som han har været tæt på at opgive flere gange undervejs, fordi
det var svært at arbejde en del af sit eget og sin fars liv ind i en roman. Bogen, som udkom sidst i august og fik fem stjerner i en anmeldelse her i avisen, har et nutidigt spor og et spor, hvor hans far spiller en væsentlig rolle.
Det er resterne af hans fars livsværk, som pryder forsiden af bogen: stuehuset, som det så ud, to dage før det blev revet ned. Hans far, SvendErik Krause-Kjær, blev den sidste landmand på Gammeltoft ved Kattrup mellem Horsens og Skanderborg.
Da forældrene solgte gården i 1991, blev stedet til et fritidslandbrug, og siden blev det opkøbt af en lokal investor, som lod stuehuset forfalde. En af forældrenes gamle naboer sendte Niels Krause-Kjær en sms med fotografiet af stuehuset. Han peger på et vindue. ”Her var mit værelse. Jeg boede med udsigt til gårdspladsen.”
Her voksede Niels Krause-Kjær op med en drøm om at blive landmand. Der var jævnaldrende børn på nabogårdene, som han legede med, men han tilbragte også en god del af barndommen iført kedeldragt og gummistøvler. Han var fem år, da han fik lov til at køre med den orange Fiat-traktor, han tjente 25 øre, når han hakkede en række roer, og så var det i flere år ham, som passede kalvene. Rød Dansk Malkerace. Køerne var hans fars stolthed.
”Jeg kan genkalde mig stemningen i stalden, følelsen af en kos mule i min armhule og lugten af ko. En ko lugter forfærdelig dejligt.”
Niels Krause-Kjær er 62 år og går ikke rundt og føler sig gammel. Det sidste skulle måske stå i datid, for læsningen af vandrebøgerne og arbejdet med hans fars historie har mindet ham om, at han har rod i et Danmark, som mange end ikke har minder om.
Han fortæller om hver morgen at cykle de to kilometer til Kattrup og tage skolebussen til folkeskolen i Gedved. Skolen blev et møde med en anden verden. En dag gik han tur med en kammerat i Gedved og så en indhegning med et gyngestativ og en rutsjebane.
”Jeg tænkte, at det ikke så særlig rart ud. Jeg spurgte min ven, hvad det var, og han sagde, at det var børnehaven. Jeg anede ikke, hvad en børnehave var.”
I Gedved var der dengang et seminarium, og nogle af klassekammeraterne var børn af seminarielektorer med akademiske uddannelser. Når
Niels Krause-Kjær besøgte sine venners hjem i Gedved, mødte han en for ham ukendt verden.
”De havde møbler og lamper med efternavne, og de kunne fortælle om bilferier ud i Europa.”
Når han foreslog sin far, om de ikke skulle købe eksempelvis en ny bil, var der en formulering, der gik igen hos hans far, en rysten på hovedet. Og så sagde hans far:
”Der skal også være noget, hvis der kommer en tørke som i 1959.”
Hungersnøden
Da Niels Krause-Kjær dykkede ned i vandrebøgerne, stod det klart for ham, hvor voldsomt tørken havde ramt. Tørken satte ind i maj 1959 og fortsatte ind i sommeren, der blev en af de mest solrige længe.
”Alle vennerne fra højskolen var ved at etablere sig, da tørken ramte. I vandrebogen omtaler de det som en naturkatastrofe, og de taler om en hungersnød. Og de har ikke sat ordene i anførselstegn.”
Tørken i 1959 betød konkurser og nødslagtning af kvæg. Årene op til
Niels Krause-Kjær
” Jeg kan genkalde mig stemningen i stalden, følelsen af en kos mule i min armhule og lugten af ko. En ko lugter forfærdelig dejligt.
den fatale sommer havde været slidsomme for Svend-Erik KrauseKjær. I 1956 blev han gårdejer, da han sammen med hustruen Inge erhvervede sig en ejendom for godt 100.000 kroner. Her var 24 hektar ikke alt for god lerjord, fem køer, to søer, en hønsegård, en knap 10 år gammel traktor, selvbinder og lidt andre maskiner. Familien, som også talte Niels Krause-Kjærs storebror, rykkede ind i det lavloftede stuehus. I et hjørne af stuen var der rådne gulvbrædder og udsigt til et muldvarpeskud.
De følgende år bød på masser af arbejde og investering i kvæg.
I 1959 var hans far nødt til at få nødslagtet en del af den lovende besætning, og økonomisk var familien presset. I samme periode døjede hans far med ryggen, men det var først, da Niels Krause-Kjær sad med vandrebøgerne, at han erfarede, at hans far havde været ved at opgive gården.
”Jeg anede det ikke. Jeg har altid haft et godt forhold til min far, men
0 I 1956 købte Inge og Svend-Erik Krause-Kjær gården Gammeltoft mellem Horsens og Skanderborg. Her er parret fotograferet med deres ældste søn, Per Krause-Kjær.
han var ikke en mand af mange ord.
Det her er noget af det, som jeg gerne ville have talt med ham om.”
Hans mor nedkom med en søn, som var dødfødt, hvilket ikke blev nævnt i vandrebogen. I april 1963 skrev hans far igen i bogen. En måned tidligere var Niels Krause-Kjær blevet født, og da han sad med vandrebogen, tænkte han, at han måske kunne læse lidt om sig selv i bogen.
Niels Krause-Kjær læser, hvad hans far skrev i april 1963: ”Kære kammerater. I må undskylde, at der er gået lidt længe. Men jeg kan sige det meget kort: Tingene er ikke blevet bedre siden sidst. Priserne er stadig i bund.”
Eneste spor af familieforøgelsen er den afsluttende hilsen, hvor Niels Krause-Kjær er føjet til sammen med sine forældre og sin storebror Per.
Skiveskåret pålæg og velstand I forbindelse med arbejdet med den nye roman har Niels Krause-Kjær læst vandrebogens fortællinger sammen med nyere dansk landbrugshistorie. Han har også været på høj-
2 Egentlig ville Niels KrauseKjær være landmand som sin far og farfar, men hans far mente ikke, at det var en vej at gå. Den 63-årige forfatter har dog bevaret glæden ved duften af høsttid.
FOTO:NIELS AHLMANN OLESEN /RITZAU SCANPIX
hver dag.”
Niels Krause-Kjær var 10 eller 11 år, da han opgav drømmen om at blive landmand. Han fortalte sin far, at han ville være journalist. Hans far mente, at der var fremtid i det. ”Mentalt satte min far mig fri ved at sige, at jeg ikke skulle blive landmand. Selv var han landmand dybt inde, men han sagde, at det var for hårdt.”
Som 17-årig rejste Niels KrauseKjær til USA som udvekslingsstuderende. Han vidste ikke, at det var sidste gang, han så køer på Gammeltoft. Køerne var hans fars stolthed, men dengang i 1980’erne var der en overproduktion af mælk og smør i EF, og der var en økonomisk gulerod til de landmænd, som opgav besætningen.
”Min far havde fået konstateret sukkersyge et par år tidligere, og han var usikker på, om han kunne blive ved med at magte arbejdet, så han skilte sig af med køerne. Der var meget tomt i stalden, da jeg kom hjem.”
Da hans forældre havde solgt gården i 1991, fulgte år med blandt andet rejser og sammenkomster med vennerne fra højskolen. For 10 år siden døde hans far. Han blev 88 år og er begravet på kirkegården i Kattrup. Når Niels Krause-Kjær er i Jylland, sørger han gerne for at komme forbi Hovedgård, hvor han besøger sin mor, der har demens og bor på plejehjem.
Hans far glemte aldrig tørken, og Niels Krause-Kjær mener, at han har arvet et vist mådehold, som stammer fra fortællingen om katastrofen i 1959.
”Fra min opvækst har jeg helt klart også fået en ansvarsfølelse, disciplin og en selvopretholdelsesdrift.”
Og Niels Krause-Kjær mener det, når han siger, at der ikke er noget, der lugter så godt som en ko. Det skulle da lige være den støvede lugt af høsttid. J
skolen i Rødding og fundet nogle af de taler, som den daværende forstander Hans Lund holdt for eleverne. Forstanderen blev et slags fyrtårn for eleverne. Der var 144 mænd på hans fars hold. De 143 elever kom fra landet og ville tilbage til landbruget. Af vandrebogen stod det klart, at mændene forlod højskolen med en tro på, at de med deres bedrifter skulle få Danmark på fode igen efter Anden Verdenskrig.
”De tog fra højskolen med en forståelse af, at bondekulturen var en bærende søjle i dansk kultur, og at de skulle redde dansk økonomi, men sandheden er, at statsstøtten kom til at fylde meget i landbruget. I 1958 udgjorde statsstøtten en halv procent af omsætningen, og 10 år senere var tallet 30 procent.”
Hans far holdt aldrig op med at tale om tørken i 1959, men da Danmark i 1972 kom ind i EF, blev der råd til et nyt køkken, et nyt badeværelse og et farvefjernsyn på gården.
Niels Krause-Kjær siger:
”Det var nærmest som et mirakel, og vi fik råd til skiveskåret pålæg
Niels Krause-Kjær optræder på Bogforum fredag kl. 10.30-10.50 på C3-016, fredag kl. 12.00-12.45 på Temascenen, lørdag kl. 14.40-15.00 på C3-016 samt søndag kl. 13.50-14.10 i samtale med Helle Juhl på C3-016.
Født i 1963.
Uddannet journalist i 1990. Har arbejdet på blandt andet Morgenavisen Jyllands-Posten og Berlingske.
Var i 1997-1998 pressechef for den konservative folketingsgruppe, ansat af Per Stig Møller.
Fra 2006 til 2013 var han vært på P1-programmet ”Krause på tværs”. Fra 2014 til 2023 vært på DR2programmet Deadline.
Har siden 2000 udgivet romanserien om den politiske journalist Ulrik Torp. Hans seneste roman ”Ude for uden” udkom den 27. august.
Gift og bor på Frederiksberg.
Oplev de små detaljer, der gør den store forskel. Vores rundrejser har et spændende og varieret program, der sikrer dig lokale, autentiske oplevelser.
Se alle vores rejser på Stjernegaard.dk
Da Maria Helleberg første gang skrev om de tidlige kristne, irriterede Paulus hende så meget, at hun måtte vende tilbage til ham og lære ham endnu bedre at kende. Processen har nu ført til romanen ”Ramt af lyset” interview
Malene Fenger-Grøndahl kirke@k.dk
Egentlig er Maria Helleberg skeptisk over for personer, som gør det til deres karriere fat tjene kirken og forvalte og forkynde kristendommen. Hendes erfaringer fra barndommen og ungdommen, hvor hun blandt andet gik på katolsk skole og lærte en folkekirkepræst godt at kende, siger hende, at ønsket om at gøre godt – og andres forventning om, at man repræsenterer kirken og troen – kræver meget af et menneske. Så meget, at det kan føre til lidelse og måske i sidste ende tragedie.
”Kirken kan mange ting og gør meget godt, men jeg tror, at man skal være varsom med de mennesker, som er professionelle i kirken. Ingen har kræfter til at gøre alt, og det er lidt som at træde på glødende kul. Man bærer på et stort ansvar, når man skal repræsentere kirken,” siger hun.
Derfor er hun også glad for, at hun – trods flere opfordringer i den retning – hverken er blevet katolsk nonne eller præst i folkekirken. Opfordringerne og hendes erfaringer med kirken vender vi tilbage til. Men først skal vi tilbage til den tidlige kirke, ja, faktisk til de første spæde skridt i retning af at etablere kristendommen som religion og institutionalisere og afgrænse den.
Maria Helleberg, der er kendt for sine historiske romaner, som hun har skrevet en hel række af siden sin debut i 1986, har senest skrevet ”Ramt af lyset”, der er en roman over apostlen Paulus’ liv. En roman, der er blevet til med en form for forsinkelse – eller som en form for uplanlagt udløber af en af hendes tidligere bøger, ”Øjenvidnerne”, som udkom i 2016. Det var en roman om den første tid efter Jesu korsfæstelse og om de ofre, det krævede for Maria Magdalene, Peter, Johannes og Paulus at holde fast i troen og at holde sammen, efter at de ikke længere havde Jesus iblandt sig.
