Arv&Testamente_20250412

Arv&Testamente TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 12. APRIL 2025

Invitér dine store børn til påskefrokost, og tag hul på en alvorlig samtale side 12 Hvordan er det, når man som præst begraver en af sine kære? side 16 Efterladte finder håb, støtte og fællesskab i sorggrupper side 32

FOTO: JACOB EHRBAHN/POLITIKEN/RITZAU SCANPIX

HVEM SKAL ARVE TROEN PÅ LIVET EFTER DIG? – Skriv testamente og bestem selv! https://www.frelsenshaer.dk/stoet/testamente/

F R E L S E N S

H Æ R

2 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. april 2025

Et telefonnummer, du ikke længere kan ringe til, et navneskilt, du fjerner fra døren, en latter, du aldrig skal høre igen. Et savn, som ikke forsvinder. Døden er det eneste, der er sikkert her i livet, men alligevel står mange af os famlende over for den. I dette tillæg har vi ønsket at skildre de mange aspekter af livets afslutning. Men med den svenske forfatter P.O. Enquists ord i baghovedet: ”En dag skal vi dø, men alle de andre dage skal vi leve.” Tak, fordi du læser med.

Marchen Jersild, tillægsredaktør og souschef på kulturredaktionen

indhold 4 Interview En gang om året mødes familien Jakobsen på ”graven” for at mindes.

20 Reportage Hospitalspræst Elisabeth Hammer møder uhelbredeligt syge børn.

8 Nyhed Der kan opstå svære og tabubelagte følelser i kølvandet på et dødsfald.

24 Interview Mød manden bag en mærkelig gravsten på Assistens Kirkegård.

10 Baggrund Ægtefæller tilgodeses i højere grad end tidligere i dansk arveret.

26 Interview Kirsten Kamper har mistet to mænd, men ikke sin livsgnist.

12 Interview Abelone Glahn har et budskab: Ryd op, så andre ikke skal gøre det.

30 Interview Hvad sker der, når et menneske udånder?

To eksperter fortæller.

14 Kort nyt Korte nyheder om begravelser, arv og testamente.

32 Reportage I Esbjerg taler en gruppe efterladte om deres sorg, og det lindrer.

16 Interview Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen begravede sin far.

36 Nyhed Ingen skal begraves alene, mente en bedemand og gjorde noget ved det.

18 Nyhed Det bliver mere og mere populært at blive begravet i naturen.

38 Nyhed Alle konti spærres ved dødsfald, og det kan give likviditetsproblemer.

26 FOTO: LEIF TUXEN

FOTO: MADS CLAUS ASMUSSEN/RITZAU SCANPIX

4

FOTO: HEIDI LUNDSGAARD

20

FOTO: HEIDI LUNDSGAARD

Udgivet af Kristeligt Dagblad Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K | Ansvarshavende chefredaktør: Jeppe Duvå | Redaktør: Marchen Jersild | Layout: Grethe Nielsen | Tryk: Sjællandske Medier A/S

Bibelens ord gives videre fra generation til generation. Ved at testamentere til Bibelselskabet hjælper du os med at bringe Bibelen ind i fremtiden og ud i verden.

Bibelselskabet støtter bibeloversættelse- og uddeling i Danmark og verden. Fra forfulgte kristne i Iran til minoritetskristne i Kina, flygtningebørn i Syrien og krigsramte børn i Ukraine. Alle skal have chancen for en bibel på deres eget sprog. Giv Bibelen videre, når du ikke er her mere.

Ring på 33 12 78 35 eller skriv på arv@bibelselskabet.dk og få en samtale om arv og testamente. Bibelselskabet tilbyder gratis advokatrådgivning, og vi er en del af Det Gode Testamente.

Læs mere på bibelselskabet.dk/arv

Foto: Pablo Gonzalez/ Casa Adonay-kirken (Maracaibo)

Lad Bibelen gå i arv

4 | Arv&Testamente

0 Morten Jakobsen står med sin mor, Karen Margrethe Jakobsen, under armen ved Mortens fars grav, mens Kristoffer Grum Jakobsen hælder en øl ud over sin farfars gravsten.

FOTOS: HEIDI LUNDSGAARD

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. april 2025

En gang om året tager familien Jakobsen på ”graven”. Det betyder noget særligt for både unge og ældre De er stolte af sammenholdet i familien, men familien Jakobsens kirkegårdsbesøg handler ikke kun om at samle dem, der stadig er her. Det handler også om at skabe en forbindelse til dem, de har mistet

”Den der fornemmelse af, at vi holder sammen i familien, den kan jeg godt lide. Folk er utroligt søde ved hinanden derude,” siger Karen Margrethe Jakobsen. Hun besøger selv kirkegården et par gange om måneden, hvor hun planter og nusser lidt om sin mors gravsted. Og familietraditionen betyder noget særligt for hende: ”Jeg havde jo den dejligste mor, så derfor synes jeg, det er dejligt at mindes hende med de andre. Hvis jeg er der alene, er der flere tanker i forhold til mor og datter, men den 22. december er vi jo samlet hele den store familie. Det ved jeg ville glæde hende.”

interview Emilie Hvid Rasmussen erasmussen@k.dk

Hvert år den 22. december mødes familien Jakobsen ved det samme træ på Assistenskirkegården i Odense med pandelygte, gravlys og en flaske kirsebærvin. Sådan har de gjort det siden 1998.

Nogle år er de lidt flere end andre, men som regel samles de omkring 15 familiemedlemmer på ”graven”, som det hedder i familien. Børn, voksne og kærester. Det er en åben invitation, men familiens medlemmer er glade for traditionen, og både unge og ældre prioriterer at tage turen til Odense for at være med.

Det var familiens ældste medlem, den 81-årige Karen Margrethe Jakobsen, der

En vandring gennem minder 0 Familien skåler som regel et par gange ved Bedstes gravsted. begyndte traditionen sammen med sin søster, efter at deres mor døde i 1998.

Kristeligt Dagblad møder familien i sønnen Morten Jakobsens hus i Odense.

Her er barnebarnet Kristoffer Grum Jakobsen vokset op. Men det er Morten Jakobsen faktisk også, og huset har derfor dannet ramme om utallige minder for alle tre generationer.

Når familien er samlet på kirkegården, begynder de altid med at gå hen til Ka-

ren Margrethe Jakobsens mors grav. ”Bedste”, blev hun også kaldt. Hun var familiens samlingspunkt. Og det er også på hendes fødselsdag, at familien samles på kirkegården. En dag, der samtidig er årets korteste og markerer overgangen til lysere tider. Vintersolhvervet betød noget særligt for Bedste. Når de har tændt lys på graven, synger familien derfor altid Johannes V. Jensens ”Solhvervssang”.

Familien plejer at synge det første vers af ”Solhvervssang” ved graven tre eller fire gange. Det er det eneste vers, de kan i hovedet. Derefter drikker de en skarp.

Kirsebærvin eller Jägermeister. Som barn fik Kristoffer Grum Jakobsen og de andre børn æblejuice i stedet. Derudover måtte hans far, Morten Jakobsen, nogle gange have vingummier med i lommerne for at holde styr på børnene, der hellere ville løbe om kap og lege med vandkander end stå ved graven og synge.

fortsætter side 6

Den største gave, du kan give, er HÅB Håb for et liv præget af dialog og fred Håb for en bæredygtig klode Håb for en bedre fremtid

Der er mange gode grunde til at skrive testamente: Formue.

Familieforhold. Og ønsket om at efterlade et aftryk.

Når du giver en del af din arv til Danmission, hjælper du med at skabe håb og handlekraft for nogle af verdens hårdest ramte: Du er med til at støtte børn og voksne, der lever i marginalisering og fattigdom, og din hjælp er med til at sikre en bæredygtig klode for de næste generationer.

På den måde skaber du forandring for børn i Syrien, tværreligiøse kvindegrupper i Tanzania og jordskælvsofre i Myanmar – selv når du ikke er her længere.

Ring til os på 41 999 308, eller skriv til jto@danmission.dk, så står vi klar til en uforpligtende snak om dine muligheder. Og vælger du at betænke Danmission i dit testamente, betaler vi naturligvis advokathonoraret.

Læs mere her!

Dit testamente. Dit aftryk.

Din beslutning.

6 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. april 2025

... En gang om året tager familien Jakobsen på ”graven” ...

”

Jeg kan huske, at jeg et år sad på en bænk derude sammen med mit ældste barnebarn. Og så kiggede han på mig og sagde ’hvem er den næste, der dør?’

fortsat fra side 4 Da Kristoffer Grum Jakobsen var barn, kunne han godt synes, at kirkegårdsbesøget var kedeligt, og som regel gik forventningerne til julen, der kun var et par dage væk, ud over tålmodigheden. I dag holder han dog meget af familiens tradition. ”Det er en rigtig god tradition og mulighed for at mindes og få snakket om de personer, der ikke længere er her. Det er jo ikke, fordi vi snakker om farfar hver uge eller om Bedste hver måned. Så for mit vedkommende er det et rigtig godt puf i ryggen til at få snakket om de gode minder, vi har,” siger Kristoffer Grum Jakobsen og tilføjer: ”Og så får vi unge jo også en bedre forståelse af, hvem vi går i fodsporene af.”

Her forsvinder Morten Jakobsen ud af spisestuen for at finde et billede frem fra gemmerne. Han kommer tilbage med et kort, der er gulnet i siderne. I midten er et billede, der viser fire generationer.

Den nyfødte Kristoffer Grum Jakobsen omgivet af sin far, sin farmor og sin oldemor, der døde, da Kristoffer Grum Jakobsen var få måneder gammel. Under billedet står der ”familielykke”.

Morten Jakobsen har ligesom sin mor og søn et særligt forhold til traditionen, for på graven er det ikke kun familien, som den ser ud i dag, der samles fra rundt omkring i landet. Der bliver også skabt en forbindelse til dem, der ikke er her mere. ”Vi har jo et godt sammenhold resten af året også, men på kirkegården mødes vi om stamtræet. Det er det, der er særligt,” siger Morten Jakobsen.

Efter de har skålet ved Bedstes grav, ønsker familien hende tillykke med fød-

KAREN MARGRETHE JAKOBSEN, 81 ÅR

selsdagen og går videre til næste gravsted, hvor et familiemedlem fra en anden gren i familien ligger begravet. Her tænder de også lys og synger en sang.

Det er ikke så fast, hvilken sang der bliver sunget, men i decembers ånd er det ofte en julesang.

En Blålys til farfar

Der plejer at være god snak på graven.

Men der er også tidspunkter, hvor de hver især tier stille og kigger på gravstederne og de levende lys. Nogle siger et par ord, og andre siger dem for sig selv, fortæller Kristoffer Grum Jakobsen. For år tilbage, da børnene rendte og legede på kirkegården, kunne besøget også føre til nysgerrige spørgsmål fra dem: ”Jeg kan huske, at jeg et år sad på en bænk derude sammen med mit ældste barnebarn. Og så kiggede han på mig og

sagde ’hvem er den næste, der dør?’,” siger Karen Margrethe Jakobsen og griner.

Efter at de har været forbi de to gravsteder, slutter familien runden ved Morten Jakobsens fars grav, hvor de synger ”What a Wonderful World”. Det er lidt forskelligt, hvor godt familiens udgave af Louis Armstrongs klassiker lyder, men det er ikke tilfældigt, at det lige netop er den sang, der bliver sunget. ”Det er en sang, der betød noget for min far. Han var selv inde at se Louis Armstrong spille den, og den blev spillet i kirken til hans begravelse på trompet,” siger Morten Jakobsen.

Derefter hælder de en øl eller to ud over graven. Den fynske julebryg Blålys, som Mortens Jakobsens far var særligt glad for.

Der var også en periode, hvor det var en øl, familien selv havde brygget kort

inden Mortens Jakobsens fars død. ”Farfars porter” hed den.

Efter kirkegården tager familien hjem til Karen Margrethe Jakobsen, der laver en ”ordentlig grydefuld urtesuppe”. Det skal ikke være julefrokost, for de skal ikke tage forskud på glæderne, men et varmt måltid, som familien kan hygge sig omkring. Dem, der kan, altså. For det er også en travl tid, og familiens tradition er i høj grad baseret på frivillighed.

Der er ingen sure miner, hvis der er nogen, der ikke dukker op.

Men det er vigtigt for Karen Margrethe Jakobsen, at de, der vil, kan samles efter graven. Der skal være plads til at sænke skuldrene og snakke sammen. Hun sammenligner det med begravelser, hvor der ikke bliver holdt gravøl efterfølgende: ”Så står man frustreret tilbage.”

Karen Margrethe Jakobsen og hendes søster har købt gravstedet ved siden af deres mor, og det er også med den bagtanke, at familien forhåbentlig vil komme ud og sige hej til hende, når hun en dag ikke er her længere. ”Men jeg skal ikke være nogen diktator,” siger hun og fortsætter: ”Jeg regner med, at jeg er den næste, der skal herfra, men der er stadig nogle ting, jeg skal nå. Jeg har kun ét oldebarn,” siger hun og holder en kunstpause, der får både hendes søn og barnebarn til at trække på smilebåndene. J

Lad din arv blive en velsignelse Din tro og dine værdier kan leve videre.

Ved at betænke Den Internationale Kristne Ambassade Jerusalem (ICEJ) i dit testamente, bliver du en del af et varigt arbejde for fred, forsoning og håb i Israel.

ICEJ hjælper både jøder og arabere – gennem humanitære projekter, støtte til immigranter og fremme af forståelse mellem folk.

Som godkendt velgørende organisation er ICEJ fritaget for arveafgift.

Det betyder, at din gave går ubeskåret til det formål, du tror på. ”Min arv er mit sidste vidnesbyrd – og jeg ønskede, at det skulle bringe håb i Guds folk og i Israel.”

– Tidligere testator

Læs mere på www.icej.dk/arv Ring på 20 93 40 49 for fortrolig samtale om mulighederne.

Din tro på livet er værd at give videre!

Ønsket om at ville hinanden det bedste, er noget af det største, man kan give videre. Det samme gælder glæden ved livet.

Har du tænkt over, hvem der skal arve den efter dig?

I Frelsens Hær hjælper vi mennesker, der trænger til mad, varme og noget at tro på. Det sker gennem vores væresteder, menigheder, herberg, krisecentre, julehjælp, ferielejre m.v.

Men selv som kristen kirke må vi erkende, at det ikke altid rækker med næstekærlighed alene. Der er også brug for økonomiske midler gennem et testamente fra dig. Er du interesseret, kan du helt uforpligtende kontakte os. Så kan vi sammen undersøge, hvordan du bedst muligt giver din tro på livet videre.

Kontakt os på 33 31 41 92 eller på www.frelsens-haer.dk Frelsens Hær · Frederiksberg Allé 9 · DK 1621 København V

F R E L S E N S

H Æ R

INK.

Hvem skal arve den efter dig?

8 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. april 2025

Døden kan være forbundet med skam og skyld hos de efterladte

FOTO: MADS JENSEN/RITZAU SCANPIX

At føle lettelse efter at en nær er gået bort, er ikke ualmindeligt, men kan føre til skam og skyld. Sorg og kærlighed er ikke enten-eller, siger præst

nyhed Laura Houlind Søndergaard houlind@k.dk

0 Den altdominerende følelse for de efterladte ved dødsfald er sorg. Men for nogle opstår der også en vis lettelse, især når forløbet frem til døden har været svært og lidelsesfuldt. De følelser kan være skamfulde, siger en psykolog og en præst.

PRIVATFOTO

”

JUNE OVERHAU ANDERSEN, PSYKOLOG

”

Jo flere følelser, der blander sig ind i tabet, desto vanskeligere bliver det.

LINDA ISHØJ FREDERIKSEN, HOSPITALSPRÆST PÅ SJÆLLANDS UNIVERSITETSHOSPITAL I KØGE OG SOGNEPRÆST I HØJELSE-ØLBYLELLINGE SOGN

at spejle sig i andre og tale om de følelser, der kan føles forbudte. Generelt vil jeg råde folk til at være åbne om det – ofte bliver man mødt med mere forståelse, end man frygter. Man er ofte sin egen hårdeste dommer.”

June Overhau Andersen peger også på, at det kan være meningsfuldt at opsøge andres erfaringer igennem podcasts, artikler og bøger.

Hun anbefaler eksempelvis ”Ventesorg Podcast”, som netop sætter fokus på de følelser og oplevelser, der er forbundet med ventesorgen.

Sorgen kommer i bølger

De pårørende har sjældent bevidsthed om, hvor hårdt det faktisk har været, før det hele er slut.

PRIVATFOTO

Kan lettelse og sorg gå hånd i hånd?

Ja, for et dødsfald kan være en dyb sorg for de pårørende – og samtidig en lettelse. Men netop følelsen af lettelse kan være svær at navigere i.

June Overhau Andersen er psykolog og arbejder med mennesker, der enten har mistet eller er pårørende til syge. Hun faciliterer også et gruppeforløb for kvinder, der har mistet deres mødre.

Ifølge hende er der et fællestræk hos de pårørende, der oplever lettelse efter et dødsfald: ”Jeg ser ofte lettelsen hos dem, der har været vidne til et langvarigt og lidelsesfuldt sygdomsforløb. De har stået på sidelinjen og set, hvor meget den syge har lidt, og derfor er der en lettelse over, at smerten nu er ovre,” siger June Overhau Andersen og fortsætter: ”Lettelsen opstår også, når sygdomsforløbet har været udmattende for både den syge og de pårørende. Mange har levet i konstant alarmberedskab og uvished, samtidig med at de har skullet håndtere en lang række praktiske opgaver – transport til og fra hospitaler, koordinering af pleje og et følelsesmæssigt pres, der ikke slipper grebet. Det er ekstremt stressende hele tiden at frygte, hvornår telefonen ringer med dårligt nyt.”

En ny stor undersøgelse, som Danske Patienter og VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd står bag, dokumenterer de udfordringer, de pårørende står overfor. De pårørende omtales ofte som ressourcer, der skal dække hullerne. Undersøgelsen understreger, at det er en kritisk udfordring at sikre de pårørendes velbefindende.

Men hvorfor kan følelsen af lettelse være så skamfuld? ”Der tales for lidt om, hvad pårørende gennemgår, og der bliver ikke taget nok hånd om dem. Perioden fra en diagnose til et dødsfald kan være enormt belastende, men de pårørende har sjældent bevidsthed om, hvor hårdt det faktisk har været, før det hele er slut. Derfor kan lettelsen føles skamfuld,” siger June Overhau Andersen.

Hun forklarer, at det ikke er ualmindeligt, at den enkelte kan opleve dårlig samvittighed over at føle lettelse. Men lettelsen handler ikke om, at man er glad for at have mistet en, man elsker: ”Mange kæmper med skyldfølelse, fordi de kommer til at forbinde lettelsen med tabet af personen. Men i virkeligheden er det jo ikke personen, man er lettet over at miste – det er de svære omstændigheder, sygdommen og det konstante pres, der endelig er ovre,” forklarer June Overhau Andersen.

Ifølge June Overhau Andersen kræver det et større samfundsansvar at støtte pårørende tidligere i processen. Når alt fokus rettes mod den syge, overses det ofte, hvor hårdt det kan være at stå ved siden af.

Hendes råd er at give plads til alle følelserne – de må alle sammen være der. ”Det er vigtigt at anerkende og bearbejde alt det, der er sket op til dødsfaldet. Hvis du har svært ved at acceptere lettelsen, så prøv at mærke efter, hvor den kommer fra. Det kan gøre følelsen mere forståelig og dermed lettere at rumme,” siger hun.

Hun opfordrer til at tale med ligesindede: ”Sorggrupper kan være en god mulighed for

Linda Ishøj Frederiksen, der er hospitalspræst på Sjællands Universitetshospital i Køge og sognepræst i Højelse-Ølby-Lellinge Sogn, fortæller, at skammen kan komplicere sorgen og sorgprocessen: ”Generelt oplever jeg, at jo flere følelser, der blander sig ind i tabet, desto vanskeligere bliver det. Følelser af vrede, skam, skyld, svigt og så videre. Men sådan er det vel i alle livets forhold.”

Linda Ishøj Frederiksen påpeger, at det ikke er alle, der føler, at lettelsen er forbudt: ”Faktisk oplever jeg, at mange fortæller, at de møder en ret stor forståelse fra omverdenen, når de taler om, at det er en lettelse, hvis eksempelvis en meget syg person er død. Det hænger måske sammen med, at mange mennesker nu om dage har det svært med lidelse, og at det så tænkes som primært en god ting, at livet slutter, hvis det alligevel opleves som primært lidelsesfyldt.”

Nogle gange er det faktisk lige omvendt, mener hun: ”De sørgende kan godt opleve, at omverdenen lægger for meget fokus på, at det må være en lettelse, at nogen er død efter et opslidende forløb: ’Det var så godt, at han fik fred,’ ’Sikke en lettelse for dig,’ og så videre. Så er der næsten ikke plads til at tale om savnet, ensomheden og de tomme arme.”

Psykolog June Overhau Andersen genkender denne oplevelse. Hun møder ofte sørgende, der oplever en forventning om lettelse – især efter et langt sygdomsforløb. Men når omverdenen primært fokuserer på lettelsen, kan det

skygge for de andre følelser, sorgen rummer.

Savnet og ensomheden kan føles overset og efterlade dem alene i sorgen.

Derfor understreger hun vigtigheden af, at de efterladte mødes med åbenhed over for alle deres følelser. Hvis de ikke føler, at de kan dele deres svære følelser, kan det skabe afstand til deres nærmeste og betyde, at de ikke får den omsorg og støtte, de har brug for. Det kan føre til en endnu dybere ensomhed midt i en sorg, der i sig selv kan føles ekstremt ensom.

For dem, der kan opleve lettelsen som skamfuld, kan det ifølge Linda Ishøj Frederiksen hænge sammen med, at man tænker, at sorg og kærlighed er enten-eller. ”Det kan jo godt være både-og. Altså både en lettelse og en sorg på samme tid,” understreger hun.

Hvorvidt kristendommen specifikt forholder sig til lettelse i forbindelse med et dødsfald, kan Linda Ishøj Frederiksen ikke entydigt svare på. ”Men kristendommen forholder sig til kærlighed, nåde, tilgivelse og fællesskab. Og at vide sig elsket og tilgivet, uanset hvilke følelser man sidder med, kan da være en nåde og en lettelse, hvis man føler skyld og skam. På den måde kan troen jo være en hjælp. Ligesom fællesskabet i en menighed eller særligt i en sorggruppe kan være det – fordi man dels ikke føler sig alene, dels kan opleve sig spejlet i andres følelser og reaktioner.”

Hvis man spørger psykolog June Overhau Andersen, om lettelse kan føre til, at man springer dele af sorgprocessen over, er svaret nej: ”De, der oplever den største lettelse, har ofte allerede gennemlevet en dyb sorg længe før selve tabet – typisk fra det øjeblik, sygdommen blev en realitet, eller da diagnosen blev stillet. For nogle har forløbet været så opslidende, at de i første omgang ikke kan rumme mere sorg, når dødsfaldet sker,” siger hun. ”Men det betyder ikke nødvendigvis, at sorgen ikke kommer til at fylde mere igen. Den kan vende tilbage på et senere tidspunkt, når der er mere plads til den. Sorgbearbejdelse er en individuel proces, der ikke følger en lineær vej, men snarere kommer i bølger og udtrykker sig på forskellige måder.”

J

©Toby Madden/CARE

Giv dit livs gave til klimaudsatte kvinder Selv en lille gave i dit testamente kan gøre en kæmpe forskel for kvinder, der har mistet alt til klimakatastrofer

Dine værdier kan sætte varigt aftryk Når du laver testamente, beslutter du selv, hvordan dine værdier skal leve videre. Din arv kan blive den forskel, der skaber liv, fremtid og fællesskaber for kvinder i klimaudsatte lande.

Klimaudsatte kvinder er særligt sårbare, når klimakatastrofen rammer. Men får de hjælp og støtte, så går de forrest og skaber en bedre fremtid for både sig selv, deres familie og hele lokalsamfundet.

Kontakt CARE, hvis du vil vide, hvordan du kommer i gang med dit testamente.

Mette Mørck Mortensen Senior Legacy Manager 21 54 95 32 mmortensen@care.dk

Få en gratis folder med viden om arv og testamente

SCAN MIG!

10 | Arv&Testamente

Danmarks arveregler afspejler ændringer i familielivet Lovgivningen følger med, når samfundet og familieforhold ændrer sig. Det gælder også arveloven, der i højere grad tilgodeser ægtefællen frem for børnene

baggrund Emilie Gammelgård Jørgensen gammelgaard@k.dk

”Over mange år er vi langsomt gået fra, at det var slægten, der var i fokus, når det kom til arven, til, at det i dag er ægtefællen, der har den stærkeste position – på bekostning af børn og børnebørn.”

Sådan forklarer Eva Naur den grundlæggende udvikling, der de seneste årtier har fundet sted inden for arveretten. Som uddannet jurist og lektor i person-, familie- og arveret ved juridisk institut på Aarhus Universitet har hun mange års erfaring med de komplekse arveregler i det danske samfund – og ifølge hende taler ændringerne i dem deres tydelige sprog om samfundets udvikling. En udvikling, hvor individets frihed fylder mere, og hvor afhængigheden af slægten er formindsket.

Nutidens arvelov stammer fra 2006. Der findes en række særregler og undtagelser, men som udgangspunkt fordeles det, man efterlader sig, mellem ægtefælle og livsarvinger. Livsarvinger er slægtninge i direkte nedadgående linje som børn og børnebørn. Forældre, onkler og tanter samt eventuelle søskende er ikke livsarvinger.

En person, der er gift eller har børn, har dog mulighed for at bestemme en anden fordeling for 75 procent af det, vedkommende efterlader sig. Dette kan man testere til hvem, man ønsker, om så det er til ægtefællen, nogle bestemte børn, naboen eller en forening. De resterende 25 procent er tvangsarv, og den skal deles ligeligt mellem ægtefællen og livsarvingerne, så ægtefællen får den ene halvdel af tvangsarven, mens livsarvingerne skal dele den anden halvdel. ”I dag lever vi i et samfund, hvor det i højere grad forventes, at man tjener sine egne penge som voksen – det stemmer ret godt overens med idéen om, at der så også skal være en større frihed til at bestemme over dem,” siger Eva Naur og fortsætter: ”Derudover hersker der også en udbredt idé om, at ægtefæller skaber deres formue sammen – og med det udgangspunkt giver det god mening, at det er den længstlevende ægtefælle, som bliver tilgodeset med den største del af arven.”

Sådan har det dog ikke altid været. Reglerne for, hvordan vi arver, har ændret sig over århundreder, både før og efter lovtekster og paragraffer blev til, fortæller lektoren. Det viser sig tydeligt, når man ser tilbage på tidligere lovgivning. ”Grundlaget for den arveret, vi kender i dag, er arveloven fra 1964. I den var det bestemt, at ægtefællen arvede en tredjedel af arven efter den anden, mens livsarvingerne arvede de resterende to tredjedele. Samtidig var det også sådan, at halvdelen af den afdødes arv var tvangsarv,” siger Eva Naur.

Det lyder måske ikke som en stor forskel fra den arvelov, vi kender i dag – men ifølge lektoren er ændringen markant. At ægtefællen arver en større andel end tidligere, og at den, der skriver testamente, har en større selvbestemmelse, afspejler nemlig en ændret politisk pri-

oritering. Eva Naur fortæller, at der generelt er et sammenfald mellem udviklingen i samfundet og regler for arv og testamente. Lektoren peger blandt andet på en øget individualisering som en årsag til de ændrede regler. ”I dag er det kun en fjerdedel af arven, der er tvangsarv, og selv da kan den begrænses ned til utroligt små bidder. Det stemmer ret godt overens med den i dag ret udbredte og liberale tankegang om, at man skal have lov til at bestemme over egne penge,” siger Eva Naur og fortsætter: ”Samtidig med den øgede individualisering udvikler staten også et socialt sikkerhedsnet, der har til formål at gribe folk i stedet for familien. Det betyder, at slægten får en mindre betydning, og det viser sig også i arvespørgsmålet, hvor børnene i dag står til at arve mindre.”

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. april 2025

”

Jeg ser flere og flere eksempler på, at ægtefæller i de her sammenbragte familier arbejder hen imod at sikre en lighed mellem børnene rent arveretligt.

EVA NAUR, JURIST OG LEKTOR I PERSON-, FAMILIE- OG ARVERET VED JURIDISK INSTITUT PÅ AARHUS UNIVERSITET FOTO: COLOURBOX

Nye familier, nye dilemmaer

Når børnene i dag kan forvente en del mindre del af kagen, skyldes det dog også, at der siden 1964 er kommet andre personer til, som den, der skriver testamente, kan have behov for at tage stilling til. Eva Naur fortæller, at det stigende antal skilsmisser og familietyper har påvirket arvelovgivningens udformning en del. ”Op igennem 1980’erne og 1990’erne steg andelen af skilsmisser og opsplittede familier, men samtidig så vi flere, der giftede sig på ny. Det medførte, at mange i deres testamenter prøvede at begrænse arven til børnene fra det første ægteskab. Da man ændrede lovgivningen i 2006, kom der derfor også mere frihed, så man kunne stille den nye ægtefælle og nye børn bedre, fordi man med testamentet kunne begrænse de andre børns arv ganske betydeligt” siger lektoren.

Eva Naur understreger, at arveretten er den samme for alle de børn, en afdød efterlader sig. Det gælder uanset om de er født af ugifte forældre, om de er født i det ægteskab, der bestod, da deres far eller mor døde, eller om de er født i et tidligere ægteskab. Loven stiller i princippet alle børn lige.

Men hvis man ved sin død er gift med en ægtefælle, der ikke er forælder til alle de børn, man selv har, så skal man være opmærksom på, at noget af arven går til ægtefællen, og den del vil ikke altid ”gå tilbage” til ens egne børn, når ægtefællen dør: ”Hvis ikke man ændrer noget gennem testamentet, arver ens egne børn lige meget af den arv, man efterlader sig, selvom de er fra forskellige ægteskaber. Det er dog sådan, at en del af den fælles formue i ægteskabet og en del af arven går til ægtefællen. Skriver man ikke testamente, vil de beløb senere gå i arv til ægtefællens børn, uanset hvem disse børns anden forælder var. Derfor vil det påvirke størrelsen af den samlede arv, ens børn modtager, hvis man efterlader sig en ægtefælle, der ikke er far eller mor til alle de børn, man selv har,” forklarer juristen, og fortsætter: ”Og i de tilfælde, hvor en person har skrevet testamente, der betyder, at nogle af børnene arver mindre end de andre, så er det uden tvivl noget, der påvirker børnene og har skabt konflikter i familier rundt omkring i landet. Det handler ikke om det økonomiske aspekt, men

om det følelsesmæssige. Hvor meget børnene arver, sender et signal til dem om, hvor betydningsfulde de var for forældrene.”

Med det stigende antal af sammenbragte familier ser Eva Naur dog et modtræk til den favorisering af børnene og ægtefællen fra det andet ægteskab, som lovgivningen lægger op til. ”Lovgivningen blev jo egentlig indført for at imødekomme de nye familier, men mit indtryk er, at holdningen har ændret sig siden. Jeg ser flere og flere eksempler på, at ægtefæller i de her sammenbragte familier arbejder hen imod at sikre en lighed mellem de sammenbragte børn rent arveretligt.”

Stadig bedst at blive gift

Ud over nye ægtefæller og børn tager den nye arvelovgivning også hensyn til andre arvinger.

Den giver mulighed for, at man kan testamentere sin formue til samlevende – og det har væsentlig betydning for det stigende antal danskere, der vælger ikke at blive gift. ”I dag kan man stille sin partner næsten lige så godt som en ægtefælle,” fortæller Eva Naur.

Det er dog ikke ensbetydende med, at ægtefæller og samlevere er ligestillet i arvelovgivningen. Hvor en ægtefælle automatisk er berettiget til at arve, kræver det, at man udfylder et testamente, hvis man ønsker, at ens samlever skal arve fra én. Det er heller ikke lige sådan at sikre sig, at ens samlever kan arve på lige vilkår med en ægtefælle. ”Det kræver, at man virkelig gør sig umage som den, der laver testamente,” siger Eva Naur. ”Der kan komme mange ting i vejen for en arv, hvis samlivet eksempelvis ophører – så hvis man vil være helt sikker på, at man kan få del i arven, er der stadig flest fordele ved at blive gift.”

J

12 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. april 2025

3 Abelone Glahn anbefaler, at man altid har en kasse stående, hvor man kan lægge ting i, man gerne vil skille sig af med.

FOTOS: LEIF TUXEN

Ting og sager bliver samlet gennem et langt liv, og det er en enorm opgave for de efterladte at rydde op i. Abelone Glahn har lært, hvor meget det betyder, at komme i gang med opgaven – før det er for sent

interview Elisa Norgaard Mortensen mortensen@k.dk

Påsken kaldes ofte livets fest, men derfor kan man godt bruge anledningen til at tale om døden. Abelone Glahn har en opfordring til en anderledes aktivitet til den snarlige påskefrokost i mange familier: Få talt sammen om oprydning og flytning i seniorlivet – før det er for sent – lyder det fra den 69-årige journalist og forfatter.

For ting hober sig op gennem et langt liv, og pludselig er man for gammel eller syg til at tage sig af de mange rodekasser, minder og det skrammel, man har samlet på loftet.

For som hun siger: ”Ligskjorten har ikke lommer.” På et tidspunkt bliver alle mennesker – eller deres efterladte – nødt til at forholde sig til den uundgåelige oprydning. Så hvorfor ikke gøre oplevelsen så rar som mulig for alle i familien?

Hendes egen historie er et bevis på, hvor vigtig den beslutning kan være.

Ja, nej, måske

For Abelone Glahn begyndte rejsen for fem år siden i hendes store hus, der var fyldt med ting og sager. Abelone Glahn kalder sig selv en samler, og sammen med sin mand boede hun 21 år på en gammel skole på Falster med over 600 kvadratmeter fordelt i hoved- og sidebygninger, der var propfyldte af hele familiens ting. Gamle, uåbnede flyttekasser, børneting, mange års minder og mus gemte sig i hjørnerne, og da huset blev svært at vedligeholde for parret, stod det klart, at de mange ting snart ville blive et problem. ”Det kunne jo ikke nytte noget, at vi bare gav opgaven videre til næste generation. Så vi måtte i gang med det samme,” siger hun.

Det første skridt blev at opdele alt til ”ja”-, ”nej”- og ”måske”-ting. Hver eneste genstand, hun ejede, blev vurderet, overvejet nøje og så fordelt i sin rette bunke. ”På et eller andet tidspunkt skal du af med alt, hvad du ejer – man kan ikke tage noget med ind i døden. Så hvorfor ikke sortere dine ting i et tempo, du selv bestemmer, og på en måde, som du synes er hyggelig?”, siger hun.

For rigtig mange ender oprydningen med at blive de pårørendes problem, og det kan være en voldsom opgave at stå med oven i sorgen over et dødsfald, siger Abelone Glahn. Det kan også give en række etiske dilemmaer og udfordringer at skulle kigge på sine forældres usorterede, private ting igennem.

Fra de 600 kvadratmeter i huset på Falster flyttede Abelone Glahn og hendes mand ind til

Ryd op, så de andre ikke skal gøre det København på blot 69 kvadratmeter i en seniorbolig for nogle år siden. At ”downsize” – altså at reducere sit jordiske gods – som senior er en vigtig ting, siger hun. De store boliger kræver typisk megen vedligeholdelse, samler støv og ting, og den efterladte ved et dødsfald har ofte heller ikke råd til at blive siddende i huset. Det er sjovere at flytte af egen vilje end at blive smidt ud af banken, siger hun.

Alene med 600 kvadratmeter

Abelone Glahn og hendes 14 år ældre musikermand, Peter Abrahamsen, skilte sig af med 90 procent af alle deres ting. I dag siger hun, at det ”betyder alt”, at parret nåede at flytte til en mindre bolig. For kort tid efter flytningen blev hendes mand syg, og sidste år døde han. ”Tænk, hvis jeg havde stået alene med 600

kvadratmeter usorterede efterladenskaber. Og at jeg midt i sorgen skulle have taget stilling til alle de praktiske ting omkring at finde en ny bolig. Vi nåede at finde et nyt hjem sammen, der var vores, hvor jeg nu kan blive,” siger hun.

Rundt i den lille lejlighed er der fyldt med ting. Abelone Glahn er bestemt ingen minimalist, og der er både bøger, nips og vinylplader i hobetal. Mange af tingene vækker minder om hendes mand. ”Fordi vi har reduceret alt vores jordiske gods ned til kun en tiendedel, står jeg tilbage med kvalitetsting fra vores liv og ikke skrammel. Når jeg dør, ved jeg også, at det vil blive let for vores børn at rydde op i hjemmet, og det giver en tryghed,” siger hun.

Nu har deres fælles ting næsten fået større

”

Nogle voksne børn er også bange for samtalen, fordi den handler om, at deres forældre en skønne dag ikke er her mere.

ABELONE GLAHN, JOURNALIST

betydning, fordi de også er forbundet med minderne om, at de tilvalgte dem sammen, fortæller hun.

Arv&Testamente| 13

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. april 2025

”

Tænk, hvis jeg havde stået alene med 600 kvadratmeter usorterede efterladenskaber. Og at jeg midt i sorgen skulle have taget stilling til alle de praktiske ting omkring at finde en ny bolig.

ABELONE GLAHN, JOURNALIST

godt blive sjov. Det er hårdt at stå foran det kæmpe bjerg og tage den første bid af elefanten alene. For det er ligesom en elefant – den skal spises i små bidder,” siger hun.

De ældre generationer, der inviterer til påskefrokost, opfordrer hun til at finde det fine stel frem og dække bordet med de smukke, gamle duge, vaser og lysestager. På den måde kan man begynde en samtale med børn og børnebørn om, hvorvidt der er nogle ting, de gerne vil overtage.

Giv med varme hænder

”Vi fik 38 år sammen, så meget af det, der blev ryddet ud i, var jo vores fælles liv. Jeg savner kun nogle få af de ting, vi skilte os af med.”

Det er kun sket enkelte gange, at Abelone Glahn har fortrudt en af de ting, hun valgte fra i sin sortering. For eksempel måtte hun købe nogle nye haveredskaber, hun igen fik brug for.

Men så lærte hun også, at det ikke var jordens undergang at købe en ny ting. ”Jeg er typen, der har lyst til at gemme alt, for jeg ved aldrig, hvornår jeg får brug for det, men der er ingen plads til at gemme her. Det kræver en kæmpe disciplin for mig at skille mig af med ting, men jeg har lært, at man godt kan gå ned og købe nogle søm i stedet for at trække dem ud af væggen for at gemme dem hver gang.”

Hvad er der bag bjergene?