”Maria Magdalene, Peter og Johannes er så lette at holde af, men Paulus havde jeg det svært med. Han irriterede mig, fordi han kan virke egenrådig og selvhøjtidelig, og fordi jeg også stødte mig på nogle af hans udsagn, for eksempel det meget berygtede sted, hvor han skriver, at kvinder skal tie i forsamlinger,” siger Maria Helleberg.
”Men samtidig vidste jeg, at jeg ikke var færdig med ham, og han har også været med i flere af mine andre bøger, blandt andet en børnebog. Så det måtte nok ske, at jeg kom til at skri-
ve en hel roman om hans liv,” siger hun. Det var under en samtale med Bibelsel skabets generalsekre tær, Johannes Baun, for nogle år siden, at ideen udkrystalliserede sig, og på en måde var den helt op lagt siger den anmelderroste forfatter, der er kendt som ”dronningen af den historiske roman”.
”Jeg er betaget af mennesker, der tager radikale valg og ikke mindst af det ret sjældne fænomen, at et menneske er i stand til at indse, at han har taget fuldstæn dig fejl, og så gå i den stik modsatte retning af tidligere. Det kender jeg fra nogle få politisk engagerede mennesker, men det findes næ sten ikke i stærkere form end hos Paulus,” si ger hun.
Selv om hun nok er mest kendt for de af sine romaner, der foregår i 1600-1800-tallet, herun der en trilogi om reformationstiden, er det den bibelske tid i Romerriget, der fascinerer hende allermest.
”Jeg er vild med antikkens Rom og hele den romerske verden. Det var, som om alle døre stod på vid gab, og alting kunne suse ind og ud. Alene den religiøse mangfoldighed var jo enorm, og det spændende ved Paulus og kri stendommen er blandt andet, at man ikke bare opfatter religion som noget, man kan vælge til eller fra efter forgodtbefindende og ud fra sin sociale og etniske gruppe. Det bliver et spørgs mål om sandhed og nødvendighed, og det er Paulus om nogen eksponent for,” siger hun.
Aktiv i kirken
Maria Hellebergs mor kom fra en kirkeligt ak tiv familie, og hendes mormor var den første kvindelige formand for et menighedsråd i Thy. Hendes far var også optaget af kristendom, og Maria Helleberg blev – ”vist fordi min far fik et ’katolsk flip’, og fordi de katolske skoler havde et godt ry” – indskrevet på en katolsk skole på Nørrebrogade i København.
”Der lå kirke lige ved siden af skolen – som stadig ligger der i dag – Sakramentskirken – og den brugte skolen aktivt. Vi var til gudstjeneste mindst en dag om ugen, og man kunne få lov til at synge i koret og også synge solo indimellem. Det var der, jeg levede mest. Jeg kunne godt fin de ud af skolefagene, men i kirken fik jeg lov til at opleve noget, som ikke fyldte ret meget uden for skolen, og det var der, jeg virke lig oplevede, at livet var,” siger hun.
Maria Helleberg lærte en ka tolsk søster, der var tilknyttet skolen, at kende, og når hun forvildede sig ind i den lukkede del af søstrenes kloster, tog denne søster imod hende og førte lange samtaler med hende.
2 I Københavns domkirke, Vor Frue Kirke, står 12 store marmorfigurer skabt af billedhugger Bertel Thorvaldsen. De forestiller de 12 apostle, her Paulus. Figuren blev opstillet i domkirken i 1838.
Når du krydser store oceaner eller rejser om på den anden side af Jorden, er det vigtigt, at der er kræset om alle detaljer. Med Stjernegaard rejser du ad de bedste ruter og får et dybdegående indblik i kultur og natur, så du vender hjem med en unik og mindeværdig oplevelse. Udforsk verden sammen med os på et krydstogt eller en rundrejse i selskab med en lille gruppe og kyndig dansk rejseleder. Du kan også vælge en skræddersyet eventyrrejse på egen hånd – men altid med Stjernegaard i ryggen.
THAILAND
PÅ FLODER GENNEM ØSTENS MYSTIK
RUNDREJSE MED DANSK REJSELEDER
En rundrejse i særklasse Her får du det bedste af Thailand på mest komfortabel vis. Vi oplever bl.a. Bangkoks Chinatown, gamle kongebyer og området ved River Kwai. I det nordlige Thailand indtager vi Chiang Mai i tuk-tuk, besøger stammelandsbyer og nyder landets fabelagtigt smukke natur.
13 dage fra kr. 21.495
DEC 2026: JAN-MAR
COSTA RICA
PÅ EVENTYR I REGNSKOVEN
RUNDREJSE MED DANSK REJSELEDER
En fascinerende rundrejse med naturen i fokus
Du får natur for alle pengene, når vi rejser til Costa Ricas frodige og dyrerige nationalparker. Vi sejler i Tortuguero, går tur på hængebroer i højlandsregnskoven og oplever den imponerende Arenalvulkan, inden vi slutter af på en strand ved Stillehavet. Vi rejser med dansk rejseleder og i små grupper på maksimalt 20 deltagere.
VIETNAM FRA HALONG TIL MEKONG
RUNDREJSE MED DANSK REJSELEDER
De største oplevelser fra nord til syd Vi oplever bl.a. fascinerende Hanoi, den eventyrlige Halongbugt i nord, det frodige Mekongdelta og pulserende Ho Chi Minh City i syd. Vi ser også smukke Ninh Binh, kendt som Halongbugten på land, kongebyen Hué og den historiske handelsby Hoi An - Vietnams hyggeligste by.
13 dage fra kr. 33.990 2026: FEB, NOV
Kom til gratis rejseforedrag
16 dage fra kr. 22.990 2026: FEB, MAR
PÅ NYE EVENTYR
RUNDREJSE MED DANSK REJSELEDER
Kaffe, kolonitid og smuk natur
Velkommen til smukke og uspolerede Colombia. Her oplever vi Bogotás højdepunkter samt yndig kolonistil i bjergene og kaffeplantager i højlandet. I Medellín hører vi om et mørkt kapitel i landets historie, inden vi tager ud på landet til idylliske Mompox. Rejsen slutter i Cartagena, en af verdens smukkeste kolonistilsbyer.
15 dage fra kr. 30.990
2026: FEB, NOV
SRI LANKA
TEMPLER, TE OG SAFARI
RUNDREJSE MED DANSK REJSELEDER
Inkl. stort og spændende udflugtsprogram Udforsk 2.000 års historie, buddhistiske helligdomme, safari, smuk natur i tehøjlandet, eukalyptusskove inde midt i landet og smukke strande ved kysterne. På denne rundrejse får du serveret det bedste af Sri Lanka i selskab med en mindre gruppe og dansk rejseleder.
13 dage fra kr. 22.990
2026: FEB, MAR
CHILE, ARGENTINA OG BRASILIEN PATAGONIEN, IGUAZÚVANDFALDENE OG IKONISKE STORBYER
RUNDREJSE MED DANSK REJSELEDER
Store oplevelser i Patagonien og vidunderlige storbyer Oplev sejlads mellem vulkaner og gletsjersøer fra Chile til Argentina, Patagoniens vilde natur og vandring for foden af Mt. Fitz Roy, de berømte Iguazúvandfald og ikoniske storbyer.
Santiago de Chile
20 dage fra kr. 58.990
2026: FEB, NOV
ARGENTINA BRASILIEN
CHILE Buenos Aires Rio de Janeiro Iguazúvandfaldene
Bariloche Puerto Varas
El Chaltén Patagonien, Fitz Roybjergmassivet
El Calafate Patagonien, Perito Moreno-gletsjer
”Hun havde et billede af den daværende pave hængende. Jeg spurgte, om det var hendes mand, og hun forklarede mig, at hun jo ikke måtte have mand eller børn. Det var helt urimeligt, syntes jeg, for hun var så ung og sød,” husker Maria Helleberg.
På et tidspunkt opsøgte den katolske søster hende i skolen og gav hende en lille bog om klosterliv, som hun opfordrede hende til at læse, og hun spurgte, om ikke Maria Helleberg kunne have lyst til at gå i kloster.
”Jeg var vel ti år gammel og var helt lamslået. Jeg følte, at hun brugte vores relation til at forsøge at hverve mig. Siden har jeg tænkt, at det nok var en høj pris for søstrene at betale, at de var sammen med os børn hver dag, men måtte give slip på os, når vi gik ud af skolen.” At livet i kirkens tjeneste kunne have en pris, blev også klart for Maria Helleberg, da hun nogle år senere blev introduceret for sin mors tidligere forlovede, der var blevet sognepræst i folkekirken i det sogn på Københavns vestegn, hvor Maria Helleberg og hendes forældre var flyttet til.
”Han var blevet gift og havde fire børn, men jeg kunne høre på den samtale, han og min mor havde i sakristiet, at de havde tænkt meget på hinanden siden deres brud, og at præsten var ulykkelig i sit ægteskab med en notorisk utro kone.”
”Han spurgte mig, om det ikke kunne være noget for mig at blive præst, og i første omgang tænkte jeg, at det vel kunne være lige så godt som at spille håndbold, som jeg gjorde meget dengang. Men jeg følte mig aldrig for alvor fristet, og jeg er glad for, at jeg i stedet blev forfatter,” siger hun.
over, hvor ensomt det kan være at være den, andre kan søge råd hos, og som skal udlægge troen og også gerne personificere den.
Paulus’ omvendelse
Ensomheden og den høje pris tror hun, at Paulus har været præget af. Men hun er også ret sikker på, at hans voldsomme omvendelsesoplevelse på vejen til Damaskus har givet ham en sikkerhed i troen og en vished om at have et kald, som har gjort afkaldet og ensomheden lettere at bære.
”I romanen beskriver jeg Paulus, som jo på det tidspunkt hed Saulus, som en ung mand, der er kommet til Jerusalem med store ambitioner. Da han mærker, at hans intelligens og belæsthed kan bringe ham op i hierarkiet, begynder han at forestille sig et liv med succes og velstand. Han ser for sig, at han kan blive ypperstepræst, og han bliver forlovet med en smuk kvinde fra en indflydelsesrig familie. Men den påske, hvor Jesus dør, falder det hele fra hinanden,” siger hun.
6 Maria Helleberg
Født i 1956.
Dansk forfatter og magister i teatervidenskab.
Debuterede i 1986 med romanen ”Seersken” og har siden udgivet over 80 bøger, bl.a. samtidsromaner, biografier, rejsebøger, børne- og ungdomsbøger, men især historiske romaner.
”Ramt af lyset. En roman over Paulus’ liv” udkom den 20. maj på Bibelselskabets Forlag.
mennesker for at fremme sin egen karriere og tvinge sandheden til tavshed. Det indser han, og han beslutter, at han aldrig igen vil overgive sig til den brutale verden, hvor et uskyldigt menneske kan blive korsfæstet, som det skete med Jesus.”
I romanen lader Maria Helleberg en kristen enke fri til Paulus, og frieriet frister ham. Men han falder ikke for fristelsen.
”Han ved, at det, han kan, og det, han skal, ikke er foreneligt med at leve et almindeligt familieliv. Han kan ikke udsætte en kvinde for det, der er nødvendigt for ham, når han må rejse langt væk uden nogen garanti for, at han overlever,” siger hun.
Maria Helleberg mener, at Paulus er blevet misforstået, når han opfattes som rigid og patriarkalsk.
Hun udviklede et venskab med præsten, og da han nogle år senere tog sit eget liv, var hun rystet og måtte overveje, om hun havde nogen medskyld i det. Hun har siden tænkt meget
Saulus er ikke i stand til at manøvrere i magtkampe og intriger i Jerusalem uden at pådrage sig ansvar og skyld, og han føler et stærkt ubehag ved at opleve kynisme og opportunisme på tæt hold. Da han senere er på vej til Damaskus for at forfølge de kristne, har han – i Maria Hellebergs – optik – ”en stresseksplosion i sit sind”, og det gør det muligt for Gud at trænge ind til ham og ændre hans syn på livet, sandheden og verden totalt. ”Gud gør ham blind, så han ikke kan andet end at ligge i en seng og tænke, og jeg tror, at den egentlige omvendelse kommer, da Paulus ligger i et fremmed hus i Damaskus og accepterer, at han er blevet blind. Så begynder han at kunne se noget helt nyt, og det nye bliver den sandhed, han ikke siden vil vige fra,” siger Maria Helleberg.