I begyndelsen var Abelone Glahns mand skeptisk over for idéen om at downsize. For det var svært at forestille sig et andet liv end det, de havde og var glade for. Sådan har mange det, siger hun. ”Min mand udtrykte det sådan her: ’Jeg ved ikke, hvad der er bag bjergene’, og det var først, da vi begyndte at kigge på boligannoncer og til sidst fandt den her lejlighed efter lang tids søgning, at han sagde: ’Nu kan jeg begynde at se mig selv i en anden bolig’,” siger hun.

Spørgsmålet: ”Hvad er de vigtigste priorite-

ter i vores liv nu?” blev afgørende for parret.

Det handler nemlig om at tænke hele sin livsbane igennem, siger hun. I begyndelsen ønskede parret at bruge mere tid i naturen, men ved lange samtaler nåede de frem til, at det var børn og børnebørn, der stod øverst for den tid, der var tilbage. Derfor flyttede parret til København, hvor fem ud af deres tilsammen seks børn bor.

Men selv hvis man som senior på ingen måder har lyst til at flytte eller allerede bor småt, har de fleste alligevel brug for at få styr på deres ting, siger Abelone Glahn.

Hendes bog ”Skal du ta’ det hele med dig?”

(2022) slår ned på netop, hvordan seniorer kan få styr på deres ting og gerne flytte i noget mindre, mens kræfterne er til det.

Bogen er til seniorer, der overvejer at flytte til mindre – men også til deres voksne børn, der står over for svære samtaler med forældrene.

Hun spurgte for nylig publikummet til et af sine foredrag om, hvor mange af dem der stadig opbevarede kasser med deres børns ting.

De fleste rakte en hånd i vejret. Det er et godt sted at begynde, siger hun. Og netop derfor er påskefrokosten med hele familien oplagt til at tage hul på den store opgave – og de måske svære samtaler. ”Et godt råd er at begynde med at få lidt hjælp fra andre, nemlig ved at de voksne børn fjerner deres kasser. Hvis du er sammen med nogle andre, kan begyndelsen på oprydningen

Et af hendes mottoer er: ”Hellere give med varme hænder end kolde.” At bruge sin oprydning på at dele ud af sine mange ting til de næste generationer betyder nemlig, at de får et helt nyt liv, som man endda selv når at opleve.

Abelone Glahn har selv delt flittigt ud af sine egne ting, og hun nyder at komme til kaffebesøg og se sin svigerdatter benytte et stel, der før blot samlede støv. Ofte ligger den største opgave også i de små ting. ”Det sværeste er ikke, hvilket skab eller bord du skal beholde, det er hurtigt besluttet. Det svære er de mange ting, der er inde i køkkenskabet, som du ikke har set på rigtig lang tid.

Det er indholdet i skufferne, på loftet og i kælderen. Det er papir, gamle breve, mapper og billeder.”

Hver eneste ting skal igennem dine hænder.

Mærkes på, opleves på ny og eventuelt forbindes med et minde. Først da kan du sige: ”Den ting har haft sin tid” og lade den gå, siger Abelone Glahn om sin metode: Hun tog en kasse fra loftet ad gangen. Lagde ting i de tre bunker og lod dem ligge natten over. Næste dag havde minderne bundfældet sig i underbevidstheden, og det blev muligt at flytte endnu flere ting fra ”måske” til ”ud”-bunken, fortæller hun. For nu var mindet gemt i hende, og derfor var selve genstanden pludselig ikke så vigtig længere, men blot noget, der tog plads. ”Et godt minde er ikke lig med, at du skal tage selve genstanden med dig, du kan også bære mindet inde i dig,” siger hun.

Derfor tager processen lang tid, og Abelone Glahn nævner, at alle, der er i tvivl om, hvorvidt de bør gå i gang, netop skal begynde nu. ”Det kan godt være, at du kun når én kasse per uge, men du skal blive ved og forestille dig lettelsen, når du er sluppet af med nogle af tingene. Ikke alle tingene. Men at du får ryddet ud, sorteret og eventuelt gjort klar til den dag, hvor du skal flytte, giver en lettelse. Det betyder, at du har frigjort tid og plads til noget, du hellere vil bruge den på,” siger hun.

Det kan være, at du pludselig igen kan bruge dit gæsteværelse, der efterhånden er blevet et rodeværelse, siger hun. Eller måske rulle en måtte ud til gymnastikøvelser eller få plads til din symaskine, som har stået i kælderen for længe. Måske får du bare luft.

En svær samtale

Den yngre generation slipper heller ikke her.

De har også et ansvar for at få deres forældre i gang, hvis det er svært, siger hun. For i sidste ende er det ofte børnene, der står med den største opgave, hvis begge forældre når at dø, inden sorteringen er klaret. Hun opfordrer igen til, at man begynder til påskefrokosten el-

ler næste gang, man er samlet som familie.

At det fine stel og de smukke duge, som ellers aldrig kommer ud af skabet, er taget frem, kan jo åbne for en samtale om, at de måske skal videre nu og ikke tilbage i skabet, fordi det er tid at tage hul på næste livskapitel, siger hun.

For nogle voksne børn kan det være svært at åbne for en sådan samtale, og forældre kan nærmest føle, at de bliver lagt i graven af deres børn. Sådan skal det bestemt ikke være, siger Abelone Glahn, der opfordrer til, at den ældste generation selv åbner samtalen: ”Nærm dig emnet ganske stille og roligt uden at overdramatisere. Nogle voksne børn er også bange for samtalen, fordi den handler om, at deres forældre en skønne dag ikke er her mere.

Men det er jo et faktum, at vi ikke lever evigt, og at vi alle skal dø. Vi må alle vænne os til at tale om døden, for den er en del af livet.”

Men indtil da handler downsizingen om lettelse, frihed for tingenes tyranni, glæden ved at give videre og at skabe plads til nyt livskapitel, siger hun.

Det første skridt kan være blot at samle en håndfuld af de ting, man allerede har besluttet at ville af med, i en kasse, som gæsterne kan tage frit fra efter æggesalaten.

J

6 6 Sådan kommer du i gang Abelone Glahn siger, at hvis man er i tvivl om, hvorvidt man bør begynde sin ”downsizing” – betyder det, at man skal komme i gang: Del dine ting op i tre bunker: ”ja”-, ”nej”- og ”måske”-bunker.

Hav altid en kasse stående fremme, som du løbende kan lægge ting i, du vil skille dig af med.

Få hjælp af andre til de første skridt. Brug for eksempel påskefrokosten til at begynde samtalen i familien.

Det vigtigste at sortere er alle de små ting: breve, mapper, gamle papirer og nipsting.

Giv de ting, du skiller dig af med, videre. Enten til familie, venner eller genbrugsbutikker.

6 6 Abelone Glahn Født 1955 i København.

Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1980.

Arbejder i dag som freelancejournalist og foredragsholder. Desuden forfatter til flere bøger.

Var gift i 38 år med musikeren Peter Abrahamsen, der døde i 2024.

Bor i udkanten af København.

14 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. april 2025

kort nyt Kæmpedonation til Gigtforeningen Gigtforeningen modtog i efteråret en rekordstor arv på 20 millioner kroner. Arven er den største donation, Gigtforeningen nogensinde har fået til gigtforskning, og foreningens direktør, Mette Bryde Lind, kalder arven ”en stor tillidserklæring” til foreningens mangeårige indsats for at sikre bedre behandling af landets gigtpatienter.

Pengene fra den anonyme kvindelige donor er øremærket til forskning i bindevævssygdommen MCTD, Mixed Connective Tissue Disease, der trods sin betydelige indvirkning på patienternes helbred og livskvalitet er en af de mest ubeskrevne sygdomme i reumatologiens verden. ”Det er sjældent, at der tildeles så mange penge til forskning i så sjælden en sygdom. Vi er så taknemmelige og har sat de indledende processer for forskningsprojekterne i gang,” siger Karen Schreiber, der er leder af forskningsenheden

2 29-årige Pauline Jussy bruger sin fritid på at fotografere et af de mange gravsteder på Cimetière de l’Est i Metz i det nordøstlige Frankrig.

på Dansk Gigthospital, som står som hovedansvarlig for koordineringen af projekterne, der også vil omfatte internationale forskere. Forskningskonsortiet har fået navnet DEMIX (Denmark Mixed Connective Tissue Disease Initiative), og der er nu defineret 10 fokusområder i forskningen. DEMIX har nedsat en gruppe med seks MCTD-patienter, der skal følge forskningens resultater. ”Vi har store forventninger til at blive meget klogere på en sygdom, som i dag er meget underbelyst,” siger Karen Schreiber til Kristeligt Dagblad.

FOTO: JEAN-CHRISTOPHE VERHAEGEN/AFP/RITZAU SCANPIX

Søndagsklubben skal hjælpe enkemænd Det Nationale Sorgcenter har lanceret Søndagsklubben, et nyt tilbud for mænd over 65 år, der vil mødes i et uformelt fællesskab med andre, som forstår, hvad det vil sige at miste. Det er meningen, at METTE BRYDE LIND, DIREKTØR FOR GIGTFORENINGEN. PRESSEFOTO

klubben, der indtil videre skal lanceres til maj i København og Vejle, skal facilitere en søndagsfrokost hver anden uge, hvor deltagerne i fællesskab køber ind og tilbereder maden, som sorgcentret betaler. Efter frokosten vil der være mulighed for en fælles aktivitet. ”Vi ved, fra vores samtaler med mænd der har mistet, at weekenderne særligt kan være præget af en ensom-

hedsfølelse. Vi hører også, at det at købe ind og tilberede et måltid kun til sig selv kan føles uoverkommeligt.

Derfor vil vi samle mændene om et fælles måltid.

Søndagsklubben er ment som et frirum, hvor man kan komme, som man er, og det selv er op til en, om og hvornår man ønsker at tale om sit tab,” siger Marie Rydzy, frivilligkonsulent i Det Nationale Sorgcenters

København-afdeling i en pressemeddelelse. Man kan læse mere om Søndagsklubben på Det Nationale Sorgcenters hjemmeside, sorgcenter.dk.

Franske fotografier af gamle gravsteder Det franske initiativ Sauvons nos tombes (på dansk: Lad os redde vores grave), der har eksisteret siden

2014, har som mission at fotografere gamle grave og dermed at bevare dem for eftertiden, for eksempel til brug for slægtsforskere. Her tager 29-årige Pauline Jussy et billede af en grav i den historiske del af Cimetière de l’Est i Metz, det nordøstlige Frankrig. I den historiske del af kirkegården ”Cimetière de l’Est” er mange gravsten forfaldne og blevet efterladt gennem århundrederne. Det er den private hjemmeside for slægtsforskning Geneanet, der har lanceret kampagnen, som ikke kun dækker Frankrig. Indtil videre er 7.160.475 gravsten fotograferet som et led i projektet, skriver Geneanet på sin hjemmeside.

J

Med din arv

kan du give grønlandske børn en tryg opvækst og en lys fremtid

Testamente

til fordel for Dansk Kræftforskningfond skaber resultater Fonden er fritaget for at betale boafgift, og alle beløb går ubeskåret til kræftforskning.

Midlerne bliver uddelt af internationalt anerkendte kræftforskere, der ligesom bestyrelsen arbejder ulønnet for fonden.

Læs mere og bestil vores folder om arv på fgb.dk/testamente eller ring på telefon 3585 8330

Dansk Kræftforskningsfond, c/o Plesner, Amerika Plads 37, 2100 København Ø, Tlf. 33 12 11 33, Giro 655 00 29, Danske Bank, reg. 3946, konto 394 63 63 618 www.dansk-kraeftforsknings-fond.dk

Hold glæden i live med din arv Giv livet videre, når du går bort Din arv skaber glæde og giver frihed til blinde og stærkt svagsynede.

Med din arv kan vi hjælpe flere til et frit og selvstændigt liv, og vi kan bekæmpe ensomhed og isolation.

Din arv går til: • uddannelse af førerhunde • rehabilitering og hjælp • sociale tilbud • øjenforskning

Dansk Blindesamfund er en humanitær organisation og er derfor fritaget for at betale boafgift til staten. Det betyder, at det beløb, du testamenterer til os, går ubeskåret til vores arbejde. Vælger du at begunstige Dansk Blindesamfund i dit testamente, betaler vi advokatens salær op til 5.000 kr.

Læs mere på blind.dk/stot-os/testamente-gaver

16 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. april 2025 FOTO: BO AMSTRUP/RITZAU SCANPIX

Hvordan begraver en præst sin far?

Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen forestod begravelsen af sin egen far, og flere præster vælger at gøre det samme. Men det er forbundet med flere dilemmaer, siger uddannelsesleder i folkekirken

baggrund Carl Elmose Brøcker broecker@k.dk

Den 10. januar i år mistede biskop i Aalborg Stift Thomas Reinholdt Rasmussen pludselig sin far, Hans Jørgen Rasmussen.

Den pensionerede og afholdte gymnasielærer gennem 42 år faldt om i sit hjem i Frederikshavn efter aftensmaden og var død. 77 år gammel.

Midt i den uventede og overrumplende sorg stod Thomas Reinholdt Rasmussen med den grundlæggende overvejelse, som de fleste præster før eller siden er nødt til at gøre sig. Vil man, og kan man, begrave sine egne forældre?

Der findes ingen forkerte svar på det spørgsmål. Der findes ingen faste regler,

som bestemmer, at ens titel som præst fører ansvaret for at begrave sine nære familiemedlemmer med sig. Og for Thomas Reinholdt Rasmussen var der hverken fra familien eller faderens side noget krav eller klare forventninger om, at han skulle påtage sig den opgave, som udefra set kan synes ganske uoverskuelig.

Men muligheden eksisterede, og den valgte Thomas Reinholdt Rasmussen at gribe. ”Jeg er den eneste præst i familien, og jeg havde flere gange talt med min far om, at jeg skulle begrave ham. For 10 år siden var han til en begravelse, hvor præsten begravede sin far. Det gjorde stort indtryk på min far, men han understregede over for mig, at jeg ikke skulle føle mig forpligtet til at gøre det samme for ham, for han vidste, det kunne være en hård omgang. Da han døde, var der alligevel ikke den mindste tvivl i mit sind. Det var min opgave at begrave ham. Det var mit kald,” fortæller Thomas Reinholdt Rasmussen.

Men præster er mennesker med et rigt følelsesliv ligesom alle andre, slår han samtidig fast. ”Nogle gange har præsten brug for en præst, fordi dødsfaldet er af en karakter, hvor præsten ikke selv kan håndtere det, og det er fuldstændig forståeligt.”

Faderens død faldt på en fredag. Lør-

dag eftermiddag sang den nærmeste familie Hans Jørgen Rasmussen ud fra hans hjem i Frederikshavn. ”Hil dig, Frelser og Forsoner”. Efter salmen læste Thomas Reinholdt Rasmussen et bibelstykke, bad fadervor og lyste velsignelsen. ”Udsyngningen var en tryg og meget konkret oplevelse. Om søndagen gennemførte jeg en gudstjeneste for at se, hvad der skete med mig rent følelsesmæssigt. Heldigvis gik det fint og roligt.

Det gav mig tro på, at jeg kunne begrave min far,” fortæller han.

Dilemmafyldt og individuelt

Det er ikke nyt, at præster begraver deres nære familiemedlemmer. Tværtimod. Særligt i præstefamilier, hvor præsteembedet nærmest går i arv, er det tra-

”

Jeg er stadig ikke afklaret med, om det var godt eller dårligt for min sorgproces at være et andet sted end resten af min familie under begravelsen.

THOMAS REINHOLDT RASMUSSEN, BISKOP

ditionen og forventningen.

Alligevel er det generelt blevet mindre udbredt, vurderer uddannelsesleder i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og ph.d. inden for praktisk teologi Ulla Morre Bidstrup.

Ifølge hende er præsterne blevet mere opmærksomme på, at det kan betyde noget i deres sorgproces, at de på en så vigtig dag står et andet sted end de andre nære efterladte. ”Jeg fornemmer, at yngre præster er blevet mere opmærksomme på relationerne omkring sig. Det gør sig også gældende ved en begravelse for en nærtstående. Flere af dem ønsker ikke at stå ved alteret, mens de andre efterladte sidder på kirkebænken. Jeg hører ofte, at det er vigtigere for dem at være der for deres egne børn ved begravelsen end selv at begrave deres forældre,” siger hun. ”For et par generationer siden var det mere udbredt, at præster begravede deres egne forældre. Man var måske mere fokuseret på sit embede og mindre på de private relationer. Man ’gjorde, hvad der skulle gøres’,” siger hun og tilføjer, at hun selv begravede sin far, som også var præst, og som også havde begravet sine forældre. ”Jeg oplevede, at jeg ikke havde noget valg. Han forventede, at jeg ville gøre det, og jeg har aldrig fortrudt det. Sådan skulle det være. Min mor havde sagt på

Arv&Testamente| 17

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. april 2025

forhånd, at jeg ikke skulle begrave hende, så jeg i stedet kunne være der for mine egne børn.”

Ulla Morre Bidstrup gør i sin undervisning gør opmærksom på de dilemmaer, der kan være, når man skal begrave nære familiemedlemmer. ”Generelt taler vi meget om, at man som præst tit står i særlige begravelsessituationer, som man kan blive følelsesmæssigt påvirket af. At skulle begrave sine forældre eller et barn på samme alder som sine egne børn er voldsomme oplevelser. Jeg plejer at sige til de kommende præster på pastoralseminariet, at de vil opleve, at det, der bærer dem igennem, er visheden om, at man ved begravelsen gør noget for de andre. Det handler om at fokusere på det ansvar og den opgave, man har som præst. Så kan man mere, end man tror,” siger hun.

Hun fortæller, at tidligere studerende ofte ringer for at søge råd i overvejelserne om at begrave et nært familiemedlem. ”Hvis de er i tvivl, om de magter det, men faktisk meget gerne vil, anbefaler jeg dem at have en af deres præstekolleger siddende ved siden af under begravelsen i præstekjole. Hvis de ikke kan gennemføre det, så ved de, at der sidder en kollega, der kan komme dem til undsætning,” siger hun.

Et andet dilemma, som præsten skal forholde sig til, er talen. I løbet af de seneste årtier er begravelsestalerne blevet mere og mere personlige, fortæller Ulla Morre Bidstrup. ”I dag er begravelsestalen præget af det, man kalder et vita, hvor fortællingen om afdødes liv indgår. Når en præst holder tale over et nært familiemedlem, kræver det stor bevidsthed om den rette balance i forhold til præstens søskende, der jo har samme relation til afdøde,

men ikke kommer til orde ved begravelsen på samme måde,” siger Ulla Morre Bidstrup.

Et skridt fra sorgen

Thomas Reinholdt Rasmussen har tre yngre søskende. Det vigtigste for ham var at skrive en ligeværdig begravelsestale, som ikke var om hans egne erfaringer med og tanker om sin far, men som derimod var om hele familiens fælles oplevelser med faderen. Og så ville han inddrage nogle faderens kolleger. Talen skulle være personlig, men ikke privat.

Mandag aften, tre dage efter faderens død, sad han i sin bil på vej hjem nordpå efter et heldagsmøde i Fredericia, og da kom ordene til ham. Brikkerne faldt på plads på motorvejen.

”Pludselig var der en helstøbt tale i mit hoved. Jeg indtalte den på min telefon på vej hjem alene i bilen, og så snart jeg kom indenfor, gik jeg uden at tage skoene af direkte ind på mit kontor og skrev talen i et hug. Hans liv og vores fælles erfaringer med ham blev flettet sammen med evangeliets trøst, nåde og kærlighed,” fortæller Thomas Reinholdt Rasmussen.