”Sandheden er, at Jesus er Guds søn, og med
”Jeg tror, at hans bemærkning om, at kvinderne ikke må tie i forsamlinger, har været strategisk. Kristendommen har allerede været så radikal i sit brud med datidens normer, at hvis man også lod kvinderne tale i forsamlinger, ville det give bagslag,” siger hun. Hun påpeger, at Paulus gik meget langt ved at understrege, at alle var lige for Gud, uanset om de var romerske borgere og omskårne jøder som han selv, eller om de var kvinder eller slaver.
”I vores tid er vi meget fokuserede på etnicitet og køn, og det fører til både racisme og sexisme. Paulus kunne have fastholdt sine privilegier som uddannet romersk borger og omskåret jøde, men han insisterede på, at det ikke var det, der definerede ham; det var i stedet hans tro og hans adfærd over for andre mennesker. Det er vidunderligt frigørende,” siger Maria Helleberg. J Maria Helleberg optræder på Bogforum lørdag kl. 12-12.25 og søndag kl. 13.30-13.55, begge dage på C2-032. fortsat fra
den erkendelse følger også den sandhed, at Paulus har jongleret med sandheden og gjort frygtelige ting, Han har forberedt at dræbe
Kristeligt Dagblad Butik K
”Julen har englelyd” er Kristeligt Dagblads populære julesalmehæfte med et smukt omslag og en letlæselig font. Hæftets 26 julesalmer og sange er nøje udvalgt af et ekspertpanel.
Salmehæftet henvender sig især til kirkerne, hvor det kan deles ud til deltagerne, men kan også bruges i hjemmet.
8 salmehæfter inklusive forsendelse kun 145,Fordelagtig rabat ved flerkøb.
1700-tallet er mere end pragt og parykker i Jens Juels virtuose portrætter. Bag facaden gemmer sig fortællinger om frihed, ulighed og selviscenesættelse.
Fuglsang Kunstmuseum
12.9.2025–18.1.2026
8 salmehæfter inklusive forsendelse kun 145,-
Køb julesalmehæftet på k.dk/butik
Så længe man stiller mælken tilbage i køleskabet, så den kan holde sig frisk til i morgen, har man da et håb for fremtiden
Når man åbner tidens aviser, kan det virke, som om forandringen er den eneste konstant, vi har, men i kunsten og kirkens middelalderlige rum kan man finde en trøstende kontinuitet, mener digteren og essayisten Søren Ulrik Thomsen, der også tror på en evighed, hvor alting altid er. I april modtog han Det Svenske Akademis nordiske pris for sit forfatterskab
interview
Daniel Øhrstrøm ohrstrom@k.dk
Der står en sort telefon som et lille monument over en svunden tid på Søren Ulrik Thomsens skrivebord.
”Jeg synes, den er smuk, så jeg nyder stadig synet af den, selvom den nu har mistet sin praktiske funktion,” siger han og løfter den udtjente telefon op, så det bliver tydeligt, at
den ikke længere er forbundet med fastnettet, men nu kun er et levn fra en anden, mere analog tid, hvor telefonerne var bundet til væggen, før mennesker blev bundet til deres telefoner.
Sådan kan Søren Ulrik Thomsens taglejlighed ved Søerne i København virke som et lille personligt museum over genstande og billeder af ting og mennesker, der gennem livet har sagt ham noget. På de tætpakkede vægge hænger pladecovers, poesiplakater og portrætfotografier af hans helte lige fra B.S. Ingemann til David Bowie sammen med Thor-
2 Søren Ulrik Thomsen læser dagligt og har det princip altid at læse en bog, han er begyndt på, færdig. ”På den måde tror jeg, at jeg får opbygget en stor fond af sprog, som jeg kan bruge den dag, jeg selv er inspireret,” forklarer han.
FOTO: LEIF TUXEN
valdsens relief af nattens engel, ligesom Søren Ulrik Thomsens voksende samling af træpiber ligger side om side som afgangsparate lystbåde i deres sikre havn på en hylde.
Hver aften trækker han én ud for at tillade sig selv at nyde en pibe med stærk tobak af mærket Blå Capstan, mens han staver sig gennem dagens bedrifter ved skrivebordet.
”Jeg når som regel højst at skrive en side om dagen, og om aftenen læser jeg dagens tekst igennem for at se, om den vækker noget i mig. En forfatter er jo også sin teksts første læser.
Og et kriterium for mig er, at teksten skal fascinere mig selv,” siger han, mens han serverer te med mælk i to store kopper.
”Det kan lyde underligt, men hvis den er lykkedes, er der altid mere i teksten, end der er i mig. Kunst kommer af verbet at kunne, og en kunstner er ikke én, der ved noget, som andre ikke ved, men én, som kan noget bestemt. Nemlig at frembringe en form. Og det gådefulde er, at formen kan frembringe en betydning, som ikke er i kunstneren. Det er det magiske i
det, så når jeg læser teksten, har den revet sig løs fra mig og rummer noget, der ikke er i mig. Men jeg investerer alt, hvad jeg har i mig, hvad enten jeg skriver digte eller essays. Man siger med rette, at kunsten altid skal være personlig, men aldrig må blive privat. Og det hjælper formen også med, fordi den afviser det private. Formen har en kølighed i sig, som lutrer indholdet. Og med ordet form mener jeg ikke et eller andet traditionalistisk ideal, der udstøder det vilde, for jo strammere formen er, jo mere kaos kan den paradoksalt nok rumme. Jo mere kølig en form er, desto mere ild kan den tåle,” siger den selvkritiske storbypoet, der mildt sagt er faldet i andres smag.
Den lille nobelpris
Søren Ulrik Thomsen har for længst modtaget Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Forrige år modtog han også Kristeligt Dagblads Pris for sin digtning og sine essayistiske forsvar for folkekirkens højmesse i for eksempel bogen ”Tro mod ritualet”, ligesom han samme år fik æren af at få sin seneste bog ”Store Kongensgade 23” optaget til udgivelse i det prestigefyldte tyske Bibliothek Suhrkamps serie med verdens mest udsøgte bøger. Den seneste anden dansker på den liste er Inger Christensen. Og den 2. april – på H.C. Andersens fødselsdag – modtog Søren Ulrik Thomsen som den foreløbige krone på værket den lille nobelpris i form af Det Svenske Akademis nordiske pris, som tidligere er gået til blandt andre Jon Fosse, der senere også modtog den store nobelpris. Både Jon Fosse og andre store norske forfattere som Jan Kjærstad og Tomas Espedal mener i øvrigt, at danske Søren Ulrik Thomsens forfatterskab er i en klasse for sig selv. Og anerkendelsen fra Det Svenske Akademi fremkalder da også et lille smil i digterens eget ansigt, da Kristeligt Dagblad interviewer ham forud for prisuddelingen.
”Den pris er jeg da meget glad og beæret over, så det er herligt,” siger Søren Ulrik Thomsen fornøjet, inden han vender tilbage til den tunge, sorte telefon på skrivebordet. For den minder ham også om den britiske forfatter John le Carrés første roman, ”Telefon til afdøde” (1966), der var med til at kime Thomsens eget forfatterskab i gang og stadig spøger i hans tekster.
”På engelsk hedder John le Carrés roman mere dobbelttydigt ’Call for the Dead’. Den dobbelttydighed findes ikke i den danske titel, der til gengæld er stærkere, fordi man ser telefonen for sig til den afdøde. Det synes jeg er så flot, at det går igen mange steder i mit eget forfatterskab,” siger Søren Ulrik Thomsen.
”I en anden lejlighed ringer telefonen,” skrev han allerede i digtet ”By” fra debutdigtsamlingen ”City Slang” (1981), hvori han også brugte telefonen som metafor i andre digte, når der for eksempel ikke var ”nogen i røret” midt om natten eller ”afbrudt forbindelse”. Og i essaysamlingen ”En hårnål klemt inde bag panelet” (2016) slutter bogen ligefrem med en direkte reference til ”Telefon til afdøde”: ”Nogen slæber et indbo bort, og da det sidste lys er sivet ud af lejligheden, står der kun en sort, tung telefon tilbage. Så begynder den at ringe.”
En kunstnerisk legestue
Sådan slutter også albummet ”Hvor alting altid er”, som han i foråret udgav sammen med Aarhus Jazz Orchestra og hans faste band, Det Glemte Kvarter, der i øvrigt har navn efter et digt i hans debutdigtsamling. Albummet består af en times nykomponeret musik skrevet af Mikkel Grevsen med tekstbrudstykker fra Thomsens essaysamling ”En hårnål klemt inde bag panelet”. Og efter udgivelsen optrådte han med det tilsammen 23 mand store orkester med ham som sætningssolist.
”Jeg har efterhånden arbejdet sammen med Det Glemte Kvarter i 15 år. Vi begyndte allerede at optræde sammen, mens de gik på Rytmisk Musikkonservatorium og havde skabt musik til nogle af mine digte. Og det er stadig meget inspirerende for mig at arbejde sammen med de andre i orkestret, der er temmelig meget yngre end mig og laver musik i mange andre sammenhænge. For vi har fra begyndelsen tænkt, at Det Glemte Kvarter skulle være et eksperimentarium eller en kunstnerisk legestue,” siger Søren Ulrik Thomsen, der betragter de to kunstgenrer som ligeværdige.
Tidligere har han også fået sat sin digtsamling ”Rystet spejl” op som en ballet på Det Kongelige Teater i Kim Brandstrups koreografi, i filmen ”Jeg er levende” af Jørgen Leth, i samspil med diverse billedkunstneres værker, ligesom han har fået sine digte bøjet i neon i Valby og sammen med kunstneren Christian Lemmerz skabt et mindested for betjente, der har mistet livet i tjenesten. Og han har sågar udsmykket en kirke med ord. Men hver kunstgenre har sin egen ret, mener han.
”Der findes ikke noget hierarki mellem kunstgenrer, så musikken er heller ikke bare et stemningsskabende bagtæppe til mine digte på vores nye plade. Der er mere tale om en duet mellem digtene og musikken, der har noget at sige hinanden, så det er to kunstarter, der mødes. Og at der så opstår noget tredje ved det møde,” siger Søren Ulrik Thomsen og tilføjer, at han dog er selv overrasket over, at det fungerer så godt.
”Jeg havde ikke prøvet at læse prosatekster op til musik før, og teksterne kræver en anden form for koncentration fra publikum, der ikke bare kan gå ud og hente en fadøl undervejs uden at misse forløbet i værket, som måske i den forstand mere kan sammenlignes med et stykke klassisk musik eller en sammenhængende udstilling, man går igennem på et galleri. Digte er mere i sig selv en musikalsk genre, og ”Jazz ’n poetry” er jo en etableret genre, men den indeholder som regel improvisation i jazzens natur, men vores værker har altid været skrevet på forhånd med færdigkomponerede digte og færdigkomponeret musik.”
En stor fond af sprog Selv udgiver Søren Ulrik Thomsen i det hele taget aldrig noget, som han ikke føler er færdigt. Hans seneste bog, ”Store Kongensgade 23”, udkom i 2021, og der kan med hans egne ord gå år imellem, at ”der er lys i lygten”. Inspiration er for ham både en gave og en opgave, og han har før citeret digteren Thorkild Bjørnvig for at sige, at ”den første strofe er en Guds gave og den næste et fandens arbejde”. Men Søren Ulrik Thomsen kunne ikke drømme om at sige, at hans digtning skulle være dikteret af Gud. ”Jeg kan ikke se, hvorfor Gud skulle udgive digtsamlinger. Jeg tror, at inspiration kommer af noget andet. Jeg kan ikke have skrevet noget i flere år og så pludselig mærke, at der er noget
på vej, fordi inspirationen pludselig melder sig. Det tror jeg skyldes, at jeg har haft nogle erfaringer, som jeg måske ikke har gjort mig bevidst endnu, men som nu meddeler sig for eksempel i form af nogle poetiske billeder,” siger han og giver sig tid til at nippe til sin te, inden han tilføjer:
”Der skal ligge noget levet liv bag en bog. Og når jeg bliver inspireret, oplever jeg, at det skyldes, at nogle – måske endnu uklare – erfaringer, jeg har gjort mig, presser sig på. Det er også noget af det spændende ved at skrive. Det er først, når jeg er i gang med at skrive, at jeg får en idé om, hvad det handler om. I ’Store Kongensgade 23’ undskylder jeg også over for læseren, at jeg nu igen skriver om noget, jeg ikke ved, hvad er. For det, jeg ved, hvad er, behøver jeg jo ikke at skrive mig frem til. Jeg skriver for at få noget nyt at vide.”
Hvad er det så for nogle erfaringer, der optager dig nu?
”Det ved jeg ikke,” siger han med en hemmelighedsfuld mine og tøver, inden han tilføjer:
”Nu abonnerer jeg på en kunstnerovertro om, at man ikke må tale om det, man er i færd med at skrive. Overtroen går ud på, at hvis man taler om det, så bliver det ikke til noget. Jeg tror heller ikke kun, at det er en overtro. Jeg tror, at der er et rationale i det. For hvis jeg siger til dig, at jeg er i færd med at skrive sådan og sådan, så vil jeg installere nogle forventninger hos dig til det, jeg skriver. De forventninger tager jeg med mig, når jeg sidder her ved arbejdsbordet, for så kigger de mig over skulderen. Og så skriver jeg i forhold til de forventninger i stedet for at skrive det, jeg skal skrive. Og når folk spørger høfligt, hvad jeg laver, så svarer jeg det her. Og det er meget praktisk, for så kan jeg også bare sige det, når jeg ikke laver noget som helst,” siger han og griner:
”Noget af det vigtigste for en forfatter er at læse, så det prioriterer jeg meget højt,” siger han og peger ind mod sit bibliotek i den anden stue, hvor han altså ikke kun læser sine egne tekster.
”Når jeg sidder dernede og læser, vender jeg helt bogstaveligt ryggen til skrivebordet i lænestolen, så jeg ikke kan se, hvilke opgaver der venter mig. Jeg læser alt muligt forskelligt, hvad jeg lige har lyst til. Og jeg har det princip, at jeg læser bøgerne færdig. Sommetider kan jeg være uheldig, men andre gange har det været et godt princip, for så har jeg læst 200 kedelige sider, og så pludselig er der noget helt fantastisk, som jeg aldrig havde oplevet, hvis jeg havde lagt bogen væk efter 20 sider, så hvis jeg vælger en bog, skal jeg læse den færdig. Og på den måde tror jeg, at jeg får opbygget en stor fond af sprog, som jeg kan bruge den dag, jeg selv er inspireret.”
En anderledes bog
Alting er altid som aldrig før. Måske er forandringen ved siden af døden ligefrem den største konstant i tilværelsen, men Søren Ulrik
”Du kan sidde i kirken ved siden af et menneske, der stemmer på et parti, der får dig til at gyse, eller som læser nogle bøger, du ikke ville læse, eller som går klædt på en måde, du ikke ville gå klædt. Men det er ikke afgørende. For vi er her ikke, fordi vi har et politisk, kulturelt eller socialt fællesskab, men fordi vi er til gudstjeneste.
SØREN ULRIK THOMSEN
1 Søren Ulrik Thomsen har arbejdet sammen med orkestret Det Glemte Kvarter i 14 år. Senest har de sammen med Aarhus Jazz Orchestra udgivet albummet ”Hvor alting altid er”.
FOTO: LEIF TUXEN
Thomsen har gennem hele sit prisbelønnede forfatterskab både været optaget af det, der forsvinder, og det, der alligevel forbliver næsten det samme – ligesom ham selv: ”Nogle har spurgt mig, om jeg ville have skrevet mine ungdomsdigte på samme måde, hvis jeg vidste og kunne det, jeg ved og kan i dag. Og det havde jeg selvfølgelig ikke. De digte, jeg skriver i dag, kunne jeg ikke skrive, da jeg var 25 år, men omvendt kan jeg heller ikke skrive de digte i dag, som jeg skrev dengang. For ethvert digt eller enhver prosatekst er altid skrevet af et bestemt menneske på et bestemt sted i verden, i samfundet og i forfatterens liv. Så man kan tydeligt se, at det var en mand på 25 år, der skrev ’City Slang’ og en mand på 65 år, der skrev ’Store Kongensgade 23’. Men selvom man kan se forskel fra bog til bog, er der også en lighed, i kraft af at det er den samme, der har skrevet det.”
De erfaringer, du skriver om i ”Store Kongensgade 23”, om din mors psykiske sygdom og dit første livtag med København, er jo ellers ungdomserfaringer … ”Ja, allerede da min mor blev rask i 1976, købte jeg en bog, der hedder ’Ulykkelig og uden ønsker’ af den tyske forfatter Peter Handke. Den handler om hans mors liv, og allerede dengang vidste jeg, at jeg også ville skrive sådan en bog om min mor, men det kunne jeg ikke, for min mor brød sig ikke om at tale om den tid, hun var syg. Da ’Store Kongensgade 23’ så udkom, var der en kritiker, der skrev, at det er sådan en bog, mange yngre forfattere debuterer med i dag. Altså en bog om deres families historie. Den kunne jeg ikke skrive som ung af hensyn til min mor. Men da hun så ikke var her mere, satte jeg mig ned og skrev bogen, men så blev det i sagens natur en anderledes bog, eftersom jeg nu var en mand på 65 år med nogle erfaringer, jeg først havde fået senere i livet.”
Frygt for autokrater
Sådan har han selvsagt også flere erfaringer med sig, når han i dag læser sine gamle tekster. På sit album læser han for eksempel en sætning op fra ”En hårnål klemt inde bag panelet”, som han skrev i 2016 i en anden politisk virkelighed: ”Vær mistroisk over for dem, der længes efter den gamle verden og frygt dem, der vil bygge en ny.”
”Jeg tror stadig, at den sætning gælder,” siger Søren Ulrik Thomsen, men tænker længe, inden han svarer på, hvordan han læser den set i lyset af den aktuelle politiske udvikling i verden:
”Nu vil jeg sige, at man virkelig skal være bange for dem, der både længes efter den gamle verden og samtidig vil bygge en ny,” siger han og tier igen, som om alting nu er sagt. Og tavsheden hænger længe mellem os som tyk piberøg, mens jeg tænker på den upolitiske afslutning af et af hans digte fra ”Det skabtes vaklen” (1996):
”Sandheden har jeg i øvrigt overladt de unge: For mig er det tilstrækkeligt at sige tingene, som de er,” skriver han der. Og han er stadig ikke meget for at træde ind i rollen som politisk orakel, men lidt modvilligt uddyber han venligt sin pointe:
”Formuleringen i bogen og på pladen handler om både at være skeptisk over for en nostalgisk konservatisme og over for en eller anden revolutionær forestilling om, at man kan bygge en perfekt ny verden. Og det, jeg siger nu, er så, at når man kombinerer de to ideologier, man får en form for revolutionær konservatisme i form af de autokratiske præsidenter, vi ser rundt omkring i verden nu. Det virker endnu værre, og jeg er da som mange andre bekymret for den isolationisme, der nu råder i et USA, som ikke længere lader til at ville bakke op om Europa, så det gør jo Nato, EU og det liberale demokrati til nogle endnu mere værdifulde størrelser, som vi nu må passe på.”
Vigtigt evighedsperspektiv
Folkekirken er en anden institution, som han længe har fundet mere end værdifuld. Og i en tid, hvor selv globale fællesskaber forsvinder, forstærker det hans trang til at forlade avislæs-
ningen og nyhedsstrømmen for at gå ind i en af byens middelalderkirker, hvor han ugentlig kommer i kontakt med et evighedsperspektiv på tilværelsen:
”Kirken repræsenterer det evige, som vi ikke må glemme. Kirkerne ligger midt i byen som et billede på, at det moderne og evige godt kan leve sammen. Der findes kristne, der ikke bryder sig om den moderne verden, og der findes moderne mennesker, der ikke bryder sig om kristendommen. Men jeg kan godt lide, at de er der samtidig. Jeg kan godt lide forestillingen om en kirke, der ligger på en myldrende storbygade i København eller Athen, hvor alting ændrer sig på gaden.
Butikker lukker og nye butikker åbner. Alting går hurtigt, som ting jo gør i den moderne verden. Og så ligger kirken der, som den altid har gjort. Derinde fremsiger man liturgien med oldgamle formuleringer, som der bliver ved og ved at strømme ny betydning ud af. Og vi har både brug for det evige og det moderne,” siger han og vender tilbage til sin gamle sætning om at ”mistro dem, der længes efter den gamle verden og frygt dem, der vil bygge en ny”: ”Mistro dem, der synes, at moderniteten er noget helt forfærdeligt. For det er jo sådan en Putin-vision, at samfundet kan bygges i overensstemmelse med kirken og dens religiøse principper, mens det moderne skulle repræsentere alle mulige former for forfald. Selv ville jeg nødigt undvære det modernes mange herlighedsværdier. Omvendt findes der jo også moderne folk, der er så bange for det religiøse, at de ønsker det udryddet, så de tror, at samfundet først er perfekt, når folk holder op med at tro.
Men troen og det moderne kommer netop til syne i forhold til hinanden. Kirken udvikler sig selvfølgelig, men den skal ikke løbe efter samtiden, for i det øjeblik, den bliver ét med samtiden, forsvinder den. Den taler ind i samtiden, men den taler fra et evighedsperspektiv ind i samtiden,” siger Søren Ulrik Thomsen, som til gengæld godt forstår dem, der er skeptiske over for den kristne nationalisme, der i øjeblikket er blomstret op flere steder i verden. ”Jeg kan bestemt ikke lide sammenblandin-
gen af nationalisme og kristendom. Noget af det, jeg godt kan lide ved liturgien og højmessen i folkekirken, er den svalhed, der er i den. Den har en objektivitet i sig. Indstiftelsesordene bliver sagt. Du får nadveren til ’Dette er Jesu Kristi legeme. Dette er Jesu Kristi blod’. Vi synger: ’O, du, Guds lam’, ligesom der bliver sunget kyrie gloria i kirker over hele verden.
Der er en meget stor fællesmængde i kristendommen omkring liturgien. Men jeg kan ikke lide, når den bliver koblet op på politiske projekter, uanset om det kommer i form af russisk nationalkonservatisme eller amerikanske megakirker,” siger Søren Ulrik Thomsen og påpeger, at adskillelse af kirke og stat paradoksalt nok har ført til en ekstrem politiseret kirke i USA.
”Det ved jeg fra mine amerikanske rejser, hvor man straks mærker, om man kommer ind i en venstrefløjs- eller højrefløjskirke. Og det nedsætter for mig følelsen af at være til gudstjeneste, fordi jeg nu pludselig synes, at jeg er i en social, kulturel, politisk klub, hvor jeg er sammen med nogle mennesker, som har en kult omkring det, de mener. Så selvom min politiske soberhed siger mig, at koblingen mellem stat og kirke er forkert, kan jeg på den anden side godt lide den svalhed, som det giver folkekirken, at den er en statskirke, som dermed også skal være for alle.
Det betyder, at du kan sidde i kirken ved siden af et menneske, der stemmer på et parti, der får dig til at gyse, eller som læser nogle bøger, du ikke ville læse, eller som går klædt på en måde, du ikke ville gå klædt. Men det er ikke afgørende. For vi er her ikke, fordi vi har et politisk, kulturelt eller socialt fællesskab, men fordi vi er til gudstjeneste. Og vi kan alle knæle for sakramentet, uanset hvad vi ellers mener.”
En form for fremtidshåb
Der ligger også både en evighedslængsel og et evighedshåb i albummets titel, ”Hvor alting altid er”. For forsvinder vi bare eller findes der et sted, hvor alting altid er?
”På pladen er det jo et spørgsmål, men det er også mit eget håb, at der findes sådan et sted. Det oplevede jeg som ung, da jeg havde nogle mystiske oplevelser, hvor jeg pludselig opleve-
” Jeg forstår skam godt, at folk kan være skræmt i øjeblikket. Men verden har altid været lige ved at gå under, som jeg før har sagt.
SØREN ULRIK THOMSEN, FORFATTER
Født i 1956.