1 Thomas Reinholdt Rasmussen havde sin far ved sin side, da han blev indsat som biskop over Aalborg Stift i 2021.

FOTO: LARS HORN, AALBORG STIFT

For størst af alt er kærligheden.

Med det budskab begravede han sin far på en klar og solrig onsdag.

Nervøsiteten var der op til, men undervejs var den væk. Da han stod i kirken iført præstekjolen, kunne han mærke, at det nok skulle gå. ”I kraft af min opgave som præst under begravelsen kom jeg modsat resten af min familie et skridt længere væk fra sorgen. Jeg havde en opgave, der skulle udføres. Jeg havde et ansvar for den kirkelige handling. Jeg er stadig ikke afklaret med, om det var godt eller dårligt for min sorgproces at være et andet sted end resten af min familie under begravelsen, men min mor var ikke alene.

Hun var omgivet af mine tre søskende og resten af vores familie,” siger Thomas Reinholdt Rasmussen, der blev allermest rørt under jordpåkastelsen. ”Det var et stærkt øjeblik, da jeg kastede jord på min egen far. Det var voldsomt. Jeg tror ikke, folk opdagede det, men jeg havde lige et kort øjeblik undervejs, hvor jeg måtte stoppe op, for det er jo en meget symbolsk handling.”

Thomas Reinholdt Rasmussen gennemførte begravelsen af respekt og kærlighed til både sin far og sin mor. Det var og er en stor glæde for ham, at det gik, som det gik, som han formulerer det. ”Da jeg stod ude foran en stopfuld Frederikshavn Kirke få minutter før begravelsen, så jeg på hverdagslivet, som altid går videre. To mænd sniksnakkede på den anden side af gaden, en mand kørte forbi på sin cykel. ’Engang går solen sin runde uden mig’, skrev Benny Andersen. Til begravelser forstår man ikke, at folk kan gå upåvirkede rundt på gaden, imens man sidder i kirken med det største tab i hele verden. Det er underligt, men det er sådan, livet er. Engang går solen sin runde uden mig.” J

Støt dyrefri forskning Hjælp forsøgsdyrene ved at skrive testamente til fordel for Forsøgsdyrenes Værn, så vi kan fortsætte med at støtte dyrefri, innovativ forskning. Foreningen er fritaget for arveafgift.

Dyrene er givet i vore Hænder endnu mere værgeløse end Børnene.

Forsøgsdyrenes Værn støtter forskningsprojekter, som kan afløse forsøg på dyr og bane vejen for menneskerelevant, fremtidsorienteret forskning.

Karen Blixen

Scan koden og læs om at skrive testamente til fordel for Forsøgsdyrenes Værns indsats eller gå ind på vor hjemmeside. Her kan du også læse om Karen Blixens holdninger til forsøg på dyr samt om allerede støttede projekter – og flere er på vej.

Foreningens indflydelse er afhængig af antallet af mennesker, der ønsker at støtte Foreningens arbejde gennem medlemskab. Bliv medlem for kun 175 kr. om året via formularen på vores hjemmeside.

© Rungstedlundfonden

Gothersgade 160 · 1123 København K www.forsoegsdyrenes-vaern.dk Bidrag modtages med stor tak på kontonr. 1551−4 69 82 82 eller på MobilePay 55 88 70.

18 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. april 2025 FOTO: LARS LAURSEN/BIOFOTO/RITZAU SCANPIX

539

urnenedsættelser fandt sted i 2024. I 2023 var antallet 367.

KILDE: SKOVBEGRAVELSE ADMINISTRATION

Flere ønsker at blive begravet i naturen Det bliver mere og mere populært at blive begravet i et naturområde, og alle kan blive det uanset tro

FOTO: MADS CLAUS RASMUSSEN/RITZAU SCANPIX

nyhed Nye tal peger på, at flere ønsker en begravelse i et naturområde.

Tal fra Danske Krematoriers Landsforening viser en stigning i antallet af kremeringer og askespredninger. Derudover viser tal fra firmaet Skovbegravelse Administration, der varetager begravelser i store dele af Danmark, at flere bliver begravet i skoven.

Ifølge direktør i Skovbegravelse Administration Jannik Ahlefeldt-Laurvig handler det om, at flere vil begraves i naturen.

I 2015 var der 2822 askespredninger, altså en begravelsesform, hvor den døde kremeres, asken kommes i en urne, og derefter bliver den spredt over havet. I 2024 var antallet af askespredninger 5565 og dermed næsten en fordobling siden 2015.

Samtidig er antallet af urnenedsættelser i skoven voksende. Tallet er fra 2023 vokset fra 367 urnenedsættelser i skoven til 539 nedsættelser i 2024.

Et af de steder, hvor en begravelse i naturen er mulig, er i den skov, der grænser op til Silkeborg Kirkegård.

Skovkirkegården blev indviet i 2014 og har siden oplevet en stor og stigende efterspørgsel: ”Tendensen er helt klar de sidste par år. Det er jo virkelig for alvor gået op for danskerne, at det er en mulighed at blive begravet i naturen,” fortæller Rikke Nørulf, kirkegårdsleder ved Silkeborg Kirkegårde og Krematorium.

Det har været muligt at blive begravet i skoven i Danmark siden 2008, og i 2014 åbnede den første skovbegravelsesplads i Odense Kommune. 32 procent af bisættelserne ved Silkeborg Kirkegård udføres på skovkirkegården, fortæller Rikke Nørulf. ”Når pårørende vælger den mulighed, nævner de ofte, at vedkommende har haft en grøn tilgang til mange ting i livet,” uddyber hun.

Der er skovgravpladser på både Sjælland, Fyn og i Jylland, men der kan være lidt langt til nogle af gravpladserne. ”Jeg tror, at der i flere år har været flere personer, der har ønsket et gravsted i naturen, og det er så blevet en mulighed i praksis, i takt med at der er kommet flere skovbegravelsessteder til,” siger Jannik Ahlefeldt-Laurvig.

”Det er principielt muligt for alle i Danmark at blive begravet i en skov, men der er nogle steder, hvor der ikke er skovbegravelsespladser endnu, ” siger han.

Ud over en stigning i antallet af askespredninger er der også en stigning i antallet af kremeringer. I 2024 blev 50.191 døde personer kremeret.

Det svarer til 87,9 procent af alle døde i 2024, hvor tallet var 57.071 afdøde.

Det er en stigning fra 2015, hvor 43.238 afdøde blev kremeret.

Jannik Ahlefeldt-Laurvig fortæller, at alle uanset religiøst tilhørsforhold kan blive begravet i skoven. ”Religiøst kræver det ikke medlemskab af folkekirken at blive begravet i skoven, men der kan være religioner, hvor det ikke passer med en kremering,” siger han.

Når man vælger at blive begravet i naturen, får man et træ som det primære gravminde. ”Træet er det primære gravminde, og så forberedes der en grav, der dækkes med gran. Og så kan man selv nedsætte urnen, eller skovfogeden kan hjælpe familien med det,” siger Jannik Ahlefeldt-Laurvig og tilføjer: ”De, der ønsker at gøre det helt konkret, kan også vælge at sætte en mindeplade.”

Derudover oplyser Jannik AhlefeldtLaurvig, at der sagtens kan være en præst til stede, hvis man ønsker det.

For de fleste, der vælger skovbegravelse, er det kun de nærmeste, som er til stede.

En reservation af en urneplads i en skov koster 1000 kroner. Prisen for erhvervelse af urnepladserne er lokalt bestemt. /ritzau/ J

6 6 Hvad er en skovbegravelse?

En skovbegravelse er et alternativ til en urnebegravelse på kirkegården. Ved en skovbegravelse bliver urnen med afdødes aske nedsat i ikke-indviet jord for foden af et træ på en skovgravplads.

I 2008 blev begravelsesloven ændret, så det i dag er muligt at blive begravet i naturen. Ændringen skete på baggrund af en stigende interesse for at blive begravet i skoven frem for på en kirkegård.

I dag ønsker ca. en femtedel af danskerne en skovbegravelse eller askespredning, efter de er blevet kremeret.

KILDE: BEDREBEGRAVELSE.DK

5565

askespedninger fandt sted i 2024. I 2015 var antallet 2822, altså næsten en fordobling.

KILDE: DANSKE KREMATORIERS LANDSFORENING

“Det gør mig virkelig glad at se, hvad vi er i stand til at gøre for vores patienter. Sådan får jeg modet til at være der for dem.” – Charles Jormoh, Læger uden Grænsers sygeplejerske på hospital i Sierra Leone.

Foto: Peter Bräunig

LAD DIN ARV BLIVE TIL LÆGEHJÆLP www.msf.dk/arv

GØR LÆGEHJÆLP TIL EN DEL AF DIN HISTORIE Vores historie bliver formet af det, vi gør. Af det liv, vi har levet.

Med din arv kan du tilføje noget nyt og entydigt godt til din personlige historie. Vælger du at donere en del af din arv til Læger uden Grænsers arbejde, bliver lægehjælp til udsatte børn og voksne, som er truet af katastrofer, konflikter og epidemier til en del af din historie.

Læs mere og bestil vores gratis informationsfolder om arv og testamente på www.msf.dk/arv Gratis advokathjælp til oprettelse af testamente Kontakt advokat Vibeke Samuelsen fra Moltke-Leth Advokater på tlf. 33 11 65 11 eller via e-mail til vs@moltke-leth.dk

20 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. april 2025

3 Mens Elisabeth Hammer tog en master i sjælesorg, var hun fast vikar på Hospice Sydfyn.

Her fik hun for alvor øjnene op for den palliative tankegang, inden hun selv blev hospitalspræst på palliativt team for børn og unge på Odense Universitetshospital.

FOTOS: HEIDI LUNDSGAARD

Selvom døden river os fra hinanden, hører kærligheden ikke op Hospitalspræst Elisabeth Hammer møder hver dag familier med uhelbredeligt syge børn, som er på det, hun kalder ”en sorgvandring mod døden”. Hun støtter familierne og tror på, at der kan eksistere mening i det meningsløse

reportage Anna Ellesgaard ellesgaard@k.dk

Livet er værd at leve på trods af al den sorg, der følger med uhelbredelig sygdom, og visheden om, at døden nærmer sig.

Sådan lyder ordene fra Elisabeth Hammer, der siden 2016 har været hospitalspræst på palliativt team for børn og unge på Odense Universitetshospital. ”Sygdommen kommer jo og stjæler alt det, vi holder af. Men på trods af det, som sygdommen tager fra et menneske og en familie, kan der også eksistere håb,” siger hun.

I en hverdag omgivet af sygdom og sorg skal Elisabeth Hammer navigere i spørgsmål om livet og døden og samtidig forsøge at bringe et håb til de familier, der står over for at miste det, de har allerkærest: en datter eller søn.

Det er hendes opgave at skabe små ”håbsrum”, som hun kalder det, midt i sorgen. Håbsrummene skal ses som små lommer, hvor familierne kan finde me-

ning og glæde i livet trods den smerte og meningsløshed, de også mærker.

Også håbet om det evige liv fylder i de samtaler, Elisabeth Hammer har med familierne. ”Som præst bringer jeg håbet om det evige liv. Det er håbet om, at døden ikke er det sidste ord, der skal siges om noget menneske,” siger hun.

Men hvordan forklarer man lidelsens plads i verden, hvis man samtidig tror på, at verden er skabt af en Gud, der er god og almægtig? Og hvordan holder man håbet højt, når man hver dag konfronteres med sygdom og død?

Ved at turde tro på, at der også kan eksistere mening i det meningsløse og ved at være en støtte for dem, der er kastet ud i meningsløshed, lyder det fra Elisabeth Hammer: ”For mig giver det meget mening at kunne støtte mennesker på deres sorgvandring. Jeg skal være en medvandrer.”

Når børn og unge rammes af uhelbredelig sygdom, bliver deres familier sendt ud på en sorgvandring mod døden, forklarer Elisabeth Hammer. Hun ser døden som en naturlig del af livet. Men lige så naturlig den er, lige så uretfærdig og meningsløs kan den også opleves – og derfor er det hendes opgave at se og lytte til de mennesker, der vandrer mod døden. ”Selvom jeg ikke kan fikse den eksistentielle lidelse, så kan jeg som medvandrer lægge øre til sorgen. At lytte er det stærkeste middel mod ensomhed, og det er meget ensomt at være sendt ud på en sorgvandring – ligesom det er sorgfuldt at skulle forlade den her verden og skilles fra sine kære. Og i den forbindelse er relationer meningsgivende, fordi de kan bekræfte, at det menneske, der skal dø, har sat spor i livet,” siger hun.

Ud over at være en medvandrer beskriver Elisabeth Hammer også sig selv som

Arv&Testamente | 21

Kristeligt Dagblad Lørdag 24.

12. april august 2025 2025

2 Børnebogen ”Brødrene Løvehjerte”, der er skrevet af Astrid Lindgren, læser hospitalspræst Elisabeth Hammer ofte med de børn, hun følger. Det skyldes især, at bogens hovedperson, Karl, også kendt som Tvebak, er god til at rejse spørgsmål om døden, fortæller hun.

2 Som hospitalspræst bruger Elisabeth Hammer en stor del af sin arbejdstid på at besøge de familier, der er tilknyttet palliativt team for børn og unge på Odense Universitetshospital, og derfor er hun ofte ”ude af huset”, som hun selv formulerer det.

en budbringer. Det skyldes især hendes teologiske tilgang til livet og døden, hvor hun ser det som sin opgave at bringe Guds nærvær ind i verden. ”Jeg bringer bud om tro, håb og kærlighed. Jeg peger på Guds nærvær og bringer bud om, at der ikke er noget sted her i verden – hverken i livet eller i døden – hvor Guds kærlighed ikke er,” siger hun.

Hvordan ser døden ud?

Da Kristeligt Dagblad møder Elisabeth Hammer på hendes kontor på Odense Universitetshospital, fortæller hun, at hun har svært ved at få øje på, hvorfor der er nogen, der skal lide så meget i livet som de børn, der skal dø, og de forældre, der skal miste deres børn. Men som årene er gået, har hun fundet fred med, at hun ikke kan gennemskue, hvorfor nogen skal sendes ud på sorgvandringer. ”End ikke sproget kan indfange, hvilken vej, det er, man er sendt ud på, når man skal miste sit barn,” siger hun og holder en kort pause, inden hun fortsætter: ”Det betyder dog ikke, at man ikke samtidig kan finde mening i livet. Og det er noget af det, jeg taler rigtigt meget med børnene og familierne om.”

På kontoret pynter det med malerier, som forskellige børn har lavet. Alle har forskellige motiver, men det til fælles, at de viser noget af det, som vækker glæde i de børn, Elisabeth Hammer har talt med.

En har tegnet sit hus. En anden har

tegnet sin kat. Og en tredje har tegnet havskildpadder og søstjerner, fordi det minder barnet om det akvarium, vedkommende holder så meget af.

I den anden ende af kontoret står to malerier på en reol. De forestiller døden.

På det ene er der malet en regnbue med budskabet: ”Alt bliver godt igen”, mens det andet maleri forestiller en gylden mark med en engel, der er nedsteget fra en lyseblå himmel. ”Det var sådan, det barn forestillede sig døden,” siger Elisabeth Hammer og peger på maleriet med marken og englen.

Står det til Elisabeth Hammer, kan man stadig finde mening i livet, selvom et barn er ramt af uhelbredelig sygdom. ”Der er altid et liv at leve på trods,” siger hun og kigger mod en tavle, der hænger på væggen. ”En tid til at græde og en tid til at le.

En tid til at holde klage og en tid til at danse,” står der skrevet med en grøn sprittusch.

Teksten er omkranset af et hjerte, og Elisabeth Hammer fortæller, at ordene er en reference til Prædikerens Bog, kapitel 3, som betoner, at der er en tid til alt. En reference, hun selv finder stor styrke i.

Et andet sted på tavlen står der skrevet: ”Kærligheden hører aldrig op.”

Og det er netop kærligheden, der er vigtig at have for øje, når man oplever sorg og smerte, understreger Elisabeth Hammer: ”Selvom døden river os fra hinanden,

”

End ikke sproget kan indfange, hvilken vej, det er, man er sendt ud på, når man skal miste sit barn.

ELISABETH HAMMER, HOSPITALSPRÆST

6 6 Elisabeth Hammer Født den 14. november 1972 i Odense.

Bor i Odense med sin mand. Parret har tre børn.

Hospitalspræst i palliativt team for børn og unge på Odense Universitetshospital.

Uddannet cand.theol. fra Aarhus Universitet, master i sjælesorg fra Københavns Universitet. Specialist i narrativ psykoterapi og traumebehandling.

Tidligere sognepræst i Fjellerup og Glesborg og Tved kirker.

så hører kærligheden jo ikke op. På samme måde hører mit følgeskab med familierne heller ikke op, fordi børnene dør.”

Hun kommer ikke til at overleve

En stor del af Elisabeth Hammers arbejde består blandt andet i at være udkørende hospitalspræst. Det vil sige, at hun besøger familierne i deres hjem.

I Kerteminde bor Tine og Peter Jensen, og de er en af de familier, som Elisabeth Hammer besøger.

Parret har en søn på seks år og en lille ny på vej – og så har de datteren Merle på fire år, der for to måneder siden blev erklæret terminal, efter at lægerne sidste år fandt en tumor i hendes hjerne. ”Vi røg hurtigt ind i lidt af et protokolforløb med scanninger og kemo. Vi levede hele tiden i håbet om, at hun nok skulle klare det. Men nu er vi et sted, hvor vi ved, at hun ikke kommer til at overleve,” siger Peter Jensen, da Kristeligt Dagblad taler med parret over telefonen.

Han fortæller, at det har givet dem ”noget helt særligt” at være i kontakt med en hospitalspræst, der har indgående kendskab til døden og kan hjælpe dem med at sætte ord på den sorg, de oplever.

Selvom både Tine og Peter Jensen er medlemmer af folkekirken, ser de ikke sig selv som troende kristne, men samtalerne med Elisabeth Hammer har alligevel fået dem til at tænke mere over deres eget forhold til troen.

fortsætter side 22

22 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. april 2025

... Selvom døden river os fra hinanden, hører ... fortsat fra side 21 ”Inden Merle blev syg, var jeg overhovedet ikke troende, og det er ikke, fordi jeg i dag har en følelse af, at jeg er rykket tættere på en Gud, men jeg kan mærke, at min tro har rykket sig på en anden måde i Merles sygdomsforløb. Og det er måske, fordi jeg har brug for at tro på, at hun kommer et bedre sted hen,” siger Tine Jensen og holder en pause, inden hun tilføjer: ”Midt i meningsløsheden hjælper det en lille smule at tro på, at hun skal et bedre sted hen. Jeg er nødt til at tro på, at der må være noget efter døden.”

Peter Jensen har haft behov for at placere uretfærdigheden og meningsløsheden et sted – og i den forbindelse er han begyndt at bede. Hans bønner er ikke rettet mod en egentlig Gud, fortæller han, men snarere mod en energi: ”Vi har valgt at gå med håbet og det gode, og personligt ser jeg ikke Gud som en mand, men som en energi, jeg kan drage nytte af,” siger han.

Ondskabens plads i verden

Teodicé-problemet er et centralt dilemma, der gennem tiden har optaget mange kristne tænkere.

Der findes forskellige udlægninger på teodicé-problemet, men i bund og grund handler det om, hvorfor der findes ondskab i verden, hvis der samtidig eksisterer en god og almægtig Gud. For hvorfor fjerner en god og almægtig Gud ikke det onde?