Dansk lyriker og essayist. Han debuterede i 1981 med digtsamlingen ”City Slang”, og har siden udgivet en række digtsamlinger og essays. I sit forfatterskab behandler Søren Ulrik Thomsen temaer som byens liv og menneskers eksistentielle møde med storbyen. Modtog i 2022 Kristeligt Dagblads Pris og modtog den 2. april i år Det Svenske Akademis nordiske pris. Sammen med Aarhus Jazz Orchestra og Det Glemte Kvarter udgav han tidligere på året albummet ”Hvor alting altid er”.
Søren Ulrik Thomsen optræder ikke på Bogforum som hovedperson, men kan opleves fredag kl. 11.4012.05 på C3-050 som moderator i samtale med Jens Martin Eriksen om Eriksens erindringsroman ”Livet i Paradis”.
2 Søren Ulrik Thomsens seneste bog, ”Store Kongensgade 23” udkom i 2021, og han vil af princip ikke tale om, hvorvidt han skriver på et nyt værk.
de en form for samtidighed i alting, hvor alle de øjeblikke i mit liv, der havde ført frem til dette øjeblik, eksisterede samtidig. Det karakteristiske var, at der ikke var noget hierarki mellem dårlige og gode oplevelser, de gav alle mening, fordi det hele førte frem til dette lykkelige øjeblik.
Karakteristisk var også, at forskellen mellem stilstand og bevægelse var ophævet. Jeg følte mig som en helt stille og spejlblank sø, som under vandoverfladen myldrede af liv. Måske var jeg i denne mystiske tilstand i to-tre minutter, inden jeg var tilbage i min normale virkelighed med tandpine og frygt for huslejen, men jeg tror, at disse oplevelser, som jeg ikke har haft siden, var en lille forsmag på den evige salighed.”
Hvor finder du ellers håb?
Søren Ulrik Thomsen sukker dybt, som om spørgsmålet er helt håbløst, men så lyser han alligevel op i et imødekommende smil:
”Jeg forstår skam godt, at folk kan være skræmt i øjeblikket. Men verden har altid været lige ved at gå under, som jeg før har sagt. Det vil jeg sige igen nu. Det kunne helt sikkert også virke utrygt at sætte børn i verden under Første Verdenskrig, Anden Verdenskrig, under den kolde krig og mange andre perioder i historien.
Sådan har enhver tid været opslugt af sine egne berettigede bekymringer og grusomheder, men livet er jo trods alt fortsat, og selvom man i sandhed skal være på vagt og handle i tide, skal man også passe på med at afspore sin politiske realisme med eskatologiske forestillinger, der hører hjemme i et helt andet register. Og hvis man er helt slået ud over den verden, vi er vidne til nu, vil jeg sige, at så længe man stiller mælken tilbage i køleskabet, så den kan holde sig frisk til i morgen, så har man da en form for fremtidshåb,” siger han og forsvinder ud i køkkenet for at hente mere te med frisk mælk, mens den sorte telefon står tavs tilbage på skrivebordet.
I stedet ringer jeg selv for at høre, om fotografen mon er på trapperne. Han tager den ikke. Men så ringer dørtelefonen.
Næsten halvdelen af alle danske kvinder over 65 år læser skønlitteratur dagligt. En af dem er Kirsten Nonnemann fra Odense
Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk
”Der hvor du ikke vil hen” er titlen på en slægtsroman af Astrid Saalbach om to kvinders turbulente liv i det tidlige 20. århundrede. I Theis Ørntofts store slægtsroman ”Jordisk” er vi helt fremme i nutiden, hvor vi følger tre søskende, men vi ser også via deres far tilbage på Danmark i 1960’erne og 1970’erne.
Ud over at beskrive levet liv i en slægt i Danmark har de to romaner to andre ting tilfælles. De er udgivet inden for de seneste år, i 2021 og 2023. Og så hører de til blandt Kirsten Nonnemanns seneste store læseoplevelser.
”Jeg læser gerne nyere dansk litteratur og meget gerne familiekrøniker fra Danmark. Det er meget blandet, hvad jeg får læst. Nogle gange rammer det godt. Andre gange oplever jeg, det er spild af tid at læse bøgerne, men så får jeg måske ændret mit syn på en roman af at tale med de andre i læsekredsen om den,” siger hun.
Kirsten Nonnemann er 80 år og har været på pension i ni år. Inden da var hun i en meget lang årrække gymnasielektor i matematik på Mulernes Legatskole i Odense. Hun var også
studievejleder. Matematikken er hun fortsat med ved at udføre frivilligt arbejde som lektiehjælper for elever fra de gymnasiale uddannelser på Matematikcenteret under VUC Odense. Hun er også aktiv som frivillig i Odense Højskoleforening og rundviser på Hørvævsmuseet i Krengerup på Vestfyn. Og så læser hun romaner. Mange romaner. ”Jeg er med i fire læsekredse, så det bliver i hvert fald til fire romaner om måneden, men så læser jeg også lidt mere ved siden af,” fortæller Kirsten Nonnemann, som hører til den store gruppe af ældre danske kvinder, der ikke alene er glade for at læse skønlittera-
0 Kirsten Nonnemann har læst romaner hele sit liv, og siden hun blev pensioneret, har den 80-årige tidligere matematiklektor fra Odense skruet op for sit litteraturpensum. FOTO: LEIF TUXEN
tur. De læser skønlitteratur hver eneste dag. ”Jeg har læst bøger hele livet, men jeg har selvfølgelig fået tid til at læse flere, efter at jeg er gået på pension,” fortæller Kirsten Nonnemann, som hvert år tager med en veninde til
Bogforum i København. Her får hun en fornemmelse af, hvilke nye danske og nordiske romaner der er værd at bruge tid på. Hendes mand, den 84-årige tidligere socialrådgiver Anker Nonnemann, som hun har fejret diamantbryllup med, tager ikke med. Han læser også bøger, men mest biografier og historiske bøger. Kirsten Nonnemann læser mere og mere bredt. Hun læser også Kristeligt Dagblad. Derfor vidste hun godt, hvilken artikelserie dette interview skulle indgå i, da avisen henvendte sig, ”Kulturens kernekvinder”. Og hun føler sig truffet af avisens betegnelser for sådan nogle kvinder som hende, ”kulturelle altædere” og ”kulturens kernekvinder”. ”Jeg går også en del i teatret og til koncert. Så jeg føler mig ramt som målgruppe,” siger den tidligere matematiklektor, der oplever, at gode romaner giver hende et ”udbytte” i form af nye indgange til at tænke over livet. Man kan måske undre sig over en 80-årig, der har så travlt med lektiehjælp, museumsrundvisninger og alskens udgående oplevelser også bruger en stor del af sin tid med et dagligt læsepensum. Men sådan ser hun det slet ikke. Det er ikke arbejde. Det er livsindhold.
”Hvis jeg ikke lavede de ting, hvad skulle jeg så lave? Jeg kan jo ikke bruge al min tid på at gøre rent og støvsuge,” siger Kirsten Nonnemann, som har to voksne børn og syv børnebørn, hun ses med, men stadig oplever, at der er masser af plads i programmet til læsning og anden kultur. Litteraturen, biblioteket og læsekredsene er der, hvor hun gerne vil hen og tanke nyt brændstof til sit liv.
”Det handler jo ikke bare om at få tiden til at gå,” siger hun. J
7. MAR. - 12. APR. 2026
ALLE KAN FINDER DERES INDRE SUPERHELT, NÅR DET ER NØDVENDIGT
Håndbog for superhelte er et eventyr for hele familien proppet med spænding og håb. En historie, du bare vil elske.
Baseret på graphic novel serien af Agnes og Elias Våhlund ANBEFALES FRA 6 ÅR.
Man står på et tog til Albertslund, og pludselig er man gift med en elektriker
Helle Helles mand har advaret hende at hun nu eksperimenterer så meget med sproget, at læserne står af. Men det kan ikke være anderledes. Bag hendes seneste roman, ”Hey Hafni”, ligger dels erkendelsen af, at vi mennesker grundlæggende er alene, dels håbet om alligevel at blive set, genkendt og forstået
Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk
Her den anden dag dukkede en tanke op i Helle Helles hoved: Gad vide, om det egentlig undervejs i ”Hey Hafni” går op for bogens hårdt prøvede hovedperson, at hun kun er en stakkels romanfigur, som bliver manipuleret rundt med af sin forfatter?
Her, en dag i april, sidder vi ved spisebordet i den charmerende landejendom i Alsted nær Sorø, som Hafnis skaber, sjæleven og dukkefører, Helle Helle, deler med sin mand, billedkunstneren Mikkel Carl.
På bordet står kaffe og knækbrød. Forfatteren, der har været danmarksberømt siden udgivelsen af gennembrudsromanen ”RødbyPuttgarden” i 2005, har klædt sig helt i sort, sat håret omhyggeligt op og lagt en meget præcis makeup, som hun plejer, når hun skal interviewes og fotograferes.
Hun ser op med sit karakteristiske venligtintense blik.
Hvis hun driver gæk med intervieweren med sin overvejelse om, hvorvidt romanfiguren selv ved, at hun ikke findes i virkeligheden, er det ikke noget, øjnene røber.
”Det er jo det, jeg gør. Jeg udsætter hele tiden Hafni for alt det, som jeg ikke tør i mit eget liv,” siger hun.
4 Helle Helle udsætter sin romanfigur for alt det, hun ikke tør i sit eget liv. FOTO: LEIF TUXEN
Romanen ”Hey Hafni”, der udkom den 3. april, er en meget direkte opfølger til ”Hafni fortæller” fra 2023, og den bygger videre på det samme fortælleunivers som ”de” (2018) og ”BOB” (2021).
Det er et univers, som dels er befolket af skæve eksistenser, dels er forfattet på en måde, så selve de sproglige eksperimenter og overvejelser om det helt rigtige ord i bestemte sammenhænge spiller en vigtig rolle. Præcis hvad der foregår, står ikke altid lysende klart. Det funderer Helle Helle selv videre over efter udgivelsen.
”Jeg havde skrevet én bog om Hafni, og så tænkte jeg, at nu skriver jeg lige én til, hvor det går endnu værre,” forklarer Helle Helle og tilføjer:
”Bogen kan læses som en historie om en kvinde på 51 år, der tager til Brighton for at finde lykken. Men den kan også læses som en historie om en kvinde, der blev skilt for tre år siden og allerede dengang besluttede, at hun ville lave sig selv helt om. Men det lykkes jo aldrig.”
Fraklip fra et forfatterliv Hvem er Hafni? Helle Helle er meget afklaret om, at Hafni ikke er lig med sin forfatter. Til gengæld er forfatteren uhyggeligt bekendt med alle Hafnis dårskaber. Hendes tilbøjelighed til at gå ind på alle mulige dagsordener for at behage andre. Hendes tilbøjelighed til at overtænke, hvordan andre vil opfatte dette og hint.
”Hafni er i verden på en måde, som jeg genkender én til én. Det er noget med hele tiden at gøre tingene mere besværlige for sig selv, end de behøver at være. Min metode som forfatter er at være i min hovedpersons sted. På godt og ondt. At kunne lide hende og hade hende og foragte hende og være vred på hende. På samme måde som man har det med sig selv,” forklarer Helle Helle.
Og hun accepterer langt hen ad vejen interviewerens forslag om, at Hafnis måde at leve og handle på er som fraklip fra et rigtigt menneskes liv. Ingen ville rode sig ud i så meget. Ingen ville gribe tingene så forkert an. Ingen ville leve så impulsivt. Kun en romanfigur er så behagesyg og konfliktsky, at hun i sin tid sagde ja til sin eksmands frieri, alene fordi det forekom hende mere pinligt at sige nej. Hafni er alle de valg og beslutninger, vi levende mennesker fravælger, fordi vi tænker os om. Bortset fra alle de gange i livet, vi dummer os og gør som Hafni. ”Man står på et tog til Albertslund, og pludselig er man gift med en elektriker,” som forfatteren formulerer det. ”Alle personer i alle mine romaner har det med at lade sig rive med af begivenhederne, men det er nok blevet voldsommere her i den seneste bog. Det er min erfaring, at det bedste at skrive på, er alle de planer, der går i stykker. Det bedste sprog kommer, når nogen stiger på det tog, de ikke skulle have været med,” siger Helle Helle.
Det sidste er en erkendelse, hun er nået frem til. Jo mere det går galt for personerne, desto mere energi er der i fortællingen. Derfor er hendes forfatterskab en undersøgelse af mange af de fejltagelser, vi mennesker kan begå. Alle de fraklip, der gemmer sig inde bag den velovervejede og succesrige forfatters omhyggeligt arrangerede fotopræsentation af sig selv, men som går ucensureret ud til læseren gennem romanerne og romanfigurerne.
”Det er det mislykkede, der er det menneskelige. Alt det, som er kikset og forkert og utjekket og ukontrolleret. Og det er det, der interesserer mig. Fordi mine bøger handler om følelser,” siger Helle Helle.
Hun skynder sig at præcisere, at det ikke er følelser, hun går ind i hovedet på sine personer og beskriver indefra. Hendes metode er den stik modsatte:
”Man er helt alene, men man er ikke alene, når man sidder og læser. Man er jo alene. Men hvem er det, man er ikke-alene med? Er det de personer, man læser om, eller er det den fortæller, der er bag det hele?
HELLE HELLE, FORFATTER
Født 14. december 1965 i Nakskov.
Opvokset i Rødby. Bor i Alsted ved Sorø med sin mand, billedkunstneren Mikkel
Carl. Har datteren Emma og sønnen Jonas fra et tidligere forhold.
Forfatterdebut i 1993 med romanen ”Eksempel på liv”. Har siden blandt andet skrevet ”Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand” (2002), ”Rødby-Puttgarden” (2005), ”Ned til hundene” (2008), ”Dette burde skrives i nutid” (2011), ”de” (2018), ”BOB” (2021) og ”Hafni fortæller” (2023).
Den seneste roman, ”Hey Hafni”, udkom i april fra forlaget Gutkind.
Helle Helles bøger er oversat til 23 sprog. Hun har modtaget talrige priser, herunder De Gyldne Laurbær, Akademiprisen og Montanas Litteraturpris. I 2010 blev hun tildelt Statens Kunstfonds hædersydelse.
”Jeg kan skrive en god vredesudbrudsremse. Og jeg kan få Hafni til at lægge sig ned i nogle visne blade og aldrig ønske at rejse sig igen, så det fungerer. Men jeg er ikke sådan en forfatter, der skriver om mine personers indre liv. Det kan jeg ikke, og jeg vil sige gudskelov. For hvordan vil jeg egentlig beskrive mit eget følelsesliv? Det ved jeg ikke. Det går i alle mulige retninger. Jeg vil gerne skrive litteratur, som har rigtig mange lag, og det er min erfaring, at der er færre lag, hvis jeg begynder at befamle det indre liv for meget.”
Bare just alene
Et britisk Union Jack-flag pryder omslaget af ”Hey Hafni”. Helle Helles hovedperson har i den forrige bog været på smørrebrødsrejse tværs over Sjælland og Fyn. Nu rejser hun til Storbritanniens fjerdelykkeligste by, Brighton. Her skal hun egentlig bo i en udmærket lejlighed i tre måneder, men så dukker hendes bror op på besøg på ubestemt tid og driver hende så meget til vanvid, at hun begiver sig ud på en slags sydengelsk odyssé i miniformat. Eller en roadmovie i slowmotion
Rejsen åbner en mulighed for undervejs i bogen ikke alene at lege med sproget, men at lege med at blande dansk og engelsk. Ikke til et hjernedødt danglish med anstrengende smarte importord, men til sindrige sprogligt brobyggende remser som den, der er trykt på omslagets bagside som romanens motto: leve ånde stene bare just alene have eje own only kun alone
Helle Helles bøger er oversat til 23 sprog, og hun fortæller, at den norske oversætter havde det rigtig svært med dette motto, fordi ”stene” ikke betyder det samme på norsk som på dansk: at lave ingenting hjemme i sofaen.
”Da jeg gik i gang med at skrive bogen, skete der meget hurtigt det, at det engelske sprog gik ind i romanen. Det glædede mig meget, fordi det er jo det, jeg altid leder efter. Det er, hvordan jeg sprogligt kan sætte noget sammen, så det får bogen til at leve på en ny måde,” forklarer Helle Helle om remserne, som ofte er skabt med hjælp fra en synonymordbog og med forfatterens mangeårige passion for krydsord som klangbund.
”Jeg gætter selv vildt mange krydsogtværser.
Jeg gør det dagligt og har gjort det hele mit liv. Det er noget, der har fyldt meget i min mors familie. Det sætter mit sprog i gang,” forklarer hun.
Hun er helt på det rene med, at hendes remser og sproglege af nogle læsere vil kunne opfattes som det rene sludder og vrøvl. Ligesom sin hovedperson er hun rejst ud på en risikabel færd. Men det kan ikke være anderledes, fastslår hun.
”Min mand har mange gange sagt, at nu ryger de sidste læsere. Og jeg ved det godt, og det gør også ondt på mig. Når jeg er ude til foredrag, kan jeg få lyst til at råbe efter folk: Jeg ved godt, I tænker: ’Kunne hun ikke bare skrive ligesom dengang, hun skrev ’RødbyPuttgarden’?’ Men der er ikke noget at gøre ved det. Jeg tror ikke, det var bedre dengang, men det var noget andet, og jeg var en anden, end jeg er nu. Jeg blev ældre, og det er jo det,” siger Helle Helle.
Meningsfylde, tidsspilde, åbenhed
Det bringer os ind til det ord, der står både på engelsk og dansk i bogens motto, og som hele romanen roterer omkring. Det ene ord, som skal bidrage til, at læseren forhåbentlig læser ”Hey Hafni” som andet og mere end en sort komedie om en forvirret, sprogbevidst,
overtænkende, impulsiv 51-årig kvinde, der rejser rundt i Sydengland. Alene.
Intervieweren har bemærket, at ordet ”alene” har det med at dukke op over det hele. Og spørgsmålet er, om bogens tema er det menneskelige dilemma, at vi på den ene side gerne vil have frihed, men på den anden side forsøger at undgå ensomhed. Helle Helle går velvilligt med på tanken, som det velopdragne menneske, hun er. Så kommer hun i tvivl. ”Og dog. Har du ret? Det er jeg nu ikke sikker på. Det handler måske nærmere om frygten for at være alene, samtidig med at man frygter andres selskab. At ville være i fred og samtidig være bange for at blive for meget alene på hotelværelset. Det er spændende, hvad du foreslår, men hvis jeg havde sat mig ned og sagt, nu vil jeg skrive en bog, hvis tema er frihed og ensomhed, havde jeg ikke kunnet skrive den her roman. Hvis jeg overhovedet tænker noget tematisk, så tænker jeg meningsfylde. Tidsspilde. Åbenhed.”
Lidt senere i samtalen bliver vi, som de velopdragne og konsensussøgende mennesker vi er, enige om at stryge ordet ensom og lade ordet ”alene” stå for sig selv. ”’Alene’ tror jeg er et nøgleord for hele mit forfatterskab. I sidste ende er vi mennesker jo altid alene. Når jeg skriver, handler det rigtig meget om at være alene i verden. Alene med al sin tvivl. Alene om at gå forkert,” siger Helle Helle, som også har følt sig meget alene med det sproglige eksperiment, hun har kastet sig ud i.
Ikke desto mindre er hun afklaret om, at det er disse eksperimenter, dette romanunivers, som hun nu har været i i fire bøger, resten af hendes forfatterskab skal bruges på. Uanset hvor meget hendes publikum måtte drømme om at læse en bog med titlen ”Rødby-Puttgarden 2 – 20 år efter”.
”Jeg er ikke den type forfatter, som lige skriver en hurtig mellembog. Jeg har været forfatter i 32 år og har udgivet 13 bøger. Jeg bliver 60 år i år. Måske har jeg kun fire-fem bøger mere i mig. Det er vigtigt, at de handler om det rigtige,” siger hun.
”Jeg vil meget gerne prøve at gøre noget helt nyt, hver gang jeg skriver. Ellers giver det ikke mening for mig. Det kan være, andre tænker, at det er den samme bog én gang til, men for mig er det meget vigtigt, at der er et eksperiment, der skal udfordre, hvad det overhovedet vil sige at skrive en roman. Og hvad det vil sige at læse en roman. De to ting, at læse og skrive, minder meget om hinanden. Det hele er jo bare en konstruktion af ord, man kan gå ind og ud ad. Men det er også en selvforglemmelse. Og en følelse af ikke at være alene,” tilføjer Helle Helle.
Hun er meget optaget af, hvor alene man som forfatter er med sine ord og sine påfund, indtil der er en læser, der læser, forstår og genkender.
”Man er helt alene, men man er ikke alene, når man sidder og læser. Man er jo alene. Men hvem er det, man er ikke-alene med? Er det de personer, man læser om, eller er det den fortæller, der er bag det hele?,” spørger forfatteren og tilføjer:
”Den måde, jeg skriver på, er udtryk for, at jeg forestiller mig, at der er en læser, som godt ved, hvad jeg mener. At jeg ikke behøver forklare det tydeligere. Jeg har et håb om at blive genkendt, selvom jeg laver et nyt lille eksperiment hver gang.” J
Helle Helle optræder på Bogforum fredag kl. 17.00-18.00 på C3-026 samt lørdag kl. 14.15-15.00 på Store Scene.
Caspar Eric sætter et punktum i sin karriere som digter med sin digtsamling ”Crip”. Han er ”færdig med at lave fed poesi om overgreb på mennesker med handicap”, uden at der sker noget
interview
Anna Ellesgaard
ellesgaard@k.dk
Da han var lille, blev han kaldt krøbling. I børnehaven var han altid hunden, når der skulle leges ’far, mor og børn’. Han fik fortalt, at han aldrig kunne få et ungdomsjob, og i teenageårene stod han foran spejlet og indøvede sætningen: ”Det er fint nok, drenge, jeg tager bare hjem.” Han lærte at søge væk fra de steder, hvor kroppen er i fokus, fordi blikkene gjorde ondt.
I dag sårer det ham ikke længere, når folk kigger på hans højre ben, som han trækker på, når han går. Den 38-årige digter, forfatter og debattør Caspar Eric er nemlig født med cerebral parese i højre side af kroppen – en spastisk lammelse, der gør, at hans muskler konstant er spændt op, hvilket påvirker hans førlighed og gang.
Men de er der stadig. Blikkene. Og selvom de ikke sårer ham længere, fortæller de ham, at de færreste er vant til at se mennesker med handicap.
Sådan skriver Caspar Eric i sin digtsamling ”Crip”, der udkom den 20. august:
”det vidner om et samfund / der grundlæggende ser min krop som mindre værd.”
Siden 2014 har han gennem poesien forsøgt at udvide rammerne for, hvad det vil sige at være et menneske med handicap. Han er uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab, bor på Vesterbro i København og har siden sin forfatterdebut brugt sin stemme til at rette kritik mod det danske samfund, der i hans optik ikke er indrettet til mennesker med handicap. Han har skrevet om fejlslagen politik og nedskæringer på handicapområdet. Men dette bliver hans sidste digtsamling, siger han.
”Jeg er færdig med at lave fed poesi om overgreb på mennesker med handicap, som vi kan komme op at køre over, uden
at der sker noget. Hver gang der kommer en ny bog eller en ny historie i medierne, hører vi borgere og politikere sige, at nu skal der ske noget. Men så fortsætter diskriminationen og udelukkelsen bare. Og det er også derfor, at det er min sidste digtsamling. Nu får I ikke flere digte. Nu har jeg sagt, hvad der skal siges,” siger Caspar Eric:
”Det kan ikke være rigtigt, at mennesker med handicap og deres pårørende skal løfte kampen for rettigheder alene, imens vores kultur siger: ’Held og lykke med jeres fede kamp’.”
Da Kristeligt Dagblad møder ham på en café på Frederiksberg i København til en samtale om hans sidste digtsamling, fortæller han, at han både er vred og håbefuld – men mest af alt er han bekymret: ”Hvis man spurgte folk på gaden, tror jeg, at de ville sige, at vi skulle behandle mennesker med handicap ordentligt, men problemet er jo, at ableisme, det vil sige handicapdiskrimination, er så indgroet i velfærdsstaten, at manglen på hjælp ser naturlig ud.”
En bevægelse mod inklusion
Digtsamlingens titel, ”Crip”, refererer til den såkaldte cripbevægelse, der arbejder for at fremme inklusion, accept og forståelse af handicap, og som siden sin oprindelse i 1970’erne i USA har vokset sig større.