Det spørgsmål har også Elisabeth Hammer spekuleret over – og selvom hun ikke har et endegyldigt svar, understreger hun, at det først og fremmest må handle om at gøre det klart, hvad ondskab er. ”Ondskab er noget, vi mennesker påfører hinanden. Det kan opleves ondt at blive ramt af sygdom, men det er ikke ondskab, fordi ondskab udmøntes i handlinger, som mennesker påfører hinanden. Og jeg kan ikke gennemskue til fulde, hvorfor der eksisterer ondskab, fordi jeg har ikke det guddommelige overblik. Jeg er jo bare en lille skabning, som ikke kan gennemskue tilværelsen,” siger hun.

Men kan det ikke få folk til at tvivle på Guds kærlighed? ”Jo, det kan få en til at tvivle på, hvor den kærlige Gud, man ellers har troet på, er henne. Så det er klart, at det virkelig kan udfordre ens tro. På den måde kan sorgen både tage modet og troen fra en.”

Elisabeth Hammer fortæller, at der i mennesket både bor ”lys og mørke”, og at vi er udstyret med en fri vilje til at vælge mellem at gøre det gode eller det onde. Og netop denne vilje forvalter vi på forskellig vis, siger hun: ”Nogle bruger deres frie vilje til at bringe godhed og kærlighed ind i verden. Andre forvalter den på anden vis.”

En mening med livet

Hos familien Jensen i Kerteminde har Merle taget skade af sine operationer.

Hun kan ikke længere bevæge sig rundt, og selvom hun indimellem siger små lyde, er hendes sprog gået tabt.

Det ændrer dog ikke ved, at Tine og Peter Jensen stadig gør meget ud af at fortælle hende, at hun snart skal et bedre sted hen; at hun skal op i Himlen og lege.

I den lille familie handler det derfor om at tage en dag ad gangen, siger Tine Jensen, der beskriver, at de befinder sig i en slags ventesorg. ”Vi venter bare på, at der er et eller andet, der skal ske. Og der er allerede

”

For mig giver det meget mening at kunne støtte mennesker på deres sorgvandring. Jeg skal være en medvandrer.

ELISABETH HAMMER, HOSPITALSPRÆST

mange ting, vi har sagt farvel til, og som vi aldrig får igen. Men vi ved ikke præcis, hvornår vi skal rykke videre til den næste sorg, som bliver, at hun ikke længere er her,” siger Tine Jensen.

Peter Jensen tilføjer: ”Det er en vandresorg.” ”Ja, sorgen rykker sig hele tiden. Tingene ændrer sig, og så skal vi forholde os til noget nyt,” siger Tine Jensen.

Når parret ser på datterens sygdomsforløb, er de enige om, at det blandt andet har været svært at se, hvordan andres liv fortsætter, mens de selv har en oplevelse af at sidde fast.

Og selvom de også finder tid til små glimt af grin og glæde i hverdagen, er det stadig, som om de konstant har en sort sky hængende over sig, fortæller Tine Jensen: ”Jeg kan ikke slippe tankerne om Merles sygdomsforløb. De tanker har jeg med mig hele tiden. Jeg kan sagtens have en glæde, der kommer ind over, men den sorte sky er der hele tiden.”

Adspurgt om, hvorvidt sygdomsforlø-

bet har fået forældrene til at tvivle på meningen med livet, fortæller Peter Jensen, at ”tanken da har strejfet” ham: ”Der er jo ingen ord, der kan beskrive den følelse af uretfærdighed, man har.

Det skal slet ikke ramme små børn,” siger han.

Tine Jensen kan ikke finde nogen mening med, at deres datter skal tages fra dem. Hun har spurgt sig selv flere gange, hvorfor det lige netop er hos dem, sygdommen rammer, men må gang på gang erkende, at det er et spørgsmål, hun aldrig finder svar på.

Uretfærdigheden har dog ikke fået hende til at tvivle på livets mening: ”Jeg har ikke tænkt, at der ikke er en mening med livet. Vi ved jo begge to godt, at vi snart har to andre børn, der skal blive her på jorden og have et godt liv, og den dag jeg selv ligger og skal dø, tror jeg ikke, jeg er så bange, fordi jeg vil føle, at jeg har nogen, jeg skal op til,” siger hun.

Fra Peter Jensen lyder det: ”Det her forløb har kastet et nyt lys på, hvordan jeg synes, man bør leve livet.

Det handler om at bruge sin tid med familien, mens man kan.”

I det øjeblik uhelbredelig sygdom rammer en familie, er det, som om boblen brister, og derfor er det vigtigt at tale om smerten og sorgen: ”Smerten forstærkes, når man ikke kan udtrykke den. Man bliver lille, når man ikke bliver hørt. Mennesker har brug for at bruge deres stemme til at udtrykke den eksistentielle smerte, de gennemgår,” siger Elisabeth Hammer og understreger: ”Bliver man mødt, vil det farve livet.”

Hun vender igen tilbage til sin pointe om, at livet er værd at leve på trods af al den sorg, der følger med uhelbredelig sygdom. Og gennem tiden har det hjulpet hende at referere til Jens Rosendals ”Forelskelsessangen”, hvis sidste vers netop fortæller, at ”Livet, det er livet værd – på trods af tvivl og stort besvær – på trods af det, der smerter”.

Og ligesom Jens Rosendal skriver det, skal svaret findes i kærligheden, fortæller Elisabeth Hammer: ”I det øjeblik man mister noget, man har kærlighed til, er det et kæmpe tab.

Sorgen er kærlighedens pris. Og vi ved, at sorg ikke kan fikses. Sorg skal bæres og deles i fællesskab.”

Livet, det er livet værd

Kan man overhovedet finde håb i, at sorgen er kærlighedens pris? ”Ja, det kan man, fordi sorgen er et klart vidnesbyrd om, hvor uendelig værdifuldt det menneske, man har mistet, har været i ens liv. Men det kan helt naturligt være svært at få øje på håbet, når man er i sorg. Det, mennesker har brug for, er fællesskab. De skal vide, at det er okay at sørge over noget, de fandt dyrebart.”

Vi taler ikke så meget om meningen med livet, når hamsterhjulet kører derudad, og livet går godt – men når der kommer et brud i menneskers liv, dukker sådanne spørgsmål pludselig op, fortæller Elisabeth Hammer.

”

Vi ved ikke præcis, hvornår vi skal rykke videre til den næste sorg, som bliver, at hun ikke længere er her.

TINE JENSEN, MOR TIL MERLE

2 Tine og Peter Jensen ved, at de skal miste deres datter, Merle. PRIVATFOTO

Men trænger det håb igennem hos forældre, der skal miste deres børn? ”Ja, det gør det. Men det fjerner ikke sorgen og smerten. Man kan godt have et håb om det evige liv, og at livet stadig kan give mening, samtidig med at man er i den dybeste sorg og afmagt over at skulle miste sit elskede barn. Og det er en af mine fornemste opgaver at holde dobbeltheden i live.”

J Kristeligt Dagblad har samtykke til at bringe samtlige billeder fra Odense Universitetshospital.

0 På Odense Universitetshospital er hospitalspræst Elisabeth Hammer med til at gennemføre gudstjenester for patienter og pårørende. Det foregår i hospitalets kirkesal.

Foto Lars Just

Du kan være med til at give børn, der lever i en særlig udsat eller sårbar situation en bedre fremtid.

SOS Børnebyerne arbejder for at sikre, at alle børn får muligheden for at vokse op i en omsorgsfuld familie – hvad enten det er i barnets biologiske familie eller i pleje hos SOS Børnebyerne.

Børn, som vokser op i omsorgsfulde hjem, vil have lettere ved at give omsorg videre til deres egne børn, fordi de har fået det med hjemmefra. For hvert barn, vi hjælper, starter en bevægelse som ringe i vandet, og på den måde sikrer din støtte ikke bare ét barn her og nu, men også kommende generationer af børn.

SOS Børnebyerne er til stede i over 130 lande og har mere end 75 års erfaring i at hjælpe børn, der vokser op uden forældreomsorg.

Overvejer du at testamentere til velgørenhed?

Læs mere om testamente og arv, og om hvordan du opretter et testamente i SOS Børnebyernes arvefolder.

Bestil en gratis arvefolder med QR-koden eller ring på tlf.: 33 78 02 93

God omsorg går i arv

24 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. april 2025 FOTO: ÓLAFUR STEINAR GESTSSON/RITZAU SCANPIX

En tidsrejsende er begravet på Assistens Kirkegård Han døde i 2026, men blev begravet på Assistens Kirkegård i 2015.

Hvordan kan det lade sig gøre? Det kan det, fordi Andreas Morgenrødt er tidsrejsende

interview Cecilie Fogtmann fogtmann@k.dk

Midt på Assistens Kirkegård i København gemmer sig en gravsten, der, på trods af at den står blandt navne som H.C. Andersen, Kim Larsen og Michael Strunge, skiller sig ud. Ved første øjekast virker stenen ikke synderligt speciel, og navnet ”Andreas Morgenrødt” vækker heller ikke genklang. Alligevel stopper folk op og kaster et ekstra blik på den lille, hvide marmorsten, der har inskriptionen: ”Andreas Morgenrødt. Tidsrejsende. 1996-2064”.

Det giver sig selv, at der ikke ligger en tidsrejsende begravet under stenen. Men noget blev alligevel begravet den dag, stenen blev sat op i 2015 – og vi skal rejse 10 år tilbage i tiden for at finde ud af hvad. Det er nemlig her, historien om Andreas Morgenrødt begynder.

For 10 år siden boede kunstneren og digteren Morten Søndergaard lige ved siden af Assistens Kirkegård. En kirkegård, der blev et sted for refleksion og fordybelse, og som han opsøgte i en svær periode i sit liv. ”Jeg havde det ret dårligt psykisk, og så var Assistens Kirkegård et sted, hvor jeg gik hen og fik det lidt bedre,” siger Morten Søndergaard og uddyber: ”Datoen for døden har altid været meget voldsom og konkret for mig, og i den periode satte jeg dødsdatoer for mig selv.”

Han er med på en telefonforbindelse fra Japan, hvor han samme dag har besøgt en kirkegård i Kyoto. ”Der var én, der engang sagde, at kirkegårde er sådan nogle friluftsencyklopædier. Det udtryk kan jeg godt lide. I min optik siger kirkegårde nemlig rigtig meget om mennesker,” fortæller han.

Måske er der noget om snakken – på Assistens Kirkegård ligger der i hvert fald en sten, der siger noget om Morten Søndergaard. Fifler man lidt med bogstaverne, kan navnet på den hvide marmorsten nemlig danne navnet Morten Søndergaard.

Døden er en del af mit navn

Den tidsrejsende Andreas Morgenrødt er altså ikke en person, men et anagram over Morten Søndergaards eget navn. Men for at forstå, hvorfor digteren har sat en gravsten med sit eget anagram op, må man forstå, hvem manden bag stenen er.

Morten Søndergaard er en kunstner, der, siden han debuterede med sin digtsamling ”Sahara i mine hænder” i 1992, har været optaget af både tid og død som tema. Men Morten Søndergaard er også en person, der har brugt meget tid på at tænke over, hvilken rolle tiden og døden spiller i hans eget liv – især i eget navn.

Inden Morten Søndergaard satte den tidsrejsendes gravsten op i 2015, flyttede han til Pietrasanta, en lille by i Italien, hvor han gjorde en opdagelse, der skulle få betydning for både hans professionelle og personlige virke. ”Når jeg siger, at jeg hedder Morten, hvisker de ’la Morte’ [døden på italiensk] og bakker to skridt tilbage,” fortæller Morten Søndergaard.

Den opdagelse blev startskuddet til digterens niende digtsamling, ”Døden er en del af mit navn”. Her sætter han ord på sit navn som en konstant påmindelse om det fatale i livet og undersøger, hvordan døden er en del af hans identitet. Men med stenen blev en del af hans ekstreme opmærksomhed på døden også lagt i graven. ”Bogen er vigtig, fordi den markerer et skifte i mit liv. Men stenen markerede den endegyldige afsked. Jeg sagde farvel til en meget stor optagethed af døden og en kæmpe depression,” fortæller han og forklarer, at selvom stenen er ment som en vittighed, så er dét den store alvor bag den. ”Når jeg laver noget, så er der altid en form for meget stor alvor i det – nedenunder. Men det er ikke det, man nødvendigvis møder først,” siger Morten Søndergaard.

På Assistens Kirkegård er det da heller ikke alvoren, de fleste møder, når de retter blikket mod gravstenen. Tværtimod. ”Når jeg har været der, kan jeg se folk stoppe op og smile. Jeg synes, der er noget enormt fint i at få et smil på en kirkegård,” siger Morten Søndergaard.

Det er man enige i på kirkegården.

Det er derfor, at stenen har fået lov til at blive stående i 10 år. Ifølge kirkegårdsvejleder Stine Helweg passer stenen inden for det, man kan forvente at finde på Assistens Kirkegård: ”Det er sådan et lille poetisk indslag på kirkegården, som jo er helt ureglementeret og anarkistisk, og som egentlig falder uden for, hvad vi plejer at kunne rumme. Men det har vi altså godt kunnet finde ud af i kommunen, og derfor har vi ladet

4 ”Det bedste ved det hele er, at stenen har fået sit eget liv. Folk går ind og lægger ting, og der har også været nogle, der har skrevet små beskeder i tidens løb, om ikke Andreas Morgenrødt kunne rejse tilbage i tiden og gøre noget om for dem,” siger Morten Søndergaard.

FOTO: CECILIE FOGTMANN

6 6 Morten Søndergaard Født den 3. oktober 1964 i København.

Uddannet fra Forfatterskolen i 1991.

Cand.phil. i litteraturvidenskab i 1995.

Har fået litteraturpriserne Michael Strunge-prisen i 1998, Peter Freuchens legat til minde om Magdalene og Peter Freuchen i 2003, Beatrice-prisen i 2006 og Drachmannlegatet i 2020.

Ud over sine litterære værker har han en række af kunstinstallationer, udsmykninger, plader og dramatiske værker bag sig.

stenen stå,” siger Stine Helweg og tilføjer: ”Assistens Kirkegård er jo et eventyrligt og poetisk sted, og man ved aldrig helt, hvad der er rundt om næste busk og næste hjørne. Og stenen generer ikke nogen – tværtimod tror jeg, at det giver en ekstra oplevelse til dem, der opdager den.

Så den passer godt ind lige her,” siger hun.

Om gravstenen får lov til at blive stående blandt historiens vingesus helt indtil den tidsrejsendes dødsdato, må tiden vise – og det passer Morten Søndergaard helt fint. ”Det er ude af mine hænder, og jeg kan ikke forestille mig noget bedre, end når et værk er det. Det er som at sende en flaskepost ud i tiden, der kan flyde ned ad tidens strøm. Så må vi se, hvad der med tiden sker med

den,” siger Morten Søndergaard.

En flaskepost i tiden er et meget sigende begreb om anagrammet Andreas Morgenrødt. Det var nemlig sådan, han blev født: på en lap papir, der havde ligget i skrivebordsskuffen i flere år. Som en lille flaskepost fra digterens tidligere jeg. ”Som digter putter man sommetider noget i skrivebordsskuffen, og så læser man det senere. En dag tog jeg digte op, som havde ligget i skuffen i så lang tid, at jeg næsten ikke kunne huske, at jeg havde skrevet dem. Det er en slags lang tidsrejse, man udsætter digtene for,” siger Morten Søndergaard.

Selvom den tidsrejsende blev begravet med Morten Søndergaards depression, blev han født gennem de digte, der lå og samlede støv i skrivebordsskuffen. Et af de digte er nu at finde i en bog, der har Andreas Morgenrødt som forfatter – de tilhører nemlig en anden tid og derfor et andet jeg.

Hvornår tidsrejsen slutter for Andreas Morgenrødt, er endnu ikke til at sige. Men i slutningen af maj tager han på endnu en af slagsen, når han via et hologram skal læse digte op på natur- og videnskabsfestivalen Bloom Festival i Søndermarken i København.

Hvad der ellers er i vente for Andreas Morgenrødt, må tiden vise – og den bøjer han, præcis som han vil.

J

SÆT DIT AFTRYK FOR DYRENE Dyr er sansende væsener, der fortjener menneskers respekt og omsorg.

Det gælder dyr både i familierne, i landbruget og i den vilde natur.

Ved at skrive Dyrenes Beskyttelse ind i dit testamente, kan du være med til at sikre, at dyr i nød får hjælp, at flere får mere viden om dyrs behov, og at lovgivningen påvirkes til bedre vilkår for dyrene. Det har været Dyrenes Beskyttelses formål siden 1875 og kan med din støtte fortsætte ind i fremtiden. Hvis du ønsker at give en gave til dyrene i dit testamente, kan du få hjælp til at dække advokatomkostningerne ved oprettelsen af testamentet. Du kan sagtens prioritere dine nærmeste samtidig.

Vil du gerne vide mere, så ring til Dyrenes Beskyttelses testamenterådgiver, og få en uforpligtende samtale på telefon 33 28 70 02, eller bestil vores magasin AFTRYK på www.dyrenesbeskyttelse.dk/testamente.

Så får du samtidig tre skønne dobbeltsidede kort med dyrebilleder.

A F T RY K

DY RENE A R V ER, N Å R V I ER VÆK s. 12 F RI V IL L IG E PA S SER V IL DE DY R s. 18 J ØRG EN H A R SIK RE T SIN K AT S F REM T ID s. 2 4

Testamentemagasin_2023_32 sider.indd

Sæ t di af tr yk t dyrene for med di t test am ente

1 10-08-2023 09:40:09

26 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. april 2025

Kirsten har mistet to mænd, men ikke livsmodet: ”Det er vigtigt at engagere sig” Kirsten Kamper fylder 90 år til maj. I løbet af sit liv har hun mistet to mænd og en række tætte venner. Men døden og sorgen tynger hende ikke i hverdagen – her er det de gode ting ved livet, der fylder

interview Cecilie Fogtmann fogtmann@k.dk

Da Kirsten Kampers mand Alf døde pludseligt og uden varsel i en alder af 59 år, var det hendes vennegruppe, familie og en hverdag som skolesekretær, der hjalp hende igennem den udfordrende tid.

Hun og Alf fik to børn, fem børnebørn og 33 år sammen.

Kirsten Kamper blev boende i huset, som hun havde med Alf, og allerede dengang besluttede hun sig for, at hun aldrig skulle bo med nogen igen. Men 11 år senere mødte hun en mand, der skulle ændre den beslutning.

Hun fik 15 år med Vagn, inden han blev syg og døde. I år er det fem år siden, at han gik bort.

Kirsten Kampers liv gik ikke i stå, hverken da hun mistede Alf eller Vagn, og det kommer det heller ikke til. Det handler nemlig om at leve livet, mener hun. Da Kristeligt Dagblad bliver inviteret indenfor i Kirsten Kampers lejlighed i Hvidovre, lyser solen stuen op. ”Her er så dejligt, jeg er meget glad for at bo her,” siger hun og peger ud på den store, grønne fælleshave: ”Her er så grønt, men man behøver ikke at passe haven selv.”

Ud over haven, der ikke skal passes, og robotstøvsugeren, der bliver løftet ind i stuen, når den skal bruges, klarer hun tingene selv.

Det kan hun sagtens endnu, forklarer hun.

Da Kristeligt Dagblad møder hende, er det til en samtale om, hvordan hun har kastet sig ud i alt, hvad livet har at byde på, trods tab og sorg. ”Der er jo masser af ting, man savner rigtig meget. Men det er vigtigt, at man ikke bare sætter sig og siger: ’Nu er jeg blevet gammel’.