Bevægelsen udfordrer traditionelle syn på handicap og forsøger blandt andet at omforme ordet crip, som er en forkortelse af det engelske ord cripple, der betyder krøbling, til noget positivt.
Krøbling er ellers et nedsættende ord. Et ord, der ifølge den danske ordbog dækker over en person med ”en misdannet eller beskadiget krop eller legemsdel”, og som er nært beslægtet med ord som invalid, vanskabning, skravl, svækling og vrag.
”Krøbling er noget, jeg blev kaldt som lille. Det var for at nedgøre mig, og det gjorde ondt som et ord. Men det er ikke så meget de sårende ord, der er et problem. Det er tavsheden. Og så er det manglen på modbilleder til fordommene,” siger Caspar Eric.
Han bruger ordene crip og crips i flere af sine digte. Det gør han, fordi han mener, at der er brug for nye fællesskaber og måder at forstå sig selv som handicappet på.
I samlingens sidste kapitel skriver han eksempelvis:
”vi er over det hele. / vi er dem / du har lært / ikke-at-se / fordi vi minder dig om / at din krop går i stykker. / vi er dem / du
har lært / at kalde politik / når vi dør og begraves / i nødvendighedens navn. / ingen mindeord / intet fakkeloptog. / vi er crips. og vi er kommet / for at vise jer sprækkerne / i de syge logikker.”
Psykopaten i mørket
Men Caspar Eric bruger også ordene for at gøre op med de eksisterende forestillinger og stereotyper, der præger synet på mennesker med handicap.
Og når han i et af sine digte skriver, at det at være handicappet er som at være fanget i en historieløs krop, er det ikke, fordi han mener, at mennesker med handicap er skrevet ud af historien. Tværtimod. Disse mennesker er såmænd repræsenteret i såvel litteraturen som i filmindustrien, siger han.
Men det er aldrig som hovedpersoner –og det er ifølge Caspar Eric med til at holde stereotyperne i live.
”Vi spiller altid rollen som vennen eller den, der skal overkomme en eller anden tragedie. Når en krop altid bliver fremstillet på den samme måde, begynder vi også at tro på den fremstilling. Den begynder at klistre til kroppen,” siger han og holder en kort pause, inden han uddyber:
”Man ser næsten aldrig mennesker
med handicap have sex på film. Man ser os ikke have et sexliv, og det er også rigtigt, at der er færre med handicap, der har partnere, fordi vi er skrevet ud af begærslogikkerne, modeindustrien og de romantiske komedier.”
I samlingens femte kapitel, Autobiografi, skriver han følgende:
”tak til alle gyserfilm nogensinde; / for at gøre mig til psykopaten / der halter efter dig i mørket. / Hollywoods fiktioner klistrer til vores kroppe. / ligesom journalernes sprog / og øgenavnene gør det: / krøblinge, mongoler, retards og snyltere.”
En plante, vi ikke freder
Da finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterede regeringens forslag til finansloven for 2024, sagde han, at landets kommuner skulle indføre besparelser på grund af stigende udgifter på ”det specialiserede socialområde”, der omfatter personer med handicap og andre udfordringer. En udtalelse, han senere beklagede, men som fik flere danskere til tasterne. På sociale medier delte de deres oplevelser med handicap gennem udtrykket #undskyldvierher.
Kort tid efter udgav Caspar Eric digtsamlingen ”Undskyld vi er her” for at pege på, hvordan mennesker med handicap bliver gjort til syndebukke for politikernes fejlslagne love og prioriteringer. Selv kalder han digtsamlingen for et opråb, men også et kampråb og en fællestekst, da den udelukkende består af citater fra det virale udtryk #undskyldvierher.
crip
[krip] navneord Slang.
1 a. Nedsættende og stødende., en betegnelse brugt om en person, der delvist eller totalt er ude af stand til at bruge et eller flere lemmer.
1 b. Undertiden nedsættende og stødende, en betegnelse for identitet eller selvhenvisning brugt bekræftende af nogle mennesker med handicap, især inden for akademia og aktivisme.
KILDE: DICTIONARY.COM
Det er nu to år siden, Caspar Eric udgav sit opråb, men stemmen i ham er endnu vred og indigneret. Han er træt af det politiske system, som han mener har svigtet dem, der lever med et handicap.
”Dem, der lever med et handicap, er overladt til sig selv,” siger han.
I sin nye digtsamling skriver han:
”Jeg er en krøbling, jeg er ukrudt. / Jeg er ikke en plante, vi freder.”
Ordene er nogle af de sidste, han tilføjede til samlingen. Og de betyder præcis det, de insinuerer.
”Jeg er ikke en, som samfundet ser som en ressource. Menneskelig biodiversitet ses ikke som noget smukt eller nødvendigt eller godt. Vi freder ikke de handicappede. Tværtimod. Der er planter, vi freder, og så er der mennesker, vi ikke vil have skal være her, og det er på mange måder hele bogens omdrejningspunkt,” siger han.
Digtsamlingens titel gemmer også på en anden betydning. Ordet kan nemlig også stå for Caspar, rest in peace, Caspar, hvil i fred.
Og eftersom det er hans sidste digtsamling, er der noget særligt sigende over titlens ordspil, understreger Caspar Eric:
”For at vi kan komme videre, må vi nogle gange begrave håbet om, at tingene automatisk bliver bedre. Og derfor siger jeg også farvel til min egen digterstemme – ikke fordi jeg har brug for nye udfordringer, men for at sige: ’Nu har jeg skrevet det her, og skal vi så ikke gøre noget med det?’. Vi skal stoppe med at tro,
at forandringerne ligger ude i fremtiden.”
Men har du ikke mere at sige?
”Jo, men I får ikke et eneste digt mere, før der sker noget.”
Hvad skal du så?
”Nu vil jeg bruge min energi på at lave kulturelle tilbud for mennesker med handicap. Jeg håber, jeg kan blive ved med at tale om handicappolitik med forskellige
mennesker i forskellige kontekster. Mit arbejde som digter stopper, men min aktivisme lever videre.”
Synes du, at du svigter dine crips? Det er jo ikke alle, der har ressourcerne og mulighederne for at tage del i den politiske debat om handicapområdet.
”Nej. Jeg ville synes, det var et svigt, hvis jeg bare blev ved med at spytte vrede digte ud og klappe mig selv på skulderen,
2 ”Vi skal stoppe med at tro, at forandringerne ligger ude i fremtiden,” siger Caspar Eric.
FOTOS: LEIF TUXEN
mens nedskæringerne fortsatte. Jeg mener jo faktisk, at vi skal gøre noget. Og måske er det også tid til nye poetiske crip-stemmer. Jeg har givet alt, hvad jeg kan.” J
Caspar Eric optræder på Bogforum fredag kl. 15.05-15.50 sammen med Mette Moestrup på Litteraturscenen, lørdag kl. 12.20-12.40 sammen med Mette Moestrup samt søndag kl. 12.50-13.10, begge dage på Tranescene 1.
Født den 9. maj 1987. Digter, forfatter og debattør. Cand.mag. i litteraturvidenskab, Københavns Universitet.
Debuterede i 2014 med digtsamlingen ”7/11” på forlaget Gyldendal. Med hans seneste og sidste digtsamling, ”Crip”, tæller hans forfatterskab i alt otte digtsamlinger.
Vært på podcasten ”Mødrene”, hvor han spørger forskellige mødre om, hvad det værste og det bedste ved at have et barn med et handicap er.
28. FEB.-25. MARTS 2026
Annas sang er en gribende fortælling om livsmod, kærlighed og skæbne. Hovedpersonen Hannah lever med musikken som sin trofaste følgesvend – og ligesom i romanen spiller musikken også en central rolle i teaterforestillingen. Bag historien står forfatter og musiker Benjamin Koppel, der ikke blot har skrevet bestsellerromanen, men også komponeret helt ny musik til forestillingen.
Krimiernes dominans vokser, når det gælder streaming af bøger, viser aktuelle tal. Det er genrens alsidighed, men også det genkendelige, der ligger bag, mener eksperter nyhed
Thomas Conradsen conradsen@k.dk
At vaske op efter af tensmaden kan fore komme som en opgave uden ende. Men hvis man lytter til, hvordan en mesterdetektiv snedigt opklarer et mordmysterium imens, kan det væ re, at man end ikke ænser stablen af beskidte gryder, inden de står skin nende og tørre, klar til skabet. I hvert fald viser de nyeste tal fra bog handleren Saxo, at når det gælder streaming – digital afspilning af indtalte bøger samt e-bøger – så er ingen genre mere populær end krimien.
I 2023 udgjorde de ofte blo dige romaner 22 procent af den samlede lytterandel. I 2024 var tallet 30 procent, viser Saxos seneste læserundersø gelse, hvor de har undersøgt vanerne blandt flere end 10.000 læsere. I butikkens
top-10-liste over mest afspillede bøger, var syv ud af ti udgivelser i 2024 krimier. På streamingtjenesten Mofibo understreges tendensen. I deres tal fra foråret i år var også syv ud af ti af de mest lyttede bøger krimier eller true crime. Ifølge Lærke Jürs, der er kommunikationsansvarlig hos Saxo, er krimi-
andet: tager opvasken eller går en tur. Men vi kan også aflæse i undersøgelsen, at de ofte lytter til genren i de sene timer, lige før sengetid,” siger Lærke Jürs. Selvom krimierne ofte handler om utrygge miljøer, så vækker genren alligevel en form for tryghed blandt dens fans, mener hun. Det handler
ALLEHELGENSKONCERT MED DIGTOPLÆSNING & UROPFØRELSE
DANMARKS UNDERHOLDNINGSORKESTER
med Pia Tafdrup, Andreas Brantelid, Emöke Baráth, Morten Grove Frandsen, Rune Glerup & Christian Reif
lighed blandt kernepublikummet. At krimien topper, når det gælder danskernes læselyst, overrasker ikke sociolog Ea Hoppe Blaabæk. Hun er forsker ved Rockwool Fonden og har skrevet en ph.d.-afhandling om danskernes forhold til læsning. Ifølge hende er krimier blevet utroligt populære, fordi de i dag byder på ”lidt af det hele”. De senere år er der kommet femikrimier, nordic noir, hyggekrimier, politiske krimier og sågar fantasy- og science fiction-varianter til inden for genren, der tidligere primært beskæftigede sig med mester-
”Når både udvalget og målgruppen til en i forvejen populær genre bliver endnu større, så er det klart, at genren dominerer salgsmæssigt. Piger og kvinder læser klart flest bøger generelt, men både fantasy- og science fiction-undergenrerne inden for krimi lokker flere drenge og mænd til,” siger Ea Hoppe Blaabæk.
Som at spise slik
Hvor en del af den moderne skønlitteratur, der udkommer herhjemme, kan have en meget flydende plotformidling og kræve meget af læserens opmærksomhed, så er fortælleforløbet i en del krimier mere skematisk opbygget, siger sociologen. Det kan være en af årsagerne til, at krimierne er særligt attraktive at lytte til for mange danskere.
”Nogle gange har man bare brug for at lade sig underholde, uden at læsningen bliver en stor kognitiv byrde. Det svarer lidt til at se romantiske komedier, som jeg til min mands store undren godt kan finde på. Jeg ved nogenlunde, hvad der kommer til at ske, men det er ikke pointen. For mig er det underholdning, der byder på lidt af den samme velvære som at spise slik,” siger Ea Hoppe Blaabæk.
I slutningen af marts fandt den årlige krimimesse sted i Horsens. Det var 23. gang, og aldrig har der været flere gæster. 7700 gæster vrimlede mellem de syv scener, hvor de havde mulighed for at møde ikke færre end 100 danske krimiforfattere.
Lærke Jürs fra Saxo fortæller, at de ved butikkens stand foretog en genreundersøgelse, som flere hundrede gæster deltog i. Her viste det sig, at den mest populære undergenre stadig er historierne, der kredser om en mesterdetektiv. Det mente 31 procent af de adspurgte. 23 procent pegede på kategorien ”Den mørke sjæl”, der dækker over de mest dystre og blodige bøger i genren. Som modvægt til dette foretrak 20 procent af messegæsterne ”hyggekrimierne”, der er kendetegnet ved at være mere underfundige end uhyggelige.
”Det var syvende gang, jeg var til krimimessen i år,” siger Lærke Jürs. ”Det er et helt vildt dedikeret publikum – jeg så virkelig mange gengangere. Mit indtryk er, at disse læsere er enormt dedikerede og kender genren ud og ind.” J
Også til dig, der putter
20-40-60 er en tandforsikring for alle
Med 20-40-60 er du dækket fra dag ét, også selvom du har problemer med dine tænder. I det første år dækker vi op til 20% af din tandlægeregning. Næste år op til 40%, og fra det 3. år og fremefter
dækker vi helt op til 60% af regningen. Og vi refunderer altid 100% af dine udgifter til tandrensning og eftersyn for op til 1.000 kr. årligt. Læs mere på dansktandforsikring.dk
Jens Smærup Sørensen betragter sin seneste roman, ”Mor”, som en kærlighedserklæring til moderen, der blev hans redning i en barndom præget af faderens vold og ubehandlede traumer interview
Daniel Øhrstrøm ohrstrom@k.dk
Der var næsten altid en sørgmodighed at spore i moderens øjne. Det bemærkede Jens Smærup Sørensen allerede som lille dreng, når moderen stod og vaskede op med et slukket lys i øjnene, som om hun blev overmandet af alle de skuffelser, livet havde budt hende.
”Min mor var ellers et menneske med stor livslyst og et stort hjerte. Men hun måtte gennem livet bide mange skuffelser i sig, så hun måtte leve med nederlag og uforløste muligheder, som omstændighederne forhindrede hende i at udfolde,” siger Jens Smærup Sørensen, men lyser så op i stemmen.
”Men når hun talte eller lo med andre mennesker, kunne det sørgmodige i hendes øjne forsvinde, så øjnene blev fulde af lys, og kinderne blev formet af latter. Det elskede jeg, og det er nok også min mors lyse sind, der reddede mig i min barndom. Men jeg tror, at hun havde en grundskuffelse over, at folk kan være så onde ved hinanden.”
Den 79-årige forfatters bog ”Mor. En fortælling”, udkom den 17. september. Og den blev rost med fem stjerner her i avisen, hvor Jens Smærup Sørensen blev kaldt ”i en klasse for sig”, idet han både skriver et smukt portræt af moderen og en form for danmarkshistorie fra Thy og Himmerland i en tid, hvor bondekulturen og det kristne evighedshåb stadig var indgroet i den danske folkesjæl.
Ifølge Jens Smærup Sørensen er bogen først og fremmest tænkt som en slags kærlighedserklæring til moderen, der ikke havde noget nemt liv, men alligevel formede ham med sin kærlighed og sin lyse teologi, der stod i skærende kontrast til faderens tungsind og den til tider fordømmende forkyndelse i kirken på den tid. Men selv var moderen både vokset op med et positivt faderbillede og gudsbillede, og hun længtes ifølge romanen gennem hele livet tilbage til ”lammene og lynghonningen” i sin lykkelige barndom på et nordjysk husmandssted, hvor pengene var små, men kærligheden stor.
og ikke alene måtte hun ikke sidde med ved bordet, men efter at hun havde ryddet op efter værtsfamiliens middag, blev hun sendt op på sit kolde kammer og måtte sulten sidde der og fryse. Det var måske min mors første oplevelse af, at ikke alle mennesker betragter andre med samme ligeværd, selvom de kommer fra fattigere kår,” siger Jens Smærup Sørensen.
Den største skuffelse for moderen var dog ikke den hårde juleaften, men at hun blev forkastet af sin første svigerfamilie, da hun som ung køn pige havde forelsket sig i en gårdmandssøn, der heller aldrig glemte hende. Men hans mor syntes ikke, at hun var fin nok til sønnen.
”Den historie fik jeg først foldet ud som voksen, da jeg blev kontaktet af en af min mors gamle kærestes børn, der kunne fortælle historien fra gårdejerens synsvinkel. Og han havde altså heller ikke glemt min mor, efter at de ikke måtte få hinanden. Men selvfølgelig er der huller i historien, som jeg som forfatter har måttet fylde ud med min fantasi,” siger Jens Smærup Sørensen, der til gengæld hele sin barndom hørte om moderens korte højskoleophold på Ry Højskole efter den mislykkede forelskelse.
”Jeg tror, at min mor genvandt sin livsglæde på højskolen, for hun fik altid lys i øjnene, når hun talte om sine velsignede måneder på højskolen, der tydeligvis havde livet hende op.”
En mageløs mor Sikkert er det dog, at moderen ikke fik den mand, hun først var forelsket i, men måtte tage sig til takke med Jens Smærup Sørensens far, der selv havde en del ubehandlede traumer med i bagagen. I stedet for at vende sine skuffelser indad som moderen, slog faderen for eksempel sønnen og kunne også hidse sig op over for moderen.
”Tidligt fandt jeg ud af, at min far ikke slog, fordi han var ond, men fordi han selv led, så da han kunne se, at der næppe ville komme nogen god bonde ud af mig, slog han mig. Når han slog, tror jeg faktisk, at han straffede både sig selv og mig, for jeg vidste godt, at han elskede mig, selvom man ikke brugte den slags ord i Jylland på den tid,” siger Jens Smærup Sørensen, som i stedet gik til sin mor for at finde trøst.
” Vi tror, at alting forandrer sig, fordi tiderne forandrer sig, men grundlæggende er vi stadig mennesker med de samme følelser.
JENS SMÆRUP SØRENSEN
”Hun var mor. Det var der ingen andre, der var. Der kunne være. Der ville. Hun var den eneste. Hun var mageløs. Mor, som mor skulle være. Som et anderledes væsen kunne jeg slet ikke tænke mig mor,” skriver Jens Smærup Sørensen, der alligevel sommetider kunne føle sig afvist af moderen, når hun ikke ville gå imod faderens urimeligheder.
”Der kunne jeg måske godt føle et lille svigt, men i dag kan jeg se, at hun kun gjorde det for at beskytte sig selv og dermed også beskytte sin mulighed for at beskytte mig. Men den slags ser man først senere i livet.”
mit forfatterskab på at forstå mine forældre for dybest set at forstå mig selv,” siger Jens Smærup Sørensen og tøver, inden han svarer på, hvordan han ser sine forældre i sig selv.
”Jeg har nok arvet min fars udadvendthed, som han trods sit tungsind havde, mens mit sind nok meget ligner min mors. Der var mange ting, hun ikke vidste, fordi hun kun havde fået en kort skolegang og et lille højskoleophold, men alligevel kan man ligne hinanden som mennesker på tværs af tid,”siger Jens Smærup Sørensen.
Født 1946 i Staun i Himmerland. Cand.phil. i dansk fra Aarhus Universitet. Debuterede i 1971 med digtsamlingen ”Udvikling til fremtiden”.
”Man kan næsten se på fotografierne af min morfar, at han var et varmt menneske, så jeg tror, at min mor voksede op i en naiv tro på, at alle mennesker var sådan, men der blev hun skuffet,” siger Jens Smærup Sørensen.
Ulykkelig kærlighed
Som ung kom moderen ud at tjene hos en familie i byen, der behandlede husmandsdatteren dårligt.
”En juleaften skulle hun for eksempel slide hele aftenen med at betjene sin værtsfamilie,
Er det også derfor, at du først har skrevet en hel roman om din mor nu?
”Ja, det er det nok. Jeg har jo tidligere beskrevet min far eller varianter af min far i nogle af bøgerne, men min mor har haft en kolossal betydning for min udvikling. Det er jo ikke løgn, når man siger, at familien er samfundets vigtigste dannelsesinstitution, så selvom folk forsøger at nedtone deres forældres betydning, er det jo først og fremmest dem, der former en i livet. Derfor har jeg nok også brugt en del af
”Og det er også noget af det, der har optaget mig mest som forfatter. Vi tror, at alting forandrer sig, fordi tiderne forandrer sig, men grundlæggende er vi stadig mennesker med de samme følelser, så man stadig kan føle sig genkendt af at læse en bibelsk beretning eller oldgræsk tragedie.” J
Jens Smærup Sørensen optræder på Bogforum lørdag kl. 14.30-15.00 på C3-042, søndag kl. 11.1512.05 sammen med Christian Mørk på Litteraturscenen og søndag kl. 12.30-13.00 på C3-042.
Hans mest kendte og bedst sælgende roman er ”Mærkedage” (2007). Har blandt andet modtaget Det Danske Akademis store pris, Weekendavisens Litteraturpris og De Gyldne Laurbær. Og sidste år modtog han Montanas Litteraturpris for sin roman ”Evigt i tiden”. Er modtager af Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.
Bor i Nykøbing Mors og er gift for anden gang. Med sin afdøde kone, Vibeke, har han to voksne døtre og tre børnebørn. ”Mor. En fortælling” udkom i september på Forlaget Grif.
15.30-16.00
Forfatter og historiker Lars Christensen er aktuel med værket Ludvig 14. Da Norden blev fransk. I selskab med podcastvært Tore Leifer dykker han ned i myterne om den franske solkonge.
16.00-16.30
Hvad kan danskerne lære af finsk forsvarsvilje? Historiker Michael Böss og historieredaktør på Kristeligt Dagblad Anders Ellebæk Madsen taler om finsk historie og beredskab mod truslen fra Rusland.
12.30-13.00
Tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech reflekterer sammen med Kirke.dkredaktør Kåre Gade over et langt livs vendepunkter ud fra erindringsbogen Rodfæstet.
13.00-13.30
Sørine Gotfredsen er bogaktuel med Samtaler om livskraft. Oplev konceptet fra den populære podcast Sørine & Livskraften, når værten interviewer den tidligere tophåndboldspiller Anne Dorthe Tanderup
14.00-14.30
Teolog og forfatter Lisbeth Smedegaard Andersen er aktuel med storværket Søn af Maria – en selvstændig efterfølger til Bibelens kvinder. Vær med, når hun møder Kirke.dkredaktør Kåre Gade til en samtale om kristendommens første 2000 år.
14.30-15.00
Professor Bent Meier Sørensen er med bogen De grænseløse en stærk stemme i den aktuelle debat om åndelig oprustning. Han møder Kristeligt Dagblads ansvarshavende chefredaktør Jeppe Duvå til en samtale om dansk modstandskraft.
15.30-16.00
Tidligere overlæge og formand for Etisk Råd Ole Hartling reflekterer over sit livs store vendepunkter ud fra erindringsbogen Stærk i sagen, mild i måden i selskab med Kristeligt Dagblads kultur- og nyhedsredaktør Johannes Henriksen
16.00-16.30
Verdensordenen, som vi har kendt den siden afslutningen på 2. verdenskrig, slår lige nu revner. Hvad betyder det for Danmark? Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller møder Kristeligt Dagblads kultur- og nyhedsredaktør Johannes Henriksen
13.00-13.30
Salmedigter, forfatter og foredragsholder Iben Krogsdal taler med Liv&Sjæl-journalist Else Marie Nygaard om Troens almanak 2026 – en bog, der forbinder tro og hverdagsliv og giver plads til ro i årets rytme.
13.30-14.00
Fem råd til et godt seniorliv. Psykolog Anne Knudsen og læge og sociolog Søren Valgreen Knudsen taler med udgangspunkt i deres bog Livet det er livet værd.
14.00-14.30
Professor Bent Meier Sørensen, forfatter til De grænseløse, præsenterer 12 øvelser til at træne modstandskraften.
14.30-15.00
Forfatter, præst og podcastvært Sørine Gotfredsen interviewer markante danskere i sin populære podcast Sørine & Livskraften. Denne gang byttes rollerne om, når hun selv interviewes af Liv&Sjæl-journalist Else Marie Nygaard
Efter alle interviews vil der være signering af bøger på standen.
FRA POLITIKENS FORLAG PÅ BOGFORUM 7. - 9. NOV.
SANNE SALOMONSEN
SARA BLÆDEL
ANDERS AGGER & MINGO
MICHAEL KATZ KREFELD
TOM BUK-SWIENTY IBEN MONDRUP
JUSSI ADLER-OLSEN LINE HOLM & STINE BOLTHER
HVAD SKAL DU LÆSE I EFTERÅRET?