Selvfølgelig kan man være hæmmet af noget, måske sin førlighed, men jeg tror, det er vigtigt at engagere sig så meget, som man nu kan,” siger Kirsten Kamper.

Engagement er et ord, der i løbet af samtalen med Kirsten Kamper bliver brugt mange gange. Men det er måske også netop nøgleordet i fortællingen om hendes 89 år lange liv. Det er i hvert fald noget, hun har gjort gennem hele livet – hun har engageret sig, og det gør hun stadig. ”Man skal jo gøre tingene, mens man kan,” udbryder hun, da hun sidder i en lænestol i sin solfyldte stue. ”Det kan lige pludselig være slut. Det kan være slut i morgen eller i aften,” tilføjer hun.

Livets bratte afslutning er da også noget, Kirsten Kamper har oplevet på nært hold. Da hun mistede Alf i 1990, var hun selv blot 55 år. En kold novemberaften bankede det på døren – det var en politimand, der var kommet for at fortælle hende, at Alf var faldet om, mens han spillede golf. Han døde på stedet i en alder af 59 år. ”Jeg var meget berørt af det. Alf havde aldrig været syg, så det kom som et chok. Man skal jo forberede sig på døden på et tidspunkt i sit liv, men det gør man ikke, når man er 55 år. Det var en meget tidlig alder at miste sin mand i,” siger Kirsten Kamper.

”Jeg går ikke derop”

Selvom tiden efter Alfs død var hård, var hverdagens gøremål med til at lede hende tilbage til en følelse af en normal tilværelse igen. Hun var endnu ikke gået på pension, men arbejdede på deltid i Københavns Kommune som skolesekretær.

”Jeg kan huske, jeg tænkte: ’Jeg tager ikke derover igen, jeg går ikke på arbejde, det kan jeg ikke’. Men så var der en kollega, der kom og hentede mig, og da hun parkerede ude foran bygningen, sagde jeg: ’Jeg går ikke derop’.

Men det gjorde jeg jo. Halvdelen gik uden om én, da man sad der på kontoret, som om man havde haft en sygdom. Men andre kom ind og lagde hånden på ryggen af mig og sagde: ’Hvor er det dejligt at se dig igen’, og det var meget rørende. Det tror jeg var godt. At have noget at komme tilbage til – en form for hverdag,” fortæller Kirsten Kamper.

Den nye tilværelse var præget af en hverdag uden Alf – men også de ting, Kirsten Kamper besluttede sig for at kaste sig ud i uden ham. ”Vi var vant til at tage på en masse ture sammen. Vi var i Rom den sidste sommer, inden han døde, vi tog meget på camping til udlandet, da børnene var små, men da jeg blev alene, tænkte jeg: ’Jeg kan ikke tage nogle af de steder hen, vi har været sammen’. Det kunne jeg slet ikke klare. Så jeg blev nødt til at finde på noget andet,” fortæller hun.

Det var sådan, Kirsten Kamper fik fornøjelsen af at opleve det højskoleliv, som hun siden hen er vendt tilbage til igen og igen. Den første rejse efter Alfs død blev med en højskole, hvor turen gik til både Finland og det daværende Sovjetunionen. ”Der var mange, der var alene, så det var en god måde at starte på. Man kommer til at snakke med alle sådan et sted. Der er mange af sted alene, og parrene plejer også at være rigtig åbne,” siger Kirsten Kamper og fortæller, at hun efterfølgende tog på højskole et par gange alene. Men så mødte hun nogle i højskoleregi, som hun siden drog ud i verden med.

Kirsten Kamper tager ikke længere på den slags højskoleophold – nu tager hun i stedet på seniorhøjskole. For 14 dage siden var hun på en uges højskoleophold i Vestjylland med en veninde, der også går med rollator. ”Man kan sagtens komme af sted med rollator. Man kan bestille handicapservice i toget, og så kommer der én og løfter bagage og rollator op. Det var rigtig godt deroppe, man snakker med så mange mennesker,” fortæller hun.

Der skulle gå 11 år med solorejser, højskole-

0 Kirsten Kamper går tur med ”Rollatorbanden” hver mandag morgen i Hvidovre. Rollatoren var også med på hendes seneste højskoleophold i Vestjylland.

Jeg har det fint med at tale om døden, men jeg har også haft den tæt på mig mange gange gennem livet. Jeg har gjort mig tanker om døden, og hvad der skal ske, når jeg ikke er her.

ophold, rejser med venner og foreningsfællesskaber, før Kirsten Kamper mødte sin anden mand, Vagn.

Det var en aften i vennelag, de to mødte hinanden. Han havde også mistet sin kone pludseligt et par år forinden. De faldt i snak og fik hurtigt sympati for hinanden. ”Vi boede jo hver for sig, men hvis han havde kunnet bestemme det, var vi flyttet sammen ugen efter, men det skulle jeg absolut ikke. Jeg skulle ikke noget som helst,” fortæller Kirsten Kamper og griner – efter et år solgte hun nemlig sit hus og købte halvdelen af Vagns.

12 år fik de sammen, inden han blev syg og døde. Det er fem år siden. Nu bor hun i Hvidovre i den lejlighed, de overtog, da Vagn blev syg med demens. Her har hun boet i syv år.

Demensen overtog, og efter en ulykke blev han indlagt på hospitalet og kom aldrig hjem igen –de sidste år af sit liv tilbragte han på et plejehjem i nærheden.

KIRSTEN KAMPER

Hverdagens gøremål

FOTO: LEIF TUXEN

”

6 6 Kirsten Kamper Født i 1935 og opvokset i Væggerløse på Falster.

Realeksamen, læretid i en bank og derefter arbejde i en regnskabsafdeling i et stormagasin.

Efter et par måneder fik hun dog job i en kalkulationsafdeling i et kemikaliefirma, hvor hun mødte sin første mand, Alf. Hjemmegående i 10 år, mens hendes sønner var små.

Fik derefter deltidsjob som skolesekretær i Københavns Kommune.

Engageret i foreningslivet og har blandt andet siddet i bestyrelsen for en kunstforening i Hvidovre.

Når man spørger, hvor meget sorgen og ensomheden fyldte for hende i perioden efter hendes tab, fortæller Kirsten Kamper om sin familie og sine venner. Om det arbejde, hun havde, da hendes første mand døde. Om hverdagens gøremål og de ting, der berigede hendes liv, da hendes anden mand døde. Efter en lille tænkepause siger hun: ”Det var overhovedet ikke sjovt, det kan man vel godt forstå, men jeg siger bare nogle af de positive ting også.”

I samværet med Kirsten Kamper er det tydeligt, at det er dem, der fylder – de positive ting.

Det er i hvert fald dem, hun fokuserer på. Det, hun har i livet, og det, hun engagerer sig i. ”Er man engageret i noget, tror jeg, man kommer lidt lettere i gang med livet igen,” siger hun.

Og engageret, det er hun. Inden Kristeligt Dagblad blev inviteret indenfor i Kirsten Kampers lejlighed, brugte hun formiddagen i en debatgruppe i Hvidovre, som hun selv var med til at stifte, da hun i sin tid blev pensionist.

fortsætter side 28

HVILKET ARVTRYK EFTERLADER DU?

HVILKET ARVTRYK EFTERLADER DU?

Læs mere på diabetes.dk/arv og hent vores gratis arvepjece

Vidste du, at din ugift og dine e samlever søskende kan få mere udb etalt, når Diabetedu støtter sfore i dit testa ningen mente?

Tag hånd om næste generation!

Tag hånd om næste generation!

DIN ARV KAN GIVE BØRN OG VOKSNE MED DIABETES ET BEDRE LIV, OG EN FREMTID UDEN. STØT DIABETESKAMPEN I DIT TESTAMENTE. Har du et ønske om at støtte diabeteskampen, dækker vi gerne advokatudgifterne op til 5.000 kr. inkl. moms til oprettelse eller ændring af dit testamente.

Når du skriver Diabetesforeningen ind i dit testamente, støtter du bl.a. vores børnefamiliekurser, vigtig rådgivning og forskningen for en kur. Du hjælper os med at forebygge de alvorlige følgesygdomme som hjertekar-sygdomme, amputationer, blindhed og nyresvigt.

VI HJÆLPER DIG HJERTENS GERNE I GANG: Ring til Søren Biune på telefon 41 91 88 45 eller mail sb@diabetes.dk Læs mere på diabetes.dk/arv

28 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. april 2025

1 ”Jeg elsker at komme ud at opleve noget andet og se, hvordan andre mennesker har det, og hvordan samfundsforholdene er. Men også at se smuk natur, som i Grønland eller på Nordkap,” fortæller Kirsten Kamper. FOTO: LEIF TUXEN

Sådan bekæmper du ensomhed, når du mister dine livsvidner Selvom man mister sent i livet, kan man stadig finde nye relationer. En ensomhedsekspert i Ældre Sagen giver her fem råd til at bekæmpe ensomhed Cecilie Fogtmann fogtmann@k.dk

... Kirsten har mistet to mænd ... fortsat fra side 26 ”Vi mødes klokken 10 hver onsdag, og så sidder vi og snakker i halvanden time. Vi har intet forudbestemt, vi snakker bare om et eller andet. I dag var der én, der havde været ude at rejse i Sydamerika og fortalte en hel masse om det,” fortæller hun.

Samtalerne falder naturligt på det, der interesserer dem. I dag var det samfundsforholdene i Sydamerika. Går pigerne i skole? Hvordan er de politiske forhold i landene? ”Den debatgruppe er jeg meget glad for. Vi er omkring otte mennesker, og det er vældig hyggeligt hver gang,” siger hun.

Mens onsdag formiddag er reserveret til debat og snak, er mandagene reserveret til gåture med rollatorbanden. ”Hvidovre Rollatorbande” mødes hver mandag klokken 10, går en tur på 45 minutter og drikker en kop kaffe, inden de går hver til sit igen. ”Vi var 31, sidst vi blev talt. Det er rigtig hyggeligt, og det er hver mandag, kun med undtagelse af, hvis mandagen ligger nytårsdag eller juleaften. Jeg har snart været med i tre år,” fortæller hun.

Familie og venner

Det er ikke kun foreningslivet og hendes utallige rejser, der får Kirsten Kamper til at engagere sig i dagligdagen. Det er også hendes familie og hendes venner. Og de har haft en stor betydning for hende i sorgens stund. En af de vennegrupper, der har varet ved gennem livet, er den gruppe, hun kalder for ”ømme fødder”.

Gruppens utallige gåture har lagt navn til vennegruppen. ”Den gruppe har jeg stået med i forskellige situationer. Jeg var den første, der mistede en ægtefælle. Men så kom det langsomt for nogle af de andre. Og så har man det dér sammen, at man har prøvet det, og så kan man bruge hinanden,” fortæller hun.

Men også vennegruppen er blevet mindre

med årene, og de er tre tilbage ud af de 12 venner, der stadig går ture og tager på højskoleophold sammen. ”Vi er i den alder, hvor folk er syge eller døde. Det er sørgeligt og trist, at vennegruppen bliver mindre. Men vi er jo stadig tre, og vi laver ting sammen. Og jeg kommer stadig i de forskellige andre grupper,” fortæller Kirsten Kamper.

Kirsten Kamper er bevidst om livets uundgåelige tab, men det er alt det, som livet stadig giver hende, hun fokuserer på. Især sin familie er hun taknemmelig for. Det er også derfor, at hun allerede har snakket med sine to sønner om, hvad der skal ske, når hun en dag dør. ”Jeg har det fint med at tale om døden, men jeg har også haft den tæt på mig mange gange gennem livet. Jeg har gjort mig tanker om døden, og hvad der skal ske, når jeg ikke er her.

Jeg vil ikke have, at det skal være en indviklet affære for familien, der skal være styr på det.

Så det har jeg snakket med mine sønner om,” siger Kirsten Kamper og fortæller, at selvom hun er blevet opdraget i et kristent hjem i Væggerløse på Falster, tror hun ikke på det evige liv. ”Jeg bad aftenbøn, da jeg var lille, og gik i kirke. Jeg gik også i en landsbyskole, hvor vi lærte alle salmer udenad, og dem elsker jeg at synge, så det har jeg gjort meget. Og hver søndag ser jeg gudstjeneste på tv, hvor der er gæster, der snakker sammen både før og efter gudstjenesten.”

For nylig så Kirsten Kamper en gudstjeneste, hvor præsten konsekvent kaldte Gud for ”hende”, og et sådant billede på Gud finder hun interessant. ”Jeg synes, det var fint. Hvorfor skulle Gud ikke kunne være en kvinde? Det var jo en kvinde, der fødte Jesus, så jeg kan bedre gå med til, at Gud er en kvinde. Sådan har jeg det,” siger hun og tilføjer smilende: ”Jeg er jo lidt en forkæmper for kvinder.”

J

2 ”Sidste år var jeg på en bustur med ældre mennesker fra Hvidovre til Sverige. Så kørte vi igennem en elgpark, hvor man kunne åbne vinduet og fodre dem. Så var de gamle koner på elgsafari,” fortæller Kirsten Kamper.

At miste sine livsvidner, de nære relationer, man har haft tæt på sig hele livet, kan gøre det svært og ensomt at blive ældre. Sorgen forsvinder aldrig, men for de flestes vedkommende er der håb om bedring, når først sorgen har fundet et leje – og der er ingen grund til at give op, siger David Vincent Nielsen, ensomhedskonsulent i Ældre Sagen: ”Uanset hvor gammel man er, ligger der stadig muligheder og potentialer for at have et godt liv. Et andet liv, men et godt liv. Og det skal man holde fast i,” siger han. Tabet af livsvidner kan føre til ensomhed, men man kan lære at leve med tabet, forklarer ensomhedseksperten. ”Det er ligesom at lære at leve med en amputation. Så lærer man også med tiden at leve et amputeret liv, men dog et liv, som også kan have en masse glæde og værdi og indhold og meningsfuldhed.”

Har man svært ved at finde ud af, hvordan, så har David Vincent Nielsen fem gode råd til at bekæmpe ensomheden:

1

Forebyggelse er den bedste medicin

Mennesket har en fantastisk tilpasningsevne, næsten uanset hvad det drejer sig om. Bortset fra ensomhed. Ensomhed er en af de få ting, vi ikke kan vænne os til.

At miste de mennesker, som har været tæt på en hele livet, gør det svært og ensomt at være ældre, forklarer David Vincent Nielsen. ”Derfor er det bedste, man kan gøre, at forebygge. Hold dine relationer ved lige, og prøv at indgå i nye relationer på forhånd – hvis man først gør noget, når man sidder tilbage som en 87-årig enkemand, kan det føles svært for mange.”

2

Engagér dig i dit lokalområde

Har man ikke nået at forebygge, er der stadig masser af muligheder. Der er stadigvæk fællesskaber for folk på ens alder, og der er også muligheder, selvom man måske har nedsatte funktionsevner, siger David Vincent Nielsen. ”Derfor er noget af det vigtigste, man kan gøre, hvis man er ensom, at række ud efter det, der findes i ens lokalområde. Der er hundredvis af foreninger, der tilbyder et lokalt fællesskab. Man må aldrig sige til sig selv, at det er for sent. Der er samtalegrupper, livmodsgrupper og fortællingsgrupper. Hvis man har svært ved at komme ud, er der også besøgsvenner og telefonvenner og meget andet derude.”

3

Tilbyd dig som frivillig

Nogle gange kan den bedste vej ud af ensomheden eller sorgen være det at være noget for andre. I forbindelse med tabet af ens ægtefælle eller andre nære relationer, mister man også det at være noget

for andre, siger David Vincent Nielsen. ”Det er ikke kun et spørgsmål om samvær, men det er også et spørgsmål om at være noget for nogen og have nogen, som er noget for én. Derfor kan man også selv blive frivillig. Man kan blive besøgsven eller vågekone, skabe en læsekreds eller måske et værksted for enkemænd. Der er tusindvis af muligheder, både hos Ældre Sagen og hos andre organisationer.”

4

Bed gerne om hjælp

Der kan være muligheder, man ikke har kendskab til, og man kan være nervøs for at indgå i et nyt fællesskab så sent i livet.

Det er en af de største kendte barrierer, der er for at komme ind i noget nyt, når man bliver ældre, fortæller David Vincent Nielsen. ”Der er masser af muligheder, men det er ikke alle, der har ressourcer til at udnytte dem selv. Så det kan man have brug for en håndsrækning til at overkomme.

Men alle kan forsøge at række ud efter dem: Man kan ringe til Ældre Sagen, Røde Kors, kirken, Faglige Seniorer, Danske Seniorer og andre organisationer, hvis man er i tvivl om, hvad man skal gøre.

Man må gerne spørge om hjælp.”

5

Vær opmærksom på dine medmennesker

Sommetider kræver det, at dem omkring en, der har mistet, skal være opmærksomme og give en hjælpende hånd med på vejen. For at bekæmpe ensomheden kan man med fordel lægge mærke til, om folk omkring én måske har brug for hjælp til at skabe mening i tilværelsen. ”Kender du én, der er alene, så prøv at hjælpe dem med at finde et nyt ståsted og nye relationer, aktiviteter og nyt indhold i tilværelsen. Både som medborgere, som naboer og professionelle frontlinjemedarbejdere og hjemmehjælp. Præsten kan også hjælpe, så man ikke skal stå alene med det. Men at hjælpe andre kan også være en hjælp til én selv,” siger David Vincent Nielsen.

Det kan være svært, understreger han, men alternativet er at sætte sig hjem og forfalde til modløshed, opgivenhed og håbløshed, og det bliver man ikke lykkeligere af, understreger han: ”Det, at man har mistet noget, som er uerstatteligt, betyder ikke, at de relationer, man kan indgå i efterfølgende, ikke har værdi – så man må se det som et kontinuum. Ja, jeg har mistet, men det betyder ikke, at jeg har mistet alt.”

J

”

Uanset hvor gammel man er, ligger der stadig muligheder og potentialer for at have et godt liv.

Et andet liv, men et godt liv. Og det skal man holde fast i.

DAVID VINCENT NIELSEN, ENSOMHEDSKONSULENT I ÆLDRE SAGEN

Da mit syn blev reduceret fra 40 til 20 pct. på kun to måneder, var min eneste mulighed en celletrans­ plantation på hornhinden.

Uden forskning i øjensyg­ domme havde operationen, der reddede mit syn, ikke været en mulighed.

– Hardy Bleibach

Gør en synlig forskel, når dine øjne lukkes Med en arvedonation til Øjenforeningen giver du liv til forskning, der fører til bedre behandlinger og færre blinde, så flere kan se hele livet.

Øjenforeningen forebygger og bekæmper øjensygdom og blindhed Sammen om danskernes syn siden 1982

Se, hvordan du kan donere, på ojenforeningen.dk/arv eller ring på

33 69 11 00 og hør mere

30 | Arv&Testamente

Når livet rinder ud

Det er frem for alt fredfyldt og absolut ikke skræmmende, når dødsprocessen er i gang, og når døden indtræffer. Det fortæller to kvinder, der har siddet ved utallige dødslejer Carl Elmose Brøcker broecker@k.dk

Hele livet er på spil, når man dør

Mette Gammelgaard er tidligere hospicesygeplejerske på Hospice Djursland gennem 15 år.

Før det arbejdede hun på afdeling for blodsygdomme på det daværende amtssygehus i Aarhus og siden på børnekræftafdelingen på Skejby Sygehus. ”Vi er i Danmark bange for at tale om døden.

Det er næsten, som om vi tror, at vi dør af at tale om den, og sådan burde det ikke være,” mener Mette Gammelgaard. ”Jeg har set mange mennesker dø. Børn, ældre mennesker og alle derimellem. Hele livet er på spil, når man dør. Alle de følelser, alle de relationer, man har, bliver sat på spidsen, når man skal forlade livet. Det fascinerer mig, og derfor har jeg beskæftiget mig med alvorligt syge mennesker, der er døende, i store dele af mit arbejdsliv.”

De fleste mennesker i Danmark dør efter lang tids sygdom. De dør ”den normale død”, som Mette Gammelgaard formulerer det. Kroppen lukket langsomt ned, den

”

Jeg oplever sommetider mennesker, der i flere døgn har været ukontaktbare, men som pludselig vågner og kigger på mig. Så giver jeg dem et smil og holder deres hånd.

Og så dør de få sekunder efter.

LISBETH MØRCH, VÅGER

døende bliver ukontaktbar og åndedrættet mere sporadisk. ”Når han er ukontaktbar, har overfladisk og rallende respiration og trækker vejret med mange sekunders mellemrum, så begynder han at nærme sig døden. Men det er umådelig svært at forudsige, hvornår det sker. Der kan gå dage, når man tror, der går minutter. Og omvendt. Jeg tager ofte fejl. Mennesker dør forskelligt.”

Hvad sker der i det øjeblik, man dør? ”Selve dødsøjeblikket er det mærkeligste, der findes. Nogle kommer med et lille gisp få sekunder før. Vejrtrækningen stopper bare, og der bliver helt stille. Den stilhed findes ikke andre steder i verden. Lidelsen slipper de døende. Freden indtræder.”

J

6 6 Sådan kan døden se ud Den døende bliver mere og mere ukontaktbar. Der kan være bevægelser i kroppen, men man kan ikke få kontakt.

Der kommer større og større pauser mellem åndedragene.

Vejrtrækningen kan lyde rallende på grund af slim i halsen, som den døende ikke kan komme af med.

Fingre og fødder kan blive kolde.

Knoglestrukturen i ansigtet træder tydeligere frem, næsen bliver fremtrædende.

Vejrtrækningen bliver overfladisk. Der kan komme et lille gisp, og derefter stopper vejrtrækningen.

Når døden er indtruffet, bliver den afdødes ansigt blegt, tilspidset og svinder ind.

Rynkerne ændrer struktur.

Kilder: Mette Gammelgaard, tidligere hospicesygeplejerske på Hospice Djursland gennem 15 år, og våger Lisbeth Mørck

ILL US TRA TIO N: MO RTE NV OIG HT

Døden er indtruffet. Der er helt roligt på stuen på plejehjemmet.

Lisbeth Mørck åbner vinduet en anelse, tænder et elektrisk stearinlys og lægger den døde godt til rette i sengen. Hun folder hans hænder og lukker hans øjne.

Måske spiller radioen lavt et sted i baggrunden og bryder den totale stilhed.

Herefter ringer hun til den vagthavende sygeplejerske. Hvis den døde ingen pårørende har, bliver hun hos ham, så lang tid det kræver. Det er en vigtig del af hendes arbejde. ”Jeg lader aldrig den døde alene. Jeg har altid tid til at sidde hos ham, indtil sygeplejersken tager over,” fortæller 69-årige Lisbeth Mørck. For fire år siden besluttede hun at gå på efterløn fra sit arbejde som revisor, og kort herefter meldte hun sig ind i Ældre Sagens vågetjeneste i hjembyen Aars i Vesthimmerland.

Hun har ikke tal på, hvor mange dødsfald hun i løbet af de seneste fire år har været vidne til. Men det er ikke så få. ”Folk tror, at dødsprocessen er ganske forfærdelig, men det behøver den bestemt ikke at være. Det er meget sjældent, at det er ubehageligt at være vidne til. For det meste er det enormt fredfyldt.”

Arbejdet i vågetjenesten består i at være der for den døende og de pårørende i dagene og timerne op til døden. Frivillige i vågetjenesten er både hos døende, som ingen pårørende har, og hos døende, hvis pårørende trænger til aflastning.

Lisbeth Mørck gør det, fordi hun har overskud og tid til at gøre en forskel og skabe ro, nærvær og tryghed for mennesker i deres sidste timer af livet. ”Jeg kan tit fornemme, at jeg har kontakt med den døende, selvom han ikke svarer.

Høresansen og følesansen er det sidste, der forsvinder. Derfor er det så vigtigt og meningsfuldt, at man er der og holder ham i hånden, så han kan mærke, at han ikke er alene. Jeg har det med at synge en lille sang, hvis den døende har svært ved at finde ro. Er det et ældre menneske synger jeg sange fra ungdommen, som min mor eller bedstemor lyttede til. Det giver en dejlig ro, så han lige så stille kommer herfra,” fortæller Lisbeth Mørck.

For i langt de fleste tilfælde indtræder døden roligt, understreger hun, og det er trygt for alle i rummet. Hvis den døende har ondt eller er angst, tilkalder hun fagpersonale, som vurderer, om den døende har brug for medicin til at lindre smerter eller uro. ”Jeg oplever sommetider mennesker, der i flere døgn har været ukontaktbare, men som pludselig vågner og kigger på mig. Så giver jeg dem et smil og holder deres hånd. Og så dør de få sekunder efter.”

Lisbeth Mørck selv er ikke bange for døden. Hun har ”et meget afslappet forhold” til den, som hun beskriver det. Så længe hun ikke dør alene. ”Mange af dem, vi sidder hos, ønsker at komme herfra. Man skal som pårørende

huske, at man kan være mæt af dage efter et langt liv. At det nu er tid til at dø. Man skal ikke nødvendigvis tænke på døden som en sorg.

Savnet vil altid være der. Men det er ikke altid en sorg.”

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. april 2025

Få et evigt minde i Israel Betænk Keren Hayesod’s velgørenhedsarbejde gennem et testamente Ved at testamentere til Keren Hayesod Danmark - Den Danske Israelindsamling - får du mulighed for at støtte vores velgørende arbejde og få dit eget mindesmærke i Israel.

Vi er som velgørende organisation fritaget for at betale afgifter til staten af din arv. Samtidig kan det være en økonomisk fordel for dine arvinger, hvis du betænker os i dit testamente.

Vælger du at testamentere til os, dækker vi advokatomkostninger til at oprette eller tilrette et normalt testamente.

Kontakt os på telefon 33 93 24 66 eller på info@ ddi-indsamling.dk Du kan også downloade vores brochure om arv og testamente på QR-koden.

Alle vores velgørende projekter sigter på at fremme en fredelig sameksistens i Israel med fokus på mennesket.

Scan QR og download brochure

www.kerenhayesod.dk

32 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. april 2025

Efterladte finder nye fællesskaber i sorggrupper: ”Det er rart at vide, at man ikke er alene” Mange er alene med sorgen over at miste en ægtefælle, men efterladte kan finde trøst i hinanden.

Kristeligt Dagblad har været med til et sorggruppemøde hos Kræftrådgivningen i Esbjerg

reportage Emilie Gammelgård Jørgensen gammelgaard@k.dk

Hos Kræftrådgivningen i Esbjerg er der gjort klar til selskab. I et lille, lyst tekøkken står kaffekopper og små tallerkener klar til brug på køkkenbordet ved siden af kander med te og kaffe. Duften af friskbagte boller spreder sig fra brødkurven og ud i resten af lokalet.

Om det lille køkken flokkes en gruppe ældre. De hælder kaffe op, skærer boller over og forsyner sig med smør, ost og syltetøj, mens de vender verdenssituationen. I dag er den nye og plantebaserede Lurpak på dagsordenen og vækker hed diskussion – men der er også tid til at diskutere Donald Trump og storpolitik. ”Jeg vil gerne være med til at boykotte amerikanske varer, hvis det er Trump, det går ud over,” slår en ældre herre i en ternet skjorte og vest fast med alvorlig mine.

Da både tallerkener og kaffekopper er fyldt, bevæger gruppen af ældre sig ind i det sidelokale, de er kommet for at mødes i. Her møder der dem en opsætning af kaffeborde omkranset af bløde stole.

Dagens fremmødte er Hans Christen Sørensen, Karen Balle, Ole Bjørn Knudsen og Rigmor Hansen. De er alle en del af en sædvanligvis seks mand stor gruppe af efterladte ægtefæller, der har mistet en mand eller hustru, som er død af

kræft. Siden januar har de mødtes i Kræftrådgivningen i Esbjerg hver 14. dag for at tale om den sorgproces, de befinder sig i oven på tabet.

Formålet med gruppen er ikke at komme sig over sorgen. I stedet handler det om at få hjælp til at leve med den, og for at hjælpe de efterladte i den proces deltager sorgterapeuterne Anna Nørbæk, der er uddannet socialrådgiver, og Anitha Mathiesen, der er uddannet pædagog.

Begge kvinder har været frivillige i Kræftens Bekæmpelse i flere år og faciliterer møderne i sorggrupperne for efterladte. Derfor har de efterhånden god erfaring med, hvilken effekt det har, når

de efterladte taler om tabet og sorgen med andre i lignende situationer: ”Mange oplever, at de går alene med sorgen, og det kan komplicere sorgprocessen. Derfor er som regel godt for de efterladte at snakke med andre, der har det på samme måde.”

Hjælp i en hård tid

I det lyse sidelokale er dagens møde gået i gang. Som det er blevet kutyme, lægger deltagerne ud med en ”runde”. Her får de mulighed for på skift at fortælle om alt det, der har fyldt i deres liv i de to uger, der er gået, siden gruppen sidst mødtes.

I dag spænder gruppens samtaleem-

0 Anitha Mathiesen (tv.) og Anna Nørbæk (th.) faciliterer samtalerne mellem de efterladte.

FOTOS: ASTRID DALUM

ner over alt fra børnefødselsdage og gymnastikopvisninger til hussalg og arvespørgsmål – men centralt er sorgen og savnet. De fire fremmødte er gode til at lytte til hinanden og bider mærke i hvert et ord, der siges. Undervejs byder de ind med gode råd til de andre, og bliver stemningen lidt for tung, kommer de med opløftende ord.

Når gruppens medlemmer har svært

Arv&Testamente| 33

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. april 2025

ved at fortsætte fortællingen, guider Anna Nørbæk og Anitha Mathiesen dem nænsomt videre ved at spørge ind til det, de har sagt. Fra de to frivillige er der et konstant fokus på at anerkende de følelser, de efterladte har – uanset hvad de måtte være. Ifølge terapeuterne er det vigtigt at fortælle dem, at der ikke er nogle følelser eller reaktioner, der er forkerte. Det oplever gruppens medlemmer også som en stor hjælp. ”Jeg kommer jo bare præcis, som jeg er, hvad enten det er en god eller en dårlig dag. Det er rigtig dejligt bare at blive mødt, hvor man er, og at få at vide, at det er helt normalt uanset hvad,” siger en af gruppens deltagere, Rigmor Hansen.

Et gennemgående tema til dagens møde er mærkedage. Flere af gruppens medlemmer har mistet deres ægtefælle for lige omkring et halvt år siden, og halvårsdagen for det livsomvæltende tab påvirker dem mærkbart. ”Jeg synes egentlig, at det gik bedre – men det er en konstant følelse af at gå et skridt frem og to tilbage. Jeg savner ham bare helt utrolig meget,” fortæller Rigmor Hansen.

Ifølge Anna Nørbæk adskiller den sorg, man oplever, når en ægtefælle går bort, sig markant fra andre tab.

”En ægtefælle er svær at miste. Ofte har man tilbragt årevis sammen, kendt hinanden rigtig godt og haft en hverdag, der var bundet op på hinanden. Når man pludselig er alene, giver det en enorm ensomhed,” siger sorgterapeuten.

For nogle i gruppen er det store tab samtidig den første rigtige oplevelse med sorg. Det gælder eksempelvis Rigmor Hansen, der mistede sin mand for et halvt år siden: ”Jeg havde ikke regnet med, at min mand skulle dø. Han havde været syg før og var blevet rask en gang, så det var et kæmpe chok – og jeg har været meget, meget ked af det,” fortæller hun.

Håbet om, at ægtefællen nok skulle blive rask, var gennemgående hos gruppens medlemmer. For flere af dem varede det håb helt indtil dagene op til ægtefællens bortgang. ”Selvom man inderst inde godt ved, at det er noget, de skal dø af, er der ikke noget, der kan forberede én på, hvordan det føles, når de så ikke er her mere,” fortæller Karen Balle, mens gruppen omkring hende nikker.

Et unikt fællesskab

Ud over at medføre en helt unik type sorg, der sætter sig spor meget længe,

”

Jeg kommer jo bare præcis, som jeg er, hvad enten det er en god eller en dårlig dag.

RIGMOR HANSEN

kan tabet af en ægtefælle også være svært at snakke med andre om. Derfor fungerer grupperne også som et fortroligt rum, hvor man kan dele tanker og oplevelser, man ikke altid tør dele med de nærmeste. ”Mange er bange for at belaste dem, de holder af. Børn, børnebørn og venner går tit med deres egen sorg, og det kan skabe bekymring for, at man læsser ekstra på, hvis man selv oplever, at sorgen bliver ved med at være der. Derfor er det vigtigt, at man kan dele sine tanker med andre i samme båd. Der er nogle ting, man siger herinde, som man ikke ville sige andre steder,” fortæller Anna Nørbæk.

Den oplevelse kan alle gruppens medlemmer nikke genkendende til.

”Man er virkelig bare så ked af det – og det kan man ikke rigtig forklare andre. Hvis man ikke selv har været igennem sådan en periode, så ved man bare ikke, hvordan det er,” fortæller Ole Bjørn Knudsen, inden Rigmor Hansen stemmer i: ”Dem omkring én skal også have lov til at blive glade igen, selv hvis det ikke er der, man selv er. Derfor er det rart, at man kan komme herned og være ked af det, fordi der er andre, der har det på samme måde.”

Karen Balle værdsætter også, at medlemmerne i gruppen deler oplevelsen med et længere kræftforløb. ”Man går med mange tanker i hovedet under en sorgproces, og samtidig har man oplevet et helt særligt sygdomsforløb. Det er ikke altid, man kan dele sine tanker og oplevelser, for det er ikke sikkert, at ens familie ville forstå det – men det er rart, at man kan dele dem med andre, der har været igennem det samme,” siger hun.

Af samme årsag er alle i gruppen taknemmelige for at være en del af et fællesskab, hvor man kan få luft for alt det, der fylder i sorgen.

fortsætter side 34

0 Der er plads til både latter og tårer, når de efterladte ægtefæller mødes hos Kræftrådgivningen i Esbjerg. Her ses Ole Bjørn Knudsen (tv.), Hans Christen Sørensen (i midten) og Anitha Mathiesen (th.).

34 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. april 2025

... Efterladte finder nye fællesskaber ... fortsat fra side 33 ”Jeg glæder mig altid til at skulle herind og være sammen med de andre. Vi kender hinanden ret godt nu, så man kan virkelig tale om, hvordan man egentlig går og har det. Det er rart,” tilføjer Rigmor Hansen.

Nye relationer

Hos Kræftrådgivningen i Esbjerg er dagens møde for de efterladte ved at være ved vejs ende. Dagens sidste punkt er et tema, som Anna Nørbæk og Anna Matthiesen har taget med. Hver gang gruppen mødes, har de to terapeuter forberedt et lille oplæg, som tager fat i et emne eller dilemma, der som regel fylder hos efterladte ægtefæller efter et tab.

I dag er temaet hudsult. Og her er der altså ikke tale om noget frækt, fastslår Anna Nørbæk med et lille smil. Oplægget fra de to frivillige handler om den generelle mangel på berøring, mange oplever, når en ægtefælle dør. Det kan være alt lige fra de daglige knus til nogen at holde i hånden.

Anna Nørbæk og Anitha Mathiesen anbefaler, at gruppen prøver at få stillet hudsulten på andre måder. Det kan være knus fra familiemedlemmer, et besøg hos en massør eller en zoneterapeut – sågar også et smut til frisøren.

Terapeuternes oplæg lægger op til, at de andre byder ind med egne erfaringer.

Flere af gruppens medlemmer deler, at

de får deres fysiske berøring gennem en masse kram fra børn og børnebørn. ”Men det er stadig hårdt at se, når folk kommer gående med hinanden i hånden, og man selv går alene,” tilføjer Rigmor Hansen, og en stilhed breder sig i lokalet et par sekunder.

Mod mødets afslutning skifter fokus til en kendsgerning, gruppens medlemmer helst vil se bort fra. Når gruppen samles næste gang, vil det være sidste møde med Anna Nørbæk og Anitha Mathiesen hos Kræftrådgivningen, hvis man ser bort fra et gensynsmøde et par måneder efter det afsluttede forløb. Spørger man gruppens medlemmer, er der sket noget af en udvikling siden det allerførste møde. ”Det var forfærdeligt de første gange – vi var alle sammen i en helt enorm stor sorg, og vi kendte ikke hinanden. Vi sad alle med lommetørklæder undervejs, og det var hårdt at høre hinandens historier.

Heldigvis har der været fremskridt hos os alle,” fortæller Rigmor Hansen, der hurtigt bakkes op af Ole Bjørn Knudsen. ”Vi var meget forskellige, da vi mødte hinanden for to og en halv måned siden, så det er ret imponerende, hvor godt vi kommer ud af det med hinanden. Vi har komplementeret hinanden godt, og vi er gode til at byde ind og hjælpe hinanden.”

Af samme årsag er det hårdt for gruppen at sande, at det snart er slut. ”Jeg tror ikke, jeg havde kunnet klare mit tab uden møderne her – jeg ville ik-

”

Det er kun dig selv, der kan hjælpe dig videre, men det er rart at vide, at man ikke er alene i sorgen.

HANS CHRISTEN SØRENSEN

ke ane, hvordan jeg skulle tackle sorgen.

Det har været rart at høre, hvordan andre lever med den – så jeg er ked af, at det er ved at være slut. Jeg tror nok, jeg havde behov for lidt mere,” lægger Rigmor Hansen ud, inden Ole Bjørn Knudsen forsigtigt byder ind: ”Men jeg har faktisk noget, jeg gerne vil foreslå,” lægger den ældre herre ud, inden han fortsætter: ”Vi har efterhånden hørt en masse om hinandens hjem. Derfor vil jeg gerne tilbyde en eftermiddagskaffe efter vores sidste møde. Så kan vi invitere hinanden hjem på besøg på skift, og så har vi seks gange ekstra til gode.” ”Ja tak,” stemmer Rigmor Hansen med det samme i: ”Det vil jeg gerne!” ”Det synes jeg lyder som en rigtig dejlig idé. Jeg har også tænkt over, om der kunne være stemning for at se hinanden bagefter,” siger Karen Balle med liv i stemmen.

Det er ikke første gang, at Anna Nørbæk og Anitha Mathiesen oplever, at fællesskabet mellem de efterladte ægtefæller strækker sig langt ud over det tre måneder lange forløb. ”Ofte fortsætter grupperne med at ses bagefter. Vi har oplevet, at nogle er blevet kærester efter at have mødt hinanden her. De deler det mest sårbare i deres liv med hinanden, og det er meget givende og privilegeret at være vidne til det fællesskab, grupperne opbygger,” fortæller Anitha Matthiesen.

Gruppens medlemmer er også enige om, at det fællesskab, de har opbygget sammen, har været et vigtigt element i deres sorgproces. ”Det er kun dig selv, der kan hjælpe dig videre, men det er rart at vide, at man ikke er alene i sorgen. Det hjælper en med at komme videre,” fortæller Hans Christen Sørensen, inden Rigmor Hansen supplerer: ”Denne her sorg er noget, jeg skal leve med resten af mine dage. Man kommer aldrig helt af med den, men man lærer at leve med den – og det har været en kæmpe hjælp at være en del af gruppen her.”

Rundt omkring den lille intime cirkel breder glade smil sig. Gruppen af efterladte nikker beslutsomt til hinanden, inden Karen Balle runder af med et grin: ”Så må I have nogle flyttekasser med, når I besøger mig, så I kan hjælpe mig med at pakke huset ned.”

J

6 6 Tilbud til kræftramte og pårørende Hos Kræftens Bekæmpelse kan alle kræftpatienter og pårørende landet over få gratis hjælp. I lokalafdelinger rundt omkring i landet er der mulighed for at deltage i alt fra strikkecaféer og drop in-meditation til grupper for efterladte eller unge med kræft.

97 procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter kommer fra befolkningen – og over en fjerdedel af foreningens privat indsamlede midler kommer fra arv, der testamenteres af danskerne. Af Kræftens Bekæmpelses indtægtsskabende aktiviteter – heriblandt arv – går en fjerdedel til arbejde med at støtte patienter, pårørende og efterladte landet over.

0 Der er også plads til gode råd i løbet af sessionen. Ole Bjørn Knudsen (i midten) byder ind med opløftende ord til Rigmor Hansen.

3 Når én i gruppen fortæller, lytter de andre opmærksomt. Fra venstre til højre ses Karen Balle, Rigmor Hansen, Anitha Mathiesen, Anna Nørbæk, Hans Christen Sørensen og Ole Bjørn Knudsen.

DEL MINDER SEND TANKER LET HJERTET Dette er en kommentar fra en mindeside på afdøde.dk. Navne, fødsels- og dødsdato er ændret.

Kirsten Skov Danielsen * 01.05.1940

† 10.12.2024

er død efter et langt godt liv

Andreas og Bodil Børn og børnebørn

Gå ind på i afdøde.dk og tryk på lav annonce for at se mulighederne.

Alle kan have brug for at sige farvel Med en annonce og mindeside på afdøde.dk kan alle deltage i både sorgen og minderne. afdøde.dk er en del af hoej.dk - www.hoej.dk

36 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. april 2025

”Ingen skal herfra alene”: Initiativ mod bisættelser uden pårørende bliver landsdækkende Da bedemand Michael Ørskov sidste år skulle holde en bisættelse uden pårørende, efterlyste han deltagere på Facebook. Nu er initiativet blevet landsdækkende

nyhed Emilie Gammelgård Jørgensen gammelgaard@k.dk

”Det er blevet meget større, end jeg nogensinde havde regnet med.”

Sådan siger bedemand Michael Ørskov om Facebook-gruppen og hjertebarnet Afskedsvenner. Gruppen, der bærer det fulde navn ”Bliv afskedsven: Fordi ingen skal herfra alene” har, som navnet antyder, til formål at forhindre, at folk bisættes alene. I den kan man tilmelde sig som afskedsven, hvis man ønsker at deltage i en bisættelse, hvor den afdøde ikke har nogen pårørende – og i skrivende stund har over 2500 personer siden december gjort netop det.

Afskedsvenner fik sin spæde start, da Michael Ørskov i oktober sidste år efterlyste begravelsesgæster til Henny Hansen og Ib Thestrup. De skulle begge bisættes den 1. november, men umiddelbart havde ingen af dem nogen pårørende, der kunne fylde kirkerummet op. For at forhindre, at Henny Hansen og Ib Thestrup skulle herfra alene, lavede bedemanden derfor et opslag på Facebook, hvor han opfordrede folk til at deltage i bisættelserne i Margrethe Kapellet i Holbæk på Sjælland. ”Jeg havde faktisk ikke regnet med, at der ville komme nogen – måske én eller to,” fortæller Michael Ørskov om idéen.

Sådan blev det dog ikke. Omkring 25 mennesker, der aldrig havde mødt Henny Hansen og Ib Thestrup, dukkede op i kirken – og det, der kunne have været en trist og ensom affære, endte med at være smukke afskeder. ”Det var meget rørende. For mange af dem, der dukkede op, handlede det simpelthen om næstekærlighed. De kunne ikke lide tanken om, at der var nogen, der skulle herfra alene,” fortæller Michael Ørskov, for hvem det også lykkedes at finde en fjern slægtning til Henny Hansen. ”Hun kunne ikke selv dukke op, men jeg sendte hende billeder af de bårebuketter og breve, folk var kommet med – og hun blev simpelthen så rørt over, at folk havde taget sig tid til det.”

Her sluttede den gode historie dog ikke. Fra flere af deltagerne til Henny Hansen og Ib Thestrups bisættelser hørte Michael Ørskov efterfølgende et udtalt ønske om, at konceptet kunne gentages. Det gav bedemanden stof til eftertanke, og sammen med resten af holdet fra Ørskov Begravelsesforretning satte han sig ned for at finde ud af, hvordan man kunne organisere et initiativ, hvor folk kunne møde op til bisættelser, hvor der ingen pårørende var.

Svaret blev en Facebook-gruppe, der kunne drives af Michael Ørskovs hold og benyttes i lokalområdet og de nærliggende kommuner.

Sådan blev det dog ikke.

Nye veje

Ikke lang tid efter gruppens oprettelse gik den nærmest viralt på Facebook. Hundredvis af mennesker fra det ganske danske land meldte sig ind i Facebook-gruppen, der nu også fik stor bevågenhed fra landsdækkende medier.

Tiden efter gruppens oprettelse beskriver Michael Ørskov som overvældende: ”Vi havde slet ikke tænkt, at det skulle være

landsdækkende. Men pludselig var der folk fra hele landet, og mange gav udtryk for, at de ønskede et organiseret og landsdækkende initiativ.”

Gruppen har lige nu over 2500 medlemmer.

Den noget uventede udvikling har dog også været en stejl læringskurve for holdet bag gruppen. ”Vi har lært rigtig meget undervejs. For nylig har vi eksempelvis begrænset, hvem der kan slå opslag op og kommentere i gruppen. Der var mange, der begyndte at dele deres egne historier og bevæggrunde for at være medlem af gruppen. Det er en smuk tanke, men det er ikke nødvendigvis det, andre mennesker har meldt sig ind i gruppen for at læse. De vil måske bare gerne vide, hvornår der er en bisættelse nær dem, de kan dukke op til,” siger Michael Ørskov.

Grundet gruppens pludselige omfang har Ørskov Begravelsesforretning derfor også måttet sande, at administrationen af den rækker ud over virksomhedens begrænsede ressourcer. Derfor kunne Michael Ørskov for nylig meddele på gruppens Facebook-væg, at Afskedsvenner, der nu ville blive landsdækkende, også ville blive overdraget til Brancheforeningen Danske Bedemænd. ”Jeg er selv landsformand i vores brancheforening, så derfor spurgte jeg vores branchedirektør, om ikke man kunne finde nogle ressourcer i sekretariatet, der kunne føre gruppen videre. Den idé var både han og resten af bestyrelsen heldigvis med på.”

For Michael Ørskov er det dog ambivalent at skulle overdrage ansvaret for gruppen. ”Jeg er meget stolt over gruppen, og jeg så helst, at vi selv kunne køre den. På den anden side ville det være fantastisk, at den blev landsdækkende, så vi kan hjælpe flere. Afskedsvenner fortjener, at der er nogle, der virkelig tager sig tid til at køre den. Den tid har vi ikke – og så er det bedst at give den videre,” siger bedemanden, der dog trøster sig ved dét, han har været med til at sætte i gang: ”Jeg har oplevet, at mennesker, jeg ikke kender, har fortalt mig, at det er et godt initiativ.

Det er ret vildt – og det er en dejlig følelse at vide, at noget, der er startet som vores lille projekt, er blevet så stort og potentielt kan gøre en forskel for så mange.”

ARKIVFOTO: TOBIAS NICOLAI

”

Nogle af dem, der kom, havde selv mistet for nylig. De fortalte bagefter, at det også havde hjulpet dem i deres egen sorg.

MICHAEL ØRSKOV, BEDEMAND

0 Det er Michael Ørskov og resten af Ørskov Begravelsesforretning, der har taget initiativ til den populære gruppe Afskedsvenner.

FOTO: LISELOTTE SABROE

I praksis vil Afskedsvenner fremover fungere sådan, at bedemænd i Brancheforeningen Danske Bedemænd kan lave opslag om bisættelser i gruppen. Hvert opslag viser by, region, dato og klokkeslæt for bisættelsen, så gruppens medlemmer har mulighed for at bestemme, om de vil deltage.

Michael Ørskov håber også, at gruppen fremover kan benyttes i tilfælde, hvor pårørende, der står alene med en bisættelse, kan få lidt ekstra selskab. Han har store forventninger til gruppen, der også har mødt begejstring blandt hans kolleger i branchen. ”Det er selvfølgelig frivilligt, men hvis bare én procent af gruppens medlemmer møder op, er der 25 mennesker til hver bisættelse. Det er en kæmpe forskel,” siger bedemanden, der fortæller, at man hos Ørskov Begravelsesforretning oplever omkring ti bisættelser om året uden pårørende. ”Der findes ingen statistikker over det, men jeg hører lignende tal fra andre i branchen – så det er potentielt rigtig mange mennesker om året, der ikke længere skal herfra alene,” fastslår Michael Ørskov.

Også for afskedsvennerne selv kan initiativet have stor betydning. Det oplevede Michael Ørskov til Henny Hansen og Ib Thestrups bisættelse i november. ”Nogle af dem, der kom, havde selv mistet for nylig. De fortalte bagefter, at det også havde hjulpet dem i deres egen sorg, at de kunne give et andet menneske det samme gode farvel, som deres nære havde fået,” siger bedemanden, der mener, at bisættelsen kan være et eftertænksomt åndehul i en presset hverdag. ”Mange stresses af det evigt kørende hamsterhjul. Man skal hele tiden præstere og være i gang. Afskedsvenner er en mulighed for at gøre noget meningsfuldt for andre og for bare at være til stede og reflektere – og så er det en anledning til at komme hinanden ved,” siger bedemanden.

Efter mange års arbejde med døden er Michael Ørskov også efterhånden af den overbevisning, at de fleste kunne have godt af at tage til en bisættelse eller to: ”Vi har en tendens til at sky døden. Det er et ubehageligt emne, fordi vi konfronteres med vores egen dødelighed. Men døden er en naturlig del af livet, og i min optik gør det mere skade end gavn, hvis vi undgår den. Døden er ikke farlig – faktisk kan den være ret smuk.

Det håber jeg, at Afskedsvenner kan være med til at vise.”

J

6 6 Afskedsvenner: Sådan bliver du medlem Hvis du gerne vil være Afskedsven, har du mulighed for at blive medlem af Facebook-gruppen.

Det gør du ved at søge på ”Bliv afskedsven” i søgefeltet på Facebook.

Gruppens fulde navn er ”Bliv afskedsven: Fordi ingen skal herfra alene.” Hvis du trykker på gruppen, når den dukker op i søgefeltet, kommer du ind på gruppens væg. Her kan du anmode om at blive medlem ved at trykke på knappen ”Bliv medlem”.

Slår du notifikationer for gruppen til ved at trykke på klokke-ikonet i gruppen, vil du få en notifikation, hver gang en bedemand leder efter deltagere til en tom bisættelse. I gruppens opslag kan du læse informationer om, hvornår og hvor i landet bisættelserne finder sted.

En fremtid, hvor fattigdom er en ting fra fortiden.

Din arv kan bryde fattigdommens lænker Mission Uden Grænser arbejder for at forbedre levevilkårene for Østeuropas mest sårbare. Gennem vores projekter i Ukraine, Moldova, Albanien, Bulgarien, Rumænien og Bosnien-Hercegovina, tilbyder vi hjælpeprogrammer til socialt udsatte familier.

Vi tror på, at vejen ud af fattigdom kræver en helhedsorienteret tilgang til familiestøtte. Dette omfatter programmer såsom alkoholrådgivning, styrkelsen af parforhold og forældreskab. Ved at tilbyde rådgivning og støtteprogrammer forbedrer vi familiers evne til at håndtere hverdagens udfordringer på en sund og konstruktiv måde.

Hvordan din arv kan gøre en forskel Ved at inkludere Mission Uden Grænser i dit testamente, bliver du en direkte partner i vores kamp mod ulighed, fattigdom og uretfærdighed. Din arv bidrager til genopbygningen af bæredygtige samfund ved at finansiere livsvigtige projekter.

Sådan kan din arv række længere Velgørende organisationer er fritaget for arve- og boafgift, hvilket kan øge den arv, dine familiemedlemmer modtager.

Læs mere om ”30%-løsningen” på vores hjemmeside: missionudengraenser.dk/vaer-med/arv-og-testamente

Uddannelse

Mobile suppekøkkener

Nødhjælp

Støtte til ældre

Traumehjælp

Skolegang og skolemateriale for børn fra socialt udsatte familier.

Servering af nærende måltider for hjemløse og socialt udsatte grupper.

Regelmæssig uddeling af mad, medicin og tøj til familier, der lever under fattigdomsgrænsen.

Besøgstjeneste og praktisk hjælp til ensomme ældre.

Traumehjælp til krigens ofre i Ukraine.

Vi er

MISSION UDEN GRÆNSER…

Mission Uden Grænser Bautavej 1A 8210 Aarhus V Tlf. 65746161

CVR 43071947 Gavekonto: 9570 13428255 post@missionudengraenser.dk missionudengraenser.dk

HAR DU SPØRGSMÅL? Kontakt os på tlf. 65 74 61 61 eller post@missionudengraenser.dk

38 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. april 2025

Pas på pengene, hvis din partner dør Når en person dør, kan vedkommendes partner ende i en svær økonomisk situation, fordi banken spærrer den afdødes bankkonti – også parrets fælleskonto

nyhed Når der er et dødsfald i familien, er penge og økonomi sjældent det første, man tænker på.

Men et dødsfald kan give problemer med økonomien, hvis man mister sin ægtefælle. Det skyldes, at banken automatisk spærrer en afdøds bankkonti og betalingskort.

Også fælleskonti bliver spærret. ”Det betyder, at der ikke længere kan hæves og overføres penge eller foretages betalinger fra de bankkonti. Spærringen sker for at sikre pengene, indtil boet er gjort op,” siger forbrugerøkonom i Nordea Ida Marie Moesby til Ritzau.

Hun anbefaler, at man gør sit forarbejde og forbereder sig til en situation, hvor den ene partner er gået bort. På den måde kan man bedre undgå, at alle pengene til at betale regninger er på den afdødes bankkonto. ”Vi ser typisk, at en bankkunde kan komme lidt i klemme, når partneren dør, hvis det er den afdøde,

6 6 Bankkonti og digital post spærres

som primært styrede økonomien,” siger Ida Marie Moesby og tilføjer: ”Et dødsfald i et parforhold kan især give udfordringer, hvis man ikke er gift.”

For det er kun ægtefæller, som automatisk arver hinanden.

Når en person dør, får banken automatisk besked fra folkeregistret.

Fra det øjeblik er banken ifølge loven forpligtet til at spærre alle den afdødes konti og betalingskort. Hvis man deler en fælleskonto til betaling af husleje og regninger med en ægtefælle eller samlever, og den ene dør, stoppes alle betalinger altså. Den afdødes netbank og mobilbank spærres også. ”Skulle man stå i den situation, bør man hurtigst muligt orientere sin bank for at få hjælp og rådgivning til at få styr på økonomien, indtil boet er gjort op,” siger hun.

Det er skifteretten, der skal gøre boet op. ”Hvis parret var gift, og partneren arver efter den afdøde, løser det hele typisk sig selv efter noget tid,” siger Ida Marie Moesby.

Hvis man vil undgå at stå i en situation, hvor man ikke kan betale sine regninger, fordi pengene er på en afdød partners konto, anbefaler Ida Marie Moesby, at man i et parforhold også har sin egen bankkonto med penge.

Sådan lyder rådet også fra Ældre Sagen. ”Min anbefaling er, at man har

Når et dødsfald registreres i det offentlige, får banken automatisk besked. Banken spærrer derefter automatisk afdødes konti og betalingskort. Det gælder også fælleskonti.

Når skifteretten har udstedt en skifteretsattest, er det muligt at få adgang til en afdøds konti igen.

En afdøds NemKonto skal ikke lukkes, fordi blandt andet kommunen og Skattestyrelsen kan have brug for at sætte penge ind. NemKontoen lukkes automatisk tre år efter dødsfaldet.

ARKIVFOTO: THOMAS BORBERG/POLFOTO/RITZAU SCANPIX

penge til at stå på hver sin konto, så man har mulighed for at betale de vigtigste udgifter, hvis det værste skulle ske. Det gælder for både unge og ældre par,” siger Erik K. Møller, som er økonomisk rådgiver hos Ældre Sagen. Ældre Sagen hører sommetider fra

borgere, som ud over tabet af en partner også er endt i en svær situation, fordi den afdødes bankkonti og betalingskort er blevet spærret. ”Det er mit indtryk, at bankerne typisk kan hjælpe den længstlevende, indtil boet er gjort op i skifteretten,” siger Erik K. Møller og tilføjer:

K Kristeligt Dagblad Butik

Eksklusivt udvalgt til abonnenter

Signeret kunsttryk

af Jesper Christiansen Kunsttrykket ”Kierkegaards kopper” af Jesper Christiansen er særligt udvalgt til Kristeligt Dagblads læsere.

Alle kunsttryk er signeret og nummereret.

Kunsttrykket måler 70 x 50 (bredde x højde).

Pris: 750,-

Kunsttrykket kan købes på k.dk/butik/kunst

”Men man vil være overladt til bankens nåde i den situation, hvis ikke man har sørget for at have penge på sin egen konto.”

Det er generelt en god idé at opbygge en økonomisk buffer til svære tider, tilføjer han: ”Det gælder især, når man bliver ældre, fordi man så typisk ikke længere kan låne penge.”

Er man single, anbefaler Ida Marie Moesby, at man tager snakken om sit bankforhold med sine nærmeste pårørende. /ritzau/ J

42267

HJÆLP UKRAINERNE MED AT FÅ ADGANG TIL BEHANDLING

Russerne har nu angrebet mere end 2215 ukrainske hospitaler og klinikker.

Lægerne er klar til at hjælpe, men mangler akut hospitaler og nødvendige faciliteter.

Nordic Aid hjælper med etablering af mobile hospitaler, i samarbjede med det Ukrainske sundhedsvæsen som bemander vores hospitaler. Din støtte går udelukkende til de mobile hospitaler.

Annoncen er doneret

Bank: Jyske Bank Navn: Nordic Aid Reg: 73 12 Konto: 10 93 8 65 Indsamlings nr: 24-700-08491

Al støtte går ubeskåret til Ukraine

Med din støtte kan du hjælpe os med at fylde vores hospital med livsvigtigt udstyr: 1.200 kr – Kan dække omkostningerne til førstehjælpsudstyr.

4.800 kr – Kan dække omkostningerne til medicinsk udstyr til akutdiagnostik.

info@nordicaid.dk • +45 50 33 50 68 • www.nordicaid.dk • CVR: 44951649

Har du talt med dine kære om hvilken forskel du vil gøre med din arv?

Det kan være svært at starte samtalen - det ved vi godt.

Vi ønsker at gøre det nemmere at åbne for de dybe og meningsfulde samtaler i trygge omgivelser, og derfor har vi lavet et sæt samtalekort til netop dette formål.

Find kortene på detgodetestamente.dk/samtalen